Er sidste uges artikel “Grønland – midt i verden” ikke udtryk for, at “embedded journalism” fungere lige så dårligt på kulturområdet som i krigszoner? Overalt på kloden registreres hvordan økosystemer med høj biodiversitet kollapser til systemer med lav biodiversitet som følge af invasive arter. Natbilledet over det mørke arktiske område omgivet af det elektriske lys fra menneskets bymæssige infrastruktur viser som en svamps mycelium udbredelsen af den mest fatale invasive art af dem alle, mennesket. Og mennesket er i øvrigt også den direkte eller indirekte årsag til alle andre forekomster af invasive arter.

Artiklen viser ingen forståelse for, hvad forskerne indenfor feltet Global Change kalder The Great Acceleration. Jimmy Carter pegede på det tilbage i 1977 i sin “Address to the Nation on Energy”. Her konstaterede han, at med gældende vækstrater ville verdens tørst efter olie kræve at der blev fundet et nyt Saudi Arabien hvert 3. år. Samme umættelige sult gælder alle råstoffer over en bred kam. I stedet for “Possible Greenland” kunne man tage visionen et skridt videre og give udstillingsinitiativet overskriften “Burn Greenland”. I vores dages verden udtømmes resurserne så hurtigt, at boomtown kan afløses af ghosttown inden børnene har afsluttet deres skolegang.

Hvordan kan man beskæftige sig med Grønland uden at forholde sig til spørgsmålet om menneskets møde med den “frie” eller “uberørte” natur? Grønland er en suveræn case til at fremsætte det 21. århundredes Lex Ecologica: At opfyldelsen af naturens behov er vigtigere end opfyldelsen af menneskets behov. Det handler ikke længere om os. Vi har drevet rovdrift på naturen så længe, at med mindre vi indenfor få år begynder at prioritere naturens behov fremfor vores egne kortsigtede behov, så vil vores længeresigtede behovstilfredsstillelse hastigt gå mod nul.

Var Danmark den oplyste kultur, vi bilder os ind at være, så satte vi indfødte folks ret til landet over alt andet. De mennesker, der formår at leve i harmoni med naturen, de har ret til landet. Og på måde bliver mennesket i den sidste ende alligevel vigtigst. Der er kun mennesket til at omvende mennesket og genoprette balancen.