Forestil dig, i en tillidsrelation mellem to mennesker, at den ene person begynder helt bevidst og vedholdende at hævde nogle fuldkommen fordrejede beskrivelser af hvad der er sket førhen og hvad der sker nu og her, og opretholder denne manipulation med en sådan konsekvens, at den anden person begynder at tvivle på sit eget greb om virkeligheden. Personen, der manipulerer, har selvfølgelig sine egne snævre egoistiske motiver for at forfølge denne kurs, og hvis ikke personen, der er offer for manipulationen, på et tidspunkt erkender hvad det er der foregår, kan manipulationen føre til eksistentiel angst, mere eller mindre forrykt reaktiv adfærd, menneskeligt sammenbrud og mere eller mindre varige skader på vedkommendes sociale evner. Et sådant psykologisk drama er hvad begrebet ’gaslighting’ beskriver, en benævnelse som fænomenet fik igennem skuespillet Gas Light (1938) af den britiske forfatter Patrick Hamilton, som derved gav fænomenet sin første sammenhængende beskrivelse. Skuespillet blev efterfølgende filmatiseret (Storbritannien 1940, USA 1944).

Det er klart, at bedraget er afhængigt af at den ene part er villig til at investere stor tillid i den anden part, og den anden part er samtidig (helt psykopatisk) parat til at misbruge denne tillid til at fremme sine egne egoistiske målsætninger. I skuespillet/ filmene er det en mand, der udsætter sin hustru for ’gaslighting’, og selvfølgelig kan psykologien i sådanne tætte relationer ikke uden videre overføres på langt mere diffuse sociale relationer, ikke desto mindre fremstår fænomenet ’gaslighting’ i mine øjne som en relevant indgangsvinkel til at diskutere briternes nærmest skizofrene kamp for at løsrive sig for sin forbundethed med EU.  Og lad mig afsløre med det samme, at efter min opfattelse er det ikke EU, der er den manipulerende part her. Men hvem er det så? Og hvorfor fremstår hele denne proces, helt tilbage fra den indledende flirten med ideen hos det konservative parti over valgkampen op til folkeafstemningen til hele det efterfølgende politiske morads, som så mærkelig fornuftsstridig, fremmedgjort, propagandistisk, overfladisk, unuanceret, følelsesladet og uforsonlig?

Efter min opfattelse har der været noget forkvaklet og uheldssvangert ved hele Brexit-forløbet. Og det er ikke fordi jeg ikke kan se for mig, at briterne skulle vælge at opfatte sig selv som befolkning og nation som bedre stillet udenfor EU end indenfor, hvad der går mig på er netop denne fornemmelse af, at ingen taler om det det i virkeligheden handler om. Og således bliver det interessant for mig selv og eventuelt andre at forsøge at klargøre for mig selv, hvad det så er at jeg mener at det i virkeligheden handler om.

Det starter med Storbritanniens tab af sin status som imperium i forbindelse med 2. Verdenskrig og årtiet der fulgte. Her måtte Storbritannien acceptere, at en lang række lande erklærede deres uafhængighed, og konflikten imellem briternes (fortsatte) imperieforestillinger og omverdenens mere realistiske vurderinger af briternes reelle magt førte til spændinger mange steder på kloden. Disse uoverensstemmelser kom til et klimaks ved Suez-krigen i 1956, en krig som Storbritannien (i alliance med Frankrig og Israel) tabte på en temmelig ydmygende facon. Storbritanniens premierminister havde kalkuleret med assistance fra USA, om ikke andet så i politisk henseende, men amerikanerne afstod fra at støtte briterne, og dette medførte et brud på den tillidsrelation de to nationer ellers havde opbygget over 2. Verdenskrig. Ægyptens præsident Nasser lykkedes med at nationalisere Suez-kanalen, nederlaget sved for briterne og medførte muligvis nogle lidt ambivalente følelser briter og amerikanere imellem.

Men der var ét område, hvor Storbritannien stadig opretholdt en førerstilling i verden, og det var indenfor bankvæsen og finans. Og allerede i slutningen af 50’erne/ starten af 60’erne arbejdede briterne meget målrettet på at konsolidere City of Londons dominerende rolle i internationale finansforhold. Allerede da begyndte de store britiske banker at udstede amerikanske dollars uafhængigt af den amerikanske centralbank i form af de såkaldte eurodollars, en slags skyldnerbeviser bankerne imellem denominerede i amerikanske dollars. Og særligt igennem de største britiske banker voksede dette eurodollar-marked i løbet af 60’erne til en størrelse, som havde en væsentlig rolle at spille i tilvejebringelsen af lån i dollars for den internationale finansverden.

Da præsident Nixon i august 1971 ophævede den amerikanske dollars forankring i guld, så handlede dette træk om at sætte den amerikanske stat i stand til at finansiere sine store underskud på statsbudgettet gennem udvidelser af pengeforsyningen, som i virkeligheden er en skjult form for beskatning. Det var ikke mindst de store udgifter til realiseringen af ”The Great Society”, Vietnamkrigen og våbenkapløbet med Sovjetunionen, der lagde så store belastninger på det amerikanske statsbudget. Men ophævelsen af dollarens forankring i guld handlede også om disse store mængder af eurodollars der blev ”trykt” indenfor særligt det britiske (og europæiske) bankvæsen. Det siger sig selv, at USA ikke kunne opretholde en omvekslelighed mellem dollaren og guld, hvis andre på forskellig vis var i stand til at ”trykke” nye dollars. Og med ophævelsen af dollarens forankring i guld og dermed ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet, var bolden givet op for den ’beggar thy neighbour’-politik, dvs. de konkurrerende devalueringspolitikker, der kom til at præge 70’erne.

Men konsekvenserne af ophævelsen af Bretton Woods-valutasamarbejdet var langt mere vidtgående end som så. Ophævelsen af dollarens forankring i guld betød at alle valutaer herefter var fritflydende, og det var her at startskuddet gik for de private bankers egen pengeskabelse. Var eurodollar-systemet forbeholdt lån imellem finansielle institutioner eller til investeringer i erhvervsvirksomheder, så starter der her en proces, hvor de private banker begynder at dele lån ud til højre og til venstre. I de første år sådan lidt forsøgsvist men med Thatcher og Reagans dereguleringer af de nationale begrænsninger på kapitalens frie bevægelighed, gik det op for de store banker, at de havde fået muligheden for udstede nye penge nærmest efter deres eget forgodtbefindende. Og det er hvad de har gjort over disse forløbne 40 år, og det er de sluppet afsted med, fordi denne accelererede pengeforsyning har genereret stigende huspriser og stigende aktiekurser og forøget investeringslyst, som igen har skabt forøget samfundsmæssige omsætning, dvs. økonomisk vækst.

Men systemet har ikke på noget tidspunkt været stabilt. Systemet har hele vejen igennem været uden nogen reelle afbalancerende funktioner, hvilket har medført, at der er blevet blæst finansielle bobler op indenfor praktisk talt alle kategorier af finansielle aktiver, herunder ikke mindst boliger og aktier. Samtidig har politikerne været ovenud tilfredse med den økonomiske udvikling, eftersom væksten tilvejebragte øgede offentlige indtægter igennem skatter og afgifter, hvorfor det har været forholdsvist nemt at være politiker. Til trods for at vi kollektivt tilbage i 70’erne vågnede til den erkendelse, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer og der allerede da var alvorlige tegn på udpining og udtømning af de naturgivne ressourcer, så har vi ikke desto mindre levet i en verden, hvor forestillingerne om økonomisk vækst var uden grænser, og det var den hæmningsløse pengeskabelse indenfor finanssektoren, som tilvejebragte denne grænseløshed.

Som en naturlov må hæmningsløsheden og de finansielle bobler så på et tidspunkt alligevel støde imod nogle grænser, enten i form af ressourceknaphed eller i form af en vågnende tvivl samt krav om redelighed og konsekvens, og selvom virkningerne på mange måder blev afbødede, så var finanskrisen i 2008 udtryk for et sådant møde med realiteterne. Og som samfund havde vi da en enestående lejlighed til at besinde os på vores levemåder og konsekvenserne af vores kollektive forestillinger og adfærd, men anført af vores politiske ledere valgte vi at tilsidesætte refleksionen og opgøret med de løbske elementer i vores forestillinger og i vores samfund. I tilbageblik er det svært at acceptere, hvordan vi kunne undlade at stille de store private banker til regnskab for deres svindel og deres komplet uansvarlige måder at drive bankforretning, men vi lod dem slippe, hvorved de bare genoptog deres svindel med desto større ildhu og uansvarlighed.

Og City of London indtager fortsat en helt central global rolle indenfor international finans. Ingen steder er bankreguleringen så slap og opretholdelsen af bankreguleringen så svag som i City of London. Selv de store amerikanske finansinstitutter har mægtige filialer i London, fordi de her kan gøre ting som de ikke ville kunne slippe afsted med selv indenfor det også meget slappe amerikanske finansregimente. Og særligt igennem City of London har de store internationale banker fået opbygget en beholdning af finansielle papirer til en samlet værdi, der er dobbelt så stor som værdien af samtlige aktiver i verden. Og så er der sikkert mange der her vil protestere og hævde at det ikke giver nogen mening, men det er ikke desto mindre sandt. Det svarer til at alle mennesker har forsikret deres bolig og deres bil og deres andre ejendele til den dobbelte sum af hvad de værd, og om det er en forsvarlig måde at drive forsikringsvirksomhed, det er det der er spørgsmålet. Det er jeg personligt overbevist om at det ikke er, og på den baggrund fremstår praktisk talt alle de store globale finansinstitutter som gigantiske kolosser på lerfødder. Og ved den stadigt mere åbenbare sammentrækning i verdensøkonomien vakler finansinstitutterne mere og mere faretruende.

Hvad jeg hævder er, at bankerne har været på et ludomanisk trip, og begæret efter indtjening og erhvervelser har udviklet sig så ekstremt, at mange former for kriminalitet er blevet accepterede som integrerede dele af bankernes operationer. Hvidvaskning af penge fra narko og human trafficking, finansiering af terrorisme, svindel med kundernes konti og indeståender, skatteunddragelse, markedsmanipulationer, insiderhandel, karteldannelse, regnskabsfusk i billionklassen. Og City of London har omsat sin dominerende position til uden sidestykke at blive det globale centrum for systematisk skatteunddragelse. Hele finanssektoren har kørt på et misbrugskompleks siden starten af 80’erne, og det er formentlig denne higen efter den næste ’high’, der har drevet bankerne ud i disse korrupte og depraverede adfærdsmønstre. Og selvom alt dette var synligt for enhver der gad at se efter, så syntes politikerne alligevel ikke at finanskrisen i 2008 skulle munde ud i en revision af hele finanssektoren. Og forklaringen på denne laissez-faire-holdning overfor den korrupte finanssektor ligger lige for: Var der blevet foranstaltet en gennemgribende revision af finanssektoren, så var vores økonomier og vores samfund blevet kastet ud i en dyb depression. Fordi vores økonomiske fremgang igennem så mange år havde været baseret på illusoriske forestillinger. Og kollapset af Vestens dominans indenfor international finans ville samtidig medføre et kollaps af det angloamerikanske overherredømme.

På den måde har vi alle holdt facaden, og fortsat som om intet var hændt, også selvom vi faktisk havde fået et vink med en vognstang om at der var noget her, der var gruelig galt. Men vores politikere valgte (og vi med dem) at holde hånden både over og under storbankerne, vi sørgede for at de fik masser af nytrykte penge ind i toppen samtidig med at de fik gode muligheder for at lænse penge ud af kundernes konti i bunden, bl.a. igennem regimentet med de kunstigt lave rentesatser. På den måde er det lykkedes os at holde den forrykt opblæste finanssektor intakt og dermed at opretholde illusionen om at alt i det store hele er som det plejer. Men problemet er jo, at det er en voldsomt regressiv politik, hvor langt den overvejende del af befolkningen får færre og færre penge at gøre godt med, år for år. Og efter 10-11 år på denne ”medicin” er vores privatøkonomier ved at være nået til et punkt af kritisk udpining. Det er det blandt andet Gule Veste-opstanden handler om samt mængder af andre opstande ud over hele kloden. Og det er disse voldsomt frustrerende politiske og økonomiske omstændigheder, som en hel række populistiske politiske agitatorer har haft held til at få gjort EU til syndebukken for, samtidig med at de fuldkommen overser elefanten i rummet. En tilfældighed? Næppe.

Hvad vi kalder neoliberalisme var aldrig nogen sammenhængende teori, filosofi eller ideologi, men har hele vejen igennem ikke været andet en måde at hæfte nogle begreber og forestillinger på den løbske samfundstømning, der udspillede sig lige for øjnene af os. Og i kraft af City of Londons meget dominerende rolle i Storbritanniens økonomi samt i den britiske elites selvforståelse er der næppe noget land, som er så hårdt ramt af den finansielle syge som Storbritannien. Den samfundstømning som City of London har foranlediget på et globalt plan, har samtidig foranlediget nogle voldsomme grader af samfundstømning af det britiske samfund. Så hvorfor retter briterne deres vrede og frustration imod EU? Hvorfor tager de ikke et opgør med det kup af det britiske samfund, der er sket sideløbende med finansverdenens himmelflugt? Det er her at jeg personligt får en fornemmelse af nogle grader af manipulation af den britiske befolkning, som er så voldsomme, at ’gaslighting’ muligvis vil være den beskrivelse der er mest dækkende. Og jo længere disse mærkelige pseudodiskussioner om Brexit kører, jo mere fremmedgjort og forvirret og hudløs bliver den britiske befolkning.

Og jo, selvfølgelig er EU meget langt fra at være en institution til sikring af de europæiske befolkningers trivsel. Udover at der er et åbenlyst demokratisk underskud i EU-strukturen og magtkoncentrationerne giver anledning til voldsomme grader af lobbyisme og ’collusion’ mellem de politiske ledere og storindustrien og videre, at varetagelsen af alle de endeløse nationale særinteresser har medført nogle monstrøse grader af bureaukrati og teknokrati, så er EU stadig meget langt fra at være briternes største problem. Og selvom man kan hævde at muligheden er beskeden, så er der stadig en reel mulighed for at EU-strukturen kan hjælpe de europæiske lande til at overkomme deres finansielle misbrugsproblemer, herunder også at bistå briterne i at overkomme deres.

Deutsche Bank var indtil for ganske få år siden et fuldgyldigt medlem af syndikatet af internationale storbanker og deltog på lige fod med de øvrige i markedsmanipulationer, hvidvaskning, terrorfinansiering, osv. Men så blev Deutsche Bank raidet af det tyske forbundspoliti, ikke bare en gang men af flere omgange, og Deutsche Bank har nu trukket sig fra en lang række af de kriminelle aktiviteter. Det har så lagt Deutsche Banks indtjening under pres samtidig med at Deutsche Bank er blevet prygelknabe i den angloamerikanske finanspresse, i de angloamerikanske medier, sågar i de angloamerikanske alternative medier, formentlig fordi banken har gjort det for alle de andre helt utilstedelige at forsøge at få styr på al den interne korruption og kriminalitet. Det er i særklasse hyklerisk, når amerikanske og britiske medier og kommentatorer har så travlt med at udstille kriminaliteten i Deutsche Bank, når de samtidig er så uvillige til at gå i kødet på deres egne finansinstitutioner. Det er nærmest også ovre i kategorien ’gaslighting’.

Jeg vil således tillade mig at skitsere den mulighed, at premierminister Boris Johnson’s radikale træk med at suspendere det britiske parlament og med dette træk muligvis bane en vej for en eventuel No Deal-Brexit, så er det ikke drevet af et brændende ønske om at efterkomme resultatet af folkeafstemningen, men snarere for at efterkomme de ønsker han får hvisket i øret af nogle af sværvægterne indenfor City of London. For dem er det værste der kan ske muligvis, at Storbritannien på en eller anden måde alligevel skulle forblive medlem af EU, og at kontinentets bestræbelser på at få bugt med det finansielle misbrugskompleks skulle brede sig også til Storbritannien. Og hvor dyb en depression vil ikke også ramme Storbritannien, hvis hele spekulationsøkonomien skulle ramle sammen som det korthus den er. Muligvis er det derfor at der bliver taget ekstreme forholdsregler for at dette ikke skal ske, herunder manipulationer af den britiske befolknings opfattelser i nogle grader som muligvis nærmer sig regulær ’gaslighting’.

Det vil blive voldsomt hårdt for briterne at tage opgøret med al kriminaliteten indenfor deres bankverden, men så meget desto mere grund til at forblive en del af det europæiske fællesskab. Faktisk har jeg svært ved at se for mig, at den britiske befolkning skulle være i stand til at gennemføre en sådan selvransagelse og gennemleve en sådan eksistentiel krise uden støtte fra de øvrige europæiske lande.

(Illustration: Stillbillede fra ”Gaslight”, MGM 1944)