Der går en lige linje fra Rasmus Berg alias Erasmus Montanus til Sidney Hassel Hansen alias Sidney Lee. Det moderne menneske skaber sin identitet. Det moderne menneske ville slet ikke være moderne, hvis ikke det skabte sin identitet. Det er indbygget i vores teenagekultur, vores musikkultur, vores succeskultur, måden vi bryder ud af vores forældres småborgerlighed, måden vi bryder med den gode smags forudsigelighed og pænhed, måden vi bryder med vaner og hævdvundne metoder for at gå efter det ekstraordinære og sensationelle. I over 300 år har opskriften været, læg din fortid bag dig, tag ind til storbyen, skab dig et navn blandt andre som også har skabt sig et navn. Således går der en lige linje fra Pontoppidans ”Lykkeper” til Lou Reeds ”Walk On The Wild Side”.

Men som denne livsindstilling til stadighed udfolder sig, bliver credoet mere og mere skingert, og skyggesiderne mere og mere iøjnefaldende. Helt op til 50’erne var der nogle traditionelle livsformer som trods alt fulgte med, nogle rødder, som det moderne menneske måske nok så ned på, men ikke desto mindre i følelsesmæssig henseende alligevel trak på. Men med 60’ernes materielle boom udbredtes den moderne livsindstilling til store dele af samfundet, og allerede en del af de børn der voksede op i 60’erne, blev præget af at have nogle forældre for hvem det at skabe sig en identitet var deres centrale livsopgave.

I den almindelige debat har det været de kulturradikale grupper, 68’erne, der har været de udskældte, men det er i mine øjne forfejlet. Uanset i hvilken grad deres eksperimenter slog fejl, så forsøgte blomsterbørnene og 68’erne faktisk at skabe ny sammenhængskraft i et samfund, som de erkendte som dysfunktionelt. Efter min opfattelse er det langt mere interessant at undersøge, i hvor høj grad de toneangivende medlemmer af mainstream-samfundet var grebet af tanken om at skabe sig en identitet. Jeg voksede selv op i 60’erne og 70’erne, og jeg husker tydeligt hvordan stræbsomhed og show off var fremherskende fremfor tryghed og omsorg i flere af de hjem jeg kom i. Allerede den gang blev mange unge mennesker sendt ud i verden med en grundlæggende usikkerhed på om de var gode nok.

Forældrenes svigtende vægtning af at skabe tryghed for deres børn skabte en selvforstærkende spiral af modernitet forstået på den måde, at hver enkelt unge menneske, som kom ud i verden usikker på om han var god nok, snart så lyset og dannede den forestilling, at hvis han bare kunne vise hvor særlig han i virkeligheden er, hvis han kunne skabe sig sin egen succes, så ville han blive elsket, så ville han være god nok. Det moderne har derfor denne dobbelte attraktion: Dels som medicinen der virker bagud, og guleroden der virker fremad. Men hver disse virkninger er et falsum. Virkningerne er imidlertid interessante fordi de forklarer, hvorfor hver generation tager det moderne til nye stadier. Man gør det både af nød og af lyst. Og denne selvforstærkende spiral har altså været almindelig udbredt og virksom igennem årtier. Stadig større stræbsomhed, stadig mere udsathed, stadig større pres på at skabe sig et navn blandt dem der allerede har skabt sig et navn. Det er således min påstand, at den mest fremherskende tro i vores samfund i dag er troen på vores evne til at skabe vores egen identitet. Og vores dyrkelse af denne tro kan således kaldes identitetskulten.

Denne anskuelse har mangfoldige interessante aspekter. For eksempel peger den efter min opfattelse i retning af, at mobning ikke bare er en dårlig vane hos enkeltindivider eller grupper. Mobning er snarere en livstilstand. En af de mangfoldige skyggesider af vores identitetskult. Et andet centralt aspekt er måden identitetskulten spiller sammen med reklame- og underholdningsindustrien. Reklamer har en særlig evne til at næres ved det moderne. Måden reklamer udstiller det kiksede, rollen som statist, som identitetsløs, overfor det at have identitet og opnå succes, kærlighed og anerkendelse. Og tager man nutidens mode- og livsstilsmagasiner eller for den sags skyld design- og arkitekturtidsskrifter, så er overgangen fra reklamerne til artiklerne næsten ikke til at få øje på. Tag for eksempel et repræsentativt udsnit af de seneste 15 års internationale arkitektkonkurrenceforslag og se hvor mange af disse forslag, der definerer arkitekturens højeste formål som det at skabe identitet. Og denne livsindstilling fortsætter langt ind i underholdningsindustrien, hvor diverse shows spiller på samme modsætningsforhold mellem identitetsløshed og identitet, almindelige mennesker kan blive stjerner, og indstillingen fortsætter sit triumftog over i nyhedsudsendelser og reportager med et bemærkelsesværdigt stort fokus på personer og personspørgsmål fremfor på sager og fælles udfordringer. Således kulminerer identitetskulten hos kommunikationsrådgiverne, som instruerer folk i synliggørelse og personlig branding. Den frivillige og kalkulerede objektliggørelse af sig selv. Og så selvfølgelig kultens udbredte, primære ritualer i form af at se fjernsyn og at shoppe.

For den menneskelige erfaring kan der siges at være to fundamentale kræfter på spil både indeni os og i verden omkring os, og disse kræfter benævner vi ofte som hhv. lys versus mørke, kærlighed versus selviskhed, Gud versus Fanden mm. Vi kunne også anlægge en mere fysisk og mekanisk betragtning og kalde dem ’kræfter der samler’ versus ’kræfter der splitter’. Denne skelnen er relevant her, fordi den peger på det indbyggede modsætningsforhold og den uomgængelige disharmoni, som identitetskulten tager udgangspunkt i og til stadighed producerer. Problemet er, at det ultimative mål stadig er kærlighed og accept, men at metoden til at nå målet er ved at skille sig ud. Således benytter vi ’kræfterne der splitter’ med henblik på at nå der til, hvor vi føler os hjemme, altså dér hvor ’kræfterne der samler’ hersker.

Et menneske, som dyrker identitetskulten, er en ejendommelig skabning, udadtil voldsomt selvhævdende og indadtil dybt usikker på sig selv og på hvad der er sandt eller falsk. Hvorfor? Fordi både fornemmelsen for hvad der er sandt eller falsk og visheden om at være god nok som man er, forudsætter en forståelse for noget, der er større end en selv. Men netop en forståelse for noget, der er større end en selv, er en hæmsko for den uhindrede skabelse af ens identitet. Indenfor identitetskulten kan man simpelthen se, at de personer når længst, som ikke udviser den mindste forståelse for, at der er noget der er større end dem selv. Psykopater har overraskende gode karrieremuligheder i vores nuværende samfundskultur.

Og følgevirkningerne af denne udbredte og i mange henseender toneangivende identitetskult bliver mere og mere åbenlyse. Det er en livsform uden nogen indeholdt forbundethed mellem det enkelte menneske og omverdenen, og denne fremmedgjorthed og mangel på omsorg manifesterer sig stadigt stærkere i vores fysiske miljø. De svage i samfundet bliver ladt i stikken, vores samfundsinstitutioner er kampzoner for interessekonflikter fremfor betroede samfundsopgaver, landbrugsjorden og den øvrige natur misrøgtes og taber til stadighed fertilitet og diversitet, og de helt store udfordringer i form af klimaforandringer og knaphed på resurser lader os så magtesløse, at vi nærmest ignorerer dem.

Udvider vi udsynet til at omfatte menneskeheden som helhed, er det de samme tendenser der er dominerende. Identitetskulten trives måske allerstærkest i ’the upcoming economies’, som Kina, Indien og Rusland. ’Kræfterne der splitter’ er altdominerende, og så meget, at vi må spørge os selv om menneskeheden er ved endegyldigt at ødelægge sit eget livsgrundlag, hvilket samtidig er livsgrundlaget for planetens øvrige levende organismer. Vores adfærd er forrykt.

Men der er alternativer, og de er alle knyttet til en fundamental holdningsændring, hvor vi bevidst vælger at basere vores liv på ’kræfterne der samler’. ’Kræfterne der samler’ er stærkere end ’kræfterne der splitter’, men fordi de har været så massivt fortrængt gennem så lang tid, er deres evner for at vende de fremherskende, dystre tendenser langt fra givet. Og ja, her bevæger vi os ind i en religiøs dimension, men det er ikke ensbetydende med nye, omfattende stridigheder om hvad der er ’den sande tro’. Personligt har jeg haft stor glæde af min buddhistiske praktisering, men i realiteten er der et hav af forskellige måder man kan understøtte ’kræfterne der samler’ i ens liv. Hvad som helst man kan gøre som fortæller én, at man er god nok som man er.

Og ’kræfterne der samler’ skaber underværker i den enkeltes liv. Pludselig er man igen fuldt og helt forbundet med alt livet omkring én, med andre mennesker, med sin fortid, med sin familie, og man får inspirationer ud af det blå, evner for at se klart, og mod til at handle på sine spontane indskydelser. Livet er med ét et eventyr, ens relationer bliver umådeligt dyrebare og overskrider tid og sted, og naturen bliver en helligdom af ubegrænset skabelse. Blot må vi samtidig konfrontere os med den næsten ubærlige sorg over, hvor ufølsomt vi har behandlet os selv og hinanden og vores dyrebare planet.

Denne anderledes måde at leve på er umiddelbart indenfor hver enkelts rækkevidde, og det er efter min opfattelse den chance vi har for at overvinde vores akkumulerede dødsdrift. Der er ingen forudsætninger, ingen ting man skal gøre først. Denne verden ligger åben for os, der er bare én ting vi hver især ikke kan tage med os, og det er vores ego, vores hårdttilkæmpede identitet. Det er med livet som i Niels Bohrs berømte stokke-analogi om menneskelig erkendelse: Bevæger man sig ind i et rum med bind for øjnene men med en stok i hånden, kan man holde med et fast greb om stokken, hvorved håndens følesans flyttes ned til stokkens spids, og man kan således mærke om de ting stokken rammer er bløde eller hårde, ru eller glatte. Holder man derimod om stokken med et løst greb, forbliver følesansen oppe i hånden, stokken støder godt nok stadig ind i ting, men stokkens bevægelse afslører ikke noget om disse ting, og disse stød giver således blot en forøget bevidsthed om det at have en stok i hånden.

Når den enkelte hengiver sig til ’kræfterne der samler’ forløses et mægtigt potentiale, og han eller hun er i stand til at udrette fantastiske ting. Men denne storhed vil ikke længere være ikke hans eller hendes til at pynte sig med, hans eller hendes til at skaffe sig personlige fordele ved. Storheden ligger i ’kræfterne der samler’, som han eller hun lader virke igennem sig. Hvor stort et skift dette vil være i forhold til den fremherskende identitetskult kan ses på, i hvor høj grad disse oprindelige menneskelige dyder af hengivenhed og ydmyghed hidtil nærmest har været tabu eller i det mindste genstand for hån og latterliggørelse.

(Illustration: Stillbillede fra Godfrey Reggio’s ”Powaqqatsi: Life in Transformation”, sekvensen Video Dreams, 1988)