På det seneste er jeg kommet forbi andre kilder, der har delt en dybt radikal forestilling som jeg selv har arbejdet med over de seneste år: At det normale for os mennesker er at vi har clairvoyante evner. At vi mennesker har basale evner for at se på tværs af tid og rum og på tværs af de opfattelser vi typisk bruger til at skelne mellem dig og mig, dem og os. Eller med andre ord, at det normale er, at vi har en evne til at vide hvad der er sandt, hvad der er virkeligt, hvad der er et ærligt udsagn, og videre, at vi har adgang til en basal form for vished om hvor vi er som kollektiv, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. I mine refleksioner og skriverier har jeg mest arbejdet denne radikale idé i to former, i ’visheden hinsides sindet’ og i ’samvittigheden som sans’.

Visheden hinsides sindet

Jeg har selv har erfaret at jeg har en evne til at komme til en forståelse af den verden jeg lever i ved at stilne mit eget sind og dets evindelige knævren for at lytte til de impulser, indfald eller meddelelser der melder sig omtrent i samme øjeblik stilheden opnås. Og jeg indrømmer at dette lyder paradoksalt. Hvis disse dybere meddelelser melder sig i samme øjeblik stilheden opnås, hvordan kan stilheden så siges at være opnået, og med hvilken ret kan disse ’stilhedens meddelelser’ siges at adskille sig fra den forudgående knævren? Det er et paradoks, og alligevel er der ingen tvivl, og forskellen ligger i motivationen. Hvad jeg kalder stilhed er muligvis snarere en form for interesseløshed. Hvor den almindelige knævren konstant kredser om ego’et enten gennem selvrefleksion forårsaget af skyld og skam eller kredser om ego’et gennem endeløse analyser af ego’ets relationer til omverden samt strategier for at konsolidere ego’et indenfor samme omverden. Stilheden og interesseløsheden indtræffer, når man som en bevidst levende skabning giver slip på ego’et og ego’ets behov, og er der en motivation til stede i denne tilstand, så er det ens sjæls dybere ønsker der pludselig får lov at træde frem.

Samvittigheden som sans

Vi har vedholdende kulturelle traditioner for at opfatte samvittigheden som et aspekt af moralen og så samtidig opfatte moral på den eksternaliserede måde, hvor moral opfattes som leveregler, som udtænkes af det bevidste jeg, eventuelt af kollektivets bevidste jeg, og disse bestemte leveregler tjener det formål at regulere det enkelte individs adfærd indenfor samfundet på måder som anses for hensigtsmæssige. Altså at samvittigheden er at opfatte som det enkelte menneskes internalisering af de eksternt opstillede og håndhævede moralske leveregler, dvs. en udpræget top-down-bevidsthedsproces. Denne opfattelse af samvittighed har altid forekommet mig fejlagtig og uværdig. Helt tilbage fra ungdom har det været min opfattelse, at jeg selv ikke behøvede at inddrage nogen samfundsmæssige vedtægter eller opfattelse for at vide om det jeg siger eller det jeg gør kun skaber værdi for mig selv eller om det også skaber værdi for andre. Det er her at betydningen af ærlighed og oprigtighed kommer ind. Hvis måden man taler til sig selv er ærlig og oprigtig, hvis det man siger til andre og gør overfor andre også er ærligt og oprigtigt, så er der stadig ingen garantier for at virkningerne af hvad man siger og gør vil være som forventet, men man kan være sikker på, at det man har sagt og gjort vil skabe værdi ikke bare for en selv.

Og her vil mere skeptisk anlagte personer givetvis indvende, at denne værdiskabelse er en ren trossag. Men mit svar vil være, at det er ikke en trossag, men et spørgsmål om at forstå hvordan værdiskabende relationer mellem mennesker overhovedet fungerer. Der er ingen der siger at to vilkårlige mennesker har de samme præferencer, og spørgsmålet har intet at gøre med enighed eller hvordan den ene eller den andens præferencer imødekommes, det handler kun om, at jeg ved at være ærlig og oprigtig giver andre muligheden for at se mine reelle præferencer, mine reelle ønsker, mine reelle følelser, og på det grundlag vil vi tale om hvad der er virkeligt i modsætning til at tale om nogle konstruerede begrundelser og motivationer. Det er svært både at kvalificere og kvantificere hvor meget spektret af løsningsmuligheder udvides i samme øjeblik to parter begynder at tale om deres reelle præferencer, ønsker, følelser frem for at hver af de to parter skændes om betydningen af hver deres til lejligheden konstruerede begrundelser og motivationer. Med ærligheden og oprigtigheden åbnes der sågar for løsninger hvor imødekommelsen af den enes behov spiller sammen med imødekommelsen af den andens behov på måder, som aldrig var blevet klarlagt uden respekten for denne kontrakt for værdiskabende relationer mellem mennesker.

The Blackout

De seneste ti år har for mit vedkommende været præget af nogle voldsomme erkendelser og samtidig nogle radikale nybrud. Hvor jeg siden mine unge år har levet med bevidstheden om at vores levemåder ikke var bæredygtige, så var der en bestemt dokumentarfilm i 2006 som vækkede mig til erkendelsen af, at menneskeheden nu er trådt ind i en ny geologisk fase, hvor menneskets tilstedeværelse på planeten nu er så massiv, at det er menneskets adfærd der mere end noget andet bestemmer planetens videre liv. Og erkendelsen var ubønhørlig i den forstand, at indsigten kom med visheden om, at hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sin adfærd, så vil vi lægge planeten øde og dermed endegyldigt undergrave vores eget livsgrundlag.

Denne voldsomt udfordrende erkendelse satte så gang i en undersøgelsesproces i retning af at afdække, hvad det var for mekanismer i vores adfærdsformer, der fik os til at fortsætte disse samme adfærdsformer til trods for at de økologiske konsekvenser blev mere og mere tydelige og ildevarslende. Et vendepunkt i denne proces kom i slutningen af 2010, da det blev klart for mig, at der på de allerøverste niveauer af vores samfunds ledelse er blevet arbejdet med overlæg på at bryde den ærlige og oprigtige dialog mellem befolkningen og deres politiske ledere.

Der er ingen mennesker der er rene, og selvfølgelig slet ikke mennesker i positioner med med magt. Ingen kan udøve magt uden at få snavs hænderne, men apropos ovenstående må lakmus-testen bestå i 1. Den samvittighed den enkelte politiker udøver sit hverv med, og 2. Graden af åbenhed og ærlighed og dermed vilje til at indgå i en oprigtig dialog med befolkningen. Og der er selvfølgelig løbet meget vand under broen siden 60’erne, ikke desto mindre var attentatet på præsident John F. Kennedy en tragedie, der har kastet skygger over vores samfundsliv lige siden. I min optik var det der, at kontrakten mellem politikerne og befolkningen blev fatalt kompromitteret. Et attentat der blev fulgt op af attentatet på hans bror Robert F. Kennedy og attentatet på Martin Luther King, og dermed var skiftet til den mørke side fuldbyrdet. Herefter handlede det ikke længere om at føre en oprigtig dialog politikere og befolkning imellem, herefter handlede det om spin og manipulationer og en stadig mere omsiggribende samvittigløshed.

Så blev militæret og efterretningstjenesterne voldsomt udvidet, så blev Vietnamkrigen dramatisk opskaleret, så gik bunden ud af det amerikanske statsbudget, og så valgte amerikanerne at ophæve dollarens forankring i guld, et helt egenrådigt skridt som i realiteten betød, at den monetære verdensorden der havde hersket siden 2. Verdenskrig hermed blev ophævet. Et skridt amerikanerne tog uden overhovedet at rådføre sig med alle de lande, der frivilligt havde valgt at binde deres valuta op på dollaren. Hermed skiftede amerikanerne fra af være den nation, der sikrede stabiliteten i internationale pengesager, til at være den nation der udnyttede deres pengemæssige fortrinsstatus på den mest skrupelløse måde. Og da ungdomsoprøret så opstod, muligvis som en reaktion på de fornemmede korruptionstendenser, og da ungdomsoprøret så begyndte at få virkeligt momentum, så lod man da efterretningstjenesterne infiltrere de mange forskellige aktivistiske grupperinger, man arbejdede bevidst på en radikalisering af grupperingerne og aktionerne, hvorved sympatien i den brede befolkning blev neutraliseret.

Det er svært at beskrive omfanget af falsk bevidsthed der trives i vores herskende politiske strukturer. Spin lagt oven på tidligere spin lagt oven på tidligere spin har skabt et politisk debatklima, hvor ærlighed og oprigtigheden forekommer efterhånden at være helt fordrevet, og hvad vi har en grupperings konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en anden grupperings lige så konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en tredjes. Det er den postfaktuelle virkeligheds ekkokammer og det netop overståede præsidentvalg i USA bærer alle symptomer på et politisk system, som totalt har mistet jordforbindelsen.

Det Demokratiske Partis konspireren med de store mediehuse for at give deres åbenlyse propaganda et skær af traditionel politisk debat, Det Demokratiske Partis skrupelløse manipulationer og strategiske manøvrer, herunder at fremme Trumps kandidatur da han blev anset for at være den lette modstander, Det Demokratiske Partis åbenlyse forræderi overfor deres vælgerskares politiske vilje, denne adfærd vidner om et sammenbrud af samvittighed og basal ærlighed og oprigtighed som er total. Og uanset hvor mange der gerne vil se Donald Trump som kandidaten der kommer ridende ind fra højre og rydder op i al denne korruption, så forekommer der ikke at være belæg for at investere så stor tillid i ham som leder og som menneske. Har han måske igennem sit liv vist sin vilje til at stå fast på principper, sin ubestikkelighed, sin dedikation overfor at være fair i sine forhold? Efter min opfattelse har folk ud af deres fortvivlelse set disse egenskaber i Trump og stemt på ham iført disse håbefulde forestillinger, men sandsynligheden for at Trump vil være i stand til at indfri disse forventninger er forsvindende lille.

Det er jo ikke bare den politiske kultur der er trådt ind i en tilstand rent hjernespind og luftkasteller. Siden ophævelsen af dollarens forankring i guld har vores pengeskabelse og vores gældsætning været på en eksponentiel voksende kurve. Vores forestillinger om økonomi herunder vores forestillinger om nationaløkonomi og vores forestillinger om velfærdssamfundet er også trådt ind den postfaktuelle fase. Var Trump eller nogen anden politiker ærlig overfor vælgerskaren, så indviede de den almindelige befolkning i det barske møde med realiteterne vi alle har foran os. Hvad vi taler om er finanskapitalismens sammenbrud, finanskapitalismen forstået som den pseudoøkonomi vi har haft kørende siden vores politiske kultur afskrev den ærlige dialog med befolkningerne og siden vores pengesystemer slap deres forankring i realøkonomien.

Livsløgnen

Så en hel generation af politikere kan se frem til at blive stillet til regnskab for deres lederskab, men det er at gå alt for vidt i sine projektioner bare at bebrejde politikerne for vores samfunds udvikling over de seneste årtier. Hvor mange har ikke undervejs haft deres indskydelser i retning af der var ting, der simpelthen ikke virkede rigtige og sunde og fremsynede, og der har jo også været den fraværende fornuft og ansvarlighed i forvaltningen af naturgrundlaget og vores ressourceforbrug. Og der har været de voksende uligheder i samfundet, som store dele af mellemklassen direkte eller indirekte har sanktioneret, velsagtens fordi der var personlige fordele at opnå kombineret med en manglende forståelse for, hvad man samtidig mistede samt hvor uforholdsmæssigt større fordelene var for samfundets absolutte top.

Og der var forbrugsfesten og troen på at ens hus vitterlig kunne være en pengemaskine, et aktiv der bare konstant og helt passivt kastede merværdi af sig. Og at de lånte penge der blev skudt ind i samtalekøkkener og tilbygninger vitterlig var at opfatte som gode sunde og langsigtede investeringer. Og at vores pensionsopsparinger var i sikker forvaring hos vores pensionsselskaber. Det er svært at se denne samfundsudvikling som andet end en form for villet uvidenhed, en form for villet naivitet, en form for naivitet der kastede masser af selvtilfredshed og sorgløshed af sig. Og således har vi ikke efterspurgt politikere der sagde sandheden, hvad vi har efterspurgt er politikere, der har fortalt os de løgnehistorier vi ønskede at høre. Og sådanne løgnagtige politikere er hvad vi har fået. Og vi har praktisk talt alle dækket os ind bag ved fællesskabet, og har mere eller mindre henholdt os til, at sådan gjorde alle de andre, sådan tænkte alle de andre, så det gør jeg også bare. Hvordan skulle jeg kunne gøre anderledes?

Men alt dette er bare omstændigheder og tjener som baggrund for den anskuelse jeg prøver at beskrive her. Mit ærinde er ikke at moralisere eller at nedkalde alverdens forbandelser over os syndere, det interessante for mig er at sætte disse enorme og vidt udbredte samfundsmæssige illusioner op overfor den indledende forestilling om, at det er helt almindeligt for os mennesker at være udrustet med basale grader af clairvoyance. Og jeg vil gå videre og hævde at disse clairvoyante evner blev stimuleret med Flowerpower-bevægelsens store frigørelsesprojekt og igen er blevet stimuleret (voldsomt) af fremkomsten af internettet og måderne vi nu påvirker hinanden gennem de sociale medier, hvilket har frembragt bevidsthedsformer som slet ikke fandtes førhen, i hvert fald ikke som former der var almindeligt udbredte. At vi har en del af vores bevidsthed ude over hele kloden, at vores sym- og antipatier nu går kloden rundet, at vi ved hjælp af disse teknologier vitterlig har opnået former for allestedsnærværelse, eller i det mindste muligheden for på ingen tid at flytte vores bevidsthed til andre verdensdele. Uanset hvor utrolig og fascinerende teknologien dog er, så er den formentlig slet ikke noget match imod de muligheder vi har for at opnå kendskab til og evner for at påvirke alene ved vores bevidstheds kraft.

Tænker vi os at der har været disse to bølger af omfattende kulturel bevidsthedsudvidelse, Flowerpower-bevægelsen og online-revolutionen, og at vi derved nærmer os en bevidsthed om vores forbundethed med hinanden på tværs af tid og rum og på tværs af vilkårlige samfundsskabte skel, hvordan kan det så være at vores verden, eller i hvert fald vores politiske verden, synes at bevæge sig imod mindre og mindre visdom, eller sagt på almindeligt dansk imod mere og mere dumhed?

Og jo, man kan godt pege på tendenser i retning af modrevolutioner, herunder kontrol af internettet, et højst regressivt regimente af ’intellectual properties’, en stadig mere invasiv reklame- og underholdningsindustri, men det rækker vist ikke til at forklare den nærmest epidemiske udbredelse af dumhed der præger Vesten og hovedparten af den øvrige verden. Det er her at temaet om livsløgnen kommer ind. For selvfølgelig ville vi kunne kalde de forløbne årtiers løbske pengesystemer og gældsætningsøkonomi for de nulevende generationers store livsløgn, men det spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om man kan forestille sig at dette forbrugstrip og denne hengivelse til alt det velkendte i virkeligheden skyldes vores individuelle flugt fra en ny virkelighed der er så stor og så mægtig og så anderledes at vi ikke kan rumme den.

Det er altid svært at gå imod de vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer. Men vi har både fortilfælde og visse rolle vi kan indtage, hvis der er forhold vi som enkeltpersoner føler et tvingende behov for at sætte os op imod organisationers eller samfundets vanemæssige adfærdsformer. Det er svært, men man er ikke helt på herrens mark. Helt anderledes er det med anerkendelsen af de clairvoyante impulser mange af os løbende får. Hvad fanden skal vi stille op med dem? Vores vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer anerkender på ingen måde gyldigheden af sådanne impulser og indsigter. Og disse impulser og indsigter kan i sig selv også være grænseoverskridende og omvæltende i forhold til ens hidtidige forestillinger og levemåder. Så uanset at sådanne clairvoyante impulser eller indsigter umiddelbart leverer sig selv som troværdige og konstruktive, så kan de nemt fremkalde indre konflikter fordi vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer er så blanke overfor dem. Skal man så til at anse sig selv for at være en eller anden slags ’freak’? Og denne ’freakiness’ står jo netop i skærende kontrast til den coolness og selvkontrol og politiske korrekthed der ellers præger vores samværsformer.

I den optik kunne vildfarelserne udi dækningsløst forbrug og hengivelsen til alt det velkendte være, nå ja, vildfarelser, og den virkelig livsløgn kunne være den stadig mere insisterende fornægtelse af de evner der allerede meldte sig for år tilbage om at vi kender vores verden meget mere indgående end vi vil være ved. Og at vi har adgang til at vide hvad vores sjæls ønsker er for dette liv, og at vi kender andre mennesker meget bedre end vi vil være ved og vores muligheder for at skabe nye forestillinger og ideer og løsninger sammen med andre er langt stærkere end vi vil være ved. Muligvis ville vi kunne overkomme alle vores enorme udfordringer hvis vi viste modet til at stå ved disse evner for at se dybere i tingene. Livsløgnen ville således være fornægtelserne af vores virkelige potentiale, som igen ville være en fornægtelse af os selv på et dybere plan.

Og har jeg ret i at det er normalt for mennesker at besidde disse clairvoyante evner i større eller mindre grad, så er fornægtelsen af disse evner også noget der angår os alle. Så meget at disse fornægtelser faktisk kunne være et match for den epidemiske udbredelse af dumhed i vores samfund. Men det hører også med til denne forestilling, at der vil være mennesker med forskellige former for sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser som formentlig ikke har deres clairvoyante evner intakte. For eksempel er det min fornemmelse, at mennesker med udtalte psykopatiske træk har fortabt deres evner for kende verden gennem deres indre bevidsthed, hvilket i sig selv ville kunne kaste yderligere lys over den her skitserede problemstilling, idet psykopater faktisk har gode karrieremuligheder indenfor de herskende samfundsmæssige normer og adfærdsformer.

(Illustration: Ribaudo-familiens gravsted, Staglieno kirkegården i Genova, billedhugger Onorato Toso)