Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om ansættelse som deltidslærer på Arkitektskolen. Det er i sådanne situationer, at jeg må minde mig selv om, at alt har betydning. Også udover hvad jeg selv begriber. Jeg ville have elsket det job. Jeg ved af erfaring at jeg har en usædvanlig evne til at møde unge mennesker i øjenhøjde. Og jeg ved at min egen originalitet som arkitekt*) samt min troskab mod mine egne ideer før har virket inspirerende på arkitektstuderende, jeg har mødt på min vej. Så hvorfor skal der være så store forhindringer for at dette møde kan ske ’on a regular basis’?

Personen, der besætter den opslåede stilling, er helt givet dygtig på sin egen måde. Det kan endda være at personen kommer med sin originalitet og pondus og sit bidrag til fornyelse. Men at dømme efter Arkitektskolens almindelige profil og rolle i samfundslivet er der en vis sandsynlighed for, at det bare vil være mere af den samme opskrift, der har hersket i de seneste tre årtier. Mere tidskriftliderlighed. Mere coolness, mere ekstroversion, mere eksklusivitet. Mere plagieren.

Jeg behøver ikke være i tvivl om at min ansøgning formidlede hvad jeg står for, og Arkitektskolens måde at svare på min ansøgning fortæller, at med stor sandsynlighed er der ingen der har taget stilling til min ansøgning endsige overhovedet set på den. Stillingsopslaget var efter al sandsynlighed bare en formalitet, da man allerede på forhånd havde besluttet, hvem man ville ansætte. Sat på spidsen kunne man kalde det nepotisme. Det er godt nok ikke familiemedlemmer der favoriseres men ikke desto mindre medlemmer af en snæver inderkreds. Hvis Arkitektskolen af forskellige grunde gennemfører ansættelsesprocedurer, hvor der ikke tages saglig stilling til kvalifikationerne blandt alle ansøgerne, så er det udtryk for en grad af korruption.

Og den form for korruption er set utallige gange før. Hvor ofte har vi ikke op igennem det 20. årh. fortalt og genfortalt historien om hvor fuldkommen verdensfjerne og uinspirerede og naragtige Beaux-Arts institutionerne (som Kunstakademiet) fremstod i tiden omkring det moderne gennembrud. Beaux-Arts institutionerne var blevet så korrupte, at det alt sammen bare var samfundsmæssig staffage. Der var intet indhold. Og kunsten, som ikke kan holdes nede, opstod således helt udenfor samfundets etablerede institutioner for kunstens fremme.

Som med enhver anden form for korruption er der tale om misligholdelse af en samfundskontrakt, hvor en eksklusiv gruppe af individer opnår fordele mens den øvrige befolkning snydes. I tilfældet Beaux-Art institutionerne er kontrakten den, at vi som samfund anerkender kunstens evne til at kaste lys over vores eksistens, som individer og som kollektiv. Denne evne til at kaste lys over forhold, som ellers er svære at begribe, giver kunsten en meget vigtig rolle som korrektiv til samfundets almindelige funktionsmåder og vedtagne anskuelser. Således forbinder vi undertrykkelse af kunst med en degenereret kultur, som er ved at grave sin egen grav. Eksempler herpå er talrige fra stort set alle autoritære, historiske regimer.

Samfundskontrakten består således i det almindelige samfunds anerkendelse af kunstens betydning, og dermed villighed til at støtte kunstnerne med muligheder og midler, og bruddet på kontrakten sker når disse institutioner til støtte for kunsten bliver mere optaget af deres egen trivsel og selvtilfredshed end den opgave de er sat til at løse.

Og her er det så jeg vil gå skridtet videre og hævde, at dette ikke bare gælder kunst- og arkitekturområdet, men sandsynligvis gælder for en lang række samfundsinstitutioner. Overalt hvor staten uddeler penge til det ene eller det andet formål, er der risiko og måske endda sandsynlighed for lignende former for korruption. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor jeg ligefrem anser det for sandsynligt.

Jeg ved godt at Danmark igen og igen er blevet udråbt til det mindst korrupte land i verden, og at mange danskere vil stejle, når jeg begynder at tale om udprægede korruptionsproblemer her. Og jeg vil også understrege, at jeg er taknemmelig for at være født i Danmark og værdsætter dybt de mangfoldige måder vi respekterer hinandens roller i et komplekst samfund. Det er min opfattelse, at der generelt er en høj arbejdsmoral, og en høj grad af tillid indbyrdes mellem danskerne. Når jeg derfor i det følgende vil prøve at beskrive, hvordan det alligevel skrider for os, er det med ønsket om at vi må komme tilbage på sporet også dér, så vi kan udbygge vores netværk af tillid og gensidige værdsættelse.

Jeg har tumlet med disse tanker i meget lang tid. Det har simpelthen bare været svært for mig at sætte ord på, hvad det er jeg fornemmer der foregår. Det har at gøre med en national fortælling, som vi konstant gentager for os selv og hinanden, men som vi aldrig rigtig bevidstgør.

Foruden at være et af de mindst korrupte lande i verden udråbes Danmark såvel igen og igen til at være et af de lykkeligste lande at leve i. Værdien af sådanne undersøgelse kan diskuteres, og de får formentlig kun offentlig opmærksomhed netop her i Danmark eller hos andre topscore-nationer, og hvad der måles er typisk materiel velstand og tryghed, uddannelse, retssikkerhed, grad af personlig frihed mm. Og hvad jeg forestiller mig er, at uanset at sådanne undersøgelser videnskabeligt set er nul og nix, så sluger vi dem ikke desto mindre råt. Og der er mange indikationer af, at det går godt i Danmark. Se bare hvor pænt her er. Det er lidt ligesom at have medvind på cykelstien. Det føles bare naturligt. Og det skorter ikke på politikere og kommentatorer, som udlægger teksten og forklarer, hvorfor det går så godt for os her i DK.

Vi elsker at høre denne historie om os selv. Uanset at de positive nationaløkonomiske tal for en stor del skyldes de store indtægter fra Nordsø-olien. Uanset at forbrugsfesten op igennem 90’erne og 00’erne var finansieret af først en boligbobbel og derpå en ekstrem gearing og lånepolitik indenfor den danske banksektor. Uanset at meget store dele af den danske produktion er blevet flyttet til udlandet. Uanset at vi villigt med globaliseringen har mistet ethvert tag i, hvilke miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser vores forbrugsvalg har. Uanset disse kulturelle og holdningsmæssige tilbageskridt eller sammenbrud, så elsker vi historien om, at vi er det lykkeligste folk i verden.

Og det er min påstand, at denne fortælling om Danmarks fortræffelighed er så udbredt, at den gennemsyrer vores selvforståelse og vores måde at agere i verden. Denne fortælling er den underliggende konsensus, der sætter vores statsminister ved hendes nytårstale eller vores finansminister ved indgåelse af finanslovsforliget i stand til at udmale et billede af forholdene i Danmark, hvor alt i det store og hele er godt, der skal bare justeres lidt her og der**). Disse mindre stramninger vil selvfølgelig blive oplevet som lidt ubehagelige for visse medlemmer af det danske samfund, men i det store og hele er der styr på det, og Danmark er et godt land at leve i.

Eller tag den store popularitet af TV-serien Borgen. Jeg kan godt forestille mig, at Borgen giver et nogenlunde retvisende billede af arbejdet på Christiansborg, problemet er bare, at serien handler ikke om politik. Det er politik som soap-opera, hvilket siger mere om vores nuværende politiske kultur end om TV-seriens lødighed. Læg mærke til, hvordan alle de virkelig kritiske, politiske spørgsmål er fraværende. Risikoen for eller snarere sandsynligheden for et totalt, finansielt kollaps, den overvældende sandsynlighed for stærkt stigende oliepriser som konsekvens af peak oil, tabet af fertilitet i den danske landbrugsjord, behovet for indgåelse af internationale aftaler for at imødegå en verden i krise. Disse spørgsmål er politik anno 2013. For Danmark og danskerne såvel som for ethvert andet folk på kloden. Alt det andet, som Borgen og nyhederne beskæftiger sig med, er bare en svag sitren af status quo. En status quo opretholdt af en urealistisk offentlig gældsætning.

Og igen, forestiller vi os, at vi i den grad har taget historien om vores egen fortræffelighed til os, hvordan vil det påvirke vores måde at agere på? Tager vi en offentlig institution som Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, hvad betydning har det for denne institutions adfærd om udgangspunktet er en forestilling om Danmarks fortræffelighed eller en forestilling om en liv-og-død-situation for menneskeheden som helhed? Jeg tror enhver vil medgive, at det gør en kæmpe forskel. Hvis Danmark er så fortræffeligt, og gør så mange ting rigtigt, og på den måde er et eksempel for andre ude i verden, så er det eneste man behøver at gøre at fortsætte med tingene som vi plejer. Hvis udgangspunktet omvendt er, at Danmark blot er et vilkårligt lille udsnit af en samlet menneskehed, og at denne menneskehed er konfronteret med spørgsmålet om sin egen selvdestruktion overfor sin evne til at udvikle nye niveauer af sameksistens, så skal vi her i DK såvel som alle andre steder sætte alt ind på at udvikle nye visioner, nye teorier, nye arbejdsmetoder og nye løsningsmodeller.

Mon ikke de fleste danskere kan smile eller ryste på hovedet ad amerikanernes opfattelse af sig selv, som frihedens forkæmpere og ‘the good guys’. Men er vi ikke her i DK underlagt nogle ligeså massive selvbedrag? Og hvor amerikanerne har store pengeinteresser, der køber politisk indflydelse og påvirker den offentlige meningsdannelse gennem informations- eller misinformationskampagner, har vi i DK en konsensuskultur, hvor ideen om vores egen fortræffelighed kvæler ethvert initiativ i retning af nytænkning, realisme og alternative strategier.

Det er selvfølgelig bare et gæt, men for at vende tilbage til udgangspunktet om besættelse af en stilling på Arkitektskolen, så vil man sikkert finde, at det er en person, der er udvundet af Arkitektskolens eget miljø, der nu får stillingen. Altså en offentlig institution som i sin adfærd lukker sig om sig selv. Hvis det er tilfældet, er det muligt at de fleste synes det er ok. I mine øjne er det korrupt. Det er misligholdelse af denne institutions kontrakt med det omgivende samfund.

*)    Se evt. https://kolliker.co/category/paedagogisk-parallakse/ 

**)  Se evt. https://kolliker.co/category/statsministerens-nytarstale/ 

(Foto fra Shutterstock. Illustration med henvisning til ‘Et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne’, https://kolliker.co/category/tidlost-liv-i-et-aeterisk-univers/)