I de ting jeg har skrevet over de seneste 3 år, har jeg jævnligt kaldt vores politikere for uduelige og korrupte. Det er hårde domme at fælde, og jeg vil derfor gerne præcisere, hvad jeg mener med det. For det er ikke sådan, at jeg regner vores politikere for at være ubegavede, eller at de ikke overordnet set skulle være drevet af gode intentioner. Jeg tror mange af dem er intelligente og startede ud med de bedste intentioner og hver især stadig kæmper for at bevare kontakten til de oprindelige intentioner. Når de alligevel fremstår som uduelige og korrupte skyldes det efter min opfattelse, at deres tilgang til politik har været så overdrevet realpolitisk, at de simpelthen har været nødt til at sluge alting som det er. Man må således forestille sig, at de gik ind i systemet med et ønske om at påvirke det, men fordi de ikke giver sig selv lov til at drage systemet som sådan i tvivl, så ender systemet med at konsumere dem, og de ender som systemets villige lakajer.

Her overfor er der så vælgerne eller befolkningen, hvor mange kan se, at systemet fungerer dårligt i flere henseender, hvoraf nogle er så graverende at det rejser spørgsmål om befolkningens livsgrundlag på lidt længere sigt. Disse åbenlyst dysfunktionelle træk ved vores nuværende samfundsindretning kalder netop på politikere som kan vurdere vores muligheder uden at være bundet til det som er, og som har modet til at udfordre vores forestillinger. Så det er i kontrasten mellem hvor meget tidens politikere hænger fast i eksisterende forestillinger og er syltet ind i det eksisterende system overfor det akutte behov nytænkning, at konklusionen ikke er til at komme udenom: De er uduelige og korrupte.

At være korrupt antyder så på sin side en grad af bedrag, og sår således tvivl om politikerne reelt er drevet af gode intentioner. Personligt tror jeg, at de starter med at bedrage sig selv ved at godtage, at adgangsbilletten til magtens inderkreds består i at sluge X antal kameler. Det må være på sin plads at spørge, hvor mange kameler man kan sluge og stadig bevare evnen til at kunne tale frit. Den første kamel er givetvis den sværeste at få ned, men så går det lidt nemmere med den næste og så videre. Gæster til receptioner på Christiansborg skulle efter sigende blive forbløffede over, at hele kameler serveres som pindemadder sammen med et glas cremant, men det er åbenbart bare sådan det er.

Den unge politiker stævner velsagtens altid ud med en motivation fra hjertet om at skabe forandringer, som vil give mange mennesker lettere adgang til at leve lykkelige og tilfredsstillende liv, og således er der i starten en klar og stærk forbindelse mellem hjertet og hjernen. Og når den første kamel så serveres som adgangsbillet til en af magtens indercirkler, så tror den unge politiker først ikke de mener det alvorligt, bliver dernæst i tvivl om han eller hun overhovedet vil være i stand til at gøre det, men får så hjælp af mere rutinerede kamelslugere til at gabe over det store dyr og gradvist få arbejdet det ned i svælget. Den unge politiker er sådan set den samme som før, men der er sket et eller andet. Umiddelbart efter denne første gang kan den unge politiker således stå i metroen på vej hjem og føle sig fremmed overfor alle andre.

Jeg gætter på, at problemet med at sluge hele kameler er, at det tager så uhyggelig lang tid at fordøje dem. Først sidder de i lang tid i spiserøret og skaber en så massiv forstoppelse, at forbindelsen mellem hjertet og hjernen afbrydes. Og dette problem bliver selvfølgelig kronisk, hvis næste kamel sluges inden den sidste er kommet helt igennem. Uden måske rigtig at være bevidst om det er der således sket et markant skift i den unge politikers motivation. Med forbindelsen til hjertet afbrudt er det begæret efter magt der har taget over. Kursen en given politiker følger, vil formentlig stadig være sat af den oprindelige hjertemotivation, og samme politiker hæger sikkert om sine erindringer fra dengang det var hjertet der drev ham eller hende frem, men hjertets motivation blev ved den første kamel omdannet til paroler, og parolerne blev herefter instrumenter for begæret efter magt.

Min tese er altså, at politikerne er korrupte, og at de bedrager deres vælgere og befolkningen, men man kan ikke sige at de bedrager med overlæg for de er selv underlagt det samme bedrag: At deres paroler er i overensstemmelse med deres hjertemotivation, når parolerne i realiteten blot er en fjern erindring om og en mange gange overfortolket og måske en fuldstændig forvanskning af den oprindelige hjertemotivation. På den måde er deres korruption blot en uduelighed på et andet plan, men det er bare ikke så virkningsfuldt at tale om vores ’uduelige og uduelige politikere’.

Vi har fået skabt en gevaldig samfundsorganisme med nogle vidt forgrenede magtstrukturer. Eksistensen af disse magtstrukturer kan ses på den enorme ulighed, der findes i verden i dag. Således er der en nøje sammenhæng mellem ulighederne, som de har udviklet sig over tiden, og udbygningen og konsolideringen af disse magtstrukturer. Politik har igennem årtier handlet om gå ind i disse magtstrukturer og øve indflydelse hvor man kunne, mens der i mange år ikke har været nogen videre interesse for at udfordre magtstrukturerne som sådan og spørge til, hvor formålstjenlige de egentlig er.

Vores nuværende samling af politikere er karakteriserede ved deres fuldkomne forbrødring med disse magtstrukturer. Personligt har jeg i hvert fald ingen erindring om nogen politikere, som har udfordret eksisterende magtstrukturer. Skulle disse magtstrukturer vise sig at have ’sejret ad helvede til’ og deres fuldkomne succes altså skulle have ledt til deres fuldkomne degeneration, eller med andre ord, skulle vores magtstrukturer og ideologiske samfundsfortællinger bryde sammen Sovjet-style, så må vores nuværende politikerskare forventes at gå ned med det synkende skib. Der er ingen grund til at håne dem, ikke en gang grund til at bebrejde dem, end ikke grund til at beklage deres embedsførelse. De har hjulpet os frem til dette punkt af erkendelse, hvor det er indlysende at vi må begynde at fortælle nogle nye samfundsfortællinger og reformere måderne vores samfund fungerer.

Mit personlige håb for vores samfundsmæssige udvikling er i høj grad baseret på, at det fremover bliver muligt for politikere at sige pænt nej tak til kamelerne, de bliver budt, og således bevare kontakten til deres hjertemotivation gennem hele deres virke. Men det forudsætter formentlig, at de samme politikere er nødt til at udvikle et skarpt blik for magtens fristelser og at være parate til vedholdende at udfordre de til enhver tid eksisterende magtstrukturer. Man kunne sige, at kunsten for en politiker er på samme tid at være alles ven og ingens ven. Samtidig forudsætter det meget stort mod, for det er ikke givet at der på stående fod er andre menuer end den med kameler, og dermed bliver afvisningen af kamel-menuen det samme som at turde leve med at tingene står åbne og uden klart definerede endemål. Og vil befolkningen turde betro ledelsen til politikere, som godt nok har hjertet på rette sted og har integritet, men som samtidig ikke kan redegøre for de fulde og detaljerede konsekvenser af deres politiske initiativer? Kort sagt, er befolkningen klar til at realisere en politisk kultur som er bottom-up-demokratisk, hvor politikerne i dialog med befolkningen sætter nogle generelle visioner og spilleregler, og så tager befolkningen selv ansvar for at udfylde rammerne? Eller foretrækker befolkningen fortsat den kendte top-down-styreform?

(Illustration: Titanic forlader havnen i Southampton 10. april 1912, ukendt fotograf)