Karma er en bitch

En selvbiografisk note

En eller anden tankerække fik mig til at vende tilbage til et læserbrev jeg skrev, da der stadig var en offentlig debat om, hvorvidt det overhovedet var en god idé at bygge Amager Bakke-affaldsforbrændingen. Fokus for mit læserbrev var alene de ressourcemæssige aspekter, men i min udgangsreplik nævnte jeg på en neutral facon ’arkitekternes’ idé om en skibakke, hvilket i dag slog mig som virkelig småligt. Hvorfor ikke bare sige Bjarke Ingels i stedet for det indifferente ’arkitekterne’, når nu enhver ved, at det at gøre en bygnings tag til et opholdsareal om noget er Bjarke Ingels’ signaturidé?

Og så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk i den offentlige debat havde fremsat en kritik af Bjarke Ingels’ arbejder. Den kontroversielle klummeskriver på Berlingske Eva Selsing skrev for nogle år siden klummen ”En arkitektklovn vender hjem”. En god ven sendte mig denne klumme, og spurgte mig hvad jeg syntes, og så skrev jeg et svar tilbage. Og så syntes min ven at det var så relevant det jeg havde skrevet, at han spurgte om han måtte poste min kommentar i kommentartråden til Selsings klumme, hvilket jeg sagde ok til.

Så i forlængelse af ovenstående tankerække vendte jeg også tilbage til, hvad det egentlig var jeg skrev om Bjarke Ingels da, og så fik jeg den (hypotetiske) tanke, at Ingels måske i sin tid læste kommentarerne til Selsings klumme, og måske fandt min kritik udfordrende, og på den baggrund havde googlet mig for at se hvem jeg var, og hvad jeg havde lavet. Og så prøvede jeg at google mig selv, og det var der, at jeg lettere lamslået indså, at karma er en bitch.

Fordi jeg ikke har opnået nogen officiel anerkendelse for mine arbejder, var det eneste umiddelbart arkitektrelaterede opslag der kom op et om etableringen af en café på Tårnby Hovedbibliotek. Og der kan siges mange udmærkede ting om etableringen af denne café, men i det omfang denne café går for at være et arbejde af mig, så er det altså voldsomt belastende for mit renommé som arkitekt. Og tanken om en arkitekt, hvis eneste offentligt kendte arbejde er en arkitektonisk komplet inferiør café på Tårnby Hovedbibliotek, skulle forbeholde sig retten til at dømme om Bjarke Ingels arbejder er så latterlig, at det gør ondt.

For helvede, hvor jeg synes det her er unfair. Karma er en bitch. Google er en bitch. Jeg har levet med den manglende anerkendelse i alle disse mange år, men så at se mit navn associeret med noget, som jeg i praksis ikke har nogen andel i, og som ikke har nogen videre faglig kvalitet, det er nærmest nederdrægtigt. Hvordan mit navn kom til at blive associeret med cafeen på Tårnby Hovedbibliotek, har jeg skrevet et lille notat om i kommentartråden, som jeg kalder Café-affæren.

Den her karmiske mavepuster tvang mig så igen til at reflektere over min rimeligt tunge karma. Hvordan min professor på Akademiet kaldte mig ’mesteren’ og spåede mig en glorværdig fremtid som arkitekt, og nu som snart 60-årig hvad har jeg så fået bygget? En tilbygning til en villa i Virum og et kommunalt præmieret byggeri for Novo Nordisk. Bare som en modvægt til Café-affæren har jeg såvel skrevet et par små notater om disse arbejder også i kommentartråden, men sådan i det store billede er spørgsmålet der tårner sig op: Hvad gik der galt?

Ja, fordi det her er så meget et karmisk anliggende, så er hele problematikken en uendelig sammensat affære, som både omfatter dybe personlige psykologiske adfærdsmønstre og dybe psykologiske adfærdsmønstre i min omverden. Der er helt givet nogle aspekter af Janteloven i denne fortælling og en smålighed hos mine fagfæller af samme karakter, som den jeg tog mig selv i ovenfor, men sådan helt overordnet tror jeg det er en fortælling om, at det jeg begærede ikke var succes som arkitekt, det jeg begærede var at være et medium for et mægtigt kunstnerisk gennembrud. Selvom jeg måske aldrig gav åbent udtryk for det, så var der hos mig, hele vejen igennem, en rimeligt skånselsløs forkastelse af mainstream-arkitekturen. Og jeg drømte om at lave arbejder, der brød igennem al denne forudindtagethed og konsensus, og fik os alle til at se verden på ny.

Og jeg oplevede en række markante gennembrud i min stræben, men mit problem var selvfølgelig, at jeg havde brug for noget anerkendelse fra mine fagfæller for at mine ideer overhovedet kunne finde noget fodfæste. Altså de samme fagfæller som jeg indadtil behandlede rimeligt respektløst. Og den anerkendelse fik jeg så heller ikke. I tilbageblik fremstår det lettere ubegribeligt, hvordan jeg kunne lave så originale arbejder, mens jeg gik på Akademiet, uden at institutionen viste nogen interesse for disse potentielt nye udviklingslinjer for faget. Men indadtil behandlede jeg også Akademiet rimeligt respektløst. I lande som Frankrig eller USA tror jeg, at der er så stærke traditioner og motivationer for at opsøge og understøtte avantgarden, at originale talenter kan finde en plads nærmest uanset hvor utilpassede og kontrære de er. Men sådan er det vist ikke i Danmark. Jeg ved ikke hvad der kvalificerer til at opnå et lektorat eller et professorat på Akademiet, jeg vil mene at mine arbejder dengang havde et momentum og en originalitet, som kunne have været kvalificerende, men der var ingen interesse.

Men jeg er også en uhyggeligt sammensat person. Jeg rummer på samme tid stor ydmyghed og en fandenivoldsk kompromisløshed. Jeg kæmper med stor indre modstand for overhovedet at komme der til, hvor kreativiteten flyder, og har således behov for meget ro, enormt meget ro faktisk, både fysisk og psykisk, omkring de kreative processer. Af samme grund har jeg aldrig kunnet se mig selv som en del af konkurrenceafdelingerne på de tegnestuer, jeg har været ansat. Stemningen i disse afdelinger har på samme tid forekommet mig for støjende ved de brovtende personligheder, der befolkede dem, og samtidig for uambitiøse i kunstnerisk henseende. De første 8-9 år af min ”karriere” var jeg ”computer-arkitekt”, hvilket i praksis betød at jeg var projektleder for selve tegningsproduktionen på CAD (computer-aided-design). Denne status ændredes først, da jeg fik opgaven med føromtalte byggeri for Novo Nordisk. Og ja, det var et stykke mainstream-arkitektur, men der var nogle arketypiske arkitektoniske ideer der blev realiserede, og når jeg hævder dette resultat som ”mit”, var det fordi jeg løste den opgave fra de allerførste skitser og til afleveringen af det færdige byggeri. Selvfølgelig fik jeg i projekteringsfasen assistance af et team af gode medarbejdere, men jeg var chefen, og min overordnede chef kom kun på tegnestuen for at høre om alt gik ok.

Som sagt blev dette byggeri præmieret, og formentlig var det først på dette tidspunkt, at det gik op for ledelsen hos D+W, at tegnestuen havde lavet et udmærket stykke arkitektur ude på Novo Nordisks site i Kalundborg, men på det tidspunkt var jeg blevet afskediget. Blev jeg så inviteret til ceremonien? Nej, det gjorde jeg ikke. Hvilket nærmest også er en del af et mønster. Jeg havde mange gode år hos Erik Møller Arkitekter, hvor jeg som en af de sidste sager fik raget kastanjerne ud af ilden på en 250-millioner-kroners-ombygningssag for Århus Universitet, som der så blev kvitteret for med en fyreseddel. Eller efterfølgende hos CF Møller, hvor jeg kom ind og fik et alvorligt kuldsejlet 500-millioners-kroners-universitetsprojekt tilbage på sporet, hvorpå der også her blev kvitteret med en fyreseddel. Og blev jeg her inviteret til rejsegildet eller indvielsen? Nej, det gjorde jeg ikke. Men er er det ikke bare fordi jeg er vanskelig person at arbejde sammen med? Det har jeg selvfølgelig også spurgt mig selv om, men hvis det er sådan, så er det nogle følelser der kører på nogle helt igennem underbevidste planer.

Selvfølgelig er arkitektfaget en meget omskiftelig branche, og tegnestuerne er nødt til hele tiden at justere på størrelsen af staben i henhold til de igangværende og kommende opgaver, og derfor skal man som arkitekt ikke lægge for meget i en fyreseddel. Men der er en eller anden form for symmetri her: Det var aldrig opfyldelsen af mit livs ambitioner at opnå ansættelse på en af Danmarks store tegnestuer, og tilsvarende har det heller ikke været vigtigt for dem at holde på mig som medarbejder. Jeg er ikke deres tro væbner, og har igennem hele mit liv holdt på, at arkitekturen har et langt større potentiale end de udfolder. Mine ansættelser har således fra begge sider haft karakter af en slags fornuftsægteskab.

Ikke desto mindre kom der en rend-mig-i-røven-fandenivoldskhed over mig med min afskedigelse fra CF Møller. Det var i forlængelse af den, at jeg tog tre år i ledighed, som hverken var helt frivillig eller helt ufrivillig. Det var her jeg i større eller mindre grad dedikerede mit liv til mit skriveprojekt, simpelthen fordi min relation til mit fag og det omgivende samfund alligevel var så sporadisk. Og så brugte jeg 10 år på det, hvor arkitekturen blev skubbet helt om i baggrunden, og jeg nærmest gennem tilfældigheder landede i Tårnby Kommunes Ejendomscenter. Og der har jeg trivedes udmærket, vi har et rigtig godt team og en god hverdag sammen (når vi ikke lige er på coronakarantæne). Som arkitekt i Ejendomscentret har jeg forestået projekteringen og udførelsen af en ny servicebygning til kommunens skraldevognsanlæg og har tegnet et forslag til et nyt misbrugsbehandlingscenter. Men jeg er ikke (ikke, ikke, ikke) ansvarlig for udformningen af cafeen i hovedbiblioteket.

Så hvor kan man finde mine egne arbejder på nettet? Ja, det er altså kun ad omveje. I 2008 og 2011 søgte jeg Statens Kunstfond om midler til lave en hjemmeside, så mine arbejder kunne gøres mere alment tilgængelige, men opnåede ikke nogen støtte. Jeg har også søgt Ny Carlsbergfondet om det samme, også uden held. Tilbage i 2011 skrev jeg en kort introduktion til mine forslag til fire internationale arkitektkonkurrencer i perioden 2006-2010, som findes linket under ”Om” på min WordPress-side (kolliker.co), og som jeg også linker til nedenfor i kommentartråden. Så mit mere eller mindre desperate modsvar til den nederdrægtige karmiske fælde, jeg er havnet i mht. Google-søgninger på mine arbejder som arkitekt, består altså i nedenstående lille stribe af korte beskrivelser, suppleret med links til forskellige Facebook-opslag, hvor jeg beskæftiger mig med mine arkitekturarbejder. Men her efter 40 år indenfor faget må det stadig siges at være et meget tyndbenet grundlag for at yde en vægtig kritik af Bjarke Ingels arbejder. Ja, målt på succes og pondus, helt sikkert et tyndbenet grundlag, men når det kommer til det indholdsmæssige, har selv disse temmelig ubetydelige indlæg måske alligevel en overraskende gennemslagskraft.

(Illustration: Skitse til facadeudformning, Benetton, Teheran, 2009)