Fxxxbxxk – An Abusive Relationship?

”Jeg elsker de bøger” sagde jeg til min voksne datter, der lå på gulvet og lunede sig i den efterhånden ret stærke vintersol, mens jeg selv sad i det andet vindue. ”Dem begge to. Jeg glæder mig så meget til at læse dem…”

Den ene bog jeg henviste til var Cervantes’ Don Quijote, og jeg beskrev hvordan jeg havde forsøgt mig med både en dansk og en engelsk lydbog, og til min foragt havde opdaget, at de begge var genfortællinger. Og så havde jeg købt originalen i dansk oversættelse, og havde læst de første tre sider, og havde undervejs leet højt og været begejstret over romanens åbning.

Den anden bog jeg henviste til var Iain McGilchrist’s The Master And His Emissary, et faglitterært neurologisk/psykologisk værk om hjernens funktionsmåder med særlig fokus på funktionerne af de to hjernehalvdele. Og jeg har hørt adskillige forelæsninger på Youtube og andre medier af McGilchrist, hvor han nærmest virtuost har redergjort for sine opdagelser og konklusioner. Og jeg var begejstret, samtidig med at jeg følte et ganske særligt åndslægsskab med McGilchrist’s anskuelser. Hvor min indgangsvinkel har været synssansen, og betydningen af at have input fra to sider og videre, mine forestillinger om at hjernen i virkeligheden er et energimæssigt sanseorgan, og at de to hjernehalvdele er gearede til at samle op på forskellige frekvenser, så havde McGilchrist’s gennembrud en helt særlig appel.

Og det jeg kort talte med min datter om var, hvor mærkeligt det er, at de bare står der, de to bøger, i henholdsvis 2 år og 9 år, uden at jeg har fulgt op på min begejstring og rent faktisk læst dem. Eller for den sags skyld adskillige andre bøger på min reol, som jeg ved jeg vil frydes over, når jeg endelig kommer til at læse dem. Denne mærkelige modstand imod bare at gå ombord i bøgerne mente jeg havde noget at gøre med en særlig tilstand af stress, jeg lever med i disse år. Jeg har denne følelse af, at der noget fundamentalt, der er gået galt, noget i kernen af vores samfund er gået i stykker, og jeg er på en måde en slave af denne følelse. Jeg kan ikke bare sætte mig med en bog og hengive mig til den og lade verden fare, for verden er på en så uheldssvanger kurs. Og således er jeg en slave af en absurd forpligtelse på, i en eller anden grad og så godt som jeg nu formår, at prøve at reparere det der er gået stykker.

Det er disse mærkelige usunde uligevægtige livsomstændigheder, som jeg hermed godt vil undersøge lidt nærmere. Her under opvasken tidligere i formiddags fik jeg en indskydelse eller en slags vision om en halvstor pige, som lever i en dysfunktionel familie med masser af narcissisme og psykisk blackmail og heftige nærmest voldelige skænderier mellem forældrene. Og denne pige lever under så meget stress, at hun har udviklet tics og er distræt og klodset, og har svært ved at tage del i de herskende sociale spil mellem hendes jævnaldrende. Og så kommer denne pige så for en periode væk fra hjemmet, måske på en sommerlejr, og der er voksne med, som tager hånd om hende, og inddrager hende i alt hvad der sker, og bare på disse 14 dage forsvinder hendes tics og hun bliver anderledes sikker i alt hvad hun gør. Og så kommer hun hjem igen til sin familie, og i løbet af bare en dag eller to er hendes tics og hendes svigtende greb om sig selv og virkeligheden tilbage.

Det er selvfølgelig en voldsom overdrivelse at trække paralleller mellem denne vision og de måder jeg træder i relation til min omverden, men der er også noget der ligner. Hvilket fik mig til at spørge om jeg lever i et misbrugslignende forhold til Facebook. Og nej, jeg mener virkelig ikke det handler om dopamin-kicks eller popularitet, mine problemer handler om at finde genklang hos mine medmennesker. I det omfang Facebook handler om at dele sjov og ballade, og selvpromovering, og social status og networking, så skulle jeg aldrig have været på Facebook. Disse ting interesserer mig ikke, og jeg har ikke noget at komme med. Der var nogle personlige grunde til at jeg overhovedet i sin tid oprettede en profil, men siden slog det mig, at platformen faktisk tilbød en ganske særlig mulighed for at ”publicere” og samtidig tillod karakteren af disse ”publikationer” at være meget uformelle og skitsemæssige. Og jeg har hele tiden været bevidst om, at denne måde at bruge Facebook var afvigende, og for de der var helt med på ovenstående oprindelige formål med platformen, de kunne meget nemt finde min alternative anvendelse kedsommelig og en smule træls.

Men for mig var tilfredsstillelsen ved denne temmelig tyndbenede ”publicering” stor nok til, at jeg fortsatte selvom jeg jævnligt kun fik en, to eller tre likes på mine opslag. Undervejs har jeg så udviklet og præciseret mine anskuelser, og har oplevet en større imødekommenhed for mine opslag, og således har det været lettere at overbevise mig selv om, at jeg skabte værdi ved mine skriverier. Men så sker der også med mellemrum det, at jeg selv synes jeg oplever et gennembrud og lykkes med at give form på nogle ideer og forestillinger, som indtil da bare havde været tågede anelser, og da bliver jeg anderledes optaget af reaktionerne på mine opslag. Det er her, at analogien med den skadede pige får en vis relevans, for det at det overhovedet lykkes mig at give form på mulige veje til heling og udfrielse af den skadede verden jeg lever i, er lidt som det korte sommerophold, og min tilbagevenden til min skæbne kommer så ved, at originaliteten af mine anskuelser så helt åbenbart ikke er tilstrækkelig til at sikre, at disse anskuelser får en større udbredelse på platformen. Selv opslag, som opnår (efter mine standarder) relativt mange delinger, forplanter sig så alligevel ikke videre ud der fra. Og så falder jeg tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden.

Og så spørger jeg mig selv hvorfor det er sådan. Den mest oplagte forklaring er selvfølgelig, at jeg tilhører en meget lille minoritet, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og skadet og med et desperat behov for heling. Muligvis opfatter 99 ud af 100 vores samfund som i hovedtræk velfungerende, og i det lys må mine skriverier fremstå som temmelig aparte. Men det har jeg så på den anden side svært ved at tro på. Siger vi at det bare er 2 ud af 10 blandt mine Facebook-venner og deres kreds af Facebook-venner, som opfatter vores samfund som dysfunktionelt og på en uheldssvanger kurs, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor mine originale vinklinger på denne samfundsmæssige krise ikke spredes mere på platformen. Hvilket så igen vækker en mistanke om, at Facebook-platformen er alt andet end uvildig i sine måder at lade opslag og informationer spredes på platformen.

Og jaja, Facebook er en privat koncern, og brugen af platformen er gratis, og er Facebook derfor ikke fuldkommen fri til at gøre hvad fanden koncernen vil med folks opslag? Give nogle opslag en heftig promovering, mens andre opslag bremses på en række forskellige måder, er Facebook ikke fuldkommen fri til at gøre netop det? I legale termer givetvis jo, men det er her at billedet med den skadede pige igen bliver aktuelt. Var Facebook i realiteten et uvildigt socialt medie, og indhold fik lov at spredes helt i overensstemmelse med både kvaliteten og kvantiteten af folks reaktioner, så kunne Facebook være et fantastisk redskab til samfundsmæssig udvikling. Men Facebook blev ikke sat i verden for at give almindelige mennesker et talerør for deres ideer og politiske visioner. Facebook blev sat i verden for at dele sjov og ballade, for selvpromovering og stræben efter social status og networking, alt sammen motivationer, der kan spille fint sammen med mangfoldige kommercielle interesser. Og for det tilfælde at Facebook hyper nogen former for adfærd og attituder og undertrykker andre, så kommer platformen lidt til at optræde som de narcissistiske forældre i den dysfunktionelle familie, hvor visse former for adfærd hos den skadede pige belønnes og visse straffes, men ingen spørger hende, hvad hun gerne vil, ingen respekterer hendes synspunkter.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Facebook så alligevel ikke et stykke af vejen kommer til at fungere som et talerør for almindelige menneskers ideer og politiske visioner. Der var jo også affæren med Cambridge Analytica, hvor Facebook som virksomhed var involveret i former for organiseret propaganda. Men hvad der får lov at udbredes handler muligvis meget om, hvor farligt indholdet vurderes af Facebooks censurkomité. Enorme mængder populistisk propaganda udbredes på platformen, men populistisk propaganda er måske netop en helt okay form for politisk aktivisme set fra koncernens standpunkt. Så bliver befolkningen splittet i fraktioner, der bekriger hinanden, og så bliver skylden for de igangværende samfundsmæssige sammenbrud ikke rettede imod storkoncerner og den ekstremt lille gruppe af superrige, der konstant lænser penge ud af økonomierne for at kunne fortsætte deres liv i ekstrem luksus.

Så grunden til at jeg bliver sendt tilbage i min egen udgave af tics og distraktion og klodsethed i form af min evindelige slavebinding til denne skadede verden skyldes muligvis, at jeg har en fornemmelse af, hvordan et sandt uvildigt socialt medie ville virke, og hvordan udbredelsen af ideer ville ske, og hvordan ideerne ville udvikle sig videre i en organisk proces. Og det er på den baggrund at jeg fornemmer, at jeg og andre bliver udsat for overgreb. Facebook er muligvis ikke bare ligeglad med mine synspunkter, men temmelig narcissistisk engageret i at undertrykke visse synspunkter, fordi de ikke tjener deres egne dagsordener. Og således er der muligvis intet organisk ved måderne meningsdannelsen sker på platformen. Og ligesom den stakkels pige vil være endeløst optaget af, hvilken rolle hun spiller i skænderierne mellem forældrene, og hvad hun dog kan gøre for at bringe mere harmoni imellem dem, så bliver jeg sendt tilbage til mine endeløse udforskninger af, hvad det er, der er gået i stykker i vores samfunds kerne. Og så har jeg slet ikke tid og ro til bare at sætte mig med en bog. Og samtidig ved jeg udmærket godt, at jeg er langt ude, og at der er risiko for, at jeg aldrig finder hjem igen. Hvor lang tid har det her ikke allerede stået på? 10 år? Eller meget længere?








(Illustration: Stillbillede fra Das Leben der Anderen, Buena Vista 2006)