(Her for 10 dage siden postede jeg noten ”Still-leben med flaske og fisk”, men det opslag var faktisk den anden udgave af noten. Den første udgave af noten skrev jeg tre dage forinden, men så syntes jeg, at teksten var for polemisk, for politisk og for vidtløftig, og så lagde jeg den til side. Med anden udgave valgte jeg så en mere konkret og enklere indgangsvinkel. Men her for lidt siden mens jeg puslede med at skrive et opslag om noget helt andet, ville jeg henvise til nogle pointer jeg havde sat ord på fornylig, og så slog det mig, at det kunne jeg ikke, for disse pointer var i den forkastede udgave af ”Still-leben med flaske og fisk”. Og så genlæste jeg denne første udgave, og syntes egentlig at den var udmærket, så den får hermed alligevel lov til at blive publiceret).

Kan vi ikke efterhånden blive enige om, at vores dominerende materialistiske indgangsvinkler begynder at nærmer sig det sygelige? Vi kunne tale om rovdrift og plyndring og aggressiv selvhævdelse her, men bare som enkeltpersoner og i vores møde med omverdenen er vi blevet så overdrevent materialistisk orienterede, at alting skal have klart definerede former for at vi overhovedet kan relatere til det. Vi er nærmest amok i retning af at give form på alt hvad der sker i vores egne liv og i vores sociale liv, og vores liv er ved at bukke under ved vægten af formernes tyranni. Og de der er mest ubønhørligt fangede i formernes tyranni, er de øverste ledere i form af politikerne og storaktionærerne. En vanvittig kompleks samfundsmæssig krise koger vi ned til simple populistiske eller kommercielle slogans, og accepterer samtidig de enorme ledsagende blinde vinkler.

Vi arbejder konstant på at give form på os selv, både på arbejdspladsen og i vores øvrige liv, vi giver form på de grupper vi indforskriver os under, vi giver form vores standpunkter, vi giver form på vores drømme og på vores lykke. Nemlig, vores drømme skal koges ned til nogle anskuelige målsætninger, som man så kan lægge rationelle planer for at nå. Det kan ikke blive konkret og præcist og udtrykkeligt nok. Vi vælter omkring som mægtige klodsede tingester, der banker ind i hinanden og håner modparten for sin dumhed og manglende fleksibilitet. Selvom vi alle har så rigeligt af dumhed og manglende fleksibilitet. Bare som en funktion af vores besættelse med at give form på alting for derpå at henvise os selv til et liv imellem alle disse former.

Og hvad vi ser som en konsekvens af denne besættelse med at sætte alting på form, er en gradvis fortrængning af alle de indlevede, intuitive, musiske, holistiske tilgange til livet og omverdenen. Med udgangspunkt i de to hjernehalvdeles to karakteristiske funktionsmåder har denne stadigt mere ensidige materialisme ført til, at vores kultur og tænkemåder er blevet mere og mere dominerede af venstrehjernehalvdel, den der netop understøtter det præcise, det målbare, det fokuserede, det indiskutable. Så stærk er denne dominans, at ethvert forsøg på at understøtte og fremme forskellige indlevede, intuitive, afbalancerede, holistiske tilgange bliver skudt ned ved deres mangel på evidens. Det er som en epidemi af dumhed. En svigtende evne til at se det store billede, herunder hvilke enorme udfordringer menneskeheden er konfronteret med, set i det store billede.

Men når vi så hver især gør oprør imod den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger, og vi lader os rive med af en eller anden stor sammenhængende forklaringsmodel, så er vi ofte så umodne og underudviklede i disse retninger, at vi forfalder til både at sluge den nye store forklaringsmodel råt og samtidig tage den for at være fuldstændig skarp. Eller med andre ord, vi åbner vores liv for en holistisk forståelse af tingene, og falder så mere eller mindre omgående tilbage på at anse netop denne holistiske forståelse af tingene for at være konkret, præcis og udtrykkelig. Og værre endnu kan vi forfalde til at identificere os selv og vores liv med denne ”opvågnen” til denne nye sammenhængende forklaringsmodel.

Nu dækker betegnelsen ”konspirationsteoretiker” over et meget bredt og varieret felt af skeptikere, kritikere, undersøgende journalister og mere eller mindre radikale ud-af-boksen-tænkere, men tilbøjeligheden til at kombinere nogle meget vidtløftige forestillinger med hævdelsen af en ufejlbarlig bevisførelse og præcision hører til svaghederne hos mange ”konspirationsteoretikere”. Og det er efter min opfattelse et tegn på, at evnerne for holistisk tænkning stadig er temmelig umodne og uprøvede. Hvilket bringer mig frem til, hvad det egentlig er jeg ønsker at undersøge med denne note. Forestiller vi os, at den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger vækker en meget udbredt interesse for nogle mere holistiske samfundsforestillinger, og vi begynder at arbejde mere bevidst på at stimulere brugen af den højre hjernehalvdels særlige funktionsmåder, hvilken karakter vil disse nye samfundsforestillinger have?

Eller rettere, det er allerede alt for meget at påtage sig at give et svar på, det er en mere specifik problemstilling, jeg godt vil undersøge. Siger vi nemlig, at højre hjernehalvdel har denne sublime evne til at danne helhedsbilleder, hvordan forholder jeg mig til de helhedsbilleder jeg danner, og hvordan forventer jeg, at andre mennesker forholder sig til mine helhedsbilleder? Siden vi taler om helhedsbilleder, har jeg så en forventning om, at de også accepterer mine helhedsbilleder?

Tager vi et kaotisk og stadig stærkt detaljeret ting som et terrazzogulv, og man af uransagelige grunde sidder og betragter denne flade, så har jeg opdaget, at der er to fundamentalt forskellige måder vi kan lade vores synssans virke på dette objekt. Min egen og langt langt langt fleste andre menneskers default synsoplevelse vil være en, hvor ens skarpsyn springer omkring på terrazzogulvets virvar af overskårne skærver, og scanner det for genkendelige figurer. Dér er der en sommerfugl, dér er der et hus med sadeltag, dér er der et vredt ansigt osv. Men hvad jeg opdagede var, at jeg kunne også vælge bevidst at undertrykke mit skarpsyn, hvorved hele gulvfladen kunne tages ind på én gang, og så var det som skærverne nærmest kom i bevægelse, og begyndte at søge imod gennemgående mønstre. Når jeg virkelig gjorde mig umage og helt eliminerede mit skarpsyn, så lykkedes det nogle gange at få hele terrazzogulvet til at danne ét sammenhængende mønster. Ikke et ”mønster” som var komplekst som virvaret af skærver, men ved etableringen af et temmelig komplekst og samtidig løseligt basismodul, som så blev gentaget ud over hele fladen. Utroligt nok, men det var hvad der skete. Men igen, det siger sig selv, at dette mønster ikke stod knivskarpt for min synssans, der var helt klart et trade-off, hvor den slørede karakter af min synsmåde tillod at denne mønsterdannelse kunne ske.

Denne løselige og meget forbigående karakter af denne ’helhedsorienterede’ synsmåde og den forcerede måde jeg fik den frem på, får den muligvis til at fremstå som bizar og uden nogen praktiske anvendelser. Men det forcerede bestod jo i, hvad det krævede at undertrykke dominansen af mit skarpsyn, og måske er det graden af denne dominans, der er overdreven. Og for mig gav det stof til eftertanke, at vi alle muligvis har en anden og halvvejs ubevidst synssans, som evner at tage hele scenerier ind under ét og danne et samlet indtryk.

Denne erfaring tror jeg siger noget helt essentielt om vores evner for at danne helhedsbilleder. At helhedsbilleder først kan tage form, når vi renoncerer på kravene til præcision og målbarhed. Og jeg tror det er afgørende vigtigt, at vi holder os det for øje, når stævner ud for at hele alle de afstumpede og usammenhængende samfundsforestillinger, vi har fanget os selv i. Vi har så meget behov for heling i disse retninger (og et hav af andre), men for at det kan ske, kommer vi til at skulle opbyde den store rummelighed og tolerance der skal til, for at vores helhedsbilleder bliver reelle helhedsbilleder, og ikke bare en eller anden ny ”sand lære”, som alle pinedød skal acceptere gyldigheden af. Disse helhedsbilleder må i sagens natur være så slørede og omtrentlige, at de er komplet uegnede til at slå nogen oveni hovedet med. Men det at de er slørede og omtrentlige efterlader et rum for at helhedsbilledet kan være indlevet og sandt for den enkelte, og det er heri af helingen består. Folk skal have lov at udvikle deres egne helhedsbilleder, og holder vi igen med vores tilbøjeligheder til at ville jorde andre mennesker for de helhedsbilleder de orienterer sig efter, og således holder igen med at ville tvinge nogen ud af deres helhedsbilleder og over i nogle andre, så vil vores alles helhedsbilleder sikkert vokse og udvikle sig og blive mere og mere nuancerede.

Det er blandt andet på den baggrund, at de kubistiske malerier fortsat har en enorm tiltrækningskraft for mig. Jeg mener der er et dybt slægtskab mellem kubismen og Bohr’s kvantemekanik i måden begge anerkender en dobbelttydighed ved vores måder at tage verden ind. Og Bohr var selv en mester i at beskrive de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse. At ja, der er en verden derude, men for at vi kan forstå den, må vi gøre os nogle antagelser om den, og på basis af disse antagelser kan vi foranstalte undersøgelser designede til at be- eller afkræfte vores antagelser, men at vores antagelser/ undersøgelser så i sig selv griber ind i og påvirker den verden vi undersøger. At de svar vi får, er betingede af de spørgsmål vil stiller. Og lyder måske trivielt, men det var faktisk et brud med nogle positivistiske og materielle forestillinger, som etablerede sig under renæssancen og siden bare blev mere og mere indlejrede i vores kultur.

De store impressionistiske malere var allerede brudt igennem til nogle radikalt nye måder at forstå maleriet som en udtryksform. De var helt åbenlyst kommet til et punkt, hvor de forkastede de herskende (afstumpede?) forestillinger om relationen mellem maleren (subjektet) og motivet (objektet) og de malemæssige udtryksformer. Hvad kubisterne gjorde var at tage denne opdagelse af de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse, til deres indlysende konsekvens. Hvis de malemæssige udtryksformer alligevel er opfundne og som sådan valgfri, hvorfor så ikke gøre betydningen af dette valg af udtryksform helt åbenbart, og gøre den valgte udtryksform til et middel for en stærk og virkningsfuld malerisk rytme og struktur. Særligt i den tidlige analytiske fase af kubismen opfattede Picasso og Braque sig så meget som uegennyttige forskere indenfor hele dette komplekse felt af relationen mellem maleren og motivet og de malemæssige udtryksformer, at de undlod at signere deres malerier.

I løbet af det 20. århundrede var der mange, der så på kubismen som udtryk for en form for moderne weltschmerz. De mægtige metropoler, industrialiseringen og de mægtige teknologiske gennembrud, det på samme tid hektiske og anonyme og individualistiske moderne liv, de overvældende mængder af indtryk, fragmenteringen og fremmedgørelsen, men personligt hæfter jeg mig meget mere ved deres attituder som forskere i grænseområdet mellem os selv og omverdenen, måderne vi gengiver verden og dermed kommer til en forståelse af den. Og ikke mindst hvor fuldstændig afhængige vi er af vores midler for gengivelse og forståelse. Og ligesom Bohr viste med sin kvantemekanik, så viste kubisterne med deres radikale udtryksformer, at verden er slet ikke så fasttømret og til at pege på, som vi går og gør som om.

Med tanke på vores muligheder for at forenes om nogle fælles mål, og vores muligheder for at arbejde med helhedsbilleder på måder som er udogmatiske, åbne og dynamiske, så har mine undersøgelser ledt mig til den konklusion, at vi skal lære at respektere og værdsætte den lettere slørede og omtrentlige karakter af vores helhedsbilleder. Og så skal vi selvfølgelig fortsat forholde os til fakta, og lade vores helhedsbilleder undergå forandringer i takt med at vi tilegner os ny viden. Men vi har kun os selv til at danne vores helhedsbilleder. Uden den enkeltes indlevelse er der ikke noget helhedsbillede, og folk der har travlt med at sælge deres færdigpakkede helhedsbilleder til andre er ikke andet end charlataner og demagoger.

(Illustration: George Brague, Bouteille et Poissons, 1910-11)