Hva’ så, folkens, får vi set nogen film og serier for tiden? Det tror jeg nok vi gør. Her fornylig var jeg igennem The Queen’s Gambit, og den havde sine kvaliteter. Den periode af USA’s historie har noget helt særligt, det var rimeligvis nationens glansperiode, en periode båret af en enestående kulturel spiren og optimisme og udsyn kombineret med en friskhed og coolness ved det moderne design og al den nye teknologi. Og handlingen havde sin egen fremdrift, men karaktertegningen.. Come on, hvem tror på at et skakgeni i virkeligheden var så cool som Elizabeth Harmon beskrives i serien? Selv hendes pille- og alkoholmisbrug fremstår som cool. En eventuel social kejtethed bliver i serien bare fremstillet som nogle tilfældige møder, der ikke rigtig fungerer for hende, og som hun så bare vælger fra. Personligt tror jeg ikke på denne karaktertegning. Jeg tror Elizabeth Harmon var langt mere nørdet og kejtet i virkeligheden, og den karaktertegning havde jeg personligt fundet langt mere interessant. Og det ville snarere have fremhævet vægten af hendes bedrifter og hendes livs både tragiske og heroiske sider end have formindsket dem.

I går aftes så jeg så The Iron Lady, portrætfilmen om Margaret Thatcher. Hun er jo en enormt interessant og kontroversiel og betydningsfuld karakter i vores samtidshistorie, og alligevel var det sådan halvejs af pligt, at jeg gik ombord i filmen. Netop fordi hun er en så kontroversiel figur, havde jeg sådan lidt bange anelser i retning af, at filmen ville være for stereotyp og andægtig og i virkeligheden ikke bidrage med noget substantielt til en dybere forståelse af hendes karakter og sindelag. De bange anelser blev så til fulde indfriede. Filmen var i mine øjne tam og andægtig og propagandistisk. Bare det at hendes demens i alderdommen fik lov at fylde så meget i filmen, syntes jeg var hyklerisk. Der er blevet lavet flere fine og anerkendte film om menneskers møde med demens hos en nær pårørende, men det kan ikke siges at være et vægtigt moment i fortællingen om Margaret Thatcher. Når det så ligefrem forekom mig hyklerisk hænger det sammen med, at Thatcher forekom at være en person med meget få sympatiske sider og en person hvor empati og omsorg forekom at ligge meget langt nede på listen over drivkræfter. Og det er her at hele fortællingen om hendes demens kommer ind som en måde (trods alt) at vække noget sympati for hende, så hendes følelseskulde og strenghed ikke får lov til at dominere hele billedet. I mine øjne var denne vinkling så tyk, at jeg spurgte mig selv om filmen hele vejen igennem var et bestillingsarbejde.

Og undervejs fik jeg nogle indskydelser til en helt anden fortælling om Margaret Thatcher, som jeg fik lyst til at dele her. Og jeg vil godt med samme sige, at der som udgangspunkt er noget meget ærefuldt ved at give sit liv til at tjene sit land. Og personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det hun gjorde. I modsætning til mange nutidige politikere, som ikke holder sig tilbage for at fortælle halve sandheder og maskerede motivationer for deres beslutninger og handlinger, og som samtidig bare opfatter rollen som politiker som et springbræt i deres karriere mod endnu større magt og velstand, så var Thatcher fuldkommen reel. Hun sagde hvad hun mente, og handlede i overensstemmelse med hvad hun sagde. Det er også et meget ærefuldt træk, og når det kommer til stykket muligvis en forudsætning for overhovedet at oppebære et demokratisk politisk system. I den henseende var Thatcher en stor politisk skikkelse.

Personligt var jeg ikke nogen tilhænger af hende dengang, hun slog mig som usympatisk og fantasiløs og konservativ på den helt hårde måde, omvendt herskede der i 70’erne og ind i 80’erne et noget nær totalt politisk kaos. Hendes måde at knuse fagforeningerne var skånselsløs overfor alle de mennesker, der blev ramt af disse ”reformer”, men der var vitterlig også nogle helt konkrete problemer med overhovedet at regere i Storbritannien, i USA, i de øvrige europæiske lande, ja kloden over. Det var krisetider og folk var i oprør, og der var konstant arbejdsnedlæggelser og demonstrationer og hærværk på offentlige institutioner. Og skal jeg være ærlig, havde jeg dengang ikke så meget til overs for disse demonstrationer. Jeg syntes folk var alt for optagede af at skaffe fordele for sig selv, alt for fokuserede på at de blev snydt af kapitalisterne og alt for lidt fokuserede på, at vores helt store udfordring snarere bestod i at skalere vores samfundsmæssige forbrug markant ned. Bevares, arbejderklassen havde en case for at hævde at de blev snydt af kapitalisterne, men denne klassekamp forekom mig anakronistisk og ude af trit med vores reelle samfundsmæssige udfordringer. Og de der demonstrerede dengang skulle bare have vidst, hvilke midler kapitalisterne i dag benytter for at kunne lægge beslag på en langt langt større del af den samfundsmæssige værdiskabelse i dag. (Og et af disse midler kunne være at bestille en film om Thatcher, der konsoliderer bestemte samfundsfortællinger omkring hendes person og lederskab).

I min optik var den store fejl de politiske ledere dengang begik, at de ikke talte åbent om den eksistentielle krise vores samfund var havnet i, at de ikke havde modet og fantasien til at gennemføre virkelig store reformer, og at de således et meget langt stykke af vejen lod tingene fortsætte som sædvanligt, hvilket i realiteten svarede til en fortrængning af de overvældende tegn på at dybe forandringer var nødvendige. Havde de politiske ledere vist en vilje til at gennemføre dybtgående reformer, så var befolkningens oprørstrang muligvis stilnet af og en mere civiliseret samfundsmæssig debat kunne have hjulpet til at afklare, hvad det konkret var for dybtgående reformer der skulle gennemføres. Men det var ikke det der skete. De politiske ledere satte hårdt mod hårdt, og ingen mere sådan end Margaret Thatcher, og de benyttede deres magtposition til at sætte deres vilje igennem, og hen ad vejen lykkedes det dem at få tæmmet uroen i befolkningen. Og her kom dereguleringerne af finanssektoren og de meget ekspansive pengepolitikker ind som en meget kærkommen drivkraft til former for økonomisk fremgang, som jo til alle tider har været et effektivt middel til at stilne uroen i befolkningen. Og således blev kravene om og nødvendigheden af gennemførelsen af dybtgående reformer skubbet ned i underbevidstheden.

Således var der noget grundlæggende fejlbehæftet, nærmest forløjet, over den neokonservative politiske bevægelse, der vandt frem med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, ikke desto mindre skal hun alligevel have anerkendelse som regeringsleder. Hvad ingen er nation eller organisation er tjent med er ledere, som ikke viser lederskab. Uanset hvor forfejlet og afstumpet man end måtte anse Thatcher’s politiske ledelse for at være, så udviste hun trods alt lederskab, og det tæller for noget i tider med så stor uro som der var da Thatcher kom til magten. Når jeg vender tilbage til de indskydelser jeg fik, da jeg så The Iron Lady, så ligger det mig på sinde først at understrege, at jeg har ingen hensigter i retning af at udstille eller begå karaktermord på Margaret Thatcher. Og som salig Marshall Rosenberg pegede på, så er det en form for voldelig kommunikation at begynde at psykologisere over andre. Og jeg ønsker ikke at gøre mig skyldig i voldelig kommunikation, men de indskydelser jeg fik havde karakter af at være psykologiske. Og nu er hun en offentlig figur, og må som sådan stå model for en del mere end hvad der er gangbart i personlige relationer. Siger vi at jeg fik lov at lave manuskriptet til en ny og kontroversiel film om Margaret Thatcher, og denne film blev produceret, så ville den bare være et indspark i det almindelige flow af kulturel selvrefleksion. Der skulle selvfølgelig laves al den nødvendige research som sikrer, at det portræt der tegnes ikke er i modstrid med de konkrete vidnesbyrd og det biografiske materiale. I bedste fald er det efterfølgende bare det allertidligste udkast til et alternativt portræt af Margaret Thatcher.

Hvad mine indskydelser gik på var, at Margaret Thatcher muligvis var en langt mere tragisk figur end vi tager hende for. At hendes relation til hendes far slet ikke var så entydigt stærk og inspirerende som denne film skildrer, men snarere ladet med virkelig tunge energier af forventninger, skyld og skam. Hvad der slog mig var, at Thatcher som personlighedstype godt kunne svare til en, hvor der var noget følsomt og drømmende i den lille pige, der blev endegyldigt jordet ved en eller anden vilkårlig episode, hvor faren optrådte totalt hårdt og fordømmende. Og fra bare at være en normal pige med en normal mangefacetteret personlighed, blev hun nu en skadet pige med bestemte fortrængte sider af sin personlighed, og som samtidig var endeløst optaget af at stille sin far tilfreds og opnå hans bifald og anerkendelse. Og født som hun var i 1925, oplevede hun tredivernes depression igennem sin barndom som de benhårde vilkår for familiens overlevelse (hendes far var købmand), og videre oplevede hun som teenager de trange kår under krigen. Måske sad familien Roberts virkelig hårdt i det også Margaret måtte lide store afsavn og yde sine store bidrag, men faren var en sej og stolt type, og familien udstod al modgangen, men der blev måske også opbygget nogle fordomme og nogle fordømmelser undervejs. Måske var den oprindelige forulempelse af lille Margaret ikke værre end, at hun kunne have vokset ud af den, men med alle de mange år i knaphed og eksistenskamp blev Margarets skyldkomplekser og faderbinding hamret ind med syvtommer søm.

Det var det billede, der tegnede sig i mit hoved, og det slog mig, hvor godt det fungerede i retning af at forklare hendes følelseskulde og hårdhed og kompromisløshed. Og her kommer vi så til næste led i mine associationsrække. Tillader vi os at antage, at Margaret Thatcher selv som voksen var et skadet menneske med sider af sin personlighed effektivt undertrykt af skyldkomplekser og en altid præsent skygge af hendes far til at irettesætte hendes handlinger, så var det Margaret Thatcher projicerede ud i hendes omgivelser ikke så meget hende selv som det var hendes fars skygge. Og det folk så og hørte i Margaret Thatcher var hendes strenge fars stemme, og det uhyggelige er, at netop denne strenge fars stemme appellerede til rigtig mange mennesker indenfor det konservative parti og videre appellerede til rigtig mange mennesker i vælgerskaren. Der var noget genkendeligt/ familiært ved denne stemme, der var nogle associationer til fordums tider, herunder fordums storhedstid, og med Storbritannien i en tilstand af politisk opbrud og kaos var denne stemme på sin egen facon sådan helt beroligende. Og det blev grundlaget for hendes bemærkelsesværdige politiske karriere.

Men uanset hendes successer og det al det mod og al den viljeskraft der skulle til for at trænge igennem som kvinde i en mandsdomineret verden, så var det i mine øjne ingen sejr for feminismen, at Margaret Thatcher opnåede positionen som premierminister. Alle de store kvaliteter, som den kvindelige arketype indeholder, så som omsorg, rummelighed, intuition, modtagelighed, social årvågenhed, følelsesmæssig intelligens, jordbundethed, var for en stor del nærmest fraværende hos Thatcher. Og i det omfang en forløsning af disse særlige kvaliteter muligvis er selve grundlaget for vores evner for at løfte vores samfund ud af dets nuværende morads og nærmest det eneste troværdige grundlag for en videreførelse af menneskehedens civilisation igennem det 21. århundrede, ja så var Thatcher nærmest det modsatte. Muligvis har der ikke været nogen figur, der til dato har været mere skadelig for kvindens frigørelse en Margaret Thatcher. Muligvis fordi hun blev skadet af sin far, og fordi hun gjorde denne skadede orientering i livet til hendes livsfilosofi og politiske projekt. Og alle de magtbegærlige mænd omkring hende kunne uden videre forholde sig til denne livsfilosofi, der tilbage i 80’erne. Ligesom de stadig kan, den dag i dag.

(Illustration: Thatcher aboard H.M.S. Hermes after the Falklands War in 1982, Ted Blackbrow)