Renæssanceepoker, som den vi befinder os midt i nu, er altid forbundet med at nye erkendelsesmæssige territorier bliver bevidstgjorte. Denne note handler om et par af disse frontlinjer, mere specifikt om grænsezonen mellem ubevidste og bevidste former for kommunikation. Anledningen til at skrive noten er, at vi lever i en tid hvor der (af gode grunde) florerer mængder af konspirationsteorier, men at der samtidig ligger en åbenbar faldgrube i troen på, at man har nået et punkt, hvor man har gennemskuet hvordan verden i virkeligheden fungerer.

Den ene frontlinje handler om den voksende bevidstgørelse, der sker omkring kropssprog, et felt som jeg personligt finder vildt fascinerende. Der har allerede i mange år været fokus på de varierede former for nonverbal kommunikation, og reklamefolk, livsstilseksperter og spindoktorer ved en masse om, hvordan man kan projicere forskellige budskaber ud gennem måderne man præsenterer sig selv og de projekter man ønsker at fremme. Men den nonverbale kommunikation går jo meget dybere, for kroppens mimik og positur og gestikulationer er typisk tro imod, hvad vi reelt føler og hvad der reelt driver os, ganske uanset hvad man siger og eventuelle tillærte måder at føre sig.

Blandt mine personlige favoritter, når det kommer til kropssprogseksperter, er de fire gutter, der danner Youtube-kanalen The Behavior Panel, som løbende udvælger aktuelle personsager der verserer i medierne, og så byder ind med, hvad de ser som kropssprogseksperter. Der er sådanne forhold som, når vi som forberedelse til et svar søger efter input i vores hjerne, og det er noget organisk erindret, så vil langt de fleste mennesker slå blikket ned oftest mod højre, for at tilgå nogle følelsesmæssige erindringer. Er svaret omvendt indstuderet, vil blikket vende sig mod andre afsnit af hjernen. Og de taler om mikromimik (eng. micro-expressions), hvor de fanger bitte små ’tics’ eller meget flygtige grimasser, som på forskellige måder afslører det hele menneskes reaktion og stilling i forhold til de stillede spørgsmål, således at talen på den ene side og kroppen, mimikken, gestikulationerne på den anden enten er i harmoni og flow eller er i disharmoni.

Og disse gutter har hver især det meste af et livs erfaringer indenfor området, deres iagttagelsesevner er formidable, og meget påfaldende er det uhyre sjældent, at der er uenighed imellem dem i retning af, hvad det samlede billede af personen i den givne situation peger i retning af. Omvendt minder de også jævnligt om, at når det kommer til kropssprog, så er der ikke nogen simple forhold som, at denne mimik betyder dette, eller denne gestikulation betyder dette. Det handler om, at for hver enkel person de undersøger, skal der etableres en baseline, som kropssproget i den givne situation kan holdes op imod.

For mit eget vedkommende elsker jeg, at det er sådan vores verden er skruet sammen. Som jeg ser det, ligger der i mægtigt udviklingspotentiale i, at vi kollektivt bliver meget mere opmærksomme på, hvornår vi står overfor mennesker som er i harmoni med sig selv, og hvornår menneskers kører på en meget smallere båndbredde, hvor de leverer en forberedt performance. Og jeg har stor respekt for de kompetencer, som gutterne i The Behavior Panel udfolder. Men her kommer så bomben, der nok vil sprænge mange menneskers forestillinger. For The Behavior Panel undersøgte Bill Gates kropssprog, da han ved forskellige lejligheder blev konfronteret med sine forbindelser til Jeffrey Epstein, og undervejs i denne undersøgelse konstaterer de:

’Bill Gates er ikke psykopat’.

Enhver er fri til at tjekke deres undersøgelse (link i kommentartråden), men deres konklusion er netop ikke bare udtryk for en eller anden bias de har. Man kan simpelthen konstatere på Bill Gates’ kropssprog, at han er konsistent i sin fremtoning, og han forekommer ikke at lyve, når han udtaler sig om sine affærer med Epstein. Og disse fyre har bl.a. omfattende erfaringer som forhørseksperter indenfor både retsvæsnet og militæret, de har haft mængder af klienter igennem deres professionelle vurderinger, og de kender en psykopat, når de møder en.

Men hvordan kan det overhovedet hænge sammen? Hvordan kan Bill Gates ikke være en psykopat? Når man kender til hans infiltration af WHO og andre myndighedsorganer, hans centrale rolle i gain-of-function-forskningen og Event201 og Covid19 og vaccineprogrammerne? Hvordan kan han ikke være psykopat, når han står som en af de absolut centrale figurer i hele denne forrykte affære?

Det er derfor, denne note har titlen ’Uvishedens element’. Hvis man tror man har regnet det hele ud, så bliver man ikke desto mindre nødt til at være åben for nye vægtige oplysninger, der udfordrer ens hårdttilkæmpede vished. Personligt har jeg det sådan, at de kompetencer, disse kropssprogseksperter byder ind med, gør, at jeg bliver nødt til at tage deres vurderinger til efterretning.

Men hvis Bill Gates ikke er psykopat, altså at han rent faktisk er et menneske, som tror på det han siger, og som sådan er konsistent og måske endda i flow, så må det betyde, at han vitterlig selv tror på at han er i gang med at gøre noget godt for menneskeheden. Hvis hans tale om, at hvert enkelt reddet menneskeliv har værdi, vitterlig skal tages for gode varer, så er de efterhånden veletablerede forestillinger om en omfattende ’depopulation agenda’ i hvert fald ikke det, der driver Bill Gates.

For mig betyder disse uoverensstemmelser, at vi bliver nødt til (radikalt) at udvide vores udsyn. Kan Bill Gates i realiteten væres en nyttig idiot for nogen individer/ organisationer, som står over ham, og som muligvis har meget vidtgående kontrol over ham? En rimeligt vild idé i betragtning af, at Bill Gates går for at være en af de mest magtfulde personer på kloden. Men i min forestillingsverden er det ikke utænkeligt. Sagen er bare, at her er vi så oppe i en forestillingsverden, som er noget nær umulig at eftervise på en faktuel facon. Eller med andre ord, vi er henvist til en tilstand af uvished, en tilstand af åbenhed og søgen, som kan være svær at leve med oveni alle de andre usikkerhedsmomenter, der præger livet på planeten Jorden i disse år.

Gutterne i The Behavior Panel er så ikke fri for bias i den forstand, at de også forfalder til at tale nedsættende om folk, der tiltror Bill Gates mængder af skumle motiver, og jeg har også svært ved at se for mig, at de skulle være åbne for at overveje muligheden af, at Bill Gates er en nyttig idiot for kræfter, der står over ham. Det er her jeg mener vi skal huske på, at disse fyre har skabt sig en rimeligt lukrativ levevej ved at sælge deres særlige evner og færdigheder til dem, der var interesserede i at betale for dem. For sådan fungerer vores verden, og dem der var/ er interesserede i at betale for deres ydelser er storkoncerner, politiske ledere, militæret mv. Således er omsætningen af deres evner sket indenfor en kontekst af at tjene magten, uden at de af den grund nødvendigvis har prostitueret sig selv. Og det diskvalificerer i mine øjne ikke deres evner og vurderinger, men sætter bare visse rammer for deres egne forestillingsverdner.

Men så lad os tage skridtet videre her. Over i nogle mere tågede indlevede intuitive tilgange til virkeligheden, og undersøge hvordan de relaterer sig til mere håndgribelige former for viden. Jeg har igennem 5 år eller mere fulgt det varierede team, der sammenfatter The Farsight Institute. Dette institut handler om metoder for mennesker til at se, ja vitterlig at se og høre og tale og mærke, på tværs af tid og rum. Lederen af instituttet Courtney Brown har med udgangspunkt i metoder til ’remote viewing’ udviklet af det amerikanske militær og efterretningstjenester trænet et antal ’remote viewers’ til at kunne pejle sig ind på vilkårlige situationer og episoder, og dér uddrager indsigter i, hvad der skete i disse situationer. Metoden handler om, at disse remote viewers vha. meditation og andre midler udvikler individuelle måder de hver især kan bringe sig i en tilstand af former for clairvoyance.

Muligvis er alle i instituttet involverede i nogle bredere diskussioner af, hvilke ’targets’ der kunne være interessante at undersøge, men i den sidste ende er det Brown der bestemmer, hvilke targets remote viewerne skal undersøge og hvornår. Og det foregår så på den måde, at de bare hver især og uafhængigt af hinanden får at vide, at der er et target. Og så starter disse remote viewers komplet uafhængigt af hinanden med at pejle sig ind på den specifikke situation, der karakteriserer det givne target, hvilke individer, der indgår i target, hvad der udspiller sig imellem disse individer. Remote viewerne kan endda gøre ting som at lave en ’deep mind probe’, hvor de flytter deres bevidsthed ind i bevidstheden af en eller flere af individerne i situationen for at tjekke deres følelsesmæssige tilstand og deres tænkemåder og motivationer, og de kan ovenikøbet give sig selv til kende og kommunikere med visse af de individer, de møder i situationen.

De første sessions remote viewerne udfører er rimeligt skitsemæssige, hvor de nedfælder deres observationer som bemærkninger eller skitser på papir. Og disse paper sessions er der så nogle stykker af, indtil dette target med alle dets forskellige aspekter står rimeligt klart tegnet. Derefter laver de enkelte remote viewers så deres videosessions, hvor de på Farsight Institute har udviklet et meget anskueligt setup, hvor den enkelte remote viewer står foran en sort baggrund og med en glasskærm mellem sig selv og kameraet, og så tegner med farvede markere på glasset, og dermed skitserer situationen og de vigtige aktører i situationen og hvad der udspiller sig imellem disse aktører. Og ligesom på whiteboards kan tavlen viskes ren og der kan suppleres med nye mere detaljerede skildringer. Og disse remote viewing-sessions gennemfører hver af remote viewerne for sig selv på basis af den ene oplysning, at der er et target, og uden at tale sammen indbyrdes.

Så vi kan selvfølgelig hurtigt blive enige om, at det er pænt vidtløftigt stof vi taler om her. Det er alt sammen tågede anelser, indskydelser, stemninger, pejlemærker, der gradvist tager mere og mere form og til sidst danner en konkret situation hvori der indgår individer, som man lejlighedsvist sågar kan kommunikere med. Vægten af indsigterne opnået ved denne metode er ikke stor, eller rettere, vægten af metoden står og falder med remote viewerens evner og troværdighed. Og det er her vi skal holde os for øje, at disse evner står og falder med remote viewerens åbenhed, ærlighed og uinteresserethed. Remote viewerne er ikke i nogen mediumistisk tilstand i betydningen en form for trancetilstand, men de skal evne at give slip på deres eget ego eller i hvert fald deres personlige præferencer og stille sig til rådighed for indtrykkene de får.

Så hvad vi som udenforstående har at forlade os på er troværdigheden ved deres fremtoning (apropos det indledende afsnit om kropssprog – videregiver de en stemning af at være i flow?), og er denne fremtoning konsekvent hos den pågældende remote viewer (dvs. troværdigheden også opbygges over tid). Men for enhver udenforstående må de formidlede informationer stadig have karakter af tågede anelser, indskydelser, stemninger, pejlemærker. Man kan ikke tage informationer indhentede gennem disse metoder som lige så solide som de gængse videnskabelige og journalistiske metoder. Det er også derfor, at Farsight altid benytter tre eller fire remote viewers til at undersøge det samme target, så man med større sandsynlighed kan bestemme hvad der er sandt ved at holde de forskellige vidnesbyrd op imod hinanden.

Det er mere eller mindre på samme måde jeg har det med indskydelserne jeg oplever fra min egen intuition/ indre stemme. Kommer disse beskeder til mig mens jeg er i en nogenlunde rolig tilstand, og gerne også lidt ud af det blå, så er der al mulig grund til at lytte til disse indskydelser og skrive sig dem bag øret, men de kommer muligvis ikke i en form, der straks kan omsættes til en eller anden manifestation. Således skal indskydelsen i første omgang nedfældes i så omhyggelige detaljer som muligt. Men inden man løber med en vilkårlig impuls, som man ikke kan være 100 pct. sikker på, hvor kommer fra, forekommer det at være en god idé at sammenholde indskydelsen med, hvad man ellers mener der gælder. Det der er sandt skal nok kunne modstå de tests man måtte udsætte det for.

Er man villig til at acceptere denne metode, ikke til at skaffe stensikre beviser for det ene eller det andet men til at skaffe mere eller mindre stærke indicier for hvad der er/var virksomt i visse kritiske situationer, vil vores individuelle og kollektive forestillingsverden blive radikalt udvidet. Og samtidig vil vi få nogle radikalt nye vinklinger på forskellige begivenheder af kritisk betydning for vores egen eller vores kollektive selvforståelse og historiske forståelser. Den interesserede læser kan gå på opdagelse i det frit tilgængelige materiale på farsightprime,com.

For mit eget vedkommende følger jeg deres større ’mysteries projects’ rimeligt konsekvent, mens deres andre mere ’trivielle’ eller klummeagtige serier følger jeg kun sporadisk. En af disse klummeagtige serier hedder ’Humans News’, hvor remote viewerne bliver bedt om at referere den (vilkårlige) begivenhed der melder sig hos dem hver især, når de betragter den kommende måned. Og her for et par dage var jeg måske i et lidt kritisk sindelag og fik den idé at tjekke, hvad remote viewerne havde sagt om februar. Det kunne være interessant, fordi februar i mine øjne bød på tre meget markante begivenheder. Der var den grusomme serie af jordskælv i det sydøstlige Tyrkiet/ det nordvestlige Syrien. Der var det grusomme giftudslip og de efterfølgende uhyggelige myndighedsmæssige svigt i East Palestine, Ohio.

Og så var der Seymour Hersh’ sensationelle afsløring af, hvordan USA i samarbejde med Norge havde planlagt og gennemført sabotagen af Nord Stream gasledningerne i september sidste år. Og denne sidste begivenhed kan forekomme komplet inferiør i forhold til de to andre, men personligt regner jeg denne sidste begivenhed for historisk. Det handler om hvad der sker, når viden skifter fra at være privat eller sekterisk viden til at blive almen viden. Hersh’ artikel har iværksat denne bevægelse fra privat viden til almen viden, og denne viden vil efter min vurdering over tid føre til opløsningen af Nato og fordrivelsen af USA’s militære tilstedeværelse på det europæiske kontinent.

Så hvordan klarede de sig, remote viewerne? Ikke særlig godt. De første tre spillede ind med i mine øjne lidt mærkeligt inferiøre begivenheder, nærmest ikke-begivenheder. Men så kom Kahmia Dunson på banen og gav en meget præcis skildring af, hvad der kunne være et voldsomt ødelæggende jordskælv. Hun beskriver (der sidst i januar) hvordan byområder bliver jævnet ved jorden af en enorm energiudladning, der kommer fra jordniveau, fra jorden. Og mange døde og mange meget svækkede med en hæmmet vejrtrækning.

Og det synes jeg sætter tingene nærmest perfekt i perspektiv. Det er jo ikke fordi de tre første remote viewere ikke så noget, der muligvis er væsentligt, men selv her i retrospektiv ved jeg/vi bare ikke hvor og hvad. Men at Dunson meget nøjagtigt beskriver hvad der matcher en grusom jordskælvsscene, det kan ikke andet end efterlade én med en fornemmelse af, at der er en evne her og en metode. Hvilket igen rejser meget vidtrækkende spørgsmål om, hvor grænserne for vores eksistens i virkeligheden går. Og så er vi igen oppe i en forestillingsverden, som er noget nær umulig at eftervise på en stensikker og håndgribelig facon. Uvishedens element.

Men Kahmia Dunson siger bare hvad hun sanser og fornemmer, og hendes gengivelse af begivenheden stopper ikke ved selve jordskælvet. Hun går videre og taler om to distinkte grupper, som ikke hører til i området, der blev ramt af jordskælvet, og som begge har nogen fordækte motiver for at være involverede i det område. Begge grupper har et vist militært tilsnit og den første gruppe, som rent fysisk befinder sig på stedet, forekommer at være i gang med en form for offensiv manøvre. Men deres planer bliver effektivt stoppet af den anden gruppe ved at denne gruppe iværksætter den enorme energiudladning fra jorden. Denne anden gruppe befinder sig ikke fysisk på stedet, men er åbenbart i stand til at iværksætte den enorme energiudladning fra et helt andet sted. Den anden gruppe er meget tilfredse med sig selv og hvad de var i stand til at udrette med denne voldsomt destruktive men samtidig defensive operation.

Ja, jeg beklager, men sådan er det. Når man tillader sig selv at hente indsigter ved at bringe sig i en tilstand af åbenhed, ærlighed og uinteresserethed, så kommer der, hvad der kommer. Og det Dunson siger her, ligner altså en klokkeklar bekræftelse på eksistensen af de HAARP-teknologier, der netop i årevis har rygtedes kunne fremkalde jordskælv.

For mit eget vedkommende har jeg det sådan, at jeg føler mig overbevist om, at der er væsentlige indsigter at hente gennem de ovenfor beskrevne metoder til radikalt at udvide sin tilstedeværelse, men at disse indsigter vi henter her fra, er vi nødt til at behandle som indicier, og som sådan tilskyndelser til at følge disse indicier op med mere håndfaste former for efterforskning.

(Illustration: Still-billede med Kahmia Dunson, Farsight Human News February 2023)