Fredsmission Iran 2009

KK_Benetton_Project B_FacW-S_wide

Hvad der ikke er ret mange der er klar over, heller ikke i dette forum, er at jeg deltog i en international arkitektkonkurrence i Teheran i 2009. Forud for Det Arabiske Forår var der et persisk forår, der var præsidentvalget i Iran i juni 2009, hvor der opstillede en moderat (nærmest sekulær), reformvenlig kandidat Mir-Hossein Mousavi, og der i starten af 2009 var der en reformvenlig borgmester i Teheran, som ønskede at genskabe noget af storbyens tidligere kosmopolitiske ånd ved at åbne byen for udenlandske investeringer. Og som et led i denne rimelig dristige reformvenlige politik, var det planen at Benetton skulle opføre to store erhvervsbygninger på to forskellige adresser på Vali Asr, en af Teherans mest prominente boulevarder.

Iran og Teheran kender vi i Vesten efterhånden kun som hjemsted for en i vores øjne fanatisk islamistisk republik. Vi kender Iran, som landet der elsker at hade USA, og landet der holdt over 50 amerikanske gidsler fangede i kølvandet på den islamistiske revolution i 1979. Iran er et af de få lande, der vedholdende har budt den amerikanske supermagt trods, og Iran er såldes også blevet det land amerikanerne elsker at hade. Relationen mellem Iran og USA er i særklasse modsætningsfyldt og traumatiseret, eftersom Iran var det land, der først opleve et CIA-iscenesat politisk kup (bistået af den britiske efterretningstjeneste) og al den undertrykkelse og grusomhed der derefter fulgte. Det var tilbage i 1953, hvor den populære, demokratisk valgte leder Mohammad Mosaddegh forsøgte at opnå kontrol over Irans olieressourcer, som indtil da havde været under britisk kontrol, og Mossadegh oplevede pludselig at blive målet for “folkelige opstande”, som udviklede sig voldeligt og hen ad vejen tvang ham til at gå af, hvorefter et militærdiktatur under “Shahen af Iran” blev indsat.

Benetton kender vi alle som dette internationale italienske tøjmærke, som markedsfører sig selv på en åben, fordomsfri, altomfavnende humanistisk holdning. United Colors of Benetton. Men vi kender også Benetton som en koncern, der markedsfører deres egne humanistiske holdninger ved at pege på skyggesiderne af vores vidt udbredte fordomsfulde og ekskluderende attituder. Der var de store billboards med en nøgen, anoreksid fotomodel, der var de store billboards med kister med faldne amerikanske soldater fra krigene i Irak og Afghanistan efter at de amerikanske medier havde fået påbud om ikke længere at vise strømmen af disse kister. Og der var Benettons markedsføring af sig selv som et tøjmærke, der forholder sig til det er virkeligt i livet blandt andet udtrykt ved de (også) meget omdiskuterede billboards af et nyfødt spædbarn.

Så da jeg så, at der var blevet udskrevet en international arkitektkonkurrence om udarbejdelse af forslag til to erhvervsbygninger i Teheran for Benetton, da vidste jeg øjeblikkeligt, at det var en konkurrence jeg måtte deltage i. Kombinationen af Benettons ligefremhed i måden at kommunikere med omverdenen på den ene side og på den anden, det enorme potentiale der var for brobygning og forsoning og fejring af en mangfoldig og åben og kreativ verden, denne kombination var simpelthen så attraktiv at den var fuldstændig uimodståelig.

Jeg vidste også med det samme, at det var helt afgørende for mig, at mine forslag fik en udformning som bandt dem til stedet, bandt dem til Teheran. At lave en eller anden mere eller mindre skulpturel senmodernistisk blop, der kunne ligge hvorsomhelst, ville i mine øjne være at forspilde en helt enestående kunstnerisk mulighed. Så jeg opsøgte den iranske ambassade for at søge om visum, og jeg begyndte at planlægge en tur til Teheran, hvor jeg kunne lave noget research til mine projekter. Det tog noget tid at få mit visum, men ellers faldt tingene udmærket på plads og jeg tog afsted sidst i januar 2009.

Der i starten af 2009 var det ikke mere end godt 3 år siden, at Danmark var kommet på kant med store dele af den muslimske verden, som følge af Jyllands-Postens publicering af de såkaldte Muhammed-tegninger og vores statsministers efterfølgende konfrontatoriske linje overfor ambassadørene fra en række muslimske lande. Skal jeg være ærlig var jeg faktisk en smule urolig for at rejse alene til Teheran, og overvejede seriøst om jeg skulle udgive mig for at være svensker eller tysker, når jeg kom derned. Min bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, og hvad jeg oplevede var nysgerrighed og imødekommenhed og venlighed fra de mennesker jeg mødte. Jeg fornemmede stærkt, at Teherans tidligere kosmopolitiske ånd stadig levede i den almindelige befolkning, og jeg blev overrasket over hvor udtrykkeligt flere luftede deres forskellige former for kritik af deres politiske ledere. Og så slog de iranske kvinder mig som meget stærke og klare (og smukke). Faktisk slog de iranske kvinder mig som så stærke og på en måde så ambitiøse eller ivrige efter at udfolde sig, at vi her har at gøre med en livskraft, der ikke kan undertrykkes ret meget længere.

Nu er jeg virkelig ikke særlig berejst, men når jeg besøger storbyer og andre kulturer, så har jeg altid et ønske om at se det hele. Det er fint nok at opsøge de særlig fine og overdådige udtryk for en bestemt kultur, men hvordan lever de mindre bemidlede, hvordan ser forstæderne ud, er der noget tilbage af den oprindelige natur, hvordan bliver landet dyrket. På den uges tid jeg var i Teheran, fik jeg set en pæn del af byen, og jeg fik registreret nogle karakteristiske arkitektoniske og byarkitektoniske træk, men Teheran er en stor storby, og det eneste jeg nåede at se til omgivelserne omkring Teheran var på turen fra og til lufthavnen. Hvad jeg ikke kunne undgå at bemærke var dog, at Teheran er en forholdsvis ung storby, som er planlagt for at tilgodese biltrafik, og med en stor og (skal vi være ærlige) temmelig slidt bilpark er Teheran en by med store problemer med luftforurening.

Okay, og hvilke forslag fremkom så på basis af mine feltstudier? Ja, altså, sagen er jo den, at jeg allerede hjemmefra havde en meget klar idé om, i hvilken retning jeg ville arbejde. Allerede hjemmefra havde jeg en idé, som lå i umiddelbar forlængelse af nogle af mine tidligere arbejder, og som handlede om, at gøre en bygnings facade, eller rettere, en bygnings skel mellem inde og ude til et meget dynamisk arkitektonisk element. Hvad det handler om er erkendelsen af, at hvad vi siger, hvad vi giver form, typisk har en meget smal båndbredde, at ethvert “budskab” altid er en forsimpling, men at vi samtidig eksisterer og kommunikere på nogle andre planer end de bevidste og formsatte. Det sammensatte og dynamiske skel mellem ude og inde beskriver således en tilstand af tryghed og tillid til ens omverden, hvor man tør give slip på formerne og bare udveksle frit med sine omgivelser.

Apropos det indledende afsnit om de store geopolitiske modsætninger, der brænder sammen i Teheran, lå det mig meget på sinde at skabe en arkitektur, som var inklusiv og integreret og som havde dette dynamiske spil mellem form og formløshed. Dette arkitektoniske udtryk ville formentlig nok være lidt af en udfordring for eventuelle dogmatiske ledere i Teheran, men det ville også være en udfordring for alle fordommene i Vesten og al den identitetspolitik der præger de nuværende vestlige samfund. Som jeg skriver i den linkede konkurrencebesvarelse for Project A, så var ideen at “to take four commonplace, architectural motifs and weave them into a unified fabric of rich visual musicality”. På den måde bliver selve oplevelsen af disse facader, måden ens øjne bevæger sig omkring på de meget sammensatte facadeudformninger, måden ens synssans knytter elementer sammen og danner symmetrier og kontinuitet og orden, al denne bevægelse og indoptagelse af tableauet foran én bliver i sig selv en form for brobygning og inklusionsproces.

Facadeudformningerne knytter an til hvad jeg forstår som den multifacetterede identitet. Hvis vi vil gøre noget for at skabe fred i verden, så er en af de måske mest virkingsfulde ting vi kan gøre at slække på de fortællinger om os selv vi har bygget op igennem vores identitet. Ja, vi har selvfølgelig nogle gennemgående temaer og præferencer og fokuspunkter, som tenderer imod en nogenlunde enslydende og kontinuerlig fortælling om os selv, men hvem har ikke samtidig nogle temaer og præferencer og fokuspunkter, som desværre blev kørt lidt ud et sidespor og nu i større eller mindre grad er sygnet hen. Altså at vores respektive identiteter måske ikke er så firkantede som vi går og gør som om. Og at vi alle måske skulle arbejde mere bevidst på udviklingen af vores hele selv, og understøtte nogle af de sider og lyster, som vi har undertrykt i vores stræben efter opbygningen af en konsistent og overbevisende identitet.

Eller hvad med det med spejlneuronerne? Det med at vi ejer så komplette evner for indlevelse i hinanden, at vi kan føle det et andet menneske føler. Eller hvordan et menneskes inspiration, iver eller latter kan smitte og vække en anden persons inspiration, iver eller latter. Så hvor er det lige skellet mellem du og jeg egentlig går? Vores liv er sammenvævede og integrerede og “fælles” i en langt videre grad end vi almindeligvis anerkender. Og det er ikke fordi det kræver nogen anstrengelse eller noget særligt intellekt at forstå vores liv som sammenvævede, integrerede og “fælles”, forhindringen er nærmest udelukkende af moralsk karakter. At vi ikke ønsker at forstå os selv som sammenvævede og integrerede med andre, for så kommer der pludselig en eller anden grad af delagtighed i andre menneskers trivsel ind i billedet, som i den grad står i vejen for mit ego’s stræben efter at få opfyldt sine begær.

Det viste dynamiske facadeudtryk danner bygningens facader mod boulevarden, dvs. bygningernes henvendelse til “samfundet” eller “kulturen”. På gårdsiden har bygningerne et helt andet udtryk, for her beskrev mine forslag opførelsen af et væksthus i hele bygningens højde og en terrasseret bagfacade, som tillod en omfattende tilplantning af hele facaden. Derved kan bygningen bringes til at udgøre et helt lille økosystem i sig selv, hvor de forskellige planter, moser og svampe i væksthuset kan danne en lunge for hele bygningen, som konstant renser og ilter luften, der omsættes i bygningen.

Jeg var selv meget tilfreds med de forslag jeg kom frem til. Faktisk regner jeg dem blandt mine bedste arbejder på linje med mit afgangsprojekt og konkurrenceforslagene til udvidelsen af Statens Museum For Kunst og udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek. Hvorfor konkurrecejuryen så ikke syntes de var værd at bemærke, tror jeg aldrig rigtig jeg vil forstå. Eller for den sags skyld, hvorfor Statens Kunstfond eller Ny Carlsbergfondet efterfølgende heller ikke syntes de var værd at vie nogen videre opmærksomhed. Men hvad ved jeg om, hvad det er de prioriterer.

Konkurrencen blev afgjort sidst i april 2009 og den 12. juni løb præsidentvalget så af stabelen, hvor Mahmoud Ahmadinejad vandt en overbevisende sejr, men hvor store dele af den iranske befolkning simpelthen nægtede at tage valgresultatet for gode varer. Og så startede de enorme folkelige protester. Befolkningen i Teheran og de andre storbyer væltede ud i gaderne og forlangte en gentælling af deres stemmer, hvorpå styret satte ind med tåregas og vandkanoner. Men det var ikke tilstrækkeligt til at standse befolkningens protester. Det var først da sikkerhedspolitiet satte ind med to-mandede motorcykler hvor passageren var en bevæbnet betjent, og disse motorcykelenheder vitterlig begyndte at skyde på og lemlæste og dræbe almindelige mennesker, at demonstrationerne begyndte at ebbe ud.

Jeg skrev sammen med en ung iransk mand jeg havde mødt dernede, og som havde henvendt sig til mig vist mest fordi han bare ville træne sit engelsk. Der efter at opstandene var blevet nedkæmpede, var jeg i en periode meget forsigtig med hvad skrev, og lod ham bestemme hvilke ting der kunne tales om og hvilke der ikke kunne. Han virkede ikke særlig politisk bevidst, heller ikke efter urolighederne. Så gik der pludselig en lang periode i 2010, hvor jeg ikke hørte fra ham og jeg blev meget bekymret for at vores udvekslinger havde bragt ham i vanskeligheder, men modtog så med stor lettelse en besked fra ham i starten af 2011.

På baggrund af mit eget møde med Iran og iranerne forekommer det mig, at der er noget fuldkommen bagvendt ved Vestens attitude overfor Iran. Og jeg tænker, at den nye konfrontatoriske linje fra USA, Israel og Saudi Arabien overfor Iran, at den vil kun tjene til at konsolidere de autoritære magthavere i Iran. Hvilket giver noget stof til eftertanke. For når USA går efter ‘regime change’, så er det ved gud aldrig indførelsen af reelt demokrati de går efter. Hvad de går efter er indsættelsen af et nyt autoritært lederskab, bare et som er loyalt overfor Washington. Jeg synes de europæiske befolkninger og EU skulle trække en linje og åbent erklære, at der med USA’s seneste aggressioner er indtrådt en ny doktrin i europæisk udenrigspolitik, hvor de europæiske stater tager stilling og handler uden på nogen måde at føle sig forpligtede til at rådføre sig med USA. Vi har båret over med og holdt ud og vist samarbejdsvilje igennem så mange år, men USA er med Trump ved roret blevet en komplet utilregnelig partner. Omvendt er jeg i den grad fortaler for venskabelige relationer mellem Iran og Europa, simpelthen for at muliggøre udvidede udvekslinger mellem mennesker i Iran og mennesker i Europa, og atomaftalen er i det lys et meget vigtigt moment i nogle nye og mere konstruktive relationer til Iran. Det er selve udvekslingen, der skaber fornyelsen.

 

 

Reklamer