Er det bare mig eller er der andre der føler dette vedholdende behov for at gøre op, hvor er det vi står og hvor er det vi er på vej hen? Er det bare mig eller er der andre der har en udtalt fornemmelse af at vores samfund er i krise, men samtidig kæmper med at forstå hvad det lige er for en krise? Og i min søgen efter svar vender jeg hele tiden tilbage til den samme fortælling. Den om at hippiebevægelsens civilisationskritik ikke bare var højst relevant, den var højst presserende, allerede dengang i midten af 60’erne. Denne civilisationskritik mener jeg kan opsummeres i følgende punkter:

• Et opgør med rovdriften på og forureningen af naturgrundlaget
  .
• Et opgør med den materialistiske livsform, hvor det enkelte menneske søger tilfredsstillelse og lykke gennem sit forbrug
  .
• Et opgør med en individualistisk opfattelse af sig selv i relation til andre
  .
• Et opgør med uligheden mellem kønnene
  .
• Et opgør med uligheden i fordelingen af verdens ressourcer mellem folkeslag, lande, regioner og befolkningsgrupper
  .
• Et opgør med dogmatiske og autoritære tænkemåder indenfor pædagogik, akademia, kunst, politik, religion
  .
• Et opgør med undertrykkende tankeformer gennem institutioner som skyld, skam, moral og straf

Og disse opgør kunne og blev selvfølgelig samtidig formuleret i en positiv og konstruktiv retning:

• En vision om livsformer i harmoni med naturen og hele det omgivende univers
  .
• En vision om livsformer som hævede sig over den laveste fællesnævner (det materielle) og satte hver enkelt fri til at forfølge sig egen oplysning, sin egen kreativitet og derigennem yde sit eget unikke bidrag til fællesskabet
  .
• En vision om en mere fællesskabsorienteret tilgang til løsningen af de samfundsmæssige opgaver
  .
• En vision om lighed mellem kønnene og derigennem en frisættelse af både kvindens og mandens særlige evner og kvaliteter og mulighederne for skabe en mangfoldig og dynamisk harmoni mellem kønnene
  .
• En vision om ægte verdensborgerskab hvor ingen lande eller folkeslag står over nogen andre, og hvor international udbytning og beslaglæggelse af andre landes ressourcer bliver bragt til ophør
  .
• En vision om åbenhed og fordomsfrihed og en glæde ved menneskets blotte kreativitet, hvor der ikke bliver diskrimineret mellem trossystemer, og al pædogogik og enhver bedømmelse af andres arbejder foregår i en åben og konstruktiv ånd
  .
• En vision om et liv i frihed, et liv hvor alle aktivt opmuntrer hinanden til at arbejde med deres egne negative programmeringer og dermed på et personligt plan bryde de endeløse kæder af overgreb og undertrykkelse
  .
• En vision om et liv i frihed, hvor ingen nydelser er forbudte, og der er kun en selv til at afgøre hvordan man skaber størst værdi for sig selv og andre

Selvom det dengang var en mindre del af befolkningen der lod håret gro, hyllede sig i den lidt ramme lugt af afghanerpels og tog på bevidsthedsudvidende trips, så vil jeg påstå, at civilisationskritikken trængte igennem til en stor del af befolkningen. Jeg vil påstå at de fleste mennesker godt kunne se at der var flere sider af vores livsform, som simpelthen ikke hang sammen, og som havde store utilsigtede og ildevarslende konsekvenser.

Men der var selvfølgelig også modstand mod civilisationskritikken samt modstand mod hippiebevægelsens radikale opgør med vedtagne normer og regler. Og denne modstand stod velsagtens allerede dengang i et ligefremt forhold til den enkeltes status indenfor denne herskende civilisation. Jo højere position indenfor den herskende civilisation, jo mere modstand mod civilisationskritikken. I den forbindelse er det samtidig værd at bemærke, at gruppen af industrialiserede lande dengang havde en voldsom magtposition overfor udviklingslandene, og skulle det komme dertil, at hele befolkninger tog konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, ja så stod de dengang rige industrialiserede lande til at miste deres privilegier, hvilket selvfølgelig ville kunne forklare en ret udbredt modstand mod civilisationskritikken i de vestlige samfund.

Omvendt havde civilisationskritikken nogle indlysende gode argumenter ved blot at pege på de åbenlyse overgreb og omsorgssvigt og uretfærdigheder, så der var samtidig en udbredt imødekommenhed overfor civilisationskritikken i den almindelige befolkning. Intet var endnu afgjort. Civilisationskritikken fik endvidere uventet medhold fra en række videnskabelige undersøgelser. Ikke mindst de banebrydende computersimuleringer præsenteret i Grænser For Vækst i 1972 gav anledning til en omfattende debat på tværs af traditionelle politiske skel.

Sidst i 60’erne og først i 70’erne begyndte fronterne dog at blive trukket op, og her er det værd at bemærke, at det var myndighederne der først greb til vold. Og mange af hippierne reagerede på denne vold ved at søge mod de store ikke-voldsforbilleder i Gandhi og Martin Luther King, men der var også nogle som lod sig rive med af uretfærdigheden ved myndighedernes forsøg på med vold at undertrykke det spirende nybrud. Myndighedernes vold førte således til en radikalisering af visse dele af hippiebevægelsen. Således opstod der protestbevægelser der var fortalere for voldelig, politisk revolution, og i løbet af 70’erne blev fronterne trukket dramatisk op med terrororganisationer som Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader og The Symbionese Liberation Army.

Hvad der var startet som en civilisationskritik og en mere åndelig bevægelse i retning af at give slip på tankeformer og levemåder som åbenlyst virkede destruktive for i stedet at åbne den enkeltes liv for mere konstruktive tankeformer og levemåder, ja denne bevægelse blev i løbet af 70’erne kuppet af en udbredt men ikke desto mindre temmelig yderliggående venstreorienteret idé om en mægtig socialistisk revolution. Og denne revolution blev af tilhængerne vurderet til at være så presserende at ingen midler var udelukkede, heller ikke voldelige magtovertagelser, borgerkrige og indsættelse af diktatorer med den rette socialistiske holdning, som gennem kyndig styring kunne opdrage den uoplyste hob. Hvor hippiebevægelsen var startet som noget der måske nok var en revolution, men i givet fald en menneskelig revolution, en revolution af den enkeltes måde at forstå sig selv og sin rolle i verden, blev denne fredselskende og humanistiske revolution nu spændt foran nogle temmelig hårdkogte politiske dagsordener.

Hvor visse befolkningsgrupper således begyndte at færdes helt hjemmevant blandt disse yderliggående og inhumane forestillinger, så var der omvendt store befolkningsgrupper som så på udviklingen indenfor de politiske debatter med tiltagende skepsis. Og de reagerede på de yderliggående venstreorienterede tendenser ved at søge mod midten, for nogens vedkommende endda også et godt stykke forbi midten og ud på den politiske højrefløj. Den politiske højrefløj rummede så på sin side hovedparten af de mennesker som havde opnået en høj position indenfor den herskende civilisation, og derfor nærmest pr. definition opfattede sig selv som modstandere af civilisationskritikken, men den politiske højrefløj reagerede også stærkt på de indeholdte totalitære tendenser i de stadigt mere yderliggående venstreorienterede forestillinger.

Den politiske scene i 70’erne var en slagmark. Intet mindre. Modsætningen mellem nogle befolkningsgruppers iver efter forandringer og andre befolkningsgruppers frygt for forandringer førte til, at den højst relevante og højst presserende civilisationskritik blev transformeret til en dybtgående politisk polarisering, som i realiteten medførte noget der lignede en total handlingslammelse når det kom til praktisk politik. Tilstanden var på mange måder ørkesløs og uudholdelig, og i tilbageblik er det måske ikke så mærkeligt at det var de konservative kræfter der løb af med befolkningens opbakning. Det var måske endda bedst sådan frem for at venstrefløjens flirten med totalitære styreformer havde fået ben at gå på.

Men højrefløjen var jo stadig modstandere af den højst relevante og presserende civilisationskritik. Så hvad der skete var, at hele befolkningen nærmest over en kam regrederede til nogle samfundsforestillinger som hørte fortiden til, dvs. nogle samfundsforestillinger som hørte til tiden før vi overhovedet var blevet bevidste om civilisationens krise. Det højreorienterede politiske projekt, der udkrystalliseredes i slutningen af 70’erne og som blev personificeret af Margaret Thatcher og Ronald Reagan og herhjemme af Poul Schlüter, var et projekt der baserede sig på en fornægtelse af de dybt foruroligende erkendelser vi kollektivt netop havde gjort, og samtidig et projekt der baserede sig på nogle glansbilledeagtige forestillinger om livet i familie, på jobbet, i skolen osv. Var 60’erne årtiet for den store bevidsthedsudvidelse, var 80’erne årtiet for den store bevidsthedsindskrænkning. Samfundslivet kunne simpelthen ikke blive småborgerligt nok. Der var en stadig søgen mod det hjemlige, det sluttede, det trygge, og samtidig en markant fornyet søgen efter tilfredsstillelse i materiel status og forbrug. Den laveste fællesnævner.

For at forstå hvordan en så villet, en så konstrueret og en på så mange måder blodfattig livsform har kunnet vare ved helt op til nutiden skal vi inddrage den transformation af vores samfund der skete indenfor samme periode, hvor vores økonomier gik fra at være produktionskapitalistiske til at være finanskapitalistiske.

Som et af de væsentlige led i de store institutionelle politiske konstruktioner som fulgte i kølvandet på 2. Verdenskrig var indførelsen af det internationale valutasamarbejde kaldet Bretton Woods-systemet. Indenfor dette valutasystem blev en meget stor del af alle de forskellige valutaer på planeten defineret ved deres værdi i forhold til den amerikanske dollar, mens den amerikanske dollar så i sig selv var lænket til dens værdi i forhold til guld. Dette arrangement var en indlysende konsekvens af at Europa og Asien lå i ruiner efter krigen, mens USA kom ud af krigen som en økonomisk, politisk og militær supermagt. Men allerede i 60’erne var USA’s førerstilling ikke længere så suveræn. Ikke mindst for at finansiere sit allerede dengang enorme militær samt sine krige rundt omkring på kloden, var USA begyndt at køre med store underskud på deres statsbudget. Dollarens forankring i guld blev derfor i tiltagende grad en spændetrøje for den politiske ledelse i USA. Samtidig havde blandt andre Charles de Gaulle en for amerikanerne kedelig vane med faktisk at forlange, at Frankrigs valutaoverskud skulle vekles til guld frem for bare at blive godtgjort med amerikanske statsobligationer.

I 1971 tager Præsident Nixon så konsekvensen og ophæver Bretton Woods-systemet, og med det ene og egenrådige og drastiske greb, slap samtlige valutaer indenfor Bretton Woods-systemet deres forankring til noget som var reelt. Herefter flød værdien af de dominerende valutaer i verden frit i forhold til hinanden, og de politiske konsekvenser af dette sås allerede op igennem 70’erne, hvor politikerne i forskellige lande begyndte konkurrere indbyrdes på at devaluere deres valutaer for derigennem at opnå handelsfordele.

I 1973 indtræffer så oliekrisen, og tidspunktet for denne dramatiske prisudvikling for olie var langt fra tilfældig. Dels havde en række olieproducerende lande, særligt i Mellemøsten, opnået politisk selvstændighed over årene siden 2. Verdenskrig, dels havde USA opbrugt hovedparten af deres indenlandske oliereserver og var nu på linje med Europa og Japan afhængig af import af olie. Denne afhængighed gjorde det nærliggende for de olieproducerende lande at danne et kartel, OPEC, der fastsatte det internationale udbud og dermed den internationale pris på olie, og med en meget dristig olieembargo som kartellet iværksatte i 1973 skød prisen på olie altså dramatisk op, fra 15 USD pr. tønde til 60 USD pr. tønde, hvilket øjeblikkelig kastede de industrialiserede lande ud i en økonomisk krise.

Hvis ikke før var det her at vi alle blev bevidste om vores livsforms afhængighed af adgangen til billigt fossilt brændstof, hvilket gav anledning til en gennemgribende revision af hvordan vi konstruerede vores huse, vores biler og et hav af andre ting. Under selve oliekrisen var knapheden på olie så udtalt at der blev indført de berømte bilfri søndage og der blev trykt et hav af pjecer om hvordan vi alle i vores dagligdag kunne spare på vores energiforbrug. I 1977 holdt Præsident Carter sin berømte ”Address To The Nation On Energy”, han installerede solceller på taget af Det Hvide Hus, skruede ned for varmen i Det Hvide Hus og udøvede herefter præsidentembedet iført tykke sweatre. Politiske målsætninger og holdninger som abrupt blev lukket ned, da Ronald Reagan satte sig ved skrivebordet i det ovale rum.

Men oliekrisen havde også en anden og mere upåagtet konsekvens. OPEC-landene havde rigtignok held med at indhente langt højere priser for deres olie, og pengene strømmede ind i deres respektive statskasser, men hvad skulle de stille op med alle disse penge, og hvor skulle de gøre af dem. De olieproducerende lande begyndte selvfølgelig straks at modernisere deres samfund på forskellige måder samt selvfølgelig at lade en del af denne rigdom flyde ud til en indflydelsesrig elite og et tilhørende luksusforbrug, men vi taler om så enormt mange penge der strømmende ind til disse lande, at de selvfølgelig var nødt til at tænke på forrentningen af disse enorme formuer. Derved fandt pengene tilbage til de store private banker i USA og Europa, og oliekrisen gav derfor et helt uventet boost af likviditet for de amerikanske og europæiske banker.

Samtidig havde den amerikanske finanssektor kort forinden opfundet et helt nyt og banebrydende finansielt produkt, en futures-kontrakt. Dette finansielle produkt blev oprindeligt udviklet til landbruget som en måde at sikre farmerne en minimumspris på deres afgrøder når høsten på et senere tidspunkt var i hus, og altså en måde at sikre farmerne mod de store udsving på prisen de ellers var udsat for som følge af udsving i vejret og dermed udsving i høstudbytterne. Men finanssektoren fandt hurtigt ud af at disse futures-kontrakter kunne udbredes til at gamble på priserne af et hav af andre råstoffer og produkter. Siden fulgte de finansielle options og swaps og en mængde andre finansielle kontrakter, som alle har det til fælles, at det er gambling-kontrakter, såkaldte finansielle derivater, dvs. kontrakter som ikke er funderede i noget af reel værdi, men bare er et væddemål mellem to parter om en bestemt prisudvikling. Dertil kommer så, at mange finansielle papirer i dag er ren svindel. Dels var der hele affæren om subprime boligkreditter i USA og nu har vi i Vesten en løbsk udvikling indenfor dels subprime bilkreditter og studielån, dels er der udskrevet alt for mange tilgodebeviser i forhold til de reelle aktiver. Hvis man i dag køber et bevis på ejerskab af en ounce guld på den amerikanske eller den britiske børs, så skulle der i realiteten være op mod femhundrede andre mennesker der har købt beviser på ejerskabet af den selvsamme ounce guld, og skulle disse 500 mennesker så en dag bestemme sig for at de gerne vil have deres guld udleveret, ja så er der altså 499 mennesker der bliver skuffede. Eller endnu mere sandsynligt: Alle 500 bliver skuffede, fordi regeringen kort forinden har konfiskeret det.

Men for lige at afrunde historien om transformationen af vores samfund fra produktionskapitalisme til finanskapitalisme, så betød den enorme indstrømning af likviditet til storbankerne, at bankerne blev økonomiske powerhouses, og da det politiske klima i forvejen var så kaotisk, lærte bankerne sig hurtigt hvordan de skulle omsætte deres økonomisk magt til politisk magt. Allerede i 1982 gennemførte Ronald Reagan de første radikale dereguleringer af den finansielle sektor. Og denne politiske udvikling fortsatte og kulminerede under Præsident Clinton med ophævelse af lovgivningen der hidtil havde adskilt almindelig bankvirksomhed fra investeringsbanker, dvs. at alle banker herefter var fri til at gamble med alle deres indeståender, samt stadfæstelse af lovgivningen der ophævede indberetningspligt til finanstilsynet for bankernes beholdninger af ovennævnte finansielle derivater.

De internationale valutaer frigjort fra deres forankring i noget reelt, en finansiel sektor der bryder igennem til et helt nyt niveau af abstraktion, hvor de indbyrdes transaktioner heller ikke længere behøver at være funderede i noget af reel værdi samt en kæmpemæssig indstrømning af likviditet fra de mægtige oliefortjenester, det er denne giftige cocktail som slipper det ludomaniske trip løs, som den finansielle sektor har været på igennem de seneste 40 år. Dette trip gik så koldt med finanskrisen i 2008, men ligesom den politiske højrefløj med befolkningens opbakning tilbage i 70’erne nægtede at tage konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, så nægtede vor tids politikere også at erkende betydningen af og tage konsekvensen af finanskrisen. Og dengang som nu havde politikerne absolut gode grunde til ikke at ville erkende de reelle årsager til krisen. Var det ikke for de finansielle narrestreger, eller mere præcist, skulle vores forestillinger om penge, valuta og kapital igen forankres i noget af reel værdi, så ville vi øjeblikkeligt blive konfronterede med den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, vi ville øjeblikkeligt blive konfronterede med realøkonomien i vores ressourceforbrug, kort sagt så ville det pr. omgående være slut med at leve over evne. Politikerne er således konfronterede med valget at videreføre de herskende systemer for enhver pris, om det så medfører vildledning og udbytning af befolkningerne, eller at erkende og erklære det fulde omfang af den systemiske krise og derved kaste både deres egen karriere og hele samfundet ud i en dyb økonomisk og ideologisk krise samt ikke mindst et kollaps af tilliden til deres lederskab.

Alt dette summerer op til hvad man kunne kalde et samfund af papir. Nationale valutaer der ikke er forankrede i noget reelt, dvs. papirpenge som mere og mere ligner matadorpenge. En finansialisering af alle samfundsmæssige aktiver, dvs. en mangedobling af værdien af disse aktiver gennem alle de lag af finansielle papirer, der bliver lagt ovenpå. En politisk kultur som skriver love og forordninger til endeløs regulering af borgernes adfærd, alt sammen med det ene sigte af bevare kontrollen, eller mere kynisk, med det ene sigte at bevare deres greb om magten. Politikere som reelt er både magtesløse og kraftesløse, fordi de vedholdende nægter at tale om realiteterne, og som derfor kun kan lede gennem frygt og kontrol. Et samfund af papir kunne være betegnelsen for en sygelig overvågningskultur, hvor der årligt i gennemsnit indsamles titusindvis af registreringer for hver enkelt borger. Og et samfund af papir kunne være betegnelsen den sygelige ledelseskultur, hvor medarbejdernes adfærd i stadig stigende grad bliver programmeret af lederne, og hvor medarbejderne omvendt skal dokumentere deres overholdelse af den således programsatte adfærd.

Mere end noget andet kunne et samfund af papir være betegnelsen for et samfund, der er karakteriseret ved alt det der mangler: Indhold, ærlighed, dybde, troskab, tillid, loyalitet, solidaritet, samhørighed, medfølelse, indlevelse, redelighed, konsekvens. Vi har ganske enkelt ikke nogen troværdige samfundsfortællinger. Vi ejer ingen begreber som sætter os i stand til at se bare 5 eller 10 år frem i tiden. Og således er alle borgere ladt i stikken af deres ledere. Hver eneste borger står efterladt og ser ind i et bundløst mørke umiddelbart foran sig. Vores politiske kultur er bankerot. Der er ikke noget lederskab. Bare en endeløs kamp mellem forskelligt oppyntede særinteresser om deres adgang til magtens privilegier. En politisk halvverden som skaber den perfekte grobund for fremkomsten af folkeforførere. Karismatiske ledere hvis karisma i realiteten er funderet i et helt overdrevet opblæst ego, og som sådan ledere der allerede fra starten er utilregnelige og har dette strøg af psykopati.

Er der noget at sige til at vi er bange? Er der noget at sige til at frygtsomheden er ude over det hele, også selvom vi ikke taler om den? Og i vores tvivl og usikkerhed og angst bliver vi bare så lette at manipulere med. Så meget, at visse dele af det samfundsmæssige lederskab for længst er begyndt at bruge denne frygtsomhed som et redskab for kontrol. Og således bliver fornemmelsen af at leve i en halvverden konstant bestyrket. Så er der terrorangrebene, så er der de forrykte militære eventyr, så er der de forrykte pengepolitiske manipulationer, så er der den tiltagende mørklægning omkring alle beslutninger på de øverste samfundsmæssige niveauer, så er der den endelige opgivelse af samfundsmæssig solidaritet ved at politikerne åbent erklærer, at jo, man kan falde helt ud af samfundets sociale sikkerhedsnet, og så er det bare ’bad luck’ for den enkelte. Det er som en mur af mørke, der bare rykker tættere og tættere på.

Og her det så, at jeg personligt vender tilbage til punktopstillingen i starten af denne note. Og jeg minder mig selv om, at selvom der muligvis sidder et samfundsmæssigt lederskab, som primært er fokuseret på at bevare deres egne privilegier, så er der stadig et civilsamfund, alle os andre, og får vi samling på hvad det er vi gerne vil, så vil det samfundsmæssige lederskab ikke have andre valg end at efterkomme vores ønsker. Hvis de prøver at gøre modstand og gennemtvinge deres egne dagsordener, så vil de gå til grunde i forsøget.

Efter min opfattelse er hippiebevægelsens radikale nybrud ikke bare lige så relevant og presserende som det var dengang, det er i sagens natur langt mere relevant og langt mere presserende i dag. Men fuldstændig ligesom hippierne dengang tog den radikale konsekvens at tjekke ud af de herskende systemer, på samme måde bliver vi nødt til at tage en dyb indånding og gøre os selv parate til at sige farvel til mange af de levemåder og forbrugsmuligheder vi har været vant til. Vi er nødt til at tage strabadserne ved lade den finansielle sektor gå bankerot. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at erkende hvor udpint vores egen produktionsbase er blevet, og således begynde at gøre det møjsommelige arbejde med at genopbygge noget produktion af diverse fornødenheder. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at tage det enorme slag som vil ramme realøkonomien, og som vil medføre et kollaps af skatteindtægterne og dermed et kollaps af alle offentlige services, eller rettere, vi skal med samme omlægge vores offentlige services så de overgår til at være rene kooperative tiltag lokalt og kommunalt. Og vi er nødt til at tage den store indledende nedgang i vores fødevareproduktion i omlægningen til økologiske og bæredygtige dyrkningsmetoder, hvilket formentlig vil kræve at private haver og offentlige parker for en periode vil indgå i fødevareproduktionen.

Vores livsformer vil i den forstand blive skaleret voldsomt ned, nærmest fra den ene dag til den anden, men herfra er vi faktisk fri til at realisere et samfund, som er båret af de visioner der blev oplistet i starten. Hvis det altså er det vi vil.

(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin, 2011, Clara Spencer-Phillips)