Jeg ser tilbage på min tid i Præstø med et vist vemod. Jeg savner lidt al naturskønheden som omgav fjorden. Selv i perioder, hvor jeg havde travlt, kunne jeg finde på at udsætte min daglige køretur op til København, for at gå en tur langs fjorden og tage hele den fredfyldte scene ind. Og jeg undrede mig. Hvordan kunne det være, at mit liv som menneske virkede som om det hang i en klokkestreng, og jeg skulle halse afsted for overhovedet at sikre mig et eksistensgrundlag, når fjordens ænder og svaner og alle andre skabninger, selv om vinteren, bare kunne pusle stilfærdigt omkring, snadre lidt her og der, og derved åbenbart få hvad de skulle bruge for at klare sig?

Eller når jeg på andre tidspunkter, også om vinteren, gik længere ture i skov- og markområderne og så råvildt gå omkring og rode lidt i skovbunden, og jeg selv prøvede at undersøge hvad det egentlig er de går og finder og spiser, så måtte jeg undres over, hvor lidt der er at komme efter. Hvordan kan disse kræ være ude døgnet rundet, dag ud og dag ind, og holde sig kørende på en så sparsom diæt?

Og det får mig til at spørge om vi overhovedet forstår, hvad det vil sige at holde sig i live? I første omgang vil jeg gerne spørge alle de materialistiske videnskabsfolk derude om de kan få energiregnskaberne til at balancere? 1. stk råvildt på ca. 50 kg med den kropstemperatur, det fedtlag og den pels har over et døgn et varmetab på ca. X kalorier, og hvad det samme dyr går og kan finde i skoven og på markerne i løbet af en dag indeholder Y kalorier, stemmer X og Y overens? Efter min bedømmelse er energiindholdet i hvad dyrene kan finde så lavt, at det peger i retning af, at dyrene enten har nogle særdeles veludviklede måder at styre deres metabolisme, eller, ovre i den kætterske afdeling, at de lever i harmoni med nogle energistrømme som mennesket ikke er bevidste om, måske lige med undtagelse af enkelte eneboere i Indien og Kina. Eller er det bare os mennesker, som har et så vanvittigt højt stofskifte, at vi er nødt til at drive rovdrift på naturen for at få, hvad vi behøver?

Vi har distanceret os fra naturen og gjort den til vores slave, således at naturen er blevet vores medium for produktion af fødevarer samt reservoir for udvinding af råstoffer. Og for alt hvad vi tager, giver vi næsten intet tilbage. Eller rettere, det giver vi tilbage er husholdnings- og industriaffald, som er så fyldt med syntetiske stoffer, at det belaster naturen fremfor at berige den. Med denne tvivlsomme og risikable strategi er det lykkedes os at udbrede menneskearten over hele kloden, så den samlede population nu udgør over 7 mia. individer, mens stort set alle andre livsformer har været i markant tilbagegang.

Men hvor meget individer er vi hver for sig, når det kommer til stykket? Selvom vi igennem tusinder af år har forstået os selv i modsætning til naturen, er denne modsætning ikke, når det kommer til stykket, en illusion?

Der er over 500 forskellige arter af bakterier, parasitter og svampe i menneskekroppen. 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller men bakterier. Selvom vi bare for argumentationens skyld accepterer den forældede opfattelse af kroppen som et fartøj for vores sjæl og ånd, så er det samme fartøj altså i mindst lige så høj grad et økosystem i sig selv. Og hvor en del af kroppens population af bakterier og svampe kan opfattes som fjendtlige, eller i det mindste ”udfordrende”, så lever langt hovedparten ikke desto mindre i fuldkommen symbiose med kroppen, således at vores trivsel er sammenfaldende med deres trivsel.

Men vores ønske om at distancere os fra naturen har medført en menneskelig adfærd som ikke er i harmoni med naturen. Ikke bare er der et skæbnesvangert give-modtage-misforhold, det samme misforhold er ensbetydende med, at menneskets tilstedeværelse belaster naturen, og det i en sådan grad at 7, 8 eller 9 mia. mennesker muligvis vil være tilstrækkeligt til at få alle kendte økosystemer til at kollapse til nogle meget simplere systemer. Og som vi øver vold mod og forgifter vores omgivende miljø, således øver vi vold mod og forgifter vores indre økosystemer.

Tager man en normal tyndtarm og glatter alle de indvendige folder ud vil den dække et areal på ca. 250 m2, omtrent svarende til en lille kolonihave. På denne lille kolonihave lever altså alskens svampe, parasitter og bakterier i symbiose med vores krops optagelse af næringsstoffer igennem den samme flade.

Forestiller vi os nu et menneske som er omhyggelig med at spise sunde fødevarer i balancerede mængder af de forskellige fødevaregrupper, og som undgår at forgifte sig selv med uvedkommende penicilin og medicin samt kemiske tilsætningsstoffer, så vil det der kommer ud af menneskekroppens forarbejdning af sin føde være lige så værdifuldt, som det der kom ind. For sådan fungerer naturen. Der sker ingen værdiforringelse gennem naturens processer, blot er der en form for skiftehold af forskellige organismer, som afløser hinanden, indtil stoffet er fuldkommen recirkuleret og igen fremstår som fx føde for mennesker.

Formentlig kunne Freud have fået en hel masse ud af vores tabuiserede forhold til vores egen afføring. Og når vi lever så usundt som vi gør, så er menneskelig afføring velsagtens også det klammeste der findes. Men forestiller vi os, at vi begyndte at leve og spise i overensstemmelse med, hvad der er sundt for os, så er der grundlag for en helt ny ressourceøkonomi, hvor vi giver tilbage til naturen, hvad den giver til os, og pludselig vil de 7, 8, 9 mia. mennesker ikke længere udgøre en belastning for naturen, men bare være en integreret del af den.

(Illustration: Le Théâtre de verdure, P. Poschadel)