Jeg sidder ombord på et ældre militærfly sammen med en gruppe unge mennesker. Stemningen er hverken opstemt eller nedtrykt. Snarere på samme tid lettere forvirret og forløst. Der er ikke meget at sige. Hver især sidder i sine egne tanker og overvejer hvad de seneste oplevelser vil betyde for dem selv og deres liv. De unge mennesker er politiske aktivister, og trods aldersforskellen er jeg en del af gruppen, selvom min status er forskellig fra de øvriges. Måske er jeg deres talsmand, deres ideolog, deres diplomat, måske er jeg deres observatør/registrant.

Vi, dvs. gruppen og jeg, var stævnet ud med en storstilet plan for en politisk aktion, men hændelsesforløbet skulle overraske os i et sådant omfang, at vores aktion ikke blev gennemført, men også at vores aktion ikke længere behøvede at blive gennemført. Og således var vores tilstedeværelse ombord på dette gamle militærfly ikke udtryk for at vi var blevet pågrebet af myndighederne, men måtte snarere opfattes som en slags æresbevisning, en officiel anerkendelse af den indsats vores gruppe har udført gennem årene, en anerkendelse af nødvendigheden af den aktion vi stod foran at udføre, en anerkendelse af de budskaber vi hele tiden havde forsøgt at komme igennem med, men som nu pludseligt blev overflødiggjort af en endnu mere radikal politisk aktion, som den øverste EU-myndighed selv tegnede sig for.

I et af de storpolitiske brændpunkter, et af de steder hvor en stor del af alle konflikterne i verden synes at udspringe fra, havde EU-kommissionen netop gennemført den mest overrumplende politiske aktion, og aktionen havde faktisk nået sit mål at få de stridende parter til at stoppe op og spørger sig selv, hvad det egentlig var de havde gang i og hvorfor. Stedet var en bestemt by, en bestemt plads i denne by, på et bestemt tidspunkt, og en berømt stuntman var frivilligt gået ind på at ofre sit eget liv ved denne aktion. Stuntman’en var en af dem der springer ud fra fly eller helikoptere iført en dragt med en slags vinger udspændt mellem arme og ben, og således med denne dragt kan svæve kontrolleret og i høj hastighed mod jorden. Normalt afbøjer stuntmen’ene så deres svæv, når de nærmer sig jorden, og udløser en faldskærm, men under EU-kommissionens spektakulære stunt, blev den vingede stuntman ydermere udrustet med en dramatisk ildsprudlende raketmotor, og som en kamikazepilot styrede han sit voldsomme svæv direkte ned i en lille sø eller et bassin på den bestemte plads i den bestemte by på det bestemte tidspunkt.

Min gruppe havde planlagt en aktion til den samme plads i den samme by på omtrent det samme tidspunkt og blev derfor vidner til EU-kommissionens stunt, og udover at komme os i forkøbet, så var dette stunt trods alt også så dramatisk og spektakulært at også vi stoppede op, og således afbrød vores egen aktion. Foruden de storpolitiske efterdønninger af aktionen var EU-kommissionens radikalt nye og markante politiske holdningstilkendegivelse og handlekraft overrumplende på den måde den demonstrerede et fuldkommen sammenfald mellem deres måde at forholde sig menneskehedens problemer og vores, dvs. alle græsrodsorganisationerne, der i årevis havde kæmpet for at henlede opmærksomheden på menneskehedens helt reelle og meget store udfordringer. Kommissionens nye linje betød pludselig, at vi her fra gjorde fælles sag, og planlæggerne af kommissionens aktion var pludselig meget glade for vores tilstedeværelse netop dér og netop da, så meget at det nærmest kom ud på ét om det var deres eller vores aktion, der blev udført. Vi var sammen om det her.

Vores gruppe blev i så høj grad identificeret med intentionerne bag EU-kommissionens aktion, at vi blev eksponenter for, hvad det var kommissionen ville opnå med sin aktion. Og vi blev således indlemmet som en del af den delegation der fra kommissionens side skulle stille op for EU-parlamentet og redegøre for aktionen. Vores gruppe blev ledsaget ef en dansk embedsmand, som havde været tæt på planlægningen af den officielle aktion. Forud for mødet med parlamentet diskuterede vi en lang række ting om aktionen med denne embedsmand. Bl.a. havde vi svært ved at acceptere en aktion, som medførte at et menneske med overlæg blev slået ihjel. Samtidig diskuterede vi også en række tekniske detaljer, bl.a. hvorfor en Junckers JU52 var det helt rette fly for stuntman’en at springe ud fra, og da det danske luftvåben som det eneste stadig havde et af disse fly i operationel stand, var det danske luftvåben således blevet involveret.

Parlamentet reagerede overraskende lidt kritisk overfor kommissionens uventede træk. Der var selvfølgelig også her kritik af, at et menneske måtte lade livet for en politisk aktion. Og en del andre diskussioner tog deres begyndelse, og den fuldt forståelige forundring og inspiration blev hurtigt fortrængt af parlamentets almindelige trættekære modus. Men her indløb en uventet pressemeddelelse fra en stor fælleseuropæisk, tværpolitisk ungdomsorganisation, som kommissionens delegation læste op for parlamentet.

Pressemeddelelsen indledte med: ”Vi ved at USA løj for os i går, vi ved at USA vil lyve for os igen i morgen, det er på tide at vi tager vores skæbne i vores egne hænder..” Pressemeddelelsen satte tyk streg under den nye politiske enhed mellem magthaverne og græsrødderne, som vores deltagelse i kommissionens delegation også var udtryk for, og pressemeddelelsen såvel som manifestationen af dette politiske nybrud udløste et voldsomt bifald fra alle parlamentsmedlemmerne, og oplevelse af at stå der i en vis forstand som genstand for dette bifald var overvældende. Parlamentet var jo, som jeg så mig omkring, i sig selv fuldkommen overvældende. En mægtig hvælvet konstruktion à la parlamentet i Starwars filmene med hundredevis af celler hver med adskillige parlamentsmedlemmer i.

Og nu sidder vi altså her i Junckers-flyet på vej hjem til Danmark, og hver især sunder os ovenpå disse skelsættende begivenheder. Alt er forandret. Så meget, at vi ikke rigtig er i stand til at begribe det. Vi kan knap nok sætte nogen ord på vores oplevelser. Og her vågnede jeg.

.