Eftermæle

Måske er det bare mig, men er der overhovedet ingen åbenhed for ideer i vores samfund? Ingen nysgerrighed, ingen fantasi, ingen anerkendelse af livets fundamentale lov om at uden fornyelse kommer der stagnation og forfald? Som en person, der har dedikeret sit liv til nye ideer, har jeg igennem hele mit liv følt, at jeg levede i eksil. Ingen af de ideer jeg har fået og givet form, har mødt nogen resonans i det samfund, jeg var en del af. Og bevares, det har jeg heller ikke krav på. Vi lever i en fri verden, hvor enhver er fri til at leve i henhold til sine egne præferencer. Det kan jo også bare være, at de var dårlige, mine ideer. Eller rettere, hvis ideerne kommer til én, så er de nok ok, men jeg var bare ikke god nok til at give dem form. Omvendt er jeg trods alt lykkedes med at give form på en række nye originale ideer, så den konsekvente mangel respons har været svær at bære.

Således er mit liv over årene blevet præget af en vis nederlagsfølelse, og samfundets stagnation og forfald er blevet til en form for stagnation og forfald for mit eget liv. Men det er vel stadig ikke ”samfundets skyld”? Måske havde jeg bare ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få ”mine” ideer igennem? Ville større mod og større stamina og disciplin have gjort forskellen? Måske. Men så igen, måske ikke. Som jeg har oplevet mine omstændigheder, har det hele vejen igennem handlet om en nysgerrighed, en modtagelighed, en følsomhed for nye ideer, der bare ikke har været der.

Følsomhed for ideer vil jeg så holde på, er snævert forbundet med de personlige karaktertræk af ærlighed og integritet. Eller med andre ord, en form for ydmyghed, en fornemmelse for at der er noget der er større end én selv, noget som ind imellem virker igennem én og man er i virkeligheden bare en tjener for dette højere kald. Det kan være en sans for retfærdighed, det kan være en sans for solidaritet og medmenneskelighed, det kan være en sans for pædagogiske eller lægelige indsigter. Vi taler om evnerne for en intuitiv tilgang til virkeligheden og fornemmelse af at været integreret del af livet og samfundslivet. Indenfor alle professioner er der eksempler på mennesker, som har dedikeret deres liv til det kald deres profession rummer, og har derved ladet dette større kald virke igennem sig. Store personligheder, netop i kraft af denne ydmyghed, som har udrettet bemærkelsesværdige ting og bragt civilisationen videre.

Måske er mine nederlagsfølelser hen ad vejen blevet den optik, jeg ser verden igennem, hvilket måske også er baggrunden for at spørger mig selv, om mennesker af ovennævnte støbning overhovedet findes længere. Som jeg ser det, opnår folk høje positioner i samfundet og nyder stor bevågenhed fra mediernes side uden på noget tidspunkt at have udvist personligt format, uden på noget tidspunkt at have haft en original idé, uden på noget tidspunkt at have stillet sig selv til rådighed for noget, der er større end dem selv. Og det er ikke helt utænkeligt, at det faktisk forholder sig sådan. De psykologiske mekanismer der er på spil her er nøjere beskrevet nedenfor (ved begreberne om den skarpttegnede identitet og den kollektive identitetskrise), men grundlæggende handler det om den modsatrettede metode af den ovennævnte. Altså at man vælger at sælge ud af sin ærlighed og integritet for netop at sætte gang i sin karriere.

Der ville i givet fald være nogle selvforstærkende mekanismer indeholdt i disse adfærdsmønstre. Folk pejler sig ind på hvad der giver succes (altid noget der er til at pege på), folk begynder mere og mere at rette ind (undertrykker deres egne indskydelser) for at gøre fremskridt indenfor hvad der forventes, de herskende samfundsformer bliver mere og mere konsoliderede, samfundet som helhed begynder at optræde mere og mere nedsættende overfor nye ideer, folk pejler sig ind på.. osv.. Så de der gør det godt, har muligvis hen ad vejen kvalt deres nysgerrighed og ydmyghed, følsomheden overfor ideer og reel nytænkning er blevet fordrevet, og henad vejen bliver samfundsudviklingen fanget i en degenereret tendens, som er dømt til at vokse helt ud af proportioner for derpå at kollapse. Og efter min opfattelse er det det punkt vi står på nu. Boligbobler, obligationsbobler, pensionsbobler, subprime bilfinansiering, eksponentielle udvidelser af pengemængden, akademiske og kunstneriske bobler, drakonisk overvågning og kontrol af borgernes adfærd, plyndring af naturgrundlaget, udtømning af ressourcer, økologiske sammenbrud.

Åbenbart havde jeg ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få mine ideer igennem, men jeg havde trods alt tilstrækkelig stamina til at fortsætte igennem mit eksil over tre årtier. Der hvor nederlagsfølelserne for alvor slog igennem var i 2016-2017, hvor vores samfundsmæssige lederskab lancerede deres fake news-kampagne, som i realiteten var værktøjer for censur og ensretning af befolkningens forestillinger. Selvom jeg ikke har oplevet nogen resonans på mine arkitekturideer og kun en meget begrænset læserkreds for mine filosofiske/ folkepsykologiske ideer, så var der altid en mulighed for, at en af disse ideer ville slå an og opnå en eller anden grad af udbredelse, og jeg ville i en eller anden forstand kunne træde ud af mit eksil. Men med fake news-kampagnen skiftede det samfundsmæssige lederskab til nu åbenlyst at undertrykke nye ideer og alternative forestillinger. Og det var selvfølgelig fordi de herskende samfundsforestillinger viste tydeligere og tydeligere tegn på at være udhulede, og risikoen for deres kollaps blev mere og mere overhængende, og således blev der sat ind med statens stærkeste redskaber for kontrol.

Og så kunne jeg sige nok så meget til mig selv, at dette var et forventeligt moment i den ultimative sejr, men i virkeligheden var jeg rystet over, at lederskabet var parat til i den grad at forråde de principper vores samfund hviler på. Og jeg mærkede dette overgreb simpelthen som en tyngde, der satte sig i min krop. Det var givetvis allerede gået ned ad bakke for mig i nogle år, men lige dér var det, at den samfundsmæssige stagnation satte sig som min personlige stagnation, og mit eksil føltes endegyldigt stadfæstet. Jeg holder af at gå i naturen, og tidligere gik jeg flere gange om ugen med lethed ture på 10 km. Med min dybe skuffelse over det nye kontrolregime kom der en tyngde over mig, så det nu jævnligt var sådan, at bare en tur på 5 km var forbundet med en eller anden grad af anstrengelse. Min krop føltes bare så meget tungere og mit liv var blevet markant mere udsigtsløst.

Med coronavirussen er det samfundsmæssige kontrolregime så taget til nogle fascistoide niveauer, og som i fascistiske stater er det samfundsmæssige lederskab ved gud også her lykkedes med at have fået gejlet store befolkningsgrupper op til at rette deres egen usikkerhed og deres egne frustrationer mod en bestemt minoritet i samfundet. Så hvis jeg syntes følsomheden for ideer svigtede tidligere, og det samfundsmæssige lederskab var begyndt at kvæle samfundsudviklingen ved kanoniseringen af nogle bestemte stivnede forestillinger, så er coronaregimet og befolkningens samling omkring den officielle propaganda nu etableret som en massiv overmagt. Det er voldsomt nedslående. Det er ikke fordi jeg går med tanker om at tage mit eget liv, men der er en enorm dødvægt ved overhovedet at eksistere i denne tid, og personligt føler jeg mig alvorligt svækket.

Selvom jeg mener jeg har nogle rimeligt kvalificerede forestillinger om, hvor hårdt udfordret menneskeheden bliver, når de herskende samfundsillusioner braser sammen, så har det på den ene eller den anden måde været en slags trøst, at denne genforening med realiteterne var uundgåelig. Og det er uundgåeligt, men jeg havde ikke indkalkuleret, at det skulle lykkedes at hvirvle modne demokratiske befolkninger ind i fascistoide former for selvretfærdighed og hævngerrighed. Eller rettere, jeg havde set det komme, men oplevelsen af stemningerne var sværere at håndtere end jeg var forberedt på. Der er noget ved absurditeten af selvretfærdigheden og hævngerrigheden, der gør den virkelig svær at bære. Når en kultur begynder at forfølge tvivlerne, så ved vi det komme til overgreb og forbrydelser mod menneskeheden. Og disse psykologiske mekanismer er under udfoldelse, i dag, i Danmark, såvel som praktisk talt ud over hele kloden.

Igennem hele mit voksne liv har der været denne underliggende viden om, at vores levemåder ikke var bæredygtige, og at vi som samfund levede på lånt tid. Samtidig har jeg/vi levet igennem en finansialiseringens epoke, hvor bankerne gik amok i at skabe penge ud af ingenting, og der skete en enorm koncentration af den finansielle og økonomiske magt, og denne enorme finansielle og økonomiske magt hos storbankerne og storkoncernerne blev omsat til meget vidtgående politisk indflydelse. Blandt definitionerne af en fascistisk stat er en sammensmelten af staten og storkoncernerne, og de omstændigheder passer efterhånden uhyggeligt godt på vores nuværende samfund. Formelt er der en adskillelse mellem den danske stat og Danske Bank og Maersk og Novo og Landbrug & Fødevarer, men de er samtidig integrerede ind i nogle globaliserede netværk af økonomisk og politisk indflydelse, så i praksis får de formentlig tingene nøjagtig som de vil have dem hos den danske regering.

Påfaldende nok blev Danske Bank ikke trukket igennem en tilbundsgående revisionsproces, da den danske befolkning via den danske stat pludselig var nødt til at stille nogle helt uforholdsmæssige garantier for at redde banken. Det fascistiske mindset har i den forstand været under udbredelse over årtier, også fordi det spiller så fint sammen med et materialistisk mindset. Så når jeg spørger til vores samfunds åbenhed for nye ideer, og mener at kunne konstatere at det står virkelig sløjt til, så kan denne lukkethed og blindhed ses som udslag af, at det er erhvervslivets overdefinerede skarpe identitetsopfattelser, der slår igennem på mangfoldige sider af vores samfundsforståelse.

Således har de forløbne 40-50 års samfundsudvikling været præget af dominansen af nogle mægtige illusioner. At finanssektoren genererer rigdom, at de markant voksende uligheder bare er en bivirkning af at vi alle bliver rigere, at problemerne med udtømning af ressourcer bliver der taget politisk hånd om, at problemerne med klimaforandringer og udpining af naturgrundlaget bliver der såvel taget hånd om, men intet af dette er sandt. Finanssektoren genererer ikke rigdom men dræner den ud af andre afsnit af økonomien, de markant voksende klasseskel har været nedbrydende for samfundets sammenhængskraft og der findes ingen reelle planer for håndteringen af vores ressourceproblemer og økologiske krise. Helt i erhvervslivets ånd bliver der holdt en ulastelig facade, men vores samfunds fundament er i fremskredent forfald.

Samtidig var det ikke mindst via Vestens finansielle overmagt at den kommunistiske Østblok blev overvundet, og måden denne ”sejr” blev fejret i Vesten, var også så ureflekteret og overfladisk, at det i sig selv havde iboende fascistiske tendenser. Man kan ikke dyrke så massive grader af selvretfærdighed uden allerede at være et pænt stykke ude på det fascistiske spektrum. Og samtidig missede vi her i Vesten en enestående lejlighed til at reflektere over, hvad krig og fred egentlig er for nogle fænomener, og om vi eventuelt skulle gennemføre en dybtgående selvransagelse og kursændring selv. Men det gjorde vi ikke. Vi tog endeløse sejrsrunder. Med hovedet under armen.

Jeg har ikke læst Marx (hvilket er en stor svaghed), men et af de mange virkningsfulde begreber fra marxismen er begrebet om falsk bevidsthed. Eller i hvert fald anerkender jeg behovet for et begreb til at beskrive, hvordan store befolkningsgrupper eller muligvis praktisk talt hele befolkninger kan leve indenfor nogle forestillinger, som ikke er funderede i realiteterne. Og det er også karakteristisk for erhvervsvirksomheder og fascistiske stater. Hvis ikke det glorværdige billede kan opretholdes ved ærlighed, så lyv for fanden, lyv! Og der bliver løjet hele tiden, på så mange planer. Enten fordi forvalterne selv er i illusionernes vold, eller fordi de kender til realiteterne, men fuldstændig mangler både visionerne og handlekraften til at vedgå og imødekomme disse realiteter.

Så det er hvad min blogaktivitet på Facebook har handlet om over de seneste 10 år. Mentalt og psykologisk at klæde os lidt på til at møde situationen, hvor de mægtige herskende samfundsillusioner krakelerer. Det er et sindssygt kritisk punkt i vores kulturelle udvikling, og der er en overhængende risiko for, at vi slår over i et regulært fascistisk mindset og et regulært fascistisk styre. Simpelthen fordi vi ikke kan rumme tabet af så store illusioner, og i stedet projicerer vores angst og frustrationer over på nogle andre, som de fascistoide ledere serverer for os, de uvaccinerede, indvandrere og andre minoriteter, nabolande, andre kulturer.

Fordi misforholdene mellem de herskende illusioner og realiteterne har været voldsomme, og endda er vokset dramatisk siden finanskrisen i 2008, så har risikoen for en mægtig samfundsmæssig nedsmeltning i alle årene været overhængende. Og de fascistiske skygger har hængt tungt over scenen som den mest sandsynlige udviklingslinje, hvis ikke vi kollektivt gør en kæmpe anstrengelse for at holde hovedet koldt og samtidig fastholde en inklusiv og solidarisk forestilling om samfundet. Det har jeg brugt 10 år af mit liv på at forberede mig selv og mine medmennesker på, men igen er det her, at nederlagsfølelserne kommer over mig. Når jeg så hvordan Mette Frederiksen slog ind på linjen af diskrimination baseret på vaccinestatus og en ikke-videnskabelig udhængning af de uvaccinerede som skyldige i den fejlslagne vaccinestrategi, da indså jeg, hvor langt vi allerede er ude på fascismespektret, og hvor kort et stykke der er til, at den totalitaristiske stat er en realitet. I Danmark, for pokker, af alle steder. Således har statsministeren allerede nu åbnet ballet for løbske former for selvretfærdighed og hævngerrighed, og hun kan have sluppet kræfter løs, som hun hurtigt vil erfare har deres eget liv hinsides hendes kontrol. Måske vil hun snart finde sig selv som marionet for disse følelser.

Og således er der blevet læsset voldsomt op på dødvægten, som vi alle bærer på. Det er virkelig meget tungt bare at eksistere i denne tid. Og fordi jeg i forvejen var rimelig udkørt, så må jeg erkende, at jeg er meget svækket. Og det handler ikke bare om min blogaktivitet over de seneste 10 år, vi taler om den endelige undertrykkelse af de værdier jeg har kæmpet for igennem hele mit liv. Og jeg er usikker på, hvor meget jeg overhovedet har tilbage at stå imod med eller bidrage med. Måske ligger mit væsentligste bidrag i alt det forudgående. Jeg altid set mig selv som arbejdende i forlængelse af den store humanistiske stræben, som karakteriserede det 20. århundrede, og mine arbejder har således hele vejen igennem stået i kontrast til stivnede samfundsforestillinger og mere eller mindre fascistoide magtbegær. Skulle det vise sig, at jeg vitterlig er ved at være udbrændt og jeg ikke har så meget mere at bidrage med, har jeg lavet en (nogenlunde) kortfattet oplistning af de originale ideer jeg har fået og forsøgsvist har givet form på over de seneste 35 år.

*

Arkitektoniske ideer/ grundelementer

1. Paraspektivet. En eksperimentel metode til at gengive en visuel scene, som igennem en integreret sammenstykning af elementer i scenen forsøger at gengive både helhedsindtrykket og varierede detaljer. Et forsøg på at anerkende synsoplevelsens enorme spændvidde. (Introduceret med studieprojekt Udvidelse af Statens Museum for Kunst, AP 21, 1987).

2. Modulsystemer i en human skala. At et kvart cirkelslag med en radius på 5 (i praksis) skærer x,y-koordinaterne 0,5/ 3,4/ 4,3/ 5,0, og denne ”lovmæssighed” kan bruges til at introducere bueformede elementer i et ellers strengt retvinklet modul- og byggesystem og skabe et meget varieret og virkningsfuldt facadeudtryk. (Introduceret med studieprojekt Boligbebyggelse i Skt. Pauls Gade, AP 24b, 1988).

3. Diagonalernes musik. At der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, hvorved f.eks. et 1:2 gridsystem forholder sig ens til både et 3:4- og et 1:1 gridsystem, hvilket kan bruges til at udarbejde meget varierede planløsninger indenfor nogle stadig rationelle og konsistente byggesystemer. (Introduceret med mit afgangsprojekt Et Kommunalt Kommunikationscenter, AP 29, 1989 – I forbindelse med et skitseforslag til udvidelsen af Nationalgalerie i Berlin, AP133, 2020, opstillede jeg en serie på 33 diagonaler, dvs. 1:2, 1:3, 1:4, 2:3, 3:4 osv., og ud af de 1089 kombinationer af en diagonal plus en anden var der 274 forekomster, hvor summen af de to diagonaler gav en af de øvrige blandt de 33 – Lidt af en opdagelse, som formentlig er en slags geometrisk pendant til musikkens harmonibegreber).

4. Facaden som en grænseflade. Den dynamiske facadeudformning med visuelle vekselvirkninger mellem åbent og lukket spredt ud over hele fladen. Identiteten (dvs. bygningens udtryk) som en sitrende dynamisk grænseflade eller en semipermeabel hinde, der både virker åbnende og afskærmende. (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

5. Boligen som en grænsezone mellem to verdener. Den arkitektoniske pendant til sociologernes skelnen mellem frontstage og backstage behavior. Altså et mere formelt og formgivet udtryk mod det offentlige rum (”kulturen”), og et mere uformelt og selvgroet og funktionsbestemt udtryk mod den private side (”naturen”). (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

6. Sammenskæringen af nyt og gammelt, om den potenserede åbenhed der opstår ved sammenstødet mellem et gammeldags vindue og et moderne glasparti. En måde at revitalisere den radikale åbenhed, som modernismen bragte, men som over årene er blevet trivialiseret i en grad, at den er blevet virkningsløs. (Introduceret med konkurrenceprojekt for udvidelse af Stockholm Stadsbibliotek, AP 121, 2006).

7. Vagus-rækkehuset, hvor de enkelte beboere til hver en tid har valget mellem at lade deres bolig være en del af en social kommunikationslinje, dvs. at tillade en del af ens bolig at være et semioffentligt areal og dermed danne en form for kollektivbebyggelse, eller bare at lade ens bolig være ens private rum. (Udviklet sammen med Morten Ørsager for Erik Møller Arkitekter som besvarelse på passivhuskonkurrencen Sunshine House, 2008).

8. Det kalejdoskopiske stedbundne bygningsudtryk, hvor facadeudformningen spejler og inkorporerer mangfoldige elementer fra omgivelserne og finder sin egen karakter i rytmen og kompositionen af de mangfoldige elementer. Igen en meget løselig og dynamisk identitet men ikke desto mindre meget virkningsfuld. (Introduceret med konkurrenceprojekterne for to erhvervsbygninger for Benetton i Teheran, AP 127, 2009).

*

Filosofiske/ psykologiske/ folkepsykologiske ideer

9. Nedbrydelse af illusionen om individets suveræne enhed
På arkitektskolen i 1986-87 lavede vi på professor Jørgen Bo’s afdeling forslag til en opgave om udvidelse Statens Museum for Kunst. Ligesom arkitektfaget både rummer praktiske og kunstneriske sider, så var jeg dengang (og siden) meget interesseret i, hvordan vores to hjernehalvdele leder os til forskellige måder at opfatte virkeligheden. Jeg brugte denne studieopgave til at undersøge disse to forskellige indgangsvinkler til virkeligheden, og min besvarelse havde således en udpræget symbolistisk karakter. Jeg var også meget påvirket af Tor Nørretranders’ bog Det Udelelige om Niels Bohr, og kvantemekanikkens komplementaritetsprincip og ubestemthedsrelation. Hvis vores virkelighedsopfattelse er udspændt mellem forskellige fremstillinger fra hver sin hjernehalvdel, hvordan kan vi så være stejle på vores synspunkter og måderne vi i øvrigt projicerer vores identitet ud i verden? Og jeg opfattede denne påtagede skråsikkerhed som tendentielt afstumpet og uheldssvanger, hvorfor jeg syntes det var en værdig stræben at påvise, at selv vores identitet og dermed vores bygningers identitet var underkastet former for komplementaritet og ubestemthed.

Næstfølgende 5 ideer er en fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Take care’ fra 23-11-2016 med tilføjet nummerering, hvor idé nr. 10 ligger helt i forlængelse af ovenstående:

10. Ideen om den løseligt tegnede identitet
I mine øjne er det en kendsgerning, at vores frygt og svagheder ofte får os til at overkompensere på vores identitetsskabelse. Det er det reklame- og underholdningsindustrien lever af. Og den overdefinerede skarpe identitet er redskabet ved hvilket man opnår succes i det nuværende samfund. Men uanset hvor meget succes den skarptdefinerede identitet måtte kaste af sig, så fører den samme skarptdefinerede identitet til ulykke i vores liv. For at de organiske elementer af os selv skal kunne komme til udfoldelse, så er vi nødt til at fire på identiteten og lade den stå i nogle temmelig løselige konturer, hvilket samtidig dramatisk åbner for vores evner for at arbejde sammen med hinanden, eller dybere endnu, dramatisk åbner for vores muligheder for at pulje vores evner indbyrdes og skabe resultater, der overskrider hver enkelts formåen.

Ligesom vores stræben efter den skarpt tegnede identitet ofte opstår ud af et underskud af kærlighed eller et underskud af selvværd, så forudsætter den løseligt tegnede identitet en tilstedeværelse af kærlighed og selvværd. Det er her vores respekt for os selv, vores ærlighed overfor os selv, vores værdsættelse af os selv kommer ind. Og denne bevægelse er ofte forbundet med en søgen indad, en søgen efter ens væsenskerne, sjælen, som netop er uafhængig af identiteten. Identiteten er blot en slags påklædning sjælen påtager sig, når den vælger at inkarnere i en fysisk krop. Kontakt med ens væsenskerne er ensbetydende med kærlighed og selvværd, og fra dette standpunkt er identiteten bare noget vi leger, og den kan være flydende og tage nye former og udkrystallisere sig på utallige måder. Så hvorfor hænge så meget ved en enkelt af disse former?

11. Ideen om samvittigheden som sans
Moral er i min opfattelse et rent indre anliggende og har ikke noget at gøre med samfundets regler og religiøse forestillinger. For mig er moral forbundet med evnen til at lytte til sin indre stemme. For vi ved alle udmærket godt, når vi forulemper andre ved vores ord og handlinger. Problemet er ikke, at vi mangler et kompas til at fortælle os hvornår vores ord og handlinger er i overensstemmelse med andre, problemet er snarere, at vi har udviklet nogle adfærdsformer hvor vores vilje til at tage bestik af dette kompas er undertrykt eller negligeret. Og således har vi hver især givet os selv fripas at forårsage mangfoldige forulempelser af andre mennesker, på tværs af tid og sted.

Ser vi bort fra mennesker med forskellige sindslidelser så er hver vores moralske kompas formentlig fuldkommen intakt og velfungerende, men vi nægter bare at tage bestik af det. Faktisk virker det som om mange menneskers adfærd er bestemt af et (stærkt) ønske om at kvæle ens indre stemme, så man for fanden da kan få fred til at gøre hvad man har lyst til. Kigger vi så nærmere på denne lyst til at kvæle ens indre stemme, så hænger den ofte sammen med ens erfaringer af både lykkefølelser og sorg og sår på sjælen. Eller med andre ord, det er ofte fordi der er nogle erfaringer og nogle følelser man ikke kan holde ud at rette sin opmærksomhed imod, at trangen til at kvæle sin indre stemme opstår, og den umoralske adfærd er bare en bivirkning af denne dybere blokeringsmekanisme.

Hvis man omvendt samler sig sammen, og går linen ud og retter sin opmærksomhed mod enten denne sorg eller disse sår på sjælen eller disse eksalterede lykkefølelser, ja så ophæves behovet for at undertrykke ens indre stemme, og man kan gå ud i verden som et frit menneske. Som et menneske med integritet.

12. Ideen om tillid som samfundets sande valuta
Jeg nåede at studere økonomi på universitetet i halvandet år inden jeg skiftede til arkitektfaget, men det betød jo ikke at økonomi ikke længere interesserede mig. Jeg kunne bare ikke se mig selv studere økonomi indenfor de rammer der blev tilbudt der i midten af 80’erne. Og jeg skal da lige love for at mine forbehold dengang er kommet til fuld udfoldelse over de senere år. Vi har over de seneste 40 år gennemlevet en periode med en helt uhørt ideologisk (læs: uvidenskabelig) tilgang til økonomi. Der er mange der har sammenlignet vor tids økonomer med et præsteskab, og den analogi forekommer mig at være meget rammende.

Fordi vores økonomer har levet fuldt og helt indenfor deres ideologiske og teoretiske forestillinger, er den lovgivning der regulerer den økonomiske adfærd i samfundet blevet mere og mere yderliggående og løsrevet fra realiteterne. Og her er der måske dem der vil indvende, at både politikere og økonomer sgu da netop forholder sig til realiteterne i form af fx konkurrenceevne, produktivitet, handelsbalancer osv. Disse forhold har betydning, men hvis alle økonomiske overvejelser og initiativer baserer sig på et pengesystem som er uden hold i realiteterne, så bliver den økonomiske adfærd lige så illusorisk som det pengesystem som adfærden baserer sig på. Og var vores pengesystemer ikke illusoriske, så blev de det da de begyndte at blive misbrugt.

Hvad vi har foran os er derfor et økonomisk krak, som jo ikke er andet end et sammenbrud af alle de illusoriske forestillinger og en tilbagevenden til realiteterne. Men det er jo ikke ”bare”. Fordi illusionerne er blevet udfoldet med så stor konsekvens, og så langt forbi alle advarselstegnene der kom fra realøkonomien i form af knapheden på ressourcer, udpining af naturgrundlaget og udpining af samfundenes sociale sammenhængskraft, så vil det økonomiske tilbageslag formentlig være voldsommere end noget andet tilbageslag menneskeheden før har oplevet.

Mit bidrag til denne diskussion har drejet sig om at forstå både dybden og bredden af det uføre vi har bragt os i. Når man tager et 100 pct. tillidsbaseret pengesystem og misbruger det in absurdum, så vil resultatet være, at den tillid som alle udvekslinger i samfundet baserer sig på vil blive lagt i ruiner. Det er således ikke bare vores pengesystemer der bryder sammen, vi formentlig gennemleve noget der ligner et totalt kollaps af tilliden til vores politiske ledere.

Så uanset hvor relevant det kan være at prøve at udvikle nogle nye sunde pengesystemer, så er den virkelige krise vi skal overkomme den om, hvordan vi hurtigt kan genopbygge noget kapital i samfundet, dvs. en fornyet tillid borgerne imellem, som vil muliggøre en fornyet økonomisk aktivitet.

13. Ideen om den kollektive identitetskrise
Under denne overskrift begynder de ovenstående ideer at løbe sammen til at danne et større billede. Ja vi er gået linen ud på en forbrugsfest der ressourcemæssigt slet ikke var dækning for, og vi har kælet om vores identitetsskabelse med alle tænkelige midler, og vi har gældsat os i et omfang uden historiske fortilfælde og sideløbende hermed har vi fornægtet alle former for økonomisk redelighed og konsekvens. Hvis vi hver især har et indre kompas som fortæller os om vores handlinger er i overensstemmelse med vores indre stemme og i overensstemmelse med andre mennesker, så har vi altså valgt over en meget bred kam at fornægte de vurderinger vi fik fra den indre stemme. Grundene til at vi gør sådan er forsøgsvist beskrevet ovenfor, men kunne det tænkes at vi også gør det i en kollektiv forstand? At vi kollektivt kan opleve traumer og sorg og få sår på en slags kollektiv sjæl og/ eller at vi kollektivt kan opleve en så eksalteret glæde at vi ikke tør håbe på at opleve noget lignende igen?

Eller hvordan er det lige vi kender til livet på et personligt plan? Er det ikke sådan at vi kan leve igennem mange år hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang, men så pludselig sker der nogle skred, enten i bevidstheden eller som følge af ting der sker, som så ryster ens tro på det kendte og samtidig åbner for nogle helt nye muligheder? Og det kritiske spørgsmål for den enkelte er her, tør man tage disse forandringer ind og lade dem transformere ens liv, eller afviser man tvivlen og bruger i stedet sine kræfter på at nedkæmpe de nye impulser?

Min idé om en kollektiv identitetskrise handler om, at vi som kultur, tilbage i midten af 60’erne, gennemlevede et sådant skred i vores bevidsthed, hvor der opstod en grundlæggende tvivl om en meget lang række af de måder vi levede på, både som individer og som samfund. Og sammen med denne tvivl og kritik af det kendte vækkedes nogle forestillinger om nogle helt nye måder vi kunne leve på og nogle nye måder vi kunne få vores samfund til at fungere på, og disse forestillinger var forbundet med nogle eksalterede lykkefølelser, som formentlig var uden historiske fortilfælde.

Frøene blev plantet, de revolutionære ideer fandt deres første spæde udtryksformer, og så opstod spørgsmålene, hvad skal vi som samfund stille op med denne kritik og tvivl og samtidig disse dristige forestillinger om, at vi kunne gøre tingene helt anderledes. Ja, her er det at 70’erne i mine øjne fremstår som en kampzone, en mægtig slagmark der bredte sig ud over alle aspekter af samfundslivet, og befolkningen vaklede og svajede men bestemte sig så hen mod slutningen af 70’erne for at afvise tvivlen og i stedet investere sine kræfter i at få nedkæmpet de nye impulser.

Har jeg ret i at vi som kultur gennemlevede en sådan mægtig udfordring af skæbnen tilbage i 60’erne/70’erne, så bliver spørgsmålet: Hvad er konsekvenserne af at nægte at tage udfordringen af skæbnen op? Hvad er konsekvenserne af at nedkæmpe disse vilde nye ideer for i stedet at hengive sig til det allerede kendte? På et personligt plan ligesom på et kollektivt vil jeg hævde, at netop det valg er det psykologiske traume man så må leve med efterfølgende, og altså det traume som skyder sig ind imellem ens bevidste jeg og ens indre stemme, og det traume der efterfølgende betinger al den umoralske adfærd. Så er man jo netop et menneske, som har solgt ud af sin integritet.

I mine øjne er vores forrykt illusoriske pengesystemer og gældsætningsøkonomier ikke årsagen til vores dybe samfundsmæssige krise. Disse forhold er bare symptomer på vores moralske krise, og vores moralske krise har sin årsag i den fejhed og livsfornægtelse vi kollektivt udfoldede, da vi nægtede at følge de nye impulser der opstod i vores kultur. Fra da af var alt bare kunstigt.

14. Ideen om kvarterenheden
Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi står foran voldsomme forandringer. Som sagt har vi drevet nogle illusoriske tankegange ud i det ekstreme og der kommer et møde med virkeligheden. Og som sagt er det min forventning at vi sideløbende med det økonomiske sammenbrud vil opleve et kollaps af tilliden til vores politiske ledere. Det gode spørgsmål er, vil vi også miste tilliden til vores samfund? Hvis vi mister tilliden til vores samfund, så vil den rene junglelov herske, og så vil værdiskabelsen i samfundet også kollapse, og så vil der ikke være det fornødne livsgrundlag til at understøtte alle de mennesker, der i dag bebor planeten. Hvad vi taler om her er disse fuldkommen dystopiske fremtidsvisioner, som Hollywood har svælget i igennem en menneskealder, blot vil det ikke være en fremtidsvision men den skinbarlige virkelighed. Ud fra en nøgtern økonomisk betragtning er dette scenarium reelt og slet ikke usandsynligt.

Et andet scenarium er, at de herskende systemer på en eller anden måde formår at humpe videre, selv efter et økonomisk krak, men uden nogen store reformationer af vores politiske strukturer og uden nogen reformationer af vores forestillinger og adfærdsformer, vil den større knaphed på ressourcer blot føre til større uretfærdighed, mere korruption og stadig mere hårdhændede måder myndighederne nedkæmper uroen i befolkningerne. Hvad vi taler om her er den dystopiske fremtidsvision strakt ud over et udviklingsforløb på et eller flere årtier, og dette scenarium er også reelt og slet ikke usandsynligt.

Alternativet til disse dystopier omfatter dels en almen opvågnen til bevidstheden om, at livsformen i de foregående årtier på intet tidspunkt var normal eller bæredygtig, og at de nye langt hårdere økonomiske omstændigheder ligger meget tættere på vores reelle omstændigheder og som sådan udgangspunktet for, hvilket samfund og hvilke livsformer vi kan opbygge. Dels er vi nødt til at handle nogenlunde hurtigt og resolut på at reformere vores samfund, så det kan fremme nogle nye former for tillidsopbygning og dermed nogle nye former for værdiskabelse. Og mit bidrag i den henseende består i ideen om kvarterenheden, som i korthed handler om at opdele hver eneste kommune i Danmark i geografiske kvarterer med 150-200 mennesker i hver. Herefter vil hver eneste borger have et tilhørsforhold til en bestemt kvarterenhed og disse kvarterenheder både må og skal påtage sig at løse en meget lang række af opgaver, som vi hidtil har været vant til at den offentlige sektor eller erhvervslivet varetog for os. Det samfund, der skal rejse sig af asken af illusionernes store nedbrænding, kan i mine øjne kun tænkes som en meget lavpraktisk og meget kooperativ samfundsform, som starter med at sikre opfyldelsen af befolkningens basale behov, og der fra må udvikle sig til at kunne imødekomme højere behov eller lyster.

Det helt afgørende greb med kvarterenhederne er, at hvert eneste medlem af samfundet hører til i en bestemt kvarterenhed, eller med andre ord, at der ikke er nogen der bare bliver overladt til at skulle klare sig selv. Kan det lykkes os at tage hinanden i ed på at vi skaber et sådant samfund, hvor ingen bare bliver overladt til sig selv, så har vi med ét skabt et nyt grundlag for opbygningen af tillid i samfundet, og så kan vi måske ride stormen af. Måske kan vi endda redde mange af de ting ved vores nuværende samfund som vi virkelig sætter pris på. Det afgørende er, at vi er villige til at gøre vores egen sag fælles med vores naboers.

Kvarterenheden står selvfølgelig ikke alene, og tænkes understøttet af sin kommune, men også kommunerne vil skulle grundlæggende reformeres og i sig selv også lægge sig meget tættere op ad ideerne om et kooperativ. Og al denne fornyede politiske myndighed der investeres i kvarterenhederne og kommunerne må i sagens natur tages fra henholdsvis staten og eventuelle overstatslige organer. Hvad vi taler om er altså en slags katastrofe-decentralisering af vores samfund. Men er det det vi beslutter os for at gøre, så kan vi godt gennemføre denne transformation på en civiliseret måde. Og selvom det måske er at spænde forestillingerne til bristepunktet, så kan jeg godt se for mig at vi kan finde en plads ikke bare for staten men sågar en plads for EU og selvfølgelig også en plads for FN.

Næstfølgende 5 ideer er fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Om de herskende totalitære tendenser og The Great Reset’ fra 28-03-2021, hvor, som det fremgår, 4 af de 6 ideer blot er vinklinger på tidligere ideer mens to er ikke er beskrevet i det ovenstående:

11b. Samvittigheden som sans/ betydningen af ærlighed
At den store kvalitet ved ærlighed ikke primært består i de konstruktive effekter den har på samfundslivet (som er enorme), den helt store kvalitet består i måden ærlighed understøtter en stadig dialog med ens eget sjæleliv.

15. Hjernen som et energimæssigt sanseorgan
At hjernen er et sanseorgan for bevidsthed, og som sådan både opsamler energiimpulser, dvs. særdeles bredspektrede former for kommunikation fra omgivelserne samt såvel broadcaster energierne fra ens sind og sjæl.

16. Clairvoyance som en ordinær evne
At alle mennesker (som konsekvens af ovenstående) besidder clairvoyante evner. Anerkendelsen af menneskets iboende clairvoyante evner er vores helt store kulturelle frontlinje, som har potentialet til at sætte vores intuition fri som en mægtig kraft for samklang, sammenhæng, integration og innovation.

16b. Erkendelsen af det energimæssige univers som et epokegørende skift
At disse mentale omstillingsprocesser går så dybt, at vores hidtidige forestillinger om samfund og politik, vores hidtidige forestillinger om uddannelse og pædagogik, vores hidtidige forestillinger om økonomi og værdiskabelse, vores hidtidige forestillinger om forbrydelse og straf, står til at gennemleve en total metamorfose.

10b. Den mangefacetterede identitet
At en af de primære kanaler for vores magtbegær er vores identitet og vores identitetsskabelse. Så hvis vi ønsker at forløse vores enorme intuitive potentiale, så skal vi gøre vores relation til vores identitet langt mere flydende og situationsbestemt. Et redskab til bryde disse bindinger op er gennem en forestilling om den mangefacetterede identitet.

10c. Samfundets mistrivsel, når kulturen eller nationaliteten bliver overdefineret
At en anden af de primære kanaler for vores magtbegær er vores hierarkiske samfundsstrukturer, og i takt med vores tiltagende optagethed af magtbegærene og de udvindingsøkonomiske gevinster er vores hierarkiske magtstrukturer bare blevet udbyggede og konsoliderede. Der er efterhånden ikke længere nogen former for brede folkelige forsamlinger. Til gengæld har vi nogle tendenser imod top-down-styring, der nærmest er amok. Med voldsomme konsekvenser for vores produktivitet. Så igen, hvis vi ønsker at forløse vores enorme kollektive intuitive potentiale, så er vi nødt til at bryde de hierarkiske samfundsstrukturer ned, startende med en omfattende strukturreform med udbredt decentralisering. Men det går selvfølgelig videre end det, hvor f.eks. nogle væsentlige grader af uddelegering af ansvar skal genindføres på vores arbejdspladser.










(Illustration: Piazza, Giorgio de Chirico, 1913)