(Kronikforslag til Politiken)

Man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. For eksempel at vores politikere er fuldstændig ude af stand til at reagere på vores reelle udfordringer. Overalt omkring os opstår nye problemer, nye svigt afdækkes, nye historier om fejlslagne initiativer oprulles. Vi står midt i et finansielt sammenbrud, en klimakrise under opsejling samt modsætningen mellem en politisk vækstfilosofi overfor udprægede tegn på knaphed blandt en række afgørende resurser.

Derfor anlægger politikerne også nogle alvorlige miner, og formaner den danske befolkning om nødvendigheden af at vise mådehold. Og samtidig udtænker de forskellige politiske initiativer, som sætter dem i stand til at fortælle den historie til befolkningen, at de skam forholder sig til de store udfordringer, og at de handler fremsynet. Således tegner de et billede af omstændighederne for den danske befolkning, som giver indtryk af at de har styr på det, at der bare skal justeres lidt her og der, men ellers kan vi fortsætte som vi plejer.

Men igen, man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. Og vi ved godt at det billede af vores omstændigheder simpelthen ikke stemmer med virkeligheden. Man skal velsagtens være politiker, ovenikøbet en meget selvtilfreds en af slagsen, for at kunne tro på de skønmalerier. Ikke desto mindre fortsætter vi med at overlade det til politikerne at lede samfundshusholdningen. Og politikerne gør, som en vis en anden branche, det de er bedst til. De skriver love og forordninger. Igennem et enestående parløb med nyhedsmedierne bliver vores ellers noget nær perfekte samfundsmaskine konstant justeret. En uret mod en enkeltperson er blevet begået, der konstateres en fejl, og straks er politikerne på banen med nye love og forordninger. Deres omsorg er ubegrænset. Vi skylder dem absolut et kryds ved næste valg.

I den antikke, græske mytologi fortælles om en kong Midas, som blev tilstået opfyldelsen af et enkelt ønske frit efter hans eget valg. Kong Midas ønskede da, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Og således blev det, men Kong Midas lykke forvandledes hurtigt til en forbandelse, for det gik jo nøjagtig som han havde ønsket, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Men er det ikke sådan vores politiske system fungerer? Er det ikke sådan, at alt hvad politikerne rører ved bliver til love og forordninger, bliver til papir. De ovennævnte forhold om en løbsk finansiel sektor samt en forestående klimakrise og knaphed på resurser har været en del af vores kulturelle bagage gennem mere end 30 år. Vi ved godt, at der politisk sker ingenting. Der kommer bare mere og mere papir. Det behøver man ikke at skrive en kronik om. Det ved alle.

Hvad man måske kan skrive en kronik om, er spørgsmålet om samvittigheden. Kan man med rimelighed kalde politikerne for samvittighedsløse? Kan man kalde finansfolkene for samvittighedsløse? Kan man kalde virksomhedslederne for samvittighedsløse, når de i realiteten likviderer den ene danske virksomhed efter den anden og samtidig forgylder sig selv? Kan man kalde den danske befolkning for samvittighedsløs, når den svælger i samtalekøkkener, designertøj og eksotiske rejser, mens livsgrundlaget for den samlede menneskehed til stadighed udpines? Hvad er samvittighed overhovedet for en størrelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil forfølge med denne kronik, og samtidig pege på, hvordan samvittighed kan være en af nøglerne til at komme ud af vores nuværende morads.

Jeg tror de fleste mennesker forbinder begrebet samvittighed med enten ’dårlig samvittighed’ eller ’god samvittighed’. ’Dårlig samvittighed’ er navnet på den følelse jeg har, når jeg gør nogen uret. Det kan være en bestemt anden person, der uden egen delagtighed kommer til at mærke de negative konsekvenser af mine valg, eller det kan være visheden om, at det øvrige samfund på en ikke nærmere defineret måde kommer til at betale for de fordele jeg selv opnår. Hvad der således er karakteristisk for samvittigheden er, at den baserer sig på visheden om at jeg er forbundet med dette andet menneske, sågar med alle mennesker omkring mig. Og den dårlige samvittighed er således stemmen indeni mig selv der fortælle mig, når jeg forråder min forbundethed med dette andet menneske eller med alle mennesker omkring mig.

Den gode samvittighed er tilsvarende den følelse jeg har, når jeg i mine handlinger respekterer min forbundethed med et bestemt andet menneske eller alle mennesker omkring mig. Følelsen er særligt fremherskende i situationer, hvor jeg bevidst afstår fra en mulig, personlig fordel, og hvor udnyttelsen af muligheden netop ville have medført at andre mennesker ville blive stillet ringere.

Vendingen ’at have god samvittighed’ kunne jeg også vælge at bruge, når jeg har fået nogle bestemte opgaver fra hånden. For at udløse denne følelse af god samvittighed har opgaverne typisk karakter af at være pligtbetonede, og jeg har måske ovenikøbet udskudt at tage fat på dem, og forsømmelsen af mine pligter og udskydelserne har således medført dårlig samvittighed, som så veksles til god samvittighed, når jeg får dem klaret. Disse pligtorienterede punkter kan også relatere sig til små, hverdagsagtige ting, som at holde mit hjem rent og ordentligt, eller lidt større ting som at have styr på min husholdning, min skattebetaling mv.

Disse to former for ’god samvittighed’ kan forekomme meget forskellige, den ene radikal og ekspansiv og den anden konventionel og nøjeregnende, men de forekommer ikke desto mindre at have et fælles udspring. Og som regel lever de to aspekter bare side om side uden nogen indbyrdes konflikter. Omvendt kan der opstå situationer hvor ens ’højere’ samvittighed tilsiger én at gøre ét, mens ens ’lavere’ samvittighed tilsiger én at gøre noget andet. Mange vil forbinde sådanne punkter med en personlig krise og således som noget ubehageligt, der hurtigst muligt skal finde en afslutning. For mig er disse konflikter højst kærkomne lejligheder til at styrke min troskab mod den ’højere’ samvittighed, samt en lejlighed til at holde mig skarp og sikre mig, at samfundets kollektive forestillinger ikke fuldkommen invaderer mit indre liv.

Ligesom kroppen har sin proprioceptive sans, altså sin vedvarende vished om alle kroppens lemmer og organer, deres funktionsmåder, deres timing, deres trivsel, så kan samvittigheden opfattes som vores sans for forbundethed med vores omgivelser. Den ´dårlige’ eller den ’gode’ samvittighed er bare specielle og særligt letfattelige udtryk for denne sans. Den er aktiv i os hele tiden, og den tilbyder os løbende kommentarer til og vejledninger for vores handlinger, vi vælger bare ofte at tilsidesætte disse signaler for at forfølge nogle andre motivationer. Faktisk kan disse indre signaler opleves som irriterende, fordi de vedholdende advarer om og er misfornøjede ved nogle bestemte planer man har i tankerne. Og der vil være mennesker som på et tidspunkt i deres livsbane kommer til en form for opgør med disse indre stemmer, og blandt disse mennesker vil der være nogen som mener, at de ved dette opgør fik kvalt de indre stemmer en gang for alle. Stemmerne blev dog sandsynligvis ikke kvalt, men det lykkedes åbenbart pågældende at bryde kommunikationslinjen, velsagtens lidt ligesom når man sætter sin mobil på lydløs.

Antagelsen om at de indre stemmer i realiteten ikke blev kvalt understøttes af det faktum, at så snart et menneske vælger at vende sin opmærksomhed mod sin samvittighed, så er den straks igen tilstedeværende. Her indtræder så et modsatrettet opgør, hvor man må konfrontere sig selv med al den uret man har begået, men angeren opvejes hurtigt af den bestyrkelse som samvittigheden også yder. Enhvert menneske, der beslutter sig for fra nu af at følge sin samvittighed, vil øjeblikkeligt genvinde sin værdighed og tilliden til sin egen dømmekraft. Og pludselig kan man se sig selv som en tillidsvækkende og pålidelig person, og som man ser sig omkring, bliver man opmærksom på andre mennesker, der også fremstår som tillidsvækkende og pålidelige. I den sidste ende bestemmer vi jo selv, hvem vi er, hvem vi vil omgås og hvem vi vil lave forretninger med.

Men der er et forbehold her: Samvittighed er en dialog man fører med sig selv og altid kun med sig selv. Det bliver ikke mere privat end det. Så snart samvittighed bliver et kollektivt anliggende, er vi på vildspor. Der kan ikke være noget med at pege fingre ad sin nabo, og stille sig til dommer over andres måde at handle på. Vi kender ikke et givet andet menneskes grunde til at gøre som det gør, og vi ved ikke hvordan det, dette individ gør, passer ind i deres unikke livshistorie. Med et større samfundsmæssigt fokus på samvittigheden bliver det ikke forbudt at begå fejl eller forbudt at begå uret. Det kan i sagens natur kun være den enkelte, der véd hvad dennes egen samvittighed fortæller ham eller hende, og hvordan han eller hun hen ad vejen kommer overens med sin samvittighed. Samvittighedens genkomst ville således ikke være ensbetydende med den politiske korrektheds endelige triumf. Tværtimod forekommer det, at den ville iværksætte uventede og grænseoverskridende initiativer og rumme et stort potentiale for civil ulydighed.

Så hvad vi taler om er to forskellige former for frihed. På den ene side en form for frihed, hvor en mængde skrevne love sætter nogle rammer for vores handlemåder, men herudover er der så absolut ingen andre hensyn, der regulerer den enkeltes stræben efter personlige fordele. Den anden form for frihed er den, hvor samfundet anerkender samvittighed, ærlighed og ordholdenhed som nogle af de fineste menneskelige egenskaber, og denne respekt om den enkeltes forbundethed med andre giver den enkelte herredømme over sit eget liv, og gør det muligt for samfundet at fungere med meget få skrevne regler. Den første form for frihed kunne kaldes en barnagtig form for frihed, hvor alle de skrevne regler fungerer som en slags forældremyndighed for den enkelte. Heroverfor kan den anden form for frihed rimeligvis kaldes den modne eller voksne form for frihed.

Samfundsmæssigt er holdning og styreform således forbundne som to sider af samme mønt. Der er ingen af de nuværende, politiske partier, der har haft en målsætning om at indskrænke den enkeltes frihed, men har man først fået skabt et samfund, der er gennemtrukket af love og regler, så kan man være sikker på, at borgernes adfærd med tiden hælder mere og mere mod den umodne form for frihed. Det er, og har været, vores valg. Skulle vi omvendt ønske os at rulle den proces tilbage, befri vores samfund for reglernes formynderi, og give det enkelte menneske sin frihed tilbage, så bliver spørgsmålet, hvordan i alverden skal det lade sig gøre? Den gode nyhed, som desværre også er den dårlige, er, at det formentlig kommer til at ske mere eller mindre af sig selv.

Når nu ingen andre åbenbart føler sig kaldet til at sige det, så lad mig ’breake’ nyheden: Vi lever i en tid med risiko for et omfattende, samfundsmæssigt kollaps. De finansielle markeder har ikke rejst sig, der findes ikke nogen måde hvorpå de kan rejse sig, og risikoen for et økonomisk sammenbrud er åbenbar. Men et økonomisk kollaps vil blot være forvarslet om et større ideologisk kollaps. Vores forretningsmodeller og vores samfundssystemer er skabt for en verden med en tro på ubegrænsede resurser og ubegrænset modstandskraft af naturen. Men denne tro har afsløret sig som falsk, resurser er der ikke længere rigelige forsyninger af og naturen er ved at bukke under ved de belastninger vi påfører den.

Ingen kan i alvor betvivle disse kendsgerninger og deres afledte risici. Hvorvidt omfattende sammenbrud vil indtræffe eller om vi på en eller anden måde formår at ride stormen af, vil betyde meget for graden af smerte vi vil gennemleve. Omvendt forekommer de forholdsregler vi skal tage ikke at være afhængige af, om det ene eller det andet sker. Hvad vi er konfronteret med, er en værdiskabelse indenfor det private erhvervsliv som er baseret på fejlagtige præmisser, og opgøres aktiviteterne efter nogle mere tidssvarende metoder, som indregner de fulde miljømæssige og sociale omkostninger, så vil store dele af produktionen være mere værdiødelæggende end værdiskabende. Således vil store dele af vores samfundsmæssige omsætning falde bort, skattegrundlaget for velfærdsstaten vil forsvinde, staten vil gå bankerot, og vi er på Herrens mark.

Igen, denne proces kan være abrupt (= kollaps) eller gradvis, men uanset hvad vil denne overgangsfase i en globaliseret verden være et meget sårbart punkt. Vi kan enten fortabe os i frygt, og kaste os i armene på folkeforførere og legitimere mord og plyndringer af andre folk, og vores forværrede omstændigheder vil sende os videre ned ad vejen mod vores egen udslettelse. Eller vi kan vedgå vores forbundethed med fællesskabet og med naturen, vise omsorg, medfølelse og sammenhold, og samtidig sætte det enkelte menneske frit til at udvikle nye måder at leve på og nye måder at genopbygge naturen og samfundet. Og det er her samvittigheden kommer ind som en nøgle til hvordan det enkelte menneske kan orientere sig i disse kaotiske tider, en nøgle til at fastholde visheden om at være en del af et samfund og dermed understøtte håbet om at vi i fællesskab kan overkomme disse store udfordringer.

Virkeligheden er, at der ikke siden agerbrugets indførelse for ca. 12.000 år siden har eksisteret større menneskelige samfund, som har været bæredygtige. Alle menneskets hidtidige dyrkningsmetoder og organisationsformer har været forbundet med udpining af Jordens resurser. Det er i det lys vi skal forstå den krise, vi nu er konfronteret med. Og det giver unægteligt noget perspektiv på, hvor dybe forandringer i vores holdninger og handlinger der er nødvendige for at rette op på de alle de åbenlyse, samfundsmæssige misforhold. Personligt er jeg overbevist om, at det er samvittighedsløshed der har bragt os i dette dybe uføre. Men hvad vi har gjort i fortiden er underordnet. Det handler om, hvad hver enkelt gør nu og fremad.

.