En pragmatiker i en revolutionær tid

Min præmiekæphest, som jeg ustandseligt føler mig kaldet til at trække af stalden og give en tur i manegen, må være den om, at vi, altså os alle kollektivt, vågnede op til nogle stærkt foruroligende kendsgerninger, der tilbage sidst i 60’erne/ først i 70’erne. Disse kendsgerninger handlede om, hvor meget menneskeden og ikke mindst menneskehedens enorme driftighed lagde enorme belastninger på naturgrundlaget, de handlede om vores brug-og-smid-væk-kultur og forvaltningen af klodens ikke-fornybar ressourcer, de handlede om hvordan vores tiltagende materialistiske indstillinger førte til arrogance, social distance og dem-og-os-kulturer. Og som det nu er med erkendelser, kan de ikke omgøres. Man kan ikke indse noget og bagefter gøre som man ikke har indset det. Eller rettere, det kan man godt, men så er man stævnet ud på en kurs, som er baseret på fortrængninger. Og som Brené Brown m.fl. har vist, så kan man ikke inddæmme fortrængninger til kun at dække et snævert lokalt område. Er man først stævnet ud på en kurs baseret på fortrængninger, så vil de brede sig og spærre for større og større dele af ens ånds- og sjæleliv.

Ikke desto mindre var det, hvad vi gjorde. Netop fordi erkendelser ikke kan omgøres, kommer de typisk med en fordring, en eksistentiel fordring, om at tage konsekvensen af erkendelsen og begynde at leve i overensstemmelse med, hvad man netop har indset. Men vi kunne ikke rumme det vi så dengang. Hverken selve erkendelsen eller fordringen, der ledsagede den. Og således valgte vi kollektivt henimod slutningen af 70’erne/ starten af 80’erne at stævne ud på den kurs, der var baseret på en fortrængning af vores tids helt store kollektive udfordring. Og fødselshjælperne i denne proces var den nykonservative bølge lanceret med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og herhjemme altså med Poul Schlüter og Firkløverregeringen.

Samtidig havde den store bevidsthedsrevolution i form af Flowerpower-bevægelsen såvel draget stort set alle samfundsmæssige konventioner i tvivl. Sideløbende med kritikken af mange af de afstumpede og udlevede konventionelle levemåder havde bevidsthedsrevolutionen bragt nogle radikalt nye forestillinger og visioner om, hvordan vi ville kunne træde ind i meget mere kreative og frugtbare og mangfoldige relationer til hinanden. Det var selvfølgelig naivt og idealistisk, men forestillingerne og visionerne var ikke forkerte, og folk der forsøgte at udleve dem var ikke forvildede, men der er selvfølgelig en enorm træghed forbundet med ændringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger om verdens sammenhæng. Men kontrasten var brutal mellem blomsterbørnenes idealistiske, naive og håbefulde forestillinger, kombineret med ovennævnte eksistentielle fordring på den ene side, og på den anden den efterfølgende nedkæmpelse gennem fortrængninger og den fornyede hævdelse af gyldigheden af de gamle forestillinger. Og denne brutalitet overfor det spirende mentalitetsmæssige nybrud var så voldsom, at der efter min opfattelse opstod former for kollektive traumer.

Denne historie samt erkendelsen af, at de kollektive traumer fra dengang endnu ikke er helede, er min præmiekæphest. Og jeg har i årenes løb harceleret imod nykonservatismen og særligt imod Thatcher og Reagan, og alligevel, når jeg nu i forbindelse med Poul Schlüters død reflekterer over forløbet, føler jeg mig kaldet til at nuancere historien. I første omgang må jeg simpelthen bare vedgå, at jeg har ikke nogen vrede og frustration rettet imod Poul Schlüter. Jo, han og Firkløverregeringen var eksponenter for den samme nykonservative højredrejning her i landet, og de begik alle de samme fejl som vores angloamerikanske forbilleder, men det forekommer mig, at Schlüter og Firkløverregeringen også et langt stykke af vejen var midtsøgende og ræsonnable, og som sådan udtryk for en af de mere positive sider af dansk sindelag, vores saglighed og pragmatisme. Selvom Schlüters erklæring om at ’ideologi er noget bras’ samtidig i realiteten blev et dække over nogle meget vidtgående ideologiske tiltag, så som deregulering af finanssektoren, privatiseringer, outsourcing af arbejdspladser, så krævede det ikke desto mindre betydelig politisk tæft overhovedet at regere landet igennem den højst kaotiske politiske virkelighed dengang.

På den ene side har vi altså den bevidsthedsmæssige revolution og skællene der falder fra vores øjne med hensyn til den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, og på den anden har vi den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion. Hvis vi antager, at blomsterbørnene havde ret i, at vi lever meget mere i vores energimæssige udvekslinger end i vores formelle og materielle, og at menneskeheden i virkeligheden stod på tærsklen til at anerkende vores uomgængelige energimæssige forbundethed med hinanden og med hele kosmos, ja så var den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion nærmest at sammenligne med Robespierres Terrorregime i kølvandet på Den Franske Revolution. Og så er det relevant at tale om traumatiserende overgreb på store dele af befolkningen. Selvfølgelig vil folk, der fortsat er blinde overfor vores energimæssige forbundethed, slet ikke kunne se disse traumer, og vil slå påstandene om dem hen som former for latterlig ømfindtlighed.

Omvendt bliver vi også nødt til at forholde os til, hvor meget vores formelle samfundsstrukturer trods alt understøtter vores liv og eksistens. I mine øjne er det rimeligt at antage, at kastede vi vores samfund ud i totalt anarki, så ville en stor del af befolkningen omkomme af sult og sygdomme og røveriske overfald. Revolutioner er et led i evolutionære processer netop hvor forandringer af den eller anden grund har været opstemmede, og hvor forandringerne så udløses med et brag. Dette gælder såvel politisk, samfundsmæssigt og bevidsthedsmæssigt, men der er her en kæmpe udfordring i at styre samfundet igennem sådanne opbrud, så den samfundsmæssige drift trods alt fungerer samtidig med at forandringerne ruller. Og var det så, hvad Firkløverregeringen tegnede sig for? Ikke umiddelbart, for hvor var anerkendelsen af behovet for forandringer, endda dybtgående forandringer? Den var der ikke. Alligevel er det vist at gå alt for vidt at sammenligne Firkløverregeringens modreaktion med Terrorregimet. (Det kom først senere med 9/11 og krigene i Mellemøsten). Måske var det dengang nødvendigt med nogen til at holde sammen på samfundet og ikke mindst driften af samfundet på et tidspunkt, hvor opbruddene truede med helt at lamme det. Også selvom disse ledere ikke forstod den revolution, der netop havde udfoldet sig.

Og det er så her at jeg må bekende, at jeg så også har nogle ret stærke personlige motivationer for at anskue Firkløverregeringen på en mere nuanceret facon. Jeg er vokset op i Hørsholm og begge mine forældre var medlemmer af Det Konservative Folkeparti, og ydede begge en stor indsats indenfor partiets vælgerforening, i kredsen såvel som de bidrog til partiets overordnede politikudvikling. Min far var blandt hovedforfatterne på Det Konservative Folkepartis partiprogram forud for valget i 1982. Og min opvækst særligt i teenage-årene var meget præget af, at vores hjem var et knudepunkt i dette politiske arbejde og engagement, hvilket var interessant og udviklende og sjovt på mange måder. Jeg selv var ligesom flere af mine venner dengang stærkt venstreorienteret og troede på nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution. I den store opgave i geografi i gymnasiet skrev jeg sammen med en af mine venner om ”U-landenes afhængighed af I-landene og den nye økonomiske verdensorden” og i den store opgave i biologi lavede jeg sammen med en af mine andre venner et ambitiøst forsøg, hvor vi ville dokumentere, hvordan forstyrrelser i koncentrationen af forskellige stoffer i miljøet ville påvirke udklækningen og væksten af nogle bestemte små krebsdyr. Jeg selv og mine venner var således meget bevidste om ovennævnte kollektive etiske fordring.

Det lykkedes os så ikke at overbevise mine forældre eller alle deres konservative medkumpaner om nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution, men hvad der alligevel var ret skønt var det klima af åben diskussion og dialog der var. Selvom vi her i mange henseender bare var ved at træde vores barnesko, så blev vores standpunkter taget alvorligt og blev respekteret og på det grundlag startede diskussionerne af, hvad der på den ene side var ønskeligt og hvad der på den anden var praktisk muligt. Der var flere af mine venner, som elskede at komme på besøg, når der var kom-sammener hjemme hos os, fordi der var dette debatklima og den højst kvalificerede sparring. Det her fordomsfri debatforum var måske nok noget særligt, men det var samtidig også så meget et udtryk for tiden og samfundskulturen da. Der var en almen åbenhed og fordomsfrihed, som yngre generationer må have svært ved at forestille sig. Jeg tror man i dag skal lede længe efter lignende fordomsfri debatfora i de små hjem, simpelthen pga. den efterfølgende almene fortrængning og alle de forhold vi så ikke længere kan eller må tale om. Af hensyn til opretholdelsen af den artige positive stemning.

Tilbage i 2014-2015 var jeg en kort periode involveret i et initiativ i retning af at etablere et dansk søsterparti til det spanske Podemos-parti. Og Podemos er et erklæret venstrefløjsparti, og jeg oplevede også at blive inviteret ind til Radio24/7’s program ”Det Røde Felt”, men som jeg også meldte ud overfor mine medkumpaner i Podemos DK, så var jeg ikke venstreorienteret i en traditionel forstand. Faktisk føler jeg selv, at vi har et stort behov for at tage et opgør med de traditionelle politiske højre/venstre-forestillinger. Svaghederne ved disse traditionelle forestillinger er i mine øjne, at de er baserede på prædefinerede interessemodsætninger såvel som at den førte politik forventes at tilgodese visse samfundsgrupper på bekostning af andre. I mine øjne er det en gakket tilgang at have til politik, for så har man da gravet skyttegravene allerede på forhånd. Og om det så var i Podemos-regi eller i andre sammenhænge, så accepterer jeg ikke at blive tvunget ind i sådanne ensidige standpunkter. I min verden er vores udfordring altid at få alle aspekter med og vise respekt og imødekommenhed overfor alle synspunkter. Jeg kan slet ikke se hvordan man skal bedrive politik, eller i hvert fald en politik som er værdiskabende, hvis ikke man tager det som udgangspunkt.

Personligt hælder jeg mere til at anskue højre- og venstrefløjen i henhold til deres forskellige præferencer for hhv. kritisk sans og fakta på den ene side overfor medfølelse og visioner på den anden. Selvom det i den sidste ende alligevel bliver for firkantet, så ligner modsætningsforholdet mellem højre- og venstreorienterede standpunkter et langt stykke af vejen en forskel imellem hvilken hjernehalvdel, der er dominerende. Og her altså således at de højreorienterede standpunkter ofte er fokuserede på kroner og ører, hvad der er mit og hvad der er dit, den enkeltes eget ansvar for at skabe et liv for sig selv, og såfremt vi skulle bestemme os for at forfølge nogle mere idealistiske mål, hvordan vi så rent praktisk har tænkt os at gøre det. Alt sammen pænt meget venstrehjernehalvdelsstof. Heroverfor forekommer de venstreorienterede standpunkter at tage udgangspunkt i, at vi alle er lige og de samfundsmæssige værdier skabes af os alle sammen og skal således også fordeles nogenlunde ligeligt, at vi alle er på en rejse mod større integration og større retfærdighed og vi har fortsat et kæmpe kulturelt udviklingspotentiale. Her pænt meget højrehjernehalvdelsstof. Desværre forbliver disse helhedsorienterede forestillinger ofte temmelig ukonkrete, og når det så kommer til omsætningen i konkrete politiske tiltag, så ender de konkrete effekter af disse tiltag ofte temmelig langt fra de oprindelige idealistiske intentioner.

Denne baggrund i forskellige præferencer og dispositioner ift. hjernehalvdelenes forskellige opfattelsesmåder tjener til at fremhæve en pointe, men reelt er billedet selvfølgelig en del mere sammensat. Således var mine forældre eller deres medkumpaner helt med på vidtgående grader af omsorg for samfundets svageste og problemerne med forurening og overforbrug blev også anset for reelle og noget der skulle tages hånd om. På samme måde som der i de forskellige venstreorienterede højborge såvel er folk med en veludviklet kritisk sans samt sans for hvordan de politiske visioner kan omsættes i konkrete formålstjenlige tiltag. Det med disponeringen i forhold til dominansen af den ene eller den anden hjernehalvdel handler således ikke om højreorienterede har patent på venstrehjernehalvdel og omvendt. Vi taler bare om en svag overvægt til den ene eller den anden side. Således burde det være muligt at mødes i et politisk rum, hvor der var respekt for modpartens disponeringer og præferencer, herunder en vilje til at søge mod løsninger, hvor begge parter bidrager med det de er bedst til, og begge parters ønsker tilgodeses i et tilfredsstillende omfang. Set herfra får jeg selv nærmest det indtryk, at vi (kollektivt) har haft et spil kørende, at vi på en måde har set en sport i at anse os som politisk diametralt modsatte af hinanden, og al den palaver og dynamik det dermed skabte.

De første henved 10 år af mit liv boede vi i en virkelig skøn kædehusbebyggelse i Usserød, hvor der var mange andre børn på min egen alder og en fantastisk omgivende natur, som selvfølgelig var den bedst tænkelige legeplads. Denne kædehusbebyggelse tiltrak en del folk fra kreative og humanistiske professioner, og i løbet af 60’erne blev bebyggelsen lidt af en højborg for kulturradikale, og mange var (i hvert fald holdningsmæssigt) med på den værste. Det var spændende og anderledes, men for mine forældre blev det hen ad vejen lidt for meget. Hvad jeg fornemmer der gik dem allermest på, var kontrasten mellem de komfortable liv folk levede og så deres rabiate holdninger om totale politiske omvæltninger. Der var en frelsthed over alle disse helt rette rabiate standpunkter, som de ikke rigtig længere kunne se sig selv i, og som muligvis skubbede dem et godt stykke ud på den politiske højrefløj, og vi flyttede til en villa i et traditionelt villakvarter. Selv havde jeg stortrivedes der i kædehusbebyggelsen, og jeg fortsatte nogle år på Usserød Skole, indtil Usserød Skole så frabad sig at have mig gående. Jeg røg så på den stokkonservative Rungsted Private Realskole, hvilket nærmest blev et sindbillede på det store politiske skift, der skete i den store verden i netop de år. At denne omplantning så faldt sammen med min pubertet gjorde bare, at fornemmelsen af at blive fordrevet fra paradis blev desto mere udtalt.

Det var revolutionære tider dengang, og så kom Schlüter og Firkløverregeringen til magten, og påtog sig opgaven med at nedkæmpe opbrudstendenserne og gøre landet regerbart. Så kom der så småt gang i hjulene igen, godt hjulpet af den private pengeskabelse indenfor den nu mindre og mindre regulerede finanssektor, og i det store og hele glemte vi så alt om revolutionen og de foruroligende erkendelser vi netop havde gjort. Gør det Schlüter og Firkløverregeringen til nogle af de største skurke i dansk politisk historie? Muligvis, jeg har bare personligt svært ved at komme til den konklusion. Dels husker jeg noget om mine forældres overvejelser og motivationer for deres politiske standpunkter, dels imødekom Schlüter og Firkløverregeringen et konkret behov for at regere i en periode, hvor det i sig selv var en kæmpe udfordring. Jeg ved ikke om der er et mønster for store samfundsmæssige forandringsprocesser, om der altid vil være denne modreaktionsfase. Hvis det er tilfældet, var Firkløverregeringen muligvis en forholdsvis skånsom og anstændig en af slagsen.

I mine øjne var det først med bedraget af Gorbatjov og ”sejren” i Den Kolde Krig, at det skred fuldstændig for de højreorienterede kræfter. Så kom den totale undertrykkelse af det radikale holistiske andet standpunkt og indførelsen af det angloamerikanske overherredømme. Vores samfund i dag er mere reaktionært og undertrykkende og klassedelt end det har været i de seneste 100 år, herunder er der en udbredt samfundsmæssig afasi overfor det mægtige bevidsthedsmæssige nybrud, der skete for godt 50 år siden. Det lever kun videre i diverse afkroge af samfundet, og er som sådan ikke en trussel mod det reaktionære mønstersamfund. Problemet med den svigtende bæredygtighed af vores levemåder er fortsat på dagsordenen, og herfra kommer det ikke længere. End ikke disse indlysende og fuldkommen rationelle udfordringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger skal have lov at forstyrre vores reaktionære mønstersamfund.








(Foto: Firkløverregeringen, september 1982, Finn Frandsen)