(Giv agt: Min tendens til at fatte mig i langhed er særligt udtalt med denne note. Normalt beder jeg ikke om mere tålmodighed end svarende til længden af en kronik i Politiken. Men med denne note er jeg så lige røget op i henved tredobbelt kronikformat. For de der trods denne langfattethed er villige til at give noten en chance håber jeg selvfølgelig at de vil finde, at investeringen i en eller anden grad bærer frugt.)

Der er efterhånden mange der har hørt om The Law of Attraction, dvs. ideen om at ens indre livstilstand tiltrækker omstændigheder i ens liv som er et perfekt match til denne livstilstand. Denne idé ligger i sig selv meget tæt på den buddhistiske livsfilosofi udtrykt i fx Lotus Sutraen, men måderne Law of Attraction udfoldes på er en hel del simplere end buddhistisk livsfilosofi lægger op til. Eller rettere, princippet er lige så enkelt indenfor buddhismen som i de nutidige The Law of Attraction-fortolkninger, men som buddhaer igennem tiderne har besindet sig på disse mekanismer, er de kommet til den konklusion, at for at få denne mekanisme til at skabe varige resultater, så er man som individ nødt til at udvikle en forståelse for at vi alle rummer en faldgrube i sindet som kaldes ’det fundamentale mørke’ og videre, at for at overkomme den vedholdende attraktion fra det fundamentale mørke, så må det enkelte menneske vedholdende stræbe efter at hæve sin livstilstand.

Metoderne den buddhistiske livsfilsofi så anviser til at understøtte denne vedholdende stræben efter at hæve sin livstilstand er gennem meditation, gennem vedholdende fordybelse i menneskesindets funktionsmåder gennem studiet af buddhistiske skrifter samt gennem opøvelse af en forståelse for hvad der er ens personlige mission i dette liv. Fra vores hverdagslivs standpunkt er det med en personlig mission måske nok lidt vel vidtløftigt, men når vi hver især tænker nærmere over det, så er der jo nogle bestemte forhold i vores liv som vedholdende giver anledning til lidelser, det kan være familie eller parforhold, det kan være forhold til autoriteter og normer, det kan være i mødet mellem at skabe noget nyt overfor det kendtes (enorme) træghed. Netop disse forhold som vedholdende giver anledning til lidelser, de er i sig selv et sikkert fingerpeg om i hvilken retning ens mission ligger.

Heroverfor lægger de gængse udlægninger af The Law of Attraction sig meget tæt op af ideen om positiv tænkning. Altså at det enkelte menneske kan træne sig selv i at tænke positivt, og med denne positive tilgang til livet begynder gode ting bare at ske for én. Og hvor mekanismen sådan set er god nok, så forekommer det at der er to måder denne leveregel alligevel nemt kan føre på vildspor:

1, Både The Law of Attraction og buddhisme er fokuserede på ens livstilstand, altså hvad man kunne kalde ens sjæls vibration på et givet tidspunkt. Er det man tænker og det man gør i overensstemmelse med ens sjæls ønsker for dette liv, ja så er sjælen jublende, og så vil man tiltrække masser af gode omstændigheder og uventede muligheder og kreative indfald. Det afgørende her er inderligheden og graden man hengiver sig til det man gør. The Law of Attraction er jo når det kommer til stykket meget krævende i den forstand, at man bliver bedt om at gå linen ud i skabelsen af sin indre virkelighed i et sådan grad, at man skal leve med visheden om at selv de allermest brændende ønsker man har, allerede er opfyldt, også inden denne opfyldelse overhovedet har manifesteret sig. Og helt ærlig, hvor mange kan opbyde modet til at gøre det? Og hvis vi bare i det små gjorde erfaringen, at det er nøjagtig sådan livet fungerer, ville vi så ikke samtidig blive forskrækkede over hvilken frihed og magt det giver os? Og hvor voldsom vil kontrasten til vores tillærte livsomstændigheder ikke også føles?

Når det kommer til stykket er det nok meget få mennesker, som har vist modet til bare i en eller anden grad at eftervise gyldigheden af The Law of Attraction, hvilket svarer til at det også er meget få mennesker, der har hengivet sig så uforbeholdent til den buddhistiske livsfilosofi, at de har formået at overvinde deres karma og således realiseret buddhaens egenskaber af klarhed, kreativitet og uforbeholden respekt og medfølelse for alle mennesker og alle levende skabninger. Hvad vi mennesker almindeligvis gør i stedet er kun at gøre tingene halvhjertet. Der er altid et eller andet ønske vi så alligevel ikke tror på kan blive opfyldt, en eller anden lidelse vi så alligevel ikke tror på vi kan overkomme, og således bliver både positivtænkningen eller for den sags skyld den buddhistiske praktisering nærmere til en slags besværgelser, en slags åndeligt tiggeri.

2, Da positivtænkningen bare er en leveregel og ikke en livsfilosofi eller et menneskesyn, så bliver det nærliggende at spørge hvad man vælger at vie sin opmærksomhed til. Eller med andre ord, hvad lader man sit sind være optaget af? Man kan selvfølgelig tænke positivt i alle retninger, men Law of Attraction siger også, at man vil tiltrække de ting man er optaget af. En person der måske i kraft af sin opvækst har fået etableret en forestilling om at materiel velstand er vejen til at opnå kærlighed, kan således træne sig i at tænke positivt om opnåelse af materiel velstand og hen ad vejen også opnå den, men erfarer så at det endelige mål om at opnå kærlighed er lige uopfyldt. Positivtænkningen forekommer således at kunne være godt tjent med en livsfilosofi/ et menneskesyn, som understøtter en evne til at skelne imellem hvad der væsentligt og hvad der er knap så væsentligt. Buddhismen er på dette punkt meget specifik, og hævder at der er en værdiprogression startende med skatkammerets skatte over kroppens skatte til hjertets skatte. Og det sjove er, at jo mere man ser på verden fra standpunktet af ’hjertets skatte’ jo mere opløses forestillingerne om positivt og negativt. I hjertet er der en rummelighed som er så stor at det negative anerkendes som en del af livet på linje med det positive, og der er en evne for indlevelse og tilgivelse som fortæller en, at der er ingen ønsker der skal gå i opfyldelse for at man kan opleve ens verden som fuldkommen, for den er allerede fuldkommen som den er.

Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om, hvordan fx islam eller hinduismen stiller sig overfor de her nævnte forestillinger eller leveregler, men kristendommen har også noget at bidrage med her. Og det er måske her at The Law of Repulsion kommer ind med hele menageriet af synd og skyld og skam? Både ja og nej. Synd og skyld og skam er begreber som er beslægtede med buddhismens begreb om ’det fundamentale mørke’. På den ene side er der det enkelte menneske som værdigt og værdifuldt og kærligt, og på den anden side er der fornægtelsen af denne værdighed, værdi og kærlighed. Denne fornægtelse beskrives indenfor buddhismen som et sind fortabt i ’det fundamentale mørke’ mens det indenfor kristendommen er et menneske tynget af skyld og skam. Og synden indenfor kristendommen er det, at det enkelte menneske forfalder til at tænke så selvudslettende om sig selv. At myndighedspersoner indenfor kirken så meget behændigt har udnyttet denne menneskelige tilbøjelighed til at opnå yderligere magt og privilegier lader vi ligge i denne sammenhæng.

Kampen mellem de lyse og de mørke kræfter i sindet er meget fremherskende i kristendommen. Så meget, at optagetheden af mørket mange gange synes at fylde mere end opmærksomheden på lyset. Det er velsagtens også derfor at positivtænkningen og Law of Attraction og buddhismen har så meget mere appel i vores tid end kristendommen har. Opmærksomheden på lyset forekommer mere attraktiv end optagetheden af mørket. Men der er et aspekt af hele denne historie om positivtænkning og skaben-sin-egen-virkelighed som jeg mener vi har et presserende behov for at forholde os til. Det er et spørgsmål om, hvordan vi som enkeltpersoner helt klart har behov for at kunne tro på nogle ting for at kunne leve og udfolde os, men også hvordan vi kan komme til at investere vores tro i nogle forestillinger, som viser sig ikke at have noget hold i realiteterne. Jeg tror at vi (her i Danmark, i Vesten, ja hele menneskeheden) i disse år er i en proces med at gøre netop den erkendelse: At de forestillinger vi har gået og troet på simpelthen ikke har haft hold i realiteterne. Tænker vi os vores politiske ledere og vores økonomiske eksperter som vor tids præsteskab, så har der været et stærkt momentum i retning af Law of Attraction ved at befolkningerne har troet på dette præsteskabs udlægninger af hvordan vores verden hænger sammen. Men i samme øjeblik disse samfundsfortællinger bliver afslørede som uden hold i realiteterne, så vil Law of Attraction slå over i Law of Repulsion, dvs. den almindelige befolknings oplevelse af være blevet vildledt og ligefrem snydt af dette præsteskab, og derpå formentlig en mægtig vrede og frustration rettet imod det samme præsteskab.

En reality-stjerne som Amerikas præsident

Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er selvfølgelig valget af Donald Trump som USA’s kommende præsident, og den enorme naivitet der i mine øjne investeres i troen på at Donald Trump kan rette op på den amerikanske økonomi og det amerikanske samfund. For pokker, manden er ejendomsspekulant og reality-stjerne, hvilket snarere gør ham til en unreality-stjerne. Manden forekommer at være den personificerede overfladiskhed, en sublim opportunist, og ham er der altså nogen der tiltror evnerne til at lede den amerikanske nation igennem den største identitetskrise nogen nation nogensinde har gennemlevet. Hvad vi taler om er her er nogle håbefulde forestillinger som er så spinkle, at det er diplomatisk blot at kalde dem naive. Bare for at give et sammenligningsgrundlag så er det en identitetskrise der er mange gange større end den identitetskrise tyskerne gennemlevede under Versailletraktens åg igennem 1920’erne, for her er det ikke bare en magtfuld nations selvforståelse der er udfordret, det er en hele den industrielle livsforms gyldighed der bliver draget i tvivl, og således er USA’s identitetskrise sammenfaldende med afslutningen af en hel epoke i menneskehedens historie og forhåbentligvis starten på en ny. Har Trump igennem de måder han har levet sit liv opbygget nogen evner for og begreber om at manøvrere igennem så store omvæltninger? Jo, han har prøvet at krakke med sine megalomane ejendomsprojekter og det giver velsagtens en grad at personlig resiliens, men har han en bredde i sit udsyn og en fleksibilitet i sit samfundssyn der kan fremme de nødvendige former for resiliens i samfundet generelt? Personligt har jeg svært ved at se nogen antydninger i den retning.

Påstanden om at vores samfundsfortællinger igennem årtier har været uden hold i realiteterne baserer sig i første omgang på den enorme fortsatte udpining af naturgrundlaget der sker, samt på vores accelererede udtømning af de råstoffer der hidtil har holdt industrisamfundene kørende, dvs. de fossile brændstoffer, metallerne, fosfor til det industrielle landbrug mm. Og der er selvfølgelig også det med de store ekstrabelastninger vi påfører vores økonomier igennem vores CO2-udledninger og de deraf følgende klimaforandringer. Men disse mægtige globale forandringsprocesser har et forholdsvist langstrakt udviklingsforløb, så selvom tegnene på dem efterhånden er meget udtalte, så medfører de næppe former for kollaps som en enkelt præsident vil skulle håndtere indenfor sin præsidentperiode. Men der er en grund til, at denne fortsatte udpining af naturgrundlaget og tankeløse udtømning af vores ressourcer har kunnet fortsætte igennem de mere end 40 år vi har været opmærksomme på problemstillingerne, og denne grund er de korrupte politiske fortællinger samt ikke mindst de korrupte pengepolitikker der er blevet ført igennem de forløbne godt 40 år.

Da knapheden på ressourcer begyndte at melde sig der tilbage i 70’erne, og vi fik et vink med en vognstang om at vi skulle omlægge vores samfund og levemåder, da valgte vi i stedet at investere vores tillid i nogle politikere som hævdede, at vi slet ikke behøvede at ændre hverken vores samfund eller vores levemåder. Og måden, disse politikere indfriede dette løfte om at alt kunne fortsætte som førhen, var ved at påbegynde en stadig udvidelse af pengeforsyningen, hvorved både adgangen til og prisen på kapital blev gjort meget nemmere/billigere, hvilket fuldkommen kamuflerede de stigende priser på råvarerne affødt af den voksende knaphed. Det var her at de korrupte politikere omskabte vores pengesystemer og vores bankvæsen til en form for pyramidespil. En kæmpemæssig finansiel fidus til at understøtte en lige så kæmpemæssig illusorisk samfundsfortælling. Og som det nu en gang er pyramidespils natur, så kan de kun bestå så længe spillet kan fortsætte med at udvide sine aktiviteter/deltagere. Således kan vores nuværende globale finanssektor kun bestå så længe der sker en fortsat udvidelse af pengemængden og en fortsat udvidelse af gældsætningen i den globale økonomi, for i samme øjeblik pengemængden ikke længere kan udvides, vil prisen på kapital (renten) stige, og så vil vægten af al vores ophobede gæld knuse vores økonomier.

Men kan man så ikke bare fortsætte med at udvide pengemængden? Det er der nogle indenfor det økonomiske præsteskab, særligt hos centralbankerne, som mener man godt kan. Virkeligheden er nok snarere den, at pyramidespillet i realiteten stoppede med finanskrisen i 2008, og alle de politiske krumspring der er gjort siden med yderligere udvidelser af pengemængden og diverse bankpakker og ’austerity policies’ for den almindelige befolkning har ikke tjent andre formål end at udskyde sandhedens time. Eller med andre ord, at udskyde punktet hvor alle og enhver må se i øjnene at vores pengesystemer og vores finanssektor vitterlig har udviklet sig til at blive disse pyramidespil, og at ikke bare de førte pengepolitikker men også de overordnede politiske fortællinger, der har kørt igennem de seneste 35-40 år, har været falske og illusoriske.

Til at underbygge min påstand om at dette verdensomspændende finansielle kollaps er nært forestående vil jeg fremhæve to forhold som fremstår som desperate politiske forholdsregler, hvor netop graden af desperation tages som udtryk for hvor ustabile de herskende omstændigheder er.

Kampen mod kontanter

Samme dag som (knap halvdelen af) den amerikanske befolkning gik til stemmeboksene for at stemme, foretog den indiske premierminister Narendra Modi et drastisk indgreb i det indiske samfund. Ved et dekret der for den indiske befolkning kom helt ud af det blå blev gyldigheden af hhv. 500 og 1000 rupee-sedlerne ophævet. Hermed inddrog den indiske premierminister i et snuptag 80 pct. af den samlede mængde kontanter i omløb i det indiske samfund. Et meget drastisk indgreb som både det indiske samfund og verdenssamfundet har tilgode at se de fulde konsekvenser af. Premierministerens begrundelse for at foretage dette skridt var for at imødegå korruption og sorte penge, men det er ikke svært at se at der kan være andre tvingende grunde til dette voldsomt indgribende tiltag. Bare for klarhedens skyld skal det selvfølgelig siges at den indiske befolkning ikke bliver snydt for den formue de måtte have i deres 500 og 1000 rupee-sedler, de skal så bare iht. dekretet omveksle disse sedler til nogle mindre sedler indenfor en måned, hvorfor udstedelsen af disse mindre sedler kører på højtryk hos den indiske nationalbank, og der selvfølgelig også er opstået lange køer foran de indiske banker, fordi folk skal have omvekslet deres nu ugyldige pengesedler.

Men se, Indien er jo ikke et særtilfælde her. Hvis ikke pr. dekret så er 1000 euro-sedlen de facto blevet udfaset som gyldig betaling indenfor eurozonen. Og der har været tale om at ophæve gyldigheden af 500 euro-sedlen, et tiltag der muligvis allerede er effektueret. I USA har man sågar talt om at ophæve gyldigheden af 100 dollarsedlen. Og alle steder er begrundelserne fra officielt hold de samme: Imødegåelse af korruption og kriminalitet og sorte penge. Meget artigt og omsorgsfuldt, ikke sandt? Hvem vil ikke gerne se sin regering imødegå korruption, kriminalitet og skattesnyd? Lyder faktisk som en rigtig god idé, hvis det så bare var det det handlede om. I virkeligheden taler vi snarere om et politisk tiltag som viderefører systemer der er baserede på korruption, kriminalitet og skattesnyd.

Den enorme udvidelse af pengemængden i verden er sket sideløbende med en enorm udvidelse af den globale finanssektor, og samme finanssektor har så på egen hånd udviklet måder til at mangedoble de udvidelser af pengeforsyningen der skete fra officielt hold. Dette er hvad der forstås ved begrebet finansialiseringen af samfundsøkonomien, der i Vesten har stået på i omtrent 40 år. Og ikke nok med at bankerne fandt på måder at mangedoble udvidelsen af pengemængden ved at dele lån ud til højre og til venstre, finanssektoren mente også at den havde udviklet finansielle redskaber ved hjælp af hvilke bankerne kunne forsikre sig imod de risici der var ved al denne kreditskabelse. Men mere herom nedenfor. Hvad vi har er altså dette pyramidespilsbankvæsen som for at overleve er nødt til konstant at udvide sin pengeskabelse. Kan denne pengeskabelse ikke udvides i fornødent omfang skal bankerne simpelthen have tilført kapital for at overleve. Og det er sådan virkeligheden har været siden 2008.

Siden 2008 har det været svært for bankerne at opretholde de livsnødvendige udvidelser af deres aktiviteter, og derfor er centralbankerne og regeringerne trådt til og er begyndt at tilføre bankerne kapital. I starten var det igennem ret tydelige tiltag som bankpakkerne og stimulationsprogrammerne, men siden er det sket mere i det skjulte ved alle de måder markederne via centralbankerne er blevet manipulerede, så bankerne er blevet sikrede forskellige fortjenester. Herunder også det højst mærkværdige påfund med negative rentesatser, som godt nok presser deres indtjening, men meget behændigt også sparer dem for udgifterne på størstedelen af deres finansielle forpligtelser. Al denne overførsel af kapital fra den almindelige befolkning og fra realøkonomien til de dødsmærkede banker medfører så på sin side, at aktiviteterne i realøkonomien til stadighed indskrænkes, hvorfor det bliver stadig sværere for bankerne at udvide deres kreditskabelse, hvorfor centralbankerne og regeringerne må træde til med yderligere nødhjælpsforanstaltninger for bankerne.

I mine øjne er det i denne sammenhæng man skal forstå de udbredte politisk anslag mod kontanter. Dels medfører det økonomiske klima med negative renter og stor usikkerhed overfor bankernes soliditet, at almindelige mennesker begynder at foretrække at have deres penge i form af kontanter frem for som indeståender i en bank, dels er centralbankerne og regeringerne nødt til med vold at kunne styre kapitalstrømmene i samfundene for at kunne sikre at en stor del af disse kapitalstrømme kanaliseres over i de dødsmærkede banker. Men er politikerne verden over virkelig så meget i lommen på finanssektoren? Ja, det er bestemt ikke utænkeligt, at en stor del at politikerne har modtaget bestikkelse fra bankerne, men der er muligvis også politikere som ikke har taget imod bestikkelse men som alligevel støtter disse tiltag, simpelthen fordi de ikke ved hvad alternativet er.

Enhver politiker over et vist niveau af indflydelse ved at skulle politikerne ophøre med at understøtte bankerne, så vil bankerne omgående kollapse, og så taler vi ikke om at de samme politikere så står med nogle bestemte (store) udfordringer på hånden, hvad de samme politikere dermed ville forårsage ville være et paradigmeskift, vi ville alle blive kastet ud i virkelighed vi slet ikke kender og konsekvenserne for vores samfund ville være uoverskuelige. Dermed ikke sagt at vores samfunds muligheder for at overleve i så fald vil være fortabte, slet ikke, men vi ved bare ikke på forhånd hvordan vi skal få samfundene til at overleve, og hvad det i givet fald vil være for nogle samfund der opstår på levnene af de hidtidige samfund. Og det strider simpelthen imod den enkelte politikers mandat at slippe så store kaotiske kræfter løs. Så hellere forsøge at holde de udlevede og dysfunktionelle og illusoriske samfundsforestillinger oppe indtil dødsstødet kommer som en eller anden ”ekstern” begivenhed. Fuldstændig ligesom finanskrisen i 2008 fra det økonomiske præsteskabs side blev forklaret som et ”exogenous shock”.

Og apropos ovenstående så skal vi selvfølgelig heller ikke afskrive en udbredt frygt blandt de ansvarlige for hvilke konsekvenser The Law of Repulsion vil have for dem hver især på et sådan helt personligt måske ligefrem korporligt plan. Og hvorfor mon den indiske premierminister valgte netop den 8. november som dagen for hans regerings store anslag mod den indiske befolknings kontantbeholdninger? Ligger det ikke lige for at tænke, at dette politiske initiativ måtte forventes at vække modstand og voldsom kritik, ikke bare indenfor Indiens grænser, men såvel fra kommentatorer verden over, og at initiativet derfor blev forsøgt lempet igennem på den dag den øvrige verden havde sit fulde fokus rettet imod USA?

Mængden af ikke-stadfæstede fallitter

Det er ikke meget vi har hørt til Deutsche Bank på det seneste. Betyder det så at banken har fået det bedre? At banken har fået lagt en langsigtet plan for hvordan den skal håndtere sine finansielle forpligtelser som er 15-20 gange så store som det tyske bruttonationalprodukt? Selvfølgelig gør det ikke det. Der var ”nogen” der gik ind og opkøbte aktier i den dødsmærkede bank og dermed lykkedes det at gå ud med den historie, at ”investorerne” stadig tror på Deutsche Bank og så må alle vi andre jo også tro på det. Hvad vi taler om er manipulation af folks forestillinger. Vi taler ikke om at tage fat om nældens rod og gennemføre en reel revision af banken, herunder en skelnen imellem hvilke forpligtelser det er realistisk at banken kan honorere og hvilke det ikke er, samt hvilke aktiver der er reelt værdisat og hvilke der ikke er og derfor skal nedskrives eller helt afskrives. En sådan revisionsproces ville i sig selv have karakter en finanskrise og ville med sikkerhed udløse en ny finanskrise, blot ville denne krise ikke være ny men bare det afsluttende kapitel af den krise der manifesterede sig i 2007-2008. Og Deutsche Bank er jo langt fra ene om at være i vanskeligheder. Tysklands næststørste bank Commerzbank er også i store vanskeligheder ligesom en række andre tyske banker, ligesom det franske bankvæsen, det italienske, det spanske osv.

Min påstand er, at alle disse banker allerede er noget så læsterligt bankerot. Det er kun fordi vores politikere tillader nogle forrykt kreative revisionsmetoder, at disse banker ikke allerede er dømt insolvente. Når Deutsche Bank kan slippe afsted med at have finansielle forpligtelser på 15-20 gange værdien af den samlede årlige tyske produktion, så skyldes det at banken opgør at have indestående aktiver (herunder tilgodehavender) som matcher det de skylder. Men for en stor del af disse aktivers vedkommende er banken ikke forpligtet til at opgøre værdien i henhold til hvad aktiverne kunne sælges for på de nuværende markeder. De er fri til at ansætte i henhold til nogle teoretiske forventede priser. Og selvom aktiverne så skulle ansættes i henhold til de nuværende markedspriser, så er priserne på disse markeder ikke længere bestemt af realøkonomiske forhold, såsom hvilket afkast et givet aktiv er i stand til at producere, men er i stedet bestemt af hvilke forventninger spekulanterne på finansmarkederne har til den pris de vil kunne sælge det samme aktiv for i morgen eller om en uge eller om en måned. Vores gældende lovbestemte revisionsmetoder er således så løsrevne fra realøkonomiske forhold, at svindel i realiteten er blevet lovliggjort. I hvert fald for de banker og koncerner som har råd til at betale de største revisionsfirmaer.

Det næste er så, at der indenfor den italienske banksektor er hele 30 pct. af de udestående lån som er ’non-performing’, dvs. hvor låntagerne er ophørt med at betale renter og afdrag. Og så spørger man sig selv, hvordan kan det overhovedet forekomme? 30 pct.? Hvis virksomheder eller privatpersoner misligholder deres gæld, så bliver de vel erklæret konkurs og så bliver konkursboet vel gjort op? Men det sker ikke. Ligesom Grækenland heller ikke skulle have lov at gå konkurs selvom nationen er så dybt nedsunket i gæld, at det er utænkeligt at nationen vil kunne arbejde sig ud af denne gæld. Men igen er dette langt fra noget særsyn.

Mængden af ikke-stadfæstede fallitter har løbet som en skjult rød tråd igennem verdensøkonomien siden 2008. Og det handler ikke bare om, at bankerne villigt accepterer at sidde inde med ’non-performing loans’. For år tilbage var der også historierne om, hvordan bankerne både i USA og i Spanien gik ind og opkøbte huse til noget der lignede markedsprisen umiddelbart inden det pågældende hus gik på tvangsauktion. Og hvorfor i alverden gjorde de dog det? Hvis hyppigheden af tvangsauktioner er stigende, så er signalerne fra boligmarkedet da klart vigende, og hvis bankerne så køber husene til de herskende markedspriser så ligner det da et sikkert tab. En forklaring er selvfølgelig at man både fra politisk hold og fra bankernes standpunkt har en klar interesse i at holde boligmarkederne oppe, ligesom man har en klar interesse i at holde alle de andre markeder oppe, for hvis markederne skulle begynde at korrigere i forhold til de realøkonomiske omstændigheder der har hersket siden 2008, så ville vi igen have en ny finanskrise på hånden. Som selvfølgelig igen slet ikke ville være ”ny” men blot den samme krise manifesteret på ny.

Men der er også en anden forklaring på disse højst suspekte ejendomsopkøb såvel som den lige så suspekte villighed til at sidde inde med ’non-performing loans’, og denne forklaring handler om de finansielle derivater, eller mere specifikt, den type af finansielle derivatet der går under betegnelsen Credit Default Swaps. Som nævnt ovenfor mente finansfolkene jo på et tidspunkt at de i deres uendelige snilde havde opfundet nogle metoder til at eliminere risiko. Og det var de finansielle derivater der gjorde tricket. Disse finansielle kontrakter er en slags gambling-kontrakter og i henhold til tankegangene indenfor finansverdenen tilbage i midten af 90’erne, så satte disse gambling-kontrakter den enkelte bank eller kapitalfond i stand til at eliminere den risiko der typisk altid er forbundet med investeringer. Og fordi politikerne dengang mente at disse finansielle derivater faldt helt udenfor feltet med værdipapirer og andre traditionelle finansielle kontrakter, fik bankerne og kapitalfondene lov til at boltre sig i disse finansielle derivater uden noget opsyn og uden nogen indberetningsforpligtelser til nogen myndighedsorganer.

Det er nøjagtig historien om de finansielle derivater der er forklaringen på, hvordan Deutsche Bank har kunnet opbygge finansielle forpligtelser på 15-20 gange det tyske bruttonationalprodukt. Og det er de enorme ophobede beholdninger af Credit Default Swaps fordelt ud over i hvert fald hele den vestlige finanssektor, der er en væsentlig del af forklaringen på ovennævnte suspekte ejendomsopkøb og accepten af alle de ’non-performing loans’. Indenfor finansverdenen betyder ’Default’ jo misligholdelse af et lån, og de realiteter bankerne nu er konfronterede med er, at i samme øjeblik et hus går på tvangsauktion eller i samme øjeblik en skyldner begæres konkurs, så vil misligholdelsen af det pågældende lån blive stadfæstet og så vil det udløse udbetalinger på en række Credit Default Swaps, og sandsynligvis skal der ikke ret mange af sådanne stadfæstede misligholdelser til, førend en eller flere finansinstitutter kommer under voldsomt pres for at imødekomme disse udbetalinger, og skulle et af disse finansinstitutter så selv gå konkurs, så er det formentlig ’game over’ for den globale finanssektor.

Selvom der var forløbere forud for Lehmans krak i 2008, særligt i form af krakket af Northern Rock i sommeren 2007 og Bear Stearns i marts 2008, så var det ikke Lehmans krak der udløste finanskrisen men derimod konsekvensen af Lehmans krak i form af udbetalingerne på en stor mængde Credit Default Swaps udstedt af verdens (dengang) største forsikringsselskab AIG. Udbetalingerne på disse Credit Default Swaps var nok til at sende AIG i frit fald, og da var det, at de amerikanske kongresmedlemmer blev taget som gidsler og måtte udbetale en løsesum til Wall Street på 700 mia. dollars.

The Law of Repulsion

Så både ’kampen mod kontanter’ og ’mængden af ikke-stadfæstede fallitter’ er sikre tegn på, at den globale finanssektor er lige så syg i dag som den var i 2008. Men så igen, hvor mange var vi ikke dengang tilbage i 80’erne der så på yuppie-kulturen og finanssektorens himmelflugt med udtalt mistro? Hvordan kunne man stille sig op og sige at grådighed er godt og så samtidig opnå social anerkendelse? Og hvor mange var vi ikke der dengang følte at der var nogle højst presserende samfundsmæssige udfordringer der blev fuldkommen tilsidesat af al den hype omkring rigdom og selvrealisering og arrogance?

Og når det kommer til arrogance eller snarere regulært hovmod er amerikanerne selvfølgelig gået forrest. Hvordan skulle det være anderledes? Med Sovjetunionens opløsning stod amerikanerne tilbage som vinderne af Den Kolde Krig, og hvem eller hvad skulle nu eller fremover være i stand til at modsætte sig det amerikanske overherredømme? Og på den måde var der en hel kultur af hovmod og hakkeordener der kom til at præge årtierne efter Sovjetunionens fald, så meget at USA i dag fremstår som både et oligarki og et hegemoni som opretholder sit herredømme gennem regulære bøllemetoder, dvs. gennem manipulationer og tvang, alt imens ejerne og lederne af de amerikanske storkoncerner har tjent styrtende med penge ved at outsource deres produktion til udviklingslandene og således efterladt store dele af den indenlandske produktionsbase i ruiner. USA er så meget på spanden, og eftersom Europa så villigt har lagt sig i slipstrømmen på USA, så er Europa omtrent lige så meget på spanden. Make America Great Again, min bare røv.

Så hvor efterlader alt dette os mht. positivtænkning, Law of Attraction, buddhisme og andre redskaber vi har til at give vores liv kraft og retning? Efter al sandsynlighed vil der indenfor en overskuelig horisont ske et voldsomt økonomisk omslag, og her er det altså meget sandsynligt at vi kollektivt vil svinge fra den ene grøft til den anden. Fra overdreven og blind optimisme til omtrent lige så overdreven og blind pessimisme. The Law of Repulsion. Fra endeløse muligheder for kredit og selvudfoldelse til ingen muligheder for kredit og højst begrænsede muligheder for selvudfoldelse. Og disse skift kan udløse en voldsom vrede og skuffelse og bitterhed og det er ikke svært at forestille sig, at der vil være demagoger (Trump?) som vil være villige til at imødekomme pøblens krav om offentlige rettergange for den forløbne periodes administratorer. Hvorfor vedgå sin egen skyld hvis man med held kan pådutte den nogle andre?

Og alle de mennesker, som har investeret deres (naive) forhåbninger i Donald Trump’s præsidentskab, og som så bliver vidner til at det hele ramler sammen om den ubehjælpsomme præsident, de vil muligvis ræsonnere, at det er de skjulte magthavere, Bilderberg’erne, Illuminati’erne, The Banker Cabale, The Globalists, der nedkalder disse prøvelser over både Præsident Trump og den uafvidende befolkning der stræber efter fornyet frihed og værdighed. Måske vil det komme til borgerkrigslignende tilstande. Omvendt vil viljen til at dække over den udbredte korruption indenfor de øverste ledelseslag måske gå så vidt som til at indflydelsesrige personer indenfor militæret og efterretningstjenesterne kan have held med at få startet en mægtig militær konflikt, som tvinger alle til at fokusere på nogle helt konkrete udfordringer og handlinger og dermed glemme alt om alle ugerninger der var gået forud.

Men de konflikter og udfordringer vi står med i dag er jo stadig fuldkommen logiske konsekvenser af de måder vi har ladet vores samfund udvikle sig over de seneste årtier. Hverken menneskehedens agerbrugskulturer eller industrikulturen var på noget tidspunkt bæredygtige livsformer. Men det var vi bare ikke klar over førend vi ramte The Great Acceleration sidst i 50’erne og ind i 60’erne. Det var i midten/ slutningen af 60’erne at vi tabte vi vores uskyld mht. hvilken relation der består mellem os som art og hele det himmellegeme som er vores hjem. Og vores fornægtelser af disse indsigter og den ovenikøbet accelererede udfoldelse af disse dysfunktionelle tankegange er grundlæggende det der har bragt os i de dybe vanskeligheder vi står i nu og her. Og den løbske finanssektor var mere end noget andet redskabet der muliggjorde dette dækningsløse accelererede forbrug.

Der er mange scenarier for hvordan tingene udvikler sig videre her fra. Men næsten alle indeholder nogle grader af ubehagelige erkendelser, nogle grader af smerte og nogle grader af omvæltninger. Amerikanerne har et udmærket udtryk for den reaktion der kommer, når man er gået for vidt i sine manipulationer og sine rænker og sin tvang og de implicerede parter således skifter til at begynde at gøre modstand. ’Blowback’ kalder de det. Og frem for ’Make America Great Again’ forekommer det at der står ’blowback’ på menuen, både for USA og for Europa. Og muligvis også en accept af rimeligheden af denne ’blowback’. Måske endda former for anger.

Men det der bliver ved med at udfordre mine forestillinger i forbindelse med denne samfundsfortælling er selve det forhold, at vi jo for pokker er nødt til at tro på noget for at kunne leve og udfolde os. Var det forkert af finansfolkene at tro på at de kunne eliminere risiko? Var det forkert af politikerne at tro på at finanskapitalismen lige så vel kunne udgøre et fundament for samfundets værdiskabelse som produktionskapitalismen? Ja, skulle man mene, det var forkert, men det er samtidig meget menneskeligt, fordi fordelene ved at tro på disse illusioner netop var så attraktive. Ligesom det var attraktivt at tro på neokonservatismens løfter om at alt kunne fortsætte som vi var vant til.

Og på sin vis er der en form for nåde eller tilgivelse forbundet med enhver som forfølger det han eller hun tror på. Personligt er jeg faktisk ikke særlig god til bare at leve og forfølge mine umiddelbare lyster, og denne tilbageholdenhed anser jeg selv for at være en af mine største synder. Jeg er generelt kritisk overfor hvad jeg tror på, og således løber jeg ikke bare med en vilkårlig mulighed der præsenterer sig for mig. På den baggrund kan jeg godt have respekt for folk der netop evner at forfølge deres umiddelbare lyster. Og når vi så i vores livsudfoldelse forvolder andre mennesker skade, så gør vi det oftest uden forsæt og uden viden om at det ville være konsekvensen. Og i det hele taget bliver vi alle født ind i nogle bestemte rammer, og under vores opvækst tager vi bestik af disse rammer og lærer at begå os på bedste vis. Hvad kan vi gøre andet?

Så var der noget vi skulle have gjort anderledes? Ja, skulle man mene, for der er forskel på at leve fedt på at plyndre planeten så længe man er uvidende om at det er det man gør, overfor at leve fedt på at plyndre planeten og vide at det er det man gør. Og der er forskel på at blive styrtende rig som ung børsmægler uden at vide at der er nogen der samtidig bliver plyndrede, overfor at vide at ens egen rigdom er ensbetydende med nogle andres fattigdom. Og der er forskel på at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter i troen på at de varetager ens interesser, overfor at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter selvom disse repræsentanter helt åbenlyst er ophørt med at varetage ens interesser.

Så frem for dette forestående crescendo af Law of Repulsion så havde det været bedre om vi hver især havde taget os i det, når vi blev opmærksomme på at der var en given måde vores samfund fungerede på, som ikke var i orden. Hvis vi så at sige havde efterlevet The of Repulsion lige dér, hvor vi erfarede at der var noget der var forkert og uretfærdigt og uhensigtsmæssigt, og derfor havde reageret. Eller med andre ord, at vi alle løbende havde keret os om samfundets overordnede trivsel, i stedet for den situation vi har bragt os i nu, hvor vi har udliciteret vores myndighed til nogle ledere, som i realiteten hverken har udvist lederskab eller ansvarlighed. Og i realiteten har kørt vores samfund ud over kanten. Den ene unreality-stjerne som har afløst den foregående i en lang stribe der går disse knap 40 år tilbage i tiden. Tilbage til Ronald Reagan og Margaret Thatcher.

(Illustration: Klip fra åbningsscenen i Godfrey Reggio’s ”Powaqqatsi”, 1988. Fra Serra Pelada guldminen i Brasilien. En nedbrudt slavearbejder bæres op af minekrateret af to andre)