Shanghai shouting – The cry of humanity rising?

En række videoklip er gået viralt, som er optagelser fra højhusboligkvarterer i Shanghai, hvor folk nu i over en uge har været indespærrede i deres lejligheder, angiveligt for at imødegå en fornyet bølge af Covid19-infektioner, og hvor folk nu sultne og mere eller mindre forkomne begynder at råbe deres fortvivlelse ud i omverdenen. Og mange bliver rystede over det de således bliver vidner til med disse videoklip men tænker så mere eller mindre i samme åndedræt, godt man ikke lever i et autokrati som det kinesiske. Men den tankerække kan meget vel vise sig at være overfladisk og letsindig. Der er al mulig grund til at have medfølelse med de indespærrede kinesere, men deres fortvivlede situation skyldes muligvis ikke først og fremmest det kinesiske styre ekstreme forholdsregler, den primære årsag kunne meget vel være, at systemiske krise nu for alvor er over os. Og den klagesang, der stiger fra kineserne fangede i deres fastlåste omstændigheder, vil muligvis snart genlyde fra den samlede menneskehed.

Selvom der givetvis er dem der vil udpege mig som sådan, så mener jeg ikke jeg er alarmist, og jeg finder ikke noget behag i at gå ud med sensationelle alarmistiske budskaber, men jeg har i over 15 år været ramt af en erkendelsens pil om de reelle ekstremt kritiske omstændigheder menneskeheden har bragt sig i. Og som jeg har nævnt ved talrige lejligheder, så var det den svenske dokumentarserie Planeten udsendt i efteråret 2006, der drev forståelsen ind hos mig. Forståelsen af at menneskehedens aktiviteter her på planeten er blevet så massive, at vi er i fuld gang med at fordrive alt andet liv og udtømme de ressourcer, der indtil nu har drevet vores samfund. Og siden da har jeg været mere eller mindre desperat været optaget af, hvilke muligheder og metoder der overhovedet findes for at afvænne vores uheldssvangre adfærd og afvende vores truende skæbne.

Spørgsmålet jeg tillader mig at rejse er, om disse drakoniske lockdowns i Shanghai overhovedet handler om Covid19. Er der overhovedet nogen videnskabelig og rationel begrundelse for det kinesiske styres Zero Covid Policy? Eller bliver faren for Covid-infektioner bare brugt som en muligvis langt mere opportun begrundelse for indførelsen af en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Men hvis det er det der er tilfældet, hvorfor skulle det kinesiske styre have behov for at indføre en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Ja, en rimeligt nærliggende hypotese er, at den kinesiske økonomi og særligt den kinesiske finanssektor over den allerseneste tid har gennemlevet nogle grader af sammenbrud. Og personligt gætter jeg på, at det ikke er ret mange mennesker der har nogen idé om, hvor voldsomt realøkonomien og distributionen af varer og ydelser bliver ramt, når finanssektoren krakker.

Vores superoptimerede just-in-time-delivery-systems og de vanvittigt komplekse globaliserede industrielle fødekæder har selvfølgelig været betingede af internetrevolutionen men omtrent lige vigtigt har været de seneste 30 års lette adgang til kreditter og de optimerede former for håndtering af kreditter igennem de globaliserede fødekæder. Når disse kreditmekanismer bryder sammen, først i et land og derpå (som en hundrede gange mere infektiøs smitte end Covid19) spreder sig til resten af kloden, så vil de globale forsyningskæder gå i stå. Ganske uanset at de globale realøkonomiske forhold på papiret er uændrede. Men hvis der hele vejen igennem har været så store risici indeholdt i disse kreditmekanismer, hvorfor har man så ikke gjort mere for at sikre deres funktionalitet, så de også kan modstå finanskriser?

Svaret herpå er formentlig, at de kreditmekanismer, der sikrer den globale handel, er uadskillelige fra de kreditmekanismer, der har understøttet de samfundsmæssige investeringer, herunder megalomane udviklingsprojekter og spekulationsbyggerier og finansspekulationen i virksomheder og råvarer. Den økonomiske vækst som lande kloden rundt har oplevet over de seneste årtier har været båret af denne vækst i gældsætningen, og dermed også i finansialiseringen af realøonomien. Man taler om ’the credit impulse’ som en af de helt afgørende faktorer for økonomisk vækst, og ’the credit impulse’ er tallet for væksten i gældsætningen. Således har der igennem årtier været vedholdende politisk opbakning til understøttelsen af de enkelte landes ’credit impulse’. Vi har for eksempel også gjort det her i Dk ved sikringen af de fortsat stigende boligpriser og de kreative bilfinansieringsordninger. Men den kinesiske (og dermed den globale) ’credit impulse’ fik sig lidt af en mavepuster, da den kinesiske megaejendomsinvestor Evergrande kom i dybe økonomiske vanskeligheder i september sidste år. Det var med det samme klart, at Evergrandes dybe vanskeligheder var symptomatiske og systemiske, og at det kinesiske lederskab stod med en krise, der truede den samlede kinesiske finansielle sektors stabilitet. Og det politiske lederskab drog nærmest omgående den konsekvens, at den kinesiske finanssektor og særligt de store ejendomsdevelopere skulle nedbringe deres urimeligt høje belåningsgrader og således genopbygge noget finansiel soliditet.

Dette træk fra det kinesiske lederskab var helt givet også foranlediget af den voksende fjendtlighed fra angloamerikansk side overfor Kina og således nogle mere langsigtede planer om at gennemføre en ’decoupling’ af den kinesiske økonomi fra Vesten og særligt fra USA. Desværre er det bare så utroligt nemt for finansielle institutioner at øge gældsætningen og få belåningsgraderne til at stige, det er helt anderledes vanskeligt efterfølgende at få disse faktorer til at falde. Der er meget få eksempler på en kontrolleret nedbringelse af belåningsgrader, hvorimod den knapt så kontrollerede nedbringelse i form af en konkurs typisk er den der sker. Men en konkurs af Evergrande ville som sagt true stabiliteten af hele den kinesiske finanssektor, og potentielt starte en hel lavine af konkurser. Det er syv måneder siden, at Evergrande røg i vanskeligheder, og siden da har der været massive tab blandt en stor mængde kinesiske investorer. Og effekterne på den samlede kinesiske finanssektor har været mærkbare, og ’the credit impulse’ har for en stor del tabt pusten. Fra marts 2021 til marts 2022 er den samlede salgssum af solgte grunde i hele Kina faldet med 70 pct. og den samlede salgssum af solgte boliger er faldet med over 50 pct. Der er helt givet en række kinesiske banker der også er røget i dybe vanskeligheder, som følge af det massive tilbageslag i den kinesiske ejendomssektor. Men da Evergrandes gæld såvel som gælden af de øvrige ejendomsdevelopere i al overvejende grad var ejet af kinesiske institutioner og investorer, så har den kinesiske finanssektor kunnet gennemføre alle mulige nødforanstaltninger og dermed nogenlunde kunnet opretholde en facade af stabilitet og kontinuitet.

Men der er gode grunde til at antage, at den solvenskrise Evergrandes nedtur foranledigede i realiteten aldrig rigtig er blevet inddæmmet, den har muligvis fra starten været umulig at inddæmme, fordi belåningsgraderne for længst havde nået bobleniveau. Og denne allerede vingeskudte finanssektor løb så ind i markant yderligere modvind med Ukrainekrisen og de eksplosivt stigende energipriser og den markant stigende almene inflation og dermed rentestigninger, og så er det jeg spørger, om den kinesiske finanssektor har ramt muren? Og i forlængelse heraf, om den kinesiske Zero Covid Policy i realiteten er den styringsmæssige nødbremse det kinesiske styre har at trække i. Personligt synes jeg i hvert fald det er påfaldende, at epicentret for det nye Covid19-udbrud faktisk er i Kinas finanscentrum i Shanghai.

Det er selvfølgelig en hypotese, og jeg tager gerne imod kommentarer, som kan be- eller afkræfte hypotesen, efter min opfattelse fremstår den bare som den mest sandsynlige forklaringsmodel. Det man også skal holde sig for øje er, at da gældsætningen i Vesten gennemlevede et voldsomt tilbageslag med Finanskrisen i 2008, så var det mere end noget andet kinesernes villighed til at udvide deres gældsætning, der afværgede en global finansiel nedsmeltning. ’The credit impulse’ flyttede så at sige fra Vesten til Kina. Den samlede kinesiske gældsætning, dvs. både den private og den offentlige, voksede fra 6 billioner USD i 2008 til over 40 billioner i 2019. Ville de vestlige finanssystemer have overlevet hvis ikke Kina så resolut havde taget gældsætningsstafetten, og var løbet med den? Det er svært at se for sig. Og så kan vi her i Vesten le ad de nyopførte kinesiske spøgelsesbyer, når de også har været integrerede momenter i understøttelsen af de globale finanssystemer, og således også har holdt vores eget finanskrak for døren.

Uanset alle de fine akademiske økonomiske afhandlinger, der synes at kunne dokumentere forskellige former for ligevægtstilstande indenfor de finansøkonomiske systemer, så er virkeligheden den, at de vestlige og hen ad vejen de globale finanssystemer er og har hele vejen igennem været løbske. Der var aldrig nogen overordnede ligevægtstilstande, der var kun den grænseløse pengeskabelse/ gældsætning, og således måtte der komme et punkt, hvor systemerne fuldkommen utvetydigt manifesterer denne indeholdte løbskhed og derpå kollapser. Og fordi disse systemer har påvirket alle aspekter af realøkonomien, så bliver realøkonomien ramt virkelig hårdt af dette kollaps. Så hårdt, at en stor del vil realøkonomien formentlig vil blive helt suspenderet. Så er det dette stadium indbyggerne i Shanghai nu er trådt ind i? Og med dem den kinesiske befolkning, og snart også hele verdens befolkning?

Og er det tilfældet, hvad skal de ledende politikere så overhovedet stille op? Vi her i Vesten kan se ned på graderne af top-down-styring af det kinesiske samfund, men måske handler det kinesiske styre i realiteten fuldstændig rationelt i henhold til omstændighederne. Måske bestræber det kinesiske lederskab sig for at gøre hvad der er bedst for den kinesiske befolkning. Og hvis det i realiteten er den forventede systemiske krise, der er over os, hvordan vil vi omvendt reagere på den her i Vesten? Hvis fødevarerne kun i beskeden grad kommer frem til hylderne i supermarkederne, vil folk så begynde at slås om varerne? Og ville det være en rationel måde at håndtere udfordringerne med en pludselig opstået og alvorlig knaphed? Vil de vestlige befolkninger stille sig bag deres politiske lederes forsøg på at understøtte landet og befolkningen, eller vil befolkningen blive opslugt af frustrationer og vrede rettet imod de samme politikere, hvorved de ledende politikere får så meget sværere ved at handle rationelt og til samfundets bedste? Og vil der ikke pr. omgående opstå folkeforførere og usurpatorer, som påstår at de kan få landet til at fungere, og folk vil så gerne tro på at der er en udvej, og de labber de falske fortællinger i sig, og pludselig er vi oveni i de massive ressourcemæssige udfordringer ude i politiske revolutioner og en eksplosion i dilettantisme, eller med andre ord et sammenbrud af styringsmæssige kompetencer?

Under finanskrisen i september 2008 erklærede den amerikanske finansminister Hank Paulson, at hvis ikke Kongressen ydede den foreslåede nødhjælpspakke med et straksindskud til Wall Street på 700 mia. dollars, ville det indenfor få dage blive nødvendigt at indføre undtagelsestilstand i hele USA. Og mange tog det den gang for, at Paulson i sin egenskab af tidligere direktør for Goldman Sachs var så dedikeret overfor at redde den amerikanske finanssektor, at han bare smurte tykt på. Men hvad hvis han havde ret? Eller ved nærmere eftertanke, hvordan kan man overhovedet se for sig, at han ikke havde ret? Vi taler jo ikke om en bestemt isoleret sektor indenfor den samlede samfundsøkonomi, vi taler om en sektor, som har infiltreret alle øvrige afsnit af samfundsøkonomien. Med de (forrykte) grader af finansialisering vi har opbygget, så må en finanskrise være ensbetydende med en systemisk krise.

Så er Shanghai nu røget ind i det uafvendelige sammenbrud af de løbske finanssystemer, og er virkeligheden der nu har indfundet sig den, hvor der overalt bliver indført undtagelsestilstand og ligesom i Shanghai vil der blive udleveret nøje afmålte rationeringer, der (i bedste fald) lige nøjagtig holder befolkningen over sultegrænsen? Ja, enhver er fri til at tage mig for en alarmist, men jeg har (lettere skælvende) imødeset dette punkt igennem disse 10-15 år. Og kan man så forvente at det kinesiske styre vil have held med at opretholde sin undtagelsestilstand? Og vil de vestlige stater have held med at opretholde deres lige så nødvendige undtagelsestilstand? Eller vil uroen i befolkningen blive umulig at kontrollere?

Med den totale styring som staten tager på sig ved indførelsen af undtagelsestilstand, skulle man måske umiddelbart mene, at så kan statens styringskompetencer nu udrulles uden forbehold. Men virkeligheden er formentlig snarere den, at der også i dette scenarium vil være tale om en voldsom udbredelse af dilettantisme. Problemet er, at den benhårde topstyring typisk vil virke blokerende for de ud-af-boksen innovative løsninger, der erfaringsmæssigt kun kan komme fra græsrodsniveauet, og den benhårde topstyring stiller sig typisk også i vejen for innovative sociale løsninger, altså hvor folk bare ved at opnå retten til at disponere over de ressourcer der er i lokalområdet, såsom jord der kan dyrkes og/ eller diverse produktionsfaciliteter, faktisk hurtigt kan få nogle basale økonomiske aktiviteter op at køre.

Så hen ad vejen vil undtagelsestilstanden formentlig stadig føre til politiske revolutioner og den tilhørende eksplosion af dilettantisme, hvilket i kombination med de særdeles skærpede ressourcemæssige omstændigheder meget vel kunne føre til et kollaps af menneskehedens civilisation. Det er således et sindssygt kritisk punkt vi befinder os på. Staterne er voldsomt udfordrede, simpelthen fordi staterne ikke ejer midlerne til at redde civilisationen. Eller sådan ser det ud for mig. Som jeg har overvejet disse problemstillinger er jeg kommet til den konklusion, at civilisationen kun kan reddes, hvis staterne evner at sætte folk fri til at genopfinde samfundet i snart sagt alle tænkelige afsnit. Der er behov for så meget nytænkning og fleksibilitet, at statens rolle i sagens natur vil være helt anderledes ydmyg og støttende frem for at være kontrollerende og styrende.

Denne frisættelse af den almindelige befolknings kreativitet og virketrang har et kæmpe potentiale, og den ville kunne vække en ligefrem entusiastisk fremtidstro, problemet er bare, at denne frisættelse i givet fald vil ske på den ophobede globale krises absolutte lavpunkt, dvs. netop der hvor knaphederne på varer og ressourcer har sat sig så hårdt igennem, at folk er opslugte af frygten for sult og fattigdom, og kriminaliteten formentlig er ude over det hele. Forestillingerne om civilisationens opløsning vil ligge lige for, sammenbrud af lov og orden vil være udbredt, jungleloven vil vinde frem som den eneste lov der tæller, det er i disse ekstremt pressede omstændigheder, at vi hver især skal evne at holde fast i bevidstheden om vores forbundethed til samfundet samt forståelsen af, at overkommer vi ikke vores udfordringer igennem en koordineret samfundsmæssig indsats, så er der ingen overkommelse mulig.

Den topstyringsmæssige dilettantisme har allerede været under udbredelse igennem mange år, og praktisk talt ingen af de herskende politikker er rettede imod overkommelsen af det 21. århundredes udfordringer. Praktisk talt ingen. Måske er sigtet med nogle af politikkerne ikke helt skævt, men der er ingen forståelse for, hvor store forandringer der er nødvendige. Samtidigt med at vi i så mange henseender opfører os decideret tåbeligt. Det skulle aldrig være kommet dertil, at vi begyndte at optræde fjendtligt overfor hverken Kina eller Rusland eller nogen andre. Som om vi har råd til fjendskab under så voldsomme deflationære omstændigheder.

Indadtil er magten igennem årtier blevet udøvet med en stadigt stigende arrogance og magtfuldkommenhed, og når politikkerne så bliver afslørede som dilettantiske og uduelige og i enkelte tilfælde ligefrem forræderiske, så vokser lynchstemningen i befolkningen. Og da ingen er interesserede i at blive lynchet, vil magthaverne formentlig forsøge at forskanse sig bag den totale udrulning af uropatruljer, ekstraordinære indsættelser af militæret, total magthåndhævelse, som altså samtidig er ensbetydende med en total handlingslammelse mht. overkommelsen af vores presserende systemiske krise. En totalt fastlåst situation, hvor magthaverne kan foranlediges til at benytte den ultimative exit: At starte en krig. Som om vi har råd til at forspilde enorme mængder af ressource på at bekrige hinanden. Men i det mindste opnår lederskabet, at fokus vil blive flyttet væk fra deres uduelighed og det kaos der blev konsekvensen af deres uduelighed.

Så hvad kan det politiske lederskab gøre? Man kan gøre indrømmelser overfor befolkningen. Store indrømmelser. Dybe indrømmelser. Man kan nedsætte Sandhedskommissioner til afdækning af de finansielle, økonomiske, sociale overgreb der er sket over de forløbne 3, 4, 5 årtier. Man kan afgive løfter om en grundlæggende reform af Grundloven, så befolkningen opnår beskyttelse mod lignende former for overgreb i fremtiden. Det er vægten af indrømmelserne, der gør hele forskellen. Med tilstrækkeligt store indrømmelser af de åbenlyse fejlgreb og vildledninger vil grundlaget for en fornyet tillidsopbygning i befolkningen overfor det politiske lederskab blive lagt. Og så snart nogle grader af tillid er retableret mellem befolkningen og det politiske lederskab, så vil krisen med den omsiggribende dilettantisme være afværget og vendt rundt, og grundlaget for en kompetent kollektiv imødegåelse af det 21. århundredes udfordringer vil være etableret.








.