Efter en indledende telefonsamtale måtte jeg tage min søn til undersøgelse hos Lægevagten på Herlev Hospital. Det var fredag aften, og vagtlægen undersøgte min søn, spurgte til andre sygdomstegn, og vi blev sendt hjem med den besked, han skulle holdes under observation over de næste par dage. Afhængig af udviklingen var der så en Plan A og en Plan B. Fint nok.

Men mødet med hospitalsvæsenet var ikke udelt positivt. Ankomst til Lægevagten skete via et tarveligt parkeringskælderagtigt areal til et venteværelse, som lå i umiddelbar forbindelse med vindfanget og derfor var fodkoldt. Der var ingen mennesker, hverken i venteværelset eller i de tilstødende lokaler. Et skilt orienterede patienter om at melde deres ankomst via deres sygesikringskort eller ved indtastning af deres cpr-nr. på en lille, vægmonteret terminal. Skiltet orienterede samtidig om, at Lægevagten kun modtager patienter med forudgående henvisning. Således indtastede jeg min søns cpr-nr. på terminalen. Teminalens display fungerede desværre ikke, og der var ikke nogen anden form for tilkendegivelse af, at indskrivningen var vellykket gennemført, så min søn og jeg satte os ned i venteværelset og håbede på, at der var en eller anden, et eller andet sted i bygningen, der var klar over at vi sad der.

Som jeg kiggede mig omkring studsede jeg over, hvor snavset der var, og hvor ramponerede de fysiske rammer forekom. Møblerne i venteværelset gav indtryk af at være nogle der var blevet til overs andre steder og havde ingen indbyrdes sammenhørighed. Snavset havde ophobet sig på gulvene langs væggene, og omkring de vilkårligt udlagte gulvmåtter. Vægge, paneler og døre var skrammede og plettede, det nedhængte systemloft var bulet og skævt og fuld af snavsede fingre fra alle de gange pladerne havde været ned og op og i øvrigt sorte af snavs omkring ventilationsarmaturerne. Og alle detaljer blev stillet nådesløst til skue i den uforsonlige belysning.

Min søn og jeg sad altså dér alene og ventede. Han var ikke syg som sådan, og trods det sene tidspunkt tog han det rigtig pænt. Indimellem passerede en gæst eller en udskrevet patient forbi, men vi så ikke noget personale. Da jeg samtidig var usikker på om vores indskrivning var lykkedes, besluttede jeg efter måske 20 min. at opsøge noget assistance, og min søn og jeg bevægede os således ind i bygningen, og kom så at sige bagfra ind i Herlev Hospitals Akutmodtagelse. Her var der en velmenende sygeplejerske der sendte os ned til Børnemodtagelsen i den modsatte ende af Akutmodtagelsen. Men det var en fejl, for de kunne ikke hjælpe os, og de sendte os tilbage til det forladte venteværelse. Her i anden omgang gik der dog ikke lang tid før end vi blev hentet af vagtlægen, som undersøgte min søn, og vi kunne så trisse hjem igen. Da vi forlod bygningen lå der en pøl af bræk foran indgangsdøren. Den kunne formentlig ligge der til næste morgen. Måske længere.

Næste dag kunne jeg ikke lade være med at reflektere lidt over, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg tænkte på, hvor meget forskellige offentlige institutioner havde ændret karakter indenfor min livstid. Den måde Herlev Hospital fremstod, lignede mere noget jeg ville forbinde med ophold i udlandet. Og det gennemgående indtryk var mangel på omsorg. Der var noget fuldkommen ulogisk og fremmedartet ved den måde institutionen fremstod. Dens berettigelse som hjemsted for varetagelse af den almindelige borgers sundhed forekom langt fra indlysende. Og jeg begyndte at spørge mig selv om det eventuelt kunne tænkes, at der var noget andet på spil. Som jeg overvejede spørgsmålet, kom jeg op med følgende tre begrundelser for en mægtig institution som Herlev Hospital:

1. Et politisk flagskib

Investering i hospitalsvæsenet er en af de mest håndgribelige måder politikerne kan fortælle historien om, hvilken omsorg de viser befolkningen. Hermed mener politikerne givetvis, at de udruster vælgerne med de bedst tænkelige grunde til, at de hver især skal give dem deres stemme ved næste valg. Det forekommer helt ensidigt at være en politisk vindersag. Hvorvidt politikernes store omsorg så reelt bærer igennem, er øjensyneligt ikke deres problem. Det er bare symbolpolitik. Trods det at vores allerede meget store hospitaler har åbenlyse problemer med sammenhængskraften og i forvejen ligner kolosser på lerfødder, afholder det således ikke politikerne fra at drive den samme tankegang en tand videre med lanceringen af de nye supersygehuse. Gad vide, hvad det egentlig er der bliver super ved dem. Om overhovedet noget. Og hvor meget skal de eksisterende hospitaler forfalde, eller hvor mange lokale hospitaler skal lukke, for at der kan blive råd til at drive alt dette nybyggeri?

2. En måde at sikre beskæftigelsen for en række faggrupper

Når et stort sygehus som Herlev Hospital fremstår som snavset og ramponeret, så siger det noget væsentligt om måden sygehuset ledes, noget væsentligt om hvordan der prioriteres. En offentlig institution af en størrelse som Herlev Hospital er underlagt en politisk ledelse, hvilket medfører at de temaer og de hensyn der er udslagsgivende for ledelsen af institutionen først og fremmest er politiske. Det er interesser med en stærk politisk repræsentation, der afgør prioriteringerne. De stærke faggrupper, de stærke fagforeninger, sætter sig således igennem og sikrer deres egne medlemmers beskæftigelse og faglige interesser. Og patienterne? Nå ja, de er der osse, men de er jo ikke organiserede. Spurgte man patienterne, er det ikke svært at forestille sig, at patienterne faktisk ville prioritere, at der blev holdt rent, at der var receptionister der tog imod og kunne svare på spørgsmål, og at der var pedeller der sikrede en god vedligeholdelsesstand af de fysiske rammer.

3. En mægtig maskine til livsforlængende symptombehandling

Vores videnskab har dissekeret, belyst, udmålt og registreret menneskelegemets mangfoldige funktionsmåder, og på baggrund af denne viden forsøger vi med vores lægevidenskab at genskabe kroppens sundhed, hvor den viser tegn på ubalancer og sygdom. Det mægtige Herlev Hospital er helt konkret sammensat af et hav af forskellige afsnit, som hver især er specialiseret indenfor et bestemt aspekt af den enorme lægevidenskabelige viden som igen svarer til et bestemt aspekt af menneskets fysiske legeme. Og metoden til at opnå sundhed forekommer således at være, at patienten går igennem forskellige stadier af diagnosticering med henblik på endelig fastlæggelse af, hvilken vilkårlig lille del af kroppens mangfoldige maskine der er årsag til problemerne, og derpå operere eller medicinere denne del tilbage til nogenlunde normal funktionalitet.
Denne tilgang til sundhed har velsagtens sine fortrin, men den har også sine store, blinde vinkler. Det må vel betragtes som en kendsgerning, at mange mennesker i årevis har haft ondt i livet inden de fik ondt i kroppen. Karmaloven er den samme, om man taler om trivsel og lykke eller mismod og sygdom. Det grundlæggende spørgsmål er, om man føler sig hjemme i sit liv, om man bruger sine evner og sin tid på noget meningsfuldt, og man indgår i kærlige, glædesfyldte og udviklende relationer med sine nærmeste. Hvis en patient gennemgår et behandlingsforløb på Herlev Hospital, men vender tilbage til de samme livsomstændigheder, hvad er så prognoserne for helbredelse?
Modsætningen til at føle sig hjemme i sit eget liv er at føle, at det man bruger sine evner og sin tid på er meningsløst, måske lige bortset fra lønnen, og at udvekslingen med ens nærmeste er hæmmet og konfliktfyldt og typisk tager mere end den giver. Forstiller vi os forsøgvist, at liv levet sådan slet ikke er ualmindeligt, at der reelt er tale om en vidt udbredt fremmedgjorthed, så kan vi tage anskuelsen et skridt videre og spørge, hvordan et menneske, som har så svært ved at leve, har det med at skulle dø? Er det ikke rimeligt at antage, at jo sværere vi har ved at leve, jo sværere har vi ved at give slip på livet? Og er vores mægtige hospitaler således ikke mere end noget andet monumenter over, hvor meget vi frygter døden og klamrer os til livet? Hvor er vores værdighed, både i livet og i døden?

Sat på spidsen er mægtige institutioner som Herlev Hospital blevet instrumenterne ved hvilke vi taber vores værdighed. Både i den private og den offentlige sfære er vi kommet der til, hvor det er tingene der ejer os. Vi er holdt op med at spørge os selv, hvad vi tror på. Vi tror på det der er. Og mere af det samme. Vi bærer på en enorm dødvægt af tidligere tiders succesrige forestillinger, som dog ikke rigtig længere fremstår som succesrige, men snarere som udtjente og kontraproduktive. Og det er som om, at vores ledere er de sidste til at indse det. Manglen på fantasi er ubegribelig.

Selv hvis vi helt hypotetisk forestiller os, at politikere, sygehusledelse og fagforeninger fandt tilbage til deres oprindelige mission om at tjene det større samfund, og vi fik rengjort og poleret vores hospitaler, ville vi så ønske os at have disse mægtige institutioner? Tror vi overhovedet på den opfattelse af kroppen og den måde at holde den sund? Vores omstændigheder taler deres eget tydelige sprog om, at vi skal skære ned på vores samfundsmæssige forbrug, men selv hvis vi helt hypotetisk forestillede os at vi havde ubegrænsede resurser til rådighed, ville vi ikke stadig vende ryggen til supersygehusene, og søge mod former for pleje og helbredelse som tog udgangspunkt i den lille skala, hvor selve det at relatere til andre mennesker, det at være rodfæstet i et konkret, omsorgsfuldt netværk var en del af sundhed og helbredelse?

Hvor mange kampe er ikke blevet kæmpet i lokalsamfundene for at bevare den lokale skole eller det lokale hospital? Men forgæves. Det lokale og autonome passer ikke ind i politikernes og fagforeningernes kram. I stedet er varetagelsen af vitale samfundsfunktioner ved at segne under vægten af den politiske topstyring baseret på udtjente forestillinger. Problemerne med sammenhængskraften bliver mere og mere åbenlyse, hvilket blot giver anledning til flere megalomane politiske initiativer. Hvordan kan vi tro på at den næste sundhedsreform, den næste folkeskolereform, den næste landbrugsreform løser vores problemer.. løser nogen problemer overhovedet?

Over de seneste to årtier har der i USA udfoldet sig en kamp mellem forbundsregeringen i forening med de store fødevarekoncerner på den ene side og på den anden Local Food-bevægelsen, der, som navnet siger, understøtter udvekslingen af fødevarer direkte mellem små producenter og indbyggerne i nærheden. Og selvom Local Food-folkene synes at have et ret overbevisende argument ved at pege på, at de gør bare tingene på samme måde som mennesker har gjort igennem århundreder, så er det ikke desto mindre lykkedes de store fødevarekoncerner at påvirke forbundsregeringen til at forfølge Local Food-folkene og forbyde eller forhindre deres metoder.

Men fornylig har Local Food-bevægelsen vundet en stor sejr ved at få gennemført en lovgivning om giver de små fødevareproducenter og deres kunder ret til selv at bestemme og selv at tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Navnet på denne lovgivning er Food Sovereignty Laws, og denne lovgivning giver altså rettigheder som hverken State eller Federal Law kan anfægte.

Denne sejr, og alt hvad dette initiativ rummer, er en af de mest inspirerende og bemærkelsesværdige politiske visioner i årtier. Det handler om at det enkelte menneske genvinder sin værdighed og retten til at bestemme over sit eget liv, herunder retten til at indgå i frie lokalsamfund. Skal vi ikke også have Health Sovereignty Laws og Education Sovereignty Laws? Eller skal vi bare sammenfatte al denne nytænkning i Local Sovereignty Laws?

Det er påfaldende hvilken opmærksomhed der har været på Danmark og de øvrige nordiske lande fra internationale politiske og økonomiske kommentatorer på det seneste. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Vi har en talemåde, der siger, at magt korrumperer; vi kunne såvel sige: Størrelse korrumperer. Enhver samfundsmæssig institution, der vokser til at blive meget stor, vil gradvist blive mere og mere korrupt. Hele den vestlige verden er ved at gå i opløsning over al den korruption, der har bredt sig indenfor både erhvervsliv og offentlig forvaltning. Men som relativt små lande er de nordiske lande ikke helt så korrupte og velsagtens relativt mere velfungerende end mange, større lande. Men lad os ikke gøre os nogen illusioner her. Det er kun på en relativ skala, at de nordiske lande fremstår som velfungerende. Som det antydes ovenfor har vi vores egne problemer med korruption og ledelsesmæssige svigt. Også i Danmark er vores samfundsinstitutioner blevet alt, alt for store. Og den eneste måde vi kan nedbringe korruptionen er ved at skalere vores institutioner ned.

Politikerne er flinke til at gøre opmærksom på alle de måder staten bistår sine borgere, men de taler aldrig om hvilken pris borgerne betaler for denne godgørenhed. Vi kan hver især været bundet af vores gældsforpligtelser til banker og realkreditinstituttet, men selv disse forpligtelser er jo tilvejebragt og sanktioneret af staten. I en lang periode efter 2. verdenskrig forekom staten at tjene almindelige menneskers ønsker og behov, og derfor overlod vi frivilligt mange, væsentlige samfundsmæssige beslutninger til staten. Men over de sidste 40 år er statens institutioner gradvist blevet påvirket af og et instrument for særinteresser og personlige ambitioner. Og al den beslutningskraft, som vi tidligere villigt overførte til staten, mærker vi nu som magtfuldkommenhed og tvang fra statens side. Kontrakten er blevet brudt. Set fra almindelige menneskers standpunkt er staten ikke længere en effektiv måde at organisere vores samfund. Statens interesser synes i langt højere grad at være sammenfaldende med de andre magthaveres interesser, dvs. bankerne, de store erhvervskoncerner, fagforeningerne. Vi skal have omsorgen og kreativiteten og handlekraften tilbage i samfundslivet, og denne omsorg, kreativitet og handlekraft kan kun komme fra det enkelte menneske gennem hans eller hendes samspil med andre indenfor en konkret, social ramme. Den konkrete, sociale ramme er det der giver trygheden for at den enkelte kan udfolde sig. Og disse konkrete, sociale rammer skal borgerne selv skabe, staten yder dem ikke længere, og kommer ikke til det indenfor en overskuelig fremtid.

Lad os derfor erklære den danske stat konkurs. Den er i hvert fald åndeligt og moralsk bankerot. Men lad os gå skridtet videre og også erklære den økonomisk bankerot. Lad os fordele alle statens aktiver ud til parthaverne, dvs. til det danske folk. Lad kommunerne få fuldt ejerskab og driftsansvar for deres skoler, daginstitutioner, plejehjem mv. Og lad kommuner, som ikke har et sygehus men bare et nedlagt sygehus, lad dem retablere deres sygehus med udstyr fra de store regionalhospitaler. Og lad så kommunerne selv finde ud af, hvilke services de kan tilbyde deres borgere, og hvordan de får økonomien til at hænge sammen. Tilbage hos staten ville være nogle få overordnede funktioner indenfor forsvar, infrastruktur og internationale aftaler, Danmark vil bestå som nation, og i kulturel henseende vil vores egenart ikke bare være en formel, statslig kanon eller en trendy eksportvare, men måske igen blive en frodig og mangfoldig folklore.

Ved at den enkelte generobrer myndigheden over sit eget liv, ved at den enkelte begynder at bidrage til at skabe et bæredygtigt lokalsamfund, kan vi samlet skabe den største transformation i menneskehedens historie og springe ud som sande verdensborgere. Vi har ingen forestillinger om vores reelle, kreative potentiale, ingen forestillinger om graden af innovation indenfor et samfund båret af omsorg for og værdsættelse af hver enkelt. Det oprindelige velfærdssamfund delte faktisk denne vision, indtil projektet hen ad vejen korrumperede. Nu skal beslutningen tages på ny. Det er vores valg.

(Illustration: Rollercoaster Warsaw, Kobas Laksa 2010)