The stakeholder takeover

pan-american-unity_04

Salget af Nets tilbage i 2014 var efter min opfattelse et voldsomt overgreb på den danske befolkning. Den danske befolkning havde og har store mængder af tillid investeret i Nets igennem befolkningens adaption af først Dankortet og siden NemID, og det er derfor udtryk for en indskrænket og fejlbehæftet form for økonomisk tænkning at tro, at bare fordi Nets er ejet og forvaltet af private virksomheder, at disse private virksomheder derfor er fri til at gøre hvad de vil med disse institutioner. Dankortet og NemID er nærmere at betragte som vital infrastruktur, og denne infrastruktur kan godt være på private hænder, bare ejerne forstår at de er underlagt nogle højere principper end bare profitmaksimering og malkning af kunderne.

Denne forståelse for at der er tale om et stykke vital dansk infrastruktur og dermed denne respekt for gyldigheden af disse højere principper kan man ikke uden videre forvente at banker eller erhvervsvirksomheder evner at udvise, og hvad vi taler om er derfor en skelnen imellem hvilke banker og erhvervsvirksomheder man føler sig tryg ved at betro denne følsomme forvaltningsopgave og hvilke man ikke føler sig tryg ved. Jeg ved ikke hvor mange danskere der føler sig trygge ved de danske storbanker, nok en hel del færre en det indtryk man får igennem medierne, ikke desto mindre var det for danskerne et overgreb, at Nets blev solgt til et par amerikanske kapitalfonde med ATP i en underordnet position.

Fordi NemID er vital dansk infrastruktur, som den danske befolkning på nuværende tidspunkt er tvunget til at benytte, og fordi Dankortet har været så stor en succes, at praktisk hele den danske befolkning benytter betalingskortet, er disse nye ejere nu i en unik position til at gøre det de er bedst til, nemlig at profitmaksimere, at malke kunderne, at tømme virksomheden for værdier. Men det uheldssvangre ved salget stopper ikke der. Ved at opnå ejerskab over Nets får de pågældende amerikanske kapitalfonde adgang til store mængder personfølsomme oplysninger, og sådanne personfølsomme oplysninger er der markeder for og de er i høj kurs.

Men end ikke der stopper det uheldssvangre ved salget. Som herrer over både NemID og Dankortet har de nye ejere nogle helt unikke muligheder for at udøve pression overfor den enkelte dansker og overfor befolkningen som helhed. Lad os sige vi er på vej ind i en periode med stadigt stigende frustrationer i den almindelige befolkning over det politiske lederskab og dette lederskabs svigtende evner for at få økonomien og samfundet til at hænge sammen, og lad os sige at flere og flere almindelige mennesker føler trang til at give udtryk for deres frustrationer og mishag, ja der ligger der altså et effektivt værktøj for pression og kontrol i (under et eller andet obskurt påskud) at nægte den enkelte borger adgang til at bruge sit kreditkort og nægte den enkelte borger muligheden for at kunne identificere sig igennem NemID.

For mig er det ubegribeligt, at vores politiske ledere lod dette salg passere, og det efterlader mig med en fornemmelse af, at de politiske ledere slet ikke varetager den almindelige befolknings interesser men snarere er lakajer for nogle stærke multinationale magtinteresser. Hvad vi i givet fald taler om er det finanskapitalistiske oligarkis forsøg på endegyldigt at undertvinge befolkningerne og indførelsen af en form for nyfeudalisme. Men inden vi fortaber os i spekulationerne om et sådant kup er reelt, om det allerede er sket og om det har nogen chancer for at overleve, så lad os lige holde fast i den grundlæggende historie, der har udspillet sig her.

Velsagtens som en funktion af at Danmark er et lille og velstående land, har Danmark en historisk lav grad af korruption og omvendt en høj grad af tillid til de samfundsmæssige institutioner blandt den almindelige befolkning. Og på basis af denne høje grad af tillid var det muligt at indføre nogle moderne og effektive betalingssystemer, og det var muligt at etablere nogle sikre og effektive former for statslig forvaltning gennem udviklingen af forskellige internetbasere redskaber til kommunikation mellem de enkelte borgere/virksomheder og de offentlige myndigheder. Ved salget af Nets bliver denne investerede tillid ikke bare negligeret og udslettet, den efterlader den danske befolkning og de danske virksomheder sårbare på måder som ingen anden befolkning eller noget andet lands erhvervsliv er det. De almindelige danskere, der gik med på udviklingen og implementeringen af disse forvaltningsredskaber, var ikke godtroende fjolser, men derimod mennesker der var villige til at forfølge nogle lange humanistiske traditioner for samarbejde og gensidig respekt, men de blev gjort til godtroende fjolser i samme øjeblik Nets blev solgt til disse amerikanske kapitalfonde.

Det er på den baggrund jeg vil hævde, at vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er grundlæggende fejlbehæftede. Når den opsparede tillid i en central samfundsinstitution som Nets i en håndevending kan konverteres til en lige så stor sårbarhed, så er der en indbygget blindhed i vores økonomiske tankegange, og det uhyggelige er, at det er nøjagtig denne blindhed de finansielle oligarker lukrerer på.

Eller tag en samfundsinstitution som Facebook. Samfundsinstitution..? Er det ikke bare en privat virksomhed? Selvfølgelig er Facebook en privat virksomhed, og selvfølgelig har vi alle skrevet under på en 6-siders brugeraftale forud for at vi begyndte at bruge tjenesten. Men ingen af os er i stand til at vurdere de juridiske konsekvenser af brugeraftalens formuleringer, og hvis vi bad en jurist om at udlægge hvad indholdet af brugeraftalen i realiteten er, så ville pågældende jurist formentlig skulle bruge månedsvis på opgaven og ville derpå levere en afhandling på mange hundreder sider.

Jeg tror ikke der er mange, der har nogen som helst sympati for eller tillid til Facebook, men vi bruger alle tjenesten, fordi den var den første til at imødekomme et åbenlyst behov. Og fordi Facebook var først blev dette site stedet hvor alle søgte hen, fordi hele ideen er at have et mødested hvor alle andre også er. Når Facebook således har held til at etablere sig som et de facto monopol, bør det så ikke have konsekvenser for måden Facebook drives?

Det er i sig selv påfaldende og besynderligt, at Facebook-tjenesten overhovedet er en privat virksomhed. Eftersom tjenesten handler om at give alle mennesker mulighed for at komme i kontakt med alle andre, hvorfor er det ikke bare en offentlig tjeneste betalt over skatten og underlagt regler om transparens og myndighedsmæssigt opsyn? For pokker, det er jo alle brugerne der leverer indholdet. Hvad Facebook gør er bare at levere serverkapaciteten og vedligeholde hjemmesiden, hvilket selvfølgelig ikke er ”bare” med den enorme trafik der er på sitet, men Facebook er grundlæggende bare et mødested, det er bytorvet i en moderne virtuel udgave.

Selvfølgelig ville Facebook aldrig være vokset til den mægtige samfundsinstitution som tjenesten er, hvis ikke det var for reklameindtægterne samt Facebooks muligheder for at sælge data om den enkelte brugers adfærd på nettet til både reklame- og sikkerheds-industrien. Denne del er velsagtens prisen for ubegrænset at kunne bruge en tjeneste som i øvrigt er gratis. Og denne del begynder igen at lugte lidt som affæren med salget af Nets, særligt fordi Facebook dækker sig ind bag en noget nær total mørklægning om, hvad koncernen reelt videregiver af oplysninger. Ifølge Snowden-dokumenterne blev Facebook en del af Prism-overvågningsprogrammet medio 2009. Igen, folk ønsker at dele oplevelser og ideer med deres venner og bekendte og hele det omgivende samfund, Facebook tilbyder en service der muliggør denne deling, folk skriver under på brugeraftalen, hvorefter Facebook er fri til ligesom med Nets-salget at konvertere denne tillid til redskaber for udbytning og kontrol.

Her er der måske nogle der vil indvende, at det er overdrevet skeptisk at tilskrive Facebook sådanne tvivlsomme motiver, men er det ikke nærmest ubegribeligt at vi dagligt betror så stor en del af vores indbyrdes kommunikation til en privat virksomhed, som fra starten har tilrettelagt tjenesten sådan, at de har alle rettighederne hos dem selv? Og hvad med hele ’fake news’-problematikken? Siden begrebet ’fake news’ blev adopteret af de store amerikanske mediekoncerner og blev forsøgt ophøjet til at være en legitim måde at skelne mellem informationer, siden Washington Post og andre medier begyndte at stemple visse alternative nyhedssites som udbredere af ’fake news’, har Google, Youtube, Twitter og Facebook løbende været i gang med at justere på funktionaliteten af deres sites, således at visse kilder nedprioriteres eller suspenderes mens andre mere officielle kilder fremhæves på trods af at de faktisk ikke har den store opbakning eller interesse i brugerkredsen.

Og skævvridningen af informationsstrømmene som følge af undertrykkelse af bestemte kilder og ideer er jo bare det første skridt. Disse justeringer af de sociale mediers funktionalitet, så de ikke længere afspejler hvad der reelt optager folks sind og vækker folks interesser, men i stadig højere grad bruges omvendt til at prøve at fremhæve og inducere nogle bestemte forestillinger i brugernes almene opfattelser, disse justeringer viser igen, at folks tillid til medierne bliver misbrugt og den opsparede tillid bliver for den enkelte bruger igen konverteret til en lige så stor sårbarhed.

I det hele taget har der været et formidalt forræderi forbundet med de seneste årtiers privatiseringsbølge, hvor netop en lang række samfundsinstitutioners opsparede goodwill er blevet plyndret af finansielle lykkeriddere og charlataner. Hvorfor er vores økonomiske modeller komplet ude af stand til at værdisætte denne fortsatte plyndring? Og igen, netop denne blindhed overfor det samlede samfunds opsparede tillid i en given samfundsinstitution, netop denne blindhed nærmest garanterer at tilliden vil blive konverteret til former for udbytning af kunderne, indtil den pågældende samfundsinstitution er tømt for indhold/tillid, og det samlede samfund er blevet så meget fattigere og dårligt fungerende.

Denne blindhed overfor hvad indholdet af samfundet i virkeligheden er, har i mine øjne ført til en accelererende nedbrydelse af alle vores samfundsinstitutioner. Salget af Nets og de korrupte udviklingstendenser indenfor de sociale medier er bare to eksempler. For mig er konklusionen ikke til at komme udenom: Vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er på mange måder udtjente og dysfunktionelle, og graderne af samfundsnedbrydende tendenser er nu så stærke, at det ligner et kapløb med tiden om at få nogle nye samfundsforestillinger kørt i stilling inden vores samfund er totalt ruineret.

Ligesom skandalerne om salget af en del af Dong til en kapitalfond under ledelse af Goldman Sachs og salget af Nets til Bain Capital under ledelse af Mitt Romney må udløse et folkeligt krav om en reform af vores politiske systemer, hvor befolkningen får mulighed for at sætte sin vilje igennem på tværs af politikernes rænker, så skal vores selskabsformer også reformeres. Graden af mørklægning omkring private virksomheders dispositioner er utidssvarende, korrumperende og uacceptabel. Efter min opfattelse er det kun igennem indførelsen af en radikal transparens også i erhvervsvirksomhedernes og de multinationale koncerners forvaltning, at en helt grundlæggende erhvervsetik kan gendannes. Men det handler ikke bare om erhvervsetik, det handler i en videre forstand om vores økonomiske begreber, eller med andre ord, hvordan vi får løftet vores nuværende fejlbehæftede og korrupte økonomiske tankegange op til nogen tidssvarende og værdiskabende tankegange.

Hver gang en kunde køber et bestemt produkt eller en bestemt ydelse, så investerer denne kunde noget tillid i dette produkt eller denne ydelse. Pengene kunden betaler for produktet eller ydelsen er en repræsentation for det der reelt udveksles, nemlig tilliden til at dette produkt eller denne ydelse vil indfri de forventninger man har til produktet/ydelsen og at kunden derved får opfyldt det behov der er den underliggende anledning til at foretage købet. Med de traditionelle forestillinger om markedet har tankegangen været den, at blev kundens tillid/forventninger ikke indfriet af produktet/ydelsen, så vil kunden vende ryggen til den pågældende leverandør og søge en anden. Det gælder sådan set stadig, men med internettet er der opstået en helt ny mulighed for at kvalificere denne tillidsrelation mellem en given leverandør og dennes produkt/ydelse på den ene side og kunderne på den anden. Hvad nu hvis enhver erhvervsvirksomhed var forpligtet på at have et åbent og ucensureret kundeforum på deres hjemmeside, hvor kunderne var fri til at give udtryk for deres tilfredshed med det givne produkt/den givne ydelse samt kommentere på alle øvrige forhold omkring købet? Hvad nu hvis kunderne på en verificeret og ucensureret måde kunne ’rate’ det givne produkt/den givne ydelse? Og hvad nu hvis teknologien til at foretage denne verificerede og ucensurerede kommunikation allerede findes i form af blockchain-teknologien, som blev introduceret med de digitale kryptovalutaer?

Hvad et sådant kommunikationsforum tilknyttet enhver erhvervsvirksomhed ville give mulighed for ville være, at der opstår en mulighed for at respektere den tillid kunden oprindeligt investerede i produktet/ydelsen. Hvis en kunde oplever at den tillid han eller hun investerede i produktet/ydelsen ikke bliver indfriet, så er kunden altså fri til at dele denne oplevelse med andre potentielle kunder via det åbne, ucensurerede kundeforum. Selvom det for den pågældende kunde i situationen måske er en ringe trøst bare at få muligheden for at stadfæste sin skuffelse, så bliver den investerede tillid ikke desto mindre respekteret og omsat, og den samlede virkning af kundernes tilbagemeldinger kan potentielt have en meget disciplinerende virkning på måderne den pågældende virksomhed drives.

Det siger sig selv, at virksomhederne selvfølgelig er fri til at tage til genmæle i deres kundeforum, og der vil selvfølgelig også være en vis mængde af kværulanter, der projicerer deres egne fejlkøb over på egenskaber ved produktet/ydelsen, men det der vil være interessant er selvfølgelig de gennemgående tilbagemeldinger og virksomhedens samlede rating mht. kundetilfredshed. Samt selvfølgelig særlige tilfælde hvor en virksomheds adfærd vækker almen afstandstagen, f.eks. hvis virksomheden bliver grebet i miljøsvineri eller korruption. Det åbne og ucensurerede kundeforum kunne muligvis sågar via blockchain-teknologien blive en platform for whistleblowers blandt virksomhedens egne ansatte.

Det er lige ved at man tør håbe på, at en sådan radikal ny kontrakt mellem erhvervsvirksomheder og deres kunder kunne føre til, at selv erhvervsvirksomhederne vil arbejde på nogle rimelige og retfærdige samfundsstrukturer for er de ikke det, så vil virksomhederne skulle bruge endeløse mængder af tid på at imødegå alle klagerne fra deres kunder som følge af at de bare helt generelt føler sig desavouerede.

Skulle tankegange som de her skitserede vinde mere almen udbredelse, vil virksomheder som Facebook komme under voldsomt pres for at reformere deres erhvervsetik og deres kontrakt med deres kunder. Da det er kunderne der leverer indholdet på Facebook, og kunderne samtidig er produktet, så er det på høje tid at Facebook finder en mere ydmyg måde at relatere til sine kunder. Mere konkret ville det betyde meget større transparens, meget mere nuancerede regler om rettighederne til indholdet, muligheder for den enkelte kunde at bestemme hvilke informationer Facebook må videregive, muligheder for at kunderne får indflydelse på hvordan Facebook fungerer mm.

Selvfølgelig har Facebook lagt et kæmpe udviklingsarbejde i at tilvejebringe den nuværende funktionalitet og investeret enorme summer i server-farme hovedsagelig i Amerika men også i andre lande. Selvfølgelig skal disse investeringer have lov til at give et afkast, men da Facebooks forretningskoncept er at det er kunderne der leverer indholdet og kunderne der er produktet, så kan kunderne, hvis de føler sig tilstrækkelig meget kørt rundt med, vælge at migrere pludseligt og i store mængder til nogle andre platforme. Facebook er meget mere følsom overfor kundernes goodwill end koncernen gør som om.

Det punkt hvor kunderne over en bred kam gør op med sig selv, at enten reformerer denne virksomhed sin erhvervsetik og sine måder at relatere til sine kunder eller også søger jeg andre steder hen, det er som sagt allerede indeholdt i de traditionelle økonomiske tankegange. Det nye ville være, hvis kunderne insisterede på at få mulighederne for at gå i dialog med virksomhederne, og dermed begyndte at øve indflydelse på hvordan virksomhederne drives. Denne bevægelse kunne man kalde ‘the stakeholder takeover’, og det ville ikke være en politisk revolution med beslaglæggelser og nye ”utopiske” modeller for hvordan samfundet skal drives, men mere stilfærdigt bare et ’takeover’ af den enkelte virksomheds fortælling. Altså at det fremadrettet ville være kundernes reaktioner der var virksomhedernes primære fortælling, og ikke deres reklamer og andre former for selvpromovering.

 

 

 

(Illustration: Pan American Unity, Diego Rivera, 1940)

 

Reklamer