Da demokratier blev indført igennem de europæiske lande fra sidst i 1700-tallet og over 1800-tallet, så var det befolkningerne der fremtvang indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Og disse ofte temmeligt konservative demokratiske forfatninger blev så hen ad vejen opgraderede, så de blev sande demokratiske forfatninger med den sidste store bølge af forfatningsændringer med kvindernes stemmeret for godt 100 år siden. Så med den rivende bevidsthedsmæssige udvikling menneskeheden har gennemlevet over de seneste 100 år, hvordan kan det være, at vores demokratier ikke løbende er blevet tilpassede de nye mere udviklede menneskesyn og samfundsforestillinger?

Svaret herpå er meget enkelt, det er fordi reformer af vores demokratiske forfatninger i dag ligesom førhen medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Ikke bare er storkoncernerne og storbankerne udmærket tilfredse med det nuværende setup, politikerne trives også fint med den magt de har. Kan vi forvente at politikerne af egen drift fremsætter forslag om demokratiske reformer, som vil tvinge dem at være helt anderledes omhyggelige med at sikre sig, at de har de fornødne mandater fra befolkningen til at gennemføre deres politiske initiativer? Nej, vel?

Og hvad sker der så, når man undlader at opgradere sine politiske institutioner, så de er i trit med den bevidsthedsmæssige udvikling? Ja, så opstår der korruption. Principielt er der to styreformer, styring gennem frivillig tilslutning eller styring pr. dekret. Hvis ikke de demokratiske politiske institutioner løbende tilpasses, så de faktisk sikrer denne brede tilslutning, så glider de umærkeligt over i at blive styring pr. dekret, svarende til en korruption af demokratiet.

De demokratiske politiske institutioner er så også dem der skal beskytte befolkningen som helhed mod overgreb fra de andre magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne (som alle i den sidste ende styrer pr. dekret) samt magtfulde udenlandske kræfter. Så en af måderne man kan måle på, om de demokratiske politiske institutioner løbende bliver tilpassede og varetager deres forpligtelser overfor befolkningen er ved at tjekke, om de politiske institutioner jævnligt tager et opgør med disse magtgrupperinger og deres iboende drift imod større magt.

Spørgsmålet der rejses her således, om ikke vores samfundsmæssige omstændigheder flyder over med vidnesbyrd om, at vores demokratiske politiske institutioner ikke er fulgt med udviklingen og vores demokratier er således blevet svækkede år for år og særligt igennem krisesituationer, og at de øvrige magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne samt magtfulde udenlandske kræfter har haft alt for let spil og har markant udvidet deres indflydelse. Faktisk forekommer disse øvrige magthavere at have sat sig så meget igennem, at de politiske ledere accepterer at være underlagt dekreter, der udgår fra deres side. At politikernes loyalitet i højere grad ligger hos storkoncernerne og storbankerne og de udenlandske kræfter end den ligger hos den danske befolkning.

Det der giver demokratisk valgte politiske ledere deres gennemslagskraft er deres opbakning i befolkningen. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering havde ikke mod og mandshjerte til at tage et opgør med USA og efterretningstjenesterne efter Snowdens afsløringer, men havde HTS og hendes regering været funderet i en tæt dialog med og respekt for holdningerne i befolkningen, havde HTS været nødt til at tage et opgør, hun kunne endda have følt en stolthed ved det, og USA og efterretningstjenesterne måtte herefter acceptere de rammer man så fik forhandlet sig frem til.

Således har valgkampe indenfor den vestlige verden udviklet sig til et mægtigt skuespil. Det er her at begrebet ’The Overton Window’ trænger sig på. At den politiske debat op til parlamentsvalg bevæger sig indenfor et meget snævert felt af accepterede dagsordener. Og det gælder ikke bare emnerne som sådan, men måderne man taler om dem. Selvfølgelig diskuterer man økonomi, men man går ikke i dybden på de reelle dybe strukturelle ubalancer i økonomien. Selvfølgelig diskuterer man klimaforandringer, og således reducerer man de enorme udfordringer forbundet med menneskehedens plyndring af naturgrundlaget til et spørgsmål om klimaforandringer gør dermed emnet politisk acceptabelt og bemærkelsesværdigt ikke-radikalt.

’The Overton Window’ sikrer at den politiske debat netop holder sig indenfor nogle tilpas ikke-radikale rammer, når der måske netop nu og mere end nogensinde er behov for at tænke radikalt udenfor boksen. Og her er det min personlige opfattelse, at kollapset af det venstreorienterede standpunkt op igennem 1980’erne spiller en afgørende rolle i denne politiske degeneration. Tilbage i 1970’erne var ’The Overton Window’ meget større, radikalt større, og således talte kommunisterne og venstresocialisterne (senere Enhedslisten) og sågar Socialistisk Folkeparti om nødvendigheden af en politisk revolution. Men så kom afsløringerne af, hvor voldsomt diktatoriske og umenneskelige de kommunistiske styrer i Sovjetunionen og Kina havde udviklet sig, og så kunne de venstreorienterede standpunkter ikke modstå kritikken, der skyllede ind over dem.

Således er der de garvede politikere, der meget nøje ved hvordan de skal tale ind i ’The Overton Window’, og så snart en ny kandidat bringer et spørgsmål op, der ligger udenfor rammen, så bliver kandidaten mødt med en arrogance og en nedladenhed fra de garvede politikere, som får kandidaten til at fremstå som uprofessionel og håbløst idealistisk. Og det ganske uanset om kandidatens indlæg var velovervejet og presserende relevant. Og da meget få vælgere ønsker at stemme på en kandidat, der er uprofessionel og håbløst idealistisk, så lader mange sig formentlig ubevidst rive med af mobningen.

Også hele ideen om partierne og partiernes varetagelse af de bagvedliggende befolkningsgruppers interesser fremstår forældet. Helt op til Anden Verdenskrig var klassesamfundet en præsent realitet, og fagbevægelsen havde sin store andel i, at de laveste socialklasser fik politisk indflydelse og sågar vandt regeringsmagten med Thorvald Stauning, først i en kort periode i midten af 1920’erne og efterfølgende som landsfaderen, der ledte Danmark igennem depressionen.

Men med det store materielle boom i efterkrigstiden gik det traditionelle klassesamfund i opløsning. Og med kollapset af de venstreorienterede standpunkter i 1980’erne kombineret med en stadigt mere potent finanssektor, der satte gang i hjulene, og gjorde den enkelte bolig til et investeringsobjekt, er de traditionelle klasseskel mere eller mindre udviskede. I dette øjebliksbillede af vores samfundsmæssige omstændigheder går klasseskellet nu mellem dem, der er blevet begunstigede af finanssektorens eksplosive vækst, dvs. ejerne af boliger og andre finansielle aktiver, og de der har stået udenfor denne bonanza. Og så i realiteten måske i endnu højere grad mellem de superrige og det øvrige samfund.

Og selvfølgelig er der en række forskelle mellem de ”røde” og de blå partier i de europæiske parlamenter. De ”røde” tror på det formålstjenlige ved at staten løser en række centrale samfundsopgaver (hvilket man må sige at Danmark er et eksempel på), man tror på at bidragene til samfundshusholdningen skal vægtes efter evne og at der derved sker en vis indkomstfordeling, og man tror på (eller man troede i hvert fald tidligere på) at alle skal have en plads i fællesskabet og de svageste i samfundet skal have hjælp til at finde en plads.

De blå tror på betydningen af, at når det kommer til stykket er der kun os selv til skabe vores liv. Det er op til hver enkelt at skabe sig en levevej og tage konsekvenserne af sine egne valg. Uden respekt for denne elementære kendsgerning er der ingen ansvarlighed. Således er der hos de blå en skepsis overfor statslig indblanding i folks liv, om det så kommer i form af social støtte eller særafgifter. Omvendt er der her stor sympati for erhvervslivet, hvor folk netop tager initiativ og skaber noget selv, og konstant arbejder for at hæve produktiviteten, hvilket er samfundsmæssigt værdiskabende. Hvor kæden så måske over de seneste årtier er røget af, er i en svigtende evne til at skelne mellem indtjening opnået ved ægte produktivitetsforbedringer overfor ved outsourcing og diverse finansielle narrestreger.

Hvorfor jeg personligt oplever vores nuværende demokratiske institutioner som tåbelige og udtjente er ved den forcerede ensidighed jeg bliver tvunget ud i ved at skulle stemme på et parti (eller en bestemt kandidat underlagt en stram partistyring pr. dekret). Jeg ved ikke om jeg står alene med fornemmelsen, men jeg har nemt ved at finde sympati for de ”røde” standpunkter og jeg anerkender vigtigheden af de blå standpunkter, så hvad mening har det at afgive én stemme til den ene eller den anden side?

Således bliver selve stemmeafgivelsen i en helt unødvendig grad et identitetsspørgsmål. Tidligere var der de traditionelle tilhørsforhold til samfundsklasserne og traditionerne i de enkelte familier og måderne man så sin egen rolle indenfor samfundet, og der var identitet forbundet med disse tilhørsforhold. Men med de traditionelle klasseskel udviskede fremstår stemmeafgivelsens forcerede ensidighed som en vanvittig forfladigelse af den enkelte vælgers politiske standpunkt.

Der er således en case for indførelse af former for en helt anderledes bredspektret politisk debat. Med alle de dybt foruroligende ubesvarede spørgsmål, der hober sig op udenfor skyklapperne af ’The Overton Window’, er vores herskende demokratiske metoder nærmest blevet en karikatur. Prøv at forestille dig, hvis partiorganisationerne faktisk blev pålagt at føre dialog ikke bare med deres medlemmer men med den brede befolkning. At der var et offentligt forum på hvert partis hjemmeside, hvor befolkningen kunne stille spørgsmål til partiet og partiets ledere. Disse spørgsmål skulle selvfølgelig være organiserede i nogle kategorier, og partierne ville selvfølgelig samle spørgsmål sammen indenfor de enkelte kategorier og forsøge at give dækkende besvarelser, men de ville ikke have rettigheder til bare at slette ubekvemme spørgsmål.

Det ville selvfølgelig udløse en enorm ny arbejdsmængde for partierne, som rimeligvis kunne tilvejebringes gennem en særskilt statsstøtte, men det kunne potentielt sprænge ’The Overton Window’ i stumper og stykker. At store dele af befolkningen går med en enorm uro over bivirkningerne af coronavaccinerne, over de politiske lederes knæfald overfor medicinalindustrien i overvindelsen af coronaepidemien, over langtidseffekterne af coronanedlukninger og den deraf afledte eksplosive vækst i gældsætningen/ pengeskabelsen, over overvågningsregimet og de tiltagende grader af censur på de sociale medier, over Natos aggressive fremfærd over de seneste to-tre årtier, over hemmeligholdelserne ifm. FE-skandalen og sabotagen mod Nord Stream 2-gasledningen, over de nazistiske elementer i Ukraine og deres rolle i krigens udbrud og fortsættelse, over graderne af detailregulering af borgernes og virksomhedernes adfærd, over den fortsatte udpining af naturgrundlaget osv. osv.

Et sådant radikalt udvidet spektrum for den offentlige debat ville formentlig i sig selv fuldkommen ændre vilkårene for politisk ledelse. Så ville politikerne pludselig være tvungede til at træde i karakter som ledere, og stå ved hvad de opfatter som sandt og byde ind med regulære visioner for, hvordan vi overhovedet skal overkomme vores aktuelle enorme udfordringer og bringe vores samfund videre.

Hvor direkte demokrati nok er idealet, har jeg personligt har jeg svært ved at se det realiseret indenfor menneskehedens nuværende bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Problemet er, at politik altid er en afvejning af politiske ønsker overfor hvad der praktisk er muligt. Således kommer politik altid i form af ’pakker’, dvs. en sammensætning af nogle ønsker og initiativer man ønsker at realisere på den side og på den anden hvordan man skaffer de nødvendige ressourcer til at realisere disse ønsker/ initiativer. Kompleksiteten af disse spørgsmål er i sig selv meget vanskeligt forenelige med direkte demokrati.

I min optik vil der også fremover være behov for et repræsentativt demokrati, men indfører vi ovenstående nye fora for en bredspektret offentlig debat, ikke bare op til Folketingsvalg, men som en vedvarende dialog mellem partierne og befolkningen, så vil meget være anderledes. Og denne demokratiske reform kan så suppleres med regler for vetoret for befolkningen, hvor befolkningen kan insistere på at et politisk tiltag, såsom at gå i krig i Irak eller at salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde, skal sendes til folkeafstemning.

Men vi kører videre med vores forældede og for en stor del dysfunktionelle demokratier peppede op af al den bling moderne medier er i stand til at skabe. Og udenfor ’The Overton Window’ er vores samfund og livsgrundlag i fremskredent forfald. Det fremstår forrykt, men forklaringen er formentlig den enkle, at demokratiske reformer altid medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne.

(Illustration: Demokratiets aften, Koncerthuset, 30-09-2022)