Hvad der er i det enkelte liv er i helheden, og hvad der er i helheden er i det enkelte liv.

Denne indsigt deles af mange trosretninger samt af utallige vise mennesker uden tilhørsforhold til en bestemt trosretning. Og mange mennesker oplever med mellemrum, at de forbigående aner, hvordan deres egne erfaringer er en påfaldende afspejling af nogle større strømninger.

Hvad vi har så svært ved at fatte er, at det os der bestemmer. Hver enkelt af os bestemmer, hvilken virkelighed vi vil leve i, og i samme øjeblik hver enkelt træffer sit valg, så er dette hans eller hendes virkelighed. Men de færreste kan holde ud at leve med eksistensvilkår, som er så frie og åbne og i sig selv formløse, og derfor indfører vi rammer og begrænsninger for vores udfoldelse, som giver vores liv form. Disse former kan vi så betragte udefra, og gøre til genstand for indbyrdes diskussioner, og således forhandler vi os løbende frem til nogle rammer og begrænsninger, som er fælles, og disse former, rammer og begrænsninger identificerer vi herefter med vores samfund.

Møder vi folk fra andre kulturer, som har valgt nogle andre sæt af former, rammer og begrænsninger, så kan det medføre uro, for det afslører jo det vilkårlige ved vores egne samfundsmæssige konstruktioner. Vi kan således i dette møde føle at grundlaget for vores samfund bliver truet, men det er jo bare vores vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver udfordret.

Og så svært som det er at forestille sig, at vi selv er herre over vores virkelighed, lige så svært er det at forestille sig et samfund, som ikke er defineret af sine former, rammer og begrænsninger. Er det overhovedet relevant at tale om et samfund hinsides formerne, rammerne og begrænsningerne? Svaret herpå er, at i samme øjeblik man forstår lovmæssigheden ovenfor, at hvad der er i det enkelte liv er i helheden og omvendt, så ved man at vi alle er forbundne, at vi er en del af samfundet uanset hvad vi gør, og at samfundet ikke bare omfatter alle andre mennesker, men også alle andre livsformer.

Vi gennemlever nu og vil over de kommende år fortsat gennemleve en brydningstid her på planeten Jorden, hvor alle vores former, rammer og begrænsninger står til diskussion. En mængde samfundskonstruktioner vil sandsynligvis krakelere og falde til jorden. Og mange vil givetvis ønske sig tilbage til dengang, der var konsensus om vores former, rammer og begrænsninger, tilbage til dengang der vist ikke en gang blev sat spørgsmålstegn ved dem. Andre kaster sig hovedkulds ud i friheden og usikkerheden ved aktivt at udfordre vores konsensus og betvivle gyldigheden af vores institutioner. Sidstnævnte gruppe angribes herpå af førstnævnte, som om det var det, at der blev sat spørgsmålstegn ved konstruktionerne, som gjorde dem ustabile. Det er striden mellem fascisme og kulturradikalisme – en polarisering som var så karakteristisk for det 20. århundrede.

Hvad der gør vores samfundsmæssige konstruktioner særligt labile i disse år, skyldes snarere et andet og helt uomgængeligt livsvilkår, som vi normalt omfatter med sympati, men som vi åbenbart også kan få for meget af, og det er evolution. Som buddhaen siger: Det eneste sikre er, at alt er i forandring. Menneskehedens erkendelser, bevidsthed, teknologi mm. udvikler sig uophørligt, og igennem det 20. århundrede forekommer udviklingen at have accelereret voldsomt, hvorfor mange af vores samfundsmæssige institutioner ikke bare er kommet under pres, men simpelthen er blevet overhalet indenom og er i bedste fald blevet overflødige, i værste fald blevet blokerende og undertrykkende.

Og den anskuelse jeg prøver at redegøre for her er, at der er opstået et demokratisk underskud ved at vores viden om, hvad der foregår i verden er blevet dramatisk udvidet, men vores politiske institutioner er ikke fulgt med, og derfor har vi været uden handlemuligheder i forhold til denne viden.

For ethvert menneske er det en udfordring at finde en fornuftig balance mellem input og output. For meget af det ene eller det andet vil i begge tilfælde erodere ens fornemmelse af selv, hvilket igen kan medføre tvangsbetonet og irrationel adfærd samt personlighedsmæssige eller psykiske ubalancer.

Lad os sige for eksempel at man på sin arbejdsplads er vidne til at en kollega bliver mobbet af en anden kollega. Jeg vil hævde, at menneskets naturlige og umiddelbare reaktion er medfølelse med den, der bliver urimeligt behandlet, samt en impuls i retning af at gøre oprør mod uretfærdigheden. Omvendt er der jo altid nogle magtrelationer, og hvorfor stille sig på taberens side, når man faktisk kan opnå en bedre standing ved at le med på nedgørelsen, ”det er jo bare for sjov”. Således er der den umiddelbare, ægte og uegennyttige reaktion overfor den relativistiske og kalkulerede reaktion. Udfordringen om at finde en balance mellem input og output brænder efter min opfattelse sammen i dette punkt, og det kræver en meget bevidst og vedholdende træning af sig selv at opøve evnen til at handle på sin umiddelbare indskydelse fremfor den relativistiske. Endvidere gælder der for begge handlemønstre, at den reaktion du vælge i den ene situation, vil gøre det lidt nemmere at vælge samme reaktion i den næste.

Og spørgsmålet er, hvad sker der, når vores sanseindtryk udvides så voldsomt som med udbredelsen af først fjensynet og siden internettet. Hvad skete der, da fjernsynet i slutningen af 60’erne begyndte at vise billeder dels fra Vietnamkrigen dels fra sultkatastrofen i Biafra. Ja, der var faktisk en reaktion. Billederne bragede ind i de vidtåbne og fredselskende blomsterbørns bevidsthed, og blev et meget væsentligt led i udviklingen fra flowerpower til ungdomsoprør, og oprøret mod krig og ulighed blev to af bevægelsens grundpiller.

Dette var et af de mest kritiske punkter i demokratiets historie. For selvom de der gjorde oprør langt fra udgjorde et flertal, så var deres reaktion på disse nye indblik i verdens beskaffenhed, den umiddelbare og ægte. Men så svært som det er for den enkelte at se bort fra magtrelationer og egennytte og stå op for retfærdighed, lige så svært er det for et etableret samfund at reagere på nye ideer og nye omstændigheder. Igen, det er alle de vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver draget i tvivl, og da vi identificerer vores samfund med de selvsamme former, rammer og begrænsninger, så opleves det som om det er selve samfundet der drages i tvivl. Og så bliver modstanden mod det nye og anderledes indædt.

Som bekendt lykkedes det i det store og hele for de vanemæssige forestillinger og etablerede samfundsinstitutioner at få lagt låg på oprøret, og tilbage var bare de relativistiske og kalkulerede reaktioner på al den nye viden om verdens beskaffenhed.

Og vi bliver til stadighed konfronteret med nye sansninger, nye indblik, og hvis man ikke allerede er blevet fuldkommen følelsesløs, så er der en fortsat tendens mod at blive det. Vi forhærder os til stadighed. Lad os sige, at man giver efter for en momentan fristelse til at se et featured opslag på youtube med de ti sjoveste trafikuheld, og allerede på det første er der så et menneske, der bliver slået ihjel – nå ja, ups. Eller ligegyldigheden overfor alle de civile ofre i vestmagternes krige i Irak og Afghanistan. Eller den hårde og nedladende tone som kommer op i den offentlige debat, når talen falder på vilkårene for nogle af samfundets mest udsatte individer.

I det lys var det ikke nogen tilfældighed, at det var ungdommen der gjorde oprør. Unge mennesker har en renhed og en ukuelighed, som gør at de har lettere ved at handle på den umiddelbare og ægte impuls. At blive voksen handler i høj grad om at acceptere de former, rammer og begrænsninger, vi kalder samfundet, samt at lære sig at holde den umiddelbare impuls tilbage for i stedet at handle i overensstemmelse med ens egne kalkulerede interesser. Denne voksenhed forekommer at brede sig nedefter i skolesystemet og børnenes opvækst. Jo tidligere børnene opnår visse færdigheder, jo tidligere det unge menneske vælger sin karrierevej, jo bedre set fra ”samfundets” synspunkt. Og der er magtrelationerne, som etablerer sig tidligt på grundlag af, hvilken tøjstil og hvilke gadgets man kan pynte sig med.

Havde kunsterne også særlige forudsætninger for at bidrage til ungdomsoprøret, er denne tilgang blevet afløst af endeløse refleksioner over vores kulturelle tomhed, hvor coolness og kynisme er blevet feterede attributter. Igen, vi forhærder os. Og forskerne på de højere læreanstalter, der også har åbenhed mod nye ideer som et led i deres arbejdsmetode, de lod sig rive med, men har siden stiltiende accepteret, at den akademiske ånd er blevet kvalt af hensynene til ’intellectual properties’ og politiske nyttevurderinger.

Vi bestemmer selv, hvilken virkelighed vi vil leve i, og dette er altså den vi vælger. Hvorfor?.. Hvorfor?

Ja vel fordi vi enten er bange for forandringer, eller fordi vi har glemt eller fortrængt, at vi faktisk har friheden til at vælge. Forandringerne kommer så til os nu, fordi vores manglende evne til at handle på vores umiddelbare og ægte impulser har medført rodløse og yderliggående levemåder, og de ophobede ubalancer er nu uomgængelige og definerer nogle radikalt nye livsvilkår. Efter min opfattelse er der ingen vej tilbage til de kendte former, rammer og begrænsninger, vi hidtil har identificeret som samfundet. Derfor må dette være tidspunktet til at minde sig selv og hinanden om, at vi har kapaciteten til at skabe den verden, vi ønsker at leve i.

Igen, ideen jeg prøver at forfølge her er, at alle de mangfoldige indblik vi til stadighed får om uretfærdighed, ulighed, misrøgt og vold, de vækker trofast den samme umiddelbare og ægte impuls for at komme til undsætning og medvirke til at skabe forandringer, men vi har vænnet os til at leve i en virkelighed, hvor disse impulser desværre ikke har nogen kanaler for at blive levet ud. Det er i første omgang et personligt, eksistentielt valg, men da omfanget af uretten og tragedierne er så overvældende, forfalder vi let til at se os selv som ubetydelige og magtesløse. Og det er også lidt meget at stå med alene, så vi vender os mod vores ledere, men selv vores ledere vedgår indirekte, at de er magtesløse.

Verden blev ikke globaliseret ved at Kina omvendte sig til kapitalismen eller at Berlinmuren faldt. Den blev ikke globaliseret ved Washington-kriteriernes udbredelse over hele kloden, som gav en ryggesløs finanssektor fuldkommen frit spil. Verden blev globaliseret, da almindelige mennesker fik indblik i livsvilkårene for  mennesker i andre verdensdele. Det var fjernsynet, der globaliserede vores liv, og indblikkene gik, og går, begge veje. Velstående mennesker, som sidder i deres parcelhuse, og ser vilkårene for de fattige, som lever i shanty towns, og omvendt.

Vores politiske institutioner ikke har formået at forny sig, og tilpasse sig en globaliseret verden. Fordi vi holder fast ved gældende former, rammer og begrænsninger, er det umuligt for os at handle på impulserne til at rette op på uretfærdighederne og lidelserne. Der er et demokratisk underskud, som har stækket vores handlemuligheder gennem årtier. Og problemerne med ulighed, misrøgt og vold bliver bare ved med at vokse.

Var fjernsynet the wrecking ball som sprængte rammerne for vores virkelighed, så er internettet måske redskabet til at reformere vores samfundsinstitutioner og bringe heling ved at udruste os med konkrete handlemuligheder. Som jeg ser det, peger græsrodsdemokratiske organer som fx Avaaz og Mobilize frem mod reformerede demokratiske institutioner, hvor almindelige menneskers umiddelbare tilskyndelser til at handle på specifik, ny viden kan kanaliseres. Alle de mange år i apati har svækket os, og vi kommer ikke i nærheden af at løse denne verdens problemer, hvis ikke den enkelte borger genvinder sin værdighed og troen på sin egen dømmekraft.

Derfor er denne note dedikeret til Rosa Parks. For at minde om at en enkelt, beskeden, men standhaftig handling kan ændre verdens gang. Det starter med den enkelte.

(Illustration: Arrestationen af Rosa Parks 1. dec. 1955)