Ingen statslig overvågning af mine personlige udvekslinger er nødvendig for at fastslå, at jeg, Karsten Kølliker, er meget kritisk overfor USA’s politiske ledelse, og at jeg vedholdende føler mig kaldet til at pege på de åbenbare uoverensstemmelser mellem de erklærede idealer og de faktiske handlinger. I hold these truths to be self evident..

• at 9/11-terrorangrebene var det perfekte påskud for at starte krigene i Afghanistan og Irak samt det perfekte påskud for indførelse af et kontrolregime
• at krigen i Irak handlede om at erobre råderet over en af de største kendte reserver af billig olie
• at forløbet af krigen i Irak ikke på noget tidspunkt ’gik galt’, tværtimod er den vedvarende tilstand af lovløshed og fraværet af en regulær statsdannelse det perfekte påskud for opretholdelsen af den massive amerikanske tilstedeværelse i landet
• at krigen i Afghanistan overhovedet ikke handlede om Bin Laden og Al Queda men derimod handlede om sikring af CIA’s primære kilde til finansiering af sine covert operations i form af Afghanistans opiumsproduktion, som udgør 90-95 pct. af planetens samlede produktion til en skønnet værdi af 65 mia. USD
• at det således heller ikke er i USA’s nationale interesser, i hvert fald som defineret af dele af den amerikanske administration, at Afghanistan for alvor bliver genopbygget
• at den amerikanske konstitution er blevet bøjet og strukket til ukendelighed, at afgørende frihedsrettigheder er blevet inddraget, og at den amerikanske regering kan, hvis den skulle anse det for nødvendigt, suspendere de sidste borgerrettigheder nærmest overnight
• at den amerikanske regering igennem sine overvågningsprogrammer har gjort sig skyldig i et af de alvorligste brud på menneskerettigheder i menneskehedens historie
• at de amerikanske droneangreb og torturprogrammer såvel er særdeles alvorlige brud på menneskerettigheder og internationale traktater
• at den amerikanske regering ikke længere handler på vegne af den amerikanske befolkning, men nærmere, at hele det politiske system herunder medierne er blevet co-opted af big business
• at den gennemsnitlige amerikaners økologiske fodaftryk er dobbelt så stort som den gennemsnitlige europæers, 4-5 gange så stort som den gennemsnitlige brasilianer eller kinesers og 9-10 gange så stort som den gennemsnitlige afrikaners
• at årtiers korrupt lederskab har ført til tilbagegang og forfald og bragt USA på kanten af et ideologisk og samfundsmæssigt sammenbrud
• at den amerikanske regering har forberedt sig igennem mange år på den uundgåelige sociale uro der kommer, når borgerne ikke længere kan få deres liv til at hænge sammen og vender deres opmærksomhed mod de enorme uligheder i det amerikanske samfund

USA har over det seneste halve århundrede gennemlevet hvad jeg vil kalde et rullende statskup. USA har siden 2. verdenskrig (eller før) været under indflydelse af stærke ikke-demokratiske kræfter. Med mordet på præsident Kennedy satte disse kræfter sig afgørende igennem, og fra da af har USA været ledet af en form for skyggeregering, dvs. en håndfuld særdeles magtfulde organer der har kunnet lægge så massivt pres på den til hver en tid siddende præsident, at de har kunnet få tingene omtrent som de ville have dem. Og det er det der er sket, men hvad de tilsyneladende ikke lige fik med i deres overvejelser var, at denne evne til at sikre deres egne interesser uden tanke for samfundets fælles bedste har ført til, at det amerikanske samfund er ved at falde helt fra hinanden.

Demokrati og magtudøvelse er, når det kommer til stykket, hinandens modsætninger. Et demokrati fungerer ved frivillig tilslutning til de regler og principper som samfundet hviler på, mens magtudøvelse handler om at sætte sin vilje igennem uanset hvad andre synes er rigtigt. Beslutningsprocesserne i et demokrati er kaotiske og vanskelige, men det er de netop som en konsekvens af at alle har en ret til at blive hørt. Denne frihed, denne ret til at blive hørt, denne grundlæggende respekt for og værdsættelse af hvert enkelt individ, er jo på den anden side det der opmuntrer det enkelte individ til at udfolde sit liv og skabe værdi for sig selv og andre. Og det er denne fuldkommen distribuerede virketrang og stræbsomhed som gør, at demokratier kan skabe velstand som intet andet politisk system.

Blandt skyggeregeringens magtfulde excellencer finder vi også repræsentanter for big business og big finance, og tag ikke fejl, på en skala over demokrati og magtudøvelse har både big business og big finance indenfor i hvert fald de seneste tre årtier bevæget sig mere og mere mod magtudøvelsen. Hvor en virksomhed drevet efter mere demokratiske principper stoler på, at værdiskabelsen sker som følge af gensidighed i forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder, hvor medarbejderen altså føler sig tryg og fair behandlet og derfor er fri og tilbøjelig til at gøre sit bedste. Skulle medarbejderen være uenig med ledelsen mht. tilrettelæggelsen af arbejdet, så er medarbejderen fri til at fremsætte sine indvendinger overfor ledelsen, og ledelsen vil vide at der i sådanne indvendinger kan være værdifuld viden som kan føre til bedre resultater for alle.

Men det er ikke sådan ledelseskulturen har udviklet sig. Tværtimod. I takt med at den politiske ledelse blev mere og mere magtorienteret er ledelsesstilen indenfor erhvervslivet såvel blevet top-down-orienteret, hvilket har fundet sit indlysende og samtidig dybt frastødende udtryk i den måde erhvervslivets ledere har forgyldt sig selv over de seneste årtier.

Dette rullende statskup er dog ikke sket udelukkende som følge af kalkulerede dispositioner af de store magtspillere. I virkeligheden taler vi om en splittelse i den amerikanske folkesjæl. Som supermagt, som en nation der spenderer en femtedel af sit statsbudget på militæret, som en nation der for en periode havde magten til at sætte sin vilje igennem overalt på planeten, har hver en amerikaner en splint af denne magtfuldkommenhedsfølelse. Jeg vil hævde at tendensen til at anskue tingene ud fra et standpunkt af magt er langt mere fremherskende hos en amerikaner end f.eks. hos en dansker. Hvad jeg forestiller mig er således, at der i den almindelige amerikanske befolkning har været en bevidsthed om magt og en bevidsthed om mulighederne for at udøve magt, som har skabt et klima indenfor hvilket det politiske og økonomiske lederskab har kunnet gennemføre deres successive statskup. Måske er efterhånden alt hvad der sker i det amerikanske samfund udslag af magtudøvelse eller i det mindste forsøg på det.
I familierne, i skolerne, på natklubbene.

Men denne hang til magt er ikke et aspekt af den amerikanske nation eller et aspekt af den amerikanske folkekarakter, ligesom denne hang heller ikke kan tilskrives nogen anden nation eller noget andet folk. Hvis nogen bad mig beskrive den amerikanske folkekarakter ville jeg efter at have taget forbehold for sådanne generaliseringen fremhæve følgende træk: Venlige, fordomsfri, ærlige, ligefremme, imødekommende, hjælpsomme, generøse, pragmatiske, resultatorienterede. Amerikanerne har været vant til leve i et samfund med stor velstand, og denne velståenhed har klædt dem godt i den forstand, at amerikanerne forekommer mig at være oprigtigt glade for at kunne hjælpe andre. Amerikanernes rolle i 2. verdenskrig var på mange måder en kulmination af disse egenskaber, og i årtierne derefter havde amerikanerne en særlig status i verden som dem der bragte muligheder og vækst og velstand.

Igen har vi her modsætningen mellem den demokratiske ånd og magtens rænker. Jeg vil påstå at mange amerikanere i mødet med andre folk udfoldede disse særlige venligsindede træk ved deres folkekarakter, men at disse fine træk desværre samtidig udgjorde det perfekte dække for magten til at skaffe sig fodfæste, kontrol og hen ad vejen dominans. Samtidig er forholdene i verden i dag markant anderledes end for 50 år siden. Dengang troede vi på uudtømmelige kilder til rigdom og ubegrænset vækst, i dag er vi konfronteret med faldende ressourcebeholdninger, forurening, klimaforandringer og et udpint naturgrundlag. Og på den måde er amerikanernes rolle i verden skiftet markant. Amerikanernes storforbrugende livsstil er under voldsomt pres, og den eneste måde de kan opretholde den, er ved at trække ressourcer og rigdomme hjem til USA fra alle egne af planeten. Dette er hvad jeg forstår som USA’s eksistenskrise. Jeg mener at den amerikanske folkekarakter er uændret, og altså fortsat rummer ovennævnte, meget positive og givende træk, men at amerikanerne har fået bragt sig i en situation, hvor de er nødt til at handle stik imod deres natur.

I mine øjne er det på høje tid, at amerikanerne gennemgår en form for selvransagelse. Det er som om at alle deres handlinger, både i de hjemlig forhold og ude i verden, bare gør deres problemer større og større. Der må være andre veje at gå, og her vil jeg vende tilbage til demokrati/magtudøvelses-modsætningen. Amerikanerne skal, ligesom alle os andre, indstille sig på en meget anderledes livsstil. Vi taler om meget store forandringer i måden vores samfund fungerer på. Men lige det med forandringer er ikke magtudøvelsens stærke side. Faktisk tværtimod. De eneste forandringer magten kan se for sig er udvidelse af sin magt gennem de samme metoder som har virket førhen. Alle andre former for forandringer er potentielle udfordringer af magten og bør derfor nedkæmpes.

Helt anderledes er det med demokratiets forhold til forandringer. Eftersom demokratiet i sit væsen er kaotisk og tilpassende og mangfoldigt, så virker forandringer faktisk stimulerende for demokratiet. Det er simpelthen gearet til at manøvrere i ukendt land og finde nye overraskende løsninger, blot er det helt i tråd med demokratiets væsen afgørende, at hvert enkelt individ har både et socialt tilhørsforhold og frihed til at definere sin egen rolle indenfor fællesskabet. For at forløse demokratiets evne til at omstille vores samfund er vi således nødt til at bryde den magtudøvende karakter af vores samfundsinstitutioner ned.

Personligt tror jeg, at det amerikanske folk ville være i stand til at forløse deres ligeså karakteristiske egenskaber af iværksætterånd, innovation og udholdenhed og således transformere det amerikanske samfund og deres land til en ny grad af velstand. En velstand af trivsel, omsorg og velvære. Hvem ved, måske kunne amerikanerne på ny blive dem, der drager ud i verden og bringer velstand og vækst med sig.

I tilbageblik er der således en lige linje mellem attentatet på Kennedy og det nuværende amerikanske samfund på kanten af sammenbrud. Men Kennedys død var ikke forgæves. Dels efterlod han os nogle politiske visioner, som faktisk fik lov at leve videre netop i kraft af hans død. Dels var den udbredte dedikation overfor hans minde og hans determination afgørende for, at den amerikanske mission om at sætte en mand på Månen utroligt nok lykkedes. Og hvad var udkommet af denne mission? Langt mere end en magtdemonstration var det en overraskende ny bevidsthed om en forenet menneskehed, som har ét fælles hjem i planeten Jorden. ”One small step for a man. One giant leap for mankind”.

Kan amerikanerne genfinde den ydmyge og givende rolle som jeg mener ligger i deres folkesjæl, så kan det amerikanske folk være afgørende for etableringen af en ny epoke for menneskeheden. En epoke præget af fred og trivsel og udvikling. Alt det politiske spin om de rige som ’jobcreators’ er bare magtens forsøg på at legitimere sig selv. Velstand kommer af befolkningens trivsel. Så enkelt er det. Sådan har det alle dage været, og sådan vil det vedblive med at være. Kan amerikanerne finde tilbage til de værdier deres nation er grundlagt på, så kan de også genfinde en rolle i verden, som dem der hjælper andre nationer igennem den særdeles turbulente og udfordrende periode, vi alle har umiddelbart foran os. Det mægtige amerikanske militær ville således selv i en betydeligt reduceret udgave stadig kunne være den afgørende faktor til sikring af freden i verden igennem disse svære tider. Eller med andre ord, at USA vil trives ikke ved udbytning af andre nationer, men ved sikringen af deres trivsel også.

Efterskrift
Det er selvfølgelig altid nemt og bekvemt at udtale sig om andres muligheder og begrænsninger og således bortlede opmærksomheden fra én selv. I virkeligheden er der intet af det ovenstående som ikke også er relevant for Danmark, hvor jeg selv er hjemmehørende. Skulle jeg for en god ordens skyld sammenligne Danmarks status med den indledende punktopstilling kan det konstateres

• at Danmark tog aktivt del i krigene i Afghanistan og Irak
• at Muhammed-konflikten ikke blev håndteret ”klodset” af vors statsminister, men nærmere, at den afledte konfrontatoriske linje bragte det danske politiske lederskab i samklang med vores amerikanske og engelske allierede
• at Danmark ikke har tilkendegivet nogen former for forpligelser overfor genopbygningen af Afghanistan og Irak
• at den danske operationelle kommando i Irak og Afghanistan var vidende om de amerikanske torturmetoder og alligevel fortsatte med at udlevere fanger til det amerikanske militær
• at det danske folketing med vedtagelserne af hhv. Terrorpakken og Lømmelpakken såvel har inddraget hævdvundne borgerrettigheder
• at den danske regering ikke har taget nogen initiativer i retning af at blotlægge omfanget af ulovlig overvågning af danske borgere, foretaget af danske eller udenlandske efterretningstjenester
• at den gennemsnitlige danskers økologisk fodaftryk er større end den gennemsnitlige amerikaners ikke mindst takket være vores industrielle kødproduktion
• at det danske politiske system heller ikke handler på vegne af befolkningen, eksemplificeret ved konflikten om lærernes arbejdsvilkår samt salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde
• at årtiers udueligt og korrupt lederskab også har nedbrudt sammenhængskraften i det danske samfund og skabt tiltagende uro og usikkerhed i den danske befolkning

Vi har som danskere i den forstand intet at lade amerikanerne høre, og når jeg alligevel vælger at rette opmærksomheden mod USA og den amerikanske befolkning er det fordi at vi danskere jo også i større eller mindre grad har opfattet os selv som værende underlagt amerikansk lederskab. Berettiget eller ej.

(Illustration: Earthrise, Apollo 8, 24. dec. 1968, NASA)