Okay, så det handler ikke bare om en banksektor, som er gået linen ud i kreditskabelse, svindel og spekulation, det handler også om en bevidst og ideologisk betinget udeladelse af myndighedsmæssigt opsyn med den samme banksektor.

Okay, så det handler ikke bare om en løbsk finanssektor, som skaber samfundsøkonomisk omsætning gennem ryggesløs gældsætning, det handler også om politikere som kan holde et mægtigt statsapparat kørende på basis af den samme forøgede samfundsøkonomiske omsætning og gældsætning.

Okay, så det handler ikke bare om politikere, som overgiver hele vores samfund til den umiddelbare (og kortfristede) tilfredsstillelse ved ’The Wealth Effect’, det handler også om et ideologisk program som helt åbenlyst begunstigede de rigeste og pressede de svageste.

Okay, så det handler ikke bare om ”The Wealth Effect”, som stimulerer folks købelyst og forbrug, det handler også om befolkninger og deres politikere, der hver især nægter at konfrontere sig selv med realøkonomien i vores ressource- og naturforvaltning.

Okay, så handler ikke bare om et kunstigt stimuleret forbrug, som i realiteten har ført til overforbrug og forurening og udpining af naturgrundlaget, det handler også om et sammenbrud af elementær politisk ansvarlighed.

Okay, så det handler ikke bare om at den samfundsmæssige værdiskabelse står til at synke sammen, fordi vi ikke længere kan opretholde de kunstige stimuli, det handler også om at når den samfundsmæssige værdiskabelse så for alvor synker sammen, så vil vi i den selvsamme situation miste tilliden til vores politiske ledere og vores politiske system.

Okay, så det handler ikke bare om at vi i den samme vanvittig kritiske situation mister både vores livsgrundlag, vores samfundsforestillinger og tilliden til vores ledere, hvilket må forventes at stimulere attituder i retning af utæmmet egoisme og overlevelsesdrifter og yderligere nedbrud af den samfundsmæssige værdiskabelse, det handler også om at vi i den selvsamme situation skal forløse en hidtil uset omsorg for alle de øvrige skabninger vi deler denne planet med og således iværksætte hidtil usete programmer for genopretning af naturen i en global skala.

Okay, så hvem har nogle løsningsforslag?

 

Det er der, når det kommer til stykket, ikke ret mange der har. Og det er der en grund til, som handler om hvordan vi alle bærer omkring på nogle voldsomt oppustede ego’er, som følge af vores hengivenhed til udseende og status og arrogance (uanset på på hvilken side af dem-og-os-skellet man befinder sig), men vores ego’er kan ikke overleve mødet med de enorme udfordringer vi er konfronterede med. Det er ikke svært at finde bloggere og nyhedssites, som beskæftiger sig med de første fem led i ovenstående opremsning, fordi vi her taler om forhold som man kan kritisere nogen for, og vores ego’er elsker at kritisere, det vokser de bare yderligere ved. Men når så ræsonnementet drejer over i retning af, hvor totalt ude at skide vi alle er ved de vanvittig dybe vanskeligheder vi har bragt os i, så begynder ego’et at krakelere, og vores respektive ego’er vil derfor kæmpe med alle midler for at rive sig selv og vores opmærksomhed ud af disse tankerækker og erkendelser, så det kan bevare sig selv intakt. Vi kan ikke se oprigtigt og uden forbehold på vores samfundsmæssige, sociale og biologiske omstændigheder uden samtidig at blive overvældet af omfanget og dybden af den krise vi befinder os i. Der kommer en ydmyghed og lidenhed over ens opfattelse af sig selv i mødet med disse enorme udfordringer, lidt ligesom følelsen af ydmyghed og lidenhed kan komme over én på en stjerneklar nat, hvor universets sande righoldighed viser sig for én. En verden, der er så stor, kan ikke rummes af ego’et, og ego’et nærmest fordufter bare i mødet med en sådan storhed.

På den måde er vores verden så forunderlig logisk, for vores vanvittig dybe vanskeligheder er praktisk talt alle produkter af vores voldsomt oppustede ego’er, og de hidtil ukendte og ubenyttede kræfter vi skal bruge for at overkomme vores dybe vanskeligheder er nøje forbundet med vores evner for at transcendere ego’et. Når vi slipper vores identifikation med ego’et kommer der nogle kræfter til vores rådighed, som er så meget mere virkningsfulde end de kræfter vi har adgang til igennem ego’et. Og aldrig før har menneskeheden haft et så udtalt behov for at forløse hidtil ukendte og ubenyttede kræfter, som vi har på dette vanvittig kritiske punkt af vores kollektive livsbane.

Men når det kommer til stykket skal ego’et som sådan ikke gøres til skurken her. Vi har hver især brug for et ego. Vores ego er vores måde at give form på os selv i en verden, der ellers er formløs og grænseløs og derfor svær at arbejde med. Problemet er den voldsomt oppustede eller voldsomt dominerende karakter vores ego’er har fået indenfor den enkeltes liv ligesom indenfor samfundslivet. Vi har dyrket at give form på os selv, vi har dyrket at give form på vores indbyrdes relationer, på vores indbyrdes kommunikation og på samværsformer. Den verden vi har fået skabt for os selv, er så formet og forudindtaget og reguleret, at vi er ved at blive kvalt af formernes dominans. Vores trang til at bringe os selv og vores verden på form har bredt sig så effektivt, at vi efterhånden helt har fået fortrængt den anden side af vores eksistens, som er den formløse, drømmende, skabende side, og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side er så set fra ego’ets standpunkt alt for stor og vidtløftig, faktisk er denne anden tilgang til livet som sagt så stor og omsiggribende, at ego’et løber en risiko for helt at fordufte i mødet med det, og ego’et har derfor som sagt sin egne grunde til at modarbejde og nedgøre og forhindre den slags oplevelser og erkendelser.

Man behøver bare at se ud i den virkelighed der omgiver os for at konstatere, at vores verden er martret af nogle enormt oppustede og dominerende ego’er, der kæmper for at opretholde deres oppustede/dominerende roller. Men problemet er ikke begrænset til hovedrolleindehavernes ego’er. Sagen er, at vi såvel kan tale om ego-konstruktioner vi deler med andre, familie, stamme, landsdel, nation osv. Overalt hvor vi føler trang til at give form på os selv og de forskellige grupper vi indforskriver os selv under, der vil vi bidrage til udviklingen og opretholdelsen af kollektive ego-konstruktioner. Og igen her har vi over så mange år arbejdet så ihærdigt på at give form på disse gruppe-ego’er, velsagtens som en funktion af vores ihærdige arbejde med at give form på vores egne ego’er, at disse gruppe-ego’er også er gået hen at blevet både voldsomt oppustede og voldsomt dominerende og samtidig voldsomt undertrykkende i forhold til anden side af vores eksistens, den side som er uden formerne og fordommene og skellene, den side som er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og hele det levende univers vi er en del af.

Så det vil være mit bidrag til et løsningsforslag. En udbredelse af en forståelse for den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af. Denne anden side af vores eksistens vil jeg kalde den organiske side, og siger hermed, at vores reelle forbundethed med hinanden og hele det omgivende univers er lidt som en krop, hvor de enkelte organer og deres samspil er fuldkommen integrerede og ingen del kan fjernes uden at det organiske fortabes og kroppen dør. Det er forståelsen for denne levende og naturgivne forbundethed der er afgørende. Og ligesom vi kan udvikle og opretholde gruppe-ego’er vil der også være en organisk side af vores gruppe-eksistenser. Det er udbredelsen af en forståelse for den organiske side af vores forskellige kollektive ”kroppe”, som jeg kalder en socialorganisk forståelse og skulle den blive udbredt, så vil vi tale om en revolution af vores samfundsforestillinger og -institutioner.

 

En energimæssig krop i et energimæssigt univers

Jeg har i årenes løb været i hænderne på mange kloge og dygtige kvinder, og her taler vi ikke om noget erotisk men om forskellige former for kropsterapi som zoneterapi, antroposofisk massage, akupunktur, kranio-sakralterapi, reikimassage mm. Det startede med at jeg havde en leverbetændelse over et par måneder i starten af 2002, og i den forbindelse oplevede jeg hvordan kvinder i min omgangskreds opsøgte mig for at hjælpe mig med overkomme min sygdom og genoprette min krops balance og sundhed. Denne omsorg var uventet og dybt rørende, ikke mindst fordi den kom fra flere sider og den var så oprigtig og givende. En mødrene fra datters børnehave havde uddannet sig indenfor kinesisk mikro-makro-ernæring og kom med forskellige teer og urter og bestemte ting som ville gode for mig at spise under de specielle omstændigheder jeg befandt mig i. Lederen af min datters Rudolf Steiner-børnehave viste det sig var også uddannet antroposofisk massør, og tilbød mig et forløb med to ugentlige massager. En tredje var sygeplejerske og kom jævnligt forbi for at høre til hvordan min tilstand udviklede sig, og der var flere som opsøgte mig bare for at vise deres omsorg.

Det var så rørende, og oplevelsen var så uventet og stærk, at den på en meget diskret men meget virkningsfuld måde ændrede min livsbane. For jeg blev jo rask, også selvom den konkrete virus aldrig blev identificeret, men min verden var blevet radikalt udvidet ved mødet med disse kvinders meget mere intelligente og raffinerede og kreative måder at forstå kroppen og dens balance og sundhed. Og efter jeg blev rask forfulgte jeg disse nye levemåder videre og opsøgte mikro-makro-mesteren himself Tue Geertsen, og indarbejdede disse indsigter i min daglige kost, og begyndte at gå regelmæssigt til akupunktur/zoneterapi hos Sonja Cleminson, en meget erfaren og dygtig terapeut. Således var jeg blevet vækket til en opmærksomhed på min krop og min krops reaktioner på forskellige fødevarer og andre påvirkninger, og en opmærksomhed på hvordan ubalancer i min psyke kunne sætte sig som ubalancer i min krop, og at et sundt liv i ligevægt i høj grad også handlede om en ligevægt i sindet, hvilket i praksis vil sige et sind befriet for frygt og blokeringer. I en vis forstand kan man sige, at min stræben efter udvikle en harmonisk samfundsforståelse og min stræben efter at opvække en forståelse og omsorg for naturen som vores reelle livsgrundlag, at denne stræben hele vejen igennem har været min måde at give tilbage på, hvad jeg dengang fik.

Velsagtens fordi hun kunne se at jeg stadig havde en del at arbejde med, gav min eks mig i 50-årsfødselsdagsgave en session hos terapeut hun netop var blevet opmærksom på, og som praktiserede en særlig form for holostisk kropsterapi. Hun hed Trine og havde sin klinik i sit rækkehus i Hareskovby, og hvad hun gjorde var en slags full body-zoneterapi (og igen, drop det med de erotiske associationer og happy endings osv.). Jeg husker det som en ret lang session, vist over en time, og hen mod slutningen bad hun mig om at prøve en særlig øvelse. Mens jeg lå på ryggen på briksen satte hun sig ned for fodenden, og bad mig mærke et punkt 20 cm under mine fødder, og bad mig mærke hvordan energier strømmede ind i min krop fra dette punkt. Velsagtens en øvelse som tager udgangspunkt i 12-chakrateorien, som netop arbejder med det enkelte menneskes energikrop og energimæssige væsensled, som befinder sig både under og over den materielle krop. Og selvom jeg havde mine øjne lukkede under øvelsen, havde jeg klar oplevelse af at hun brugte sine hænders energier til at forstærke energiflowet igennem dette punkt 20 cm under mine fødder.

Måske var det fordi min introduktion til hele feltet med holistisk kropsterapi var så ”ren” og givende, og fordi jeg dengang var så afkræftet af min leverbetændelse, at jeg bare overgav mig fuldkommen til den hjælp jeg fik (både den medicinske og den alternative), så har det siden været let for mig også bare at lege med og overgive mig til de øvelser eller ”indgreb”, som de forskellige terapeuter foreslog. Således også her, og jeg hengav til at mærke denne indstrømning af energi igennem dette punkt 20 cm under mine fødder. Men øvelsen genererede ikke nogen klar oplevelse. Måske var der en svag og flygtig sansning, men den var så svag at den muligvis bare var indbildt. Derpå rykkede Trine så op satte sig ved hovedenden, koncentrerede sine hænders energier, og bad mig igen mærke et punkt 20 cm over mit hoved, og bad mig mærke hvordan energierne strømmede ind i min krop igennem dette punkt. Og wuschh, det var helt vildt, det var som en åben sluse, en kanal på måske 15 cm i diameter igennem hvilken der skete en heftig indstrømning af energier, nærmest voldsom, faktisk så voldsom at Trine blev forskrækket, det gav et ryk i hendes krop og pr. refleks trak hun sine hænder til sig. Begivenheden var så mærkelig og uforholdsmæssig for os begge to, at min session hermed kom til en lidt abrupt afslutning. Som det er kutyme efter de forskellige terapiformer fik jeg lige nogle minutter hvor jeg kunne ligge for mig selv og lige samle mig sammen for på ny at orientere mig imod mit hverdagsliv. Og da jeg sagde farvel fornemmede jeg en særlig indforståethed mellem os, og at Trine i virkeligheden var meget tilfreds med denne session og det var jeg vel også, men på en eller anden måde var vi ikke i stand til at tale om det fænomen vi begge netop havde været vidner til. Det var velsagtens for mærkeligt, for stort og konsekvenserne for hver vores virkelighedsopfattelse for svære at kapere sådan på stående fod.

 

Det enkelte menneskes energikrop

Blandt andet på baggrund af denne højst ejendommelige oplevelse er jeg personligt overbevist om, at det enkelte menneske ikke bare er sin materielle krop og hvad der sker i den. Det enkelte menneske er (ligesom hele det øvrige univers) primært energier og vibrationer, og det vi oplever som fysisk stof og det vi oplever som vores materielle krop er kun aspekter af vores væren. Helt udenfor rækkevidde af vores bevidste vilje og intentioner bliver hver vores energier og vibrationer sendt ud i vores omgivelser og påvirker vores omgivelser i overensstemmelse hermed. Hvad der er den naturvidenskabelige forklaring på, hvordan denne broadcasting af vores energier finder sted, har vi stadig til gode at udrede, men at denne broadcasting finder sted er der simpelthen så mange konkrete vidnesbyrd om, at vi ikke længere kan tillade os at afvise denne radikale udvidelse af vores selvforståelse. Indeholdt i denne antagelse er også, at det enkelte menneske er sammensat af mange væsensled, hvor igen kroppen kun rummer nogle af disse væsensled, mens andre væsensled rækker betydeligt længere ud i vores omgivelser end kroppen og denne meget mere udbredte energikrop rummer således den materielle krop i sig. Menneskelivets bundethed til vores materielle univers og de vilkår der hersker indenfor dette, denne bundethed gælder for hver vores materielle krop, mens vores mere vidtstrakte energikrop i højere grad eksisterer fri af begrænsningerne af tid og rum.

 

Vores samfunds energikrop

I vores møder og samvær med hinanden udveksler vi energimæssige påvirkninger med hinanden, og afhængig af hvor stærke disse påvirkninger er, vil vi skabe energimæssige bånd imellem os. Menneskenes samfund ikke bare er funderede i idealer, principper, love og institutioner, der er noget meget mere grundlæggende på spil end vores indbyrdes aftaleforhold. Vores samfund har en organisk værensform, altså at den omsorg og medfølelse vi føler for hinanden indenfor vores samfund, at den er reel, og at vores samfund derfor har en slags kollektiv energikrop, som dannes af vores følelsesmæssige og energimæssige forbundethed. Selvom denne idé kan være svær at danne som et klar forestilling, så taler vi ikke om noget abstrakt men tværtimod om noget konkret, et fysisk aspekt af hver vores energikrop som udgøres denne energikrops forbundethed med andres energikroppe. De konkrete udvekslinger af energimæssige påvirkninger selvfølgelig stærkest fra de vi er tæt forbundne med men også fra andre vi er løsere forbundne med helt ned til, at vi alle formentlig vedholdende påvirker hinanden på et eller andet plan.

Tidligere da vores samfund havde en større etnisk homogenitet, talte vi om ’et folk’, ’det danske folk’, og med begrebet ’et folk’ blev dette organiske aspekt mere end antydet. Men det afgørende var og er ikke homogeniteten, men den reelle oplevede følelse af forbundethed og høren til fællesskabet. De samme følelser af forbundethed og fællesskab kan også opleves i multikulturelle samfund og på tværs af landegrænser, det er kun et spørgsmål om graderne af åbenhed, ærlighed og udsyn. Eller mere præcist er det et spørgsmål om hvor udviklet og livskraftig omtalte anden side af vores eksistens er, den formløse, drømmende, skabende side og den side der er tilstede i nuet og integreret og således intimt forbundet med andre og med hele det levende univers vi er en del af

Ligesom det enkelte menneske formentlig ikke kan udslette sin energikrop, end ikke ved at gøre en ende på sin aktuelle inkarnation i denne verden, således også med vores samfunds energikrop. Selv hvis vi alle skulle bestemme os for at ikke at vise nogen omsorg og medfølelse for hinanden overhovedet og således lade fuldkomment hånt om vores samfundsmæssige forbundethed, så følger det af denne anskuelse, at vores samfunds energikrop ikke dermed ville blive udslettet, men bare at vi ville hensætte os selv i en tilstand af fornægtelse af vores reelle livsvilkår og organiske behov. Så hvor langt rækker vores samfunds energikrop? Ja som før antydet formentlig hele Jorden rundt, og den omfatter ikke kun mennesker men alle levende skabninger, og skulle mennesket en gang ad åre komme i kontakt med væsner fra andre verdener, så vil vores møde med dem medføre en tilsvarende udvidelse af vores samfunds energikrop. Der er således ingen begrænsninger på, hvor langt vores omsorg og medfølelse rækker, blot er vi alle samtidig nødt til at forholde os til vores materielle krop og opretholdelsen af vores liv i det materielle univers vi er født ind i. Således må det anses for naturligt at vores forbundethed typisk udfolder sig som en progression som starter i det nære, i familien og i lokalsamfundet, og derfra videre til kommunen og nationen og derfra videre til hele verdensdele og den samlede menneskehed. Indeholdt i forestillingen om vores samfunds fundamentale organiske værensform er således både en respekt for at det nære kommer først, og en respekt for at værensformen i den sidste ende går hele Jorden rundt.

 

Den indre slagmark

Disse anskuelser kan forekomme vidtløftige, men det er de formentlig kun fordi vi ser på dem fra et standpunkt af forbenet egoisme og materialisme. Blandt andre Rupert Sheldrake og Michael Lambert har udført omfattende studier af telepatiske fænomener imellem mennesker indbyrdes og imellem mennesker og deres kæledyr. Og disse studier var i sig selv bare møntede på at eftervise gyldigheden af de telepatiske fænomener. I samme øjeblik vi accepterer gyldigheden af ovenstående antagelser om eksistensen af det enkelte menneskes energikrop og forskellige stadier af gruppe-energikroppe er det en helt ny verden, der åbner sig for os. En sådan accept vil grundlæggende udfordre vores opfattelser af praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner og deres måder at fungere på. På alle de områder hvor vi har mærket de destruktive konsekvenser af utæmmet egoisme, vil vi med forestillingerne om den grundlæggende organiske kvalitet ved vores egen eksistens og ved vores samfunds eksistens få nogle redskaber til at bevidstgøre hvad det var for overgreb der skete, og nogle redskaber til at forstå de psykiske svagheder eller lidelser, der førte til al denne overdrevne egoisme.

Vores forestillinger om politik og politiske debatter vil blive reviderede, vores forestillinger om økonomi og værdiskabelse vil blive reviderede, vores forestillinger om lederskab og forvaltning vil blive reviderede, vores forestillinger om forbrydelser og straf vil blive reviderede. Og hvad vi vil finde er formentlig, at det er selve fornægtelsen af vores forbundethed, der har fungeret som en slags arvesynd, det er den etablerede kulturelle fornægtelse af vores forbundethed der har skabt det urtraume, der løber som en rød tråd igennem menneskehedens kendte historie, og som har forårsaget så ufattelig meget splid, så ufattelig store ødelæggelser og så ufattelig store lidelser.

Der er som om den periode vi gennemlever i disse år er udspændt imellem anerkendelsen af, at mennesket er meget mere intelligent og meget mere socialt kompetent end vi hidtil har forestillet os, overfor anerkendelsen af hvor smadrede vores samfund er og hvor smadret vores planet er som følge af al vores fortvivlede løbske egoisme. Og det er som om anerkendelsen af det ene aspekt summerer op til en lodret modsigelse af det andet aspekt og vice versa. Hvis vi er så intelligente og socialt kompetente, hvordan kan det så være at vi har lagt vores hjem og vores planet øde? Men det er kun tilsyneladende et paradoks. I virkeligheden hører de to aspekter sammen som to sider af den samme mønt. Det er selve vores løbske kollektive selvdestruktive drifter, der forløser denne langt mere udviklede forståelse af os selv, og i denne forløsning spiller os de redskaber i hænde, som vi skal bruge til at overkomme vores civilisatoriske krise.

Alle og enhver mærker vi de store kontraster der præger den krise vi gennemlever i disse år. Faktisk er fronterne trukket så skarpt op, at vi alle hver især er ved at blive slidt i stykker over at skulle rumme disse enorme kontraster. På den ene side nogle udlevede forestillinger som kæmper med alle midler og hinsides nogen former for hensyn eller empati for at fastholde sin magt over de almene forestillinger, og på den anden en spirende underskov af nye forestillinger og initiativer som demonstrerer, at vi vil kunne skabe gode fyldige liv ved at forbruge meget mindre og i stedet prioritere vores samvær med hinanden og vores evner for at få opfyldt vores behov gennem en fælles indsats.

Men vores samfundsinstitutioner er byggede på fortidens forestillinger, og således er der en enorm træghed overfor og modstand mod de nye forestillinger, som hen ad vejen vil revolutionere vores samfundsinstitutioner. Denne træghed og modstand udøves af alle vores etablerede samfundsinstitutioner, medier, politiske partier, forskningsinstitutioner, ministerier og styrelser, eller mere konkret, trægheden og modstanden udøves af alle de som har tilkæmpet sig topplaceringer indenfor disse samfundsinstitutioner. Og trægheden og modstanden udøves af os alle sammen, fordi vi viger tilbage overfor at anerkende både graderne ved hvilke vi har smadret vores samfund og vores planet samt graderne af vores reelle evner og udviklingsmuligheder, igen her for at beskytte vores egne hårdt tilkæmpede ego’er.

 

Puljeintelligensen

Men det er så bare hvor vi står her og nu, med et ben i den gamle verden og et ben i den nye, uanset hvor tåget eller ubevidst den nye verden end fremstår for hver enkelt. Og frem for at svælge i vores nuværende lidelsesfyldte rodløshed og forvirring var det måske mere interessant at begynde at skitsere hvordan en verden baseret på ovenstående antagelser om vores organiske forbundethed egentlig ville tage sig ud. I første omgang taler vi om et markant skift fra at anse sig selv for at være en entitet, et sluttet hele, et selv, min krop, mit ego, min identitet, til at anse sig selv for en vigtig aktør i den store helhed, et knudepunkt i et netværk, et mangefacetteret prisme der spejler og gengiver og videregiver de energier der rammer det, lige fra én-til-én-relationer til de større globale eller kosmiske strømninger, en bidragyder og parthaver i helheden på linje med ethvert andet individ eller enhver anden skabning.

Og i samme øjeblik sublimeringen af selvet i vores stræben efter identitet og status for en stor del bliver taget ud af vores samværsformer og professionelle adfærdsformer, så bliver det bare så meget rarere at være sammen og at arbejde sammen. Men ikke nok med det, der er et reelt potentiale for at vi kan udvikle ”nye” bevidstheds- og intelligensformer. Over de senere år har der været betydelig forskningsmæssig interesse i fænomener som ’hive mind’ og ’swarm intelligence’, og disse intelligensformer, man kunne kalde dem former for puljeintelligens, er også indenfor menneskets rækkevidde. Skulle vi over en bred front begynde at anerkende den anden side af vores eksistens, den formløse, drømmende, skabende og forbundne side, så vil vi radikalt åbne vores liv for udvekslingen af energier med hinanden, og vi vil muligvis blive overvældede af de kreative og innovative muligheder i en sådan puljeintelligent tilgang til overkommelsen af vores udfordringer.

 

Det starter med den enkelte

Gennem vores respektive familiekarmaer, gennem vores kollektive kulturelle karma, gennem oplevede overgreb og misbrug og forulempelser som følge af ovennævnte ”arvesynd” eller urtraume har vi alle en energikrop som er svækket eller skadet. Og disse svækkelser eller skader på vores energikroppe kan være fortrængte og dermed ubevidste eller de kan være på forskellige stadier af bevidstgørelse, men uanset hvad vil vi have en viden på et ikke-bevidst kropsligt plan om disse svækkelser, og disse svagheder får os til at reagere defensivt igennem for eksempel at holde visse sider af sig selv skjult for andre eller kompenserende gennem at puste sig op og forsøg på at projicere styrke og usårlighed overfor ens omverden. Det er den klassiske psykologis skelnen mellem Jeg’et og dets skygge. Hvad Flowerpower- og siden New Age-bevægelsen har bragt, er et radikalt indskud af østlig holistisk filosofi og naturvidenskab, som har udbredt og videreudviklet disse kropsterapeutiske metoder, som sætter os i stand til at arbejde med vores traumer og skygger på en meget direkte og jordnær måde. Hvor vores egen psykologiske forståelser har en tendens til at genopvække de kristelige forestillinger om skyld og skam og synd, så er de østlige forståelser og metoder mere pragmatiske og går direkte efter at genoprette kroppens/energikroppens ligevægt og harmoniske flow af energier.

Hver især har vi således en opgave med at få bragt orden i vores eget hus, det vil sige få bragt orden i vores egen energikrop og vores måde at være i verden, så vi opnår en balance imellem vores behov for former og grænser overfor vores behov for formløshed og åbenhed og kreativitet. Og i takt med at vi gradvist hver især gør fremskridt i retning af at opnå en sådan ligevægt i krop og sind, desto stærkere vil vores bevidsthed om den grundlæggende socialorganiske karakter af vores samfund træde frem.

Dette beskriver en smuk og løfterig udviklingslinje for vores samfund over en generation eller to, problemet er bare, at vi har ikke en generation eller to til at bremse de nuværende løbske egoistiske tendenser og genoprette nogle grader af ligevægt. Vi har formentlig ikke en gang et tiår eller to, muligvis har vi ikke en gang et år eller to. Vores verden forekommer i disse år at være så voldsomt ude af kontrol, og udviklingstendenserne forekommer så voldsomt destruktive, at vi kan komme i en situation, hvor vi nærmest fra den ene dag til den anden skal foretage et udviklingsmæssigt kvantespring. En slags straks-heling af både vores individuelle energikroppe og vores samfundsmæssige energikrop. Det er her at begrebet revolution bliver relevant, og det er derfor at jeg har kaldt mit bidrag til en sådan straks-heling af vores samfund for den socialorganiske revolution.

 

 

 

 

(Illustration: Ukendt kunstner, fra neurodojo.blogspot.dk)