Et par tanker snublede over hinanden her i går, og jeg kom til at lave en kobling mellem sølvrevolten og en vis undertrykt revolutionær stemning blandt folk indenfor mit eget alderssegment, de tiltagende gråhårede, os der er på vej ind i hvad vi eufemistisk kunne kalde den fjerde livsfase. Og her taler vi selvfølgelig om en meget lille minoritetsgruppe, altså dem indenfor alderssegmentet der går med disse revolutionære stemninger, for i den fjerde livsfase ønsker man typisk bare ro og tryghed og stabilitet. Men der er en case for at spørge, om det eventuelt er lidt anderledes med netop denne gruppe af seniorer. Og i forlængelse heraf er der et spørgsmål om, hvornår skiftet sker fra at et individ bare er i opposition til de førte politikker til at være en systemkritiker. Denne skelnen handler om, hvornår et givet samfundssystem opretholder sin magtudøvelse gennem transparente og legitime metoder, og hvornår samme system skifter til at benytte skjulte og manipulerende metoder. Dette skift kan for de vestlige landes vedkommende muligvis bestemmes til at være meget tidligere end mange mennesker tror. Muligvis blev termen relevant her i Vesten samtidig med at Sovjetunionen som politisk/ ideologisk modpol sank sammen, uden at det skal forstås i traditionelle højre-/venstreorienterede begreber.

Den del af befolkningen, som har erindringer der går tilbage til 1960’erne og 1970’erne, bliver jo i sagens natur mindre og mindre. Det er som sådan trivielt men i mine øjne alligevel vigtigt, fordi folk født efter 1970’erne må have meget svært ved at forestille sig det enorme politiske og samfundsmæssige opbrud, der karakteriserede 1970’erne. Det var der, at menneskeheden brød igennem til en erkendelse af, at vi som art nu udøvede en sådan dominans over hele økosystemet Jorden, at hvis ikke vi fandt på måder at leve i større harmoni med naturen, så var der en reel risiko for at vi ville ende med at lægge planeten øde. Det var en eksistentiel krise for den samlede menneskehed, der pludselig trængte sig på, ulig nogen forudgående civilisatoriske kriser. Eller rettere, aldrig før havde det været relevant at tale om en krise for den samlede menneskehed, men det blev det da. ’Global civilisatorisk krise’ og ’samlet menneskehed’ er som to sider af den samme mønt.

Særligt i USA er der i disse år en masse snak om generationsidentiteter som Babyboomer, Generation X, Millenials, Gen Z osv., og disse forestillinger har i mine øjne fremstået temmelig vilkårlige. Måske er jeg helt galt på den, men min fornemmelse er, at der efterhånden er et så massivt kulturelt pres på det enkelte individ for at skabe sig en identitet for overhovedet at kunne holde ud at være i verden, at der bliver revet ned fra alle hylder. Og igen måske på et uoplyst grundlag men sådan har jeg det også med LGBTQ og de pt. 16 forskellige definitioner af menneskets kønsidentitet. Og alligevel er der noget om, at måderne verden fremstår og præsenteres for én i de formative år fra at man starter i skole til man træffer sit (første) valg af livsbane i starten/ midten af tyverne, at dette indtryk af verden præger hele ens liv og således også hele generationer.

Og personligt har jeg aldrig glemt den eksistentielle krise for den samlede menneskehed, som jeg voksede op med. Og denne manglende evne til at glemme er velsagtens blandt årsagerne til, at jeg altid har følt mig lidt som en outsider. Jeg har jævnligt refereret til epoken fra 1980 og til nu som ’verdenshistoriens største kollektive overspringshandling’. Fra en psykologisk vinkel kunne man såvel kalde epoken ’verdenshistoriens største kollektive blokering’, for hånden på hjertet var det ved former for fortrængninger/ blokeringer at vi ”overkom” den eksistentielle krise. Og disse metoder til at blokere for ubehagelige kendsgerninger er siden blevet fuldkommen institutionaliserede. Fra officielt politisk, økonomisk og finansielt hold er der en udbredt konsensus om at tale alle eventuelle strukturelle ubalancer og udfordringer ned, så befolkningen efterlades med det indtryk, at alt vist alligevel er ok. Da den danske finanssektor blev kritiseret for sine F1-flekslån fra forskellige internationale organer, og den danske finanssektor viste en villighed til at opgive dette risikobehæftede finansielle produkt, ja da sprang politikerne til og sørgede for at de kunne fortsætte. Vi kunne ikke risikere, at der kom korrektioner til de opadgående trends på boligmarkedet.

Hvad jeg og nogle af mine jævnaldrende heller ikke har glemt er, hvilken en frodighed naturen stadig havde, da vi var børn og unge. Hvor mange fugle og insekter der var, selv i byerne, hvor meget naturlig bevoksning der var, selv i det dyrkede land, hvor mange padder og vandkalve og skaller der var i vandløbene, hvor mange fisk der blev halet ind fra Kattegat og Østersøen og solgt i fiskeforretninger over hele landet. Vores kollektive ligegyldighed overfor naturens voldsomme tilbagegang fremstår som så ubegribelig og ulyksalig, at den også må anses som led i en form for fortrængning. Og alle de mennesker, som i årenes løb har reageret på denne uddøen og forlangt omfattende reformer af vores naturforvaltning, er af erhvervslivet blevet hængt ud som rabiate idealister og samfundsomstyrtere, mens politikerne har fodret disse kritikere med små og meget afmålte sejre, hvorved undertrykkelsen er blevet effektueret og roen er blevet genoprettet. Oprørsgruppen Extinction Rebellion er (selvfølgelig?) særligt præget af unge mennesker, men der er også mange fra mit eget alderssegment, som har længtes efter en bevægelse som denne igennem mange år.

Men uanset hvor vilkårlige ovenstående generationsidentiteter end fremstår, så er der et helt reelt generationsoprør under opsejling. Vi, der har tegnet samfundsudviklingen over de seneste 40 år, har rigtig meget at svare for. Vores enorme gældsfinansierede forbrug, udflytningen af vores produktionsbase, outsourcing af vores miljøbelastninger til andre verdensdele, vores formålsløse militære eventyr. Alle samfundsformerne der understøttede, hvordan en allerede privilegeret status kunne bruges til at opnå yderligere privilegier. Indkøbsforeninger, virksomhedsordninger, guldkort. Hvordan kynisme og brutalitet blev opfattet som morsomt og blev belønnet indenfor visse toneangivende brancher. Hvordan samfundets sammenhængskraft bare blev taget for givet, og økonomien var ét stort tag-selv-bord uden nogen former for etikette. Verdenshistoriens største kollektive samfundsplyndring. Okay, boomer, the buck stops here.

Attituderne blandt reddit-brugerne på r/wallstreetbets under GameStop-affæren var meget sigende. Der var mange memes som ”We’re not stupid, just retarded” og ”We can stay retarded longer than they can stay solvent”. Og det retarderede handlede blandt andet om, at det de gik efter ikke var at score den store gevinst, de gik efter at ramme hegdefondene så hårdt som de overhovedet kunne, uden at skele til hvad det eventuelt måtte ende med at koste dem. Retarderet eller udviklingshæmmet kan man være fra fødslen af og i henhold til nogle standarder for hvad der er normalt, men man kan også være hæmmet i sine muligheder, simpelthen fordi man står udenfor gruppen af privilegerede. Og det er nok sådan mange af disse reddit-brugere føler, og storbankerne og de store hedgefonde ER magtens højborg i den verden vi lever i, og som sådan det rette sted at vende sit oprør imod.

Et berømt citat af Frederic Bastiat lyder: ”Når plyndring bliver en levevej, skaber folk for dem selv et juridisk grundlag, der bemyndiger det, og et moralsk kodeks, der gør det ærefuldt”. Bastiat var vist nok liberalist, og muligvis var udtalelsen oprindeligt møntet på statens plyndring af borgerne ved dens skatteopkrævning, men hvor meget mere relevant er citatet ikke overfor den finansielle sektor, som fandt på måder at skabe penge ud af ingenting, og derpå købte sig til afgørende indflydelse over praktisk talt alle vores samfundsinstitutioner. Og denne finansialiseringens epoke og alle dens vilkårlige arbejdsfri gevinster har ført til dannelsen af en klasse af superrige, som lever i en anden verden end alle os andre. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis en af de tilbagevendende diskussioner indenfor disse grupper gik på, om ikke de genetisk har en anden sammensætning end alle os andre. At de nærmest er en race for sig. Og disse ekstreme klasseskel har ført til, at den samfundsmæssige sammenhængskraft er slidt helt ned, og den oprindelige samfundskontrakt mellem det politiske lederskab og befolkningen er blevet kompromitteret. Politikerne har løbende haft valget mellem at understøtte det opblæste finansielle regimente eller forlange en revision af hele sektoren, hvorpå det ville sige puf, og gassen ville gå af alle de finansielle bobler og vi finde os selv i en dyb depression. Muligvis verdenshistoriens største gidseltagning.

Men hvis ikke de politiske ledere ikke kan finde ud af at tage opgøret, så må bønderne gøre det. Som wallstreetbets-folkene gjorde det med GameStop-aktionen, og en bredere kreds fortsat stræber efter at gøre igennem en vedholdende og determineret interesse for at købe sølv. Ved sølvrevoltens lancering var ædelmetalbørsen i London tæt på at løbe ud for sølv, hvilket ville have medført et markant opbrud og helt anderledes dramatiske prisstigninger end dem vi oplevede. Dette angreb blev så afværget, men det er ikke slut endnu. Her i den kommende uge er der et ekstraordinært stort antal sølvkontrakter, der forfalder på den amerikanske commodities-børs i Chicago. Godt 60.000 kontrakter på hver 5.000 ounces, svarende til 300 mio. ounces eller 8.500 ton, står til at blive afsluttede ved enten at det fysiske sølv bliver leveret eller at options-indehaveren bliver godtgjort i kontanter (hvilket man må forestille sig at options-indehaverne så tager sig rigeligt betalt for, og at prisen på en ounce sølv alligevel skyder i vejret) eller at den givne options-kontrakt bliver ’rolled-over’ i en ny og for options-indehaveren endnu mere fordelagtig kontrakt. Sidstnævnte løsning vil så bare udskyde og uddybe problemerne for ædelmetalbørserne og ’the bullion banks’. Disse 8.500 ton sølv svarer til en tredjedel af den samlede årlige globale produktion, og så kan man jo spørge sig selv, hvordan så meget sølv kan være forfalden til levering på en given uge i februar på den amerikanske ædelmetalbørs. Det er fordi det ikke er reelt sølv, men bare kontrakter på sølv, hvilket udstiller den komplet illusoriske karakter af vores markeder, hvilket igen åbner for alle manipulationerne og den skjulte koncentration af pengemagten.

Og således fortsætter jeg også selv med at købe lidt mere sølv. Jeg ved at der skal enormt mange af min slags til for at denne efterspørgsel påvirker prisudviklingen på ædelmetalbørserne, men kan det bidrage, er det efter min opfattelse værd at gøre. En helt bevidst revolutionær handling, ikke rettet imod vores samfund som helhed, men nøje rettet imod de magtfuldkomne finansinstitutioner, som på skjulte og illegitime måder har kuppet sig til en form for overherredømme over vores samfund. Og jeg er helt bevidst om at skulle sølvrevolten lykkes, og JP Morgan og HSBC og andre ’bullion banks’ skulle gå fallit eller deres svindelnumre skulle blive stillede offentligt til skue, så vil vores samfund (igen) blive kastet ud i en eksistentiel krise og en økonomisk depression vil være konsekvensen. Men den eksistentielle krise har været der hele tiden, bankernes fupnumre var bare de mægtige illusionsnumre, der satte os i stand til at fortrænge den. Men hvordan fanden skal vi blive i stand til at løse vores problemer, hvis vi end ikke er i stand til eller villige til at tale om dem i offentligheden? Den her udbredte dækken over vores reelle udfordringer er gået alt alt for vidt, og mere end noget andet er det den der udløser de revolutionære stemninger og det ”retarderede” i at gå efter at ramme storbankerne og hedgefondene.

(Illustration: Fox Stare, Cheryl Crowley)