Fik en indskydelse da jeg kom forbi en af Dansk Folkepartis seneste kampagneplakater. Denne plakat viste hvad man må antage er en dansk familie, faktisk en danske storfamilie fordi grupperingen af mennesker omfatter foruden den midaldrende kvinde og mand i centrum af gruppen, og børnene omkring dem, tillige en ældre kvinde og mand og hvad der kunne være en single-onkel samt en Golden Retriever for lige at understrege den godmodige og hjemlige stemning. Og ved siden af denne gruppering står der så med store ”håndskrevne” typer ”Vores Danmark” samt undertitlen ”– der er så meget vi skal passe på”.

Plakaten slog mig som manipulerende. Når der er noget man skal passe på, er der noget der er truet, og eftersom plakaten ikke har nogen andre referencer til verden i øvrigt, må vi konkludere, at det vi skal passe på er de danske familier, og dermed, at det er de danske familier der er truede. Men hvad er det for en påstand, og hvad er det for en baggrund for at fremhæve Dansk Folkeparti?

Dansk Folkeparti er et politisk parti, som har øvet stor indflydelse på Danmarks politiske udvikling gennem de seneste årtier. Dansk Folkeparti har andele i mangfoldige politiske beslutninger, som har været voldsomt indgribende i danskernes dagligdag, herunder Fogh-regeringens skattelettelser til de rigeste, salget af vital dansk infrastruktur, nedbrydningen af servicen i den offentlige sektor gennem centraliseringer af magten og etablering af topstyringsregimer samt ikke mindst Danmarks engagement i adskillige angrebskrige uden et folkeretligt mandat.

Selv hvis vi ser bort fra hvordan disse tiltag med stor sikkerhed kan siges at have skabt større utryghed for den almindelige dansker, så er det i første omgang bare voldsomt manipulerende, at et parti med en så sammensat og problematisk politisk forhistorie forsøger at samle tilslutning ved at antyde at de danske familier er truede, og at Dansk Folkeparti findes for at beskytte de danske familier. Det er da den tykkeste form for populisme.

Der er næppe mange der vil være uenige i, at familiebåndene er et af de helt afgørende forhold, som giver mening og dybde og identitet til vores liv. Og vores trivsel afhænger i allerhøjeste grad af, hvordan vi hver især formår at udtrykke og udleve den kærlighed, der er den underliggende strøm i disse relationer. Og selv i familier hvor kærligheden kommer ud på mere eller mindre hæmmede måder, så er understrømmen der fortsat og bidrager med former for tilhør og identitet. Eller i familier hvor der hersker store uenigheder og store forskelle i valg af levevej og levemåder, sågar i familier hvor nogle har valgt at ophøre med at se hinanden, og i familier der er skilt, vil der fortsat være bånd der binder de enkelte sammen, og disse bånd er i den sidste ende båret af kærlighed.

Ved at antyde at de danske familier er truede, påstår Dansk Folkeparti, at der er forhold indenfor den politiske sfære, som har magten til at trænge ind og true disse bånd, som er afgørende for trivslen af langt de fleste af os. Men hvad er det for et postulat? Det har jo intet hold i virkeligheden. Selvom de politiske forhold og de politiske beslutninger præger rigtig mange aspekter af vores liv, og således også ofte påvirker vores liv i retning af at gøre os utrygge og udsatte, så er de politiske aspekter af livet altså stadig intet match imod de bånd af kærlighed der binder os til hinanden.

Omvendt er der et hav af grunde til at føle sig utryg i den verden vi lever i. Vi har et løbsk udvindingsøkonomisk regime som til stadighed fører til udpining af naturgrundlaget, udtøming af planetens resourcer og global opvarmning, vi har klimakriser som fører til klimaflygtninge i stort tal, vi har en finanssektor der aldrig er blevet ryddet op i, selv efter at den rent faktisk blev afsløret som dybt uvederhæftig og skrupelløs, vi har en omfattende våben- og sikkerhedsindustri for hvem den største trussel er en mere udbredt fred i verden, vi har traumatiserede mennesker i stort tal som følge af ekstrem fattigdom, krige og undertrykkelse, hvilket igen fører til religiøs fanatisme og terrorisme. Jo, der er rigeligt med årsager til at føle sig utryg i verden, og hvad der for mange radikalt uddyber denne utryghed er fornemmelsen af, at deres politiske ledere ikke taler åbent og ærligt om alle disse problemer, de dykker ikke frygtløst ned dem og kæmper sig frem til nogle troværdige og gangbare løsninger på disse kriser. Hvis de gjorde det, ville de utvivlsomt komme til den konklusion, at mange af de nuværende systemer er udlevede, og at troværdige løsninger på alle de ovennævnte kriser nærmest forudsætter en vilje til at opgive de nuværende systemer for at kaste sig ud i arbejdet med at forsøge at stable nogle nye systemer på benene. Og det er jo åbenbart bare det politikerne ikke kan. Eller ikke vil. Derfor hersker der denne stemning i den almindelige befolkning, at deres politiske ledere har forladt dem, og det forstærker radikalt følelsen af utryghed.

Ingen tvivl om at Dansk Folkeparti både er opstået som en konsekvens af denne voksende frygt. Samtidig er det påfaldende at Dansk Folkeparti er det parti der på den mest skrupelløse facon udnytter denne udbredte frygt. Det er det denne kampagne igen afslører. Således er der på den ene side alle de reelle udfordringer, som vi ikke reagerer på og som derfor genererer tiltagende angst, og på den anden side er der de populistiske frygtscenarier der kolporteres for at slå politisk mønt på den utryghed der hersker. Og påstanden om at de danske familier er truede hører efter min opfattelse i sidstnævnte kategori.

Jeg tror ikke på at de danske familier er truede. Jeg tror de danske familier er stærkere end de nogensinde før har været. Jeg ser forældre og børn være langt bedre til at give udtryk for deres indbyrdes kærlighed end jeg husker det fra den verden jeg bevægede mig i som barn og ung. Jeg ser fædre være langt mere nuancerede hvad angår deres egne følelser og langt mere engagerede i børnene og deres liv. Jeg ser kvinder og mænd oprigtigt arbejde på at udvikle samlivsformer som tjener alle parter. Jeg ser forældre der er skilt men ikke desto mindre forbliver venner og begge formår at sætte deres ego til side for at sikre nogle ordentlige rammer for børnene. Indtil det punkt hvor der f.eks. ved højtidlige lejligheder kan opstå en ret overraskende storfamiliestemning, hvor alle ikke bare kan holde ud at være i samme stue men ligefrem kan have det hyggeligt med hinanden, ekskoner/eksmænd, nye kærester, den enes børn, den andens børn, de unge med deres kærester og bedsteforældre til den ene og den anden og den tredje.

Har jeg ret i at de danske familier faktisk har det godt, og at det er ikke der problemerne ligger, får Dansk Folkepartis kampagne pludselig en helt anden betydning. Dermed kommer der en udspekulerethed over deres kampagne som er foruroligende, nærmest ondartet. Faktisk kan man på baggrund af ovenstående hævde, at Dansk Folkeparti aktivt arbejder på at nedbryde de danske familier, simpelthen ved at oppiske en stemning af de danske familier er truede og dermed forsøg på at opvække en dybtgående frygt og usikkerhed i befolkningen.

Dertil kommer så, at Dansk Folkepartis holdninger ofte kan være anledning til splittelse i familierne. Fordi deres anskuelser er så bagudrettede, fordi deres anskuelser er så kategoriske og ekskluderende, fordi deres anskuelser er så frygtbetonede, er der mange mennesker der føler sig kaldede til at tage afstand fra disse anskuelser. Fordi disse anskuelser virker så indskrænkende, er der mange der får åndenød og må kæmpe for at få noget luft og noget albuerum. Det er jo sådan set logisk nok: Ekskluderende holdninger skaber splid, inkluderende holdninger skaber samling.

På den baggrund vi jeg opfordre alle til i første omgang at værdsætte deres nære relationer, og dernæst at overveje i hvilken retning de hver især synes at Danmark skal bevæge sig politisk. Og jeg vil opfordre til, at vi som almindelige borgere begynder at forlange af vores politiske ledere, at de begynder at forholde sig til de reelle trusler vores samfund er konfronteret med og ikke de indbildte populistiske trusler.

.