Så er jeg kommet ombord i Iain McGilchrists The Master And His Emissary. For et stykke psykologisk/ neurologisk faglitteratur at være har denne afhandling opnået en usædvanlig almen opmærksomhed, og selvom bogen er lidt af en moppedreng, så er den solgt i over 100.000 eksemplarer. Og det er også et usædvanligt interessant studium McGilchrist har gennemført, som handler om hjernen og dens opsplitning i to separate halvdele hver med deres karakteristiske måder at tage verden ind og efterfølgende at interagere med den.

Studiet af de to hjernehalvdele brød for alvor igennem i 1960’erne i forlængelse af de bemærkelsesværdige eftervirkninger hos patienter, der havde fået foretaget det hvide snit. Sidstnævnte i sig selv en vanvittig hårdhændet og kontroversiel operation til at stilne patienter med voldsomme epileptiske anfald mv., hvor man simpelthen overskar hjernebjælken, dvs. det store vred af nervebaner der binder de to hjernehalvdele sammen. Og man blev hurtigt klar over, at der var forskelle på de to hjernehalvdele, at de havde hver især deres spidskompetencer og deres svagheder, hvilket førte til en hel række af forestillinger om modsætningsforholdet mellem de to hjernehalvdele:

…………………….Venstre    Højre
……………………Sproglig    Rumlig/musisk
………….Logisk/sekventiel    Helhedsorienteret
…………………..Analytisk    Inkorporerende
………………Målorienteret    Værensorienteret
……………………..Mental    Kropslig
………………..Distanceret    Indlejret

Men fordi disse opdagelser blev gjort i en tid med et mægtigt kulturelt opbrud, blev de videnskabelige resultater genstand for mængder af populære fortolkninger, hvor f.eks. mænd og maskulinitet blev forbundet med den venstre hjernehalvdels måder at operere på og kvinder og femininitet blev forbundet med den højre. Og selvom der var og er dækning for at anskue forholdene sådan, så blev det hurtigt nogle alt for firkantede tolkninger og konsekvenser man drog af disse modsætningsforhold. I parentes bemærket blev jeg selv meget påvirket af Betty Edwards’ ”At tegne er at se” (eng. ”Drawing on the Right Side of the Brain”) fra 1979.

Men intet forskningsfelt (eller nogen kunstnerisk retning for den sags skyld) kan overleve at blive spændt foran sådanne mere eller mindre hårdtslående politiske dagsordener, og således har studiet af forskellene mellem hjernehalvdelene henligget som en ødemark i mere end 30 år. Indtil McGilchrist altså får nogle ideer til en ny måde at gå til spørgsmålet og derpå over en årrække afdækker eksisterende og nye forskningsresultater, som direkte eller indirekte berører feltet. Undervejs i sine studier af feltet ledes han så også frem til konklusionen, at vores kultur har gennemlevet en stadigt mere udtalt dominans af venstrehjernehalvdel, og at denne dominans efterhånden har antaget former som er åbenlyst dysfunktionelle og destruktive. Således er The Master And His Emissary også gået hen og blevet en civilisationskritik.

Forud for sin uddannelse som psykiater læste McGilchrist engelsk litteratur, og både i bogen og i hans foredrag møder man igen og igen hans store kærlighed til poesien og mængder af andre udtryk for kunstnerisk sensibilitet. Som sagt er jeg først fornylig gået ombord i bogen, men jeg vidste på forhånd at et af bogens temaer er det ørkesløse ved måderne den tiltagende dominans af venstre hjernehalvdel er slået igennem på kunstens område. Et af de helt afgørende gennembrud i den moderne kunst var kubismen, som den blev udviklet af Pablo Picasso og George Braque i perioden 1907-14, og da jeg selv har følt et dybt åndsslægtskab med denne kunstneriske udtryksform, og kubismen har været den ubetinget største inspirationskilde for mig, så kunne jeg ikke nære mig for at også gå direkte til det afsnit, hvor McGilchrist kommenterer på kubismen. Jeg ved selvfølgelig ikke om jeg vil føle mig kaldet til at fremsætte en bredere kommentar, når jeg har været hele værket igennem, men McGilchrist’s kommentarer om kubismen slår mig som (mærkeligt) dogmatiske og karakteriserede ved netop et fravær af den sensibilitet, han ellers er en så fornem fortaler for. Det er historisk korrekt, at kubismen blev starten på en udviklingslinje, som skulle føre til både den abstrakte kunst og konceptkunsten mm., og at disse retninger er markant influerede af venstre hjernehalvdels tænkemåder, men det gælder ikke på samme måde for kubismen.

Efter min opfattelse kan kubismen i stedet ses som et sublimt udtryk for McGilchrists samlede tese. At de originale kubistiske værker sådan helt fraktalgeometrisk netop opstår i den utroligt frugtbare grænsezone mellem de to hjernehalvdele. Ikke som et tamt kompromis men som et konstant sitrende spændingsforhold mellem sansningen og perceptionen. Der er både det figurative og forkærligheden for simple motiver med en udpræget nærmest jordisk stoflighed, og en palet som i sig selv også er jordisk og ”naturlig”. Og så er der malerens bevidsthed om selve perceptionsprocessen, hvordan synssansen overhovedet danser rundt om motivet og gradvist tager det ind, samt malerens bevidsthed om maleriet som en menneskeskabt udtryksform og som sådan et ”system” underlagt menneskeskabte formelle og strukturelle ”regler”. Jeg har svært ved at se hvilke andre værker malekunsten har at byde på, der i samme grad både viser og fejrer menneskets fantastiske evner for at tage verden ind og samtidig sætte den på form. Ikke en dum og kategorisk form, men en dynamisk form, som er i en konstant tilbliven.

Efter min opfattelse er der meget mere Bergson og Merleau-Ponty i kubismen end McGilchrist anerkender. Og selvom analogier er en svag argumentationsform, så er det virkelig ikke svært at se en analogi til Bohrs kvantemekanik, herunder en analogi til Heisenbergs ubestemthedsrelation. Altså at vi som subjekter er vævede sammen med de objekter vi studerer, og jo mere vi insisterer på at definere bestemte forhold i en bestemt henseende, desto mere ubestemt bliver samme forhold i en anden henseende. Hvilket indenfor maleriet f.eks. kan tolkes sådan, at jo mere optaget man er af at skildre objektet man har foran sig på en måde som er ”naturtro” og ”realistisk”, jo mere forsvinder tilstedeværelsen af subjektet, som foretager skildringen. Og omvendt, jo mere objekterne gøres til redskaber for at gengive subjektets virkelighedsopfattelse, jo mere fortrænges objekternes egne kvaliteter. Det er her at kubismen er sublim ved at bevæge sig på denne grænselinje mellem de to verdener.

Og hvad mere er, så var partnerskabet mellem Picasso og Braque i flere henseender et sært match. Picasso var det gudsbenådede talent og ekstrovert indtil det bombastiske og flamboyante, mens Braque var den stilfærdige, omhyggelige og metodiske. Bare her kunne det være relevant at tale om forskellige disponeringer i forhold til de to hjernehalvdele, og alligevel var udviklingen af kubismen så meget noget der opstod i mødet imellem dem. Og trods deres forskellige personligheder og deres forskellige arbejdsmetoder så var de værker de frembragte under både den analytiske og den syntetiske fase af kubismen nærmest ikke til at skelne fra hinanden. Og begge følte de sig så meget som forskere eller opdagelsesrejsende ind i denne grænsezone mellem sansningen og formgivningen, at deres personligheder trådte helt i baggrunden, hvilket blandt andet kom til udtryk ved at de i disse år ikke signerede deres arbejder.

Som sagt bare en umiddelbar kommentar til McGilchrists behandling af kubismen. Om der kommer flere kommentarer til The Master And His Emissary her fra må stå åbent. For eksempel er jeg spændt på at se, om McGilchrist vover sig ud i en idé om bevidstheden, og om han berører ideen om hjernen som et energetisk sanseorgan.

(Illustration: George Braque, Bouteille et Poissons, 1910-11)