(Opfølgende note på noterne ”ChatGPT – hook, line and sinker..” og ”Tekno-fetichismen, affortryllelsen”)

I en kommentar til en af delingerne til min ChatGPT-note var der en der oplyste, at ChatGPT var blevet forbudt at anvende på skolerne i USA (hvordan de så end vil håndhæve dette forbud), og i forlængelse af Jonas Vindings deling skrev Mona Heide Petersen:

”Kære Jonas. Tak for dine refleksioner, de er meget værdsat. Jeg ved ikke, om der sidder nogle mennesker i et Call center og leger (indsæt selv navnet), men jeg ved, at 80% af mine kolleger i gymnasieskolen synes, at det er “et fantastisk redskab”, at vi skal “omfavne det” og at vi, som er skeptiske, helt forventeligt kategoriseres som nogle fremskridtsuvenlige sortskoletilhængere. Uanset, så forbeholder jeg mig ret til at forholde mig afventende, og i mellemtiden læste jeg op af indledningen til “Mogens”, så kan de lære det, kan de👌🤩”

Som jeg har forstået hvad ChatGPT er, taler vi om en sprogbaseret søgemaskine, som både kan inkorporere kompleksiteten i en given forespørgsel til søgemaskinen og samtidig scanne internettet for relevante informationer, der matcher den komplekse forespørgsel, og vægte og organisere efter relevans og indbyrdes sammenhæng og derpå præsentere sit bedste sammensatte søgeresultat i en sproglig korrekt form, der matcher sproget i forespørgslen. Og når sådanne mere eller mindre komplekse svar så leveres indenfor få sekunder, så er ”dygtigheden” af disse teknologier nærmest ubegribelig.

Sådan for mit eget vedkommende hælder jeg til, at ”dygtigheden” af ChatGPT lidt for suveræn til, at vi bare skal acceptere fortællingen om ChatGPT som en af de sædvanlige tech-upstart-historier, hvor et par usædvanligt godt begavede og innovative unge mennesker pludselig opfinder en teknologi, som udvikler sig til en af de mest magtfulde samfundsinstitutioner overhovedet. Det er her at jeg tillader mig at stille spørgsmålet, om der eventuelt var nogle allerede enormt magtfulde instanser, som investerede de enorme summer i at udvikle disse enormt virkningsfulde teknologier, og så som led i salgsstrategien/ implementeringen netop holdt sig i helt kulissen og i stedet præsenterede den langt mere appetitlige tech-upstart-historie i en eller anden variant.

Jeg har svært ved at tro på, at det beskedne firma OpenAI bag ChatGPT vitterlig skulle have været i stand til at udvikle et så ekstremt virkningsfuldt værktøj bare sådan. Og som nævnt i min ChatGPT-note spørger jeg vedholdende mig selv, om ChatGPT’s ekstreme virkningsfuldhed, i hvert fald her i lanceringsfasen, muligvis bliver opnået ved nogle andre metoder end bare ved at køre algoritmerne.

Men accepterer vi præmissen, at ChatGPT er en sprogbaseret søgemaskine à la den beskrevet ovenfor, så er der ingen tvivl om, at denne teknologi fuldkomment vil revolutionere vores skolesystemer. Hvis en hvilken som helst elev på et hvilken som helst stadium af sin uddannelse bare kan gå i dialog med søgemaskiner som ChatGPT, hvad mening er der da i et pensum, hvor eleverne skal tilegne sig al mulig faktuel viden? Og derpå blive bedømt på sine evner for at have tilegnet sig denne faktuelle viden, så den ligger i elevens hukommelse?

Jeg ved ikke om det er sådanne spørgsmål Mona Heide Petersens kolleger har i tankerne, når de omtaler ChatGPT som ’et fantastisk værktøj’ og at lærerne skal ’omfavne det’. Hvis de tror, at indførelsen af ChatGPT bare betyder, at eleverne får lettere ved at nå deres læringsmål (og de selv får det lettere som lærere), så tror jeg de tager fejl. Har de overhovedet gjort sig klart, hvor voldsom en revolution vi her taler om, og hvordan de hver især kommer til at omskole sig i nogle grader, som sjældent nogen profession nogensinde har skullet omskole sig?

Pædagogik har alle dage været en kunstart og en terapeutisk snilde langt mere end det har været en videnskab. Det er kun fordi vores samfund har udviklet sig så langt ud ad en teknokratisk materialistisk tangent, at pædagogikken er gået hen og er blevet en pølsefabrik iklædt nogle fantastisk avancerede akademiske gevandter. Og på alle stadier af vores skolesystemer er der overvældende vidnesbyrd om mistrivsel og forringede faglige niveauer og resultater. Jo, man har fået indført mængder af metoder til at måle fagligheden, og på disse parametre kan der muligvis spores en fremgang, men alle de andre aspekter af læreprocesserne, de der ikke lader sig måle, de er på den anden side blevet nedprioriterede i nogle grader at der reelt er tale om forsømmelse.

I virkeligheden handler al læring om menneskelige forbilleder. Ethvert barn vokser ved at stræbe efter at eftergøre sine forældre og sine søskende. Og de ting forældrene holder af og engagerer sig i, dem vil børn som udgangspunkt også holde af og engagere sig i, og vil derigennem ønske at lære hvordan man gør. Og jo mere kærlighed der er mellem forældre og børn, jo mere forældrene har kærlighed til de ting de gør, jo mere lades forskellige forhold og ting og viden med betydning, og denne meningsfuldhed har sit eget momentum i retning af ønsket om at lære mere og investere mere i betydningen. Og således kan man som forældre have held til at skabe en verden af betydning for ens børn, som sætter dem i stand til at gå ud i verden og finde betydning i henved alt hvad de møder.

Det er selvfølgelig en idealiseret fremstilling, ikke desto mindre forekommer det at være en af de mest basale sider af menneskets natur. At det er kærligheden eller i en mere hverdagsagtig form engagementet, som pædagogen selv rummer og lever som indgiver værdi og betydning i stoffet eller arbejderne, og det er denne kærlighed eller dette engagement, der vækker barnets/ elevens lyst til at blive indviet i dette afsnit af verden. Vi er mange, i hvert fald blandt de ældre generationer, der har gjort erfaringen med en lærer, som havde en kærlighed til sit fag og som vakte én, måske endda på trods af en indledende modstræben, til at fatte interesse for det pågældende fag og rent faktisk lære og finde tilfredsstillelse ved at forstå og kunne bruge det.

Og ja, vi ved alle at der er enorm stor spredning i, hvilke forudsætninger de enkelte elever møder ind med, både hvad angår færdigheder og engagement, men pædagogerne ville ikke være de menneskekunstnere de er, hvis ikke de netop prioriterede at få de elever med, som har det vanskeligst både ved færdighederne og engagementet. Det kræver stor menneskekundskab at overkomme de mængder af negative programmeringer, som mange elever møder ind med, hvordan lysten til at engagere sig og lære overhovedet kan vækkes hos netop denne elev, men når det lykkes, så er det en af de allermest værdiskabende begivenheder vores samfund overhovedet kan opbyde.

Men alt dette er formentlig håbløst naivt og gammeldags i forhold til nutidige forståelser af pædagogik. Her taler vi om en akademisk disciplin, som formentlig trækker på nogle af de mest avancerede filosoffer, psykologer, sociologer mv., og hvor fagets terminologi er så avanceret, at det kræver adskillige års træning for overhovedet at kunne udtrykke sig i sådanne avancerede termer. Og sideløbende med denne akademisering af lærergerningen har de offentlige administratorer gjort deres indtog og forlangt målbare resultater. Hvad der eventuelt oprindeligt var af indlevet begejstring for ens fag og selve lærergerningen er formentlig blevet fordrevet af disse overdrevent intellektuelle og teknokratiske og materialistiske tankegange, og således er vi nu havnet der, hvor eleverne for så vidt lige så godt kan lære af ChatGPT end af en eller anden mere eller mindre sjæleligt nedbrudt lærer.

Okay, det er et polemisk standpunkt, og virkeligheden er helt givet meget mere nuanceret end jeg opridser her, men der en case for at pege på, at fremkomsten af kunstig intelligens-søgemaskiner som ChatGPT umiddelbart forekommer at cementere de intellektuelle teknokratiske materialistiske tankegange, og fordi lærerne allerede i årevis har været så meget på hælene og er så udkørte af de teknokratiske og materialistiske metoder, så er skridtet til helt at skippe lærernes rolle ikke stort.

Men det er jo en degenereret kultur, i det omfang man overhovedet kan kalde det en kultur. Så casen går måske i virkeligheden på, at vi her har at gøre med en mægtig renæssance for lærergerningen, hvor vi netop finder tilbage til den fundamentale kærlighed til faget og de fundamentale evner som menneskekunstnere, som det der mere end noget andet præger lærergerningen. Formentlig meget nærmere Steiner-pædagogikken, hvor der eksplicit arbejdes med en åndelighed i naturen og i tingene, hvor der arbejdes med kosmiske energier og en kærlighed til og ærefrygt for hele skaberværket. Måske vil vi finde tilbage til, at al virkelig dyb og værdiladet læring i virkeligheden er en form for mesterlære, hvor der både er disciplinen og kravene men også omsorgen for den enkelte elev og kærligheden til faget.

(Illustration: The Shamans Apprentice, Germaine Arnaktauyok, spejlingen: kk)