I den voldsomme erkendelsesproces folkene indenfor frihedsbevægelsen har været igennem over de seneste 15-20 år, har et af de centrale emner været erkendelse af, hvordan de private banker igennem mere end fem årtier har været i stand til at skabe nye penge ved hver ny lånekontrakt, de underskrev.

Dette har givet bankerne en helt unik privilegeret position, og denne privilegerede position har bankerne da også omsat til enorme bonusser til sig selv samt enorm politisk indflydelse. I praksis har denne finansielle magtfaktor omkalfatret magtfordelingen igennem vores samfund, og almindelige mennesker har et langt stykke af vejen mistet det politiske mandat, de tidligere havde.

Denne udviklingslinje daterer sig tilbage til Pr. Nixon’s ophævelse af den amerikanske dollars forankring til guld i 1971. Ved dette egenrådige og drastiske politiske initiativ blev den globale monetære verdensorden givet ved Bretton Woods-aftalen fra 1944 ophævet. Og der kom ikke nogen anden aftale i stedet.

Fra da af var de globale monetære forhold så at sige kastet ud på dybt vand. Der var nogle vanemæssige forestillinger, der sikrede en eller anden grad af kontinuitet, men der var ingen regler, og dette fravær af et monetært aftalegrundlag kom i høj grad til at præge 1970’erne.

I denne nye junglelovssituation indså de politiske ledere hurtigt, at de ville kunne booste deres eksport ved at devaluere deres valuta overfor omverdenen, hvilket førte til en slags ’race-to-the-bottom’ ledsaget af løbsk inflation og generelt et enormt ustabilt økonomisk klima, og som sådan et meget ugunstigt klima for længeresigtede investeringer.

Fiat-valutaer er benævnelsen for disse penge, der ikke har nogen iboende værdi, og ikke er bakket op af en fysisk råvare som for eksempel guld eller sølv. “Fiat” er latin og betyder “lad det ske” eller “ved dekret”. Det betyder, at pengene har værdi, fordi staten erklærer dem som lovligt betalingsmiddel. Og det er i dette klima af et diffust pengebegreb, at de private banker er hurtige til at opdage, at de nu har muligheden for at skabe nye fuldgyldige penge alene ved at uddele lån.

Samtidig hermed opstod og udbredtes de særlige finansielle derivat-kontrakter, først i form af futures-kontrakterne og siden options- og swap-kontrakterne, som alle handlede om at håndtere risici. Ved hjælp af derivat-kontrakterne var det således muligt for bankerne af håndtere de (stærkt) forøgede risici ved deres (stærkt) forøgede långivningsaktiviteter, altså at gardere sig (engelsk: to hedge). Og tricket bestod i at opsætte afbalancerende investeringer – at skulle en negativ udvikling indtræffe for ens primære investering, ville omvendt den sekundære bon’e ud med en afbødende gevinst.

Hele dette finansielle felt af handlen med derivat-kontrakter kan man rimeligvis kalde den esoteriske finanssektor. Da de politiske ledere blev opmærksomme på dette felt, særligt hvor det opstod og udbredtes fra i finanscentrene i New York og City of London, ræsonnerede de, at da der var tale om garderinger, en slags forsikringskontrakter, var der tale om et nulsumsspil parterne imellem, og feltet behøvede derfor ikke hverken opsyn eller regulering.

En så fantastisk naiv beslutning (alene vurderet på grundlag af omfanget af disse handler), at man må spørge sig selv om ikke der lå andre skumle motivationer bag denne bemærkelsesværdige laissez-faire-holdning. Men med denne fritagelse for opsyn og regulering blev feltet jo netop ’esoterisk’, dvs. kun kendt og administreret af en snæver gruppe af insidere. En politisk beslutning, som eftertiden helt givet vil bedømme som fatal.

Hvad der skete i 2008 og billedet, der tegnede sig i kølvandet på krakket, var finanssektorer igennem den vestlige sfære, der var blevet komplet drukne på deres pengeskabelse og deres egne indbildske forestillinger om, at de havde garderet sig imod risiciene ved al deres yderliggående långivning.

For virkeligheden var, at disse garderinger, da de endeligt konkret blev stress-testet, blev afsløret som fiktive, og således var finanssektorerne igennem den vestlige sfære konfronteret med årtiers ophobede risici, hvilket uomgængeligt havde lagt disse finanssektorer i ruiner. Og det havde været rimeligt at lade finansverdenen mærke de fulde konsekvenser af deres ryggesløse handlinger.

Men det kunne de vestlige politiske ledere ikke acceptere. Og det havde med sikkerhed også slynget vores samfund ned i en dyb depression. Så hvad gjorde man i stedet? Man stillede betydelige dele af sine statsfinanser til rådighed for de private banker for derved at lukke hullerne i deres nu utallige sammenbrudte investeringer – man gik efter hurtigst muligt at få gendannet finanssektorernes hidtidige funktionalitet, hurtigst muligt at få gendannet befolkningens tillid til bankerne.

Og det lykkedes. Men var det virkelig en god ting? Ved at satse så hårdt på hurtigt at gendanne befolkningens tillid til bankerne, afskrev man sig jo samtidig for at tage en dybere samfundsmæssig selvransagelse på de seneste årtiers samfundsudvikling. Det var mere end noget andet en kollektiv øvelse i fortrængning.

Det er selvfølgelig en forsimplet men (skulle jeg mene) overordnet sober fremstilling af finansverdenens enorme opblomstring og indgriben i alle afsnit af samfundsforvaltningen, vi oplevede i perioden fra midten af 1970’erne og frem til og med finanskrisen i 2008.

Og fra da af var der ikke rigtig længere noget, der var virkeligt. Man kan ikke etablere så massive grader af fortrængning uden at det efterlader en fornemmelse af at være uden jordforbindelse.

Og med redningen af bankerne, med de politiske lederes villige accept af fra da af og fremefter at yde rygdækning for bankerne, gjorde de politiske ledere sig til gidsler for bankerne. Og vi har set det igen og igen siden 2008, hvordan staterne igennem deres semi-statslige organer i form af centralbankerne igen og igen har måtte yde mere eller mindre offentlige eller fordækte bail-outs.

Den historie er kendt, i hvert fald blandt store dele af frihedsbevægelsen. Hvad det her opslag handler om, er hvordan min lange dialog-serie med DeepSeek foranlediger mig til at fremsætte ny forståelse af, hvad det er for et system vi har levet under siden finanskrisen i 2008. Og denne forståelse går så dybt, at jeg vil hævde at vi er overgået fra at leve under et fiat-pengesystem til, hvad jeg vil kalde, et derivat-pengesystem.

Man kan med god ret hævde, at fiat-pengesystemerne døde ved finanskrisen i 2008. Det var den eksponentielt voksende gældsætning igennem de vestlige samfund muliggjort af fiat-pengesystemerne samt garderingerne med derivat-kontrakterne som i realiteten dér løb panden mod muren.

Samtidig havde bankerne opbygget en modus vivendi, der baserede sig på en enorm vedvarende kreditskabelse, svarende til enorme mængder af likviditet, og skulle bankerne indstille sig på langt mindre kreditskabelse, langt mindre likviditet, ville det igen have været ensbetydende med bankkrak. Det ville svare til en sætte en heroin-misbruger på en ’kold tyrker’.

Og selvom (ryggesløse) politiske initiativer blev taget for at understøtte fornyet låntagning til huskøb og bilkøb, kunne disse former for kreditskabelse ikke længere tilfredsstille bankernes behov for voksende kreditskabelse. Det her hvor der indtræffer et markant skift, hvor skyggebank-sektoren i sig selv bliver de private storbankers primære forretningsområde.

Skyggebank-sektoren havde været med omtrent hele vejen igennem fiat-epoken, da det var skyggebank-institutioner, primært hedgefonde, der indgik i disse handler med derivat-kontrakter. ’Derivat’ betyder som bekendt ’afledt af’, og fælles for derivat-kontrakterne er, at de alle henviser til finansielle værdier/-faktorer i realøkonomien, men har ikke direkte andel i disse værdier/-faktorer, og er som sådan snarere at opfatte som væddemål.

Principielt er det sådan, i realiteten kommer også derivat-kontrakterne med krav om sikkerhedsstillelse på den ene side, og på den anden er det netop derivat-kontrakterne, der muliggør, at de samme finansielle aktiver (statsobligationer, realkreditobligationer mv) kan benyttes som sikkerhedsstillelse til ikke bare én lånekontrakt men til flere.

Hermed er fundamentet lagt til den enorme vækst indenfor skyggebank-sektoren, særligt i form af interbank-lånemarkederne og de globale valutamarkeder. På disse markeder sker der dagligt en astronomisk stor omsætning af finansielle kontrakter.

Da der indtraf en krise på de amerikanske interbank-lånemarkeder i september 2019, var status da, at der gennemsnitligt dagligt blev omsat esoteriske finanskontrakter til en samlet sum af omkring 4.000 mia. dollars. Skriver firetusinde milliarder dollars. Og dengang blev der samtidig dagligt i gennemsnit omsat for omkring 5.000 mia. dollars på de esoteriske valutamarkeder (Foreign Exchange-markeder eller FX-markeder) samt for omkring 3.000 mia. dollars på de europæiske interbank-lånemarkeder.

Disse samlet set for omkring 12.000 mia. dollars dagligt handlede esoteriske finanskontrakter svarede da til godt en 1/8-del af værdien af den samlede klodes årlige realøkonomiske produktion (Gross World Product). Altså daglige volumener sammenlignet med et årligt volumen. Vi taler om rablende forrykte størrelsesordener denne vestlige skyggebanksektor havde antaget der i 2019.

Men så er den jo bare vokset siden. I dag taler vi om en gennemsnitlig daglig omsætning på de amerikanske interbank-lånemarkeder på omkring 12.500 mia. dollars, omkring 9.500 mia. dollars på FX-markederne samt på omkring 4.500 mia. dollars på de europæiske interbank-lånemarkeder, svarende til en samlet daglig omsætning på disse esoteriske finansmarkeder på omkring 26.500 mia. dollars eller 1/4-del af klodens gældende Gross World Product.

Det er så rablende forrykte størrelsesordener, at det er meget få mennesker, der overhovedet formår at danne sig et begreb om disse astronomiske summer. Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig, hvad formål tjener disse forrykte mængder af omsætning på disse esoteriske finansmarkeder?

Hvad min lange dialog-serie med DeepSeek over det forløbne trekvarte år gradvist afslørede var, at disse esoteriske finansmarkeder tjener som gearings-opbyggende og likviditetsskabende maskiner, for storbankerne ja, men sågu også for det amerikanske finansministerium og store dele af den amerikanske erhvervssektor (og muligvis også for de øvrige lande i den vestlige sfæres finansministerier/ erhvervssektorer).

’Gearing’ betyder i finanstermer ’belåningsgrader’, og mekanismen med disse esoteriske finansmarkeder er altså, at der kommer et input af kapital fra realøkonomien, typisk i form af et lån fra en vestlig storbank til en skyggebank-institution (en hedgefond, en ’money market’-fond, en ‘private credit’-fond mv.), og ved hjælp at de esoteriske lånekontrakter bliver denne oprindeligt indskudte kapital multipliceret fem, ti, tyve gange op, og denne op-bøffede likviditet kan så investeres i amerikanske statsobligationer eller mere eller mindre tvivlsomme erhvervsinitiativer.

Og fordi al denne likviditet genereres udenfor offentlighedens kendskab, er der alle mulige grunde til at antage, at mængder af denne likviditet også bliver benyttet til lyssky formål, så som markedsmanipulationer, finansiel krigsførelse, massive bestikkelseskampagner, ’riots for hire’, ’color revolutions’, iscenesatte terrorbegivenheder, bevæbning af militante oprørsgrupper mm. Lyssky operationer, der fundamentalt forstærker oplevelserne af at leve i en verden uden jordforbindelse.

Dette er, hvordan vores gældende pengesystem fungerer. Vi er langt forbi, de belåningsgrader fiat-pengesystemet i sig selv muliggjorde, og det er derfor dette pengesystem bør have sin egen betegnelse, og hvor jeg altså foreslår betegnelsen ’derivat-pengesystemet’.

Ikke bare spiller de finansielle derivat-kontrakter en nøglerolle i dette nye pengesystem, en svimlende stor esoterisk finanssektor er blevet bygget ovenpå en stadigt mere udpint realøkonomi, men den esoteriske finanssektor er som en parasit i den sidste ende afhængig af sin værtsorganisme, dvs. realøkonomien.

Altså er hele den esoteriske finanssektor dybest et derivat af realøkonomien. Men i dette historiske øjebliksbillede er det altså parasitten, der er vokset til en enorm og slagkraftig størrelse, og som sådan øver noget nær total kontrol over værtsorganismen, og er formentlig blandt de styrende faktorer for en meget stor del af den ufred, der hersker i verden i dag.

I historisk tilbageblik vil derivat-pengesystemet være en parentes – en særlig degenereret og yderliggående og destruktiv udviklingslinje, der kulminerede i den menneskelige, moralske, sociale og økonomiske destruktion vi lever igennem nu.







.