I 1986 udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sin skelsættende samfundsanalyse Risikosamfundet. Beck redegjorde her for, hvordan industrialismen og den videnskabelige metode og de vestlige velfærdssamfund i flere henseender havde vist sig så succesrige, at modstanden mod disse systemer ikke så meget kom fra alternative ideologier, men i tiltagende grad viste sig som et nedbrud af systemerne indefra. Disse opløsningstendenser manifesterede sig som markant voksende risici for de enkelte samfundsborgere og for samfundet som helhed.

Der var globaliseringen, som de facto nedbrød de hidtidige samfundskontrakter mellem industriarbejderne og arbejdsgiverne, ikke mindst igennem kapitalens frie internationale bevægelighed. Der var en stadigt stærkere drift imod innovation og teknologiske gennembrud, som trak et stadigt mere faretruende spor af utilsigtede konsekvenser efter sig. Og som følge heraf en tiltagende almen skepsis overfor eksperter og deres risikovurderinger.

Og der var opløsningen af traditionelle sociale tilhørsforhold og identiteter, som medførte markante nye fordringer på individet for selv at definere en identitet. Og der var de stejlt stigende risici ved den fortsatte udbredelse af ’the human entreprise’, nu i en global skala og med stadigt mere åbenlyse konsekvenser for planetens økosystemer.

Og der var forsøg på igennem lovgivning at imødegå disse risici for den enkelte samfundsborger og for samfundet som helhed, men disse forsøg udviklede sig til deres egne risikofaktorer. I fraværet af samlende ideer og principper blev lovgivningen mere og mere specifik, og således eksploderede regelsættene indenfor praktisk talt alle samfundsmæssige sektorer. Den enkelte leder eller mellemleder eller medarbejder var nu konfronteret med lovkomplekser, der var så omfattende, at et overblik over reglerne indenfor ens profession ikke længere var opnåelig, og den enkelte leder eller mellemleder eller medarbejder måtte nu leve med risikoen for uafvidende at komme for skade at handle imod regulativerne.

I tilbageblik er det fascinerende, hvordan Ulrich Becks analyse fremstår som det kompletterende modstykke til Chicagoskolens neoliberalisme, som i de år gik sin sejrsgang igennem Vesten, og som Vesten havde held til at pådutte praktisk talt hele den øvrige verden. Den gradvise nedbrydning af de hidtidige samfundsmæssige rammer og kontrakter var den fantastisk frisatte legeplads, de privilegerede opdagede de havde at boltre sig i, og denne frisættelse blev formuleret i neoliberalismen. Men de ikke-privilegerede klasser oplevede denne opløsning af de hidtidige samfundsmæssige rammer og kontrakter som en ny uventet og meget mærkbar udsathed.

Det var denne udsathed Beck så meget klart, allerede der i midten af 1980’erne, neoliberalismens kompletterende skyggeside, og for de ikke-privilegerede er denne udsathed bare blevet uddybet og uddybet, indtil det punkt vi står på nu, hvor desperationen i de lavere socialklasser bliver mere og mere udtalt.

Og i tilbageblik må vi nok erkende, at neoliberalisterne havde langt mere politisk gennemslagskraft end alle de mange mennesker, der stod i skyggen af neoliberalismen. Og en væsentlig faktor i denne politiske gennemslagskraft lå i neoliberalismens sammenkædning med finansialiseringen af vores økonomier, eller med andre ord, sammenkædningen med finanssektorens eksplosive udbredelse og indgriben i praktisk talt alle aspekter af vores økonomier.

Og nøglen til denne eksplosive vækst af finanssektoren var introduktionen og udbredelsen af de finansielle derivater, swap-, futures- og options-kontrakterne, som tillod investorer/ spekulanter at gardere (eng.: to hedge) deres investeringer/ satsninger. Samtidig besluttede man fra politisk hold fra et tidligt tidspunkt, at de finansielle derivater ikke skulle være underlagt opsyn af de nationale finanstilsyn eller nogen anden myndighed. En dybt ideologisk motiveret beslutning taget af politiske ledere, der hævdede ikke at være underlagt ideologier.

Dette gav neoliberalismen to enormt stærke drivkræfter: 1. En forestilling om at risiko kan elimineres (sådan som finansielle risici påstås at kunne elimineres af de finansielle derivater), og 2. En forestilling om vækst uden grænser (fordi derivat-handlerne var uregulerede, og derfor var der ingen grænser for finanssektorens og pengemængdens ekspansion).

Hvor Beck’s konklusioner således lagde op til en større samfundsmæssig selvransagelse og søgen efter et nyt bæredygtigt samfundsmæssigt grundlag, fangede Thatcher og Reagan og deres højreorienterede pendanter igennem Vesten neoliberalismens lykkelige budskab. Og hvad hjalp det, at folk som Beck så igennem neoliberalismens falske optimisme, når de toneangivende samfundssegmenter gladeligt lod sig rive med af det lykkelige budskab.

Så hvem var de privilegerede, hvem var de toneangivende, der red på neoliberalismens bølge? Det er igen i høj grad et finansielt spørgsmål. De som tidligt (måske erfaringsmæssigt komplet skødesløst eller uvederhæftigt) satsede på flekslånene, da de kom frem (som en funktion af derivatkontrakterne), de som således tidligt ophobede en formue, som følge af de faldende renter og stigende huspriser, de som blev millionærer på at være husejere – velsagtens praktisk talt alle i den højere middelklasse – tilhører det samfundssegment, som neoliberalismen begunstigede.

Og hvad der er så påfaldende er, at indenfor dette eller disse øvre samfundssegmenter ser vi faktisk udbredte opfattelser af, at risiko kan elimineres samt en fortsat tro på ubegrænset samfundsmæssig vækst. Neoliberalismens har givet så store fortjenester for disse privilegerede klasser, at de (ubevidst?) kvitterer med en troskab overfor neoliberalismens grundlæggende forestillinger.

Og danskerne er helt oppe blandt de befolkninger med den største hengivelse til den neoliberalistiske finansialisering af vores økonomier, og den mest indgroede tro på, at risiko kan elimineres. Der var længe ingen forbehold overfor at belåne sit hus i henhold til de evigt voksende huspriser, ingen forbehold fra bankerne overfor at yde disse lån, der var længe ingen bil-leasingaftale, der blev vurderet for sine finansielle risici, der var længe ingen eftertanker om, at danskerne er blandt de mest storforbrugende befolkninger på planeten.

Enorm omsætning af garderoben for altid at tilhøre den stilmæssige in-gruppe, et enormt forbrug af eksotiske rejser, en enorm omsætning af elektronisk gear, en enorm omsætning af bilparken, ledsaget af en eksport af vores miljøbelastninger til andre verdensdele. Ingen risici, ingen grænser. Det risikofrie samfund. Danmark, verdens lykkeligste land.

Og tilbage i 2008, da olieprisen steg til 150 dollars pr. tønde, da derivatmarkedernne og likviditeten indenfor skyggebanksektoren pludselig frøs op, da korruptionen indenfor det amerikanske boligmarked ramte muren, kort sagt da de neoliberale illusioner pludselig kom under enormt pres, ja da trådte centralbankerne igennem Vesten til med deres omfattende obligationsopkøbsprogrammer.

Enorme mængder statsobligationer og obligationer fra private koncerner blev opkøbt for penge trykt ud af den blå luft, hvorved den helt igennem reelle manifestation af årtiers ophobede risici blev standset i sin udfoldelse, og de enorme ophobede risici for en stor del blev flyttet over til centralbankerne.

Og det var ikke en engangsforeteelse. Fordi vores neoliberalistiske økonomier bærer på årtiers ophobede risici (ikke bare i finansielle henseender), har perioden siden 2008 været præget af evindeligt gentagne bailouts af de opblæste storbanker, hvor evindeligt nye og truende manifestationer af risici bliver opslugt af centralbankerne.

Og forestillingen om at centralbankerne bare i det uendelige kan opsluge de ophobede risici indeholdt i de opblæste banker, er jo bare en forlængelse af den neoliberale ønskedrøm om eliminering af risici. Nu med enorm hjælp af statslige institutioner, et forhold som de neoliberale ideologer enten holder lav profil om eller totalt faktaresistent bare benægter.

Neoliberalismen var aldrig en sammenhængende politisk filosofi. Den indeholdte ubegrænsethed var bare en ønskedrøm, ligesom forestillingen om at risiko kan elimineres var ønskedrøm. Så hvordan reagerer disse privilegerede samfundssegmenter, når de møder temmeligt håndgribelige udfordringer af deres neoliberale grundantagelser, f.eks. i form af coronaepidemien og igen med Ukrainekrisen?

Når de privilegerede samfundssegmenter pludselig skal til at forholde sig til, at de finansielle risici måske i realiteten alligevel ikke var eliminerede, men snarere bare parkerede i et enormt bjerg af finansielle derivatkontrakter, der når som helst kan styrte i grus? Eller de pludselig skal forholde sig til, at der er nogen, for eksempel Rusland, der råder over de fysiske ressourcer, der driver vores samfund, og disse ressourcerige lande kan faktisk påføre vores økonomier meget følelige begrænsninger?

For disse privilegerede samfundssegmenter præsenterer disse spørgsmål ikke bare en udfordring og en mere eller mindre ubehagelig justering til nogle ændrede vilkår. Har man levet igennem årtier på nogle grundlæggende forestillinger om, at risici bare var et spørgsmål om at regne den ud, og økonomisk vækst var en naturlov og fremtiden selvfølgelig bare er en fremskrivning af nutiden, ja da summerer ovenstående spørgsmål op til en eksistentiel krise.

Mange kender til Kübler-Ross’ begreb om sorgens fem stadier i form af 1. Benægtelse, 2. Vrede, 3. Forhandling, 4. Depression og 5. Accept. Måske følger en eksistentiel krise et lignende forløb. Hvad angår den eksistentielle krise, skitseret her, vil den i sagens natur have et stærkt indeholdt element af tab, af sorg. Et tab af den lykkelige fortælling, et tab af forestillingerne om Vestens suveræne fortrinsstilling, et tab af ens fremtidsforventninger og sågar et tab af væsentlige dele af ens personlige historie og identitet.

Så er dette forklaringen på de europæiske politiske lederes dybt irrationelle og selvskadende adfærd? At de befinder sig på et sted mellem benægtelsesstadiet og vredesstadiet i det eksistentielle kollaps af deres neoliberale og hidtil meget succesrige og selvforherligende forestillinger?

Og er det de neoliberale forestillinger om det risikofrie samfund med ubegrænset vækst, der får de europæiske politiske ledere til at tage fuldkommen forrykte risici mht. Europas sikkerhed og udsigter for fremtidig økonomisk velstand? Samtidig med at de udviser en komplet blindhed overfor den omsiggribende desperation i de lavere socialklasser?

.