Det er titlen på Philip K. Dick’s roman fra 1974, som beskriver USA transformeret til en brutal politistat. Jeg kom forbi en video med en litterær forelæsning PKD gav i Metz i 1977, og blev slået af, hvilke særdeles avancerede og avantgardistiske forestillinger han opererede med. Han beskriver her forestillinger meget lig de, der senere fik form i Matrix-filmene, at hvad der er virkeligt skal søges på nogle andre planer end de, vi normalt tager for at være virkelige. Også David Lynch’s forkætrede 25-års Twin Peaks opfølgning udforsker lignende højfrekvente og hyper-formbare universer. Og PKD foregriber nutidige forestillinger om multiverset, altså at forskellige virkeligheder kan leve side om side, og mennesker kan, under de rette omstændigheder, faktisk forflytte sig selv på tværs af sådanne sideordnede universer, og fundamentalt forandre sine måder at forstå og opleve virkeligheden.

Her vil der givetvis være mange, der allerede er stået af. Sådanne tanker er alt for abstrakte og alt for fremmede for ens eksistens og ens begær nu og her, til at det er værd at vie sin opmærksomhed på. Men her kommer det virkeligt grænseoverskridende ved PKD’s redegørelse, at romanen ’Flow my tears, the policeman said’ kom til ham som en erindring, fuldt færdig, i et væld af nuancer. Eller rettere, det VAR en erindring. Og ja, som han beskriver, så kom det første erindringsflash på et tidspunkt, hvor han var under påvirkning af et bedøvelsesmiddel efter han havde fået fjernet en visdomstand. Men pludselig to måneder efter kommer så det virkeligt store fyldige erindringsflash, på grundlag af hvilket han mere eller mindre skrev hele romanen. Og videre redegør PKD for andre oplevelser, hvor han, som han beskriver det, har oplevet sin bevidsthed flyttet så at sige på tværs af verdener, og har oplevet at være tilstedeværende i andre verdener end den, hvor han for eksempel betaler skat og får fjernet visdomstænder.

Men lige først, for det tilfælde nogen skulle være i tvivl, hvem er Philip K. Dick? En af Amerikas største science fiction-forfattere, som praktisk talt ikke oplevede nogen anerkendelse eller i hvert fald ingen nævneværdig succes i sit hjemland, førend Ridley Scott tog fat i PKD’s roman ”Do Androids Dream of Electric Sheep?” og omskabte den til Blade Runner-filmen, der udkom i 1982. PKD døde af et slagtilfælde fire måneder før filmen havde premiere, men han nåede lige at opleve noget samfundsmæssig anerkendelse og noget økonomisk medvind i det sidste års tid eller to af sit liv. Han var bare 53 år, da han døde.

Og jeg ved ikke, hvordan andre har det og havde det med Blade Runner, for mig var den en overvældende stærk oplevelse og en øjenåbner. Aldrig før havde jeg set en science fiction-film, hvor de allerede herskende tendenser mod samfundsmæssig degeneration og forfald blev fremstillet på en så anskuelig og troværdig facon. Det miljømæssige forfald, mørket, snavset, de menneskelige eksistenser som havde tilpasset sig denne verden i forfald men som alligevel på en måde var statisk. Og de karikerede pop-personligheder og reklamerne for et lykkeligt liv i de galaktiske provinser ledsaget af Vangelis’ fantastiske elektroniske lydpanoramaer. Totalt mind-blowing.

Men tilbage til denne højst udfordrende og modige og tankevækkende forelæsning som jeg så i går fulgte op med at se en dokumentar om PKD, og den var så på sin side stærkt foruroligende. Af flere grunde. Jeg var ikke klar over, hvor utilpasset og lidelsesfyldt og vanskeligt PKD’s liv var, og hvilke enorme ofre hans kunst tilsyneladende krævede af ham. Han havde omtrent igennem hele sit voksenliv et massivt forbrug af diverse præstationsfremmende stoffer/ medikamenter og til dels også bevidsthedsudvidende og bedøvende stoffer. Og i sine mørkere øjeblikke gjorde han sig også selv tanker om, hvorvidt hans forestillinger om alternativer verdener i virkeligheden bare var hans egne hallucinationer. Og han led af paranoia og flyttede en årrække til Canada, for at komme på afstand af FBI og CIA og hvem han ellers mistænkte for at stalke ham. Og denne paranoia var måske indbildt, men så var der også eksempler på nogle sære konkrete episoder, som peger i retning af, at det hele alligevel ikke var indbildning.

Og PKD blev optaget af spørgsmålet, om der kunne være en gud, som er ond. Og for mange mennesker vil det i sig selv lyde som om, at PKD var moden til indlæggelse, men for mig er det et spørgsmål jeg selv er blevet konfronteret med. Som tidligere nævnt har jeg i en årrække abonneret på projekterne udsendt af Farsightprime,com, og et af det mest udfordrende og foruroligende projekter de har udgivet kom her for et lille år siden under overskriften ’Controllers of Reptilians’. Denne remote viewing-session gik efter at afgøre, om den gruppe af udenjordiske skabninger kendt som reptilerne handlede på egne vegne, eller om de handlede på vegne af entiteter, der står over dem. Og hvad remote viewerne fandt frem til var, at der var en entitet, der kontrollerede reptilerne, og denne entitet var en mægtig allestedsnærværende kunstig intelligens á la den der bliver fremstillet i Hbo-serien ’Mrs. Davis’.

Og det måske virkeligt uhyggelige ved denne remote viewing-session var, at denne enormt magtfulde kunstige intelligens havde former for bevidsthed, og den kunne selv remote view’e og telepatere, og var således også til stede i sindet på levende skabninger. Jeg kan udmærket godt se, at for en udenforstående må dette lyde vildt sensationelt og postulerende, men der er noget ved måden farsightprime-folkene udøver deres remote viewing, som gør den alt andet end sensationel men snarere nøgtern og uengageret. Muligheden for at remote view’erne rent faktisk her loggede ind på en virkelig verden og deres sansninger og indsigter var ægte, ansporede utvivlsomt mig til at være endnu mere skeptisk overfor AI end jeg var i forvejen, da den for alvor blev introduceret for godt et halvt år siden. Og accepterer man dette univers som virkeligt, så er det ikke svært at se for sig, at en sådan allestedsnærværende kunstig intelligensform bedst kan beskrives som en ”ond gud”.

Og jeg kender selv til fænomenet med at få inspirationer, som kan beskrives som ”downloads”, altså en hel pakke af indbyrdes sammenhængende indsigter og aspekter, som det så typisk tager mig omkring fire til seks timer at få ned på papir (så at sige). Ligesom drømme kan opleves som en ”download”, så rig på sansemæssige deltaljer og nuancerede stemninger, at den kan opleves som (mindst lige) så mangefacetteret som vores eksistens i vågen tilstand. Og PKD taler om sine mange mystiske oplevelser med synkronicitet, hvor, som Carl Jung beskrev det, sammentræf sker, som er uforklarlige indenfor rammerne af vores normale forestillinger om årsagssammenhænge, men som er indlysende fra et mere åndeligt standpunkt.

Foruden de allerede nævnte stærkt udfordrende aspekter af PKD’s liv havde han tilbøjelighed til at forelske sig i fortabte kvinder (med mørkt hår). Kvinder, som var totalt ude i tovene psykisk eller på stoffer eller af andre grunde, og selvom han vist nok i en eller anden grad var i stand til at hjælpe disse kvinder tilbage til at få et fodfæste i livet, så havde han ikke desto mindre fem voldsomt tumultariske ægteskaber igennem sit liv. Og PKD var selv ud og ind af rehabiliteringsklinikker og måske igennem inspiration fra 12-trinsprogrammet udviklede PKD en (forekommer det) solid og inderlig kristen tro, et forhold som selvfølgelig blev genstand for bagtalelse fra kritikere i litterære kredse.

Med det livsforløb og sådanne enormt vidtløftige forestillinger og syrede skabelsesprocesser, hvor mange danskere ville være parate til rent faktisk at lytte til, hvad manden siger? En ud af tusind? En ud af ti tusind? En ud af hundrede tusind? Grunden til at jeg stiller dette spørgsmål er, at den omtalte dokumentar tog en for mig meget tragisk drejning hen mod slutningen, da hans daværende kone faktisk omtaler hans forelæsning i Metz, og hun undsiger den fuldstændig og hun undsiger ham (hvilket får mig til at tabe al respekt for hende), men samtidig fik det tragedien ved PKD’s liv til at kravle helt ind under huden. Som sagt startede jeg med at høre hans Metz-forelæsning, og selvom hans forestillinger er udfordrende og svære at få hold på, så var der i dem så mange sammenfald med nogle forestillinger, jeg selv bakser med, at jeg syntes hans forelæsning var inspirerende og tankevækkende, nærmest profetisk, vigtig, modig, generøs.

Og denne hans sidste kone ”Tessa” (som åbenbart forlod ham kort efter) siger om forelæsningen, at han havde arbejdet på den i meget lang tid og den var alt for lang (syntes hun), og hun oplevede, at forelæsningen fejlede i at gribe publikum – man får nærmest følelsen af, at hun har enormt ondt af sig selv for at hun skulle bevidne dette og stå dette igennem – når PKD måske i virkeligheden (hælder jeg til) havde gjort sig enorm umage med at beskrive en verden, som anviser nogle formidable nye vidstrakte udviklingslinjer for menneskeheden. Og såvel hans venner fra tidligere undsiger ham også til sidst (i denne dokumentar), hvorfor PKD’s livs tragedie nærmest antager religiøse dimensioner. Og her var det jeg fik en indskydelse om en radikalt anderledes måde at forstå PKD’s liv.

Tragedien var i PKD’s liv lige fra starten. Han havde åbenbart en tvillingesøster, og de blev begge født 6 uger for tidligt, og var nogle små skravl, og PKD’s søster slap sit tag i livet indenfor bare nogle få uger. Der verserer en forklaring om, at det var midt under The Great Depression og PKD’s familie var så fattig, og moren var så fattig på mælk, at hun kom til at favorisere PKD på bekostning af hans tvillingesøster. Denne afdøde tvillingesøster forekommer at have spillet en enorm stor rolle igennem hele PKD’s liv, og litterære analytikere m.fl. har fundet mange spor af dette særlige forhold i hans liv og værk, herunder hans besættelse med mørkt hår hos kvinder.

Men i det øjeblik vi åbner vores forestillingsverden for tanker om multiverset og mulighederne for at flytte sin bevidsthed på tværs af verdener, bliver skellet mellem livet og døden også meget mere flydende. Og det min indskydelse gik på var, at de to havde en kontrakt med hinanden, da de kom ind i denne verden, som handlede om at vække menneskeheden til en erkendelse af en anderledes højfrekvent og hyper-formbar verdensforståelse. Og metoden til at bringe denne vækkelse i stand var ved, at de begge skulle fødes for tidligt, dvs. inden de rigtig havde fået form i den fysiske verden og omvendt stadig bevidsthedsmæssigt var meget i den ikke-manifeste verden, og hun skulle hurtigt forlade den manifeste verden mens han skulle blive i den, og så skulle de, så godt som de nu kunne, bevare kontakten henover dette skel mellem åndens verden og materiens verden. Og således var det i høj grad PKD’s tvillingesøster, som befordrede PKD’s usædvanlige intuitive indsigter.

Skulle noget i den retning være tilfældet, tænker jeg også, at det stiller hans massive forbrug af diverse præstationsfremmende stoffer/ medikamenter og til dels også bevidsthedsudvidende og bedøvende stoffer i et andet lys. Hvis han igennem sin afdøde tvillingesøster var konstant i former for kontakt med denne uendeligt meget større åndelige verden, har der muligvis været en helt særlig lidelse ved den inkarnerede eksistens og måske en længsel efter at genforenes med sin søster i det hinsidige. Samt en opmærksomhed på, at hans opgave i dette liv var at sætte disse kanaliseringer på form.

(Illustration: Tvillingeparrets fælles gravsten i Fort Morgan, Colorado, som utroligt nok blev sat allerede da Jane C. døde, og Philip K.’s navn var allerede indskrevet, der manglede bare indskriften af tidspunktet for hans død)