Vi har en unik og meget virkningsfuld evne i vores indlevelsesevne, en evne som ligger på frontlinjen af menneskehedens bevidsthedsudvikling. Men mærkeligt nok er det som om denne værdifulde evne gradvist er blevet fortrængt af vores kulturelle udvikling over de seneste fire årtier frem for at være blevet videreudviklet. Denne fortrængning af indlevelsesevnen fremstår så i en videre forstand som en nøgle til at forstå det kulturelle forfald, vi har oplevet over den samme periode.

Denne undertrykkelse af indlevelsesevnen forekommer samtidig at kunne kædes sammen med en hensygnende åndelig stræben i betydningen, en stræben efter at udvikle og forbedre vores samfund, så den reelle samfundsmæssige adfærd til stadighed nærmer sig de idealer, vi har for vores samfund. Tabet af denne dimension af vores samfundsmæssige adfærd, dvs. denne opgivelse af en mere eller mindre almen stræben efter at forbedre vores samfund, er naturligvis også en nøgle til at forstå det kulturelle forfald over disse seneste godt fire årtier. Det er som en naturlov, hvis ikke vi konstant arbejder på at forbedre vores adfærd, vil vores adfærd i stedet forfalde mod stadigt mere barbariske former.

Men først, hvad er indlevelsesevnen? Indlevelsesevnen er en metode til at flytte sin bevidsthed til forsøgsvist at forstå en anden livsform indefra. Indeholdt i metoden er typisk, at man bringer sig selv i rolige omstændigheder, man stilner sit sind, man giver slip på sine forudindtagede teorier og ønskede konklusioner, og bringer sig derved i en interesseløs og modtagelig tilstand. Og i denne tilstand kan man flytte sin bevidsthed til den udvalgte livsform, fortidig, nutidig eller fremtidig, og fra dette punkt af integreret tilstedeværelse da at se hvilke indsigter, der former sig.

Lad os sige, at en arkæolog har samlet en række forskellige artefakter og vidnesbyrd om en gammel uddød civilisation, og arkæologen kæmper med at få de foreliggende artefakter til at danne en meningsfuld sammenhængende opfattelse. Denne arkæolog vil bevidst eller ubevidst igen og igen forsøge at bruge sin indlevelsesevne til at sætte sig i disse forgangne menneskers sted for at danne sig en forståelse for det liv, de levede, og den kultur, de var en del af.

Eller som et andet indlysende eksempel kan vi tage en psykolog, der arbejder på at forstå, hvad det i realiteten er, en given klient kæmper med, og som åbenlyst lægger store begrænsninger på klientens livsudfoldelse. Her vil psykologen igen og igen indleve sig i klientens liv og adfærdsmønstre, mærke hvordan det føles at gennemleve de episoder klienten beretter om, søge længere tilbage for at se om en bestemt traumatisk oplevelse kan have forårsaget de psykologiske mønstre, der efterfølgende har tegnet sig.

Historiefaget byder på andre indlysende eksempler, mere herom nedenfor, men man kan også tage arkitektfaget, hvor en arkitekt står med en given mere eller mindre kompleks designopgave. Igen her vil arkitekten formentlig bruge sin indlevelsesevne til at opnå indsigter i det liv, der efterfølgende vil udfolde sig i bygningen, og bruge disse indsigter til at oplyse sin designproces.

Hvem vil benægte, at denne indlevelsesevne findes, og at brugen af den har været udbredt og er central i forståelsen af vores kulturelle udvikling? Men uanset at de fleste nok vil anerkende evnen og måske også metoden, er påstanden her altså, at brugen af evnen gradvist er blevet fortrængt over de seneste fire årtier.

Den tyske poet og fritænker Johann Wolfgang von Goethe skitserede tilbage i første halvdel af 1800-tallet muligheden af en naturvidenskab baseret på indlevelsesevnen. For Goethe havde alle livsformer i naturen en sjæl, og indlevelsen i for eksempel en given plantes væsen kunne give væsentlige indsigter i, hvordan denne plante trives bedst, samt hvordan denne plante relaterer til sine omgivelser, og bidrager til dannelsen af komplekse organiske økosystemer.

Den schweiziske pædagog Rudolf Steiner var dybt inspireret af Goethes naturfilosofi, og på et fremskredent tidspunkt af den antroposofiske filosofis udvikling, blev Steiner spurgt, om antroposofien havde nogen anskuelser i forhold til jordbrug. Steiner vendte tilbage nogle få uger efter med to foredrag, og i disse to foredrag blev principperne for biodynamisk landbrug grundlagt. Den første økologisk bevidste dyrkningsmetode overhovedet, som selv den dag i dag er blandt de bedste metoder til på ny at frugtbargøre udpint jord.

Hvordan var Rudolf Steiner, som ikke havde nogen erfaring i landbrug, på næsten ingen tid i stand til at fastlægge de virkningsfulde metoder i det biodynamiske landbrug? Det er svært at se andre forklaringer end den, at han benyttede Goethes naturvidenskabelige metode og indlevede sig i jordens liv.

Men det var ikke Goethes naturvidenskab, der blev den toneangivende metode. Naturvidenskaben var en meget stærk samfundsmæssig drivkraft igennem det 19. århundrede i Europa og USA, og en stor del af denne fremgang og de opnåede resultater baserede sig på en helt anderledes snæver materialistisk videnskab. At kun ting, der kunne måles og vejes, var virkelige. Denne reduktionistiske men magtfulde tilgang blev døbt positivismen.

Men det var i det 19. århundrede, så hvem skulle have troet, at den videnskabelige positivisme på ny ville gå sin sejrsgang over kloden på et så fremskredent tidspunkt som i slutningen af det 20. århundrede?

Dette fænomen peger i retning af en meget vidtgående kulturel regression, og påstanden er her, at denne kulturelle regression er snævert knyttet til nykonservatismens opblomstring i årene omkring 1980, en epoke vi stadig lever i. Og hvad var det, der gav nykonservatismen dens store momentum? Det var alle de foruroligende indsigter, der kom frem i løbet af 1970’erne.

Her havde videnskabsfolkene brugt deres sædvanlige metoder til at indsamle data og derpå bruge deres indlevelsesevne i kombination med deres kritiske sans, og var dermed kommet frem til en række foruroligende indsigter.

At menneskeheden havde nået en sådan størrelse og menneskets driftighed havde nået et sådant omfang, at menneskehedens adgang til ikke-fornybare ressourcer stod til at blive markant beskårede, at menneskehedens udnyttelse af fornybare ressourcer i form af jordens fertilitet og havenes fiskebestande stod til at blive stærkt beskårede, at de økonomiske uligheder i verden både globalt og indenfor de enkelte lande forekom at forstærke den plyndrende adfærd.

Det er både kapitalismens styrke og svaghed, at det er et samfundssystem uden en samlet politisk styring. Plyndring er så at sige kapitalismens modus vivendi. Men hvad videnskabsfolkene klart artikulerede i 1970’erne var, at disse plyndrende tendenser nu var så udtalte, at vores civilisations endeligt vinkede forude. At der var et uomgængeligt behov for, at vi ændrede vores kollektive adfærd.

Og det budskab var der mange, der ikke brød sig om. Og blandt forslagene til en mere afbalanceret kapitalisme var der tale om at demokratisere også den økonomiske sfære, og give medarbejderne i en virksomhed andele i ejerskabet af virksomheden. Og det budskab var der visse segmenter af samfundet, der slet ikke brød sig om.

Her skal vi huske på, når det kommer til at bruge indlevelsen som en metode til at opnå indsigt i bestemte forhold, er forudsætningen om den interesseløse tilgang altafgørende. Har man omvendt formet sine konklusioner på forhånd, og går til dataanalysen med tanke på at få sine konklusioner bekræftet, så er det ikke videnskab man bedriver.

Og i tidens løb har det tjent mange videnskabsfolk til ære, at de har været tro imod deres opdagelser, og har publiceret disse opdagelser, selvom de vidste at de ville være upopulære og vække indædt modstand. Som videnskabsmand har man ikke noget valg. Er opdagelserne fremkommet gennem en nøgtern videnskabelig metode uafhængig af, hvad man selv måtte finde ønskværdigt, så står opdagelserne ved magt.

Så ikke bare kom videnskabsfolkene med de ildevarslende opdagelser i modvind fra magtfulde grupperinger, som var parate til at bekæmpe indsigterne med alle midler, de kom også i modvind hos store dele af befolkningen, som ikke ønskede at høre om disse ildevarslende opdagelser. Og således blev der kørt smædekampagner, og der blev produceret tvivlsomme videnskabelige artikler, der imødegik de ildevarslende opdagelser, og som i stedet hævdede, at alt i det store og hele bare er i orden.

Der er en case for at hævde, at dette var en traumatiserende oplevelse for store dele af videnskaben, hvor indlevelsesevnens andel i den videnskabelige metode blev underkendt. Den fordomsfrihed og åbenhed, som er indlevelsesevnens forudsætning og metode, blev i tiltagende grad fra officielt hold anset for uønsket. Og ledende poster på universiteterne mv. blev i stigende grad valgt med en vis skelen til kandidaternes politiske opmærksomhed.

Også i 1970’erne og ind i 1980’erne kom afsløringerne af folkemordene begåede under både de kommunistiske og de fascistiske styrer rundt omkring på kloden. Og særligt afsløringerne af de kommunistiske folkemord fik enorm bevågenhed i medierne, velsagtens som en konsekvens af Den Kolde Krig og den deraf følgende tendens til bagtalelse af fjenden.

Blandt andet i kraft af ovennævnte behov for at tøjle kapitalismens plyndringer havde den politiske venstrefløj igennem 1970’erne oplevet stor fremgang, og der var mange, der sympatiserede med de dengang etablerede socialistiske og kommunistiske lande. Det massive fokus på folkemordene i disse lande blev således til en nærmest dødelig akilleshæl for den politiske venstrefløj. Pludselig fandt man sig selv som hidtidige forsvarere af det uforsvarlige.

Set i et større perspektiv, der rækker langt ud over de seneste fire årtier, er der en case for at hævde, at civilisationens udvikling har været præget af en stadig større respekt for det enkelte menneske uanset det enkelte menneskes sociale status. Og ideelt set var de socialistiske og kommunistiske politiske ideer på flere måder det næste logiske skridt i denne udvikling.

Det er her vi igen kommer i kontakt med indlevelsesevnens åbne og fordomsfrie tilgang. For hvad der ofte kommer igennem, når man befinder sig i denne tilstand af interesseløs modtagelighed er, hvad man kan forstå som ens sjælelige ønsker. Disse sjælelige ønsker kan opfattes som ønsker, der er almene, ønsker der er gode for én selv og for andre på samme tid, at vi alle så at sige er dele af ét samlet organisk hele, hvor vi hver især indtager vores forskellige roller i henhold til vores dispositioner i dette liv.

Men disse sjælelige ønsker beskriver idealtilstande, som ikke uden videre kan indarbejdes i ens dagligliv og i ens samfund. Således er der kløft mellem idealerne og realiteterne, der skal administreres, og evnen til at bygge bro over og administrere denne kløft er det enkelte menneskes samvittighed.

Således var der nogle gode ærlige incitamenter i mange menneskers sympati for socialismen og kommunismen, da de faktisk beskrev nogle nye niveauer af samfundsmæssig solidaritet og medfølelse, men at disse idealer samtidig viste sig en tand for ambitiøse at implementere i praksis. Eksemplerne på implementering af socialistiske og kommunistiske samfundsformer var igennem det 20. århundrede alle præget af, at der var en politisk gruppering der vandt befolkningens opbakning gennem disse erklærede idealer og målsætninger, men da samme gruppering så sad solidt på magten, da korrumperede den og de forrådte deres stræben mod idealerne.

Dette nederlag af de socialistiske og kommunistiske eksperimenter blev så af den nykonservative bevægelse udnyttet til at nedgøre alle forestillinger om menneskets iboende solidaritetsfølelser. Man skelnede her skarpt imellem idealerne og ”menneskets natur”, og valgte så her at stille sig solidt på standpunktet af ”menneskets natur”, hvilket i praksis betød, at man afskrev de indlevede idealer som utopiske, og i stedet ophøjede forskellige politiske ideer som den private ejendomsret og individets frihed og frie markeder til politiske idealer, som netop ikke var sjæleligt men strategisk motiverede.

Indenfor denne notes kontekst er dette et bud på baggrunden for ovennævnte mere vidtgående kulturelle regression. At indlevelsesevnen som en metode til at opnå indsigter er blevet fortrængt og at indlevede idealer opnået gennem den samme proces af interesseløs modtagelighed såvel er blevet fortrængt. Og således lever vi i en halvverden af postulater drevet af politiske motivationer, og videnskabelige forestillinger som savner almen forankring og en indlejring i de større sammenhænge. Det fremstår nærmest som en epidemi af dumhed.

Og når vi i dette miljø af fundametal rodløshed gør os antagelser om foregående historiske perioder, kan vi meget nemt komme til fundamentalt fejlbehæftede konklusioner. Et eksempel på en sådan historisk fejlslutning præger de aktuelle forestillinger om Den Nye Kolde Krig, der om nogen forestilling savner rodfæstning i realiteterne.

Det var amerikanerne og briterne, der ønskede en gang for alle at undertvinge Rusland gennem opløsningen af Sovjetunionen. I Vesteuropa var holdningerne til Sovjetunionen og Rusland langt mere sammensatte og nuancerede, der tilbage i 1980’erne. De politiske ledere i Vesteuropa, og her selvfølgelig ingen mere end Vesttyskland, ønskede en afslutning af Den Kolde Krig, og gengældte oprigtigt Mikhail Gorbatjovs udstrakte hånd.

Og igennem de vesteuropæiske befolkninger og blandt de vesteuropæiske politiske og økonomiske eksperter var der med 1970’ernes indsigter i frisk erindring en udbredt forståelse for, at der var behov for en tredje vej, hvor den vestlige kapitalisme skulle reguleres og den østlige totalitarisme skulle løsnes op. Således var genforeningen mellem Øst- og Vesteuropa og de nye forsonende takter mellem Vesteuropa og Rusland en kilde til store forhåbninger og visioner for de fremtidige udviklingsmuligheder.

Men ligesom de socialistiske og kommunistiske strømninger i Europa under Den Kolde Krig blev anset for fjender af staten, dvs. særligt staternes efterretningstjenester og her særligt USA og Storbritanniens samt de vesteuropæiske efterretningstjenester, og disse strømninger blev aktivt undertrykt af efterretningstjenesterne på nogle temmeligt bestialske måder. På samme måde blev jævnbyrdigheden og de forsonende takter mellem Vesteuropa og Rusland anset for trusler for den angloamerikanske verdensorden.

Med Jeltsins kup i Moskva i december 1991 og opløsningen af Sovjetunionen satte de stejle angloamerikanske agendaer sig endegyldigt igennem. Og i kraft af ovennævnte svigtende evner for at indleve sig i den politiske situation i Vesteuropa i 1980’erne, er det i dag en udbredt opfattelse, at Vesten stod forenet overfor Rusland hele vejen igennem. Og ikke et pip hører man om alle de advarsler, de vesteuropæiske politiske og økonomiske eksperter i sin tid fremsatte overfor den angloamerikanske chokterapi for Rusland og for de østeuropæiske lande.

Et andet eksempel på nogle graverende historiske mistolkninger knytter sig til perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig og etableringen af en basal international ret igennem stiftelsen af FN og organisationens tilhørende organer.

For at forstå en given tidsperiode er man foruden de overleverede historiske dokumenter og vidnesbyrd nødt til at danne sig en forestilling om de drømme, forhåbninger og idealer, der levede i tiden. Når vi fra vores temmeligt depraverede og desillusionerede realpolitiske standpunkt i dag ser tilbage på stiftelsen af FN-institutionen, er der mange, der kommer til konklusionen, at FN fra starten blev udtænkt som et redskab for at udøve global kontrol over menneskeheden. En holdning vi et langt stykke af vejen vi kan takke FN’s WHO-organ for og denne institutions rolle i coronaaffæren.

Pointen er, at det kræver noget indlevelse i tiden efter Anden Verdenskrig for at forstå, hvor stor optimisme og hvor store visioner for menneskehedens udvikling der spirede da. Der var følelsen af, at menneskeheden havde overvundet verdenshistoriens ondeste regimer i form af den tyske nazisme og den japanske kejserlige stormagt, der var følelsen af, at USA, som den mest solidt demokratisk funderede nation igennem sin enestående førerstilling ville sikre udbredelsen af demokrati over hele kloden.

Og der var store politiske skred, der understøttede disse stærke politiske strømninger. Mellem 1945 og 1957 blev følgende lande formelt fri af deres kolonialisering: Indien, Indonesien, Bangladesh, Filippinerne, Vietnam, Myanmar, Marokko, Malaysia, Ghana, Cambodia, Tunesien og Libyen, som tilsammen udgjorde i størrelsesordenen en fjerdedel af klodens befolkning. Og i mange af disse lande blev demokratiske valg afholdt, og folkekære politiske ledere med visioner for landets frihed blev valgt ind.

Betydningen af denne globale demokratiske vækkelse kan ikke overvurderes. Det var en ny og mere retfærdig verden, der var ved at tage form. Og i flere af de lande, der tidligere havde været kolonimagter, for eksempel i landene i Sydamerika, var der folkevalgte politiske ledere, som tog skridt til at opnå kontrol over landets ressourcer med tanke på, at salget af disse ressourcer skulle komme landet og befolkningen til gode.

Men så kom bølgen af politiske kup, som rullede over kloden de næstfølgende to årtier, hvor de multinationale koncerner hjemmehørende i de tidligere kolonimagter, herunder USA, i ledtog med de tidligere kolonimagters efterretningstjenester støttede disse kup og på ny undertrykte disse landes selvstændighed. Og disse bestialske kup og militærregimer var en meget væsentlig faktor i mange menneskers mere venstreorienterede politiske orienteringer, særligt i 1970’erne. Og ikke at forglemme skete der også et politisk kup i USA med attentaterne på JFK, RFK og MLK. Og der var attentatet mod FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld i 1961.

Der blev talt om folkedrabene under disse nye militærregimer, men slet ikke på samme vedholdende og organiserede facon som med folkedrabene begåede af landene på den anden side af Den Kolde Krig. Og mere end noget andet markerede denne bølge af militærkup starten af Den Kolde Krig, da mange af disse nationer under angreb søgte mod Sovjetunionen for støtte til at imødegå disse politiske komplotter. Uanset det kommunistiske manifests mere eller mindre bombastiske erklæringer var der muligvis aldrig en sovjetrussisk imperialisme, men snarere Sovjetunionens støtte til folkevalgte regeringer, der forsøgte at forsvare sig imod nykolonialistiske angreb.

Men uanset denne dystre historie, om hvordan den globale demokratiske vækkelse i 1950’erne blev kvalt, var der en udbredt optimisme og entusiasme knyttet til denne globale demokratiske vækkelse, og man vil aldrig kunne forstå betydningen af FN’s stiftelse, hvis ikke man indlever sig i disse meget høje idealer, der levede i tiden, og som formede tidens stræben. Herunder idealer om et reelt ’brotherhood of man’, altså en anerkendelse af at alle mennesker er født lige. Bare for perspektivering tænk her på den store kulturelle gennemslagskraft af fotoudstillingen ’The Family of Man’ på Museum of Modern Art i New York i 1955.

To eksempler på hvor afgørende det er for en historiker at bruge sin indlevelsesevne for at kunne danne sig nogle sammenhængende forståelser af de tidsperioder, han eller hun ønsker at beskrive. Selvfølgelig ikke noget man behøver at minde en historiker om, men nødvendigt at minde om i en tid hvor humaniora-disciplinerne er udmarvede og i stedet pyntede op til at tjene propagandaformål.

Men igen, adgangen af indlevelsesevnen både forudsætter og anvender en tilstand af åbenhed og fordomsfrihed, og i denne tilstand kommer indsigter igennem, som ikke bare kan være vanskelige ved at de er upopulære, de kan sågar være så uønskede af visse afsnit af vores magtapparater, at de muligvis er villige til helt at undertrykke menneskers evner for indlevelse, simpelthen for at bevare kontrol over folks forestillinger.

(Illustration: Donna213, Nature and Wildlife Pics, 2014)