Hvad der fremsættes her er bare et ræsonnement. Ikke desto mindre vil dette opslag formentlig sprænge rigtig mange menneskers forestillinger og i samme åndedræt hos mange vække hån og latterliggørelse. Men kære læser, vær venlig trods alt at anerkende logikken, der løber igennem ræsonnementet.

Udgangspunktet er, at kvantefysikken fundamentalt forandrede vores verdensopfattelse. Kvantefysikken medførte fra et tidligt stadium nogle teoridannelser som i sig selv skitserede virkeligheder, der var helt anderledes flertydige og vanskelige at få hold på end de forudgående virkelighedsopfattelser. Det var Niels Bohr og folkene han samlede omkring sig på instituttet på Blegdamsvej, der var de første pionerer ud i dette tågede terræn, hvor mennesket overhovedet skulle lære at orientere sig. De klassiske positioner af objekt og subjekt, objektivitet og subjektivitet, blev radikalt udfordrede og omdefinerede, en erkendelse der blev endegyldigt stadfæstet med Heisenbergs ubestemthedsrelation.

Hvor videnskaben hidtil havde hævdet, at videnskabsmandens subjekt og karakteren af den videnskabelige forsøgsopstilling ikke influerede på den objektive virkelighed, der blev målt på, viste kvantefysikken os, at sådan forholder det sig ikke. Med andre ord, måderne vi vælger at undersøge verden, influerer på måderne verden optræder for os. At på det kvantefysiske niveau findes verden som potentialer og varierede fremtrædelsesformer, og det er først når vi vælger at undersøge verden på en bestemt facon, at verden giver os et bestemt svar retur. Undersøger vi verden på en anden facon, får vi et andet svar i overensstemmelse med måden vi her spørger.

Det typiske eksempel er her spørgsmålet om, hvad de atomare partikler er for nogle størrelser. Laver vi en forsøgsopstilling, hvor vi spørger om elektronet er en partikel, får vi svar tilbage, der bekræfter at elektronet er en partikel. Og tilsvarende hvis vi spørger om elektronet er en bølge, får vi igen et bekræftende svar. Spørger vi ind til elektronets position, taber vi informationer om dets hastighed, og spørger vi ind til elektronets hastighed, taber vi informationer om dets position. Og det er her, at Heisenbergs ubestemthedsrelation siger, at dette ikke bare er en svaghed ved vores forsøgsopstillinger, men at denne ubestemthed er indeholdt. Der er altid et ’trade off’, hvor den større præcision i retning medfører en tilsvarende forringet præcision i andre retninger.

Således er vi åbenlyst her ude i ovennævnte tågede landskab, hvor foranderlige konturer tegner sig og i samme øjeblik vi vil fokusere på én kontur og omsætte den til en klar profil, udviskes foranderligheden og de andre aspekter af konturen. Således forekommer vores udfordring i høj grad at være at lære at orientere os og operere i sådanne landskaber af potentialer og foranderlighed, fordi begæret efter at præcisere potentialerne altid er ensbetydende med en grov reduktion af virkelighedens mangfoldighed. Fysikerne taler her om et kollaps af potentialerne.

Men det mystiske ved kvantefysikken stoppede ikke der. I en videnskabelig artikel, der kritiserede de kvantefysiske teorier og konklusioner, viste Einstein, at kvantefysikkens teoremer ville medføre, at to partikler ville kunne bringes til at spejle hinandens adfærd over tid og afstande, der stred imod selv relativitetsteoriens rammer for udveksling af energier. Som modsvar til Einsteins artikel skrev Erwin Schrödinger den berømte artikel, der påviste, at denne spejling hinsides relativitetsteoriens rammer måtte være en realitet og således en egenskab ved vores verdens beskaffenhed. Schrödinger kaldte denne spejling for ’Verschränkung’ eller som fænomenet efterfølgende blev kendt på engelsk ’quantum entanglement’.

Og det kan fremstå som helt vildt nørdet stof, men spørgsmålet har den allerstørste betydning for os alle sammen, fordi forholdet fortæller os, at der er måder informationer, vibrationer, energier kan udveksles, som er øjeblikkelige, og således uendeligt meget hurtigere end relativitetsteoriens definitive hastighedsgrænse ved lysets hastighed. Og utroligt nok er det lykkedes at påvise eksistensen af ’quantum entanglement’ ved konkrete fysiske forsøg, hvor det første blev foretaget i 1950, og siden er forsøgsopstillingerne bare blevet mere og mere sofistikerede og mere og mere overbevisende i deres resultater.

Denne opdagelse af, at verden rummer muligheden for udveksling af informationer, vibrationer, energier uendeligt meget hurtigere og over uendeligt større afstande end vi hidtil overhovedet havde fantasi til at forestille os, er af fuldstændig skelsættende betydning. Og praktisk talt hele menneskeheden lever i uvidenhed om dette radikale nye aspekt af vores eksistens. Men ikke alle er uvidende eller indifferente om dette skelsættende nybrud. For eksempel foregår der rundt omkring på kloden et kapløb om udviklingen af funktionelle ’quantum computers’, som netop bevæger sig i kvantefysikkens tågede landskaber med løfter om at kunne håndtere informationsmængder mange størrelsesordener større end vores nuværende computere er i stand til. Og meget karakteristisk er disse ’quantum computers’ indkapslede på de mest sindssyge måder, fordi de mindste impulser fra omverdenen vil forstyrre deres funktionalitet.

Men som jeg ser det, rejser kvantefysikken spørgsmålet om menneskets eksistens i universet på en helt anderledes vidtgående og revolutionerende måde. Så længe det var Newtons fysik der gjaldt, eller sågar Einsteins relativitetsteoretiske fysik der gjaldt, var vores solsystem så uforholdsmæssigt langt fra alle andre solsystemer, at fysisk kontakt mellem solsystemer med rimelig sikkerhed kunne påvises som umulig. At livet på vores klode var ubehjælpeligt isoleret. Men i samme øjeblik vi anerkender, at der findes måder at udveksle informationer, vibrationer, energier uendeligt meget hurtigere og over uendeligt større afstande, da åbnes der for muligheden af, at væsener fra andre verdener er aktive på vores planet, om ikke andet så i nogle energimæssige former.

Og på den baggrund kan vi så hver især genbesøge alle de varierede vidnesbyrd, som peger i retning af kontakt mellem tidligere jordiske kulturer og livsformer fra andre verdener. Og hvis fysikken ikke længere kategorisk afviser sådanne former for kontakt, har vi så overhovedet et grundlag for at være så afvisende og nedladende overfor sådanne forestillinger?

Selvom mange givetvis vil regne det for højst spekulativt, ligger det ikke desto mindre som en ræsonnabel mulighed i den nye radikalt udvidede energimæssige virkelighed, vi blev introducerede til med kvantefysikken. Og disse forestillinger har ledsaget i hvert fald min egen generation igennem det meste af vores liv. Tilbage i 1970’erne var der en udbredt opmærksomhed på spørgsmålet om kontakt mellem mennesker og udenjordiske skabninger, og der var de skelsættende film som Star Wars, Chariots of The Gods og ikke mindst Close Encounters of The Third Kind.

For mit eget vedkommende fik disse forestillinger markant fornyet aktualitet, da jeg kom på tværs af Farsight Institute for omtrent syv år siden og deres ’remote viewing’-sessions. Og der er givetvis mange svorne materialister (hvilket i realiteten vil sige folk, der begrænser sig til at bevæge sig indenfor newtonske og eventuelt muligvis einsteinske verdensopfattelser), som nedladende vil affærdige Farsight-instituttets metoder og resultater. Personligt finder jeg deres metoder overbevisende, også fordi jeg personligt føler mig nært beslægtet med disse metoder, og jeg finder deres resultater overbevisende og samtidig stærkt foruroligende.

Igen, i dette kvantefysiske univers, hvor informationer, vibrationer, energier kan bevæge sig på tværs af tid og rum, har levende skabninger såvel kapaciteten til at kontakte andre livsformer på tværs af tid og rum. Og sådanne former for kontakt kan ske på bevidste niveauer eller ikke-bevidste niveauer afhængig af modtageren og dennes opmærksomhed på sit indre liv. Flere af Farsight-instituttets ’remote viewing’-sessions fortæller således om nogle temmeligt indgribende former for indflydelse på forskellige ledende figurer nu og her på planeten Jorden.

Og igen, dette kan forekomme helt vildt spekulativt, men ræsonnementet er fortsat, at opdagelsen af de kvantefysiske dimensioner af vores virkelighed åbner for, at disse påvirkninger overhovedet er mulige/ tænkelige. Fordi disse ’remote viewers’ betjener sig af disse evner for at se og sågar kommunikere på tværs af tid og rum, kan de undersøge sære uforklarlige fænomener i menneskehedens historie, og de kan undersøge verdenshistoriske begivenheder, og undersøge hvem der var de aktive parter i begivenhederne, og hvad der motiverede dem.

Men deres resultater er ikke faktuelle kendsgerninger, i den form vi er vant til at forlange evidensbaserede kendsgerninger. Remote view’erne starter altid med en komplet blank tavle og får så hver især bare beskeden, at der er et ’target’ de skal undersøge. Og med deres indlevelsesevne og den særlige metode udviklet på Farsight-instituttet pejler de sig (hver især) gradvist ind på target og hvem og hvad, der er aktivt i target-situationen. Det er således en suverænt intuitiv proces, og resultaterne kan være rimeligt konkrete og specifikke, men indtrykkene er 100 pct. oplevelsesbaserede. Der kan optræde sansninger fra alle fem sanser, der ledsager deres indlevelse, og meget veludviklede former for psykologisk indlevelse, der kan sågar være direkte kommunikation med target-objekter, men det er bare oplevelsesbaseret.

Fordi det bare er indtryk remote view’erne får, og den ene remote viewer kan opsnappe visse aspekter og en anden nogle andre, er setuppet hos Farsight altid, at der er flere remote view’ere, der undersøger det samme target. Alle, der gennemser disse remote viewing-sessions, er således fri til selv at triangulere, hvad de vælger at opfatte som plausibelt på basis af de varierede fremstillinger.

Når jeg vier så meget opmærksomhed her på disse remote viewing-teknikker er det fordi jeg opfatter dem som en optimering af en evne jeg selv også har, og som jeg selv har benyttet siden jeg var ung. En evne som jeg mener alle har, men der er selvfølgelig varierede grader af opmærksomhed på og brug af evnen, og det er i hvert fald ikke en evne, som er på skoleskemaet i nogen som helst form. Helt fra min ungdom har jeg været opmærksom på mulighederne for at opnå indsigt i bestemte forhold gennem min egen indlevelse i disse forhold. Og i mange sammenhænge kunne jeg se en anvendelse for denne metode og brugte den også. Det var ikke mange 13-taller jeg fik igennem min skolegang, men et par af disse var forbundet med min brug af min indlevelsesevne, som f.eks. da jeg fik 13 i mundtlig dansk i 9. kl. for min tolkning af en novelle med en hovedperson med udpræget paranoide træk.

Menneskeheden har således altid haft denne evne til indlevelse, men jo mere vi hæver vores vibration og udvikler vores intuition, desto mere virkningsfuld bliver denne evne. Og Farsight-folkene har så (bare) udviklet måder at arbejde mere struktureret med denne evne, og udviklet nogle sprogformer som holder sindets analytiske tendenser i ave, hvilket sætter dem i stand til at forlænge deres undersøgelser gennem metoden.

Godt, så hvad disse remote viewing-sessions ofte gengiver er omfattende grader af udenjordiske indflydelser på ledende skikkelser her på planeten. Og ofte er disse indflydelser af en negativ karakter, muligvis fordi disse indflydelser er mere iøjnefaldende og direkte. Hvad de skitserer er en strid imellem skabninger, som jeg iht. litteraturen vil kalde ’service-to-self’-livsformer overfor ’service-to-others’-livsformer. Ofte er fronterne trukket skarpt op mellem de onde og de gode, ofte er det en regulær krig, der udfolder sig. Disse ’service-to-self’-livsformer er ofte så ekstreme i denne orientering i retning af at underordne verden deres kontrol, at de fra et normalt menneskes synspunkt fremstår afstumpede og psykopatiske.

’Service-to-others’-livsformerne fremstår omvendt helt anderledes nedtonede (de er generelt meget sympatisk stemte overfor mennesker mens ’service-to-self-livsformerne typisk ser ned på mennesker), og selvom de vinder sejre, er de også jævnt hen udfordrede i deres opgør med ’service-to-self’-livsformerne, og kommer ofte også ud som taberne. Og i mange af deres sessions er ’service-to-others’-livsformerne påfaldende fraværende.

Så er Jorden involveret i en kamp, der løber igennem universet, mellem plyndrende livsformer overfor skabende livsformer? Det er i hvert fald ikke svært at se Jordens og menneskehedens aktuelle stade som en sådan fundamental konflikt, og hvor de plyndrende livsformer for en stor del har overtaget. Og hvad Farsight-undersøgelserne peger i retning af er, at ’service-to-self’-livsformerne betjener sig af omfattende metoder til at manipulere både centraltplacerede enkeltindivider og hele befolkningsgrupper. Med eller uden indblanding fra udenjordiske livsformer kan jeg uden videre acceptere denne gengivelse af vores aktuelle situation. I det hele taget, læg mærke til, hvor meget af alt det her beskrevne der stadig har relevans, hvis man tager de udenjordiske indflydelser ud af ligningen.

Så hvis jeg lige skal rekapitulere, er ræsonnementet her, at i samme øjeblik vi anerkender kvantefysikkens ekstra dimensioner, som tillader informationer, vibrationer, energier at bevæge sig på tværs af tid og rum, har vi åbnet vores forestillingsverden for muligheden af indflydelser fra andre verdener. Vi kan ikke sige med sikkerhed om vi er underkastede sådanne indflydelser, men muligheden er indiskutabel. Men hvis muligheden er der, hvor stor er sandsynligheden så for, at Jorden bare er blevet ladt i fred? Utallige indfødte kulturer fik lov at leve i fred igennem tusinder af år her på Jorden, indtil de store civilisationer udviklede mulighederne for at radikalt at ekspandere ud i ukendte landområder, og vi europæere drev det ud i den yderste konsekvens med vores effektive højteknologiske våben og vores begær efter rigdomme.

Og som ’service-to-self’-livsformerne regner sig selv for hævede over andre, finder de også deres allierede blandt andre, som opfatter sig selv som hævede over andre. Særligt hos folk som opfatter sig selv som herrer, er der let adgang ind for manipulationer og underhåndsstyring. Der hører en særlig form for lukkethed til for at opfatte sig selv som herre, og denne lukkethed gør ens sind svagt og sårbart, herunder overfor manipulationer. Og som herre forbeholder man sig også selv retten til at udøve manipulationer på folk under sig. Så taget som en helhed forekommer menneskeheden på dette punkt meget sårbar overfor manipulationer, og ’service-to-self’-livsformerne går deres sejrsgang, og den resulterende plyndring summerer nu op til en dødsmærket civilisation og en dødsmærket planet.

Så hvor er ’service-to-others’-livsformerne henne? Hvis denne konflikt løber igennem universet, hvor er de gode, skabende, håbgivende kræfter? Ja, ideen om at de faktisk er her, var anledningen til at skrive denne note. Men de er her jo netop ikke for at gøre tingene for os. Sådan fungerer det ikke i det ægte skabende univers. Som med enhver dygtig pædagog, skal vi selv lære det, vi skal selv klare det. Hvis de klarer det for os, er der intet vundet, og menneskeheden kan når som helst falde til tilbage på at blive underkastet manipulationer og lade sig undertrykke.

Ud af de ca. 350 Facebook-artikler og ca. 150 Facebook-noter jeg har skrevet, har jeg lige tjekket at jeg i en ud af otte har udtrykkeligt skrevet, at der var en bestemt indskydelse, der foranledigede mig til at skrive det pågældende opslag. Men i realiteten er tallet for, hvilke opslag der er skrevet ud af en konkret indskydelse langt højere. Så hvor kommer disse indskydelser fra? Jeg har bare taget det for at være mine egen intuition, der løbende arbejder i mit underbevidste, og som løbende bearbejder spørgsmål der optager mig, og som så med mellemrum melder sig med en indfaldsvinkel som et originalt bud på et svar på de pågældende spørgsmål.

Men så var jeg spurgte mig selv, om der kunne være andre livsformer, der evner at udøve skånsomme former for ’nudging’ i mit sind, som henleder min opmærksomhed på bestemte sammenhænge? Jeg ved det ikke. Jeg tør ikke sige om jeg overhovedet formår at bidrage til det gode i denne verden. Der er utallige eksempler på, at trods en vilje til at bidrage til det gode, er effekten alligevel endt med at være det modsatte. Ligesom der er utallige eksempler på at handlinger uden nogen intentioner om at skulle bidrage til det gode, alligevel er endt med at gøre det. Vi kender ikke vores karma, og er dårligt i stand til at dømme om konsekvenserne af vores handlinger.

Men igen, vi er stadig i gang med et opslag båret af ræsonnementer, og spørgsmålet jeg stiller er, hvis ’service-to-self’-livsformerne betjener sig af psykologiske manipulationer og ’mind viruses’, hvad betjener ’service-to-others’-livsformerne sig så af? Er de ikke inde på det samme felt og byder ind med deres åbne, frivillige former for nudging? Indskydelser af fornuft, indskydelser af medfølelse, indskydelser af rummelighed og tålmodighed, indskydelser af nøgternhed?

Findes disse evner for at øve påvirkninger direkte i sindet på mennesket, er det givetvis benyttet af andre mere udviklede livsformer end mennesket, omvendt må muligheden samtidig stå åben for mennesket til at udvikle de samme evner. Og siger vi, at ’service-to-others’-livsformerne betjener sig af sådanne åbne, frivillige former for nudging, byder de i realiteten sig selv til som vores tjenere, ligesom enhver stor pædagog i realiteten er en fødselshjælper, der anviser en vej for forløsning. Netop ved deres respekt for os og deres ydmyghed overfor os, viser de sig som dem der bærer den virkelige storhed, frem for den ynkelige storhed ’service-to-self’-livsformerne holder af at flashe. Og i det omfang mennesket lægger sig efter de samme ’service-to-others’-holdninger, deler vi den samme storhed, som forbinder os med alle de øvrige skabende livsformer igennem universet.

Så hvad ræsonnementet munder ud i er den eventuelle helt afgørende betydning af at være opmærksom på ens egne indfald og indre tilskyndelser. Ved at stå ved sine indfald og indre tilskyndelser, ved at sikre denne åbne fordomsfrie dialog med sit indre, gør man sig selv til tjener for noget større, og bringer dermed sig selv i samklang med de gode skabende kræfter igennem universet.

(Illustration: Barn Swallow, Richard Seeley)