Er moralsk udmattelse en lidelse? Er det ligefrem blevet en folkesygdom over de seneste år? Er store dele af befolkningen ramt af højtfungerende depression og kan en stor del af disse højtfungerende depressioner være forårsaget af moralsk udmattelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil undersøge med denne note.

Indledningsvist må jeg klargøre mit begreb om moral, for det adskiller sig væsentligt fra traditionelle forestillinger om begrebet. Efter min opfattelse er moralske ideer og moralske handlinger funktioner af den enkeltes samvittighed, hvor samvittigheden på sin side opfattes som en sans. Ja, det er sagt i fuld alvor – jeg opfatter samvittigheden som en sans på linje med syns-, føle-, lugtesansen osv.

Så hvad er det samvittigheden sanser? Det handler om det paradigmeskift, hvor mennesket opfattes som en energimæssig livsform, ligesom alle andre livsformer opfattes som energimæssige af natur. Og ja, der er åbenlyst fysiske sider af at være menneske, og mennesket bevæger sig igennem et åbenlyst fysisk univers, og de fysiske sider kommer med deres spektrum af nydelser, fordringer og begrænsninger, men disse eksistensformer er bare en del af menneskets natur.

Som energimæssige livsformer bevæger vi os igennem et hav af energimæssige strømninger. Der er energistrømningerne fra vores nærmeste, fra folk der af den ene eller den anden grund retter deres fokus imod os hver især, fra folk omkring os i øvrigt på ethvert givet tidspunkt, fra gennemgående kollektive energistrømninger, fra kollektive strømninger i menneskeheden, men også energistrømningerne fra vores kæledyr, vores husdyr, fra hele det naturlige miljø, der omgiver os.

Og vi menneskeindivider er ikke skarpt afgrænsede øer i dette hav af energistrømninger, vi er snarere semipermeable celler, hvor vi selv gennem vores opvækst og videre i livet opbygger mere eller mindre effektive filtre overfor energistrømningerne, der rammer os. Nogle energistrømninger kan vi således hæmme indflydelsen af, andre energier flyder mere eller mindre uhindret ind, og øver påvirkninger på vores eksistens.

Således er vores liv fulde af mere eller mindre bevidstgjorte sansninger af energistrømninger vi lever igennem. Vores hjerners omhyggeligt indkapslede blævrende masse er organet, der registrerer langt størstedelen af energistrømningerne, ligesom hjernen også tegner sig for størstedelen af de energier vi selv transmitterer.

Men ligesom bevidstheden er allestedsnærværende, kan de øvrige organer i kroppen såvel opfange og transmittere energistrømninger, og energistrømningerne fra de øvrige organer end hjernen kan sagtens tænkes at have en særlig pondus og konsekvens.

Ligesom de øvrige sanser er delt imellem de fysiske sanseimpulser og hele hjernens apparat til at omsætte sansningerne til erfaringer/ opfattelser, således skal de energimæssige sansninger også bevidstgøres gennem former for ’trial-and-error’, hvor tidligere følelsesmæssige erfaringer og/ eller idemæssige forestillinger holdes op imod energiimpulserne for at tjekke for deres match, og en tilfredsstillende bevidstgørelse af energiinputtet kan formes.

Ligesom med de øvrige sanser sker størstedelen af disse tolkningsprocesser på semi-bevidste stadier, og det er kun når vi virkelig føler vi har behov for det, måske fordi energiinputtet meldte sig med stor insisteren, måske fordi energiinputtet var originalt, nyt, anderledes, at vi tager bevidstgørelsesprocessen hele vejen til formulerede tanker og forestillinger.

Med denne helt overvejende energimæssige beskaffenhed af vores eksistens, bliver vores forestillinger om tid også paradigmatisk udfordret. Så længe vores eksistens i al overvejende grad blev forstået som materiel, og årsager og virkninger blev opfattet igennem materialistiske forestillinger, var der en træghed og sekvens i tidens udfoldelse og i rummets udbredelse.

Med opfattelsen af mennesket som en i al overvejende grad energimæssig eksistens, kan årsag og virkning i en vis forstand manifestere sig samtidigt og det enkelte menneskes bevidsthed kan i visse henseender siges at være allestedsnærværende.

Når vi taler om samvittighed er anskuelsen her, at vi behøver ikke at vente på at erfare konsekvenserne af vores handlinger, for vores samvittighed er udmærket i stand til at fortælle os konsekvenserne inden vi foretager handlingen. I langt de fleste tilfælde ved vi dybest set godt, når vi volder andre mennesker problemer og skade. Men ofte vælger vi alligevel at gøre hvad vi har sat os for, typisk fordi vi mener vi derved opnår personlige fordele.

Undtaget de regulære socio- og psykopater har vi alle mere eller mindre aktive og velfungerende tilbagemeldinger fra vores samvittighed overfor, hvordan vores følelsesmæssige attituder, vores udsagn og vores handlinger påvirker mennesker omkring os.

Hvad vi taler om med moral, er således ikke noget formelt tillært, det er bare at leve i overensstemmelse med sin samvittighed. Eller med andre ord at leve i kognitiv resonans, hvor der er overensstemmelse mellem følelser, tanker, tale og handling.

Denne forestilling om en helt anderledes integreret eksistens udfordrer således også vores forestillinger om fri vilje på en paradigmatisk facon. Hvor vores forestillinger om fri vilje og udfoldelsen af den enkeltes frie vilje igennem den materialistiske epoke kun var begrænset af ydre faktorer, som naturlovene samt lovgivning og systemer for overvågning af overtrædelser af lovgivningen. Holdt man sig indenfor disse rammer, var der frit spil.

Og denne frihed var besnærende og med mellemrum ligefrem berusende. At man var fri til at gøre, hvad fanden man ville. Men karakteristisk for denne epoke var samtidig, at der var stærke og systematiserede former for undertrykkelse af signalerne fra ens samvittighed.

I de magtbærende familier, i de magtbærende skoler og uddannelsesinstitutioner, i onboarding-programmerne i de magtbærende erhvervskoncerner og forvaltninger var der metoder til at fordrive de hæmmende signaler fra samvittigheden. Og de der lykkedes med at kvæle deres indre stemme fik et kæmpe fortrin i karriereræset.

Omvendt er det selvfølgelig fejlagtigt at hævde, at almindelige mennesker uden vilde ambitioner er fromme Guds lam. Vi vælger alle i nogle situationer at følge vores samvittighed og i andre situationer at tilsidesætte vores samvittighed. Pointen er her, at der er ikke nogen opmærksomhed overhovedet på, hvad det betyder for et samfund, at en pænt stor del af befolkningen ofte vælger at følge deres samvittighed.

For denne betydning er enorm. Alle de mennesker der i deres funktioner i samfundet forstår at indleve sig ind i og inddrage andres ønsker og behov og finde fornuftige kompromisser. Produktiviteten ved sådanne former for integrerede samarbejdsprocesser er i en helt anden liga end hvis de samme opgaver bliver underkastet rene suboptimerende attituder fra de involverede parter.

Og ikke bare er produktiviteten uden sammenligning meget højere, tilfredsstillelserne ved at gå på arbejde og udføre sine opgaver er også uden sammenligning meget højere. Hvad der motiverer langt de fleste mennesker i deres job er ikke lønnen eller statussen, det er meningsfuldheden, det værdiskabende, ved det man gør.

Alle disse mennesker, der jævnligt konsulterer deres samvittighed og jævnligt handler i overensstemmelse med den, oplever omvendt kun fordelene og tilfredsstillelserne ved denne tilgang, hvis der er tilstrækkeligt mange andre, der jævnligt gør det samme.

Der kan selvfølgelig nemt være skuffelser i mødet med folk, der indgår i disse integrerede processer men så viser sig at være rent egoistisk motiverede. Men fordelene ved de integrerede processer er så store, at man kan godt tage en del af sådanne skuffelser, og stadig forblive tro imod sin grundlæggende positive tilgang. Og man bliver også klogere med erfaringen.

Men hvad sker der så, når et samfund slår ind på en neoliberalistisk ideologi, hvor de egoistiske attituder bliver genstand for respekt og bliver fejret og alment belønnet? Ja, hvad der sker er en gradvis nedslidning af ovennævnte mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning. Og det er hvad der er sket over de forløbne fire-fem årtier igennem de vestlige nationer og over store dele af kloden i øvrigt. Selv indenfor det offentlige vandt de individuelt præstationsorienterede attituder frem på bekostning af den bredere meningsfuldhed og værdiskabelse.

Og nu er nedslidningen af de forhenværende mere samvittighedsfulde integrerede former for opgaveløsning meget fremskreden. Det er her at begrebet om moralsk udmattelse bliver relevant.

Anskuelsen er her, at der er fortsat er mange mennesker, måske hovedparten af befolkningen, der stadig jævnligt konsulterer deres samvittighed, og de har muligvis nogle erindringer om, hvordan tingene kørte anderledes for år tilbage, men de føler sig jævnt hen hjemløse i verden.

De erfarer, hvordan ejerstrukturerne har ændret sig i samfundet, og der er sket en enorm koncentration af ejerskabet til produktlinjerne og ydelserne erhvervskoncernerne leverer. Og disse erhvervskoncerner eksisterer ikke for at tjene deres kunder, de lever med overlæg af at malke deres kunder. Og gør man indsigelser som kunde, løber man panden mod en mur.

De erfarer, hvordan politikerne forekommer alle at være overgået til den anden side, hvor der absolut ingen sammenhæng er mellem deres attituder, det de siger og det de gør. En endeløs generering af kognitiv dissonans.

De erfarer, hvordan de største svindlere indenfor bankverdenen går fri, mens de mindste overtrædelser begået af almindelige mennesker forfølges med nidkær konsekvens.

De erfarer, hvordan den fjerde statsmagt, organet der skal sikre redelighed i samfundsforvaltningen, de store public service-mediehuse, er forfaldet til at være organer for magthavernes propaganda.

De erfarer, hvordan internettets og de sociale mediers løfter om revolutionerende nye integrerede samfundsformer i stedet har udviklet sig til redskaber for kontrol og manipulationer, herunder massive påvirkningskampagner som munder ud i systembevarende ‘color revolutions’.

Der er en case for, at moralsk udmattelse er reel lidelse, og der er en case for at en meget stor del af befolkningen lever med forskellige grader af højtfungerende depression som følge af denne moralske udmattelse.

Og således er bunden gået ud af vores samfunds produktivitet, og vi stirrer alle ind i en dyb samfundsmæssig depression. Vi er så fortabte. Fordi man bestemte sig for at respektere og fejre og alment belønne egoistiske attituder, og lod hånt om betydningen af de mere samvittighedsfulde integrerede former for løsning af de samfundsmæssige opgaver.

(Illustration: The 2018 Sinclair Corp. Scandal, 36 news hosts saying the exact same words)