Hvor stopper idiotien?

(Kronikforslag til Politiken)

Et bud på hvorfor den danske befolkning reagerer så stærkt på salget af Dong og Nets.

Findes samfundet? Vi bruger tit ordet ’samfund’ i alle mulige sammenhænge, men hvad er det egentlig vi sigter til, når vi bruger ordet? Særligt når jeg hører politikerne bruge ordet, tager jeg mig i at blive i tvivl om, hvorvidt ordet overhovedet har noget indhold. Vi taler om samfundet, som noget der er til at pege på, godt, hvor er det så? Er samfundet vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, kort sagt, vores institutioner? Er samfundet vores politiske system, og alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv? Er det samfundet? Eller kan samfundet tværtimod blive fortrængt af både institutionerne og reglerne?

Denne kronik vil komme med et bud på hvad samfundet er, men for at sætte en passende ramme for, hvorfor dette spørgsmål er så vanskeligt at besvare, vil jeg stille et andet spørgsmål, som er lige så simpelt og lige så vanskeligt: Hvad er naturen?

Nåh, naturen? Det er græsset og træerne og buskene og fuglene og billerne og alt det stads.. ville mange sikkert svare. Naturen, det er ’det der derude’. Udenfor bygningen. Udenfor byen. I kanten af vores marker. Naturen er noget udenfor os selv. Godt så, men hvad din egen krop? Er den ikke også smækfuld af natur? 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller, men bakterier som lever i harmoni med menneskecellerne, således at de sammen danner et stabilt økosystem. Der er over 500 forskellige arter af svampe og andre parasitter som lever i vores tarmsystem, og uden dem ville vi slet ikke være i stand til at fordøje vores mad.

Så selv på et konkret, fysisk plan er det svært at sige hvad der er natur og hvad der er menneske. Men vi forstår typisk naturen i en form for modsætningsforhold til os selv. Der er det organiske, naturlige og så er der det menneskeskabte. Og hvor denne modsætning velsagtens er reel nok, så er den samtidig meget kompleks. Hvorfor oplever de fleste mennesker det som rekreativt at opholde sig i naturen? Mange mennesker, mig selv inklusive, oplever, at det at bevæge sig i og opholde sig i naturen, at det genoplader de indre batterier. Hvad er det naturen bare giver os så snart vi sætter os i kontakt med den?

Det er vel ikke for meget at sige, at der er en oplevelse af, at græsset, træerne, buskene, fuglene og billerne på ingen måde står i vilkårlige forhold til hinanden, men snarere, at der en orden der gennemtrænger det hele. Ja, i detaljen kan der være kampe om territorier og rå eksistenskamp, men i det store billede er sammenhængskraften indlysende. Hvad jeg således selv mener jeg oplever, når jeg bevæger mig i naturen, er følelsen af at være en del af en verden af liv. Samt en intuitiv erkendelse af livets forunderlige, selvorganiserende karakter. Kosmos er orden, rytme og sammenhæng. Og kosmos ville ikke være kosmos, hvis ikke jeg selv var en del af det hele. Jeg hører til, midt i alt dette.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål om samfundet, er der ikke i menneskets relation til naturen en analogi til individets forhold til samfundet? Samfundet er ikke vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, og samfundet er ikke alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv. Samfundet har en organisk karakter. Mennesket ville ikke være menneske uden naturen, ligesom individet ikke ville være individ uden samfundet. Uanset hvilke politiske fortællinger vi lægger hen over denne relation mellem mennesket og dets omverden, så består dette fundamentale gensidighedsforhold. Vi kan sågar have politiske fortællinger, som vi skal se i det efterfølgende, som fuldstændig fornægter dette gensidighedsforhold, men det ophæver det ikke, det danner ”bare” en form for kollektiv dødsdrift.

Samfundet har en organisk kvalitet, og samfundet har ligesom livet i øvrigt en selvorganiserende evne. Samfundet er en organisme førend det er alle de formelle rammer. Men der er selvfølgelig et spørgsmål om skala her. At tale om ’samfundet’ sådan i bestemt form hjælper til at understrege en pointe, men ’samfundet’ har jo mange fremtrædelsesformer. En familie er et samfund, et boligkvarter er et samfund, en by er et samfund, et folk/et land er et samfund og den samlede menneskehed er et samfund.

Så set udefra er der en åbenbar sammenhæng mellem samfundsskalaen og den organiske karakter af samfundet, således at jo mindre skala jo større er det organiske element og jo færre er reglerne og omvendt. Da min ekskone og jeg i sin tid begyndte at lave regler for vores samvær, da vidste vi hver især godt hvad klokken havde slået. Ligesom ingen vel vil benægte, at der må være nedfældet nogle regler for, hvordan nationer omgås hinanden, da det organiske element i deres indbyrdes relation forekommer temmelig fjernt. Som et aspekt af den organiske karakter af samfundet kunne vi således tale om et nærhedsprincip til beskrivelse af graden af levet, uudtalt sammenhørighed overfor formelle, kontraktlige aftaleforhold.

Og vi, mennesker, har faktisk med demokratiet udviklet en politisk tankegang, som stræber efter at komme denne organiske karakter af samfundet i møde. Demokratiet er i sit væsen en bottom-up-orienteret samfundsform, som er indrettet til løbende at tage bestik af, hvad der rører sig i befolkningen, og i en dialog mellem befolkningen og dets ledere at udvikle planer og tiltag i overensstemmelse med denne befolkningsorganismes ønsker og behov. Hvorfor skulle denne befolkningsorganisme dog ønske at skade sig selv? Nej vel. Den vil bare gerne have lov at udfoldet sit liv, konstruktivt og fremadrettet.

Men demokratiet er ikke den eneste politiske tankegang på bjerget. Der er jo også demokratiets modsætning i form af en top-down-orienteret samfundsform, som ikke anerkender samfundets organiske karakter, og som heller ikke forstår det enkelte menneske som en integreret del af samfundet eller for sags skyld som en integreret del af naturen. Uden en forståelse for den organiske forbundethed med sin omverden bliver eksistenskampen den altdominerende faktor i menneskelivet. Hvad man ser er knaphed på ressourcer, risikoen for sult og død som en direkte konsekvens af at være alene og udsat, og derfor er der intet vigtigere end at sikre sig flest mulige ressourcer. Fra denne synsvinkler må alle andre i sagens natur være involveret i den samme kamp om ressourcer, hvorfor alt drejer sig om magt. Ens magt er ens beholdning af ressourcer, og livet er en magtkamp for erhvervelsen af flere ressourcer.

Dette modsætningsforhold har givetvis bestået til alle tider, og der har velsagtens været historiske perioder, hvor de har fundet en form for ligevægt indbyrdes, men i vores nuværende historiske fase forekommer den politiske top-down-mentalitet at have en massiv overvægt. Samtidig har vi med vores nuværende pengevæsen ovenikøbet fået skabt et fuldkomment fordrejet spil om ressourcerne. Hvor et pengevæsen faktisk som udgangspunkt baserer sig på tillid mellem samfundets individer, og hvor pengene oprindeligt til hver en tid kunne omsættes til fysiske ressourcer, så har vi fået blæst vores pengevæsen op, så værdien af alle vores penge i alle de forskellige papirformater mange gange overstiger værdien af de fysiske ressourcer. Ikke desto mindre fortsætter vi med at anerkende penge som udtryk for rigdom, dvs. beholdninger af ressourcer, og vi fortsætter med at lade pengene være midlet ved hvilket de som allerede er rige kan erhverve yderligere rigdom. Hvad vi har er altså en magtelite som handler i overensstemmelse med deres begær efter mere magt, deres begær efter flere erhvervelser, ganske uanset at deres magt baserer sig på et pengesystem, som er komplet udhulet for sit organiske indhold. Det er i korthed den herskende idioti.

Hvor kommentatorer med tilhørsforhold til erhvervslivet og finanssektoren således måske nok i et vist omfang kunne anerkende, at der var et spørgsmål om legitimiteten af beslutningen om at frasælge en del af Dong, så har de kun hovedrysten tilovers for de store befolkningsgrupper, som forlanger at Nets skal forblive på danske hænder. Disse kommentatorer siger, og læg mærke til den nedladende attitude, at Nets allerede er privatejet, at lovgivningen ikke kan forhindre dette salg, at alle vores personfølsomme oplysninger allerede ligger på servere i udlandet og at politikerne jo i forvejen har vedtaget en lovgivning, som sætter rammebetingelserne for hvordan fx Dankortet skal drives. Og politikerne istemmer disse argumenter i deres evindelige overvurdering af deres evner for at styre tingene via lovgivning.

Hvad vi taler om her, rammer lige ned i diskussionen af opfattelsen af samfundet som organisk overfor magtens opfattelse af samfundet som en kamp om ressourcer. Opbygningen af Dankort-systemet og Betalingsservice og NemID var en stor samfundsmæssig satsning, som involverede hele det danske samfund. Der har af flere omgange været omfattende samfundsdebatter om udformningen af disse systemer, hvilke risici for misbrug de indeholdt, og dermed hvilke krav der skulle stilles til dem, der varetog tjenesterne. Således var befolkningen en aktiv part i udviklingen af Dankortet mv., og befolkningen understøttede også projektet ved at gå i det og bruge det uden forbehold, da befolkningen vurderede at rammebetingelserne var i orden. Det er kun hvis man fornægter det organiske aspekt af samfundet, at man kan hævde at Dankortet mv. tilhører bankerne. Den danske befolkning har også en stor investering i dette system. Sagt på en anden måde gav den danske befolkning nogle danske banker lov til at eje og tjene penge på at drive Dankortet mv. indenfor visse rammer. Hvis beskeden fra bankerne er, at de kan ikke finde ud af at tjene penge på Dankortet mv. indenfor disse rammer, så er det fair nok. Så tager vi det tilbage.

Som beskrevet ovenfor med ’nærhedsprincippet’ er det nærmest en naturlov at vores adfærd overfor andre i høj grad er bestemt af hvilket tilhørsforhold vi har til disse andre. Som sagt, jo tættere disse andre er på os selv, familie, kvarter, by, land, jo mere vil vi lade spørgsmål om tillid og samvittighed og troskab være bestemmende. Selv i tider hvor bankernes moralske habitus til stadighed sætter nye bundrekorder, så har der vel stadig været en tyrkertro i den danske befolkning på, at hvis det var vores egne banker der stod for forretningerne, så var der vel grænser for hvor skrupelløse de ville være. Almindelige danskere er ikke så naive som deres politikere, som øjensynligt selv tror på at de kan lave lovgivning uden smuthuller, men almindelige danskere stoler et langt stykke af vejen på nærhedsprincippet. At ingen trods alt vil skide i egen rede, så at sige. Derfor er det et kæmpestort og for befolkningen dybt ildevarslende skridt at overhænde Nets til udenlandske kapitalfonde.

Således er idiotien ikke begrænset til vores løbske, globale pengevæsen. Idiotien handler i allerhøjeste grad om denne fornægtelse af samfundets organiske karakter. Det er den, der ligger bag den skrupelløse udplyndring af fællesejet, og det er den der ligger bag vores magthaveres drift imod at få kontrol over samfundsorganismen via teknokratiske systemer. Og når de to konspirerer, så får vi ’crony capitalism’, den ultimative formel for nedbrydelse af samfundet. Den statssanktionerede, private bemægtigelse af Danmarks eller for sags skyld planetens ressourcer. Idioti uden grænser. Menneskehedens dødsdrift.

Lad os stoppe idiotien her. Lad os tage vores demokrati tilbage, og med det, lad os tage vores land tilbage. Myndigheden ligger hos det enkelte menneske. Enhver myndighed som en institution har, består kun i kraft af det enkelte menneskes frivillige overførsel af sin myndighed til denne institution. Vi bestemmer selv, hvordan de institutioner skal se ud, som vi giver myndighed til at lede vores land.

Gør vi ikke noget, vil privatiseringen af fællesejet bare fortsætte. Vi hører nu repræsentanterne for ’crony capitalism’ herunder produktivitetskommissionen argumenterer for, at det private kan løse offentlige velfærdsopgaver bedre end kommunerne. Og de har tal der understøtter dette, men forklaringen er formentlig den enkle, at vi i årevis har forsøgt at løse velfærdsopgaverne efter de samme fremmedgjorte og konkurrencebetonede top-down-samfundsforestillinger, som hersker indenfor det globaliserede erhvervsliv og det globaliserede finansvæsen. Bryd de offentlige opgaver ned i en størrelse som er lokalforankret, giv lokalsamfundene lov til at organisere sig selv, og vi vil formentlig se en markant højere produktivitet, blot vil selve begrebet ’produktivitet’ i sig selv forekomme mærkeligt fremmedgjort og vil glide ud af den almindelige sprogbrug. Eller for bare at understrege min pointe, så er det politiske tiltag om de nye supersygehuse i mine øjne kulminationen på en beton-teknokratisk tankegang. Opskriften på en fiasko. Fraværet af organisk sammenhæng. I stedet mener jeg at vi skal forestille os, at vi hen ad vejen vil drive selv vores hospitaler som kommunale kooperativer.

Men er denne fornyede lokale forankring og denne fornyede forståelse for samfundets organiske karakter så en del af de allerede udbredte populistiske og nationalistiske strømninger? Overhovedet ikke. Eller igen, lad mig tale for mig selv: Jeg har ingen problemer ved at føle mig tryg ved mennesker fra helt andre kulturkredse, jeg kan uden videre føle mig forbundet med disse mennesker, bare jeg fornemmer at de også har denne forståelse for samfundets grundlæggende organiske karakter. Så er vi fint på bølgelængde.

 

Reklamer

Lydhørhed eller kaos

The Paris Commune_Five Finger Design

Et subjektivt, politisk manifest

Menneskeheden og planeten Jorden undergår i disse år nogle grundlæggende skred og forandringer. Det kan der ikke længere være tvivl om. Alle konsekvenserne af vores hidtidige mangelfulde og fejlbehæftede tankegange får vi nu smækket lige i synet. Men samtidig spirer nye ideer, nye indfaldsvinkler og en ny bevidsthed, som samlet formentlig rummer nøglen til, hvordan vi skal hele sårene og rette op på alle ubalancerne. Hvad der i mine øjne er et helt afgørende moment i denne nye bevidsthed er menneskets opvågnen til sin bestemmelse som skaberen af sin egen virkelighed. I løbet af menneskehedens lange og på mange måder lidelsesfyldte historie har mange civilisationer stræbt efter dominans over andre, på deres højeste har de rakt ud efter verdensherredømmet, tyranner har drevet deres befolkninger frem for at blive verdensherskere, hvilket i dag forekommer helt barokt, når det nu positivt kan konstateres, at verdensherskeren.. det er dig!

Vi er hver enkelt herre over vores egen verden, og hvis den enkelte forfalder til at pege på bestemte andre personer som herrer i hans eller hendes liv, så vil de i givet fald kun være det, fordi den enkelte selv giver dem tilladelse til det.

Det enkelte menneske er suverænt, og enhver form for magt som individet har givet til et andet menneske eller til en institution, kan individet på ethvert tidspunkt vælge at trække tilbage. Hvad ville være mere naturligt end at en hær som er trænet til at forsvare landet, og som pludselig bliver mødt med en ordre om at angribe et andet land, at denne hær afstod fra at følge den ordre? Eller at borgerne i en kommune som bliver mødt med urimelige og diktatoriske krav fra staten, i stedet valgte at indbetale en del af deres skat til et lokalt skattekontor, som så disponerede over skatteindtægterne i henhold til borgernes egne interesser?

Eller hvad med at tage et generelt opgør med alt formynderiet og starte en borgerretsbevægelse under sloganet ”Lydhørhed eller kaos”? Hvis store dele af befolkningen slet ikke føler at politikerne varetager deres interesser, hvad med at lave en forening som officielt trækker borgernes mandat til politikerne tilbage? Altså at denne gruppe borgere officielt tilkendegiver, at de ikke længere respekterer de love og aftaler som politikerne vedtager. Så er Danmark pludselig ikke længere en samlet nation, og kan som nation heller ikke længere indgå i forpligtende relationer til andre nationer. Personligt ønsker jeg ikke anarki, jeg ønsker ikke at medvirke til at slippe kaos løs, men jeg vil ikke finde mig i at blive drevet omkring som en del af en ansigtsløs hob, og hvis politikerne ikke forstår dette opråb som stiger fra den almindelige befolkning, eller måske endda imødegår det med yderligere tvang, ja så er borgernes undsigelse af statens rettigheder det reelle alternativ.

Men denne note er ikke skrevet for at fremsætte trusler overfor vores nuværende politiske ledelse. Min hensigt er snarere at henlede opmærksomheden på det enkelte menneskes personlige lydhørhed. Mit polemiske udgangspunkt er, at det danske folk over de seneste årtier har udviklet en helt almen tendens til at snyde, bedrage og forråde. At snyde, bedrage og forråde er selvfølgelig tre meget nært beslægtede begreber, men hver af de tre kan gå for at dække over et bestemt område af den almene tendens. At snyde kan således henvise til, når den enkelte ser sit snit til det, så at tjene penge eller skaffe sig personlige fordele på et falsk grundlag, altså at snyde på vægten. At bedrage kan henvise til den enkeltes tilbøjelighed til give et falsk indtryk, dvs. at postulere at man er mere og kan mere end man i virkeligheden er og kan, dvs. forstillelse i enhver afskygning. At forråde kan henvise til troløshed i enhver form, det at man svigter de idealer ens samfund er bygget på samt svigter de løfter man har givet.

At snyde, bedrage og forråde vil for den enkelte altid være forbundet med en bevidst undertrykkelse af ens indre stemme, som vedholdende fortæller én, at det man har gang i, det er at svigte ens forbundethed med andre mennesker. Det er her lydhørheden kommer ind, men mere herom nedenfor.

Igen, min påstand er at det danske folk over de seneste årtier har udviklet en helt almen tendens til at snyde, bedrage og forråde. Vulgærliberalismen, som har kørt siden 80’erne, har fortolket mottoet ”enhver er sin egen lykkes smed” så yderliggående, at den reelt har sanktioneret den enkeltes ret til at snyde, bedrage og forråde. Min påstand er endvidere, at det er denne tendens til at snyde, bedrage og forråde, der er vores aktuelle, fundamentale samfundsmæssige problem. Og problemet er sådan set ikke så meget det, at der er nogen der bliver ofre for snyd, bedrag og forræderi, problemet er i langt højere grad det, at i samme øjeblik individet forfalder til at snyde, bedrage og forråde, bare i den lille skala, så begynder det samme individ at udvikle et menneskesyn og en verdensanskuelse i overensstemmelse hermed, altså at mennesker ikke er til at stole på, at alle bare tænker på sig selv og verden er en kampzone. Hvor et effektivt samfund netop er karakteriseret ved at have indrettet sig sådan, at en høj grad af tillid mellem samfundets individer stimuleres, så udviser et dysfunktionelt samfund de nøjagtig modsatte karakteristika, altså en høj grad af mistro mellem mennesker.

Og så kan vores ubehjælpsomme politikere iværksætte produktivitetskommisioner og vækstpakker og etiske regler og et hav af andre regler for at inddæmme forfaldet, når det fundamentale problem formentlig i realiteten er noget så uhåndgribeligt som, at der er sket et skift fra at samfundets individer typisk havde tillid til hinanden til typisk at mistro hinanden.

Okay, og hvordan kommer vi så tilbage på sporet? Ja, det er nok ikke så ligetil. Husk på at disse attituder er blevet indarbejdet over årtier, i visse henseender endda over meget længere tid. Måske er det her at en regulær økonomisk krise kommer ind som et rigtig godt bud på, hvordan tavlen bliver vasket ren. Simpelthen fordi vi ikke kan finde ud af det på nogen anden måde. Således går vi linen ud i vores kollektive nedtur indtil det hele ramler, og vi vågner op til en ny dag, midt i alle ruinerne.

Det der mere konkret sker indenfor dette kaos-scenarium er, at den sidste rest af tillid kollapser og depressionen sætter ind. Og det er jo ikke nogen tilfældighed at begrebet ’depression’ er blevet adopteret af det økonomiske felt som en beskrivelse af et økonomisk sammenbrud. Når den sidste tillid fortabes, forsvinder også det samfundsmæssige håb, og så er depressionen den psykologiske realitet. Og eftersom disse tendenser ikke er eksklusive for Danmark, men tværtimod deles af hele Vesten samt til en vis grad af alle de øvrige lande på planeten, så vil sammenbruddet være massivt. At forestille sig at hele planeten på samme tid vil synke ned i depression er rimelig skræmmende for hvordan vil folk reagere? Er vi i stand til at bevare fatningen under så massiv modgang?

Derfor hævder vores ubehjælpsomme politikere også, at de jo netop kæmper hårdt for at dette sammenbrud ikke skal ske. Det er derfor de fører denne stimulationspolitik med en ekstrem ekspansiv pengepolitik og (i mange lande) store underskud på statsfinanserne, det er derfor at den almindelige befolkning må spænde livremmen ind og ind, mens erhvervslivet skal have stadigt mere lempelige vilkår. Det må ikke ske, at økonomien går i stå. Det er som om politikerne er kørt fast i en rille ”det må ikke ske, det må ikke ske, det må ikke ske”, når virkeligheden snarere er den, at deres ubehjælpelige tiltag blot gør kaos-scenarariet mere og mere sandsynligt. Vores politiske system styrtbløder tillid.

Hvilke handlemuligheder vi som almindelige borgere har indenfor kaos-scenariet, har jeg givet et bud på med noten ”Ufjendskabets økonomi”. Men samtidig er der jo noget paradoksalt ved at formulere en samfundsvision, som tager udgangspunkt i et sammenbrud. Så får man pludselig parkeret sig selv i en position, hvor man bare sidder og venter på at sammenbruddet indtræffer, så vi kan komme videre. Min hensigt er derfor her at komme med et bud på, hvilke konstruktive, fremadrettede skridt vi kan foretage uanset om økonomien bryder sammen eller ej.

Og som det er antydet ovenfor, anser jeg lydhørhed for at være nøglen til en genopbyggelse af samfundet. Denne lydhørhed angår i første omgang udelukkende det enkelte menneske forstået på den måde, at det enkelte menneske skal på ny lære sig at lytte til sin indre stemme, lære sig at lytte både til sin samvittighed men også til sine inderste ønsker og drømme, og det enkelte menneske skal herpå træne sig selv i at følge sin indre stemme. Og det lyder måske alt sammen rigtig artigt og nydeligt, men sandheden er jo den, at den indre stemme sagtens kan reagere med oprør og bestyrtelse og vrede over urefærdigheder og overgreb. Og for at komme dertil, hvor man kan høre sin indre stemme, skal man jo også arbejde sig igennem alle de løgnehistorier og alle de søforklaringer man har bygget op omkring sit eget selvbillede. Og man skal konfrontere sig selv med al den uret man har begået overfor andre. Men lad os nu heller ikke gøre det værre end det er. Som der står i Biblen ”Lad den der er ren kaste den første sten”. Renhed kan godt være et ideal man tilstræber, men kan aldrig være noget nogen påberåber sig. For at genskabe kommunikationen med ens indre stemme behøver man sådan set bare at stå ved de svagheder man har og de fejtagelser man har begået. Det er fortrængningerne og skønmalerierne, der tilstopper kanalerne.

Et menneske, der således har gendannet kontakten til sin indre stemme, er et menneske med integritet og således et menneske med sin dømmekraft i behold. Og dette lydhøre menneske er også parat til at konfrontere verden på godt og ondt, men i realiteten er det meget op ad bakke, hvis resten af verden ligger under for tendenserne til snyd, bedrag og forræderi. Selvom dette grundlæggende holdningsmæssige skift hos det enkelte menneske er krumtappen i genopbyggelsen af samfundet, så forekommer det mig, at man er ovre i afdelingen for mirakler, hvis man tror at dette arbejde på det personlige plan gør det alene. Efter min opfattelse er vi nødt til ændre på samfundsstrukturen for at komme de menneskelige forandringer i møde. Det er her, at lydhørheden i det politiske system kommer ind.

Og her taler vi ikke om politikere, der bare stiller sig op og tilkendegiver deres beslutning om at udvise større lydhørhed overfor befolkningen. I mine øjne taler vi om en strukturreform, der går stik imod de centraliseringstendenser der har hersket igennem de seneste årtier. På den måde står anbefalingerne fra ”Ufjendskabets økonomi” sådan set ved magt også uden sammenbruddet. Folketinget og hele statsapparatet er blevet et elfenbenstårn, hvor beslutningstagerne har mistet kontakten med almindelige menneskers ønsker og behov. Den politiske struktur vi i stedet skal tilstræbe er én hvor vi sikrer os, at alle mennesker har mulighed for at blive hørt. Igen i forlængelse af ”Ufjendskabets økonomi” skal kommunerne have langt større autonomi, men kommunerne er allerede i sig selv alt for store enheder til sikring af, at den enkelte borger får mulighed for at blive hørt. Således foreslog jeg at kommunerne hver især blev opdelt i et antal kvarterenheder som i sig selv havde en grad af autonomi og således også løste en række samfundsmæssige opgaver internt, herunder f.eks. en basal fødevareforsyning, børnehaver og ældrepleje, og disse kvarterenheder ville selvfølgelig såvel få indflydelse på hvordan f.eks den lokale kommunenskole og lægeklinik skal køres.

Det er i kombinationen af disse to former for lydhørhed, det enkelte menneskes lydhørhed overfor sin egen indre stemme og det reformerede politiske systems lydhørhed overfor den enkelte borger, at jeg ser et reelt grundlag for genopbyggelse af tilliden mellem mennesker, og derigennem muligheden for realisering af nogle nye former for samfundsmæssig vækst og trivsel. Den stærkt reducerede og således mere ydmyge rolle for staten kunne formentlig samtidig virke befordrende for nye former for mellemfolkelig sameksistens samt muligvis foranledige den endelige civilisering af nationalstaterne igennem nogle bindende, globale, politiske aftaleforhold.

 

(Illustration: Pariserkommunen, Five Finger Design)

Speech draft for Pr. Obama: ”Address to the Nation on Shadow Government”

My fellow Americans, looking back at the past 100 years, we have all been part of the exceptional rise of the United States of America to unseen power and prosperity. Extraordinary technological breakthroughs and innovations, all sorts of new conveniences and new forms of entertainment on the one hand, and on the other the engagement in two world wars, a long list of regional wars and the persistent Cold War. In the two decades following the fall of the Berlin Wall, we became accustomed to view our nation as supreme. When General Secretary of USSR Mikhail Gorbachev’s daring attempt to reform the Soviet Union led to the dismantling of this superpower, for a brief moment in history, the mighty power of the United States of America stood out with unrivalled supremacy.

The subject of this speech is to draw to our common attention, how this experience has shaped the way we think and the way we behave as a nation.

Every american has come to understand himself or herself as a member of a nation of absolute power. We do see ourselves as exceptional in a global context. And we’re not talking military power only. Many of our large corporations have through the course of the 20th century achieved positions of world dominance, and has further strengthened these positions through the export of the american way of life.

As many of our former leaders realized, the ascent of the remarkable power and strength of the US came with moral questions and political responsibilities. Not only did the US join the First and the Second World War to support the ideals and principles of our nation, as these ideals and principles were under siege by oppressive forces in Europe and Asia. After the Second World War the United States of America was instrumental in building up the United Nations along with a whole range of institutions for the civilization of the conduct of nations.

Where World War II left both Europe and Asia heavily damaged, the power and vitality of the US economy was exuberant. Thus the currency of the US dollar was established as the currency for international trade, which has brought our country many benefits but also responsibilities. Up until the cancellation of the Bretton Woods system in 1971, the american economy provided the foundation for robust economic growth worldwide by securing the value of the dollar.

The extraordinary power and supremacy of the US also affected it’s political institutions and it’s way of governance. Though some mandate was given to the institutions of the UN, as a superpower, the only constraints on the excercise of power are those which the superpower puts on itself. And there are powerful legal institutions in the US with a mandate to subject the exercise of power thorough scrutiny. And there is freedom of expression which allow journalists and ordinary citizens to publicly raise any critique of the government.

In times of war though, there are exemptions to this transparency of government. In times of war, for strategic and tactic reasons, a certain amount of secrecy is nescessary, and with a strong and enduring sense of patriotism this need for secrecy has been widely accepted by the american people.

My fellow Americans, as you are very well aware of, up until the attack on World Trade Center in 2001, our mighty military force was able to secure a peaceful life for the citizens of the US, and yet, if we ponder this question for a while, the US has actually been in a state of war constantly throughout the past 100 years. No real peace settled in the wake of WWII, since the grave ideological opposition of between free-market capitalism and the planned economy of socialism soon led to a war of interests, The Cold War, which practically relegated every nation on Earth to either side of this divide. Looking back at the past 100 years, this constant state of war is just as striking as the remarkable prosperity enjoyed by the majority of the american population.

This persistent state of war has led to the build-up of a military force of huge proportions on the one hand, and on the other, the build-up of a similarly huge web of information- and intelligence agencies with the CIA and the NSA at the very center. Due to the imminent threat of war these agencies and their operations have escalated in both scope and nature beyond any governmental constraints. At this point in time, there is no legal institution, not even the presidency, who can claim insight into and demand legal scrutiny of what these agencies are doing.  Thus, it is the very unity of government, which is at question here. And as the figurehead, I provide the unity of government by claiming that I sanction any given action by any governmental agency.

Well, I am done with it. The purpose of this address is to seperate the presidency from all the illegal operations and all the inhumane actions of coercion, which are perpetrated under the cover of secrecy. America has become a nation wrought with secrets. And it’s not just the secret agencies, though in reality they may very well be points from which all the secrecy originate. This behavior based on secret knowledge and secret alliances has permeated not only large parts of our governmental structure, it also permeates a large part of our commercial and financial sector. The reality of our national state of affairs is probably, that beyond a certain level of economic or political power, the conduct of our institutions and corporations wouldn’t stand public scrutiny. In every corner of the nation, leadership is failing, because of this dishonesty and malconduct. There can be no true leadership, where the motives and actions can’t be stated overtly, and where the leaders in stead rely on manipulation and coercion.

So, my fellow Americans, though you may think I have forgotten all about the Movement of Change, that initially brought me to office, actually I haven’t. How should I ever forget? How should I forget the extraordinary hopes and aspirations and the immense enthusiasm, that were invested in my presidency?

For my own part, I thought I was well prepared for the job, when in fact, I wasn’t. I was in no way prepared for the enormity and the weight of all the secrets bearing down on the presidency. Just the absurdity of the insights into all that had played out on Wall Street for the past decades, made me momentarily speechless and clueless. When I took office and I was initiated into this huge web of shadow government, I instantly knew that I had two options: Either to stand by my vow and appeal to the support of the american people in a public showdown with the shadow government, or to co-operate with all the more or less shady stake-holders to fend off the immediate financial crisis in the hope of finding ways to reform the structure of government somewhere down the line

As you are all perfectly aware of, I chose the latter option, and that was a mistake. A huge mistake, for which I apologize. Things did not turn out the way I hoped. Not at all. The policies I was recommended to put in place to overcome the financial crisis, didn’t solve the crisis at all, but merely kept an unsound system afloat at the expense of the broad, middle-income population. This development made me sick to the core, but what was even worse, I soon found myself in a position, where I had to defend these wretched policies along with many, many others.

Since we are all so very aware of the power and strength of the US, practically every citizen of the US expects the president to be strong and to show leadership. As the commander in chief, as the head of state, I am expected to control every branch of government and all their actions. If any malconduct in any branch of government is disclosed, it weakens my authority in the public eye. And a severe weakening of the presidential authority poses its own grave risks. This was my dilemma. I was deliberately let in on all sorts of shady activity in the expectation, that I would be forced to keep up a credible appearance to the public, thus letting this shadow government keep on its operations, or, as my alternative, to let the american people in on all these shady activities and thereby suffering a huge loss of authority and a potential break-down of government, which in all likelihood would correspond with a break-down of our national identity.

With this address to you, my fellow Americans, I try to make up for my former mistakes. I should have taken an uncompromising stance on honesty and clarity. I should have exposed all those who exerted a strong non-constitutional influence on government. I shouldn’t have taken advice from the corrupt leaders at Wall Street, and I shouldn’t have bailed them out either.

This address to you is what I should have done right from the first day in office, and that is to trust that I have your support, when I sincerely work on your behalf. To trust in the power of clarity, to trust in the constitution, to trust in the judgment of ordinary people when provided with all the available information. And, in the end, to trust in our ability as a nation of free citizens to overcome severe hardships, to persevere and to create a society where our wishes are met and our dreams are fulfilled.

Though it has been in the making for long time, I owe my resolve to take on this showdown with the  shadow government particularly to one man, a man I have officially condemned, but in my heart of hearts I have admired and cheered. I’m speaking of the young computer specialist Edward Snowden. By his tremendous courage and great care he has set an example for all of us, and for this I have decided to award him the Presidential Medal of Freedom.

This task of clearing our political system and our structures of power of all the secret dealings and malconduct entails the participation of practically all the citizens of our nation. As I today confess to you, that I wasn’t able to stand up against the coercion exerted by the shadow government when I took office, I call for every man and woman, who has been engaged in any wrong-doing as part of an organization, to reveal it to the public. By the example of the Truth Commission of South Africa, that enabled a peaceful abolishment of apartheid, I have devised a plan to set up a Truth Commission in each state across the country. Every member of our society will be free to testify before the Truth Commission, and will be granted an amnesty for any wrong-doing.

So, what I’m calling for, is for our nation to search its heart. I’m calling for each and everyone of us to make this leap of faith, to confront our realities, to be honest with ourselves, and in honesty, to regain our self-respect.

Never before in the history of mankind has a national self-awakening of this magnitude been carried through. Any yet it is presumably the only way to overcome the dire predicaments facing our nation.

Due to all of this fraudulent and shadowy government, America is no longer an economic powerhouse, and there is no way that the US can sustain a military force of its current size, its current technological sophisication and its current level of international engagement. Though it is deeply disturbing for me to say this, the effects of the ever stronger shadow government has led to a frightening decline in moral standards. We have to realize, that the United States of America has gradually transformed its role in the world from being the provider of stability, friendship and prosperity, to being the most ruthless extractor of wealth and resources. Apparently, the temptation to use our unrivalled position of power to our own advantages was too hard to resist. Our star has fallen so utterly, that any political progress on the international level is dependent on the US recovering some kind of humility in its attitude towards the citizens of the rest of the world.

We have to get passed the notion of American supremacy, we have to rid ourselves of all the shady leadership and restore clarity, and when we do, we may actually rediscover the true entrepreneurial spirit of the American people. We may reveal new kinds of societal cohesion and innovation, we may unleash a new kind of prosperity. And due to its educated citizenship, the US may cast itself in a new leading role in the fulfillment of the wishes and dreams of ordinary people around the globe.

It is up to you, my fellow Americans, to deem what is strength and what is weakness. Your view of government and your support of what you consider to be true government is the make or break point of my presidency. If you stand by me in this moment of crisis, I promise you, I won’t waver in my resolve to restore clarity to our political system. My determination is to stand by my ideals and convictions, and to return to what I have allways thought leadership is all about: To inspire and to support. You are the important ones, you are the creators of this country.

Nothing great is achieved through command, compared to what can be achieved through a joint effort.

With humility and resolve, let’s gather together in this rebirth of our nation.

Thank you. God bless you, and God bless the United States of America.

.

I Had a Dream

huey2_03

Jeg overvejede i går morges om jeg skulle skrive denne drøm ned, men syntes så ikke lige at den var særlig klar, og skød den derfor til side. Men drømmen fulgte mig så hele dagen, og blev ved at stå lyslevende for mig. Og med denne insisterende tilstedeværelse ændrede jeg min indstilling, og ud på aftenen skrev jeg den alligevel ned.

Hvorfor jeg så ydermere synes det er relevant at uploade den her vender jeg tilbage til.

Via Facebook er jeg blevet inviteret til en meget stor, fælleseuropæisk, politisk event, som foregår et sted nede i Sydeuropa. Event’en har måske karakter af at være aktivistisk og systemkritisk. Måske er det bare en mere fredsommelig demonstration, som skal øve indflydelse gennem stor opbakning. De danske repræsentanter for arrangementet formidler noget kørsel ned til event’en, og jeg har meldt tilbage at jeg har en bil som kan benyttes, men jeg får at vide at jeg vil blive hentet af Louise sammen med hendes kæreste og barn (Louise og jeg har en forhistorie, en stærk men uforløst forelskelse som går adskillige år tilbage i tiden). På grund af Louises og min tidligere relation ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, at vi skal køre denne tur sammen, men da alt hvad angår arrangementet er frivilligt og alle anstrenger sig for at få det hele til at klappe og holde omkostningerne nede, så synes jeg ikke det er tidspunktet at gøre indvendinger. Og for pokker, vi er jo voksne mennesker, sådan et praktisk arrangement kan vi godt få til at fungere uden at det behøver at blive en belastning for nogen.

Således er jeg blevet hentet hjemme i Farum (Midtpunkt) (?!) af Louise+familie og ser os sjovt nok oppefra kører i hvad der ligner en VW Scirocco (første type, vist nok rød) ned ad rampen fra Hovedvej 207 ned på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Bilen har en specialnummerplade, der hedder STEEM, hvilket jeg undrer mig over, forklaringen må være den at Louises kæreste hedder Steen men det var velsagtens allerede taget, og så blev det til Steem i stedet for.

Indenfor virker bilen knap så sportslig, vel snarere som en gammel Peugeot 205, og jeg sidder på bagsædet, hvor Louise sidder i den anden side og imellem os ligger deres søn og sover svøbt i en dyne. Louise og jeg er formelle overfor hinanden, selvom det er min oplevelse at der foregår en rig følelsesmæssig udveksling nedenunder sanserne. Louise sidder umiddelbart bag sin kæreste som kører, og hun sidder og kritiserer ham for, at han ikke har fået ordnet bilen. Og det er rigtigt at man kan høre på motorens gang, at den ikke kører helt som den skal, og Louises kæreste indrømmer også, at den ikke kører som den skal. Han siger: ”Der er alle mulige, der har sagt til mig at jeg skal få det ordnet, men jeg er sikker på at det nok skal komme i orden af sig selv.” Denne bemærkning stiller ikke Louise tilfreds, og hun fortsætter med bebrejdelserne, og jeg fornemmer, at hun i situationen har ladet sig fange af nogle mønstre de har indbyrdes, som ikke tjener nogen af dem, og jeg rækker derfor min hånd ud og stryger Louise helt forsigtigt på hendes overarm, får således hendes opmærksomhed, sender hende et blik og laver en vandret bevægelse med flad hånd som for at sige ”Vær sød. Slap lidt af. Vær lidt overbærende”. Virkningen af denne lille gestus synes at være som jeg havde håbet, at hun falder til ro og i stedet bare lige tjekker om hendes søn ligger ok.

Louises kæreste ligner kun delvist Louises virkelige kæreste, faktisk har han skarpere træk og ligner på den måde mig mere, men er højere og har sort hår, vist nok farvet. Samtidig har han en lidt rastløs energi. Louises kæreste taler en del om forskellige ting uden at noget rigtig hænger ved, men jeg får en klar fornemmelse af, at det er på Louises initiativ, at de er taget afsted for at deltage i den politiske event. Faktisk fornemmer jeg et fællesskab mellem Louise og mig i vores syn på betydningen af denne event, og jeg spørger mig selv om hun måske har fulgt mig på Facebook og er blevet inspireret af noget af det jeg har skrevet, hvilket så igen får mig til at spørge mig selv om hun måske har trukket i nogle tråde for at vi skulle komme til at følges derned. Men det bliver sådan set ved spekulationerne samt den følelsesmæssige understrøm for på overfladen forbliver hun lige formel, eller det vil sige næsten, for i korte glimt er der noget i hendes øjne eller i hendes mimik der fortæller, at hun også kan mærke noget andet og mere.

Mens han kører sidder Louises kæreste nu og bakser med et hjemmelavet beslag af en slags og bilens tændingslås, som er på størrelse med en konservesdåse og som ikke rigtig er fastgjort. Han fortæller, at ved at monteret tændingslåsen i ringen i den ene ende af beslaget og derpå montere beslaget på ratstammen med en ring i den anden, så fungerer det som en fartpilot. Jeg undrer mig kort over, hvorfor han gør sig sådan umage med at få denne fartpilot aktiveret, når han nu kan se at der er kø på motorvejen bare nogle få hundrede meter længere fremme.

Scenen skifter nu til et slags øjebliksbillede, hvor vi har kørt hele dagen og er landet nede i Sydtyskland og er ved at indlogere os på et hotel, og Louise og hendes kæreste går og småskændes om at få alt sønnens udstyr med op på værelset. Der er noget i deres indbyrdes relation jeg bare har set så mange gange. En kvinde, der er utilfreds, og en mand, der udadtil virker en smule nervøs og ved siden af sig selv, og indadtil fremstår som en smule fortvivlet og desperat over, at hans kvinde er utilfreds. Deres forhold virker ikke stabilt og harmonisk. Jeg får det indtryk, at han hele tiden har været lidt benovet over at have fået en kvinde som Louise, og han i virkeligheden har tvivlet på sig selv og har været usikker i forholdet, og derfor er forfaldet til at være alt for eftergivende overfor hende. Det har så på sin side fået hende til at miste sin respekt for ham. Overfor mig er Louise stadig lige formel, men jeg kan mærke at hun føler sig tryg sammen med mig, og den følelsesmæssige understrøm er fortsat stærk, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi pludselig helt ud af det blå omfavnede hinanden. Men intet er sikkert, og måske er det stadig bare et praktisk arrangement, hvor vi følges ned til en event, vi begge gerne vil deltage i, og bagefter siger vi bare farvel.

Det er nu senere på aftenen, eller måske nærmere ud på natten, og vi har alle fået lidt søvn, men vi skal videre. Det at vi skal videre her ud på natten er faktisk en alvorlig sag. Igen, det er ikke helt klart om event’en vi er på vej til er på kanten af, hvad der er lovligt, men vi ved i hvert fald, at der er en særlig indsatsenhed, formentlig fra politiet, som er på udkig efter os. Denne indsatsenhed kender jeg godt fra tidligere, selvom det er lidt uklart om det er fra fotografier eller et kort, konkret møde. Enheden kommer omkring i en helikopter, som er en disse militærhelikoptere fra Vietnamkrigen, men den er blevet modificeret, således af det lange haleror er fjernet og helikopteren har i stedet en anhænger hægtet på. Denne anhænger ligner en traktoranhænger med fire ret store, tykke hjul, et i hvert hjørne, og selvom denne anhænger bare er hægtet på som den ville være hægtet på en traktor, så følger den ikke desto mindre helikopteren når den stiger til vejrs. Indsatsenheden har tre agenter, hvor lederen har meget markerede træk, faktisk ligner han også mig, og han har et skæg ligesom min fars blot længere, og så har han et blik som er udspekuleret, gennemborende, nærmest ondskabsfuldt. De to andre agenter er kun tegnet i kontur bortset fra at alle tre er iført grønne, militære kampuniformer.

Denne indsatsenhed er både berygtet og frygtet, og de er altså på sporet af os. Måske helt specifikt vores lille gruppe, måske alle der er på vej til den politiske event. Og det viser sig, at der faktisk er mange bare på dette hotel, der er på vej til event’en. Og rygterne om at indsatsenheden er på sporet af os, og vist allerede er på vej, spreder en nervøs stemning, hvor alle er lidt hektiske med at få pakket deres ting og komme afsted. Ofte er der nogen der går hen til et vindue og spejder ud i natten. Mens vi går og pakker i denne nervøse stemning spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er vi frygter ved denne indsatsenhed. Vi har jo ikke gjort noget ulovligt (endnu i hvert fald), så hvad kan de gøre os? Måske skulle vi bare byde dem trods. Men mens jeg går i disse tanker hører jeg lyden af en helikopter, og jeg kan simpelthen høre på motorlyden, at det er en af disse gamle Vietnam-helikoptere. Så jeg går hen til vinduet, og ser helikopteren på afstand, og konstatere overfor de andre i rummet ”De er her”, hvilket afføder en betydelig nervøsitet med tendens til panik. Sjovt nok er min søster og min mor nu også tilstede, selvom det umiddelbart bare bliver til, at de også er på vej til event’en, men de bliver begge meget nervøse ved at indsatsenheden nu kommer. Jeg er selv forholdsvis rolig og står og betragter, hvordan helikopteren med anhænger kommer ind over plænen ved hotellet som nu er oplyst af et flourescerende grønt lys og langsomt stiger ned og lander på græsset. Lederen af indsatsgruppen træder nu ud af helikopteren og stiller sig foran helikopteren og ser direkte på mig, som om det hele tiden har handlet om mig, og da bliver jeg alligevel nervøs. Hans blik siger noget i retning af, det kan godt være du ikke har gjort noget der er ulovligt, men vi skal nok få ram på dig alligevel.. Og da vågnede jeg.

Jeg er begunstiget af at have flere kvinder i min venskabskreds, som har betydelig livserfaring og stor visdom, og jeg fik faktisk lejlighed til at tale med en af disse kvinder om denne drøm. Hun startede med at konstatere, at alle figurene i min drøm er aspekter af mig selv. Det kan godt være at Louise er en virkelig person, men i min drøm repræsenterer hun det kvindelige i mig, sådan som jeg genkender det, og hun repræsenterer den særlige karakter af det kvindelige som virker stimulerende på mig. Således var barnet, der lå svøbt i dynen imellem mig og Louise udtryk for, hvad jeg og min sande kvinde vil være i stand til at skabe sammen. 

Louises kæreste var også et aspekt af mig, som var det der er villig til at underordne sig og trods alt få tingene til at ske, også selvom det ofte er utaknemmeligt. Lederen af indsatsenheden var også mig, og han stod for den modne, mandige myndighed, som ser tingene klart og gennemtrumfer sin vilje. Og det at jeg alligevel frygtede denne leder, og vågnede da han fæstede sit gennemborende blik på mig, var udtryk for, at jeg endnu ikke helt havde integreret denne side af mig selv.

All well and good, men jeg kan alligevel ikke lade være med at interessere mig for, hvordan nogle større samfundsmæssige forhold afspejles i denne drøm. Måden for eksempel moderne parforhold beskrives forekommer mig at være meget præcis og række et godt stykke ud over mine personlige erfaringer. Og drømmen forekommer rigtignok at beskæftige sig med, at man som mand kan møde sine omstændigheder med forskellige holdninger, og hvordan ens kvinde behandler én vil i høj grad bestemmes af den holdning man baserer sit liv på. Jeg-fortælleren i drømmen har tydeligvis en opbygget en vis integritet og evne til at hvile i sig selv, og kvinden tiltrækkes af denne kvalitet, men samme figur må alligevel se sig besejret af lederen af indsatsenheden. Uden at det var de ord hun brugte, kunne man måske sige, at jeg-fortælleren i mødet med overmagten alligevel krakelerer og kujonen tager over, og således må dette aspekt styrkes yderligere for at kunne modstå hvad som helst.

Men hvad skal man lægge i at den politiske event foregår i Sydeuropa, og at denne event har karakter af at være systemkritisk? Og hvad skal man lægge i, at lederen af indsatsenheden er ligeglad med om jeg-fortælleren har overtrådt loven, han skal bare nakkes uanset hvad? For mig tegner det et meget præcist billede af den legitimitetskrise vores officielle myndigheder befinder sig i. Det er min personlige oplevelse, at vores politiske system og vores politikere ikke længere arbejder for folkets bedste, og når de således anvender statens midler for magtudøvelse, så virker de ikke længere beskyttende men tværtimod undertrykkende og destabiliserende. Og hvis vi således forestiller os, at en grad af korruption har inficeret vores politiske system og dette systems repræsentanter, hvordan vil dette system så reagere på individer, som har integritet og som sætter sig op mod systemet? Ja, systemet vil formentlig reagere med at forsøge at undertrykke disse individer.

Hvad vi i givet fald har, er altså ikke bare en krise i den politiske legitimitet, hvad vi har er en krise i hele det aspekt af vores sind, der er omfattet af begrebet myndighed eller autoritet. Hvis myndighed, forstået som integritet, ordholdenhed, retfærdighed, ikke værdsættes hos individet og reelt undertrykkes af systemet, hvilke chancer har mænd så for at udvikle sig til sådanne personer, der hviler urokkeligt i sig selv, og som indgiver tryghed til deres kvinde, til deres børn, til deres kolleger, til deres medborgere?

Så ja, jeg vågnede ved mødet med lederen af indsatsenheden, fordi han vitterlig var skræmmende. Denne fordrejede myndighed, som bare er rå magt, denne løbske magtudøvelse af institutioner, som ikke længere tjener befolkningen som helhed, men snarere er blevet instrumenter for særinteresser. Og netop deres illegitime karakter gør, at man som enkeltperson ikke har en chance. Der er ingen principper, ingen regler man kan henholde sig til, i sit forsvar mod denne form for magtudøvelse.

Nu faldt min drøm samtidigt med 50-årsdagen for Martin Luther Kings berømte ”I Have a Dream”-tale. Okay, jeg har så også en drøm, og det er at Louise (hvem hun end er) og jeg forenes, og vi gennemfører vores rejse til den store, politiske event, og event’en er så stærk en manifestation, at det politiske landskab ændres for altid, og lederen af indsatsgruppen og mange andre med ham mister evnen til at standse os, og i stedet bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I have a dream!

Exodus

Exodus

Efter min opfattelse lever vi i en verden der er gennemsyret af illusioner. I den større skala har vi illusionerne om, at vi kan fortsætte med at misrøgte og udpine naturgrundlaget sådan som vi gør, samt illusionerne om at sociale og mellemmenneskelige problemer kan løses gennem nogle teknokratiske tiltag baseret på pseudovidenskabelige undersøgelser. Tilliden til at Jorden understøtter vores liv er blevet fortrængt af forestillinger om kampen for overlevelse, og tilliden mellem mennesker, som er samfundets sande bindemiddel, er blevet fortrængt af regulering og kontrol udøvet af mægtige statsapparater.

Men den større skala udgør kun den ene side af illusionernes herredømme. Den anden side leverer det enkelte menneske selv i form af illusionerne om lykke gennem identitet og social status. Der er et formidabelt misforhold mellem, hvad vi stræber efter i det daglige, og hvad vi erkender som livets sande værdier, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer. Selvom de fleste givetvis vil benægte, at de ligger under for noget så banalt som trangen ”to keep up with the Joneses”, så forekommer det ikke desto mindre at være det der sker. Vi har fået syltet os så grundigt ind i forestillingerne om adskillelse og forskellighed, at snobberi og mobning og social distancering er ude over det hele. Og da angsten for social udstødelse er en grundangst hos mennesket, så får disse illusioner hurtigt masser af energi og opmærksomhed.

Mange mennesker er udmærket klar over, at vores samfund på mange måder er dysfunktionelt, ikke desto mindre fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer, formentlig fordi illusionerne har denne karakter af at være en ’double whammy’. Illusionernes herredømme både i den lille og den store skala gør, at forsøg på at bryde med illusionerne på det ene område bliver straks neutraliseret af illusionernes overvægt på det andet. I min konkurrencebesvarelse til udvidelsen af Stockholm Stadsbibliotek i 2006 formulerede jeg følgende vision for projektet ”to break through these conscious and controlled images and liberate life for the individual human being”. Og her sigtede jeg til begge sider af illusionernes billedverden. I den store skala hvordan personer i magtfulde positioner understøttet af medierne konstant projicerer nogle bestemte samfundsfortællinger ud på befolkningen, og i den lille skala hvordan det enkelte menneske understøttet af reklameverdenen og livstilsmagasiner mm. konstant projicerer en bestemt, individuel fortælling ud på sine omgivelser. Disse projektionsforetagender er så krævende, at vi slet ikke har tid til at stoppe op og spørge os selv om der måske var andre tilgange til livet, som var mere sande og bedre i overensstemmelse med hvem vi er og hvad vi ønsker.

Det næste er så, at lever man tilstrækkelig længe indenfor de samme illusioner, og der ikke er nogen, der for alvor formår at udfordre disse illusioner, så bliver disse illusioner hen ad vejen identiske med ens verdensbillede. Eller med andre ord, jo længere tid man lever i illusionerne, jo mere vil en udfordring af illusionerne have karakter af en udfordring af ens verden. De ovenfor omtalte illusioner har dybe rødder, som rækker mange generationer tilbage i tiden, men efter min opfattelse skete der et skift sidst i 70’erne, hvor disse illusioner trængte ind og gennemsyrede de mest magtfulde lag af samfundet, og illusionernes herredømme blev dermed stadfæstet. Og fordi denne forestillingsverden har domineret vores verdensanskuelse gennem mere end 30 år, så er der meget stærke kræfter både i den lille og den store skala, der kæmper for at opretholde dette verdensbillede. Simpelthen fordi vi ikke aner hvad der sker, hvis vi giver slip, og lader illusionerne krakelere og styrte i grus. Det er formentlig så elementært, at vores iver efter at opretholde status quo skyldes frygten for forandringer.

Denne frygt har jeg forsøgt at imødegå i mine arbejder som arkitekt og som skribent, og dermed har jeg konfronteret mig selv med en verden, hvor en mængde etablerede forestillinger afslører sig som illusoriske, og hvor samfundet som konsekvens forventes at gennemgå forskellige grader af sammenbrud. Hverken jeg eller nogen andre kan på forhånd sige hvor omfattende disse sammenbrud vil være, og for at befri mig selv for frygt var jeg nødt til at konfrontere mig selv med worst-case-scenario, hvor den globale økonomi gennemlever et totalt kollaps. Hvad jeg kom frem til, har jeg beskrevet med noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg skitserer, at selv ved dette totale sammenbrud har vi stadig konstruktive handlemuligheder. Der er grund til at tro på, at naturens fertilitet er så stor, og naturens vilje til at arbejde sammen med os er så stor, at hvis vi også vil arbejde sammen med den, så kan vi etablere en basal fødevareforsyning dér hvor folk bor, helt lokalt og uanset om folk bor i storbyer, i parcelhuskvarterer eller på landet.

Formålet med noten ”Ufjendskabets økonomi” var således at gå i clinch med den mest grundlæggende, eksistentielle frygt, og kunne det hermed vises at selv denne frygt kan håndteres, så er vi klar til at give slip på vores krampagtige opretholdelse af de gængse illusioner og dermed klar til at lade vores samfund undergå store forandringer. Det afgørende her er at forstå, at det er vores forestillinger, der skaber vores verden. Ændrer vi vores forestillinger, vil verden også forandres. Er der dele af vores forestillingsverden, der bryder sammen, så vil der også være dele af vores fysiske verden der forandres. Og fordi vores forstillingsverden har været så gennemsyret af illusioner, så er der grund til at tro, at tabet af disse illusioner vil medføre nogle meget markante skred i hvordan verden er sat sammen. Men vi kan ikke forhånd sige, hvordan vores verden vil blive påvirket. Bliver det voldsomt og kaotisk eller bliver det blidt og gradvist? Vi ved det ikke. Det afgørende må således være, at vi hver især bevidst arbejder på at befri os for frygt og modigt følge forandringsprocesserne og efter bedste evne påvirke dem i de retninger vi ønsker.

Når det er vores forestillinger, der skaber verden, så er det det samme som at sige, at vores holdning eller livstilstand afgør alt i vores liv. Ganske enkelt fordi vores forestillinger er fuldkomment farvede af vores holdning/livstilstand. Og således også i vores samfundsliv. I ”Ufjendskabets økonomi” undersøgte jeg som sagt konsekvenserne af et noget nær totalt kollaps af vores politiske og økonomiske institutioner. Men det behøver ikke at udspille sig sådan. Forestiller vi os i stedet, at en væsentlig del af befolkningen er i stand til at gennemføre et holdningsmæssigt skift, hvor de hæver deres livstilstand, og således formår at lægge frygtens dominans bag sig, så er det pludselig ikke svært også at forestille sig..

– at mangfoldige institutioner som fx fondsbørsen, private erhvervskoncerner, statslige organer, EU eller mangfoldige initiativer som fx genmanipulation og geoengineering ikke er dømt til at skabe kæmpemæssige problemer for menneskeheden, men kan alligevel, i deres nuværende form, bidrage til at skabe fremgang

– at globaliseringen, selvom den måske er kommet i stand drevet af nogle tvivlsomme motiver, alligevel kan være en kæmpe kraft for kreativitet og transformation, eller med andre ord, at det er tid for menneskeheden at etablere de formelle strukturer og det konkrete aftalegrundlag, som forener menneskehedens bestræbelser i retning af fred og fremgang

– at ’den rette holdning’ således ikke er et stramt moralsk regimente, men derimod en positiv, inkluderende og værdsættende tilgang til ens eget liv, til andre mennesker og til omverdenen som helhed. Men samtidig også med fokus på, at vores samvittighed, vores egen indre stemme, er den ledetråd vi har igennem alle omvæltningerne.

Tillader vi os på dette kritiske punkt i historien at have en lige så lemfældig holdning til samvittigheden, som har karakteriseret de seneste årtier, så kan vi ikke bryde illusionernes greb og vejen til udvikling vi dermed vælger, må i sagens natur være den der går igennem massive sammenbrud og store lidelser. Lever vi derimod hver især i overensstemmelse med vores indre stemme, så kan vi formentlig ikke gå galt. Det behøver muligvis ikke en gang at være smertefuldt at lægge illusionerne bag os. Vi har et valg. Vores holdning afgør alt.

 

(Illustration: Israelites leaving Egypt, David Roberts, 1828 + Foto fra Tahrir Pladsen 2013, Time Magazine)

Det søde farvel

titanic224_2x

I de ting jeg har skrevet over de seneste 3 år, har jeg jævnligt kaldt vores politikere for uduelige og korrupte. Det er hårde domme at fælde, og jeg vil derfor gerne præcisere, hvad jeg mener med det. For det er ikke sådan, at jeg regner vores politikere for at være ubegavede, eller at de ikke overordnet set skulle være drevet af gode intentioner. Jeg tror mange af dem er intelligente og startede ud med de bedste intentioner og hver især stadig kæmper for at bevare kontakten til de oprindelige intentioner. Når de alligevel fremstår som uduelige og korrupte skyldes det efter min opfattelse, at deres tilgang til politik har været så overdrevet realpolitisk, at de simpelthen har været nødt til at sluge alting som det er. Man må således forestille sig, at de gik ind i systemet med et ønske om at påvirke det, men fordi de ikke giver sig selv lov til at drage systemet som sådan i tvivl, så ender systemet med at konsumere dem, og de ender som systemets villige lakajer.

Her overfor er der så vælgerne eller befolkningen, hvor mange kan se, at systemet fungerer dårligt i flere henseender, hvoraf nogle er så graverende at det rejser spørgsmål om befolkningens livsgrundlag på lidt længere sigt. Disse åbenlyst dysfunktionelle træk ved vores nuværende samfundsindretning kalder netop på politikere som kan vurdere vores muligheder uden at være bundet til det som er, og som har modet til at udfordre vores forestillinger. Så det er i kontrasten mellem hvor meget tidens politikere hænger fast i eksisterende forestillinger og er syltet ind i det eksisterende system overfor det akutte behov nytænkning, at konklusionen ikke er til at komme udenom: De er uduelige og korrupte.

At være korrupt antyder så på sin side en grad af bedrag, og sår således tvivl om politikerne reelt er drevet af gode intentioner. Personligt tror jeg, at de starter med at bedrage sig selv ved at godtage, at adgangsbilletten til magtens inderkreds består i at sluge X antal kameler. Det må være på sin plads at spørge, hvor mange kameler man kan sluge og stadig bevare evnen til at kunne tale frit. Den første kamel er givetvis den sværeste at få ned, men så går det lidt nemmere med den næste og så videre. Gæster til receptioner på Christiansborg skulle efter sigende blive forbløffede over, at hele kameler serveres som pindemadder sammen med et glas cremant, men det er åbenbart bare sådan det er.

Den unge politiker stævner velsagtens altid ud med en motivation fra hjertet om at skabe forandringer, som vil give mange mennesker lettere adgang til at leve lykkelige og tilfredsstillende liv, og således er der i starten en klar og stærk forbindelse mellem hjertet og hjernen. Og når den første kamel så serveres som adgangsbillet til en af magtens indercirkler, så tror den unge politiker først ikke de mener det alvorligt, bliver dernæst i tvivl om han eller hun overhovedet vil være i stand til at gøre det, men får så hjælp af mere rutinerede kamelslugere til at gabe over det store dyr og gradvist få arbejdet det ned i svælget. Den unge politiker er sådan set den samme som før, men der er sket et eller andet. Umiddelbart efter denne første gang kan den unge politiker således stå i metroen på vej hjem og føle sig fremmed overfor alle andre.

Jeg gætter på, at problemet med at sluge hele kameler er, at det tager så uhyggelig lang tid at fordøje dem. Først sidder de i lang tid i spiserøret og skaber en så massiv forstoppelse, at forbindelsen mellem hjertet og hjernen afbrydes. Og dette problem bliver selvfølgelig kronisk, hvis næste kamel sluges inden den sidste er kommet helt igennem. Uden måske rigtig at være bevidst om det er der således sket et markant skift i den unge politikers motivation. Med forbindelsen til hjertet afbrudt er det begæret efter magt der har taget over. Kursen en given politiker følger, vil formentlig stadig være sat af den oprindelige hjertemotivation, og samme politiker hæger sikkert om sine erindringer fra dengang det var hjertet der drev ham eller hende frem, men hjertets motivation blev ved den første kamel omdannet til paroler, og parolerne blev herefter instrumenter for begæret efter magt.

Min tese er altså, at politikerne er korrupte, og at de bedrager deres vælgere og befolkningen, men man kan ikke sige at de bedrager med overlæg for de er selv underlagt det samme bedrag: At deres paroler er i overensstemmelse med deres hjertemotivation, når parolerne i realiteten blot er en fjern erindring om og en mange gange overfortolket og måske en fuldstændig forvanskning af den oprindelige hjertemotivation. På den måde er deres korruption blot en uduelighed på et andet plan, men det er bare ikke så virkningsfuldt at tale om vores ’uduelige og uduelige politikere’.

Vi har fået skabt en gevaldig samfundsorganisme med nogle vidt forgrenede magtstrukturer. Eksistensen af disse magtstrukturer kan ses på den enorme ulighed, der findes i verden i dag. Således er der en nøje sammenhæng mellem ulighederne, som de har udviklet sig over tiden, og udbygningen og konsolideringen af disse magtstrukturer. Politik har igennem årtier handlet om gå ind i disse magtstrukturer og øve indflydelse hvor man kunne, mens der i mange år ikke har været nogen videre interesse for at udfordre magtstrukturerne som sådan og spørge til, hvor formålstjenlige de egentlig er.

Vores nuværende samling af politikere er karakteriserede ved deres fuldkomne forbrødring med disse magtstrukturer. Personligt har jeg i hvert fald ingen erindring om nogen politikere, som har udfordret eksisterende magtstrukturer. Skulle disse magtstrukturer vise sig at have ’sejret ad helvede til’ og deres fuldkomne succes altså skulle have ledt til deres fuldkomne degeneration, eller med andre ord, skulle vores magtstrukturer og ideologiske samfundsfortællinger bryde sammen Sovjet-style, så må vores nuværende politikerskare forventes at gå ned med det synkende skib. Der er ingen grund til at håne dem, ikke en gang grund til at bebrejde dem, end ikke grund til at beklage deres embedsførelse. De har hjulpet os frem til dette punkt af erkendelse, hvor det er indlysende at vi må begynde at fortælle nogle nye samfundsfortællinger og reformere måderne vores samfund fungerer.

Mit personlige håb for vores samfundsmæssige udvikling er i høj grad baseret på, at det fremover bliver muligt for politikere at sige pænt nej tak til kamelerne, de bliver budt, og således bevare kontakten til deres hjertemotivation gennem hele deres virke. Men det forudsætter formentlig, at de samme politikere er nødt til at udvikle et skarpt blik for magtens fristelser og at være parate til vedholdende at udfordre de til enhver tid eksisterende magtstrukturer. Man kunne sige, at kunsten for en politiker er på samme tid at være alles ven og ingens ven. Samtidig forudsætter det meget stort mod, for det er ikke givet at der på stående fod er andre menuer end den med kameler, og dermed bliver afvisningen af kamel-menuen det samme som at turde leve med at tingene står åbne og uden klart definerede endemål. Og vil befolkningen turde betro ledelsen til politikere, som godt nok har hjertet på rette sted og har integritet, men som samtidig ikke kan redegøre for de fulde og detaljerede konsekvenser af deres politiske initiativer? Kort sagt, er befolkningen klar til at realisere en politisk kultur som er bottom-up-demokratisk, hvor politikerne i dialog med befolkningen sætter nogle generelle visioner og spilleregler, og så tager befolkningen selv ansvar for at udfylde rammerne? Eller foretrækker befolkningen fortsat den kendte top-down-styreform?

 

Ulykkestoget

6655708-spain-transport-accident

Vi præsenteres dagligt for alskens ulykker. Det er som om nyhedsmedierne betragter det som en af deres fineste opgaver at orientere om rædselsvækkende ulykker overalt på kloden. Og hvad skal vi stille op med det? Andet end at udvikle en eller anden grad af indifferens. Og så er der alligevel ulykker, som på en eller anden måde alligevel kravler ind under huden. Som nu den grufulde og tragiske togulykke ved Santiago de Compostela.

Voldsomheden af ulykken, de mange døde og alvorligt kvæstede, liv der bliver knust, liv der må give op og udslukkes – i sandhed rædselsvækkende. Dødstallet er nu på 77 mennesker, men der kan meget vel komme adskillige flere. Og blandt de overlevende vil mange være mærkede for livet med fysiske handicap, og praktisk alle passagerer ved bevidsthed samt muligvis mange af redningsarbejderne vil skulle arbejde vedholdende på psykisk at overkomme oplevelsen.

Santiago de Compestela er som bekendt velsagtens det største pilgrimsmål for kristne i Europa udenfor Rom. I en vis forstand forekommer Santiago de Compostela at symbolisere en friere og mere tidssvarende spirituel tilgang til kristendommen end katolicismens højborg. Caminoen, som pilgrimsvandringen til katedralen i Santiago de Compostela hedder, kan, som jeg forstår det, foretages på alle tider af året, og der er forskellige mærkedage i løbet af året, men den helt store pilgrimsfestlighed udspiller sig d. 25. juli.

Hvad vi har er altså et regionalt højhastighedstog, fyldt med mennesker som ønsker at deltage i Santiago de Compostelas største religiøse festlighed, som ved stor hastighed afsporer og slynges omkring og smadres. Og i lyset af den religiøse baggrund for mange af passagerernes tilstedeværelse i toget, bliver spørgsmålet om togets forlis også religiøst. Er det Guds værk? Er det Fandens? Er det straffen for at skære hjørner, skulle passagerene have valgt at vandre ligesom alle de andre? Eller er det vand på ateisternes mølle, at det bare er tilfældighed, og alle andre forklaringer er bare produkter af det irrationelle, religiøse sind?

Her er min vinkling: Vores skæbner er vævet sammen. Vi er alle forbundne. Men vi anerkender ikke denne forbundethed. En meget stor del af vores samfundsmæssige problemer og samfundsafledte lidelser skyldes denne fornægtelse af vores indbyrdes forbundethed.

Føreren af ulykkestoget har umiddelbart efter ulykken indrømmet at han kørte ind i svinget, hvor ulykken skete, med 180 km/t, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Og overlevende passagerer beretter om, hvordan det hundredetonstunge tog begyndte at krænge i svinget, og kun kørte på hjulene langs togstammens ene side, hvorpå alt blev kaos.

Hvad tænkte den togfører dog på? Var det et øjebliks overmod? Havde han en konkurrence i gang med de andre togførere om, hvem der kunne køre strækningen hurtigst? Var han distraheret af forhold i sit privatliv? Var han parat til at tage sindsyge risici, fordi han følte hans eget liv alligevel ikke var noget værd?

Det centrale spørgsmål er: Hvordan kunne togføreren have så stor ligegyldighed overfor alle de mennesker, som han i situationen tjente, og hvis liv han helt åbenlyst holdt i sine hænder? Var der overhovedet ingen medfølelse, ingen sympati? Og hvor skulle der dog være nogen værdsættelse af hans eget liv, når der ikke er nogen værdsættelse af andres?

Det er min pointe. Vi lever i et samfund, som udvikler sig mere og mere teknokratisk, fornægtelsen af almindelig menneskelighed og vores indbyrdes forbundethed bliver mere og mere udtalt, værdsættelsen af det enkelte menneskeliv bliver mere og mere udhulet og derfor er vi alle i stigende grad udsat for vilkårlige risici. Ethvert menneske, som opfatter sig selv som værdiløs, er en potentiel risiko for alle andre. Det må stoppe nu.

Pilgrimsfesten i dag i Santiago de Compostela er aflyst.

I en anden verden havde samme togfører taget imod sine passagerer som en VIP-privatchauffør, og havde sat en ære i at bringe sine værdifulde passagerer, ganske almindelige mennesker, så komfortabelt som muligt frem til deres bestemmelsessted. Hvis du hellere vil leve i den verden, så start med at værdsætte dig selv, og se hvordan din sans for forbundethed udvikles i overensstemmelse hermed.

(Foto fra berlingske.dk)