Den indledende strofe fra sangen No Control på David Bowie’s storartede Outside-album går således:

Stay away from the future
Back away from the light
It’s all deranged – no control
Sit tight in your corner
Don’t tell God your plans
It’s all deranged
No control

Outside-albummet, som jeg personligt regner blandt Bowie’s bedste, er et konceptalbum, der følger detektiven Nathan Adler igennem en dystopisk verden, hvor han efterforsker ’snuff crimes’, dvs. undergrundsfilm der viser virkelige mord og voldtægter indtil de mest yderliggående grader i form af sadisme og kannibalisme.

Albummet sætter stemningen, men er ikke eksplicit om karakteren af disse voldsomme forbrydelser, men beskriver synspunkterne for et helt lille persongalleri omkring disse forbrydelser, herunder den stakkels dopede 14-årige pige Baby Grace, vi alle ved står til at blive det næste offer. I musikvideoen ’The Hearts Filthy Lesson’, som i øvrigt er virkeligt godt lavet, går antydninger så vidt, at jeg får kvalme.

Vi kender ikke omfanget af snuff-industrien, men bare at dømme efter omfanget af pornoindustrien kunne den godt være anseelig. Som det ultimative udviklingstrin for et vist segment med ekstreme misbrugsdrevne præferencer. Indenfor denne verden er Peter Hansen givetvis en superstjerne – tror godt vi kan regne med, at den forbrydelse blev optaget.

Der kan næppe være tvivl om, at Bowie fandt betydelig inspiration i Bret Easton Ellis’ ’American Psycho’ fra 1991, som bekendt romanen der beskriver en supertjekket Wall Street-børsmægler Patrick Bateman, der bevæger sig igennem en verden splittet imellem supertjekkede mennesker og rammer på den ene side og usle tabere på den anden. Men i midten af det hele er der en tomhed, et gabende sort hul, en afgrund.

Jeg har ikke læst ’American Psycho’ og kommer heller aldrig til det – jeg kan ikke tåle at få den slags billeder ind i min hjernekiste – men der er et vanvid ved denne indre tomhed, der hos Bateman finder udtryk i stadigt mere yderliggående former for vold, mord, sadisme.

Outside-albummet udkom der midt i 1990’erne… men var det ikke dér, at freden var brudt ud, dér at historien var død (på en god måde), og vi så frem mod en lys fremtid?

Jeg husker hvordan stemninger var, og der var noget overfladisk og forløjet ved denne fred. En stemning som Ian Curtis udtrykte femten år forinden ’I’ve got the spirit.. but lose the feeling’. Ja, den kolde krig var ovre, den virkelige fredsskabende part Mikhail Gorbatjov havde tabt, og de magtsyge parter på den anden side havde vundet.

Mindre end et år efter udsendelsen af Outside-albummet udgav de førende neokonservative ideologer i tæt samråd med det israelske lederskab det enormt indflydelsesrige strategipapir ’A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm’. Og Samuel Huntington’s enormt indflydelsesrige bog ’The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order´udkom også da.

Også der i midten af 1990’erne blev den store Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City genstand for en massiv terrorbombning, som i medierne selvfølgelig blev forklaret som en ’lone shooter’-begivenhed, men som bar alle tegn på at være et ’inside job’, der blandt andet udslettede statsanklagerens arkiver, og dermed nulstillede en række verserende kriminelle efterforskninger, herunder efterforskning af sager om pædofili-ringe og trafficking af børn.

Mikhail Gorbatjov havde taget et opgør med de depraverede magtfikserede tankegange, men han tabte, menneskeheden tabte, og fremfor at blive neddroslede eksploderede de depraverede magtfikserede tankegange på vestlig side.

Overvågningen af folks adfærd på internettet startede også der i midten af 1990’erne med introduktionen af Google i 1998 som den betydeligste milepæl, og aftalen mellem NSA og rækken af danske statsministre om tapning af data fra de internationale internetkabler igennem dansk territorium startede også der midt i 1990’erne.

Det var en fred af navn, men meget langt fra af gavn. Og oveni den opgejlede politiske optimisme, som dækkede over anderledes udspekulerede intentioner, var det dér, at finansialiseringen af de vestlige økonomier, det store gældstrip, for alvor tog fart. Alt forekom at kunne lade sige gøre, hvis bare man var fræk nok til at gå efter det.

Således var der en limbo-stemning, en rådvildhed, en manglende rodfæstelse af ens greb om virkeligheden, hvilket der var nogle kunstnere med en veludviklet sensibilitet, der reagerede på.

Og præcis hvor uheldssvangre disse politiske udviklingslinjer var, er hvad vi ser udfoldet på verdensscenen netop i denne tid. Med et folkemord på palæstinenserne under fortsat udbredelse, med bombninger af olie- og gasinfrastruktur, som fortsat er verdenssamfundets livsblod, med amerikanske og israelske overvejelser om at benytte atomvåben, det bliver ikke mere ’deranged’ og ude af kontrol. Det gælder ved gud også de europæiske politikere som om nogen skulle have forstået at lægge en ny politisk linje ved afslutningen af den kolde krig.

***

Men der er også nogle personlige grunde til, at netop den indledende strofe har sat sig i mit sind. Hvornår min praktisering af buddhismen begyndte at klinge af var sammenfaldende med starten på min blogaktivitet der i 2010-2011. Og jeg tror ikke, at det er en tilfældighed. Når jeg kalder min interaktive planche med mine ’Facebook-artikler’ for ’log over en rejse ind i mørket’, så er det en præcis beskrivelse af det projekt, jeg har været på over disse 15 år.

Og vejledningerne indenfor Nichiren Daishonins buddhisme går ikke på, at man skal trække sig tilbage fra verden for at begynde at analysere på dens skyggesider. Tværtimod går vejledningerne på, at man skal engagere sig i samfundet, og så ved hjælp af den højere livstilstand opnået igennem sin praktisering at bidrage til at skubbe de samfundsmæssige forhold i mere værdiskabende retninger.

Jeg siger ikke, at buddhismen direkte fraråder et sådant projekt, men Nichiren Daishonins buddhisme har en særlig styrke ved sin loyalitet overfor hverdagslivet. På den ene side har jeg netop ikke ’sat tight in my corner’, har ikke ‘stayed away from the future’ og ‘backed away from the light’, men ekspeditionen ned i vores samfunds skyggesider har tegnet en virkelig dyster fremtid (på kort og mellemlangt sigt), netop fordi skyggesiderne var/ er så dybt indgroede og voldsomme.

Buddhismen opfordrer den enkelte til at søge glæden og troen på et lydhørt og responsivt univers, så der er ingen opfordringer til ekspeditioner ned i mørket. Det er derfor sætningen ’don’t tell God your plan’ ringer med betydning for det projekt, jeg har haft gang i. Og i den intuitive fornemmelse af alvoren af disse skyggesider har jeg også haft det sådan, at jeg har været usikker på, hvad jeg overhovedet har haft at håbe på. ‘Oh Ramona, if there was only some kind of future’.

I en anden forstand har jeg så alligevel ’sat tight in my corner’ og ’backed away from the light’. Jeg har kun lejlighedsvist og i mindre grad belemret mine venner og familie og kolleger med, hvad jeg har opdaget, om netop hvor dybt indgroede og voldsomme skyggesiderne af vores kultur er. En vis fremmedgørelse har hermed sneget sig ind. Mit projekt har  samtidig lagt så meget beslag på min opmærksomhed, at jeg i realiteten har levet et dobbeltliv delt mellem mit hverdagsjob og mit folkepsykologiske projekt, og som følge heraf er mit sociale liv gradvist blevet fortrængt.

Og der er andre sider af mit liv, der også er blevet forsømt, som f.eks. omsorgen for min krop, for min beklædning og for at skabe et behageligt og stimulerende hjem. Jeg tror ikke der vil være nogen der bliver forundrede, hvis jeg siger, at jeg undervejs har fortabt mig selv i denne evindelige optagethed af sygelighederne ved vores samfund og mulighederne for eventuel helbredelse.

Der var aldrig nogen klar plan for, hvad jeg egentlig ville opnå med min blogaktivitet, ingen overvejelser om hvordan denne blogaktivitet eventuelt kunne føre til en position i verden, hvor dobbeltlivet kunne flyde sammen til en ny enhed, og der ville igen være et arbejdsliv og et fritidsliv. Der var bare en indre trang til at sige fra overfor alle de halve sandheder og regulære løgnehistorier, jeg mødte i min hverdag, herunder vores svigtende evner for at tage bæredygtighedens fordringer alvorligt.

Jeg har fulgt min intuition, og har set nogle ting før andre har set dem, og set nogle aspekter som andre ikke har set, men efter disse mange år er jeg nået dertil, at et positivt udkomme af hele dette projekt afhænger af, at forholdene i verden udvikler sig sådan, at de leverer afgørende bekræftelser på de teser, jeg har investeret en del i at beskrive – særligt den om den totalt overspændte karakter af det angloamerikanske/vestlige finanssystem og det ruinerede stade af den amerikanske økonomi.

Men det er jo en ufrugtbar eksistentiel situation, jeg har bragt mig i, fordi jeg hermed gør meningsfuldheden ved mit liv og min lykke afhængig af, hvad der sker i verden. Altså, at jeg har placeret de udslagsgivende momenter for min egen trivsel udenfor mig selv. Det er nærmest definitionen på at være hjælpeløs og fortabt.

Jeg skulle måske nok prøve at genoptage min buddhistiske praktisering for derved at minde mig selv om, at jeg er herre over min egen livstilstand og ansvarlig for min egen lykke, uanset hvordan omstændighederne udvikler sig. At der, som Nichiren Daishonins buddhisme siger, er tretusinde muligheder i hvert livsøjeblik.

.