Det store, politiske svindelnummer

Posted on by
2

Billede

Efter en indledende telefonsamtale måtte jeg tage min søn til undersøgelse hos Lægevagten på Herlev Hospital. Det var fredag aften, og vagtlægen undersøgte min søn, spurgte til andre sygdomstegn, og vi blev sendt hjem med den besked, han skulle holdes under observation over de næste par dage. Afhængig af udviklingen var der så en Plan A og en Plan B. Fint nok.

Men mødet med hospitalsvæsenet var ikke udelt positivt. Ankomst til Lægevagten skete via et tarveligt parkeringskælderagtigt areal til et venteværelse, som lå i umiddelbar forbindelse med vindfanget og derfor var fodkoldt. Der var ingen mennesker, hverken i venteværelset eller i de tilstødende lokaler. Et skilt orienterede patienter om at melde deres ankomst via deres sygesikringskort eller ved indtastning af deres cpr-nr. på en lille, vægmonteret terminal. Skiltet orienterede samtidig om, at Lægevagten kun modtager patienter med forudgående henvisning. Således indtastede jeg min søns cpr-nr. på terminalen. Teminalens display fungerede desværre ikke, og der var ikke nogen anden form for tilkendegivelse af, at indskrivningen var vellykket gennemført, så min søn og jeg satte os ned i venteværelset og håbede på, at der var en eller anden, et eller andet sted i bygningen, der var klar over at vi sad der.

Som jeg kiggede mig omkring studsede jeg over, hvor snavset der var, og hvor ramponerede de fysiske rammer forekom. Møblerne i venteværelset gav indtryk af at være nogle der var blevet til overs andre steder og havde ingen indbyrdes sammenhørighed. Snavset havde ophobet sig på gulvene langs væggene, og omkring de vilkårligt udlagte gulvmåtter. Vægge, paneler og døre var skrammede og plettede, det nedhængte systemloft var bulet og skævt og fuld af snavsede fingre fra alle de gange pladerne havde været ned og op og i øvrigt sorte af snavs omkring ventilationsarmaturerne. Og alle detaljer blev stillet nådesløst til skue i den uforsonlige belysning.

Min søn og jeg sad altså dér alene og ventede. Han var ikke syg som sådan, og trods det sene tidspunkt tog han det rigtig pænt. Indimellem passerede en gæst eller en udskrevet patient forbi, men vi så ikke noget personale. Da jeg samtidig var usikker på om vores indskrivning var lykkedes, besluttede jeg efter måske 20 min. at opsøge noget assistance, og min søn og jeg bevægede os således ind i bygningen, og kom så at sige bagfra ind i Herlev Hospitals Akutmodtagelse. Her var der en velmenende sygeplejerske der sendte os ned til Børnemodtagelsen i den modsatte ende af Akutmodtagelsen. Men det var en fejl, for de kunne ikke hjælpe os, og de sendte os tilbage til det forladte venteværelse. Her i anden omgang gik der dog ikke lang tid før end vi blev hentet af vagtlægen, som undersøgte min søn, og vi kunne så trisse hjem igen. Da vi forlod bygningen lå der en pøl af bræk foran indgangsdøren. Den kunne formentlig ligge der til næste morgen. Måske længere.

Næste dag kunne jeg ikke lade være med at reflektere lidt over, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg tænkte på, hvor meget forskellige offentlige institutioner havde ændret karakter indenfor min livstid. Den måde Herlev Hospital fremstod, lignede mere noget jeg ville forbinde med ophold i udlandet. Og det gennemgående indtryk var mangel på omsorg. Der var noget fuldkommen ulogisk og fremmedartet ved den måde institutionen fremstod. Dens berettigelse som hjemsted for varetagelse af den almindelige borgers sundhed forekom langt fra indlysende. Og jeg begyndte at spørge mig selv om det eventuelt kunne tænkes, at der var noget andet på spil. Som jeg overvejede spørgsmålet, kom jeg op med følgende tre begrundelser for en mægtig institution som Herlev Hospital:

1. Et politisk flagskib

Investering i hospitalsvæsenet er en af de mest håndgribelige måder politikerne kan fortælle historien om, hvilken omsorg de viser befolkningen. Hermed mener politikerne givetvis, at de udruster vælgerne med de bedst tænkelige grunde til, at de hver især skal give dem deres stemme ved næste valg. Det forekommer helt ensidigt at være en politisk vindersag. Hvorvidt politikernes store omsorg så reelt bærer igennem, er øjensyneligt ikke deres problem. Det er bare symbolpolitik. Trods det at vores allerede meget store hospitaler har åbenlyse problemer med sammenhængskraften og i forvejen ligner kolosser på lerfødder, afholder det således ikke politikerne fra at drive den samme tankegang en tand videre med lanceringen af de nye supersygehuse. Gad vide, hvad det egentlig er der bliver super ved dem. Om overhovedet noget. Og hvor meget skal de eksisterende hospitaler forfalde, eller hvor mange lokale hospitaler skal lukke, for at der kan blive råd til at drive alt dette nybyggeri?

2. En måde at sikre beskæftigelsen for en række faggrupper

Når et stort sygehus som Herlev Hospital fremstår som snavset og ramponeret, så siger det noget væsentligt om måden sygehuset ledes, noget væsentligt om hvordan der prioriteres. En offentlig institution af en størrelse som Herlev Hospital er underlagt en politisk ledelse, hvilket medfører at de temaer og de hensyn der er udslagsgivende for ledelsen af institutionen først og fremmest er politiske. Det er interesser med en stærk politisk repræsentation, der afgør prioriteringerne. De stærke faggrupper, de stærke fagforeninger, sætter sig således igennem og sikrer deres egne medlemmers beskæftigelse og faglige interesser. Og patienterne? Nå ja, de er der osse, men de er jo ikke organiserede. Spurgte man patienterne, er det ikke svært at forestille sig, at patienterne faktisk ville prioritere, at der blev holdt rent, at der var receptionister der tog imod og kunne svare på spørgsmål, og at der var pedeller der sikrede en god vedligeholdelsesstand af de fysiske rammer.

3. En mægtig maskine til livsforlængende symptombehandling

Vores videnskab har dissekeret, belyst, udmålt og registreret menneskelegemets mangfoldige funktionsmåder, og på baggrund af denne viden forsøger vi med vores lægevidenskab at genskabe kroppens sundhed, hvor den viser tegn på ubalancer og sygdom. Det mægtige Herlev Hospital er helt konkret sammensat af et hav af forskellige afsnit, som hver især er specialiseret indenfor et bestemt aspekt af den enorme lægevidenskabelige viden som igen svarer til et bestemt aspekt af menneskets fysiske legeme. Og metoden til at opnå sundhed forekommer således at være, at patienten går igennem forskellige stadier af diagnosticering med henblik på endelig fastlæggelse af, hvilken vilkårlig lille del af kroppens mangfoldige maskine der er årsag til problemerne, og derpå operere eller medicinere denne del tilbage til nogenlunde normal funktionalitet.
Denne tilgang til sundhed har velsagtens sine fortrin, men den har også sine store, blinde vinkler. Det må vel betragtes som en kendsgerning, at mange mennesker i årevis har haft ondt i livet inden de fik ondt i kroppen. Karmaloven er den samme, om man taler om trivsel og lykke eller mismod og sygdom. Det grundlæggende spørgsmål er, om man føler sig hjemme i sit liv, om man bruger sine evner og sin tid på noget meningsfuldt, og man indgår i kærlige, glædesfyldte og udviklende relationer med sine nærmeste. Hvis en patient gennemgår et behandlingsforløb på Herlev Hospital, men vender tilbage til de samme livsomstændigheder, hvad er så prognoserne for helbredelse?
Modsætningen til at føle sig hjemme i sit eget liv er at føle, at det man bruger sine evner og sin tid på er meningsløst, måske lige bortset fra lønnen, og at udvekslingen med ens nærmeste er hæmmet og konfliktfyldt og typisk tager mere end den giver. Forstiller vi os forsøgvist, at liv levet sådan slet ikke er ualmindeligt, at der reelt er tale om en vidt udbredt fremmedgjorthed, så kan vi tage anskuelsen et skridt videre og spørge, hvordan et menneske, som har så svært ved at leve, har det med at skulle dø? Er det ikke rimeligt at antage, at jo sværere vi har ved at leve, jo sværere har vi ved at give slip på livet? Og er vores mægtige hospitaler således ikke mere end noget andet monumenter over, hvor meget vi frygter døden og klamrer os til livet? Hvor er vores værdighed, både i livet og i døden?

Sat på spidsen er mægtige institutioner som Herlev Hospital blevet instrumenterne ved hvilke vi taber vores værdighed. Både i den private og den offentlige sfære er vi kommet der til, hvor det er tingene der ejer os. Vi er holdt op med at spørge os selv, hvad vi tror på. Vi tror på det der er. Og mere af det samme. Vi bærer på en enorm dødvægt af tidligere tiders succesrige forestillinger, som dog ikke rigtig længere fremstår som succesrige, men snarere som udtjente og kontraproduktive. Og det er som om, at vores ledere er de sidste til at indse det. Manglen på fantasi er ubegribelig.

Selv hvis vi helt hypotetisk forestiller os, at politikere, sygehusledelse og fagforeninger fandt tilbage til deres oprindelige mission om at tjene det større samfund, og vi fik rengjort og poleret vores hospitaler, ville vi så ønske os at have disse mægtige institutioner? Tror vi overhovedet på den opfattelse af kroppen og den måde at holde den sund? Vores omstændigheder taler deres eget tydelige sprog om, at vi skal skære ned på vores samfundsmæssige forbrug, men selv hvis vi helt hypotetisk forestillede os at vi havde ubegrænsede resurser til rådighed, ville vi ikke stadig vende ryggen til supersygehusene, og søge mod former for pleje og helbredelse som tog udgangspunkt i den lille skala, hvor selve det at relatere til andre mennesker, det at være rodfæstet i et konkret, omsorgsfuldt netværk var en del af sundhed og helbredelse?

Hvor mange kampe er ikke blevet kæmpet i lokalsamfundene for at bevare den lokale skole eller det lokale hospital? Men forgæves. Det lokale og autonome passer ikke ind i politikernes og fagforeningernes kram. I stedet er varetagelsen af vitale samfundsfunktioner ved at segne under vægten af den politiske topstyring baseret på udtjente forestillinger. Problemerne med sammenhængskraften bliver mere og mere åbenlyse, hvilket blot giver anledning til flere megalomane politiske initiativer. Hvordan kan vi tro på at den næste sundhedsreform, den næste folkeskolereform, den næste landbrugsreform løser vores problemer.. løser nogen problemer overhovedet?

Over de seneste to årtier har der i USA udfoldet sig en kamp mellem forbundsregeringen i forening med de store fødevarekoncerner på den ene side og på den anden Local Food-bevægelsen, der, som navnet siger, understøtter udvekslingen af fødevarer direkte mellem små producenter og indbyggerne i nærheden. Og selvom Local Food-folkene synes at have et ret overbevisende argument ved at pege på, at de gør bare tingene på samme måde som mennesker har gjort igennem århundreder, så er det ikke desto mindre lykkedes de store fødevarekoncerner at påvirke forbundsregeringen til at forfølge Local Food-folkene og forbyde eller forhindre deres metoder.

Men fornylig har Local Food-bevægelsen vundet en stor sejr ved at få gennemført en lovgivning om giver de små fødevareproducenter og deres kunder ret til selv at bestemme og selv at tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Navnet på denne lovgivning er Food Sovereignty Laws, og denne lovgivning giver altså rettigheder som hverken State eller Federal Law kan anfægte.

Denne sejr, og alt hvad dette initiativ rummer, er en af de mest inspirerende og bemærkelsesværdige politiske visioner i årtier. Det handler om at det enkelte menneske genvinder sin værdighed og retten til at bestemme over sit eget liv, herunder retten til at indgå i frie lokalsamfund. Skal vi ikke også have Health Sovereignty Laws og Education Sovereignty Laws? Eller skal vi bare sammenfatte al denne nytænkning i Local Sovereignty Laws?

Det er påfaldende hvilken opmærksomhed der har været på Danmark og de øvrige nordiske lande fra internationale politiske og økonomiske kommentatorer på det seneste. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Vi har en talemåde, der siger, at magt korrumperer; vi kunne såvel sige: Størrelse korrumperer. Enhver samfundsmæssig institution, der vokser til at blive meget stor, vil gradvist blive mere og mere korrupt. Hele den vestlige verden er ved at gå i opløsning over al den korruption, der har bredt sig indenfor både erhvervsliv og offentlig forvaltning. Men som relativt små lande er de nordiske lande ikke helt så korrupte og velsagtens relativt mere velfungerende end mange, større lande. Men lad os ikke gøre os nogen illusioner her. Det er kun på en relativ skala, at de nordiske lande fremstår som velfungerende. Som det antydes ovenfor har vi vores egne problemer med korruption og ledelsesmæssige svigt. Også i Danmark er vores samfundsinstitutioner blevet alt, alt for store. Og den eneste måde vi kan nedbringe korruptionen er ved at skalere vores institutioner ned.

Politikerne er flinke til at gøre opmærksom på alle de måder staten bistår sine borgere, men de taler aldrig om hvilken pris borgerne betaler for denne godgørenhed. Vi kan hver især været bundet af vores gældsforpligtelser til banker og realkreditinstituttet, men selv disse forpligtelser er jo tilvejebragt og sanktioneret af staten. I en lang periode efter 2. verdenskrig forekom staten at tjene almindelige menneskers ønsker og behov, og derfor overlod vi frivilligt mange, væsentlige samfundsmæssige beslutninger til staten. Men over de sidste 40 år er statens institutioner gradvist blevet påvirket af og et instrument for særinteresser og personlige ambitioner. Og al den beslutningskraft, som vi tidligere villigt overførte til staten, mærker vi nu som magtfuldkommenhed og tvang fra statens side. Kontrakten er blevet brudt. Set fra almindelige menneskers standpunkt er staten ikke længere en effektiv måde at organisere vores samfund. Statens interesser synes i langt højere grad at være sammenfaldende med de andre magthaveres interesser, dvs. bankerne, de store erhvervskoncerner, fagforeningerne. Vi skal have omsorgen og kreativiteten og handlekraften tilbage i samfundslivet, og denne omsorg, kreativitet og handlekraft kan kun komme fra det enkelte menneske gennem hans eller hendes samspil med andre indenfor en konkret, social ramme. Den konkrete, sociale ramme er det der giver trygheden for at den enkelte kan udfolde sig. Og disse konkrete, sociale rammer skal borgerne selv skabe, staten yder dem ikke længere, og kommer ikke til det indenfor en overskuelig fremtid.

Lad os derfor erklære den danske stat konkurs. Den er i hvert fald åndeligt og moralsk bankerot. Men lad os gå skridtet videre og også erklære den økonomisk bankerot. Lad os fordele alle statens aktiver ud til parthaverne, dvs. til det danske folk. Lad kommunerne få fuldt ejerskab og driftsansvar for deres skoler, daginstitutioner, plejehjem mv. Og lad kommuner, som ikke har et sygehus men bare et nedlagt sygehus, lad dem retablere deres sygehus med udstyr fra de store regionalhospitaler. Og lad så kommunerne selv finde ud af, hvilke services de kan tilbyde deres borgere, og hvordan de får økonomien til at hænge sammen. Tilbage hos staten ville være nogle få overordnede funktioner indenfor forsvar, infrastruktur og internationale aftaler, Danmark vil bestå som nation, og i kulturel henseende vil vores egenart ikke bare være en formel, statslig kanon eller en trendy eksportvare, men måske igen blive en frodig og mangfoldig folklore.

Ved at den enkelte generobrer myndigheden over sit eget liv, ved at den enkelte begynder at bidrage til at skabe et bæredygtigt lokalsamfund, kan vi samlet skabe den største transformation i menneskehedens historie og springe ud som sande verdensborgere. Vi har ingen forestillinger om vores reelle, kreative potentiale, ingen forestillinger om graden af innovation indenfor et samfund båret af omsorg for og værdsættelse af hver enkelt. Det oprindelige velfærdssamfund delte faktisk denne vision, indtil projektet hen ad vejen korrumperede. Nu skal beslutningen tages på ny. Det er vores valg.

(Illustration: Rollercoaster Warsaw, Kobas Laksa 2010)

Når sandheden skal tilbage

Posted on by
Svar

(Læserbrev til Weekendavisen)

I sin anmeldelse af to videnskabelige artikler i WA 8. feb. 2013 beskriver Jørn Boisen folks tilbøjeligheder til at tro på konspirationsteorier som en funktion af social usikkerhed. Og artiklen bærer overskriften “Når sandheden skal frem” og denne sandhed forekommer således at være, at troen på konspirationsteorier blot er et spildprodukt af nogle uheldige, personlige livsomstændigheder. Og rationalet bliver helt underholdende ved den videnskabelige artikel der synes at dokumentere, at de samme mennesker der tror på at en konspiration stod bag Lady Dianas død, samtidig tror på at hun fortsat lever.

I et demokratisk samfund består der en mere eller mindre udtalt kontrakt mellem folket på den ene side og samfundets lederskab i form af regering og toneangivende erhvervsfolk på den anden. Og da konspirationsteorier typisk beskæftiger sig med, hvem der ‘i virkeligheden’ styrer og med hvilke motiver, virker det tyndt blot at stoppe ved sammenhængen mellem tendensen til at tro på konspirationsteorier og folks oplevelse af social utryghed. Er det vi har at gøre med ikke ‘i virkeligheden’ en dyb tillidskrise imellem folket og lederskabet?

I disse år vågner almindelige mennesker gradvist op til erkendelsen af, at knaphed på olie og en række andre råstoffer står til at blive den nye normal, at naturgrundlaget, som trods alt er vores kilde til føde, til stadighed mister fertilitet og dermed produktivitet, og at de store rigdomme, der er blevet udvundet over de seneste årtier, ikke er blevet investeret i en bedre fremtid for alle, men tværtimod er blevet klattet væk i et ørkesløst luksusforbrug.

Folket eller almindelige mennesker har gode grunde til at føle social utryghed og de har gode grunde til at mistro det samfundsmæssige lederskab. Man behøver ikke at være konspirationsteoretiker for at indse, at der er noget i vores samfunds funktionsmåder og beslutningsprocesser, der er gruelig galt. Bare ved nøgternt at tage bestik af dybden af det uføre vi står i, fremstår vores hidtidige lederskab som korrupt.

Og derfor bliver det næste spørgsmål naturligt, hvordan kunne det gå så galt? Og i besvarelsen af det spørgsmål bliver netop vores samfundsmæssige omgang med sandhed kritisk. Ovennævnte kontrakt mellem folket og dets lederskab baserer sig dels på at lederskabet arbejder for indfri folkets ønsker, dels på at lederskabet er åbent og transparent og informerende, og således udruster folket med den nødvendige viden til overhovedet at kunne danne sig en nogenlunde sikker fornemmelse for, hvad deres ønsker er. Hvem vil benægte, at tendensen har været den modsatte igennem årtier? At beslutningsprocesserne i vores samfund er blevet mere og mere uigennemskuelige med allehånde problemer med lobbyisme, misinformationskampagner, ‘regulatory capture’, en kommercialiseret presse, politisering af forvaltning og ekspertorganer, ‘regulatory overload’, og bare tom, partipolitisk paraderen.

Fremfor at udstille folk som tror på konspirationsteorier, er det så ikke tid for en langt bredere, kollektiv, politisk selvransagelse? Er der ikke åbenbart, at vores politiske klima er præget af, at Vesten aldrig fik gjort op med den kolde krig, og at hele det sikkerhedspolitiske hemmelighedskræmmeri er fortsat uantastet og nærmest eksploderet efter 9/11? Eisenhowers advarsel om ‘den uheldsvangre og uhindrede udfoldelse af ubeføjet magt’ forekommer mere relevant end nogensinde. Samtidig har almindelige mennesker mistet interessen for politk, formentlig fordi det der præsenteres som politik bare ligner et morads af partipolitiske og personlige ambitioner.

Mere konkret, hvis hele den amerikanske befolkning og i en vis forstand en stor del af menneskeheden er traumatiseret af 9/11, hvorfor befrier den amerikanske regering ikke sit folk for dette traume ved at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af terrorhandlingen? Hvorfor gennemfører den amerikanske regering ikke en kommissionsdomstol med vidneudsagn under ed eller en sandhedskommission med vidtgående amnesti for netop at få sandheden frem? Den efterforskning, som blev gennemført, The 9/11 Commission Report, fremstår særdeles mangelfuld og fejlbehæftet, og hvordan kunne den blive andet? Med den sammensætning, de bemyndigelser og en finansiering på 14 mio. dollars. Til sammenligning kostede efterforskningen af Whitewater-affæren 60 mio. dollars og Lewinsky-affæren 40 mio. dollars.

Der findes ikke én sandhed, som gælder for alle. Sandhed kan aldrig være andet end en stærk følelse af vished hos det enkelte menneske. Problemet med sandheden i vores nuværende politiske kultur er, at vores ledere synes at gå ud fra, at sandheden såvel er relativ for den enkelte. Og således driver lederskabet og det øvrige samfund ryggesløst omkring uden sans for op og ned og frem og tilbage. Alt er underlagt nyttevurderinger, ovenikøbet personlige nyttevurdringer. Ingen træder i karakter og melder ud med, hvad han eller hun anser for sandt. Det hele bliver så mudret, at almindelige mennesker mister enhver illusion om at sandhed er noget at stræbe efter. I dette politiske klima er der ingen værn mod bedrag og ingen skel mellem legitime alliancer og konspirationer.

.

Samvittighedens genkomst

Posted on by
Svar

(Kronikforslag til Politiken)

Man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. For eksempel at vores politikere er fuldstændig ude af stand til at reagere på vores reelle udfordringer. Overalt omkring os opstår nye problemer, nye svigt afdækkes, nye historier om fejlslagne initiativer oprulles. Vi står midt i et finansielt sammenbrud, en klimakrise under opsejling samt modsætningen mellem en politisk vækstfilosofi overfor udprægede tegn på knaphed blandt en række afgørende resurser.

Derfor anlægger politikerne også nogle alvorlige miner, og formaner den danske befolkning om nødvendigheden af at vise mådehold. Og samtidig udtænker de forskellige politiske initiativer, som sætter dem i stand til at fortælle den historie til befolkningen, at de skam forholder sig til de store udfordringer, og at de handler fremsynet. Således tegner de et billede af omstændighederne for den danske befolkning, som giver indtryk af at de har styr på det, at der bare skal justeres lidt her og der, men ellers kan vi fortsætte som vi plejer.

Men igen, man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. Og vi ved godt at det billede af vores omstændigheder simpelthen ikke stemmer med virkeligheden. Man skal velsagtens være politiker, ovenikøbet en meget selvtilfreds en af slagsen, for at kunne tro på de skønmalerier. Ikke desto mindre fortsætter vi med at overlade det til politikerne at lede samfundshusholdningen. Og politikerne gør, som en vis en anden branche, det de er bedst til. De skriver love og forordninger. Igennem et enestående parløb med nyhedsmedierne bliver vores ellers noget nær perfekte samfundsmaskine konstant justeret. En uret mod en enkeltperson er blevet begået, der konstateres en fejl, og straks er politikerne på banen med nye love og forordninger. Deres omsorg er ubegrænset. Vi skylder dem absolut et kryds ved næste valg.

I den antikke, græske mytologi fortælles om en kong Midas, som blev tilstået opfyldelsen af et enkelt ønske frit efter hans eget valg. Kong Midas ønskede da, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Og således blev det, men Kong Midas lykke forvandledes hurtigt til en forbandelse, for det gik jo nøjagtig som han havde ønsket, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Men er det ikke sådan vores politiske system fungerer? Er det ikke sådan, at alt hvad politikerne rører ved bliver til love og forordninger, bliver til papir. De ovennævnte forhold om en løbsk finansiel sektor samt en forestående klimakrise og knaphed på resurser har været en del af vores kulturelle bagage gennem mere end 30 år. Vi ved godt, at der politisk sker ingenting. Der kommer bare mere og mere papir. Det behøver man ikke at skrive en kronik om. Det ved alle.

Hvad man måske kan skrive en kronik om, er spørgsmålet om samvittigheden. Kan man med rimelighed kalde politikerne for samvittighedsløse? Kan man kalde finansfolkene for samvittighedsløse? Kan man kalde virksomhedslederne for samvittighedsløse, når de i realiteten likviderer den ene danske virksomhed efter den anden og samtidig forgylder sig selv? Kan man kalde den danske befolkning for samvittighedsløs, når den svælger i samtalekøkkener, designertøj og eksotiske rejser, mens livsgrundlaget for den samlede menneskehed til stadighed udpines? Hvad er samvittighed overhovedet for en størrelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil forfølge med denne kronik, og samtidig pege på, hvordan samvittighed kan være en af nøglerne til at komme ud af vores nuværende morads.

Jeg tror de fleste mennesker forbinder begrebet samvittighed med enten ’dårlig samvittighed’ eller ’god samvittighed’. ’Dårlig samvittighed’ er navnet på den følelse jeg har, når jeg gør nogen uret. Det kan være en bestemt anden person, der uden egen delagtighed kommer til at mærke de negative konsekvenser af mine valg, eller det kan være visheden om, at det øvrige samfund på en ikke nærmere defineret måde kommer til at betale for de fordele jeg selv opnår. Hvad der således er karakteristisk for samvittigheden er, at den baserer sig på visheden om at jeg er forbundet med dette andet menneske, sågar med alle mennesker omkring mig. Og den dårlige samvittighed er således stemmen indeni mig selv der fortælle mig, når jeg forråder min forbundethed med dette andet menneske eller med alle mennesker omkring mig.

Den gode samvittighed er tilsvarende den følelse jeg har, når jeg i mine handlinger respekterer min forbundethed med et bestemt andet menneske eller alle mennesker omkring mig. Følelsen er særligt fremherskende i situationer, hvor jeg bevidst afstår fra en mulig, personlig fordel, og hvor udnyttelsen af muligheden netop ville have medført at andre mennesker ville blive stillet ringere.

Vendingen ’at have god samvittighed’ kunne jeg også vælge at bruge, når jeg har fået nogle bestemte opgaver fra hånden. For at udløse denne følelse af god samvittighed har opgaverne typisk karakter af at være pligtbetonede, og jeg har måske ovenikøbet udskudt at tage fat på dem, og forsømmelsen af mine pligter og udskydelserne har således medført dårlig samvittighed, som så veksles til god samvittighed, når jeg får dem klaret. Disse pligtorienterede punkter kan også relatere sig til små, hverdagsagtige ting, som at holde mit hjem rent og ordentligt, eller lidt større ting som at have styr på min husholdning, min skattebetaling mv.

Disse to former for ’god samvittighed’ kan forekomme meget forskellige, den ene radikal og ekspansiv og den anden konventionel og nøjeregnende, men de forekommer ikke desto mindre at have et fælles udspring. Og som regel lever de to aspekter bare side om side uden nogen indbyrdes konflikter. Omvendt kan der opstå situationer hvor ens ’højere’ samvittighed tilsiger én at gøre ét, mens ens ’lavere’ samvittighed tilsiger én at gøre noget andet. Mange vil forbinde sådanne punkter med en personlig krise og således som noget ubehageligt, der hurtigst muligt skal finde en afslutning. For mig er disse konflikter højst kærkomne lejligheder til at styrke min troskab mod den ’højere’ samvittighed, samt en lejlighed til at holde mig skarp og sikre mig, at samfundets kollektive forestillinger ikke fuldkommen invaderer mit indre liv.

Ligesom kroppen har sin proprioceptive sans, altså sin vedvarende vished om alle kroppens lemmer og organer, deres funktionsmåder, deres timing, deres trivsel, så kan samvittigheden opfattes som vores sans for forbundethed med vores omgivelser. Den ´dårlige’ eller den ’gode’ samvittighed er bare specielle og særligt letfattelige udtryk for denne sans. Den er aktiv i os hele tiden, og den tilbyder os løbende kommentarer til og vejledninger for vores handlinger, vi vælger bare ofte at tilsidesætte disse signaler for at forfølge nogle andre motivationer. Faktisk kan disse indre signaler opleves som irriterende, fordi de vedholdende advarer om og er misfornøjede ved nogle bestemte planer man har i tankerne. Og der vil være mennesker som på et tidspunkt i deres livsbane kommer til en form for opgør med disse indre stemmer, og blandt disse mennesker vil der være nogen som mener, at de ved dette opgør fik kvalt de indre stemmer en gang for alle. Stemmerne blev dog sandsynligvis ikke kvalt, men det lykkedes åbenbart pågældende at bryde kommunikationslinjen, velsagtens lidt ligesom når man sætter sin mobil på lydløs.

Antagelsen om at de indre stemmer i realiteten ikke blev kvalt understøttes af det faktum, at så snart et menneske vælger at vende sin opmærksomhed mod sin samvittighed, så er den straks igen tilstedeværende. Her indtræder så et modsatrettet opgør, hvor man må konfrontere sig selv med al den uret man har begået, men angeren opvejes hurtigt af den bestyrkelse som samvittigheden også yder. Enhvert menneske, der beslutter sig for fra nu af at følge sin samvittighed, vil øjeblikkeligt genvinde sin værdighed og tilliden til sin egen dømmekraft. Og pludselig kan man se sig selv som en tillidsvækkende og pålidelig person, og som man ser sig omkring, bliver man opmærksom på andre mennesker, der også fremstår som tillidsvækkende og pålidelige. I den sidste ende bestemmer vi jo selv, hvem vi er, hvem vi vil omgås og hvem vi vil lave forretninger med.

Men der er et forbehold her: Samvittighed er en dialog man fører med sig selv og altid kun med sig selv. Det bliver ikke mere privat end det. Så snart samvittighed bliver et kollektivt anliggende, er vi på vildspor. Der kan ikke være noget med at pege fingre ad sin nabo, og stille sig til dommer over andres måde at handle på. Vi kender ikke et givet andet menneskes grunde til at gøre som det gør, og vi ved ikke hvordan det, dette individ gør, passer ind i deres unikke livshistorie. Med et større samfundsmæssigt fokus på samvittigheden bliver det ikke forbudt at begå fejl eller forbudt at begå uret. Det kan i sagens natur kun være den enkelte, der véd hvad dennes egen samvittighed fortæller ham eller hende, og hvordan han eller hun hen ad vejen kommer overens med sin samvittighed. Samvittighedens genkomst ville således ikke være ensbetydende med den politiske korrektheds endelige triumf. Tværtimod forekommer det, at den ville iværksætte uventede og grænseoverskridende initiativer og rumme et stort potentiale for civil ulydighed.

Så hvad vi taler om er to forskellige former for frihed. På den ene side en form for frihed, hvor en mængde skrevne love sætter nogle rammer for vores handlemåder, men herudover er der så absolut ingen andre hensyn, der regulerer den enkeltes stræben efter personlige fordele. Den anden form for frihed er den, hvor samfundet anerkender samvittighed, ærlighed og ordholdenhed som nogle af de fineste menneskelige egenskaber, og denne respekt om den enkeltes forbundethed med andre giver den enkelte herredømme over sit eget liv, og gør det muligt for samfundet at fungere med meget få skrevne regler. Den første form for frihed kunne kaldes en barnagtig form for frihed, hvor alle de skrevne regler fungerer som en slags forældremyndighed for den enkelte. Heroverfor kan den anden form for frihed rimeligvis kaldes den modne eller voksne form for frihed.

Samfundsmæssigt er holdning og styreform således forbundne som to sider af samme mønt. Der er ingen af de nuværende, politiske partier, der har haft en målsætning om at indskrænke den enkeltes frihed, men har man først fået skabt et samfund, der er gennemtrukket af love og regler, så kan man være sikker på, at borgernes adfærd med tiden hælder mere og mere mod den umodne form for frihed. Det er, og har været, vores valg. Skulle vi omvendt ønske os at rulle den proces tilbage, befri vores samfund for reglernes formynderi, og give det enkelte menneske sin frihed tilbage, så bliver spørgsmålet, hvordan i alverden skal det lade sig gøre? Den gode nyhed, som desværre også er den dårlige, er, at det formentlig kommer til at ske mere eller mindre af sig selv.

Når nu ingen andre åbenbart føler sig kaldet til at sige det, så lad mig ’breake’ nyheden: Vi lever i en tid med risiko for et omfattende, samfundsmæssigt kollaps. De finansielle markeder har ikke rejst sig, der findes ikke nogen måde hvorpå de kan rejse sig, og risikoen for et økonomisk sammenbrud er åbenbar. Men et økonomisk kollaps vil blot være forvarslet om et større ideologisk kollaps. Vores forretningsmodeller og vores samfundssystemer er skabt for en verden med en tro på ubegrænsede resurser og ubegrænset modstandskraft af naturen. Men denne tro har afsløret sig som falsk, resurser er der ikke længere rigelige forsyninger af og naturen er ved at bukke under ved de belastninger vi påfører den.

Ingen kan i alvor betvivle disse kendsgerninger og deres afledte risici. Hvorvidt omfattende sammenbrud vil indtræffe eller om vi på en eller anden måde formår at ride stormen af, vil betyde meget for graden af smerte vi vil gennemleve. Omvendt forekommer de forholdsregler vi skal tage ikke at være afhængige af, om det ene eller det andet sker. Hvad vi er konfronteret med, er en værdiskabelse indenfor det private erhvervsliv som er baseret på fejlagtige præmisser, og opgøres aktiviteterne efter nogle mere tidssvarende metoder, som indregner de fulde miljømæssige og sociale omkostninger, så vil store dele af produktionen være mere værdiødelæggende end værdiskabende. Således vil store dele af vores samfundsmæssige omsætning falde bort, skattegrundlaget for velfærdsstaten vil forsvinde, staten vil gå bankerot, og vi er på Herrens mark.

Igen, denne proces kan være abrupt (= kollaps) eller gradvis, men uanset hvad vil denne overgangsfase i en globaliseret verden være et meget sårbart punkt. Vi kan enten fortabe os i frygt, og kaste os i armene på folkeforførere og legitimere mord og plyndringer af andre folk, og vores forværrede omstændigheder vil sende os videre ned ad vejen mod vores egen udslettelse. Eller vi kan vedgå vores forbundethed med fællesskabet og med naturen, vise omsorg, medfølelse og sammenhold, og samtidig sætte det enkelte menneske frit til at udvikle nye måder at leve på og nye måder at genopbygge naturen og samfundet. Og det er her samvittigheden kommer ind som en nøgle til hvordan det enkelte menneske kan orientere sig i disse kaotiske tider, en nøgle til at fastholde visheden om at være en del af et samfund og dermed understøtte håbet om at vi i fællesskab kan overkomme disse store udfordringer.

Virkeligheden er, at der ikke siden agerbrugets indførelse for ca. 12.000 år siden har eksisteret større menneskelige samfund, som har været bæredygtige. Alle menneskets hidtidige dyrkningsmetoder og organisationsformer har været forbundet med udpining af Jordens resurser. Det er i det lys vi skal forstå den krise, vi nu er konfronteret med. Og det giver unægteligt noget perspektiv på, hvor dybe forandringer i vores holdninger og handlinger der er nødvendige for at rette op på de alle de åbenlyse, samfundsmæssige misforhold. Personligt er jeg overbevist om, at det er samvittighedsløshed der har bragt os i dette dybe uføre. Men hvad vi har gjort i fortiden er underordnet. Det handler om, hvad hver enkelt gør nu og fremad.

.

Undertrykkelse i slaraffenland

Posted on by
2

Billede

Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om ansættelse som deltidslærer på Arkitektskolen. Det er i sådanne situationer, at jeg må minde mig selv om, at alt har betydning. Også udover hvad jeg selv begriber. Jeg ville have elsket det job. Jeg ved af erfaring at jeg har en usædvanlig evne til at møde unge mennesker i øjenhøjde. Og jeg ved at min egen originalitet som arkitekt*) samt min troskab mod mine egne ideer før har virket inspirerende på arkitektstuderende, jeg har mødt på min vej. Så hvorfor skal der være så store forhindringer for at dette møde kan ske ’on a regular basis’?

Personen, der besætter den opslåede stilling, er helt givet dygtig på sin egen måde. Det kan endda være at personen kommer med sin originalitet og pondus og sit bidrag til fornyelse. Men at dømme efter Arkitektskolens almindelige profil og rolle i samfundslivet er der en vis sandsynlighed for, at det bare vil være mere af den samme opskrift, der har hersket i de seneste tre årtier. Mere tidskriftliderlighed. Mere coolness, mere ekstroversion, mere eksklusivitet. Mere plagieren.

Jeg behøver ikke være i tvivl om at min ansøgning formidlede hvad jeg står for, og Arkitektskolens måde at svare på min ansøgning fortæller, at med stor sandsynlighed er der ingen der har taget stilling til min ansøgning endsige overhovedet set på den. Stillingsopslaget var efter al sandsynlighed bare en formalitet, da man allerede på forhånd havde besluttet, hvem man ville ansætte. Sat på spidsen kunne man kalde det nepotisme. Det er godt nok ikke familiemedlemmer der favoriseres men ikke desto mindre medlemmer af en snæver inderkreds. Hvis Arkitektskolen af forskellige grunde gennemfører ansættelsesprocedurer, hvor der ikke tages saglig stilling til kvalifikationerne blandt alle ansøgerne, så er det udtryk for en grad af korruption.

Og den form for korruption er set utallige gange før. Hvor ofte har vi ikke op igennem det 20. årh. fortalt og genfortalt historien om hvor fuldkommen verdensfjerne og uinspirerede og naragtige Beaux-Arts institutionerne (som Kunstakademiet) fremstod i tiden omkring det moderne gennembrud. Beaux-Arts institutionerne var blevet så korrupte, at det alt sammen bare var samfundsmæssig staffage. Der var intet indhold. Og kunsten, som ikke kan holdes nede, opstod således helt udenfor samfundets etablerede institutioner for kunstens fremme.

Som med enhver anden form for korruption er der tale om misligholdelse af en samfundskontrakt, hvor en eksklusiv gruppe af individer opnår fordele mens den øvrige befolkning snydes. I tilfældet Beaux-Art institutionerne er kontrakten den, at vi som samfund anerkender kunstens evne til at kaste lys over vores eksistens, som individer og som kollektiv. Denne evne til at kaste lys over forhold, som ellers er svære at begribe, giver kunsten en meget vigtig rolle som korrektiv til samfundets almindelige funktionsmåder og vedtagne anskuelser. Således forbinder vi undertrykkelse af kunst med en degenereret kultur, som er ved at grave sin egen grav. Eksempler herpå er talrige fra stort set alle autoritære, historiske regimer.

Samfundskontrakten består således i det almindelige samfunds anerkendelse af kunstens betydning, og dermed villighed til at støtte kunstnerne med muligheder og midler, og bruddet på kontrakten sker når disse institutioner til støtte for kunsten bliver mere optaget af deres egen trivsel og selvtilfredshed end den opgave de er sat til at løse.

Og her er det så jeg vil gå skridtet videre og hævde, at dette ikke bare gælder kunst- og arkitekturområdet, men sandsynligvis gælder for en lang række samfundsinstitutioner. Overalt hvor staten uddeler penge til det ene eller det andet formål, er der risiko og måske endda sandsynlighed for lignende former for korruption. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor jeg ligefrem anser det for sandsynligt.

Jeg ved godt at Danmark igen og igen er blevet udråbt til det mindst korrupte land i verden, og at mange danskere vil stejle, når jeg begynder at tale om udprægede korruptionsproblemer her. Og jeg vil også understrege, at jeg er taknemmelig for at være født i Danmark og værdsætter dybt de mangfoldige måder vi respekterer hinandens roller i et komplekst samfund. Det er min opfattelse, at der generelt er en høj arbejdsmoral, og en høj grad af tillid indbyrdes mellem danskerne. Når jeg derfor i det følgende vil prøve at beskrive, hvordan det alligevel skrider for os, er det med ønsket om at vi må komme tilbage på sporet også dér, så vi kan udbygge vores netværk af tillid og gensidige værdsættelse.

Jeg har tumlet med disse tanker i meget lang tid. Det har simpelthen bare været svært for mig at sætte ord på, hvad det er jeg fornemmer der foregår. Det har at gøre med en national fortælling, som vi konstant gentager for os selv og hinanden, men som vi aldrig rigtig bevidstgør.

Foruden at være et af de mindst korrupte lande i verden udråbes Danmark såvel igen og igen til at være et af de lykkeligste lande at leve i. Værdien af sådanne undersøgelse kan diskuteres, og de får formentlig kun offentlig opmærksomhed netop her i Danmark eller hos andre topscore-nationer, og hvad der måles er typisk materiel velstand og tryghed, uddannelse, retssikkerhed, grad af personlig frihed mm. Og hvad jeg forestiller mig er, at uanset at sådanne undersøgelser videnskabeligt set er nul og nix, så sluger vi dem ikke desto mindre råt. Og der er mange indikationer af, at det går godt i Danmark. Se bare hvor pænt her er. Det er lidt ligesom at have medvind på cykelstien. Det føles bare naturligt. Og det skorter ikke på politikere og kommentatorer, som udlægger teksten og forklarer, hvorfor det går så godt for os her i DK.

Vi elsker at høre denne historie om os selv. Uanset at de positive nationaløkonomiske tal for en stor del skyldes de store indtægter fra Nordsø-olien. Uanset at forbrugsfesten op igennem 90’erne og 00’erne var finansieret af først en boligbobbel og derpå en ekstrem gearing og lånepolitik indenfor den danske banksektor. Uanset at meget store dele af den danske produktion er blevet flyttet til udlandet. Uanset at vi villigt med globaliseringen har mistet ethvert tag i, hvilke miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser vores forbrugsvalg har. Uanset disse kulturelle og holdningsmæssige tilbageskridt eller sammenbrud, så elsker vi historien om, at vi er det lykkeligste folk i verden.

Og det er min påstand, at denne fortælling om Danmarks fortræffelighed er så udbredt, at den gennemsyrer vores selvforståelse og vores måde at agere i verden. Denne fortælling er den underliggende konsensus, der sætter vores statsminister ved hendes nytårstale eller vores finansminister ved indgåelse af finanslovsforliget i stand til at udmale et billede af forholdene i Danmark, hvor alt i det store og hele er godt, der skal bare justeres lidt her og der**). Disse mindre stramninger vil selvfølgelig blive oplevet som lidt ubehagelige for visse medlemmer af det danske samfund, men i det store og hele er der styr på det, og Danmark er et godt land at leve i.

Eller tag den store popularitet af TV-serien Borgen. Jeg kan godt forestille mig, at Borgen giver et nogenlunde retvisende billede af arbejdet på Christiansborg, problemet er bare, at serien handler ikke om politik. Det er politik som soap-opera, hvilket siger mere om vores nuværende politiske kultur end om TV-seriens lødighed. Læg mærke til, hvordan alle de virkelig kritiske, politiske spørgsmål er fraværende. Risikoen for eller snarere sandsynligheden for et totalt, finansielt kollaps, den overvældende sandsynlighed for stærkt stigende oliepriser som konsekvens af peak oil, tabet af fertilitet i den danske landbrugsjord, behovet for indgåelse af internationale aftaler for at imødegå en verden i krise. Disse spørgsmål er politik anno 2013. For Danmark og danskerne såvel som for ethvert andet folk på kloden. Alt det andet, som Borgen og nyhederne beskæftiger sig med, er bare en svag sitren af status quo. En status quo opretholdt af en urealistisk offentlig gældsætning.

Og igen, forestiller vi os, at vi i den grad har taget historien om vores egen fortræffelighed til os, hvordan vil det påvirke vores måde at agere på? Tager vi en offentlig institution som Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, hvad betydning har det for denne institutions adfærd om udgangspunktet er en forestilling om Danmarks fortræffelighed eller en forestilling om en liv-og-død-situation for menneskeheden som helhed? Jeg tror enhver vil medgive, at det gør en kæmpe forskel. Hvis Danmark er så fortræffeligt, og gør så mange ting rigtigt, og på den måde er et eksempel for andre ude i verden, så er det eneste man behøver at gøre at fortsætte med tingene som vi plejer. Hvis udgangspunktet omvendt er, at Danmark blot er et vilkårligt lille udsnit af en samlet menneskehed, og at denne menneskehed er konfronteret med spørgsmålet om sin egen selvdestruktion overfor sin evne til at udvikle nye niveauer af sameksistens, så skal vi her i DK såvel som alle andre steder sætte alt ind på at udvikle nye visioner, nye teorier, nye arbejdsmetoder og nye løsningsmodeller.

Mon ikke de fleste danskere kan smile eller ryste på hovedet ad amerikanernes opfattelse af sig selv, som frihedens forkæmpere og ‘the good guys’. Men er vi ikke her i DK underlagt nogle ligeså massive selvbedrag? Og hvor amerikanerne har store pengeinteresser, der køber politisk indflydelse og påvirker den offentlige meningsdannelse gennem informations- eller misinformationskampagner, har vi i DK en konsensuskultur, hvor ideen om vores egen fortræffelighed kvæler ethvert initiativ i retning af nytænkning, realisme og alternative strategier.

Det er selvfølgelig bare et gæt, men for at vende tilbage til udgangspunktet om besættelse af en stilling på Arkitektskolen, så vil man sikkert finde, at det er en person, der er udvundet af Arkitektskolens eget miljø, der nu får stillingen. Altså en offentlig institution som i sin adfærd lukker sig om sig selv. Hvis det er tilfældet, er det muligt at de fleste synes det er ok. I mine øjne er det korrupt. Det er misligholdelse af denne institutions kontrakt med det omgivende samfund.

*)    Se evt. https://kolliker.co/category/paedagogisk-parallakse/ 

**)  Se evt. https://kolliker.co/category/statsministerens-nytarstale/ 

(Foto fra Shutterstock. Illustration med henvisning til ‘Et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne’, https://kolliker.co/category/tidlost-liv-i-et-aeterisk-univers/)

A Love Revolution

Posted on by
Svar

Billede

Drivkraften mellem kønnene forklaret med en dybde omtrent som et papirklip

En uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af forskellen på kvinden og manden kunne være, at kvinden har en grundantagelse om at høre til i verden, mens manden har en grundantagelse om ikke at høre til i verden. Og begge antagelser er lige mystiske. Hvordan kan kvinden bare gå ud fra at hun hører til? Det er svært at forstå. Men hvordan manden kan gå ud fra at han ikke hører til, det er mindst lige så svært at forstå.

Når manden således grundlæggende ikke tror på, at han hører til i verden, vil man altid finde ham i fuld gang med at tilkæmpe sig en plads i verden. Hvor kvinden går og gør en masse ting, fordi det falder hende naturligt, så er det påfaldende, hvor fremmedgjort manden kan være overfor selv de mindste livsopretholdende handlinger. Spektret af naturlige handlinger er meget smallere hos manden end hos kvinden, og derfor vil man også se manden anstrenge sig for at motivere sig selv til gøre disse i øvrigt ret indlysende og hverdagsagtige ting. Disse detaljer er et langt stykke af vejen for ham bare distraktioner i forhold til det der betyder noget, at tilkæmpe sig en plads i verden.

Som væsner, der ikke umiddelbart hører til, er der ofte noget udsat, noget rastløst og uopsætteligt over mandens måde at være i verden. Og kvinden siger til manden: ”Slap nu af. Vær stille. Du hører til. Her hos mig.” Og nogen gange er manden klog nok til give sig hen til hendes visdom og gådefulde væren. Andre gange er han så opslugt af uopsætteligheden af sin plan for at tilkæmpe sig en plads i verden, at han ikke tillader sig selv at stoppe op. Afviser han kvinden gentagne gange skal han dog tage sig i agt, for han kan hurtigt blive fanget i sit eget. En accelererende spiral af et stadigt mere presserende behov for at tilkæmpe sig en plads i verden, fulgt af en endnu stærkere følelse af udsathed osv. Vejen tilbage kan blive sværere og sværere at finde, samtidig med at lykkefølelse trods alt er, i særdeleshed for manden, forbundet med oplevelsen af at høre til, og det opnår han gennem kvinden, og ofte kun gennem hende.

Således er der noget komisk og barnagtigt ved mandens måde at være i verden, men hans disposition har også fordele. I forhold til kvindens virkelighedsopfattelse er mandens virkelighed langt mere usikker, langt mere konstrueret og langt mere afhængig af ham selv. Heri ligger på ene side mandens kapacitet til at kæmpe uden at frygte for sit liv, og på den anden side mandens skaberevner. Og det er hvad han har at give kvinden. På den ene side trygheden ved at vide, at han er parat til at give sit liv for at forsvare hende og hendes børn, og på den anden side hans evne til at forestille sig andre virkeligheder, andre omstændigheder, andre måder at gøre tingene.

Denne uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af kønnene kan så på sin side give anledning til et revideret syn på betydningen af det kulturelle nybrud, som flowerpower-bevægelsen og ungdomsoprøret var udtryk for. Dengang var det i høj grad kvindens frigørelse, der blev italesat, men det skred der skete kan så vel opfattes som mandens opgør med århundredes ensomhed. Og ligesom et moment i samme kulturelle nybrud var en ny bevidsthed om menneskets måde at misrøgte og drive rovdrift på naturen, så kaster denne uhørt generaliserende og stereotypiske beskrivelse af kønnene et vist lys over de samme misforhold.

I 1400-tallet var der en række højtudviklede civilisationer fordelt ud over hele kloden. Europa var ikke blandt de mest udviklede, og det var langt fra indlysende at det var denne kultur, der i større eller mindre grad skulle undertvinge alle de øvrige kulturer. Indenfor denne forståelsesramme er det som om, at på et tidspunkt i Europas historie blev mandens ikke-høren-til- og skal-tilkæmpe-sig-en-plads-i-verden-tankegang den altdominerende. Opdagelsesrejser, militær overlegenhed, erobringstogter, velstand baseret på plyndringer. Indenfor en meget kort historisk periode blev traditionens måder at understøtte et mere ligeværdigt forhold mellem manden og kvinden og mellem mennesket og naturen tilsidesat, og da den mandsdominerede tankegang samtidig gav umiddelbare og overvældende resultater var der intet der kunne stoppe den asymmetriske udvikling.

Således er det mandens fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange, der i stigende omfang har domineret de samfundsmæssige funktinonsmåder i efterhånden samtlige af menneskehedens kulturer. Dominansen af denne tankegang er nu så massiv, at naturen er ved give op. Adgangen til fødevarer og drikkevand og energi bliver stadig mere kritisk, hvilket paradoksalt nok bekræfter mandens antagelse om, at verden er et uvelkomment sted, og at realiteterne er at man må kæmpe om resurserne. Han glemmer bare, at det er hans egen mangelfulde og egocentriske tankegang, der har ført til denne fatale svækkelse af naturen.

Men der skete noget tilbage i 60’erne. Hvor svært det end kan være at tro på i disse tider, så var det et udbrud af fri og uforbeholden kærlighed, og når den opnåede gennemslagskraft som revolutionær bevægelse skyldtes det ikke mindst, at kvinderne var blevet meget mere selvbevidste samt at p-pillen suspenderede sexualitetens moralske lænker og satte den fri som ren leg og nydelse. Men det skyldtes også en fornyet bevidsthed hos mændene, som simpelthen gjorde dem meget nemmere at elske. Mange mænd indså da det forrykte i at fortsætte med at drive samfundet frem på grundlag af disse fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange. Mange mænd indså da det værdifulde og nødvendige i at lære sig at se verden gennem kvindens øjne.

Siden blev revolutionen kvalt, og reaktionen satte sig så massivt igennem, at det der skete i 60’erne for mange mennesker i dag fremstår som betydningsløst. Mainstream-samfundets funktionsmåder har ikke ændret sig i nogen bemærkelsesvædig grad. Men forandringer og eksperimenter med nye måder at gøre tingene er sket så at sige ’off the grid’. Og mange af disse nybrud og innovationer er netop fremkommet ved en tankegang og en arbejdsmetode, som er langt mere ydmyg, hvor mennesket har lært sig at observere og lytte til naturen (herunder kroppen) og derpå yde omhyggelig og velplaceret støtte og pleje, så sand trivsel og vækst opnås.

Okay, det er et idealiseret billede baseret på stereotyper. I fænomenernes verden er billedet selvfølgelig betydeligt mere broget. Skulle vi tage udgangspunkt i realiteterne, ville det være mere relevant at diskutere kvinders tendens til at tænke som mænd fremfor mænds tendens til at tænke som kvinder. Og de øvrige civilisationer tilbage i 1400-tallet skal man for den sags skyld ikke tage for at have haft ligeværdige forhold mellem mænd og kvinder. Uden at romantisere tidligere tiders livsformer skal vi formentlig tilbage til jæger-og-samler kulturerne for at finde noget der ligner en jævnbyrdighed mellem manden og kvinden. For så vidt denne jævnbyrdighed nogensinde har eksisteret. Måske ligger udfordringen helt og aldeles foran os. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at vejen frem går via en fornyet forståelse for det nybrud, der skete for snart 50 år siden. All you need is love..

(Illustration: http://www.tarantulasworks.com/wallpaper/images/wallpaper/fractals/186.jpg)

Hommage à Rosa Parks

Posted on by
Svar

Billede

Hvad der er i det enkelte liv er i helheden, og hvad der er i helheden er i det enkelte liv.

Denne indsigt deles af mange trosretninger samt af utallige vise mennesker uden tilhørsforhold til en bestemt trosretning. Og mange mennesker oplever med mellemrum, at de forbigående aner, hvordan deres egne erfaringer er en påfaldende afspejling af nogle større strømninger.

Hvad vi har så svært ved at fatte er, at det os der bestemmer. Hver enkelt af os bestemmer, hvilken virkelighed vi vil leve i, og i samme øjeblik hver enkelt træffer sit valg, så er dette hans eller hendes virkelighed. Men de færreste kan holde ud at leve med eksistensvilkår, som er så frie og åbne og i sig selv formløse, og derfor indfører vi rammer og begrænsninger for vores udfoldelse, som giver vores liv form. Disse former kan vi så betragte udefra, og gøre til genstand for indbyrdes diskussioner, og således forhandler vi os løbende frem til nogle rammer og begrænsninger, som er fælles, og disse former, rammer og begrænsninger identificerer vi herefter med vores samfund.

Møder vi folk fra andre kulturer, som har valgt nogle andre sæt af former, rammer og begrænsninger, så kan det medføre uro, for det afslører jo det vilkårlige ved vores egne samfundsmæssige konstruktioner. Vi kan således i dette møde føle at grundlaget for vores samfund bliver truet, men det er jo bare vores vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver udfordret.

Og så svært som det er at forestille sig, at vi selv er herre over vores virkelighed, lige så svært er det at forestille sig et samfund, som ikke er defineret af sine former, rammer og begrænsninger. Er det overhovedet relevant at tale om et samfund hinsides formerne, rammerne og begrænsningerne? Svaret herpå er, at i samme øjeblik man forstår lovmæssigheden ovenfor, at hvad der er i det enkelte liv er i helheden og omvendt, så ved man at vi alle er forbundne, at vi er en del af samfundet uanset hvad vi gør, og at samfundet ikke bare omfatter alle andre mennesker, men også alle andre livsformer.

Vi gennemlever nu og vil over de kommende år fortsat gennemleve en brydningstid her på planeten Jorden, hvor alle vores former, rammer og begrænsninger står til diskussion. En mængde samfundskonstruktioner vil sandsynligvis krakelere og falde til jorden. Og mange vil givetvis ønske sig tilbage til dengang, der var konsensus om vores former, rammer og begrænsninger, tilbage til dengang der vist ikke en gang blev sat spørgsmålstegn ved dem. Andre kaster sig hovedkulds ud i friheden og usikkerheden ved aktivt at udfordre vores konsensus og betvivle gyldigheden af vores institutioner. Sidstnævnte gruppe angribes herpå af førstnævnte, som om det var det, at der blev sat spørgsmålstegn ved konstruktionerne, som gjorde dem ustabile. Det er striden mellem fascisme og kulturradikalisme – en polarisering som var så karakteristisk for det 20. århundrede.

Hvad der gør vores samfundsmæssige konstruktioner særligt labile i disse år, skyldes snarere et andet og helt uomgængeligt livsvilkår, som vi normalt omfatter med sympati, men som vi åbenbart også kan få for meget af, og det er evolution. Som buddhaen siger: Det eneste sikre er, at alt er i forandring. Menneskehedens erkendelser, bevidsthed, teknologi mm. udvikler sig uophørligt, og igennem det 20. århundrede forekommer udviklingen at have accelereret voldsomt, hvorfor mange af vores samfundsmæssige institutioner ikke bare er kommet under pres, men simpelthen er blevet overhalet indenom og er i bedste fald blevet overflødige, i værste fald blevet blokerende og undertrykkende.

Og den anskuelse jeg prøver at redegøre for her er, at der er opstået et demokratisk underskud ved at vores viden om, hvad der foregår i verden er blevet dramatisk udvidet, men vores politiske institutioner er ikke fulgt med, og derfor har vi været uden handlemuligheder i forhold til denne viden.

For ethvert menneske er det en udfordring at finde en fornuftig balance mellem input og output. For meget af det ene eller det andet vil i begge tilfælde erodere ens fornemmelse af selv, hvilket igen kan medføre tvangsbetonet og irrationel adfærd samt personlighedsmæssige eller psykiske ubalancer.

Lad os sige for eksempel at man på sin arbejdsplads er vidne til at en kollega bliver mobbet af en anden kollega. Jeg vil hævde, at menneskets naturlige og umiddelbare reaktion er medfølelse med den, der bliver urimeligt behandlet, samt en impuls i retning af at gøre oprør mod uretfærdigheden. Omvendt er der jo altid nogle magtrelationer, og hvorfor stille sig på taberens side, når man faktisk kan opnå en bedre standing ved at le med på nedgørelsen, ”det er jo bare for sjov”. Således er der den umiddelbare, ægte og uegennyttige reaktion overfor den relativistiske og kalkulerede reaktion. Udfordringen om at finde en balance mellem input og output brænder efter min opfattelse sammen i dette punkt, og det kræver en meget bevidst og vedholdende træning af sig selv at opøve evnen til at handle på sin umiddelbare indskydelse fremfor den relativistiske. Endvidere gælder der for begge handlemønstre, at den reaktion du vælge i den ene situation, vil gøre det lidt nemmere at vælge samme reaktion i den næste.

Og spørgsmålet er, hvad sker der, når vores sanseindtryk udvides så voldsomt som med udbredelsen af først fjensynet og siden internettet. Hvad skete der, da fjernsynet i slutningen af 60’erne begyndte at vise billeder dels fra Vietnamkrigen dels fra sultkatastrofen i Biafra. Ja, der var faktisk en reaktion. Billederne bragede ind i de vidtåbne og fredselskende blomsterbørns bevidsthed, og blev et meget væsentligt led i udviklingen fra flowerpower til ungdomsoprør, og oprøret mod krig og ulighed blev to af bevægelsens grundpiller.

Dette var et af de mest kritiske punkter i demokratiets historie. For selvom de der gjorde oprør langt fra udgjorde et flertal, så var deres reaktion på disse nye indblik i verdens beskaffenhed, den umiddelbare og ægte. Men så svært som det er for den enkelte at se bort fra magtrelationer og egennytte og stå op for retfærdighed, lige så svært er det for et etableret samfund at reagere på nye ideer og nye omstændigheder. Igen, det er alle de vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver draget i tvivl, og da vi identificerer vores samfund med de selvsamme former, rammer og begrænsninger, så opleves det som om det er selve samfundet der drages i tvivl. Og så bliver modstanden mod det nye og anderledes indædt.

Som bekendt lykkedes det i det store og hele for de vanemæssige forestillinger og etablerede samfundsinstitutioner at få lagt låg på oprøret, og tilbage var bare de relativistiske og kalkulerede reaktioner på al den nye viden om verdens beskaffenhed.

Og vi bliver til stadighed konfronteret med nye sansninger, nye indblik, og hvis man ikke allerede er blevet fuldkommen følelsesløs, så er der en fortsat tendens mod at blive det. Vi forhærder os til stadighed. Lad os sige, at man giver efter for en momentan fristelse til at se et featured opslag på youtube med de ti sjoveste trafikuheld, og allerede på det første er der så et menneske, der bliver slået ihjel – nå ja, ups. Eller ligegyldigheden overfor alle de civile ofre i vestmagternes krige i Irak og Afghanistan. Eller den hårde og nedladende tone som kommer op i den offentlige debat, når talen falder på vilkårene for nogle af samfundets mest udsatte individer.

I det lys var det ikke nogen tilfældighed, at det var ungdommen der gjorde oprør. Unge mennesker har en renhed og en ukuelighed, som gør at de har lettere ved at handle på den umiddelbare og ægte impuls. At blive voksen handler i høj grad om at acceptere de former, rammer og begrænsninger, vi kalder samfundet, samt at lære sig at holde den umiddelbare impuls tilbage for i stedet at handle i overensstemmelse med ens egne kalkulerede interesser. Denne voksenhed forekommer at brede sig nedefter i skolesystemet og børnenes opvækst. Jo tidligere børnene opnår visse færdigheder, jo tidligere det unge menneske vælger sin karrierevej, jo bedre set fra ”samfundets” synspunkt. Og der er magtrelationerne, som etablerer sig tidligt på grundlag af, hvilken tøjstil og hvilke gadgets man kan pynte sig med.

Havde kunsterne også særlige forudsætninger for at bidrage til ungdomsoprøret, er denne tilgang blevet afløst af endeløse refleksioner over vores kulturelle tomhed, hvor coolness og kynisme er blevet feterede attributter. Igen, vi forhærder os. Og forskerne på de højere læreanstalter, der også har åbenhed mod nye ideer som et led i deres arbejdsmetode, de lod sig rive med, men har siden stiltiende accepteret, at den akademiske ånd er blevet kvalt af hensynene til ’intellectual properties’ og politiske nyttevurderinger.

Vi bestemmer selv, hvilken virkelighed vi vil leve i, og dette er altså den vi vælger. Hvorfor?.. Hvorfor?

Ja vel fordi vi enten er bange for forandringer, eller fordi vi har glemt eller fortrængt, at vi faktisk har friheden til at vælge. Forandringerne kommer så til os nu, fordi vores manglende evne til at handle på vores umiddelbare og ægte impulser har medført rodløse og yderliggående levemåder, og de ophobede ubalancer er nu uomgængelige og definerer nogle radikalt nye livsvilkår. Efter min opfattelse er der ingen vej tilbage til de kendte former, rammer og begrænsninger, vi hidtil har identificeret som samfundet. Derfor må dette være tidspunktet til at minde sig selv og hinanden om, at vi har kapaciteten til at skabe den verden, vi ønsker at leve i.

Igen, ideen jeg prøver at forfølge her er, at alle de mangfoldige indblik vi til stadighed får om uretfærdighed, ulighed, misrøgt og vold, de vækker trofast den samme umiddelbare og ægte impuls for at komme til undsætning og medvirke til at skabe forandringer, men vi har vænnet os til at leve i en virkelighed, hvor disse impulser desværre ikke har nogen kanaler for at blive levet ud. Det er i første omgang et personligt, eksistentielt valg, men da omfanget af uretten og tragedierne er så overvældende, forfalder vi let til at se os selv som ubetydelige og magtesløse. Og det er også lidt meget at stå med alene, så vi vender os mod vores ledere, men selv vores ledere vedgår indirekte, at de er magtesløse.

Verden blev ikke globaliseret ved at Kina omvendte sig til kapitalismen eller at Berlinmuren faldt. Den blev ikke globaliseret ved Washington-kriteriernes udbredelse over hele kloden, som gav en ryggesløs finanssektor fuldkommen frit spil. Verden blev globaliseret, da almindelige mennesker fik indblik i livsvilkårene for  mennesker i andre verdensdele. Det var fjernsynet, der globaliserede vores liv, og indblikkene gik, og går, begge veje. Velstående mennesker, som sidder i deres parcelhuse, og ser vilkårene for de fattige, som lever i shanty towns, og omvendt.

Vores politiske institutioner ikke har formået at forny sig, og tilpasse sig en globaliseret verden. Fordi vi holder fast ved gældende former, rammer og begrænsninger, er det umuligt for os at handle på impulserne til at rette op på uretfærdighederne og lidelserne. Der er et demokratisk underskud, som har stækket vores handlemuligheder gennem årtier. Og problemerne med ulighed, misrøgt og vold bliver bare ved med at vokse.

Var fjernsynet the wrecking ball som sprængte rammerne for vores virkelighed, så er internettet måske redskabet til at reformere vores samfundsinstitutioner og bringe heling ved at udruste os med konkrete handlemuligheder. Som jeg ser det, peger græsrodsdemokratiske organer som fx Avaaz og Mobilize frem mod reformerede demokratiske institutioner, hvor almindelige menneskers umiddelbare tilskyndelser til at handle på specifik, ny viden kan kanaliseres. Alle de mange år i apati har svækket os, og vi kommer ikke i nærheden af at løse denne verdens problemer, hvis ikke den enkelte borger genvinder sin værdighed og troen på sin egen dømmekraft.

Derfor er denne note dedikeret til Rosa Parks. For at minde om at en enkelt, beskeden, men standhaftig handling kan ændre verdens gang. Det starter med den enkelte.

(Illustration: Arrestationen af Rosa Parks 1. dec. 1955)

“Yes, I Can”

Posted on by
Svar

(Op-ed for New York Times, Oct. 2012)

Dear Mr. President,
Let’s be honest.  Do you regard getting the healthcare reform through as redemption of the promise of change? What happened to the visions, the challenging spirit, what happened to the movement? Now, following the 2012 campaign from abroad I feel compelled to ask, do you consider a second term in the White House as a goal in itself?

Surely, the wave of hopes and aspirations that carried you to office was unprecedented. You were given a clear mandate by the American people to effect change. And what was ever more extraordinary, you had practically all the people of Europe and a substantial part of the population of the whole world behind you as well. Apart from prospects of personal gains or losses, apart from habitual distinctions between friends or foes, people around the globe are realizing that change has become a life and death question for all of humanity. And the role of USA is paramount.

Though our national affiliations and respective political systems doesn’t reflect this reality, you, Mr. President, might have been the first leader to be entrusted with a kind of global mandate and the first leader to be considered a personification of worldwide aspirations for effecting changes for the benefit of humanity as a whole.

Regardless of how you have chosen to run your 2012 campaign, the pressing question remains, can you deliver on the promises of change?

USA is important and you, sir, are important, but living in a democracy, the one who is truly important is the ordinary citizen. Let’s remind ourselves that leadership within a democracy is all about fulfilling the wishes of ordinary people. But to be capable of properly assessing their wishes, ordinary citizens must be aware of their own importance on the one hand and on the other, they need to have leaders who are willing to present, in a truthful way, all the necessary information upon which decisions are to be made.

Now, how are we doing with that? Would you agree that in the past three decades or more, the workings of power have grown ever more secretive? Important decisions affecting all of society are taken in closed chambers between powerful groupings, which remain unknown to the public. Our public political institutions however seem more and more like scenes for well-rehearsed political play-acting, our theaters of democracy.

Among the members of every Western society, a division has been drawn between those who have access to the closed chambers of power, the people of importance, and those outside these chambers, the people devoid of importance. Whereas in a democracy, leadership should be directed towards inspiring and sustaining a spirit of self-governance in ordinary citizens, we have made a habit of doing the opposite. Whether deliberate or not, in contemporary Western societies power is exercised in such a way that ordinary citizens are constantly reminded of their inferiority.

Politicians and business leaders alike no longer feel obliged to communicate the real motives behind their decisions. Instead, leaders strive to communicate motives, which are logical and plausible, probably even thoughtful and noble. Within the healthcare system in Denmark, for example, during the past ten years substantial public assets have been transferred to the private sector. The political motif was ideological, but the way it was ‘sold’ to the Danish public was through issuing a “guarantee of treatment”.

Discrepancies of this kind are widespread, cause severe confusion, and may ultimately have ruined the faculty of discernment in the heart of the individual. This has, in turn, further depleted the self-esteem of ordinary citizens, and has led them to back off from any kind of political involvement.

In these obscure political settings large parts of society, not least the most privileged, have been rather creative in finding answers to the question: “What can my country do for me?” In witnessing the materialistic heyday of some segments of society, all those who are willing to serve must have felt like outright fools.

But by 2012, “there is, before all peoples, a precious chance to turn the black tide of events.”

Regardless of all the twists and turns of an election campaign, please allow me to make a suggestion towards the salvage of the political movement, you once headed. If you, sir, restore trust in the ordinary citizen by restoring transparency to the workings of power, you would recover your ability to address each citizen personally in this manner:

No matter how lousy you might think you have done so far, if I ask you to stand up as a role-model for your kids, for your wife, for your employees, for people in the local community, can you do that? The change of heart in American politics would make every citizen feel as empowered as to respond: “Yes, I can!”

In meeting the challenges we are facing, contributions of every single member of society are both needed and treasured; if I ask you to make a fresh determination to quit your addiction or any other kind of self-destructive behavior and replaced it with the pursuit of a dignified life, can you do that? Every citizen would feel as encouraged as to respond: “Yes, I can!”

In order to create a just and lasting peace, the American people and people of the whole Western world have to address the issue of the unequal distribution of wealth in the world; if I ask you to accept sacrifices for the benefit of raising the living conditions for people in developing countries, can you approve of that? Citizens of the Western world would become as aware of their true potential and as aware of their long-term interests as to respond, each on his or her own part: “Yes, I can!”

As seen from a point of view of a foreigner, a point of view of someone outside the inner circles, there is still the possibility for you, sir, to become one of the greatest American presidents ever. All greatness is in the character. And the power to transform our world resides in Washington Decency.

.

The Exit is Entrance

Posted on by
Svar

Billede

A dive into the depths of reality

Det må nu være åbenbart for alle, at vores politiske og økonomiske lederskab har mistet enhver troværdighed.

  • Med Federal Reserves QE3 (dvs. USA’s bankpakke nr. 3) og ECBs annoncering af sin nye politik om ubegrænsede opkøb af eurozone-statsobligationer
  • med den uantastede politiske konsensus om, at vækst er midlet til løsning af vores problemer
  • med sparekravenes defintive indskrænkning eller stop for midler til sociale, økologiske og transnationale initiativer
  • med den politiske apati overfor de ekstreme uligheder, der bliver mere og mere iøjnefaldende
  • med indskrænkningen af civilsamfundets demokratiske rettigheder og statens udvidede ret til at udøve vold og tvang
  • og med en vanvittig letsindig omgang med krig som et muligt politisk redskab

bliver spørgsmålet der tårner sig op: Hvordan skal vi på nogen måde få standset denne dødsspiral?

Vi forråder os selv, og vi forråder hinanden. Vi forhærder os, og vi lærer vores børn at forhærde sig. Vi klamrer os til fortiden og hvordan vi plejer at gøre. Vi vender blikket ned og lukker os om vores nærmeste. For løfter vi blikket, er det vi ser forude bare død og ødelæggelse i et ufatteligt omfang.

Men, men, men. Vores skæbne er ikke låst på endemålet selvudslettelse. Slet ikke. Formålet med denne note er ved hjælp af de buddhistiske begreber Ichinen Sanzen (”tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik”) og Hendoku Iayku (”at vende gift til medicin”) at vise hvilken kapacitet vi reelt har for at ændre vores verden.

Ichinen sanzen

Ichinen Sanzen er et begreb udvundet af Lotus Sutraen af den store buddhistiske mester T’ien-T’ai i Lovens Mellemste Periode. Det er et begreb, der så dybt, at det selv blandt lærde undsiger sig en fyldestgørende teoretisk forklaring.

Det T’ien-T’ai beskrev var en struktur for Livet eller Bevidstheden eller hvad man vil kalde den samlende energi, der gennemstrømmer alt som er.

Ichinen Sanzens struktur kan siges at være en beskrivelse af virkeligheden baseret på adskillige yderligere dimensioner end vores vante fire dimensioner, dvs. de tre rumlige + tiden. Og her er der måske allerede nogen, der mærker en tendens til hovedpine, men fat mod.. I vore dage er forståelsen af begrebet Ichinen Sanzen er ikke afgørende for om man kan opnå oplysning, og det er heller ikke afgørende for at forstå ræsonnementet i denne note.

Det vigtige her ved den følgende, særdeles korte gennemgang af Ichinen Sanzen er:

  • at det er et begreb, der er indeholdt i Lotus Sutraen og således er båret af buddhaens visdom, og
  • at det tjener til at anskueliggøre dybden af at være til.

Strukturen i Ichinen Sanzen består af tre hovedgrupper:

  1. De ti verdener
  2. De ti faktorer
  3. De tre riger

1. De ti verdener

10. Buddha
9.   Boddhisatva
8.   Selvrealisering
7.   Lærdom
6.   Ekstase
5.   Ro
4.   Vrede (el. Arrogance)
3.   Dyriskhed
2.   Sult
1.   Helvede

.                                       2. De ti faktorer

.                                       1.   Fremtræden
.                                       2.   Natur
.                                       3.   Væsen
.                                       4.   Kraft
.                                       5.   Påvirkning
.                                       6.   Indre årsag
.                                       7.   Relation
.                                       8.   Latent virkning
.                                       9.   Manifesteret virkning
.                                       10. Overensstemmelse fra
.                                             begyndelse til ende

.                                                                                 3. De tre riger

.                                                                                 1.   Riget af de fem komponenter
.                                                                                       – Form
.                                                                                       – Sansning
.                                                                                       – Opfattelse
.                                                                                       – Vilje
.                                                                                       – Bevidsthed
.                                                                                 2.   Riget af sansende individer
.                                                                                       (Hvor ”Riget af de fem
.                                                                                       komponenter” angår det
.                                                                                       enkelte individ, angår dette
.                                                                                       rige de sansende individer
.                                                                                       i samspil)
.                                                                                 3.   Omgivelsernes rige
.                                                                                       (ikke-sansende livsformer
.                                                                                       som planter, mineraler,
.                                                                                       luft og vand, der udgør
.                                                                                       livsgrundlaget for de
.                                                                                       sansende individer)

Ad 1. De ti verdener

Med en lille tilføjelse om, at Boddhisatva-verdenen er den livstilstand, hvor man hengiver sig til at skabe værdi for andre, samt at Buddha-verdenen er livstilstanden med fuldkommen indsigt, uhindret livsudfoldelse og uden negative aspekter, så kan de fleste sikkert danne sig nogle udmærkede forestillinger om hver af de ti verdener. (For en lidt mere indgående beskrivelse se http://www.sgi-dk.org/index.php?option=com_content&task=view&id=89&Itemid=30 eller http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-worlds.html ).

Som mennesker og individer befinder vi os på et givet tidspunkt altid i en af disse verdener, men kan som følge af den mindste lille påvirkning i det næste øjeblik befinde os i en anden. Og vi vil i vores omgang med hinanden, påvirke andre med den verden vi selv er i, ligesom vi vil påvirkes af de verdener, der er dominerende hos dem der er omkring os.

Den enkeltes liv vil endvidere formentlig gå igennem forskellige faser, hvor en eller to af disse verdener vil være fremherskende, mens andre faser vil være præget af en eller flere af de øvrige.

Der er således tale om stadige vekselvirkninger mellem disse verdener, på det indre plan eller gennem ydre påvirkninger, og disse vekselvirkninger dækker det fulde tidsmæssige spektrum fra ultrakorte humørsvingninger til tidsånden forstået som de dominerende kollektive stemninger.

Benævnelsen ’verden’ for hver af disse tilstande er særlig betydningsfuld. Det siger noget meget væsentligt om, hvordan vi som mennesker opfatter vores virkelighed. Benævnelsen ’verden’ dækker over, at når vi fx er i tilstanden af Helvede, ja så er der intet håb, der har aldrig været håb og fremtiden vil ikke bringe noget håb. Vi er så at sige fuldkommen opslugt af tilstanden. Selvopfattelse, baggrund, relationer, job, muligheder, udsyn.. alt er ad helvede til. Og de reaktioner vi får fra vores omgivelser vil have en stærk tendens til at blive opfattet som bekræftelser af denne ’realitet’.

Når vores livstilstand så alligevel skifter, trods vores fuldkomne opslugthed på tværs af tid og sted, skyldes det blandt andet, at der er et lag mere i form af princippet om ”De ti verdeners gensidige indeholdelse”. Vores opslugthed af en given tilstand kan altså alligevel ikke være total. Igen, er fx helvedestilstanden altdominerende, så er de ni andre verdener ikke komplet udslukte, men er så at sige sat på vågeblus indenfor helvedestilstanden.

’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ åbner således for, at en impuls indefra eller udefra kan give energi til en af de øvrige ni slumrende livstilstande, og få den til at blusse op.

Som sagt betyder Ichinen Sanzen ’tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik’. ’De ti verdener’ samt ’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ udgør således 10+10×9 = 100 på vejen mod de 3000.

Om de ti verdener bør det lige afslutningsvist siges, at de inddeles i to kategorier hhv. ”De seks lavere verdener” og ”De fire ædle verdener” og forskellen mellem består i, at selv uden nogen bevidst indsats vil et individ veksle mellem de lavere verdener, mens de ædle verdener forudsætter bevidst stillingtagen og bevidste handlinger for at blive manifesterede.

Ad 2. De ti faktorer

’De ti faktorer’ er i sig selv en så omfattende teoridannelse, at det ville kræve en regulær afhandling at beskrive de enkelte faktorers afgrænsninger og deres indbyrdes sammenhørigheder. (Se evt. http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-factors.html ).

Hvad vi har at gøre med er dimensioner af en enkelt, given, levende skabning. Det er så at sige ”the Mechanics of Cosmos”. Det er energier, vibrationer, aspekter af et givet individ, og med en vestlig videnskabelig terminologi kan disse aspekter siges at bestå af både arv og miljø og fri vilje.

Der er mange måder at beskrive begrebet karma, og en af de mest udbredte er at opfatte karma som et givet individs akkumulerede årsager, skabt i dette og tidligere liv, i form af dette individs tanker, udsagn og handlinger og disse årsagers manifesterede virkninger. Denne opfattelse lægger sig op ad begrebet om en liniær udvikling af tid, en forestilling vi omgås på en helt hverdagsagtig måde, og dermed bliver denne udlægning af karma alment begribelig. Men det er formentlig en grov tilnærmelse.

Selvom jeg ikke umiddelbart har fundet artikler, der udtrykkeligt understøtter dette synspunkt, så er det min opfattelse, at begrebet ’De ti faktorer’, foruden at være den mere præcise beskrivelse af hvad et individ består af, samtidig er den mere præcise beskrivelse af hvad karma er.

Anvender vi begrebet karma til at belyse de ti faktorer og omvendt, vil vi her lægge mærke til, at det er kun ved første øjekast at nogle af faktorerne fremstår deterministisk. Så snart de ti faktorer ses i sammenhæng fremstår individdet godt nok som veldefineret i diverse aspekter men ikke desto mindre som så flerdimensionalt og mangfoldigt, at karma forbliver flydende og intet udfald er givet.

Til ”De ti verdener” og ”De ti verdeners gensidige indeholdelse” kan vi føje ”De ti faktorer”, altså 100×10 = 1000 på vejen mod de 3000.

Ad 3. De tre riger

En af de mentale udfordringer ved at forsøge at begribe Ichinen Sanzen består i at holde de enkelte dele nogenlunde ude fra hinanden. De enkelte dele har med at overlappe eller gribe ind i hinanden. Med definitionen af ’De ti faktorer’ som dimensionerne af et givet individ eller dettes karma, så vil dette individ bevæge sig igennem de ti verdener på måder, som er i fuldkommen overenstemmelse med dette individ eller karma. Så hvor stopper faktorerne og verdenerne tager over?

Da ’Riget af de fem komponenter’ også er snævert knyttet til det enkelte individ, kan indeholdet af dette begreb således være svært at skelne fra ”De ti faktorer”. Mit bedste bud er, at de tre riger hver beskriver en ”playing field”.

’De ti faktorer’ beskriver således individdet som det er skruet sammen, som potentiale, mens ’Riget af de fem komponenter’ beskriver ”the playing field” for dette individs indre liv.

I forlængelse heraf beskriver ’Riget af sansende individer’ det givne individs ”playing field” i mødet og samspillet med andre individer, mens ’Omgivelsernes rige’ beskriver måden individet, blandt andet i samspil med andre individer, vekselvirker med den omgivende natur.

Med de tre riger kommer vi således i mål mht. Ichinen Sanzens 3000 muligheder, okay, men hvordan er det så lige at disse 3000 mulige tilstande/ oplevelser/ aktioner er tilgængelige i hvert eneste livsøjeblik?

Læg mærke til, at mht. det enkelte individ er der stadig intet, der er hængt op på noget konkret. Det er alt sammen dimensioner, mechanics, potentiale, playing fields. Uanset hvad du kommer med, fx jeg var ude for en ulykke da jeg var ung, eller min mor var alkoholiker, så ændrer det ikke på hverken dimensioner, mechanics, potentiale eller playing fields. Livet er hvad det er, og det som buddhaen og Lotus Sutraens begreb om Ichinen Sanzen fortæller os er, at vi kan selv vælge hvordan vi vil udnytte disse dimensioner,  mechanics, potentialer og playing fields. Og træffer vi det valg at lære os at aktivere buddhatilstanden i vores liv, så vil vi kunne spille på det fulde klaviatur, dvs. alle 3000 muligheder.

Sammenhold evt. ovenstående med flg. udlægninger af Ichinen Sanzen http://nichiren.info/buddhism/library/SokaGakkai/Study/Elementary/Text3.htm

http://www.sgiquarterly.org/buddhism2012Apr-1.html

Thus I heard

Dette er så min umiddelbare udlægning af begrebet Ichinen Sanzen. Som et menneske, der taler ud fra egne erfaringer, skal jeg ikke kunne afgøre, hvilke andre livsanskuelser der åbner for de samme muligheder, men det er heller ikke vigtigt her. Hvad der er vigtigt er, at vi prøver at danne os en forestilling om dybden af overhovedet at være til.

Hvert enkelt menneske har ubegrænsede handlemuligheder. Vi er langt mere herre over vores skæbne end vi bilder os ind. Det er vores individuelle og kollektive blokeringer, negative tankeformer udviklet over mange generationer, som skaber illusionerne om adskillelse og utilstrækkelighed og fastlåste situationer.

Lærer vi os at manøvrere indenfor og udnytte alle de mange dimensioner som livet består af, så kan vi skabe liv, der flyder over af trivsel og medmenneskelighed og kreativitet.

Hendoku Iyaku

Aldrig har menneskehedens samlede adfærd været mere forrykt i forhold til de indsigter som buddhaen og utallige andre profeter har demonstreret siden tidernes begyndelse. Det er den erkendelse man kommer til, når man ser hvilken mangel på respekt for liv og hvilken mangel på fantasi, der præger vores adfærd. Vi har fået skabt en verden for os selv, hvor vi er fremmedgjorte overfor de mest basale livserfaringer – at vi hører til, at universet understøtter vores liv, at vi er født frie.

Fremmedgjorthed overfor disse basale livserfaringer er forbundet med store lidelser, og får os til at handle forrykt. Dette er omdrejningspunktet for dødsspiralen.

Vi hører stadig til, universet understøtter stadig vores liv, og vi er stadig født frie, men vi har fået skabt en verden for os selv, som er så gennemsyret af illusionerne om, at det ikke er tilfældet, at de tre gifte af grådighed, vrede og dumhed har fået frit spil.

Det buddhistiske begreb Hendoku Iyaku betyder som sagt ”at vende gift til medicin”. Dette begreb handler om at indse, at buddhismen ikke er et redskab til at udviske den enkeltes lidelser og mangel på held, men tværtimod at lidelserne og alle de negative omstændigheder er den enkeltes redskab til at frembringe den højeste livstilstand, buddhatilstanden, som er forbundet med ubegrænsede evner for transformation og ubrydelig lykke.

Og her er det jeg foreslår at anvende princippet om ’at vende gift til medicin’ på menneskehedens kollektive karma. Vi har indhyllet vores planet i mørke og bragt hovedparten af alle livsformerne der bebor planeten på kanten af udryddelse. Vi har ladet krige, rædsler, sult og fattigdom være hverdag for mange folkeslag igennem epoker. Vi har draget plyndrende igennem planetens mangfoldige biotoper, som om vi var de eneste levende skabninger, og trukket et spor af goldhed efter os.

I lyset af princippet om ’at vende gift til medicin’ er dette udfordringen vi har sat for os selv. Vi har nu nået punktet hvor vi skal vise, at der er kræfter i mennesket og i universet som kan overvinde selv disse ekstremt dystre omstændigheder, og transformere dem til en verden af fred og trivsel og endeløs skabelse.

The Exit is Entrance

Så hvad jeg vil sige med denne kryptiske titel er, at måden vi træder ud af dødsspiralen, måden vi træder ud af vores illusoriske velfærd og skjulte elendighed, er ved at træde ind i åndens fantastiske univers, ved at træde ind i bevidstheden om hvor fantastisk det er overhovedet at være til.

I dette univers er ethvert menneske forbundet med alle andre mennesker og med alle andre livsformer, og dette menneske har evnerne til bringe sig i harmoni med andre og med alt livet omkring det. Der findes ingen fastlåste situationer. Der er ubegrænset kreativitet, overraskende nye ideer og opfindelser og ubegrænset omsorg for livet i alle dets fremtrædelsesformer.

Denne indtræden kan ske gennem buddhistisk meditation, men der er også andre måder. Der er ingen faste modeller og ingen absolutte endemål. Bare det forløser det enkelte menneskes værdi, så er vi på en lykkebringende bane.

(Illustration: De japanske tegn for Ichinen Sanzen)

You r-selected: Time to evolve

Posted on by
Svar

3248160703_6dce8ed3ca

En teori indenfor det økologiske forskningsfelt kategoriserer alle arter indenfor både plante- og dyreriget efter to forskellige eksistensprincipper: r-selected eller K-selected.

r-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får store mængder af yngel (eller frø eller afkom generelt)
  • at forældreparret yder praktisk talt ingen yngelpleje (eller blandt planterne at de spreder deres frø vidt og bredt)
  • at så snart omstændigheder er til det, spreder arten sig fuldkomment uhæmmet i miljøet, udvikler enorme populationer, og når omstændighederne så ændres, uddør hovedparten af populationen
  • at arten efter at have rundet en given klimaks-population ofte vil den ofte spredes vidt omkring i forsøget på at overleve også i miljøer som er langt fra de optimale for arten
  • at arten således typisk udviser en cyklus af dramatisk ekspansion/kontraktion

K-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får ganske få unger eller afkom generelt indenfor deres ’ynglesæson’
  • at forældrene yder en omfattende yngelpleje (eller blandt planterne at der er stor sikkerhed for ’afkommets’ overlevelse)
  • at arten typisk indgår i stabile økosystemer præget af høj diversitet og høj kompleksitet
  • at artens forbundethed med sit miljø er så grundlæggende, at dens individer snarere går ned sammen med en forringelse af artens miljø fremfor at søge nye ”græsgange”
  • at arten udviser adfærd som konkret sigter mod retablering af ligevægtstilstande

r-selected i miljøet

r-selected species indgår i naturens store kredsløb på mange forskellige måder. En af de meget vigtige funktioner af r-selected species er deres evne til ”at opdyrke nyt land”. Vores begreb ”ukrudt” er formentlig ofte et andet ord for en udpræget r-selected planteart. Forestiller man sig en forladt byggegrund, er det ikke svært at indse de positive aspekter af r-selected species. Først rykker to, tre, fire af de mest aggressive ukrudtsarter ind, så ændrer deres tilstedeværelse på miljøet så der bliver plads til flere og mere varierede plantearter, insekter mv. Så rykker de første dyr ind, de mest r-selectede, fx gnavere, og deres tilstedeværelse ændrer igen på miljøet, og der bliver grobund for større diversitet også blandt dyrene.

K-selected i miljøet

K-selected species indgår i naturens kredsløb i et sådant omfang, at disse rigt varierede og mangfoldige økologiske ligevægtstilstande ofte sammenfaldende med selve vores begreb om natur. Men det bliver nemt et idealiseret billede. Da alting er i evig forandring, findes der kun dynamiske ligevægtstilstande, hvor alle arterne i et givet komplekst økosystem konstant må tage bestik af hinanden. Og de forskellige måder at tage bestik af hinanden integreres så hen ad vejen i ovennævnte yngelpleje eller andre tilpasningsformer.

r/K-selection som funktion af miljøforhold

Langt de fleste arter indenfor både plante- og dyreriget kan karakteriseres som hovedsagelig r-selected eller K-selected, men der er også en relativ stor mængde af arter, som har evnen til at optræde både som r-selected og K-selected afhængigt af forholdene i det omgivende miljø. Og mennesket er et oplagt eksempel på en sådan art. Hvis der enten er meget rigelige eller meget knappe resurser til rådighed har mennesket en stærk tendens til at udvise r-selected adfærd mens stabile resurserforhold stimulerer en udpræget K-selected menneskelig adfærd.

Menneskets r/K-selection i et skitsemæssigt historisk perspektiv

I de 190.000 år af menneskets 200.000-årige historie forekommer det, at mennesket levede som en helt overvejende K-selected art i balance med det miljø det var en del af. Det første store skridt i retning af r-selectede adfærdsformer kom da mennesket begyndte at dyrke jorden.

Hvor jæger-samler-kulturene levede i respekt for den store natur, der omgav dem, begyndte mennesket med landbrugskulturene at se sig selv som hævede over naturen og med både ret til og muligheder for at undertvinge og regulere naturen til egen fordel. Dette skabte hurtigt et resurseoverskud som tillod en spektakulær diversificering af menneskets kulturer med arbejdsdeling, klassestrukturer og institutioner for magt og viden.

Da dyrkningsmetoderne dog lige fra starten var forbundet med udpining af jorden, opstod der også hurtigt et behov for ekspansion af dyrkningsområderne, og menneskets r-selected adfærd blev dermed bestyrket. Denne nødvendige ekspansion medførte sammenstød med andre stammer, og behovet for udvikling af militær og våben var uomgængeligt.

Militær magt stadfæstede mennesket som en overvejende r-selected art. Nu opdagede mennesket, at man kunne opnå stor rigdom ved at underlægge sig andre stammer eller kulturer og gøre dem skattepligtige til ens egen, enten i form af høstudbytter eller arbejdskraft eller begge.

Denne stræben for magt og dominans og derigennem rigdom og velstand for en elitekultur er i sit væsen r-selected. I den mindre skala har der i de historiske samfund selvfølgelig været en stor grad af K-selected adfærd, hvilket formentlig forklarer, hvorfor mange af disse kulturer trods alt kunne opretholdes over flere århundreder.

Når hvert af de store imperier alligevel faldt skyldtes sjældent, at der var et rivaliserende imperium der havde vokset sig endnu større og underlagde sig det. Forklaringen på imperiernes undergang er næsten i alle tilfælde indbygget i deres r-selected adfærd, i deres manglende evne til at leve i harmoni med naturen.

Som sagt har menneskets dyrkningsmetoder altid været forbundet med udpining af jorden, og med det r-selectede krav om fortsat ekspansion kom hvert af imperierne til det punkt, hvor udbyttet af deres landbrug, både i moderlandet og i vasalstaterne, var faldet til et så lavt niveau, at det var umuligt at brødføde imperiets indbyggere. (Det gamle Ægypten udgør her et særtilfælde, pga. Nilens helt særlige egenskaber for tilførelse af nye næringsstoffer til dens omgivende landbrugsområder, dvs. det var indtil man byggede Aswan-dæmningen.)

Vores nuværende situation i et r/K-perspektiv

De seneste 500 års historie ligger i umiddelbar forlængelse af denne historiske skitse. Indenfor dette tidsrum har europæerne i kraft af militærteknologisk overlegenhed været i stand til at underlægge sig det meste kloden, og gøre disse andre samfund og kulturer skattepligtige til dem.

Undervejs skilte det engelske imperium sig ud for kort efter at blive adopteret af det amerikanske. Og det der muliggjorde disse imperiers dannelse og dominans var et gennembrud i vores livsfom, som satte endelig trumf på menneskets adfærd som r-selected art: Den industrielle revolution.

Opdagelsen af mulighederne for at udnytte energien i først kul og siden olie sendte menneskets livsformer ud på en fantastisk bane. De priviligerede samfunds spektakulære teknologiske eventyr, deres store, materielle velstand, deres rigt diversificerede samfundsstrukturer, men samtidig og lige så evident også den ekstreme ulighed mellem folkeslag, den ekstreme fattigdom og den ekstreme rovdrift på naturen. Alt sammen udpræget r-selected adfærd.

Som det blev klart, særligt i anden halvdel af det 20. århundrede, er vores overlevelse truet, ikke af fremmede magter, men af vores livsforms indbyggede ubalance i forhold til naturgrundlaget.

Således har en idé og siden et krav om en alternativ livsform udviklet sig, en livsform hvor mennesket anerkender sin afhængighed af naturen, og indretter sig i harmoni hermed. Eller med andre ord en idé om, at det er i menneskets magt at opbygge et liv som samfund, sågar som et globalt samfund, med en samlet K-selected adfærdsform.

Der var pionerer for denne bevægelse allerede i 1800-tallet, men det helt store gennembrud kom med ungdomsoprøret i 60’erne. Ikke desto mindre opfattes bevægelsen fortsat af langt de fleste som et luksus-fænomen forbeholdt minoritetsgrupper i de mest velstående dele af det globale samfund.

Vores opfattelse af vores livsvilkår, hvad enten det er fra den ekstreme velstands eller den ekstreme fattigdoms synsvinkel, er så domineret af vores kulturelle tilvæning i retning af r-selectede tankeformer, at vi kun kan forestille os at resurserne er knappe og at der ikke findes nogen udfrielse fra den ubønhørlige kamp om disse knappe resurser.

Menneskehedens opgør sin r-selection

Vores samlede r-selectede adfærd har stået på så længe og har været så dominerende, at skyggesiden af adfærdsformen næppe er til at komme udenom. Ja, vi taler om sultkatastrofer og mennesker, der dør i meget store mængder. Og her skal man ikke komme med krav om medmenneskelighed og forestillinger om at disse mennesker kan reddes, hvis vi bare står op for vores moralske forpligtelser. Selvfølgelig vil den mest basale humanisme pålægge enhver nation at gøre hvad der står i dens magt for at hjælpe, men realiteterne er, at det er vores stærke og vedholdende r-selectede adfærdsformer, som har skabt den massive overbefolkning.

Og man kan selvfølgelig spørge om ikke verdens fattige lande kan have et vist moralsk krav på, at Vesten skal betale, måske endda straffes for deres udbytning af andre folkeslag. Kendsgeringerne er formentlig, at enhver kultur, der pludselig fik de muligheder europæerne fik, ville have udviklet tilsvarende stærke r-selectede adfærdsformer. Og videre, at disse stærke r-selectede adfærdsformer, uanset hvem der fremfører dem, har en tendens til at tage traditionelle, mere K-selectede samfund med storm og vække deres egen iboende r-selection.

Således har praktisk talt alle klodens nationer overgivet sig til r-selectede adfærdsformer. Kina og Indien er blandt de fremmeste i denne adoption indenfor de seneste årtier. Adfærdsformens triumf er total. Men det gør kun dens indbyggede konsekvenser desto mere ildevarslende.

Og forbløffende nok er der igen og igen kommentatorer i de vestlige medier, der fremhæver Kina og Indien som eksempler til efterfølgelse. Samme kommentatorer bebrejder ofte også Vestens unge for deres mangel på ambitioner og deres nølen overfor at adoptere den herskende vækstideologi.

Time to evolve

Der kan ikke længere herske tvivl om, at menneskeheden står ved en skillevej, en evolutionær tærskel. Fortsætter vi ad vores indgroede r-selectede baner, ser det meget sort ud. Der er en reel risiko for, at Jordens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces og Jordens evne til at understøtte højerestående livsformer fortabes.

Tiden er kommet for menneskeheden til at genopdage sin pagt med Universet, og med støtte af energierne der kan hentes heraf at sætte alle kræfter ind på en omstilling af vores samfund til en samlet K-selected adfærdsform. Hvad vi taler om er intet mindre end udviklingen af en ny civilisation, en bæredygtig civilisation. Den første af sin slags siden agerbrugets indførelse.

En samfundsform baseret på menneskets iboende evner til at leve som en K-selected art, er ikke bare det langsigtede håb, det er formentlig også den eneste reelle strategi for at prøve at afbøde konsekvenserne af de ophobede ubalancer efter en meget lang periode med massive r-selectede handlemønstre.

Litteratur:
“The Ecotechnic Future”, John Michael Greer 2009
“Dirt: The Erosion of Civilizations”, David R. Montgomery 2007
“Eaarth – Making a Life on a Tough New Planet”, Bill McKibben 2010

 Foto: Golden Rays Migration, Sandra Critelli

 

 

A Tribute to Bravery

Posted on by
Svar

(Op-ed for New York Times on the morning of the assassination of Osama Bin Laden)

 

The death of Osama Bin Laden brings it all back in vivid memory. The horrendous act that nailed us all, on the spot, in an endless instant. A tectonic rupture in the history of humankind. And all the firefighters and policemen who threw in their own lives to try to save others. And all the relatives who staunchly bore the most tragic realization of all, the loss of a son or a daughter, a husband or a wife. At this moment of crisis, the bravery and resolve of the American people was clear and present for all the world to see.

Today, Pr. Obama will be mounting the rostrum at Ground Zero to pay respect to the victims and to pay tribute to all the bravery surrounding this traumatic event. Ten years have passed, wars in Afghanistan and Iraq have been started in its aftermath, and the tragic event has been scrutinized and commented on from lots of different standpoints.

Amidst all the euphoria concerning the death of Osama Bin Laden, it seems to me, that today it’s a wholly other kind of bravery there is called for. The bravery to dare to consider the possibility that powerful groupings within the American society had some kind of stake in the violent act. This article is a tentative probing into this theory without, and this is crucial, without compromising the loyalty and bravery of the men and women in uniform.

As a European I am probably able to the view the tragic event with lesser emotional involvement and hence a somewhat clearer mind than many Americans. Rather than the 19 terrorists armed with cutters, the circumstantial evidence pointing to a much larger and masterly orchestrated operation are, to be honest, overwhelming. On the other hand, it seems obvious why an interpretation of the tragic event along these lines is unbearable: It seems to implicate that a lot of American men and women in uniform were ready to sacrifice lives of ordinary Americans for some obscure political or military objective, and that is simply not conceivable. Actually it would amount to treason, and this accusation should then be put forward to hundreds of men and women who has sworn allegiance to their country and who had carried out his or hers exact orders… I can’t think of anything more unjust.

Thus we are left with this unfathomable puzzle.

The euphoria following the assassination of Osama Bin Laden troubled me, or to be sincere, it scared me, and in order to get some air in this dense atmosphere, my mind engaged in seeking a kind of solution to the puzzle and this following idea dawned on me. The idea, or the chain of reasoning, is so persuasive, that it may ultimately lead one to consider hawks like Rumsfeld and Wolfowitz as victims of a paradigm, victims of a certain way of conceiving the world and victims of the feelings accompanying this conception.

If you were a general in any given historical period, you would always, always, want to have an army superior to that of your potential enemy. Thus generals have always been struggling with the current head of state to make him strengthen the power of the army. No size seemed to fit, no size could guarantee safety. Your army might already be superior, but the enemy might be mentally stronger and thus more effective. So the generals have always gone to the head of state for more funding. And their argument would always be the same: We are losing out on our enemies, our enemies have gained the upper hand, we have to strengthen our defenses. Thus, power and fear have always been intertwined, like two sides of the same coin. Fear is the rationale for building up more power. This fear-mongering is likely at some point to be used deliberately, but somewhere down the road the fears infused might begin to take on a life of their own. And this infusion of fear, which was initially intended as a tactic directed upward at the ‘sponsors’, might take hold of the organization and diffuse it right down to the lowest levels. Now every member of the organization has become an agent of fear-mongering and through their interaction with the surrounding society, it diffuses into and ultimately permeates that society. Like an addiction.

This scenario might actually have developed within the American military since the days of Eisenhower and Kennedy, but in 1989 something really strange happened, when Gorbachev handed the tyranny he was heading over to the will of the people, thus dismantling the only power with a capability to threaten the US. Now, how would this affect the self-conception, the raison-d’être and the conduct of the American military force?

Within this chain of reasoning it seems obvious that without any concrete object, the fear transmuted into irrational anxiety. Had the comparison with the military power of the USSR set some kind of proportion for the American military, the limits of both power and fear dissolved to send them both spiraling beyond any reasonable constraint. It is within this climate of complete supremacy and limitless anxiety, that some especially hard hit members of the military establishment might have reasoned that an act of violence like the attack on World Trade Center would somehow be purposeful. Maybe even patriotic.

Orders were dispatched; orders were faithfully executed by lower-ranking personnel, not knowing what the combined orders added up to. Thus the lower-ranking personnel were woven into a fabric of complicity, and the guilt of this combined with the fear of retaliation has made all participants keep quiet about what they know.

Thus not only USA, but to some extent, the whole world is left traumatized. Bewildered, fearful and isolated we struggle on, incapable of acting upon the real threats to our lives. It’s about time to get it straightened out. In memory of the victims, in respect for the American people, and not least to relieve all those good men and women within the military who were lured into participation in a criminal act.

 

 

 

 

 

.