Ufjendskabets økonomi

Posted on 2013/03/18 by kolliker

Svar

Hovedrids af en plan for overgangssamfundet

Betydningen af ufjendskab i nedgangstider

Udgangspunktet for denne skitse er det forestående økonomiske og ideologiske kollaps. Enhver, der gør sig den umage at dykke ned i hvad der faktisk foregår indenfor verdensøkonomien nu og her, vil kunne overbevise sig om, at vi mere end nogensinde før lever på lånt tid. Nationalbanker verden over trykker penge fuldkommen hæmningsløst dels for at tilvejebringe likviditet under en løbsk gældsudvikling dels for at devaluere deres valuta og dermed opnå handelsfordele. Det er et ’race to the bottom’.

På et tidspunkt indenfor en overskuelig fremtid vil hyperinflation sætte ind, tilliden til de nationale valutaer inkl. euroen vil bryde sammen, og nationer vil gå bankerot. Og chokket over det økonomiske sammenbrud vil blive afløst af en opvågnen til en langt dybere ideologisk krise. Vi taler om en samfundsmæssig depression, som uden sammenligning er alvorligere end noget andet menneskeheden før har oplevet.

Og spørgsmålet er her, hvordan vil vi håndtere denne krise, og min påstand er, at med mindre vi træffer nogle helt bevidste, holdningsmæssige valg, så er der risiko for at vores samfund går i opløsning, og selvdestruerer i en eller anden form for hund-bider-hund-psykose.

Sult og fattigdom kombineret med et forfejlet og upålideligt politisk lederskab vil skabe et højst betændt politisk klima med perfekte betingelser for demagoger og diktatorer. Og i deres grådighed, vrede og dumhed vil de udpege ydre fjender som årsager til elendigheden, og vil opvigle til krig drevet af lige dele hævntørst og storhedsvanvid.

Det første af de bevidste, holdningsmæssige valg er altså at holde hovedet koldt og.. hjertet varmt. Min grundlæggende påstand er faktisk den, at krig og undertrykkelse og egoisme alle er ekstravagancer, som hører fortiden til. Vi har ikke længere råd til at være uvenner. I det efterfølgende vil jeg vil komme med nogle bud på, hvordan vi kan omlægge vores samfundsinstitutioner så vi sikrer en basal samfundsmæssig drift igennem denne kritiske overgangsfase, omlægninger som samtidig tager fat på opbygningen af en ny, bæredygtig livsform. Den virkelighed vi og formentlig vores børn kommer til at leve i, er ikke denne nye, bæredygtige civilisation, men derimod i den temmelig kaotiske og udfordrende overgangsfase, hvor vi dels skal afprogrammere alle de dysfunktionelle sider af den gamle, industrielle livsform, dels skal eksperimentere og udvikle nye løsningsmodeller for stort set alle samfundsmæssige funktioner.

Når depressionen sætter ind vil mange sikkert mene, at det først og fremmest må handle om overlevelse, og hvem vil stille sig op og benægte det? Men hvis de afledte overlevelsesstrategier medfører, at de gamle, dysfunktionelle mønstre får lov at fortsætte, så er strategierne illusoriske. Strategier, der f.eks. forsvarer et årligt opdræt af 30 mio. svin i Danmark, der forsvarer rovdrift af naturen, der forsvarer udbredelse af genmanipulerede livsformer, der forsvarer storstilet geo-engineering, alle uden at man kan svare for de fulde konsekvenser, falder i mine øjne i kategorien af illusoriske overlevelsesstrategier. Vi kan ikke forlange at vores livsformer skal gøres bæredygtige fra den ene dag til den anden, men med alle vores tiltag skal vi bevæge os i retning af bæredygtighed og dermed indfrielse af et krav om at kunne stå helt inde for løsningerne også overfor vores børnebørn.

Vi skal overleve, vi skal holde op med at gøre alle de ting der er åbenlyst idiotiske, og vi skal begynde at gøre alle de ting der skaber sand trivsel. Det er hovedtrækkene af overgangssamfundet.

Allerede dette kan sikkert vække modstand, og de bud, der efterfølgende kommer på, hvordan vi bør omlægge vores samfundsinstitutioner, vil sikkert vække en større modstand. Men denne note er heller ikke skrevet som et partiprogram på linje med de eksisterende politiske partiers partiprogrammer. Noten skal nærmere opfattes som en slags håndlygte, som kan benyttes såfremt alt går i sort. Måske tager jeg fejl og sammenbruddet udebliver, og så meget desto bedre. Men kommer sammenbruddet, så behøver man formentlig ikke at skulle diskutere med landmændene om det fornuftige i, at der investeres 10 kalorier fossilt brændstof i hver kalorie fødevare, der produceres. Eller skulle forhandle med fagforeninger om løn- og arbejdstidsforhold, når værdien af samfundets mangfoldige kompetencer omkalfatres fra den ene dag til den anden, og en syerske vil være i langt højere kurs end en kontorchef. Netop voldsomheden hvormed en ny virkelighed kan indfinde sig, vil udfordre vores evner for at holde hovedet koldt og.. hjertet varmt.

Inden vi altså begynder at skændes om hvad der så er det rigtige at gøre, er det i mine øjne afgørende, at vi gør vores sind op, og forsøger at forstå alvoren af den situation vi står i. Vores situation er formentlig så kritisk, at der ikke er meget rum for panik. Og derfor skal vi hver især arbejde med os selv og lære os at bevare fatningen. Det er her for eksempel at meditationsteknikker, åndedrætsøvelser og at gå i naturen kan være gode redskaber. Kan vi hver især således afbøde vores værste indre drifter i retning af angst og panik, kan vi tage det næste vigtige skridt som består i at minde os selv og hinanden om, at vores liv er forbundne. Dybt forbundne. Selv hvis vores hidtidige samfundsinstitutioner krakelerer og styrter til jorden omkring os, så er vi stadig bundet sammen i et samfund. At være en del af et samfund er en integreret del af at være menneske. Et menneske uden denne dimension er forstyrret og sygt, dvs. psykopatisk.

Mennesket er i realiteten endeløst forbundet med sin omverden. Samfundet er en progression af forbundethed startende med ens familie og videre over ens kvarter, ens by og ens land til ens forbundethed med den samlede menneskehed, Jorden og Universet, og der fra tilbage til ens indre kerne. Det er helt ok at tænke på sig selv og sin familie først, men hvis de handlinger der foretages faktisk skader andre eller forringer deres muligheder for overlevelse, så forråder vi den del af os selv, der er forbundet med andre mennesker, og undergraver dermed vores reelle chancer for overlevelse.

Men netop her bærer vi også på en massiv negativ programmering fra tidligere. Den adfærd, at være sig selv nok, var en integreret del af den industrielle epokes atomiserede samfund. Hvad der nu er blevet afgørende for vores overlevelsesmuligheder, er vores evner for at foretage et bevidsthedsmæssigt kvantespring, og begynde at opfatte vores naboer som vores udvidede familie. For at forløse det potentiale vi har for at overkomme vores problemer i fællesskab, må vi udvikle en én-for-alle/ alle-for-én-ånd indenfor det kvarter man bor i. Alternativet til den selvdestruktive hund-bider-hund-psykose er dens modsætning: At ingen bliver ladt i stikken. Vi overlever, sammen.

Som jeg ser det, er der to forudsætninger for at denne ånd kan få fodfæste. Den ene er mental og den anden er praktisk. For at tage den praktiske først, så er forudsætningen for dette sociale engagement givetvis, at den sociale ramme er overskuelig. Vores nuværende, centralistiske samfundsorganisation og standardiserede løsningsmodeller skal således brydes ned til overskuelige lokale enheder med vidtgående autonomi. Mere herom nedenfor.

Mentalt er forudsætningen for dette kvantespring i vores sociale forståelse knyttet til vores evner for at give slip på vores behov for identifikation og vores dyrkelse af identitet. Der er ingen logiske eller følelsesmæssige grunde til at et givet individ skulle identificere sig med bestemte synspunkter. Tværtimod er vi alle udmærket i stand til at se mange forskellige synspunkter. Når vi alligevel identificerer os med bestemte synspunkter skyldes det en eksistentiel usikkerhed på et andet plan, og denne usikkerhed kompenserer vi for ved at stå stejlt på vores identitet, herunder på bestemte synspunkter.

Lad os derfor kalde en spade for en spade. Hvis et menneske føler sig usikker på sig selv, så er det fordi der er for lidt kærlighed og omsorg i dette menneskes liv. Og så er det her, at dette menneske skal sætte ind, og styrke båndene af kærlighed mellem sig selv og sin familie og videre der fra. Forudsætningen er således, at det enkelte menneske får gendannet sin fornemmelse for, hvad der er op og ned i tilværelsen, og denne gendannelse vil revolutionere vores måder at omgås hinanden, herunder vores debatkultur. Hvis den enkelte ikke længere føler denne trang til at skulle vinde en diskussion for at understøtte sin identitet, men derimod blot stiller sine ideer og synspunkter til rådighed for fællesskabet, åbnes der for en ny saglighed, og en kreds af mennesker kan således opleve, at de puljer deres intelligens og sammen udvikler en grad af idérigdom, opmærksomhed, forudseenhed og konsekvens, som ingen kunne have nået på egen hånd.

Dette valg, denne holdningsændring hos den enkelte, som man kunne kalde ’at erstatte ens materielle identitet med ens højere identitet’, er krumtappen i ufjendskabets økonomi. Uden denne holdningsændring vil alle de øvrige planer være urealistiske, og diskussioner af planerne ville på linje med alle de gængse politiske diskussioner være ørkesløse.

Et tidssvarende syn på politik

Det ideologiske kollaps er ikke bare et sammenbrud i vores værdi- og belønningssystemer, det er også et sammenbrud af vores kompetencer. Og selvom bevidstheden om det ideologiske kollaps først vinder frem i kølvandet på det økonomiske kollaps, så kan det ideologiske sammenbrud spores mange år tilbage. Vores krise i lederskab har været en realitet i årtier, og det er som om ledernes evner til stadighed er eroderet. Dette gælder både indenfor det private erhvervsliv og den offentlige forvaltning. Apropos denne notes titel har jeg ikke nogen ønsker om at skaffe mig personlige fjender, men graden af inkompetence af vores nuværende politiske lederskab er slående. Det er som om de bærer på en så enorm dødvægt, at de er bange for at tabe det hele hvis de også løfter blikket.

Men erkendelsen af vores ledelsesmæssige sammenbrud rummer faktisk masser af håb, og den antyder, at krisen ikke er entydig dårlig. Krisen er den naturlige konsekvens af vores hidtidige forestillinger og handlinger. Krisen er den ubehagelige men ikke desto mindre nødvendige bevidstgørelse af, hvor vores livsformer har været baseret på illusioner, og hvor vi har tilladt os selv at blive ført bag lyset af vores ledere. Sammenbruddet markerer således punktet, hvor tavlen bliver vasket ren, og vi skal genopfinde samfundet i henhold til vores aktuelle bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Vi kan kun gøre det bedre.

Mere end at genopfinde samfundet er der måske nærmere tale om at genopdage det. Hvad der står frem med overvældende klarhed er, at det er ikke den visdom, som menneskeheden har akkumuleret gennem århundreder, der har slået fejl, og hele civilisationens projekt derfor er mislykkedes, men snarere, at vi er kørt helt af sporet, fordi vi og ikke mindst vores ledere har ladet hånt om al denne visdom. Således taler mangfoldige stemmer til os fra fortiden, og støtter os i vores forestående genskabelse af samfundet.

Al vores nuværende topstyring, detaillovgivning og overvågning har ikke en døjt med politisk lederskab at gøre. Politisk lederskab handler om at formulere nogle visioner og nogle principper, som er så sympatiske og rimelige, at almindelige mennesker vil tage dem til sig og accepterer dem som rammerne for deres liv og deres udveksling med andre. Det kunne igen lyde som en top-down-proces, men i et demokrati fungerer det jo netop sådan, at vælgerne får muligheden for at pege på den politiker, som de hver især mener formulerer nogle visioner og nogle principper, som alle kan være tjent med.

Læg mærke til det etiske krav til vælgerne der er indeholdt her. Vælgerne bliver som demokratiske borgere tilstået retten til at afgøre, hvad han eller hun mener, at alle vil være bedst tjent med. Forudsætningen for at demokratiet fungerer er altså, at den enkelte borger er i stand til at se ud over sin egen næsetip. Hvis vælgerne i stedet bare stemmer efter, hvad der vil være mest fordelagtigt for dem selv, så er det bare en anden udgave af den stærkes ret. I det lys kan man såvel hævde, at det ikke bare er politikernes kompetencer, der er eroderet, vælgernes kompetencer som demokratiske borgere er også eroderet igennem årtier.

Formuleringen af nogle visioner og nogle principper, som alle kan være tjent med, sammenfatter den idealistiske side af politisk lederskab. Den praktiske side handler om snilde mht. hvordan disse visioner og principper omsættes til love. Tricket er her, hvordan man helt specifikt formulerer lovene, så de understøtter visonerne og principperne, og fremmer borgernes hensigtsmæssig adfærd i retning af disse visioner og principper. Alt lederskab handler om at inspirere andre til selv at tage ansvar.

Som sagt er vores nuværende detaillovgivning en parodi på politisk ledelse. Ni ud af ti eksisterende love skal formentlig skrottes, og de resterende skal skæres ind til det essentielle. Transparens i lovgivningen er afgørende for demokratiets trivsel såvel som for ufjendskabets økonomi.

Et tidssvarende syn på økonomi

Hvordan udformningen af lovene fremmer borgernes hensigtsmæssige adfærd har indenfor det økonomiske felt en stærk pendant i måderne vi opgører værdier. Og her har vores måder være lige så mangelfulde og fejlbehæftede som indenfor det politiske. Vores hidtidige begreber om økonomi har været centrede omkring to primære forestillinger, på mikroniveau forestillingen om prisfastsættelse via et marked, og på makroniveau forestillingen om nationalregnskabet. Og disse forestillinger har udviklet sig så de fremstår som stadigt mere illusoriske, hvilket er det der giver al den fejlbehæftede og dysfunktionelle økonomiske adfærd.

Men det er ikke ideen om markedet som sådan, der er fejlbehæftet. Efter min opfattelse er forestillingen om markedet ligeså elementær som forestillingen om samfundet. Mennesket har alle dage byttet indbyrdes med hvad de havde, og den bytning kan kun opfattes som et gode. Som denne bytning nu knopskød og forgrenede sig opstod der et behov for at indføre en fællesnævner, penge, som al bytningen kunne ske i henhold til. Udmærket, men det afgørende er her, at penge er baseret på tillid og kun på tillid. I et samfund, hvor borgerne optræder samvittighedsfuldt, og hvor tilliden således er udbredt og konsolideret, fungerer det fint med penge. Men i et samfund, hvor borgerne optræder samvittighedsløst, bliver deres opfattelse af og forhold til penge forskruet, pengene mister deres basis som betalingsmiddel og som et mål for reelle værdier, og økonomien går amok for kort efter at bryde sammen.

Den måde neo-liberalismen har skamredet begrebet ’det frie marked’ på må derfor ikke få os til at modarbejde markedet som sådan. Men vores situation i dag er også meget anderledes. Markederne er brudt sammen, og således skal vi også genskabe markedet på ny. Og det kommer til at foregå på en meget oprindelig facon ved at vi begynder at bytte med hvad vi har, sandsynligvis understøttet af en alternativ møntfod.

Hvad angår den centrale forestilling på makroniveau, nationalregnskabet, lider det først og fremmest under en ubegribelig mangel på fantasi. De ting man har udvalgt til at opgøre i nationalregnskabet, er så lille en del af den samlede aktivitet i samfundet, at det har skævvredet de økonomiske beslutninger og medført en højst fornuftsstridig samfundsmæssig adfærd.

Hvis en forestilling som nationalregnskabet skal have nogen mening, så skal den selvfølgelig indregne alle forhold som har betydning for samfundets trivsel. Således skal ikke bare værdien af frisk luft, rent vand og frugtbar jord, og alle de naturlige processer der sikrer dette, opgøres, værdien af den sociale omsorg og trivsel skal også opgøres, såvel som værdien af udvikling af ny viden, udbredelse af almen visdom og nye kreative udtryk.

Og fremfor den hidtidige overbetoningen af flowet i økonomien bør der også lægges større vægt på betydningen af beholdningerne. Med en fornuftig opgørelse af vores beholdninger indenfor alle ovenstående felter kan vi benytte nationalregnskabet til at bedømme om de tiltag vi iværksætter og de metoder vi benytter rent faktisk forøger eller formindsker vores beholdninger.

Et af de områder, hvor vores fejlbehæftede nationalregnskabsbegreb har haft nærmest forbryderiske konsekvenser, er i vores resurseforvaltning. Vi har igennem årtier forbrugt ikke-fornybare resurser som om der var ubegrænsede mængder af dem. Denne skødesløshed betyder, at resursepriserne i dag er langt højere end de var for 5, 10 og 20 år siden, og relativt i forhold til vores samfundsmæssige værdiskabelse vil de formentlig også stige voldsomt fremover. De vil formentlig stige så meget, at kun en livsform baseret på genanvendelige og fornybare resurser vil være konsistent.

Men så kommer vi jo derhen, hvor vi hele tiden har skullet, altså genbrugssamfundet, så hvad er problemet? Ikke andet end at det bare er endnu en af de måder, de seneste generationer har gældsat de kommende. Og at gøre opmærksom på det her tjener det ikke andet formål end at minde de midaldrende og ældre generationer om, at de har ikke ret til at kræve noget som helst af den yngre generation. Her fra handler det kun om, hvad den enkelte har at bidrage med uanset alder og øvrige livsomstændigheder.

Den bæredygtige økonomiske enhed

Med kollapset af pengesystemet, markederne samt værdien af vores produkter siger det sig selv, at nationaløkonomierne også er bankerot. Der kommer ganske enkelt ikke længere nogen skatteindtægter ind til at drive alle de offentlige services. Fastholder vi i denne situation et politisk lederskab à la det nuværende med et kæmpemæssigt lovgrundlag, et stort embedsværk til at forvalte dette lovgrundlag, og en politisk topstyring, hvis repræsentanter oprigtigt tror på, at det er dem der skal løse problemerne, og folk skal gøre som de siger, ja så kan vi være sikre på, at lykkes det på den ene side at holde befolkningen i live vil depressionen på den anden side trække ud i mange år, og der er risiko for at det eneste der kan afslutte dette dødvande er en tredje verdenskrig.

Hvad vi alternativt skal gøre er nærmest omgående at tage konsekvensen af den nye situation der er opstået, og skære staten og hele det politiske apparat ind til en størrelse der passer for de nye omstændigheder. Foruden som nævnt ovenfor at ophæve ni tiendedele af al lovgivningen, består operationen i at overdrage hovedparten af statens aktiver til dens interessenter, dvs. til borgerne i form af kommuner og kvarterenheder, og med suveræniteten lagt hos sidstnævnte.

I over 200 år har vi levet efter et motto der hed, stort er godt, større er bedre. Det har gjaldt ikke bare erhvervsvirksomheder, resurseudvinding, fødevareproduktion men også offentlige institutioner, som f.eks. hospitaler og universiteter. I 1972 kom ”Grænser for vækst” på gaden og året efter kom oliekrisen, og hvis ikke før blev det da klart og bevidstgjort, at vores livsform ikke var bæredygtig. Trods denne erkendelse har vi fortsat som om intet var hændt. Den reelle og presserende civilisationskritik angik i første omgang de såkaldte industrialiserede lande, men siden er kredsen af industrialiserede lande blevet dramatisk udvidet, således at stort set alle verdens lande følger den samme livsform, som altså dengang for 40 år siden blev afsløret som uholdbar.

I den vestlige verden har der i civilsamfundet været stærke ønsker om, at spørgsmålene om økologi og bæredygtighed kom på den politiske dagsorden, men meget lidt er sket. På baggrund af erfaringerne fra disse 40 år må det være rimeligt at konkludere, at de etablerede magtstrukturer ikke er i stand til at optræde ansvarligt og gennemføre de nødvendige forandringer i vores måder at gøre tingene. Trods chok og angst og den altomfattende karakter af sammenbruddet, så må vi som borgere i et demokrati konstatere, at det var åbenbart sådan vi gerne ville have det.

Men samtidig må det være indlysende, at vi kan ikke bede de instanser, offentlige eller private, som har demonstreret deres manglende evner for omstilling i årtier, om at løse vores problemer her fra. Lad os derfor gøre en dyd ud af statens og kapitalismens fallit, og benytte lejligheden til at skabe autonome og bæredygtige kvarterenheder. Omfanget af det økonomiske sammenbrud vil formentlig være så alvorligt, at der til at starte med praktisk talt ikke vil være nogen lønnede job tilbage i samfundet. Samfundet vil nærmest gå i stå. Motorvejene vil ligge stille hen. Et skelsættende øjeblik i menneskehedens historie.

Og da er det, at et spørgsmål rejser sig som en stormbølge foran én, hvordan skal jeg og min familie overleve? Svaret på det spørgsmål er, hvad ufjendskabets økonomi handler om. Foruden det helt afgørende bevidsthedsmæssige skift, som blev skitseret i det første afsnit, handler det om ikke at synke sammen i fortvivlelse og vente på en eller anden mirakuløs genstart af økonomien oppefra, men derimod at hver enkelt kaster sig ind i bestæbelserne på at få opbygget nogle selvforsynende kvarterenheder.

Der skal bygges drivhuse, i byerne ofte i to eller tre etager, der skal bygges hønsehuse, rodzoneanlæg og anlæg til kompostering af menneskegødning.. for ja, sådan bliver det formentlig. Enten skal vores toiletter og kloaksystemer bygges om, eller også genindfører vi daset i gården, simpelthen fordi vi skal bruge komposten til dyrkning af vores mad. Og ja, der findes systemer som muliggør denne proces uden at det behøver at være klamt. Haver og parker skal muligvis også for en stor del omlægges til bylandbrug. Og der skal etableres genbrugsmarkeder og reparationsværksteder og en lokal møntfod til at hjælpe denne udveksling af varer og ydelser. Hvis vi rykker på vores nye situation umiddelbart efter at sammenbruddet er indtruffet, vil vi have en fair chance for i løbet af kort tid at sikre et helt basalt livsgrundlag indenfor hver enkelt kvarterenhed. I den situation er det således også klart, at det ikke kan nytte noget, hvis vi har offentlige myndigheder, der går ind og forhindrer folks højst belejlige virketrang.

Kvarterenheden er således i første omgang en praktisk foranstaltning. En måde at pulje et antal mennesker efter stedet hvor de bor. Optimalt taler vi om en afgrænset bebyggelse eller et afgrænset parcelhusområde, mens store bebyggelser skal formentlig deles op og mindre skal puljes med andre. Hvad der er afgørende er at opnå et antal mennesker i kvarterenheden som sandsynliggør en vis fordeling over forskellige menneskelige og professionelle kompetencer, og samtidig et antal som ikke er større end at størrelsen forekommer overskuelig for alle, hvilket er grundlaget for etableringen af musketér-ånden én-for-alle/ alle-for-én, som igen er grundlaget for at vi kan stole på, at ingen bliver ladt i stikken, hvilket igen er grundlaget for at vi kan befri vores samfund for den statslige topstyring og genvinde fuld frihed og handlekraft.

Kvarterenheden er altså den basale økonomiske enhed, og skal som sådan have vidtgående rettigheder for selvforvaltning, men den danner ikke et samfund i sig selv. Der vil være forhold, som fortsat skal varetages på nationalt niveau, som f.eks. visse dele af samfundets infrastruktur og energiforsyning, internationale aftaleforhold samt forsvaret. En basal skattebetaling til staten skal således tilvejebringes.

Hvor staten således skæres ind til det essentielle, bliver kommunernes rolle omvendt betydeligt styrket om end de som udgangspunkt vil have meget få penge at gøre godt med.

Kommunen er en fornuftig samfundsmæssig enhed. En kommune vil foruden selvfølgelig et rådhus have et antal skoler samt et hospital, en brandstation og en politistation, og kommunen vil typisk have en større by med en form for centrum, hvor markeder for udveksling af varer kan etableres. De store regionale hospitaler må nedlægges med mindre et antal kommuner kan finde ud af at gå sammen om at drive ét, helt eller delvist. Problemet er her, at det forudsætter nogle skatteindtægter som ikke vil være der. Derfor er det bedre at drive sygehusene lokalt ved hjælp af folk som bor i kommunen, og så må de selv finde ud af, hvordan de aflønner de ansatte og får sygehuset til at løbe rundt. Det samme gælder enhver anden kommunal service.

Selvfølgelig vil der være mange, der spørger til en mængde samfundsfunktioner og jobs, der pludselig forsvinder ved denne dramatiske forenkling af vores samfund. Hvad med f.eks. universiteter og kulturinstitutioner? Personligt ser jeg en form for tidslinje for mig. Det store sammenbrud er så at sige Big Bang for en bæredygtig civilisation, og i det første år eller to eller tre vil det handle om overlevelse. Hvis vi formår at holde hovedet koldt og hjertet varmt, kan vi komme igennem denne ovelevelsesfase uden at ødelægge alt for meget af det vi allerede har. Der vil være kvarterer, f.eks. industrikvarterer, der opgives og bygningerne stilles til rådighed som genbrugsmaterialer, men selv hvis vi for en periode ikke vil være i stand til at drive vores universiteter og vores kulturinstitutioner, så skal vi gøre alt for at holde dem intakte, således at vi, såsnart vi får råd, kan genoptage deres funktioner.

Jeg tror selv på, at den renæssance af vores selvopfattelse og de nye måder at arbejde sammen med hinanden og med naturen på hurtigt vil skabe uventede og overvældende resultater. Vi har en tendens til at vurdere vores evner for at skabe med den målestok vi kender, men med den nye virkelighed der indtræffer får vi et valg, og vi kan vælge enten forløse et hidtil ukendt potentiale eller vi kan selvdestruere.

Hvis vi overlever de første år og undgår at ødelægge alt for meget af det vi har, tænk på hvilken sejr, hvilken gave, det vil være. Tænk at få chancen for at reboote et samfund. At få chancen for at smide alt det overflødige tankegods ud og alene orientere sig efter, hvad vi anser for at have reel værdi. Menneskeheden har aldrig før haft en chance som denne.

Om ejendomsretten

Et af de presserende spørgsmål ved et kollaps af vores ejendomsmarked og vores realkreditinstitutter er spørgsmålet om ejerskabet til boliger, øvrige byggerier og grunde.

Håndhævelse af lovgivning, der er indrettet til at imødegå enkeltpersoners uansvarlige handlinger i en ellers stabil økonomi, kan have højst uhensigtsmæssige konsekvenser under en økonomisk nedtur, og radikalt forstærke nedturen og udbredelsen af armod. Et eksempel herpå er lovgivningen omkring tvangsauktioner. Denne lovgivning og anden lignende lovgivning bør omgående suspenderes. Folk skal ikke sættes på gaden, når årsagen til sammenbruddet i deres privatøkonomi er et større systemisk sammenbrud.

Men samtidig er der et spørgsmål om retfærdighed, som skal respekteres. I min forestilling er en revideret lovgivning om ejerskab af privatboliger indrettet sådan

at folks opsparede friværdi i deres boliger respekteres
at ejerskabet af boliger, som formelt tilhører personer som er insolvente, overgår, ikke til realkreditinstitutterne og deres aktionærer, da deres grådighed og uansvarlighed er et væsentligt led i hele det samfundsmæssige kollaps, men derimod til nyoprettede kommunale realkreditinstitutter
at disse nyoprettede, kommunale realkreditinstitutter opretholder ejerskabet og inddrager husleje fra beboerne iht. gængse priser, indtil ejerforholdene af hver enkelt bolig er blevet udredt

På samme måde skal virksomheder, der går konkurs, ikke straks splittes ad ved et brandudsalg af deres aktiver. Også her skal en revideret lovgivning sikre, at alle muligheder for at drive virksomheden videre eventuelt som medarbejderejet undersøges, og først når disse muligheder er udtømt, gives der grønt lys for salg af aktiver.

Hvad angår lejeboliger, har fastsættelsen af lejen for diverse lejemål længe været politisk reguleret. Om den skal være det fremover er et åbent spørgsmål, men allerførst må vi gennemføre lovgivning som muliggør en krisejustering af lejeudgifterne. Lejeudgifterne kan ganske enkelt ikke fortsætte som om ingenting er hændt, hvis grundlaget for de fleste menneskers indkomst er faldet bort. Lejerne skal i en kort overgangsfase således løbende justeres proportionalt med nedgangen i den samlede økonomi. Det vil selvfølgelig medføre, at de forskellige ejendomsforeninger formentlig ikke kan finansiere vedligeholdelsesarbejder og andre services, og derfor må lejerne enten træde til og gøre et frivilligt arbejde eller ejendomsselskabet må lade stå til indtil den større økonomi begynder at komme sig. Går ejendomsforeningerne konkurs overgår de til de kommunale realkreditinstitutter.

I forlængelse af ejer/ lejer spørgsmålet kan der i det større billede være udmærket anledning til at spørge, hvordan vi ser vores forhold til den private ejendomsret udvikle sig fremover. Personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at en masse af den stolthed og andre personlige følelser, som har været hængt op på den private ejendomsret, vil klinge af i løbet af de kommende år. Er for eksempel delebiler ikke et overbevisende og effektivt koncept for løsning af en samfundsmæssig opgave? Forestiller vi os, at ånden i ufjendskabets økonomi bliver udbredt, og hver enkelt således har et socialt tilhørsforhold som er rodfæstet, så bliver det på mange områder svært at trække skarpe skel mellem det private og det fælles, og behovet for at trække sådanne skel vil formentlig kun forekomme lejlighedsvist. Omvendt opfatter jeg personligt retten til at have noget der er privat som en menneskeret, der ikke kan gradbøjes. Ingen skal påduttes en kollektivisme oppefra, og derfor må vi give disse forhold tid til at udvikle sig.

Om pensionsopsparinger

Hvor opsparing i egen bolig bør respekteres, er det efter min opfattelse sværere at udvise en kollektiv respekt for folks pensionsopsparinger. Pensionsmarkedet har været gennemsyret af de samme forrykte gearinger og den samme stemning af, at den smarte snyder den mindre smarte, som karakteriserede hele det finansielle cirkus. Selvom folk har afstået en del af deres løn med henblik på at opnå købekraft på et senere tidspunkt i deres liv, så har de ikke desto mindre overdraget disse penge til finansielle institutioner, som forvaltede de samme penge på en uansvarlig måde. Hvordan kan det være, at alle de mennesker som på papiret har haft halve og hele millioner kroner stående i deres pensionsselskaber, at de ikke har interesseret sig mere for, om pengene nu også kunne forventes at være der på et givet tidspunkt ude i fremtiden? Den letsindighed, som har karakteriseret hele den finansielle sektor, har været delt af alle de som betroede de finansielle institutioner deres penge, og at den letsindighed nu har afsløret sig som ryggesløs og medfører tab, det kan vi efter min opfattelse som udgangspunkt ikke kollektivt kompensere for.

Samtidig har penge på en pensionsopsparing efter min opfattelse også givet et mærkeligt falsk billede af tryghed i en verden, som vi alle dybest set godt har vidst ikke var bæredygtig. Hvordan kan man overhovedet tro på langsigtede investeringer indenfor livsform, som ikke er bæredygtig? Personligt begriber jeg ikke, hvordan folk har fået disse elementære kendsgerninger til at hænge sammen. Selvom trækket i ens løn var reelt, var den forventede virkning måske hele vejen igennem en illusion. Sat på spidsen var det man købte bare nogle års sorgløshed.

Almindelige mennesker kan umiddelbart have grunde til at føle sig snydt af smarte sælgere af finansielle produkter, men havde vi alle taget disse ting mere alvorligt, havde vi overhovedet taget vores reelle kritiske omstændigheder alvorligt, havde de økonomiske realiteter været nogle andre, og vi ville slet ikke have haft disse penge at indbetale. Ser vi tilbage på de seneste 40 år, er et af de mest karakteristiske træk, hvordan samfundet har trykt penge, enorme mængder af penge, papirpenge, og tilliden til disse papirpenge er der ikke længere. Der har været rigtig mange mennesker, som var millionærer, men netop kun på papiret. Det samme gælder vores pensionsopsparinger. Så vær glad for de gode sorgløse år, uanset hvor meget de i dag ligner en drøm, og lad os besinde os på vores aktuelle situation og fremadrettede handlemuligheder.

Da tingene begyndte at vise alvorlige tegn på et forestående sammenbrud, var der en del der opfordrede til, at folk med reelle formuer skulle flytte disse over i guld. Jeg skal ikke kunne sige om det vil vise sig at have været en klog strategi, men set i forhold til ufjendskabets økonomi rammer det alligevel ved siden af skiven. Vores pensionsopsparing består i vores sociale bånd. Altså hvor godt hver enkelt selv formår at fremme holdningen én-for-alle/ alle-for-én i det kvarter, hvor han eller hun bor, og derfor godt tør stole på, at de heller ikke vil blive ladt i stikken når de bliver gamle.

Om jordbrugsreformer

Krisehåndteringen af ejerforhold indenfor landbruget tænkes at følge de samme linjer som for privatboliger ovenfor. Men i det store billede er det lige så påtrængende med omfattende reformer på landbrugsområdet, som det er på de politiske og økonomiske felter. Vores hidtidige måder at dyrke jorden har været intet mindre end forrykte. Vi har drænet al naturens egen grokraft ud af vores dyrkningsmetoder og erstattet den med fattige, kemiske surrogater og indskud af voldsomme mængder af fossile brændstoffer.

Skulle vores forsyning af fossile brændstoffer således bryde sammen, står vi med et landbrug, som ikke er i stand til at producere den mindste smule mad. Det er derfor vores umiddelbare overlevelse vil afhænge af kvarterenhederne og deres evne til at producere deres egen føde. Men denne måde at skaffe føde er kun et overgangsfænomen. Gennem iværksættelsen af gennemgribende jordbrugsreformer skal landets fertilitet gendannes, og på sigt vil vi formentlig vende tilbage til mere velordnede byer, hvor havebrugene er nedtonede, og fødevareforsyningen igen hovedsageligt vil komme fra landet.

I forbindelse med disse gennemgribende jordbrugsreformer er spørgsmålet om ejendomsretten igen aktuelt. Hvis spørgsmålet er, hvordan vi som samfund opnår den største omsorg for vores landbrugsjord og de største udbytter pr. hektar, så peger hidtidige erfaringer i retning af, at små og mellemstore familieejede og familiedrevne landbrug giver de bedste resultater. Og i forlængelse heraf er det der, hvor landbrugene har udviklet sig til kæmpemæssige bedrifter med meget store jordbesiddelser og en mægtig kødproduktion, at omsorgen for jorden og dyrevelfærden har svigtet grellest. For så vidt vi kan bruge vores hidtidige erfaringer som ledetråd for vores fremadrettede handlinger, så forekommer det at være en god idé at indarbejde en opbrydning af de store bedrifter som et led i jordbrugsreformerne.

Jordbrugsreformerne vil fuldkommen forandre det danske landskab. Vi skal bort fra opfattelsen af landet som en resurse, der bare står til menneskets rådighed, og i stedet begynde at prioritere naturens trivsel på linje med vores. Og der er ikke noget modsætningsforhold her, ingen interessekonflikt. Vi skal have maksimal biologisk diversitet, maksimal frodighed, og i al denne frodighed vil vi rigeligt kunne finde alt, hvad vi skal bruge for at brødføde os. Således vil det danske landskab igen blive meget varieret med masser skov og åbne engstrøg med græssende kreaturer og en rigt varieret flora og fauna. Set i det lys får man fornemmelsen af, at der var en nøje sammenhæng mellem hvor udpinte og stressede vores liv var, og hvor udpint og stresset naturen var, ved udgangen af den industrielle epoke.

Overflod er naturens måde at fungere på, hvorfor skulle det ikke også være menneskets? Så når vi giver os i kast med at bygge drivhuse og rodzoneanlæg og bylandbrug, så er de ikke bare vores livline her og nu, de er også et løfte om en lysere fremtid.

(Illustration: The Sunset House by Lilah and Nick, West Virginia)

Identitetskulten

Posted on 2013/03/13 by kolliker

Svar

Der går en lige linje fra Rasmus Berg alias Erasmus Montanus til Sidney Hassel Hansen alias Sidney Lee. Det moderne menneske skaber sin identitet. Det moderne menneske ville slet ikke være moderne, hvis ikke det skabte sin identitet. Det er indbygget i vores teenagekultur, vores musikkultur, vores succeskultur, måden vi bryder ud af vores forældres småborgerlighed, måden vi bryder med den gode smags forudsigelighed og pænhed, måden vi bryder med vaner og hævdvundne metoder for at gå efter det ekstraordinære og sensationelle. I over 300 år har opskriften været, læg din fortid bag dig, tag ind til storbyen, skab dig et navn blandt andre som også har skabt sig et navn. Således går der en lige linje fra Pontoppidans ”Lykkeper” til Lou Reeds ”Walk On The Wild Side”.

Men som denne livsindstilling til stadighed udfolder sig, bliver credoet mere og mere skingert, og skyggesiderne mere og mere iøjnefaldende. Helt op til 50’erne var der nogle traditionelle livsformer som trods alt fulgte med, nogle rødder, som det moderne menneske måske nok så ned på, men ikke desto mindre i følelsesmæssig henseende alligevel trak på. Men med 60’ernes materielle boom udbredtes den moderne livsindstilling til store dele af samfundet, og allerede en del af de børn der voksede op i 60’erne, blev præget af at have nogle forældre for hvem det at skabe sig en identitet var deres centrale livsopgave.

I den almindelige debat har det været de kulturradikale grupper, 68’erne, der har været de udskældte, men det er i mine øjne forfejlet. Uanset i hvilken grad deres eksperimenter slog fejl, så forsøgte blomsterbørnene og 68’erne faktisk at skabe ny sammenhængskraft i et samfund, som de erkendte som dysfunktionelt. Efter min opfattelse er det langt mere interessant at undersøge, i hvor høj grad de toneangivende medlemmer af mainstream-samfundet var grebet af tanken om at skabe sig en identitet. Jeg voksede selv op i 60’erne og 70’erne, og jeg husker tydeligt hvordan stræbsomhed og show off var fremherskende fremfor tryghed og omsorg i flere af de hjem jeg kom i. Allerede den gang blev mange unge mennesker sendt ud i verden med en grundlæggende usikkerhed på om de var gode nok.

Forældrenes svigtende vægtning af at skabe tryghed for deres børn skabte en selvforstærkende spiral af modernitet forstået på den måde, at hver enkelt unge menneske, som kom ud i verden usikker på om han var god nok, snart så lyset og dannede den forestilling, at hvis han bare kunne vise hvor særlig han i virkeligheden er, hvis han kunne skabe sig sin egen succes, så ville han blive elsket, så ville han være god nok. Det moderne har derfor denne dobbelte attraktion: Dels som medicinen der virker bagud, og guleroden der virker fremad. Men hver disse virkninger er et falsum. Virkningerne er imidlertid interessante fordi de forklarer, hvorfor hver generation tager det moderne til nye stadier. Man gør det både af nød og af lyst. Og denne selvforstærkende spiral har altså været almindelig udbredt og virksom igennem årtier. Stadig større stræbsomhed, stadig mere udsathed, stadig større pres på at skabe sig et navn blandt dem der allerede har skabt sig et navn. Det er således min påstand, at den mest fremherskende tro i vores samfund i dag er troen på vores evne til at skabe vores egen identitet. Og vores dyrkelse af denne tro kan således kaldes identitetskulten.

Denne anskuelse har mangfoldige interessante aspekter. For eksempel peger den efter min opfattelse i retning af, at mobning ikke bare er en dårlig vane hos enkeltindivider eller grupper. Mobning er snarere en livstilstand. En af de mangfoldige skyggesider af vores identitetskult. Et andet centralt aspekt er måden identitetskulten spiller sammen med reklame- og underholdningsindustrien. Reklamer har en særlig evne til at næres ved det moderne. Måden reklamer udstiller det kiksede, rollen som statist, som identitetsløs, overfor det at have identitet og opnå succes, kærlighed og anerkendelse. Og tager man nutidens mode- og livsstilsmagasiner eller for den sags skyld design- og arkitekturtidsskrifter, så er overgangen fra reklamerne til artiklerne næsten ikke til at få øje på. Tag for eksempel et repræsentativt udsnit af de seneste 15 års internationale arkitektkonkurrenceforslag og se hvor mange af disse forslag, der definerer arkitekturens højeste formål som det at skabe identitet. Og denne livsindstilling fortsætter langt ind i underholdningsindustrien, hvor diverse shows spiller på samme modsætningsforhold mellem identitetsløshed og identitet, almindelige mennesker kan blive stjerner, og indstillingen fortsætter sit triumftog over i nyhedsudsendelser og reportager med et bemærkelsesværdigt stort fokus på personer og personspørgsmål fremfor på sager og fælles udfordringer. Således kulminerer identitetskulten hos kommunikationsrådgiverne, som instruerer folk i synliggørelse og personlig branding. Den frivillige og kalkulerede objektliggørelse af sig selv. Og så selvfølgelig kultens udbredte, primære ritualer i form af at se fjernsyn og at shoppe.

For den menneskelige erfaring kan der siges at være to fundamentale kræfter på spil både indeni os og i verden omkring os, og disse kræfter benævner vi ofte som hhv. lys versus mørke, kærlighed versus selviskhed, Gud versus Fanden mm. Vi kunne også anlægge en mere fysisk og mekanisk betragtning og kalde dem ’kræfter der samler’ versus ’kræfter der splitter’. Denne skelnen er relevant her, fordi den peger på det indbyggede modsætningsforhold og den uomgængelige disharmoni, som identitetskulten tager udgangspunkt i og til stadighed producerer. Problemet er, at det ultimative mål stadig er kærlighed og accept, men at metoden til at nå målet er ved at skille sig ud. Således benytter vi ’kræfterne der splitter’ med henblik på at nå der til, hvor vi føler os hjemme, altså dér hvor ’kræfterne der samler’ hersker.

Et menneske, som dyrker identitetskulten, er en ejendommelig skabning, udadtil voldsomt selvhævdende og indadtil dybt usikker på sig selv og på hvad der er sandt eller falsk. Hvorfor? Fordi både fornemmelsen for hvad der er sandt eller falsk og visheden om at være god nok som man er, forudsætter en forståelse for noget, der er større end en selv. Men netop en forståelse for noget, der er større end en selv, er en hæmsko for den uhindrede skabelse af ens identitet. Indenfor identitetskulten kan man simpelthen se, at de personer når længst, som ikke udviser den mindste forståelse for, at der er noget der er større end dem selv. Psykopater har overraskende gode karrieremuligheder i vores nuværende samfundskultur.

Og følgevirkningerne af denne udbredte og i mange henseender toneangivende identitetskult bliver mere og mere åbenlyse. Det er en livsform uden nogen indeholdt forbundethed mellem det enkelte menneske og omverdenen, og denne fremmedgjorthed og mangel på omsorg manifesterer sig stadigt stærkere i vores fysiske miljø. De svage i samfundet bliver ladt i stikken, vores samfundsinstitutioner er kampzoner for interessekonflikter fremfor betroede samfundsopgaver, landbrugsjorden og den øvrige natur misrøgtes og taber til stadighed fertilitet og diversitet, og de helt store udfordringer i form af klimaforandringer og knaphed på resurser lader os så magtesløse, at vi nærmest ignorerer dem.

Udvider vi udsynet til at omfatte menneskeheden som helhed, er det de samme tendenser der er dominerende. Identitetskulten trives måske allerstærkest i ’the upcoming economies’, som Kina, Indien og Rusland. ’Kræfterne der splitter’ er altdominerende, og så meget, at vi må spørge os selv om menneskeheden er ved endegyldigt at ødelægge sit eget livsgrundlag, hvilket samtidig er livsgrundlaget for planetens øvrige levende organismer. Vores adfærd er forrykt.

Men der er alternativer, og de er alle knyttet til en fundamental holdningsændring, hvor vi bevidst vælger at basere vores liv på ’kræfterne der samler’. ’Kræfterne der samler’ er stærkere end ’kræfterne der splitter’, men fordi de har været så massivt fortrængt gennem så lang tid, er deres evner for at vende de fremherskende, dystre tendenser langt fra givet. Og ja, her bevæger vi os ind i en religiøs dimension, men det er ikke ensbetydende med nye, omfattende stridigheder om hvad der er ’den sande tro’. Personligt har jeg haft stor glæde af min buddhistiske praktisering, men i realiteten er der et hav af forskellige måder man kan understøtte ’kræfterne der samler’ i ens liv. Hvad som helst man kan gøre som fortæller én, at man er god nok som man er.

Og ’kræfterne der samler’ skaber underværker i den enkeltes liv. Pludselig er man igen fuldt og helt forbundet med alt livet omkring én, med andre mennesker, med sin fortid, med sin familie, og man får inspirationer ud af det blå, evner for at se klart, og mod til at handle på sine spontane indskydelser. Livet er med ét et eventyr, ens relationer bliver umådeligt dyrebare og overskrider tid og sted, og naturen bliver en helligdom af ubegrænset skabelse. Blot må vi samtidig konfrontere os med den næsten ubærlige sorg over, hvor ufølsomt vi har behandlet os selv og hinanden og vores dyrebare planet.

Denne anderledes måde at leve på er umiddelbart indenfor hver enkelts rækkevidde, og det er efter min opfattelse den chance vi har for at overvinde vores akkumulerede dødsdrift. Der er ingen forudsætninger, ingen ting man skal gøre først. Denne verden ligger åben for os, der er bare én ting vi hver især ikke kan tage med os, og det er vores ego, vores hårdttilkæmpede identitet. Det er med livet som i Niels Bohrs berømte stokke-analogi om menneskelig erkendelse: Bevæger man sig ind i et rum med bind for øjnene men med en stok i hånden, kan man holde med et fast greb om stokken, hvorved håndens følesans flyttes ned til stokkens spids, og man kan således mærke om de ting stokken rammer er bløde eller hårde, ru eller glatte. Holder man derimod om stokken med et løst greb, forbliver følesansen oppe i hånden, stokken støder godt nok stadig ind i ting, men stokkens bevægelse afslører ikke noget om disse ting, og disse stød giver således blot en forøget bevidsthed om det at have en stok i hånden.

Når den enkelte hengiver sig til ’kræfterne der samler’ forløses et mægtigt potentiale, og han eller hun er i stand til at udrette fantastiske ting. Men denne storhed vil ikke længere være ikke hans eller hendes til at pynte sig med, hans eller hendes til at skaffe sig personlige fordele ved. Storheden ligger i ’kræfterne der samler’, som han eller hun lader virke igennem sig. Hvor stort et skift dette vil være i forhold til den fremherskende identitetskult kan ses på, i hvor høj grad disse oprindelige menneskelige dyder af hengivenhed og ydmyghed hidtil nærmest har været tabu eller i det mindste genstand for hån og latterliggørelse.

(Illustration: Stillbillede fra Godfrey Reggio’s ”Powaqqatsi: Life in Transformation”, sekvensen Video Dreams, 1988)

Det store, politiske svindelnummer

Posted on 2013/03/05 by kolliker

Efter en indledende telefonsamtale måtte jeg tage min søn til undersøgelse hos Lægevagten på Herlev Hospital. Det var fredag aften, og vagtlægen undersøgte min søn, spurgte til andre sygdomstegn, og vi blev sendt hjem med den besked, han skulle holdes under observation over de næste par dage. Afhængig af udviklingen var der så en Plan A og en Plan B. Fint nok.

Men mødet med hospitalsvæsenet var ikke udelt positivt. Ankomst til Lægevagten skete via et tarveligt parkeringskælderagtigt areal til et venteværelse, som lå i umiddelbar forbindelse med vindfanget og derfor var fodkoldt. Der var ingen mennesker, hverken i venteværelset eller i de tilstødende lokaler. Et skilt orienterede patienter om at melde deres ankomst via deres sygesikringskort eller ved indtastning af deres cpr-nr. på en lille, vægmonteret terminal. Skiltet orienterede samtidig om, at Lægevagten kun modtager patienter med forudgående henvisning. Således indtastede jeg min søns cpr-nr. på terminalen. Teminalens display fungerede desværre ikke, og der var ikke nogen anden form for tilkendegivelse af, at indskrivningen var vellykket gennemført, så min søn og jeg satte os ned i venteværelset og håbede på, at der var en eller anden, et eller andet sted i bygningen, der var klar over at vi sad der.

Som jeg kiggede mig omkring studsede jeg over, hvor snavset der var, og hvor ramponerede de fysiske rammer forekom. Møblerne i venteværelset gav indtryk af at være nogle der var blevet til overs andre steder og havde ingen indbyrdes sammenhørighed. Snavset havde ophobet sig på gulvene langs væggene, og omkring de vilkårligt udlagte gulvmåtter. Vægge, paneler og døre var skrammede og plettede, det nedhængte systemloft var bulet og skævt og fuld af snavsede fingre fra alle de gange pladerne havde været ned og op og i øvrigt sorte af snavs omkring ventilationsarmaturerne. Og alle detaljer blev stillet nådesløst til skue i den uforsonlige belysning.

Min søn og jeg sad altså dér alene og ventede. Han var ikke syg som sådan, og trods det sene tidspunkt tog han det rigtig pænt. Indimellem passerede en gæst eller en udskrevet patient forbi, men vi så ikke noget personale. Da jeg samtidig var usikker på om vores indskrivning var lykkedes, besluttede jeg efter måske 20 min. at opsøge noget assistance, og min søn og jeg bevægede os således ind i bygningen, og kom så at sige bagfra ind i Herlev Hospitals Akutmodtagelse. Her var der en velmenende sygeplejerske der sendte os ned til Børnemodtagelsen i den modsatte ende af Akutmodtagelsen. Men det var en fejl, for de kunne ikke hjælpe os, og de sendte os tilbage til det forladte venteværelse. Her i anden omgang gik der dog ikke lang tid før end vi blev hentet af vagtlægen, som undersøgte min søn, og vi kunne så trisse hjem igen. Da vi forlod bygningen lå der en pøl af bræk foran indgangsdøren. Den kunne formentlig ligge der til næste morgen. Måske længere.

Næste dag kunne jeg ikke lade være med at reflektere lidt over, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg tænkte på, hvor meget forskellige offentlige institutioner havde ændret karakter indenfor min livstid. Den måde Herlev Hospital fremstod, lignede mere noget jeg ville forbinde med ophold i udlandet. Og det gennemgående indtryk var mangel på omsorg. Der var noget fuldkommen ulogisk og fremmedartet ved den måde institutionen fremstod. Dens berettigelse som hjemsted for varetagelse af den almindelige borgers sundhed forekom langt fra indlysende. Og jeg begyndte at spørge mig selv om det eventuelt kunne tænkes, at der var noget andet på spil. Som jeg overvejede spørgsmålet, kom jeg op med følgende tre begrundelser for en mægtig institution som Herlev Hospital:

1. Et politisk flagskib

Investering i hospitalsvæsenet er en af de mest håndgribelige måder politikerne kan fortælle historien om, hvilken omsorg de viser befolkningen. Hermed mener politikerne givetvis, at de udruster vælgerne med de bedst tænkelige grunde til, at de hver især skal give dem deres stemme ved næste valg. Det forekommer helt ensidigt at være en politisk vindersag. Hvorvidt politikernes store omsorg så reelt bærer igennem, er øjensyneligt ikke deres problem. Det er bare symbolpolitik. Trods det at vores allerede meget store hospitaler har åbenlyse problemer med sammenhængskraften og i forvejen ligner kolosser på lerfødder, afholder det således ikke politikerne fra at drive den samme tankegang en tand videre med lanceringen af de nye supersygehuse. Gad vide, hvad det egentlig er der bliver super ved dem. Om overhovedet noget. Og hvor meget skal de eksisterende hospitaler forfalde, eller hvor mange lokale hospitaler skal lukke, for at der kan blive råd til at drive alt dette nybyggeri?

2. En måde at sikre beskæftigelsen for en række faggrupper

Når et stort sygehus som Herlev Hospital fremstår som snavset og ramponeret, så siger det noget væsentligt om måden sygehuset ledes, noget væsentligt om hvordan der prioriteres. En offentlig institution af en størrelse som Herlev Hospital er underlagt en politisk ledelse, hvilket medfører at de temaer og de hensyn der er udslagsgivende for ledelsen af institutionen først og fremmest er politiske. Det er interesser med en stærk politisk repræsentation, der afgør prioriteringerne. De stærke faggrupper, de stærke fagforeninger, sætter sig således igennem og sikrer deres egne medlemmers beskæftigelse og faglige interesser. Og patienterne? Nå ja, de er der osse, men de er jo ikke organiserede. Spurgte man patienterne, er det ikke svært at forestille sig, at patienterne faktisk ville prioritere, at der blev holdt rent, at der var receptionister der tog imod og kunne svare på spørgsmål, og at der var pedeller der sikrede en god vedligeholdelsesstand af de fysiske rammer.

3. En mægtig maskine til livsforlængende symptombehandling

Vores videnskab har dissekeret, belyst, udmålt og registreret menneskelegemets mangfoldige funktionsmåder, og på baggrund af denne viden forsøger vi med vores lægevidenskab at genskabe kroppens sundhed, hvor den viser tegn på ubalancer og sygdom. Det mægtige Herlev Hospital er helt konkret sammensat af et hav af forskellige afsnit, som hver især er specialiseret indenfor et bestemt aspekt af den enorme lægevidenskabelige viden som igen svarer til et bestemt aspekt af menneskets fysiske legeme. Og metoden til at opnå sundhed forekommer således at være, at patienten går igennem forskellige stadier af diagnosticering med henblik på endelig fastlæggelse af, hvilken vilkårlig lille del af kroppens mangfoldige maskine der er årsag til problemerne, og derpå operere eller medicinere denne del tilbage til nogenlunde normal funktionalitet.
Denne tilgang til sundhed har velsagtens sine fortrin, men den har også sine store, blinde vinkler. Det må vel betragtes som en kendsgerning, at mange mennesker i årevis har haft ondt i livet inden de fik ondt i kroppen. Karmaloven er den samme, om man taler om trivsel og lykke eller mismod og sygdom. Det grundlæggende spørgsmål er, om man føler sig hjemme i sit liv, om man bruger sine evner og sin tid på noget meningsfuldt, og man indgår i kærlige, glædesfyldte og udviklende relationer med sine nærmeste. Hvis en patient gennemgår et behandlingsforløb på Herlev Hospital, men vender tilbage til de samme livsomstændigheder, hvad er så prognoserne for helbredelse?
Modsætningen til at føle sig hjemme i sit eget liv er at føle, at det man bruger sine evner og sin tid på er meningsløst, måske lige bortset fra lønnen, og at udvekslingen med ens nærmeste er hæmmet og konfliktfyldt og typisk tager mere end den giver. Forstiller vi os forsøgvist, at liv levet sådan slet ikke er ualmindeligt, at der reelt er tale om en vidt udbredt fremmedgjorthed, så kan vi tage anskuelsen et skridt videre og spørge, hvordan et menneske, som har så svært ved at leve, har det med at skulle dø? Er det ikke rimeligt at antage, at jo sværere vi har ved at leve, jo sværere har vi ved at give slip på livet? Og er vores mægtige hospitaler således ikke mere end noget andet monumenter over, hvor meget vi frygter døden og klamrer os til livet? Hvor er vores værdighed, både i livet og i døden?

Sat på spidsen er mægtige institutioner som Herlev Hospital blevet instrumenterne ved hvilke vi taber vores værdighed. Både i den private og den offentlige sfære er vi kommet der til, hvor det er tingene der ejer os. Vi er holdt op med at spørge os selv, hvad vi tror på. Vi tror på det der er. Og mere af det samme. Vi bærer på en enorm dødvægt af tidligere tiders succesrige forestillinger, som dog ikke rigtig længere fremstår som succesrige, men snarere som udtjente og kontraproduktive. Og det er som om, at vores ledere er de sidste til at indse det. Manglen på fantasi er ubegribelig.

Selv hvis vi helt hypotetisk forestiller os, at politikere, sygehusledelse og fagforeninger fandt tilbage til deres oprindelige mission om at tjene det større samfund, og vi fik rengjort og poleret vores hospitaler, ville vi så ønske os at have disse mægtige institutioner? Tror vi overhovedet på den opfattelse af kroppen og den måde at holde den sund? Vores omstændigheder taler deres eget tydelige sprog om, at vi skal skære ned på vores samfundsmæssige forbrug, men selv hvis vi helt hypotetisk forestillede os at vi havde ubegrænsede resurser til rådighed, ville vi ikke stadig vende ryggen til supersygehusene, og søge mod former for pleje og helbredelse som tog udgangspunkt i den lille skala, hvor selve det at relatere til andre mennesker, det at være rodfæstet i et konkret, omsorgsfuldt netværk var en del af sundhed og helbredelse?

Hvor mange kampe er ikke blevet kæmpet i lokalsamfundene for at bevare den lokale skole eller det lokale hospital? Men forgæves. Det lokale og autonome passer ikke ind i politikernes og fagforeningernes kram. I stedet er varetagelsen af vitale samfundsfunktioner ved at segne under vægten af den politiske topstyring baseret på udtjente forestillinger. Problemerne med sammenhængskraften bliver mere og mere åbenlyse, hvilket blot giver anledning til flere megalomane politiske initiativer. Hvordan kan vi tro på at den næste sundhedsreform, den næste folkeskolereform, den næste landbrugsreform løser vores problemer.. løser nogen problemer overhovedet?

Over de seneste to årtier har der i USA udfoldet sig en kamp mellem forbundsregeringen i forening med de store fødevarekoncerner på den ene side og på den anden Local Food-bevægelsen, der, som navnet siger, understøtter udvekslingen af fødevarer direkte mellem små producenter og indbyggerne i nærheden. Og selvom Local Food-folkene synes at have et ret overbevisende argument ved at pege på, at de gør bare tingene på samme måde som mennesker har gjort igennem århundreder, så er det ikke desto mindre lykkedes de store fødevarekoncerner at påvirke forbundsregeringen til at forfølge Local Food-folkene og forbyde eller forhindre deres metoder.

Men fornylig har Local Food-bevægelsen vundet en stor sejr ved at få gennemført en lovgivning om giver de små fødevareproducenter og deres kunder ret til selv at bestemme og selv at tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Navnet på denne lovgivning er Food Sovereignty Laws, og denne lovgivning giver altså rettigheder som hverken State eller Federal Law kan anfægte.

Denne sejr, og alt hvad dette initiativ rummer, er en af de mest inspirerende og bemærkelsesværdige politiske visioner i årtier. Det handler om at det enkelte menneske genvinder sin værdighed og retten til at bestemme over sit eget liv, herunder retten til at indgå i frie lokalsamfund. Skal vi ikke også have Health Sovereignty Laws og Education Sovereignty Laws? Eller skal vi bare sammenfatte al denne nytænkning i Local Sovereignty Laws?

Det er påfaldende hvilken opmærksomhed der har været på Danmark og de øvrige nordiske lande fra internationale politiske og økonomiske kommentatorer på det seneste. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Vi har en talemåde, der siger, at magt korrumperer; vi kunne såvel sige: Størrelse korrumperer. Enhver samfundsmæssig institution, der vokser til at blive meget stor, vil gradvist blive mere og mere korrupt. Hele den vestlige verden er ved at gå i opløsning over al den korruption, der har bredt sig indenfor både erhvervsliv og offentlig forvaltning. Men som relativt små lande er de nordiske lande ikke helt så korrupte og velsagtens relativt mere velfungerende end mange, større lande. Men lad os ikke gøre os nogen illusioner her. Det er kun på en relativ skala, at de nordiske lande fremstår som velfungerende. Som det antydes ovenfor har vi vores egne problemer med korruption og ledelsesmæssige svigt. Også i Danmark er vores samfundsinstitutioner blevet alt, alt for store. Og den eneste måde vi kan nedbringe korruptionen er ved at skalere vores institutioner ned.

Politikerne er flinke til at gøre opmærksom på alle de måder staten bistår sine borgere, men de taler aldrig om hvilken pris borgerne betaler for denne godgørenhed. Vi kan hver især været bundet af vores gældsforpligtelser til banker og realkreditinstituttet, men selv disse forpligtelser er jo tilvejebragt og sanktioneret af staten. I en lang periode efter 2. verdenskrig forekom staten at tjene almindelige menneskers ønsker og behov, og derfor overlod vi frivilligt mange, væsentlige samfundsmæssige beslutninger til staten. Men over de sidste 40 år er statens institutioner gradvist blevet påvirket af og et instrument for særinteresser og personlige ambitioner. Og al den beslutningskraft, som vi tidligere villigt overførte til staten, mærker vi nu som magtfuldkommenhed og tvang fra statens side. Kontrakten er blevet brudt. Set fra almindelige menneskers standpunkt er staten ikke længere en effektiv måde at organisere vores samfund. Statens interesser synes i langt højere grad at være sammenfaldende med de andre magthaveres interesser, dvs. bankerne, de store erhvervskoncerner, fagforeningerne. Vi skal have omsorgen og kreativiteten og handlekraften tilbage i samfundslivet, og denne omsorg, kreativitet og handlekraft kan kun komme fra det enkelte menneske gennem hans eller hendes samspil med andre indenfor en konkret, social ramme. Den konkrete, sociale ramme er det der giver trygheden for at den enkelte kan udfolde sig. Og disse konkrete, sociale rammer skal borgerne selv skabe, staten yder dem ikke længere, og kommer ikke til det indenfor en overskuelig fremtid.

Lad os derfor erklære den danske stat konkurs. Den er i hvert fald åndeligt og moralsk bankerot. Men lad os gå skridtet videre og også erklære den økonomisk bankerot. Lad os fordele alle statens aktiver ud til parthaverne, dvs. til det danske folk. Lad kommunerne få fuldt ejerskab og driftsansvar for deres skoler, daginstitutioner, plejehjem mv. Og lad kommuner, som ikke har et sygehus men bare et nedlagt sygehus, lad dem retablere deres sygehus med udstyr fra de store regionalhospitaler. Og lad så kommunerne selv finde ud af, hvilke services de kan tilbyde deres borgere, og hvordan de får økonomien til at hænge sammen. Tilbage hos staten ville være nogle få overordnede funktioner indenfor forsvar, infrastruktur og internationale aftaler, Danmark vil bestå som nation, og i kulturel henseende vil vores egenart ikke bare være en formel, statslig kanon eller en trendy eksportvare, men måske igen blive en frodig og mangfoldig folklore.

Ved at den enkelte generobrer myndigheden over sit eget liv, ved at den enkelte begynder at bidrage til at skabe et bæredygtigt lokalsamfund, kan vi samlet skabe den største transformation i menneskehedens historie og springe ud som sande verdensborgere. Vi har ingen forestillinger om vores reelle, kreative potentiale, ingen forestillinger om graden af innovation indenfor et samfund båret af omsorg for og værdsættelse af hver enkelt. Det oprindelige velfærdssamfund delte faktisk denne vision, indtil projektet hen ad vejen korrumperede. Nu skal beslutningen tages på ny. Det er vores valg.

(Illustration: Rollercoaster Warsaw, Kobas Laksa 2010)

Når sandheden skal tilbage

Posted on 2013/02/19 by kolliker

Svar

(Læserbrev til Weekendavisen)

I sin anmeldelse af to videnskabelige artikler i WA 8. feb. 2013 beskriver Jørn Boisen folks tilbøjeligheder til at tro på konspirationsteorier som en funktion af social usikkerhed. Og artiklen bærer overskriften “Når sandheden skal frem” og denne sandhed forekommer således at være, at troen på konspirationsteorier blot er et spildprodukt af nogle uheldige, personlige livsomstændigheder. Og rationalet bliver helt underholdende ved den videnskabelige artikel der synes at dokumentere, at de samme mennesker der tror på at en konspiration stod bag Lady Dianas død, samtidig tror på at hun fortsat lever.

I et demokratisk samfund består der en mere eller mindre udtalt kontrakt mellem folket på den ene side og samfundets lederskab i form af regering og toneangivende erhvervsfolk på den anden. Og da konspirationsteorier typisk beskæftiger sig med, hvem der ‘i virkeligheden’ styrer og med hvilke motiver, virker det tyndt blot at stoppe ved sammenhængen mellem tendensen til at tro på konspirationsteorier og folks oplevelse af social utryghed. Er det vi har at gøre med ikke ‘i virkeligheden’ en dyb tillidskrise imellem folket og lederskabet?

I disse år vågner almindelige mennesker gradvist op til erkendelsen af, at knaphed på olie og en række andre råstoffer står til at blive den nye normal, at naturgrundlaget, som trods alt er vores kilde til føde, til stadighed mister fertilitet og dermed produktivitet, og at de store rigdomme, der er blevet udvundet over de seneste årtier, ikke er blevet investeret i en bedre fremtid for alle, men tværtimod er blevet klattet væk i et ørkesløst luksusforbrug.

Folket eller almindelige mennesker har gode grunde til at føle social utryghed og de har gode grunde til at mistro det samfundsmæssige lederskab. Man behøver ikke at være konspirationsteoretiker for at indse, at der er noget i vores samfunds funktionsmåder og beslutningsprocesser, der er gruelig galt. Bare ved nøgternt at tage bestik af dybden af det uføre vi står i, fremstår vores hidtidige lederskab som korrupt.

Og derfor bliver det næste spørgsmål naturligt, hvordan kunne det gå så galt? Og i besvarelsen af det spørgsmål bliver netop vores samfundsmæssige omgang med sandhed kritisk. Ovennævnte kontrakt mellem folket og dets lederskab baserer sig dels på at lederskabet arbejder for indfri folkets ønsker, dels på at lederskabet er åbent og transparent og informerende, og således udruster folket med den nødvendige viden til overhovedet at kunne danne sig en nogenlunde sikker fornemmelse for, hvad deres ønsker er. Hvem vil benægte, at tendensen har været den modsatte igennem årtier? At beslutningsprocesserne i vores samfund er blevet mere og mere uigennemskuelige med allehånde problemer med lobbyisme, misinformationskampagner, ‘regulatory capture’, en kommercialiseret presse, politisering af forvaltning og ekspertorganer, ‘regulatory overload’, og bare tom, partipolitisk paraderen.

Fremfor at udstille folk som tror på konspirationsteorier, er det så ikke tid for en langt bredere, kollektiv, politisk selvransagelse? Er der ikke åbenbart, at vores politiske klima er præget af, at Vesten aldrig fik gjort op med den kolde krig, og at hele det sikkerhedspolitiske hemmelighedskræmmeri er fortsat uantastet og nærmest eksploderet efter 9/11? Eisenhowers advarsel om ‘den uheldsvangre og uhindrede udfoldelse af ubeføjet magt’ forekommer mere relevant end nogensinde. Samtidig har almindelige mennesker mistet interessen for politk, formentlig fordi det der præsenteres som politik bare ligner et morads af partipolitiske og personlige ambitioner.

Mere konkret, hvis hele den amerikanske befolkning og i en vis forstand en stor del af menneskeheden er traumatiseret af 9/11, hvorfor befrier den amerikanske regering ikke sit folk for dette traume ved at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af terrorhandlingen? Hvorfor gennemfører den amerikanske regering ikke en kommissionsdomstol med vidneudsagn under ed eller en sandhedskommission med vidtgående amnesti for netop at få sandheden frem? Den efterforskning, som blev gennemført, The 9/11 Commission Report, fremstår særdeles mangelfuld og fejlbehæftet, og hvordan kunne den blive andet? Med den sammensætning, de bemyndigelser og en finansiering på 14 mio. dollars. Til sammenligning kostede efterforskningen af Whitewater-affæren 60 mio. dollars og Lewinsky-affæren 40 mio. dollars.

Der findes ikke én sandhed, som gælder for alle. Sandhed kan aldrig være andet end en stærk følelse af vished hos det enkelte menneske. Problemet med sandheden i vores nuværende politiske kultur er, at vores ledere synes at gå ud fra, at sandheden såvel er relativ for den enkelte. Og således driver lederskabet og det øvrige samfund ryggesløst omkring uden sans for op og ned og frem og tilbage. Alt er underlagt nyttevurderinger, ovenikøbet personlige nyttevurdringer. Ingen træder i karakter og melder ud med, hvad han eller hun anser for sandt. Det hele bliver så mudret, at almindelige mennesker mister enhver illusion om at sandhed er noget at stræbe efter. I dette politiske klima er der ingen værn mod bedrag og ingen skel mellem legitime alliancer og konspirationer.

Samvittighedens genkomst

Posted on 2013/02/07 by kolliker

Svar

(Kronikforslag til Politiken)

Man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. For eksempel at vores politikere er fuldstændig ude af stand til at reagere på vores reelle udfordringer. Overalt omkring os opstår nye problemer, nye svigt afdækkes, nye historier om fejlslagne initiativer oprulles. Vi står midt i et finansielt sammenbrud, en klimakrise under opsejling samt modsætningen mellem en politisk vækstfilosofi overfor udprægede tegn på knaphed blandt en række afgørende resurser.

Derfor anlægger politikerne også nogle alvorlige miner, og formaner den danske befolkning om nødvendigheden af at vise mådehold. Og samtidig udtænker de forskellige politiske initiativer, som sætter dem i stand til at fortælle den historie til befolkningen, at de skam forholder sig til de store udfordringer, og at de handler fremsynet. Således tegner de et billede af omstændighederne for den danske befolkning, som giver indtryk af at de har styr på det, at der bare skal justeres lidt her og der, men ellers kan vi fortsætte som vi plejer.

Men igen, man behøver ikke at skrive en kronik om, hvad de fleste allerede ved. Og vi ved godt at det billede af vores omstændigheder simpelthen ikke stemmer med virkeligheden. Man skal velsagtens være politiker, ovenikøbet en meget selvtilfreds en af slagsen, for at kunne tro på de skønmalerier. Ikke desto mindre fortsætter vi med at overlade det til politikerne at lede samfundshusholdningen. Og politikerne gør, som en vis en anden branche, det de er bedst til. De skriver love og forordninger. Igennem et enestående parløb med nyhedsmedierne bliver vores ellers noget nær perfekte samfundsmaskine konstant justeret. En uret mod en enkeltperson er blevet begået, der konstateres en fejl, og straks er politikerne på banen med nye love og forordninger. Deres omsorg er ubegrænset. Vi skylder dem absolut et kryds ved næste valg.

I den antikke, græske mytologi fortælles om en kong Midas, som blev tilstået opfyldelsen af et enkelt ønske frit efter hans eget valg. Kong Midas ønskede da, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Og således blev det, men Kong Midas lykke forvandledes hurtigt til en forbandelse, for det gik jo nøjagtig som han havde ønsket, at alt hvad han rørte ved blev til guld. Men er det ikke sådan vores politiske system fungerer? Er det ikke sådan, at alt hvad politikerne rører ved bliver til love og forordninger, bliver til papir. De ovennævnte forhold om en løbsk finansiel sektor samt en forestående klimakrise og knaphed på resurser har været en del af vores kulturelle bagage gennem mere end 30 år. Vi ved godt, at der politisk sker ingenting. Der kommer bare mere og mere papir. Det behøver man ikke at skrive en kronik om. Det ved alle.

Hvad man måske kan skrive en kronik om, er spørgsmålet om samvittigheden. Kan man med rimelighed kalde politikerne for samvittighedsløse? Kan man kalde finansfolkene for samvittighedsløse? Kan man kalde virksomhedslederne for samvittighedsløse, når de i realiteten likviderer den ene danske virksomhed efter den anden og samtidig forgylder sig selv? Kan man kalde den danske befolkning for samvittighedsløs, når den svælger i samtalekøkkener, designertøj og eksotiske rejser, mens livsgrundlaget for den samlede menneskehed til stadighed udpines? Hvad er samvittighed overhovedet for en størrelse? Det er disse spørgsmål, jeg vil forfølge med denne kronik, og samtidig pege på, hvordan samvittighed kan være en af nøglerne til at komme ud af vores nuværende morads.

Jeg tror de fleste mennesker forbinder begrebet samvittighed med enten ’dårlig samvittighed’ eller ’god samvittighed’. ’Dårlig samvittighed’ er navnet på den følelse jeg har, når jeg gør nogen uret. Det kan være en bestemt anden person, der uden egen delagtighed kommer til at mærke de negative konsekvenser af mine valg, eller det kan være visheden om, at det øvrige samfund på en ikke nærmere defineret måde kommer til at betale for de fordele jeg selv opnår. Hvad der således er karakteristisk for samvittigheden er, at den baserer sig på visheden om at jeg er forbundet med dette andet menneske, sågar med alle mennesker omkring mig. Og den dårlige samvittighed er således stemmen indeni mig selv der fortælle mig, når jeg forråder min forbundethed med dette andet menneske eller med alle mennesker omkring mig.

Den gode samvittighed er tilsvarende den følelse jeg har, når jeg i mine handlinger respekterer min forbundethed med et bestemt andet menneske eller alle mennesker omkring mig. Følelsen er særligt fremherskende i situationer, hvor jeg bevidst afstår fra en mulig, personlig fordel, og hvor udnyttelsen af muligheden netop ville have medført at andre mennesker ville blive stillet ringere.

Vendingen ’at have god samvittighed’ kunne jeg også vælge at bruge, når jeg har fået nogle bestemte opgaver fra hånden. For at udløse denne følelse af god samvittighed har opgaverne typisk karakter af at være pligtbetonede, og jeg har måske ovenikøbet udskudt at tage fat på dem, og forsømmelsen af mine pligter og udskydelserne har således medført dårlig samvittighed, som så veksles til god samvittighed, når jeg får dem klaret. Disse pligtorienterede punkter kan også relatere sig til små, hverdagsagtige ting, som at holde mit hjem rent og ordentligt, eller lidt større ting som at have styr på min husholdning, min skattebetaling mv.

Disse to former for ’god samvittighed’ kan forekomme meget forskellige, den ene radikal og ekspansiv og den anden konventionel og nøjeregnende, men de forekommer ikke desto mindre at have et fælles udspring. Og som regel lever de to aspekter bare side om side uden nogen indbyrdes konflikter. Omvendt kan der opstå situationer hvor ens ’højere’ samvittighed tilsiger én at gøre ét, mens ens ’lavere’ samvittighed tilsiger én at gøre noget andet. Mange vil forbinde sådanne punkter med en personlig krise og således som noget ubehageligt, der hurtigst muligt skal finde en afslutning. For mig er disse konflikter højst kærkomne lejligheder til at styrke min troskab mod den ’højere’ samvittighed, samt en lejlighed til at holde mig skarp og sikre mig, at samfundets kollektive forestillinger ikke fuldkommen invaderer mit indre liv.

Ligesom kroppen har sin proprioceptive sans, altså sin vedvarende vished om alle kroppens lemmer og organer, deres funktionsmåder, deres timing, deres trivsel, så kan samvittigheden opfattes som vores sans for forbundethed med vores omgivelser. Den ´dårlige’ eller den ’gode’ samvittighed er bare specielle og særligt letfattelige udtryk for denne sans. Den er aktiv i os hele tiden, og den tilbyder os løbende kommentarer til og vejledninger for vores handlinger, vi vælger bare ofte at tilsidesætte disse signaler for at forfølge nogle andre motivationer. Faktisk kan disse indre signaler opleves som irriterende, fordi de vedholdende advarer om og er misfornøjede ved nogle bestemte planer man har i tankerne. Og der vil være mennesker som på et tidspunkt i deres livsbane kommer til en form for opgør med disse indre stemmer, og blandt disse mennesker vil der være nogen som mener, at de ved dette opgør fik kvalt de indre stemmer en gang for alle. Stemmerne blev dog sandsynligvis ikke kvalt, men det lykkedes åbenbart pågældende at bryde kommunikationslinjen, velsagtens lidt ligesom når man sætter sin mobil på lydløs.

Antagelsen om at de indre stemmer i realiteten ikke blev kvalt understøttes af det faktum, at så snart et menneske vælger at vende sin opmærksomhed mod sin samvittighed, så er den straks igen tilstedeværende. Her indtræder så et modsatrettet opgør, hvor man må konfrontere sig selv med al den uret man har begået, men angeren opvejes hurtigt af den bestyrkelse som samvittigheden også yder. Enhvert menneske, der beslutter sig for fra nu af at følge sin samvittighed, vil øjeblikkeligt genvinde sin værdighed og tilliden til sin egen dømmekraft. Og pludselig kan man se sig selv som en tillidsvækkende og pålidelig person, og som man ser sig omkring, bliver man opmærksom på andre mennesker, der også fremstår som tillidsvækkende og pålidelige. I den sidste ende bestemmer vi jo selv, hvem vi er, hvem vi vil omgås og hvem vi vil lave forretninger med.

Men der er et forbehold her: Samvittighed er en dialog man fører med sig selv og altid kun med sig selv. Det bliver ikke mere privat end det. Så snart samvittighed bliver et kollektivt anliggende, er vi på vildspor. Der kan ikke være noget med at pege fingre ad sin nabo, og stille sig til dommer over andres måde at handle på. Vi kender ikke et givet andet menneskes grunde til at gøre som det gør, og vi ved ikke hvordan det, dette individ gør, passer ind i deres unikke livshistorie. Med et større samfundsmæssigt fokus på samvittigheden bliver det ikke forbudt at begå fejl eller forbudt at begå uret. Det kan i sagens natur kun være den enkelte, der véd hvad dennes egen samvittighed fortæller ham eller hende, og hvordan han eller hun hen ad vejen kommer overens med sin samvittighed. Samvittighedens genkomst ville således ikke være ensbetydende med den politiske korrektheds endelige triumf. Tværtimod forekommer det, at den ville iværksætte uventede og grænseoverskridende initiativer og rumme et stort potentiale for civil ulydighed.

Så hvad vi taler om er to forskellige former for frihed. På den ene side en form for frihed, hvor en mængde skrevne love sætter nogle rammer for vores handlemåder, men herudover er der så absolut ingen andre hensyn, der regulerer den enkeltes stræben efter personlige fordele. Den anden form for frihed er den, hvor samfundet anerkender samvittighed, ærlighed og ordholdenhed som nogle af de fineste menneskelige egenskaber, og denne respekt om den enkeltes forbundethed med andre giver den enkelte herredømme over sit eget liv, og gør det muligt for samfundet at fungere med meget få skrevne regler. Den første form for frihed kunne kaldes en barnagtig form for frihed, hvor alle de skrevne regler fungerer som en slags forældremyndighed for den enkelte. Heroverfor kan den anden form for frihed rimeligvis kaldes den modne eller voksne form for frihed.

Samfundsmæssigt er holdning og styreform således forbundne som to sider af samme mønt. Der er ingen af de nuværende, politiske partier, der har haft en målsætning om at indskrænke den enkeltes frihed, men har man først fået skabt et samfund, der er gennemtrukket af love og regler, så kan man være sikker på, at borgernes adfærd med tiden hælder mere og mere mod den umodne form for frihed. Det er, og har været, vores valg. Skulle vi omvendt ønske os at rulle den proces tilbage, befri vores samfund for reglernes formynderi, og give det enkelte menneske sin frihed tilbage, så bliver spørgsmålet, hvordan i alverden skal det lade sig gøre? Den gode nyhed, som desværre også er den dårlige, er, at det formentlig kommer til at ske mere eller mindre af sig selv.

Når nu ingen andre åbenbart føler sig kaldet til at sige det, så lad mig ’breake’ nyheden: Vi lever i en tid med risiko for et omfattende, samfundsmæssigt kollaps. De finansielle markeder har ikke rejst sig, der findes ikke nogen måde hvorpå de kan rejse sig, og risikoen for et økonomisk sammenbrud er åbenbar. Men et økonomisk kollaps vil blot være forvarslet om et større ideologisk kollaps. Vores forretningsmodeller og vores samfundssystemer er skabt for en verden med en tro på ubegrænsede resurser og ubegrænset modstandskraft af naturen. Men denne tro har afsløret sig som falsk, resurser er der ikke længere rigelige forsyninger af og naturen er ved at bukke under ved de belastninger vi påfører den.

Ingen kan i alvor betvivle disse kendsgerninger og deres afledte risici. Hvorvidt omfattende sammenbrud vil indtræffe eller om vi på en eller anden måde formår at ride stormen af, vil betyde meget for graden af smerte vi vil gennemleve. Omvendt forekommer de forholdsregler vi skal tage ikke at være afhængige af, om det ene eller det andet sker. Hvad vi er konfronteret med, er en værdiskabelse indenfor det private erhvervsliv som er baseret på fejlagtige præmisser, og opgøres aktiviteterne efter nogle mere tidssvarende metoder, som indregner de fulde miljømæssige og sociale omkostninger, så vil store dele af produktionen være mere værdiødelæggende end værdiskabende. Således vil store dele af vores samfundsmæssige omsætning falde bort, skattegrundlaget for velfærdsstaten vil forsvinde, staten vil gå bankerot, og vi er på Herrens mark.

Igen, denne proces kan være abrupt (= kollaps) eller gradvis, men uanset hvad vil denne overgangsfase i en globaliseret verden være et meget sårbart punkt. Vi kan enten fortabe os i frygt, og kaste os i armene på folkeforførere og legitimere mord og plyndringer af andre folk, og vores forværrede omstændigheder vil sende os videre ned ad vejen mod vores egen udslettelse. Eller vi kan vedgå vores forbundethed med fællesskabet og med naturen, vise omsorg, medfølelse og sammenhold, og samtidig sætte det enkelte menneske frit til at udvikle nye måder at leve på og nye måder at genopbygge naturen og samfundet. Og det er her samvittigheden kommer ind som en nøgle til hvordan det enkelte menneske kan orientere sig i disse kaotiske tider, en nøgle til at fastholde visheden om at være en del af et samfund og dermed understøtte håbet om at vi i fællesskab kan overkomme disse store udfordringer.

Virkeligheden er, at der ikke siden agerbrugets indførelse for ca. 12.000 år siden har eksisteret større menneskelige samfund, som har været bæredygtige. Alle menneskets hidtidige dyrkningsmetoder og organisationsformer har været forbundet med udpining af Jordens resurser. Det er i det lys vi skal forstå den krise, vi nu er konfronteret med. Og det giver unægteligt noget perspektiv på, hvor dybe forandringer i vores holdninger og handlinger der er nødvendige for at rette op på de alle de åbenlyse, samfundsmæssige misforhold. Personligt er jeg overbevist om, at det er samvittighedsløshed der har bragt os i dette dybe uføre. Men hvad vi har gjort i fortiden er underordnet. Det handler om, hvad hver enkelt gør nu og fremad.

Undertrykkelse i slaraffenland

Posted on 2013/01/16 by kolliker

Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om ansættelse som deltidslærer på Arkitektskolen. Det er i sådanne situationer, at jeg må minde mig selv om, at alt har betydning. Også udover hvad jeg selv begriber. Jeg ville have elsket det job. Jeg ved af erfaring at jeg har en usædvanlig evne til at møde unge mennesker i øjenhøjde. Og jeg ved at min egen originalitet som arkitekt*) samt min troskab mod mine egne ideer før har virket inspirerende på arkitektstuderende, jeg har mødt på min vej. Så hvorfor skal der være så store forhindringer for at dette møde kan ske ’on a regular basis’?

Personen, der besætter den opslåede stilling, er helt givet dygtig på sin egen måde. Det kan endda være at personen kommer med sin originalitet og pondus og sit bidrag til fornyelse. Men at dømme efter Arkitektskolens almindelige profil og rolle i samfundslivet er der en vis sandsynlighed for, at det bare vil være mere af den samme opskrift, der har hersket i de seneste tre årtier. Mere tidskriftliderlighed. Mere coolness, mere ekstroversion, mere eksklusivitet. Mere plagieren.

Jeg behøver ikke være i tvivl om at min ansøgning formidlede hvad jeg står for, og Arkitektskolens måde at svare på min ansøgning fortæller, at med stor sandsynlighed er der ingen der har taget stilling til min ansøgning endsige overhovedet set på den. Stillingsopslaget var efter al sandsynlighed bare en formalitet, da man allerede på forhånd havde besluttet, hvem man ville ansætte. Sat på spidsen kunne man kalde det nepotisme. Det er godt nok ikke familiemedlemmer der favoriseres men ikke desto mindre medlemmer af en snæver inderkreds. Hvis Arkitektskolen af forskellige grunde gennemfører ansættelsesprocedurer, hvor der ikke tages saglig stilling til kvalifikationerne blandt alle ansøgerne, så er det udtryk for en grad af korruption.

Og den form for korruption er set utallige gange før. Hvor ofte har vi ikke op igennem det 20. årh. fortalt og genfortalt historien om hvor fuldkommen verdensfjerne og uinspirerede og naragtige Beaux-Arts institutionerne (som Kunstakademiet) fremstod i tiden omkring det moderne gennembrud. Beaux-Arts institutionerne var blevet så korrupte, at det alt sammen bare var samfundsmæssig staffage. Der var intet indhold. Og kunsten, som ikke kan holdes nede, opstod således helt udenfor samfundets etablerede institutioner for kunstens fremme.

Som med enhver anden form for korruption er der tale om misligholdelse af en samfundskontrakt, hvor en eksklusiv gruppe af individer opnår fordele mens den øvrige befolkning snydes. I tilfældet Beaux-Art institutionerne er kontrakten den, at vi som samfund anerkender kunstens evne til at kaste lys over vores eksistens, som individer og som kollektiv. Denne evne til at kaste lys over forhold, som ellers er svære at begribe, giver kunsten en meget vigtig rolle som korrektiv til samfundets almindelige funktionsmåder og vedtagne anskuelser. Således forbinder vi undertrykkelse af kunst med en degenereret kultur, som er ved at grave sin egen grav. Eksempler herpå er talrige fra stort set alle autoritære, historiske regimer.

Samfundskontrakten består således i det almindelige samfunds anerkendelse af kunstens betydning, og dermed villighed til at støtte kunstnerne med muligheder og midler, og bruddet på kontrakten sker når disse institutioner til støtte for kunsten bliver mere optaget af deres egen trivsel og selvtilfredshed end den opgave de er sat til at løse.

Og her er det så jeg vil gå skridtet videre og hævde, at dette ikke bare gælder kunst- og arkitekturområdet, men sandsynligvis gælder for en lang række samfundsinstitutioner. Overalt hvor staten uddeler penge til det ene eller det andet formål, er der risiko og måske endda sandsynlighed for lignende former for korruption. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor jeg ligefrem anser det for sandsynligt.

Jeg ved godt at Danmark igen og igen er blevet udråbt til det mindst korrupte land i verden, og at mange danskere vil stejle, når jeg begynder at tale om udprægede korruptionsproblemer her. Og jeg vil også understrege, at jeg er taknemmelig for at være født i Danmark og værdsætter dybt de mangfoldige måder vi respekterer hinandens roller i et komplekst samfund. Det er min opfattelse, at der generelt er en høj arbejdsmoral, og en høj grad af tillid indbyrdes mellem danskerne. Når jeg derfor i det følgende vil prøve at beskrive, hvordan det alligevel skrider for os, er det med ønsket om at vi må komme tilbage på sporet også dér, så vi kan udbygge vores netværk af tillid og gensidige værdsættelse.

Jeg har tumlet med disse tanker i meget lang tid. Det har simpelthen bare været svært for mig at sætte ord på, hvad det er jeg fornemmer der foregår. Det har at gøre med en national fortælling, som vi konstant gentager for os selv og hinanden, men som vi aldrig rigtig bevidstgør.

Foruden at være et af de mindst korrupte lande i verden udråbes Danmark såvel igen og igen til at være et af de lykkeligste lande at leve i. Værdien af sådanne undersøgelse kan diskuteres, og de får formentlig kun offentlig opmærksomhed netop her i Danmark eller hos andre topscore-nationer, og hvad der måles er typisk materiel velstand og tryghed, uddannelse, retssikkerhed, grad af personlig frihed mm. Og hvad jeg forestiller mig er, at uanset at sådanne undersøgelser videnskabeligt set er nul og nix, så sluger vi dem ikke desto mindre råt. Og der er mange indikationer af, at det går godt i Danmark. Se bare hvor pænt her er. Det er lidt ligesom at have medvind på cykelstien. Det føles bare naturligt. Og det skorter ikke på politikere og kommentatorer, som udlægger teksten og forklarer, hvorfor det går så godt for os her i DK.

Vi elsker at høre denne historie om os selv. Uanset at de positive nationaløkonomiske tal for en stor del skyldes de store indtægter fra Nordsø-olien. Uanset at forbrugsfesten op igennem 90’erne og 00’erne var finansieret af først en boligbobbel og derpå en ekstrem gearing og lånepolitik indenfor den danske banksektor. Uanset at meget store dele af den danske produktion er blevet flyttet til udlandet. Uanset at vi villigt med globaliseringen har mistet ethvert tag i, hvilke miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser vores forbrugsvalg har. Uanset disse kulturelle og holdningsmæssige tilbageskridt eller sammenbrud, så elsker vi historien om, at vi er det lykkeligste folk i verden.

Og det er min påstand, at denne fortælling om Danmarks fortræffelighed er så udbredt, at den gennemsyrer vores selvforståelse og vores måde at agere i verden. Denne fortælling er den underliggende konsensus, der sætter vores statsminister ved hendes nytårstale eller vores finansminister ved indgåelse af finanslovsforliget i stand til at udmale et billede af forholdene i Danmark, hvor alt i det store og hele er godt, der skal bare justeres lidt her og der**). Disse mindre stramninger vil selvfølgelig blive oplevet som lidt ubehagelige for visse medlemmer af det danske samfund, men i det store og hele er der styr på det, og Danmark er et godt land at leve i.

Eller tag den store popularitet af TV-serien Borgen. Jeg kan godt forestille mig, at Borgen giver et nogenlunde retvisende billede af arbejdet på Christiansborg, problemet er bare, at serien handler ikke om politik. Det er politik som soap-opera, hvilket siger mere om vores nuværende politiske kultur end om TV-seriens lødighed. Læg mærke til, hvordan alle de virkelig kritiske, politiske spørgsmål er fraværende. Risikoen for eller snarere sandsynligheden for et totalt, finansielt kollaps, den overvældende sandsynlighed for stærkt stigende oliepriser som konsekvens af peak oil, tabet af fertilitet i den danske landbrugsjord, behovet for indgåelse af internationale aftaler for at imødegå en verden i krise. Disse spørgsmål er politik anno 2013. For Danmark og danskerne såvel som for ethvert andet folk på kloden. Alt det andet, som Borgen og nyhederne beskæftiger sig med, er bare en svag sitren af status quo. En status quo opretholdt af en urealistisk offentlig gældsætning.

Og igen, forestiller vi os, at vi i den grad har taget historien om vores egen fortræffelighed til os, hvordan vil det påvirke vores måde at agere på? Tager vi en offentlig institution som Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, hvad betydning har det for denne institutions adfærd om udgangspunktet er en forestilling om Danmarks fortræffelighed eller en forestilling om en liv-og-død-situation for menneskeheden som helhed? Jeg tror enhver vil medgive, at det gør en kæmpe forskel. Hvis Danmark er så fortræffeligt, og gør så mange ting rigtigt, og på den måde er et eksempel for andre ude i verden, så er det eneste man behøver at gøre at fortsætte med tingene som vi plejer. Hvis udgangspunktet omvendt er, at Danmark blot er et vilkårligt lille udsnit af en samlet menneskehed, og at denne menneskehed er konfronteret med spørgsmålet om sin egen selvdestruktion overfor sin evne til at udvikle nye niveauer af sameksistens, så skal vi her i DK såvel som alle andre steder sætte alt ind på at udvikle nye visioner, nye teorier, nye arbejdsmetoder og nye løsningsmodeller.

Mon ikke de fleste danskere kan smile eller ryste på hovedet ad amerikanernes opfattelse af sig selv, som frihedens forkæmpere og ‘the good guys’. Men er vi ikke her i DK underlagt nogle ligeså massive selvbedrag? Og hvor amerikanerne har store pengeinteresser, der køber politisk indflydelse og påvirker den offentlige meningsdannelse gennem informations- eller misinformationskampagner, har vi i DK en konsensuskultur, hvor ideen om vores egen fortræffelighed kvæler ethvert initiativ i retning af nytænkning, realisme og alternative strategier.

Det er selvfølgelig bare et gæt, men for at vende tilbage til udgangspunktet om besættelse af en stilling på Arkitektskolen, så vil man sikkert finde, at det er en person, der er udvundet af Arkitektskolens eget miljø, der nu får stillingen. Altså en offentlig institution som i sin adfærd lukker sig om sig selv. Hvis det er tilfældet, er det muligt at de fleste synes det er ok. I mine øjne er det korrupt. Det er misligholdelse af denne institutions kontrakt med det omgivende samfund.

*) Se evt. https://kolliker.co/category/paedagogisk-parallakse/

**) Se evt. https://kolliker.co/category/statsministerens-nytarstale/

(Foto fra Shutterstock. Illustration med henvisning til ‘Et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne’, https://kolliker.co/category/tidlost-liv-i-et-aeterisk-univers/)

A Love Revolution

Posted on 2012/12/16 by kolliker

Svar

Drivkraften mellem kønnene forklaret med en dybde omtrent som et papirklip

En uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af forskellen på kvinden og manden kunne være, at kvinden har en grundantagelse om at høre til i verden, mens manden har en grundantagelse om ikke at høre til i verden. Og begge antagelser er lige mystiske. Hvordan kan kvinden bare gå ud fra at hun hører til? Det er svært at forstå. Men hvordan manden kan gå ud fra at han ikke hører til, det er mindst lige så svært at forstå.

Når manden således grundlæggende ikke tror på, at han hører til i verden, vil man altid finde ham i fuld gang med at tilkæmpe sig en plads i verden. Hvor kvinden går og gør en masse ting, fordi det falder hende naturligt, så er det påfaldende, hvor fremmedgjort manden kan være overfor selv de mindste livsopretholdende handlinger. Spektret af naturlige handlinger er meget smallere hos manden end hos kvinden, og derfor vil man også se manden anstrenge sig for at motivere sig selv til gøre disse i øvrigt ret indlysende og hverdagsagtige ting. Disse detaljer er et langt stykke af vejen for ham bare distraktioner i forhold til det der betyder noget, at tilkæmpe sig en plads i verden.

Som væsner, der ikke umiddelbart hører til, er der ofte noget udsat, noget rastløst og uopsætteligt over mandens måde at være i verden. Og kvinden siger til manden: ”Slap nu af. Vær stille. Du hører til. Her hos mig.” Og nogen gange er manden klog nok til give sig hen til hendes visdom og gådefulde væren. Andre gange er han så opslugt af uopsætteligheden af sin plan for at tilkæmpe sig en plads i verden, at han ikke tillader sig selv at stoppe op. Afviser han kvinden gentagne gange skal han dog tage sig i agt, for han kan hurtigt blive fanget i sit eget. En accelererende spiral af et stadigt mere presserende behov for at tilkæmpe sig en plads i verden, fulgt af en endnu stærkere følelse af udsathed osv. Vejen tilbage kan blive sværere og sværere at finde, samtidig med at lykkefølelse trods alt er, i særdeleshed for manden, forbundet med oplevelsen af at høre til, og det opnår han gennem kvinden, og ofte kun gennem hende.

Således er der noget komisk og barnagtigt ved mandens måde at være i verden, men hans disposition har også fordele. I forhold til kvindens virkelighedsopfattelse er mandens virkelighed langt mere usikker, langt mere konstrueret og langt mere afhængig af ham selv. Heri ligger på ene side mandens kapacitet til at kæmpe uden at frygte for sit liv, og på den anden side mandens skaberevner. Og det er hvad han har at give kvinden. På den ene side trygheden ved at vide, at han er parat til at give sit liv for at forsvare hende og hendes børn, og på den anden side hans evne til at forestille sig andre virkeligheder, andre omstændigheder, andre måder at gøre tingene.

Denne uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af kønnene kan så på sin side give anledning til et revideret syn på betydningen af det kulturelle nybrud, som flowerpower-bevægelsen og ungdomsoprøret var udtryk for. Dengang var det i høj grad kvindens frigørelse, der blev italesat, men det skred der skete kan så vel opfattes som mandens opgør med århundredes ensomhed. Og ligesom et moment i samme kulturelle nybrud var en ny bevidsthed om menneskets måde at misrøgte og drive rovdrift på naturen, så kaster denne uhørt generaliserende og stereotypiske beskrivelse af kønnene et vist lys over de samme misforhold.

I 1400-tallet var der en række højtudviklede civilisationer fordelt ud over hele kloden. Europa var ikke blandt de mest udviklede, og det var langt fra indlysende at det var denne kultur, der i større eller mindre grad skulle undertvinge alle de øvrige kulturer. Indenfor denne forståelsesramme er det som om, at på et tidspunkt i Europas historie blev mandens ikke-høren-til- og skal-tilkæmpe-sig-en-plads-i-verden-tankegang den altdominerende. Opdagelsesrejser, militær overlegenhed, erobringstogter, velstand baseret på plyndringer. Indenfor en meget kort historisk periode blev traditionens måder at understøtte et mere ligeværdigt forhold mellem manden og kvinden og mellem mennesket og naturen tilsidesat, og da den mandsdominerede tankegang samtidig gav umiddelbare og overvældende resultater var der intet der kunne stoppe den asymmetriske udvikling.

Således er det mandens fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange, der i stigende omfang har domineret de samfundsmæssige funktinonsmåder i efterhånden samtlige af menneskehedens kulturer. Dominansen af denne tankegang er nu så massiv, at naturen er ved give op. Adgangen til fødevarer og drikkevand og energi bliver stadig mere kritisk, hvilket paradoksalt nok bekræfter mandens antagelse om, at verden er et uvelkomment sted, og at realiteterne er at man må kæmpe om resurserne. Han glemmer bare, at det er hans egen mangelfulde og egocentriske tankegang, der har ført til denne fatale svækkelse af naturen.

Men der skete noget tilbage i 60’erne. Hvor svært det end kan være at tro på i disse tider, så var det et udbrud af fri og uforbeholden kærlighed, og når den opnåede gennemslagskraft som revolutionær bevægelse skyldtes det ikke mindst, at kvinderne var blevet meget mere selvbevidste samt at p-pillen suspenderede sexualitetens moralske lænker og satte den fri som ren leg og nydelse. Men det skyldtes også en fornyet bevidsthed hos mændene, som simpelthen gjorde dem meget nemmere at elske. Mange mænd indså da det forrykte i at fortsætte med at drive samfundet frem på grundlag af disse fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange. Mange mænd indså da det værdifulde og nødvendige i at lære sig at se verden gennem kvindens øjne.

Siden blev revolutionen kvalt, og reaktionen satte sig så massivt igennem, at det der skete i 60’erne for mange mennesker i dag fremstår som betydningsløst. Mainstream-samfundets funktionsmåder har ikke ændret sig i nogen bemærkelsesvædig grad. Men forandringer og eksperimenter med nye måder at gøre tingene er sket så at sige ’off the grid’. Og mange af disse nybrud og innovationer er netop fremkommet ved en tankegang og en arbejdsmetode, som er langt mere ydmyg, hvor mennesket har lært sig at observere og lytte til naturen (herunder kroppen) og derpå yde omhyggelig og velplaceret støtte og pleje, så sand trivsel og vækst opnås.

Okay, det er et idealiseret billede baseret på stereotyper. I fænomenernes verden er billedet selvfølgelig betydeligt mere broget. Skulle vi tage udgangspunkt i realiteterne, ville det være mere relevant at diskutere kvinders tendens til at tænke som mænd fremfor mænds tendens til at tænke som kvinder. Og de øvrige civilisationer tilbage i 1400-tallet skal man for den sags skyld ikke tage for at have haft ligeværdige forhold mellem mænd og kvinder. Uden at romantisere tidligere tiders livsformer skal vi formentlig tilbage til jæger-og-samler kulturerne for at finde noget der ligner en jævnbyrdighed mellem manden og kvinden. For så vidt denne jævnbyrdighed nogensinde har eksisteret. Måske ligger udfordringen helt og aldeles foran os. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at vejen frem går via en fornyet forståelse for det nybrud, der skete for snart 50 år siden. All you need is love..

(Illustration: http://www.tarantulasworks.com/wallpaper/images/wallpaper/fractals/186.jpg)

Hommage à Rosa Parks

Posted on 2012/10/14 by kolliker

Svar

Hvad der er i det enkelte liv er i helheden, og hvad der er i helheden er i det enkelte liv.

Denne indsigt deles af mange trosretninger samt af utallige vise mennesker uden tilhørsforhold til en bestemt trosretning. Og mange mennesker oplever med mellemrum, at de forbigående aner, hvordan deres egne erfaringer er en påfaldende afspejling af nogle større strømninger.

Hvad vi har så svært ved at fatte er, at det os der bestemmer. Hver enkelt af os bestemmer, hvilken virkelighed vi vil leve i, og i samme øjeblik hver enkelt træffer sit valg, så er dette hans eller hendes virkelighed. Men de færreste kan holde ud at leve med eksistensvilkår, som er så frie og åbne og i sig selv formløse, og derfor indfører vi rammer og begrænsninger for vores udfoldelse, som giver vores liv form. Disse former kan vi så betragte udefra, og gøre til genstand for indbyrdes diskussioner, og således forhandler vi os løbende frem til nogle rammer og begrænsninger, som er fælles, og disse former, rammer og begrænsninger identificerer vi herefter med vores samfund.

Møder vi folk fra andre kulturer, som har valgt nogle andre sæt af former, rammer og begrænsninger, så kan det medføre uro, for det afslører jo det vilkårlige ved vores egne samfundsmæssige konstruktioner. Vi kan således i dette møde føle at grundlaget for vores samfund bliver truet, men det er jo bare vores vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver udfordret.

Og så svært som det er at forestille sig, at vi selv er herre over vores virkelighed, lige så svært er det at forestille sig et samfund, som ikke er defineret af sine former, rammer og begrænsninger. Er det overhovedet relevant at tale om et samfund hinsides formerne, rammerne og begrænsningerne? Svaret herpå er, at i samme øjeblik man forstår lovmæssigheden ovenfor, at hvad der er i det enkelte liv er i helheden og omvendt, så ved man at vi alle er forbundne, at vi er en del af samfundet uanset hvad vi gør, og at samfundet ikke bare omfatter alle andre mennesker, men også alle andre livsformer.

Vi gennemlever nu og vil over de kommende år fortsat gennemleve en brydningstid her på planeten Jorden, hvor alle vores former, rammer og begrænsninger står til diskussion. En mængde samfundskonstruktioner vil sandsynligvis krakelere og falde til jorden. Og mange vil givetvis ønske sig tilbage til dengang, der var konsensus om vores former, rammer og begrænsninger, tilbage til dengang der vist ikke en gang blev sat spørgsmålstegn ved dem. Andre kaster sig hovedkulds ud i friheden og usikkerheden ved aktivt at udfordre vores konsensus og betvivle gyldigheden af vores institutioner. Sidstnævnte gruppe angribes herpå af førstnævnte, som om det var det, at der blev sat spørgsmålstegn ved konstruktionerne, som gjorde dem ustabile. Det er striden mellem fascisme og kulturradikalisme – en polarisering som var så karakteristisk for det 20. århundrede.

Hvad der gør vores samfundsmæssige konstruktioner særligt labile i disse år, skyldes snarere et andet og helt uomgængeligt livsvilkår, som vi normalt omfatter med sympati, men som vi åbenbart også kan få for meget af, og det er evolution. Som buddhaen siger: Det eneste sikre er, at alt er i forandring. Menneskehedens erkendelser, bevidsthed, teknologi mm. udvikler sig uophørligt, og igennem det 20. århundrede forekommer udviklingen at have accelereret voldsomt, hvorfor mange af vores samfundsmæssige institutioner ikke bare er kommet under pres, men simpelthen er blevet overhalet indenom og er i bedste fald blevet overflødige, i værste fald blevet blokerende og undertrykkende.

Og den anskuelse jeg prøver at redegøre for her er, at der er opstået et demokratisk underskud ved at vores viden om, hvad der foregår i verden er blevet dramatisk udvidet, men vores politiske institutioner er ikke fulgt med, og derfor har vi været uden handlemuligheder i forhold til denne viden.

For ethvert menneske er det en udfordring at finde en fornuftig balance mellem input og output. For meget af det ene eller det andet vil i begge tilfælde erodere ens fornemmelse af selv, hvilket igen kan medføre tvangsbetonet og irrationel adfærd samt personlighedsmæssige eller psykiske ubalancer.

Lad os sige for eksempel at man på sin arbejdsplads er vidne til at en kollega bliver mobbet af en anden kollega. Jeg vil hævde, at menneskets naturlige og umiddelbare reaktion er medfølelse med den, der bliver urimeligt behandlet, samt en impuls i retning af at gøre oprør mod uretfærdigheden. Omvendt er der jo altid nogle magtrelationer, og hvorfor stille sig på taberens side, når man faktisk kan opnå en bedre standing ved at le med på nedgørelsen, ”det er jo bare for sjov”. Således er der den umiddelbare, ægte og uegennyttige reaktion overfor den relativistiske og kalkulerede reaktion. Udfordringen om at finde en balance mellem input og output brænder efter min opfattelse sammen i dette punkt, og det kræver en meget bevidst og vedholdende træning af sig selv at opøve evnen til at handle på sin umiddelbare indskydelse fremfor den relativistiske. Endvidere gælder der for begge handlemønstre, at den reaktion du vælge i den ene situation, vil gøre det lidt nemmere at vælge samme reaktion i den næste.

Og spørgsmålet er, hvad sker der, når vores sanseindtryk udvides så voldsomt som med udbredelsen af først fjensynet og siden internettet. Hvad skete der, da fjernsynet i slutningen af 60’erne begyndte at vise billeder dels fra Vietnamkrigen dels fra sultkatastrofen i Biafra. Ja, der var faktisk en reaktion. Billederne bragede ind i de vidtåbne og fredselskende blomsterbørns bevidsthed, og blev et meget væsentligt led i udviklingen fra flowerpower til ungdomsoprør, og oprøret mod krig og ulighed blev to af bevægelsens grundpiller.

Dette var et af de mest kritiske punkter i demokratiets historie. For selvom de der gjorde oprør langt fra udgjorde et flertal, så var deres reaktion på disse nye indblik i verdens beskaffenhed, den umiddelbare og ægte. Men så svært som det er for den enkelte at se bort fra magtrelationer og egennytte og stå op for retfærdighed, lige så svært er det for et etableret samfund at reagere på nye ideer og nye omstændigheder. Igen, det er alle de vedtagne former, rammer og begrænsninger der bliver draget i tvivl, og da vi identificerer vores samfund med de selvsamme former, rammer og begrænsninger, så opleves det som om det er selve samfundet der drages i tvivl. Og så bliver modstanden mod det nye og anderledes indædt.

Som bekendt lykkedes det i det store og hele for de vanemæssige forestillinger og etablerede samfundsinstitutioner at få lagt låg på oprøret, og tilbage var bare de relativistiske og kalkulerede reaktioner på al den nye viden om verdens beskaffenhed.

Og vi bliver til stadighed konfronteret med nye sansninger, nye indblik, og hvis man ikke allerede er blevet fuldkommen følelsesløs, så er der en fortsat tendens mod at blive det. Vi forhærder os til stadighed. Lad os sige, at man giver efter for en momentan fristelse til at se et featured opslag på youtube med de ti sjoveste trafikuheld, og allerede på det første er der så et menneske, der bliver slået ihjel – nå ja, ups. Eller ligegyldigheden overfor alle de civile ofre i vestmagternes krige i Irak og Afghanistan. Eller den hårde og nedladende tone som kommer op i den offentlige debat, når talen falder på vilkårene for nogle af samfundets mest udsatte individer.

I det lys var det ikke nogen tilfældighed, at det var ungdommen der gjorde oprør. Unge mennesker har en renhed og en ukuelighed, som gør at de har lettere ved at handle på den umiddelbare og ægte impuls. At blive voksen handler i høj grad om at acceptere de former, rammer og begrænsninger, vi kalder samfundet, samt at lære sig at holde den umiddelbare impuls tilbage for i stedet at handle i overensstemmelse med ens egne kalkulerede interesser. Denne voksenhed forekommer at brede sig nedefter i skolesystemet og børnenes opvækst. Jo tidligere børnene opnår visse færdigheder, jo tidligere det unge menneske vælger sin karrierevej, jo bedre set fra ”samfundets” synspunkt. Og der er magtrelationerne, som etablerer sig tidligt på grundlag af, hvilken tøjstil og hvilke gadgets man kan pynte sig med.

Havde kunsterne også særlige forudsætninger for at bidrage til ungdomsoprøret, er denne tilgang blevet afløst af endeløse refleksioner over vores kulturelle tomhed, hvor coolness og kynisme er blevet feterede attributter. Igen, vi forhærder os. Og forskerne på de højere læreanstalter, der også har åbenhed mod nye ideer som et led i deres arbejdsmetode, de lod sig rive med, men har siden stiltiende accepteret, at den akademiske ånd er blevet kvalt af hensynene til ’intellectual properties’ og politiske nyttevurderinger.

Vi bestemmer selv, hvilken virkelighed vi vil leve i, og dette er altså den vi vælger. Hvorfor?.. Hvorfor?

Ja vel fordi vi enten er bange for forandringer, eller fordi vi har glemt eller fortrængt, at vi faktisk har friheden til at vælge. Forandringerne kommer så til os nu, fordi vores manglende evne til at handle på vores umiddelbare og ægte impulser har medført rodløse og yderliggående levemåder, og de ophobede ubalancer er nu uomgængelige og definerer nogle radikalt nye livsvilkår. Efter min opfattelse er der ingen vej tilbage til de kendte former, rammer og begrænsninger, vi hidtil har identificeret som samfundet. Derfor må dette være tidspunktet til at minde sig selv og hinanden om, at vi har kapaciteten til at skabe den verden, vi ønsker at leve i.

Igen, ideen jeg prøver at forfølge her er, at alle de mangfoldige indblik vi til stadighed får om uretfærdighed, ulighed, misrøgt og vold, de vækker trofast den samme umiddelbare og ægte impuls for at komme til undsætning og medvirke til at skabe forandringer, men vi har vænnet os til at leve i en virkelighed, hvor disse impulser desværre ikke har nogen kanaler for at blive levet ud. Det er i første omgang et personligt, eksistentielt valg, men da omfanget af uretten og tragedierne er så overvældende, forfalder vi let til at se os selv som ubetydelige og magtesløse. Og det er også lidt meget at stå med alene, så vi vender os mod vores ledere, men selv vores ledere vedgår indirekte, at de er magtesløse.

Verden blev ikke globaliseret ved at Kina omvendte sig til kapitalismen eller at Berlinmuren faldt. Den blev ikke globaliseret ved Washington-kriteriernes udbredelse over hele kloden, som gav en ryggesløs finanssektor fuldkommen frit spil. Verden blev globaliseret, da almindelige mennesker fik indblik i livsvilkårene for mennesker i andre verdensdele. Det var fjernsynet, der globaliserede vores liv, og indblikkene gik, og går, begge veje. Velstående mennesker, som sidder i deres parcelhuse, og ser vilkårene for de fattige, som lever i shanty towns, og omvendt.

Vores politiske institutioner ikke har formået at forny sig, og tilpasse sig en globaliseret verden. Fordi vi holder fast ved gældende former, rammer og begrænsninger, er det umuligt for os at handle på impulserne til at rette op på uretfærdighederne og lidelserne. Der er et demokratisk underskud, som har stækket vores handlemuligheder gennem årtier. Og problemerne med ulighed, misrøgt og vold bliver bare ved med at vokse.

Var fjernsynet the wrecking ball som sprængte rammerne for vores virkelighed, så er internettet måske redskabet til at reformere vores samfundsinstitutioner og bringe heling ved at udruste os med konkrete handlemuligheder. Som jeg ser det, peger græsrodsdemokratiske organer som fx Avaaz og Mobilize frem mod reformerede demokratiske institutioner, hvor almindelige menneskers umiddelbare tilskyndelser til at handle på specifik, ny viden kan kanaliseres. Alle de mange år i apati har svækket os, og vi kommer ikke i nærheden af at løse denne verdens problemer, hvis ikke den enkelte borger genvinder sin værdighed og troen på sin egen dømmekraft.

Derfor er denne note dedikeret til Rosa Parks. For at minde om at en enkelt, beskeden, men standhaftig handling kan ændre verdens gang. Det starter med den enkelte.

(Illustration: Arrestationen af Rosa Parks 1. dec. 1955)

“Yes, I Can”

Posted on 2012/10/09 by kolliker

Svar

(Op-ed for New York Times, Oct. 2012)

Dear Mr. President,
Let’s be honest. Do you regard getting the healthcare reform through as redemption of the promise of change? What happened to the visions, the challenging spirit, what happened to the movement? Now, following the 2012 campaign from abroad I feel compelled to ask, do you consider a second term in the White House as a goal in itself?

Surely, the wave of hopes and aspirations that carried you to office was unprecedented. You were given a clear mandate by the American people to effect change. And what was ever more extraordinary, you had practically all the people of Europe and a substantial part of the population of the whole world behind you as well. Apart from prospects of personal gains or losses, apart from habitual distinctions between friends or foes, people around the globe are realizing that change has become a life and death question for all of humanity. And the role of USA is paramount.

Though our national affiliations and respective political systems doesn’t reflect this reality, you, Mr. President, might have been the first leader to be entrusted with a kind of global mandate and the first leader to be considered a personification of worldwide aspirations for effecting changes for the benefit of humanity as a whole.

Regardless of how you have chosen to run your 2012 campaign, the pressing question remains, can you deliver on the promises of change?

USA is important and you, sir, are important, but living in a democracy, the one who is truly important is the ordinary citizen. Let’s remind ourselves that leadership within a democracy is all about fulfilling the wishes of ordinary people. But to be capable of properly assessing their wishes, ordinary citizens must be aware of their own importance on the one hand and on the other, they need to have leaders who are willing to present, in a truthful way, all the necessary information upon which decisions are to be made.

Now, how are we doing with that? Would you agree that in the past three decades or more, the workings of power have grown ever more secretive? Important decisions affecting all of society are taken in closed chambers between powerful groupings, which remain unknown to the public. Our public political institutions however seem more and more like scenes for well-rehearsed political play-acting, our theaters of democracy.

Among the members of every Western society, a division has been drawn between those who have access to the closed chambers of power, the people of importance, and those outside these chambers, the people devoid of importance. Whereas in a democracy, leadership should be directed towards inspiring and sustaining a spirit of self-governance in ordinary citizens, we have made a habit of doing the opposite. Whether deliberate or not, in contemporary Western societies power is exercised in such a way that ordinary citizens are constantly reminded of their inferiority.

Politicians and business leaders alike no longer feel obliged to communicate the real motives behind their decisions. Instead, leaders strive to communicate motives, which are logical and plausible, probably even thoughtful and noble. Within the healthcare system in Denmark, for example, during the past ten years substantial public assets have been transferred to the private sector. The political motif was ideological, but the way it was ‘sold’ to the Danish public was through issuing a “guarantee of treatment”.

Discrepancies of this kind are widespread, cause severe confusion, and may ultimately have ruined the faculty of discernment in the heart of the individual. This has, in turn, further depleted the self-esteem of ordinary citizens, and has led them to back off from any kind of political involvement.

In these obscure political settings large parts of society, not least the most privileged, have been rather creative in finding answers to the question: “What can my country do for me?” In witnessing the materialistic heyday of some segments of society, all those who are willing to serve must have felt like outright fools.

But by 2012, “there is, before all peoples, a precious chance to turn the black tide of events.”

Regardless of all the twists and turns of an election campaign, please allow me to make a suggestion towards the salvage of the political movement, you once headed. If you, sir, restore trust in the ordinary citizen by restoring transparency to the workings of power, you would recover your ability to address each citizen personally in this manner:

No matter how lousy you might think you have done so far, if I ask you to stand up as a role-model for your kids, for your wife, for your employees, for people in the local community, can you do that? The change of heart in American politics would make every citizen feel as empowered as to respond: “Yes, I can!”

In meeting the challenges we are facing, contributions of every single member of society are both needed and treasured; if I ask you to make a fresh determination to quit your addiction or any other kind of self-destructive behavior and replaced it with the pursuit of a dignified life, can you do that? Every citizen would feel as encouraged as to respond: “Yes, I can!”

In order to create a just and lasting peace, the American people and people of the whole Western world have to address the issue of the unequal distribution of wealth in the world; if I ask you to accept sacrifices for the benefit of raising the living conditions for people in developing countries, can you approve of that? Citizens of the Western world would become as aware of their true potential and as aware of their long-term interests as to respond, each on his or her own part: “Yes, I can!”

As seen from a point of view of a foreigner, a point of view of someone outside the inner circles, there is still the possibility for you, sir, to become one of the greatest American presidents ever. All greatness is in the character. And the power to transform our world resides in Washington Decency.

The Exit is Entrance

Posted on 2012/09/21 by kolliker

Svar

A dive into the depths of reality

Det må nu være åbenbart for alle, at vores politiske og økonomiske lederskab har mistet enhver troværdighed.

Med Federal Reserves QE3 (dvs. USA’s bankpakke nr. 3) og ECBs annoncering af sin nye politik om ubegrænsede opkøb af eurozone-statsobligationer
med den uantastede politiske konsensus om, at vækst er midlet til løsning af vores problemer
med sparekravenes defintive indskrænkning eller stop for midler til sociale, økologiske og transnationale initiativer
med den politiske apati overfor de ekstreme uligheder, der bliver mere og mere iøjnefaldende
med indskrænkningen af civilsamfundets demokratiske rettigheder og statens udvidede ret til at udøve vold og tvang
og med en vanvittig letsindig omgang med krig som et muligt politisk redskab

bliver spørgsmålet der tårner sig op: Hvordan skal vi på nogen måde få standset denne dødsspiral?

Vi forråder os selv, og vi forråder hinanden. Vi forhærder os, og vi lærer vores børn at forhærde sig. Vi klamrer os til fortiden og hvordan vi plejer at gøre. Vi vender blikket ned og lukker os om vores nærmeste. For løfter vi blikket, er det vi ser forude bare død og ødelæggelse i et ufatteligt omfang.

Men, men, men. Vores skæbne er ikke låst på endemålet selvudslettelse. Slet ikke. Formålet med denne note er ved hjælp af de buddhistiske begreber Ichinen Sanzen (”tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik”) og Hendoku Iayku (”at vende gift til medicin”) at vise hvilken kapacitet vi reelt har for at ændre vores verden.

Ichinen sanzen

Ichinen Sanzen er et begreb udvundet af Lotus Sutraen af den store buddhistiske mester T’ien-T’ai i Lovens Mellemste Periode. Det er et begreb, der så dybt, at det selv blandt lærde undsiger sig en fyldestgørende teoretisk forklaring.

Det T’ien-T’ai beskrev var en struktur for Livet eller Bevidstheden eller hvad man vil kalde den samlende energi, der gennemstrømmer alt som er.

Ichinen Sanzens struktur kan siges at være en beskrivelse af virkeligheden baseret på adskillige yderligere dimensioner end vores vante fire dimensioner, dvs. de tre rumlige + tiden. Og her er der måske allerede nogen, der mærker en tendens til hovedpine, men fat mod.. I vore dage er forståelsen af begrebet Ichinen Sanzen er ikke afgørende for om man kan opnå oplysning, og det er heller ikke afgørende for at forstå ræsonnementet i denne note.

Det vigtige her ved den følgende, særdeles korte gennemgang af Ichinen Sanzen er:

at det er et begreb, der er indeholdt i Lotus Sutraen og således er båret af buddhaens visdom, og
at det tjener til at anskueliggøre dybden af at være til.

Strukturen i Ichinen Sanzen består af tre hovedgrupper:

De ti verdener
De ti faktorer
De tre riger

1. De ti verdener

10. Buddha
9.   Boddhisatva
8.   Selvrealisering
7.   Lærdom
6.   Ekstase
5.   Ro
4.   Vrede (el. Arrogance)
3.   Dyriskhed
2.   Sult
1.   Helvede

. 2. De ti faktorer

. 1.   Fremtræden
.   2.   Natur
.   3.   Væsen
.   4.   Kraft
.   5.   Påvirkning
.   6.   Indre årsag
.   7.   Relation
.   8.   Latent virkning
.   9.   Manifesteret virkning
.   10. Overensstemmelse fra
.   begyndelse til ende

. 3. De tre riger

. 1.   Riget af de fem komponenter
. – Form
. – Sansning
. – Opfattelse
. – Vilje
. – Bevidsthed
. 2.   Riget af sansende individer
. (Hvor ”Riget af de fem
. komponenter” angår det
. enkelte individ, angår dette
. rige de sansende individer
. i samspil)
. 3.   Omgivelsernes rige
. (ikke-sansende livsformer
. som planter, mineraler,
. luft og vand, der udgør
. livsgrundlaget for de
. sansende individer)

Ad 1. De ti verdener

Med en lille tilføjelse om, at Boddhisatva-verdenen er den livstilstand, hvor man hengiver sig til at skabe værdi for andre, samt at Buddha-verdenen er livstilstanden med fuldkommen indsigt, uhindret livsudfoldelse og uden negative aspekter, så kan de fleste sikkert danne sig nogle udmærkede forestillinger om hver af de ti verdener. (For en lidt mere indgående beskrivelse se http://www.sgi-dk.org/index.php?option=com_content&task=view&id=89&Itemid=30 eller http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-worlds.html ).

Som mennesker og individer befinder vi os på et givet tidspunkt altid i en af disse verdener, men kan som følge af den mindste lille påvirkning i det næste øjeblik befinde os i en anden. Og vi vil i vores omgang med hinanden, påvirke andre med den verden vi selv er i, ligesom vi vil påvirkes af de verdener, der er dominerende hos dem der er omkring os.

Den enkeltes liv vil endvidere formentlig gå igennem forskellige faser, hvor en eller to af disse verdener vil være fremherskende, mens andre faser vil være præget af en eller flere af de øvrige.

Der er således tale om stadige vekselvirkninger mellem disse verdener, på det indre plan eller gennem ydre påvirkninger, og disse vekselvirkninger dækker det fulde tidsmæssige spektrum fra ultrakorte humørsvingninger til tidsånden forstået som de dominerende kollektive stemninger.

Benævnelsen ’verden’ for hver af disse tilstande er særlig betydningsfuld. Det siger noget meget væsentligt om, hvordan vi som mennesker opfatter vores virkelighed. Benævnelsen ’verden’ dækker over, at når vi fx er i tilstanden af Helvede, ja så er der intet håb, der har aldrig været håb og fremtiden vil ikke bringe noget håb. Vi er så at sige fuldkommen opslugt af tilstanden. Selvopfattelse, baggrund, relationer, job, muligheder, udsyn.. alt er ad helvede til. Og de reaktioner vi får fra vores omgivelser vil have en stærk tendens til at blive opfattet som bekræftelser af denne ’realitet’.

Når vores livstilstand så alligevel skifter, trods vores fuldkomne opslugthed på tværs af tid og sted, skyldes det blandt andet, at der er et lag mere i form af princippet om ”De ti verdeners gensidige indeholdelse”. Vores opslugthed af en given tilstand kan altså alligevel ikke være total. Igen, er fx helvedestilstanden altdominerende, så er de ni andre verdener ikke komplet udslukte, men er så at sige sat på vågeblus indenfor helvedestilstanden.

’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ åbner således for, at en impuls indefra eller udefra kan give energi til en af de øvrige ni slumrende livstilstande, og få den til at blusse op.

Som sagt betyder Ichinen Sanzen ’tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik’. ’De ti verdener’ samt ’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ udgør således 10+10×9 = 100 på vejen mod de 3000.

Om de ti verdener bør det lige afslutningsvist siges, at de inddeles i to kategorier hhv. ”De seks lavere verdener” og ”De fire ædle verdener” og forskellen mellem består i, at selv uden nogen bevidst indsats vil et individ veksle mellem de lavere verdener, mens de ædle verdener forudsætter bevidst stillingtagen og bevidste handlinger for at blive manifesterede.

Ad 2. De ti faktorer

’De ti faktorer’ er i sig selv en så omfattende teoridannelse, at det ville kræve en regulær afhandling at beskrive de enkelte faktorers afgrænsninger og deres indbyrdes sammenhørigheder. (Se evt. http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-factors.html ).

Hvad vi har at gøre med er dimensioner af en enkelt, given, levende skabning. Det er så at sige ”the Mechanics of Cosmos”. Det er energier, vibrationer, aspekter af et givet individ, og med en vestlig videnskabelig terminologi kan disse aspekter siges at bestå af både arv og miljø og fri vilje.

Der er mange måder at beskrive begrebet karma, og en af de mest udbredte er at opfatte karma som et givet individs akkumulerede årsager, skabt i dette og tidligere liv, i form af dette individs tanker, udsagn og handlinger og disse årsagers manifesterede virkninger. Denne opfattelse lægger sig op ad begrebet om en liniær udvikling af tid, en forestilling vi omgås på en helt hverdagsagtig måde, og dermed bliver denne udlægning af karma alment begribelig. Men det er formentlig en grov tilnærmelse.

Selvom jeg ikke umiddelbart har fundet artikler, der udtrykkeligt understøtter dette synspunkt, så er det min opfattelse, at begrebet ’De ti faktorer’, foruden at være den mere præcise beskrivelse af hvad et individ består af, samtidig er den mere præcise beskrivelse af hvad karma er.

Anvender vi begrebet karma til at belyse de ti faktorer og omvendt, vil vi her lægge mærke til, at det er kun ved første øjekast at nogle af faktorerne fremstår deterministisk. Så snart de ti faktorer ses i sammenhæng fremstår individdet godt nok som veldefineret i diverse aspekter men ikke desto mindre som så flerdimensionalt og mangfoldigt, at karma forbliver flydende og intet udfald er givet.

Til ”De ti verdener” og ”De ti verdeners gensidige indeholdelse” kan vi føje ”De ti faktorer”, altså 100×10 = 1000 på vejen mod de 3000.

Ad 3. De tre riger

En af de mentale udfordringer ved at forsøge at begribe Ichinen Sanzen består i at holde de enkelte dele nogenlunde ude fra hinanden. De enkelte dele har med at overlappe eller gribe ind i hinanden. Med definitionen af ’De ti faktorer’ som dimensionerne af et givet individ eller dettes karma, så vil dette individ bevæge sig igennem de ti verdener på måder, som er i fuldkommen overenstemmelse med dette individ eller karma. Så hvor stopper faktorerne og verdenerne tager over?

Da ’Riget af de fem komponenter’ også er snævert knyttet til det enkelte individ, kan indeholdet af dette begreb således være svært at skelne fra ”De ti faktorer”. Mit bedste bud er, at de tre riger hver beskriver en ”playing field”.

’De ti faktorer’ beskriver således individdet som det er skruet sammen, som potentiale, mens ’Riget af de fem komponenter’ beskriver ”the playing field” for dette individs indre liv.

I forlængelse heraf beskriver ’Riget af sansende individer’ det givne individs ”playing field” i mødet og samspillet med andre individer, mens ’Omgivelsernes rige’ beskriver måden individet, blandt andet i samspil med andre individer, vekselvirker med den omgivende natur.

Med de tre riger kommer vi således i mål mht. Ichinen Sanzens 3000 muligheder, okay, men hvordan er det så lige at disse 3000 mulige tilstande/ oplevelser/ aktioner er tilgængelige i hvert eneste livsøjeblik?

Læg mærke til, at mht. det enkelte individ er der stadig intet, der er hængt op på noget konkret. Det er alt sammen dimensioner, mechanics, potentiale, playing fields. Uanset hvad du kommer med, fx jeg var ude for en ulykke da jeg var ung, eller min mor var alkoholiker, så ændrer det ikke på hverken dimensioner, mechanics, potentiale eller playing fields. Livet er hvad det er, og det som buddhaen og Lotus Sutraens begreb om Ichinen Sanzen fortæller os er, at vi kan selv vælge hvordan vi vil udnytte disse dimensioner, mechanics, potentialer og playing fields. Og træffer vi det valg at lære os at aktivere buddhatilstanden i vores liv, så vil vi kunne spille på det fulde klaviatur, dvs. alle 3000 muligheder.

Sammenhold evt. ovenstående med flg. udlægninger af Ichinen Sanzen http://nichiren.info/buddhism/library/SokaGakkai/Study/Elementary/Text3.htm

http://www.sgiquarterly.org/buddhism2012Apr-1.html

Thus I heard

Dette er så min umiddelbare udlægning af begrebet Ichinen Sanzen. Som et menneske, der taler ud fra egne erfaringer, skal jeg ikke kunne afgøre, hvilke andre livsanskuelser der åbner for de samme muligheder, men det er heller ikke vigtigt her. Hvad der er vigtigt er, at vi prøver at danne os en forestilling om dybden af overhovedet at være til.

Hvert enkelt menneske har ubegrænsede handlemuligheder. Vi er langt mere herre over vores skæbne end vi bilder os ind. Det er vores individuelle og kollektive blokeringer, negative tankeformer udviklet over mange generationer, som skaber illusionerne om adskillelse og utilstrækkelighed og fastlåste situationer.

Lærer vi os at manøvrere indenfor og udnytte alle de mange dimensioner som livet består af, så kan vi skabe liv, der flyder over af trivsel og medmenneskelighed og kreativitet.

Hendoku Iyaku

Aldrig har menneskehedens samlede adfærd været mere forrykt i forhold til de indsigter som buddhaen og utallige andre profeter har demonstreret siden tidernes begyndelse. Det er den erkendelse man kommer til, når man ser hvilken mangel på respekt for liv og hvilken mangel på fantasi, der præger vores adfærd. Vi har fået skabt en verden for os selv, hvor vi er fremmedgjorte overfor de mest basale livserfaringer – at vi hører til, at universet understøtter vores liv, at vi er født frie.

Fremmedgjorthed overfor disse basale livserfaringer er forbundet med store lidelser, og får os til at handle forrykt. Dette er omdrejningspunktet for dødsspiralen.

Vi hører stadig til, universet understøtter stadig vores liv, og vi er stadig født frie, men vi har fået skabt en verden for os selv, som er så gennemsyret af illusionerne om, at det ikke er tilfældet, at de tre gifte af grådighed, vrede og dumhed har fået frit spil.

Det buddhistiske begreb Hendoku Iyaku betyder som sagt ”at vende gift til medicin”. Dette begreb handler om at indse, at buddhismen ikke er et redskab til at udviske den enkeltes lidelser og mangel på held, men tværtimod at lidelserne og alle de negative omstændigheder er den enkeltes redskab til at frembringe den højeste livstilstand, buddhatilstanden, som er forbundet med ubegrænsede evner for transformation og ubrydelig lykke.

Og her er det jeg foreslår at anvende princippet om ’at vende gift til medicin’ på menneskehedens kollektive karma. Vi har indhyllet vores planet i mørke og bragt hovedparten af alle livsformerne der bebor planeten på kanten af udryddelse. Vi har ladet krige, rædsler, sult og fattigdom være hverdag for mange folkeslag igennem epoker. Vi har draget plyndrende igennem planetens mangfoldige biotoper, som om vi var de eneste levende skabninger, og trukket et spor af goldhed efter os.

I lyset af princippet om ’at vende gift til medicin’ er dette udfordringen vi har sat for os selv. Vi har nu nået punktet hvor vi skal vise, at der er kræfter i mennesket og i universet som kan overvinde selv disse ekstremt dystre omstændigheder, og transformere dem til en verden af fred og trivsel og endeløs skabelse.

The Exit is Entrance

Så hvad jeg vil sige med denne kryptiske titel er, at måden vi træder ud af dødsspiralen, måden vi træder ud af vores illusoriske velfærd og skjulte elendighed, er ved at træde ind i åndens fantastiske univers, ved at træde ind i bevidstheden om hvor fantastisk det er overhovedet at være til.

I dette univers er ethvert menneske forbundet med alle andre mennesker og med alle andre livsformer, og dette menneske har evnerne til bringe sig i harmoni med andre og med alt livet omkring det. Der findes ingen fastlåste situationer. Der er ubegrænset kreativitet, overraskende nye ideer og opfindelser og ubegrænset omsorg for livet i alle dets fremtrædelsesformer.

Denne indtræden kan ske gennem buddhistisk meditation, men der er også andre måder. Der er ingen faste modeller og ingen absolutte endemål. Bare det forløser det enkelte menneskes værdi, så er vi på en lykkebringende bane.

(Illustration: De japanske tegn for Ichinen Sanzen)

kolliker

transition points

Forfatterarkiv: kolliker

Ufjendskabets økonomi

Identitetskulten

Det store, politiske svindelnummer

Når sandheden skal tilbage

Samvittighedens genkomst

Undertrykkelse i slaraffenland

A Love Revolution

Hommage à Rosa Parks

“Yes, I Can”

The Exit is Entrance