Forfatterarkiv: kolliker

The Exit is Entrance

Posted on by
Svar

Billede

A dive into the depths of reality

Det må nu være åbenbart for alle, at vores politiske og økonomiske lederskab har mistet enhver troværdighed.

  • Med Federal Reserves QE3 (dvs. USA’s bankpakke nr. 3) og ECBs annoncering af sin nye politik om ubegrænsede opkøb af eurozone-statsobligationer
  • med den uantastede politiske konsensus om, at vækst er midlet til løsning af vores problemer
  • med sparekravenes defintive indskrænkning eller stop for midler til sociale, økologiske og transnationale initiativer
  • med den politiske apati overfor de ekstreme uligheder, der bliver mere og mere iøjnefaldende
  • med indskrænkningen af civilsamfundets demokratiske rettigheder og statens udvidede ret til at udøve vold og tvang
  • og med en vanvittig letsindig omgang med krig som et muligt politisk redskab

bliver spørgsmålet der tårner sig op: Hvordan skal vi på nogen måde få standset denne dødsspiral?

Vi forråder os selv, og vi forråder hinanden. Vi forhærder os, og vi lærer vores børn at forhærde sig. Vi klamrer os til fortiden og hvordan vi plejer at gøre. Vi vender blikket ned og lukker os om vores nærmeste. For løfter vi blikket, er det vi ser forude bare død og ødelæggelse i et ufatteligt omfang.

Men, men, men. Vores skæbne er ikke låst på endemålet selvudslettelse. Slet ikke. Formålet med denne note er ved hjælp af de buddhistiske begreber Ichinen Sanzen (”tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik”) og Hendoku Iayku (”at vende gift til medicin”) at vise hvilken kapacitet vi reelt har for at ændre vores verden.

Ichinen sanzen

Ichinen Sanzen er et begreb udvundet af Lotus Sutraen af den store buddhistiske mester T’ien-T’ai i Lovens Mellemste Periode. Det er et begreb, der så dybt, at det selv blandt lærde undsiger sig en fyldestgørende teoretisk forklaring.

Det T’ien-T’ai beskrev var en struktur for Livet eller Bevidstheden eller hvad man vil kalde den samlende energi, der gennemstrømmer alt som er.

Ichinen Sanzens struktur kan siges at være en beskrivelse af virkeligheden baseret på adskillige yderligere dimensioner end vores vante fire dimensioner, dvs. de tre rumlige + tiden. Og her er der måske allerede nogen, der mærker en tendens til hovedpine, men fat mod.. I vore dage er forståelsen af begrebet Ichinen Sanzen er ikke afgørende for om man kan opnå oplysning, og det er heller ikke afgørende for at forstå ræsonnementet i denne note.

Det vigtige her ved den følgende, særdeles korte gennemgang af Ichinen Sanzen er:

  • at det er et begreb, der er indeholdt i Lotus Sutraen og således er båret af buddhaens visdom, og
  • at det tjener til at anskueliggøre dybden af at være til.

Strukturen i Ichinen Sanzen består af tre hovedgrupper:

  1. De ti verdener
  2. De ti faktorer
  3. De tre riger

1. De ti verdener

10. Buddha
9.   Boddhisatva
8.   Selvrealisering
7.   Lærdom
6.   Ekstase
5.   Ro
4.   Vrede (el. Arrogance)
3.   Dyriskhed
2.   Sult
1.   Helvede

.                                       2. De ti faktorer

.                                       1.   Fremtræden
.                                       2.   Natur
.                                       3.   Væsen
.                                       4.   Kraft
.                                       5.   Påvirkning
.                                       6.   Indre årsag
.                                       7.   Relation
.                                       8.   Latent virkning
.                                       9.   Manifesteret virkning
.                                       10. Overensstemmelse fra
.                                             begyndelse til ende

.                                                                                 3. De tre riger

.                                                                                 1.   Riget af de fem komponenter
.                                                                                       – Form
.                                                                                       – Sansning
.                                                                                       – Opfattelse
.                                                                                       – Vilje
.                                                                                       – Bevidsthed
.                                                                                 2.   Riget af sansende individer
.                                                                                       (Hvor ”Riget af de fem
.                                                                                       komponenter” angår det
.                                                                                       enkelte individ, angår dette
.                                                                                       rige de sansende individer
.                                                                                       i samspil)
.                                                                                 3.   Omgivelsernes rige
.                                                                                       (ikke-sansende livsformer
.                                                                                       som planter, mineraler,
.                                                                                       luft og vand, der udgør
.                                                                                       livsgrundlaget for de
.                                                                                       sansende individer)

Ad 1. De ti verdener

Med en lille tilføjelse om, at Boddhisatva-verdenen er den livstilstand, hvor man hengiver sig til at skabe værdi for andre, samt at Buddha-verdenen er livstilstanden med fuldkommen indsigt, uhindret livsudfoldelse og uden negative aspekter, så kan de fleste sikkert danne sig nogle udmærkede forestillinger om hver af de ti verdener. (For en lidt mere indgående beskrivelse se http://www.sgi-dk.org/index.php?option=com_content&task=view&id=89&Itemid=30 eller http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-worlds.html ).

Som mennesker og individer befinder vi os på et givet tidspunkt altid i en af disse verdener, men kan som følge af den mindste lille påvirkning i det næste øjeblik befinde os i en anden. Og vi vil i vores omgang med hinanden, påvirke andre med den verden vi selv er i, ligesom vi vil påvirkes af de verdener, der er dominerende hos dem der er omkring os.

Den enkeltes liv vil endvidere formentlig gå igennem forskellige faser, hvor en eller to af disse verdener vil være fremherskende, mens andre faser vil være præget af en eller flere af de øvrige.

Der er således tale om stadige vekselvirkninger mellem disse verdener, på det indre plan eller gennem ydre påvirkninger, og disse vekselvirkninger dækker det fulde tidsmæssige spektrum fra ultrakorte humørsvingninger til tidsånden forstået som de dominerende kollektive stemninger.

Benævnelsen ’verden’ for hver af disse tilstande er særlig betydningsfuld. Det siger noget meget væsentligt om, hvordan vi som mennesker opfatter vores virkelighed. Benævnelsen ’verden’ dækker over, at når vi fx er i tilstanden af Helvede, ja så er der intet håb, der har aldrig været håb og fremtiden vil ikke bringe noget håb. Vi er så at sige fuldkommen opslugt af tilstanden. Selvopfattelse, baggrund, relationer, job, muligheder, udsyn.. alt er ad helvede til. Og de reaktioner vi får fra vores omgivelser vil have en stærk tendens til at blive opfattet som bekræftelser af denne ’realitet’.

Når vores livstilstand så alligevel skifter, trods vores fuldkomne opslugthed på tværs af tid og sted, skyldes det blandt andet, at der er et lag mere i form af princippet om ”De ti verdeners gensidige indeholdelse”. Vores opslugthed af en given tilstand kan altså alligevel ikke være total. Igen, er fx helvedestilstanden altdominerende, så er de ni andre verdener ikke komplet udslukte, men er så at sige sat på vågeblus indenfor helvedestilstanden.

’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ åbner således for, at en impuls indefra eller udefra kan give energi til en af de øvrige ni slumrende livstilstande, og få den til at blusse op.

Som sagt betyder Ichinen Sanzen ’tre tusind muligheder i hvert livsøjeblik’. ’De ti verdener’ samt ’De ti verdeners gensidige indeholdelse’ udgør således 10+10×9 = 100 på vejen mod de 3000.

Om de ti verdener bør det lige afslutningsvist siges, at de inddeles i to kategorier hhv. ”De seks lavere verdener” og ”De fire ædle verdener” og forskellen mellem består i, at selv uden nogen bevidst indsats vil et individ veksle mellem de lavere verdener, mens de ædle verdener forudsætter bevidst stillingtagen og bevidste handlinger for at blive manifesterede.

Ad 2. De ti faktorer

’De ti faktorer’ er i sig selv en så omfattende teoridannelse, at det ville kræve en regulær afhandling at beskrive de enkelte faktorers afgrænsninger og deres indbyrdes sammenhørigheder. (Se evt. http://www.sgi.org/buddhism/buddhist-concepts/ten-factors.html ).

Hvad vi har at gøre med er dimensioner af en enkelt, given, levende skabning. Det er så at sige ”the Mechanics of Cosmos”. Det er energier, vibrationer, aspekter af et givet individ, og med en vestlig videnskabelig terminologi kan disse aspekter siges at bestå af både arv og miljø og fri vilje.

Der er mange måder at beskrive begrebet karma, og en af de mest udbredte er at opfatte karma som et givet individs akkumulerede årsager, skabt i dette og tidligere liv, i form af dette individs tanker, udsagn og handlinger og disse årsagers manifesterede virkninger. Denne opfattelse lægger sig op ad begrebet om en liniær udvikling af tid, en forestilling vi omgås på en helt hverdagsagtig måde, og dermed bliver denne udlægning af karma alment begribelig. Men det er formentlig en grov tilnærmelse.

Selvom jeg ikke umiddelbart har fundet artikler, der udtrykkeligt understøtter dette synspunkt, så er det min opfattelse, at begrebet ’De ti faktorer’, foruden at være den mere præcise beskrivelse af hvad et individ består af, samtidig er den mere præcise beskrivelse af hvad karma er.

Anvender vi begrebet karma til at belyse de ti faktorer og omvendt, vil vi her lægge mærke til, at det er kun ved første øjekast at nogle af faktorerne fremstår deterministisk. Så snart de ti faktorer ses i sammenhæng fremstår individdet godt nok som veldefineret i diverse aspekter men ikke desto mindre som så flerdimensionalt og mangfoldigt, at karma forbliver flydende og intet udfald er givet.

Til ”De ti verdener” og ”De ti verdeners gensidige indeholdelse” kan vi føje ”De ti faktorer”, altså 100×10 = 1000 på vejen mod de 3000.

Ad 3. De tre riger

En af de mentale udfordringer ved at forsøge at begribe Ichinen Sanzen består i at holde de enkelte dele nogenlunde ude fra hinanden. De enkelte dele har med at overlappe eller gribe ind i hinanden. Med definitionen af ’De ti faktorer’ som dimensionerne af et givet individ eller dettes karma, så vil dette individ bevæge sig igennem de ti verdener på måder, som er i fuldkommen overenstemmelse med dette individ eller karma. Så hvor stopper faktorerne og verdenerne tager over?

Da ’Riget af de fem komponenter’ også er snævert knyttet til det enkelte individ, kan indeholdet af dette begreb således være svært at skelne fra ”De ti faktorer”. Mit bedste bud er, at de tre riger hver beskriver en ”playing field”.

’De ti faktorer’ beskriver således individdet som det er skruet sammen, som potentiale, mens ’Riget af de fem komponenter’ beskriver ”the playing field” for dette individs indre liv.

I forlængelse heraf beskriver ’Riget af sansende individer’ det givne individs ”playing field” i mødet og samspillet med andre individer, mens ’Omgivelsernes rige’ beskriver måden individet, blandt andet i samspil med andre individer, vekselvirker med den omgivende natur.

Med de tre riger kommer vi således i mål mht. Ichinen Sanzens 3000 muligheder, okay, men hvordan er det så lige at disse 3000 mulige tilstande/ oplevelser/ aktioner er tilgængelige i hvert eneste livsøjeblik?

Læg mærke til, at mht. det enkelte individ er der stadig intet, der er hængt op på noget konkret. Det er alt sammen dimensioner, mechanics, potentiale, playing fields. Uanset hvad du kommer med, fx jeg var ude for en ulykke da jeg var ung, eller min mor var alkoholiker, så ændrer det ikke på hverken dimensioner, mechanics, potentiale eller playing fields. Livet er hvad det er, og det som buddhaen og Lotus Sutraens begreb om Ichinen Sanzen fortæller os er, at vi kan selv vælge hvordan vi vil udnytte disse dimensioner,  mechanics, potentialer og playing fields. Og træffer vi det valg at lære os at aktivere buddhatilstanden i vores liv, så vil vi kunne spille på det fulde klaviatur, dvs. alle 3000 muligheder.

Sammenhold evt. ovenstående med flg. udlægninger af Ichinen Sanzen http://nichiren.info/buddhism/library/SokaGakkai/Study/Elementary/Text3.htm

http://www.sgiquarterly.org/buddhism2012Apr-1.html

Thus I heard

Dette er så min umiddelbare udlægning af begrebet Ichinen Sanzen. Som et menneske, der taler ud fra egne erfaringer, skal jeg ikke kunne afgøre, hvilke andre livsanskuelser der åbner for de samme muligheder, men det er heller ikke vigtigt her. Hvad der er vigtigt er, at vi prøver at danne os en forestilling om dybden af overhovedet at være til.

Hvert enkelt menneske har ubegrænsede handlemuligheder. Vi er langt mere herre over vores skæbne end vi bilder os ind. Det er vores individuelle og kollektive blokeringer, negative tankeformer udviklet over mange generationer, som skaber illusionerne om adskillelse og utilstrækkelighed og fastlåste situationer.

Lærer vi os at manøvrere indenfor og udnytte alle de mange dimensioner som livet består af, så kan vi skabe liv, der flyder over af trivsel og medmenneskelighed og kreativitet.

Hendoku Iyaku

Aldrig har menneskehedens samlede adfærd været mere forrykt i forhold til de indsigter som buddhaen og utallige andre profeter har demonstreret siden tidernes begyndelse. Det er den erkendelse man kommer til, når man ser hvilken mangel på respekt for liv og hvilken mangel på fantasi, der præger vores adfærd. Vi har fået skabt en verden for os selv, hvor vi er fremmedgjorte overfor de mest basale livserfaringer – at vi hører til, at universet understøtter vores liv, at vi er født frie.

Fremmedgjorthed overfor disse basale livserfaringer er forbundet med store lidelser, og får os til at handle forrykt. Dette er omdrejningspunktet for dødsspiralen.

Vi hører stadig til, universet understøtter stadig vores liv, og vi er stadig født frie, men vi har fået skabt en verden for os selv, som er så gennemsyret af illusionerne om, at det ikke er tilfældet, at de tre gifte af grådighed, vrede og dumhed har fået frit spil.

Det buddhistiske begreb Hendoku Iyaku betyder som sagt ”at vende gift til medicin”. Dette begreb handler om at indse, at buddhismen ikke er et redskab til at udviske den enkeltes lidelser og mangel på held, men tværtimod at lidelserne og alle de negative omstændigheder er den enkeltes redskab til at frembringe den højeste livstilstand, buddhatilstanden, som er forbundet med ubegrænsede evner for transformation og ubrydelig lykke.

Og her er det jeg foreslår at anvende princippet om ’at vende gift til medicin’ på menneskehedens kollektive karma. Vi har indhyllet vores planet i mørke og bragt hovedparten af alle livsformerne der bebor planeten på kanten af udryddelse. Vi har ladet krige, rædsler, sult og fattigdom være hverdag for mange folkeslag igennem epoker. Vi har draget plyndrende igennem planetens mangfoldige biotoper, som om vi var de eneste levende skabninger, og trukket et spor af goldhed efter os.

I lyset af princippet om ’at vende gift til medicin’ er dette udfordringen vi har sat for os selv. Vi har nu nået punktet hvor vi skal vise, at der er kræfter i mennesket og i universet som kan overvinde selv disse ekstremt dystre omstændigheder, og transformere dem til en verden af fred og trivsel og endeløs skabelse.

The Exit is Entrance

Så hvad jeg vil sige med denne kryptiske titel er, at måden vi træder ud af dødsspiralen, måden vi træder ud af vores illusoriske velfærd og skjulte elendighed, er ved at træde ind i åndens fantastiske univers, ved at træde ind i bevidstheden om hvor fantastisk det er overhovedet at være til.

I dette univers er ethvert menneske forbundet med alle andre mennesker og med alle andre livsformer, og dette menneske har evnerne til bringe sig i harmoni med andre og med alt livet omkring det. Der findes ingen fastlåste situationer. Der er ubegrænset kreativitet, overraskende nye ideer og opfindelser og ubegrænset omsorg for livet i alle dets fremtrædelsesformer.

Denne indtræden kan ske gennem buddhistisk meditation, men der er også andre måder. Der er ingen faste modeller og ingen absolutte endemål. Bare det forløser det enkelte menneskes værdi, så er vi på en lykkebringende bane.

(Illustration: De japanske tegn for Ichinen Sanzen)

You r-selected: Time to evolve

Posted on by
Svar

3248160703_6dce8ed3ca

En teori indenfor det økologiske forskningsfelt kategoriserer alle arter indenfor både plante- og dyreriget efter to forskellige eksistensprincipper: r-selected eller K-selected.

r-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får store mængder af yngel (eller frø eller afkom generelt)
  • at forældreparret yder praktisk talt ingen yngelpleje (eller blandt planterne at de spreder deres frø vidt og bredt)
  • at så snart omstændigheder er til det, spreder arten sig fuldkomment uhæmmet i miljøet, udvikler enorme populationer, og når omstændighederne så ændres, uddør hovedparten af populationen
  • at arten efter at have rundet en given klimaks-population ofte vil den ofte spredes vidt omkring i forsøget på at overleve også i miljøer som er langt fra de optimale for arten
  • at arten således typisk udviser en cyklus af dramatisk ekspansion/kontraktion

K-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får ganske få unger eller afkom generelt indenfor deres ’ynglesæson’
  • at forældrene yder en omfattende yngelpleje (eller blandt planterne at der er stor sikkerhed for ’afkommets’ overlevelse)
  • at arten typisk indgår i stabile økosystemer præget af høj diversitet og høj kompleksitet
  • at artens forbundethed med sit miljø er så grundlæggende, at dens individer snarere går ned sammen med en forringelse af artens miljø fremfor at søge nye ”græsgange”
  • at arten udviser adfærd som konkret sigter mod retablering af ligevægtstilstande

r-selected i miljøet

r-selected species indgår i naturens store kredsløb på mange forskellige måder. En af de meget vigtige funktioner af r-selected species er deres evne til ”at opdyrke nyt land”. Vores begreb ”ukrudt” er formentlig ofte et andet ord for en udpræget r-selected planteart. Forestiller man sig en forladt byggegrund, er det ikke svært at indse de positive aspekter af r-selected species. Først rykker to, tre, fire af de mest aggressive ukrudtsarter ind, så ændrer deres tilstedeværelse på miljøet så der bliver plads til flere og mere varierede plantearter, insekter mv. Så rykker de første dyr ind, de mest r-selectede, fx gnavere, og deres tilstedeværelse ændrer igen på miljøet, og der bliver grobund for større diversitet også blandt dyrene.

K-selected i miljøet

K-selected species indgår i naturens kredsløb i et sådant omfang, at disse rigt varierede og mangfoldige økologiske ligevægtstilstande ofte sammenfaldende med selve vores begreb om natur. Men det bliver nemt et idealiseret billede. Da alting er i evig forandring, findes der kun dynamiske ligevægtstilstande, hvor alle arterne i et givet komplekst økosystem konstant må tage bestik af hinanden. Og de forskellige måder at tage bestik af hinanden integreres så hen ad vejen i ovennævnte yngelpleje eller andre tilpasningsformer.

r/K-selection som funktion af miljøforhold

Langt de fleste arter indenfor både plante- og dyreriget kan karakteriseres som hovedsagelig r-selected eller K-selected, men der er også en relativ stor mængde af arter, som har evnen til at optræde både som r-selected og K-selected afhængigt af forholdene i det omgivende miljø. Og mennesket er et oplagt eksempel på en sådan art. Hvis der enten er meget rigelige eller meget knappe resurser til rådighed har mennesket en stærk tendens til at udvise r-selected adfærd mens stabile resurserforhold stimulerer en udpræget K-selected menneskelig adfærd.

Menneskets r/K-selection i et skitsemæssigt historisk perspektiv

I de 190.000 år af menneskets 200.000-årige historie forekommer det, at mennesket levede som en helt overvejende K-selected art i balance med det miljø det var en del af. Det første store skridt i retning af r-selectede adfærdsformer kom da mennesket begyndte at dyrke jorden.

Hvor jæger-samler-kulturene levede i respekt for den store natur, der omgav dem, begyndte mennesket med landbrugskulturene at se sig selv som hævede over naturen og med både ret til og muligheder for at undertvinge og regulere naturen til egen fordel. Dette skabte hurtigt et resurseoverskud som tillod en spektakulær diversificering af menneskets kulturer med arbejdsdeling, klassestrukturer og institutioner for magt og viden.

Da dyrkningsmetoderne dog lige fra starten var forbundet med udpining af jorden, opstod der også hurtigt et behov for ekspansion af dyrkningsområderne, og menneskets r-selected adfærd blev dermed bestyrket. Denne nødvendige ekspansion medførte sammenstød med andre stammer, og behovet for udvikling af militær og våben var uomgængeligt.

Militær magt stadfæstede mennesket som en overvejende r-selected art. Nu opdagede mennesket, at man kunne opnå stor rigdom ved at underlægge sig andre stammer eller kulturer og gøre dem skattepligtige til ens egen, enten i form af høstudbytter eller arbejdskraft eller begge.

Denne stræben for magt og dominans og derigennem rigdom og velstand for en elitekultur er i sit væsen r-selected. I den mindre skala har der i de historiske samfund selvfølgelig været en stor grad af K-selected adfærd, hvilket formentlig forklarer, hvorfor mange af disse kulturer trods alt kunne opretholdes over flere århundreder.

Når hvert af de store imperier alligevel faldt skyldtes sjældent, at der var et rivaliserende imperium der havde vokset sig endnu større og underlagde sig det. Forklaringen på imperiernes undergang er næsten i alle tilfælde indbygget i deres r-selected adfærd, i deres manglende evne til at leve i harmoni med naturen.

Som sagt har menneskets dyrkningsmetoder altid været forbundet med udpining af jorden, og med det r-selectede krav om fortsat ekspansion kom hvert af imperierne til det punkt, hvor udbyttet af deres landbrug, både i moderlandet og i vasalstaterne, var faldet til et så lavt niveau, at det var umuligt at brødføde imperiets indbyggere. (Det gamle Ægypten udgør her et særtilfælde, pga. Nilens helt særlige egenskaber for tilførelse af nye næringsstoffer til dens omgivende landbrugsområder, dvs. det var indtil man byggede Aswan-dæmningen.)

Vores nuværende situation i et r/K-perspektiv

De seneste 500 års historie ligger i umiddelbar forlængelse af denne historiske skitse. Indenfor dette tidsrum har europæerne i kraft af militærteknologisk overlegenhed været i stand til at underlægge sig det meste kloden, og gøre disse andre samfund og kulturer skattepligtige til dem.

Undervejs skilte det engelske imperium sig ud for kort efter at blive adopteret af det amerikanske. Og det der muliggjorde disse imperiers dannelse og dominans var et gennembrud i vores livsfom, som satte endelig trumf på menneskets adfærd som r-selected art: Den industrielle revolution.

Opdagelsen af mulighederne for at udnytte energien i først kul og siden olie sendte menneskets livsformer ud på en fantastisk bane. De priviligerede samfunds spektakulære teknologiske eventyr, deres store, materielle velstand, deres rigt diversificerede samfundsstrukturer, men samtidig og lige så evident også den ekstreme ulighed mellem folkeslag, den ekstreme fattigdom og den ekstreme rovdrift på naturen. Alt sammen udpræget r-selected adfærd.

Som det blev klart, særligt i anden halvdel af det 20. århundrede, er vores overlevelse truet, ikke af fremmede magter, men af vores livsforms indbyggede ubalance i forhold til naturgrundlaget.

Således har en idé og siden et krav om en alternativ livsform udviklet sig, en livsform hvor mennesket anerkender sin afhængighed af naturen, og indretter sig i harmoni hermed. Eller med andre ord en idé om, at det er i menneskets magt at opbygge et liv som samfund, sågar som et globalt samfund, med en samlet K-selected adfærdsform.

Der var pionerer for denne bevægelse allerede i 1800-tallet, men det helt store gennembrud kom med ungdomsoprøret i 60’erne. Ikke desto mindre opfattes bevægelsen fortsat af langt de fleste som et luksus-fænomen forbeholdt minoritetsgrupper i de mest velstående dele af det globale samfund.

Vores opfattelse af vores livsvilkår, hvad enten det er fra den ekstreme velstands eller den ekstreme fattigdoms synsvinkel, er så domineret af vores kulturelle tilvæning i retning af r-selectede tankeformer, at vi kun kan forestille os at resurserne er knappe og at der ikke findes nogen udfrielse fra den ubønhørlige kamp om disse knappe resurser.

Menneskehedens opgør sin r-selection

Vores samlede r-selectede adfærd har stået på så længe og har været så dominerende, at skyggesiden af adfærdsformen næppe er til at komme udenom. Ja, vi taler om sultkatastrofer og mennesker, der dør i meget store mængder. Og her skal man ikke komme med krav om medmenneskelighed og forestillinger om at disse mennesker kan reddes, hvis vi bare står op for vores moralske forpligtelser. Selvfølgelig vil den mest basale humanisme pålægge enhver nation at gøre hvad der står i dens magt for at hjælpe, men realiteterne er, at det er vores stærke og vedholdende r-selectede adfærdsformer, som har skabt den massive overbefolkning.

Og man kan selvfølgelig spørge om ikke verdens fattige lande kan have et vist moralsk krav på, at Vesten skal betale, måske endda straffes for deres udbytning af andre folkeslag. Kendsgeringerne er formentlig, at enhver kultur, der pludselig fik de muligheder europæerne fik, ville have udviklet tilsvarende stærke r-selectede adfærdsformer. Og videre, at disse stærke r-selectede adfærdsformer, uanset hvem der fremfører dem, har en tendens til at tage traditionelle, mere K-selectede samfund med storm og vække deres egen iboende r-selection.

Således har praktisk talt alle klodens nationer overgivet sig til r-selectede adfærdsformer. Kina og Indien er blandt de fremmeste i denne adoption indenfor de seneste årtier. Adfærdsformens triumf er total. Men det gør kun dens indbyggede konsekvenser desto mere ildevarslende.

Og forbløffende nok er der igen og igen kommentatorer i de vestlige medier, der fremhæver Kina og Indien som eksempler til efterfølgelse. Samme kommentatorer bebrejder ofte også Vestens unge for deres mangel på ambitioner og deres nølen overfor at adoptere den herskende vækstideologi.

Time to evolve

Der kan ikke længere herske tvivl om, at menneskeheden står ved en skillevej, en evolutionær tærskel. Fortsætter vi ad vores indgroede r-selectede baner, ser det meget sort ud. Der er en reel risiko for, at Jordens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces og Jordens evne til at understøtte højerestående livsformer fortabes.

Tiden er kommet for menneskeheden til at genopdage sin pagt med Universet, og med støtte af energierne der kan hentes heraf at sætte alle kræfter ind på en omstilling af vores samfund til en samlet K-selected adfærdsform. Hvad vi taler om er intet mindre end udviklingen af en ny civilisation, en bæredygtig civilisation. Den første af sin slags siden agerbrugets indførelse.

En samfundsform baseret på menneskets iboende evner til at leve som en K-selected art, er ikke bare det langsigtede håb, det er formentlig også den eneste reelle strategi for at prøve at afbøde konsekvenserne af de ophobede ubalancer efter en meget lang periode med massive r-selectede handlemønstre.

Litteratur:
“The Ecotechnic Future”, John Michael Greer 2009
“Dirt: The Erosion of Civilizations”, David R. Montgomery 2007
“Eaarth – Making a Life on a Tough New Planet”, Bill McKibben 2010

 Foto: Golden Rays Migration, Sandra Critelli

 

 

A Tribute to Bravery

Posted on by
Svar

(Op-ed for New York Times on the morning of the assassination of Osama Bin Laden)

 

The death of Osama Bin Laden brings it all back in vivid memory. The horrendous act that nailed us all, on the spot, in an endless instant. A tectonic rupture in the history of humankind. And all the firefighters and policemen who threw in their own lives to try to save others. And all the relatives who staunchly bore the most tragic realization of all, the loss of a son or a daughter, a husband or a wife. At this moment of crisis, the bravery and resolve of the American people was clear and present for all the world to see.

Today, Pr. Obama will be mounting the rostrum at Ground Zero to pay respect to the victims and to pay tribute to all the bravery surrounding this traumatic event. Ten years have passed, wars in Afghanistan and Iraq have been started in its aftermath, and the tragic event has been scrutinized and commented on from lots of different standpoints.

Amidst all the euphoria concerning the death of Osama Bin Laden, it seems to me, that today it’s a wholly other kind of bravery there is called for. The bravery to dare to consider the possibility that powerful groupings within the American society had some kind of stake in the violent act. This article is a tentative probing into this theory without, and this is crucial, without compromising the loyalty and bravery of the men and women in uniform.

As a European I am probably able to the view the tragic event with lesser emotional involvement and hence a somewhat clearer mind than many Americans. Rather than the 19 terrorists armed with cutters, the circumstantial evidence pointing to a much larger and masterly orchestrated operation are, to be honest, overwhelming. On the other hand, it seems obvious why an interpretation of the tragic event along these lines is unbearable: It seems to implicate that a lot of American men and women in uniform were ready to sacrifice lives of ordinary Americans for some obscure political or military objective, and that is simply not conceivable. Actually it would amount to treason, and this accusation should then be put forward to hundreds of men and women who has sworn allegiance to their country and who had carried out his or hers exact orders… I can’t think of anything more unjust.

Thus we are left with this unfathomable puzzle.

The euphoria following the assassination of Osama Bin Laden troubled me, or to be sincere, it scared me, and in order to get some air in this dense atmosphere, my mind engaged in seeking a kind of solution to the puzzle and this following idea dawned on me. The idea, or the chain of reasoning, is so persuasive, that it may ultimately lead one to consider hawks like Rumsfeld and Wolfowitz as victims of a paradigm, victims of a certain way of conceiving the world and victims of the feelings accompanying this conception.

If you were a general in any given historical period, you would always, always, want to have an army superior to that of your potential enemy. Thus generals have always been struggling with the current head of state to make him strengthen the power of the army. No size seemed to fit, no size could guarantee safety. Your army might already be superior, but the enemy might be mentally stronger and thus more effective. So the generals have always gone to the head of state for more funding. And their argument would always be the same: We are losing out on our enemies, our enemies have gained the upper hand, we have to strengthen our defenses. Thus, power and fear have always been intertwined, like two sides of the same coin. Fear is the rationale for building up more power. This fear-mongering is likely at some point to be used deliberately, but somewhere down the road the fears infused might begin to take on a life of their own. And this infusion of fear, which was initially intended as a tactic directed upward at the ‘sponsors’, might take hold of the organization and diffuse it right down to the lowest levels. Now every member of the organization has become an agent of fear-mongering and through their interaction with the surrounding society, it diffuses into and ultimately permeates that society. Like an addiction.

This scenario might actually have developed within the American military since the days of Eisenhower and Kennedy, but in 1989 something really strange happened, when Gorbachev handed the tyranny he was heading over to the will of the people, thus dismantling the only power with a capability to threaten the US. Now, how would this affect the self-conception, the raison-d’être and the conduct of the American military force?

Within this chain of reasoning it seems obvious that without any concrete object, the fear transmuted into irrational anxiety. Had the comparison with the military power of the USSR set some kind of proportion for the American military, the limits of both power and fear dissolved to send them both spiraling beyond any reasonable constraint. It is within this climate of complete supremacy and limitless anxiety, that some especially hard hit members of the military establishment might have reasoned that an act of violence like the attack on World Trade Center would somehow be purposeful. Maybe even patriotic.

Orders were dispatched; orders were faithfully executed by lower-ranking personnel, not knowing what the combined orders added up to. Thus the lower-ranking personnel were woven into a fabric of complicity, and the guilt of this combined with the fear of retaliation has made all participants keep quiet about what they know.

Thus not only USA, but to some extent, the whole world is left traumatized. Bewildered, fearful and isolated we struggle on, incapable of acting upon the real threats to our lives. It’s about time to get it straightened out. In memory of the victims, in respect for the American people, and not least to relieve all those good men and women within the military who were lured into participation in a criminal act.

 

 

 

 

 

.

Das Unbehagen in der Kultur

Posted on by
Svar

Billede

Når man sidder på en af Danmarks største arkitekttegnestuer med ansvar for en opgave til over ½ mia. kr., så er kravene til professionalisme nådesløse. Kan jeg honorere dem? Ja! Og nej.

Ja, fordi jeg foruden 20 års erfaring indenfor faget har både lederevner og en betydelig psykisk ballast. Helt ærlig, hvis ikke jeg skulle kunne, hvem kan så?

Og nej, fordi der er nogle samfundsmæssige tendenser, der har udfoldet sig utæmmet igennem årtier, og har bragt os et sted hen, hvor vores samfund udviser udprægede dysfunktionelle træk. Hvad der er normalt og hvad der er professionelt er blevet så fordrejet, at begge nærmest fremstår som kollektive hallucinationer.

Jeg skal ikke her gå ind i de specifikke vanskeligheder, der karakteriserede min aktuelle opgave, da jeg i sin tid overtog ansvaret for den. Hvad jeg derimod længe har ønsket at få sat ord på, er de overvældende misforhold, som præger ens arbejdsvilkår som arkitekt anno 2012 – misforhold som jeg er sikker på mit fag deler med mange andre. Måske endda de fleste.

Produktivitetsparadigmet

Vores samfund kører på et vækstparadigme, et paradigme om stadige produktivitetsstigninger. Fra at olien begyndte at flyde, og man blev klar over at man kunne lave maskiner, der udførte arbejdet for hundredervis, ja tusindvis af mennesker, så har vores produktivitet og tilhørende forbrug været på en stejl opadgående kurve. I over 300 år har opskriften på succes været at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskiner. Denne filosofi er fortsat ind i IT-teknologiens verden, hvor samme opskrift kører uantastet videre.

For tiden vakler den danske arkitektbranche under en udfordring om at omlægge sine IT-værktøjer og IT-kompetencer til at arbejde med meget avancerede 3D-bygningsmodeller. Ingen har spurgt seriøst til hvad denne omlægning ender med at koste, og der vil givetvis være tegnestuer, der brækker nakken på denne satsning. Hvorfor gør de det? Fordi et paradigme netop er en grundantagelse, et fundament for ens øvrige ræsonnementer, noget man knap er bevidst om, og derfor heller ikke sætter spørgsmålstegn ved. Således tager vi produktivitetsparadigmet som et grundvilkår på linje med naturlovene. De gør det selvfølgelig også fordi de er blevet det pålagt gennem Lov om offentlig byggevirksomhed, herunder IKT-bekendtgørelsen (BEK1381). Den lov er så bare i sig selv gennemsyret af produktivitetsparadigmet.

Psykosocialt gentager historien sig også. Ligesom de gamle industrifabrikker blev mere og mere automatiserede bliver ”maskinparken” i nutidens videns-fabrikker mere og mere avanceret. Der er behov for færre og færre mennesker med mere og mere specialviden, og presset på ”fabriksarbejderne” for at tilegne sig denne specialiserede viden er så stort, at deres selvfølelse hurtigt slides ned. Som lønslaver halser vi efter at komme på omgangshøjde med teknologien. Og den overflødiggjorte arbejdsstyrke? Nå ja, den indgår sjovt nok ikke som et passiv i de økonomiske kalkuler. Den enkelte lediges selvfølelse er naturligvis også ruineret som følge af at være overflødig.

Konkurrenceparadigmet

Metoden, hvormed samfundet kapitaliserer produktivitetsgevinsterne, er priskonkurrence. Enhver ejer af en ”industrivirksomhed” vil have produktivitetsstigninger i virksomheden som sin første prioritet, og vil som udgangspunkt bare score en opnået produktivitetsgevinst. Ved at forlange, at den givne vare eller ydelse skal udbydes på et konkurrencemarked, opnår samfundet, at produktivitetsstigningerne over tid ikke bare giver større fortjenester til ejerne men også giver billigere varer og ydelser. Det giver så god mening, at det står ikke en gang til diskussion mellem de herskende politiske fløje længere. Stadigt flere og flere varer og ydelser indenfor samfundshusholdningen bliver underkastet konkurrencevilkår.

Indtil 1998 havde arkitektbranchen nogle vejledende priser for deres ydelser, men det blev kendt ulovligt, og siden har konkurrencen været fri. Konsekvensen af disse skærpede konkurrencevilkår har været, at arkitekternes honorarer er blevet halverede over de seneste 10-15 år. En anden konsekvens har i parentes bemærket været, at da kriteriet for afholdelse af en priskonkurrence må være, at alle er fuldkommen klar over betingelserne, har konkurrenceprogrammerne udviklet sig til så omfattende og udførlige dokumenter, at alle væsentlige designbeslutninger nærmest er taget inden arkitekterne kommer på banen. Samtidig holder alle involverede parter pokerfjæset og hævder, at det produkt bygherrerne i dag modtager er af samme kvalitet som tidligere. Arkitekternes eksistensberettigelse er blandt andet at tænke et byggeri igennem på papiret inden man går i gang med at bygge. Skal man først til at tænke, når byggepladsen kører på fuld kraft, så bliver det rigtig dyrt.

Vores nuværende konkurrenceparadigme sikrer ikke, at det er den bedste arkitekt eller den bedste entreprenør der får opgaven, men at opgaven overdrages til den der giver den største discount. På den ene side er der ingen der tror på, at der er gennemført produktivitetsforbedringer i størrelsesordenen dobbelt-op, på den anden side er der mig bekendt ikke gennemført nogen undersøgelser, der dokumenterer hvad discount-projekteringen reelt koster samfundet.

Forvaltningsparadigmet

Hvad vi har er altså en branche, der af produktivitetshensyn er under pres af indførelsen af ny, avanceret IT-teknologi, og samtidig i en fortsat proces underbyder sine ydelser. Så skal det også gå galt. Og det går galt. Der sker fejl. Nogle gange alvorlige fejl. Det er sjældent at disse fejl når medierne, men medierne er alligevel hele tiden med på sidelinjen. Særligt de offentlige bygherrer er skæpperædde for havne i en situation, hvor de bliver hængt ud for en fejl der er sket. Da fejl samtidig er alt for farlige at sidde med alene, bliver de altid skubbet opad i hierakiet. Højere oppe i hierakiet er der så altid en direktør eller en politiker, der er parat til at vise handlekraft og udstikke retnigslinjer for, hvordan fejl skal undgås fremover. Rådgivere og entreprenører skal simpelthen pålægges at tjekke deres projekter for fejl, og skal til hver en tid kunne dokumentere, at denne kontrol af eget arbejde er gennemført. Men der følger jo ikke nogen penge med, så den tid der går med at kontrollere og dokumentere kan kun tages ét sted fra, nemlig fra projektarbejdet, hvorfor projekterne nødvendigvis må få en tand mere på discountskruen. Dertil kommer så en eller anden grad af statslig eller kommunal administration til at kontrollere, at kontrollerne er foretaget.

Men kontrol og dokumentation af egne arbejder er bare en del af en langt større trend. Tag en vilkårlig nyhedsudsendelse: Medierne og politikerne har jo forenet deres kræfter i en hellig kamp for at udrydde enhver fejl, der måtte ske i samfundsmaskineriet. Og for hver en ting man finder, bliver der skrevet en ny lov eller et nyt direktiv.

Da jeg fik min afgang fra Arkitektskolen i 1989 fyldte den samlede byggelovgivning efter mit skøn under en halv hyldemeter. I dag fylder den samlede byggelovgivning formentlig over 10 hyldemeter. Når en tegnestue i dag indsender et byggeandragende til myndighederne, har ikke en gang sagsbehandlerne hos myndighederne overblik over alle reglerne. Når de efter endt sagsbehandling giver deres byggetilladelse, er det med generelle henvisninger til en række forskellige love, direktiver eller standarder, som forudsættes overholdt. På den måde bliver det ikke deres opgave at pege på punkter, hvor det aktuelle projekt uafvidende måtte afvige fra reglementerne. Sagsbehandlerne behøver således ikke at kende de specifikke regler, men forvalter reglerne ved at skubbe kontrollen for overholdelsen af dem tilbage til rådgiverne.

Og alle de som lever af at formulere krav, de tænker næppe ret meget på hvor mange andre der gør det samme, og hvilken belastning denne samlede mængde af stadig nye regler udøver på dem, der rent faktisk producerer noget, det være sig bygninger, fødevarer, beklædning osv.

Forflygtigelsesparadigmet

Til IT-eksperimenterne og de udhulede honorarer kan altså tilføjes en uoverskuelig strøm af regler, alt sammen vilkår man rimeligvis må forvente, at de implicerede parter håndterer på en professionel facon, i første omgang selvfølgelig projektledere hos rådgivere og entreprenører, men til dels også projektledere på bygherresiden. Således bliver pokerfjæsene igen kørt i stilliing. Naturligvis imødekommer vi alle krav, og håndterer sagen i overensstemmelse med den forventede professionalisme. Dog er overbebyrdelse et tilbagevendende problem blandt projektledere, hvilket typisk medfører, at den overbebyrdede projektleder hen ad vejen flyttes til en anden opgave. Godt nok er overbebyrdelsen allerede indeholdt i opgavens rammebetingelser, men man skal et stykke ind i projekteringen før nettet begynder at strammes om projektlederen. Generelt er der stor forståelse for at mennesker kan rammes af stress indenfor den nuværende arbejdskultur, og som det fremgår, af gode grunde. Den overbebyrdede eller stressramte projektleder bliver således erstattet, en ny indtager pladsen, og igen er der (af gode grunde) forståelse for, at denne nye projektleder må have tid til at sætte sig ind i opgaven. Hvad der reelt sker er, at værdifuld viden hos den oprindelige projektleder fortabes, samtidig med at den nye projektleder et langt stykke af vejen (af gode grunde) kan påberåbe sig et begrænset ansvar. Og således humper det givne projekt videre. Udskiftning af nøglepersoner undervejs i projektforløb er nu så udbredt, at det snarere er reglen end undtagelsen. Og man kunne få den kætterske tanke, at man i alle de involverede organisationer havde en uudtalt konsensus om at gennemføre denne form for ansvarsspredning, for kun der igennem kan projektlederne bære de overlæssede forventninger.

Jeg kan selvfølgelig ikke tillade mig at generalisere og sige, at forholdene er som beskrevet ovenfor overalt indenfor branchen. Og der er mange dygtige projektledere derude, som gør et godt stykke arbejde. Selv prøver jeg at løfte mit ansvar som projektleder gennem nogle meget bevidste strategier eller principper. Disse kan koges ned til:

  • Sørg for at alle samarbejdsrelationer er båret af tillid
  • Værdsæt andres indsats
  • Fokusér på fælles mål
  • Vær ærlig og gør alt hvad du kan for at holde ord
  • I mødet med ethvert problem, spørg hvad der er sund fornuft
  • Vurdér løbende projektets risici, prøv at udrydde de store og lær at leve med de små

Jeg håber og tror, at vi, projektgruppen på min aktuelle sag, kan komme i mål assisteret af disse principper. Så hvad skulle denne lange klagesang så til for?

Hvad jeg i virkeligheden vil sige er, at de dysfunktionelle træk som vores samfund udviser, er så graverende, at det ligner en dødsmærket kultur. Der er en egen logik i, at et samfund drevet af fossile brændstoffer møder sit endeligt gennem processer, der bedst kan beskrives som forstening. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi står overfor industrikulturens endeligt, og at det samfund vi skal tage hul på opbygningen af, er et samfund, en kultur, en civilisation, der aldrig før har eksisteret. En bæredygtig civilisation, som rummer alle de forudgående civilisationer i sig.

Intet menneske kan overskue omfanget af denne transformation, men første skridt er at vi konfronterer krisen. Og krisen kan komme til at strække sig over mange år, og den kan blive meget smertefuld. Men når vi på et vilkårligt tidspunkt ude i fremtiden, længes tilbage til dengang der var alt muligt der var gratis, og der var folk der tog hånd om alt muligt for én, og der var charterferier.. så vil jeg med denne note bare minde om, at industrikulturens død var i det store såvel som i det små, og uanset alle dens spektakulære mindemærker havde den ikke desto mindre nået et punkt, hvor den var tømt for mening. Vi havde ikke andet valg end at lægge den bag os.










(Illustration: Still-billede fra “The Trial”, Orson Welles, 1962)

 


					

		
		
	


				
					
	

		

						
Tidens betydning

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
Billede


I.


Tid er en flygtig størrelse. Ikke bare som en daglig erfaring, men også som et fænomen at komme til en slags forståelse af. I vores dagligdag er tid en af de faktorer vi tillægger allerstørst betydning, og vi accepterer uden videre både den måde tid regulerer vores liv og den måde tid perspektiverer vores liv i forhold til fortid og fremtid. Og alligevel, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer, vil vi angiveligt opdage, at det hele trænger sig sammen, at tiden på forunderlig vis bliver taget ud af ligningen, og vi står tilbage med spørgsmålet om, med hvilken holdning har jeg levet mit liv? Har jeg været kærlig overfor de mennesker, jeg fulgtes gennem livet med? Har jeg værdsat, hvad jeg har fået? Har jeg lyttet til mig selv, og været tro mod mine egne ideer? Har jeg brugt de evner, jeg blev udrustet med, til at skabe noget der rækker ud over mig selv?


Tid og det at være født ind i en menneskekrop er uadskilleligt forbundet. Nok er der et mægtigt univers, som lever uafhængigt af os, men man kan med en vis ret hævde, at det omgivende univers er i en tilstand af Væren, og det er først med mennesket, at en bevidsthed om et liv, der spænder fra fødsel til død, opstår. For slet ikke at tale om en bevidsthed om et liv, der rækker ud over fødsel og død.


II.


Mennesket har formentlig gennem alle tider haft et behov for at forbinde sit eget liv med livet i det samfund det var en del af samt med dette samfunds liv i det mægtige univers, der omgav det. Og menneskets middel til at etablere denne forbindelse har alle dage været fortællingen. Dels det rituelle i at man fysisk samledes omkring en fortæller, dels fortællingernes måde at forbinde det små med det store, det nære med det fjerne, fortiden med nutiden, og nutiden med fremtiden.


Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre? Hvis vi tager ”jeg” for blot at dække over den omstændighed, at vi hver især altså er født ind i en specifik menneskekrop, og at denne krop har en bevidsthed om sig selv, ja så har mennesket formentlig altid stillet sig disse spørgsmål. Og så uadskilleligt som kroppen og tiden er bundet sammen, lige så uadskilleligt er samfundet og dets fortællinger bundet sammen. Fortællerne er igennem tiderne gået fra at være åndemanere og De Vise Ældre over abbeder, præster og skriftlærde til filosoffer, kunstnere og agitatorer indtil vore dage, hvor man i mangel af bedre kunne pege på eksperten, parlamentarikeren eller trendsætteren. Ved nærmere iagttagelse er vores virkelighed dog snarere den, at vi er hver især er blevet vores egen fortæller.


III.


Jeg ved ikke hvordan andre har det, men for mit eget vedkommende bruger jeg store mængder af tid og energi på at fortælle, udfordre og genfortælle historien om mig selv, for mig selv. Ikke noget jeg sådan set er særlig stolt af, men det er som om spørgsmålene ”Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre?” bliver ved at presse sig på. Måske er det fraværet af troværdige, fælles samfundsfortællinger, der uafladeligt får mig til at brygge på mine egne samfundsfortællinger. Fortællinger om mig selv i relation til andre. Forsøg på at række ud efter fremtiden og se mig selv have en plads i den. Og jeg spørger mig selv, om jeg måske deler denne trang med mange andre omkring mig. Måske er vores forkætrede individualisme i virkeligheden langt mere defensiv end vi umiddelbart tager den for. Måske kæmper vi alle for etablere en eller anden bare nogenlunde troværdig fortælling om os selv i relation til andre.


I 1979 udgav den franske filosof Jean-Francois Lyotard ”The Postmodern Condition: A Report on Knowledge”, hvor han beskæftigede sig med ovennævnte tilstand. Heri beskrev han, hvad han kaldte ”De Store Fortællingers Sammenbrud”. Det var modernismens store fortællinger om en progressiv udvikling af civilisationer mod stadig højere former, fortællinger om det gode liv gennem materiel velstand, fortællinger om politisk vækkelse som udviklede samfundet mod større retfærdighed. Og som disse fortællinger styrtede i grus, blev de store, fælles fortællinger erstattet af en mængde løsrevne og divergerende mikrofortællinger. Med De Store Fortællingers Sammenbrud blev samtidig ethvert forsøg på at hævde universelle værdier eller vilkår ifølge Lyotard formålsløse.


IV.


Den teoretiske etablering af den postmoderne realitet havde en åbenbar parallel i en ny strømning, der prægede almindelige menneskers liv og livsanskuelser.  Efter at have kæmpet siden ungdomsoprøret med forsøg på at skabe grundlæggende forandringer i vores levemåder, vendte ’den offentlige mening’ rundt og lod reaktionen sætte ind med fuld kraft. Årstallet 1979 var samtidig året, hvor Margaret Thatcher kom til magten i Storbritannien og året før Ronald Reagan indtog Det Hvide Hus. Begge foragtede de ungdomsoprørets omvæltninger og påtog sig opgaven at føre deres samfund tilbage til gammelkendte dyder, velstand og stabilitet. I både deres holdninger og handlinger tilkendegav de, at der ikke var noget problem med olien, ikke noget problem med naturgrundlaget og heller ikke noget problem med uligheden. Og de satte folk fri til at forfølge deres egne egoistiske mål idet de forestillede sig, at den derved skabte velstand ad omveje også ville komme de mindre resursestærke medlemmer af samfundet til gode.


Men Lyotard havde jo ret i, at modernismens store fortællinger var styrtet i grus. Thatchers og Reagans politiske projekter var så udpræget postmoderne i den forstand, at de skabte den fortælling de selv ønskede at høre, og solgte den som ansvarlig politik. Og på samme måde skabte alle de frisatte individer i neokonservatismens hule samfund også selv de fortællinger de hver især ønskede. Var egoisme før De Store Fortællingers Sammenbrud en socialt degraderende attitude, blev den nu socialt accepteret og antog former og et omfang som formentlig var uden fortilfælde.


V.


Men hvordan kan jeg tillade mig at kalde Thatchers og Reagans politiske projekter for illusoriske? Fordi der var problemer med olien, der var problemer med naturgrundlaget og der var problemer med uligheden. Og problemerne er der fortsat og meget mere i dag end dengang, fordi deres falske fortællinger suspenderede det brede, samfundsmæssige fokus. Og politik har i den vestlige verden stadig ikke genfundet sin oprigtighed og handlekraft. Politikerne taler stadig ikke om ovenstående problemer, men fortsætter med at fremføre samfundsmæssige fortællinger, som lige nøjagtig er i overensstemmelse med hvad de selv og deres vælgere ønsker at høre.


Ethvert årsregnskab fra en erhvervsvirksomhed er også en samfundsmæssig fortælling, og her er der heller ingen problemer med olien, naturgrundlaget eller uligheden. Politikere og erhvervslederne er enige om at tale om fremtiden som en kontinuerlig videreudvikling af nutiden, hvilket er så langt fra vores virkelige omstændigheder, at deres fortællinger hensætter os alle i en eller anden form for tidløshed, et tomrum, en abstraktion. Brydes illusionen kommer krisen, det ved alle, så journalister og kommentatorer bakker artigt op om politikernes løgnehistorier.


VI.


Men 2012 er efter al sandsynlighed året, hvor illusionerne brister. Og når det kommer til stykket, er en krise ikke netop dette: At man stopper op og konstaterer, at de historier man har gået og fortalt sig selv, er ude af trit med virkeligheden. Og at man må give slip og lade sig falde indtil man igen rammer noget fast grund. Noget der er til at bygge på.


Uanset de forskellige profetier om året 2012 så er der gode grunde til anse dette år for et særligt betydningsfuldt år. Vi kunne meget vel ramme et mentalt tipping point, hvor vi holder op med at understøtte de gængse løgnehistorier, konfronterer krisen, og begynder at handle konkret og resolut i forhold til de risikofyldte omstændigheder vi har bragt os i.


Tingene er i opbrud, der er en udbredt grøde, hvilket er det samme som at sige, at der er et vindue for handling. Både på et personligt og et samfundsmæssigt plan opstår med mellemrum kritiske punkter, hvor vi får mulighed for at vælge en ny bane. Personligt kan det være en forelskelse, en pludselig inspiration, et mod til at give slip og kaste sig ud i det ukendte. Samfundsmæssigt kan det være en i sig selv ret ubetydelig begivenhed, der pludselig sætter gang i en omfattende bevidstgørelse. Undlader man at udnytte disse muligheder, når de opstår, er chancen måske ikke for altid tabt, men det er umuligt at sige hvornår og under hvilke omstændigheder, man får en ny chance. Tiden er nu.


VII.


Lyotard kan mene hvad han vil om det formålsløse i at søge efter universelle værdier og vilkår. Kendgerningerne er, at ligesom industrikulturen er globaliseret, er industrikulturens nedtur også et vilkår vi alle deler. Mennesker over hele kloden har lagt sig efter industrikulturens liniære idé om værdiskabelse, hvor materiale udvindes af jorden, omsættes til varer der forbruges og derpå bortkastes som affald. Denne levemåde og udbredelsen af den har efterladt planetens økosystemer på kanten af kollaps. Er der nogen der som jeg skulle blive besat af trangen til at finde ud af, hvor galt det står til, til jer vil jeg sige: Brace yourselves! Det ser rigtig, rigtig slemt ud.


Og når man så bliver klar over, at der faktisk er mængder af fornuftige, omsorgsfulde og værdiskabende tiltag, der kunne iværksættes straks, så bliver man vred på alle de ryggesløse og uduelige politikere. Hver dag der går, er en dag mere med ødelæggelser og en dag mindre med heling. Kontrasten mellem nødvendigheden af handling på den ene side og politikernes verdensfjernhed og usle handlekraft på den anden virker stærkt radikaliserende. Samme fortvivlende kontrast ansporede mig til at forlange en så resolut politisk handling, at et nyt samfund baseret på en ny kultur skulle realiseres indenfor måske en tiårig periode. Men det holder jo ikke.


Den forestående transformation af vores samfund vil blive en langstrakt proces, og den vil kun blive en realitet hvis noget nær hele befolkningen tager del i den. Utålmodighed tjener os ikke. Bare vi begynder, er der tid.


.

					

		
		
	


				
					
	

		

						
Plan B: En værdig død

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
Billede


Måske skulle vi starte med Plan A:


    

  • at vi erkender at alt liv er helligt, og at mennesket er uadskilleligt forbundet med alt livet omkring det
    • 

  • at vi erkender at Jordens resurser er ved at være udtømte. Herefter vil der foruden energien fra solen kun være genanvendelige og fornybare resurser at leve af
    • 

  • at vi erkender at selv på kort sigt er svigtende olieforsyninger ikke bare sandsynlige men uundgåelige, og at vi hurtigst muligt skal have omlagt vores fødevareproduktion til at være baseret på naturens egen grokraft igennem et frodigt muldlag
    • 

  • at vi erkender at det oliedrevne landbrug har ødelagt mulden i den danske landbrugsjord og omfattende genopbygningsprogrammer skal iværksættes straks, formentlig i form af permakulturelle skovlandbrug
    • 

  • at vi erkender at fristen for transformationen til et samfund baseret på genanvendelige eller fornybare resurser næppe er mere end 10-15 år
    • 

  • at vi erkender at det eneste effektive middel mod kaos og lovløshed under den uundgåelige forenkling af vores samfund vil være genindsættelsen af samvittigheden som det styrende princip for det enkelte menneskes handlinger
    • 

  • at vi erkender at samvittigheden reelt ikke er andet end én selv anskuet som et almindeligt menneske, et individ som et ethvert andet indenfor den menneskelige familie
    • 

  • at vi erkender at det kun er ved at sætte det enkelte menneske frit, herunder friheden til at forme vilkårlige lokale fællesskaber, at samfundet opnår den opfindsomhed og dynamik som skal bringe os igennem transformationen
    • 



Disse erkendelser og deres afledte handlinger sammenfatter en strategi om “ikke-voldelig overlevelse”. Det er Plan A.


Undlader vi at gennemføre Plan A overgår vi naturligt til Plan B. Det er der, hvor vi erkender at tidspunktet for at begynde at rette op på ubalancerne er forpasset. Jordens resurser udtømmes en efter en, Jordens klima bliver stadig mere ustabilt, økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces og Jorden kan ikke længere understøtte højerestående livsformer. Vores udfordring er her at møde vores skæbne med fatning. Hellere dø som humanist, som et kærligt og medfølende væsen, end søge en kortfristet udsættelse gennem mord og plyndringer.


Men måske skulle vi starte med Plan A.


.

					

		
		
	


				
					
	

		

						
Brænd Grønland

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
WA_Greenland_20120224_m


Er sidste uges artikel “Grønland – midt i verden” ikke udtryk for, at “embedded journalism” fungere lige så dårligt på kulturområdet som i krigszoner? Overalt på kloden registreres hvordan økosystemer med høj biodiversitet kollapser til systemer med lav biodiversitet som følge af invasive arter. Natbilledet over det mørke arktiske område omgivet af det elektriske lys fra menneskets bymæssige infrastruktur viser som en svamps mycelium udbredelsen af den mest fatale invasive art af dem alle, mennesket. Og mennesket er i øvrigt også den direkte eller indirekte årsag til alle andre forekomster af invasive arter.


Artiklen viser ingen forståelse for, hvad forskerne indenfor feltet Global Change kalder The Great Acceleration. Jimmy Carter pegede på det tilbage i 1977 i sin “Address to the Nation on Energy”. Her konstaterede han, at med gældende vækstrater ville verdens tørst efter olie kræve at der blev fundet et nyt Saudi Arabien hvert 3. år. Samme umættelige sult gælder alle råstoffer over en bred kam. I stedet for “Possible Greenland” kunne man tage visionen et skridt videre og give udstillingsinitiativet overskriften “Burn Greenland”. I vores dages verden udtømmes resurserne så hurtigt, at boomtown kan afløses af ghosttown inden børnene har afsluttet deres skolegang.


Hvordan kan man beskæftige sig med Grønland uden at forholde sig til spørgsmålet om menneskets møde med den “frie” eller “uberørte” natur? Grønland er en suveræn case til at fremsætte det 21. århundredes Lex Ecologica: At opfyldelsen af naturens behov er vigtigere end opfyldelsen af menneskets behov. Det handler ikke længere om os. Vi har drevet rovdrift på naturen så længe, at med mindre vi indenfor få år begynder at prioritere naturens behov fremfor vores egne kortsigtede behov, så vil vores længeresigtede behovstilfredsstillelse hastigt gå mod nul.


Var Danmark den oplyste kultur, vi bilder os ind at være, så satte vi indfødte folks ret til landet over alt andet. De mennesker, der formår at leve i harmoni med naturen, de har ret til landet. Og på måde bliver mennesket i den sidste ende alligevel vigtigst. Der er kun mennesket til at omvende mennesket og genoprette balancen.


.

					

		
		
	


				
					
	

		

						
Forestillingen om en ulige kamp

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
Billede


En visualiseringsøvelse: Forestil dig et slag tilbage i slutningen af 1500-tallet mellem på den ene side en stående hær, dvs. en permanent mobiliseret hær parat til at forsvare de bestående magtstrukturer, og på den anden en forsamling af oprørere som båret af ophobede uretfærdigheder vælger at sætte livet på spil for at udfordre de samme magtstrukturer.


Den stående hærenhed er veludrustet i henhold til gængse standarder. Kraftige hugsværd kombinerede med skjolde og tung kropsarmering i form af hjelme og ringbrynjer. Og hæren er veldisciplineret. Statusrapporter løber ind fra periferien til den centrale hærledelse, mens deres ordrer omvendt eksekveres loyalt ud gennem hierakiets formelle kommandoenheder til den menige soldat i marken. I antal er den stående hærenhed de forsamlede oprørsgrupper overlegen.


Oprørerne har på deres side ikke noget formelt hierarki til at sikre forsamlingens enhed. Hvad der binder dem sammen er, at alle er optændt af samme ønske om at opnå retfærdighed og autonomi. Denne løse og dynamiske sammenbinding sætter oprørerne i stand til at reagere på omstændighederne nærmest øjeblikkeligt. Selvfølgelig grupperer medlemmerne sig omkring dem som viser lederevner, men skulle de falde vil andre træde i deres sted.


Sammenlignet med modstanderne kan deres udrustning forekomme ekstremt sparsom og skrøbelig. De har ingen skjolde eller andre former for kropsarmering. Udover den basale funktion at holde kroppen varm og tør yder deres beklædning ingen beskyttelse. Deres beklædning er valgt med ét formål for øje: at sikre den størst mulige smidighed.


Og deres våben virker også spinkle og umiddelbart som et ulige match mod hærens kraftige sværd. Hver af oprørerne har kun ét håndvåben, et produkt af den højest udviklede smedeteknik, et let og slankt og stærkt stikvåben, som senere skulle få navnet en kårde.


Så er scenen sat, og forestil dig så hvordan slaget udfolder sig..


(Illustration: Vittoria Chierici, 2011)

					

		
		
	


				
					
	

		

						
Fucked.. with a twist

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
Billede


Jeg havde faktisk et ret skønt værelse, da jeg gik i gymnasiet og stadig boede hjemme. Vi taler om årene ’79-81. Udover at være indrettet i tidens stil med kokostæppe på gulvet, en sofa/seng med brunt hestedækkenbetræk, et skiferbord og et stereoanlæg med spolebåndoptager, så havde værelset den kvalitet, at selvom det faktisk lå i husets kælderplan var det ikke desto mindre direkte ud til indkørsel og gade. Dette gav værelset en privat karakter, som gjorde det til et af de mere brugte mødesteder, overnatningsmuligheder mm.


Og der blev diskuteret politik og lavet gruppearbejder eller som den aften jeg konkret har i tankerne, hvor jeg sad med min ven Thomas og baksede med vist nok indtil flere fysikrapporter. Her var det at vi blev grebet af en djævelsk associationsrække, hvor vi i fælleskab visualiserede hvordan verden ville tage sig ud efter et samenbrud af vores energiforsyninger. Husk på at dette kun var 7 år efter energikrisen, og 3 år efter at præsident Jimmy Carter havde installeret solcellepaneler på taget af Det Hvide Hus og givet sin  ”Address to the Nation on Energy”. (Og i øvrigt bare et år før præsident Ronald Reagan fik samme solcellepaneler fjernet igen).


Billederne Thomas og jeg fremmanede af en verden med stor knaphed på olie var temmelig skræmmende. Billeder af hvordan folk ville slås om fødevarer, hvordan røverbander ville drive omkring og man måtte forsvare sine beholdninger af stort set alt hvad man havde, hvordan ting der gik i stykker ville være umulige at få repareret, hvordan fine møbler ville blive hugget til pindebrænde for at holde ovnen i gang på en kold vinternat.


Jeg gætter på at disse billeder prentede sig lige så solidt i Thomas’ bevidsthed som de gjorde i min. Som den overlever jeg er, har jeg aldrig opfattet denne visualisering som en profeti, men den har altid ligget i baggrunden som et helt reelt fremtidsscenarie.


I dag kan man så gå på youtube og se Albert Bartletts fine foredrag om eksponentiel vækst, man kan tage Chris Martensons ”Crash Course” eller se den lille, pædagogiske ”There’s no Tomorrow”. Konklusionen er ikke til at komme udenom: Der findes ikke nogen energikilde til erstatning for olien. Alle andre kendte energikilder giver langt mndre overskydende energi for den energi der investeres i udvindelsen. Med mindre vi indenfor få år omstiller vores levemåder, ja så er vi fucked.


Med dette i baghovedet kan man så se ud over det politiske landskab. I Europa har politikerne travlt med at være nyttige idioter for de finansielle markeder. Som om bankerotten kan afvendes. Som om bankerotten var noget som helst andet end den logiske konsekvens af en livsform ude af balance.


I USA er politikerne skrækslagne ved tanken om at skulle vende blikket indad og erkende omfanget af råddenskaben i deres politiske system og erhvervsliv. Så hellere fortsætte med at opdyrke nye fjender og nye konflikter, som så kalder på nye militære eventyr og en fortsat ukritisk samling om flaget.


Og i BRIC-landene m.fl. er politikerne sultne, lige så sultne som deres befolkninger, efter vækst og forbrug og en tjekket livsstil, uanset at planeten allerede har rundet sin maksimale ydeevne, og alle resurser viser markante stigninger i omkostningerne ved udvindingen.


Politikerne taler om krige i humanismens navn, de taler om sundhedsreformer og pensionsreformer, og de taler om ændringer til vores energipolitik som skal iværksættes om 5, 10 eller 20 år. Og politikerne er omgivet af en skare af kommunikationsrådgivere og stylister, som sikrer at de fremstår troværdige og ansvarlige. Vi lever i en pseudovirkelighed og vi er så fucked.


Og nyhedskanalerne går ukritisk ind på de fiktive dagsordener, og er nuancerede ved at lader begge parter i et fiktivt modsætningsforhold komme til orde. Vi er forladte og vi er så fucked.


Med det nuværende politiske udsyn og den nuværende politiske handlekraft er Thomas’ og mit visualiserede fremtidshelvede det mest sandsynlige scenarie på mellemlangt sigt. Jeg er ked af at sige det.


Men på kort sigt er bankerotten jo netop uafvendelig. Og det er måske vores store chance. Det bliver selvfølgelig en meget smertefuld omstillingsproces, ikke desto mindre er det måske vores chance for at genindføre noget fornuft, noget rimelighed – vores chance for at begynde at indføre bæredygtige livsformer. Måske vil bankerotten forløse nogle egenskaber hos det enkelte menneske, som ingen i den nuværende politiske kultur har fantasi til at forestille sig – inspiration, håb, medfølelse, solidaritet, samarbejdsvilje.


”Address to the Nation on Energy” (http://www.presidency.ucsb.edu/ws/?pid=7369#axzz1mzxC0VDL)


Foto: James Griffioen (http://www.spaceinvading.com/entry/project_id/Abandoned_Detroit_Schools200903141237088863)

					

		
		
	


				
					
	

		

						
Et tidløst liv i et æterisk univers

			
						

				Posted on   by  			

			
						

				Svar			

					


				

			
(Læserbrev i Weekendavisen, uge 6, 2012)


Som svar på sidste uges artikel “Arkitektens ringe trøst” kommer her en kommentar fra en insider: Arkitekterne har slet ikke har behov for trøst. Vi er cool. Coolness har været arkitekternes ledestjerne gennem mange år, både på et personligt plan og i de ting vi har lavet. Der er blevet lavet mange cool byggerier. Og coolness er nemt at gengive i et tidsskrift eller et salgsprospekt, som i sig selv også er cool. Ikke nogen billeder med mennesker, i hvert fald ikke nogen billeder, hvor de, der optræder, ser ud til at leve et virkeligt liv. Intet kaos, intet mørke, bare et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne.


Hvad der dog virkelig slår én som arkitekt, der ser tilbage på de seneste årtiers arkitektur og byggeboom, er fraværet af ideer, tiltag og eksperimenter, som forholder sig til de store, samfundsmæssige udfordringer, vi helt konkret står med.


Vores livsform ikke er bæredygtig. Det er en bevidsthed, som har levet i vores kultur i snart en menneskealder. Der var ungdomsoprøret, der var Rom-klubben og »Grænser for vækst«, der var Brundtland-rapporten, som snart kan fejre 25 års jubilæum.


Jeg ved ikke, hvad det er ved sætningen »Vores livsform er ikke bæredygtig«, som er så svært at forstå. Man skulle jo synes, at så snart det blev erkendt, ville vi straks ræsonnere at vi måtte lægge kursen om, for det er jo uforsvarligt at leve på måder, der ikke er bæredygtige. Altså, uforsvarligt.


Men, som bekendt, er disse kursændringer kun sket i marginalt omfang. Politikerne har fortsat vækst øverst på dagsordenen, og hastigheden hvormed vi ødelægger livsgrundlaget for kommende generationer er svimlende. Der er noget simpel matematik i det her. Vi taler om eksponentielle kurver, vi taler for eksempel om ved en årlig vækstrate på 3,5 procent, at der over en 20-årig periode forbruges ligeså meget, som der er forbrugt i hele den historiske periode, der ligger forud.


Kina har siden 90’erne haft vækstrater på cirka ni procent, hvilket svarer til at landet i løbet af otte år forbruger ligeså meget, som de har forbrugt i de forudgående 7000 år. Siden 1988 har Kina altså fordoblet sit akkumulerede, historiske forbrug tre gange. Og med samme vækstrate vil Kina i perioden mellem 2012 og 2020 forbruge lige så meget, som det totalt har forbrugt til og med 2011. Disse realiteter kalder på nytænkning i omfang helt uden fortilfælde – teknisk, politisk, økologisk, socialt.


Selvfølgelig tjener arkitekterne først og fremmest deres klienter, private eller offentlige, og er dermed også underlagt disses værdisæt. Men arkitekterne forvalter samtidig nogle samfundsmæssige værdier, som er større end den konkrete opgave, og arkitekten skal kunne formidle disse værdier overfor sin klient, så klienten respekterer dem. Hvis arkitekterne havde været i en konstant interessekonflikt mellem, hvad bygherrerne bad os om at gøre, og hvad vi selv følte var rigtigt at gøre, så havde det vel udmøntet sig i en vedvarende offentlig debat om arkitekturens rolle. Men det har der ikke været meget af.


Vi har været cool. Og solet os i mediernes hype.


.