Nogle tanker efter annonceringen af de amerikanske styrkers tilbagetrækningen fra Irak samt gensyn med hhv. ”Fahrenheit 9/11” og ”Why we fight”. Karsten Kølliker, dec. 2011.

For at vokse op og blive en mand, er der er to ting man skal lære af sin far eller af en anden central, mandlig rollemodel:

1. ikke at lade sig styre af frygt, og
2. en forståelse for, at enhver handling også er en samfundsmæssig handling

Udover at være skaffedyr er mandens vigtigste funktion at yde beskyttelse for sin familie og det samfund, familien er en del af. Manden skal derfor være i stand til at se enhver fare lige i øjnene, og han må sådan set godt være dødsensangst i dette møde, men han skal bevare fatningen og gøre hvad der er nødvendigt for at familien og samfundet kan bestå.

Denne træning af sig selv i retning af ikke at give efter for frygt, forklarer uden videre mange drenges (og mænds) tendens til at gå helt til grænsen. Netop der hvor døden bliver en reel mulighed. Samtidig ligger der også tendensen til kappestrid og en stræben efter at blive den stærkeste. Hvis man besidder overlegen styrke og helt macchiavellisk er parat til at bruge den til at få andre til at frygte én, så kan man bilde sig selv ind at man hersker over frygten. Hvad er fx betydningen af bodybuilding, hvis ikke netop det. Og det er selvfølgelig normen indenfor rocker- eller andre gangstermiljøer. Men det er en faldgrube. Fysisk styrke lærer ikke én at overvinde frygten. Tværtimod gør stræben efter fysisk styrke en meget bevidst om frygten, men uden at sætte én i stand til at overvinde den. Der vil altid eksistere kræfter overfor hvilke menneskets, gruppens eller samfundets fysiske styrke kommer til kort.

Den vejledning, der lærer en dreng at overvinde sin frygt, handler mere om, at han skal lære sig selv og sin egne reaktioner at kende. Tag fx frygten for smerte. Gradvist op igennem en drengs opvækst lærer faren sin søn, at smerte er noget der kan håndteres, at man ikke behøver at fortabe sig selv og sin dømmekraft i mødet med smerten.

Den anden ting, forståelsen for at enhver handling også er en samfundsmæssig handling, er et forhold, som kræver en ligeså vedholdende og omhyggelig vejledning. I første omgang handler det om en forståelse af, at éns handlinger har konsekvenser både for én selv og andre. Der er nogle mere eller mindre udtalte grundregler for, hvordan vi får samarbejdet indenfor fællesskabet til at fungere, og det skal drengen udvikle en forståelse for. Vi taler om ærlighed, evnen til at stå ved sit ord, samarbejdsvilje mm. Efter puberteten skal denne forståelse for sammenhængen mellem én selv og det omgivende samfund for alvor udvides. Gør du noget godt for andre samtidig med at du gør noget godt for dig selv, eller tænker du kun på dig selv? Og hvis du fortsætter med kun at tænke på dig selv, hvad er det så det så for et billede af samfundet, der tegner sig indeni dit hoved? Således virker vores handlinger altid tilbage og påvirker vores forståelse, som så på sin side danner grundlag for nye handlinger. Det kan være en opad- eller nedadgående spiral, og som forældre ønsker man af indlysende grunde at se en opadgående spiral tage sin begyndelse i de år.

Med en ballast i retning af det her skitserede kan den unge mand nu gå ud og udfylde sin rolle i samfundet, og en af disse roller er soldaten. Der er sikkert mange som drømmeagtigt forestiller sig en verden uden soldater – for mit eget vedkommende kan jeg godt forestille mig en verden uden krig, men ikke en verden uden soldater. Som sagt er det mandens funktion at yde beskyttelse mod enhver fare, og derfor vil der efter min opfattelse altid være behov for et vist beredskab. Det afgørende er her:

1. at den givne regering bruger dette magtmiddel med den allerstørste omtanke, samt
2. at militæret, eller her: soldaten, er veltrænet.

Det er på baggrund af disse to kriterier, at jeg er kommet til den konklusion, at krigen i Irak er fejhedens sejr. Hvad angår det første punkt, har motiverne til Irak-krigen altid været obskure. Historien om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var hele vejen igennem utroværdig. Vi husker alle hvordan FNs ledende våbeninspektør Hans Blix blev chikaneret og umyndiggjort på dette spørgsmål. Det bedste bud på en forklaring var så USA’s ønske om kontrol med Iraks olieresurser, det har selveste Allan Greenspan peget på, men med den fuldkomne tilbagetrækning der nu sker, virker den begrundelse faktisk ikke fyldestgørende. Et andet godt bud er at der er nogle enorme erhvervsmæssige fortjenester at score for den amerikanske våbenindustri ved en krig af denne størrelsesorden. Hvad vi har at gøre med her er altså en gigantisk omfordeling af samfundsværdier, hvor amerikanske skatteydere betaler svimlende summer til deres militær og ikke mindst alle de firmaer, der leverer til militæret.

Når den allerstørste omtanke er kriteriet for at anvendelse det militære magtmiddel betyder det reelt, at magtmidlet kun kan komme på tale, hvis samfundet er truet på sin eksisitens. Indenfor den politiske videnskab er der faktisk et begreb ”the democracy peace theory”, som hidrører fra den tyske oplysningsfilosof Kant og som siger, at netop et demokratisk styret land kun vil benytte sig af militær magtanvendelse i selvforsvar. Og de seneste 200 års historie har bekræftet denne teori. Lige indtil invasionen af Irak. Irak udgjorde i realiteten aldrig nogen reel trussel mod USA, og derfor må invasionen af Irak opfattes som en aggression, så uanset de bagvedliggende motiver var det dermed en skamfuld krig.

Der findes ikke ord til at beskrive de rædsler som mennesker i en krig gennemlever. Det gælder alle de mennesker, der lever i landet, hvor krigen udfolder sig, og det gælder soldaterne der sendes der til for at kæmpe. For både lokalbefolkningen og soldaten er krigens motivation ikke noget abstrakt, men tværtimod noget man har helt inde på livet. Er motiverne for krigen ædle, vil de samme ædle motiver yde en form for mental beskyttelse af både befolkningen og soldaterne. Helt konkret er det de samme børn, der får sprængt lemmerne af, men fordi krigen er nødvendig for at sikre disse børns fremtidige lykke og trivsel, er rædslerne på en eller anden måde til at bære. Er motiverne for krigen derimod alt andet end ædle, så har hverken lokalbefolkningen eller soldaterne noget værn imod de rædsler, de er vidne til. Hvad vi taler om er ikke bare traumatiserende oplevelser, men simpelthen mennesker der går fuldstændig i stykker indeni. Hvor politikerne og generalerne tror, at deres propaganda gør det ud for ædle motiver, kommer de altså til at have en enorm mængde af ruinerede menneskeskæbner på deres samvittighed.

Det næste er så, i hvilket omfang soldaterne var trænede til at udføre deres opgaver. Det er her jeg har behov for min relativt lange intro om den sunde opdragelse af en dreng. Min påstand er nemlig, at vores kultur er praktisk talt ude af stand til at give drengene denne sunde opdragelse. Moderne mænd er nogle skvat, der tusker sig til deres positioner, og mødrene har sat sig på hjemmescenen, og er til hver en tid parate til at omgøre fædrenes beslutninger. Drengene får ikke lejlighed til at prøve sig selv af, og de bliver pylret om af både mor og far. Sidstnævnte sikkert fordi han dermed mener han kan bevare et spinkelt håb om at få sex lørdag aften. Drengene gør ikke ting, der er farlige, men leger de gør ting der er farlige gennem endeløse timer kastet ind i computerspillene ”Warcraft”, ”Call of Duty” etc. Drengene lærer ikke sig selv at kende, og de lærer ikke at møde frygt og smerte uden at lade sig overvinde.

Det materiale militæret får i nye rekrutter er formentlig ringere end det har været tidligere. Hvor militæret tidligere kunne tage udgangspunkt i nogle basale kvaliteter som stort set enhver mand besad, skal der i dag tages helt andre midler i anvendelse for at sætte den enkelte menige i stand til at slå et andet menneske ihjel. Der er masser af peptalk, voldsforherligelse, kynisme, fratagelse af enhvert menneskeligt træk ved fjenden og dennes allierede (= lokalbefolkningen). Når det amerikanske infanteri i deres tanks rykkede ind i en ny bydel i Irak havde soldaterne lagt en CD i tank’ens lydanlæg, og skruet lyden op på max i deres hovedtelefoner, og kom dermed i den rette stemning til at skyde på alt hvad der rørte sig ude i den omgivende scene. Blandt de foretrukne numre var ”Let the bodies hit the floor” med Drowning Pool og ”The roof is on fire” med Bloodhound Gang. Jeg siger, det er sygt! Tænk at officererne tillod det. Hvad det for et militær? Hvad er det for en krig? Hvis en soldat ikke har sin dømmekraft i behold til at kunne skelne mellem den civile lokalbefolkning og fjendens soldater, så er han en soldat i frygtens vold, og så bør han øjeblikkeligt tages ud af tjeneste. Og hvis virkeligheden er den som de amerikanske styrker også oplevede i Vietnam, at lokalbefolkningen fremfor for at assistere befrielsesstyrkerne faktisk støtter den lokale modstand, så fortæller det med al ønskelig tydelighed, at krigen er illegitim.

Hvad der måske først slår én som paradoksalt, men bagefter fremstår som indlysende, er, at denne krig med alle dens rædsler i den sidste ende har del i de omfattende og vidtforgrenede kulturelle overspringshandlinger som knytter sig til vores uvilje mod at se vores reelle farer i øjnene:

• at vores nuværende levemåder ruinerer livsgrundlaget for kommende generationer
• at den vestlige verdens privilegier måske har været den største forhindring for udvikling
• at nationalstaterne har haft deres storhedstid, og at fremskridt er betinget af en anderledes ydmyg forestilling om reelt verdensborgerskab og lighed mellem folkeslag
• kort sagt: at vi skal indstille os på at sige farvel til det liv vi kender for at bevæge os ud i nye, ukendte levemåder og livsvilkår.

I den forstand er det vigtigere end nogensinde før, at vi igen lærer at tage hånd om drengenes opvækst, så vi udvikler mænd, der tør se enhver fare i øjnene og derpå gør hvad der er nødvendigt for at sikre familiens og samfundets beståen.

.

(Læserbrev til Politiken ved offentliggørelsen af planerne for “Amager Bakke”)

Gratisaviser er affald. Indkøbscentre er affald. En uge på Maldiverne er affald. Før mennesket kom til fandtes der ikke affald, nu er der affald overalt. Øer af plasticaffald på størrelse med Spanien og Frankrig driver omkring på Stillehavet. Det er de facto menneskets mission: At omsætte ufattelige naturrigdomme til lige så ufattelige mængder af affald.

Heldigvis har vi i Danmark styr på, hvordan vi skal håndtere alt det affald. Vi brænder det og omsætter det til energi. Faktisk er vi i Danmark ikke bare gode til at brænde affald, vi er blandt de bedste i verden. Og vi vil blive endnu bedre. Realiseringen af planerne for ”Amager Bakke”, et nyt, kæmpemæssigt, state-of-the-arts forbrændingsanlæg placeret ved Lynetten, står således foran deres iværksættelse.

Men det er forrykt. Det siges at Bismarck lo to gange i sit liv. Den første gang var da hans svigermor døde, den anden gang var da han hørte, at den danske regering havde besluttet sig for at anlægge Vestvolden. Grunden til at netop denne nyhed i en sådan grad kunne henføre Jernkansleren var selvfølgelig, at det var indlysende, at moderne våben og moderne krigsførelse ville fuldstændig overflødiggøre sådanne fæstningsanlæg. ”Amager Bakke” er vor tids Vestvold.

Den polemiske erklæring ’Alt er affald’ er et forsøg på at pege på den dumhed og arrogance, der præger vores samfundsmæssige adfærd. Men først og fremmest er sloganet et forsøg på at pege på det der er vores reelle udfordring: At vi ikke længere kan tillade os at betragte noget som helst som affald. Eller som de herrer McDonough og Braungart udtrykker det: Affald er mad.

Med deres revolutionerende Vugge-til-vugge koncept har McDonough og Braungart vist, at mennesket er i stand til at opfatte, udtænke og indrette et samfund uden affald. Nye, intelligente måder at indrette vores produktion og forbrug, så de nærmer sig naturens kredsløb, hvor det der er affald for det ene proces bliver til næring for den næste.

Det er hen ved et halvt århundrede siden, at menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores verden ikke er ubegrænset. Der er ikke ubegrænsede resurser tilgængelige for vores forbrug, og biosfæren er ikke i stand til at optage ubegrænsede mængder af affald. Denne erkendelse brød igennem i 60’erne, og alligevel har vi ikke grundlæggende formået at ændre vores adfærd.

Det er på høje tid at vi begynder at kanalisere de samfundsmæssige milliardinvesteringer over i nogle reelt bæredygtige løsninger frem for pseudo-bæredygtige løsninger som ”Amager Bakke”. Ellers får Bjarke Ingels’ i øvrigt sympatiske idé om skiløjpe ned ad ”Amager Bakke” nærmest karakter af at være en dans på graven.

.

(Kronikforslag til Politiken)

I sine taler, dialoger og vejledninger vender den store, nulevende buddhistiske mester Daisaku Ikeda igen og igen tilbage til spørgsmålet, hvad det er der skaber en god leder. Sandfærdighed, medfølelse, mod og menneskelighed er egenskaber han fremhæver.
Sandfærdighed handler om at have tillid til almindelige menneskers dømmekraft og respektere, at almindelige mennesker har krav på at høre sandheden, uanset hvor ubekvem den måtte være.
Medfølelse handler om evnen til at ære ethvert menneske, og at se de unikke muligheder hos ethvert menneske for lige netop hans eller hendes værdifulde bidrag til fællesskabet.
Mod handler om at være parat til at forfølge sine idealer trods overvældende modstand.
Menneskelighed handler om evnen til at erkende egne svagheder og være parat til at vedgå sin samhørighed med andre mennesker og fællesskabet som helhed.

Sammenholder vi forsøgsvist de seneste danske regeringer med ovenstående ledelseskvalifikationer, må man sige det har det været så som så med medfølelsen. Frem for at anerkende at hver enkelt borger har betydning, er der trukket skel mellem borgerne, hvor nogen fremhæves som havende værdi for samfundet, mens andre udpeges som byrder for samfundet.
Hvad angår mod og det forhold at en leders mod først for alvor bliver prøvet, når hans eller hendes idealer udfordres, kan man sige, at spørgsmålet ikke har været relevant. Eftersom politikerne behændigt ikke har bekendt sig til nogen idealer, har de i enhver situation bevaret muligheden for at sno sig.
Med hensyn til menneskeligheden har der sådan set været rige muligheder for at indrømme fejl. Det er dog kun sket i nogle enkelte tilfælde og kun som følge af massivt pres. Hvor den ovennævnte menneskelighed er én, der inspirerer og bygger bro mellem mennesker, så har de seneste regeringers indrømmelser været påtvungne og formelle. Og behovet for at søge en bredere fundering i befolkningen for de forskellige politiske initiativer har i kraft af de senere års blokpolitik ikke været nødvendigt, så hvorfor skulle man også?
Men helt utilstedeligt bliver ledelsesspørgsmålet, når det anskues fra sandfærdighedens standpunkt. Med den anerkendte britiske sociolog Anthony Giddens ord lever vi i en løbsk verden. Kombinationen af globalisering, befolkningstilvækst og global opvarmning skaber en udfordring for menneskeheden af apokalyptiske dimensioner. Og alligevel har vi en regering og en opposition, som tillader sig at diskutere politik, som om alting kan fortsætte som det plejer. Der burde være en paragraf i grundloven om folkeforførelse, så man kunne retsforfølge disse ledere.

Hvad vi mangler er ikke vidnesbyrd om at vores livsgrundlag står foran gennemgribende forandringer, hvad vi mangler er ledere der har mod og mandshjerte til at tale om det og handle på det. Hvad vi har er en samfundsudvikling, hvor produktiviteten er for nedgående og stressniveauet for opadgående, begge i alarmerende grad. Og så har vi mængder af ledere uden indsigt og gennemslagskraft. Det er det åg vi som almindelige mennesker accepterer. Meningsløshed afledt af intetsigende målsætninger, stressbelastninger afledt af urealistiske produktivitetskrav, utryghed afledt af outsourcing eller privatisering uden nogen antydning af loyalitet. Udover at være smålige, griske og egoistiske, så er lederne ikke mindst uduelige fordi de baserer deres ledelse på utidssvarende principper. En top-down-model, hvor lederne mener de ved bedst, og anser det for deres opgave at regulere borgernes eller medarbejdernes adfærd.

Selvfølgelig må mange ledere på lavere niveauer være undskyldt, for de er jo netop underlagt en uduelig ledelse på niveauerne over dem selv. Og som de græske filosoffer har sagt det, og Dante, Montaigne, Shakespeare og Goethe siden har sagt det: Når den øverste ledelse er formørket, vil det forplante sig ned gennem alle ledelsesniveauer. Således er der en pil, der peger opad i hierarkiet, og i den sidste ende peger på landets øverste ledelse i bestyrelseslokalerne og i regeringen.

Hvornår mørket sænkede sig over alt lederskab i den vestlige verden kan der faktisk sættes både dato og klokkeslæt på. Ser vi tilbage på det 20. århundrede vil mange sikkert mene, at splittelse og voldelige konflikter var et af dets mest karakteristiske træk. Men hvad nu hvis al den vold havde sine rødder i det 19. århundredes store magtkoncentrationer. Så tegner der sig et meget anderledes billede af det 20. århundrede: En epoke præget af en stor menneskelig revolution. Et vendepunkt i menneskehedens historie hvor tidligere tiders topstyrede magtudøvelse og tankesæt bliver vendt på hovedet, og en ny selvgroende, kreativ og humanistisk mentalitet vinder frem. En radikal, ny bottom-up-livsfilosofi.

Angsten for lovløshed og kaos i det 19. århundredes første spæde demokratier dannede grundlaget for den livsfilosofi, at fornuften er eksistensens herre. Fornuften, det bevidste og velopdragne ’jeg’, blev etableret som myndigheden der udstak retningslinjerne for det enkelte menneske, bestemte hvad der var sandt og hvad der var falsk, og bestemte hvilke nydelser der var tilladte og hvilke der ikke var. Det 19. århundrede var top-down-mentalitetens storhedstid. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan ikke bare erhvervsfolk, men også kunstnere, forskere og journalister, alle meldte sig under fanerne, og bidrog velvilligt til de store nationalstatskonstruktioner. Man var besat af tanken om national magt, rigdom og ære.
De nationale mytologiseringer, de store magtkoncentrationer og den industrielle produktions enorme kraft – med udgangen af det 19. århundrede var drejebøgerne til to verdenskrige allerede skrevet.

Men det 19. århundrede havde en understrøm. Midt i det velordnede, borgerlige univers begyndte romantikkens kunstnere at afdække sjælens og virkelighedens skyggesider. Fornuftens konstruktioner blev gradvist afsløret ikke bare som fordrejede og mangelfulde, men som regulært forløjede. Markante gennembrud i forskningen udfordrede også de vedtagne anskuelser på mangfoldige områder, samtidig med at den menneskelige erkendelse i sig selv viste sig at være ufuldstændig.
Impressionismen, symbolismen, ekspressionismen, psykoanalysen, relativitetsteorien, kubismen og kvantemekanikken. Menneskets selvforståelse og omverdensforståelse var pludseligt fundamentalt forandret. Fra at have været højt hævet over naturen som et ideelt væsen, lander mennesket pludselig midt mellem tingene som et væsen fuldkomment integreret i sin omverden. Denne bevidsthed er arven fra det 20. århundrede.

Muligvis var de to verdenskrige den gamle verdens kamp for at forhindre den nye verden i at vinde frem. I hvert fald virker det som om tavlen var vasket ren i en periode efter 2. verdenskrig, og en ny, humanistisk kultur så dagens lys. Og det er som om denne nye verden, så fuld af liv og dynamik og håb kulminerede med valget af Kennedy som amerikansk præsident i 1960. Her er tale om en leder, som formår at kalde det ædle frem i det enkelte menneske, en leder, som giver stemme til folkets ønsker og forhåbninger, en leder, som går foran og alligevel er den der tjener.

”Jeg har derfor valgt dette som tidspunktet og stedet for at diskutere et emne, som alt for ofte er omgivet af uvidenhed og alt for sjældent anerkendt som virkeligt, og dog er emnet det vigtigste af alle: verdensfred.” Sådan lød det i indledningen til ”A Strategy of Peace”, en tale Kennedy holdt i juni 1963. Det er en tale, der stråler af sandfærdighed, medfølelse, mod og menneskelighed. En tale, der kalder på besindelse i amerikanernes selvforståelse, en tale, der fremhæver menneskehedens målsætninger frem for nationale, en tale, der er fuld af storhed i dens ydmyghed og ærlighed.

“Men vi skal også gøre hvad der står i vores magt for opbygningen af en fredens verden, hvor de svage er trygge og de stærke er retfærdige. Overfor dette mål står mennesket ikke hjælpeløst og at nå det er ikke håbløst. Tillidsfulde og ufrygtsomme fortsætter vi arbejdet – ikke mod en strategi for udslettelse men mod en strategi for fred.” Her har vi en politiker, der har modet til at bekende sig til idealer, og modet til vedgå hvor skrøbeligt det enkelte menneske er i mødet med de helt store ønsker eller udfordringer. En leder, som har føling med hvad der rører sig i befolkningen, og forstår at omsætte bottom-up-dynamikken til konkrete politiske visioner.

Men den gamle verden havde ikke givet op endnu. Som sagt kan der sættes dato og klokkeslæt på hvornår mørket sænkede sig over alt lederskab i den vestlige verden: den 22. november 1963, kl. 12.30. Udover chokket, der gik igennem alle vestlige landes befolkninger, medførte mordet på Kennedy en splittelse i den demokratiske verdens sjæl.
De officielle magtorganer i form af regering, statslige institutioner samt erhvervslivets ledere – lad os kalde det ”etablissementet” – regrederede til den gammelkendte top-down-ledelsesform, hvilket formentlig var selve formålet med attentatet.

For civilsamfundet, på den anden side, betød mordet at der øjeblikkeligt opstod en grundlæggende tvivl om, hvorvidt etablissementet overhovedet arbejdede for at tjene folket eller om det snarere forfulgte sine egne interesser. Efter at have ruget i befolkningen i et års tid eller to, slog denne tvivl igennem ved en helt uventet ”hævnaktion”: Ungdomsoprøret. Det havde kupmagerne indenfor etablissementet ikke set komme. Pludselig var der oprør ude over det hele. Oprør mod uligheden mellem kønnene, mod uligheden mellem racerne, uligheden mellem rige og fattige, uligheden mellem uddannede og uuddannede; der var oprør mod krig, mod magtpolitikken, mod religiøse dogmer, mod materialisme, mod forurening og mod rovdrift på naturen. Og alle disse oprør mod splittelse, uretfærdighed og undertrykkelse gik hånd i hånd med visionerne om et liv præget af fred, lighed og sameksistens. Ungdomsoprøret udfoldede sig i hjertet af civilsamfundet og transformerede det.

Mordet på Kennedy korrumperede etablissementet, og denne korruption har knopskudt og forplantet sig lige siden. Indtil det punkt hvor vi står nu, hvor vores ledere er godt i gang med at ruinere planeten i forfølgelsen af egeninteresser. I det samme tidsrum har civilsamfundet udviklet sig i helt andre retninger. En masse af ungdomsoprørets nye ideer er faktisk blevet assimileret, om ikke af flertallet, så af meget store dele af civilsamfundet. Nye kønsroller og alternative samlivsformer, økologi, spisevaner og holistisk kropsbevidsthed, spiritualitet, nye autoritetsmodeller og nye samarbejdsformer – der er sket en revolution, og vi står fortsat midt i den. Og med etablissementets manglende evne til at handle i forhold til menneskehedens aktuelle udfordringer, har vi nu nået det punkt, hvor civilsamfundet selv må formulere sine politiske visioner og formentlig rekruttere sine ledere fra egne rækker.

Vi holder af at tænke om vores demokrati, som et politisk system der giver den enkelte borger nogle valgmuligheder. Og kigger vi tilbage på de seneste 40 år, er der mange ting vi kunne have valgt at gøre anderledes. Men hvor vi er i dag, er nærmere betegnet et sted, hvor vores valgmuligheder er opbrugte. Hvad vi har, er en dagsorden. Den samlede menneskehed har ét imperativ: Den skal reformere sine levemåder, så de bliver bæredygtige. Vi kan selvfølgelig kun svare for vores hjemlige forhold, men dagsordenen er den samme: Det danske samfund skal reformeres, så det er bæredygtigt. Det er opgaven. Og vi har ikke meget tid. I løbet af godt 10 år eller tre valgperioder skal det danske samfund transformeres. Kravet må efter denne forberedelsesfase være, at alle varer, der produceres eller sælges i Danmark, skal være 100 pct. bæredygtige. Hvis andre nationer skulle beslutte at gøre noget lignende, ville det være en stor fordel for os, men det er åbenbart, at vi ikke længere kan tillade os at vente på internationale aftaler.

Denne transformation af det danske samfund bliver et episk drama uden fortilfælde. I en vis forstand større end hvad det engelske eller russiske folk udstod i sejren over nazismen. En kamp så overvældende, at den vil kræve det yderste af hver enkelt borger, omtrent som havde englænderne og russerne skulle vinde krigen uden støtte fra USA. Alle stillede sig til rådighed, gav sig selv i den større sags tjeneste og led store afsavn. Det er den udfordring, der tegner sig for det danske folk. Men hvorfor os? Hvorfor skal det danske folk bære lidelserne ved at gå foran alle andre? Fordi det danske folk er måske det mest privilegerede folk i verden, fordi vores flade organisationsformer gør os til det mest omstillingsparate folk i verden, og fordi der ikke er nogen andre der gør det.

I stedet for at tage endnu et folketingsvalg i illusionernes spejlkabinet skulle vi nærmere prøve, helt i Kennedys ånd, at udstikke planerne for ”det nødvendige rationelle mål for rationelle mennesker”. Med udgangspunkt i bottom-up-livsfilosofien kunne et udkast til et strategisk scenarium se omtrent sådan ud:

Et bæredygtigt Danmark år 2022

År 2012  Idéfesten
Hvor den danske befolkning lægger sortsynet bag sig, og begynder at tænke positivt og fremadrettet.
Hvor hele befolkningen går aktivt og engageret ind i den proces at komme med ideer til, hvordan deres arbejdspladser og hverdagsliv kan gøres bæredygtige.
Hvor aktionskomiteer på alle niveauer og i alle egne af landet indsamler og organiserer mængden af ideer, der flyder ind fra alle sider, og sender dem videre til Folketinget og erhvervslivets organisationer.

År 2013  Ideernes indkitning
Hvor ideerne vurderes hver for sig og i kombinationer med andre ideer.
Hvor Folketinget og erhvervslivets organisationer sammen udarbejder udkast til handlingsplaner.
Hvor handlingsplanerne kvalificeres gennem fortsatte feed-back-processer med ideernes ophavsmænd, arbejdspladserne og befolkningen som helhed.
Hvor ideerne så at sige kittes ind i en samlet ramme, en plan for ”Et bæredygtigt Danmark år 2022”.

Folketingsvalg 2014  Et løfte for fremtiden
Hvor borgerne i Danmark giver hinanden håndslag på, at vi vil gennemføre denne reformation af det danske samfund.
Hvor borgerne i Danmark også giver hinanden håndslag på, at vi vil udstå al den modgang og alle de afsavn, der skal overkommes for at dette reformerede samfund bliver en realitet.

År 2014-18  Tapperhedens tidsalder
Hvor den første lovgivning, der grundlægger ”Et bæredygtigt Danmark år 2022”, indføres.
Hvor en række danske og udenlandske virksomheder vil vælge at forlade landet i protest.
Hvor Danmarks i forvejen trængte økonomi vil blive presset helt i knæ.
Hvor mange virksomheder kun vil overleve ved at overgå til at være helt eller delvist medarbejderejede.
Hvor Danmark vil søge om status som særlig forsøgszone indenfor EU, men hvor vi kan blive nødt til helt at forlade samarbejdet.
Hvor flow’et i det danske produktionsapparat vil afhænge af, om det lykkes for danske virksomheder at overtale internationale leverandører af højteknologiske produkter til at udvikle særlige bæredygtige typevarianter til det danske marked.

Folketingsvalg 2018  Elendighedens forræderi
Hvor valget kommer så ubelejligt som tænkes kan, men skal afholdes som påbudt i Grundloven.
Hvor hele det danske samfund er en byggeplads; det roder overalt, det drypper ind gennem taget, og hverdagen er domineret af meget store gener og afsavn.
Hvor misfornøjelsen er ude over det hele, og mange vil mene, at hele forsøget på at forandre vores levevis er slået fejl.
Hvor bevægelsen vil blive svækket af interne uoverensstemmelser, og en stærk mand vil melde sig til at føre Danmark tilbage til det internationale samfund.
Vi vil tabe.

2018-22  Økoindustrien sætter i gear
Hvor den danske befolkning, trods alle de afsavn det allerede har lidt, alligevel, helt mirakuløst, har stemt for en videreførelse af reformationen.
Hvor dette historiske vendepunkt vil fremkalde nyt håb og ny energi.
Hvor der virkelig bliver taget fat og skabt forandringer i både virksomhederne og hverdagslivet.
Hvor de første succeshistorier begynder at løbe ind, og vi begynder at genvinde troen på fremtiden.
Hvor de danske erfaringer begynder at blive efterspurgt over hele verden.

Tager vi denne særdeles vanskelige beslutning og står alt dette igennem, vil vi til gengæld blive rigeligt belønnet. Ikke bare i eftertidens anseelse, men vi vil lige fra starten opleve at vore sind bliver sat fri, og vi vil opleve en livsfylde vi ikke har drømt om. Er det ikke det Kierkegaard fortæller os? At menneskets storhed ligger i at træffe det ene valg, hvor der reelt ikke er andre valgmuligheder.

Vi kan ikke længere tillade os at bære over med alle de ledere indenfor etablissementet, som er drevet af begær efter magt eller penge. Gør oprør mod dem, afsæt dem, gør livet umuligt for dem. De lever af civilsamfundets ydelser, og en tilbageholdelse af disse ydelser vil medføre deres afgang.
Til alle ledere på højere niveauer, der fortsat lever efter en top-down-model siger vi: Gå i terapi eller flyt i kloster for en periode, og prøv at stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor mener jeg det jeg mener?

Eller til ledere på lavere niveauer, der tror de skal skabe resultater ved at regulere og kontrollere medarbejdernes eller borgernes adfærd, til dem siger vi: Prøv med tillid! Medarbejdere eller borgere skal støttes i at se hvorfor lige netop deres bidrag eller liv er værdifuldt for helheden, og de skal næres ved at deres ledere sørger for fornuftige rammer for at de kan yde deres bidrag henholdsvis udfolde deres liv. Så kommer resultaterne.

Prøv med tillid! I familierne, hvor vi fortsat kæmper med at skabe harmoni indenfor rammerne af en ny tids kønsrollemønstre:
Prøv med tillid! I kommunalbestyrelserne, hvor problemer til stadighed diskuteres om integrationen af unge mænd i bestemte boligkvarterer:
Prøv med tillid! Blandt de ældre, som er bekymrede for hvordan globaliseringen truer vores velfærdssystemer, og føler sig usikre på om samfundet vil betænke dem:
Prøv med tillid!

Alting er i forandring. Ingen kan gøre krav på, at der er ting der skal forblive uændrede. Men vi står sammen. Tager hånd om hinanden. Det er den eneste pensionsopsparing, der er til at stole på.

.

(Læserbrev som svar på artiklen ”En hellig ko til slagtning”, Weekendavisen 20-06-2008)

Vi lever i et tankeunivers der gentager sig selv i det uendelige. Menneskeheden står overfor en udfordring af bibelske dimensioner, og alligevel fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer. Drivkraften bag denne redundans er ikke mindst vores almindelige anerkendelse af, at sålænge man ikke overtræder loven så er det helt legitimt kun at tænke på sin egen behovstilfredstillelse. Alle plejer bare deres egne interesser. Det kunne være landmanden og landbrugsorganisationerne, det kunne være forskerne på uddannelsesinstitutionerne og embedsmændene i ministerierne, det kunne være journalisten på en anerkendt ugeavis og den indignerede læserbrevskribent. Sanktioneringen af holdningen enhver-er-sin-egen-lykkes-smed har skabt et atomiseret samfund der gentager sig og evindeligt demonstrerer dets manglende evne til at omstille sig.

Men så er der alligevel momentvise forsøg på at skabe forandringer, og et af disse er den økologiske bevægelse. Og jo, baseret på mangelfuld varedeklarering og generel viden bliver det en trossag at købe økologisk. WAs artikel i sidste uge, der rejser spørgsmålet om økologisk dyrkede fødevarer overhovedet er mere gavnlige for miljøet end konventionelt dyrkede, vil formentlig påberåbe sig større nøgternhed, og så er den alligevel også ude i et trosanliggende – troen på menneskets topstyring af naturen.

Men hvis dette essentielle spørgsmål ikke skal strande på den enes tro overfor den andens, så lad os få noget seriøs forskning på bordet. Udgangspunktet må være det faktum at mennesket er fuldkommen og ubehjælpeligt afhængig af de ’økologiske tjenester’ som den frie natur yder. Vi taler om rensning og berigelse af mulden, rensning og berigelse af luften og vandet, optagelse og omdannelse af affald, optagelse og omdannelse af CO2, befrugtning af planter og afgrøder samt ikke mindst tilvejebringelse af sunde og stabile dyrkningsforhold. Lad os få prissat disse ydelser af den frie natur. Lad os i nationalregnskabet opgøre aktiver og passiver for vores biologiske beholdninger, og lad os så se nærmere på hvilken dyrkningsform der styrker vores beholdninger og hvilken der svækker vores beholdninger.

Det er ikke mindst den økologiske tjeneste om tilvejebringelse af sunde og stabile dyrkningsforhold der er kritisk her. Hvor den industrielle tidsalders metoder til at optimere produktionen i form af sprøjtemidler og kunstgødning oftest svækker det omgivende økosystem stræber det økologiske jordbrug mod en synergi der udnytter styrken i det omgivende økosystem. De i artiklen omtalte ukrudtsfrø i en pose müesli kunne for den sags skyld være planter som den pågældende landmand med vilje havde plantet på sine marker som led i en forebyggelse mod svampeangreb.

Det potenserede, højtydende industrielle landbrug går i disse år sin sejrsgang verden over. Resultatet er at det er de samme superforædlede sorter af hvede, sojabønner, ris mm. der dyrkes efter de samme metoder verden over. Dette gør vores globale fødevareforsyning ekstremt sårbar overfor epidemiske sygdomme eller insektangreb. I modsætning hertil er de økologiske jordbrug i langt højere grad nødt til at tilpasse sig de lokale forhold, hvilket indbygger en helt anden modstandskraft i det globale system. Så igen, lad os få noget seriøs forskning på bordet som prissætter de risici der er forbundet med ensartede, globale dyrkningsmetoder.

Og lad os gå videre og prissætte belastningerne på hele biosfæren af vores transport af fødevarer på kryds og tværs af hele kloden. Og når disse udgifter så kan opgøres, lad os så regne på økonomien i at opdyrke 1 kg svinekød i DK og så sejle det med køletransport til Japan. Helt ærligt, kom her og tal om hellige køer.

Disse spørgsmål ville slet ikke være så vanskelige at forholde sig til hvis ikke netop forskningen var så mangelfuld, subsidiært at formidlingen af forskningen var så mangelfuld.
Og i denne uvidenhedens pseudo-økonomi formår WAs artikel i sidste uge altså med en alt-andet-lige-hokus-pokus-forudsætning at gøre de økologisk bevidste forbrugere ansvarlige for sult i andre verdensdele. Det er ren Erasmus Montanus. Realiteterne er snarere, at den selv samme gruppe af forbrugere har ændret deres forbrugsvaner samtidig med at de har skiftet til at købe økologisk, så de køber langt mindre kød end gennemsnitsforbrugeren. Der er måske kun kød på bordet to eller tre gange om ugen. Hvis alle mennesker i den vestlige verden gjorde det samme ville der være sparet enorme mængder af energi, enorme mængder af drikkevand og atmosfæren ville være sparet for enorme mængder af udledte drivhusgasser.

Hvad angår sulten i andre verdensdele er der vel næppe nogen der i alvor mener, at vi kan stille noget videre op overfor de kommende årtiers hungerkatastrofer. Biosfæren er under voldsomt pres. Mange lokale og regionale økosystemer er allerede meget ustabile og menneskets livsgrundlag er alvorligt truet i meget store områder af kloden. I disse allerede ustabile og sårbare økosystemer, som allerede har store problemer med invasive arter, foreslår artiklen så at man indfører arter med en potenseret, genmodificeret resistens. Som Mark Twain sagde: ”For en mand med en hammer ligner alle problemer et søm”.

Fødevarekrisen vil (alt andet lige) medføre accelererende skovrydninger og vil yderligere udpine det eksisterende, fertile land. Hvor omfattende en skovrejsning skal der ske i DK for at imødegå denne forringelse af den globale biosfære? Hvem tager ansvar? Ud fra motiver der for en udenforstående ligner grådighed, rider vi i DK snarere med på den samme bølge, og genoptager nu dyrkningen af marginaljorder der ellers var udlagt som led i en naturgenopretning. Så vi er tilbage på sporet. Merry-go-round.

.