Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.

(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)

(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.

.

1. Man skal turde vise sig selv overfor andre

2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri

3. Man skal tilkendegive sine holdninger

4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord

5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum

.

Ad 1. Man skal turde vise sig selv overfor andre. Som leder skal man turde vise sig selv som et virkeligt menneske med styrker og svagheder, glæder og sorger, egne præferencer og interesser og egne skævheder. Ved at turde gå foran og vise sig selv som et virkeligt menneske giver lederen alle andre i teamet eller organisationen friheden til også at være dem de hver især er. Derved etableres et menneskeligt grundlag for samarbejdet i teamet eller organisationen, hvilket på afgørende vis bestemmer graden af indbyrdes loyalitet og troskab og dermed tryghed.

Men hvad nu hvis den man er faktisk ikke er noget kønt syn, eller ens motiver med at indtage lederrollen heller ikke er særlig kønne? Ja, så er det at skyde sig selv i foden at vise hvem man er. Derfor kommer vi her ikke udenom begrebet dannelse. At indtage rollen som leder forudsætter simpelthen en veludviklet personlighed. At man har lært sig selv at kende. At man kender sit sind godt nok til at vide, hvor de forskellige impulser kommer fra, og hvilke der er formålstjenlige og hvilke der i situationen er knap så formålstjenlige. Vi taler ikke om selvkontrol i betydningen adfærdsregler man har sat op for sig selv men om at være fortrolig med sig selv og sine egne reaktionsmønstre. Denne dannelse udvikles således gennem at prøve sig selv af, gennem træning, gennem selvrefleksion og gennem sammenligning af ens egne opfattelser og evner med konkrete forbilleder.

.

Ad 2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri. Man skal vise styrken ved at intet i livet er én fremmed, der ingen sandheder der skræmmer én og ingen forhold som dømmer et andet menneske ude. Alle mennesker fortjener en grundlæggende respekt. Uanset hvilken vej i livet vi hver især har valgt, har vi taget nogle problemer på os, som vi jævnt hen kæmper bravt med, og intet menneske er i nogen position til at dømme om et andet menneskes valg af livsopgaver. Har man fx valgt at blive født ind i en familie med stærke misbrugstendenser, så er det en vanskelig livsopgave, men dette menneske ville ikke have valgt denne livsopgave, hvis ikke den kunne klares. Faktisk fortjener de mennesker, der har valgt de vanskeligste livsopgaver, den største respekt.

Fra en mere dagligdags synsvinkel handler fordomsfriheden om at undgå den faldgrube der ligger i at skabe sammenhold i ens egen gruppe ved at distancere den fra fx ens kunder eller samarbejdspartnere. Disse former for selvhævdelse er meget udbredte og fremstår ofte rimeligt uskyldige, men den form for arrogance vil uvægerligt skabe problemer hen ad vejen. For at imødegå disse tilbøjeligheder skal man som leder fra starten sørge for at teamet omfatter ikke bare os, altså vores gruppe i vores firma, men alle der har en part i opgaven, dvs. kunden, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. Helt optimalt ville det være, hvis alle parter og medarbejdere sad det samme sted og frit kunne udveksle viden og ideer på kryds og tværs. Næstbedste løsning er at lægge fundamentet for denne inklusive opfattelse af teamet eller organisationen gennem en indledende workshop og så vedlige denne samling gennem virtuelle møder og eventuelle opfølgende workshops.

.

Ad 3. Man skal tilkendegive sine holdninger. Som leder skal man vise hvad man står for og i hvilke retninger man ønsker at udvikling skal ske. Og det lyder måske meget artigt, men hvad vi taler om er idealer og drømme, og at tale om idealer og drømme kræver stort mod. Det kræver mod at tale om idealer, for i enhver stræben efter idealer er indeholdt risikoen for eller måske endda sandsynligheden for skuffelser. Så for at gardere sig imod disse skuffelser er der rigtig mange ledere, der netop undgår at tale om idealer. Men hvordan skulle der være en stræben mod idealer, hvis man end ikke taler om dem og står ved at man har dem?

På samme måde med drømme og visioner. Det kræver også mod at tale om drømme og visioner, fordi der også her er risiko/sandsynlighed for skuffelser. Samtidig er særligt drømme så følsomme og personlige som noget kan blive, og mange ledere kan slet ikke se sig selv tale om ting der er så udsvævende og subjektive. Så hellere holde sig til firkantede målsætninger med helt konkrete målopfyldelseskriterier. Men igen, hvordan pokker skal vi nogensinde realisere vores drømme, hvis vi end ikke taler om dem og står ved at vi har dem?

Den helt almindelige tavshed fra de øverste ledelsesniveauer omkring både idealer og drømme er således udtryk for en form for fejhed, som muligvis berøver os alle for de største tilfredsstillelser ved vores jobs. Men de ledere, der således garderer sig og holder lav profil, kan jo netop heller ikke opvise nogen videre resultater. Som leder er man simpelthen nødt til at vove pelsen og stå ved sine idealer og give udtryk for sine drømme og visioner. Og så efterfølgende tage kritikken når afstanden mellem idealerne og realiteterne gør ondt og drømmene viser sig vanskelige at indfrie.

.

Ad 4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord. At være leder handler om at turde konfrontere døden. Ens beslutning om at stå ved sit ord skal være så stærk, at man vil gøre sit yderste for at holde det. På kort form: Hellere dø end at gå tilbage på sit ord. Denne holdning gør hele forskellen for hvilken stemning, der præger teamet eller organisationen. Udviser lederen denne holdning, denne vilje til at ofre sig selv, så skaber det en sådan tryghed i teamet eller organisationen, at medarbejderne lettes for mængder af bekymringer og får dermed lov til at give deres fulde opmærksomhed til de foreliggende opgaver.

Den anden side af dette punkt handler selvfølgelig om, hvad det så er man giver sit ord på. Det er klart, at hvis man tillægger sit ord en sådan vægt, så skal man være meget omhyggelig med, hvad man giver sit ord på. Den konkrete situation vil typisk have karakter af en forhandlingssituation, hvor nogen (chefer, samarbejdspartnere, m.fl.) ønsker et bestemt arbejde leveret på et bestemt tidspunkt, og her handler det om at være tro mod ens egen intuition og lade forhandlingen fortsætte lige indtil det punkt, hvor man kan give sit ord på hvad der bliver leveret hvornår. Som leder er man altid under pres oppefra eller fra siderne og at forbeholde sig retten til i den situation at tage udgangspunkt i ens egen intuition er også en måde at konfrontere døden. Denne selvberoenhed, denne integritet, kan virke meget udfordrende for chefer eller andre opdragsgivere, og som konsekvens kan den medfører døden i betydningen at man simpelthen kan miste sit job. Der er bare ikke nogen andre måder, hvis man skal etablere den tryghed som ordholdenhed kan give.

.

Ad 5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum. Som en af mine egne forbilleder Joel Salatin siger ”We ask for too much salvation by legislation”. Vi må erkende at vores samfunds funktionsmåder har udviklet sig til en helt forrykt grad af skriftlighed. Den mindste lille udveksling i vores samfund er nu pålagt krav om dokumentérbarhed, og mængden af regler og dokumentation vokser med accelererende hast, og kvælningstendenserne er allerede udtalte. Og det sjove er, at ikke en gang det juridiske system er tjent med al denne skriftlighed. Konsekvensen er snarere, at der er så mange regler og så mange partsindlæg og et så enormt sagsmateriale for hver en lille tvist, at det er noget nær umuligt at fælde en dom. Og det gælder ikke bare juraen, selvom det juridiske sniger sig ind i hver en lille mail man sender, og ansporer én til at formulere sagerne sådan, at ansvaret i hvert fald ikke peger tilbage på én selv, det gælder også alt hvad vi sætter os for at skabe i vores samfund.

Lad os sige at en kommune sætter sig for at bygge en ny skole, men inden afklaringen af denne opgave for alvor kan gå i gang, skal kommunen sikre sig at denne afklaring sker på en måde, så opgaven forbliver indenfor de økonomiske rammer og den afsatte tid til realisering. Således skal der indgås en kontrakt for afklaringen af opgaven. Og her fra går det så slag i slag med stadigt mere detaljerede beskrivelser af ønsker og krav og betingelser, så når arkitekterne omsider kommer på banen, og arkitekterne er trods alt dem der har trænet sig i at skabe bygninger, ja så er der ikke længere noget rum for at udfordre det meget komplekse samspil mellem udformningen af bygningen og forestillingerne om det liv der skal udfolde sig i bygningen. Og således kvæles den samfundsmæssige skaberkraft allerede i undfangelsen, og således har vi med al vores skriftlighed fået skabt et samfund, der ikke kan andet end at gentage allerede etablerede forestillinger.

Hvis vi ønsker at frigøre det kreative potentiale i samfundet, hvis vi ønsker at høste de enorme gevinster der ligger i at løse de samfundsmæssige opgaver i fællesskab, så holder vi skriftligheden på et minimum og satser i stedet på, at vi kan løse tingene med udgangspunkt i hver enkelts karakter og holdning og gennem afklaring af hvilke drømme/visioner/målsætninger vi i fællesskab deler. Hvis vi taber blikket for vores fælles mål, hvis vi mister troen på vores samarbejdspartneres gode intentioner, så vil samarbejdet køre af sporet, omkostningerne vil vokse dramatisk, kvaliteten vil udhules, og så vil juraen alligevel ikke være til nogen hjælp.

Det er som om at vi har fået skabt et samfund som så ihærdigt forsøger at beskytte sig imod den der ønsker at snyde, at vi ser os selv og alle andre som potentielle snydere. Og apropos finanskrise mm. er det sjovt nok som om snyderiet er ude over det hele. Hvordan vi vender disse udviklingstendenser er meget enkelt. Man starter med selv at blive en person, der er til at stole på, og dermed bliver man i langt højere grad i stand til at bedømme om det menneske man står overfor også er til at stole på, og således begynder man at bygge sine samarbejder op om mennesker, der er til at stole på.

(Illustration: Le Goûter, Jean Metzinger, 1911/Hommage à Pablo Picasso, Juan Gris, 1912)

På Information.dk var der forleden en artikel ”Diplomatiets digitale overmand” om hvordan Twitter bruges af politikere og statsledere til at kommentere aktuelle begivenheder samt til selvfølgelig at profilere sig selv. Jeg kommenterede artiklen med det synspunkt, at det muligvis med tiden vil blive tiltagende svært at skelne mellem ens personlighed og ens online-tilstedeværelse, eller med andre ord, at vi hen ad vejen finder ud af, at der ikke er nogen alternativer til bare at være sig selv. Om man så er statsleder eller almindelig samfundsborger. I denne vinkling hentydede jeg til kroppens energiforbrug som en funktion af om man taler sandt eller lyver, eftersom løgne er langt mere energikrævende at opretholde end at sige sandheden. Hvad der nu slår mig er, at denne anskuelse faktisk har et stort potentiale.

For godt et år siden skrev jeg Facebook-noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg beskæftigede mig med nødvendigheden af en langt mere inklusiv og sympatisk menneske- og omverdensforståelse, hvis vi skal klare den civilisatoriske krise, der formentlig ligger foran os. Og med civilisatoriske krise sigter jeg mere specifikt til den uomgængelige sandhed i, at vi på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af konsekvenserne af vores ikke-bæredygtige livsformer. Jo længere tid vi fortsætter disse levemåder, jo mere udpiner vi jordens ressourcer, og jo mindre har vi altså at bygge på, når vi omsider tager os sammen og prøver at stable en bæredygtig livsform på benene.

Okay, det lyder så måske rimelig doom-and-gloom-agtigt, men der er i mine øjne grund til håb, fordi det er altovervejende sandsynligt at det er vores egne dysfunktionelle, menneskeskabte systemer der bryder sammen først, hvilket betyder at naturen stadig har nogle reserver vi kan trække på. Tænk bare på hvor slemt det omvendte ville være, altså at vi ville være i stand til at fortsætte den globaliserede, kapitalistiske udbytning af planeten indtil det punkt, hvor planetens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces. Målt i forhold til det scenarium er et kollaps af det internationale finanssystem og det efterfølgende kollaps af vores ideologier og økonomier trods alt til at overkomme.

”Ufjendskabets økonomi” handlede således om, hvordan vi letter os selv for de overvældende stressbelastninger, som vil være konsekvensen af de omtalte sammenbrud, herunder hvordan vi nærmest pr. omgående må etablere en ny samarbejdsånd og solidaritet for at vi i fællesskab kan finde en vej ud af den knibe vi har bragt os i. Således var spørgsmålet her, hvordan vi får samfundet til at fungere på et helt basalt niveau. Men samme problemstilling kan faktisk apropos det indledende afsnit også anskues som et spørgsmål om, hvordan vi optimere kroppens energiregnskab.

–

Menneskekroppen skal løbende have tilført energi i forskellige former for at kunne fungere. Antager vi at kroppen får denne energi tilført i de nødvendige, varierede former, så vil man kunne opstille et regnskab over, hvad kroppen bruger denne energi på. Der vil for eksempel være energiforbrug til:

Fordøjelsen
Blodcirkulationen
Vejrtrækningen
Øvrige indre organer
Holde kropstemperaturen
Gendannelsen af celler
Bevægelse
Hjerneaktivitet

Opstillet på den måde er det umiddelbare indtryk, at der er ikke den store fleksibilitet her. Vores egen vilje påvirker jo kun Bevægelse og Hjerneaktivitet mens energiforbruget til de øvrige forekommer helt obligatoriske. Men er det nu også korrekt?

Virkeligheden er vel snarere den, at tilfører vi kroppen fødevarer i nogle mængder, som er ude af proportioner ift. kroppens behov for diverse energiformer, så skal kroppen bruge ekstra energi på at omforme nogle energiformer til nogle andre. Og tilfører vi kroppen uforholdsmæssigt store mængder af en bestemt energiform, vil den velsagtens fungere nærmest som et som giftstof, som kroppen må bruge en masse kræfter på at håndtere. Eller tilfører vi kroppen fødevarer, som er fyldt med stoffer som er fremmede for de naturlige kredsløb, så skal kroppen også bruge en masse energi på at håndtere disse.

Det samme gælder selvfølgelig for vejrtrækningen, for så vidt at vi opholder os i et miljø hvor de atmosfæriske proportioner ikke er optimale, eller hvis luften er fuld af forurening. Så skal kroppen også her bruge ekstra energi på at få hvad den skal bruge, og samtidig bruge ekstra energi på at håndtere forureningen.

Og lever vi i årevis med en usund kost og i et usundt miljø, så siger det sig selv, at disse overbelastninger begynder at sætte sig som mere eller mindre kroniske svækkelser i kroppens forskellige organer.

Hvad angår energitilførslen til at holde kropstemperaturen, så er den selvfølgelig meget variabel og afhænger i høj grad af hvordan vi indretter os og hvordan vi klæder os, men her udover er det en kendt sag at nogle mennesker evner at styre deres metabolisme, og hvor meget energi der skal til for at holde kropstemperaturen er muligvis ikke bare en simpel ligning.

Omvendt er der vel mht. bevægelse et 1:1 forhold mellem energitilførsel og energiforbrug. Jo mere bevægelse jo større energiforbrug. Eller.. nej. Videnskabelige undersøgelser har f.eks. påvist, at afrikanske kvinder, som lever i traditionelle stammesamfund, kan gå og bære op til 20 kg på deres hoveder uden at disse ekstra kilo koster dem den mindste smule ekstra energi. Hvad nu hvis de signaler vi får fra kroppen er sande, altså når kroppen psykologisk føles tung, ja så kræver den faktisk meget energi, mens når den er let, så kræver den ikke så meget? Og hvad er det lige der gør forskellen mellem de to? Det har noget at gøre med, hvordan sindet understøtter kroppen, dels igen gennem valg af føde, dels gennem initiativer til at holde kroppen i form, dels simpelthen ved at værdsætte den.

Og endelig er der så vores hjerneaktiviteter, som bringer os tilbage til den indledende konstatering, at det er langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden. Eller som jeg også skriver i den nævnte kommentar, at det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end bare at være den man er. Og kan vi ikke også sige med rimelig sikkerhed, at et arbejde som er meningsløst er langt mere energikrævende end et arbejde der er meningsfuldt, eller at det at lære noget koster næsten ingen energi hvis det er sjovt, men enorme mængder energi hvis det er uvedkommende?

Så mere generelt er der noget at sige om at tænke positivt. I et af de skønne RSA Animate-foredrag ”Smile or Die” beskriver Barbera Ehrenreich bagsiden af de trivielle former for positiv tænkning, ikke desto mindre er der fra netop dette standpunkt af kroppens energiregnskab en case for træne sig selv i at tænke værdsættende, sympatisk og optimistisk. Og det er her at meditation kommer ind som et meget overbevisende værktøj. Det handler ikke om at kalde noget godt som ikke er godt, men det handler om en evne til at se det gode i alt hvad der sker indeni og udenfor en selv. At alt har betydning, og vi har kapaciteten til at vende alt hvad der sker til noget der skaber værdi for os selv og andre.

I ovennævnte kommentar henviser jeg ’personlig dannelse’ og dette er hvad jeg sigter til. Det enkelte menneskes trænen af sig selv i denne evne til at møde verden med en værdsættende, sympatisk og optimistisk tilgang. Selvom jeg indrømmer at det er et kæmpe paradoks forekommer det ikke desto mindre, at menneskeheden har drevet sine dysfunktionelle, fjendtlige, energi-ødslende, ikke-bæredygtige levemåder så langt ud, at vi nu er nødt til at lære at være ordentlige mennesker. Simpelthen for at få vores energiregnskaber til at hænge sammen.

(Illustration: Omotesando Farm, Paolo Patrizi)

(Follow up on my “Speech Draft” op-ed tracing some foreign policy implications)
USA is trapped. USA is doomed. Never before has a nation faced a predicament as severe as the one USA is facing. Comparable precedents are of course the Roman Empire or the Mayan Empire. This predicament has such a multitude of different aspects, that overcoming the predicament seems unthinkable. Among the different aspects of the predicament are:

• a population, or at least a large part of the population, accustomed to an exceptionally high standard of living
• a population accustomed to regard themselves as part of a nation of unrivalled power and supremacy
• a reckless political leadership who has ruined the nation in its attempts to secure both the high living standards and the position of supremacy, in accordance with the expectations of the population
• a position of world dominance within the financial and corporate sectors which is rapidly declining due to an increasingly corrupt leadership and all their desperate measures and acts of coercion
• a rapidly declining ability to draw incomes and resources to the homeland due to failing international alliances and hostile, circumventive alliances, all caused by the disappointment with the american leadership
• a growing internal civil unrest as the living standards are rapidly declining and the state of public services and inventory is falling into decay
• a growing internal civil unrest as the population awakens to the true state of their nation which amounts to a breakdown of the national self-conception
• a clear and present danger of a takeover of government by a Fascist political movement, since only Fascist leaders are able to develop the levels of self-delusion needed to sustain the images of empire and supremacy
• a nation in the grips of a Fascist leadership and inescapably headed for self-destruction in a sort of World War III-scenario
• a nation doomed and vengefully determined to take with it as many others as possible in the downfall

If there is any means to redeem this despairing fate, the means has to be bold and profound like nothing we have ever seen before. Not big and heavy-handed and excruciatingly painful, but perceptionally profound, conceptionally bold and, in taking the ensuing steps, hugely courageous. With the think piece ”Speech draft for Pr. Obama: Address to the Nation on Shadow Government” I attempted to contribute a daring vision of this kind of scope and depth. This piece sought to restore a true notion of leadership and called for a nationwide process of restoring honesty and transparency to government and leadership at any level and in every field of activity. Thus the ”Speech Draft” piece focused on the internal processes. What this piece will investigate is, how this national self-awakening will spell out a wholly new role for the USA in its international relations.

In a nation so thoroughly accustomed to hold power and to execute power, it is likely that the recommendations of the ”Speech Draft” piece will stir up strong resistance. Prior to embarking on the proposed proces of a national self-awaking, many americans will think of the whole scheme as a way of undermining the power and strength of the nation. Perhaps many will think of the scheme as some kind of conspiracy, conjured up by the enemies of the USA to leave the nation feeble and weak and open to exploitation.

Thus the resistance will probably be harsh and may actually trigger the very Fascist tendencies hinted at in the above. It seems like some people just cannot think of power in any other form than the one where you have the supreme force to get your way in spite of any resistance. But what these people seem to overlook is, that this attitude puts you at odds with just about anybody else, and thus this concept of power carries its own self-fulfilling prophecy. One day you will be forced to try to get your way amidst opposition from just about everybody else, and thus this concept of power is doomed to fail at some point. In the case of the USA this point is already looming.

Another aspect these hardliners seems to overlook is, that the USA is founded on exactly the opposite kind of power. The power of the many, the power of the people, ordinary people uniting and standing up against oppressive authority. ”E pluribus unum”. ”Out of many, one”. The whole purpose of the national restoration of honesty and transparency is to reunify the american people and with this reunification to restore the power of the US. Though lots of people around the globe have come to disdain the US and would revel in any degrading of the US, the strength of the US is likely to be of utmost importance for the political stability of the whole planet, going to through times of great transition.

Thus, the national movement of restoration of honesty and transparency is for the profound empowerment of the American people and the USA, though it is sure to be a difficult process to go through. The nation will at times be vulnerable, at times self-absorbed. And enemies of the US might seek to take advantage of these passages of unsure footing. But where the real dangers lurk is probably in the admissions of all the wrongdoings of the former corrupt leadership. The USA may have to go through a phase of having to confront waves of accusations and blame and maybe even claims of economic compensations for different kinds of wealth confiscation, that the former corrupt system made available.

It is an extremely precarious moment. If the US should embark on this restoration of honesty and transparency, there will be moments when the whole of humanity literally will hold its breath, not knowing what to say, what to do, what to expect. Will the admittance of all the wrongdoings erupt into anger and aggression spiralling out of control? Or will the sudden honesty evoke a kind of stillness of the mind, a kind of awe, in the realisation that a wholly new code of justice is thus laid down for all of humanity.

Never before in history of humanity has such a resolute attempt to alter the destiny of a nation been carried through. Not even in a sligth degree, though some comparison to the Roman Empire might again seem appropiate. Whereas the Western Roman Empire was consumed in its self-complacency, its illusions, its corruption, and thus showed no ability to change its ways and went on to meet its destined collapse, the East Roman Empire had the ability to reinvent itself through embracing Chistianity, simplifying the systems of government and downscaling the overall consumption rates of the population, thus enabling stable and satisfying living conditions for several centuries on.

Unfortunately, the current predicament of the US, along with the predicament of just about any country on Earth, bears much more resemblance with the state of the Western Roman Empire, than that of the Eastern, due to the levels of self-complacency among the ruling elites combined with the levels of depletion of the natural resources and the fertility of the land. The plan for the restoration of honesty and transparency might probably strike most living humans as ridiculously naive and idealistic, but then, most living humans haven’t showed the courage to confront the scope and depth of our global predicaments. And when people finally do turn their attention to the global predicaments, all too often the reaction is go instantaneously from unfounded optimism to helpless despair.

Among the ruling elites the same shift from one extreme to the other is just as common, but among these groups a third option presents itself, and that’s the option of taking the necessary steps to secure the good life within a protected community, while the rest of the world is falling apart. But is this option a real option? Don’t these groups make the mistake of taking the basis of their wealth for granted? It takes a large and relatively well-functioning society to create the kind of wealth, that the top one percent has become accustomed to enjoy. If the value creation in the overall society collapses due to the global depletion of the natural resources combined with all the destabilizing factors mentioned in the beginning, it is inconceivable, no matter how harsh the applied methods are, that the current life of luxury of the elite can be sustained. Thus the elite will have to radically redefine their role in order to maintain some position of privilige.

Thus the position of the US is not unique, on the contrary, it is shared by practically every nation on Earth, but the role of USA is still crucial in the sense that any obstruction of progress from the US will have an impact as well as any bold progressive steps taken by the US will have an impact on actions taken by people and nations around the globe. In order for humanity to overcome its grave predicaments, we have to develop a concept of the individual human being as a potential agent for care and nurturance, an agent for restoring health to the society and to the land. It is becoming increasingly obvious, that it is only through a kind of democratic renaissance, through the unleashing of the willpower and creativity and social ability of every single member of the society, that we will be able to navigate through our predicaments.

And the USA is in some regards uniquely positioned to lead in this transformation of our relations to each other and to our natural origins. Why? Because Americans are accustomed to rely on themselves to solve their problems, because of the entrepreneurial spirit of the Americans, also with respect to alternative ways of living, and because of the inherent spirit of being the provider, the one offering help and assistance, the one taking care of others. In spite of all the corrupt leadership, all the injustices and wrongdoings, the USA might still be the most benevolent empire to date. Mayby even the empire to end all empires. The self imposed end of Pax Americana to institute the Pax Humanica.

The American Empire is crumbling. And the USA is crumbling internally. In a fit of self-complacency and hubris the American Empire has over-extended itself and is hemorrhaging. Its once exemplary political institutions are now severely corrupted, and the miscalculations are so heavily incorporated, that every political step just seems to add to the decay of the nation. Internationally, the crumbling of the American Empire leaves a void, which China and Russia are all too happy to fill in. But neither Russia nor China presents a more evolved state of human society than the US. China and Russia are just as corrupt as the US, perhaps even more, so the global slide towards ’broken societies’ and Fascist rule just continues. It is this bleak outlook, that insistingly calls for the reinvention of the USA through the national movement of honesty and transparency.

With regard to foreign relations the reinvention of the USA will translate into an unprecedented commitment to the development of the UN into a kind of democracy for all of humanity. What we are talking about, is a shift of power from the ruling elites of the respective nations to the people of each of these nation. The USA is obviously leading the way by its reinvention through honesty and transparency, and the reinvention of American democracy will resonate strongly with the hopes and aspirations of ordinay people around the globe, which immediately will translate into demands on their own political leaders respectively to restore honesty and transparency. Where the corrupt political leadership of the other major powers on the international scene will laugh and rejoice when the USA goes through its existential crisis, they will soon find that the USA has forged itself a supreme alliance in the sympathy and loyalty of ordinary people around the globe.

It is obvious, that the US will have to scale down its military drastically. There is no way that the American economy at this point in history can sustain a military force of such huge proportions. But even in a substantially diminished form, the American military force will still be the one the other major powers will have to reckon with. Whereas the military force of the US was misused by the former political leaders for illegimate imperialist ends, the reinvented USA will once again put its military force behind the interests of the American people as these coincide with the interests of ordinary people around the globe. Even the Intelligence Community may cast itself in a wholly new role. Of course, all the illegal activities will have to go, and that will surely be felt as a huge loss to some of the insiders, but in all likelyhood, the majority of the people working within the Intelligence Community will feel releaved, when their daily activities once more is directed towards the safety and well-being of the American people and the rest of humanity.

Thus the reinvented USA will become the midwife of a newly inspired and empowered humanity. The US will back these global trends by using its power to secure relative peace and stability through these times of great change. This commitment to a kind of renaissance for all of humanity with the potential of unleashing new kinds of prosperity will be underlined by the willingness of the USA to put its military power under the command of a reformed UN, where it is the wishes of the people of the respective nations that is put forth in the General Assembly and subsequently incorporated into the resolutions.

The Obama Doctrine: A nation reinvented through restored honesty and tranparency working towards a unified humanity, and through this global commitment practically supporting its ongoing internal reinvention. In stead of just witnessing the crumbling and decay of the American Empire, this empire is, in its final stage, transformed into a leverage for the upliftment of humanity, and through this commitment the wounds are healed and the wrongdoings are corrected, and through this effort the citizens of the USA may carve for themselves a future of renewed prosperity, well-being and friendship.

.

(Kronikforslag til Politiken)

Et bud på hvorfor den danske befolkning reagerer så stærkt på salget af Dong og Nets.

Findes samfundet? Vi bruger tit ordet ’samfund’ i alle mulige sammenhænge, men hvad er det egentlig vi sigter til, når vi bruger ordet? Særligt når jeg hører politikerne bruge ordet, tager jeg mig i at blive i tvivl om, hvorvidt ordet overhovedet har noget indhold. Vi taler om samfundet, som noget der er til at pege på, godt, hvor er det så? Er samfundet vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, kort sagt, vores institutioner? Er samfundet vores politiske system, og alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv? Er det samfundet? Eller kan samfundet tværtimod blive fortrængt af både institutionerne og reglerne?

Denne kronik vil komme med et bud på hvad samfundet er, men for at sætte en passende ramme for, hvorfor dette spørgsmål er så vanskeligt at besvare, vil jeg stille et andet spørgsmål, som er lige så simpelt og lige så vanskeligt: Hvad er naturen?

Nåh, naturen? Det er græsset og træerne og buskene og fuglene og billerne og alt det stads.. ville mange sikkert svare. Naturen, det er ’det der derude’. Udenfor bygningen. Udenfor byen. I kanten af vores marker. Naturen er noget udenfor os selv. Godt så, men hvad din egen krop? Er den ikke også smækfuld af natur? 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller, men bakterier som lever i harmoni med menneskecellerne, således at de sammen danner et stabilt økosystem. Der er over 500 forskellige arter af svampe og andre parasitter som lever i vores tarmsystem, og uden dem ville vi slet ikke være i stand til at fordøje vores mad.

Så selv på et konkret, fysisk plan er det svært at sige hvad der er natur og hvad der er menneske. Men vi forstår typisk naturen i en form for modsætningsforhold til os selv. Der er det organiske, naturlige og så er der det menneskeskabte. Og hvor denne modsætning velsagtens er reel nok, så er den samtidig meget kompleks. Hvorfor oplever de fleste mennesker det som rekreativt at opholde sig i naturen? Mange mennesker, mig selv inklusive, oplever, at det at bevæge sig i og opholde sig i naturen, at det genoplader de indre batterier. Hvad er det naturen bare giver os så snart vi sætter os i kontakt med den?

Det er vel ikke for meget at sige, at der er en oplevelse af, at græsset, træerne, buskene, fuglene og billerne på ingen måde står i vilkårlige forhold til hinanden, men snarere, at der en orden der gennemtrænger det hele. Ja, i detaljen kan der være kampe om territorier og rå eksistenskamp, men i det store billede er sammenhængskraften indlysende. Hvad jeg således selv mener jeg oplever, når jeg bevæger mig i naturen, er følelsen af at være en del af en verden af liv. Samt en intuitiv erkendelse af livets forunderlige, selvorganiserende karakter. Kosmos er orden, rytme og sammenhæng. Og kosmos ville ikke være kosmos, hvis ikke jeg selv var en del af det hele. Jeg hører til, midt i alt dette.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål om samfundet, er der ikke i menneskets relation til naturen en analogi til individets forhold til samfundet? Samfundet er ikke vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, og samfundet er ikke alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv. Samfundet har en organisk karakter. Mennesket ville ikke være menneske uden naturen, ligesom individet ikke ville være individ uden samfundet. Uanset hvilke politiske fortællinger vi lægger hen over denne relation mellem mennesket og dets omverden, så består dette fundamentale gensidighedsforhold. Vi kan sågar have politiske fortællinger, som vi skal se i det efterfølgende, som fuldstændig fornægter dette gensidighedsforhold, men det ophæver det ikke, det danner ”bare” en form for kollektiv dødsdrift.

Samfundet har en organisk kvalitet, og samfundet har ligesom livet i øvrigt en selvorganiserende evne. Samfundet er en organisme førend det er alle de formelle rammer. Men der er selvfølgelig et spørgsmål om skala her. At tale om ’samfundet’ sådan i bestemt form hjælper til at understrege en pointe, men ’samfundet’ har jo mange fremtrædelsesformer. En familie er et samfund, et boligkvarter er et samfund, en by er et samfund, et folk/et land er et samfund og den samlede menneskehed er et samfund.

Så set udefra er der en åbenbar sammenhæng mellem samfundsskalaen og den organiske karakter af samfundet, således at jo mindre skala jo større er det organiske element og jo færre er reglerne og omvendt. Da min ekskone og jeg i sin tid begyndte at lave regler for vores samvær, da vidste vi hver især godt hvad klokken havde slået. Ligesom ingen vel vil benægte, at der må være nedfældet nogle regler for, hvordan nationer omgås hinanden, da det organiske element i deres indbyrdes relation forekommer temmelig fjernt. Som et aspekt af den organiske karakter af samfundet kunne vi således tale om et nærhedsprincip til beskrivelse af graden af levet, uudtalt sammenhørighed overfor formelle, kontraktlige aftaleforhold.

Og vi, mennesker, har faktisk med demokratiet udviklet en politisk tankegang, som stræber efter at komme denne organiske karakter af samfundet i møde. Demokratiet er i sit væsen en bottom-up-orienteret samfundsform, som er indrettet til løbende at tage bestik af, hvad der rører sig i befolkningen, og i en dialog mellem befolkningen og dets ledere at udvikle planer og tiltag i overensstemmelse med denne befolkningsorganismes ønsker og behov. Hvorfor skulle denne befolkningsorganisme dog ønske at skade sig selv? Nej vel. Den vil bare gerne have lov at udfoldet sit liv, konstruktivt og fremadrettet.

Men demokratiet er ikke den eneste politiske tankegang på bjerget. Der er jo også demokratiets modsætning i form af en top-down-orienteret samfundsform, som ikke anerkender samfundets organiske karakter, og som heller ikke forstår det enkelte menneske som en integreret del af samfundet eller for sags skyld som en integreret del af naturen. Uden en forståelse for den organiske forbundethed med sin omverden bliver eksistenskampen den altdominerende faktor i menneskelivet. Hvad man ser er knaphed på ressourcer, risikoen for sult og død som en direkte konsekvens af at være alene og udsat, og derfor er der intet vigtigere end at sikre sig flest mulige ressourcer. Fra denne synsvinkler må alle andre i sagens natur være involveret i den samme kamp om ressourcer, hvorfor alt drejer sig om magt. Ens magt er ens beholdning af ressourcer, og livet er en magtkamp for erhvervelsen af flere ressourcer.

Dette modsætningsforhold har givetvis bestået til alle tider, og der har velsagtens været historiske perioder, hvor de har fundet en form for ligevægt indbyrdes, men i vores nuværende historiske fase forekommer den politiske top-down-mentalitet at have en massiv overvægt. Samtidig har vi med vores nuværende pengevæsen ovenikøbet fået skabt et fuldkomment fordrejet spil om ressourcerne. Hvor et pengevæsen faktisk som udgangspunkt baserer sig på tillid mellem samfundets individer, og hvor pengene oprindeligt til hver en tid kunne omsættes til fysiske ressourcer, så har vi fået blæst vores pengevæsen op, så værdien af alle vores penge i alle de forskellige papirformater mange gange overstiger værdien af de fysiske ressourcer. Ikke desto mindre fortsætter vi med at anerkende penge som udtryk for rigdom, dvs. beholdninger af ressourcer, og vi fortsætter med at lade pengene være midlet ved hvilket de som allerede er rige kan erhverve yderligere rigdom. Hvad vi har er altså en magtelite som handler i overensstemmelse med deres begær efter mere magt, deres begær efter flere erhvervelser, ganske uanset at deres magt baserer sig på et pengesystem, som er komplet udhulet for sit organiske indhold. Det er i korthed den herskende idioti.

Hvor kommentatorer med tilhørsforhold til erhvervslivet og finanssektoren således måske nok i et vist omfang kunne anerkende, at der var et spørgsmål om legitimiteten af beslutningen om at frasælge en del af Dong, så har de kun hovedrysten tilovers for de store befolkningsgrupper, som forlanger at Nets skal forblive på danske hænder. Disse kommentatorer siger, og læg mærke til den nedladende attitude, at Nets allerede er privatejet, at lovgivningen ikke kan forhindre dette salg, at alle vores personfølsomme oplysninger allerede ligger på servere i udlandet og at politikerne jo i forvejen har vedtaget en lovgivning, som sætter rammebetingelserne for hvordan fx Dankortet skal drives. Og politikerne istemmer disse argumenter i deres evindelige overvurdering af deres evner for at styre tingene via lovgivning.

Hvad vi taler om her, rammer lige ned i diskussionen af opfattelsen af samfundet som organisk overfor magtens opfattelse af samfundet som en kamp om ressourcer. Opbygningen af Dankort-systemet og Betalingsservice og NemID var en stor samfundsmæssig satsning, som involverede hele det danske samfund. Der har af flere omgange været omfattende samfundsdebatter om udformningen af disse systemer, hvilke risici for misbrug de indeholdt, og dermed hvilke krav der skulle stilles til dem, der varetog tjenesterne. Således var befolkningen en aktiv part i udviklingen af Dankortet mv., og befolkningen understøttede også projektet ved at gå i det og bruge det uden forbehold, da befolkningen vurderede at rammebetingelserne var i orden. Det er kun hvis man fornægter det organiske aspekt af samfundet, at man kan hævde at Dankortet mv. tilhører bankerne. Den danske befolkning har også en stor investering i dette system. Sagt på en anden måde gav den danske befolkning nogle danske banker lov til at eje og tjene penge på at drive Dankortet mv. indenfor visse rammer. Hvis beskeden fra bankerne er, at de kan ikke finde ud af at tjene penge på Dankortet mv. indenfor disse rammer, så er det fair nok. Så tager vi det tilbage.

Som beskrevet ovenfor med ’nærhedsprincippet’ er det nærmest en naturlov at vores adfærd overfor andre i høj grad er bestemt af hvilket tilhørsforhold vi har til disse andre. Som sagt, jo tættere disse andre er på os selv, familie, kvarter, by, land, jo mere vil vi lade spørgsmål om tillid og samvittighed og troskab være bestemmende. Selv i tider hvor bankernes moralske habitus til stadighed sætter nye bundrekorder, så har der vel stadig været en tyrkertro i den danske befolkning på, at hvis det var vores egne banker der stod for forretningerne, så var der vel grænser for hvor skrupelløse de ville være. Almindelige danskere er ikke så naive som deres politikere, som øjensynligt selv tror på at de kan lave lovgivning uden smuthuller, men almindelige danskere stoler et langt stykke af vejen på nærhedsprincippet. At ingen trods alt vil skide i egen rede, så at sige. Derfor er det et kæmpestort og for befolkningen dybt ildevarslende skridt at overhænde Nets til udenlandske kapitalfonde.

Således er idiotien ikke begrænset til vores løbske, globale pengevæsen. Idiotien handler i allerhøjeste grad om denne fornægtelse af samfundets organiske karakter. Det er den, der ligger bag den skrupelløse udplyndring af fællesejet, og det er den der ligger bag vores magthaveres drift imod at få kontrol over samfundsorganismen via teknokratiske systemer. Og når de to konspirerer, så får vi ’crony capitalism’, den ultimative formel for nedbrydelse af samfundet. Den statssanktionerede, private bemægtigelse af Danmarks eller for sags skyld planetens ressourcer. Idioti uden grænser. Menneskehedens dødsdrift.

Lad os stoppe idiotien her. Lad os tage vores demokrati tilbage, og med det, lad os tage vores land tilbage. Myndigheden ligger hos det enkelte menneske. Enhver myndighed som en institution har, består kun i kraft af det enkelte menneskes frivillige overførsel af sin myndighed til denne institution. Vi bestemmer selv, hvordan de institutioner skal se ud, som vi giver myndighed til at lede vores land.

Gør vi ikke noget, vil privatiseringen af fællesejet bare fortsætte. Vi hører nu repræsentanterne for ’crony capitalism’ herunder produktivitetskommissionen argumenterer for, at det private kan løse offentlige velfærdsopgaver bedre end kommunerne. Og de har tal der understøtter dette, men forklaringen er formentlig den enkle, at vi i årevis har forsøgt at løse velfærdsopgaverne efter de samme fremmedgjorte og konkurrencebetonede top-down-samfundsforestillinger, som hersker indenfor det globaliserede erhvervsliv og det globaliserede finansvæsen. Bryd de offentlige opgaver ned i en størrelse som er lokalforankret, giv lokalsamfundene lov til at organisere sig selv, og vi vil formentlig se en markant højere produktivitet, blot vil selve begrebet ’produktivitet’ i sig selv forekomme mærkeligt fremmedgjort og vil glide ud af den almindelige sprogbrug. Eller for bare at understrege min pointe, så er det politiske tiltag om de nye supersygehuse i mine øjne kulminationen på en beton-teknokratisk tankegang. Opskriften på en fiasko. Fraværet af organisk sammenhæng. I stedet mener jeg at vi skal forestille os, at vi hen ad vejen vil drive selv vores hospitaler som kommunale kooperativer.

Men er denne fornyede lokale forankring og denne fornyede forståelse for samfundets organiske karakter så en del af de allerede udbredte populistiske og nationalistiske strømninger? Overhovedet ikke. Eller igen, lad mig tale for mig selv: Jeg har ingen problemer ved at føle mig tryg ved mennesker fra helt andre kulturkredse, jeg kan uden videre føle mig forbundet med disse mennesker, bare jeg fornemmer at de også har denne forståelse for samfundets grundlæggende organiske karakter. Så er vi fint på bølgelængde.

.