The new ’New Deal’: It’s all about stewardship


Practically all real economic indicators are pointing to a world economy caught not only in a recession but in a depression. This means, that the policies the politicians and centralbankers put in place to overcome the financial crisis have failed. Actually, there was never any real recovery, the policies was just another round of financial trickery. Just another round of ’the wealth effect’ achieved (as always) through blowing up financial bubbles. Further, this means that we haven’t overcome the financial crisis yet, rather, we are about to witness the final and devastating stage of this crisis.

In this final stage of the financial crisis staggering amounts of financial fortunes will be lost, and a large part of the assets that manage to retain their value will change hands. Many analysts are expecting to see ’the greatest wealth transfer in history’. In all likehood, the pension schemes of ordinary people will be among those financial fortunes that just evaporates, and so does all the equity in the privately owned homes and cars. Thus, this last stage of the financial crisis will lead to a final breakdown of trust in the political leadership, which amounts to a breakdown of the social contract, and what happens next is anybody’s guess. We might experience a widespread disintegration of the whole web of society leading to destitution and rampant criminality, or we might collectively wake up to the graveness of the situation and right there and right then make a strong new determination to stand by our society and undertake the task of rebuilding it.

In many ways our situation is comparable to the Wall Street Crash of 1929 and the ensuing Great Depression, though in other respects our situation is very different from that historic precedent. But the Great Depression did comprise of a breakdown of the social contract, a breakdown of trust in society, and in the case of the United States of America, it was through the restoration of the social contract through the New Deal-initiatives under President Roosevelt, that trust in society was restored and the economy recovered.

This article is aiming at exactly the point where the social contract ultimately will be broken during the forthcoming financial collapse, that is during ’the greatest wealth transfer in history’, and the intend is to devise policies that would stop this wealth transfer in its tracks, and instead use the extreme malleability of the situation to institute a new and strong and relevant social contract.



For the past forty years or so the question of the sustainability of our ways of living has been looming in the back of the mind of practically every one of us. In the five to ten years prior the question was very strongly brought to the fore by a series of stark examples of how our pollution was devastating the natural world, and there was a series of scientific studies that spelled out the graveness of the question, studies like The Population Bomb (1968) and Limits To Growth (1972), and with the 1973 oil crisis there was a stark realization of our dependency on a steady supply of fossil fuels to sustain our ways of living.

Around forty years ago a substantial part of the population actually showed a willingness to deeply reconsider and revise our ways of living in light of these stark new realizations. Organizations like Worldwatch Institute and Greenpeace were formed, and the belief in the ever beneficial effects of technological progress was called into question not least through the anti-war and anti-nuclear movements and there was a widespread criticism of the actions and operations of large multinational corporations.

The political scene of the seventies was a battleground, in every corner of society. A part of the population was pushing for deep political changes, another part of the population was strongly resisting any major changes, and in between these groupings the majority of the population was waxing and waning, not knowing who or what to believe. But by the end of the seventies the majority of the population did reach a kind of conclusion and decided to go along with the political leaders who professed, that we didn’t really need to change anything at all.

And in the overall scheme that was what we did. Continued our ways of life with some minor tweaks to the regulations on emissions of pollutants and energy consumption. And looking back at these past forty years, not only did we continue our unsustainable practises, we expanded our consumption of resources and our pollution of the natural world. But how was that even possible, if we already had made the unequivocal realization, that there are physical limits to growth build into our current ways of living? Why didn’t we run into some hard barriers with regard to resources and critical degradation of the natural world?

The answer to this question is pretty hard to grasp, but it has to do with how we made investment capital cheap and abundant throughout these forty years. In 1971 Pr. Nixon cancelled the convertability of american dollars into gold, which amounted to a cancellation of the whole monetary structure that was instituted in the wake WWII, and since then all the currencies of the world has in effect been free floating. Within the field of economics the value of one currency could be measured against another, and every currency could be measured against the amount of goods that a given quantity of the currency could buy, nonetheless, the central banks and the politicians were free print lots of money and more and less hand out these money as investment capital or as government financing. Without the backing of this money printing with anything real like productivity growth (i.e. in improvements on real goods or other forms of value creation), this money printing was backed by nothing but debt obligations. And that’s what we have been doing since the beginning of the seventies, expanding our levels of debt at an ever accelerating rate.

It is this huge build-up of debt, this relentless money printing, that has provided the cheap and abundant investment capital, and it is through this cheap and abundant investment capital that we have been able to continue and even accelerate our extraction of ressources and the whole human enterprise at the expense of the whole natural world. And due to the arbitrariness or the unreality of this money printing regime, the people in charge of the scheme soon learned how to make it benefit themselves, which gave rise to huge inequalities in income and wealth distribution within our societies.

Along with the inequalities came the rise of a class of ultra wealthy, who began early on to exert massive political influence. Probably in part due to our common proclivity to respect people of success and our common proclivity to try to achieve a good standing by powerful people, probably in part due to actual favors or outright bribery, this class of ultra wealthy have in many ways succeeded in tweaking the legislation to benefit themselves and their agendas. Thus, crucial parts of our legislation is rigged, abused and corrupted, and when the executive branch enforces these parts of our legislation, it is no longer to the upholding of justice but rather a means of oppression of the ordinary citizenry.


The greatest wealth transfer in history

All in all the past forty years of political management has brought us to the ominous circumstances we find ourselves in right at this point. Our current situation might be designated ’Peak Unsustainability’. Since the money printing regime is based upon an ever expanding amount of debt, what we are talking about is actually a Ponzi Scheme, and lots of economic indicators are now pointing to the fact, that we have entered into the unravelling stage of this mother of all Ponzi Schemes. The question is not if but rather when the financial markets will collapse. And what is collapsing at that point is more specifically our collectively held notions how our society is doing and how our economy works. In real terms, that is, with regard to our value creation and resource management and societal cohesion, the collapse has been ongoing for years.

When the financial markets finally collapses, that’s when the last and ultimate stage of ’the greatest wealth transfer in history’ will take place. What the financial analysts are referring to is the mechanism by which such collapses historically have unfolded. That a small group of the richest and most influential manage to position themselves not just to avoid loses but actually to soak up all the wealth that all the other parties are losing. Other analysts hold the belief, that in the wake of the collapse we will have to re-institute a money system based on gold, and through this reinstatement of gold, the value of gold will shoot through the roof, and all those who have been clever enough to invest in gold, will find themselves raised to the level of the ultra wealthy on the other side of the collapse.

In reality, no one knows how the collapse is going to unfold. Because all the previous cycles of boom and bust didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Yes, the collapse of our financial markets and our money systems is a given, but this collapse might deal such a violent blow to our societies, that the very foundations of our societies are challenged. The foundations of our society being the trust in the good will of other people as well as the trust in leadership, that is, that people who accept leadership positions in society thereby accept to work on the behalf of the common good. If this trust is lost all together, if this most elementary glue of any society is lost, then the whole structure value creation within our societies is in peril, and we probably won’t even be able to feed ourselves not to mention the provision of a whole swathe of other basic necessities.

This is the ultimate scope of the rampant money creation and wealth distribution scheme we have had running for the past forty years: The risk of such a total undermining of the foundations of our society, that it will disintegrate into hunger, violence and lawlessness. It may hit us as one fatal punch in the days or weeks after the financial collapse, or it may take the form of a disintegration of ordinary peoples living conditions at an accelerated pace compared to what we’ve already experienced, which will lead to growing anger and frustration and the likelihood of growing calls for strong political leaders willing to take extreme measures to turn the downward trends around. Both fascism, anarchism and communism might gain renewed following, and should any of these political strategies achieve widespread following, they will probably institute their own version of ’the greatest wealth transfer in history’. And the former leadership, both political and commercial, will be rounded up, and the ensuing people’s courts aren’t likely to be neither orderly nor balanced.

But again, neither fascism nor communism will develop in ways comparable to those of the past, because all the former runs didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Never before in human history has the planet been so critically depleted. Though it sounds rather odd but the scarcity of capital will reveal the real scarcity of resources and the real inefficiencies of our current systems, and thus it will require a rapid shift to some highly efficient ways of organizing society to provide for everybody with the scarce resources available. Through their extreme top-down organizational models, neither fascism nor communism can muster the necessary degrees of efficiency, and thus these political models are still likely to lapse into hunger, violence and lawlessness.

No matter what, the greatest wealth transfer of history seems to be upon us. Will it be the oligarchs who consolidates their grip on power and property, will it be the gold bugs hitting a jackpot or will it be in the form of a populist swell that up-ends the wealth distribution through a political revolution?


The notion of stewardship

Given that the greatest wealth transfer in history is upon us, is there a proper and fair way to direct this transfer of wealth? Since we have arrived at peak unsustainability, and our overwhelming challenge is to change our ways of living, so that the life of humans once again can fit within the planetary framework, there is one term that seems to summon up this profound change of attitude, and this term is stewardship.

Compared to common notions of management stewardship is an all together different way of understanding the relation between one self as manager and the people, land, animals, resources that are the objects of management. In fact these people, this land, these animals, these resources are not objects at all, they are not merely a means to an end, but rather, they are all sovereign expressions of the web of life and rather than considering himself superior to these entities the manager with an attitude of a steward might actually tend to humbly consider himself a servant of these entities to whom he is the manager.

Contained within the attitude of the steward is the willingness to listen, to observe, to cautiously experiment with the overall conditions in order to stimulate thrival and growth. Contained within the attitude of the steward is the recognition, that we are all part of the fabulous and unfathomable web of life, and within life there is such a strong drive just to live and interact and grow, and the most important role for the steward is to create the right attitude and the right conditions for this inherent enterprise and creativity to unfold. And along the same line of thinking, another important ability of the steward is to know when not to get in the way of the unfolding of these natural processes.

This attitude of stewardship is the obvious and logical conclusion to draw from the realizations made back in the sixties regarding the profound unsustainability of our ways of living. And there were people who understood this very well back in the day. Actually, once we collectively realized that our ways of living were depleting the natural systems on which we depend, right there, right then, the attitude of the steward presented itself as the obvious next step for humankind. But we denounced our predicament, we rejected this challenge of fate, we denied what we had seen, and we lulled ourselves into believing, that it was okay just to continue as if nothing had happened. Was this a criminal act? Maybe. At least it was an act of denial, it was an act of dishonesty and thus a kind of psychological trauma, that we all have had to deal with ever since.

The consequence of this collective denial and dishonesty has been this historic period of the past forty years with bad stewardship like never before. This may sound like a somewhat exaggerated statement, afterall we have implemented lots and lots of new regulations to contain the levels of pollution and the depletion of the natural world, the important point, though, is to consider the whole global stream of materials, semi-manufacture and products, and on a global scale the effects of our consumption have been further pollution and further depletion of the natural world. We have had really, really bad stewardship of our fertile land and our water cycles and ocean life, really, really bad stewardship of our societal cohesion and common wealth and values, and really, really bad stewardship of our capital.

Which brings us to the question of leadership. Though the truth might have been, that we collectively chose to enter into a mode of denial, what about our leaders? Was it okay for our leaders, both political and commercial, to hide behind the general populations tendency to deny the needs for change, or did our leaders actually take the driver seat in this flight into denial and dishonesty? Did our leaders actually induce the false narratives into the population, and caught in the grip of doubt as it was, was the population somewhat happy with the new (false) sense of certainty that the leaders presented?

Looking back at the past forty years it seems like the leaders never missed an opportunity to expand their grip on power and acquire further privileges attached to their leadership positions. Actually, the higher up in the societal hierarchy, the more ferociously the privileges seemed to be hoarded. But along with the exorbitant privileges, did the leaders recognize the archetypical obligations, the social contract, that is inherent in any leadership position: That the leader is granted extraordinary privileges in return for his commitment to devote himself to securing the safety and well-being of all those who are under his leadership? Isn’t the political/commercial leaders obliged to confront and act upon new knowledge regarding the safety and well-being of the people to a larger degree than the ordinary man on the floor? Doesn’t knowledge oblige? Doesn’t position oblige? Doesn’t talent and capability oblige?

There is a case to be put be forward, that our leaders actually and knowingly contrived of false narratives, that were ”sold” to the ordinary populace as ”solutions” and ”proper political initiatives”, and under the cover of these false narratives those in power were able to drastically expand their grip on power and privileges. And along this line of thinking, there is a case to be put forward, that the really, really bad stewardship, that have characterized the recent decades, wasn’t the consequence of incompetence and lack of knowledge, but rather, that the really, really bad stewardship was just the one side of the coin, the other side was a grand skimming operation, that worked like magic for a tiny group of insiders. And worked just fine for all those people who provided services to this tiny group of insiders.


The new ’New Deal’: Proper stewardship

So, what we should strive for is a profound revision of our attitudes and dealings under the guiding principle of proper stewardship. Of our fertile land, our water cycles, our ocean life, our societal cohesion and our common wealth and values. The question is, since the greatest wealth transfer in history is upon us, can we use the overarching value and goal of proper stewardship as our criteria to direct the greatest wealth transfer in history? The reasoning would follow somewhat along these lines: The necessity of proper stewardship isn’t just dawning upon us here at the point of peak unsustainability, proper stewardship has been the overarching theme for our society since the great revelations of the sixties, it’s just that we have been collectively in denial of this reality.

Once the greatest transfer of wealth in history really gets rolling, the question is, who has a legitimate claim on any given object of wealth, be it ownership of a factory or land or materials or resources in the ground? If our money systems have been abused to the extreme, surely the holdings of money cannot per se be a legitimate claim on real wealth. And if our legislation on some crucial points has become rigged and corrupted, the legality of a claim cannot per se be a legitimate claim on real wealth. Rather, the most convincing and thus most legitimate claim on wealth must be founded in the degree to which this wealth was generate through proper stewardship. In this sense, private property is still recognized as a primary driving force for many people, but private property is, in this line of thinking, still subordinate to the proper stewardship of the resources inherent in the processes and holdings.

To devoted capitalists and libertarians this is probably a repugnant idea, that any principle should be higher than the principle of private property, it’s just that as a society we can no longer accept incidents of grave mismanagement of our resources. But if proper stewardship is exercised, then there won’t be any interference from the ”stewardship police”. Of course this idea requires some delicate outlining to be put into law, but at this point it is paramount, that the incentives to reach for proper stewardship tops all other economic incentives.

Further, what the devoted capitalists and libertarians might overlook in their rejection of the institution of the higher principle of proper stewardship is, that there is a considerable risk of political developments, that will move to abolish private ownership all together. Once the breakdown of the common trust gets rolling in the wake of the financial collapse, all bets are off, and as mentioned above, movements toward radical ideologies like anarchism or totalitarian ideologies like fascism or communism are not that hard to imagine. In light of this, the institution of the higher principle of proper stewardship can be regarded as a kind of salomonic solution.

To summon up, when the collapse of our financial and monetary systems finally sets in, the suggestion here is to take a time-out in the shifting of holdings and properties by letting all objects of wealth pass through an ownership escrow, as a newly instituted branch of the judicial system. While a given property is in ownership escrow, it is about to change hands, but which party is on the receiving end will be assessed upon by the preceding conduct of both the bankrupt party and the parties laying claim on the given property. And if any of the parties laying claim on any given property has been severely engaged in the business of blowing up the bubble finance, in other words, if their ”work” mainly has consisted in financial speculation, their claims on the wealth and property might be strongly reduced or dismissed all together.

Thus, all the people, homeowners and companies who have acted prudently and conscientiously will have a favorable standing in their ownership escrow case, and might actually retain their ownership in spite of their bankruptcy at the financial collapse, while all those who have acted imprudently and unscrupulously, no matter the position of the person or the size of the company, will have a hard time having their claims met.

Speaking of proper stewardship of capital, what we are talking about here, is a notion of discerning between money and capital, where money is considered a rather abstract and fanciful token of wealth in the form of hollowed out currencies and financial assets, whereas capital is considered to be the income and holdings that stem from real work and real engagement in society, the fruits of working as an employee or setting up a business, making products and providing services that meet the needs of real customers.

In the case of a company that have acted imprudently and unscrupulously on the bankruptcy side and an on the other side an investment bank that have acted even more imprudently and unscrupulously, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the employees of the bankrupt company, if they have somehow managed to act prudently and conscientiously, or as a last resort, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the municipality in which the company is situated.

And if some react strongly against this principle as a kind of civil forfeiture, lets have a discussion on this point, and lets include into the discussion all the ”private forfeitures” of the past forty years in the form of privatizations of the commons. In the case of the United States of America, as a side remark, we actually have a nation which is based upon the privatization of the commons. There are some wounds to be healed in this regard, and we might even consider to reinstitute the commons on a wider scale.

Thus, this very sketchy draft of a new ’New Deal’ is all about respecting the things that really matters, it’s all about setting up principles and methods that might be considered fair and meaningful by ordinary people, and thereby laying the groundwork for a renewed building of trust and value creation in our societies.





(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin)

Den eneste arkitekt i verden

Yes_Going for the one_Inner sleeve03

Spørgsmålet der rejses her er om arkitekter er dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet. Det spændende ved arkitekturen er jo netop dette, at dens værker forudsætter et samfund. Fra en samling af håndværksmestre og tilhørende svende og lærlinge til mægtige entreprenørvirksomheder og rådgivningsfirmaer, der er altid et åbenlyst indskud af samfundsmæssige aktører og ressourcer i arkitekturen. Arkitekturen opstår aldrig i et vakuum, men er altid på den ene eller den anden måde en integreret og kollektiv frembringelse. Og selvom alle andre aktiviteter i samfundet også på deres egne måder spejler samfundet som helhed, så er arkitekturen enestående i dens stræben efter at anskueliggøre samfundet for sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at samfund alle dage har fejret sig selv ved opførelsen arkitekturværker, om de så var monumentale eller ej.

Alene spørgsmålet om hvem der har adgang til ressourcerne til at få lavet større eller mindre arkitekturværker siger allerede en hel masse om måderne det pågældende samfund er skruet sammen på. Og bygherrerne møder altid med en forventning om at arkitekturværket på den ene eller den anden måde forherliger eller i det mindste fremstiller en positiv præsentation af den samfundsinstitution som byggeriet skal rumme (institution her forstået helt generisk, dvs. det kan være en bolig, et erhvervsbyggeri eller et kommunalt eller statsligt byggeri).

Samtidig er det arkitektoniske formsprog altid på varierede måder bundet til de tilgængelige materialer og de fremherskende byggemetoder. Og spørgsmålet om hvilke materialer der er tilgængelige og hvilke byggemetoder der hersker, siger også en hel masse om måderne det pågældende samfund fungerer på. Er materialerne lokale eller importerede, er byggemetoderne håndværksmæssige, industriel serieproduktion eller senest industriel unikaproduktion?

Selvom arkitekterne et langt stykke af vejen er fri til at komme med bud på hvordan bygningen for en given samfundsinstitution skal formgives, så vidner arkitekturhistorien ikke desto mindre om nogle temmelig indlysende sammenhænge mellem det arkitektoniske formsprog og de idealer og de visioner det pågældende samfund opretholder. Nutidens arkitektur kan vel med rimelighed siges at være præget af nogle demokratiske idealer ofte udtrykt gennem eklektisisme, nogle idealer om transparens og lethed samt ikke mindst en hang til udtryksformer som er meget stramme i designet og cool og som således stimulerer forestillinger om eksklusivitet, individualitet og identitet.

Og vi har igennem de seneste årtier gennemlevet en periode, hvor der i vores del af verden har været en enestående velstand, og denne velstand har således givet anledning til mange fejringer af vores samfund. I takt med den voksende bevidsthed om de globale økologiske forandringsprocesser har arkitekterne endda fået indarbejdet økologiske tiltag og sociale tiltag indenfor de samme her skitserede formsprog, så er alt ikke bare så meget i orden? Og er vores fejring af vores samfund ikke netop så meget på sin plads?

Ja det er her jeg bliver i tvivl, for hvad er det lige for et samfund vi henviser til med vores arkitektur og hvad er det for et samfund der tilvejebringer vores arkitektur? Tager vi det sidste spørgsmål først, så er det jo helt åbenbart en form for globalt samfund der tilvejebringer nutidens arkitektur. Markederne for byggematerialer er jo blevet globaliserede på linje med alle andre industrier, så inden en stor del af byggematerialerne finder vej til Danmark for at blive indarbejdede i et byggeri her, er der altså for hver enkel bygningsdel et konkret fysisk område, et bestemt udsnit af planeten, der har ydet ressourcerne, og en stor gruppe af mennesker som har været involverede i at få udvundet ressourcerne og få dem transporteret til Danmark. Men indgår disse fjerne regioner og disse fremmede mennesker i det samfund vi fejrer med vores arkitektur? Har vi overhovedet en sammenhængende forståelse af, hvad det er for et samfund vi lever i?

Hvad jeg spørger om er om ikke vores samfund i realiteten er blevet globaliseret men at vores samfundsforestillinger sjældent rækker ud over det nationale. Således kan vi gå omkring og tænke om vores danske samfund som et i særklasse fortræffeligt samfund, men vi tænker ikke på den strøm af ressourcer der konstant flyder til Danmark og som jo bliver taget fra andre verdensdele. Og vi kan lufte vores politisk korrekte afstandstagen til det gamle Europas kolonitid og slaveri i alle dets former uden på noget tidspunkt at konfrontere os selv med de enorme uligheder der præger vores nuværende verdensorden. Og foruden de nutidige former for slaveri er der jo også spørgsmålene om hvilke miljøhensyn der tages i forbindelse med vores produktion af f.eks. bygninger. Vi kan have meget udførlige miljøregulativer i Danmark og EU, og det er selvfølgelig fint, men hvor meget betyder disse regler hvis vi samtidig har outsourcet alle de forurenende industrier til andre dele af kloden?

Der er en overvældende enighed blandt forskere verden over om at vi, dvs. menneskeheden og alle de andre livsformer der bebor denne planet, er trådt ind i den sjette masseuddøen af plante- og dyrearter. Der er ikke tal for hvor mange plante- og dyrearter der i disse år gennemlever et kollaps af deres bestande. Sågar her i Danmark og til trods for vores gode hensigter i form af diverse miljølovgivning er store dele af floraen og faunaen i markant tilbagegang. Så hvad er det for et samfund vi fejrer? Det er helt åbenbart ikke det samfund vi deler med mennesker i andre verdensdele, selvom de for en stor del arbejder for os, og det er helt åbenbart heller ikke det samfund vi deler med alle de andre livsformer der bebor denne planet. Var det disse samfund vi fejrede med vores arkitektur, så var bygningerne bæredygtigt byggede, og altså ikke bare gængse industrielle bygninger med et bæredygtigt strejf, men rent ud bæredygtige. Med et nettoressourcetræk og et økologisk fodaftryk på nul.

Anskuet på denne måde er konklusionen for mig ikke til at komme udenom: Der er slet ikke noget samfund! Hvad vi tager for at være et samfund er bare nogle udlevede forestillinger og nogle udlevede vaner og metoder, som hver eneste dag æder en smule mere af det grundlag vi har for overhovedet at opbygge et samfund. Hvilket bringer mig tilbage til det spørgsmål jeg stillede indledningsvist: Er arkitekter dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet? Hvad gør en arkitekt som erkender, at det samfund han eller hun skal give form på, at det i virkeligheden er en kollektiv hallucination som efterhånden er ved at have sluppet sine sidste berøringspunkter med realiteterne? Hvad gør en arkitekt som erkender, at vi lever i en boble?

Enhver arkitekt der gør denne opdagelse, vil givetvis gennemleve en følelse af at være forladt i en verden der ikke giver mening. Og en følelse af at ens fag er blevet overflødiggjort, formålsløst. Men da det jo ligger til arkitekter at være skabende, så vil denne oplevelse naturligt blive afløst af et ønske om at gendanne samfundet, og lige i denne situation er det altså ikke længere tilstrækkeligt bare at være den der gengiver og anskueliggør samfundet. I denne situation bliver det arkitektens rolle at begynde at gengive og anskueliggøre et samfund som endnu slet ikke findes. Og i den situation bliver det klart, at de virkelige arkitekter, dem der skaber samfund, det er nok ikke så meget dem der formgiver huse, men snarere dem der gendanner båndene mellem alle de mennesker der også lever som forladte i en meningsløs verden. Måske er de virkelige arkitekter de sociale ildsjæle eller profeterne eller filosofferne eller forfatterne eller musikerne. Dem der formår at anslå nogle strenge indeni, der minder os om vores forbundethed med hinanden og med hele det omgivende kosmos. At alt ikke er tabt men bare at vi momentant var faret vild, og der er i virkeligheden en masse gode og konstruktive ting vi kan gøre for at gendanne vores samfund. Og i denne bevægelse må vi i sagens natur radikalt udvide vores samfundsforestillinger til også at omfatte mennesker i andre verdensdele såvel som alle de andre livsformer der bebor denne planet.

Hvad jeg ser for mig er muligheden af en radikalt accelereret bevidsthedsudvikling, som løber kloden rundt. Det starter med at vi beslutter os for at træde ud af den boble vi befinder os i, hvilket for mig er det samme som at vi beslutter os for at konfrontere realiteterne. Og realiteterne er efterhånden så krasse at de fremstår temmelig rædselsvækkende. Velsagtens er det fordi realiteterne er så krasse og rædselsvækkende, at vi har valgt at forblive indenfor vores boble i så mange år. Men selvom om realiteterne er virkelig barske, så er naturen endnu ikke totalt udpint, der er noget at bygge på, og konfrontationen med realiteterne vil samtidig virke stærkt frisættende, for vi vil i samme øjeblik kunne lægge en masse falske forestillinger bag os. Og beslutningen om at konfrontere realiteterne er samtidig det der øjeblikkeligt åbner for en radikal ny samarbejdsånd, hvor det pludselig er nemt for alle at byde ind med hvad de kan til det store fælles projekt om at få gendannet vores samfund og vores samfunds livsgrundlag i form af en frodig natur.

På den måde vil der alligevel hurtigt blive bud efter arkitekter, der kan give form på og anskueliggøre det nye samfund vi har taget fat på at skabe, også selvom der sandsynligvis vil være langt langt færre ressourcer til at bygge for end vi har været vant til. På den måde ser det for mig ud som om der er en progression i samfundsskabelsen fra de mere luftige og udsvævende men ikke desto mindre inderlige og ”sande” udtryk som profeter og kunstnere bringer til torvs over til de mere håndfaste og konkrete udtryk som politikere og arkitekter byder ind med.

Tager vi f.eks. Romerrigets fald og Europas genrejsning gennem kristendommen, så taler vi om en proces der tog 500-1000 år. Men fordi vi har drevet vores rovdrift på klodens naturlige ressourcer så vidt, har vi ikke en tidsramme på hundredevis af år til indførelsen af et nyt menneske- og samfundssyn. Faktisk er planeten så kritisk udpint, at vi ikke har andre valg end at rykke på den store omstilling nu og her, og så har vi måske 10 år til at gennemføre revolutionen af vores menneskesyn, samfundsforestillinger og levemåder. Vælger vi omvendt at forblive i vores boble 10-20 år længere (hvis det altså overhovedet er fysisk muligt), så er der ingen der ved hvad konsekvenserne vil være, men der er en reel risiko for at vi nedslider planeten så totalt, at alle økologiske balancer ophæves, at den sjette masseuddøen bliver speeded voldsomt op, og planeten fortaber sine evner for at understøtte højerestående livsformer. Herfra vil planeten så formentlig gå ind i en geologisk rekalibreringsfase og nogle nye ligevægtstilstande vil opstå, som velsagtens vil tillade livet at udfolde sig på ny, og hvem ved, måske vil vi igen kunne inkarnere her som menneskelignende skabninger om 50 millioner år eller mere.




(Illustration: ”Going for the One”, Yes, 1977, album cover)




For en københavner er Middelgrunden kort form for Middelgrundsfortet, altså det her søfæstningsanlæg som ligger en lille halv times sejlads ude i Øresund og som siden Forsvaret opgav anlægget i 1998 har været et oplagt sted at tage på en lille udflugt. Men selvom vi er inde i sommerferieperioden er denne note ikke en beretning om en udflugt til Middelgrunden. Faktisk er øen under ombygning til ”Ungdomsøen”, et projekt som Spejderforeningen er initiativtager til, og anlægget er derfor lukket for besøgende indtil 2019. Nej, vi er altså igen ovre i det laaange format i afdelingen for essays om psykologiske, filosofiske og politisk forhold. Mere præcist  er ”middelgrunden” et forslag om lade det danske sprog adoptere det engelske udtryk ”the middle ground”.

Personligt synes jeg vældig godt om udtrykket ”the middle ground”, fordi det med en konkret association beskriver et sted man står, og fra der hvor man står kan man se noget til den ene side og noget til den anden side. Således beskriver ”the middle ground” ikke en fællesnævner eller et kompromis mellem de to sider, men derimod hele scenen med den ene side og den anden og altså et standpunktet imellem disse to sider. ”The middle ground” eller ”middelgrunden” er dermed det inklusive standpunkt i en nærmest arketypisk form. Og i en verden hvor splittelserne forekommer at være på en stærkt eskalerende kurs, hvornår var der vel et bedre tidspunkt for at forsøge at klargøre ’the middle ground’ eller middelgrunden?

Dette standpunkt imellem to modsætninger kan i sagens natur ikke være et skarpttegnet og hårdtslående standpunkt. Netop i kraft af den inklusive karakter er standpunktet tværtimod løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret. Og overalt hvor fronterne trækkes op, som det i høj grad sker nu og her og overalt omkring os, så presses middelgrunden fra begge sider, og den dag middelgrunden er blevet helt fortrængt da har vi sammenhold der bliver brudt op og åbne konflikter er resultatet. I den yderste konsekvens i form af borgerkrige og krige mellem nationer og alliancer. Overalt hvor folk er pressede og voldsomt frustrerede over at deres samfund slet ikke fungerer som forventet, der vil der være denne yderliggående tendens, dvs. en tendens til at udnævne den ene side af et givet modsætningsforhold til at være sandheden og den rette filosofi, og derved sætte sig selv op som modstander af den anden side af modsætningsforholdet.

Betydningen af at fastholde middelgrundens standpunkt er således afgørende for at sikre den fortsatte dialog. Fortrænges middelgrunden og et voldsomt sammenstød bliver resultatet, så forekommer denne konflikt stadig være formålsløs for ikke at sige idiotisk. Der vil ikke være noget vundet ved at den ene side af et modsætningsforhold får held til at undertrykke den anden side. Det vil bare udløse en periode med en højst usund og ustabil ensidighed i opfattelser og adfærd indtil modsætningsforholdet genopstår i nogle nye skikkelser og vi vil mere eller mindre være tilbage ved udgangspunktet.

Når det kommer til stykket beskriver middelgrunden nok nærmere en spirituel tilgang frem for en politisk tilgang, også selvom de politiske effekter af middelgrundens strategi kan være store og i mange tilfælde udslagsgivende for de politiske resultater. Foruden denne karakter af at være løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret så handler middelgrundens standpunkt så meget om accept. Accept af dybden og graden af de kritiske omstændigheder vi i disse år finder os selv i, accepten af at vi mennesker ser så forskelligt på mange ting men alligevel er indlagt til at skulle finde ud af tingene indbyrdes, accepten af at vi mennesker ikke er guder men derimod er skabninger som indgår i økosystemer med et hav af andre skabninger og samspillet mellem alle disse skabninger er så mangfoldigt og sofistikeret, at vi mennesker i realiteten ikke er i stand til at begribe denne kompleksitet, altså med andre ord, en accept af blot at være del af noget som er meget større end en selv.

Og igen er accept ikke noget skarpttegnet og hårdtslående standpunkt, men det er ikke desto mindre starten på en reel problemløsning. Omvendt er det at handle på sine udfordringer uden først at have accepteret det fulde omfang af disse udfordringer nærmest indbegrebet af menneskelig dårskab. Og hvor dårskaben typisk slår igennem, dvs. hvor vi undlader at acceptere det fulde omfang af vores udfordringer, det er typisk der hvor vi glemmer at indregne vores egen rolle i at disse vanskeligheder overhovedet er opstået. Denne villighed til også at vende blikket indad og acceptere sin egen andel i de opståede vanskeligheder, denne attitude er også mere psykologisk og spirituel end den er politisk.

Ideen om middelgrunden, dvs. klarlæggelse af middelgrundens standpunkt indenfor et givet modsætningsforhold, kan selvfølgelig anvendes på en mangfoldighed af forskellige forhold, men hvad jeg her vil undersøge er modsætningsforholdet mellem to forskellige opfattelser af vores samfundsmæssige omstændigheder og vores samfundsmæssige styring. Den ene er forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite gennem denne elites både åbenlyse og skjulte magtudøvelse, og den anden er forestillingen om at alle enkeltindivider i samfundet bidrager til dannelsen af nogle kollektive samfundsforestillinger, og det er disse kollektive samfundsforestillinger som lederskabet reagerer på og dermed direkte eller indirekte lægger til grund for deres lederskab.


Forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite

Umiddelbart må det vel anses for at være et yderliggående standpunkt, hvis nogen hævder at vores samfund ikke bliver styret af en elite. Selvfølgelig bliver det det. Endda i voldsom grad. De seneste fire årtier har været præget af stærke tendenser imod koncentrationer af magt og rigdom, og dermed også etablering af hierakier og hakkeordener med mange varierede lag af indvielse til eksklusive informationer og privilegier. Men i stedet for at diskutere ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ i generelle termer vil jeg springe direkte ud i det, og tage den i dens mest konsekvente udgave, nemlig forestillingen om at der findes en global elite af superrige og supermagtfulde som kontrollerer praktisk alt hvad der sker i vores samfund, i hvert fald alt hvad der sker i vores samfund som det nu præsenteres i medierne.

Denne forestilling tror jeg mange blankt vil afvise, og det er ikke svært at forstå hvorfor. I samme øjeblik man accepterer at der findes en sådan global elite, som har bemægtiget sig kontrollen over vores medier, så anerkender man at der faktisk er sket en form for statskup, hvor vores demokratier er blevet berøvet os, og vi er pludselig hver især bare blevet mere eller mindre uvidende undersåtter for disse nye herrer. Altså får man med denne forestilling parkeret sig selv i rollen som offer og undertrykt, og det er der mange der vil opponere imod. Spørgsmålet er dog om denne opponeren er funderet i en reel magt man som individ fortsat besidder, eller om denne opponeren bare er udslag af et psykologisk behov man har for at bevare en lille flig af stolthed og selvfølelse.

Og ja vi har da fortsat muligheder for at stemme på forskellige politiske repræsentanter, og vi har da ytringsfrihed og trosfrihed, men eftersom al vores kommunikation er mediebåret, så ved vi i realiteten ikke hvilke former for kontrol og styring der udøves. Og ville den optimale form for tyranni ikke være den hvor de undertrykte opretholder en forestilling om deres fortsatte frihed og selvbestemmelse? Det er ikke utænkeligt at der udøves en så omfattende kontrol og styring, at var det ikke for disse metoder til at bremse og neutralisere nye ideer og forestillinger, så ville vi være i fuld gang med at omstille vores samfund til nogle nye, tidssvarende og bæredygtige levemåder.

Så ja, med disse forestillinger om en altomfattende kontrol og styring bevæger vi os over i feltet af konspirationsteorier, men ved nærmere eftertanke, hvorfor er det lige at der er sådan en grad af social nedladenhed forbundet med konspirationsteorier? Hvor skulle det være så langt ude at forestille sig at nogle af de mest magtfulde konspirerer om at konsolidere deres magt? Indenfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er der to oplagte grunde til, at alle forsøg på at beskrive det reelle statskup der er sket som ”konspirationsteorier” og samtidig at håne ”konspirationsteoretikerne”: Dels er det jo en meget virkningsfuld måde for samme elite at afværge befolkningens nysgerrighed, dels udstiller konspirationsteorierne jo problemstillingen med at vi er blevet berøvet vores borgerrettigheder, og at vi derfor ikke længere er frie borgere som indgår i frie politiske systemer, eller med andre ord udstiller konspirationsteorierne at vi muligvis er blevet gjort til undersåtter, og det billede er der ikke ret mange der kan holde ud at spejle sig selv i.

Men tager vi os sammen for et øjeblik og ser stort på al den frygt for social udstødelse der forbundet med konspirationsteorierne, er der så i virkeligheden noget om dem? Og så snart man begynder seriøst at studere dem, så springer beviserne én i øjnene. Selvfølgelig var der magtfulde elementer indenfor den amerikanske administration der havde andel i mordet på John F. Kennedy. Og Robert F. Kennedy. Og Martin Luther King. Og selvfølgelig kunne 19 arabiske terrorister ikke forårsage sammenstyrtningen af de to tårne den 11. september 2001 og ud på eftermiddagen et tredje tårn (World Trade Center 7). Eller udføre den umulige pilot-manøvre at tage et stort passangerfly og lave en nedstigning i form af et stort 360 graders sving og ramme nøjagtig i siden af The Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Og i begge tilfælde, altså både i New York og Washington, fik disse kaprede passangerfly lov til at bevæge sig langt, langt udenfor deres planlagte ruter i over en halv time uden at det amerikanske luftforsvar overhovedet reagerede. Og vi kan gå videre og studere terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og der finde en række beviser for, at den officielle forklaring i hvert fald ikke er sand. For eksempel viste skaderne på Metro-togene, at bomberne havde været placeret under gulvet og altså ikke var blevet båret ombord i rygsække af tre selvmordsterrorister.

Så uanset hvor voldsom afstandstagen det end vækker, så er vi nødt til at forholde os til det aspekt af vores samfundsmæssige omstændigheder, at den brede befolkning er blevet bundet historier på ærmet, og at de store skred der er sket mht. borgerrettigheder og mørklægning omkring beslutninger truffet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer, at disse skred ikke opstod ud af forvirring og som følge af forsøg på at beskytte os mod trusler udefra, men snarere, at disse begivenheder og følgevirkninger var led i en plan som visse magtfulde instanser i vores samfundsstrukturer med fuldt overlæg havde held til at gennemføre.


Forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger

Indenfor den klassiske samfundstænkning er demokrati defineret netop ved borgerrettighederne og de demokratiske forfatninger, der giver den almindelige befolkning indflydelse på de politiske udviklingslinjer. Men jeg vil hævde at den store bevidsthedsrevolutionen, som Flowerpower-bevægelsen markerede, faktisk har medført et mere diffust og mystisk begreb om demokrati. Mere noget i retning af at vi alle har en ret til at være dem vi er, hver især, og at vi alle øver indflydelse på samfundet fra der hvor vi er, både fysisk og mentalt. Og at den politiske ledelse har en både vigtig og vanskelig opgave i at lodde stemningen i befolkningen og udforme sine politiske målsætninger i henhold til disse almene udviklingstendenser i holdninger og attituder.

Hvor diffuse og mystiske disse forestillinger end forekommer at være, så vil jeg endvidere hævde, at nogle af de helt store politiske skred, der skete i det 20. århundrede, skete som følge af at der var nogle politiske ledere som forstod at lodde disse stemninger i den almene befolkning og formåede at kanalisere disse stemninger ud i nogle konkrete politiske initiativer. Mahatma Gandhi og Martin Luther King var pionerer og mestrer i denne henseende, men John F. Kennedy og Robert F. Kennedy havde også del i denne særlige evne. Og der var Nelson Mandela-Desmond Tutu og Aung San Suu Kyi for bare at nævne nogle få, men det er værd at bemærke, at det sydafrikanske apartheidstyre kom under stort pres gennem den udbredte folkestemning imod apartheid ud over hele verden og særligt i Europa der tilbage i 80’erne. Dette pres var så stort at de europæiske politikere var nødt til at efterkomme befolkningerne og indføre økonomiske sanktioner mod apartheidstyret.

Således er der et højst ejendommeligt modsætningsforhold mellem den politiske og økonomiske elite og de mere eller mindre brutale måder denne elite håndhæver sin magt på den ene side og på den anden dette bølgende, stemningsbetonede folkedyb, som faktisk har nogle idealer og nogle drømme i behold og samtidig nogle grænser for hvad det vil gå med til, og når en af disse grænser så overskrides, og den almene befolkning ikke længere kan acceptere måderne magten udøves på, så er magteliten pludselig fuldstændig prisgivet denne folkestemning. I den situation er det ligegyldigt hvilke undertrykkende metoder magteliten prøver at køre i stilling, folkestemningen vil her have karakter af en flodbølge, som udøver et ustoppeligt pres og i den sidste ende vil rive alting med sig.

Således kan magteliten igennem lange perioder have held til at dirigere den almene befolkning rundt i nogle systemer, som magteliten udvikler med henblik på at understøtte sin magtudøvelse. Og denne magtelite kan velsagtens føle en særlig tilfredsstillelse ved sin egen snilde i retning af at indrette tingene til sin egen fordel. Magteliten kan sågar udvikle en hånlig nedladenhed overfor alle de naive, alle de ubemidlede og uindviede der bare tilpasser sig og gør hvad de får besked på, men denne leg fungerer altså kun indtil det punkt, hvor der sker en holdningsændring i den almindelige befolkning og så står de herskende magtstrukturer altså for fald. På det punkt vil de herskende magtstrukturer være forbi punktet for indførelse af reformer. Når uretfærdighederne er blevet udviklet til det punkt, hvor befolkningen gør op med sig selv at nok er nok, da må de herskende strukturer gå til grunde, og nogle nye må rejse sig fra bunden af.

Det er således værd at understrege, at det ikke er folkedybet der er uregerligt og urimeligt og voldeligt, men snarere, at magteliten er gået så langt ud ad en tangent i retning af bare at tænke på sig selv og sine egne privilegier og sin egen magtudøvelse, at den almindelige befolkning siger stop og tager herredømmet over samfundet tilbage, hvad fanden det så end kommer til at betyde.

Men denne anden side, dvs. ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’, skal altså ikke defineres ved situationen hvor en ophobet ubalance pludselig slår igennem. Indenfor denne forestilling er der intet til hinder for, at politikere forstår løbende at tage bestik af udviklingerne i ideer og holdninger og attituder i den almindelige befolkning og således løbende formår at justere de politiske ideer og initiativer så de er i overensstemmelse med disse udviklingstendenser. Og der vil være nogen der vil kalde denne form for demokrati for populisme, men det vil den kun være i det omfang der er demagoger der prøver at manipulere den almindelige befolkning i retning af nogle bestemte stemninger og holdninger, ofte igennem opvækkelsen af skræmme- og fjendebilleder. Det er altså ikke svært at forestille sig et så sundt og sobert debatklima, at den almindelige befolkning vil vide at tage afstand fra sådanne forsøg på manipulation, og så vil dialogen mellem politikerne og den almindelige befolkning ikke længere have denne karakter af populisme, men vil netop bare være udfoldelsen af et højtudviklet demokratibegreb og et højtudviklet menneskesyn.


Med ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ overfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er så givetvis dem der mener, at der slet ikke er behov for nogen middelgrund, da ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ faktisk beskriver det vi tilstræber, mens ’forestillingen om at vores samfund bliver ledet af en elite’ beskriver nogle forældede og udlevede forestillinger. Men ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ er altså et idealistisk standpunkt. Tanken om at politikerne altid ydmygt stiller sig i befolkningens tjeneste og befolkningen altid besinder sig på hvad der er mest værdiskabende nu og fremover, det er en politisk forestilling som passer for en verden der er ren, men vores verden er ikke ren, og en meget stor del af snavset er ikke en gang snavs i den forstand, men bare aspekter af at være inkarneret i en fysisk krop i et fysisk univers. Det fysiske er ikke rent. Det er der hvor smerterne bor, og utrygheden, og svaghederne, men det er også der hvor nydelserne bor, og kærligheden, og frugtbarheden.

Og selvom ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ her er beskrevet i de temmelig yderliggående former vi møder den i disse år, så har tankegangen i dens generelle form masser af positive aspekter. Den er ofte netop udtryk for en høj grad af realisme, dvs. en forholden sig til de konkrete problemer man har foran sig her og nu, og hvordan disse problemer overkommes på den letteste måde. Tager man en hvilken som helst gruppe af mennesker og stiller dem overfor en udfordring om at løse et konkret problem, der vil denne gruppe i løbet af kort tid organisere sig sådan at forskellige personer tager ansvar for forskellige aspekter og sandsynligvis vil der også være en der udvælges til at koordinere den samlede problemløsning. Er det så odiøst og et overgreb på den enkeltes frihed? Selvfølgelig er det ikke det. Det er en praktisk foranstaltning som sikrer at gruppen samlet for løst det foreliggende problem.

Og faktum er jo, at vores samfund er ved at segne under vægten af alle de konkrete problemer vi er konfronterede med. Der er så mange uheldige konsekvenser af vores hidtidige fejlbehæftede metoder, så mange vanskelige omstændigheder og så store livstruende spørgsmål der brænder sammen i den tid vi lever i, at vi nærmest alle kører på kanten af et mentalt sammenbrud. De stærkt eskalerende tendenser til splittelse og fjendskab er formentlig alle følgevirkninger af disse voldsomt stressende omstændigheder. Det er her at middelgrunden kan komme ind som en strategi til at bevare fatningen, en strategi til at holde dialogen åben og udbrede forestillingen om at alle disse mægtige udfordringer ikke må blive en anledning til konflikt og splittelse men tværtimod en anledning til at forene vores kræfter mod nogle fælles mål.

Disse mål kunne for eksempel være at sikre naturgrundlagets evner for at give os føde og næring gennem en omfattende naturgenopretning, det kunne være en omlægning af vores ressourceforbrug fra ikke-fornybare ressourcer til vedvarende eller fornybare ressourcer, det kunne være et fælles beredskab til beskyttelse af lande og regioner imod militære og økonomiske invasioner fra andre lande, herunder sikring af de enkelte landes ret til at disponere over deres egne ressourcer, det kunne være sikring af et frit internet hvorved mennesker frit kan videndele med hinanden på tværs af landegrænser og verdensdele.



The Magical Mystery Tour

Sgt P_cover extract02

It’s was 50 years ago today, Sgt. Pepper told the band to play.. Ja ja, lyrikken siger faktisk 20 og ikke 50, men i morgen er det altså præcis 50 år siden at ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkom. Og for mig er det en anledning til at sige noget om betydningen af drømme, noget om hvordan drømme er forbundet med vores spirituelle liv og hvordan musik kan både vække og formidle disse drømme.

Jeg var selv knap fem år da albummet udkom, men dette album var jo centralt i en mængde af radikalt progressive albums, der udkom i de år, og som på en eller anden måde satte en stemning for min opvækst. Jeg voksede op i en kædehusbyggelse i Usserød i den nordlige del af Hørsholm, og denne bebyggelse var i sig selv progressiv og var en variant af Jørn Utzon’s berømte Kingohusene i Helsingør. Og det skønne, stimulerende og progressive ved arkitekturen bestod i den måde naturen fik lov at løbe mere eller mindre uberørt igennem bebyggelsen samtidig med at grupperingen af husene omkring nogle små torve faktisk stimulerede et socialt liv i bebyggelsen bl.a. med jævnlige gårdfester. Samtidig havde bebyggelsen en helt sluttet karakter uden nogen gennemkørende trafik, så vi børn fik lov at bevæge os helt frit i og omkring bebyggelsen og vi løb ind og ud af hinandens hjem og kom jævnligt også indenfor i en del af de hjem, hvor der ikke var børn.

Kædehusbebyggelsen var nybygget da vi flyttede der til nogle år forinden, og husene var ikke store og således flyttede der også mange andre unge familier ind med børn på omtrent min alder, hvilket selvfølgelig udløste et rigt varieret socialt liv bare børnene imellem. Og den frie natur der omgav bebyggelsen i form af en å og små lunde og en dam var jo en endeløs kilde til udforskning og en legeplads med ubegrænsede muligheder. Vi fik strikse instruktioner om nogle bestemte ting vi ikke måtte gøre, f.eks. skulle vi tage os i agt for dammen fordi dens bund ikke var fast men derimod et bundløst, blødt, sort mudder som man nemt kunne hænge fast i, men bortset fra disse instruktioner fik vi lov til at gøre hvad vi havde lyst til. Og jo, de folk der valgte at flytte ind i denne bebyggelse var velsagtens mere progressive end gennemsnittet, men det var jo stadig bare almindelige mennesker med almindelige jobs. Alligevel var der en progressiv stemning i mange af hjemmene bl.a. igennem den progressive musik. Min søster og jeg fik omtrent på det tidspunkt en rejsegrammafon og min første single var f.eks. ”Hello, Goodbye”/ ”I Am The Walrus” og min søsters første album var ”Days of Future Passed”.

I min klasse i skolen var vi en hel del børn fra Stampedammen (kædehusbebyggelsen) og vi satte velsagtens vores præg på klassens liv, men vi havde også en skøn klasselærerinde Fru Gregersen som virkelig forstod at arbejde med os børn. Og skolen var i det hele taget lagt an til at stimulere elevernes evner i henved alle de mangfoldige retninger de end måtte udfolde sig. Jeg husker min tid på Usserød Skole som meget kreativ og med en pædogogisk åbenhed som var meget udviklende. Da den første Feature-ugen blev lanceret med et tema om Grønland var det enormt stimulerende for mig. En hel uge hvor jeg selv kunne bestemme hvad jeg ville fordybe mig i, en hel uges indlevelse i Grønland, i naturen og dyrelivet, i eskimoernes skikke og levemåder og jagtteknikker, i Grønlandsekspeditionerne, det var nærmest som en karnevalsoplevelse. Det var en fest.

Henad vejen skulle det der var vores klasses store forcer, vores kreativitet, vores autonomi og vores sammenhold, dog udvikle sig til blive klassens største problemer. Som vi blev ældre og blev præpubertære og siden rent ud pubertære, så kom kreativiteten ikke længere ud på pædagogikkens præmiser og vores autonomi og sammenhold blev en kæmpe udfordring for vores lærere. Selv Fru Gregersen måtte kaste håndklædet i ringen efter 6. klasse, og efter 7. klasse blev f.eks. mine forældre bedt om at finde en anden skole til mig. Mit skoleforløb kom således til at spejle nogen større samfundsmæssige trends på en meget påfaldende måde. Og min anledning til at indlede med dette selvbiografiske stof er for at prøve at indfange den stemning der herskede, der sidst i 60’erne/ først i 70’erne. For det karikerede billede der efterfølgende er tegnet af generationen kaldet ”68’erne” er efter min opfattelse så fordrejet, at man rimeligvis ville kunne kalde det for en form for historieforfalskning.

Hvad der var der sidst i 60’erne/ først i 70’erne var på mange måder kulminationen på vores humanistiske stræben, og denne humanisme var karakteriseret ved netop de ting der prægede min folkeskoleklasse. Åbenhed, nysgerrighed, fordomsfrihed, sammenhold, kreativitet og en bevidsthed om hver enkelts værdi og værdighed. Og Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik var afgørende momenter i at denne meget stærke humanisme kom til almen udfoldelse.

For ja, Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik brød igennem til nogle radikalt anderledes tilgange til virkeligheden, og selvfølgelig var brugen af psykedeliske stoffer, særligt LSD, ofte instrumenterne ved hvilke disse frontløbere brød igennem til denne radikalt anderledes tilgang til virkeligheden, men i samme øjeblik nogen gav disse nye oplevelser form igennem deres måde at klæde sig, deres måde at omgås, og ikke mindst i musikken, ja der blev disse oplevelser en del af vores kollektive virkelighed. Og hvad disse frontløbere brød igennem til var jo et aspekt af vores eksistens, som indtil da havde været massivt undertrykt men som nu fik opmærksomhed og anerkendelse, og dette aspekt var vores drømmeliv.

Umiddelbart forekommer det som en sproglig svaghed at ordet ’drøm’ dækker over to meget forskellige fænomener eller erfaringer. På den ene side bruger vi ordet ’drøm’ om den særegne måde vores underbevidsthed eller vores højere selv taler til os igennem billeder og stemninger i vores overgang fra sovende til vågen tilstand. På den anden siden bruger vi ordet ’drøm’ om vores allerinderste ønsker, noget som står for os som så vildt attraktivt at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi ville kunne opnå.

Hvad angår den første betydning er den igennem det 20. århundrede blevet fyldigt beskrevet først gennem de psykoanalytiske metoder og siden mere populært igennem selvudviklingslitteraturen. Men temaet er stadig højst relevant for hvilken betydning tillægger folk egentlig deres drømme? Anerkender folk almindeligvis at drømme kan rumme nogle vigtige budskaber om, hvordan man skal orientere sig i sit eget liv, hvordan man kan være tro mod sig selv og komme til at leve et tilfredsstillende liv?

Hvad angår den anden betydning er den måske mest anskueligt eksemplificeret i Martin Luther King’s berømte ”I Have A Dream”-tale, men vi kender alle til denne betydning af ordet og vil alle kunne relatere denne betydning til sit eget liv. Selv hvis man ikke længere har noget man drømmer om at opnå, så vil alle kunne genkalde sig et punkt i deres liv, hvor de havde en drøm. Og en af de forestillinger jeg vedholdende prøver at udbrede er ideen om, at vi alle kollektivt havde del i en drøm som opstod i vores kultur der i 60’erne, og at det ligesom på et personligt plan er forbundet med et psykologisk traume at opgive en drøm man har. Men mere herom nedenfor.

Den tilsyneladende sproglige svaghed ved at ordet ’drøm’ bruges om to så forskellige fænomener er imidlertid måske netop kun tilsyneladende. For det første har de to fænomener det til fælles, at de begge er nogle temmelig løselige, antydningsvise forestillinger. Vågner man med en bestemt drøm i sit hoved, kan man godt ved den opnå en klar erkendelse som igen kan føre til en klar beslutning, men drømmen i sig selv var stadig bare noget antydningsvist, en stemning, et følelsesmæssigt aspekt udtrykt gennem nogle forestillingsbilleder.

Og med hensyn til vores drømme i betydningen ’vores allerinderste ønsker’ vil jeg hævde, at de er nødt til at have den samme karakter: De er nødt til at være løselige, antydningsvise, og mere en stemning, et følelsesmæssigt aspekt, end de kan være håndfaste og mejslede i sten. Grunden til at de er nødt til at have denne løselige karakter er fordi vores allerinderste ønsker er, som nævnt ovenfor, så vildt attraktive at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi kan opnå. Vi kan selvfølgelig have både målsætninger og begær på mange forskellige planer, og vi kan have nogle temmelig håndfaste strategier for nå disse mål og for at få disse begær opfyldt, men når det kommer til vores allerinderste ønsker så er ambitionen så stor og vores evner og muligheder så beskedne set i forhold hertil, at der ikke findes nogle håndfaste strategier for at komme derhen. At stræbe efter sine drømme, sine allerinderste ønsker, er derfor en meget søgende proces, hvor man er nødt til at åbne sit liv og lære sig at fordybe og udvikle ens indre livskraft og visdom samt invitere hjælp fra andre ind i sit liv. Således har det at anerkende sine drømme en påfaldende lighed med spirituel søgen. Faktisk er ligheden så påfaldende at de to ting må siges at være to sider af det samme forhold. Hvilket igen knytter an til spørgsmålet om, hvad der er ens misson, hvorfor vi hver især har valgt at inkarnere i denne fysiske krop i disse omstændigheder på dette tidspunkt. Ens allerinderste ønsker, ens mission og ens spirituelle søgen er alle en og samme ting.

Så hvad der skete var, at en generation af unge mennesker gjorde erfaringer med brugen af psykedeliske stoffer og bryder igennem til en slags drømmetilstand, og i denne drømmetilstand eller fra denne drømmetilstand danner de nogle helt nye former og forestillinger i vores kultur. Og disse former har netop denne drømmende karakter, noget løseligt, noget antydningsvist, og samtidig noget helt vildt attraktivt. Således bliver der givet form på nogle vildt ambitiøse forestillinger om levemåder med en helt anden indbyrdes harmoni mellem mennesker og mellem mennesket og hele det omgivende univers. Og videre, nogle vildt ambitiøse forestillinger at menneskets bestemmelse i virkeligheden er at tage hele det mangfoldige skaberværk ind og hengive sig til alle de mangfoldige nydelser som denne righoldige planet byder på. Og videre endnu, nogle vildt ambitiøse forestillinger om frigørelse fra århundreders, måske årtusinders, undertrykkelse gennem vores autoritære opfattelser og samfundssystemer, og i forlængelse heraf, mulighederne for at skabe nogle nye samfundssystemer som ville virke positive, stimulerende og kreative fremfor fordømmende, undertrykkende og ensrettende.

Jeg var i sagens natur ikke blandt dem der gjorde erfaringer med psykedeliske stoffer der i sidst i 60’erne/ først i 70’erne, men jeg levede i den følelsesmæssige atmosfære hvor disse drømme slog an og bredte sig blandt almindelige mennesker. For eksempel var Fru Gregersen en ung, anstændig, borgelig kvinde men hun havde også del i drømmen, og drømmen inspirerede hende til at udvikle sin pædagogik og skabte derved dette skønne kreative univers hvori vi lærte det vi skulle og så meget mere. Og det er hævet over enhver tvivl at den progressive musik var et af de primære fartøjer for udbredelsen af disse radikale nye drømme. Og ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” var en ’trailblazer’, et musikalsk værk der for mange markerede et skift. Det ændrede simpelthen folks bevidsthed, folk blev sat fri, og glemte og undertrykte drømme kom pludselig til live.

Det var som en forelskelse, men så igen, forelskelse er jo i sig selv en erfaring som har del i vores drømmeliv. Men som personlige forelskelser kan gå skævt, gik denne store kollektive forelskelse også skævt. De psykedeliske stoffer udviklede sig til narkotiske stoffer og siden til stofmisbrug, og drømmene viste sig at være voldsomt svære at omsætte i en større samfundsmæssig skala. Således oplevede jeg i den lille skala hvordan den kreative stemning der omgav vores klasse også fik en slagside, og tingene ophørte gradvist med at være inspirerende og harmoniske. Som sagt, hvor vores autonomi i kombination med de åbne rammer og kreativiteten var et stort aktiv, blev den samme autonomi en stor udfordring for vores lærere og for Usserød Skole. Jeg blev så flyttet over på en stokkonservativ privatskole, kom i puberteten, blev præsenteret for discoen som det store nye, og mit liv var ændret til ukendelighed.

Og her er det at realisterne gør deres indtog og begynder at formane os alle om at man er godt dum hvis man tror at drømme er en del af virkeligheden. Hvor mange mennesker er måske lykkedes med at realisere deres drømme? Nej vel. Ingen som helst. Og de få der måske lykkedes med det, der viser der sig altid at være en række rationelle forklaringer på, hvorfor det lykkedes for dem. Nej, drømme er netop udenfor virkeligheden, urealistiske, og det eneste man har ud af drømme er at skabe sig skuffelser i livet. Hvad vi kollektivt har gjort siden midten/slutningen af 70’erne er konstant at minde hinanden om, hvor langt ude hippierne og 68’erne var, hvor latterligt barnlige deres eksperimenter var, hvor ynkeligt de kom til kort, og det er rigtignok svært at argumentere imod, men hvad vi alle forekommer at overse er, hvad der sker ved en kultur som slår over i at fortrænge sine drømme.

For det er efter min opfattelse hvor vi står i dag. Hvor utroligt det end lyder, så lever praktisk hele menneskeheden indenfor nogle kulturer og samfund som ikke har nogen drømme. Der er ingen visioner for menneskehedens eller vores samfunds fremtidige trivsel. Hvad der er, er en dyrisk kamp om adgang til ressourcer og privilegier, det er de blotte begær der styrer vores handlinger, og med denne livsindstilling er vi hastigt på vej til at lægge både vores samfund og planetens righoldige økosystemer fuldstændig øde. Så ufattelig afstumpet kan en kultur der fornægter sine drømme udvikle sig til.

Og afstumpetheden stopper ikke en gang der. Disse brutale dyriske tankegange har præget de øverste ledelseslag igennem så mange år, at graderne af depravation der i disse år afsløres er rystende. Vi taler om politiske ledere der bruger deres lands politi og efterretningstjenester til at undertrykke befolkningen. Vi taler om politisk lederskab gennem løgne, udbytninger og tvang. Vi taler om folk indenfor de øverste ledelseslag der dyrker satanisme og pædofili og som ikke tøver med likviderer folk der spørger lidt for meget ind til, hvad det er de går og foretager sig.

Disse gruopvækkende omstændigheder fører os lige tilbage til spørgsmålet om betydningen af drømme og spiritualitet. Hvis vores drømme vitterlig er vores spirituelle kald, vores mission, så er en fornægtelse af ens drømme forbundet med en fornægtelse af ens mission, en fornægtelse af de grunde man havde til at inkarnere i denne fysiske krop, og altså i den sidste ende en fornægtelse af både en selv og hele ens forbundethed med det omgivende kosmos. Selvom det for en realist forekommer at være en rationel og i øvrigt temmelig inferiør handling at give op overfor ens drømme, så er det formentlig i virkeligheden en dybt traumatiserende handling. Og alle de depraverede ledere, som nu udøver deres lederskab med stadig større brutalitet, de har formentlig afskåret sig fra deres drømme så meget mere effektivt end alle os andre, hvorved de har sat sig i stand til at forfølge deres begær med desto større ihærdighed og hensynsløshed.

Alt i alt bringer det os frem til spørgsmålet om, hvorvidt det vi har at gøre med i virkeligheden er et stort kollektivt traume, som vi har haft siden midten/ slutningen af 70’erne, hvor vi kollektivt valgte at give op overfor de drømme vi netop havde set og var blevet så begejstrede over. Det tror jeg. Der er simpelthen så mange brikker der falder på plads, når jeg anskuer vores samtidshistorie med dette som udgangspunkt.

For mig er det en umoden reaktion og en umoden holdning at fornægte sine drømme bare fordi de viser sig vanskelige at realisere. Og ovennævnte afstumpethed starter jo netop der hvor man bestemmer sig for at opfatte drømme som noget der er udenfor virkeligheden. Hvilket også er umodent og dumt. Drømme er virkelige og de skal respekteres og anerkendes som virkelige. Og ja, vi vil formentlig altid på den ene eller den anden måde være udfordrede på at realisere vores drømme, og vi kan fare vild undervejs og føle at vi bevæger os væk fra vores drømme frem for hen imod dem, men der er stadig en afgrundsdyb forskel på stadig at stå ved de drømme man har overfor at opgive dem helt og aldeles. I dette punkt ligger hele spørgsmålet om det enkelte menneskes integritet og selvværdsfølelse.

Og hvis det forholder sig sådan, kan vi så overkomme vores store traume? Kan vi genkalde os de drømme der dengang opstod og vakte så stor begejstring? Kan vi genkalde os nogle af følelserne ved at prøve på ny at lytte med et åbent sind til den progressive musik fra dengang? Måske, og måske et forsøg værd, men drømmene kan jo også have ændret sig i mellemtiden, eller rettere, det har de helt sikkert, så måske består vores udfordring bare i at mærke efter, hvad der er vores allerinderste ønsker lige hvor vi er, nu og her.



Tilbageholdt fremskridt

LAvare-7©Pascal-Gély-1024x442_L Avare_Comédie de Reims_2014_ed01

Er mennesket et flokdyr eller et suverænt individ? Eller sagt på en anden måde: Tror den almindelige befolkning på lederskab gennem alfahannen (m/k) eller tror den almindelige befolkning på ideer, principper og visioner som kan vinde fælles tilslutning, og at individdet gennem tilslutningen til disse ideer, principper og visioner dermed indskriver sig i kollektivet?

Ingen tvivl om at i vores postmoderne virkelighed fremstår det med at finde frem til nogle ideer, principper og visioner vi kan samles om som et lallende utopisk projekt. I hvert fald her i Vesten er vi så vant til at arbejde med vores individualitet og vores indviduelle præferencer, at vi nærmest har udviklet en blindhed overfor alle de evner og vilkår og begær som vi formentlig deler med stort set alle andre. Og sideløbende med vores arbejde hver især med udviklingen af vores identitet har vi udviklet fordomme overfor andre identiteter, dvs. identiteter vi ønsker at distancere os fra, identiteter vi ikke sympatiserer med og mistror samt på den anden side identiteter vi ser op til og stræber efter at være ligesom.

Postmodernismen beskriver simpelthen dette punkt i vores kulturudvikling, hvor de store samlende samfundsfortællinger styrter i grus, og samfundslivet herefter er karakteriseret af hhv. samspillet og konflikterne imellem alle de mangfoldige løsrevne individuelle fortællinger. Og selvom overgangen fra modernismen til postmodernismen selvfølgelig var en gradvis proces, så fremstår årene 1979-80-81 som skelsættende i en række politiske og kunstneriske henseender.

Og ja, indenfor denne virkelighed hvor de store samfundsfortællinger er brudt sammen og samfundslivet er karakteriseret ved disse atomiserede individer, som hver især bare forfølger deres egne begær uden tanker for nogen andre end dem selv, ja der er det selvfølgelig lallende utopisk at begynde at søge efter ideer, principper og visioner som skulle kunne vinde tilslutning fra langt størstedelen af befolkningen. Omvendt er vi efterhånden alle godt blevet klare over, at samfundet ikke kører som det skal. På alle niveauer af vores samfundstrukturer, lokalt, kommunalt, nationalt, globalt møder vi stadigt stærkere tegn på nogle store samfundsmæssige og kulturelle ubalancer.

Siden finanskrisen er verdensøkonomien blevet holdt flydende på en stærk medicin i form af voldsomme udvidelser af pengemængden, som igen har tilladt en voldsom yderligere ophobning af gæld, og det er denne gældsætning som har holdt hjulene i gang. Men al den voksende gæld er samtidig en stadigt større byrde for økonomien, hvorfor stadigt stærkere medicin bliver ordineret i form af mere og mere yderliggående finansielle forholdsregler.

Virkeligheden er begyndt at trænge sig voldsomt på for rigtig mange erhvervsvirksomheder og politikere samt ikke mindst for den almindelige befolkning. Det bliver ganske enkelt sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og så bliver folk frustrerede og forlanger at deres politiske ledere skal gøre noget, men de politiske ledere har fået malet sig selv op i hjørne og har i realiteten ingen handlemuligheder. I hvert fald har de ingen handlemuligheder, hvis de førend alt andet anser det for deres opgave at videreføre vores samfund som vi kender det.

Selvfølgelig er resultatet af Brexit-afstemningen og valget af Trump og højrepopulismens fremmarch i Frankrig udtryk for de store frustrationer og de store spændinger, der er vokset frem over de seneste år. Og det er som de pressede levevilkår og frustrationerne får os til at søge efter en stærk leder, der kan rydde op i alt det rod, vi har fået omskabt vores samfund til. Trump solgte sig selv som en sådan stærk leder, Marine Le Pen har nogle af de samme tendenser, og der er selvfølgelig Erdogan og Putin og mange andre som ved at appellere til netop disse længsler i de respektive befolkninger.

Et af de spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om ikke vores flokdyrsmentalitet har været i fremgang igennem hele den postmodernistiske epoke, altså omtrent siden 1980, men samtidig, om ikke vi igennem den samme periode har gennemlevet en fundamental krise i vores flokdyrsmentalitet?

Som udgangspunkt er der ikke noget forkert eller lavt over vores flokdyrsmentalitet. Flokken som samler sig om en alfa er en helt legitim måde at organisere et samfund. Systemet fungerer på den måde, at alfaen udvælges gennem hans styrke, og denne styrke skaber ro og samling på de interne linjer samtidig med at alfaens styrke er flokkens primære værn overfor angreb udefra. Fordi styrke prioriteres så højt er det alfaens gener som flokken ønsker at videreføre, og flokken understøtter alfaen og lader ham fx spise først, men disse helt ekstraordinære privilegier kommer med en pris, og denne pris er selvfølgelig, at alfaen skal være parat til at sætte alt ind på at beskytte flokken. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilke grader af smerte alfaen må udholde i hans forsvar af flokken. Kommer forsvaret af flokken til at koste ham hans liv, så står det heller ikke til diskussion. På den måde er hele flokken underordnet ham men han er samtidig underordnet hele flokken.

Når vi således ved modernismens sammenbrud og ved postmodernismen indtog fortabte de ideer, principper og visioner vi hidtil havde samlet os om, og vi hver især begyndte at orientere os imod at skabe vores egne fortællinger og forfølge vores egne individuelle begær, så siger det sig selv, at der hurtigt blev etableret hakkeordener og kliker samt mobbekulturer og sociale skel. Vi begyndte at se op til vinderne og begyndte at dyrke magt og styrke og overlegenhed samtidig med at vi begyndte at se ned på taberne og distancere os fra enhver form for svaghed.

Men på et eller andet tidspunkt undervejs i denne kulturelle udvikling er det at det enkelte menneske stopper op og spørger sig selv, om disse ledere vi respekterer rent faktisk opfører sig som de ledere vi forventer. Og i samme øjeblik den enkelte stiller spørgsmålet bliver svaret leveret uden nogen skygge af tvivl: Nej, vor tids ledere optræder overhovedet ikke som de ledere vi forventer. Og problemet er, at de vil gerne være alfa på den ene side men ikke på den anden.

Vinderne i vores samfund, dem der er lykkedes med at skaffe sig stor magt og rigdom, de vil gerne nyde alle privilegierne og være hævede over alle os andre, men de vil ikke give deres liv for at beskytte samfundet. Faktisk er de ikke parate til at udholde nogen smerte overhovedet, men er snarere ved enhver lejlighed parate til at hive et eller andet vilkårligt medlem af flokken ud og stille ham eller hende imellem sig selv og de angreb og den smerte der måtte komme.

Således kan vi alle hver især stoppe op og erkende, at vi har ladet vores flokdyrsmentalitet gøre os til ofre for en bande af udspekulerede bedragere, et bande af charlataner, fupmagere. Over de kommende år vil denne erkendelse muligvis gå hen og blive så udbredt, at neokonservatismen og neoliberalismens kujonagtige lederskab vil fremstå som så karakteristisk at det vil blive indskrevet i den kommende epokes historiebøger. Og efter al sandsynlighed kan Trump og Le Pen og Erdogan samt mange, mange andre indskrive sig i denne gruppe, og grunden til at dette er i helt overvejende grad sandsynligt er fordi ingen af dem viser en forståelse for omfanget og dybden af den krise vores samfund befinder sig i.

Så når det kommer til stykket, er svaret på notens indledende spørgsmål givetvis ikke enten det ene eller det andet men snarere både og. Vi mennesker er både flokdyr og suveræne individer. Og det politiske lederskab kan ikke være baseret på alfa-egenskaberne alene, men må selvfølgelig være båret af en politisk vision som kan samle samfundet. Og igen her er det jo at Trump og Le Pen og Erdogan m.fl. kommer slemt til kort. Hvad vi ser er, at overalt hvor disse populistiske ledere kommer til magten gennemlever samfundet en dyb og uforsonlig splittelse. Og det er altså ikke spor mærkeligt.

Der er meget ræson i at bruge historien som både inspiration og læremester når det kommer til udviklingen af nye politiske forestillinger, men hvis ens politiske vision er at genskabe fordums storhed og fortræffelighed, så er man altså stævnet ud på et umulig rejse. Og det er der mange der godt kan se. Alt er i forandring, og hvis man forsøger at fastholde samfundet i nogle bestemte former, så vil denne fastholden kvæle de organiske udviklingstendenser, som kæmper for at vinde frem. Vi bliver nødt til at give slip for at blive i stand til at indse i hvilke retninger vi egentlig ønsker at samfundet skal udvikle sig. Det er hul i hovedet at tro at den største lykke består i at genskabe en livserfaring man allerede har gjort. Og det gælder både som individ, som nation og som menneskehed. Selvfølgelig skal vi række ud efter noget helt nyt og mere ambitiøst og mere givende end vi nogensinde før har oplevet.

Den næste er så, hvordan Trump og Le Pen og Erdogan og alle de andre populistiske ledere betjener sig af det gamle trick med at skabe enhed i flokken ved at distancere den fra andre. Nøjagtig det samme tarvelige trick som vi ofte også selv forfalder til at benytte i vores daglige omgang med andre mennesker. Vi her, vi er de fede, vi de kloge, vi er de dygtige, mens de andre, de er de usle, de dumme, de tilbagestående. Men hånden på hjertet ved vi godt at denne attitude er gennemsyret af illusioner.

Ethvert møde med et andet menneske er i virkeligheden et møde med et aspekt af en selv. Hver især rummer vi alle andre menneskelige tilstandsformer i os, og vi har formentlig alle været igennem en lang række af inkarnationer, hvor vi har oplevet meget varierede liv og meget varierede menneskelige tilstandsformer. Personligt er jeg ikke fortaler for at Europa skal åbne sine grænser for flygtninge i store mængder, men der er altså noget ved vores måde at tale om flygtninge og indvandrere, noget i vores måde at møde flygtningene og indvandrene som forekommer mig at være helt ved siden af.

Som jeg forstår vores samfundsmæssige reaktionsmønstre i vores møde med flygtninge handler de primært om vores foragt for svaghed og vores foragt for fattigdom. Og heller ikke det er spor mærkeligt. Hvis det er sandt, at vi alle har levet igennem årtier indenfor et regimente af hakkeordener og kliker samt dyrkelse af magt og styrke og overlegenhed, så har vi alle ved forskellige lejligheder oplevet at blive set ned på, at være udenfor en given klike, at være den dumme der gør det hårde arbejde mens nogle andre skummer fløden. Og i mange tilfælde vil al den skam der følger med disse sociale nederlag have været så ubehagelig, at vi hver især simpelthen har arbejdet på at fortrænge disse erfaringer.

Således kan man hen ad vejen komme et sted hen, hvor man har fået etableret en nogenlunde ro og en nogenlunde uforstyrret social position, men når man så pludselig bliver konfronteret med nogle mennesker, som helt åbenlyst er taberne, helt åbenlyst er de udstødte, så vækker de dybt nede en form for genkendelse af de oplevelser man selv har haft af at være taberen, af at være udstødt. Og det er denne genkendelse af disse glemte skamfulde følelser, som vækker en stor afstandstagen overfor flygtningene, i nogle tilfælde sågar vrede og hævngerrighed.

Men igen, dette er kun gået hen og er blevet et problem fordi alfaerne ikke har været virkelige alfaer, men bare udspekulerede bedragere, fupmagere, kujonagtige ledere. Den tryghed som de virkelige alfaer skaber ved at beskytte fællesskabet har jo været fraværende. Og til dem der her vil indvende, at flygtningene netop udgør trusler mod fællesskabet, så er det efter min opfattelse en rimelig indvending, men det springende punkt er fortsat om lederne rent faktisk hengiver sig til deres respektive samfundsmæssige lederroller, eller om de bare vil høste frugterne af deres priviligerede status. I min optik ville en virkelig alfa aldrig ofre en underordnet for at redde sig selv, og en virkelig alfa ville ikke acceptere mobbekulturer, eftersom mobbekulturer handler om at udstøde nogen fra flokken, og alfaens højeste formål er at sikre alles tryghed indenfor flokken.

Men så er der jo det med terrorangrebene og de seksuelle overgreb begået af asylansøgere, fortæller disse episoder ikke alt om, hvor primitive og farlige disse flygtninge og indvandrere er? Jo sådan ser det ud, men spørgsmålet er om ikke vi kollektivt og følelsesmæssigt bliver kørt rundt med af en form for propaganda, som i realiteten udgår fra vores egne efterretningstjenester. Gør man sig umagen med at undersøge omstændighederne omkring de enkelte terrorangreb, så er der i mange af tilfældene så mange uregelmæssigheder i forhold til de officielle forklaringer og så mange fællestræk i retning af at de bliver udført efter en form for drejebog, at vi som udgangspunkt ikke bør tage dem for, hvad de giver sig ud for at være.

Og hvis den anskuelse er svær at acceptere, så tænk på at det efterhånden er henved 70 pct. af den amerikanske befolkning, som ikke længere tror på de officielle forklaringer af terrorangrebet den 11. september 2001. Altså at langt hovedparten af den amerikanske befolkning efterhånden har accepteret, at terrorangrebet blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat. Ligesom som mordene på præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy og på pastor Martin Luther King Jr. også blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat.

Hvad vi skal forestille os er, at vores samfund udviser så mange tegn på ubalancer og udlevede funktionsmåder, at samfundet opfattet som en stor organisme faktisk gerne vil transformere sig og antage nye former, men at der samtidig er kræfter som forsøger med alle midler at forhindre disse forandringer i at ske. Personligt tror jeg at vi alle står foran at skulle erkende, at vores efterretningstjenester ikke findes for at beskytte befolkningerne men derimod findes for at beskytte den eksisterende samfundsorden, eller mere præcist for at beskytte de eksisterende magtstrukturer. Efterretningstjenesterne handler på vegne af store pengeinteresser og skjulte politiske interesser, og de vil hellere ofre medlemmer af befolkningen for pleje disse interesser end at tillade at store samfundsmæssige forandringer sker. Altså igen, den samme bande af kujonagtige ledere. Og igen har vi her en gruppe af mennesker som krampagtigt holder fast ved de kendte former.

Men deres kamp er dømt til nederlag. Det gælder for dem, det gælder for os alle sammen, vores samfund vil forandre sig. Det er garanteret. Det er omtrent 50 år siden at store dele af menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Altså at vi forbrugte planetens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov, og at vi udpinte og forurenede vores eget livsgrundlag ved vores rovdrift på naturen. Og indenfor en kort årrække bredte disse erkendelser sig i den offentlige debat og vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi eventuelt kunne omlægge vores levemåder, så de i langt højere grad blev bæredygtige. Men det var jo en kæmpe mundfuld, og så blev vi trætte af diskussionerne, og syntes i det hele taget at det var alt for meget at forlange at vi sådan skulle omlægge vores levemåder, og således bestemte vi os for at fortsætte vores storforbrugende livsstil og vores rovdrift på naturen. Det er lige på dette punkt at de kujonagtige ledere gør deres indtog, og begynder at udbrede det falske budskab til befolkningerne om, at de selvfølgelig bare kan fortsætte med at leve som hidtil.

Og det er denne insisteren på retten til at fortsætte vores ikke-bæredygtige levemåder som garanterer, at der på et tidspunkt kommer store samfundsmæssige forandringer, simpelthen fordi vi har udpint vores livsgrundlag i en så alvorlig grad, at de hidtidige levemåder vil være umulige at opretholde. Og det tidspunkt kunne godt være nu. Måden vi har sat os selv i stand til at fortsætte med at leve indenfor forestillingerne om ubegrænsede ressourcer og ubegrænset modstandskraft af naturen, har været gennem vores løbske pengesystemer og vores ekstreme gældsætning. Den dag vores løbske pengesystemer møder muren, dvs. på det tidspunkt hvor vi indser at værdien af vores penge er blevet fuldkommen udhulet, da vil al vores gældsætning komme til et øjeblikkeligt ophør, og så vil vi med det samme blive voldsomt udfordrede på vores adgang til ressourcer og vores dyrkning af føde på et udpint naturgrundlag.

Sådan er vores omstændigheder her i starten af det 21. århundrede, og ingen politikere, altså ingen politikere, føler sig åbenbart kaldede til at kommunikere disse omstændigheder ud til den almindelige befolkning. Den politiske debat, de politiske programmer, det politiske lederskab, det hele fremstår som en mægtig teaterforestilling, hvilket selvfølgelig gør den almindelige befolkning ekstremt utryg. Almindelige mennesker kan udmærket godt fornemme, at der er noget der slet ikke hænger sammen. Og så er det, at store dele af befolkningen begynder at søge imod lederskikkelser, som udviser noget der ligner alfa-egenskaber. Trump vil ’make America great again’ og Le Pen vil gendanne et Frankrig som en gang var. Erdogan har godt nok været leder af Tyrkiet i en af de mest fremgangsrige perioder i landets historie, og det giver ham som udgangspunkt stor folkelig opbakning, men hans politiske fundament er en fornyet sammensmelten af islam og politik, og at dømme ud fra Tyrkiets hidtidige historie, så virker denne sammensmelten ikke progressiv. Og konsekvenserne af denne regressive linje slår nu igennem ved den splittelse mellem Europa og Tyrkiet som uddybes nærmest dag for dag.

I min optik er vores kollektive virkelighed den, at ingen politikere taler om vores reelle omstændigheder og vores reelle mægtige udfordringer, og hvad vi bliver tilbudt er et demokratisk valg mellem en række forskellige fupmagere og kujoner, som hver især profilerer sig på nogle fuldkommen inferiøre politiske dagsordener. Og således er det ligegyldigt om det er en af systemets kandidater, Hillary Clinton, Cameron, Macron der vælges, eller om det er en af de populistiske kandidater, for der er tilsyneladende ingen af dem som i den mindste grad har forberedt sig på de omvæltninger der kommer. Og jo, der er da en åbenlys risiko for at de populistiske ledere vil slå over i rendyrket fascisme, når de for alvor bliver udfordrede i deres lederroller, men de herskende teknokratiske systemer med al overvågningen og inddragelsen af borgerrettigheder og mørklægningen omkring store dele af magtapparatets dispositioner samt med den massive indflydelse på lovgivningen af store erhvervsinteresser er jo allerede et godt stykke inde på fascismespektret.

Vores samfundsudvikling over det seneste halve århundrede har nu efterladt os et et sted hvor vi må se i øjnene, at korruptionen er ude over det hele. Der findes ikke nogen måder hvorpå vi gradvist kan dreje samfundet tilbage på nogle funktionsmåder prægede af transparens, åbenhed og redelighed. Korruptionen er så udbredt, at ethvert initiativ i retning af en sund samfundsforvaltning er dømt til at løbe ud i sandet, fordi så mange i den givne omstillingsproces vil arbejde på at fastholde deres egne privilegier, fastholde deres egen magtposition. På den baggrund skal vi ikke se det kommende finansielle sammenbrud som en dårlig ting, men snarere hilse det velkomment, fordi netop et økonomisk krak vil have gennemslagskraften til at ryste os ud af vores egocentriske forestillinger, åbne vores udsyn og løsne op for vores forestillinger om, hvem vi er, hvorfor vi er her, hvordan vi egentlig godt kunne tænke os at leve og hvad det er for et samfund vi egentlig godt kunne tænke os at skabe.

Når det kommer til stykket har vi ingen andre til at narre os end os selv, hver især. Og grunden til at korruptionen har bredt sig så meget indenfor vores samfund igennem hele den postmoderne epoke er formentlig den, at vi vedholdende har gået og løjet for os selv. Det er sådan det er med erkendelser, at har man først fået en given erkendelse, så kan man ikke omgøre den, og bare glemme hvad det er man har set. Der er stor forskel på at leve i uvidenhed, og så at blive oplyst omkring et bestemt forholds rette sammenhæng, og efterfølgende gøre som om man stadig lever i uvidenhed. Og er man først stævnet ud på den kurs, hvor man lyver overfor sig selv og andre om hvad man har set og indset, hvad er der så til at sætte grænser for hvor disse løgne stopper?

Det er fordi vi kollektivt valgte at fornægte og fortrænge erkendelsen af den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, at korruptionen indenfor samfundet er eksploderet indenfor de seneste 4-5 årtier. Og når vores løbske pengesystemer indenfor en overskuelig fremtid møder muren og hele den globale finansielle sektor styrter i grus, så vil skeletterne vælte ud af skabene. Som sagt vil der være efterretningstjenesternes ubeføjede og sygelige forsøg på at kontrollere befolkningerne, der vil være et omfang af politisk bestikkelse som vil få det til at svimle for de fleste, der vil være nogle rystende grader af depravation og perversion i de øverste magtcirkler i form af pædofili og rituelle former for tortur, der vil være blotlæggelsen af en noget nær total prostitution indenfor alle de etablerede medier. Der er en grund til at der er nogen der er helt vildt forhippede på at få startet en ny stor krig mellem denne verdens stormagter. Det er muligvis deres eneste chance for at forhindre, at de bliver indhentet af alle deres forudgående misgerninger.

Når bølgerne imidlertid har lagt sig, og vi for eksempel har fået gennemført en slags Nürnberg-processer for de øverste ansvarlige, som lod alt dette ske og som valgte at tage del i det frem for at afsløre det, vil vi alle være tilbage ved udgangspunktet, tilbage ved den erkendelse vi alle har forsøgt at flygte fra: Hvordan vi kan omlægge vores levemåder og vores samfunds funktionsmåder, så de bliver bæredygtige. Og her vil vi ikke tale om en eller anden vision, vi skal realisere indenfor en horisont på 50 eller 100 år. På dette punkt vil vi have kniven på struben: Enten udvikler vi på stedet nogle bæredygtige måder vores samfund kan fungere på eller også vil det finansielle sammenbrud og korruptionens blotlæggelse føre til at vores samfund går helt i opløsning.

Men vi er ikke på bar bund. Slet ikke. Igennem hele perioden har der jo været frihedskæmpere, som har udviklet alternative systemer og metoder. Der er de permakulturelle og biodynamiske dyrkningsmetoder, der er timebytteordninger og lokale pengesystemer samt i den store skala nye ikke-centraltstyrede digitale kryptovalutaer, der er alternative holistiske behandlingsmetoder for ernæring og opnåelse kropslig ligevægt og trivsel, der er tøjbyttemarkeder og nye gammeldags reparationsværksteder, der er delebilordninger og mange andre former for kollektivt ejerskab, der er medarbejderejede virksomheder, der er nye distribuerede former teknologi, der er nye naturmaterialer til erstatning for syntetiske materialer, der er nye former for direkte demokrati til erstatning for det centraliserede repræsentative demokrati, der er en voksende solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af alle lande på planeten og nogle voksende kollektive ønsker om sikring af værdige levevilkår for alle mennesker overalt på planeten.

Så mennesket er både et flokdyr og et suverænt individ. Der vil være en rolle at spille for denne verdens alfaer, men for de der ønsker at være alfaer, så vær alfaer, og giv jeres liv for at skabe tryghed for fællesskabet. Men frem for alt har vi behov for at samles om nogle ideer, nogle principper og visioner som langt hovedparten af os deler. Og disse nye ideer og principper og visioner forekommer at ligge snublende nær, den eneste grund til at vi ikke kan se dem og tage dem til os er fordi der er så mange ting ved vores nuværende levemåder vi ikke kan få os selv til at give slip på. Og således holder vi os selv i en anspændt og uforløst tilstand, hvor Trump og Le Pen og Erdogan kan slippe afsted med at lancere sig selv som de ledere vi har længtes efter.





(Illustration: Scene fra ”L’Avare” (”Gnieren”) af Molière, Comédie de Reims, 2014)


Omsorgsfulde hænder

MDG : Parched soil in the Greater Upper Nile region of north-eastern South Sudan

Udkast til en ny flygtningekonvention

Menneskeheden har bragt sig i en slem knibe. En nederdrægtig knibe, faktisk. Vi har forbrugt jordens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov. Vi har udpint og forurenet naturgrundlaget i en sådan grad, at klodens økosystemer er bragt ud af balance. Både vores adgang til fødevarer og drikkevand er kommet under voldsomt pres samtidig med at klodens population af mennesker fortsat stiger. Forud for borgerkrigen i Syrien var der gået 4 år med den historisk værste tørke. I store områder af landet bukkede kvæg og geder og de øvrige husdyrhold under for tørken, folks livsgrundlag forsvandt, hvilket drev landbefolkningen ind til byerne og skabte de enorme spændinger, som siden blev udløst med borgerkrigen.

Samtidig har vi kloden rundt fået udviklet nogle politiske og økonomiske systemer, som enten er blinde overfor eller bare tavse om disse overvældende udfordringer vi som art og som verdenssamfund er konfronteret med. Og ikke bare er vores politiske og økonomiske systemer blanke overfor de voldsomme voksende ubalancer, disse systemer virker tværtimod snarere sådan, at der er en indbygget acceleration af både vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af naturgrundlaget.

Store dele af befolkningen i Syrien oplevede deres livsgrundlag forsvinde indenfor en kort årrække, og disse samme udviklingstendenser kan konstateres i store områder af kloden. Og hvad skal folk gøre, når de er vidner til at de sidste rester af deres livsgrundlag forsvinder, andet end at bevæge sig derhen, hvor der tilsyneladende stadig er et eller andet livsgrundlag?

Men der hvor klimaflygtningene bevæger sig hen er der i realiteten ikke overskuddet til at tage imod en stor befolkningsforøgelse. Selvom om f.eks. Europa fremstår rigt og med et landbrug som kan producere store mængder fødevarer, så er den velstand baseret på en helt afgørende præmis: Adgangen til billigt fossilt brændstof. I Europa bliver der investeret i størrelsesordenen 10 kalorier fossilt brændstof i hver eneste kalorie mad. Skulle Europa såvel som den øvrige verden opleve en ny energikrise, hvor adgangen til fossilt brændstof bliver væsentligt beskåret, så vil europæerne der indse, at deres landbrugsjord er omtrent lige så død som jorden i de egne, hvor de nuværende klimaflygtningene kommer fra. Det industrielle landbrug, som via den såkaldte Grønne Revolution er blevet udrullet over hele planeten, har efterladt vores dyrkbare land strippet for muld, dvs. strippet for liv og næringsstoffer, hvilket i sig har givet anledning til enorme udledninger af CO2 samt grundlæggende forstyrrelser af vandkredsløbene.

Og det uhyggelige er, at både den ikke-bæredygtige karakter af vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af vores eget livsgrundlag har været videnskabelige kendsgerninger i 40-50 år. På den måde er vi alle flygtninge, og har været det igennem en menneskealder. Vi har flygtet fra disse kendsgerninger, flygtet fra dette ubehagelige møde med realiteterne, men som det nu mærkes af mennesker ud over hele kloden, så begynder disse ubehagelige realiteter at trænge sig voldsomt på.

Således oplever vi i disse år voldsomt stigende spændinger i befolkninger kloden rundt. Tingene kører helt åbenlyst dårligere og dårligere, almindelige menneskers livsgrundlag er kommet under pres, ikke bare i de særligt udsatte områder men igennem alle lande kloden rundt. Og fordi det politiske og økonomiske system ikke på noget tidspunkt har forholdt sig til disse voldsomme udfordringer, men tværtimod er fortsat med at love almindelige mennesker velstand og tryghed, så vokser frustrationerne nu i befolkningerne med en skæbnesvanger konsekvens.

Disse oprørte og forræderiske vande danner så noget nær perfekte vækstbetingelser for demagoger og usurpatorer, som alle benytter sig af det ene og samme billige trick: At fortælle deres vælgerskare at det er nogle andres skyld, at vi er landet i disse vanskeligheder. Så er det muslimerne, så er det russerne, så er det kineserne, hvemsomhelst. Og oprørt og frustreret som den er, vælgerskaren, oplever den faktisk en form for udladning og befrielse ved at høre den foregående periodes administratorer blive hængt ud som skurke. Og vælgerskaren oplever en udladning og befrielse ved at kunne kanalisere sine frustrationer mod en bestemt ydre fjende samt endelig en følelse af sammenhold og stolthed ved at tage del i sin egen stammes ritualer.

Således er vi i disse år, i disse måneder, i disse dage vidner til forskellige voldsomt eskalerende splittelser mellem befolkningsgrupper, mellem regioner, mellem lande, mellem trosretninger mm. Respekten for minoriteter, herunder indvandrere, er hastigt på vej til at blive fortrængt og erstattet af mistro og udstødelse. Samtidig forekommer de humanitære kriser og de allerede store flygtningestrømme at blive brugt udspekuleret og kynisk som momenter i nogle storpolitiske magtspil. Driften imod splittelse, sammenbrud, krig og ødelæggelser forekommer efterhånden så stærk, at det vil være et mirakel hvis det på en eller anden måde alligevel skulle lykkes for os at aflede disse udviklingstendenser.

For bag alle splittelserne er der jo den nederdrægtige knibe vi (menneskeheden) har bragt os i: At vi med 7,5 mia. mennesker nu har bredt os ud over hele kloden, og at vores levemåder samtidig fører til accelererende udtømning af jordens ressourcer og en accelerende udpining og forurening af naturgrundlaget og nu også en accelererende nedbrydning af den sociale orden, både indenfor de enkelte lande og indenfor verdenssamfundet.


Det er på den baggrund at FN’s flygtningekonvention kan siges at være fuldkommen nytteløs overfor de realiteter menneskeheden i dag er konfronteret med. Selv i humanistisk henseende virker FN’s flygtningekonvention snarere kontraproduktiv, for konsekvensen af at tage imod et større antal flygtninge vil bare være yderligere nedbrydning af den sociale orden med dertil hørende nedgang i samfundets værdiskabelse og yderligere nedslidning af livsgrundlaget i modtagelandet. Godt nok omtaler FN’s flygtningekonvention ikke flygtninges rettigheder som følge af sammenbrud af livsgrundlaget i en given flygtnings hjemland, men det forekommer indlysende, at menneskehedens muligheder for at bringe sig ud af den nederdrægtige knibe den har bragt sig i, ikke fremmes ved at mennesker over en bred kam giver op overfor skabe et livsgrundlag i sit hjemland for i stedet at skulle trække på det (sparsomme) livsgrundlag, der måtte være i nabolandene eller derudover.

Men er det ikke en vild overdrivelse at hævde at livsgrundlaget er sparsomt f.eks. i Europa? Jo det er tilsyneladende en vild overdrivelse og således velsagtens samtidig temmelig hyklerisk, men det springende punkt er stadig det med adgangen til billigt fossilt brændstof. Uanset hvor fornuftig og fremsynet satsningen på vedvarende energi har været, så har vi stadig ikke et produktionsapparat og en infrastruktur der understøtter en fødevareproduktion og -distribution baseret på elektricitet. Men selv hvis vi rundede ’peak oil’ for 10 år siden, så er der jo fortsat en del olie tilbage, så hvorfor disse dystre udsigter for vore energiforsyning? Der er to vægtige grunde til at mene at vores energiforsyninger grundlæggende vil forandres: Dels er den resterende olie meget dyrere at hente op fra undergrunden, dels har vores hidtidige lave pris været betinget af nogle globale pengesystemer, som er blevet misbrugt ud i det ekstreme, og dette misbrug har bl.a. medført at prisen på olie og andre råstoffer har været kunstigt presset ned. Disse løbske pengesystemer, som man såvel kan kan kalde vores løbske gældsætningsøkonomier, er over de seneste 40 år og særligt siden finanskrisen blevet drevet så langt ud, at nedtællingen til disse systemers sammenbrud er i fuld gang. Og på den anden side af det globale finansvæsens sammenbrud vil priserne på råstoffer (herunder olie) være nogle helt andre end dem vi har været vant til.

Som de løbske pengesystemer har været et helt afgørende moment i menneskehedens accelererede forbrug af ressourcer og accelererede udpining og forurening af naturgrundlaget, således er de enorme ophobede ubalancer i den globale finansverden såvel et afgørende moment i de stærkt stigende samfundsmæssige spændinger. Politikerne synes at være kommet dertil, at det er de desperate midler der nu tages i anvendelse for at holde finanssystemerne oven vande. Og midlerne afslører sig som desperate netop ved de måder de samtidig udpiner livsgrundlaget for befolkningerne kloden rundt. Det er først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide præcis hvor velstående f.eks. Europa, USA og Japan er, og således er det også først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide hvilket reelt livsgrundlag der er at bygge på i f.eks. Europa, USA og Japan. Virkeligheden er jo den, at jo højere mod nord man kommer, desto køligere er klimaet, desto lavere er den biologiske omsætning og desto færre mennesker kan et givet stykke land dermed brødføde.

Konsekvensen af at menneskeheden har bragt sig i denne nederdrægtige knibe er den højst ubehagelige, at prisen på et menneskeliv forekommer ikke at være særlig høj, og i takt med den fortsatte udpining og de accelererende sociale sammenbrud forekommer prisen på et menneskeliv at være på en stejl nedadgående kurve. Hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sine levemåder, eller hvis ikke menneskeheden bliver reddet i den elvte time at et eller andet mægtigt teknologisk gennembrud, så er der overhængende risiko for at mennesker vil dø i hundredevis af millioner. Måske milliardvis. Så kritisk udpint er planeten, så ikke-bæredygtige er vores nuværende levemåder og så nedslidt er den sociale orden.

Fortsætter denne stærkt nedadgående trend for prisen på et menneskeliv, vil vi efter al sandsynlighed opleve et totalt kollaps af vores humanisme. Eller med andre ord, vi vil opleve at mennesker dør i store mængder og vi vil sideløbende hermed udvikle en afstumpet ligegyldighed overfor det vi er vidner til. Og efter et kollaps af vores humanisme er der intet der vil stå i vejen for også at begynde at dræbe store mængder af mennesker, hvis man føler at de som flygtninge truer ens livsgrundlag.

Så hvad er det humanistiske alternativ? Hvordan skal en nutidig flygtningekonventionen formuleres, så den har relevans for de vilkår der hersker for menneskeheden på dette enestående kritiske punkt af menneskehedens historie? Hermed et udkast:


§1. Vi skal holde op med at flygte fra kendsgerningerne.

Vores gennemgående livsindstillinger og levemåder har ført til så udbredt disharmoni og kaos og biologisk udslettelse, at vi ikke kan holde ud at konfrontere os med det. Og så er det at vi flygter. Ind i vanerne, ind i forbrug, ind i underholdning og distraktion, ind i stimulanser og forfængelige drømme om stil og succes og status. Alle de mangfoldige måder nutidens mennesker kæmper med misbrugsproblemer har deres rødder i denne flugtmentalitet. Og det er som en selvforstærkende nedadgående skrue. Jo mere vi flygter, jo mere svigter vi den sunde og harmoniske og kreative rolle som er vores reelle potentiale, og således trækkes vi alle med nogle heftige skygger af omsorgssvigt og overgreb og forulempelser. Og vi trækkes med det fortvivlende misforhold mellem hvordan vores liv i realiteten udfolder sig overfor nogle tågede forestillinger om, at vi har et reelt potentiale til at leve et helt anderledes tilfredsstillende og rigt liv.

Når vores politikere taler om behovet for økonomisk vækst, så er det flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og vi har fået skabt et mægtigt pengevæsen og en mægtig finanssektor som kun kan overleve, dag for dag, hvis der sker en fortsat udvidelse pengemængden og gældsætningen. Det er også flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og med flugtmentaliteten indarbejdet blandt de primære samfundsmæssige drivkræfter, fortsætter vi med at udrulle vores levemåder præget af disharmoni og kaos og biologisk udslettelse.


§2. Vi skal holde op med at flygte fra der hvor vi er.

Når realiteterne så omsider trænger sig så voldsomt ind på os, at vi er nødt til at erkende at vi har fuck’et op og ødelagt vores eget livsgrundlag, er det så i orden at vende ryggen til det kaos man har skabt for i stedet at forsøge at lægge beslag på et livsgrundlag der måtte findes andre steder?

Det er en kendsgerning, at den verdensorden vi har skabt er gennemtrukket af så store uretfærdigheder i fordelingen af planetens ressourcer, at ”verdensorden” ikke er en rimelig betegnelse. Hvad vi har er systemer til at udtrække ressourcer fra naturgrundlaget og arbejdskraften. Og det er igennem disse systemer, at livsgrundlaget udpines og i den sidste ende helt udslettes. Så de almindelige mennesker der bor i et område, hvor livsgrundlaget er blevet udslettet, de er vel at betragte som sagesløse ofre for disse udvindingsøkonomiske systemer. Men det er faktisk ikke helt så enkelt, for overalt er lokalbefolkningerne jo gået ind på de vilkår der blev præsenteret, og har konkret været dem der udtrak ressourcerne af naturgrundlaget, indtil det var helt udpint.

I en verden der er så fuld af mennesker og hvor livsgrundlaget samtidig er så udpint, er flugt ikke en reel option. Og rollen som sagesløst offer er den mest dræbende af alle. Så hvad vi i stedet skal satse på er den komplet modsatte attitude, at almindelige mennesker over hele kloden tager fuldt og helt ansvar for det udpinte livsgrundlag de konkret er konfronteret med, og med afsæt i denne ansvarlige attitude starter processen med at gendanne livsgrundlaget lige der hvor de er.


§3. Vi skal gendanne vores pagt med Moder Jord, gendanne vores forbundethed.

Mennesket er af natur kærligt og omsorgsfuldt og skabende men bliver vi bragt i ekstremt stressende omstændigheder, så forfalder vi til at blive selviske og egenrådige, indtil det punkt hvor vi hævder os selv på bekostning af alt og alle omkring os. Disse ekstremt stressende omstændigheder er dem vi har bragt os i nu, og vores drift imod selvhævdelse og destruktion er allerede meget udtalt. Menneskeheden står ved en udviklingsmæssig skillelinje: Vi er nødt til at lære os selv, hvordan vi kan fastholde at være kærlige, omsorgsfulde og skabende selv under ekstremt stressende omstændigheder.

Og hvis der er et område hvor vi kan udrette mirakler, så er det ved at bruge denne kærlige og omsorgsfulde indstilling i vores omgang med naturen. Livet har jo denne iboende kraft til at vokse og mangfoldiggøre sig, og naturen er sprængfyldt af denne livstrang, og den eneste grund til at vores planet er blevet så udpint skyldes, at vi er gået til naturen med vores egenrådige, mekanistiske og udvindingsøkonomiske tankegange. Lærer vi os at iagttage og studere og lytte til naturen, vil vi kunne stimulere naturens iboende livstrang i en sådan grad, at jordens frugtbarhed kan gendannes indenfor en overraskende kort horisont. Det er dette højt udviklede samspil mellem menneskets kreativitet og naturens iboende livstrang som er vores chance for at overkomme vores voksende flygtningekrise. Det er igennem en slags forløsning af gartnerens omsorg og pleje i hver enkelt af os, at vi gradvist vil kunne gendanne jordens frugtbarhed og dermed gendanne et livsgrundlag for os selv og vores samfund. Omsorgsfulde hænder.

Indledningsvist vil vi mange steder være nødt at starte helt i det små med hvad vi kan dyrke i private haver, i byparker og på tagterrasser mens vores landbrugsmæssige dyrkningsmetoder totalt omlægges, og denne fase vil være den mest kritiske i menneskehedens historie. Kan vi ernære os selv ved hvad vi kan dyrke helt lokalt indtil det store landbrug igen begynder at levere? Kan vi fastholde en social orden i samfundene rundt om på kloden, mens vores levemåder gennemgår en dramatisk forenkling, eller vil de destruktive kræfter af frustration, vrede og selvhævdelse være umulige at inddæmme?

Lykkes det for os at komme nogenlunde helskindede igennem denne særdeles kritiske fase vil en ny verden ligge åben for os. En verden med en overflod af kreativitet og innovation og social og biologisk forbundethed.


§4. Vi skal reformere vores politiske strukturer så de bliver reelt demokratiske.

Selvom de omsorgsfulde hænder er vores vigtigste redskab til at overkomme vores civilisatoriske krise, så er det kreative samspil med naturen ikke vores største udfordring. Moder Jord venter bare på at vi kommer til hende. Vores største udfordring ligger i at inddæmme og nedtrappe de løbske følelser af frustration og vrede, og måderne disse løbske følelser udnyttes af demagoger og usurpatorer til koncentrere magten hos sig. Der er stærke fascistiske tendenser på spil i disse opbrudstider, og skulle man spille på sandsynlighederne for hhv. en tredje verdenskrig overfor denne nye og sande grønne revolution, så forekommmer sandsynligheden for verdenskrigen langt langt højere end for den civiliserede håndtering af vores verdensomspændende krise.

Måden vi muligvis kan blive i stand til at demontere den bombe under vores civilisation, som en tredje verdenskrig udgør, er ved at gennemføre en omfattende decentralisering af vores samfundsstrukturer. Kunne vi reformere vores politiske systemer så de blev reelt demokratiske, hvor altså det vitterlig var almindelige menneskers vilje der blev effektueret, så ville risikoen for storpolitiske spændinger formentlig være markant lavere. Kunne vi samtidig reformere vores politiske strukturer, så en langt større del af de politiske beslutninger blev taget lokalt, så ville vi lette vores samfund for en meget stor mængde af dysfunktionelle adfærdsmønstre, der udgår fra vores nuværende magtkoncentrationer og disse magtinstansers sygelige selvoptagethed.

Varetagelsen af nationale særinteresser har igennem generationer været blandt de primære årsager til konflikter i verden og blandt de primære formidlere af de udvindingsøkonomiske tankegange, som har ruineret vores klode. Og nu er der altså en hel række af nationalistiske ledere understøttet af nationalistisk stemte befolkningsgrupper som synes at vi skal give varetagelsen af særinteresserne og de åbne konflikter og de udvindingsøkonomiske tankegange endnu en kørsel. De kalder det den store populistiske revolution. Gendannelsen af tidligere tiders storhed. I en verden der er kørt ned skosålerne. Og således vender vi tilbage til de løbske følelser af frustration, vrede og selvhævdelse samt driften imod krig og ødelæggelser.

Vi står med nogle udfordringer, som angår os alle sammen, hele menneskeheden, og nogle udfordringer som er så overvældende at de rejser spørgsmålet om vores overlevelse som art, som livsform og kultur, og den fortsatte hævdelse af nationale særinteresser fremstår på den baggrund som en slags sær dødsdrift. Selvfølgelig er det i orden at føle forbundethed og stolthed ved sit nationale tilhørsforhold, men på dette punkt af menneskehedens historie kan det ikke handle om den ene nations overlevelse på bekostning af andres, men snarere, at hver enkelt nation kan kun lykkes med at få stabiliseret sine interne forhold såfremt de andre nationer også lykkes med at få stabiliseret deres. Vi er nødt til at løse vores problemer sammen og i respekt for hinanden og vores indbyrdes forskelligheder.






The Law of Repulsion

Serra Peleda_01x

(Giv agt: Min tendens til at fatte mig i langhed er særligt udtalt med denne note. Normalt beder jeg ikke om mere tålmodighed end svarende til længden af en kronik i Politiken. Men med denne note er jeg så lige røget op i henved tredobbelt kronikformat. For de der trods denne langfattethed er villige til at give noten en chance håber jeg selvfølgelig at de vil finde, at investeringen i en eller anden grad bærer frugt.)


Der er efterhånden mange der har hørt om The Law of Attraction, dvs. ideen om at ens indre livstilstand tiltrækker omstændigheder i ens liv som er et perfekt match til denne livstilstand. Denne idé ligger i sig selv meget tæt på den buddhistiske livsfilosofi udtrykt i fx Lotus Sutraen, men måderne Law of Attraction udfoldes på er en hel del simplere end buddhistisk livsfilosofi lægger op til. Eller rettere, princippet er lige så enkelt indenfor buddhismen som i de nutidige The Law of Attraction-fortolkninger, men som buddhaer igennem tiderne har besindet sig på disse mekanismer, er de kommet til den konklusion, at for at få denne mekanisme til at skabe varige resultater, så er man som individ nødt til at udvikle en forståelse for at vi alle rummer en faldgrube i sindet som kaldes ’det fundamentale mørke’ og videre, at for at overkomme den vedholdende attraktion fra det fundamentale mørke, så må det enkelte menneske vedholdende stræbe efter at hæve sin livstilstand.

Metoderne den buddhistiske livsfilsofi så anviser til at understøtte denne vedholdende stræben efter at hæve sin livstilstand er gennem meditation, gennem vedholdende fordybelse i menneskesindets funktionsmåder gennem studiet af buddhistiske skrifter samt gennem opøvelse af en forståelse for hvad der er ens personlige mission i dette liv. Fra vores hverdagslivs standpunkt er det med en personlig mission måske nok lidt vel vidtløftigt, men når vi hver især tænker nærmere over det, så er der jo nogle bestemte forhold i vores liv som vedholdende giver anledning til lidelser, det kan være familie eller parforhold, det kan være forhold til autoriteter og normer, det kan være i mødet mellem at skabe noget nyt overfor det kendtes (enorme) træghed. Netop disse forhold som vedholdende giver anledning til lidelser, de er i sig selv et sikkert fingerpeg om i hvilken retning ens mission ligger.

Heroverfor lægger de gængse udlægninger af The Law of Attraction sig meget tæt op af ideen om positiv tænkning. Altså at det enkelte menneske kan træne sig selv i at tænke positivt, og med denne positive tilgang til livet begynder gode ting bare at ske for én. Og hvor mekanismen sådan set er god nok, så forekommer det at der er to måder denne leveregel alligevel nemt kan føre på vildspor:

1, Både The Law of Attraction og buddhisme er fokuserede på ens livstilstand, altså hvad man kunne kalde ens sjæls vibration på et givet tidspunkt. Er det man tænker og det man gør i overensstemmelse med ens sjæls ønsker for dette liv, ja så er sjælen jublende, og så vil man tiltrække masser af gode omstændigheder og uventede muligheder og kreative indfald. Det afgørende her er inderligheden og graden man hengiver sig til det man gør. The Law of Attraction er jo når det kommer til stykket meget krævende i den forstand, at man bliver bedt om at gå linen ud i skabelsen af sin indre virkelighed i et sådan grad, at man skal leve med visheden om at selv de allermest brændende ønsker man har, allerede er opfyldt, også inden denne opfyldelse overhovedet har manifesteret sig. Og helt ærlig, hvor mange kan opbyde modet til at gøre det? Og hvis vi bare i det små gjorde erfaringen, at det er nøjagtig sådan livet fungerer, ville vi så ikke samtidig blive forskrækkede over hvilken frihed og magt det giver os? Og hvor voldsom vil kontrasten til vores tillærte livsomstændigheder ikke også føles?

Når det kommer til stykket er det nok meget få mennesker, som har vist modet til bare i en eller anden grad at eftervise gyldigheden af The Law of Attraction, hvilket svarer til at det også er meget få mennesker, der har hengivet sig så uforbeholdent til den buddhistiske livsfilosofi, at de har formået at overvinde deres karma og således realiseret buddhaens egenskaber af klarhed, kreativitet og uforbeholden respekt og medfølelse for alle mennesker og alle levende skabninger. Hvad vi mennesker almindeligvis gør i stedet er kun at gøre tingene halvhjertet. Der er altid et eller andet ønske vi så alligevel ikke tror på kan blive opfyldt, en eller anden lidelse vi så alligevel ikke tror på vi kan overkomme, og således bliver både positivtænkningen eller for den sags skyld den buddhistiske praktisering nærmere til en slags besværgelser, en slags åndeligt tiggeri.

2, Da positivtænkningen bare er en leveregel og ikke en livsfilosofi eller et menneskesyn, så bliver det nærliggende at spørge hvad man vælger at vie sin opmærksomhed til. Eller med andre ord, hvad lader man sit sind være optaget af? Man kan selvfølgelig tænke positivt i alle retninger, men Law of Attraction siger også, at man vil tiltrække de ting man er optaget af. En person der måske i kraft af sin opvækst har fået etableret en forestilling om at materiel velstand er vejen til at opnå kærlighed, kan således træne sig i at tænke positivt om opnåelse af materiel velstand og hen ad vejen også opnå den, men erfarer så at det endelige mål om at opnå kærlighed er lige uopfyldt. Positivtænkningen forekommer således at kunne være godt tjent med en livsfilosofi/ et menneskesyn, som understøtter en evne til at skelne imellem hvad der væsentligt og hvad der er knap så væsentligt. Buddhismen er på dette punkt meget specifik, og hævder at der er en værdiprogression startende med skatkammerets skatte over kroppens skatte til hjertets skatte. Og det sjove er, at jo mere man ser på verden fra standpunktet af ’hjertets skatte’ jo mere opløses forestillingerne om positivt og negativt. I hjertet er der en rummelighed som er så stor at det negative anerkendes som en del af livet på linje med det positive, og der er en evne for indlevelse og tilgivelse som fortæller en, at der er ingen ønsker der skal gå i opfyldelse for at man kan opleve ens verden som fuldkommen, for den er allerede fuldkommen som den er.

Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om, hvordan fx islam eller hinduismen stiller sig overfor de her nævnte forestillinger eller leveregler, men kristendommen har også noget at bidrage med her. Og det er måske her at The Law of Repulsion kommer ind med hele menageriet af synd og skyld og skam? Både ja og nej. Synd og skyld og skam er begreber som er beslægtede med buddhismens begreb om ’det fundamentale mørke’. På den ene side er der det enkelte menneske som værdigt og værdifuldt og kærligt, og på den anden side er der fornægtelsen af denne værdighed, værdi og kærlighed. Denne fornægtelse beskrives indenfor buddhismen som et sind fortabt i ’det fundamentale mørke’ mens det indenfor kristendommen er et menneske tynget af skyld og skam. Og synden indenfor kristendommen er det, at det enkelte menneske forfalder til at tænke så selvudslettende om sig selv. At myndighedspersoner indenfor kirken så meget behændigt har udnyttet denne menneskelige tilbøjelighed til at opnå yderligere magt og privilegier lader vi ligge i denne sammenhæng.

Kampen mellem de lyse og de mørke kræfter i sindet er meget fremherskende i kristendommen. Så meget, at optagetheden af mørket mange gange synes at fylde mere end opmærksomheden på lyset. Det er velsagtens også derfor at positivtænkningen og Law of Attraction og buddhismen har så meget mere appel i vores tid end kristendommen har. Opmærksomheden på lyset forekommer mere attraktiv end optagetheden af mørket. Men der er et aspekt af hele denne historie om positivtænkning og skaben-sin-egen-virkelighed som jeg mener vi har et presserende behov for at forholde os til. Det er et spørgsmål om, hvordan vi som enkeltpersoner helt klart har behov for at kunne tro på nogle ting for at kunne leve og udfolde os, men også hvordan vi kan komme til at investere vores tro i nogle forestillinger, som viser sig ikke at have noget hold i realiteterne. Jeg tror at vi (her i Danmark, i Vesten, ja hele menneskeheden) i disse år er i en proces med at gøre netop den erkendelse: At de forestillinger vi har gået og troet på simpelthen ikke har haft hold i realiteterne. Tænker vi os vores politiske ledere og vores økonomiske eksperter som vor tids præsteskab, så har der været et stærkt momentum i retning af Law of Attraction ved at befolkningerne har troet på dette præsteskabs udlægninger af hvordan vores verden hænger sammen. Men i samme øjeblik disse samfundsfortællinger bliver afslørede som uden hold i realiteterne, så vil Law of Attraction slå over i Law of Repulsion, dvs. den almindelige befolknings oplevelse af være blevet vildledt og ligefrem snydt af dette præsteskab, og derpå formentlig en mægtig vrede og frustration rettet imod det samme præsteskab.


En reality-stjerne som Amerikas præsident

Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er selvfølgelig valget af Donald Trump som USA’s kommende præsident, og den enorme naivitet der i mine øjne investeres i troen på at Donald Trump kan rette op på den amerikanske økonomi og det amerikanske samfund. For pokker, manden er ejendomsspekulant og reality-stjerne, hvilket snarere gør ham til en unreality-stjerne. Manden forekommer at være den personificerede overfladiskhed, en sublim opportunist, og ham er der altså nogen der tiltror evnerne til at lede den amerikanske nation igennem den største identitetskrise nogen nation nogensinde har gennemlevet. Hvad vi taler om er her er nogle håbefulde forestillinger som er så spinkle, at det er diplomatisk blot at kalde dem naive. Bare for at give et sammenligningsgrundlag så er det en identitetskrise der er mange gange større end den identitetskrise tyskerne gennemlevede under Versailletraktens åg igennem 1920’erne, for her er det ikke bare en magtfuld nations selvforståelse der er udfordret, det er en hele den industrielle livsforms gyldighed der bliver draget i tvivl, og således er USA’s identitetskrise sammenfaldende med afslutningen af en hel epoke i menneskehedens historie og forhåbentligvis starten på en ny. Har Trump igennem de måder han har levet sit liv opbygget nogen evner for og begreber om at manøvrere igennem så store omvæltninger? Jo, han har prøvet at krakke med sine megalomane ejendomsprojekter og det giver velsagtens en grad at personlig resiliens, men har han en bredde i sit udsyn og en fleksibilitet i sit samfundssyn der kan fremme de nødvendige former for resiliens i samfundet generelt? Personligt har jeg svært ved at se nogen antydninger i den retning.

Påstanden om at vores samfundsfortællinger igennem årtier har været uden hold i realiteterne baserer sig i første omgang på den enorme fortsatte udpining af naturgrundlaget der sker, samt på vores accelererede udtømning af de råstoffer der hidtil har holdt industrisamfundene kørende, dvs. de fossile brændstoffer, metallerne, fosfor til det industrielle landbrug mm. Og der er selvfølgelig også det med de store ekstrabelastninger vi påfører vores økonomier igennem vores CO2-udledninger og de deraf følgende klimaforandringer. Men disse mægtige globale forandringsprocesser har et forholdsvist langstrakt udviklingsforløb, så selvom tegnene på dem efterhånden er meget udtalte, så medfører de næppe former for kollaps som en enkelt præsident vil skulle håndtere indenfor sin præsidentperiode. Men der er en grund til, at denne fortsatte udpining af naturgrundlaget og tankeløse udtømning af vores ressourcer har kunnet fortsætte igennem de mere end 40 år vi har været opmærksomme på problemstillingerne, og denne grund er de korrupte politiske fortællinger samt ikke mindst de korrupte pengepolitikker der er blevet ført igennem de forløbne godt 40 år.

Da knapheden på ressourcer begyndte at melde sig der tilbage i 70’erne, og vi fik et vink med en vognstang om at vi skulle omlægge vores samfund og levemåder, da valgte vi i stedet at investere vores tillid i nogle politikere som hævdede, at vi slet ikke behøvede at ændre hverken vores samfund eller vores levemåder. Og måden, disse politikere indfriede dette løfte om at alt kunne fortsætte som førhen, var ved at påbegynde en stadig udvidelse af pengeforsyningen, hvorved både adgangen til og prisen på kapital blev gjort meget nemmere/billigere, hvilket fuldkommen kamuflerede de stigende priser på råvarerne affødt af den voksende knaphed. Det var her at de korrupte politikere omskabte vores pengesystemer og vores bankvæsen til en form for pyramidespil. En kæmpemæssig finansiel fidus til at understøtte en lige så kæmpemæssig illusorisk samfundsfortælling. Og som det nu en gang er pyramidespils natur, så kan de kun bestå så længe spillet kan fortsætte med at udvide sine aktiviteter/deltagere. Således kan vores nuværende globale finanssektor kun bestå så længe der sker en fortsat udvidelse af pengemængden og en fortsat udvidelse af gældsætningen i den globale økonomi, for i samme øjeblik pengemængden ikke længere kan udvides, vil prisen på kapital (renten) stige, og så vil vægten af al vores ophobede gæld knuse vores økonomier.

Men kan man så ikke bare fortsætte med at udvide pengemængden? Det er der nogle indenfor det økonomiske præsteskab, særligt hos centralbankerne, som mener man godt kan. Virkeligheden er nok snarere den, at pyramidespillet i realiteten stoppede med finanskrisen i 2008, og alle de politiske krumspring der er gjort siden med yderligere udvidelser af pengemængden og diverse bankpakker og ’austerity policies’ for den almindelige befolkning har ikke tjent andre formål end at udskyde sandhedens time. Eller med andre ord, at udskyde punktet hvor alle og enhver må se i øjnene at vores pengesystemer og vores finanssektor vitterlig har udviklet sig til at blive disse pyramidespil, og at ikke bare de førte pengepolitikker men også de overordnede politiske fortællinger, der har kørt igennem de seneste 35-40 år, har været falske og illusoriske.

Til at underbygge min påstand om at dette verdensomspændende finansielle kollaps er nært forestående vil jeg fremhæve to forhold som fremstår som desperate politiske forholdsregler, hvor netop graden af desperation tages som udtryk for hvor ustabile de herskende omstændigheder er.


Kampen mod kontanter

Samme dag som (knap halvdelen af) den amerikanske befolkning gik til stemmeboksene for at stemme, foretog den indiske premierminister Narendra Modi et drastisk indgreb i det indiske samfund. Ved et dekret der for den indiske befolkning kom helt ud af det blå blev gyldigheden af hhv. 500 og 1000 rupee-sedlerne ophævet. Hermed inddrog den indiske premierminister i et snuptag 80 pct. af den samlede mængde kontanter i omløb i det indiske samfund. Et meget drastisk indgreb som både det indiske samfund og verdenssamfundet har tilgode at se de fulde konsekvenser af. Premierministerens begrundelse for at foretage dette skridt var for at imødegå korruption og sorte penge, men det er ikke svært at se at der kan være andre tvingende grunde til dette voldsomt indgribende tiltag. Bare for klarhedens skyld skal det selvfølgelig siges at den indiske befolkning ikke bliver snydt for den formue de måtte have i deres 500 og 1000 rupee-sedler, de skal så bare iht. dekretet omveksle disse sedler til nogle mindre sedler indenfor en måned, hvorfor udstedelsen af disse mindre sedler kører på højtryk hos den indiske nationalbank, og der selvfølgelig også er opstået lange køer foran de indiske banker, fordi folk skal have omvekslet deres nu ugyldige pengesedler.

Men se, Indien er jo ikke et særtilfælde her. Hvis ikke pr. dekret så er 1000 euro-sedlen de facto blevet udfaset som gyldig betaling indenfor eurozonen. Og der har været tale om at ophæve gyldigheden af 500 euro-sedlen, et tiltag der muligvis allerede er effektueret. I USA har man sågar talt om at ophæve gyldigheden af 100 dollarsedlen. Og alle steder er begrundelserne fra officielt hold de samme: Imødegåelse af korruption og kriminalitet og sorte penge. Meget artigt og omsorgsfuldt, ikke sandt? Hvem vil ikke gerne se sin regering imødegå korruption, kriminalitet og skattesnyd? Lyder faktisk som en rigtig god idé, hvis det så bare var det det handlede om. I virkeligheden taler vi snarere om et politisk tiltag som viderefører systemer der er baserede på korruption, kriminalitet og skattesnyd.

Den enorme udvidelse af pengemængden i verden er sket sideløbende med en enorm udvidelse af den globale finanssektor, og samme finanssektor har så på egen hånd udviklet måder til at mangedoble de udvidelser af pengeforsyningen der skete fra officielt hold. Dette er hvad der forstås ved begrebet finansialiseringen af samfundsøkonomien, der i Vesten har stået på i omtrent 40 år. Og ikke nok med at bankerne fandt på måder at mangedoble udvidelsen af pengemængden ved at dele lån ud til højre og til venstre, finanssektoren mente også at den havde udviklet finansielle redskaber ved hjælp af hvilke bankerne kunne forsikre sig imod de risici der var ved al denne kreditskabelse. Men mere herom nedenfor. Hvad vi har er altså dette pyramidespilsbankvæsen som for at overleve er nødt til konstant at udvide sin pengeskabelse. Kan denne pengeskabelse ikke udvides i fornødent omfang skal bankerne simpelthen have tilført kapital for at overleve. Og det er sådan virkeligheden har været siden 2008.

Siden 2008 har det været svært for bankerne at opretholde de livsnødvendige udvidelser af deres aktiviteter, og derfor er centralbankerne og regeringerne trådt til og er begyndt at tilføre bankerne kapital. I starten var det igennem ret tydelige tiltag som bankpakkerne og stimulationsprogrammerne, men siden er det sket mere i det skjulte ved alle de måder markederne via centralbankerne er blevet manipulerede, så bankerne er blevet sikrede forskellige fortjenester. Herunder også det højst mærkværdige påfund med negative rentesatser, som godt nok presser deres indtjening, men meget behændigt også sparer dem for udgifterne på størstedelen af deres finansielle forpligtelser. Al denne overførsel af kapital fra den almindelige befolkning og fra realøkonomien til de dødsmærkede banker medfører så på sin side, at aktiviteterne i realøkonomien til stadighed indskrænkes, hvorfor det bliver stadig sværere for bankerne at udvide deres kreditskabelse, hvorfor centralbankerne og regeringerne må træde til med yderligere nødhjælpsforanstaltninger for bankerne.

I mine øjne er det i denne sammenhæng man skal forstå de udbredte politisk anslag mod kontanter. Dels medfører det økonomiske klima med negative renter og stor usikkerhed overfor bankernes soliditet, at almindelige mennesker begynder at foretrække at have deres penge i form af kontanter frem for som indeståender i en bank, dels er centralbankerne og regeringerne nødt til med vold at kunne styre kapitalstrømmene i samfundene for at kunne sikre at en stor del af disse kapitalstrømme kanaliseres over i de dødsmærkede banker. Men er politikerne verden over virkelig så meget i lommen på finanssektoren? Ja, det er bestemt ikke utænkeligt, at en stor del at politikerne har modtaget bestikkelse fra bankerne, men der er muligvis også politikere som ikke har taget imod bestikkelse men som alligevel støtter disse tiltag, simpelthen fordi de ikke ved hvad alternativet er.

Enhver politiker over et vist niveau af indflydelse ved at skulle politikerne ophøre med at understøtte bankerne, så vil bankerne omgående kollapse, og så taler vi ikke om at de samme politikere så står med nogle bestemte (store) udfordringer på hånden, hvad de samme politikere dermed ville forårsage ville være et paradigmeskift, vi ville alle blive kastet ud i virkelighed vi slet ikke kender og konsekvenserne for vores samfund ville være uoverskuelige. Dermed ikke sagt at vores samfunds muligheder for at overleve i så fald vil være fortabte, slet ikke, men vi ved bare ikke på forhånd hvordan vi skal få samfundene til at overleve, og hvad det i givet fald vil være for nogle samfund der opstår på levnene af de hidtidige samfund. Og det strider simpelthen imod den enkelte politikers mandat at slippe så store kaotiske kræfter løs. Så hellere forsøge at holde de udlevede og dysfunktionelle og illusoriske samfundsforestillinger oppe indtil dødsstødet kommer som en eller anden ”ekstern” begivenhed. Fuldstændig ligesom finanskrisen i 2008 fra det økonomiske præsteskabs side blev forklaret som et ”exogenous shock”.

Og apropos ovenstående så skal vi selvfølgelig heller ikke afskrive en udbredt frygt blandt de ansvarlige for hvilke konsekvenser The Law of Repulsion vil have for dem hver især på et sådan helt personligt måske ligefrem korporligt plan. Og hvorfor mon den indiske premierminister valgte netop den 8. november som dagen for hans regerings store anslag mod den indiske befolknings kontantbeholdninger? Ligger det ikke lige for at tænke, at dette politiske initiativ måtte forventes at vække modstand og voldsom kritik, ikke bare indenfor Indiens grænser, men såvel fra kommentatorer verden over, og at initiativet derfor blev forsøgt lempet igennem på den dag den øvrige verden havde sit fulde fokus rettet imod USA?


Mængden af ikke-stadfæstede fallitter

Det er ikke meget vi har hørt til Deutsche Bank på det seneste. Betyder det så at banken har fået det bedre? At banken har fået lagt en langsigtet plan for hvordan den skal håndtere sine finansielle forpligtelser som er 15-20 gange så store som det tyske bruttonationalprodukt? Selvfølgelig gør det ikke det. Der var ”nogen” der gik ind og opkøbte aktier i den dødsmærkede bank og dermed lykkedes det at gå ud med den historie, at ”investorerne” stadig tror på Deutsche Bank og så må alle vi andre jo også tro på det. Hvad vi taler om er manipulation af folks forestillinger. Vi taler ikke om at tage fat om nældens rod og gennemføre en reel revision af banken, herunder en skelnen imellem hvilke forpligtelser det er realistisk at banken kan honorere og hvilke det ikke er, samt hvilke aktiver der er reelt værdisat og hvilke der ikke er og derfor skal nedskrives eller helt afskrives. En sådan revisionsproces ville i sig selv have karakter en finanskrise og ville med sikkerhed udløse en ny finanskrise, blot ville denne krise ikke være ny men bare det afsluttende kapitel af den krise der manifesterede sig i 2007-2008. Og Deutsche Bank er jo langt fra ene om at være i vanskeligheder. Tysklands næststørste bank Commerzbank er også i store vanskeligheder ligesom en række andre tyske banker, ligesom det franske bankvæsen, det italienske, det spanske osv.

Min påstand er, at alle disse banker allerede er noget så læsterligt bankerot. Det er kun fordi vores politikere tillader nogle forrykt kreative revisionsmetoder, at disse banker ikke allerede er dømt insolvente. Når Deutsche Bank kan slippe afsted med at have finansielle forpligtelser på 15-20 gange værdien af den samlede årlige tyske produktion, så skyldes det at banken opgør at have indestående aktiver (herunder tilgodehavender) som matcher det de skylder. Men for en stor del af disse aktivers vedkommende er banken ikke forpligtet til at opgøre værdien i henhold til hvad aktiverne kunne sælges for på de nuværende markeder. De er fri til at ansætte i henhold til nogle teoretiske forventede priser. Og selvom aktiverne så skulle ansættes i henhold til de nuværende markedspriser, så er priserne på disse markeder ikke længere bestemt af realøkonomiske forhold, såsom hvilket afkast et givet aktiv er i stand til at producere, men er i stedet bestemt af hvilke forventninger spekulanterne på finansmarkederne har til den pris de vil kunne sælge det samme aktiv for i morgen eller om en uge eller om en måned. Vores gældende lovbestemte revisionsmetoder er således så løsrevne fra realøkonomiske forhold, at svindel i realiteten er blevet lovliggjort. I hvert fald for de banker og koncerner som har råd til at betale de største revisionsfirmaer.

Det næste er så, at der indenfor den italienske banksektor er hele 30 pct. af de udestående lån som er ’non-performing’, dvs. hvor låntagerne er ophørt med at betale renter og afdrag. Og så spørger man sig selv, hvordan kan det overhovedet forekomme? 30 pct.? Hvis virksomheder eller privatpersoner misligholder deres gæld, så bliver de vel erklæret konkurs og så bliver konkursboet vel gjort op? Men det sker ikke. Ligesom Grækenland heller ikke skulle have lov at gå konkurs selvom nationen er så dybt nedsunket i gæld, at det er utænkeligt at nationen vil kunne arbejde sig ud af denne gæld. Men igen er dette langt fra noget særsyn.

Mængden af ikke-stadfæstede fallitter har løbet som en skjult rød tråd igennem verdensøkonomien siden 2008. Og det handler ikke bare om, at bankerne villigt accepterer at sidde inde med ’non-performing loans’. For år tilbage var der også historierne om, hvordan bankerne både i USA og i Spanien gik ind og opkøbte huse til noget der lignede markedsprisen umiddelbart inden det pågældende hus gik på tvangsauktion. Og hvorfor i alverden gjorde de dog det? Hvis hyppigheden af tvangsauktioner er stigende, så er signalerne fra boligmarkedet da klart vigende, og hvis bankerne så køber husene til de herskende markedspriser så ligner det da et sikkert tab. En forklaring er selvfølgelig at man både fra politisk hold og fra bankernes standpunkt har en klar interesse i at holde boligmarkederne oppe, ligesom man har en klar interesse i at holde alle de andre markeder oppe, for hvis markederne skulle begynde at korrigere i forhold til de realøkonomiske omstændigheder der har hersket siden 2008, så ville vi igen have en ny finanskrise på hånden. Som selvfølgelig igen slet ikke ville være ”ny” men blot den samme krise manifesteret på ny.

Men der er også en anden forklaring på disse højst suspekte ejendomsopkøb såvel som den lige så suspekte villighed til at sidde inde med ’non-performing loans’, og denne forklaring handler om de finansielle derivater, eller mere specifikt, den type af finansielle derivatet der går under betegnelsen Credit Default Swaps. Som nævnt ovenfor mente finansfolkene jo på et tidspunkt at de i deres uendelige snilde havde opfundet nogle metoder til at eliminere risiko. Og det var de finansielle derivater der gjorde tricket. Disse finansielle kontrakter er en slags gambling-kontrakter og i henhold til tankegangene indenfor finansverdenen tilbage i midten af 90’erne, så satte disse gambling-kontrakter den enkelte bank eller kapitalfond i stand til at eliminere den risiko der typisk altid er forbundet med investeringer. Og fordi politikerne dengang mente at disse finansielle derivater faldt helt udenfor feltet med værdipapirer og andre traditionelle finansielle kontrakter, fik bankerne og kapitalfondene lov til at boltre sig i disse finansielle derivater uden noget opsyn og uden nogen indberetningsforpligtelser til nogen myndighedsorganer.

Det er nøjagtig historien om de finansielle derivater der er forklaringen på, hvordan Deutsche Bank har kunnet opbygge finansielle forpligtelser på 15-20 gange det tyske bruttonationalprodukt. Og det er de enorme ophobede beholdninger af Credit Default Swaps fordelt ud over i hvert fald hele den vestlige finanssektor, der er en væsentlig del af forklaringen på ovennævnte suspekte ejendomsopkøb og accepten af alle de ’non-performing loans’. Indenfor finansverdenen betyder ’Default’ jo misligholdelse af et lån, og de realiteter bankerne nu er konfronterede med er, at i samme øjeblik et hus går på tvangsauktion eller i samme øjeblik en skyldner begæres konkurs, så vil misligholdelsen af det pågældende lån blive stadfæstet og så vil det udløse udbetalinger på en række Credit Default Swaps, og sandsynligvis skal der ikke ret mange af sådanne stadfæstede misligholdelser til, førend en eller flere finansinstitutter kommer under voldsomt pres for at imødekomme disse udbetalinger, og skulle et af disse finansinstitutter så selv gå konkurs, så er det formentlig ’game over’ for den globale finanssektor.

Selvom der var forløbere forud for Lehmans krak i 2008, særligt i form af krakket af Northern Rock i sommeren 2007 og Bear Stearns i marts 2008, så var det ikke Lehmans krak der udløste finanskrisen men derimod konsekvensen af Lehmans krak i form af udbetalingerne på en stor mængde Credit Default Swaps udstedt af verdens (dengang) største forsikringsselskab AIG. Udbetalingerne på disse Credit Default Swaps var nok til at sende AIG i frit fald, og da var det, at de amerikanske kongresmedlemmer blev taget som gidsler og måtte udbetale en løsesum til Wall Street på 700 mia. dollars.


The Law of Repulsion

Så både ’kampen mod kontanter’ og ’mængden af ikke-stadfæstede fallitter’ er sikre tegn på, at den globale finanssektor er lige så syg i dag som den var i 2008. Men så igen, hvor mange var vi ikke dengang tilbage i 80’erne der så på yuppie-kulturen og finanssektorens himmelflugt med udtalt mistro? Hvordan kunne man stille sig op og sige at grådighed er godt og så samtidig opnå social anerkendelse? Og hvor mange var vi ikke der dengang følte at der var nogle højst presserende samfundsmæssige udfordringer der blev fuldkommen tilsidesat af al den hype omkring rigdom og selvrealisering og arrogance?

Og når det kommer til arrogance eller snarere regulært hovmod er amerikanerne selvfølgelig gået forrest. Hvordan skulle det være anderledes? Med Sovjetunionens opløsning stod amerikanerne tilbage som vinderne af Den Kolde Krig, og hvem eller hvad skulle nu eller fremover være i stand til at modsætte sig det amerikanske overherredømme? Og på den måde var der en hel kultur af hovmod og hakkeordener der kom til at præge årtierne efter Sovjetunionens fald, så meget at USA i dag fremstår som både et oligarki og et hegemoni som opretholder sit herredømme gennem regulære bøllemetoder, dvs. gennem manipulationer og tvang, alt imens ejerne og lederne af de amerikanske storkoncerner har tjent styrtende med penge ved at outsource deres produktion til udviklingslandene og således efterladt store dele af den indenlandske produktionsbase i ruiner. USA er så meget på spanden, og eftersom Europa så villigt har lagt sig i slipstrømmen på USA, så er Europa omtrent lige så meget på spanden. Make America Great Again, min bare røv.

Så hvor efterlader alt dette os mht. positivtænkning, Law of Attraction, buddhisme og andre redskaber vi har til at give vores liv kraft og retning? Efter al sandsynlighed vil der indenfor en overskuelig horisont ske et voldsomt økonomisk omslag, og her er det altså meget sandsynligt at vi kollektivt vil svinge fra den ene grøft til den anden. Fra overdreven og blind optimisme til omtrent lige så overdreven og blind pessimisme. The Law of Repulsion. Fra endeløse muligheder for kredit og selvudfoldelse til ingen muligheder for kredit og højst begrænsede muligheder for selvudfoldelse. Og disse skift kan udløse en voldsom vrede og skuffelse og bitterhed og det er ikke svært at forestille sig, at der vil være demagoger (Trump?) som vil være villige til at imødekomme pøblens krav om offentlige rettergange for den forløbne periodes administratorer. Hvorfor vedgå sin egen skyld hvis man med held kan pådutte den nogle andre?

Og alle de mennesker, som har investeret deres (naive) forhåbninger i Donald Trump’s præsidentskab, og som så bliver vidner til at det hele ramler sammen om den ubehjælpsomme præsident, de vil muligvis ræsonnere, at det er de skjulte magthavere, Bilderberg’erne, Illuminati’erne, The Banker Cabale, The Globalists, der nedkalder disse prøvelser over både Præsident Trump og den uafvidende befolkning der stræber efter fornyet frihed og værdighed. Måske vil det komme til borgerkrigslignende tilstande. Omvendt vil viljen til at dække over den udbredte korruption indenfor de øverste ledelseslag måske gå så vidt som til at indflydelsesrige personer indenfor militæret og efterretningstjenesterne kan have held med at få startet en mægtig militær konflikt, som tvinger alle til at fokusere på nogle helt konkrete udfordringer og handlinger og dermed glemme alt om alle ugerninger der var gået forud.

Men de konflikter og udfordringer vi står med i dag er jo stadig fuldkommen logiske konsekvenser af de måder vi har ladet vores samfund udvikle sig over de seneste årtier. Hverken menneskehedens agerbrugskulturer eller industrikulturen var på noget tidspunkt bæredygtige livsformer. Men det var vi bare ikke klar over førend vi ramte The Great Acceleration sidst i 50’erne og ind i 60’erne. Det var i midten/ slutningen af 60’erne at vi tabte vi vores uskyld mht. hvilken relation der består mellem os som art og hele det himmellegeme som er vores hjem. Og vores fornægtelser af disse indsigter og den ovenikøbet accelererede udfoldelse af disse dysfunktionelle tankegange er grundlæggende det der har bragt os i de dybe vanskeligheder vi står i nu og her. Og den løbske finanssektor var mere end noget andet redskabet der muliggjorde dette dækningsløse accelererede forbrug.

Der er mange scenarier for hvordan tingene udvikler sig videre her fra. Men næsten alle indeholder nogle grader af ubehagelige erkendelser, nogle grader af smerte og nogle grader af omvæltninger. Amerikanerne har et udmærket udtryk for den reaktion der kommer, når man er gået for vidt i sine manipulationer og sine rænker og sin tvang og de implicerede parter således skifter til at begynde at gøre modstand. ’Blowback’ kalder de det. Og frem for ’Make America Great Again’ forekommer det at der står ’blowback’ på menuen, både for USA og for Europa. Og muligvis også en accept af rimeligheden af denne ’blowback’. Måske endda former for anger.

Men det der bliver ved med at udfordre mine forestillinger i forbindelse med denne samfundsfortælling er selve det forhold, at vi jo for pokker er nødt til at tro på noget for at kunne leve og udfolde os. Var det forkert af finansfolkene at tro på at de kunne eliminere risiko? Var det forkert af politikerne at tro på at finanskapitalismen lige så vel kunne udgøre et fundament for samfundets værdiskabelse som produktionskapitalismen? Ja, skulle man mene, det var forkert, men det er samtidig meget menneskeligt, fordi fordelene ved at tro på disse illusioner netop var så attraktive. Ligesom det var attraktivt at tro på neokonservatismens løfter om at alt kunne fortsætte som vi var vant til.

Og på sin vis er der en form for nåde eller tilgivelse forbundet med enhver som forfølger det han eller hun tror på. Personligt er jeg faktisk ikke særlig god til bare at leve og forfølge mine umiddelbare lyster, og denne tilbageholdenhed anser jeg selv for at være en af mine største synder. Jeg er generelt kritisk overfor hvad jeg tror på, og således løber jeg ikke bare med en vilkårlig mulighed der præsenterer sig for mig. På den baggrund kan jeg godt have respekt for folk der netop evner at forfølge deres umiddelbare lyster. Og når vi så i vores livsudfoldelse forvolder andre mennesker skade, så gør vi det oftest uden forsæt og uden viden om at det ville være konsekvensen. Og i det hele taget bliver vi alle født ind i nogle bestemte rammer, og under vores opvækst tager vi bestik af disse rammer og lærer at begå os på bedste vis. Hvad kan vi gøre andet?

Så var der noget vi skulle have gjort anderledes? Ja, skulle man mene, for der er forskel på at leve fedt på at plyndre planeten så længe man er uvidende om at det er det man gør, overfor at leve fedt på at plyndre planeten og vide at det er det man gør. Og der er forskel på at blive styrtende rig som ung børsmægler uden at vide at der er nogen der samtidig bliver plyndrede, overfor at vide at ens egen rigdom er ensbetydende med nogle andres fattigdom. Og der er forskel på at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter i troen på at de varetager ens interesser, overfor at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter selvom disse repræsentanter helt åbenlyst er ophørt med at varetage ens interesser.

Så frem for dette forestående crescendo af Law of Repulsion så havde det været bedre om vi hver især havde taget os i det, når vi blev opmærksomme på at der var en given måde vores samfund fungerede på, som ikke var i orden. Hvis vi så at sige havde efterlevet The of Repulsion lige dér, hvor vi erfarede at der var noget der var forkert og uretfærdigt og uhensigtsmæssigt, og derfor havde reageret. Eller med andre ord, at vi alle løbende havde keret os om samfundets overordnede trivsel, i stedet for den situation vi har bragt os i nu, hvor vi har udliciteret vores myndighed til nogle ledere, som i realiteten hverken har udvist lederskab eller ansvarlighed. Og i realiteten har kørt vores samfund ud over kanten. Den ene unreality-stjerne som har afløst den foregående i en lang stribe der går disse knap 40 år tilbage i tiden. Tilbage til Ronald Reagan og Margaret Thatcher.




(Illustration: Klip fra åbningsscenen i Godfrey Reggio’s ”Powaqqatsi”, 1988. Fra Serra Pelada guldminen i Brasilien. En nedbrudt slavearbejder bæres op af minekrateret af to andre)




På det seneste er jeg kommet forbi andre kilder, der har delt en dybt radikal forestilling som jeg selv har arbejdet med over de seneste år: At det normale for os mennesker er at vi har clairvoyante evner. At vi mennesker har basale evner for at se på tværs af tid og rum og på tværs af de opfattelser vi typisk bruger til at skelne mellem dig og mig, dem og os. Eller med andre ord, at det normale er, at vi har en evne til at vide hvad der er sandt, hvad der er virkeligt, hvad der er et ærligt udsagn, og videre, at vi har adgang til en basal form for vished om hvor vi er som kollektiv, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. I mine refleksioner og skriverier har jeg mest arbejdet denne radikale idé i to former, i ’visheden hinsides sindet’ og i ’samvittigheden som sans’.

Visheden hinsides sindet

Jeg har selv har erfaret at jeg har en evne til at komme til en forståelse af den verden jeg lever i ved at stilne mit eget sind og dets evindelige knævren for at lytte til de impulser, indfald eller meddelelser der melder sig omtrent i samme øjeblik stilheden opnås. Og jeg indrømmer at dette lyder paradoksalt. Hvis disse dybere meddelelser melder sig i samme øjeblik stilheden opnås, hvordan kan stilheden så siges at være opnået, og med hvilken ret kan disse ’stilhedens meddelelser’ siges at adskille sig fra den forudgående knævren? Det er et paradoks, og alligevel er der ingen tvivl, og forskellen ligger i motivationen. Hvad jeg kalder stilhed er muligvis snarere en form for interesseløshed. Hvor den almindelige knævren konstant kredser om ego’et enten gennem selvrefleksion forårsaget af skyld og skam eller kredser om ego’et gennem endeløse analyser af ego’ets relationer til omverden samt strategier for at konsolidere ego’et indenfor samme omverden. Stilheden og interesseløsheden indtræffer, når man som en bevidst levende skabning giver slip på ego’et og ego’ets behov, og er der en motivation til stede i denne tilstand, så er det ens sjæls dybere ønsker der pludselig får lov at træde frem.

Samvittigheden som sans

Vi har vedholdende kulturelle traditioner for at opfatte samvittigheden som et aspekt af moralen og så samtidig opfatte moral på den eksternaliserede måde, hvor moral opfattes som leveregler, som udtænkes af det bevidste jeg, eventuelt af kollektivets bevidste jeg, og disse bestemte leveregler tjener det formål at regulere det enkelte individs adfærd indenfor samfundet på måder som anses for hensigtsmæssige. Altså at samvittigheden er at opfatte som det enkelte menneskes internalisering af de eksternt opstillede og håndhævede moralske leveregler, dvs. en udpræget top-down-bevidsthedsproces. Denne opfattelse af samvittighed har altid forekommet mig fejlagtig og uværdig. Helt tilbage fra ungdom har det været min opfattelse, at jeg selv ikke behøvede at inddrage nogen samfundsmæssige vedtægter eller opfattelse for at vide om det jeg siger eller det jeg gør kun skaber værdi for mig selv eller om det også skaber værdi for andre. Det er her at betydningen af ærlighed og oprigtighed kommer ind. Hvis måden man taler til sig selv er ærlig og oprigtig, hvis det man siger til andre og gør overfor andre også er ærligt og oprigtigt, så er der stadig ingen garantier for at virkningerne af hvad man siger og gør vil være som forventet, men man kan være sikker på, at det man har sagt og gjort vil skabe værdi ikke bare for en selv.

Og her vil mere skeptisk anlagte personer givetvis indvende, at denne værdiskabelse er en ren trossag. Men mit svar vil være, at det er ikke en trossag, men et spørgsmål om at forstå hvordan værdiskabende relationer mellem mennesker overhovedet fungerer. Der er ingen der siger at to vilkårlige mennesker har de samme præferencer, og spørgsmålet har intet at gøre med enighed eller hvordan den ene eller den andens præferencer imødekommes, det handler kun om, at jeg ved at være ærlig og oprigtig giver andre muligheden for at se mine reelle præferencer, mine reelle ønsker, mine reelle følelser, og på det grundlag vil vi tale om hvad der er virkeligt i modsætning til at tale om nogle konstruerede begrundelser og motivationer. Det er svært både at kvalificere og kvantificere hvor meget spektret af løsningsmuligheder udvides i samme øjeblik to parter begynder at tale om deres reelle præferencer, ønsker, følelser frem for at hver af de to parter skændes om betydningen af hver deres til lejligheden konstruerede begrundelser og motivationer. Med ærligheden og oprigtigheden åbnes der sågar for løsninger hvor imødekommelsen af den enes behov spiller sammen med imødekommelsen af den andens behov på måder, som aldrig var blevet klarlagt uden respekten for denne kontrakt for værdiskabende relationer mellem mennesker.

The Blackout

De seneste ti år har for mit vedkommende været præget af nogle voldsomme erkendelser og samtidig nogle radikale nybrud. Hvor jeg siden mine unge år har levet med bevidstheden om at vores levemåder ikke var bæredygtige, så var der en bestemt dokumentarfilm i 2006 som vækkede mig til erkendelsen af, at menneskeheden nu er trådt ind i en ny geologisk fase, hvor menneskets tilstedeværelse på planeten nu er så massiv, at det er menneskets adfærd der mere end noget andet bestemmer planetens videre liv. Og erkendelsen var ubønhørlig i den forstand, at indsigten kom med visheden om, at hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sin adfærd, så vil vi lægge planeten øde og dermed endegyldigt undergrave vores eget livsgrundlag.

Denne voldsomt udfordrende erkendelse satte så gang i en undersøgelsesproces i retning af at afdække, hvad det var for mekanismer i vores adfærdsformer, der fik os til at fortsætte disse samme adfærdsformer til trods for at de økologiske konsekvenser blev mere og mere tydelige og ildevarslende. Et vendepunkt i denne proces kom i slutningen af 2010, da det blev klart for mig, at der på de allerøverste niveauer af vores samfunds ledelse er blevet arbejdet med overlæg på at bryde den ærlige og oprigtige dialog mellem befolkningen og deres politiske ledere.

Der er ingen mennesker der er rene, og selvfølgelig slet ikke mennesker i positioner med med magt. Ingen kan udøve magt uden at få snavs hænderne, men apropos ovenstående må lakmus-testen bestå i 1. Den samvittighed den enkelte politiker udøver sit hverv med, og 2. Graden af åbenhed og ærlighed og dermed vilje til at indgå i en oprigtig dialog med befolkningen. Og der er selvfølgelig løbet meget vand under broen siden 60’erne, ikke desto mindre var attentatet på præsident John F. Kennedy en tragedie, der har kastet skygger over vores samfundsliv lige siden. I min optik var det der, at kontrakten mellem politikerne og befolkningen blev fatalt kompromitteret. Et attentat der blev fulgt op af attentatet på hans bror Robert F. Kennedy og attentatet på Martin Luther King, og dermed var skiftet til den mørke side fuldbyrdet. Herefter handlede det ikke længere om at føre en oprigtig dialog politikere og befolkning imellem, herefter handlede det om spin og manipulationer og en stadig mere omsiggribende samvittigløshed.

Så blev militæret og efterretningstjenesterne voldsomt udvidet, så blev Vietnamkrigen dramatisk opskaleret, så gik bunden ud af det amerikanske statsbudget, og så valgte amerikanerne at ophæve dollarens forankring i guld, et helt egenrådigt skridt som i realiteten betød, at den monetære verdensorden der havde hersket siden 2. Verdenskrig hermed blev ophævet. Et skridt amerikanerne tog uden overhovedet at rådføre sig med alle de lande, der frivilligt havde valgt at binde deres valuta op på dollaren. Hermed skiftede amerikanerne fra af være den nation, der sikrede stabiliteten i internationale pengesager, til at være den nation der udnyttede deres pengemæssige fortrinsstatus på den mest skrupelløse måde. Og da ungdomsoprøret så opstod, muligvis som en reaktion på de fornemmede korruptionstendenser, og da ungdomsoprøret så begyndte at få virkeligt momentum, så lod man da efterretningstjenesterne infiltrere de mange forskellige aktivistiske grupperinger, man arbejdede bevidst på en radikalisering af grupperingerne og aktionerne, hvorved sympatien i den brede befolkning blev neutraliseret.

Det er svært at beskrive omfanget af falsk bevidsthed der trives i vores herskende politiske strukturer. Spin lagt oven på tidligere spin lagt oven på tidligere spin har skabt et politisk debatklima, hvor ærlighed og oprigtigheden forekommer efterhånden at være helt fordrevet, og hvad vi har en grupperings konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en anden grupperings lige så konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en tredjes. Det er den postfaktuelle virkeligheds ekkokammer og det netop overståede præsidentvalg i USA bærer alle symptomer på et politisk system, som totalt har mistet jordforbindelsen.

Det Demokratiske Partis konspireren med de store mediehuse for at give deres åbenlyse propaganda et skær af traditionel politisk debat, Det Demokratiske Partis skrupelløse manipulationer og strategiske manøvrer, herunder at fremme Trumps kandidatur da han blev anset for at være den lette modstander, Det Demokratiske Partis åbenlyse forræderi overfor deres vælgerskares politiske vilje, denne adfærd vidner om et sammenbrud af samvittighed og basal ærlighed og oprigtighed som er total. Og uanset hvor mange der gerne vil se Donald Trump som kandidaten der kommer ridende ind fra højre og rydder op i al denne korruption, så forekommer der ikke at være belæg for at investere så stor tillid i ham som leder og som menneske. Har han måske igennem sit liv vist sin vilje til at stå fast på principper, sin ubestikkelighed, sin dedikation overfor at være fair i sine forhold? Efter min opfattelse har folk ud af deres fortvivlelse set disse egenskaber i Trump og stemt på ham iført disse håbefulde forestillinger, men sandsynligheden for at Trump vil være i stand til at indfri disse forventninger er forsvindende lille.

Det er jo ikke bare den politiske kultur der er trådt ind i en tilstand rent hjernespind og luftkasteller. Siden ophævelsen af dollarens forankring i guld har vores pengeskabelse og vores gældsætning været på en eksponentiel voksende kurve. Vores forestillinger om økonomi herunder vores forestillinger om nationaløkonomi og vores forestillinger om velfærdssamfundet er også trådt ind den postfaktuelle fase. Var Trump eller nogen anden politiker ærlig overfor vælgerskaren, så indviede de den almindelige befolkning i det barske møde med realiteterne vi alle har foran os. Hvad vi taler om er finanskapitalismens sammenbrud, finanskapitalismen forstået som den pseudoøkonomi vi har haft kørende siden vores politiske kultur afskrev den ærlige dialog med befolkningerne og siden vores pengesystemer slap deres forankring i realøkonomien.


Så en hel generation af politikere kan se frem til at blive stillet til regnskab for deres lederskab, men det er at gå alt for vidt i sine projektioner bare at bebrejde politikerne for vores samfunds udvikling over de seneste årtier. Hvor mange har ikke undervejs haft deres indskydelser i retning af der var ting, der simpelthen ikke virkede rigtige og sunde og fremsynede, og der har jo også været den fraværende fornuft og ansvarlighed i forvaltningen af naturgrundlaget og vores ressourceforbrug. Og der har været de voksende uligheder i samfundet, som store dele af mellemklassen direkte eller indirekte har sanktioneret, velsagtens fordi der var personlige fordele at opnå kombineret med en manglende forståelse for, hvad man samtidig mistede samt hvor uforholdsmæssigt større fordelene var for samfundets absolutte top.

Og der var forbrugsfesten og troen på at ens hus vitterlig kunne være en pengemaskine, et aktiv der bare konstant og helt passivt kastede merværdi af sig. Og at de lånte penge der blev skudt ind i samtalekøkkener og tilbygninger vitterlig var at opfatte som gode sunde og langsigtede investeringer. Og at vores pensionsopsparinger var i sikker forvaring hos vores pensionsselskaber. Det er svært at se denne samfundsudvikling som andet end en form for villet uvidenhed, en form for villet naivitet, en form for naivitet der kastede masser af selvtilfredshed og sorgløshed af sig. Og således har vi ikke efterspurgt politikere der sagde sandheden, hvad vi har efterspurgt er politikere, der har fortalt os de løgnehistorier vi ønskede at høre. Og sådanne løgnagtige politikere er hvad vi har fået. Og vi har praktisk talt alle dækket os ind bag ved fællesskabet, og har mere eller mindre henholdt os til, at sådan gjorde alle de andre, sådan tænkte alle de andre, så det gør jeg også bare. Hvordan skulle jeg kunne gøre anderledes?

Men alt dette er bare omstændigheder og tjener som baggrund for den anskuelse jeg prøver at beskrive her. Mit ærinde er ikke at moralisere eller at nedkalde alverdens forbandelser over os syndere, det interessante for mig er at sætte disse enorme og vidt udbredte samfundsmæssige illusioner op overfor den indledende forestilling om, at det er helt almindeligt for os mennesker at være udrustet med basale grader af clairvoyance. Og jeg vil gå videre og hævde at disse clairvoyante evner blev stimuleret med Flowerpower-bevægelsens store frigørelsesprojekt og igen er blevet stimuleret (voldsomt) af fremkomsten af internettet og måderne vi nu påvirker hinanden gennem de sociale medier, hvilket har frembragt bevidsthedsformer som slet ikke fandtes førhen, i hvert fald ikke som former der var almindeligt udbredte. At vi har en del af vores bevidsthed ude over hele kloden, at vores sym- og antipatier nu går kloden rundet, at vi ved hjælp af disse teknologier vitterlig har opnået former for allestedsnærværelse, eller i det mindste muligheden for på ingen tid at flytte vores bevidsthed til andre verdensdele. Uanset hvor utrolig og fascinerende teknologien dog er, så er den formentlig slet ikke noget match imod de muligheder vi har for at opnå kendskab til og evner for at påvirke alene ved vores bevidstheds kraft.

Tænker vi os at der har været disse to bølger af omfattende kulturel bevidsthedsudvidelse, Flowerpower-bevægelsen og online-revolutionen, og at vi derved nærmer os en bevidsthed om vores forbundethed med hinanden på tværs af tid og rum og på tværs af vilkårlige samfundsskabte skel, hvordan kan det så være at vores verden, eller i hvert fald vores politiske verden, synes at bevæge sig imod mindre og mindre visdom, eller sagt på almindeligt dansk imod mere og mere dumhed?

Og jo, man kan godt pege på tendenser i retning af modrevolutioner, herunder kontrol af internettet, et højst regressivt regimente af ’intellectual properties’, en stadig mere invasiv reklame- og underholdningsindustri, men det rækker vist ikke til at forklare den nærmest epidemiske udbredelse af dumhed der præger Vesten og hovedparten af den øvrige verden. Det er her at temaet om livsløgnen kommer ind. For selvfølgelig ville vi kunne kalde de forløbne årtiers løbske pengesystemer og gældsætningsøkonomi for de nulevende generationers store livsløgn, men det spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om man kan forestille sig at dette forbrugstrip og denne hengivelse til alt det velkendte i virkeligheden skyldes vores individuelle flugt fra en ny virkelighed der er så stor og så mægtig og så anderledes at vi ikke kan rumme den.

Det er altid svært at gå imod de vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer. Men vi har både fortilfælde og visse rolle vi kan indtage, hvis der er forhold vi som enkeltpersoner føler et tvingende behov for at sætte os op imod organisationers eller samfundets vanemæssige adfærdsformer. Det er svært, men man er ikke helt på herrens mark. Helt anderledes er det med anerkendelsen af de clairvoyante impulser mange af os løbende får. Hvad fanden skal vi stille op med dem? Vores vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer anerkender på ingen måde gyldigheden af sådanne impulser og indsigter. Og disse impulser og indsigter kan i sig selv også være grænseoverskridende og omvæltende i forhold til ens hidtidige forestillinger og levemåder. Så uanset at sådanne clairvoyante impulser eller indsigter umiddelbart leverer sig selv som troværdige og konstruktive, så kan de nemt fremkalde indre konflikter fordi vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer er så blanke overfor dem. Skal man så til at anse sig selv for at være en eller anden slags ’freak’? Og denne ’freakiness’ står jo netop i skærende kontrast til den coolness og selvkontrol og politiske korrekthed der ellers præger vores samværsformer.

I den optik kunne vildfarelserne udi dækningsløst forbrug og hengivelsen til alt det velkendte være, nå ja, vildfarelser, og den virkelig livsløgn kunne være den stadig mere insisterende fornægtelse af de evner der allerede meldte sig for år tilbage om at vi kender vores verden meget mere indgående end vi vil være ved. Og at vi har adgang til at vide hvad vores sjæls ønsker er for dette liv, og at vi kender andre mennesker meget bedre end vi vil være ved og vores muligheder for at skabe nye forestillinger og ideer og løsninger sammen med andre er langt stærkere end vi vil være ved. Muligvis ville vi kunne overkomme alle vores enorme udfordringer hvis vi viste modet til at stå ved disse evner for at se dybere i tingene. Livsløgnen ville således være fornægtelserne af vores virkelige potentiale, som igen ville være en fornægtelse af os selv på et dybere plan.

Og har jeg ret i at det er normalt for mennesker at besidde disse clairvoyante evner i større eller mindre grad, så er fornægtelsen af disse evner også noget der angår os alle. Så meget at disse fornægtelser faktisk kunne være et match for den epidemiske udbredelse af dumhed i vores samfund. Men det hører også med til denne forestilling, at der vil være mennesker med forskellige former for sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser som formentlig ikke har deres clairvoyante evner intakte. For eksempel er det min fornemmelse, at mennesker med udtalte psykopatiske træk har fortabt deres evner for kende verden gennem deres indre bevidsthed, hvilket i sig selv ville kunne kaste yderligere lys over den her skitserede problemstilling, idet psykopater faktisk har gode karrieremuligheder indenfor de herskende samfundsmæssige normer og adfærdsformer.




(Illustration: Ribaudo-familiens gravsted, Staglieno kirkegården i Genova, billedhugger Onorato Toso)


Populismens bluff

Vores Danmark05

Fik en indskydelse da jeg kom forbi en af Dansk Folkepartis seneste kampagneplakater. Denne plakat viste hvad man må antage er en dansk familie, faktisk en danske storfamilie fordi grupperingen af mennesker omfatter foruden den midaldrende kvinde og mand i centrum af gruppen, og børnene omkring dem, tillige en ældre kvinde og mand og hvad der kunne være en single-onkel samt en Golden Retriever for lige at understrege den godmodige og hjemlige stemning. Og ved siden af denne gruppering står der så med store ”håndskrevne” typer ”Vores Danmark” samt undertitlen ”– der er så meget vi skal passe på”.

Plakaten slog mig som manipulerende. Når der er noget man skal passe på, er der noget der er truet, og eftersom plakaten ikke har nogen andre referencer til verden i øvrigt, må vi konkludere, at det vi skal passe på er de danske familier, og dermed, at det er de danske familier der er truede. Men hvad er det for en påstand, og hvad er det for en baggrund for at fremhæve Dansk Folkeparti?

Dansk Folkeparti er et politisk parti, som har øvet stor indflydelse på Danmarks politiske udvikling gennem de seneste årtier. Dansk Folkeparti har andele i mangfoldige politiske beslutninger, som har været voldsomt indgribende i danskernes dagligdag, herunder Fogh-regeringens skattelettelser til de rigeste, salget af vital dansk infrastruktur, nedbrydningen af servicen i den offentlige sektor gennem centraliseringer af magten og etablering af topstyringsregimer samt ikke mindst Danmarks engagement i adskillige angrebskrige uden et folkeretligt mandat.

Selv hvis vi ser bort fra hvordan disse tiltag med stor sikkerhed kan siges at have skabt større utryghed for den almindelige dansker, så er det i første omgang bare voldsomt manipulerende, at et parti med en så sammensat og problematisk politisk forhistorie forsøger at samle tilslutning ved at antyde at de danske familier er truede, og at Dansk Folkeparti findes for at beskytte de danske familier. Det er da den tykkeste form for populisme.

Der er næppe mange der vil være uenige i, at familiebåndene er et af de helt afgørende forhold, som giver mening og dybde og identitet til vores liv. Og vores trivsel afhænger i allerhøjeste grad af, hvordan vi hver især formår at udtrykke og udleve den kærlighed, der er den underliggende strøm i disse relationer. Og selv i familier hvor kærligheden kommer ud på mere eller mindre hæmmede måder, så er understrømmen der fortsat og bidrager med former for tilhør og identitet. Eller i familier hvor der hersker store uenigheder og store forskelle i valg af levevej og levemåder, sågar i familier hvor nogle har valgt at ophøre med at se hinanden, og i familier der er skilt, vil der fortsat være bånd der binder de enkelte sammen, og disse bånd er i den sidste ende båret af kærlighed.

Ved at antyde at de danske familier er truede, påstår Dansk Folkeparti, at der er forhold indenfor den politiske sfære, som har magten til at trænge ind og true disse bånd, som er afgørende for trivslen af langt de fleste af os. Men hvad er det for et postulat? Det har jo intet hold i virkeligheden. Selvom de politiske forhold og de politiske beslutninger præger rigtig mange aspekter af vores liv, og således også ofte påvirker vores liv i retning af at gøre os utrygge og udsatte, så er de politiske aspekter af livet altså stadig intet match imod de bånd af kærlighed der binder os til hinanden.

Omvendt er der et hav af grunde til at føle sig utryg i den verden vi lever i. Vi har et løbsk udvindingsøkonomisk regime som til stadighed fører til udpining af naturgrundlaget, udtøming af planetens resourcer og global opvarmning, vi har klimakriser som fører til klimaflygtninge i stort tal, vi har en finanssektor der aldrig er blevet ryddet op i, selv efter at den rent faktisk blev afsløret som dybt uvederhæftig og skrupelløs, vi har en omfattende våben- og sikkerhedsindustri for hvem den største trussel er en mere udbredt fred i verden, vi har traumatiserede mennesker i stort tal som følge af ekstrem fattigdom, krige og undertrykkelse, hvilket igen fører til religiøs fanatisme og terrorisme. Jo, der er rigeligt med årsager til at føle sig utryg i verden, og hvad der for mange radikalt uddyber denne utryghed er fornemmelsen af, at deres politiske ledere ikke taler åbent og ærligt om alle disse problemer, de dykker ikke frygtløst ned dem og kæmper sig frem til nogle troværdige og gangbare løsninger på disse kriser. Hvis de gjorde det, ville de utvivlsomt komme til den konklusion, at mange af de nuværende systemer er udlevede, og at troværdige løsninger på alle de ovennævnte kriser nærmest forudsætter en vilje til at opgive de nuværende systemer for at kaste sig ud i arbejdet med at forsøge at stable nogle nye systemer på benene. Og det er jo åbenbart bare det politikerne ikke kan. Eller ikke vil. Derfor hersker der denne stemning i den almindelige befolkning, at deres politiske ledere har forladt dem, og det forstærker radikalt følelsen af utryghed.

Ingen tvivl om at Dansk Folkeparti både er opstået som en konsekvens af denne voksende frygt. Samtidig er det påfaldende at Dansk Folkeparti er det parti der på den mest skrupelløse facon udnytter denne udbredte frygt. Det er det denne kampagne igen afslører. Således er der på den ene side alle de reelle udfordringer, som vi ikke reagerer på og som derfor genererer tiltagende angst, og på den anden side er der de populistiske frygtscenarier der kolporteres for at slå politisk mønt på den utryghed der hersker. Og påstanden om at de danske familier er truede hører efter min opfattelse i sidstnævnte kategori.

Jeg tror ikke på at de danske familier er truede. Jeg tror de danske familier er stærkere end de nogensinde før har været. Jeg ser forældre og børn være langt bedre til at give udtryk for deres indbyrdes kærlighed end jeg husker det fra den verden jeg bevægede mig i som barn og ung. Jeg ser fædre være langt mere nuancerede hvad angår deres egne følelser og langt mere engagerede i børnene og deres liv. Jeg ser kvinder og mænd oprigtigt arbejde på at udvikle samlivsformer som tjener alle parter. Jeg ser forældre der er skilt men ikke desto mindre forbliver venner og begge formår at sætte deres ego til side for at sikre nogle ordentlige rammer for børnene. Indtil det punkt hvor der f.eks. ved højtidlige lejligheder kan opstå en ret overraskende storfamiliestemning, hvor alle ikke bare kan holde ud at være i samme stue men ligefrem kan have det hyggeligt med hinanden, ekskoner/eksmænd, nye kærester, den enes børn, den andens børn, de unge med deres kærester og bedsteforældre til den ene og den anden og den tredje.

Har jeg ret i at de danske familier faktisk har det godt, og at det er ikke der problemerne ligger, får Dansk Folkepartis kampagne pludselig en helt anden betydning. Dermed kommer der en udspekulerethed over deres kampagne som er foruroligende, nærmest ondartet. Faktisk kan man på baggrund af ovenstående hævde, at Dansk Folkeparti aktivt arbejder på at nedbryde de danske familier, simpelthen ved at oppiske en stemning af de danske familier er truede og dermed forsøg på at opvække en dybtgående frygt og usikkerhed i befolkningen.

Dertil kommer så, at Dansk Folkepartis holdninger ofte kan være anledning til splittelse i familierne. Fordi deres anskuelser er så bagudrettede, fordi deres anskuelser er så kategoriske og ekskluderende, fordi deres anskuelser er så frygtbetonede, er der mange mennesker der føler sig kaldede til at tage afstand fra disse anskuelser. Fordi disse anskuelser virker så indskrænkende, er der mange der får åndenød og må kæmpe for at få noget luft og noget albuerum. Det er jo sådan set logisk nok: Ekskluderende holdninger skaber splid, inkluderende holdninger skaber samling.

På den baggrund vi jeg opfordre alle til i første omgang at værdsætte deres nære relationer, og dernæst at overveje i hvilken retning de hver især synes at Danmark skal bevæge sig politisk. Og jeg vil opfordre til, at vi som almindelige borgere begynder at forlange af vores politiske ledere, at de begynder at forholde sig til de reelle trusler vores samfund er konfronteret med og ikke de indbildte populistiske trusler.



Det mentale habitat


Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.




(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)