Forfatterarkiv: kolliker

Coronakrisen, en status

Posted on by
2

Med ophævelsen af Covid-restriktionerne kommer nu den større samfundsmæssige refleksion på begivenhedsforløbet over de seneste to år. Med de meget udbredte frygtbetonede reaktionsmønstre indenfor hele spektret af autoritetsfigurer fra statsministeren og ned til de enkelte forældre har coronakrisen velsagtens allerede afsat forskellige spor af traumer. I tilbageblik var reaktionen af det danske politiske lederskab trods det fattede ydre præget af grader af hysteri og overreaktion. Man viste aldrig modet til at teste hvor farlig epidemien reelt var, man forfaldt til at tage de statistiske tal for pålydende uden at kvalificere dem i forhold andre tungtvejende helbredsfaktorer, og man lod sig på et meget tidligt tidspunkt fiksere på udviklingen af og den totale udbredelse af nye eksperimentelle vacciner, som vores eneste middel til at overkomme epidemien. Den indeholdte angst i disse reaktionsmønstre kan meget vel have jaget en skræk i livet på mange børn og ubefæstede sjæle.

Og i takt med at vi begynder at anerkende omfanget vaccineskaderne kan denne videre refleksion gå hen at blive meget smertelig. Den helt ensidige og doktrinære satsning på, at det var disse nye eksperimentelle vacciner der skulle redde os fra epidemien, kan gå hen at blive en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er set. Ikke mindst fordi der fra starten var en lang række alternative bud på både profylaktiske og tidlige behandlinger, som ikke bare blev affærdiget, de blev aktivt undertrykt, så vaccinerne kunne fremføres som vores eneste middel for at overkomme epidemien. I realiteten gik denne overlagte satsning på vaccinerne så vidt, at der blev fiflet med tallene for de kliniske tests forud for vaccinernes nødgodkendelser i USA og derpå kloden rundt. Allerede under de kliniske tests var der signifikante mængder af bivirkninger og skader som blev fortrængt, og efterfølgende har sundhedsmyndighederne kloden rundt med overlæg undertrykt indrapporteringer af vaccinebivirkninger og –skader, og således svigtet deres forpligtelser overfor løbende at vurdere forsvarligheden ved udbredelsen af disse lægemidler.

Det er svært at sige, hvor stort et problem vi står med her, men potentielt står vi med en lægemiddelskandale af en størrelse, som får alle forudgående lægemiddelskandaler som Thalidomid- eller HIV-blodtransfusionsskandalerne til at fremstå ubetydelige. Og det ville i givet fald efterlade os med en virkelig giftig cocktail. På den ene side et omfang af menneskelige tragedier som vil være svære overhovedet at rumme, og på den anden en virkelig tyndbenet case for hvorfor vi overhovedet alle skulle tage disse vacciner. Havde Covid19 været en ny Spanske Syge, som havde taget livet af store dele af befolkningerne ud over hele kloden, og havde vaccinerne bevist deres effektivitet til at imødegå epidemien, så havde vi velsagtens været tilbøjelige til at acceptere de enorme ofre som de vaccineskadede menneskeliv frembyder. Men ingen af disse forhold gælder. Baseret på erfaringerne fra mange udviklingslande, hvor brugen af Ivermectin og Hydroxyklorokin ikke var undertrykt, kunne epidemien allerede have været under kontrol i midten af 2020. Og langt mere end at det var vaccinerne der reddede os, var det fremkomsten af Omikron-varianten, der både fortrængte de tidligere varianter og lynhurtigt spredtes ud over kloden, og hvor infektionsforløbet bare var så meget mildere, at epidemien ikke længere udgjorde en samfundsrisiko.

Fordi casen for de eksperimentelle vacciner i tilbageblik fremstår så spinkel, og omkostningerne ved den massive udrulning kan vise sig at være enorme, så står vi som sagt på et særdeles farligt punkt. En ting er den vrede og frustration, der allerede er udbredt i befolkninger kloden rundt over alle de vilkårlige indskrænkninger i deres personlige frihed, en anden ting er den vrede og frustration der rejser sig, når omfanget af vaccineskaderne kommer for dagens lys. Det kan nemt udvikle sig til en regulær lynch-stemning, som måske har sin stærkeste parallel i lynch-stemningen, der opstod i mange tyskbesatte lande ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor modstandsbevægelsen og befolkningen som helhed blev besat af begæret efter at straffe alle kollaboratørerne. Og i tilbageblik vil ’kollaboratør’ muligvis være den mest dækkende betegnelse for den mangel på integritet og selvstændig kritisk stillingtagen, der blev udfoldet af det politiske lederskab, af sundhedsmyndighederne og af de store medieplatforme. Og som kollaboratørerne under 2. Verdenskrig også kun havde en sporadisk opfattelse af, hvor degenereret det nazistiske overherredømme i virkeligheden var, så fremstår det lige så sandsynligt, at vi alle fortsat kun har en sporadisk opfattelse af, hvad det var for degenererede tankegange, der lå bag dels fremkomsten af Sars-Cov2-virussen dels de yderliggående politiske konsekvenser man drog af Covid-epidemien.

I realiteten er der ikke nogen videnskabelig case for, at virussen var naturligt opstået. Den mulige naturlige forklaringsmodel er så vildt usandsynlig, at den rimeligvis kan afvises. Den oprindelige Sars-Cov2-virus var menneskeskabt, og kilden til spredningen af virussen var sandsynligvis højrisikolaboratoriet i Wuhan. Men det betyder ikke, at Kina eller kinesiske forskere skal stå alene med skylden for denne enorme menneskehedens tragedie. Denne vanvittig farlige forskning i genmanipuleret potensering af vira var et lille eksklusivt internationalt forskningsfelt, hvor både kompetencer og forskningsmidler flød frit imellem flere betydende nationer. Men allerede her har vi et første bud på, hvorfor reaktionen på lækagen af virussen fra højrisikolaboratoriet skulle udvikle sig så hysterisk. Altså at de mennesker, der rent faktisk vidste besked, at de var så voldsomt inkriminerede, at de i stedet gjorde alt for at sløre omstændighederne, og samtidig gjorde alt hvad der overhovedet stod i deres magt for at påvirke politikerne til at tage maksimale forholdsregler for at begrænse skaderne af denne undslupne virus. De havde ingen tanker for økonomien eller samfundets almene trivsel, men omvendt havde de enormt meget i klemme på at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af de vanvittige selvbestaltede risici de havde taget på hele menneskehedens vegne.

Siger vi så, at denne krise rammer ned i et politisk miljø, hvor de politiske ledere havde vænnet sig til at bevæge sig i magtens højere cirkler, og mandaterne til at opretholde deres politiske positioner var opnået igennem spin og demagogi og imagepleje, og således at dialogen mellem de politiske ledere og befolkningerne og dermed den demokratiske forankring af de førte politikker var på et historisk lavpunkt, ja så stod politikerne allerede meget svagt overfor befolkningerne, da coronakrisen så brød igennem. Fordi der ikke var nogen indarbejdede former for dialog mellem de politiske ledere og befolkningerne, fordi de allerede igennem årtier havde optrådt mere og mere arrogant overfor befolkningerne, så havde de ikke holdningen og troværdigheden og sproget til at vække et reelt forenet kollektivt kriseberedskab. Og igen, de politiske ledere var også på hælene ved at visse centralt placerede sundhedsfaglige eksperter havde enormt meget investeret i, at maksimale forholdsregler blev taget for at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet. Og således faldt de politiske ledere tilbage på de vanemæssige værktøjer af spin og demagogi for at drive befolkningerne til at tage de forholdsregler de (politikerne) mente var nødvendige. Ligesom dårlige forældre der opdrager ved trusler og moraliseren. Total top-down-ledelse og total lukkethed overfor alle kritiske alternative stemmer. Og dengang tænkte de nok ikke videre over, hvilke risici der kunne være forbundede med i en krisesituation som denne at forlade sig på spin og demagogi og magtfuldkommenhed overfor i stedet netop at være fuldkommen åbne og ærlige og derved vække en samlet samfundsmæssig mobilisering.

Så de politiske ledere igennem hele den vestlige verden er nu ekstremt pressede. Som covid-epidemien klinger af, og vaccinestrategien mere eller mindre står klædt af til skindet, så står deres magtfuldkommenhed til at give voldsomt bagslag. Den klaustrofobisk kvalmende tale premierminister Justin Trudeau holdt, som den canadiske regerings reaktion på den store Freedom Convoy, udstiller hvor pressede de er. Og hvor langt de er parate til at fordreje virkeligheden for at opretholde deres coronastrategi, herunder deres nu komplet fornuftsstridige klamren sig til vaccineløsningen. Så vil store dele af de vestlige befolkninger dømme deres politiske ledere som kollaboratører? Hvis ikke store dele af den canadiske befolkning gjorde det før, så gør de det nu efter Trudeaus infame bagtalelse af de protesterende lastbilchauffører. Og turen kommer formentlig til omtrent alle de øvrige vestlige politiske ledere.

Men inden vi falder over dem, og begynder at klynge dem op i lygtepæle, så bliver vi nødt til at rejse det langt vanskeligere spørgsmål, såfremt de er kollaboratører, hvem er de kollaboratører for? Et første nærliggende svar ville være ’det amerikanske overherredømme’ i den forstand, at de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. meget vel kunne have fået deres første og grundlæggende introduktion til coronakrisen gennem de amerikanske sundhedsmyndigheder samt gennem amerikanske efterretningskilder. Og den viden, man baserede sine indledende sundhedsfaglige beslutninger på, kunne meget vel være leveret af samme amerikanske organer. Og her bliver spørgsmålet, der tårner sig op: Var de amerikanske sundhedsmyndigheder kompromitterede, fordi de også havde en andel i ovennævnte vanvittige programmer for genmanipulerede potenserede vira, og de amerikanske sundhedsmyndigheder lagde således fra starten denne linje, at det for alt i verden gjaldt om at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet? Disse vanvittige programmer for potensering af vira kan så have haft forskellige mulige målsætninger, hvor den officielle gik på, at det var en metode til at opbygge et beredskab overfor eventuelle fremtidige naturligt forekommende vira, og formålet med de potenserede vira var at udvikle vacciner til imødegåelse af disse vira. Således kan de amerikanske sundhedsmyndigheder såvel have været kompromitterede ved fra starten at have en andel i denne strategi om udvikling af nye vacciner, og i dette tilfælde altså nogle helt nye typer vacciner, der vha. genmodifikationer griber ind i menneskekroppens genetiske funktionsmåder og fremmer kroppens produktion af nogle specifikke celleoverfladeproteiner.

Således er det ikke utænkeligt, at det var noget møg at uheldet med udslippet af Sars-Cov2-virussen skete, men når det nu var sket, så handlede det i den grad om at sætte turbo på den allerede planlagte vaccinestrategi. Og således blev de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. muligvis fra starten spundet ind i nogle fortællinger om Sars-Cov2-virussens oprindelse og de efterfølgende vacciner, som ikke var helt sandfærdige. Og når man en gang er kommet for skade at løbe med en ikke helt sandfærdig historie, hvornår indser man som politisk leder behovet for at indrømme hvad der rent faktisk er sandt, og således indkasserer det troværdighedstab, der følger med vedståelsen af at have udbredt forklaringer, som ikke var helt sande? Når Trudeau forfalder til så voldsomt fordrejede gengivelser af, hvad de canadiske lastbilchauffører står for og hvordan deres adfærd er, så fortæller det noget om, hvor meget han sidder i saksen. At han i realiteten har solgt helt ud af sin integritet, og nu som en anden talende dukke bare kan lire de samme tirader af, som vi har hørt over det seneste år til halvandet. Hvad der således oprindelig muligvis bare var udslag af vanemæssige former for medløberi er undervejs i coronakrisen blevet til en grel udstilling af, hvor dybt denne tendens til medløberi har gennemsyret hele den vestlige verden.

Og det er her, at jeg vil tage spørgsmålet videre, for dette mønster med magtarrogance og spin og demagogi overfor undersåtterne på den ene side og på den anden medløberi og servilitet overfor de globale magthavere hænger i mine øjne nøje sammen med fraværet af visioner og ægte politisk hjerteblod. Altså at de politiske ledere, faktisk igennem hele den postmoderne periode, ikke reelt har brændt for at skabe en bedre verden, men snarere, at de politiske ledere har solet sig i deres egen magt og betydning. Hele forskellen ligger i, om man ser sig selv som en tjener for en højere sag eller om man bruger bestemte spørgsmål, som rører sig i folkedybet, til at slynge sig selv op til positioner af magt og betydning og derpå bruge sin fortrinsstilling til at skaffe sig yderligere magt og betydning. Og hvordan bedre opnå fremgang i sin karriere end ved at tjene de virkelig magtfulde? Spørgsmålet jeg hermed tillader mig at rejse er, om vi lever i en kultur, der er gennemsyret af prostitution. Og når så en krisesituation rammer, så har de politiske ledere ikke modet og rygraden til at indse, at det er en helt ny situation der er opstået, og situationen kalder på en alle-mand-på-dæk-mobilisering og det er nu man skal vise sin karakter og sine evner som en virkelig leder. Men de manifesterede sig ikke, de virkelige ledere, for vores ledere var i forvejen ikke ægte som mennesker. Det er slemt nok med Mette Frederiksen, og hun har tydeligvis sine egne mørke magtbegærlige sider, men hvad så med marionetter som Boris Johnson og Joe Biden, som trods deres formelle status som øverste politiske ledere tydeligvis selv er underlagt medløberi og servilitet overfor de globale magthavere. Så hvem er de globale magthavere? I virkeligheden?

Det er Davos-slænget, World Economic Forum, forsamlingen af klodens milliardærer, vil mange sikkert svare. Har den forhastede og doktrinære udrulning af Covid-vaccinerne ikke netop være drevet af medicinalgiganternes muligheder for at score nogle fuldkommen astronomiske gevinster? Jo, givetvis, men der er så meget på spil her, hvad angår magt, kontrol, overvågning, frihedsrettigheder, politisk styring, at de resulterende virkninger af cornastrategierne i hvert fald er langt hinsides spørgsmålet om bare at tjene styrtende med penge. Umiddelbart vil jeg sige, at vor tids milliardærer er ikke som tidligere tiders industrimagnater. Vor tids milliardærer vil have opnået deres ufattelige rigdom gennem deres evner for at operere i og drage fuld fordel af de forløbne 50 års løbske penge- og finanssystemer. Deres velstand kan rimeligvis siges at være et barometer for, netop hvor løbske vores penge- og finanssystemer har været. Og for alle andre end eliten indenfor denne finanskapitalisme vil den uforholdsmæssige magt, milliardærerne har opnået, være illegitim. Altså at der er et væsentligt moment af svindel forbundet med deres magt, fordi vores penge- og finanssystemer i sig selv har været gennemsyrede af former for bedrag, og her tænker jeg i særdeleshed på måderne USA kvit og frit har kunnet gældsætte sig overfor alle andre lande, jeg tænker på den illegitime pengeskabelse via eurodollarmarkedet som har givet finanssektoren en helt uforholdsmæssig magt, og jeg tænker på fraværet af myndighedsmæssigt opsyn med og regulering af markederne for finansielle derivater og den deraf følgende astronomiske vækst af disse markeder, og måderne disse markeder indvirker på realøkonomien.

Hvis denne verdens milliardærer har opnået deres uforholdsmæssige rigdom og magt gennem maksimal udnyttelse af de bedrageriske sider af vores herskende penge- finanssystemer, og almindelige mennesker således ikke har nogen respekt for denne rigdom og magt, ja så er deres position som magthavere truet. Og så vil dette slæng gøre ligesom magthavere til alle tider har gjort, de vil ty til overvågning og kontrol og konkret eller virtuel udryddelse af deres kritikere. Og med de grader af styring af måderne viden bliver delt eller netop ikke delt på de sociale platforme, så lever vi måske allerede i en form internering. Men i takt med at overvågningen og kontrollen og den overordnede styring bliver mere og mere drakonisk, breder mismodet og mistrivslen sig i verdenssamfundet, den økonomiske aktivitet og værditilvækst synker sammen, og så begynder uroen og opstandelsen i befolkningerne for alvor at røre på sig. Dette forløb var forudsigeligt, og således har denne elite af milliardærer muligvis allerede i årevis arbejdet på at udvikle og indføre værktøjerne til at kunne nedkæmpe og kontrollere denne uro og disse opstande. Deraf blandt andet de militariserede politistyrker kloden rundt samt diskrete forfatningsmæssige ændringer, som åbner for benyttelse af militæret til nedkæmpelse af interne opstande.

Men der er også et andet aspekt, som muligvis er en pendant til politikernes mangel på visioner og ægte politisk hjerteblod. Tidligere tiders industrimagnater var givetvis nogle brutale typer, men de var trods alt ledere for mægtige produktionsfaciliteter med mængder af medarbejdere, og således havde de trods alt hænderne dybt nede i det jordiske. Heroverfor lever finanskapitalismens milliardærer i en helt anderledes abstrakt og fremmedgjort verden, som er så blottet for reelt menneskeligt indhold, at denne fremmedgørelse formentlig er en meget fremtrædende side af disse milliardærers personlighed. Samtidig tillader deres ufattelige velstand dem at leve indenfor visse ekstremt eksklusive cirkler, og de kommer således kun sporadisk i kontakt med folk fra andre afsnit af samfundet. Aktuelle undersøgelser tilsiger at en ud af fem topdirektører har psykopatiske træk, men igen, her taler vi stadig såvel om topdirektører for produktionsvirksomheder. Tager vi finansmilliardærerne for sig, er der grunde til at antage, at dette forholdstal er væsentligt højere, og hvad vi således ryger ind i her er former for fremmedgørelse og anderledeshed som stikker så dybt, at vi mentalitetsmæssigt taler om to grundlæggende forskellige verdener. Og hvor gode er det lige at halv- eller kvartpsykopaterne er til at identificere stjernepsykopaterne? Og vil de ikke nærmere se op til dem end at være på vagt overfor dem? Så hvor udbredt er det lige, at psykopati er blandt finansmilliardærerne? Og den ledelses-/ bestyrelsesbeslutning hos Pfizer der afgjorde, at der skulle smykkes på tallene for resultaterne af de kliniske tests af deres Covid-vaccine, og vaccineskaderne skulle fortrænges, hvordan kan den være andet end en beslutning taget af en samling psykopater?

Og her kommer vi så til det punkt, hvor jeg muligvis vil miste ni ud af de ti læsere, der allerede har vist stor tålmodighed ved at følge mine ræsonnementer så vidt. Præmissen er følgende: Menneskets hjerne er muligvis ikke en slags computer, som mange mennesker tror, men er nærmere et sanseorgan, der både opfanger og udsender energistrømninger. Og selvom vi ikke er bevidste om det, så reagerer vi konstant på de energistrømninger vi opfanger, og samtidig fungerer vi hver især som en slags prisme, som reflekterer disse energier videre med en drejning, der kommer fra vores egne dispositioner og energimæssige vibrationer. Præcis i hvilke former disse energier udveksles er ikke endeligt afklaret, men der er stærke indicier for, at vi kan udveksle energier på et kvantumniveau, dvs. i former som er hinsides vores etablerede forestillinger om vores fysiske bindinger til tid og rum. Altså at vi ved vores bevidsthed kan opnå viden på en indlevet facon om begivenheder og forhold i andre tidslinjer og umådeligt fjerne regioner. Personligt tror jeg, at erkendelsen af disse radikalt udvidede former for tilstedeværelse er en af de største frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og såfremt disse erkendelser bliver udbredte, så vil det i sig selv radikalt transformere praktisk talt alle måderne vores samfund fungerer på. Således vil vi gennem ren indlevelse og noget træning med stor sikkerhed kunne sige, om en given person lyver om et bestemt forhold eller taler sandt.

Men denne genialitet har også sine mindre fordelagtige aspekter. For denne fysiologiske åbenhed gør os samtidig sårbare overfor indflydelser udefra, og her igen indflydelser som sågar kan komme fra andre tidslinjer eller umådeligt fjerne regioner. Når vi står og ser op imod stjernehimlen, så har vi vænnet os til at tro, at alle disse utallige stjerner og solsystemer er så ufatteligt langt væk, at de for altid vil være udenfor menneskets rækkevidde. Men så snart vi accepterer virkeligheden ved udvekslinger af energier på et kvantefysisk niveau, så er hver disse forbindelseslinjer af lys en mulig bro, en energimæssig kontakt, til andre verdener og andre væsner, som er meget forskellige fra os. Og mig bekendt taler alle pionererne her på Jorden, som har eksperimenteret med disse former for sansninger på tværs af tid og rum, om en gennemgående forskel imellem de udenjordiske væsner og kulturer, hvor nogle væsner/ kulturer rummer evnen for empati, som også er karakteristisk for mennesket, mens andre væsner/ kulturer ikke ejer evnen for empati, og således i vores optik fremstår psykopatiske. Men betegnelsen psykopatisk er jo et stærkt værdiladet ord, disse væsner/ kulturer ejer ikke denne evne og er således bare fundamentalt anderledes. Indenfor denne forståelsesramme kan mennesket således mere eller mindre bevidst åbne sit liv for forskellige påvirkninger udefra, og således kan både de empatiske og de psykopatiske træk ved mennesket blive stimulerede ved de påvirkninger man søger.

Har mennesket såvel som andre jordiske og udenjordiske væsner disse evner for at udveksle energier på kvantefysiske niveauer, så har disse evner selvfølgelig altid været der, men har bare ligget uerkendte og mere eller mindre sovende i mennesket. Og på samme måde må vi forestille os, at menneskeheden altid i et eller andet omfang har været under indflydelse af energier fra andre tidslinjer og umådeligt fjerne steder. Hvad pionererne indenfor disse bevidsthedsrejser også taler om er, at mange af disse kulturer er væsentligt mere udviklede mentalitetsmæssigt og/eller teknologisk, og at de rent faktisk har udviklet fartøjer, der sætter dem i stand til at rejse over afstande i Universet, som vi slet ikke kan begribe, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Og videre taler flere af disse pionerer om, hvordan de empatiske væsner/ kulturer har en meget høflig måde at stille sig til rådighed for menneskeheden ved simpelthen at afvente at vi henvender os, mens omvendt de psykopatiske væsner/ kulturer, som jo er fundamentalt egocentrisk drevne, at de ikke udviser de samme forbehold. Således taler pionererne videre om omfattende udvekslinger mellem de tyske nazister og repræsentanter for de psykopatiske udenjordiske kulturer, og der foreligger såvel sådanne indlevede vidnesbyrd om møder mellem henholdsvis repræsentanter for de empatiske og de psykopatiske kulturer og tidligere amerikanske præsidenter og militære ledere.

Og ja, det er alt sammen voldsomt postulerende og vidtløftigt og anekdotisk, og jeg vil også godt understrege, at hovedpointen i denne note ikke afhænger af, om man køber disse grænseoverskridende forestillinger eller man ikke gør. Hvor jeg vil hen med denne perspektivering er, at denne skelnen imellem empati og psykopati, denne skelnen imellem integritet og prostitution forekommer at være universel, og den stikker så dybt, at mennesker enten lever indenfor den ene verden eller indenfor den anden. Og for hver gang vi træffer valget af det ene eller det andet spor, så opbygger vi momentum i retning af at bevæge os længere ned ad den vej. Og mennesker, der konsekvent vælger det ene eller det andet spor, vil over tid udvikle sig til nærmest monstrøse udtryk for denne polarisering. Således er stjernepsykopater så fremmedgjorte overfor måderne vi empatiske mennesker omgås hinanden, at de ligefrem kan finde behag i at se os lide, måske endda at se os lide over at være vidne til overgreb begået imod en vi elsker. For en psykopat giver det en slags kick og det er også morsomt og måske også en slags hævn over alt det de empatiske væsner deler, som psykopaten er udelukket fra. Vi skal heller ikke være blinde overfor, at en af de mest virkningsfulde måder psykopater kan opnå kontrol over normale mennesker er ved at traumatisere dem. Det er faktisk én og samme ting, det psykologiske traume og blokeringen af flowet af empati. Således kan psykopater gennem traumatisering få normale mennesker til at ligne dem selv. Og det er her vi for eksempel kan spørge os selv, om de vildt grænseoverskridende hemmelige indvielsesritualer på diverse eliteskoler i realiteten er systematiserede former for traumatisering.

Hvilket (omsider) bringer mig frem til mit egentlige sigte med denne note: At forsøge at etablere en forståelsesramme for det tilfælde, at vi pludselig står overfor erkendelsen, at udrulningen af de eksperimentelle Covid-vacciner var en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er begået.









(Illustration: Manipuleret version af det berømte Earth Rise foto fra Apollo 8-missionen)

Advertisement

Eftermæle

Posted on by
Svar

Måske er det bare mig, men er der overhovedet ingen åbenhed for ideer i vores samfund? Ingen nysgerrighed, ingen fantasi, ingen anerkendelse af livets fundamentale lov om at uden fornyelse kommer der stagnation og forfald? Som en person, der har dedikeret sit liv til nye ideer, har jeg igennem hele mit liv følt, at jeg levede i eksil. Ingen af de ideer jeg har fået og givet form, har mødt nogen resonans i det samfund, jeg var en del af. Og bevares, det har jeg heller ikke krav på. Vi lever i en fri verden, hvor enhver er fri til at leve i henhold til sine egne præferencer. Det kan jo også bare være, at de var dårlige, mine ideer. Eller rettere, hvis ideerne kommer til én, så er de nok ok, men jeg var bare ikke god nok til at give dem form. Omvendt er jeg trods alt lykkedes med at give form på en række nye originale ideer, så den konsekvente mangel respons har været svær at bære.

Således er mit liv over årene blevet præget af en vis nederlagsfølelse, og samfundets stagnation og forfald er blevet til en form for stagnation og forfald for mit eget liv. Men det er vel stadig ikke ”samfundets skyld”? Måske havde jeg bare ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få ”mine” ideer igennem? Ville større mod og større stamina og disciplin have gjort forskellen? Måske. Men så igen, måske ikke. Som jeg har oplevet mine omstændigheder, har det hele vejen igennem handlet om en nysgerrighed, en modtagelighed, en følsomhed for nye ideer, der bare ikke har været der.

Følsomhed for ideer vil jeg så holde på, er snævert forbundet med de personlige karaktertræk af ærlighed og integritet. Eller med andre ord, en form for ydmyghed, en fornemmelse for at der er noget der er større end én selv, noget som ind imellem virker igennem én og man er i virkeligheden bare en tjener for dette højere kald. Det kan være en sans for retfærdighed, det kan være en sans for solidaritet og medmenneskelighed, det kan være en sans for pædagogiske eller lægelige indsigter. Vi taler om evnerne for en intuitiv tilgang til virkeligheden og fornemmelse af at været integreret del af livet og samfundslivet. Indenfor alle professioner er der eksempler på mennesker, som har dedikeret deres liv til det kald deres profession rummer, og har derved ladet dette større kald virke igennem sig. Store personligheder, netop i kraft af denne ydmyghed, som har udrettet bemærkelsesværdige ting og bragt civilisationen videre.

Måske er mine nederlagsfølelser hen ad vejen blevet den optik, jeg ser verden igennem, hvilket måske også er baggrunden for at spørger mig selv, om mennesker af ovennævnte støbning overhovedet findes længere. Som jeg ser det, opnår folk høje positioner i samfundet og nyder stor bevågenhed fra mediernes side uden på noget tidspunkt at have udvist personligt format, uden på noget tidspunkt at have haft en original idé, uden på noget tidspunkt at have stillet sig selv til rådighed for noget, der er større end dem selv. Og det er ikke helt utænkeligt, at det faktisk forholder sig sådan. De psykologiske mekanismer der er på spil her er nøjere beskrevet nedenfor (ved begreberne om den skarpttegnede identitet og den kollektive identitetskrise), men grundlæggende handler det om den modsatrettede metode af den ovennævnte. Altså at man vælger at sælge ud af sin ærlighed og integritet for netop at sætte gang i sin karriere.

Der ville i givet fald være nogle selvforstærkende mekanismer indeholdt i disse adfærdsmønstre. Folk pejler sig ind på hvad der giver succes (altid noget der er til at pege på), folk begynder mere og mere at rette ind (undertrykker deres egne indskydelser) for at gøre fremskridt indenfor hvad der forventes, de herskende samfundsformer bliver mere og mere konsoliderede, samfundet som helhed begynder at optræde mere og mere nedsættende overfor nye ideer, folk pejler sig ind på.. osv.. Så de der gør det godt, har muligvis hen ad vejen kvalt deres nysgerrighed og ydmyghed, følsomheden overfor ideer og reel nytænkning er blevet fordrevet, og henad vejen bliver samfundsudviklingen fanget i en degenereret tendens, som er dømt til at vokse helt ud af proportioner for derpå at kollapse. Og efter min opfattelse er det det punkt vi står på nu. Boligbobler, obligationsbobler, pensionsbobler, subprime bilfinansiering, eksponentielle udvidelser af pengemængden, akademiske og kunstneriske bobler, drakonisk overvågning og kontrol af borgernes adfærd, plyndring af naturgrundlaget, udtømning af ressourcer, økologiske sammenbrud.

Åbenbart havde jeg ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få mine ideer igennem, men jeg havde trods alt tilstrækkelig stamina til at fortsætte igennem mit eksil over tre årtier. Der hvor nederlagsfølelserne for alvor slog igennem var i 2016-2017, hvor vores samfundsmæssige lederskab lancerede deres fake news-kampagne, som i realiteten var værktøjer for censur og ensretning af befolkningens forestillinger. Selvom jeg ikke har oplevet nogen resonans på mine arkitekturideer og kun en meget begrænset læserkreds for mine filosofiske/ folkepsykologiske ideer, så var der altid en mulighed for, at en af disse ideer ville slå an og opnå en eller anden grad af udbredelse, og jeg ville i en eller anden forstand kunne træde ud af mit eksil. Men med fake news-kampagnen skiftede det samfundsmæssige lederskab til nu åbenlyst at undertrykke nye ideer og alternative forestillinger. Og det var selvfølgelig fordi de herskende samfundsforestillinger viste tydeligere og tydeligere tegn på at være udhulede, og risikoen for deres kollaps blev mere og mere overhængende, og således blev der sat ind med statens stærkeste redskaber for kontrol.

Og så kunne jeg sige nok så meget til mig selv, at dette var et forventeligt moment i den ultimative sejr, men i virkeligheden var jeg rystet over, at lederskabet var parat til i den grad at forråde de principper vores samfund hviler på. Og jeg mærkede dette overgreb simpelthen som en tyngde, der satte sig i min krop. Det var givetvis allerede gået ned ad bakke for mig i nogle år, men lige dér var det, at den samfundsmæssige stagnation satte sig som min personlige stagnation, og mit eksil føltes endegyldigt stadfæstet. Jeg holder af at gå i naturen, og tidligere gik jeg flere gange om ugen med lethed ture på 10 km. Med min dybe skuffelse over det nye kontrolregime kom der en tyngde over mig, så det nu jævnligt var sådan, at bare en tur på 5 km var forbundet med en eller anden grad af anstrengelse. Min krop føltes bare så meget tungere og mit liv var blevet markant mere udsigtsløst.

Med coronavirussen er det samfundsmæssige kontrolregime så taget til nogle fascistoide niveauer, og som i fascistiske stater er det samfundsmæssige lederskab ved gud også her lykkedes med at have fået gejlet store befolkningsgrupper op til at rette deres egen usikkerhed og deres egne frustrationer mod en bestemt minoritet i samfundet. Så hvis jeg syntes følsomheden for ideer svigtede tidligere, og det samfundsmæssige lederskab var begyndt at kvæle samfundsudviklingen ved kanoniseringen af nogle bestemte stivnede forestillinger, så er coronaregimet og befolkningens samling omkring den officielle propaganda nu etableret som en massiv overmagt. Det er voldsomt nedslående. Det er ikke fordi jeg går med tanker om at tage mit eget liv, men der er en enorm dødvægt ved overhovedet at eksistere i denne tid, og personligt føler jeg mig alvorligt svækket.

Selvom jeg mener jeg har nogle rimeligt kvalificerede forestillinger om, hvor hårdt udfordret menneskeheden bliver, når de herskende samfundsillusioner braser sammen, så har det på den ene eller den anden måde været en slags trøst, at denne genforening med realiteterne var uundgåelig. Og det er uundgåeligt, men jeg havde ikke indkalkuleret, at det skulle lykkedes at hvirvle modne demokratiske befolkninger ind i fascistoide former for selvretfærdighed og hævngerrighed. Eller rettere, jeg havde set det komme, men oplevelsen af stemningerne var sværere at håndtere end jeg var forberedt på. Der er noget ved absurditeten af selvretfærdigheden og hævngerrigheden, der gør den virkelig svær at bære. Når en kultur begynder at forfølge tvivlerne, så ved vi det komme til overgreb og forbrydelser mod menneskeheden. Og disse psykologiske mekanismer er under udfoldelse, i dag, i Danmark, såvel som praktisk talt ud over hele kloden.

Igennem hele mit voksne liv har der været denne underliggende viden om, at vores levemåder ikke var bæredygtige, og at vi som samfund levede på lånt tid. Samtidig har jeg/vi levet igennem en finansialiseringens epoke, hvor bankerne gik amok i at skabe penge ud af ingenting, og der skete en enorm koncentration af den finansielle og økonomiske magt, og denne enorme finansielle og økonomiske magt hos storbankerne og storkoncernerne blev omsat til meget vidtgående politisk indflydelse. Blandt definitionerne af en fascistisk stat er en sammensmelten af staten og storkoncernerne, og de omstændigheder passer efterhånden uhyggeligt godt på vores nuværende samfund. Formelt er der en adskillelse mellem den danske stat og Danske Bank og Maersk og Novo og Landbrug & Fødevarer, men de er samtidig integrerede ind i nogle globaliserede netværk af økonomisk og politisk indflydelse, så i praksis får de formentlig tingene nøjagtig som de vil have dem hos den danske regering.

Påfaldende nok blev Danske Bank ikke trukket igennem en tilbundsgående revisionsproces, da den danske befolkning via den danske stat pludselig var nødt til at stille nogle helt uforholdsmæssige garantier for at redde banken. Det fascistiske mindset har i den forstand været under udbredelse over årtier, også fordi det spiller så fint sammen med et materialistisk mindset. Så når jeg spørger til vores samfunds åbenhed for nye ideer, og mener at kunne konstatere at det står virkelig sløjt til, så kan denne lukkethed og blindhed ses som udslag af, at det er erhvervslivets overdefinerede skarpe identitetsopfattelser, der slår igennem på mangfoldige sider af vores samfundsforståelse.

Således har de forløbne 40-50 års samfundsudvikling været præget af dominansen af nogle mægtige illusioner. At finanssektoren genererer rigdom, at de markant voksende uligheder bare er en bivirkning af at vi alle bliver rigere, at problemerne med udtømning af ressourcer bliver der taget politisk hånd om, at problemerne med klimaforandringer og udpining af naturgrundlaget bliver der såvel taget hånd om, men intet af dette er sandt. Finanssektoren genererer ikke rigdom men dræner den ud af andre afsnit af økonomien, de markant voksende klasseskel har været nedbrydende for samfundets sammenhængskraft og der findes ingen reelle planer for håndteringen af vores ressourceproblemer og økologiske krise. Helt i erhvervslivets ånd bliver der holdt en ulastelig facade, men vores samfunds fundament er i fremskredent forfald.

Samtidig var det ikke mindst via Vestens finansielle overmagt at den kommunistiske Østblok blev overvundet, og måden denne ”sejr” blev fejret i Vesten, var også så ureflekteret og overfladisk, at det i sig selv havde iboende fascistiske tendenser. Man kan ikke dyrke så massive grader af selvretfærdighed uden allerede at være et pænt stykke ude på det fascistiske spektrum. Og samtidig missede vi her i Vesten en enestående lejlighed til at reflektere over, hvad krig og fred egentlig er for nogle fænomener, og om vi eventuelt skulle gennemføre en dybtgående selvransagelse og kursændring selv. Men det gjorde vi ikke. Vi tog endeløse sejrsrunder. Med hovedet under armen.

Jeg har ikke læst Marx (hvilket er en stor svaghed), men et af de mange virkningsfulde begreber fra marxismen er begrebet om falsk bevidsthed. Eller i hvert fald anerkender jeg behovet for et begreb til at beskrive, hvordan store befolkningsgrupper eller muligvis praktisk talt hele befolkninger kan leve indenfor nogle forestillinger, som ikke er funderede i realiteterne. Og det er også karakteristisk for erhvervsvirksomheder og fascistiske stater. Hvis ikke det glorværdige billede kan opretholdes ved ærlighed, så lyv for fanden, lyv! Og der bliver løjet hele tiden, på så mange planer. Enten fordi forvalterne selv er i illusionernes vold, eller fordi de kender til realiteterne, men fuldstændig mangler både visionerne og handlekraften til at vedgå og imødekomme disse realiteter.

Så det er hvad min blogaktivitet på Facebook har handlet om over de seneste 10 år. Mentalt og psykologisk at klæde os lidt på til at møde situationen, hvor de mægtige herskende samfundsillusioner krakelerer. Det er et sindssygt kritisk punkt i vores kulturelle udvikling, og der er en overhængende risiko for, at vi slår over i et regulært fascistisk mindset og et regulært fascistisk styre. Simpelthen fordi vi ikke kan rumme tabet af så store illusioner, og i stedet projicerer vores angst og frustrationer over på nogle andre, som de fascistoide ledere serverer for os, de uvaccinerede, indvandrere og andre minoriteter, nabolande, andre kulturer.

Fordi misforholdene mellem de herskende illusioner og realiteterne har været voldsomme, og endda er vokset dramatisk siden finanskrisen i 2008, så har risikoen for en mægtig samfundsmæssig nedsmeltning i alle årene været overhængende. Og de fascistiske skygger har hængt tungt over scenen som den mest sandsynlige udviklingslinje, hvis ikke vi kollektivt gør en kæmpe anstrengelse for at holde hovedet koldt og samtidig fastholde en inklusiv og solidarisk forestilling om samfundet. Det har jeg brugt 10 år af mit liv på at forberede mig selv og mine medmennesker på, men igen er det her, at nederlagsfølelserne kommer over mig. Når jeg så hvordan Mette Frederiksen slog ind på linjen af diskrimination baseret på vaccinestatus og en ikke-videnskabelig udhængning af de uvaccinerede som skyldige i den fejlslagne vaccinestrategi, da indså jeg, hvor langt vi allerede er ude på fascismespektret, og hvor kort et stykke der er til, at den totalitaristiske stat er en realitet. I Danmark, for pokker, af alle steder. Således har statsministeren allerede nu åbnet ballet for løbske former for selvretfærdighed og hævngerrighed, og hun kan have sluppet kræfter løs, som hun hurtigt vil erfare har deres eget liv hinsides hendes kontrol. Måske vil hun snart finde sig selv som marionet for disse følelser.

Og således er der blevet læsset voldsomt op på dødvægten, som vi alle bærer på. Det er virkelig meget tungt bare at eksistere i denne tid. Og fordi jeg i forvejen var rimelig udkørt, så må jeg erkende, at jeg er meget svækket. Og det handler ikke bare om min blogaktivitet over de seneste 10 år, vi taler om den endelige undertrykkelse af de værdier jeg har kæmpet for igennem hele mit liv. Og jeg er usikker på, hvor meget jeg overhovedet har tilbage at stå imod med eller bidrage med. Måske ligger mit væsentligste bidrag i alt det forudgående. Jeg altid set mig selv som arbejdende i forlængelse af den store humanistiske stræben, som karakteriserede det 20. århundrede, og mine arbejder har således hele vejen igennem stået i kontrast til stivnede samfundsforestillinger og mere eller mindre fascistoide magtbegær. Skulle det vise sig, at jeg vitterlig er ved at være udbrændt og jeg ikke har så meget mere at bidrage med, har jeg lavet en (nogenlunde) kortfattet oplistning af de originale ideer jeg har fået og forsøgsvist har givet form på over de seneste 35 år.

*

Arkitektoniske ideer/ grundelementer

1. Paraspektivet. En eksperimentel metode til at gengive en visuel scene, som igennem en integreret sammenstykning af elementer i scenen forsøger at gengive både helhedsindtrykket og varierede detaljer. Et forsøg på at anerkende synsoplevelsens enorme spændvidde. (Introduceret med studieprojekt Udvidelse af Statens Museum for Kunst, AP 21, 1987).

2. Modulsystemer i en human skala. At et kvart cirkelslag med en radius på 5 (i praksis) skærer x,y-koordinaterne 0,5/ 3,4/ 4,3/ 5,0, og denne ”lovmæssighed” kan bruges til at introducere bueformede elementer i et ellers strengt retvinklet modul- og byggesystem og skabe et meget varieret og virkningsfuldt facadeudtryk. (Introduceret med studieprojekt Boligbebyggelse i Skt. Pauls Gade, AP 24b, 1988).

3. Diagonalernes musik. At der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, hvorved f.eks. et 1:2 gridsystem forholder sig ens til både et 3:4- og et 1:1 gridsystem, hvilket kan bruges til at udarbejde meget varierede planløsninger indenfor nogle stadig rationelle og konsistente byggesystemer. (Introduceret med mit afgangsprojekt Et Kommunalt Kommunikationscenter, AP 29, 1989 – I forbindelse med et skitseforslag til udvidelsen af Nationalgalerie i Berlin, AP133, 2020, opstillede jeg en serie på 33 diagonaler, dvs. 1:2, 1:3, 1:4, 2:3, 3:4 osv., og ud af de 1089 kombinationer af en diagonal plus en anden var der 274 forekomster, hvor summen af de to diagonaler gav en af de øvrige blandt de 33 – Lidt af en opdagelse, som formentlig er en slags geometrisk pendant til musikkens harmonibegreber).

4. Facaden som en grænseflade. Den dynamiske facadeudformning med visuelle vekselvirkninger mellem åbent og lukket spredt ud over hele fladen. Identiteten (dvs. bygningens udtryk) som en sitrende dynamisk grænseflade eller en semipermeabel hinde, der både virker åbnende og afskærmende. (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

5. Boligen som en grænsezone mellem to verdener. Den arkitektoniske pendant til sociologernes skelnen mellem frontstage og backstage behavior. Altså et mere formelt og formgivet udtryk mod det offentlige rum (”kulturen”), og et mere uformelt og selvgroet og funktionsbestemt udtryk mod den private side (”naturen”). (Også introduceret med mit afgangsprojekt).

6. Sammenskæringen af nyt og gammelt, om den potenserede åbenhed der opstår ved sammenstødet mellem et gammeldags vindue og et moderne glasparti. En måde at revitalisere den radikale åbenhed, som modernismen bragte, men som over årene er blevet trivialiseret i en grad, at den er blevet virkningsløs. (Introduceret med konkurrenceprojekt for udvidelse af Stockholm Stadsbibliotek, AP 121, 2006).

7. Vagus-rækkehuset, hvor de enkelte beboere til hver en tid har valget mellem at lade deres bolig være en del af en social kommunikationslinje, dvs. at tillade en del af ens bolig at være et semioffentligt areal og dermed danne en form for kollektivbebyggelse, eller bare at lade ens bolig være ens private rum. (Udviklet sammen med Morten Ørsager for Erik Møller Arkitekter som besvarelse på passivhuskonkurrencen Sunshine House, 2008).

8. Det kalejdoskopiske stedbundne bygningsudtryk, hvor facadeudformningen spejler og inkorporerer mangfoldige elementer fra omgivelserne og finder sin egen karakter i rytmen og kompositionen af de mangfoldige elementer. Igen en meget løselig og dynamisk identitet men ikke desto mindre meget virkningsfuld. (Introduceret med konkurrenceprojekterne for to erhvervsbygninger for Benetton i Teheran, AP 127, 2009).

*

Filosofiske/ psykologiske/ folkepsykologiske ideer

9. Nedbrydelse af illusionen om individets suveræne enhed
På arkitektskolen i 1986-87 lavede vi på professor Jørgen Bo’s afdeling forslag til en opgave om udvidelse Statens Museum for Kunst. Ligesom arkitektfaget både rummer praktiske og kunstneriske sider, så var jeg dengang (og siden) meget interesseret i, hvordan vores to hjernehalvdele leder os til forskellige måder at opfatte virkeligheden. Jeg brugte denne studieopgave til at undersøge disse to forskellige indgangsvinkler til virkeligheden, og min besvarelse havde således en udpræget symbolistisk karakter. Jeg var også meget påvirket af Tor Nørretranders’ bog Det Udelelige om Niels Bohr, og kvantemekanikkens komplementaritetsprincip og ubestemthedsrelation. Hvis vores virkelighedsopfattelse er udspændt mellem forskellige fremstillinger fra hver sin hjernehalvdel, hvordan kan vi så være stejle på vores synspunkter og måderne vi i øvrigt projicerer vores identitet ud i verden? Og jeg opfattede denne påtagede skråsikkerhed som tendentielt afstumpet og uheldssvanger, hvorfor jeg syntes det var en værdig stræben at påvise, at selv vores identitet og dermed vores bygningers identitet var underkastet former for komplementaritet og ubestemthed.

Næstfølgende 5 ideer er en fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Take care’ fra 23-11-2016 med tilføjet nummerering, hvor idé nr. 10 ligger helt i forlængelse af ovenstående:

10. Ideen om den løseligt tegnede identitet
I mine øjne er det en kendsgerning, at vores frygt og svagheder ofte får os til at overkompensere på vores identitetsskabelse. Det er det reklame- og underholdningsindustrien lever af. Og den overdefinerede skarpe identitet er redskabet ved hvilket man opnår succes i det nuværende samfund. Men uanset hvor meget succes den skarptdefinerede identitet måtte kaste af sig, så fører den samme skarptdefinerede identitet til ulykke i vores liv. For at de organiske elementer af os selv skal kunne komme til udfoldelse, så er vi nødt til at fire på identiteten og lade den stå i nogle temmelig løselige konturer, hvilket samtidig dramatisk åbner for vores evner for at arbejde sammen med hinanden, eller dybere endnu, dramatisk åbner for vores muligheder for at pulje vores evner indbyrdes og skabe resultater, der overskrider hver enkelts formåen.

Ligesom vores stræben efter den skarpt tegnede identitet ofte opstår ud af et underskud af kærlighed eller et underskud af selvværd, så forudsætter den løseligt tegnede identitet en tilstedeværelse af kærlighed og selvværd. Det er her vores respekt for os selv, vores ærlighed overfor os selv, vores værdsættelse af os selv kommer ind. Og denne bevægelse er ofte forbundet med en søgen indad, en søgen efter ens væsenskerne, sjælen, som netop er uafhængig af identiteten. Identiteten er blot en slags påklædning sjælen påtager sig, når den vælger at inkarnere i en fysisk krop. Kontakt med ens væsenskerne er ensbetydende med kærlighed og selvværd, og fra dette standpunkt er identiteten bare noget vi leger, og den kan være flydende og tage nye former og udkrystallisere sig på utallige måder. Så hvorfor hænge så meget ved en enkelt af disse former?

11. Ideen om samvittigheden som sans
Moral er i min opfattelse et rent indre anliggende og har ikke noget at gøre med samfundets regler og religiøse forestillinger. For mig er moral forbundet med evnen til at lytte til sin indre stemme. For vi ved alle udmærket godt, når vi forulemper andre ved vores ord og handlinger. Problemet er ikke, at vi mangler et kompas til at fortælle os hvornår vores ord og handlinger er i overensstemmelse med andre, problemet er snarere, at vi har udviklet nogle adfærdsformer hvor vores vilje til at tage bestik af dette kompas er undertrykt eller negligeret. Og således har vi hver især givet os selv fripas at forårsage mangfoldige forulempelser af andre mennesker, på tværs af tid og sted.

Ser vi bort fra mennesker med forskellige sindslidelser så er hver vores moralske kompas formentlig fuldkommen intakt og velfungerende, men vi nægter bare at tage bestik af det. Faktisk virker det som om mange menneskers adfærd er bestemt af et (stærkt) ønske om at kvæle ens indre stemme, så man for fanden da kan få fred til at gøre hvad man har lyst til. Kigger vi så nærmere på denne lyst til at kvæle ens indre stemme, så hænger den ofte sammen med ens erfaringer af både lykkefølelser og sorg og sår på sjælen. Eller med andre ord, det er ofte fordi der er nogle erfaringer og nogle følelser man ikke kan holde ud at rette sin opmærksomhed imod, at trangen til at kvæle sin indre stemme opstår, og den umoralske adfærd er bare en bivirkning af denne dybere blokeringsmekanisme.

Hvis man omvendt samler sig sammen, og går linen ud og retter sin opmærksomhed mod enten denne sorg eller disse sår på sjælen eller disse eksalterede lykkefølelser, ja så ophæves behovet for at undertrykke ens indre stemme, og man kan gå ud i verden som et frit menneske. Som et menneske med integritet.

12. Ideen om tillid som samfundets sande valuta
Jeg nåede at studere økonomi på universitetet i halvandet år inden jeg skiftede til arkitektfaget, men det betød jo ikke at økonomi ikke længere interesserede mig. Jeg kunne bare ikke se mig selv studere økonomi indenfor de rammer der blev tilbudt der i midten af 80’erne. Og jeg skal da lige love for at mine forbehold dengang er kommet til fuld udfoldelse over de senere år. Vi har over de seneste 40 år gennemlevet en periode med en helt uhørt ideologisk (læs: uvidenskabelig) tilgang til økonomi. Der er mange der har sammenlignet vor tids økonomer med et præsteskab, og den analogi forekommer mig at være meget rammende.

Fordi vores økonomer har levet fuldt og helt indenfor deres ideologiske og teoretiske forestillinger, er den lovgivning der regulerer den økonomiske adfærd i samfundet blevet mere og mere yderliggående og løsrevet fra realiteterne. Og her er der måske dem der vil indvende, at både politikere og økonomer sgu da netop forholder sig til realiteterne i form af fx konkurrenceevne, produktivitet, handelsbalancer osv. Disse forhold har betydning, men hvis alle økonomiske overvejelser og initiativer baserer sig på et pengesystem som er uden hold i realiteterne, så bliver den økonomiske adfærd lige så illusorisk som det pengesystem som adfærden baserer sig på. Og var vores pengesystemer ikke illusoriske, så blev de det da de begyndte at blive misbrugt.

Hvad vi har foran os er derfor et økonomisk krak, som jo ikke er andet end et sammenbrud af alle de illusoriske forestillinger og en tilbagevenden til realiteterne. Men det er jo ikke ”bare”. Fordi illusionerne er blevet udfoldet med så stor konsekvens, og så langt forbi alle advarselstegnene der kom fra realøkonomien i form af knapheden på ressourcer, udpining af naturgrundlaget og udpining af samfundenes sociale sammenhængskraft, så vil det økonomiske tilbageslag formentlig være voldsommere end noget andet tilbageslag menneskeheden før har oplevet.

Mit bidrag til denne diskussion har drejet sig om at forstå både dybden og bredden af det uføre vi har bragt os i. Når man tager et 100 pct. tillidsbaseret pengesystem og misbruger det in absurdum, så vil resultatet være, at den tillid som alle udvekslinger i samfundet baserer sig på vil blive lagt i ruiner. Det er således ikke bare vores pengesystemer der bryder sammen, vi formentlig gennemleve noget der ligner et totalt kollaps af tilliden til vores politiske ledere.

Så uanset hvor relevant det kan være at prøve at udvikle nogle nye sunde pengesystemer, så er den virkelige krise vi skal overkomme den om, hvordan vi hurtigt kan genopbygge noget kapital i samfundet, dvs. en fornyet tillid borgerne imellem, som vil muliggøre en fornyet økonomisk aktivitet.

13. Ideen om den kollektive identitetskrise
Under denne overskrift begynder de ovenstående ideer at løbe sammen til at danne et større billede. Ja vi er gået linen ud på en forbrugsfest der ressourcemæssigt slet ikke var dækning for, og vi har kælet om vores identitetsskabelse med alle tænkelige midler, og vi har gældsat os i et omfang uden historiske fortilfælde og sideløbende hermed har vi fornægtet alle former for økonomisk redelighed og konsekvens. Hvis vi hver især har et indre kompas som fortæller os om vores handlinger er i overensstemmelse med vores indre stemme og i overensstemmelse med andre mennesker, så har vi altså valgt over en meget bred kam at fornægte de vurderinger vi fik fra den indre stemme. Grundene til at vi gør sådan er forsøgsvist beskrevet ovenfor, men kunne det tænkes at vi også gør det i en kollektiv forstand? At vi kollektivt kan opleve traumer og sorg og få sår på en slags kollektiv sjæl og/ eller at vi kollektivt kan opleve en så eksalteret glæde at vi ikke tør håbe på at opleve noget lignende igen?

Eller hvordan er det lige vi kender til livet på et personligt plan? Er det ikke sådan at vi kan leve igennem mange år hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang, men så pludselig sker der nogle skred, enten i bevidstheden eller som følge af ting der sker, som så ryster ens tro på det kendte og samtidig åbner for nogle helt nye muligheder? Og det kritiske spørgsmål for den enkelte er her, tør man tage disse forandringer ind og lade dem transformere ens liv, eller afviser man tvivlen og bruger i stedet sine kræfter på at nedkæmpe de nye impulser?

Min idé om en kollektiv identitetskrise handler om, at vi som kultur, tilbage i midten af 60’erne, gennemlevede et sådant skred i vores bevidsthed, hvor der opstod en grundlæggende tvivl om en meget lang række af de måder vi levede på, både som individer og som samfund. Og sammen med denne tvivl og kritik af det kendte vækkedes nogle forestillinger om nogle helt nye måder vi kunne leve på og nogle nye måder vi kunne få vores samfund til at fungere på, og disse forestillinger var forbundet med nogle eksalterede lykkefølelser, som formentlig var uden historiske fortilfælde.

Frøene blev plantet, de revolutionære ideer fandt deres første spæde udtryksformer, og så opstod spørgsmålene, hvad skal vi som samfund stille op med denne kritik og tvivl og samtidig disse dristige forestillinger om, at vi kunne gøre tingene helt anderledes. Ja, her er det at 70’erne i mine øjne fremstår som en kampzone, en mægtig slagmark der bredte sig ud over alle aspekter af samfundslivet, og befolkningen vaklede og svajede men bestemte sig så hen mod slutningen af 70’erne for at afvise tvivlen og i stedet investere sine kræfter i at få nedkæmpet de nye impulser.

Har jeg ret i at vi som kultur gennemlevede en sådan mægtig udfordring af skæbnen tilbage i 60’erne/70’erne, så bliver spørgsmålet: Hvad er konsekvenserne af at nægte at tage udfordringen af skæbnen op? Hvad er konsekvenserne af at nedkæmpe disse vilde nye ideer for i stedet at hengive sig til det allerede kendte? På et personligt plan ligesom på et kollektivt vil jeg hævde, at netop det valg er det psykologiske traume man så må leve med efterfølgende, og altså det traume som skyder sig ind imellem ens bevidste jeg og ens indre stemme, og det traume der efterfølgende betinger al den umoralske adfærd. Så er man jo netop et menneske, som har solgt ud af sin integritet.

I mine øjne er vores forrykt illusoriske pengesystemer og gældsætningsøkonomier ikke årsagen til vores dybe samfundsmæssige krise. Disse forhold er bare symptomer på vores moralske krise, og vores moralske krise har sin årsag i den fejhed og livsfornægtelse vi kollektivt udfoldede, da vi nægtede at følge de nye impulser der opstod i vores kultur. Fra da af var alt bare kunstigt.

14. Ideen om kvarterenheden
Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi står foran voldsomme forandringer. Som sagt har vi drevet nogle illusoriske tankegange ud i det ekstreme og der kommer et møde med virkeligheden. Og som sagt er det min forventning at vi sideløbende med det økonomiske sammenbrud vil opleve et kollaps af tilliden til vores politiske ledere. Det gode spørgsmål er, vil vi også miste tilliden til vores samfund? Hvis vi mister tilliden til vores samfund, så vil den rene junglelov herske, og så vil værdiskabelsen i samfundet også kollapse, og så vil der ikke være det fornødne livsgrundlag til at understøtte alle de mennesker, der i dag bebor planeten. Hvad vi taler om her er disse fuldkommen dystopiske fremtidsvisioner, som Hollywood har svælget i igennem en menneskealder, blot vil det ikke være en fremtidsvision men den skinbarlige virkelighed. Ud fra en nøgtern økonomisk betragtning er dette scenarium reelt og slet ikke usandsynligt.

Et andet scenarium er, at de herskende systemer på en eller anden måde formår at humpe videre, selv efter et økonomisk krak, men uden nogen store reformationer af vores politiske strukturer og uden nogen reformationer af vores forestillinger og adfærdsformer, vil den større knaphed på ressourcer blot føre til større uretfærdighed, mere korruption og stadig mere hårdhændede måder myndighederne nedkæmper uroen i befolkningerne. Hvad vi taler om her er den dystopiske fremtidsvision strakt ud over et udviklingsforløb på et eller flere årtier, og dette scenarium er også reelt og slet ikke usandsynligt.

Alternativet til disse dystopier omfatter dels en almen opvågnen til bevidstheden om, at livsformen i de foregående årtier på intet tidspunkt var normal eller bæredygtig, og at de nye langt hårdere økonomiske omstændigheder ligger meget tættere på vores reelle omstændigheder og som sådan udgangspunktet for, hvilket samfund og hvilke livsformer vi kan opbygge. Dels er vi nødt til at handle nogenlunde hurtigt og resolut på at reformere vores samfund, så det kan fremme nogle nye former for tillidsopbygning og dermed nogle nye former for værdiskabelse. Og mit bidrag i den henseende består i ideen om kvarterenheden, som i korthed handler om at opdele hver eneste kommune i Danmark i geografiske kvarterer med 150-200 mennesker i hver. Herefter vil hver eneste borger have et tilhørsforhold til en bestemt kvarterenhed og disse kvarterenheder både må og skal påtage sig at løse en meget lang række af opgaver, som vi hidtil har været vant til at den offentlige sektor eller erhvervslivet varetog for os. Det samfund, der skal rejse sig af asken af illusionernes store nedbrænding, kan i mine øjne kun tænkes som en meget lavpraktisk og meget kooperativ samfundsform, som starter med at sikre opfyldelsen af befolkningens basale behov, og der fra må udvikle sig til at kunne imødekomme højere behov eller lyster.

Det helt afgørende greb med kvarterenhederne er, at hvert eneste medlem af samfundet hører til i en bestemt kvarterenhed, eller med andre ord, at der ikke er nogen der bare bliver overladt til at skulle klare sig selv. Kan det lykkes os at tage hinanden i ed på at vi skaber et sådant samfund, hvor ingen bare bliver overladt til sig selv, så har vi med ét skabt et nyt grundlag for opbygningen af tillid i samfundet, og så kan vi måske ride stormen af. Måske kan vi endda redde mange af de ting ved vores nuværende samfund som vi virkelig sætter pris på. Det afgørende er, at vi er villige til at gøre vores egen sag fælles med vores naboers.

Kvarterenheden står selvfølgelig ikke alene, og tænkes understøttet af sin kommune, men også kommunerne vil skulle grundlæggende reformeres og i sig selv også lægge sig meget tættere op ad ideerne om et kooperativ. Og al denne fornyede politiske myndighed der investeres i kvarterenhederne og kommunerne må i sagens natur tages fra henholdsvis staten og eventuelle overstatslige organer. Hvad vi taler om er altså en slags katastrofe-decentralisering af vores samfund. Men er det det vi beslutter os for at gøre, så kan vi godt gennemføre denne transformation på en civiliseret måde. Og selvom det måske er at spænde forestillingerne til bristepunktet, så kan jeg godt se for mig at vi kan finde en plads ikke bare for staten men sågar en plads for EU og selvfølgelig også en plads for FN.

–

Næstfølgende 5 ideer er fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Om de herskende totalitære tendenser og The Great Reset’ fra 28-03-2021, hvor, som det fremgår, 4 af de 6 ideer blot er vinklinger på tidligere ideer mens to er ikke er beskrevet i det ovenstående:

11b. Samvittigheden som sans/ betydningen af ærlighed
At den store kvalitet ved ærlighed ikke primært består i de konstruktive effekter den har på samfundslivet (som er enorme), den helt store kvalitet består i måden ærlighed understøtter en stadig dialog med ens eget sjæleliv.

15. Hjernen som et energimæssigt sanseorgan
At hjernen er et sanseorgan for bevidsthed, og som sådan både opsamler energiimpulser, dvs. særdeles bredspektrede former for kommunikation fra omgivelserne samt såvel broadcaster energierne fra ens sind og sjæl.

16. Clairvoyance som en ordinær evne
At alle mennesker (som konsekvens af ovenstående) besidder clairvoyante evner. Anerkendelsen af menneskets iboende clairvoyante evner er vores helt store kulturelle frontlinje, som har potentialet til at sætte vores intuition fri som en mægtig kraft for samklang, sammenhæng, integration og innovation.

16b. Erkendelsen af det energimæssige univers som et epokegørende skift
At disse mentale omstillingsprocesser går så dybt, at vores hidtidige forestillinger om samfund og politik, vores hidtidige forestillinger om uddannelse og pædagogik, vores hidtidige forestillinger om økonomi og værdiskabelse, vores hidtidige forestillinger om forbrydelse og straf, står til at gennemleve en total metamorfose.

10b. Den mangefacetterede identitet
At en af de primære kanaler for vores magtbegær er vores identitet og vores identitetsskabelse. Så hvis vi ønsker at forløse vores enorme intuitive potentiale, så skal vi gøre vores relation til vores identitet langt mere flydende og situationsbestemt. Et redskab til bryde disse bindinger op er gennem en forestilling om den mangefacetterede identitet.

10c. Samfundets mistrivsel, når kulturen eller nationaliteten bliver overdefineret
At en anden af de primære kanaler for vores magtbegær er vores hierarkiske samfundsstrukturer, og i takt med vores tiltagende optagethed af magtbegærene og de udvindingsøkonomiske gevinster er vores hierarkiske magtstrukturer bare blevet udbyggede og konsoliderede. Der er efterhånden ikke længere nogen former for brede folkelige forsamlinger. Til gengæld har vi nogle tendenser imod top-down-styring, der nærmest er amok. Med voldsomme konsekvenser for vores produktivitet. Så igen, hvis vi ønsker at forløse vores enorme kollektive intuitive potentiale, så er vi nødt til at bryde de hierarkiske samfundsstrukturer ned, startende med en omfattende strukturreform med udbredt decentralisering. Men det går selvfølgelig videre end det, hvor f.eks. nogle væsentlige grader af uddelegering af ansvar skal genindføres på vores arbejdspladser.










(Illustration: Piazza, Giorgio de Chirico, 1913)

The Economy of Disenmity

Posted on by
Svar


A thumbnail sketch of the transitional society

By Karsten Kolliker

(Translated by the author from original think piece “Ufjendskabets økonomi”, March 2013)

The Importance of Disenmity in Times of Decline

The starting point of this sketch is the coming economical and ideological collapse. Anyone, who makes the effort of investigating what is really going on within the world economy these days, is likely to be convinced, that we’re living on borrowed time like never before. Central banks all over the world are printing money without any constraints partly to provide liquidity in the midst of a rampant debt escalation partly to devalue their currencies to achieve trade advantages. It’s a race to the bottom.

At some point in the near future hyperinflation will kick in, the trust in the national currencies including the dollar and the euro will collapse, and nations will go bankrupt. And the shock of the economic collapse will be followed by an awakening to a much deeper ideological crisis. We’re speaking of a societal depression of such severity, that it is beyond what humanity has ever experienced before.

And the question here is, how will we respond to this crisis? It seems to me, that unless we make some conscious, attitudinal choices, we’re running the risk of seeing our society disintegrate and self-destruct in a kind of dog-eat-dog-psychosis. Hunger and poverty combined with an incompetent and fraudulent political leadership will create a highly infected political climate with perfect conditions for demagogues and tyrants. And in their greed, anger and stupidity they will point to external causes for the misery, and they will instigate wars driven equally by rampant megalomania and a thirst for revenge.

The first of these conscious attitudinal choices thus is to keep a cool head.. and a warm heart. My point of departure is actually, that wars and suppression and egotism are all emblems of the past. We can no longer afford to be enemies. In the following I will present some proposals regarding how to rearrange our societal institutions to ensure basic societal functions during this critical transitional phase – rearrangements which at the same time starts laying the groundwork of a new sustainable way of living. For years to come, though, our reality presumably won’t be this new, sustainable civilization, but rather this pretty chaotic and challenging transitional phase, where we on the one hand shall deprogram ourselves of all the dysfunctional aspects of the old industrial way of living, and on the other, shall experiment and develop new solutions for practically all societal functions.

When the depression kicks in, it will probably be widely held, that it is a question of survival no matter what, and who would deny that? But if the derived strategies of survival imply, that the old dysfunctional patterns are allowed to continue, the strategies will be illusional. Strategies for example, that supports the current levels of meat production and consumption, that supports ruthless exploitation of nature, that supports the spread of genetically engineered lifeforms, that supports large-scale geo-engineering, all without being able to answer for the full consequences, falls in my opinion in the category of illusory survival strategies. We cannot demand that all our ways of living be made sustainable from one day to the next, but with all our initiatives we have to move toward sustainability, and with that, an honouring of the demand of being able to justify our actions in front of our children and grandchildren. Upholding the precautionary principle is paramount, especially under desperate pressures.

We shall survive, we shall stop doing all the things, which are overtly idiotic, and we shall start doing all the things, that heals and leads to true thrival. That’s the main features of the transitional society.

Already this might cause some resistance, and the proposals, which are about to follow, on how we are to rearrange our societal institutions will presumably evoke more opposition. But the point of this article isn’t to write a party program along the lines of the programs of the existing political parties, in the hope of gathering widespread support for the implementation of the program. Consider this article more like a kind of torch, which is made available for use for anyone in case everything turns dark. I might be mistaken, the crash may not come, and so much for the better. But come the crash, we probably won’t have to have lengthy discussions with farmers on the rationale of investing ten calories of fossil fuel into every single calorie of food. Or to have lengthy negotiations with labour unions on matters of salary and working hours, when the relative values of the multiple competencies within our society are turned upside down, and the skills of a seamstress is far more valuable than those of a white-collar manager. Precisely the abruptness by which a new reality might arrive, will challenge our abilities to keep a cool head and a warm heart.

Thus, before we start quarrelling about what then would be the right things to do, it seems crucial to me, that we try to get our head around the severity of our situation. Presumably, our situation is so critical, that there won’t be much space for panic. Therefore, each and every one has to work with himself and learn to preserve his composure. This is where for example meditation techniques, breathing lessons and walks in nature can prove to be useful. If we thus can avert our worst internal drives toward anxiety and panic, our next important step will be to remind ourselves and each other, that our lives are interconnected. Deeply interconnected. Even if most of our current societal institutions crackles and tumbles to the ground, we will still be joined in a society. To be part of a society is an integral part of being human. A human being without this dimension is twisted and deranged, i.e. a psychopath.

As a matter of fact, every human being is endlessly interconnected with its environment. Society is a progression of interconnectedness starting with one’s family and further on to one’s neighborhood, one’s city and one’s country onto an interconnectedness with all of humanity, the Earth and the Universe and from there mysteriously right back into the inner core of one self, the soul. It is perfectly all right to think of oneself and one’s family first, but if the actions one takes in order to survive actually impairs other peoples opportunities for survival, then we are betraying our interconnectedness and thereby undermining what is likely to be our only consistent way of surviving, even in the short term.

But exactly here we’re touching upon some of our strongest negative programming with roots reaching many many generations back in time. The pervasiveness of the every-man-for-himself-conception was such an integral part of the industrial age. But evidently, what has become crucial to our possibilities for survival is our ability to make that leap of faith, and begin to see our neighbours as our extended family. In order to release the potential we have to solve our problems in co-operation, we must develop a one-for-all/ all-for-one-mentality within the neighborhood where we live. The alternative to the self-destructive dog-eat-dog-psychosis is its opposite: That no one is left behind. We survive, together.

There are presumably two preconditions for this spirit to take hold. One is mental, the other is practical. To take the practical first, a precondition for this social commitment is in all likelihood, that the size and demarcation of the neighbourhood has to be easily comprehended. Our contemporary centralistic societal organization and standardized federal and state solutions will have to be broken down to comprehensible local entities with extensive autonomy. More about that in the following.

Mentally a precondition for this leap in our social conceptions is tied to our capacity to let go of our need for identification, our capacity to let go of our relentless pursuit of identity. There are neither logical nor emotional reasons why any given individual should choose to identify with some specific point of view. On the contrary, we are all perfectly capable of seeing multiple different viewpoints. When we in spite of this still go on identifying ourselves with some specific point of view, it’s usually driven by an existential insecurity on another level, or more precisely, we struggle to compensate for our personal insecurities by displaying strong convictions on all kinds of subjects.

Therefore, let’s call a spade a spade. If an individual struggle with this feeling of insecurity while being within a group, then it is fair to say, that this person needs to strengthen the bonds of love between himself and his family and further on from there. He might also contemplate, what role gratitude plays within his life. Thus, the mental precondition is a restoration of a sense of what is up and what is down, what matters in life and what doesn’t, and this renewed sense of proportion bears the seeds of a revolution of our interpersonal relationships, including our ways of engaging into dialogue. If the individual no longer is driven by this urge to adopt a conspicuous stance, and on the contrary just offers his ideas and points of view at the disposal of the community, a new kind of objectivity is likely to emerge, and a circle of individuals might experience the ability to pool their intelligence, hereby achieving levels of innovation, attention, foresight and consistency, which neither of them could have attained by themselves.

This deliberate choice, this change of attitude by the individual, is the pivot of the economy of disenmity. Without this change of attitude, all the other plans would be unrealistic, and discussions of these plans would be just as futile as the prevalent political debates.

A Hard-nosed View on Contemporary Politics

The ideological collapse won’t merely be a breakdown of our value and reward systems, it will comprise a breakdown of our competencies as well. And although the awareness of the ideological collapse might gain widespread acknowledgement only in the wake of the economic collapse, the ideological breakdown can be traced many years back in time. Our crisis in leadership has been evident for decades, and it seems like the capabilities of leaders have been in steady decline. This goes for the corporate sector as well as the public sector. Apropos the title of this article I have no intentions of stirring up personal enemies, but the incompetencies of our current political leadership is striking. It’s like they’re carrying such an enormous deadweight on their shoulders, that they’re afraid of dropping it all if they tried to raise their outlook as well.

However, this realization of an outright breakdown in leadership actually holds a lot of promises, and it suggests, that the crisis is not exclusively bad. The crisis is the natural consequence of our conceptions and action up to this moment. The crisis is the unpleasant but nonetheless necessary realization of how our ways of life have been based on illusions, and how we have let ourselves be deceived by our leaders. The collapse thus marks the point, where the slate is wiped clean, and we are to reinvent society according to our actual evolutionary level of consciousness. Improvement is almost guaranteed.

More than reinventing society, it’s probably rather a question of rediscovering it. What presents itself with overwhelming clarity is, that it’s not the wisdom, that humanity has accumulated through centuries, which has proved itself erroneous, and consequentially, the whole project of civilization has failed, but rather, we have gone completely off the track, because we and not least our leaders have held all this wisdom in disregard. Thus, multiple voices from past times are speaking to us, and supporting our coming reconstruction of society.

All our current top-down management, detail regulation and surveillance hasn’t a scrap to do with political leadership. Political leadership is all about formulating some visions and some principles, which are so sympathetic and fair, that ordinary people will adopt them as their own and accept them as the regulating guidelines of their actions and exchanges with others. This might once again appear to be a top-down process, but within a democracy the voters are precisely given the option of picking out the politician, whom each individual voter considers to be the one who is propagating visions and principles, which will be most beneficial to all of society.

Note the ethical demand on the voters, which is implied here. The voters are as democratic citizens granted the right to decide, what he or she deems to be most beneficial for all. The precondition for the proper working of democracy thus is, that the individual citizen is capable of seeing further than his or her personal advantages. If instead the citizens just vote according to what’s most beneficial for themselves, then it’s just another variant of the way of the strongest. In this perspective, we might as well ascertain, that it’s not solely the competencies of the politicians, that have eroded, during these past decades the competencies of the citizens have eroded as well.

The formulation of some visions and principles, which are beneficial to all, constitutes the idealistic side of political leadership. The practical side is all about ingenuity with regard to how these visions and principles translates into laws. Here, the trick is how to concretely state the laws, so as to substantiate the visions and principles and to advance the expedient behavior of the citizens toward the realization of these visions and principles. All leadership is about inspiring others to assume responsibility.

As mentioned before, our current detail regulation is a parody of political leadership. Presumably, nine out of ten existing laws are to be scrapped, and the remainder are to be cut to the chase. Transparency in the legislation is crucial for the functionality of democracy as well as for the economy of disenmity.

A Hard-nosed View on The Contemporary Economy

The way the formulation of the laws advances an expedient conduct of the citizens has within the economic field a strong parallel in the way we assess values. And here, our ways have been just as defective and erroneous as in the political field. Our conceptions of economy up to now have been centered around two primary notions, on micro level the notion of price discovery through the market, and on the macro level the notion of the national account. And the way in which these notions have developed over time, have made them both ever more illusory, which again is what has brought about all the faulty and dysfunctional economic behavior.

But it’s not the notion of the market as such, which is faulty. In my view the notion of the market is as old as the notion of society itself. Humans have always made exchanges among each other with whatever they had, and this exchange can only be perceived as good. As the forms of this exchange now budded and branched out the need arose to institute a common denominator, money, to which all the exchange could be made in reference to. Very well, but the crucial point to emphasize here is, that money is based on trust and solely on trust. In a society, where the citizens act in ways that are conscientious, and where

the trust is widespread and consolidated, it works just fine with money. But in a society, where the citizens act in ways that are unscrupulous, their conception of and relation to money becomes distorted, the money loses their basic idea as a means of payment and a measure of real values, money is inflated, the economy runs amok, just to breakdown entirely shortly thereafter.

Thus, the way neo-liberalism has been flogging the notion of ’the free market’ must not make us turn against the market as such. But then, it’s a wholly different situation we’re facing today. The markets have already collapsed, and so we are also to create the markets anew. And it is going to come about in a very primordial fashion by us beginning to exchange whatever we’ve got, facilitated by alternative currencies.

Regarding the central notion on the macro level, the national account, it is first and foremost suffering from an inconceivable lack of imagination. The activities which are selected to figure in the national account, are but a fraction of all the activities in society, and this narrowmindedness has distorted the economical decision-making and has led to a highly irrational societal behavior.

If a notion like the national account shall have any bearing, evidently it has to take into account all the conditions which affects the thrival of society. Not only should the value of fresh air, clean water and fertile soils, and all the natural processes providing this, figure, the value of the social care and well-being should also figure, as well as the value of new discoveries, the propagation of common wisdom and new creative ways of expression.

And in contrast to the habitual strong emphasis on the flow of the economy, more attention should be paid to our stocks of all that we consider valuable. With a reasonable accounting within all fields of value we would be able to use the national account to evaluate, whether the initiatives that we’re effecting and the methods we’re employing actually increase or diminish our stocks.

The urgency of the need to reassess our accounting methods is seen in the field of management of resources, in which our defective notions of assessing values has had criminal effects. Against the mounting evidence of the opposite, through decades we have been consuming non-renewable resources as if they were in infinite supply. The consequence of this carelessness is, that resource prices today are much higher than 10 or 20 years ago, and relatively to our societal value-creation they are likely to rise drastically in the years to come as well. The resource prices will in all likelihood rise to such a degree, that only a way of life based on reusable and renewable resources will be consistent.

But if this brings about the recycling society, and we were headed in that direction anyway, then what’s the problem? Only that this careless resource consumption is just another of those ways in which the latest generations have incurred debts on the coming generations. And drawing attention to it here serves no other purpose than to remind the middle-aged and elderly generations, that they are in no position to plead demands on the younger generation. From this point on, it is solely a matter of what each individual has to contribute to the community regardless of age and former status.

The Sustainable Economic Entity

With the breakdown of the monetary system, the markets and the values of our products, needless to say, the national economies will be bankrupt as well. Simply, there will be no tax revenues coming in to finance the public services. If in this situation, we hold on to a political leadership like the existing with an enormous regulatory system, a large civil apparatus to administer this regulatory system, a top-down conception of governance, whose representatives sincerely believes, that they are the ones to solve the problems, and ordinary people are to obey their commands, then we are sure to be in deep deep trouble. If, on the one hand this established political leadership manages to keep the population alive, which shouldn’t be taken for granted, the defective conceptions of the same political leadership will on the other hand drag out the depression indefinitely, and consequentially, the probability of a third world war presents itself as maybe the only way to break the deadlock.

What we are to do alternatively, is almost immediately to take stock of the new situation, that the crisis has brought about, and to trim the state and the whole regulatory apparatus drastically to fit the new economic reality. As mentioned, apart from cancelling nine out of ten existing laws the operation mainly consists in transferring the majority of the assets of the state to its stakeholders, that is to the citizens represented by the municipalities and the neighbourhood entities, with the sovereignty primarily placed on the latter.

For more than 200 years we have lived by a motto that said, big is good, bigger is better. This has applied not only to corporations, resource extraction, food production but also to public institutions like hospitals and universities. In 1972 ”The Limits To Growth” was published and in 1973 came the oil crisis, and if not before, it then became obvious and brought to our collective awareness, that our way of life was not sustainable. In spite of this realization, we have more or less gone on like nothing had happened. This real and pressing critique of our civilization related initially to the so-called industrialized countries, but since then the group of industrialized countries has expanded drastically to the point where practically all the countries of the world are pursuing that same way of life, that proved itself unsustainable some 40 odd years ago.

Within the civil society in the western world, there has been widespread demands to put the issues of ecology and sustainability on the political agenda, but little has happened. On the grounds of the experiences over the past 40 years it must be fair to conclude, that the established power structures are not capable of acting responsibly and carry out the necessary changes in our ways of doing things. In the midst of the shock and anxiety and the all-encompassing character of the breakdown, as citizens in a democracy we have to realize, that it was apparently the way we wanted it.

But along the same thread of reasoning it must be evident, that we cannot ask those companies or institutions, that for decades have proven their incapability of effecting change, to solve our problems in this moment of crisis. Thus, let’s make a virtue of the failure of the state and the failure of corporate capitalism, and seize the opportunity to create autonomous and sustainable neighborhood entities. The scale of the economic collapse will probably be of such grave proportions, that in the immediate wake there will be practically no paid jobs left in the economy. The economy might come to an almost complete stand still. Imagine the highways lying deserted. A landmark moment in the history of humanity.

And there it is, a question rises like a towering surge: How am I and my family going to survive in this broken society? How are we gonna get something to eat? The answer to this question is, what the economy of disenmity is all about. Apart from the fundamental shift in consciousness outlined in the first section, it is all about avoiding to crumble in despair and to wait for some miraculous restart of the economy from above, but on the contrary, that each and every member of society throws himself into the effort of getting these sustainable neighborhood entities up and running.

We are going to build greenhouses, in the cities often several stories high, we are going to build hen houses, root zone systems and compost systems for human manure.. yes, that’s presumeably the way it’s gonna be. Either our toilets and our sewer systems are rebuilt, or we will reintroduce the privy in the backyard, simply because we need the compost for growing our food. And yes, there are systems that facilitates this process without it having to be nasty. For a large part gardens and parks are possibly to be reallocated to urban farming. Soon markets with all sorts of second-hand articles and repair shops and local currencies to facilitate this exchange of goods and services will be up and running. If we move on the new circumstances immediately after the collapse has occurred, we will have a fair chance within a short while to secure the basic necessities of life within each neighborhood entity. And in this situation, it is self-evident, that we cannot have governmental institutions with obsolete regulatory objectives standing in the way of the urgent need for action by ordinary people.

Thus, the neighborhood entity is primarily a practical measure. It’s a way to pool a number of people according to the place they live. Ideally, we’re dealing with a bounded settlement or a bounded housing estate, secondarily larger settlements will have to be broken up and smaller will have to be pooled with adjoining settlements. The issue at hand is to achieve a collective of individuals within the neighborhood entity, which makes for a plausible diversity in professional and human competencies and at the same time, a number of people which are of such proportion, that the scale of the neighborhood entity remains easy to grasp for each and every member. The human scale of the neighborhood entity is as mentioned the precondition for the establishment of the musketeers oath, one-for-all/all-for-one, which again is the basis for our trust in the new social order, that no one will be left behind, which again is the grounds on which we are able to rid our society of its centralized top-down management and reclaim our innate personal rights to be who we want to be.

The neighborhood entity thus is the basic economical entity, and as such it is to be granted extensive autonomy, and though it aspires to become basically self-supporting it doesn’t comprise a society in and of itself. There will be issues, which still will have to be dealt with at a national level, like parts of our infrastructure and energy supply, international agreements and the defense. A basic tax payment is thus to be restored.

Whereas the state is trimmed into become the caretaker of some specific but essential societal functions, the role of the municipalities will on the contrary attain considerable authority, although initially there will be very scarce resources to do with.

The municipality is a sensible societal entity. A municipality has, apart from of course a townhall, a number of schools, a hospital, a firehouse, a police station, and the municipality will typically have a major town with some sort of a center, where markets for the exchange of goods can be setup. The large regional hospitals will have to be broken up and reestablished as a number of local hospitals. The reason for this is, that in the first years there will be no tax revenues to fund the hospitals, so it will be wholly up to the people living in a given municipality, how they will support the activities in the hospital, probably in some form of natural economy. The same principle will apply to all other services provided at the level of the municipality.

So, we’re talking about a drastic simplification of our society, a brutal simplification of our society, and at lot of people might nervously ask to the continuation of some of our more illustrious institutions like universities, theaters and museums, which are all dependent on public funding and of which there will be none. Personally, I see for myself a kind of timeline. The all-encompassing collapse is so to speak the Big Bang for a new sustainable civilization, and in the first one or two or three years we will be going through a revolution of our thinking, our minds will be set free, but at the same time we will be struggling very hard to survive. If we manage to keep a cool head and a warm heart, we will be able to get through this critical phase of survival without destroying too much of what we already have. There will be city districts, industrial districts for example, where we will abandon the buildings and turn them over to second-hand building material sites, but even if we for a period won’t be able to run our universities and other cultural institutions, we must do everything in our power to keep them intact, so that we, as soon as we can afford it, can resume their activities.

It is my profound belief, that the renaissance of our self-conceptions as well as the new ways of working together and in harmony with nature will lead, even in the short term, to unexpected and overwhelming results. We tend to judge our powers of creation with the yardstick of our past results, but along with the new critical situation we will find ourselves in, we are presented with a choice: Either to find and unleash a hitherto unknown potential or to self-destruct.

If we manage to survive the first years and avoid ruining too much of what we already have, imagine what a victory, what a gift, that would be. Imagine to be given the chance of rebooting a society. To be given the chance to throw out all the obsolete ways of thinking and to orient ourselves solely after what we consider to be of real value. Humanity has never had an opportunity like this before.

On Private Property

One of the pressing questions by the collapse of our property markets and our housing credit institutions is the question of ownership of houses, buildings and land. The enforcement of legislation designed to counter the possible irresponsible actions of individuals in an otherwise stable economy can have highly inexpedient consequences during a systemic economic decline, and radically enhance the downturn and the spread of destitution. One example would be the legislation on foreclosures. This legislation and similar legislation should be discontinued immediately. No one shall be turned out into the street, when the cause of the breakdown in his private income is a larger systemic breakdown.

But still, there is a question of fairness, which must be respected. In my mind, a revised legislation on ownership of private houses is spelled out in such a way..

  • that assets in the form of saved up equities in private homes are respected
  • that the ownership of houses occupied by individuals who are made insolvent by the collapse is transferred, not to the credit institutes and their shareholders, since it was their greed and irresponsibility which were among the main causes of the societal breakdown, but rather, the ownership shall be transferred to temporary municipal real estate escrows
  • that these temporary municipal real estate escrows maintain the ownership of these foreclosure-prone houses and collects rents from the residents according to prevalent prices, until what is fair and just in relation to the ownership of each house is sorted out

Likewise are bankrupt companies not to be broken up by a firesale of their assets. Here too, a revised legislation shall ensure, that all possibilities to continue the company’s activities, for example as employee-owned, are explored, and only when all of these possibilities have proven futile, greenlight is given to sell off the assets.

With regard to rental apartments, the pricing has for long been politically regulated. Whether it should be kept this way is open for discussion, but firstly we have to revise the legislation so as to allow for a crisis adjustment of the rents. The rents simply cannot continue as if nothing has happened, when the income basis for ordinary people effectively has crumbled. In the crucial initial phase of the crisis, the rents will have to be continually adjusted proportionally with the decline in the overall economy. Obviously, the consequence of these presumably very low rents will be, that the owners won’t be able to finance maintenances and other services, why the tenants either will have to stand in and do the work voluntarily or the owners will have to leave it at that until the larger economy finds new ways to prosper. If the companies owning real estate goes bankrupt, their assets will, as in the case of private homes, temporarily be transferred to the municipal real estate escrows.

In continuation of the owner/tenant question and from a higher standpoint this might be a sensible opportunity to ask, how we see our relation to private property develop further on. For my part I find it fairly easy to imagine, that most of the pride and other personal feelings we have been investing in private property and in the owning of things, will taper off in the coming years. Isn’t, for example, carsharing a convincing and effective way to solve a societal task? If we imagine the spirit of the economy of disenmity becoming widespread, and every single individual through the neighborhood entities has a solid experience of social belonging, sharp distinctions between what is private and what is common will probably no longer be drawn easily, and the need to draw that kind of distinctions will probably only occur occasionally. On the other hand, I personally still consider the right to privately own something as inalienable. Nobody is to inflict a collectivist spirit upon anybody, therefore we have to give these relationships time to evolve.

On Our Savings in Pension Funds

Where the savings in equity of privately owned houses are to be respected, it is in my view far more problematic to show any kind of collective respect for the savings in private or public pension schemes. The pension market has been imbued with the same mad leverages and the same atmosphere of the clever cheating the less-clever, that characterized the whole financial circus. Even if people have sacrificed some of their salary in order to obtain some spending power at some later stage in their lives, they have none the less handed their money over to financial institutions, which administered their money in irresponsible ways. How can it be, that all those people who had hundreds of thousands placed in their pension schemes, didn’t show more interest in, how the pension companies actually went about securing their investments? The frivolousness and recklessness characterizing the whole financial sector has been shared by all those who put their money into these financial institutions, and this frivolousness and recklessness has now led to devastating losses, but in my opinion that is hardly a case for any kind of collective compensation.

At the same time, from my point of view, money on some pension scheme has given a peculiar false impression of security in a world, which we all were very well aware of wasn’t sustainable. How can one altogether believe in long term investments within a lifeform, that isn’t sustainable? Personally, it beats me how people have made these elementary facts fit together. Even if the draw in ones salary was very real at the time, the expected effect was presumably an illusion all along. To put it somewhat polemically, what was bought, was some carefree years. Some wonderful carefree years.

Ordinary people are likely to have good reasons to feel cheated by smart sellers of financial products, but had we all been taking these questions seriously, had we altogether taken our very real and critical circumstances seriously, our economic realities would have been totally different, and we wouldn’t have had these money to pay in anyway. Looking back at the past 40 years, one of the most conspicuous features has been the exceptional rate of money printing, staggering amounts of money, paper money, and the trust in these paper money is now lost. There has been lots of people, who were counted as millionaires and even billionaires but only on paper. The same goes for our pension schemes. So be happy for the good carefree years, no matter how dreamlike they might seem from this point, and let’s collect ourselves on the present situation and our forward-looking possibilities.

In the face of serious signs of an impending collapse, even before the 2008 financial crisis, several commentators urged people with real fortunes to shift their placements from paper-assets to gold. This might turn out to have been a wise strategy in all circumstances, but seen from the point of view of the economy of disenmity it nonetheless misses the mark. The way to secure a basic standard of living at old age is through your social investments. Or in other words, how thoroughly the individual is living the attitude of one-for-all/all-for-one in his concrete neighborhood, and therefor dares to trust, that he will be supported by the community, if he ever should find himself in a needy situation.

On Agricultural Reforms

The crisis management of ownership relations within the agricultural field is thought to follow the same outlines as for private dwellings above. But from a broader perspective fundamental reforms within the agricultural field is just as urgent as in the fields of politics and economics. The way we have been cultivating the land up to now, has been nothing short of insane. We have depleted the soil and drained the natural powers of sustenance from our methods of cultivation, and replaced it with poor chemical surrogates and huge inputs of fossil fuels.

If our supplies of fossil fuel were to breakdown, as has happened before, we’re left with an agricultural business, that aren’t capable of producing the slightest amount of food. That’s why our immediate survival turns on the neighborhood entities, and their ability to produce their own food. But this way of providing food is only thought of as a transitional phenomenon. Through the implementation of radical agricultural reforms, the fertility of the land is to be restored, and in due course we will get back to more orderly cities, where the local food production is scaled down, and the food supply will once again come from the land.

In connection to these radical agricultural reforms the question of ownership of our societal assets is again a live issue. If the question is, how as a society we attain the highest amount of care for our land and the highest yields of our land, then previous experiences suggests, that small or medium-sized family-owned and family-driven farms is the most sensible way of organizing the agricultural business. To stress that point, it has conversely been thoroughly documented, that when agricultural businesses develops into huge enterprises with vast tracts of land and a colossal meat production, that’s where the caretaking of the land and the welfare of the animals has been most cynically neglected. In so far as we can use our former experiences as guiding lines for our future actions, it seems like a good idea to incorporate a breakup of the large industrial farms into smaller entities as part of the agricultural reforms.

The agricultural reforms will fundamentally change the character of our land. We have to move away from the conception, that the land is a resource available for the fulfillment of human needs only, and instead begin to prioritize the thrival of nature alongside our own. And this presents no contradictions, no conflict of interests. We are to have maximum biological diversity, maximum fertility, and within all this fertility we will easily be able to provide for ourselves. Thus, our landscape will once again become very varied with lots of forests and open meadows with grazing sheep and cattle and a richly varied flora and fauna. From this point of view, one gets the sense, that there was a strong correlation between how worn-out and stressed our lives had become, and how worn-out and stressed nature was, at the end of the industrial epoch.

Abundance is the way of nature, why shouldn’t it be the way of man as well? So, when we embark on building greenhouses and root zone systems and urban farming, not only will these facilities be our lifeline here and now, they will also hold promise of a brighter future.







(Illustration: The Sunset House by Lilah and Nick, West Virginia)

Forståelseskløften

Posted on by
Svar

Hvem kender ikke til følelsen af bondeanger i forlængelse af et Facebook-opslag? For mit eget vedkommende kommer det over mig, hvis jeg bliver i tvivl om jeg måske har været for yderliggående eller for unuanceret i mine synspunkter. Og jeg tror ikke at det er det med populariteten der trykker. Var det populariteten det kom an på, var jeg stoppet kort efter jeg overhovedet begyndte med at dele mine synspunkter. Nej, der skoen trykker er, at det ligger mig meget på sinde at bygge bro og skabe et rum for udveksling af synspunkter, hvor der er lydhørhed for alle indgangsvinkler. Måske er det en virkning af, at jeg selv er en person der rummer store kontraster, og som således kæmper med overhovedet at forlige de forskellige motivationer og præferencer indeni mig selv. Og det kunne godt se ud som om at denne stræben er en af mine primære livsopgaver, altså evnen til at skabe et mentalt rum hvor der er plads til alle mennesker. Bondeangeren kommer således over mig, hvis jeg får fornemmelsen af, at det jeg har skrevet, gør det nemt for mange bare at placere mig i en bestemt bås (f.eks. “konspirationsteoretiker” eller “idealist” eller “dommedagsprofet”), og jeg således har svigtet i retning af at skabe det rum, hvor hver enkelt besøgende måske ikke ligefrem føler sig hjemme, men i hvert fald kan holde ud at opholde sig og samtidig henter noget stof til eftertanke. Jeg er selvfølgelig helt klar over, at det jeg er oppe imod et langt stykke af vejen er andre menneskers fordomme, men disse har i sig selv velsagtens altid deres rødder i former for frygt og mangel på respekt.

Men det er sågu også lidt af en opgave at skulle omfavne de enormt varierede virkelighedsopfattelser, der lever side om side og brydes i denne helt unikke periode af menneskehedens udvikling. På den ene side har vi en stor gruppe af mennesker, som har dygtiggjort sig indenfor den bestående samfundsorden og som har opnået succes, og som på den baggrund mener, at tingene i det store hele hænger udmærket sammen. For dem var coronavirussen bare et af naturens luner, men heldigvis er vi mennesker intelligente og innovative, og således blev alt sat ind på at udvikle en vaccine, der kunne overkomme virusinfektionen, og vores samfund kunne komme tilbage til sin hidtidige velordnede form. Der ligger en enorm enkelhed og tryghed ved at acceptere de etablerede samfundsmæssige former, og der er noget grundlæggende positivt og fordelagtigt ved at gå ud fra, at alle vores samfundsmæssige institutioner er drevet af motivationer om at tjene almenvellet. Faktisk er dette så fundamentalt, at tanken om at det samfundsmæssige lederskab skulle være underlagt nogle andre motivationer end at tjene almenvellet fremstår absurd.

Heroverfor er der mængder af mennesker, som ser på vores nuværende samfundsorden snarere som en “samfundsorden”, altså som en institutionel konstruktion, som ikke bare kan have indbyggede fejl og svagheder, den kan sågar være underlagt både institutionelle og individuelle magtbegær. Og disse magtbegær kan hen ad vejen gøre de erklærede målsætninger sekundære og redskaber for de primære drivkræfter, som er denne stræben efter magt. Der kan være mange grunde til, at folk har udviklet en skepsis overfor vores herskende “samfundsorden”. Det kan være den denne “samfundsordens” svigtende evner for at forholde sig til de mægtige udfordringer i form af bæredygtighed og udpining af naturgrundlaget. Det kan være denne “samfundsordens” svigtende evner for at skabe et rum for udfoldelse og udvikling for alle samfundets individer eller med andre ord, en ligegyldighed overfor og en accept af nogle enorme og stadigt voksende sociale uligheder. Og det kan netop være denne “samfundsordens” hang til magt og dominans, som fører til overgreb i et hav af forskellige afskygninger.

Hvor man tidligere kunne tale om, at der var forskel på politisk og økonomisk magt, så har de politiske ledere igennem en menneskealder så villigt stillet sig på samme side som storkoncernerne og storbankerne, at den økonomiske og ikke mindst den finansielle magt har haft en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på samfundsudviklingen. Og så kan man hævde, at det var en virkning af globaliseringen og de storpolitiske blokkes konsolidering og indbyrdes positionering, men det er efter min opfattelse at spænde vognen foran hesten. Det var globaliseringen af den finansielle sektor, der gik forud for globaliseringen af produktionsforholdene, og som gav finanssektoren en enorm overmagt over de nationale politiske ledere. Det er her at den politiske magt synker sammen og med den de almindelige borgeres politiske mandat. Og konsekvensen har været, at produktionsbasen i Vesten er blevet udpint, mens direktørerne og aktionærerne har scoret nogle fuldkommen eksorbitante gevinster. Og denne finansielle elite tiltuskede sig samtidig friheden til at udskille sig fra de nationale loves snærende bindinger, og således blev disse eksorbitante gevinster i realiteten lænsede ud af nationaløkonomierne og placerede i obskure oversøiske territorier.

For de lavere socialklasser betød denne samfundsudvikling et markant faldende økonomisk råderum og stadigt mere usikre fremtidsudsigter. Oveni det kommer indførelsen af den stærkes ret når det kommer til forbrugerbeskyttelse, herunder svigtende beskyttelse mod monopol- og kartelprisdannelser, administrativ og juridisk overmagt på leverandørsiden, svigtende klagemuligheder samt uforholdsmæssige sanktioner overfor de mindste uregelmæssigheder i forbrugerens betalinger mv. Og oveni det kommer så myndighedernes svigt i retning af at beskytte borgerne imod ubeføjet overvågning og dataindsamling, virkningerne af udliciteret og svigtende datasikkerhed samt den groteske underbemanding af politiets efterforskningsenhed for økonomisk kriminalitet, som i virkeligheden var et integreret led i alt det ovenstående. Og så kan de højere socialklasser i storbyerne rynke på næsen af alle borgerne i de lavere socialklasser og al deres skepsis og mistro overfor det samfundsmæssige lederskab, når virkeligheden snarere er den, at de lavere socialklasser har vist stor tålmodighed og overraskende stor velvilje overfor samfundet som helhed, også selvom det et langt stykke af vejen udviklede sig stik imod deres interesser. Men nu er det begyndt at dæmre for de brede befolkningslag, at det samfund de gik og troede på, i virkeligheden er blevet fortrængt over de seneste 40 år, og at de har mistet meget mere end bare deres økonomiske råderum.

Det er her at vi er nødt til at overveje sammenhængen mellem tro og viden. Så længe tingene går deres sædvanlige skæve gang og tingene er som de plejer, forfalder vi alle til at anse videnselementet for at være fremherskende og troselementet for at være meget lille. Men undersøger vi sammenhængen mellem tro og viden nøjere, vil vi opdage, at en meget stor del af vores “viden” i virkeligheden er baseret på tro. Og netop det store troselement i vores “viden” om vores verden og vores samfund gør, at pludselige skift i vores “viden” kan indtræffe. Når samfundets lavere socialklasser over mange år har været udsat for forringelser af deres levevilkår i form af udhuling af deres købekraft samt indskrænkning af deres udfoldelsesmuligheder igennem en flom af regler og forordninger fra både offentligt og erhvervsmæssigt hold, ja så vil folk en for en hen ad vejen stoppe op og spørge sig selv, hvad Fanden er det for et samfund jeg er en del af? Og lige dér sker der et skift, hvor hele fundamentet af trosforestillinger skrider, hvad der var “viden” viser sig at være godtroende indbildninger, og en form eksistentiel kamp tager sin begyndelse, hvor folk forsøger at danne sig nogle nye sammenhængende forståelser af den verden vi lever i.

Og i samme øjeblikke man træder ud af vanernes fortryllelse, så vil man apropos det ovenstående blive konfronteret med mængder af tegn på nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund. At der nærmest er sket en form for statskup, hvor den finansielle elite har sat sig så tungt på samfundsudviklingen, at strømmen af midler bare flyder ubrudt fra alle afsnit af samfundet op til denne elite. Og samme elite har selvfølgelig sat sig på medierne og kontrollerer via de politiske ledere såvel de offentlige nyhedskanaler, så hvor medierne tidligere havde en vigtig funktion i retning af at afdække korruption og magtmisbrug, så forekommer mediernes altdominerende opgave i stedet at være netop at opretholde de vanemæssige forestillingers fortryllelse. Så for alle de, der af ovennævnte grunde mister deres tro de vanemæssige samfundsfortællinger, er mainstream-medierne ubrugelige, og de er således henvist til at orientere sig om hvad der sker i verden via diverse bloggere og undergrundsmedier.

Og hvad render man så ind i, når man bevæger sig ud i denne undergrundsmedieverden? Man løber ind i dokumentarer om at elitekostskoler igennem århundreder har haft nogle vilde ritualer, som nærmest havde karakter af terror overfor de nye elever, og at disse ritualer forekommer at have en vigtig funktion i retning af at forhærde de unge mennesker til at indtage poster med ekstreme grader af magt og en evne til at udøve denne magt med den nødvendige brutalitet. Man løber i dokumentarer om systematiseret sexmisbrug af børn på de øverste niveauer af magt, enten drevet af lyster eller som led at gøre sig selv ‘blackmailable’ og som sådan en tro tjener for de der står over én selv i hierarkiet. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan efterretningstjenesterne bidrager til at skabe kaos i “tredjerangslande”, og at terror forekommer både at være en af deres strategier for at skabe kaos og en målsætning i sig selv. Man løber ind i dokumentarer om, hvordan terror også er blevet brugt til at skabe følelsesmæssigt og mentalt kaos i Vesten, og har fungeret som en strategi for indførelse af et overvågnings- og kontrolsamfund, som mange gange overstiger hvad tidligere totalitære regimer kunne præstere. Samt utallige andre dokumentarer der som sagt kaster lys over nogle virkelig heftige former for korruption, der er løs i vores samfund.

Disse dokumentarer har selvfølgelig en meget svingende kvalitet, hvor de bedste fremlægger omhyggelig research og såvel er omhyggelige med blot at rejse en række kritiske spørgsmål på basis af de indhentede data, mens de værste bare plukker informationer vilkårligt fra internettet og stykker dem sammen til en konspirationsteori. Og alle de, som har en interesse i at opretholde de vanemæssige samfundsforestillinger, og det kan enten være almindelige mennesker, som mærker en frygt overfor at få deres vanemæssige samfundsforestillinger seriøst udfordrede, eller det kan være agenter for ovennævnte elite, som ikke ønsker alle deres underhåndsoperationer afslørede, begge disse to grupperinger bruger så de elendige konspirationsteoretiske dokumentarer som et redskab til at miskreditere de sobre og stærkt foruroligende dokumentarer. Og således har der åbnet sig en kløft i vores kultur, hvor der på den ene side er store samfundsgrupper der har erkendt, at vores samfund er blevet skamredet af en elite drevet egocentriske interesser, og at vores samfund ikke længere kan gøre krav på de idealer og den omsorg og ansvarlighed, som det tidligere kunne. Og på den anden side har vi de som holder på, at alt i det store og hele er som det plejer, og folk skal holde op med at være så konspirationteoretiske og så tvivl om alt muligt.

Dette sammenfatter i sig selv en rimelig heftig stand-off og en rimelig dybtgående kløft, men det er ikke den kløft der er det egentlige emne for denne note. Eller rettere, det er velsagtens den samme kløft, men anskuet fra en anden synsvinkel. Jeg er over årene kommet frem til og er igennem varierede kilder blevet bestyrket i relevansen af nogle radikale nye forestillinger om menneskets natur. For mig var det undersøgelser af dels naturen af inspirationer og drømme dels naturen af samvittigheden og hvordan den forekommer at være tæt forbundet med vores sjæleliv, der ledte mig til disse radikale nye forestillinger. Essensen af disse forestillinger er, at mennesket rummer væsensled, som er fri af bindingerne af stoffet, tiden og rummet, ligesom bevidstheden ikke er bundet til kroppen eller mennesket eller nogen anden fysisk manifestation. Frem for at være en speciel evne for særligt begavede har alle mennesker formentlig evner for clairvoyance, og kan opfatte og kommunikere på tværs af tid og rum.

Jeg ved ikke hvor mange mennesker, der opererer med forestillinger om, at mennesket har et ’højere selv’, som man kan føre dialog med, og som kan vejlede en i forskellige kritiske spørgsmål i livet og i dagligdagen. Jeg ved heller ikke hvor mange mennesker, der opererer med at have en indre stemme eller ’mavefornemmelser’ eller evner for at føre dialog med sit hjerte, men alle disse varierede former for at føre dialog med bestemte mere ’sande’ aspekter af en selv, er efter min opfattelse udtryk for, hvordan en større bevidsthed lever i os, og vi har evnerne for at konsultere denne større bevidsthed. Disse forestillinger er efter min opfattelse ikke i strid med den videnskabelige metode, men er snarere udtryk for en anden tilgang til virkeligheden, som har sine egne sandhedskriterier og sin egen vægt (hovedsageligt for den enkelte) samt sine iboende svagheder i retning af etablering af en kollektivt afhandlet virkelighedsopfattelse.

Men det vidtløftige ved disse forestillinger stopper ikke en gang her. I samme øjeblik vi nemlig åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, så åbner vi også vores liv for former for indflydelse gennem de samme kanaler. Det er lidt ligesom mødet mellem to kulturer, der ikke førhen har haft nogen udvekslinger. Der er forskelle i verdensopfattelser, forskelle i teknologisk udviklingsniveau, forskelle i skikke og levemåder. Når der åbnes for udvekslinger med en fremmed kultur, åbnes der for radikale inspirationer og handel og fornyelse, men man risikerer også, at nogle af de mere sygelige dysfunktionelle sider af den fremmede kultur såvel vinder frem, og skaber lignende mønstre af sygelighed og dysfunktionalitet. Og i tilbageblik er det ikke en afgjort sag, at de fremmede kulturer vandt ved deres indbyrdes udveksling, men det forekommer nærmest at være en slags naturlov, at grænser konstant bliver overskredet for at progressiv udvikling kan finde sted. Stilstand medfører degeneration.

Når vi åbner vores liv for udvekslinger på disse højere planer, virker det som om at den enkeltes egen livstilstand et langt stykke af vejen er bestemmende for, hvilke indflydelser man inviterer indenfor i sit sjæleliv. Er ens liv i forvejen styret af stærke egocentriske begær kan udvekslinger på disse højere planer føre til både en radikalisering af disse begær samt inspirationer og nye talenter i retning af at opnå succes med imødekommelsen af disse begær. Er man i stedet orienteret imod tilfredsstillelserne ved at skabe ting i fællesskab med andre og for fællesskabets trivsel, så er det lignende holistiske indflydelser man inviterer indenfor og i disse retninger at ens inspirationer og udviklingen af nye talenter går. Det afgørende her er efter min opfattelse, at det enkelte menneske vedholdende selv træffer sine valg om, hvilke veje man vil gå. De egocentriske drivkræfter har den samme ret til at eksistere som de holistiske, man skal bare gøre sig klart, at egocentriske drivkræfter i den sidste ende er destruktive drivkræfter. Hvilket jeg mener vi har overvældende vidnesbyrd om netop på dette punkt af Jordens og menneskehedens udviklingslinje.

Hvis vi (forsøgsvist) accepterer et sådant radikalt udvidet menneskesyn, så er det nærliggende at kaste et fornyet blik på alt det ovenstående. Siger vi at mennesket som udgangspunkt har denne evne til at føre dialog med sin samvittighed og igennem denne dialog faktisk forbinde sig selv med andre mennesker og andre livsformer og orientere sig om deres trivsel, og at disse evner rent faktisk gør mennesket til en meget stærk og kapabel livsform med evner for at skabe frodige harmoniske samfund, så er de samme evner i sagens natur en kæmpe trussel overfor de, der har dedikeret deres liv til forfølgelsen af egocentriske begær. Og måske er terroren i alle dens mangfoldige fremtrædelsesformer, et af de mest virkningsfulde værktøjer til at forstyrre det enkelte menneskes evner for at føre dialog med sin samvittighed.

I det perspektiv kunne den virkelige forståelseskløft ligge imellem de, der mod alle odds har bevaret en kontakt til deres samvittighed overfor de som har mistet denne kontakt eller har fået den fuldstændig fortrængt, og således er prisgivede et valg mellem forskellige opfattelser, som dybest set alle er ”forrykte” fordi de mangler den indre ledetråd, men ikke mere forrykte end at de på den ene eller den anden måde tjener ens ego.







(Illustration: Helle Thorning, Tangkrogen, Aarhus, 1. maj 2013, Jan Dagø)

Livet i ekstremt usikre tider

Posted on by
Svar

Ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Den oprindelige kolde krig, terrorbalancen mellem det kapitalistiske Vesten og de kommunistiske lande mod øst, fandt sin afslutning i løbet af 1980’erne. I 1989 skrev Francis Fukuyama artiklen ”The End of History?”, som fik enorm medvind ved artiklens sammenfald med Murens Fald og frisættelsen af de østeuropæiske lande fra deres kommunistiske regimer og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen. Og spørgsmålet Fukuyama stillede var, om ikke menneskeheden nu var nået til en form for afklaring, hvor de (vestlige) demokratiske styreformer og frimarkedskapitalismen måtte anses for endegyldigt at have bevist deres værdi og formålstjenlighed, og om det overhovedet var relevant at tænke i alternativer til disse suveræne samfundspiller.

Og sådan var stemningen op igennem 1990’erne. Tyskland blev genforenet, Rusland blev kapitalistisk og sågar Kina var med Deng Xiaoping’s mangeårige liberale reformer nu trådt ind på den internationale scene med sin egen form for statskapitalisme. Der var en særegen stemning af fred og forløsning over 1990’erne. Den store ekspansion af den vestlige finanssektor, som var startet under Thatcher og Reagan, gennemlevede en form for kulmination igennem 1990’erne, hvor alt kunne lade sig gøre og den store vækst indenfor finanssektoren bidrog til at skabe en stemning af generel samfundsmæssig optimisme. Livet var nemt, man skulle ikke tage stilling til alle mulige vanskelige spørgsmål, og 1980’ernes bevægelse i retning af fokus på ens egen succes og ens egen tilfredsstillelse og trivsel blev bare forstærket igennem 1990’erne.

Terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var selvfølgelig en alvorlig forstyrrelse af denne ellers sorgløse og selvtilfredse stemning, men dagen derpå var Præsident George Bush på talerstolen og opfordrede den amerikanske befolkning til at fortsætte med deres liv som de plejer. Fortsæt med at forfølge jeres liv som I kender det, fortsæt med at gå ud og køb de ting I begærer. Og trods alle de forholdsregler, der herefter blev taget for at imødegå terrortrusler, og al overvågningen der blev udrullet, og starten på krigene i Afghanistan og Irak, så faldt de vestlige befolkninger alligevel tilbage til deres sorgløse og selvtilfredse og forbrugsorienterede levemåder. Finanskrisen i 2008 var igen en alvorlig momentan forstyrrelse af roen og stabiliteten, men også den forstyrrelse fik vi som samfund rystet af os, og vi fandt tilbage til den samme vanemæssige gænge.

Så ja, ud fra en overfladisk betragtning har de nulevende generationer her i Vesten levet igennem en periode med usædvanlig stabilitet og kontinuitet. Er man født på et tidspunkt efter midten af 1970’erne, må det være svært ikke bare at tage denne historisk usædvanlige stabilitet og kontinuitet for ’virkeligheden’. Men det er kun ud fra en overfladisk betragtning, at den samfundsmæssige udvikling fremstår så ensartet og sammenhængende. Så snart man begynder at dykke ned under overfladen og undersøge hvad det reelt er for et fundament vores samfund hviler på, er det et meget anderledes billede, der tegner sig. Igennem hele perioden er der under overfladen sket nogle enorme strukturelle skred.

Med internationaliseringen af finanssektoren og globaliseringen er der sket en vedholdende udflytning af den vestlige produktionsbase til udviklingslandene. Men netop fordi så mange af vores forbrugsvarer kunne produceres billigere i udviklingslandene, så mærkede vi som forbrugere ikke noget til disse vedholdende tab af samfundsmæssige aktiver. Finansialisering af de vestlige samfund betød samtidig, at alle boligejerne red på en bølge af oplevede velstandsstigninger, hvilket i høj grad understøttede ovennævnte sorgløse og selvtilfredse stemninger. Men finansialiseringen betød samtidig, at dem der sidder i toppen af det finansielle hierarki scorede nogle helt uforholdsmæssigt store gevinster, og under overfladen skete der en markant udbredelse af ulighed og nye dybe klasseskel. Og fordi denne klasse af superrige finansmoguler er opstået i det skjulte og et langt stykke af vejen på illegitime måder, så er disse klasseskel på sin vis en større samfundsmæssig trussel end tidligere tiders klasseskel var.

Og fordi vi alle er blevet lullet lidt i søvn af bortfaldet af ideologiske konflikter og de konstant udvidede forbrugsmuligheder, så har vi ikke rigtig været opmærksomme på de skred i vores værdier, der er sket over denne periode. Hvor der i starten af 1980’erne stadig var en ledelses- og forvaltningskultur med udbredt selvbestemmelse og der i pædagogisk henseende var en udbredt respekt for variationen i det enkelte menneskes interesser og evner, så er der over perioden sket en markant ensretning af både ledelses- og forvaltningskulturen samt af de pædagogiske målsætninger. Hvor de samfundsmæssige værdier førhen var åbne og i en form for flux, så har tendensen igennem hele perioden været imod at pinde værdierne mere og mere ud, og hvor det enkelte menneske førhen kom med sit bidrag til hvad der sammenfatter de samfundsmæssige værdier, er bevægelsen nu vendt helt rundt, så opgaven for det enkelte menneske nu er at rette ind under de nu klart definerede og udtrykkelige samfundsmæssige værdier/ målsætninger. Og det paradoksale er her, at denne trang til at definere de samfundsmæssige værdier formentlig var drevet af et ønske om at gøre samfundet mere robust, så er effekten den stik modsatte, at folk bliver undertrykte og forrykkede ud af dem selv og skrøbelige.

Et andet aspekt af dette skred i vores menneskesyn kommer til udtryk i måderne journalistikken og medielandskabet har udviklet sig. Det er det samme mønster, hvor pressen tidligere vitterlig var uafhængig, og havde en vigtig funktion i retning af at afdække misrøgt og embedsmisbrug på de højeste niveauer af samfundet, så er vi nu landet i en situation, hvor medierne er ejede af massive pengeinteresser og journalisterne skal som alle andre medarbejdere rette ind under et værdimæssigt regimente. Det er frugterne af den kommercialisering af medielandskabet, der startede i 1980’erne og som nu er mundet ud i, at der praktisk talt ikke længere udøves dybdeborende journalistik. Og således fortsætter vi alle med at leve på overfalden og kalde det ’virkeligheden’. Og oveni disse kulturelle udviklingslinjer har der samtidig været de helt store globale udfordringer i form af befolkningstilvæksten samt ikke mindst væksten i menneskedens omsætning af ressourcer og den deraf følgende udpiningen af naturgrundlaget og klimaforandringerne.

Sådan er vores omstændigheder. I samme øjeblik vi dykker ned under overfladen og begynder at undersøge, hvad det er for et fundament vores samfund hviler på, så fremstår vores samfund som helhed som meget skrøbeligt. Vi har i Vesten kunnet opretholde vores høje levestandard gennem nogle former finansiel overlegenhed, man kunne kalde det finansiel imperialisme, men i samme øjeblik denne finansielle overlegenhed skulle falde bort, så vil vi mærke konsekvenserne af at have ladet vores produktionsbase blive så udpint som den er. Samtidig står vi med et samfund, der i realiteten er dybt splittet, fordi de dybe klasseskel der har udviklet sig over de seneste årtier medfører, at de forskellige befolkningsgrupper har meget forskellige interesser og ønsker for den videre samfundsudvikling. Store dele af befolkningen lever med en voksende frustration over de stive centraliserede ledelsesmetoder, men lever samtidig med magtesløsheden ved ikke at kunne forestille sig at disse metoder kan ændres. Og der er en voksende frustration over de enorme uligheder og fornemmelsen af, at der er nogen i toppen, der kører rundt med samfundet i henhold til deres egne interesser, og den almindelige befolkning er bare statister i dette spil.

Og den offentlig debat, som skulle etablere et eller andet fælles grundlag for at diskutere vores samfundsmæssige omstændigheder, bevæger sig nærmest udelukkende på overfladen. Kun lejlighedsvist bliver der afdækket et tilfælde af alvorlig misrøgt eller embedsmisbrug, men mainstreammedierne bider sig ikke fast i disse sager og forfølger dem til den bitre ende. Tværtimod bliver sådanne sager, der peger i retning af dybe former for korruption i vores samfund, ofte kørt ud på et sidespor af mediernes sendeflade. Hvorfor slap journalisterne Dong-salget inden alle de suspekte sider af den sag var blevet afdækkede? Hvorfor slap journalisterne sagen om de forfatningsmæssige overgreb ved forhandlingerne om TTIP-handelsaftalen? Hvorfor er Danske Banks hvidvaskningssag eller storbankernes udbytteskatfidus ikke fortsat forsidestof? Hvordan kunne journalisterne lade politikerne slippe afsted med at nedlægge Irakkommissionen? Eller overvågningsprogrammernes brud på Grundloven? Eller salget af Nets?

Det er her, at det så er nærliggende at tænke, at vores samfund bare er korrupt helt ind i kernen. At journalisterne arbejder ud fra dekreter om, at der er alle mulige samfundsforhold og sager, som man bare ikke skal gå i dybden med. Og det er nærliggende at tænke, at medieredaktørerne så på deres side får hvisket den redaktionelle linje i øret af de massive bagvedliggende politiske eller finansielle interesser. Særligt over de forløbne 20 år har mediernes svigt i retning af at kaste lys over de reelle samfundsmæssige udviklingstendenser været så graverende, at store dele af befolkningen har søgt imod uafhængige journalister og kommentatorer på internettet. Var det ikke for mainstreammediernes insisteren på at være så overfladiske og stuerene og underholdende, havde vi som samfund i stedet formået at fastholde en kritisk dybdeborende journalistisk tradition, så ville vi ikke have problemerne med den store udbredelse af konspirationsteorier. Personligt har jeg selv jævnligt indforskrevet mig under gruppen af konspirationsteoretikere, og for eksempel er jeg overbevist om, at 9/11 ikke kunne være sket uden en konspiration indenfor de øverste afsnit af den amerikanske administration. Bare sagt i parentes, men det bringer mig frem til det virkelige paradoks, og det der mere end noget andet karakteriserer livet i ekstremt usikre tider.

På den ene side har vi mainstreamsamfundet, alle de mennesker som tager livet på overfladen for gode varer, og som dygtiggør sig indenfor de kompetencer der værdsættes blandt alle de, der såvel lever på overfladen. Og skulle f.eks. en journalist af vanvare komme til at pille lidt i overfladen og kigge ind bag facaden og der se, hvordan de bærende konstruktioner er holdt sammen af gaffatape og midlertidige afstivninger og nylonspændebånd samt en hel industri af folk, der konstant arbejder i skyggen for at holde konstruktionen nogenlunde stabiliseret, ja så vil denne journalist pludselig være konfronteret med et eksistentielt valg. Skal jeg forblive i min nuværende privilegerede og prestigefyldte stilling og pr. omgående bare vende tilbage til livet på overfladen, eller skal jeg lægge mit hidtidige liv og min hidtidige succes bag mig for at forfølge sandheden?

Jeg har nævnt eksemplet før, men jeg syntes det var så påfaldende, da Nationalbankdirektør Lars Rohde på DR1’s program Klog På Sprog åbent erklærede, at det danske boligmarked kunne sammenlignes med et pyramidespil, så syntes DR’s økonomiske journalist Casper Schrøder, som også var inviteret, at han straks skulle udglatte og nærmest bortforklare nationalbankdirektørens radikale udmelding. For mig peger det i retning af, at Casper Schrøder mere end én gang er kommet til at pille lidt i overfladen og har fået et momentant kig ind i virkeligheden bag, men så har mærket det eksistentiellle sug og har straks trukket følehornene til sig og truffet valget bare at forblive ude på overfladen. Og således er denne reaktion blevet så grundigt indarbejdet, så den helt pavlovsk og pr. omgående spærrer for hvad der ellers kunne være blevet lidt af et journalistisk scoop.

Det er hårdt og eksistentielt udfordrende at være journalist i ekstremt usikre tider, omvendt er der også en stor faldgrube i at springe ud som konspirationsteoretiker. Alle de mange mennesker, som har taget den eksistentielle rejse at tillade sig selv at stille spørgsmål ved mange af de epokegørende begivenheder i vores samtidshistorie såsom 9/11 og Finanskrisen og coronaepidemien, starter ud som skeptiske og modvillige. Kan det virkelig passe, at der findes så voldsomme grader af korruption i vores samfunds øverste ledelseslag, at nogen kunne finde på med overlæg at ofre mange menneskers liv for at få deres egne interesser igennem? Man skal ikke underkende, hvor stor modstand der er hos langt de fleste mennesker overfor at acceptere et så radikalt forandret syn på de samfundsmæssige vilkår.

Men når man så er gået igennem denne eksistentielle krise, og har accepteret at der nok er nogle dybt foruroligende elementer af ubeføjet magtudøvelse i vores samfund, så forfalder man meget nemt til at gøre denne foruroligende mulighed til en fremadrettet grundantagelse. Og det er klart, at starter man efterfølgende ud fra en grundantagelse om, at det samfundsmæssige lederskab er korrupt og dybt infiltreret af ubeføjet magtudøvelse, så vil det have vidtgående konsekvenser for både ens menneskesyn og almene samfundsforestillinger. Som jeg ser det, er det lidt konspirationsteoretikernes svøbe, og forfalder man til sådanne forudindtagede tilgange, er man ikke et hak bedre end de forskræmte journalister ovenfor. Også fra denne kant bliver man et offer for trangen til at finde faste holdepunkter i en ekstrem usikker verden.

Jeg tror vi alle har en kæmpe udfordring i at forblive åbne og fleksible i en verden i voldsomt opbrud. Vi skal kunne bevare denne åbenhed og fleksibilitet og grundlæggende respekt for hinandens synspunkter, hvis vi skal manøvrere igennem disse stormfulde tider. Det har også været en kæmpe belastning, at dette opbrud foreløbig netop kun er sket under overfladen, og således har det bare været fornemmet men ikke rigtig bevidstgjort. Min personlige fornemmelse siger mig så, at disse opbrud snart vil slå igennem, boligbobler vil briste og facader vil styrte i grus. Og det opfatter jeg som et fremskridt. For så bliver opbruddet åbenlyst for enhver, og så har vi nogle helt andre muligheder for at handle rationelt og fremadrettet og faktisk allerede der påbegynde genopbygningen af vores samfund. Et reformeret samfund. Et sundt og transparent samfund.







(Illustration: Den indretningsmæssige pendant til livet på overfladen? Et liv i skyerne..)

Den insensitive epoke

Posted on by
Svar

Alle mennesker kender til følelsen af skam. Hvis ikke man er skadet af graverende overgreb eller svigt i ens tidlige barndom, eller af andre grunde er følelsesmæssigt handicappet, dvs. hvis ikke man er psykopatisk, så kender man til følelser af skam. Hvad Brené Brown har påvist med sin banebrydende forskning er, at det der afgør, om mennesker er i stand til at opleve lykke i deres parforhold og i deres liv i øvrigt, i høj grad handler om man er villig til at vedgå sine følelser af skam. I første omgang overfor sig selv og dernæst overfor sin partner. Det er som en sær åndelig pagt, at i det øjeblik man er parat til at risikere sin egen og sin partners anseelse ved åbent at vedgå den skam man føler i en given situation, lige dér vinder man sig selv og muligheden for et lykkeligt parforhold.

I praksis er det helt givet en udfordring man skal vokse med i et forhold, for i det øjeblik den ene part viser modet til at vedgå sine følelser af skam, så vil den denne radikale åbenhed virke som en meget stærk appel overfor partneren om at gøre det samme, altså også at vise åbenhed overfor at vedgå sine følelser af skam. Hvis det ene part pludseligt skrider til at blotte disse vanskelige følelser råt og brutalt, og den anden part slet ikke er parat til dette drastiske skridt, så kan det velsagtens føre til lukkethed og efterfølgende blokeringer og (yderligere) vanskeligheder i forholdet.

Psykologer og præster og andre sjælesørgere har formentlig til alle tider kendt til disse mekanismer og har brugt dem terapeutisk til at hjælpe folk ud af en aktuel livskrise. Hvad der er særligt ved Brené Browns forskning er, at hun har undersøgt disse forhold på et stort datagrundlag, og har påvist hvor meget netop dette kritiske forhold er bestemmende for folks følelsesmæssige udvikling og trivsel. Og hvad Brown samt mængder af psykologer og præster og andre sjælesørgere såvel har påvist er, hvad der omvendt sker i det enkelte menneskes psyke, når vedkommende vælger at fortrænge følelserne af skam. Når angsten for at fortabe sig selv og angsten for at fortabe ens anseelse hos sin partner bliver så stor, at man i stedet vælger at lægge låg på følelserne, og begrave dem dybt nede i ens egen underbevidsthed. Det er her, at denne mest grundlæggende fortrængning medfører en læggen låg på hele ens følelsesliv i øvrigt. Brown siger det meget klart, at man kan ikke fortrænge et bestemt afsnit af sit følelsesliv, uden at fortrængningen forplanter sig ud over alle afsnit af ens følelsesliv. Med denne mest grundlæggende fortrængning vælger man dybest set nu og fremover at være en overfladisk person.

Det spørgsmål jeg (igen) stiller i forlængelse heraf er, om vi kan forestille os, at lignende mekanismer er på spil på det kollektive plan? Og igen, mere konkret, at undersøge hvad det var for valg vi traf, da vi tilbage 70’erne valgte at lægge låg på den mægtige kollektive skam, vi pludselig var blevet bevidst om. At vi dér indså, hvordan vi ved vores kollektive adfærd var i fuld gang med at plyndre og forurene vores eget livsgrundlag givet ved planetens righoldige økosystemer og deres uendeligt komplekse samspil og ligevægtstilstande. Det er i hvert fald min påstand, at tanken om at vi (menneskeheden) ved vores egen grådighed og tankeløshed indenfor nogle få generationer skulle komme til at lægge planeten øde, og dermed også selv forgå, den tanke er ledsaget af nogle rimeligt heftige følelser af skam for langt de fleste mennesker. Faktisk for alle mennesker med de undtagelser nævnt indledningsvist. Når 70’erne var et så dybt splittet og polariseret årti som det var, skyldtes det muligvis ikke mindst denne dybe eksistentielle krise, hvor nogle kæmpede med at stå ved denne skam og de erkendelser og enorme udfordringer der ledsagede den, mens andre reagerede så stærkt på disse følelser af skam, at de valgte at lægge låg på erkendelserne og aktivt begrave dem dybt nede i deres underbevidsthed.

Personligt har jeg en mistanke om, at en række af de drejninger populærkulturen tog igennem 70’erne og ind i 80’erne med overlæg var møntede på at fremme disse kollektive fortrængninger. Enten det eller også hungrede folk bare efter redskaber til at flygte fra disse følelser af skam og overvældende udfordringer, og så var der bare en række politikere, akademikere, kunstnere, modeskabere m.fl., der villigt kom dem i møde. I hvert fald er det ikke svært at se det skift der skete sidst i 70’erne og ind i 80’erne, som en mægtig kulturel regression og en kollektiv bevægelse i retning af fortrængning af bevidstheden om vores ubehjælpelige drift imod rollen som ’destroyer of worlds’. Og ligesom vi på det individuelle ikke kan lægge låg på nogen følelser uden at lægge låg alle følelser, så kan vi ikke lægge låg på visse kollektive bevidsthedsformer uden at samfundslivet generelt bliver hæmmet. Det er dette udbredte klima af fortrængninger og overfladiskhed, som man her ved en status efter fire årtier kunne kalde ’den tonedøve epoke’ eller ’den insensitive epoke’.

Jeg ved ikke hvor fremtrædende oplevelsen af at have en indre stemme er i folks liv. For mit eget vedkommende har jeg en gennemgående følelse af at have en indre stemme, som vejleder mig i forskellige situationer og i mine udvekslinger med andre og i min måde at være i verden helt generelt. Og jeg antager at alle mennesker (med ovennævnte undtagelser) har denne mulighed for at føre dialog med sin indre stemme. Når en politiker tjekker op med sin samvittighed, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en akademiker tjekker lødigheden af sine konklusioner på basis af de foreliggende data, så det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Når en kunstner under sit arbejde tjekker op med sin æstetiske sans, så er det udtryk for denne dialog med hans eller hendes indre stemme. Men er man først stævnet ud på en livsbane med fortrængninger, så vil denne indre dialog såvel være handicappet. Om denne dialog er helt udslukt eller om der stadig er en sprække kontakten kan ske igennem afhænger af graderne af fortrængninger.

Men hvad så, når fortrængningerne pludselig går hen og bliver institutionaliserede i kulturen, som vi muligvis gjorde det der tilbage sidst i 70’erne og ind i 80’erne? Ja, så vil der være mængder af kulturformer, som snarere er møntede på at kvæle den dialog den enkelte kan have med sit indre frem for at stimulere den. Og jeg vil påstå, at det er hvad vi har været vidner til. Jeg synes jeg har set så mange kulturformer, som har stimuleret en forhærdelse af den enkelte frem for en stimulation af den enkeltes sensibilitet. Og jeg synes jeg har set, hvordan disse forhærdende attituder bare har bredt sig længere og længere ned i ungdommen og videre ned i barndommen. I mine øjne har det været som en epidemi af overfladiskhed, og konsekvensen har formentlig været, at mange mennesker simpelthen ikke er klare over, at de overhovedet har adgang til en stemme inden i dem selv, som er i stand til at yde sikker vejledning selv i perioder med store omvæltninger. Og således har vi hen ad vejen fået en generation af politikere uden nogen samvittighed til at vejlede sig, kunstnere uden nogen æstetisk sans og akademikere uden nogen troskab overfor, hvad der er sandt.

Samtidig er der et spørgsmål om graderne af støj og mængderne af indtryk overfor mulighederne for at finde et øjebliks ro. For det kræver en vis ro og sensibilitet for overhovedet at være i stand til at opsnappe impulserne fra ens indre stemme. En sjælden gang imellem kan den indre stemme godt være i oprør og højtråbende, men almindeligvis er den indre stemme lavmælt. Man kan godt prøve at henvende sig til den med et spørgsmål, men forudsætningen for at man kan høre svaret er, at man formår at skabe tilstrækkelig ro og sensibilitet i sit sind til at impulserne kan trænge igennem al den øvrige knævren. Omvendt behøver man ikke at henvende sig med et spørgsmål, for bevidstheden bag ens indre stemme ved udmærket godt, hvor man er og hvad der går én på. Det gælder således nærmere om, bare at komme i denne rolige mere følsomme tilstand, og så kommer vejledningen fra ens indre helt af sig selv. Det er blandt andet derfor, at der er så mange mennesker, der har haft gode erfaringer med meditation og mindfulness.

Men alle de mennesker, som er blevet flaskede op med smarte selvpromoverende replikker og magtspil helt fra børnehavealderen (ikke mindst igennem TV og øvrige medier), og som aldrig har fået nogen vejledninger i at søge sin egen kerne, de står magtesløse i mødet med følelserne af skam og vil typisk per refleks undertrykke disse følelser. Og uden deres indre kerne til at vejlede dem, og med et følelsesliv som således er handicappet og frygtsomt, så forfalder de nemt til at lade sig lede af deres krybdyrhjerne, og impulserne om overlevelse, inklusion, magt og dominans. Og hvor lederskab traditionelt netop var funderet i en grad af føling med, hvilke stemninger der løber igennem den gruppe af mennesker man er leder for, så vil sådanne former for indføling såvel være handicappede, når ens eget følelsesliv er handicappet. Ud fra denne indgangsvinkel er det bestemt ikke utænkeligt, at ledelseslaget ikke bare i Danmark men over det meste af koden hen ad vejen er blevet befolket med de mest ambitiøse stræbertyper, som i realiteten ofte er blandt dem, der er mest ’lost’ i forhold til kontakten til deres egen indre kerne. At deres stræbsomhed i virkeligheden hele vejen igennem var en slags surrogat for den følelse af tilstedeværelse og tilfredsstillelse, som ikke længere var indenfor rækkevidde som følge af den handicappende følelsesmæssige opvækst.

Og de almindelige mennesker i den pågældende organisation eller det pågældende samfund vil formentlig som udgangspunkt antage, at deres ledere såvel er almindelige mennesker med evner for medfølelse samt grader af samvittighed, hvor virkeligheden snarere er den, at der hen over årene er sket en slags omvendt darwinisme, hvor det er de socialt mest handicappede, der brutalt og skrupelløst har fået manøvreret sig frem til de mest indflydelsesrige positioner. Og da disse ledere ikke selv længere har nogen forankring i deres egen kerne og følelse af forbundethed med andre, kan de kun lede ved at udstikke regler for medarbejdernes eller medborgernes adfærd. Hvilket har skabt dette i sig selv stærkt handicappende klima af overvågning, kontrol og detailstyring. Således har der i realiteten været tale om en gradvis erosion af evnerne for lederskab i vores kultur, men vi har ikke rigtig kunnet sætte fingeren på tilbagegangen, netop fordi den er sket gradvist. Indtil altså at en mægtig samfundsmæssige krise som coronaepidemien rammer, og lederskabets uduelighed og smålighed bliver stillet grelt til skue. Vi lever i en hysterisk tid, og disse hysteriske stemninger er ikke mindst en virkning af vores lederes manglende personlige jordforbindelse. Og samme uduelighed og smålighed og underliggende hysteri fører så til nogle helt uforholdsmæssige politiske beslutninger, som i realiteten har karakter af overgreb på befolkningen og nedbrydelse af de værdier vores samfund oprindeligt blev bygget på.






(Illustration: Still-billede fra Døde Poeters Klub, Buena Vista Pictures, 1989)

Solformørkelsen og hulelignelsen

Posted on by
Svar

I Platons ”Staten” finder man hans berømte hulelignelse, hvor han forestillede sig en gruppe mennesker, som i hele deres liv havde været fangede i en mørk hule, men i samme hule og nærmere ved hulens indgang og usynligt for gruppen var der et bål, som kastede lys ind på hulens bagvæg. Imellem bålet og gruppen passerede der så mennesker med udskårne figurer af dyr og alverdens andre ting, og alt hvad den fangede gruppe således så, var skyggernes silhouetter af disse passerende mennesker med deres figurer, og for dem måtte disse skyggebilleder være virkeligheden, og gruppen ville være endeløst optaget af at finde hoved og hale i det de ser.

Videre forestillede Platon sig, at et af medlemmerne af den fangede gruppe så blev løsnet fra sit fangenskab, og blev ført op, først i hulens højere afsnit med bålet og de forbipasserende mennesker og siden helt ud i sollyset og den omgivende natur. Og denne frisatte fanges sansning og perception ville selvfølgelig blive voldsomt overbelastet, dels ved de stærke lyskilder, dels ved at skulle danne sig nogle begreber om denne radikalt udvidede virkelighed. Men efter noget tid forestillede Platon sig, at den frisatte fange ville være i stand til at danne sig nogle begreber om denne nye helt konkret radikalt udvidede virkelighed, og derpå sender Platon så den frisatte fange ned til den fangede gruppe igen, og spørger hvordan de vil modtage den hjemvendte. Og her er Platon ikke videre fortrøstningsfuld, for han forestiller sig, at den frisatte fange kommer til kort overfor at forklare for de stadigt tilfangetagne, hvor helt anderledes rig og mangfoldig verden så i virkeligheden er. Og efter således at være kommet til kort overfor at videregive nogle begreber om verdens sande rigdom og mangfoldighed, vil de fortsat tilfangetagne affærdige afvigeren og vende tilbage til deres gældende teorier om skyggebillederne og deres adfærdsmønstre.

Platons hulelignelse har således mange niveauer, og den kan selvfølgelig nemt kritiseres for sine grove forudsætninger, men efter min opfattelse har den vestlige filosofiske tradition forstået lignelsen på følgende måde:

1. At mennesket og grupper af mennesker altid forsøger at komme til en forståelse af den virkelighed de befinder sig i, og at de tager udgangspunkt i de fænomener de ser, og prøver at udlede noget om verdens beskaffenhed på basis af dem.

2. Men hvis ikke menneskets er vækket til en højere forståelse af kosmos, en forestilling om godhed, sandhed og skønhed, en forestilling om en højere ideernes verden, som man såvel kan kalde en forestilling om en guddommelig orden, så vil vores teorier om verdens beskaffenhed være vilkårlige, skrøbelige og usammenhængende og i den sidste ende ubehjælpelige.

3. Lyset, der skinner fra bålet eller fra solen, er den oprindelige guddommelige inspiration i mennesket, som på samme tid både forudsætter og bekræfter tingenes sammenhæng og sande aspekter.

Platons hulelignelse er således en slags erkendelsens grundproblem, altså at ens trossystem bestemmer ens forståelse af verden. Believing is seeing. Er man vakt til en idé om en guddommelig orden, en idé om kosmos, så vil denne idé organisere ens sansninger og perceptioner i overensstemmelse med denne idé. Er man ikke vakt til en sådan idé, og man er prisgivet ens sansninger og perceptioner af de endeløst mangfoldige og selvstændige fænomener og erfaringer, så vil den blotte mangfoldighed gøre det umuligt for én at danne en forestilling om en sammenhæng mellem alle fænomenerne, og der vil være en tendens mod skepticisme, nihilisme og defaitisme i ens forestillinger. Eller med andre ord, enten antager man at der er en orden i verden, en kosmologi, og så vil man finde bekræftelser på denne sammenhæng i sine sansninger og perceptioner, eller også tvivler man på at der findes en orden i verden, og så vil den usammenhængende karakter af vores livserfaringer konstant blive bekræftede.

Anskuet på den måde er der gode grunde til at søge denne vækkelse til en forestilling om en højere orden, men skulle det lykkes at opnå denne vækkelse, er man så (fortsat) en del af gruppen af fangede mennesker i bunden af hulen, eller er man den frisatte fange, som nu nærmere tilhører gruppen af ikke-tilfangetagne mennesker højere oppe i gruppen? Både Platon og Sokrates var meget skeptiske overfor demokratiet som styreform, og de hældte så stærkt imod, at det skulle være de vidende og erfarne, der skulle lede samfundet, altså en meritokratisk styreform, for Platons vedkommende med tendenser mod det diktatoriske. På den måde er der set fra et moderne synspunkt al mulig grund til at være skeptisk overfor Platons helhedsforestillinger, for de kunne jo i sig selv være todimensionale hulebilleder og som sådan mere fascistiske end guddommelige.

På arkitektskolen bestod en af vores tegneøvelser i at lave en tegnet gengivelse af en større opstilling med en kugle, en kube og figur af tre flade rektangler samlet i de korte kanter til at danne en opretstående retvinklet trekant. Pointen med denne øvelser var at gøre os bevidste om måderne skygger dannes omkring sådanne figurer, særligt når de belyses fra en primær lyskilde. Iagttagelserne er illustreret på vedhæftede illustration, hvor man vil lægge mærke til, at slagskyggen (eng.: the cast shadow) er væsentligt mørkere end objektets eller objekternes selvskygge eller egenskygge (the form shadow). Grunden hertil er enkel nok, at de skyggede sider af objekterne får lys reflekteret op på sig fra underlaget, hvorimod slagskyggerne ikke får ret meget reflekteret lys fra objekterne. I forlængelse af Platons hulelignelse kan vi (i dagens anledning) forsøgsvist gøre en metafor ud af fænomenet med selvskygger og slagskygger.

Siger vi at lyset er en metafor for bevidstgørelsen i form af begrebsdannelsen, forståelsesrammen, herunder de begrænsninger der ligger i vores sprogformer, så har vi alle, som psykoanalysen og ikke mindst Carl Jung har vist os, vores ”oplyste” bevidstgjorte sider, og så har vi vores underbevidste sider og vores ubevidste sider. Og i denne metafor kunne selvskyggen godt være vores underbevidste sider, altså at der er sider af vores liv, der henligger i henved mørke, men ikke helt i mørke, for i vores udvekslinger med andre mennesker og omverdenen generelt, så bliver vi hele tiden gjort opmærksom på, at der er noget der. Således er vores selvskygge rigtig nok en funktion af den oprindelige lyskilde, men den er også en funktion af refleksionerne af lyset fra vores omgivelser. Omvendt er det ubevidste en endnu dybere grad af mørke, et mørke som ikke er en funktion af omgivelserne men en funktion af selve vores bevidstgørelsesprocesser. Altså at det et langt stykke af vejen er selve vores bevidstgørelsesredskaber (herunder en eventuel grundantagelse om en guddommelig orden), som skaber de områder vi så ikke kan se.

Renæssancens opdagelse af perspektivet og den matematiske/ geometriske regel om at ethvert perspektiv blev dannet med matematisk/geometrisk konsekvens med udgangspunkt i ét eneste klart defineret forsvindingspunkt, blev i sig selv en metafor for en enkelt alt-organiserende guddommelig idé. Og renæssancen fik jo denne betegnelse, fordi de kulturelle nybrud havde form af en genopdagelse af antikkens filosofi, digtekunst, arkitektur og skulptur. Og opdagelsen af perspektivet havde nærmest karakter af et empirisk bevis for gyldigheden af Platons ideer. Og disse kosmologiske forestillinger viste sig at være enormt frugtbare, og den europæiske kultur red på en bølge lige indtil, at forestillingerne alligevel slog over i deres overdrevne og manierede former med det 19. århundredes positivisme og idealisme.

Det moderne gennembrud handlede så meget om et opgør med disse positivistiske og idealistiske forestillinger, og således handlede det moderne gennembrud indenfor billedkunsten så meget om et opgør med perspektivets tyranni eller hvad franskmændene kaldte ”trompe l’oeil”, øjets bedrag. Modernismen blev så i sig selv en meget succesrig og dominerende bevægelse, og den blev hen ad vejen også til en stilretning, og som stilretning mødte den også sit endeligt. Og således begyndte billedkunstnere og digtere og arkitekter at arbejde postmodernistisk, dvs. i et udtalt modsætningsforhold til modernismen. Men efter min opfattelse har postmodernismen stadig til gode at bidrage med nogen erkendelsesmæssige gennembrud. I mine øjne står modernismens kritisk af perspektivet, den enøjede positivistiske idealistiske fremstilling stadig ved magt.

Tilbage i 1990 et års tid efter min afgang fra Arkitektskolen skrev jeg et essay i to dele ”Om at se”, som beskæftigede sig med de erkendelsesmæssige vilkår som kvantemekanikken og det moderne gennembrud havde anskueliggjort. I dette essay fremsatte jeg selv en kommentar til Platons hulelignelse i form af følgende tankeeksperiment: Jeg forestillede mig, at København pludselig oplevede et omfattende strømnedbrud, hvor byen pludselig blev henlagt i totalt mørke. Og jeg undersøgte hvordan mine sansninger og perceptioner ville blive påvirkede af, at jeg pludselig befandt mig i totalt mørke. Jeg forestillede mig at jeg undervejs bestemte jeg mig for at etablere noget lys ved at finde frem til og tænde et stearinlys, som jeg så satte på et bord, og så at jeg fik den idé at forestille mig, at stearinlysets flamme var mit højre øje, som altså nøjagtig ville svare til den perspektiviske positivistiske idealistiske verdensanskuelse. Imidlertid havde jeg jo stadig mit venstre øje, og med mit venstre øje kunne jeg således registrere hvad det var mit højre kunne se (de belyste flader) og også et stykke af vejen de flader mit højre øje ikke kunne se (de skyggede flader). Dermed syntes jeg, at jeg fik lavet et meget virksomt og anskueligt billede på, at vores sansning og perception i sig selv er mangefacetteret og at vores virkelighedsforståelse er uløseligt bundet til vores krop og vores konkrete situation.








(Illustration: Art Verve Academy + Vredeman de Vries)

En pragmatiker i en revolutionær tid

Posted on by
Svar

Min præmiekæphest, som jeg ustandseligt føler mig kaldet til at trække af stalden og give en tur i manegen, må være den om, at vi, altså os alle kollektivt, vågnede op til nogle stærkt foruroligende kendsgerninger, der tilbage sidst i 60’erne/ først i 70’erne. Disse kendsgerninger handlede om, hvor meget menneskeden og ikke mindst menneskehedens enorme driftighed lagde enorme belastninger på naturgrundlaget, de handlede om vores brug-og-smid-væk-kultur og forvaltningen af klodens ikke-fornybar ressourcer, de handlede om hvordan vores tiltagende materialistiske indstillinger førte til arrogance, social distance og dem-og-os-kulturer. Og som det nu er med erkendelser, kan de ikke omgøres. Man kan ikke indse noget og bagefter gøre som man ikke har indset det. Eller rettere, det kan man godt, men så er man stævnet ud på en kurs, som er baseret på fortrængninger. Og som Brené Brown m.fl. har vist, så kan man ikke inddæmme fortrængninger til kun at dække et snævert lokalt område. Er man først stævnet ud på en kurs baseret på fortrængninger, så vil de brede sig og spærre for større og større dele af ens ånds- og sjæleliv.

Ikke desto mindre var det, hvad vi gjorde. Netop fordi erkendelser ikke kan omgøres, kommer de typisk med en fordring, en eksistentiel fordring, om at tage konsekvensen af erkendelsen og begynde at leve i overensstemmelse med, hvad man netop har indset. Men vi kunne ikke rumme det vi så dengang. Hverken selve erkendelsen eller fordringen, der ledsagede den. Og således valgte vi kollektivt henimod slutningen af 70’erne/ starten af 80’erne at stævne ud på den kurs, der var baseret på en fortrængning af vores tids helt store kollektive udfordring. Og fødselshjælperne i denne proces var den nykonservative bølge lanceret med Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og herhjemme altså med Poul Schlüter og Firkløverregeringen.

Samtidig havde den store bevidsthedsrevolution i form af Flowerpower-bevægelsen såvel draget stort set alle samfundsmæssige konventioner i tvivl. Sideløbende med kritikken af mange af de afstumpede og udlevede konventionelle levemåder havde bevidsthedsrevolutionen bragt nogle radikalt nye forestillinger og visioner om, hvordan vi ville kunne træde ind i meget mere kreative og frugtbare og mangfoldige relationer til hinanden. Det var selvfølgelig naivt og idealistisk, men forestillingerne og visionerne var ikke forkerte, og folk der forsøgte at udleve dem var ikke forvildede, men der er selvfølgelig en enorm træghed forbundet med ændringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger om verdens sammenhæng. Men kontrasten var brutal mellem blomsterbørnenes idealistiske, naive og håbefulde forestillinger, kombineret med ovennævnte eksistentielle fordring på den ene side, og på den anden den efterfølgende nedkæmpelse gennem fortrængninger og den fornyede hævdelse af gyldigheden af de gamle forestillinger. Og denne brutalitet overfor det spirende mentalitetsmæssige nybrud var så voldsom, at der efter min opfattelse opstod former for kollektive traumer.

Denne historie samt erkendelsen af, at de kollektive traumer fra dengang endnu ikke er helede, er min præmiekæphest. Og jeg har i årenes løb harceleret imod nykonservatismen og særligt imod Thatcher og Reagan, og alligevel, når jeg nu i forbindelse med Poul Schlüters død reflekterer over forløbet, føler jeg mig kaldet til at nuancere historien. I første omgang må jeg simpelthen bare vedgå, at jeg har ikke nogen vrede og frustration rettet imod Poul Schlüter. Jo, han og Firkløverregeringen var eksponenter for den samme nykonservative højredrejning her i landet, og de begik alle de samme fejl som vores angloamerikanske forbilleder, men det forekommer mig, at Schlüter og Firkløverregeringen også et langt stykke af vejen var midtsøgende og ræsonnable, og som sådan udtryk for en af de mere positive sider af dansk sindelag, vores saglighed og pragmatisme. Selvom Schlüters erklæring om at ’ideologi er noget bras’ samtidig i realiteten blev et dække over nogle meget vidtgående ideologiske tiltag, så som deregulering af finanssektoren, privatiseringer, outsourcing af arbejdspladser, så krævede det ikke desto mindre betydelig politisk tæft overhovedet at regere landet igennem den højst kaotiske politiske virkelighed dengang.

På den ene side har vi altså den bevidsthedsmæssige revolution og skællene der falder fra vores øjne med hensyn til den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, og på den anden har vi den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion. Hvis vi antager, at blomsterbørnene havde ret i, at vi lever meget mere i vores energimæssige udvekslinger end i vores formelle og materielle, og at menneskeheden i virkeligheden stod på tærsklen til at anerkende vores uomgængelige energimæssige forbundethed med hinanden og med hele kosmos, ja så var den mere eller mindre forskræmte og forcerede modreaktion nærmest at sammenligne med Robespierres Terrorregime i kølvandet på Den Franske Revolution. Og så er det relevant at tale om traumatiserende overgreb på store dele af befolkningen. Selvfølgelig vil folk, der fortsat er blinde overfor vores energimæssige forbundethed, slet ikke kunne se disse traumer, og vil slå påstandene om dem hen som former for latterlig ømfindtlighed.

Omvendt bliver vi også nødt til at forholde os til, hvor meget vores formelle samfundsstrukturer trods alt understøtter vores liv og eksistens. I mine øjne er det rimeligt at antage, at kastede vi vores samfund ud i totalt anarki, så ville en stor del af befolkningen omkomme af sult og sygdomme og røveriske overfald. Revolutioner er et led i evolutionære processer netop hvor forandringer af den eller anden grund har været opstemmede, og hvor forandringerne så udløses med et brag. Dette gælder såvel politisk, samfundsmæssigt og bevidsthedsmæssigt, men der er her en kæmpe udfordring i at styre samfundet igennem sådanne opbrud, så den samfundsmæssige drift trods alt fungerer samtidig med at forandringerne ruller. Og var det så, hvad Firkløverregeringen tegnede sig for? Ikke umiddelbart, for hvor var anerkendelsen af behovet for forandringer, endda dybtgående forandringer? Den var der ikke. Alligevel er det vist at gå alt for vidt at sammenligne Firkløverregeringens modreaktion med Terrorregimet. (Det kom først senere med 9/11 og krigene i Mellemøsten). Måske var det dengang nødvendigt med nogen til at holde sammen på samfundet og ikke mindst driften af samfundet på et tidspunkt, hvor opbruddene truede med helt at lamme det. Også selvom disse ledere ikke forstod den revolution, der netop havde udfoldet sig.

Og det er så her at jeg må bekende, at jeg så også har nogle ret stærke personlige motivationer for at anskue Firkløverregeringen på en mere nuanceret facon. Jeg er vokset op i Hørsholm og begge mine forældre var medlemmer af Det Konservative Folkeparti, og ydede begge en stor indsats indenfor partiets vælgerforening, i kredsen såvel som de bidrog til partiets overordnede politikudvikling. Min far var blandt hovedforfatterne på Det Konservative Folkepartis partiprogram forud for valget i 1982. Og min opvækst særligt i teenage-årene var meget præget af, at vores hjem var et knudepunkt i dette politiske arbejde og engagement, hvilket var interessant og udviklende og sjovt på mange måder. Jeg selv var ligesom flere af mine venner dengang stærkt venstreorienteret og troede på nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution. I den store opgave i geografi i gymnasiet skrev jeg sammen med en af mine venner om ”U-landenes afhængighed af I-landene og den nye økonomiske verdensorden” og i den store opgave i biologi lavede jeg sammen med en af mine andre venner et ambitiøst forsøg, hvor vi ville dokumentere, hvordan forstyrrelser i koncentrationen af forskellige stoffer i miljøet ville påvirke udklækningen og væksten af nogle bestemte små krebsdyr. Jeg selv og mine venner var således meget bevidste om ovennævnte kollektive etiske fordring.

Det lykkedes os så ikke at overbevise mine forældre eller alle deres konservative medkumpaner om nødvendigheden af en stor samfundsmæssig revolution, men hvad der alligevel var ret skønt var det klima af åben diskussion og dialog der var. Selvom vi her i mange henseender bare var ved at træde vores barnesko, så blev vores standpunkter taget alvorligt og blev respekteret og på det grundlag startede diskussionerne af, hvad der på den ene side var ønskeligt og hvad der på den anden var praktisk muligt. Der var flere af mine venner, som elskede at komme på besøg, når der var kom-sammener hjemme hos os, fordi der var dette debatklima og den højst kvalificerede sparring. Det her fordomsfri debatforum var måske nok noget særligt, men det var samtidig også så meget et udtryk for tiden og samfundskulturen da. Der var en almen åbenhed og fordomsfrihed, som yngre generationer må have svært ved at forestille sig. Jeg tror man i dag skal lede længe efter lignende fordomsfri debatfora i de små hjem, simpelthen pga. den efterfølgende almene fortrængning og alle de forhold vi så ikke længere kan eller må tale om. Af hensyn til opretholdelsen af den artige positive stemning.

Tilbage i 2014-2015 var jeg en kort periode involveret i et initiativ i retning af at etablere et dansk søsterparti til det spanske Podemos-parti. Og Podemos er et erklæret venstrefløjsparti, og jeg oplevede også at blive inviteret ind til Radio24/7’s program ”Det Røde Felt”, men som jeg også meldte ud overfor mine medkumpaner i Podemos DK, så var jeg ikke venstreorienteret i en traditionel forstand. Faktisk føler jeg selv, at vi har et stort behov for at tage et opgør med de traditionelle politiske højre/venstre-forestillinger. Svaghederne ved disse traditionelle forestillinger er i mine øjne, at de er baserede på prædefinerede interessemodsætninger såvel som at den førte politik forventes at tilgodese visse samfundsgrupper på bekostning af andre. I mine øjne er det en gakket tilgang at have til politik, for så har man da gravet skyttegravene allerede på forhånd. Og om det så var i Podemos-regi eller i andre sammenhænge, så accepterer jeg ikke at blive tvunget ind i sådanne ensidige standpunkter. I min verden er vores udfordring altid at få alle aspekter med og vise respekt og imødekommenhed overfor alle synspunkter. Jeg kan slet ikke se hvordan man skal bedrive politik, eller i hvert fald en politik som er værdiskabende, hvis ikke man tager det som udgangspunkt.

Personligt hælder jeg mere til at anskue højre- og venstrefløjen i henhold til deres forskellige præferencer for hhv. kritisk sans og fakta på den ene side overfor medfølelse og visioner på den anden. Selvom det i den sidste ende alligevel bliver for firkantet, så ligner modsætningsforholdet mellem højre- og venstreorienterede standpunkter et langt stykke af vejen en forskel imellem hvilken hjernehalvdel, der er dominerende. Og her altså således at de højreorienterede standpunkter ofte er fokuserede på kroner og ører, hvad der er mit og hvad der er dit, den enkeltes eget ansvar for at skabe et liv for sig selv, og såfremt vi skulle bestemme os for at forfølge nogle mere idealistiske mål, hvordan vi så rent praktisk har tænkt os at gøre det. Alt sammen pænt meget venstrehjernehalvdelsstof. Heroverfor forekommer de venstreorienterede standpunkter at tage udgangspunkt i, at vi alle er lige og de samfundsmæssige værdier skabes af os alle sammen og skal således også fordeles nogenlunde ligeligt, at vi alle er på en rejse mod større integration og større retfærdighed og vi har fortsat et kæmpe kulturelt udviklingspotentiale. Her pænt meget højrehjernehalvdelsstof. Desværre forbliver disse helhedsorienterede forestillinger ofte temmelig ukonkrete, og når det så kommer til omsætningen i konkrete politiske tiltag, så ender de konkrete effekter af disse tiltag ofte temmelig langt fra de oprindelige idealistiske intentioner.

Denne baggrund i forskellige præferencer og dispositioner ift. hjernehalvdelenes forskellige opfattelsesmåder tjener til at fremhæve en pointe, men reelt er billedet selvfølgelig en del mere sammensat. Således var mine forældre eller deres medkumpaner helt med på vidtgående grader af omsorg for samfundets svageste og problemerne med forurening og overforbrug blev også anset for reelle og noget der skulle tages hånd om. På samme måde som der i de forskellige venstreorienterede højborge såvel er folk med en veludviklet kritisk sans samt sans for hvordan de politiske visioner kan omsættes i konkrete formålstjenlige tiltag. Det med disponeringen i forhold til dominansen af den ene eller den anden hjernehalvdel handler således ikke om højreorienterede har patent på venstrehjernehalvdel og omvendt. Vi taler bare om en svag overvægt til den ene eller den anden side. Således burde det være muligt at mødes i et politisk rum, hvor der var respekt for modpartens disponeringer og præferencer, herunder en vilje til at søge mod løsninger, hvor begge parter bidrager med det de er bedst til, og begge parters ønsker tilgodeses i et tilfredsstillende omfang. Set herfra får jeg selv nærmest det indtryk, at vi (kollektivt) har haft et spil kørende, at vi på en måde har set en sport i at anse os som politisk diametralt modsatte af hinanden, og al den palaver og dynamik det dermed skabte.

De første henved 10 år af mit liv boede vi i en virkelig skøn kædehusbebyggelse i Usserød, hvor der var mange andre børn på min egen alder og en fantastisk omgivende natur, som selvfølgelig var den bedst tænkelige legeplads. Denne kædehusbebyggelse tiltrak en del folk fra kreative og humanistiske professioner, og i løbet af 60’erne blev bebyggelsen lidt af en højborg for kulturradikale, og mange var (i hvert fald holdningsmæssigt) med på den værste. Det var spændende og anderledes, men for mine forældre blev det hen ad vejen lidt for meget. Hvad jeg fornemmer der gik dem allermest på, var kontrasten mellem de komfortable liv folk levede og så deres rabiate holdninger om totale politiske omvæltninger. Der var en frelsthed over alle disse helt rette rabiate standpunkter, som de ikke rigtig længere kunne se sig selv i, og som muligvis skubbede dem et godt stykke ud på den politiske højrefløj, og vi flyttede til en villa i et traditionelt villakvarter. Selv havde jeg stortrivedes der i kædehusbebyggelsen, og jeg fortsatte nogle år på Usserød Skole, indtil Usserød Skole så frabad sig at have mig gående. Jeg røg så på den stokkonservative Rungsted Private Realskole, hvilket nærmest blev et sindbillede på det store politiske skift, der skete i den store verden i netop de år. At denne omplantning så faldt sammen med min pubertet gjorde bare, at fornemmelsen af at blive fordrevet fra paradis blev desto mere udtalt.

Det var revolutionære tider dengang, og så kom Schlüter og Firkløverregeringen til magten, og påtog sig opgaven med at nedkæmpe opbrudstendenserne og gøre landet regerbart. Så kom der så småt gang i hjulene igen, godt hjulpet af den private pengeskabelse indenfor den nu mindre og mindre regulerede finanssektor, og i det store og hele glemte vi så alt om revolutionen og de foruroligende erkendelser vi netop havde gjort. Gør det Schlüter og Firkløverregeringen til nogle af de største skurke i dansk politisk historie? Muligvis, jeg har bare personligt svært ved at komme til den konklusion. Dels husker jeg noget om mine forældres overvejelser og motivationer for deres politiske standpunkter, dels imødekom Schlüter og Firkløverregeringen et konkret behov for at regere i en periode, hvor det i sig selv var en kæmpe udfordring. Jeg ved ikke om der er et mønster for store samfundsmæssige forandringsprocesser, om der altid vil være denne modreaktionsfase. Hvis det er tilfældet, var Firkløverregeringen muligvis en forholdsvis skånsom og anstændig en af slagsen.

I mine øjne var det først med bedraget af Gorbatjov og ”sejren” i Den Kolde Krig, at det skred fuldstændig for de højreorienterede kræfter. Så kom den totale undertrykkelse af det radikale holistiske andet standpunkt og indførelsen af det angloamerikanske overherredømme. Vores samfund i dag er mere reaktionært og undertrykkende og klassedelt end det har været i de seneste 100 år, herunder er der en udbredt samfundsmæssig afasi overfor det mægtige bevidsthedsmæssige nybrud, der skete for godt 50 år siden. Det lever kun videre i diverse afkroge af samfundet, og er som sådan ikke en trussel mod det reaktionære mønstersamfund. Problemet med den svigtende bæredygtighed af vores levemåder er fortsat på dagsordenen, og herfra kommer det ikke længere. End ikke disse indlysende og fuldkommen rationelle udfordringer af vores hævdvundne og vanemæssige forestillinger skal have lov at forstyrre vores reaktionære mønstersamfund.








(Foto: Firkløverregeringen, september 1982, Finn Frandsen)

Still-leben med flaske og fisk (1. udgave)

Posted on by
Svar

(Her for 10 dage siden postede jeg noten ”Still-leben med flaske og fisk”, men det opslag var faktisk den anden udgave af noten. Den første udgave af noten skrev jeg tre dage forinden, men så syntes jeg, at teksten var for polemisk, for politisk og for vidtløftig, og så lagde jeg den til side. Med anden udgave valgte jeg så en mere konkret og enklere indgangsvinkel. Men her for lidt siden mens jeg puslede med at skrive et opslag om noget helt andet, ville jeg henvise til nogle pointer jeg havde sat ord på fornylig, og så slog det mig, at det kunne jeg ikke, for disse pointer var i den forkastede udgave af ”Still-leben med flaske og fisk”. Og så genlæste jeg denne første udgave, og syntes egentlig at den var udmærket, så den får hermed alligevel lov til at blive publiceret).


Kan vi ikke efterhånden blive enige om, at vores dominerende materialistiske indgangsvinkler begynder at nærmer sig det sygelige? Vi kunne tale om rovdrift og plyndring og aggressiv selvhævdelse her, men bare som enkeltpersoner og i vores møde med omverdenen er vi blevet så overdrevent materialistisk orienterede, at alting skal have klart definerede former for at vi overhovedet kan relatere til det. Vi er nærmest amok i retning af at give form på alt hvad der sker i vores egne liv og i vores sociale liv, og vores liv er ved at bukke under ved vægten af formernes tyranni. Og de der er mest ubønhørligt fangede i formernes tyranni, er de øverste ledere i form af politikerne og storaktionærerne. En vanvittig kompleks samfundsmæssig krise koger vi ned til simple populistiske eller kommercielle slogans, og accepterer samtidig de enorme ledsagende blinde vinkler.

Vi arbejder konstant på at give form på os selv, både på arbejdspladsen og i vores øvrige liv, vi giver form på de grupper vi indforskriver os under, vi giver form vores standpunkter, vi giver form på vores drømme og på vores lykke. Nemlig, vores drømme skal koges ned til nogle anskuelige målsætninger, som man så kan lægge rationelle planer for at nå. Det kan ikke blive konkret og præcist og udtrykkeligt nok. Vi vælter omkring som mægtige klodsede tingester, der banker ind i hinanden og håner modparten for sin dumhed og manglende fleksibilitet. Selvom vi alle har så rigeligt af dumhed og manglende fleksibilitet. Bare som en funktion af vores besættelse med at give form på alting for derpå at henvise os selv til et liv imellem alle disse former.

Og hvad vi ser som en konsekvens af denne besættelse med at sætte alting på form, er en gradvis fortrængning af alle de indlevede, intuitive, musiske, holistiske tilgange til livet og omverdenen. Med udgangspunkt i de to hjernehalvdeles to karakteristiske funktionsmåder har denne stadigt mere ensidige materialisme ført til, at vores kultur og tænkemåder er blevet mere og mere dominerede af venstrehjernehalvdel, den der netop understøtter det præcise, det målbare, det fokuserede, det indiskutable. Så stærk er denne dominans, at ethvert forsøg på at understøtte og fremme forskellige indlevede, intuitive, afbalancerede, holistiske tilgange bliver skudt ned ved deres mangel på evidens. Det er som en epidemi af dumhed. En svigtende evne til at se det store billede, herunder hvilke enorme udfordringer menneskeheden er konfronteret med, set i det store billede.

Men når vi så hver især gør oprør imod den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger, og vi lader os rive med af en eller anden stor sammenhængende forklaringsmodel, så er vi ofte så umodne og underudviklede i disse retninger, at vi forfalder til både at sluge den nye store forklaringsmodel råt og samtidig tage den for at være fuldstændig skarp. Eller med andre ord, vi åbner vores liv for en holistisk forståelse af tingene, og falder så mere eller mindre omgående tilbage på at anse netop denne holistiske forståelse af tingene for at være konkret, præcis og udtrykkelig. Og værre endnu kan vi forfalde til at identificere os selv og vores liv med denne ”opvågnen” til denne nye sammenhængende forklaringsmodel.

Nu dækker betegnelsen ”konspirationsteoretiker” over et meget bredt og varieret felt af skeptikere, kritikere, undersøgende journalister og mere eller mindre radikale ud-af-boksen-tænkere, men tilbøjeligheden til at kombinere nogle meget vidtløftige forestillinger med hævdelsen af en ufejlbarlig bevisførelse og præcision hører til svaghederne hos mange ”konspirationsteoretikere”. Og det er efter min opfattelse et tegn på, at evnerne for holistisk tænkning stadig er temmelig umodne og uprøvede. Hvilket bringer mig frem til, hvad det egentlig er jeg ønsker at undersøge med denne note. Forestiller vi os, at den afstumpede og usammenhængende karakter af de dominerende samfundsforestillinger vækker en meget udbredt interesse for nogle mere holistiske samfundsforestillinger, og vi begynder at arbejde mere bevidst på at stimulere brugen af den højre hjernehalvdels særlige funktionsmåder, hvilken karakter vil disse nye samfundsforestillinger have?

Eller rettere, det er allerede alt for meget at påtage sig at give et svar på, det er en mere specifik problemstilling, jeg godt vil undersøge. Siger vi nemlig, at højre hjernehalvdel har denne sublime evne til at danne helhedsbilleder, hvordan forholder jeg mig til de helhedsbilleder jeg danner, og hvordan forventer jeg, at andre mennesker forholder sig til mine helhedsbilleder? Siden vi taler om helhedsbilleder, har jeg så en forventning om, at de også accepterer mine helhedsbilleder?

Tager vi et kaotisk og stadig stærkt detaljeret ting som et terrazzogulv, og man af uransagelige grunde sidder og betragter denne flade, så har jeg opdaget, at der er to fundamentalt forskellige måder vi kan lade vores synssans virke på dette objekt. Min egen og langt langt langt fleste andre menneskers default synsoplevelse vil være en, hvor ens skarpsyn springer omkring på terrazzogulvets virvar af overskårne skærver, og scanner det for genkendelige figurer. Dér er der en sommerfugl, dér er der et hus med sadeltag, dér er der et vredt ansigt osv. Men hvad jeg opdagede var, at jeg kunne også vælge bevidst at undertrykke mit skarpsyn, hvorved hele gulvfladen kunne tages ind på én gang, og så var det som skærverne nærmest kom i bevægelse, og begyndte at søge imod gennemgående mønstre. Når jeg virkelig gjorde mig umage og helt eliminerede mit skarpsyn, så lykkedes det nogle gange at få hele terrazzogulvet til at danne ét sammenhængende mønster. Ikke et ”mønster” som var komplekst som virvaret af skærver, men ved etableringen af et temmelig komplekst og samtidig løseligt basismodul, som så blev gentaget ud over hele fladen. Utroligt nok, men det var hvad der skete. Men igen, det siger sig selv, at dette mønster ikke stod knivskarpt for min synssans, der var helt klart et trade-off, hvor den slørede karakter af min synsmåde tillod at denne mønsterdannelse kunne ske.

Denne løselige og meget forbigående karakter af denne ’helhedsorienterede’ synsmåde og den forcerede måde jeg fik den frem på, får den muligvis til at fremstå som bizar og uden nogen praktiske anvendelser. Men det forcerede bestod jo i, hvad det krævede at undertrykke dominansen af mit skarpsyn, og måske er det graden af denne dominans, der er overdreven. Og for mig gav det stof til eftertanke, at vi alle muligvis har en anden og halvvejs ubevidst synssans, som evner at tage hele scenerier ind under ét og danne et samlet indtryk.

Denne erfaring tror jeg siger noget helt essentielt om vores evner for at danne helhedsbilleder. At helhedsbilleder først kan tage form, når vi renoncerer på kravene til præcision og målbarhed. Og jeg tror det er afgørende vigtigt, at vi holder os det for øje, når stævner ud for at hele alle de afstumpede og usammenhængende samfundsforestillinger, vi har fanget os selv i. Vi har så meget behov for heling i disse retninger (og et hav af andre), men for at det kan ske, kommer vi til at skulle opbyde den store rummelighed og tolerance der skal til, for at vores helhedsbilleder bliver reelle helhedsbilleder, og ikke bare en eller anden ny ”sand lære”, som alle pinedød skal acceptere gyldigheden af. Disse helhedsbilleder må i sagens natur være så slørede og omtrentlige, at de er komplet uegnede til at slå nogen oveni hovedet med. Men det at de er slørede og omtrentlige efterlader et rum for at helhedsbilledet kan være indlevet og sandt for den enkelte, og det er heri af helingen består. Folk skal have lov at udvikle deres egne helhedsbilleder, og holder vi igen med vores tilbøjeligheder til at ville jorde andre mennesker for de helhedsbilleder de orienterer sig efter, og således holder igen med at ville tvinge nogen ud af deres helhedsbilleder og over i nogle andre, så vil vores alles helhedsbilleder sikkert vokse og udvikle sig og blive mere og mere nuancerede.

Det er blandt andet på den baggrund, at de kubistiske malerier fortsat har en enorm tiltrækningskraft for mig. Jeg mener der er et dybt slægtskab mellem kubismen og Bohr’s kvantemekanik i måden begge anerkender en dobbelttydighed ved vores måder at tage verden ind. Og Bohr var selv en mester i at beskrive de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse. At ja, der er en verden derude, men for at vi kan forstå den, må vi gøre os nogle antagelser om den, og på basis af disse antagelser kan vi foranstalte undersøgelser designede til at be- eller afkræfte vores antagelser, men at vores antagelser/ undersøgelser så i sig selv griber ind i og påvirker den verden vi undersøger. At de svar vi får, er betingede af de spørgsmål vil stiller. Og lyder måske trivielt, men det var faktisk et brud med nogle positivistiske og materielle forestillinger, som etablerede sig under renæssancen og siden bare blev mere og mere indlejrede i vores kultur.

De store impressionistiske malere var allerede brudt igennem til nogle radikalt nye måder at forstå maleriet som en udtryksform. De var helt åbenlyst kommet til et punkt, hvor de forkastede de herskende (afstumpede?) forestillinger om relationen mellem maleren (subjektet) og motivet (objektet) og de malemæssige udtryksformer. Hvad kubisterne gjorde var at tage denne opdagelse af de forunderlige paradokser, der præger vores virkelighedsforståelse, til deres indlysende konsekvens. Hvis de malemæssige udtryksformer alligevel er opfundne og som sådan valgfri, hvorfor så ikke gøre betydningen af dette valg af udtryksform helt åbenbart, og gøre den valgte udtryksform til et middel for en stærk og virkningsfuld malerisk rytme og struktur. Særligt i den tidlige analytiske fase af kubismen opfattede Picasso og Braque sig så meget som uegennyttige forskere indenfor hele dette komplekse felt af relationen mellem maleren og motivet og de malemæssige udtryksformer, at de undlod at signere deres malerier.

I løbet af det 20. århundrede var der mange, der så på kubismen som udtryk for en form for moderne weltschmerz. De mægtige metropoler, industrialiseringen og de mægtige teknologiske gennembrud, det på samme tid hektiske og anonyme og individualistiske moderne liv, de overvældende mængder af indtryk, fragmenteringen og fremmedgørelsen, men personligt hæfter jeg mig meget mere ved deres attituder som forskere i grænseområdet mellem os selv og omverdenen, måderne vi gengiver verden og dermed kommer til en forståelse af den. Og ikke mindst hvor fuldstændig afhængige vi er af vores midler for gengivelse og forståelse. Og ligesom Bohr viste med sin kvantemekanik, så viste kubisterne med deres radikale udtryksformer, at verden er slet ikke så fasttømret og til at pege på, som vi går og gør som om.

Med tanke på vores muligheder for at forenes om nogle fælles mål, og vores muligheder for at arbejde med helhedsbilleder på måder som er udogmatiske, åbne og dynamiske, så har mine undersøgelser ledt mig til den konklusion, at vi skal lære at respektere og værdsætte den lettere slørede og omtrentlige karakter af vores helhedsbilleder. Og så skal vi selvfølgelig fortsat forholde os til fakta, og lade vores helhedsbilleder undergå forandringer i takt med at vi tilegner os ny viden. Men vi har kun os selv til at danne vores helhedsbilleder. Uden den enkeltes indlevelse er der ikke noget helhedsbillede, og folk der har travlt med at sælge deres færdigpakkede helhedsbilleder til andre er ikke andet end charlataner og demagoger.








(Illustration: George Brague, Bouteille et Poissons, 1910-11)

Still-leben med flaske og fisk (2. udgave)

Posted on by
6

Så er jeg kommet ombord i Iain McGilchrists The Master And His Emissary. For et stykke psykologisk/ neurologisk faglitteratur at være har denne afhandling opnået en usædvanlig almen opmærksomhed, og selvom bogen er lidt af en moppedreng, så er den solgt i over 100.000 eksemplarer. Og det er også et usædvanligt interessant studium McGilchrist har gennemført, som handler om hjernen og dens opsplitning i to separate halvdele hver med deres karakteristiske måder at tage verden ind og efterfølgende at interagere med den.

Studiet af de to hjernehalvdele brød for alvor igennem i 1960’erne i forlængelse af de bemærkelsesværdige eftervirkninger hos patienter, der havde fået foretaget det hvide snit. Sidstnævnte i sig selv en vanvittig hårdhændet og kontroversiel operation til at stilne patienter med voldsomme epileptiske anfald mv., hvor man simpelthen overskar hjernebjælken, dvs. det store vred af nervebaner der binder de to hjernehalvdele sammen. Og man blev hurtigt klar over, at der var forskelle på de to hjernehalvdele, at de havde hver især deres spidskompetencer og deres svagheder, hvilket førte til en hel række af forestillinger om modsætningsforholdet mellem de to hjernehalvdele:

…………………….Venstre    Højre
……………………Sproglig    Rumlig/musisk
………….Logisk/sekventiel    Helhedsorienteret
…………………..Analytisk    Inkorporerende
………………Målorienteret    Værensorienteret
……………………..Mental    Kropslig
………………..Distanceret    Indlejret

Men fordi disse opdagelser blev gjort i en tid med et mægtigt kulturelt opbrud, blev de videnskabelige resultater genstand for mængder af populære fortolkninger, hvor f.eks. mænd og maskulinitet blev forbundet med den venstre hjernehalvdels måder at operere på og kvinder og femininitet blev forbundet med den højre. Og selvom der var og er dækning for at anskue forholdene sådan, så blev det hurtigt nogle alt for firkantede tolkninger og konsekvenser man drog af disse modsætningsforhold. I parentes bemærket blev jeg selv meget påvirket af Betty Edwards’ ”At tegne er at se” (eng. ”Drawing on the Right Side of the Brain”) fra 1979.

Men intet forskningsfelt (eller nogen kunstnerisk retning for den sags skyld) kan overleve at blive spændt foran sådanne mere eller mindre hårdtslående politiske dagsordener, og således har studiet af forskellene mellem hjernehalvdelene henligget som en ødemark i mere end 30 år. Indtil McGilchrist altså får nogle ideer til en ny måde at gå til spørgsmålet og derpå over en årrække afdækker eksisterende og nye forskningsresultater, som direkte eller indirekte berører feltet. Undervejs i sine studier af feltet ledes han så også frem til konklusionen, at vores kultur har gennemlevet en stadigt mere udtalt dominans af venstrehjernehalvdel, og at denne dominans efterhånden har antaget former som er åbenlyst dysfunktionelle og destruktive. Således er The Master And His Emissary også gået hen og blevet en civilisationskritik.

Forud for sin uddannelse som psykiater læste McGilchrist engelsk litteratur, og både i bogen og i hans foredrag møder man igen og igen hans store kærlighed til poesien og mængder af andre udtryk for kunstnerisk sensibilitet. Som sagt er jeg først fornylig gået ombord i bogen, men jeg vidste på forhånd at et af bogens temaer er det ørkesløse ved måderne den tiltagende dominans af venstre hjernehalvdel er slået igennem på kunstens område. Et af de helt afgørende gennembrud i den moderne kunst var kubismen, som den blev udviklet af Pablo Picasso og George Braque i perioden 1907-14, og da jeg selv har følt et dybt åndsslægtskab med denne kunstneriske udtryksform, og kubismen har været den ubetinget største inspirationskilde for mig, så kunne jeg ikke nære mig for at også gå direkte til det afsnit, hvor McGilchrist kommenterer på kubismen. Jeg ved selvfølgelig ikke om jeg vil føle mig kaldet til at fremsætte en bredere kommentar, når jeg har været hele værket igennem, men McGilchrist’s kommentarer om kubismen slår mig som (mærkeligt) dogmatiske og karakteriserede ved netop et fravær af den sensibilitet, han ellers er en så fornem fortaler for. Det er historisk korrekt, at kubismen blev starten på en udviklingslinje, som skulle føre til både den abstrakte kunst og konceptkunsten mm., og at disse retninger er markant influerede af venstre hjernehalvdels tænkemåder, men det gælder ikke på samme måde for kubismen.

Efter min opfattelse kan kubismen i stedet ses som et sublimt udtryk for McGilchrists samlede tese. At de originale kubistiske værker sådan helt fraktalgeometrisk netop opstår i den utroligt frugtbare grænsezone mellem de to hjernehalvdele. Ikke som et tamt kompromis men som et konstant sitrende spændingsforhold mellem sansningen og perceptionen. Der er både det figurative og forkærligheden for simple motiver med en udpræget nærmest jordisk stoflighed, og en palet som i sig selv også er jordisk og ”naturlig”. Og så er der malerens bevidsthed om selve perceptionsprocessen, hvordan synssansen overhovedet danser rundt om motivet og gradvist tager det ind, samt malerens bevidsthed om maleriet som en menneskeskabt udtryksform og som sådan et ”system” underlagt menneskeskabte formelle og strukturelle ”regler”. Jeg har svært ved at se hvilke andre værker malekunsten har at byde på, der i samme grad både viser og fejrer menneskets fantastiske evner for at tage verden ind og samtidig sætte den på form. Ikke en dum og kategorisk form, men en dynamisk form, som er i en konstant tilbliven.

Efter min opfattelse er der meget mere Bergson og Merleau-Ponty i kubismen end McGilchrist anerkender. Og selvom analogier er en svag argumentationsform, så er det virkelig ikke svært at se en analogi til Bohrs kvantemekanik, herunder en analogi til Heisenbergs ubestemthedsrelation. Altså at vi som subjekter er vævede sammen med de objekter vi studerer, og jo mere vi insisterer på at definere bestemte forhold i en bestemt henseende, desto mere ubestemt bliver samme forhold i en anden henseende. Hvilket indenfor maleriet f.eks. kan tolkes sådan, at jo mere optaget man er af at skildre objektet man har foran sig på en måde som er ”naturtro” og ”realistisk”, jo mere forsvinder tilstedeværelsen af subjektet, som foretager skildringen. Og omvendt, jo mere objekterne gøres til redskaber for at gengive subjektets virkelighedsopfattelse, jo mere fortrænges objekternes egne kvaliteter. Det er her at kubismen er sublim ved at bevæge sig på denne grænselinje mellem de to verdener.

Og hvad mere er, så var partnerskabet mellem Picasso og Braque i flere henseender et sært match. Picasso var det gudsbenådede talent og ekstrovert indtil det bombastiske og flamboyante, mens Braque var den stilfærdige, omhyggelige og metodiske. Bare her kunne det være relevant at tale om forskellige disponeringer i forhold til de to hjernehalvdele, og alligevel var udviklingen af kubismen så meget noget der opstod i mødet imellem dem. Og trods deres forskellige personligheder og deres forskellige arbejdsmetoder så var de værker de frembragte under både den analytiske og den syntetiske fase af kubismen nærmest ikke til at skelne fra hinanden. Og begge følte de sig så meget som forskere eller opdagelsesrejsende ind i denne grænsezone mellem sansningen og formgivningen, at deres personligheder trådte helt i baggrunden, hvilket blandt andet kom til udtryk ved at de i disse år ikke signerede deres arbejder.

Som sagt bare en umiddelbar kommentar til McGilchrists behandling af kubismen. Om der kommer flere kommentarer til The Master And His Emissary her fra må stå åbent. For eksempel er jeg spændt på at se, om McGilchrist vover sig ud i en idé om bevidstheden, og om han berører ideen om hjernen som et energetisk sanseorgan.








(Illustration: George Braque, Bouteille et Poissons, 1910-11)