Tilgivelsens realpolitik

nuremberg-trials-end-nazi-germany-001_ed03

Hvad er det for en hetz pressen har haft gang i mod Zentropa’s Peter Aalbæk Jensen over den seneste tid? Godt nok har jeg foreløbig ikke orket at sætte mig ind hvad sagen handler om, og jeg bekender derfor med det samme at jeg udtaler mig på et højst uoplyst grundlag. Det jeg bare har noteret mig er, at der praktisk talt ikke er nogen substans i de anklager der fremsættes i overskrifter og kolofoner. Og således ræsonnerer jeg, at havde Peter Aalbæk Jensen begået virkelige, substantielle overgreb, så var det nok dem der havde fundet vej til dagspressens overskrifter.

For min skyld kan vi godt tale om vores dyriskhed som et iboende mørke vi har i os og sætte det i modsætning til nogle mere oplyste egenskaber ved vores sind, men sagen er jo, at vores dyriskhed er en fuldkommen integreret del af at være inkarneret i en menneskekrop, og vores dyriskhed er en helt afgørende faktor for dynamik i menneskelivet. Tilfredsstillelsen af kroppens mangfoldige behov, og måderne denne tilfredsstillelse opnås, er hvad livet handler om. Selv en skelsættende spirituel opvågnen har jo en kropslig komponent.

I en verden af overflod kan tilfredsstillelsen af kroppens behov udvikle sig til de mest raffinerede former for nydelse, hvorimod i en verden af knaphed vil tilfredsstillelsen af kroppens behov ofte få karakter af en eksistenskamp. Er oplevelsen af knaphed og underskud tilstrækkelig udtalt kan tilfredsstillelsen af kroppens behov føre til adfærd som vi betegner som ’dyrisk’, og siger dermed samtidig noget om et udtalt fravær af de mere oplyste sider af menneskesindet i den givne situation. Men både den raffinerede nydelse og den grove bemægtigelse af genstandene for vores begær er jo stadig udslag af den samme underliggende dyriskhed eller jordiskhed, som altså ikke i sig selv hverken er god eller ond.

Hvis vi skal tale om de mørke sider af vores dyriskhed, så skal vi rigtignok tale om mænd der bliver så opslugt af et seksuelt begær, at de begår overgreb for at få tilfredsstillet deres begær. Men vi skal også tale om kvinder, der bliver våde og villige i mødet med en magtfuld mand, om denne magt så består i en karismatisk udstråling (herunder også dyrisk styrke og potens) eller består i en flamboyant personlighed og rigdom og status. Og vi skal rigtignok tale om, hvordan mænd med utæmmede begær kan blive bedre til at tæmme dem, og vi skal tale om kvinder som giver efter for deres (dyriske) villighed og bagefter fortryder og behændigt udråber sig selv som ofre. Og vi bliver nødt til at gå videre og tale om, hvordan både mænd og kvinder kan udnytte disse instinktive reaktionsmønstre hos det modsatte køn til at opnå personlige fordele, herunder bare en momentan bekræftelse. Det er altsammen funktioner af vores instinkter, som grundlæggende har gode og livsopretholdende funktioner, men som altså også volder os store vanskeligheder på forskellige måder.

Men vanskelighederne stopper ikke der, for tingene er mere komplekse end som så, for den stærkeste nydelse både hvad angår magt og sex er ofte forbundet med at hengive sig til sin dyriskhed, måske sågar de grovere og mere voldsomme aspekter, men kun så længe det stadig er en leg og ingen kommer til skade. Så hvor går grænsen? Vi ved det ikke, og så kan vi eksperimentere og bevæge os helt hen til grænsen og måske over den, men udfordringen er hele tiden at have fat i os selv og vores relationer til hinanden, og sikre os at den leg vi leger er tilfredsstillende ikke bare for os selv men også for den eller de andre involverede. Hvis legen kammer over og den ene parts grænseoverskridende adfærd sårer eller skader den anden, så er der et helingsarbejde der skal gøres, og bliver dette helingsarbejder ikke gjort, vil begge parter gå derfra med en splittelse i sindet og en svækket bevidsthed om deres indbyrdes forbundethed, og denne splittelse vil hermed være en del af hver deres karma og påvirke deres videre adfærd i samme retning.

Samtidig har vores holdning til ’det dyriske’ ofte også moraliserende undertone som er malplaceret, for når det kommer til stykket er det formentlig kun mennesket der er ’dyrisk’. For dyrene gælder der formentlig i helt overvejende grad, at de er i en tilstand af væren, og dyr handler velsagtens sjældent irrationelt og ondskabsfuldt. Vi kan godt kalde det dyrisk, når et rovdyr nedlægger et byttedyr eller når alfahannen tæver en udfordrer, men denne ”dyriskhed” er en integreret del af nogle meget komplekse naturlige balancer som er karakteristiske for denne planets fantastisk righoldige økosystemer. Omvendt når vi kalder forskellige former for menneskelig adfærd for ’dyrisk’, så er det typisk synonymt med ’umenneskeligt’, eller med andre ord, vi dømmer adfærden som grænseoverskridende og en forbrydelse imod de komplekse sociale balancer vi har opbygget i vores kulturer. Et rovdyr begår ikke en forbrydelse når det nedlægger et byttedyr, men hvis et eller flere mennesker optræder som rovdyr overfor et eller flere andre mennesker, så har det typisk karakter af at være en forbrydelse.

Så der er ’det dyriske’ som udtryk for en særlig form for menneskelig afstumpethed, og så er der ’det dyriske’ som vores jordiske urkraft, roden for vores instinkter og mest basale kropslige programmeringer, som altså er hverken er god eller ond, men en fuldkommen integreret del af livet som menneske. Og virkeligheden er vel den, at vi skal finde måder at udleve vores dyriskhed, for ellers vender den sig indad og fører til stress og sygdomme. Dette felt har så en mængde rige og varierede kulturhistoriske aspekter som vi lader ligge i denne forbindelse, men der er en vigtig pointe i sammenhængen mellem hvordan vores dyriskhed kommer til udfoldelse som en funktion af vores oplevede livsvilkår.

Det er således muligt, at store dele af vores samfund har vænnet sig til ganske høje grader af materiel overflod, men når det kommer til kærlighed og omsorg og god solid selvværdsfølelse, så er der masser af knaphed i vores nuværende kultur. Børn der ikke får den kærlighed de skulle have under deres opvækst, unge mennesker som ikke får den respekt og anerkendelse og vejledning de skulle have under deres opvækst, og således træder vi praktisk talt alle sammen ud i livet med et underskud af selvværd. Og dette underskud kæmper vi så med hver især, dels på nogle konstruktive måder hvor vi arbejder på at styrke os selv, dels på nogen uovervejede måder hvor vi søger efter nogen til at give os den kærlighed, omsorg, respekt og anerkendelse vi fortsat savner.

Denne søgen er typisk rettet imod en partner, men den kan også (nærmest instinktivt) blive rettet imod mennesker, som fremstår som autoriteter velsagtens igennem en slags forældreprojektion. Forhold der indgås på disse præmisser er helt åbenlyst i underskud lige fra starten, og er nærmest dømt til at føre til usunde mønstre med afhængighedsforhold og overgreb og skuffelser og yderligere tab af selvværd. Al vores jagen efter status og sikren sig en plads i in-gruppen er formentlig den fejlagtige tilgang til livet, der genererer en stor del af det menneskelige underskud. Lægger vi dertil de enorme uligheder vi har ladet opstå indenfor vores samfund over de seneste årtier, så har vi nærmest det perfekte set-up for at en masse almindelige mennesker vil være parate til at prostituere sig selv for at opnå status og anerkendelse og (drømmer vi om) kærlighed og respekt.

Alt sammen en temmelig omstændelig intro til at rejse spørgsmålet om ikke film- og skuespillerbranchen eventuelt kunne tænkes at være en af de brancher der er tiltrækker mennesker med et mere end normalt behov for bekræftelse, og som følge heraf netop er meget belastet af de ovenfor skitserede usunde mønstre med overgreb og folk der villigt lader sig prostituere? Personligt mener jeg at spørgsmålet nærmest er retorisk, fordi det fremstår så indlysende at det må forholde sig sådan, og på den baggrund bliver det mærkeligt verdensfjernt og hyklerisk at tale om overgreb indenfor den branche. I mine øjne er det udtryk for en grad af politisk korrekthed, som er så gennemført idealistisk og farisæisk, at der ikke længere er nogen jordforbindelse at spore.

Fordi denne debat for mig fremstår som så mærkelig overfladisk og fejlbehæftet, vil jeg i stedet godt komme med et bud på, hvorfor denne debat overhovedet kører i medierne. Og dette bud rummer en stor del af gisninger og hypoteser, men er ikke desto mindre et bud på hvad der er den underliggende substans bag den mediemæssige hype. Jeg vil nemlig her lufte muligheden af, at den mediemæssige hype er startet som en stort anlagt, taktisk afledningsmanøvre. I mine øjne er Peter Aalbæk Jensen bare blevet udnævnt til at være vores lille andedamsudgave af Harvey Weinstein-affæren, og selvom anklagerne mod Harvey Weinstein fremstår noget mere substantielle end dem mod Peter Aalbæk Jensen, så kan Harvey Weinstein stadig være en person, der er blevet udleveret og ofret af nogle personer med langt større magt end ham og med langt fælere ting på samvittigheden end han har.

I de amerikanske undergrundsmedier tales der om en bølge af foreløbig fortroligstemplede sigtelser rejst imod en lang række fremtrædende personer for deres involvering i organiseret sexmisbrug af børn tilvejebragt af store erhvervskoncerner med tætte forbindelser til efterretningstjenesterne. Der er whistleblowers der taler om at human trafficking er blevet en mere lukrativ indtægtskilde for efterretningstjenesterne og deres erhvervspartnere end narkohandlen hidtil har været. Megakoncerner som Halliburton og DynCorp er igen og igen blevet forbundet med human trafficking på flere forskellige planer. Og et af felterne for denne industri af human trafficking er formidlingen af børn til en sexindustri der kører på de allerhøjeste niveauer af samfundet, oppe på niveauet af ’untouchables’.

Hvad vi skal forstille os (hvis denne indledende undergrundsjournalistik ellers holder vand) er, at klikedannelser og magthierakier og hemmelige karteller efterhånden er udviklet til et sådant niveau, at ingen virkelig betydningsfuld stilling bliver besat uden at personen der besætter stillingen er ’sværtet’, dvs. er ’blackmailable’. På de lavere niveauer behøver denne ’blackmailability’ ikke omfatte andet end deltagelse i orgier og overdreven luksus og sex med almindelige prostituerede for (delvist) offentlige midler, men jo højere man stiger i graderne, desto hårdere skal ens ’blackmailability’ også være. Det er her at sex med børn og rituelle drab på børn kommer ind som den ultimative ’blackmailability’ og det vi skal forestille os er, at der over årene er blevet opbygget en hel industri der leverer børneprostituerede til de vildeste og mest grænseoverskridende orgier i de mest magtfulde lag af vores samfund. Nogle børn bliver kidnappet til formålet, som vi blandt andet så det med Laura Silsby-affæren, andre børn bliver opfostret på børnehjem til dette specifikke formål, atter andre bliver solgt (formentlig under falske løfter) til menneskesmuglerne af fattige forældre rundt omkring på kloden.

Hvis der er hold i denne hypotese, at en enorm industri af hhv. misbrug af børn og ’blackmailability’ er udviklet over de seneste årtier, så ville det kunne forklare, hvorfor vores samfund udviser en så enorm krise i lederskab. Jeg tvivler på at en Corydon eller en Lars Løkke er på et niveau, hvor disse uhyrlige grader af ’blackmailability’ er aktuel, men personligt har jeg ikke svært ved at forestille mig, at de hver især er ’sværtede’ på den ene eller den anden måde. Men Corydon og Lars Løkke behøver heller ikke at være så belastede, for de er formentlig begge så villige til at efterkomme de ønsker de mest magtfulde visker dem i ørerne, at de allerede tjener dem højere oppe i magthierakiet og repræsentanterne for de hemmelige karteller.

Det er i det lys, at Harvey Weinstein-affæren måske giver mening som en form for ’damage control’ og afledningsmanøvre. Ved at ofre ham og dermed give dette scoop til medierne og til offentligheden kan det måske tage afgørende momentum ud af de jounalistiske bestræbelser der er i retning af at afdække det helt anderledes organiserede og systematiske misbrug, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør.

Hvis der er nogen der har fulgt mig i mine skriverier over de senere år, så vil de vide, at min anledning til at dykke ned i denne verdens mørke sider tog sit udgangspunkt i en søgen efter forklaringer på, hvorfor vi vedholdende og stadig mere effektiv ødelægger den planet, som er vores hjem, vores moder og vores evige inspiration. Og for mig har misbrugspsykologi hele vejen igennem været en nøgle til at forstå vores adfærd. Fremfor at undre mig eller forstrække mig vil det snarere forekomme mig logisk hvis det skulle komme for en dag, at vores samfund vitterlig har været underlagt et regime baseret på misbrug og gidseltagning. Og ligesom med Nürnberg-processerne, der var vores samfunds måde at komme overens med det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden, således ville lederne af dette mørke regime af erhvervskoncerner og efterretningstjenster også skulle stilles til regnskab for deres forbrydelser. Men ligesom med naziforbrydelserne ville vi alle også have en andel i, at forbrydelserne udviklede sig til det omfang som de gjorde. I den mest kætterske udgave kan man endda hævde, at det var det misbrug der herskede i alle vores liv, der var den underliggende drivkraft i det samundsmæssige lederskabs mere ekstreme former for misbrug. Altså at lederskabet var afspejlinger af de generelle stemninger, der prægede den samlede befolkning, og deres misbrug var en afspejling af vores misbrug i alle de forskellige former det nu måtte optræde.

Og igen, forudsat at der altså er noget om denne skjulte besættelse af vores samfunds lederskab, ville det muligvis være klogt at anlægge en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet om forbrydelse og straf. Siger vi at der i realiteten er rigtig mange mennesker der er ’sværtede’ indenfor de nuværende magthierakier, så vil det formentlig være overmåde vanskeligt at komme igennem med omfattende afsløringer, hvis ikke de der befinder sig på de lavere stadier af ’sværtning’ får tilbudt et alternativ og en exit-mulighed. Og den forbrydelse lederne på disse lavere niveauer har begået vil typisk også bare være den, at de har været medløbere og er gået med på nogle ting som nogle andre ansporede dem til, og er derved gradvist blevet viklet mere og mere ind i et spind af hemmeligheder og overtrædelser og løgne.

Det er her jeg igen vender tilbage til den store humanistiske nyskabelse som Nelson Mandela og Desmond Tutu indstiftede med Sandhedskommissionen. Altså at vores første prioritet må være at finde måder hvorpå vi kan forsone os med vores forskelligheder, forsone os med vores fejlgreb og forbrydelser, forsone os med vores fortid, for at finde måder hvorpå vi kan få samfundet til at fungere for alle fremadrettet. Vore dages erhvervskoncerner og efterretningstjenester er efter min opfattelse drevet af misbrugspsykologi og er i vores globaliserede verden kommet helt ud af kontrol.

Hvis vi ønsker at få styr på alt det misbrug, der gennemtrænger vores nuværende samfund og levemåder, så er de multinationale erhvervskoncerner samt de private og de nationale efterretningstjenester et rigtig godt sted at starte. Og måden vi muligvis kan få hul på denne byld er gennem det politiske instrument, som Sandhedskommissionen er. Som et mottoerne for de sydafrikanske sandhedskommisssion sagde: ”Revealing is healing”. Vi er nødt til at konfrontere os selv med de mørkeste sider af vores samfunds adfærdsformer, og for at opnå dette indblik er vi nødt til at renoncere på vores trang til at ville straffe folk der har begået forbrydelser. Afsløringerne og indsigterne er meget mere værd for vores fremadrettede trivsel end vigtigheden af at den enkelte forbryder bliver stillet til regnskab og straffet.

Hvis vi således skal have afdækket om der virkelig er blevet opbygget dette verdensomspændende system af organiseret misbrug og ’blackmailability’, og al den illegitime magtudøvelse som dette organiserede og systematiske misbrug muliggør, så er sandhedskommissionen muligvis vores eneste reelle værktøj, og så skal vi for eksempel være åbne for at give amnesti for personer, der i enkeltstående tilfælde er blevet lokket eller presset til at have sex med en børneprostitueret.

 

 

 

(Illustration: Fra Nürnberg-processerne 1945-49)

 

Reklamer

The stakeholder takeover

pan-american-unity_04

Salget af Nets tilbage i 2014 var efter min opfattelse et voldsomt overgreb på den danske befolkning. Den danske befolkning havde og har store mængder af tillid investeret i Nets igennem befolkningens adaption af først Dankortet og siden NemID, og det er derfor udtryk for en indskrænket og fejlbehæftet form for økonomisk tænkning at tro, at bare fordi Nets er ejet og forvaltet af private virksomheder, at disse private virksomheder derfor er fri til at gøre hvad de vil med disse institutioner. Dankortet og NemID er nærmere at betragte som vital infrastruktur, og denne infrastruktur kan godt være på private hænder, bare ejerne forstår at de er underlagt nogle højere principper end bare profitmaksimering og malkning af kunderne.

Denne forståelse for at der er tale om et stykke vital dansk infrastruktur og dermed denne respekt for gyldigheden af disse højere principper kan man ikke uden videre forvente at banker eller erhvervsvirksomheder evner at udvise, og hvad vi taler om er derfor en skelnen imellem hvilke banker og erhvervsvirksomheder man føler sig tryg ved at betro denne følsomme forvaltningsopgave og hvilke man ikke føler sig tryg ved. Jeg ved ikke hvor mange danskere der føler sig trygge ved de danske storbanker, nok en hel del færre en det indtryk man får igennem medierne, ikke desto mindre var det for danskerne et overgreb, at Nets blev solgt til et par amerikanske kapitalfonde med ATP i en underordnet position.

Fordi NemID er vital dansk infrastruktur, som den danske befolkning på nuværende tidspunkt er tvunget til at benytte, og fordi Dankortet har været så stor en succes, at praktisk hele den danske befolkning benytter betalingskortet, er disse nye ejere nu i en unik position til at gøre det de er bedst til, nemlig at profitmaksimere, at malke kunderne, at tømme virksomheden for værdier. Men det uheldssvangre ved salget stopper ikke der. Ved at opnå ejerskab over Nets får de pågældende amerikanske kapitalfonde adgang til store mængder personfølsomme oplysninger, og sådanne personfølsomme oplysninger er der markeder for og de er i høj kurs.

Men end ikke der stopper det uheldssvangre ved salget. Som herrer over både NemID og Dankortet har de nye ejere nogle helt unikke muligheder for at udøve pression overfor den enkelte dansker og overfor befolkningen som helhed. Lad os sige vi er på vej ind i en periode med stadigt stigende frustrationer i den almindelige befolkning over det politiske lederskab og dette lederskabs svigtende evner for at få økonomien og samfundet til at hænge sammen, og lad os sige at flere og flere almindelige mennesker føler trang til at give udtryk for deres frustrationer og mishag, ja der ligger der altså et effektivt værktøj for pression og kontrol i (under et eller andet obskurt påskud) at nægte den enkelte borger adgang til at bruge sit kreditkort og nægte den enkelte borger muligheden for at kunne identificere sig igennem NemID.

For mig er det ubegribeligt, at vores politiske ledere lod dette salg passere, og det efterlader mig med en fornemmelse af, at de politiske ledere slet ikke varetager den almindelige befolknings interesser men snarere er lakajer for nogle stærke multinationale magtinteresser. Hvad vi i givet fald taler om er det finanskapitalistiske oligarkis forsøg på endegyldigt at undertvinge befolkningerne og indførelsen af en form for nyfeudalisme. Men inden vi fortaber os i spekulationerne om et sådant kup er reelt, om det allerede er sket og om det har nogen chancer for at overleve, så lad os lige holde fast i den grundlæggende historie, der har udspillet sig her.

Velsagtens som en funktion af at Danmark er et lille og velstående land, har Danmark en historisk lav grad af korruption og omvendt en høj grad af tillid til de samfundsmæssige institutioner blandt den almindelige befolkning. Og på basis af denne høje grad af tillid var det muligt at indføre nogle moderne og effektive betalingssystemer, og det var muligt at etablere nogle sikre og effektive former for statslig forvaltning gennem udviklingen af forskellige internetbasere redskaber til kommunikation mellem de enkelte borgere/virksomheder og de offentlige myndigheder. Ved salget af Nets bliver denne investerede tillid ikke bare negligeret og udslettet, den efterlader den danske befolkning og de danske virksomheder sårbare på måder som ingen anden befolkning eller noget andet lands erhvervsliv er det. De almindelige danskere, der gik med på udviklingen og implementeringen af disse forvaltningsredskaber, var ikke godtroende fjolser, men derimod mennesker der var villige til at forfølge nogle lange humanistiske traditioner for samarbejde og gensidig respekt, men de blev gjort til godtroende fjolser i samme øjeblik Nets blev solgt til disse amerikanske kapitalfonde.

Det er på den baggrund jeg vil hævde, at vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er grundlæggende fejlbehæftede. Når den opsparede tillid i en central samfundsinstitution som Nets i en håndevending kan konverteres til en lige så stor sårbarhed, så er der en indbygget blindhed i vores økonomiske tankegange, og det uhyggelige er, at det er nøjagtig denne blindhed de finansielle oligarker lukrerer på.

Eller tag en samfundsinstitution som Facebook. Samfundsinstitution..? Er det ikke bare en privat virksomhed? Selvfølgelig er Facebook en privat virksomhed, og selvfølgelig har vi alle skrevet under på en 6-siders brugeraftale forud for at vi begyndte at bruge tjenesten. Men ingen af os er i stand til at vurdere de juridiske konsekvenser af brugeraftalens formuleringer, og hvis vi bad en jurist om at udlægge hvad indholdet af brugeraftalen i realiteten er, så ville pågældende jurist formentlig skulle bruge månedsvis på opgaven og ville derpå levere en afhandling på mange hundreder sider.

Jeg tror ikke der er mange, der har nogen som helst sympati for eller tillid til Facebook, men vi bruger alle tjenesten, fordi den var den første til at imødekomme et åbenlyst behov. Og fordi Facebook var først blev dette site stedet hvor alle søgte hen, fordi hele ideen er at have et mødested hvor alle andre også er. Når Facebook således har held til at etablere sig som et de facto monopol, bør det så ikke have konsekvenser for måden Facebook drives?

Det er i sig selv påfaldende og besynderligt, at Facebook-tjenesten overhovedet er en privat virksomhed. Eftersom tjenesten handler om at give alle mennesker mulighed for at komme i kontakt med alle andre, hvorfor er det ikke bare en offentlig tjeneste betalt over skatten og underlagt regler om transparens og myndighedsmæssigt opsyn? For pokker, det er jo alle brugerne der leverer indholdet. Hvad Facebook gør er bare at levere serverkapaciteten og vedligeholde hjemmesiden, hvilket selvfølgelig ikke er ”bare” med den enorme trafik der er på sitet, men Facebook er grundlæggende bare et mødested, det er bytorvet i en moderne virtuel udgave.

Selvfølgelig ville Facebook aldrig være vokset til den mægtige samfundsinstitution som tjenesten er, hvis ikke det var for reklameindtægterne samt Facebooks muligheder for at sælge data om den enkelte brugers adfærd på nettet til både reklame- og sikkerheds-industrien. Denne del er velsagtens prisen for ubegrænset at kunne bruge en tjeneste som i øvrigt er gratis. Og denne del begynder igen at lugte lidt som affæren med salget af Nets, særligt fordi Facebook dækker sig ind bag en noget nær total mørklægning om, hvad koncernen reelt videregiver af oplysninger. Ifølge Snowden-dokumenterne blev Facebook en del af Prism-overvågningsprogrammet medio 2009. Igen, folk ønsker at dele oplevelser og ideer med deres venner og bekendte og hele det omgivende samfund, Facebook tilbyder en service der muliggør denne deling, folk skriver under på brugeraftalen, hvorefter Facebook er fri til ligesom med Nets-salget at konvertere denne tillid til redskaber for udbytning og kontrol.

Her er der måske nogle der vil indvende, at det er overdrevet skeptisk at tilskrive Facebook sådanne tvivlsomme motiver, men er det ikke nærmest ubegribeligt at vi dagligt betror så stor en del af vores indbyrdes kommunikation til en privat virksomhed, som fra starten har tilrettelagt tjenesten sådan, at de har alle rettighederne hos dem selv? Og hvad med hele ’fake news’-problematikken? Siden begrebet ’fake news’ blev adopteret af de store amerikanske mediekoncerner og blev forsøgt ophøjet til at være en legitim måde at skelne mellem informationer, siden Washington Post og andre medier begyndte at stemple visse alternative nyhedssites som udbredere af ’fake news’, har Google, Youtube, Twitter og Facebook løbende været i gang med at justere på funktionaliteten af deres sites, således at visse kilder nedprioriteres eller suspenderes mens andre mere officielle kilder fremhæves på trods af at de faktisk ikke har den store opbakning eller interesse i brugerkredsen.

Og skævvridningen af informationsstrømmene som følge af undertrykkelse af bestemte kilder og ideer er jo bare det første skridt. Disse justeringer af de sociale mediers funktionalitet, så de ikke længere afspejler hvad der reelt optager folks sind og vækker folks interesser, men i stadig højere grad bruges omvendt til at prøve at fremhæve og inducere nogle bestemte forestillinger i brugernes almene opfattelser, disse justeringer viser igen, at folks tillid til medierne bliver misbrugt og den opsparede tillid bliver for den enkelte bruger igen konverteret til en lige så stor sårbarhed.

I det hele taget har der været et formidalt forræderi forbundet med de seneste årtiers privatiseringsbølge, hvor netop en lang række samfundsinstitutioners opsparede goodwill er blevet plyndret af finansielle lykkeriddere og charlataner. Hvorfor er vores økonomiske modeller komplet ude af stand til at værdisætte denne fortsatte plyndring? Og igen, netop denne blindhed overfor det samlede samfunds opsparede tillid i en given samfundsinstitution, netop denne blindhed nærmest garanterer at tilliden vil blive konverteret til former for udbytning af kunderne, indtil den pågældende samfundsinstitution er tømt for indhold/tillid, og det samlede samfund er blevet så meget fattigere og dårligt fungerende.

Denne blindhed overfor hvad indholdet af samfundet i virkeligheden er, har i mine øjne ført til en accelererende nedbrydelse af alle vores samfundsinstitutioner. Salget af Nets og de korrupte udviklingstendenser indenfor de sociale medier er bare to eksempler. For mig er konklusionen ikke til at komme udenom: Vores forestillinger om ejerskab og økonomi og samfundsforvaltning er på mange måder udtjente og dysfunktionelle, og graderne af samfundsnedbrydende tendenser er nu så stærke, at det ligner et kapløb med tiden om at få nogle nye samfundsforestillinger kørt i stilling inden vores samfund er totalt ruineret.

Ligesom skandalerne om salget af en del af Dong til en kapitalfond under ledelse af Goldman Sachs og salget af Nets til Bain Capital under ledelse af Mitt Romney må udløse et folkeligt krav om en reform af vores politiske systemer, hvor befolkningen får mulighed for at sætte sin vilje igennem på tværs af politikernes rænker, så skal vores selskabsformer også reformeres. Graden af mørklægning omkring private virksomheders dispositioner er utidssvarende, korrumperende og uacceptabel. Efter min opfattelse er det kun igennem indførelsen af en radikal transparens også i erhvervsvirksomhedernes og de multinationale koncerners forvaltning, at en helt grundlæggende erhvervsetik kan gendannes. Men det handler ikke bare om erhvervsetik, det handler i en videre forstand om vores økonomiske begreber, eller med andre ord, hvordan vi får løftet vores nuværende fejlbehæftede og korrupte økonomiske tankegange op til nogen tidssvarende og værdiskabende tankegange.

Hver gang en kunde køber et bestemt produkt eller en bestemt ydelse, så investerer denne kunde noget tillid i dette produkt eller denne ydelse. Pengene kunden betaler for produktet eller ydelsen er en repræsentation for det der reelt udveksles, nemlig tilliden til at dette produkt eller denne ydelse vil indfri de forventninger man har til produktet/ydelsen og at kunden derved får opfyldt det behov der er den underliggende anledning til at foretage købet. Med de traditionelle forestillinger om markedet har tankegangen været den, at blev kundens tillid/forventninger ikke indfriet af produktet/ydelsen, så vil kunden vende ryggen til den pågældende leverandør og søge en anden. Det gælder sådan set stadig, men med internettet er der opstået en helt ny mulighed for at kvalificere denne tillidsrelation mellem en given leverandør og dennes produkt/ydelse på den ene side og kunderne på den anden. Hvad nu hvis enhver erhvervsvirksomhed var forpligtet på at have et åbent og ucensureret kundeforum på deres hjemmeside, hvor kunderne var fri til at give udtryk for deres tilfredshed med det givne produkt/den givne ydelse samt kommentere på alle øvrige forhold omkring købet? Hvad nu hvis kunderne på en verificeret og ucensureret måde kunne ’rate’ det givne produkt/den givne ydelse? Og hvad nu hvis teknologien til at foretage denne verificerede og ucensurerede kommunikation allerede findes i form af blockchain-teknologien, som blev introduceret med de digitale kryptovalutaer?

Hvad et sådant kommunikationsforum tilknyttet enhver erhvervsvirksomhed ville give mulighed for ville være, at der opstår en mulighed for at respektere den tillid kunden oprindeligt investerede i produktet/ydelsen. Hvis en kunde oplever at den tillid han eller hun investerede i produktet/ydelsen ikke bliver indfriet, så er kunden altså fri til at dele denne oplevelse med andre potentielle kunder via det åbne, ucensurerede kundeforum. Selvom det for den pågældende kunde i situationen måske er en ringe trøst bare at få muligheden for at stadfæste sin skuffelse, så bliver den investerede tillid ikke desto mindre respekteret og omsat, og den samlede virkning af kundernes tilbagemeldinger kan potentielt have en meget disciplinerende virkning på måderne den pågældende virksomhed drives.

Det siger sig selv, at virksomhederne selvfølgelig er fri til at tage til genmæle i deres kundeforum, og der vil selvfølgelig også være en vis mængde af kværulanter, der projicerer deres egne fejlkøb over på egenskaber ved produktet/ydelsen, men det der vil være interessant er selvfølgelig de gennemgående tilbagemeldinger og virksomhedens samlede rating mht. kundetilfredshed. Samt selvfølgelig særlige tilfælde hvor en virksomheds adfærd vækker almen afstandstagen, f.eks. hvis virksomheden bliver grebet i miljøsvineri eller korruption. Det åbne og ucensurerede kundeforum kunne muligvis sågar via blockchain-teknologien blive en platform for whistleblowers blandt virksomhedens egne ansatte.

Det er lige ved at man tør håbe på, at en sådan radikal ny kontrakt mellem erhvervsvirksomheder og deres kunder kunne føre til, at selv erhvervsvirksomhederne vil arbejde på nogle rimelige og retfærdige samfundsstrukturer for er de ikke det, så vil virksomhederne skulle bruge endeløse mængder af tid på at imødegå alle klagerne fra deres kunder som følge af at de bare helt generelt føler sig desavouerede.

Skulle tankegange som de her skitserede vinde mere almen udbredelse, vil virksomheder som Facebook komme under voldsomt pres for at reformere deres erhvervsetik og deres kontrakt med deres kunder. Da det er kunderne der leverer indholdet på Facebook, og kunderne samtidig er produktet, så er det på høje tid at Facebook finder en mere ydmyg måde at relatere til sine kunder. Mere konkret ville det betyde meget større transparens, meget mere nuancerede regler om rettighederne til indholdet, muligheder for den enkelte kunde at bestemme hvilke informationer Facebook må videregive, muligheder for at kunderne får indflydelse på hvordan Facebook fungerer mm.

Selvfølgelig har Facebook lagt et kæmpe udviklingsarbejde i at tilvejebringe den nuværende funktionalitet og investeret enorme summer i server-farme hovedsagelig i Amerika men også i andre lande. Selvfølgelig skal disse investeringer have lov til at give et afkast, men da Facebooks forretningskoncept er at det er kunderne der leverer indholdet og kunderne der er produktet, så kan kunderne, hvis de føler sig tilstrækkelig meget kørt rundt med, vælge at migrere pludseligt og i store mængder til nogle andre platforme. Facebook er meget mere følsom overfor kundernes goodwill end koncernen gør som om.

Det punkt hvor kunderne over en bred kam gør op med sig selv, at enten reformerer denne virksomhed sin erhvervsetik og sine måder at relatere til sine kunder eller også søger jeg andre steder hen, det er som sagt allerede indeholdt i de traditionelle økonomiske tankegange. Det nye ville være, hvis kunderne insisterede på at få mulighederne for at gå i dialog med virksomhederne, og dermed begyndte at øve indflydelse på hvordan virksomhederne drives. Denne bevægelse kunne man kalde ‘the stakeholder takeover’, og det ville ikke være en politisk revolution med beslaglæggelser og nye ”utopiske” modeller for hvordan samfundet skal drives, men mere stilfærdigt bare et ’takeover’ af den enkelte virksomheds fortælling. Altså at det fremadrettet ville være kundernes reaktioner der var virksomhedernes primære fortælling, og ikke deres reklamer og andre former for selvpromovering.

 

 

 

(Illustration: Pan American Unity, Diego Rivera, 1940)

 

The new ’New Deal’: It’s all about stewardship

Prinzessinnengarten_tableau04

Practically all real economic indicators are pointing to a world economy caught not only in a recession but in a depression. This means, that the policies the politicians and centralbankers put in place to overcome the financial crisis have failed. Actually, there was never any real recovery, the policies was just another round of financial trickery. Just another round of ’the wealth effect’ achieved (as always) through blowing up financial bubbles. Further, this means that we haven’t overcome the financial crisis yet, rather, we are about to witness the final and devastating stage of this crisis.

In this final stage of the financial crisis staggering amounts of financial fortunes will be lost, and a large part of the assets that manage to retain their value will change hands. Many analysts are expecting to see ’the greatest wealth transfer in history’. In all likehood, the pension schemes of ordinary people will be among those financial fortunes that just evaporates, and so does all the equity in the privately owned homes and cars. Thus, this last stage of the financial crisis will lead to a final breakdown of trust in the political leadership, which amounts to a breakdown of the social contract, and what happens next is anybody’s guess. We might experience a widespread disintegration of the whole web of society leading to destitution and rampant criminality, or we might collectively wake up to the graveness of the situation and right there and right then make a strong new determination to stand by our society and undertake the task of rebuilding it.

In many ways our situation is comparable to the Wall Street Crash of 1929 and the ensuing Great Depression, though in other respects our situation is very different from that historic precedent. But the Great Depression did comprise of a breakdown of the social contract, a breakdown of trust in society, and in the case of the United States of America, it was through the restoration of the social contract through the New Deal-initiatives under President Roosevelt, that trust in society was restored and the economy recovered.

This article is aiming at exactly the point where the social contract ultimately will be broken during the forthcoming financial collapse, that is during ’the greatest wealth transfer in history’, and the intend is to devise policies that would stop this wealth transfer in its tracks, and instead use the extreme malleability of the situation to institute a new and strong and relevant social contract.

 

Background

For the past forty years or so the question of the sustainability of our ways of living has been looming in the back of the mind of practically every one of us. In the five to ten years prior the question was very strongly brought to the fore by a series of stark examples of how our pollution was devastating the natural world, and there was a series of scientific studies that spelled out the graveness of the question, studies like The Population Bomb (1968) and Limits To Growth (1972), and with the 1973 oil crisis there was a stark realization of our dependency on a steady supply of fossil fuels to sustain our ways of living.

Around forty years ago a substantial part of the population actually showed a willingness to deeply reconsider and revise our ways of living in light of these stark new realizations. Organizations like Worldwatch Institute and Greenpeace were formed, and the belief in the ever beneficial effects of technological progress was called into question not least through the anti-war and anti-nuclear movements and there was a widespread criticism of the actions and operations of large multinational corporations.

The political scene of the seventies was a battleground, in every corner of society. A part of the population was pushing for deep political changes, another part of the population was strongly resisting any major changes, and in between these groupings the majority of the population was waxing and waning, not knowing who or what to believe. But by the end of the seventies the majority of the population did reach a kind of conclusion and decided to go along with the political leaders who professed, that we didn’t really need to change anything at all.

And in the overall scheme that was what we did. Continued our ways of life with some minor tweaks to the regulations on emissions of pollutants and energy consumption. And looking back at these past forty years, not only did we continue our unsustainable practises, we expanded our consumption of resources and our pollution of the natural world. But how was that even possible, if we already had made the unequivocal realization, that there are physical limits to growth build into our current ways of living? Why didn’t we run into some hard barriers with regard to resources and critical degradation of the natural world?

The answer to this question is pretty hard to grasp, but it has to do with how we made investment capital cheap and abundant throughout these forty years. In 1971 Pr. Nixon cancelled the convertability of american dollars into gold, which amounted to a cancellation of the whole monetary structure that was instituted in the wake WWII, and since then all the currencies of the world has in effect been free floating. Within the field of economics the value of one currency could be measured against another, and every currency could be measured against the amount of goods that a given quantity of the currency could buy, nonetheless, the central banks and the politicians were free print lots of money and more and less hand out these money as investment capital or as government financing. Without the backing of this money printing with anything real like productivity growth (i.e. in improvements on real goods or other forms of value creation), this money printing was backed by nothing but debt obligations. And that’s what we have been doing since the beginning of the seventies, expanding our levels of debt at an ever accelerating rate.

It is this huge build-up of debt, this relentless money printing, that has provided the cheap and abundant investment capital, and it is through this cheap and abundant investment capital that we have been able to continue and even accelerate our extraction of ressources and the whole human enterprise at the expense of the whole natural world. And due to the arbitrariness or the unreality of this money printing regime, the people in charge of the scheme soon learned how to make it benefit themselves, which gave rise to huge inequalities in income and wealth distribution within our societies.

Along with the inequalities came the rise of a class of ultra wealthy, who began early on to exert massive political influence. Probably in part due to our common proclivity to respect people of success and our common proclivity to try to achieve a good standing by powerful people, probably in part due to actual favors or outright bribery, this class of ultra wealthy have in many ways succeeded in tweaking the legislation to benefit themselves and their agendas. Thus, crucial parts of our legislation is rigged, abused and corrupted, and when the executive branch enforces these parts of our legislation, it is no longer to the upholding of justice but rather a means of oppression of the ordinary citizenry.

 

The greatest wealth transfer in history

All in all the past forty years of political management has brought us to the ominous circumstances we find ourselves in right at this point. Our current situation might be designated ’Peak Unsustainability’. Since the money printing regime is based upon an ever expanding amount of debt, what we are talking about is actually a Ponzi Scheme, and lots of economic indicators are now pointing to the fact, that we have entered into the unravelling stage of this mother of all Ponzi Schemes. The question is not if but rather when the financial markets will collapse. And what is collapsing at that point is more specifically our collectively held notions how our society is doing and how our economy works. In real terms, that is, with regard to our value creation and resource management and societal cohesion, the collapse has been ongoing for years.

When the financial markets finally collapses, that’s when the last and ultimate stage of ’the greatest wealth transfer in history’ will take place. What the financial analysts are referring to is the mechanism by which such collapses historically have unfolded. That a small group of the richest and most influential manage to position themselves not just to avoid loses but actually to soak up all the wealth that all the other parties are losing. Other analysts hold the belief, that in the wake of the collapse we will have to re-institute a money system based on gold, and through this reinstatement of gold, the value of gold will shoot through the roof, and all those who have been clever enough to invest in gold, will find themselves raised to the level of the ultra wealthy on the other side of the collapse.

In reality, no one knows how the collapse is going to unfold. Because all the previous cycles of boom and bust didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Yes, the collapse of our financial markets and our money systems is a given, but this collapse might deal such a violent blow to our societies, that the very foundations of our societies are challenged. The foundations of our society being the trust in the good will of other people as well as the trust in leadership, that is, that people who accept leadership positions in society thereby accept to work on the behalf of the common good. If this trust is lost all together, if this most elementary glue of any society is lost, then the whole structure value creation within our societies is in peril, and we probably won’t even be able to feed ourselves not to mention the provision of a whole swathe of other basic necessities.

This is the ultimate scope of the rampant money creation and wealth distribution scheme we have had running for the past forty years: The risk of such a total undermining of the foundations of our society, that it will disintegrate into hunger, violence and lawlessness. It may hit us as one fatal punch in the days or weeks after the financial collapse, or it may take the form of a disintegration of ordinary peoples living conditions at an accelerated pace compared to what we’ve already experienced, which will lead to growing anger and frustration and the likelihood of growing calls for strong political leaders willing to take extreme measures to turn the downward trends around. Both fascism, anarchism and communism might gain renewed following, and should any of these political strategies achieve widespread following, they will probably institute their own version of ’the greatest wealth transfer in history’. And the former leadership, both political and commercial, will be rounded up, and the ensuing people’s courts aren’t likely to be neither orderly nor balanced.

But again, neither fascism nor communism will develop in ways comparable to those of the past, because all the former runs didn’t coincide with the peak unsustainability circumstances. Never before in human history has the planet been so critically depleted. Though it sounds rather odd but the scarcity of capital will reveal the real scarcity of resources and the real inefficiencies of our current systems, and thus it will require a rapid shift to some highly efficient ways of organizing society to provide for everybody with the scarce resources available. Through their extreme top-down organizational models, neither fascism nor communism can muster the necessary degrees of efficiency, and thus these political models are still likely to lapse into hunger, violence and lawlessness.

No matter what, the greatest wealth transfer of history seems to be upon us. Will it be the oligarchs who consolidates their grip on power and property, will it be the gold bugs hitting a jackpot or will it be in the form of a populist swell that up-ends the wealth distribution through a political revolution?

 

The notion of stewardship

Given that the greatest wealth transfer in history is upon us, is there a proper and fair way to direct this transfer of wealth? Since we have arrived at peak unsustainability, and our overwhelming challenge is to change our ways of living, so that the life of humans once again can fit within the planetary framework, there is one term that seems to summon up this profound change of attitude, and this term is stewardship.

Compared to common notions of management stewardship is an all together different way of understanding the relation between one self as manager and the people, land, animals, resources that are the objects of management. In fact these people, this land, these animals, these resources are not objects at all, they are not merely a means to an end, but rather, they are all sovereign expressions of the web of life and rather than considering himself superior to these entities the manager with an attitude of a steward might actually tend to humbly consider himself a servant of these entities to whom he is the manager.

Contained within the attitude of the steward is the willingness to listen, to observe, to cautiously experiment with the overall conditions in order to stimulate thrival and growth. Contained within the attitude of the steward is the recognition, that we are all part of the fabulous and unfathomable web of life, and within life there is such a strong drive just to live and interact and grow, and the most important role for the steward is to create the right attitude and the right conditions for this inherent enterprise and creativity to unfold. And along the same line of thinking, another important ability of the steward is to know when not to get in the way of the unfolding of these natural processes.

This attitude of stewardship is the obvious and logical conclusion to draw from the realizations made back in the sixties regarding the profound unsustainability of our ways of living. And there were people who understood this very well back in the day. Actually, once we collectively realized that our ways of living were depleting the natural systems on which we depend, right there, right then, the attitude of the steward presented itself as the obvious next step for humankind. But we denounced our predicament, we rejected this challenge of fate, we denied what we had seen, and we lulled ourselves into believing, that it was okay just to continue as if nothing had happened. Was this a criminal act? Maybe. At least it was an act of denial, it was an act of dishonesty and thus a kind of psychological trauma, that we all have had to deal with ever since.

The consequence of this collective denial and dishonesty has been this historic period of the past forty years with bad stewardship like never before. This may sound like a somewhat exaggerated statement, afterall we have implemented lots and lots of new regulations to contain the levels of pollution and the depletion of the natural world, the important point, though, is to consider the whole global stream of materials, semi-manufacture and products, and on a global scale the effects of our consumption have been further pollution and further depletion of the natural world. We have had really, really bad stewardship of our fertile land and our water cycles and ocean life, really, really bad stewardship of our societal cohesion and common wealth and values, and really, really bad stewardship of our capital.

Which brings us to the question of leadership. Though the truth might have been, that we collectively chose to enter into a mode of denial, what about our leaders? Was it okay for our leaders, both political and commercial, to hide behind the general populations tendency to deny the needs for change, or did our leaders actually take the driver seat in this flight into denial and dishonesty? Did our leaders actually induce the false narratives into the population, and caught in the grip of doubt as it was, was the population somewhat happy with the new (false) sense of certainty that the leaders presented?

Looking back at the past forty years it seems like the leaders never missed an opportunity to expand their grip on power and acquire further privileges attached to their leadership positions. Actually, the higher up in the societal hierarchy, the more ferociously the privileges seemed to be hoarded. But along with the exorbitant privileges, did the leaders recognize the archetypical obligations, the social contract, that is inherent in any leadership position: That the leader is granted extraordinary privileges in return for his commitment to devote himself to securing the safety and well-being of all those who are under his leadership? Isn’t the political/commercial leaders obliged to confront and act upon new knowledge regarding the safety and well-being of the people to a larger degree than the ordinary man on the floor? Doesn’t knowledge oblige? Doesn’t position oblige? Doesn’t talent and capability oblige?

There is a case to be put be forward, that our leaders actually and knowingly contrived of false narratives, that were ”sold” to the ordinary populace as ”solutions” and ”proper political initiatives”, and under the cover of these false narratives those in power were able to drastically expand their grip on power and privileges. And along this line of thinking, there is a case to be put forward, that the really, really bad stewardship, that have characterized the recent decades, wasn’t the consequence of incompetence and lack of knowledge, but rather, that the really, really bad stewardship was just the one side of the coin, the other side was a grand skimming operation, that worked like magic for a tiny group of insiders. And worked just fine for all those people who provided services to this tiny group of insiders.

 

The new ’New Deal’: Proper stewardship

So, what we should strive for is a profound revision of our attitudes and dealings under the guiding principle of proper stewardship. Of our fertile land, our water cycles, our ocean life, our societal cohesion and our common wealth and values. The question is, since the greatest wealth transfer in history is upon us, can we use the overarching value and goal of proper stewardship as our criteria to direct the greatest wealth transfer in history? The reasoning would follow somewhat along these lines: The necessity of proper stewardship isn’t just dawning upon us here at the point of peak unsustainability, proper stewardship has been the overarching theme for our society since the great revelations of the sixties, it’s just that we have been collectively in denial of this reality.

Once the greatest transfer of wealth in history really gets rolling, the question is, who has a legitimate claim on any given object of wealth, be it ownership of a factory or land or materials or resources in the ground? If our money systems have been abused to the extreme, surely the holdings of money cannot per se be a legitimate claim on real wealth. And if our legislation on some crucial points has become rigged and corrupted, the legality of a claim cannot per se be a legitimate claim on real wealth. Rather, the most convincing and thus most legitimate claim on wealth must be founded in the degree to which this wealth was generate through proper stewardship. In this sense, private property is still recognized as a primary driving force for many people, but private property is, in this line of thinking, still subordinate to the proper stewardship of the resources inherent in the processes and holdings.

To devoted capitalists and libertarians this is probably a repugnant idea, that any principle should be higher than the principle of private property, it’s just that as a society we can no longer accept incidents of grave mismanagement of our resources. But if proper stewardship is exercised, then there won’t be any interference from the ”stewardship police”. Of course this idea requires some delicate outlining to be put into law, but at this point it is paramount, that the incentives to reach for proper stewardship tops all other economic incentives.

Further, what the devoted capitalists and libertarians might overlook in their rejection of the institution of the higher principle of proper stewardship is, that there is a considerable risk of political developments, that will move to abolish private ownership all together. Once the breakdown of the common trust gets rolling in the wake of the financial collapse, all bets are off, and as mentioned above, movements toward radical ideologies like anarchism or totalitarian ideologies like fascism or communism are not that hard to imagine. In light of this, the institution of the higher principle of proper stewardship can be regarded as a kind of salomonic solution.

To summon up, when the collapse of our financial and monetary systems finally sets in, the suggestion here is to take a time-out in the shifting of holdings and properties by letting all objects of wealth pass through an ownership escrow, as a newly instituted branch of the judicial system. While a given property is in ownership escrow, it is about to change hands, but which party is on the receiving end will be assessed upon by the preceding conduct of both the bankrupt party and the parties laying claim on the given property. And if any of the parties laying claim on any given property has been severely engaged in the business of blowing up the bubble finance, in other words, if their ”work” mainly has consisted in financial speculation, their claims on the wealth and property might be strongly reduced or dismissed all together.

Thus, all the people, homeowners and companies who have acted prudently and conscientiously will have a favorable standing in their ownership escrow case, and might actually retain their ownership in spite of their bankruptcy at the financial collapse, while all those who have acted imprudently and unscrupulously, no matter the position of the person or the size of the company, will have a hard time having their claims met.

Speaking of proper stewardship of capital, what we are talking about here, is a notion of discerning between money and capital, where money is considered a rather abstract and fanciful token of wealth in the form of hollowed out currencies and financial assets, whereas capital is considered to be the income and holdings that stem from real work and real engagement in society, the fruits of working as an employee or setting up a business, making products and providing services that meet the needs of real customers.

In the case of a company that have acted imprudently and unscrupulously on the bankruptcy side and an on the other side an investment bank that have acted even more imprudently and unscrupulously, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the employees of the bankrupt company, if they have somehow managed to act prudently and conscientiously, or as a last resort, the ownership escrow case might turn the ownership of the company over to the municipality in which the company is situated.

And if some react strongly against this principle as a kind of civil forfeiture, lets have a discussion on this point, and lets include into the discussion all the ”private forfeitures” of the past forty years in the form of privatizations of the commons. In the case of the United States of America, as a side remark, we actually have a nation which is based upon the privatization of the commons. There are some wounds to be healed in this regard, and we might even consider to reinstitute the commons on a wider scale.

Thus, this very sketchy draft of a new ’New Deal’ is all about respecting the things that really matters, it’s all about setting up principles and methods that might be considered fair and meaningful by ordinary people, and thereby laying the groundwork for a renewed building of trust and value creation in our societies.

 

 

 

 

(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin)

Den eneste arkitekt i verden

Yes_Going for the one_Inner sleeve03

Spørgsmålet der rejses her er om arkitekter er dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet. Det spændende ved arkitekturen er jo netop dette, at dens værker forudsætter et samfund. Fra en samling af håndværksmestre og tilhørende svende og lærlinge til mægtige entreprenørvirksomheder og rådgivningsfirmaer, der er altid et åbenlyst indskud af samfundsmæssige aktører og ressourcer i arkitekturen. Arkitekturen opstår aldrig i et vakuum, men er altid på den ene eller den anden måde en integreret og kollektiv frembringelse. Og selvom alle andre aktiviteter i samfundet også på deres egne måder spejler samfundet som helhed, så er arkitekturen enestående i dens stræben efter at anskueliggøre samfundet for sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at samfund alle dage har fejret sig selv ved opførelsen arkitekturværker, om de så var monumentale eller ej.

Alene spørgsmålet om hvem der har adgang til ressourcerne til at få lavet større eller mindre arkitekturværker siger allerede en hel masse om måderne det pågældende samfund er skruet sammen på. Og bygherrerne møder altid med en forventning om at arkitekturværket på den ene eller den anden måde forherliger eller i det mindste fremstiller en positiv præsentation af den samfundsinstitution som byggeriet skal rumme (institution her forstået helt generisk, dvs. det kan være en bolig, et erhvervsbyggeri eller et kommunalt eller statsligt byggeri).

Samtidig er det arkitektoniske formsprog altid på varierede måder bundet til de tilgængelige materialer og de fremherskende byggemetoder. Og spørgsmålet om hvilke materialer der er tilgængelige og hvilke byggemetoder der hersker, siger også en hel masse om måderne det pågældende samfund fungerer på. Er materialerne lokale eller importerede, er byggemetoderne håndværksmæssige, industriel serieproduktion eller senest industriel unikaproduktion?

Selvom arkitekterne et langt stykke af vejen er fri til at komme med bud på hvordan bygningen for en given samfundsinstitution skal formgives, så vidner arkitekturhistorien ikke desto mindre om nogle temmelig indlysende sammenhænge mellem det arkitektoniske formsprog og de idealer og de visioner det pågældende samfund opretholder. Nutidens arkitektur kan vel med rimelighed siges at være præget af nogle demokratiske idealer ofte udtrykt gennem eklektisisme, nogle idealer om transparens og lethed samt ikke mindst en hang til udtryksformer som er meget stramme i designet og cool og som således stimulerer forestillinger om eksklusivitet, individualitet og identitet.

Og vi har igennem de seneste årtier gennemlevet en periode, hvor der i vores del af verden har været en enestående velstand, og denne velstand har således givet anledning til mange fejringer af vores samfund. I takt med den voksende bevidsthed om de globale økologiske forandringsprocesser har arkitekterne endda fået indarbejdet økologiske tiltag og sociale tiltag indenfor de samme her skitserede formsprog, så er alt ikke bare så meget i orden? Og er vores fejring af vores samfund ikke netop så meget på sin plads?

Ja det er her jeg bliver i tvivl, for hvad er det lige for et samfund vi henviser til med vores arkitektur og hvad er det for et samfund der tilvejebringer vores arkitektur? Tager vi det sidste spørgsmål først, så er det jo helt åbenbart en form for globalt samfund der tilvejebringer nutidens arkitektur. Markederne for byggematerialer er jo blevet globaliserede på linje med alle andre industrier, så inden en stor del af byggematerialerne finder vej til Danmark for at blive indarbejdede i et byggeri her, er der altså for hver enkel bygningsdel et konkret fysisk område, et bestemt udsnit af planeten, der har ydet ressourcerne, og en stor gruppe af mennesker som har været involverede i at få udvundet ressourcerne og få dem transporteret til Danmark. Men indgår disse fjerne regioner og disse fremmede mennesker i det samfund vi fejrer med vores arkitektur? Har vi overhovedet en sammenhængende forståelse af, hvad det er for et samfund vi lever i?

Hvad jeg spørger om er om ikke vores samfund i realiteten er blevet globaliseret men at vores samfundsforestillinger sjældent rækker ud over det nationale. Således kan vi gå omkring og tænke om vores danske samfund som et i særklasse fortræffeligt samfund, men vi tænker ikke på den strøm af ressourcer der konstant flyder til Danmark og som jo bliver taget fra andre verdensdele. Og vi kan lufte vores politisk korrekte afstandstagen til det gamle Europas kolonitid og slaveri i alle dets former uden på noget tidspunkt at konfrontere os selv med de enorme uligheder der præger vores nuværende verdensorden. Og foruden de nutidige former for slaveri er der jo også spørgsmålene om hvilke miljøhensyn der tages i forbindelse med vores produktion af f.eks. bygninger. Vi kan have meget udførlige miljøregulativer i Danmark og EU, og det er selvfølgelig fint, men hvor meget betyder disse regler hvis vi samtidig har outsourcet alle de forurenende industrier til andre dele af kloden?

Der er en overvældende enighed blandt forskere verden over om at vi, dvs. menneskeheden og alle de andre livsformer der bebor denne planet, er trådt ind i den sjette masseuddøen af plante- og dyrearter. Der er ikke tal for hvor mange plante- og dyrearter der i disse år gennemlever et kollaps af deres bestande. Sågar her i Danmark og til trods for vores gode hensigter i form af diverse miljølovgivning er store dele af floraen og faunaen i markant tilbagegang. Så hvad er det for et samfund vi fejrer? Det er helt åbenbart ikke det samfund vi deler med mennesker i andre verdensdele, selvom de for en stor del arbejder for os, og det er helt åbenbart heller ikke det samfund vi deler med alle de andre livsformer der bebor denne planet. Var det disse samfund vi fejrede med vores arkitektur, så var bygningerne bæredygtigt byggede, og altså ikke bare gængse industrielle bygninger med et bæredygtigt strejf, men rent ud bæredygtige. Med et nettoressourcetræk og et økologisk fodaftryk på nul.

Anskuet på denne måde er konklusionen for mig ikke til at komme udenom: Der er slet ikke noget samfund! Hvad vi tager for at være et samfund er bare nogle udlevede forestillinger og nogle udlevede vaner og metoder, som hver eneste dag æder en smule mere af det grundlag vi har for overhovedet at opbygge et samfund. Hvilket bringer mig tilbage til det spørgsmål jeg stillede indledningsvist: Er arkitekter dem der skaber samfundet eller om de bare gengiver eller anskueliggør samfundet? Hvad gør en arkitekt som erkender, at det samfund han eller hun skal give form på, at det i virkeligheden er en kollektiv hallucination som efterhånden er ved at have sluppet sine sidste berøringspunkter med realiteterne? Hvad gør en arkitekt som erkender, at vi lever i en boble?

Enhver arkitekt der gør denne opdagelse, vil givetvis gennemleve en følelse af at være forladt i en verden der ikke giver mening. Og en følelse af at ens fag er blevet overflødiggjort, formålsløst. Men da det jo ligger til arkitekter at være skabende, så vil denne oplevelse naturligt blive afløst af et ønske om at gendanne samfundet, og lige i denne situation er det altså ikke længere tilstrækkeligt bare at være den der gengiver og anskueliggør samfundet. I denne situation bliver det arkitektens rolle at begynde at gengive og anskueliggøre et samfund som endnu slet ikke findes. Og i den situation bliver det klart, at de virkelige arkitekter, dem der skaber samfund, det er nok ikke så meget dem der formgiver huse, men snarere dem der gendanner båndene mellem alle de mennesker der også lever som forladte i en meningsløs verden. Måske er de virkelige arkitekter de sociale ildsjæle eller profeterne eller filosofferne eller forfatterne eller musikerne. Dem der formår at anslå nogle strenge indeni, der minder os om vores forbundethed med hinanden og med hele det omgivende kosmos. At alt ikke er tabt men bare at vi momentant var faret vild, og der er i virkeligheden en masse gode og konstruktive ting vi kan gøre for at gendanne vores samfund. Og i denne bevægelse må vi i sagens natur radikalt udvide vores samfundsforestillinger til også at omfatte mennesker i andre verdensdele såvel som alle de andre livsformer der bebor denne planet.

Hvad jeg ser for mig er muligheden af en radikalt accelereret bevidsthedsudvikling, som løber kloden rundt. Det starter med at vi beslutter os for at træde ud af den boble vi befinder os i, hvilket for mig er det samme som at vi beslutter os for at konfrontere realiteterne. Og realiteterne er efterhånden så krasse at de fremstår temmelig rædselsvækkende. Velsagtens er det fordi realiteterne er så krasse og rædselsvækkende, at vi har valgt at forblive indenfor vores boble i så mange år. Men selvom om realiteterne er virkelig barske, så er naturen endnu ikke totalt udpint, der er noget at bygge på, og konfrontationen med realiteterne vil samtidig virke stærkt frisættende, for vi vil i samme øjeblik kunne lægge en masse falske forestillinger bag os. Og beslutningen om at konfrontere realiteterne er samtidig det der øjeblikkeligt åbner for en radikal ny samarbejdsånd, hvor det pludselig er nemt for alle at byde ind med hvad de kan til det store fælles projekt om at få gendannet vores samfund og vores samfunds livsgrundlag i form af en frodig natur.

På den måde vil der alligevel hurtigt blive bud efter arkitekter, der kan give form på og anskueliggøre det nye samfund vi har taget fat på at skabe, også selvom der sandsynligvis vil være langt langt færre ressourcer til at bygge for end vi har været vant til. På den måde ser det for mig ud som om der er en progression i samfundsskabelsen fra de mere luftige og udsvævende men ikke desto mindre inderlige og ”sande” udtryk som profeter og kunstnere bringer til torvs over til de mere håndfaste og konkrete udtryk som politikere og arkitekter byder ind med.

Tager vi f.eks. Romerrigets fald og Europas genrejsning gennem kristendommen, så taler vi om en proces der tog 500-1000 år. Men fordi vi har drevet vores rovdrift på klodens naturlige ressourcer så vidt, har vi ikke en tidsramme på hundredevis af år til indførelsen af et nyt menneske- og samfundssyn. Faktisk er planeten så kritisk udpint, at vi ikke har andre valg end at rykke på den store omstilling nu og her, og så har vi måske 10 år til at gennemføre revolutionen af vores menneskesyn, samfundsforestillinger og levemåder. Vælger vi omvendt at forblive i vores boble 10-20 år længere (hvis det altså overhovedet er fysisk muligt), så er der ingen der ved hvad konsekvenserne vil være, men der er en reel risiko for at vi nedslider planeten så totalt, at alle økologiske balancer ophæves, at den sjette masseuddøen bliver speeded voldsomt op, og planeten fortaber sine evner for at understøtte højerestående livsformer. Herfra vil planeten så formentlig gå ind i en geologisk rekalibreringsfase og nogle nye ligevægtstilstande vil opstå, som velsagtens vil tillade livet at udfolde sig på ny, og hvem ved, måske vil vi igen kunne inkarnere her som menneskelignende skabninger om 50 millioner år eller mere.

 

 

 

(Illustration: ”Going for the One”, Yes, 1977, album cover)

 

Middelgrunden

1393631167_ed01

For en københavner er Middelgrunden kort form for Middelgrundsfortet, altså det her søfæstningsanlæg som ligger en lille halv times sejlads ude i Øresund og som siden Forsvaret opgav anlægget i 1998 har været et oplagt sted at tage på en lille udflugt. Men selvom vi er inde i sommerferieperioden er denne note ikke en beretning om en udflugt til Middelgrunden. Faktisk er øen under ombygning til ”Ungdomsøen”, et projekt som Spejderforeningen er initiativtager til, og anlægget er derfor lukket for besøgende indtil 2019. Nej, vi er altså igen ovre i det laaange format i afdelingen for essays om psykologiske, filosofiske og politisk forhold. Mere præcist  er ”middelgrunden” et forslag om lade det danske sprog adoptere det engelske udtryk ”the middle ground”.

Personligt synes jeg vældig godt om udtrykket ”the middle ground”, fordi det med en konkret association beskriver et sted man står, og fra der hvor man står kan man se noget til den ene side og noget til den anden side. Således beskriver ”the middle ground” ikke en fællesnævner eller et kompromis mellem de to sider, men derimod hele scenen med den ene side og den anden og altså et standpunktet imellem disse to sider. ”The middle ground” eller ”middelgrunden” er dermed det inklusive standpunkt i en nærmest arketypisk form. Og i en verden hvor splittelserne forekommer at være på en stærkt eskalerende kurs, hvornår var der vel et bedre tidspunkt for at forsøge at klargøre ’the middle ground’ eller middelgrunden?

Dette standpunkt imellem to modsætninger kan i sagens natur ikke være et skarpttegnet og hårdtslående standpunkt. Netop i kraft af den inklusive karakter er standpunktet tværtimod løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret. Og overalt hvor fronterne trækkes op, som det i høj grad sker nu og her og overalt omkring os, så presses middelgrunden fra begge sider, og den dag middelgrunden er blevet helt fortrængt da har vi sammenhold der bliver brudt op og åbne konflikter er resultatet. I den yderste konsekvens i form af borgerkrige og krige mellem nationer og alliancer. Overalt hvor folk er pressede og voldsomt frustrerede over at deres samfund slet ikke fungerer som forventet, der vil der være denne yderliggående tendens, dvs. en tendens til at udnævne den ene side af et givet modsætningsforhold til at være sandheden og den rette filosofi, og derved sætte sig selv op som modstander af den anden side af modsætningsforholdet.

Betydningen af at fastholde middelgrundens standpunkt er således afgørende for at sikre den fortsatte dialog. Fortrænges middelgrunden og et voldsomt sammenstød bliver resultatet, så forekommer denne konflikt stadig være formålsløs for ikke at sige idiotisk. Der vil ikke være noget vundet ved at den ene side af et modsætningsforhold får held til at undertrykke den anden side. Det vil bare udløse en periode med en højst usund og ustabil ensidighed i opfattelser og adfærd indtil modsætningsforholdet genopstår i nogle nye skikkelser og vi vil mere eller mindre være tilbage ved udgangspunktet.

Når det kommer til stykket beskriver middelgrunden nok nærmere en spirituel tilgang frem for en politisk tilgang, også selvom de politiske effekter af middelgrundens strategi kan være store og i mange tilfælde udslagsgivende for de politiske resultater. Foruden denne karakter af at være løseligt tegnet og bevægeligt og mangefacetteret så handler middelgrundens standpunkt så meget om accept. Accept af dybden og graden af de kritiske omstændigheder vi i disse år finder os selv i, accepten af at vi mennesker ser så forskelligt på mange ting men alligevel er indlagt til at skulle finde ud af tingene indbyrdes, accepten af at vi mennesker ikke er guder men derimod er skabninger som indgår i økosystemer med et hav af andre skabninger og samspillet mellem alle disse skabninger er så mangfoldigt og sofistikeret, at vi mennesker i realiteten ikke er i stand til at begribe denne kompleksitet, altså med andre ord, en accept af blot at være del af noget som er meget større end en selv.

Og igen er accept ikke noget skarpttegnet og hårdtslående standpunkt, men det er ikke desto mindre starten på en reel problemløsning. Omvendt er det at handle på sine udfordringer uden først at have accepteret det fulde omfang af disse udfordringer nærmest indbegrebet af menneskelig dårskab. Og hvor dårskaben typisk slår igennem, dvs. hvor vi undlader at acceptere det fulde omfang af vores udfordringer, det er typisk der hvor vi glemmer at indregne vores egen rolle i at disse vanskeligheder overhovedet er opstået. Denne villighed til også at vende blikket indad og acceptere sin egen andel i de opståede vanskeligheder, denne attitude er også mere psykologisk og spirituel end den er politisk.

Ideen om middelgrunden, dvs. klarlæggelse af middelgrundens standpunkt indenfor et givet modsætningsforhold, kan selvfølgelig anvendes på en mangfoldighed af forskellige forhold, men hvad jeg her vil undersøge er modsætningsforholdet mellem to forskellige opfattelser af vores samfundsmæssige omstændigheder og vores samfundsmæssige styring. Den ene er forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite gennem denne elites både åbenlyse og skjulte magtudøvelse, og den anden er forestillingen om at alle enkeltindivider i samfundet bidrager til dannelsen af nogle kollektive samfundsforestillinger, og det er disse kollektive samfundsforestillinger som lederskabet reagerer på og dermed direkte eller indirekte lægger til grund for deres lederskab.

 

Forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite

Umiddelbart må det vel anses for at være et yderliggående standpunkt, hvis nogen hævder at vores samfund ikke bliver styret af en elite. Selvfølgelig bliver det det. Endda i voldsom grad. De seneste fire årtier har været præget af stærke tendenser imod koncentrationer af magt og rigdom, og dermed også etablering af hierakier og hakkeordener med mange varierede lag af indvielse til eksklusive informationer og privilegier. Men i stedet for at diskutere ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ i generelle termer vil jeg springe direkte ud i det, og tage den i dens mest konsekvente udgave, nemlig forestillingen om at der findes en global elite af superrige og supermagtfulde som kontrollerer praktisk alt hvad der sker i vores samfund, i hvert fald alt hvad der sker i vores samfund som det nu præsenteres i medierne.

Denne forestilling tror jeg mange blankt vil afvise, og det er ikke svært at forstå hvorfor. I samme øjeblik man accepterer at der findes en sådan global elite, som har bemægtiget sig kontrollen over vores medier, så anerkender man at der faktisk er sket en form for statskup, hvor vores demokratier er blevet berøvet os, og vi er pludselig hver især bare blevet mere eller mindre uvidende undersåtter for disse nye herrer. Altså får man med denne forestilling parkeret sig selv i rollen som offer og undertrykt, og det er der mange der vil opponere imod. Spørgsmålet er dog om denne opponeren er funderet i en reel magt man som individ fortsat besidder, eller om denne opponeren bare er udslag af et psykologisk behov man har for at bevare en lille flig af stolthed og selvfølelse.

Og ja vi har da fortsat muligheder for at stemme på forskellige politiske repræsentanter, og vi har da ytringsfrihed og trosfrihed, men eftersom al vores kommunikation er mediebåret, så ved vi i realiteten ikke hvilke former for kontrol og styring der udøves. Og ville den optimale form for tyranni ikke være den hvor de undertrykte opretholder en forestilling om deres fortsatte frihed og selvbestemmelse? Det er ikke utænkeligt at der udøves en så omfattende kontrol og styring, at var det ikke for disse metoder til at bremse og neutralisere nye ideer og forestillinger, så ville vi være i fuld gang med at omstille vores samfund til nogle nye, tidssvarende og bæredygtige levemåder.

Så ja, med disse forestillinger om en altomfattende kontrol og styring bevæger vi os over i feltet af konspirationsteorier, men ved nærmere eftertanke, hvorfor er det lige at der er sådan en grad af social nedladenhed forbundet med konspirationsteorier? Hvor skulle det være så langt ude at forestille sig at nogle af de mest magtfulde konspirerer om at konsolidere deres magt? Indenfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er der to oplagte grunde til, at alle forsøg på at beskrive det reelle statskup der er sket som ”konspirationsteorier” og samtidig at håne ”konspirationsteoretikerne”: Dels er det jo en meget virkningsfuld måde for samme elite at afværge befolkningens nysgerrighed, dels udstiller konspirationsteorierne jo problemstillingen med at vi er blevet berøvet vores borgerrettigheder, og at vi derfor ikke længere er frie borgere som indgår i frie politiske systemer, eller med andre ord udstiller konspirationsteorierne at vi muligvis er blevet gjort til undersåtter, og det billede er der ikke ret mange der kan holde ud at spejle sig selv i.

Men tager vi os sammen for et øjeblik og ser stort på al den frygt for social udstødelse der forbundet med konspirationsteorierne, er der så i virkeligheden noget om dem? Og så snart man begynder seriøst at studere dem, så springer beviserne én i øjnene. Selvfølgelig var der magtfulde elementer indenfor den amerikanske administration der havde andel i mordet på John F. Kennedy. Og Robert F. Kennedy. Og Martin Luther King. Og selvfølgelig kunne 19 arabiske terrorister ikke forårsage sammenstyrtningen af de to tårne den 11. september 2001 og ud på eftermiddagen et tredje tårn (World Trade Center 7). Eller udføre den umulige pilot-manøvre at tage et stort passangerfly og lave en nedstigning i form af et stort 360 graders sving og ramme nøjagtig i siden af The Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Og i begge tilfælde, altså både i New York og Washington, fik disse kaprede passangerfly lov til at bevæge sig langt, langt udenfor deres planlagte ruter i over en halv time uden at det amerikanske luftforsvar overhovedet reagerede. Og vi kan gå videre og studere terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og der finde en række beviser for, at den officielle forklaring i hvert fald ikke er sand. For eksempel viste skaderne på Metro-togene, at bomberne havde været placeret under gulvet og altså ikke var blevet båret ombord i rygsække af tre selvmordsterrorister.

Så uanset hvor voldsom afstandstagen det end vækker, så er vi nødt til at forholde os til det aspekt af vores samfundsmæssige omstændigheder, at den brede befolkning er blevet bundet historier på ærmet, og at de store skred der er sket mht. borgerrettigheder og mørklægning omkring beslutninger truffet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer, at disse skred ikke opstod ud af forvirring og som følge af forsøg på at beskytte os mod trusler udefra, men snarere, at disse begivenheder og følgevirkninger var led i en plan som visse magtfulde instanser i vores samfundsstrukturer med fuldt overlæg havde held til at gennemføre.

 

Forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger

Indenfor den klassiske samfundstænkning er demokrati defineret netop ved borgerrettighederne og de demokratiske forfatninger, der giver den almindelige befolkning indflydelse på de politiske udviklingslinjer. Men jeg vil hævde at den store bevidsthedsrevolutionen, som Flowerpower-bevægelsen markerede, faktisk har medført et mere diffust og mystisk begreb om demokrati. Mere noget i retning af at vi alle har en ret til at være dem vi er, hver især, og at vi alle øver indflydelse på samfundet fra der hvor vi er, både fysisk og mentalt. Og at den politiske ledelse har en både vigtig og vanskelig opgave i at lodde stemningen i befolkningen og udforme sine politiske målsætninger i henhold til disse almene udviklingstendenser i holdninger og attituder.

Hvor diffuse og mystiske disse forestillinger end forekommer at være, så vil jeg endvidere hævde, at nogle af de helt store politiske skred, der skete i det 20. århundrede, skete som følge af at der var nogle politiske ledere som forstod at lodde disse stemninger i den almene befolkning og formåede at kanalisere disse stemninger ud i nogle konkrete politiske initiativer. Mahatma Gandhi og Martin Luther King var pionerer og mestrer i denne henseende, men John F. Kennedy og Robert F. Kennedy havde også del i denne særlige evne. Og der var Nelson Mandela-Desmond Tutu og Aung San Suu Kyi for bare at nævne nogle få, men det er værd at bemærke, at det sydafrikanske apartheidstyre kom under stort pres gennem den udbredte folkestemning imod apartheid ud over hele verden og særligt i Europa der tilbage i 80’erne. Dette pres var så stort at de europæiske politikere var nødt til at efterkomme befolkningerne og indføre økonomiske sanktioner mod apartheidstyret.

Således er der et højst ejendommeligt modsætningsforhold mellem den politiske og økonomiske elite og de mere eller mindre brutale måder denne elite håndhæver sin magt på den ene side og på den anden dette bølgende, stemningsbetonede folkedyb, som faktisk har nogle idealer og nogle drømme i behold og samtidig nogle grænser for hvad det vil gå med til, og når en af disse grænser så overskrides, og den almene befolkning ikke længere kan acceptere måderne magten udøves på, så er magteliten pludselig fuldstændig prisgivet denne folkestemning. I den situation er det ligegyldigt hvilke undertrykkende metoder magteliten prøver at køre i stilling, folkestemningen vil her have karakter af en flodbølge, som udøver et ustoppeligt pres og i den sidste ende vil rive alting med sig.

Således kan magteliten igennem lange perioder have held til at dirigere den almene befolkning rundt i nogle systemer, som magteliten udvikler med henblik på at understøtte sin magtudøvelse. Og denne magtelite kan velsagtens føle en særlig tilfredsstillelse ved sin egen snilde i retning af at indrette tingene til sin egen fordel. Magteliten kan sågar udvikle en hånlig nedladenhed overfor alle de naive, alle de ubemidlede og uindviede der bare tilpasser sig og gør hvad de får besked på, men denne leg fungerer altså kun indtil det punkt, hvor der sker en holdningsændring i den almindelige befolkning og så står de herskende magtstrukturer altså for fald. På det punkt vil de herskende magtstrukturer være forbi punktet for indførelse af reformer. Når uretfærdighederne er blevet udviklet til det punkt, hvor befolkningen gør op med sig selv at nok er nok, da må de herskende strukturer gå til grunde, og nogle nye må rejse sig fra bunden af.

Det er således værd at understrege, at det ikke er folkedybet der er uregerligt og urimeligt og voldeligt, men snarere, at magteliten er gået så langt ud ad en tangent i retning af bare at tænke på sig selv og sine egne privilegier og sin egen magtudøvelse, at den almindelige befolkning siger stop og tager herredømmet over samfundet tilbage, hvad fanden det så end kommer til at betyde.

Men denne anden side, dvs. ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’, skal altså ikke defineres ved situationen hvor en ophobet ubalance pludselig slår igennem. Indenfor denne forestilling er der intet til hinder for, at politikere forstår løbende at tage bestik af udviklingerne i ideer og holdninger og attituder i den almindelige befolkning og således løbende formår at justere de politiske ideer og initiativer så de er i overensstemmelse med disse udviklingstendenser. Og der vil være nogen der vil kalde denne form for demokrati for populisme, men det vil den kun være i det omfang der er demagoger der prøver at manipulere den almindelige befolkning i retning af nogle bestemte stemninger og holdninger, ofte igennem opvækkelsen af skræmme- og fjendebilleder. Det er altså ikke svært at forestille sig et så sundt og sobert debatklima, at den almindelige befolkning vil vide at tage afstand fra sådanne forsøg på manipulation, og så vil dialogen mellem politikerne og den almindelige befolkning ikke længere have denne karakter af populisme, men vil netop bare være udfoldelsen af et højtudviklet demokratibegreb og et højtudviklet menneskesyn.

 

Med ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ overfor ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ er så givetvis dem der mener, at der slet ikke er behov for nogen middelgrund, da ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ faktisk beskriver det vi tilstræber, mens ’forestillingen om at vores samfund bliver ledet af en elite’ beskriver nogle forældede og udlevede forestillinger. Men ’forestillingen om at vores samfunds udvikling er en sum af alle individernes tanker og handlinger’ er altså et idealistisk standpunkt. Tanken om at politikerne altid ydmygt stiller sig i befolkningens tjeneste og befolkningen altid besinder sig på hvad der er mest værdiskabende nu og fremover, det er en politisk forestilling som passer for en verden der er ren, men vores verden er ikke ren, og en meget stor del af snavset er ikke en gang snavs i den forstand, men bare aspekter af at være inkarneret i en fysisk krop i et fysisk univers. Det fysiske er ikke rent. Det er der hvor smerterne bor, og utrygheden, og svaghederne, men det er også der hvor nydelserne bor, og kærligheden, og frugtbarheden.

Og selvom ’forestillingen om at vores samfund bliver styret af en elite’ her er beskrevet i de temmelig yderliggående former vi møder den i disse år, så har tankegangen i dens generelle form masser af positive aspekter. Den er ofte netop udtryk for en høj grad af realisme, dvs. en forholden sig til de konkrete problemer man har foran sig her og nu, og hvordan disse problemer overkommes på den letteste måde. Tager man en hvilken som helst gruppe af mennesker og stiller dem overfor en udfordring om at løse et konkret problem, der vil denne gruppe i løbet af kort tid organisere sig sådan at forskellige personer tager ansvar for forskellige aspekter og sandsynligvis vil der også være en der udvælges til at koordinere den samlede problemløsning. Er det så odiøst og et overgreb på den enkeltes frihed? Selvfølgelig er det ikke det. Det er en praktisk foranstaltning som sikrer at gruppen samlet for løst det foreliggende problem.

Og faktum er jo, at vores samfund er ved at segne under vægten af alle de konkrete problemer vi er konfronterede med. Der er så mange uheldige konsekvenser af vores hidtidige fejlbehæftede metoder, så mange vanskelige omstændigheder og så store livstruende spørgsmål der brænder sammen i den tid vi lever i, at vi nærmest alle kører på kanten af et mentalt sammenbrud. De stærkt eskalerende tendenser til splittelse og fjendskab er formentlig alle følgevirkninger af disse voldsomt stressende omstændigheder. Det er her at middelgrunden kan komme ind som en strategi til at bevare fatningen, en strategi til at holde dialogen åben og udbrede forestillingen om at alle disse mægtige udfordringer ikke må blive en anledning til konflikt og splittelse men tværtimod en anledning til at forene vores kræfter mod nogle fælles mål.

Disse mål kunne for eksempel være at sikre naturgrundlagets evner for at give os føde og næring gennem en omfattende naturgenopretning, det kunne være en omlægning af vores ressourceforbrug fra ikke-fornybare ressourcer til vedvarende eller fornybare ressourcer, det kunne være et fælles beredskab til beskyttelse af lande og regioner imod militære og økonomiske invasioner fra andre lande, herunder sikring af de enkelte landes ret til at disponere over deres egne ressourcer, det kunne være sikring af et frit internet hvorved mennesker frit kan videndele med hinanden på tværs af landegrænser og verdensdele.

 

 

The Magical Mystery Tour

Sgt P_cover extract02

It’s was 50 years ago today, Sgt. Pepper told the band to play.. Ja ja, lyrikken siger faktisk 20 og ikke 50, men i morgen er det altså præcis 50 år siden at ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkom. Og for mig er det en anledning til at sige noget om betydningen af drømme, noget om hvordan drømme er forbundet med vores spirituelle liv og hvordan musik kan både vække og formidle disse drømme.

Jeg var selv knap fem år da albummet udkom, men dette album var jo centralt i en mængde af radikalt progressive albums, der udkom i de år, og som på en eller anden måde satte en stemning for min opvækst. Jeg voksede op i en kædehusbyggelse i Usserød i den nordlige del af Hørsholm, og denne bebyggelse var i sig selv progressiv og var en variant af Jørn Utzon’s berømte Kingohusene i Helsingør. Og det skønne, stimulerende og progressive ved arkitekturen bestod i den måde naturen fik lov at løbe mere eller mindre uberørt igennem bebyggelsen samtidig med at grupperingen af husene omkring nogle små torve faktisk stimulerede et socialt liv i bebyggelsen bl.a. med jævnlige gårdfester. Samtidig havde bebyggelsen en helt sluttet karakter uden nogen gennemkørende trafik, så vi børn fik lov at bevæge os helt frit i og omkring bebyggelsen og vi løb ind og ud af hinandens hjem og kom jævnligt også indenfor i en del af de hjem, hvor der ikke var børn.

Kædehusbebyggelsen var nybygget da vi flyttede der til nogle år forinden, og husene var ikke store og således flyttede der også mange andre unge familier ind med børn på omtrent min alder, hvilket selvfølgelig udløste et rigt varieret socialt liv bare børnene imellem. Og den frie natur der omgav bebyggelsen i form af en å og små lunde og en dam var jo en endeløs kilde til udforskning og en legeplads med ubegrænsede muligheder. Vi fik strikse instruktioner om nogle bestemte ting vi ikke måtte gøre, f.eks. skulle vi tage os i agt for dammen fordi dens bund ikke var fast men derimod et bundløst, blødt, sort mudder som man nemt kunne hænge fast i, men bortset fra disse instruktioner fik vi lov til at gøre hvad vi havde lyst til. Og jo, de folk der valgte at flytte ind i denne bebyggelse var velsagtens mere progressive end gennemsnittet, men det var jo stadig bare almindelige mennesker med almindelige jobs. Alligevel var der en progressiv stemning i mange af hjemmene bl.a. igennem den progressive musik. Min søster og jeg fik omtrent på det tidspunkt en rejsegrammafon og min første single var f.eks. ”Hello, Goodbye”/ ”I Am The Walrus” og min søsters første album var ”Days of Future Passed”.

I min klasse i skolen var vi en hel del børn fra Stampedammen (kædehusbebyggelsen) og vi satte velsagtens vores præg på klassens liv, men vi havde også en skøn klasselærerinde Fru Gregersen som virkelig forstod at arbejde med os børn. Og skolen var i det hele taget lagt an til at stimulere elevernes evner i henved alle de mangfoldige retninger de end måtte udfolde sig. Jeg husker min tid på Usserød Skole som meget kreativ og med en pædogogisk åbenhed som var meget udviklende. Da den første Feature-ugen blev lanceret med et tema om Grønland var det enormt stimulerende for mig. En hel uge hvor jeg selv kunne bestemme hvad jeg ville fordybe mig i, en hel uges indlevelse i Grønland, i naturen og dyrelivet, i eskimoernes skikke og levemåder og jagtteknikker, i Grønlandsekspeditionerne, det var nærmest som en karnevalsoplevelse. Det var en fest.

Henad vejen skulle det der var vores klasses store forcer, vores kreativitet, vores autonomi og vores sammenhold, dog udvikle sig til blive klassens største problemer. Som vi blev ældre og blev præpubertære og siden rent ud pubertære, så kom kreativiteten ikke længere ud på pædagogikkens præmiser og vores autonomi og sammenhold blev en kæmpe udfordring for vores lærere. Selv Fru Gregersen måtte kaste håndklædet i ringen efter 6. klasse, og efter 7. klasse blev f.eks. mine forældre bedt om at finde en anden skole til mig. Mit skoleforløb kom således til at spejle nogen større samfundsmæssige trends på en meget påfaldende måde. Og min anledning til at indlede med dette selvbiografiske stof er for at prøve at indfange den stemning der herskede, der sidst i 60’erne/ først i 70’erne. For det karikerede billede der efterfølgende er tegnet af generationen kaldet ”68’erne” er efter min opfattelse så fordrejet, at man rimeligvis ville kunne kalde det for en form for historieforfalskning.

Hvad der var der sidst i 60’erne/ først i 70’erne var på mange måder kulminationen på vores humanistiske stræben, og denne humanisme var karakteriseret ved netop de ting der prægede min folkeskoleklasse. Åbenhed, nysgerrighed, fordomsfrihed, sammenhold, kreativitet og en bevidsthed om hver enkelts værdi og værdighed. Og Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik var afgørende momenter i at denne meget stærke humanisme kom til almen udfoldelse.

For ja, Flowerpower-bevægelsen og den progressive musik brød igennem til nogle radikalt anderledes tilgange til virkeligheden, og selvfølgelig var brugen af psykedeliske stoffer, særligt LSD, ofte instrumenterne ved hvilke disse frontløbere brød igennem til denne radikalt anderledes tilgang til virkeligheden, men i samme øjeblik nogen gav disse nye oplevelser form igennem deres måde at klæde sig, deres måde at omgås, og ikke mindst i musikken, ja der blev disse oplevelser en del af vores kollektive virkelighed. Og hvad disse frontløbere brød igennem til var jo et aspekt af vores eksistens, som indtil da havde været massivt undertrykt men som nu fik opmærksomhed og anerkendelse, og dette aspekt var vores drømmeliv.

Umiddelbart forekommer det som en sproglig svaghed at ordet ’drøm’ dækker over to meget forskellige fænomener eller erfaringer. På den ene side bruger vi ordet ’drøm’ om den særegne måde vores underbevidsthed eller vores højere selv taler til os igennem billeder og stemninger i vores overgang fra sovende til vågen tilstand. På den anden siden bruger vi ordet ’drøm’ om vores allerinderste ønsker, noget som står for os som så vildt attraktivt at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi ville kunne opnå.

Hvad angår den første betydning er den igennem det 20. århundrede blevet fyldigt beskrevet først gennem de psykoanalytiske metoder og siden mere populært igennem selvudviklingslitteraturen. Men temaet er stadig højst relevant for hvilken betydning tillægger folk egentlig deres drømme? Anerkender folk almindeligvis at drømme kan rumme nogle vigtige budskaber om, hvordan man skal orientere sig i sit eget liv, hvordan man kan være tro mod sig selv og komme til at leve et tilfredsstillende liv?

Hvad angår den anden betydning er den måske mest anskueligt eksemplificeret i Martin Luther King’s berømte ”I Have A Dream”-tale, men vi kender alle til denne betydning af ordet og vil alle kunne relatere denne betydning til sit eget liv. Selv hvis man ikke længere har noget man drømmer om at opnå, så vil alle kunne genkalde sig et punkt i deres liv, hvor de havde en drøm. Og en af de forestillinger jeg vedholdende prøver at udbrede er ideen om, at vi alle kollektivt havde del i en drøm som opstod i vores kultur der i 60’erne, og at det ligesom på et personligt plan er forbundet med et psykologisk traume at opgive en drøm man har. Men mere herom nedenfor.

Den tilsyneladende sproglige svaghed ved at ordet ’drøm’ bruges om to så forskellige fænomener er imidlertid måske netop kun tilsyneladende. For det første har de to fænomener det til fælles, at de begge er nogle temmelig løselige, antydningsvise forestillinger. Vågner man med en bestemt drøm i sit hoved, kan man godt ved den opnå en klar erkendelse som igen kan føre til en klar beslutning, men drømmen i sig selv var stadig bare noget antydningsvist, en stemning, et følelsesmæssigt aspekt udtrykt gennem nogle forestillingsbilleder.

Og med hensyn til vores drømme i betydningen ’vores allerinderste ønsker’ vil jeg hævde, at de er nødt til at have den samme karakter: De er nødt til at være løselige, antydningsvise, og mere en stemning, et følelsesmæssigt aspekt, end de kan være håndfaste og mejslede i sten. Grunden til at de er nødt til at have denne løselige karakter er fordi vores allerinderste ønsker er, som nævnt ovenfor, så vildt attraktive at vi næsten ikke tør tro på at det er noget vi kan opnå. Vi kan selvfølgelig have både målsætninger og begær på mange forskellige planer, og vi kan have nogle temmelig håndfaste strategier for nå disse mål og for at få disse begær opfyldt, men når det kommer til vores allerinderste ønsker så er ambitionen så stor og vores evner og muligheder så beskedne set i forhold hertil, at der ikke findes nogle håndfaste strategier for at komme derhen. At stræbe efter sine drømme, sine allerinderste ønsker, er derfor en meget søgende proces, hvor man er nødt til at åbne sit liv og lære sig at fordybe og udvikle ens indre livskraft og visdom samt invitere hjælp fra andre ind i sit liv. Således har det at anerkende sine drømme en påfaldende lighed med spirituel søgen. Faktisk er ligheden så påfaldende at de to ting må siges at være to sider af det samme forhold. Hvilket igen knytter an til spørgsmålet om, hvad der er ens misson, hvorfor vi hver især har valgt at inkarnere i denne fysiske krop i disse omstændigheder på dette tidspunkt. Ens allerinderste ønsker, ens mission og ens spirituelle søgen er alle en og samme ting.

Så hvad der skete var, at en generation af unge mennesker gjorde erfaringer med brugen af psykedeliske stoffer og bryder igennem til en slags drømmetilstand, og i denne drømmetilstand eller fra denne drømmetilstand danner de nogle helt nye former og forestillinger i vores kultur. Og disse former har netop denne drømmende karakter, noget løseligt, noget antydningsvist, og samtidig noget helt vildt attraktivt. Således bliver der givet form på nogle vildt ambitiøse forestillinger om levemåder med en helt anden indbyrdes harmoni mellem mennesker og mellem mennesket og hele det omgivende univers. Og videre, nogle vildt ambitiøse forestillinger at menneskets bestemmelse i virkeligheden er at tage hele det mangfoldige skaberværk ind og hengive sig til alle de mangfoldige nydelser som denne righoldige planet byder på. Og videre endnu, nogle vildt ambitiøse forestillinger om frigørelse fra århundreders, måske årtusinders, undertrykkelse gennem vores autoritære opfattelser og samfundssystemer, og i forlængelse heraf, mulighederne for at skabe nogle nye samfundssystemer som ville virke positive, stimulerende og kreative fremfor fordømmende, undertrykkende og ensrettende.

Jeg var i sagens natur ikke blandt dem der gjorde erfaringer med psykedeliske stoffer der i sidst i 60’erne/ først i 70’erne, men jeg levede i den følelsesmæssige atmosfære hvor disse drømme slog an og bredte sig blandt almindelige mennesker. For eksempel var Fru Gregersen en ung, anstændig, borgelig kvinde men hun havde også del i drømmen, og drømmen inspirerede hende til at udvikle sin pædagogik og skabte derved dette skønne kreative univers hvori vi lærte det vi skulle og så meget mere. Og det er hævet over enhver tvivl at den progressive musik var et af de primære fartøjer for udbredelsen af disse radikale nye drømme. Og ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” var en ’trailblazer’, et musikalsk værk der for mange markerede et skift. Det ændrede simpelthen folks bevidsthed, folk blev sat fri, og glemte og undertrykte drømme kom pludselig til live.

Det var som en forelskelse, men så igen, forelskelse er jo i sig selv en erfaring som har del i vores drømmeliv. Men som personlige forelskelser kan gå skævt, gik denne store kollektive forelskelse også skævt. De psykedeliske stoffer udviklede sig til narkotiske stoffer og siden til stofmisbrug, og drømmene viste sig at være voldsomt svære at omsætte i en større samfundsmæssig skala. Således oplevede jeg i den lille skala hvordan den kreative stemning der omgav vores klasse også fik en slagside, og tingene ophørte gradvist med at være inspirerende og harmoniske. Som sagt, hvor vores autonomi i kombination med de åbne rammer og kreativiteten var et stort aktiv, blev den samme autonomi en stor udfordring for vores lærere og for Usserød Skole. Jeg blev så flyttet over på en stokkonservativ privatskole, kom i puberteten, blev præsenteret for discoen som det store nye, og mit liv var ændret til ukendelighed.

Og her er det at realisterne gør deres indtog og begynder at formane os alle om at man er godt dum hvis man tror at drømme er en del af virkeligheden. Hvor mange mennesker er måske lykkedes med at realisere deres drømme? Nej vel. Ingen som helst. Og de få der måske lykkedes med det, der viser der sig altid at være en række rationelle forklaringer på, hvorfor det lykkedes for dem. Nej, drømme er netop udenfor virkeligheden, urealistiske, og det eneste man har ud af drømme er at skabe sig skuffelser i livet. Hvad vi kollektivt har gjort siden midten/slutningen af 70’erne er konstant at minde hinanden om, hvor langt ude hippierne og 68’erne var, hvor latterligt barnlige deres eksperimenter var, hvor ynkeligt de kom til kort, og det er rigtignok svært at argumentere imod, men hvad vi alle forekommer at overse er, hvad der sker ved en kultur som slår over i at fortrænge sine drømme.

For det er efter min opfattelse hvor vi står i dag. Hvor utroligt det end lyder, så lever praktisk hele menneskeheden indenfor nogle kulturer og samfund som ikke har nogen drømme. Der er ingen visioner for menneskehedens eller vores samfunds fremtidige trivsel. Hvad der er, er en dyrisk kamp om adgang til ressourcer og privilegier, det er de blotte begær der styrer vores handlinger, og med denne livsindstilling er vi hastigt på vej til at lægge både vores samfund og planetens righoldige økosystemer fuldstændig øde. Så ufattelig afstumpet kan en kultur der fornægter sine drømme udvikle sig til.

Og afstumpetheden stopper ikke en gang der. Disse brutale dyriske tankegange har præget de øverste ledelseslag igennem så mange år, at graderne af depravation der i disse år afsløres er rystende. Vi taler om politiske ledere der bruger deres lands politi og efterretningstjenester til at undertrykke befolkningen. Vi taler om politisk lederskab gennem løgne, udbytninger og tvang. Vi taler om folk indenfor de øverste ledelseslag der dyrker satanisme og pædofili og som ikke tøver med likviderer folk der spørger lidt for meget ind til, hvad det er de går og foretager sig.

Disse gruopvækkende omstændigheder fører os lige tilbage til spørgsmålet om betydningen af drømme og spiritualitet. Hvis vores drømme vitterlig er vores spirituelle kald, vores mission, så er en fornægtelse af ens drømme forbundet med en fornægtelse af ens mission, en fornægtelse af de grunde man havde til at inkarnere i denne fysiske krop, og altså i den sidste ende en fornægtelse af både en selv og hele ens forbundethed med det omgivende kosmos. Selvom det for en realist forekommer at være en rationel og i øvrigt temmelig inferiør handling at give op overfor ens drømme, så er det formentlig i virkeligheden en dybt traumatiserende handling. Og alle de depraverede ledere, som nu udøver deres lederskab med stadig større brutalitet, de har formentlig afskåret sig fra deres drømme så meget mere effektivt end alle os andre, hvorved de har sat sig i stand til at forfølge deres begær med desto større ihærdighed og hensynsløshed.

Alt i alt bringer det os frem til spørgsmålet om, hvorvidt det vi har at gøre med i virkeligheden er et stort kollektivt traume, som vi har haft siden midten/ slutningen af 70’erne, hvor vi kollektivt valgte at give op overfor de drømme vi netop havde set og var blevet så begejstrede over. Det tror jeg. Der er simpelthen så mange brikker der falder på plads, når jeg anskuer vores samtidshistorie med dette som udgangspunkt.

For mig er det en umoden reaktion og en umoden holdning at fornægte sine drømme bare fordi de viser sig vanskelige at realisere. Og ovennævnte afstumpethed starter jo netop der hvor man bestemmer sig for at opfatte drømme som noget der er udenfor virkeligheden. Hvilket også er umodent og dumt. Drømme er virkelige og de skal respekteres og anerkendes som virkelige. Og ja, vi vil formentlig altid på den ene eller den anden måde være udfordrede på at realisere vores drømme, og vi kan fare vild undervejs og føle at vi bevæger os væk fra vores drømme frem for hen imod dem, men der er stadig en afgrundsdyb forskel på stadig at stå ved de drømme man har overfor at opgive dem helt og aldeles. I dette punkt ligger hele spørgsmålet om det enkelte menneskes integritet og selvværdsfølelse.

Og hvis det forholder sig sådan, kan vi så overkomme vores store traume? Kan vi genkalde os de drømme der dengang opstod og vakte så stor begejstring? Kan vi genkalde os nogle af følelserne ved at prøve på ny at lytte med et åbent sind til den progressive musik fra dengang? Måske, og måske et forsøg værd, men drømmene kan jo også have ændret sig i mellemtiden, eller rettere, det har de helt sikkert, så måske består vores udfordring bare i at mærke efter, hvad der er vores allerinderste ønsker lige hvor vi er, nu og her.

 

 

Tilbageholdt fremskridt

LAvare-7©Pascal-Gély-1024x442_L Avare_Comédie de Reims_2014_ed01

Er mennesket et flokdyr eller et suverænt individ? Eller sagt på en anden måde: Tror den almindelige befolkning på lederskab gennem alfahannen (m/k) eller tror den almindelige befolkning på ideer, principper og visioner som kan vinde fælles tilslutning, og at individdet gennem tilslutningen til disse ideer, principper og visioner dermed indskriver sig i kollektivet?

Ingen tvivl om at i vores postmoderne virkelighed fremstår det med at finde frem til nogle ideer, principper og visioner vi kan samles om som et lallende utopisk projekt. I hvert fald her i Vesten er vi så vant til at arbejde med vores individualitet og vores indviduelle præferencer, at vi nærmest har udviklet en blindhed overfor alle de evner og vilkår og begær som vi formentlig deler med stort set alle andre. Og sideløbende med vores arbejde hver især med udviklingen af vores identitet har vi udviklet fordomme overfor andre identiteter, dvs. identiteter vi ønsker at distancere os fra, identiteter vi ikke sympatiserer med og mistror samt på den anden side identiteter vi ser op til og stræber efter at være ligesom.

Postmodernismen beskriver simpelthen dette punkt i vores kulturudvikling, hvor de store samlende samfundsfortællinger styrter i grus, og samfundslivet herefter er karakteriseret af hhv. samspillet og konflikterne imellem alle de mangfoldige løsrevne individuelle fortællinger. Og selvom overgangen fra modernismen til postmodernismen selvfølgelig var en gradvis proces, så fremstår årene 1979-80-81 som skelsættende i en række politiske og kunstneriske henseender.

Og ja, indenfor denne virkelighed hvor de store samfundsfortællinger er brudt sammen og samfundslivet er karakteriseret ved disse atomiserede individer, som hver især bare forfølger deres egne begær uden tanker for nogen andre end dem selv, ja der er det selvfølgelig lallende utopisk at begynde at søge efter ideer, principper og visioner som skulle kunne vinde tilslutning fra langt størstedelen af befolkningen. Omvendt er vi efterhånden alle godt blevet klare over, at samfundet ikke kører som det skal. På alle niveauer af vores samfundstrukturer, lokalt, kommunalt, nationalt, globalt møder vi stadigt stærkere tegn på nogle store samfundsmæssige og kulturelle ubalancer.

Siden finanskrisen er verdensøkonomien blevet holdt flydende på en stærk medicin i form af voldsomme udvidelser af pengemængden, som igen har tilladt en voldsom yderligere ophobning af gæld, og det er denne gældsætning som har holdt hjulene i gang. Men al den voksende gæld er samtidig en stadigt større byrde for økonomien, hvorfor stadigt stærkere medicin bliver ordineret i form af mere og mere yderliggående finansielle forholdsregler.

Virkeligheden er begyndt at trænge sig voldsomt på for rigtig mange erhvervsvirksomheder og politikere samt ikke mindst for den almindelige befolkning. Det bliver ganske enkelt sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og så bliver folk frustrerede og forlanger at deres politiske ledere skal gøre noget, men de politiske ledere har fået malet sig selv op i hjørne og har i realiteten ingen handlemuligheder. I hvert fald har de ingen handlemuligheder, hvis de førend alt andet anser det for deres opgave at videreføre vores samfund som vi kender det.

Selvfølgelig er resultatet af Brexit-afstemningen og valget af Trump og højrepopulismens fremmarch i Frankrig udtryk for de store frustrationer og de store spændinger, der er vokset frem over de seneste år. Og det er som de pressede levevilkår og frustrationerne får os til at søge efter en stærk leder, der kan rydde op i alt det rod, vi har fået omskabt vores samfund til. Trump solgte sig selv som en sådan stærk leder, Marine Le Pen har nogle af de samme tendenser, og der er selvfølgelig Erdogan og Putin og mange andre som ved at appellere til netop disse længsler i de respektive befolkninger.

Et af de spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om ikke vores flokdyrsmentalitet har været i fremgang igennem hele den postmodernistiske epoke, altså omtrent siden 1980, men samtidig, om ikke vi igennem den samme periode har gennemlevet en fundamental krise i vores flokdyrsmentalitet?

Som udgangspunkt er der ikke noget forkert eller lavt over vores flokdyrsmentalitet. Flokken som samler sig om en alfa er en helt legitim måde at organisere et samfund. Systemet fungerer på den måde, at alfaen udvælges gennem hans styrke, og denne styrke skaber ro og samling på de interne linjer samtidig med at alfaens styrke er flokkens primære værn overfor angreb udefra. Fordi styrke prioriteres så højt er det alfaens gener som flokken ønsker at videreføre, og flokken understøtter alfaen og lader ham fx spise først, men disse helt ekstraordinære privilegier kommer med en pris, og denne pris er selvfølgelig, at alfaen skal være parat til at sætte alt ind på at beskytte flokken. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilke grader af smerte alfaen må udholde i hans forsvar af flokken. Kommer forsvaret af flokken til at koste ham hans liv, så står det heller ikke til diskussion. På den måde er hele flokken underordnet ham men han er samtidig underordnet hele flokken.

Når vi således ved modernismens sammenbrud og ved postmodernismen indtog fortabte de ideer, principper og visioner vi hidtil havde samlet os om, og vi hver især begyndte at orientere os imod at skabe vores egne fortællinger og forfølge vores egne individuelle begær, så siger det sig selv, at der hurtigt blev etableret hakkeordener og kliker samt mobbekulturer og sociale skel. Vi begyndte at se op til vinderne og begyndte at dyrke magt og styrke og overlegenhed samtidig med at vi begyndte at se ned på taberne og distancere os fra enhver form for svaghed.

Men på et eller andet tidspunkt undervejs i denne kulturelle udvikling er det at det enkelte menneske stopper op og spørger sig selv, om disse ledere vi respekterer rent faktisk opfører sig som de ledere vi forventer. Og i samme øjeblik den enkelte stiller spørgsmålet bliver svaret leveret uden nogen skygge af tvivl: Nej, vor tids ledere optræder overhovedet ikke som de ledere vi forventer. Og problemet er, at de vil gerne være alfa på den ene side men ikke på den anden.

Vinderne i vores samfund, dem der er lykkedes med at skaffe sig stor magt og rigdom, de vil gerne nyde alle privilegierne og være hævede over alle os andre, men de vil ikke give deres liv for at beskytte samfundet. Faktisk er de ikke parate til at udholde nogen smerte overhovedet, men er snarere ved enhver lejlighed parate til at hive et eller andet vilkårligt medlem af flokken ud og stille ham eller hende imellem sig selv og de angreb og den smerte der måtte komme.

Således kan vi alle hver især stoppe op og erkende, at vi har ladet vores flokdyrsmentalitet gøre os til ofre for en bande af udspekulerede bedragere, et bande af charlataner, fupmagere. Over de kommende år vil denne erkendelse muligvis gå hen og blive så udbredt, at neokonservatismen og neoliberalismens kujonagtige lederskab vil fremstå som så karakteristisk at det vil blive indskrevet i den kommende epokes historiebøger. Og efter al sandsynlighed kan Trump og Le Pen og Erdogan samt mange, mange andre indskrive sig i denne gruppe, og grunden til at dette er i helt overvejende grad sandsynligt er fordi ingen af dem viser en forståelse for omfanget og dybden af den krise vores samfund befinder sig i.

Så når det kommer til stykket, er svaret på notens indledende spørgsmål givetvis ikke enten det ene eller det andet men snarere både og. Vi mennesker er både flokdyr og suveræne individer. Og det politiske lederskab kan ikke være baseret på alfa-egenskaberne alene, men må selvfølgelig være båret af en politisk vision som kan samle samfundet. Og igen her er det jo at Trump og Le Pen og Erdogan m.fl. kommer slemt til kort. Hvad vi ser er, at overalt hvor disse populistiske ledere kommer til magten gennemlever samfundet en dyb og uforsonlig splittelse. Og det er altså ikke spor mærkeligt.

Der er meget ræson i at bruge historien som både inspiration og læremester når det kommer til udviklingen af nye politiske forestillinger, men hvis ens politiske vision er at genskabe fordums storhed og fortræffelighed, så er man altså stævnet ud på et umulig rejse. Og det er der mange der godt kan se. Alt er i forandring, og hvis man forsøger at fastholde samfundet i nogle bestemte former, så vil denne fastholden kvæle de organiske udviklingstendenser, som kæmper for at vinde frem. Vi bliver nødt til at give slip for at blive i stand til at indse i hvilke retninger vi egentlig ønsker at samfundet skal udvikle sig. Det er hul i hovedet at tro at den største lykke består i at genskabe en livserfaring man allerede har gjort. Og det gælder både som individ, som nation og som menneskehed. Selvfølgelig skal vi række ud efter noget helt nyt og mere ambitiøst og mere givende end vi nogensinde før har oplevet.

Den næste er så, hvordan Trump og Le Pen og Erdogan og alle de andre populistiske ledere betjener sig af det gamle trick med at skabe enhed i flokken ved at distancere den fra andre. Nøjagtig det samme tarvelige trick som vi ofte også selv forfalder til at benytte i vores daglige omgang med andre mennesker. Vi her, vi er de fede, vi de kloge, vi er de dygtige, mens de andre, de er de usle, de dumme, de tilbagestående. Men hånden på hjertet ved vi godt at denne attitude er gennemsyret af illusioner.

Ethvert møde med et andet menneske er i virkeligheden et møde med et aspekt af en selv. Hver især rummer vi alle andre menneskelige tilstandsformer i os, og vi har formentlig alle været igennem en lang række af inkarnationer, hvor vi har oplevet meget varierede liv og meget varierede menneskelige tilstandsformer. Personligt er jeg ikke fortaler for at Europa skal åbne sine grænser for flygtninge i store mængder, men der er altså noget ved vores måde at tale om flygtninge og indvandrere, noget i vores måde at møde flygtningene og indvandrene som forekommer mig at være helt ved siden af.

Som jeg forstår vores samfundsmæssige reaktionsmønstre i vores møde med flygtninge handler de primært om vores foragt for svaghed og vores foragt for fattigdom. Og heller ikke det er spor mærkeligt. Hvis det er sandt, at vi alle har levet igennem årtier indenfor et regimente af hakkeordener og kliker samt dyrkelse af magt og styrke og overlegenhed, så har vi alle ved forskellige lejligheder oplevet at blive set ned på, at være udenfor en given klike, at være den dumme der gør det hårde arbejde mens nogle andre skummer fløden. Og i mange tilfælde vil al den skam der følger med disse sociale nederlag have været så ubehagelig, at vi hver især simpelthen har arbejdet på at fortrænge disse erfaringer.

Således kan man hen ad vejen komme et sted hen, hvor man har fået etableret en nogenlunde ro og en nogenlunde uforstyrret social position, men når man så pludselig bliver konfronteret med nogle mennesker, som helt åbenlyst er taberne, helt åbenlyst er de udstødte, så vækker de dybt nede en form for genkendelse af de oplevelser man selv har haft af at være taberen, af at være udstødt. Og det er denne genkendelse af disse glemte skamfulde følelser, som vækker en stor afstandstagen overfor flygtningene, i nogle tilfælde sågar vrede og hævngerrighed.

Men igen, dette er kun gået hen og er blevet et problem fordi alfaerne ikke har været virkelige alfaer, men bare udspekulerede bedragere, fupmagere, kujonagtige ledere. Den tryghed som de virkelige alfaer skaber ved at beskytte fællesskabet har jo været fraværende. Og til dem der her vil indvende, at flygtningene netop udgør trusler mod fællesskabet, så er det efter min opfattelse en rimelig indvending, men det springende punkt er fortsat om lederne rent faktisk hengiver sig til deres respektive samfundsmæssige lederroller, eller om de bare vil høste frugterne af deres priviligerede status. I min optik ville en virkelig alfa aldrig ofre en underordnet for at redde sig selv, og en virkelig alfa ville ikke acceptere mobbekulturer, eftersom mobbekulturer handler om at udstøde nogen fra flokken, og alfaens højeste formål er at sikre alles tryghed indenfor flokken.

Men så er der jo det med terrorangrebene og de seksuelle overgreb begået af asylansøgere, fortæller disse episoder ikke alt om, hvor primitive og farlige disse flygtninge og indvandrere er? Jo sådan ser det ud, men spørgsmålet er om ikke vi kollektivt og følelsesmæssigt bliver kørt rundt med af en form for propaganda, som i realiteten udgår fra vores egne efterretningstjenester. Gør man sig umagen med at undersøge omstændighederne omkring de enkelte terrorangreb, så er der i mange af tilfældene så mange uregelmæssigheder i forhold til de officielle forklaringer og så mange fællestræk i retning af at de bliver udført efter en form for drejebog, at vi som udgangspunkt ikke bør tage dem for, hvad de giver sig ud for at være.

Og hvis den anskuelse er svær at acceptere, så tænk på at det efterhånden er henved 70 pct. af den amerikanske befolkning, som ikke længere tror på de officielle forklaringer af terrorangrebet den 11. september 2001. Altså at langt hovedparten af den amerikanske befolkning efterhånden har accepteret, at terrorangrebet blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat. Ligesom som mordene på præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy og på pastor Martin Luther King Jr. også blev iscenesat af nogle forræderiske elementer indenfor det amerikanske magtapparat.

Hvad vi skal forestille os er, at vores samfund udviser så mange tegn på ubalancer og udlevede funktionsmåder, at samfundet opfattet som en stor organisme faktisk gerne vil transformere sig og antage nye former, men at der samtidig er kræfter som forsøger med alle midler at forhindre disse forandringer i at ske. Personligt tror jeg at vi alle står foran at skulle erkende, at vores efterretningstjenester ikke findes for at beskytte befolkningerne men derimod findes for at beskytte den eksisterende samfundsorden, eller mere præcist for at beskytte de eksisterende magtstrukturer. Efterretningstjenesterne handler på vegne af store pengeinteresser og skjulte politiske interesser, og de vil hellere ofre medlemmer af befolkningen for pleje disse interesser end at tillade at store samfundsmæssige forandringer sker. Altså igen, den samme bande af kujonagtige ledere. Og igen har vi her en gruppe af mennesker som krampagtigt holder fast ved de kendte former.

Men deres kamp er dømt til nederlag. Det gælder for dem, det gælder for os alle sammen, vores samfund vil forandre sig. Det er garanteret. Det er omtrent 50 år siden at store dele af menneskeheden vågnede til den erkendelse, at vores levemåder ikke var bæredygtige. Altså at vi forbrugte planetens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov, og at vi udpinte og forurenede vores eget livsgrundlag ved vores rovdrift på naturen. Og indenfor en kort årrække bredte disse erkendelser sig i den offentlige debat og vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi eventuelt kunne omlægge vores levemåder, så de i langt højere grad blev bæredygtige. Men det var jo en kæmpe mundfuld, og så blev vi trætte af diskussionerne, og syntes i det hele taget at det var alt for meget at forlange at vi sådan skulle omlægge vores levemåder, og således bestemte vi os for at fortsætte vores storforbrugende livsstil og vores rovdrift på naturen. Det er lige på dette punkt at de kujonagtige ledere gør deres indtog, og begynder at udbrede det falske budskab til befolkningerne om, at de selvfølgelig bare kan fortsætte med at leve som hidtil.

Og det er denne insisteren på retten til at fortsætte vores ikke-bæredygtige levemåder som garanterer, at der på et tidspunkt kommer store samfundsmæssige forandringer, simpelthen fordi vi har udpint vores livsgrundlag i en så alvorlig grad, at de hidtidige levemåder vil være umulige at opretholde. Og det tidspunkt kunne godt være nu. Måden vi har sat os selv i stand til at fortsætte med at leve indenfor forestillingerne om ubegrænsede ressourcer og ubegrænset modstandskraft af naturen, har været gennem vores løbske pengesystemer og vores ekstreme gældsætning. Den dag vores løbske pengesystemer møder muren, dvs. på det tidspunkt hvor vi indser at værdien af vores penge er blevet fuldkommen udhulet, da vil al vores gældsætning komme til et øjeblikkeligt ophør, og så vil vi med det samme blive voldsomt udfordrede på vores adgang til ressourcer og vores dyrkning af føde på et udpint naturgrundlag.

Sådan er vores omstændigheder her i starten af det 21. århundrede, og ingen politikere, altså ingen politikere, føler sig åbenbart kaldede til at kommunikere disse omstændigheder ud til den almindelige befolkning. Den politiske debat, de politiske programmer, det politiske lederskab, det hele fremstår som en mægtig teaterforestilling, hvilket selvfølgelig gør den almindelige befolkning ekstremt utryg. Almindelige mennesker kan udmærket godt fornemme, at der er noget der slet ikke hænger sammen. Og så er det, at store dele af befolkningen begynder at søge imod lederskikkelser, som udviser noget der ligner alfa-egenskaber. Trump vil ’make America great again’ og Le Pen vil gendanne et Frankrig som en gang var. Erdogan har godt nok været leder af Tyrkiet i en af de mest fremgangsrige perioder i landets historie, og det giver ham som udgangspunkt stor folkelig opbakning, men hans politiske fundament er en fornyet sammensmelten af islam og politik, og at dømme ud fra Tyrkiets hidtidige historie, så virker denne sammensmelten ikke progressiv. Og konsekvenserne af denne regressive linje slår nu igennem ved den splittelse mellem Europa og Tyrkiet som uddybes nærmest dag for dag.

I min optik er vores kollektive virkelighed den, at ingen politikere taler om vores reelle omstændigheder og vores reelle mægtige udfordringer, og hvad vi bliver tilbudt er et demokratisk valg mellem en række forskellige fupmagere og kujoner, som hver især profilerer sig på nogle fuldkommen inferiøre politiske dagsordener. Og således er det ligegyldigt om det er en af systemets kandidater, Hillary Clinton, Cameron, Macron der vælges, eller om det er en af de populistiske kandidater, for der er tilsyneladende ingen af dem som i den mindste grad har forberedt sig på de omvæltninger der kommer. Og jo, der er da en åbenlys risiko for at de populistiske ledere vil slå over i rendyrket fascisme, når de for alvor bliver udfordrede i deres lederroller, men de herskende teknokratiske systemer med al overvågningen og inddragelsen af borgerrettigheder og mørklægningen omkring store dele af magtapparatets dispositioner samt med den massive indflydelse på lovgivningen af store erhvervsinteresser er jo allerede et godt stykke inde på fascismespektret.

Vores samfundsudvikling over det seneste halve århundrede har nu efterladt os et et sted hvor vi må se i øjnene, at korruptionen er ude over det hele. Der findes ikke nogen måder hvorpå vi gradvist kan dreje samfundet tilbage på nogle funktionsmåder prægede af transparens, åbenhed og redelighed. Korruptionen er så udbredt, at ethvert initiativ i retning af en sund samfundsforvaltning er dømt til at løbe ud i sandet, fordi så mange i den givne omstillingsproces vil arbejde på at fastholde deres egne privilegier, fastholde deres egen magtposition. På den baggrund skal vi ikke se det kommende finansielle sammenbrud som en dårlig ting, men snarere hilse det velkomment, fordi netop et økonomisk krak vil have gennemslagskraften til at ryste os ud af vores egocentriske forestillinger, åbne vores udsyn og løsne op for vores forestillinger om, hvem vi er, hvorfor vi er her, hvordan vi egentlig godt kunne tænke os at leve og hvad det er for et samfund vi egentlig godt kunne tænke os at skabe.

Når det kommer til stykket har vi ingen andre til at narre os end os selv, hver især. Og grunden til at korruptionen har bredt sig så meget indenfor vores samfund igennem hele den postmoderne epoke er formentlig den, at vi vedholdende har gået og løjet for os selv. Det er sådan det er med erkendelser, at har man først fået en given erkendelse, så kan man ikke omgøre den, og bare glemme hvad det er man har set. Der er stor forskel på at leve i uvidenhed, og så at blive oplyst omkring et bestemt forholds rette sammenhæng, og efterfølgende gøre som om man stadig lever i uvidenhed. Og er man først stævnet ud på den kurs, hvor man lyver overfor sig selv og andre om hvad man har set og indset, hvad er der så til at sætte grænser for hvor disse løgne stopper?

Det er fordi vi kollektivt valgte at fornægte og fortrænge erkendelsen af den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, at korruptionen indenfor samfundet er eksploderet indenfor de seneste 4-5 årtier. Og når vores løbske pengesystemer indenfor en overskuelig fremtid møder muren og hele den globale finansielle sektor styrter i grus, så vil skeletterne vælte ud af skabene. Som sagt vil der være efterretningstjenesternes ubeføjede og sygelige forsøg på at kontrollere befolkningerne, der vil være et omfang af politisk bestikkelse som vil få det til at svimle for de fleste, der vil være nogle rystende grader af depravation og perversion i de øverste magtcirkler i form af pædofili og rituelle former for tortur, der vil være blotlæggelsen af en noget nær total prostitution indenfor alle de etablerede medier. Der er en grund til at der er nogen der er helt vildt forhippede på at få startet en ny stor krig mellem denne verdens stormagter. Det er muligvis deres eneste chance for at forhindre, at de bliver indhentet af alle deres forudgående misgerninger.

Når bølgerne imidlertid har lagt sig, og vi for eksempel har fået gennemført en slags Nürnberg-processer for de øverste ansvarlige, som lod alt dette ske og som valgte at tage del i det frem for at afsløre det, vil vi alle være tilbage ved udgangspunktet, tilbage ved den erkendelse vi alle har forsøgt at flygte fra: Hvordan vi kan omlægge vores levemåder og vores samfunds funktionsmåder, så de bliver bæredygtige. Og her vil vi ikke tale om en eller anden vision, vi skal realisere indenfor en horisont på 50 eller 100 år. På dette punkt vil vi have kniven på struben: Enten udvikler vi på stedet nogle bæredygtige måder vores samfund kan fungere på eller også vil det finansielle sammenbrud og korruptionens blotlæggelse føre til at vores samfund går helt i opløsning.

Men vi er ikke på bar bund. Slet ikke. Igennem hele perioden har der jo været frihedskæmpere, som har udviklet alternative systemer og metoder. Der er de permakulturelle og biodynamiske dyrkningsmetoder, der er timebytteordninger og lokale pengesystemer samt i den store skala nye ikke-centraltstyrede digitale kryptovalutaer, der er alternative holistiske behandlingsmetoder for ernæring og opnåelse kropslig ligevægt og trivsel, der er tøjbyttemarkeder og nye gammeldags reparationsværksteder, der er delebilordninger og mange andre former for kollektivt ejerskab, der er medarbejderejede virksomheder, der er nye distribuerede former teknologi, der er nye naturmaterialer til erstatning for syntetiske materialer, der er nye former for direkte demokrati til erstatning for det centraliserede repræsentative demokrati, der er en voksende solidaritet mellem almindelige mennesker på tværs af alle lande på planeten og nogle voksende kollektive ønsker om sikring af værdige levevilkår for alle mennesker overalt på planeten.

Så mennesket er både et flokdyr og et suverænt individ. Der vil være en rolle at spille for denne verdens alfaer, men for de der ønsker at være alfaer, så vær alfaer, og giv jeres liv for at skabe tryghed for fællesskabet. Men frem for alt har vi behov for at samles om nogle ideer, nogle principper og visioner som langt hovedparten af os deler. Og disse nye ideer og principper og visioner forekommer at ligge snublende nær, den eneste grund til at vi ikke kan se dem og tage dem til os er fordi der er så mange ting ved vores nuværende levemåder vi ikke kan få os selv til at give slip på. Og således holder vi os selv i en anspændt og uforløst tilstand, hvor Trump og Le Pen og Erdogan kan slippe afsted med at lancere sig selv som de ledere vi har længtes efter.

 

 

 

 

(Illustration: Scene fra ”L’Avare” (”Gnieren”) af Molière, Comédie de Reims, 2014)