Kun en tåbe er ikke på stikkerne overfor væksten og udbredelsen af Artificial Intelligence. Men tåber bliver der så tilsyneladende også flere og flere af. Denne note er bare et bidrag til en større scenarieanalyse. Et enkelt scenarium der skitseres med tanke på, at det bliver imødegået af andre mere omhyggelige scenarier, som måske, hen ad vejen, kan efterlade dette scenarium uden gyldighed. Men indtil disse mere omhyggelige scenarier foreligger, mener jeg der er en case for at overveje scenariet, der præsenteres her. Den indskydelse jeg fik gik på, at organisationen bag ChatGPT muligvis er tusind måske en million gange større end vi går og forstiller os. At vi ikke bare taler om en mindre virksomhed med nogle usædvanligt godt begavede programmører. At denne organisation allerede nu, hvor vi stifter bekendtskab med ChatGPT, er oppe på lag med Google og Facebook. Og det vi har været en del af med introduktionen af ChatGPT, har ikke bare været et fascinerende eksperiment eller en selskabsleg, det har muligvis snarere været et massivt reklamefremstød, hvor der var nogen der havde enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligensformer var positiv, konstruktiv, inspirerende.
Inden vi går ombord i at bygge casen for, at ChatGPT muligvis er noget andet end de fleste mennesker forestiller sig, skal vi prøve at danne os nogle mere retvisende forestillinger om, hvor detaljerede og nærmest ubegribeligt omfattende hver af vores virtuelle profiler allerede er. Igennem de omtrent to årtier hvor den totale overvågning har været udrullet i hvert fald i den vestlige sfære, er der blevet indsamlet enorme mængder af data om hver enkelt af os. Hver vores virtuelle profiler er sammensatte af mængder af data, der kategoriserer os i mængder af helbredsmæssige forhold, mængder af sociale forhold, mængder af holdningsmæssige og politiske forhold, mængder af karakteristikker af vores vaner, lyster og præferencer, formentlig i nogle grader som vi hver især og på stående fod ikke tilnærmelsesvist selv er bevidste om.
Det er bestemt ikke usandsynligt at vores virtuelle profiler afslører forelskelser, venskaber, graviditeter, skilsmisser, jobskift, sygdomme mv., inden vi selv bliver bevidste om, hvad det er der sker i vores liv. Og med de tiltagende grader af kontrol med internettet og de tiltagende grader af mørklægning kan man formentlig med en vis ret hævde, at vores virtuelle profil er større end os selv. Det har at gøre med samtidigheden af den tilgængelige viden og mulighederne for med nutidig processorkraft at syntetisere disse data, og det har at gøre med den viden der bliver holdt skjult for os. Alle de mængder af interesser der er lever i sindene af den udbredte menneskehed, men som kontrollen af de sociale medier spærrer for en almen bevidsthed om. Alle de mængder af individuelle interesser og sympatier på kryds og tværs af diverse samfundsmæssige netværk som også for en stor del forbliver skjulte for hver enkelt. Efter vores kollektive erfaringer igennem ’fake news’-kampagnen og coronaepidemien og Ukrainekrisen er det ikke urimeligt at antage, at de sociale medier på mange måder fungerer i retning af at holde folk små og ubetydelige. Ingen individer med potentialet til at blive en betydelig samlende figur for afvigende opfattelser, får lov uhindret at udbrede sine ideer på de sociale medier. Der er helt klart ikke tale om en ’level playing field’, hvor de reelle levende interesser får lov at udfolde sig frit.
Samtidig er der stærke indicier for, at der er en omfattende ’collusion’ på spil imellem de politiske magtinstanser og de oligopolistiske megakoncerner, herunder de store mediekoncerner, og frem for at den ene megakoncern opbygger sine egne virtuelle profiler over sine kunder og de sociale medier opbygger deres og efterretningstjenesterne opbygger deres, så er det langt mere sandsynligt, at de alle bidrage til den ene og samme indbyrdes delte virtuelle profil af hver af os. Alt dette har betydning for at sætte en passende ramme for hver af vores interaktioner med ChatGPT.
Jeg var til en forelæsning på Arkitektskolen, hvor forelæseren både indledte og afsluttede med en dialog han havde haft med ChatGPT. Og jeg syntes det var vildt fascinerende. I første omgang hvor formfuldendt sproget var, dernæst hvordan ChatGPT forekom med det samme at kunne forholde sig til meget sammensatte og avancerede spørgsmål. Da jeg så efterfølgende læste spørgsmålene og svarene igennem, fremstod svarene ikke helt så originale og der var et vist moment af at tale spørgeren efter munden. Men alligevel, dybt tankevækkende. Og der er mange andre, der har gjort nogle lignende ret vilde erfaringer med ChatGPT, hvor den kunstige intelligens på næsten ingen tid har kunnet give et bud på et svar på nogle særdeles komplekse spørgsmål. Og det var i en forbigående overvejelse af dette fænomen, at jeg fik indskydelsen som nævnt indledningsvist, at der er nogen der muligvis har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse af kunstig intelligens er positiv, konstruktiv, inspirerende.
Jeg er over de seneste år kommet til at opfatte den tid vi lever i, som en verdensomspændende kamp mellem to forskellige mindsets, det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset. Og der er min opfattelse, at de kølige kalkulerede magtbegærlige attituder har været under stærk udbredelse igennem de seneste fire årtier, og at de indlevede inklusive ydmyge attituder nærmest er fortrængt fra vores samfundsliv. Siger vi nu, at disse tendenser har været desto mere udtalte i de øverste samfundsmæssige ledelseslag, altså at vi her har at gøre med udbredte grader af psykopati, så er der muligvis et ønske om, i disse kredse, en gang for alle at konsolidere sin magt. Og her kan udbredelse af kunstig intelligens spille en helt central rolle. For den kunstige intelligens kan allerede nu og mere og mere indenfor de kommende år gøre så mange ting hurtigere og mere præcist end mennesker kan, og det eneste sted hvor den kunstige intelligens for alvor kommer til kort, er der hvor netop vores indlevelse og sansede empati gør hele forskellen.
Hvis store dele af toppen af samfundshierarkiet allerede nu er karakteriseret ved udbredte grader af psykopati, hvor ligger faren for at miste deres magt? Den ligger selvfølgelig i det indlevede inklusive ydmyge mindset. Selvom de fleste mennesker formentlig vil identificere de indlevede inklusive ydmyge attituder som repræsenterende det gode i mennesket, så kan netop denne godhed være den største trussel imod et siddende regime præget af udbredte grader af psykopati. Kan man således få befolkningen vænnet til at interagere med kunstige intelligens-platforme i forbindelse med afviklingen af meget store dele af samfundsforvaltningen, så vil det tjene til yderligere at undertrykke, muligvis ultimativt undertrykke, det indlevede inklusive ydmyge mindset. Det er på den baggrund jeg føler mig kaldet til at spørge, om der eventuelt er nogen der har enormt meget investeret i, at den almene modtagelse var positiv, konstruktiv, inspirerende. Så meget, at succesen af ChatGPT muligvis bliver opnået ved meget mere varierede midler end vi umiddelbart forestiller os.
Er der vitterlig en global magtelite, som har enormt meget investeret i menneskehedens villige, måske endda begejstrede, adoption af kunstig intelligens, kan man da ikke tænke sig, at selve ChatGPT-botten her i lanceringsfasen i realiteten bliver understøttet af enorme ”call centre”, hvor virkelige individer med virkelig viden på forskellige områder bliver betalt for, med eller uden deres vidende, at simulere, at de er den kunstige intelligens? Jeg ved at mange vil tænke, at nu rabler det totalt for mig, og er man afvisende overfor hele præmissen om kampen mellem det kølige kalkulerende individuelle magtbegærlige tendentielt psykopatiske mindset overfor det indlevede inklusive ydmyge solidariske tendentielt ’frelste’ mindset, så er disse forestillinger også meningsløse. Er denne kamp omvendt reel og muligvis mere tilspidset nu end nogensinde før i menneskehedens historie, så er disse forestillinger muligvis alligevel brugbare i retning af at byde ind med nogle alternative anskuelser.
Så min indskydelse/ dette scenarium går altså på, at der er disse enorme interesser i at sælge produktet ’kunstig intelligens’ til menneskeheden, og hvor den nuværende kunstige intelligens kommer til kort er der etableret enorme ”call centre”, hvor diverse specialister sidder klar til at svare, og for salgsprogrammet består udfordringen alene i at afgøre, hvornår en forespørgsel til ChatGPT skal håndteres af den faktiske kunstige intelligens og hvornår den skal sendes til et bestemt afsnit af ”call center”-infrastrukturen. Og det vil i givet fald i sig selv være lidt af en bedrift at distribuere spørgsmålene så hurtigt ud, at svarene kan gives så hurtigt, at dialogen har karakter af en chat. Omvendt er det jo her, at alle de registrerede data i vores virtuelle profiler formentlig et langt stykke af vejen gør os temmeligt forudsigelige i, hvad vi kan finde på at spørge om.
Når jeg temmelig arrogant tillod mig at sige, at tåber bliver der så tilsyneladende flere og flere af, så er det en specifik henvisning til præmissen for dette scenarium. For mennesker, der har trænet sig selv udi det kølige kalkulerende magtbegærlige mindset, og således mere eller mindre har fortrængt det indlevede inklusive ydmyge mindset, de er tåber. De evner ikke at begribe helheder, de evner ikke at sætte ting i fornuftige ’naturlige’ proportioner i forhold til hinanden. Og vores verden flyder over med vidnesbyrd om, at netop disse former for tåbelighed er løs. Så meget, at menneskeheden nu arbejder ihærdigere end nogensinde på sin egen selvudslettelse, og det ikke bare i en henseende men i mangfoldige.
Der kan ikke herske tvivl om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og vi vil over de kommende årtier se en enorm udbredelse af brugen af kunstig intelligens. Dette rummer enorme risici for menneskehedens trivsel og overlevelse, men i stedet for at kæmpe for at undertrykke den kunstige intelligens skal vi snarere radikalt opruste på de forhold, der reelt gør os til mennesker. På vores evner for indlevelse, empati, solidaritet, omsorg, kærlighed, respekt. På humoren, kreativiteten og alle de meningsfulde skævheder. På glæden ved alt det levendes udfoldelse.
(Illustration: Uoriginal still fra Matrix, ukendt ophav)
Her for et par dage siden var der en delegation fra min gamle verden, arkitektverdenen, på besøg i min nuværende verden på Tårnby Rådhus, og jeg fik den tanke, at det var som en delegation fra Vesteuropa på besøg i Østeuropa for 30 år siden. Sagen er, at Tårnby Kommune er i gang med en omfattende organisatorisk omstrukturering, og i forlængelse af denne forandring er der et ønske om såvel at opgradere de fysiske rammer på rådhuset. Tårnby Rådhus og Rådhushaven er begge fredede som fine arkitektoniske eksempler på den danske modernisme, men hvad der også er meget karakteristisk for Tårnby Rådhus er den usædvanligt lukkede karakter af rådhuset, når man kommer indenfor.
Man har her de arkitektoniske kvaliteter af de eksponerede in-situ støbte betonkonstruktioner, der bærer de udkragede balkoner samt kvaliteterne ved de dobbelthøje aulaer og de zen-agtige atriumgårde og glasgangen mellem bygningsafsnittene med kig ned i C. TH. Sørensens fine rådhushave, men alle indvendige vægge er lukkede, alle døre er lukkede, og på dørene er der bare et lille skilt med et rumnummer. Der er selvfølgelig en reception ved indgangen med to informationsskranker og en glasdør ind til borgerservice, men bortset her fra er der bare lukket. Hele vejen rundt.
Og det kan man rimeligvis sige er en højst utidssvarende måde at møde borgerne på, og altså ude af trit med de idealer om åbenhed og tilgængelighed man tilstræber nu om dage. Og tanken om at modernisere Tårnby Rådhus har været oppe før, men der er nogle forhold ved udformningen af Tårnby Rådhus, som gør det vanskeligt. Dels er der typisk en dobbeltmur imellem fordelingsarealerne og kontorerne, som benyttes til fremføring af installationer, dels er fordelingsarealerne samtidig flugtveje i tilfælde af brand, og skulle man ønske sig at sætte glas i væggen mellem kontorer og fordelingsarealerne, så skal dette glas være brandglas, som godt nok er blevet billigere med årene men ikke desto mindre fortsat er helt uforholdsmæssigt dyrt.
Dertil kommer så, at bortset fra de nyere hæve/ sænkeborde ved arbejdspladserne er inventaret i lakeret bøg, som velsagtens var trendy da det blev indkøbt for 50 år siden, der er ingen konsekvens i valget af kontorstole, arbejdslamper eller mødeinventar, mindst halvdelen af fletstolene trænger alvorligt til en renovering, den indvendige beplantning er sporadisk og mange steder trænger der åbenlyst til en nymaling af lokalerne. Og så er der sådanne detaljer som, at der ved indførelsen af den nye affaldssorteringsordning i kommunen på kontorerne indledningsvist blev opstillet en stribe på fire skraldespande med et papskilt, der orienterer om affaldskategorierne, og denne forsøgsopstilling har vi så kørt på i over et år.
Netop på denne årstid er der så forskelligt julepynt oppe på kontorerne, og det er så mere eller mindre sporadisk og mere eller mindre virkningsfuldt, og samlet set fremstår rådhuskontorerne jævnligt lettere hengemte og utjekkede. Og jeg vil ikke sige at de ansatte på rådhuset er utjekkede, men jeg har en klar fornemmelse af, at igennem de øjne arkitektdelegationen møder omverdenen, har de mennesker, der befolker Tårnby Rådhus, heller ikke fremstået cool og tjekkede. Jeg gætter på, at det var en gennemgribende ”etnisk” oplevelse for arkitektdelegationen at besøge Tårnby Rådhus. Og de gik muligvis der fra med en lidt anden idé om, hvad det er de er oppe imod, når det kommer til at give Tårnby Rådhus et løft til (i deres øjne) nutidige offentlige og erhvervsmæssige standarder.
Og i hovedstadsområdet har vores offentlige institutioner generelt meget høje standarder for at signalere professionalisme og diskret myndighed og en veltilrettelagt imødekommenhed overfor borgerne gennem trendy og tjekkede interiører. Og ikke mindst på den baggrund har arkitektdelegationens oplevelse af Tårnby Rådhus formentlig været meget afvigende og ”etnisk”, og jeg gætter på, at oplevelsen vakte en arrogance á la den der nemt kom over vesterlændinge ved et besøg i Østeuropa.
I en verden hvor bæredygtighedens fordring presser sig mere og mere på, burde der vel være en præmie for de 50 års merforbrug, der er sparet, på de inventarudskiftninger der ikke er sket, men det har næppe været de overvejelser, der prægede arkitektdelegationens overvejelser. Omvendt skal den jævnligt lettere hengemte og utjekkede karakter af interiøret på Tårnby Rådhus selvfølgelig ikke i sig selv fremhæves som en kvalitet. Der er klart rum for forbedringer.
Oprindeligt var Amager en baghave til København med landbrugsproduktion til hovedstaden, senere blev store dele af arealerne dækkede med enorme drivhuse til grøntsagsproduktion til hovestaden, men som industrialiseringen vandt frem, blev Amager for en stor del også Københavns baggård med al mulig beskidt industri og autoværksteder og skrot- og lossepladser. Samtidig blev store dele af Sundby bebygget med lejekaserner med nogle af de mindste arbejderboliger i Storkøbenhavn, og der har alle dage været en stemning af, at Amager var hjemsted for de laveste socialklasser. Selvfølgelig havde visse afsnit på Amager sine kvaliteter og fine indslag, som Tårnby Rådhus for eksempel også er udtryk for, men hele vejen igennem var der også en vis armod og hutlen sig igennem, som efterlod det samlede indtryk utjekket og en smule tarveligt.
Så meget hænger denne sociale slagside ved, at jeg lejlighedsvist fortsat hører folk hævde sig selv ved at kalde Amager for ’lorteøen’. Og på grund af denne indgroede sociale nedladenhed fra københavnerne m.fl. overfor Amager skulle vi helt op til 1990’erne og ind i 00’erne, førend de samme folk begyndte at blive opmærksomme på attraktionerne ved de eksisterende villaer beliggende ved Amager Strand. Og jeg skal selvfølgelig tage mig i agt for at beskylde andre for at ligge under for fordomme, ikke desto mindre er det min klare fornemmelse, at arkitektdelegationen ved deres besøg på Tårnby Rådhus fik bekræftet sine værste fordomme om Kastrup/ Tårnby.
Og grunden til at jeg har så stærk en mistanke om, at disse fordomme greb arkitektdelegationen, er fordi arkitekter er så optagede af, hvordan tingene ser ud. De er optagede af hvordan de selv ser ud, deres børn ser ud, optagede af hvordan deres arbejdsplads og kolleger ser ud, optagede af hvordan deres professionalisme bliver set af omverdenen, og al denne optagethed af hvordan tingene ser ud, fylder så meget, at det nemt fortrænger en fornemmelse af, hvordan tingene reelt er på nogle andre planer.
Denne eventuelle faglige svaghed ved at være mere eller mindre manisk optaget af hvordan tingene ser ud, vil i givet fald meget nemt kunne føre til hæmninger, angst for ikke at tilhøre in-gruppen, dem-og-os-tankegange og i forlængelse heraf en stærk tilbøjelighed til at føle og projicere arrogance. Og her bliver arkitekterne formentlig bare eksponenter for nogle mere almene folkepsykologiske trends, fordi vi i takt med vores velstand og kommercialisering og materialisme, radikalt understøttet af de sociale medier, generelt bare er blevet så meget mere fokuserede på, hvordan tingene umiddelbart præsenterer sig.
Jeg har arbejdet i syv år i Tårnby Kommunes Ejendomscenter som bygherre/ arkitekt/ drift- og vedligeholdskoordinator på et udsnit af kommunens ejendomme, og jeg vil bare sige, at Tårnby Kommunes Ejendomscenter er er en af de fineste arbejdspladser, jeg endnu har været på. Det er min oplevelse, at folk i Kastrup/ Tårnby er almindelige mennesker, og de ser sig selv som almindelige mennesker, arrogance er nærmest fraværende, og således har de ikke travlt med at promovere sig selv eller at fokusere på egen vinding og realiseringen af egne ambitioner. Der er en fordomsfrihed, der følger med at se sig selv som et almindeligt menneske, som igen virker meget befordrende for samarbejdet på tværs af afdelingerne på rådhuset og videre med alle medarbejderne ude på de forskellige institutioner eller ’i marken’ samt ikke mindst i mødet med borgerne.
Vi har et supergodt kollegialt miljø, hvor vi bistår hinanden og samtidig arbejder på at løse vores opgaver effektivt og ordentligt. Og i vores måde at styre håndværkere og entreprenører er der en overordnet tilgang om fairness, hvor vi går efter at opbygge tillidsrelationer med vores samarbejdspartnere med fokus på fælles målsætninger i opgaveafviklingen. Og frem til omstruktureringen har vi haft en chef af den gamle skole, så at sige, som også har vist tillid til os som medarbejdere og givet os stor frihed i vores opgaveafvikling.
Jeg gætter på at man vil få svært ved at finde en kommune med en tilsvarende produktivitet, hvor et team på syv medarbejdere samt to energimedarbejdere administrerer en ejendomsmasse på over 200.000 m2, herunder også mindre anlægssager samt projektledelse på større anlægssager. Selvfølgelig kæmper vi med at få vores opgaver i mål til kvaliteten, prisen og tiden, og selvfølgelig kæmper vi med at afværge, at der ophober sig et vedligeholdsefterslæb, særligt når vores budgetter samtidig bliver beskårede, men alt dette bare for at sige, at der i de jævnbyrdige, fordomsfrie og tillidsfulde tilgange er en saglighed og effektivitet og en tilfredsstillelse i hverdagen, som man ikke har en chance for at indse ved bare at dømme på basis af, hvordan folk og de fysiske rammer ser ud.
I mine øjne er der en menneskelig kvalitet ved ikke at være fordringsfuld, og der er en kvalitet ved, at medarbejderne er fokuserede på deres opgaveløsning og ikke tænker så meget over, hvordan deres fysiske rammer fremstår. Omvendt er det meget på sin plads, at ledelsen på rådhuset godt vil åbne rådhuset mere overfor borgerne og samtidig give de fysiske rammer et løft, også som en slags respekt for og anerkendelse af den store indsats medarbejderne yder.
Så hvad der i virkeligheden lå i min indskydelse om besøget af arkitektdelegationen som et besøg af en delegation fra Vesteuropa i Østeuropa for 30 år siden var denne kontrast imellem en måde at møde omverdenen igennem udseende, materialisme, identitet og prestige overfor nogle mere inderlige, holdningsmæssige og solidariske tilgange. Og vi har i tre-fire årtier eller længere gået i Vesten og opfattet os selv som forbilleder, og troet at den højeste stræben for folk i Østeuropa var at blive ligesom os. Og måske har folk i Østeuropa tænkt det samme, men over årene er der muligvis en dybere eftertanke der har meldt sig. At der måske var noget meget væsentligt, der gik tabt, da de tjekkede og cool vestlige attituder rykkede ind, og lagde beslag på samfundsforestillingerne.
Og vi havde vores tilsyneladende stærke valutaer, som allerede dengang tilbage i 1980’erne havde sluppet deres forankringer i realiteterne, og vores trip på vedholdende udvidelser af vores pengeforsyning forklarede for en stor del vores økonomiske overlegenhed. Og mere end noget andet var det velsagtens dette trip på vedholdende udvidelser af pengeforsyningen der førte til disse yderliggående tendenser i retning af materialisme og fokus på identitet og fremtoning. En kollektiv mani med stræben efter coolness og popularitet, som fortrængte inderlighed og fokus på det indholdsmæssige.
Denne omsiggribende overfladiskhed var allerede meget fremherskende i 1980’erne, og det var ikke mindst på den baggrund, at vi var nogen, der dengang så et helt særligt potentiale i Gorbatjovs forsøg på at reformere Sovjetunionen og den deraf følgende forsoning mellem Vest- og Østeuropa. At det ikke bare var Østeuropa, der havde behov for noget vestlig professionalisme og individuelt drive, men at det også var Vesteuropa, der havde behov for at genfinde nogle mere fordomsfrie, inderlige og solidariske tilgange.
Men det var ikke sådan det skulle gå. Det blev til den ensidige udrulning af vestlige idealer, og de østeuropæiske befolkninger har lige siden halset efter at komme på omgangshøjde, har kæmpet med mindreværdsfølelser, og har givetvis samtidig følt et afsavn og en form for hjemløshed.
Og nu er vi i Vesten ved at blive indhentede af vores dårskaber. Vores løbske penge- og finanssystemer kører på kanten af sammenbrud, vores arrogante og tåbelige fjendtliggørelse af Rusland og russerne i kombination med vores svigtende greb om, hvad der overhovedet er virkeligt i denne verden, fører os ubønhørligt imod en form for kollektivt eksistentielt sammenbrud. Og først der vil vi formentlig indse, hvor langt vi har været ude ad en tangent, og hvor løsrevne og nærmest skingre mange vores samfundsforestillinger havde udviklet sig.
(Illustration: Atriumgården i den oprindelige rådhusbygning, arkitekt Halldor Gunløgsson, 1957)
Da demokratier blev indført igennem de europæiske lande fra sidst i 1700-tallet og over 1800-tallet, så var det befolkningerne der fremtvang indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Og disse ofte temmeligt konservative demokratiske forfatninger blev så hen ad vejen opgraderede, så de blev sande demokratiske forfatninger med den sidste store bølge af forfatningsændringer med kvindernes stemmeret for godt 100 år siden. Så med den rivende bevidsthedsmæssige udvikling menneskeheden har gennemlevet over de seneste 100 år, hvordan kan det være, at vores demokratier ikke løbende er blevet tilpassede de nye mere udviklede menneskesyn og samfundsforestillinger?
Svaret herpå er meget enkelt, det er fordi reformer af vores demokratiske forfatninger i dag ligesom førhen medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne. Ikke bare er storkoncernerne og storbankerne udmærket tilfredse med det nuværende setup, politikerne trives også fint med den magt de har. Kan vi forvente at politikerne af egen drift fremsætter forslag om demokratiske reformer, som vil tvinge dem at være helt anderledes omhyggelige med at sikre sig, at de har de fornødne mandater fra befolkningen til at gennemføre deres politiske initiativer? Nej, vel?
Og hvad sker der så, når man undlader at opgradere sine politiske institutioner, så de er i trit med den bevidsthedsmæssige udvikling? Ja, så opstår der korruption. Principielt er der to styreformer, styring gennem frivillig tilslutning eller styring pr. dekret. Hvis ikke de demokratiske politiske institutioner løbende tilpasses, så de faktisk sikrer denne brede tilslutning, så glider de umærkeligt over i at blive styring pr. dekret, svarende til en korruption af demokratiet.
De demokratiske politiske institutioner er så også dem der skal beskytte befolkningen som helhed mod overgreb fra de andre magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne (som alle i den sidste ende styrer pr. dekret) samt magtfulde udenlandske kræfter. Så en af måderne man kan måle på, om de demokratiske politiske institutioner løbende bliver tilpassede og varetager deres forpligtelser overfor befolkningen er ved at tjekke, om de politiske institutioner jævnligt tager et opgør med disse magtgrupperinger og deres iboende drift imod større magt.
Spørgsmålet der rejses her således, om ikke vores samfundsmæssige omstændigheder flyder over med vidnesbyrd om, at vores demokratiske politiske institutioner ikke er fulgt med udviklingen og vores demokratier er således blevet svækkede år for år og særligt igennem krisesituationer, og at de øvrige magthavere i form af storkoncernerne og storbankerne samt magtfulde udenlandske kræfter har haft alt for let spil og har markant udvidet deres indflydelse. Faktisk forekommer disse øvrige magthavere at have sat sig så meget igennem, at de politiske ledere accepterer at være underlagt dekreter, der udgår fra deres side. At politikernes loyalitet i højere grad ligger hos storkoncernerne og storbankerne og de udenlandske kræfter end den ligger hos den danske befolkning.
Det der giver demokratisk valgte politiske ledere deres gennemslagskraft er deres opbakning i befolkningen. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering havde ikke mod og mandshjerte til at tage et opgør med USA og efterretningstjenesterne efter Snowdens afsløringer, men havde HTS og hendes regering været funderet i en tæt dialog med og respekt for holdningerne i befolkningen, havde HTS været nødt til at tage et opgør, hun kunne endda have følt en stolthed ved det, og USA og efterretningstjenesterne måtte herefter acceptere de rammer man så fik forhandlet sig frem til.
Således har valgkampe indenfor den vestlige verden udviklet sig til et mægtigt skuespil. Det er her at begrebet ’The Overton Window’ trænger sig på. At den politiske debat op til parlamentsvalg bevæger sig indenfor et meget snævert felt af accepterede dagsordener. Og det gælder ikke bare emnerne som sådan, men måderne man taler om dem. Selvfølgelig diskuterer man økonomi, men man går ikke i dybden på de reelle dybe strukturelle ubalancer i økonomien. Selvfølgelig diskuterer man klimaforandringer, og således reducerer man de enorme udfordringer forbundet med menneskehedens plyndring af naturgrundlaget til et spørgsmål om klimaforandringer gør dermed emnet politisk acceptabelt og bemærkelsesværdigt ikke-radikalt.
’The Overton Window’ sikrer at den politiske debat netop holder sig indenfor nogle tilpas ikke-radikale rammer, når der måske netop nu og mere end nogensinde er behov for at tænke radikalt udenfor boksen. Og her er det min personlige opfattelse, at kollapset af det venstreorienterede standpunkt op igennem 1980’erne spiller en afgørende rolle i denne politiske degeneration. Tilbage i 1970’erne var ’The Overton Window’ meget større, radikalt større, og således talte kommunisterne og venstresocialisterne (senere Enhedslisten) og sågar Socialistisk Folkeparti om nødvendigheden af en politisk revolution. Men så kom afsløringerne af, hvor voldsomt diktatoriske og umenneskelige de kommunistiske styrer i Sovjetunionen og Kina havde udviklet sig, og så kunne de venstreorienterede standpunkter ikke modstå kritikken, der skyllede ind over dem.
Således er der de garvede politikere, der meget nøje ved hvordan de skal tale ind i ’The Overton Window’, og så snart en ny kandidat bringer et spørgsmål op, der ligger udenfor rammen, så bliver kandidaten mødt med en arrogance og en nedladenhed fra de garvede politikere, som får kandidaten til at fremstå som uprofessionel og håbløst idealistisk. Og det ganske uanset om kandidatens indlæg var velovervejet og presserende relevant. Og da meget få vælgere ønsker at stemme på en kandidat, der er uprofessionel og håbløst idealistisk, så lader mange sig formentlig ubevidst rive med af mobningen.
Også hele ideen om partierne og partiernes varetagelse af de bagvedliggende befolkningsgruppers interesser fremstår forældet. Helt op til Anden Verdenskrig var klassesamfundet en præsent realitet, og fagbevægelsen havde sin store andel i, at de laveste socialklasser fik politisk indflydelse og sågar vandt regeringsmagten med Thorvald Stauning, først i en kort periode i midten af 1920’erne og efterfølgende som landsfaderen, der ledte Danmark igennem depressionen.
Men med det store materielle boom i efterkrigstiden gik det traditionelle klassesamfund i opløsning. Og med kollapset af de venstreorienterede standpunkter i 1980’erne kombineret med en stadigt mere potent finanssektor, der satte gang i hjulene, og gjorde den enkelte bolig til et investeringsobjekt, er de traditionelle klasseskel mere eller mindre udviskede. I dette øjebliksbillede af vores samfundsmæssige omstændigheder går klasseskellet nu mellem dem, der er blevet begunstigede af finanssektorens eksplosive vækst, dvs. ejerne af boliger og andre finansielle aktiver, og de der har stået udenfor denne bonanza. Og så i realiteten måske i endnu højere grad mellem de superrige og det øvrige samfund.
Og selvfølgelig er der en række forskelle mellem de ”røde” og de blå partier i de europæiske parlamenter. De ”røde” tror på det formålstjenlige ved at staten løser en række centrale samfundsopgaver (hvilket man må sige at Danmark er et eksempel på), man tror på at bidragene til samfundshusholdningen skal vægtes efter evne og at der derved sker en vis indkomstfordeling, og man tror på (eller man troede i hvert fald tidligere på) at alle skal have en plads i fællesskabet og de svageste i samfundet skal have hjælp til at finde en plads.
De blå tror på betydningen af, at når det kommer til stykket er der kun os selv til skabe vores liv. Det er op til hver enkelt at skabe sig en levevej og tage konsekvenserne af sine egne valg. Uden respekt for denne elementære kendsgerning er der ingen ansvarlighed. Således er der hos de blå en skepsis overfor statslig indblanding i folks liv, om det så kommer i form af social støtte eller særafgifter. Omvendt er der her stor sympati for erhvervslivet, hvor folk netop tager initiativ og skaber noget selv, og konstant arbejder for at hæve produktiviteten, hvilket er samfundsmæssigt værdiskabende. Hvor kæden så måske over de seneste årtier er røget af, er i en svigtende evne til at skelne mellem indtjening opnået ved ægte produktivitetsforbedringer overfor ved outsourcing og diverse finansielle narrestreger.
Hvorfor jeg personligt oplever vores nuværende demokratiske institutioner som tåbelige og udtjente er ved den forcerede ensidighed jeg bliver tvunget ud i ved at skulle stemme på et parti (eller en bestemt kandidat underlagt en stram partistyring pr. dekret). Jeg ved ikke om jeg står alene med fornemmelsen, men jeg har nemt ved at finde sympati for de ”røde” standpunkter og jeg anerkender vigtigheden af de blå standpunkter, så hvad mening har det at afgive én stemme til den ene eller den anden side?
Således bliver selve stemmeafgivelsen i en helt unødvendig grad et identitetsspørgsmål. Tidligere var der de traditionelle tilhørsforhold til samfundsklasserne og traditionerne i de enkelte familier og måderne man så sin egen rolle indenfor samfundet, og der var identitet forbundet med disse tilhørsforhold. Men med de traditionelle klasseskel udviskede fremstår stemmeafgivelsens forcerede ensidighed som en vanvittig forfladigelse af den enkelte vælgers politiske standpunkt.
Der er således en case for indførelse af former for en helt anderledes bredspektret politisk debat. Med alle de dybt foruroligende ubesvarede spørgsmål, der hober sig op udenfor skyklapperne af ’The Overton Window’, er vores herskende demokratiske metoder nærmest blevet en karikatur. Prøv at forestille dig, hvis partiorganisationerne faktisk blev pålagt at føre dialog ikke bare med deres medlemmer men med den brede befolkning. At der var et offentligt forum på hvert partis hjemmeside, hvor befolkningen kunne stille spørgsmål til partiet og partiets ledere. Disse spørgsmål skulle selvfølgelig være organiserede i nogle kategorier, og partierne ville selvfølgelig samle spørgsmål sammen indenfor de enkelte kategorier og forsøge at give dækkende besvarelser, men de ville ikke have rettigheder til bare at slette ubekvemme spørgsmål.
Det ville selvfølgelig udløse en enorm ny arbejdsmængde for partierne, som rimeligvis kunne tilvejebringes gennem en særskilt statsstøtte, men det kunne potentielt sprænge ’The Overton Window’ i stumper og stykker. At store dele af befolkningen går med en enorm uro over bivirkningerne af coronavaccinerne, over de politiske lederes knæfald overfor medicinalindustrien i overvindelsen af coronaepidemien, over langtidseffekterne af coronanedlukninger og den deraf afledte eksplosive vækst i gældsætningen/ pengeskabelsen, over overvågningsregimet og de tiltagende grader af censur på de sociale medier, over Natos aggressive fremfærd over de seneste to-tre årtier, over hemmeligholdelserne ifm. FE-skandalen og sabotagen mod Nord Stream 2-gasledningen, over de nazistiske elementer i Ukraine og deres rolle i krigens udbrud og fortsættelse, over graderne af detailregulering af borgernes og virksomhedernes adfærd, over den fortsatte udpining af naturgrundlaget osv. osv.
Et sådant radikalt udvidet spektrum for den offentlige debat ville formentlig i sig selv fuldkommen ændre vilkårene for politisk ledelse. Så ville politikerne pludselig være tvungede til at træde i karakter som ledere, og stå ved hvad de opfatter som sandt og byde ind med regulære visioner for, hvordan vi overhovedet skal overkomme vores aktuelle enorme udfordringer og bringe vores samfund videre.
Hvor direkte demokrati nok er idealet, har jeg personligt har jeg svært ved at se det realiseret indenfor menneskehedens nuværende bevidsthedsmæssige udviklingsniveau. Problemet er, at politik altid er en afvejning af politiske ønsker overfor hvad der praktisk er muligt. Således kommer politik altid i form af ’pakker’, dvs. en sammensætning af nogle ønsker og initiativer man ønsker at realisere på den side og på den anden hvordan man skaffer de nødvendige ressourcer til at realisere disse ønsker/ initiativer. Kompleksiteten af disse spørgsmål er i sig selv meget vanskeligt forenelige med direkte demokrati.
I min optik vil der også fremover være behov for et repræsentativt demokrati, men indfører vi ovenstående nye fora for en bredspektret offentlig debat, ikke bare op til Folketingsvalg, men som en vedvarende dialog mellem partierne og befolkningen, så vil meget være anderledes. Og denne demokratiske reform kan så suppleres med regler for vetoret for befolkningen, hvor befolkningen kan insistere på at et politisk tiltag, såsom at gå i krig i Irak eller at salget af Nets og en del af Dong til amerikanske kapitalfonde, skal sendes til folkeafstemning.
Men vi kører videre med vores forældede og for en stor del dysfunktionelle demokratier peppede op af al den bling moderne medier er i stand til at skabe. Og udenfor ’The Overton Window’ er vores samfund og livsgrundlag i fremskredent forfald. Det fremstår forrykt, men forklaringen er formentlig den enkle, at demokratiske reformer altid medfører indrømmelser og suverænitetsafgivelser fra magthaverne.
Siger vi, bare som et tankeeksperiment, at Universet er uendeligt rigt. At der er utallige civilisationer spredt ud over Universet, som mere eller mindre lever deres egne liv, men hvoraf der også er nogle, der har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer. Og at der blandt disse mere avancerede civilisationer er nogle, som har denne respekt for individers integritet, som muligvis mere end noget andet er fundamentet og et fællestræk for alle “humanistiske” og “demokratiske” kulturer igennem Universet, hvad ville disse civilisationers aktuelle vurderinger af Jordens kulturelle udviklingslinjer være?
Og videre, siger vi, bare som et tankeeksperiment, at vi lever i multivers, hvor Universet er sammensat ikke bare af en uendelighed af steder men også af mangfoldige tidslinjer, og hvor de mere avancerede civilisationer, som har erhvervet evnerne for at kunne observere og udveksle med andre civilisationer, at disse civilisationer trækker på erfaringer gjort af “tidligere” civilisationer, hvad lærer ville disse civilisationer uddrage af Jordens aktuelle kulturelle udviklingslinjer?
Mit bud er, at disse civilisationer meget nøje studerer fænomenet, hvordan demokratiske kulturer, der havde opbygget institutionerne til at understøtte de demokratiske styreformer, de havde endda været opmærksomme på en hel række af faldgruber for disse demokratiske styreformer og indbygget forskellige anti-korruptionsprincipper, og alligevel blev de demokratiske styreformer undergravede og overvundet af nogle fra et demokratisk standpunkt korrupte styreformer.
Jeg ser for mig, hvordan disse udenjordiske civilisationer meget nøje vil studere, hvor det var, at de i øvrigt demokratisk dedikerede befolkninger alligevel lod sig bedrage og overrende, og pludselig fandt sig selv fangede i forskellige processer af degeneration og kulturelt forfald. Og jeg ser for mig, hvordan de erfaringer menneskeheden i disse år gennemlever er et ‘case study’, som vitterlig påkalder sig udbredt interesser fra mangfoldige civilisationer.
Det handler om en oplevet velstand, en opfattelse af at det er i orden bare at tænke på at opnå fordele for én selv, det handler om at tage en masse samfundsmæssige og kulturelle forhold for givne og derigennem faktisk forsømme at vedligeholde dem, det handler om magelighed og dovenskab eller med andre ord, en mangel på årvågenhed og en mangel på beredskab og konsekvent handling.
Og ja, der var onde kræfter på spil, som ville noget andet end de demokratiske styreformer, kræfter som var drevet af begæret efter at dominere og herske, men disse kræfter er altid iboende i livet, så det er ikke deres tilstedeværelse der gør forskellen. Forskellen består i netop den manglende årvågenhed og det manglende beredskab og fraværet af konsekvent handling.
Der har været mange led i overgangen fra reelle demokratiske styreformer til de nuværende tilstande af skindemokrati og reel styring gennem et vidtforgrenet magthierarki, og ved hvert af disse led skulle den demokratiske årvågenhed have registreret korruptionstendensen og beredskabet skulle have været aktiveret og de fornødne skridt skulle have været taget for at imødegå korruptionstendensen.
Så hvad jeg ser for mig, at det disse udenjordiske civilisationer studerer meget nøje er, hvad det er der understøtter denne altafgørende årvågenhed. Hvordan opøves denne sensibilitet til et sådant niveau, at korruptionstendenserne identificeres som sådanne på så tidlige stadier af degenerationen, at imødegåelse og modforanstaltninger bliver aktiveret, og de demokratiske styreformer holdes intakte.
Og her er der en række helt oplagte cases, som f.eks. 9/11-terroraktionen, Finanskrisen, coronaepidemien og Ukrainekrisen, som alle burde have drevet årvågenheden helt op i det røde felt, og som burde have udløst omfattende og dybtgående former for samfundsmæssig selvransagelse og omfattende reformer, men det var ikke det der skete. Hverken årvågenheden i befolkningen eller blandt de demokratiske institutioner var tilstrækkelig til for alvor at imødegå korruptionstendenserne.
Og nu er løbet muligvis kørt for menneskeheden. Det er karakteristisk for kræfterne, der begærer at dominere og herske, at de svage på kreativitet og evnerne for rent faktisk at få et samfund og en kultur til at trives. Det er set igen og igen igennem utallige verdener at lykkes det ikke at tilbageerobre styringen fra kræfterne, der begærer at dominere og herske, så vil de føre til former for selvdestruktion. Men indenfor dette tankeeksperiment er der så en trøst i, at andre civilisationer kan lære noget afgørende vigtigt ved vores nederlag og undergang.
Hvad jeg godt vil supplere med, er at pege på, hvordan der er en pendant til den demokratiske årvågenhed i vores egen årvågenhed overfor vores sjælelige impulser. Og det er faktisk mere end en pendant, det er én og samme ting. Som normale ikke-skadede mennesker har vi hver især former for kontakt til vores sjæl, vores inderste følelses- og bevidsthedsliv, vores indre stemme, vores mavefornemmelser, vores kærlighedsimpulser, vores uprovokerede indskydelser. Men det kræver en vis årvågenhed at sikre, at disse impulser får taletid og bliver bevidstgjort.
Men bevidstgørelsen er kun det første skridt, for disse impulser opleves altid som sande for det enkelte menneske, og således kommer lydhørheden overfor dem også med en fordring om efterfølgende at handle på dem. Og denne fordring kan komme temmelig meget på tværs af de planer man ellers går og har. Og ikke bare kan fordringen om at handle på ens indre impulser komme på tværs af ens egne planer, de kan nemt også komme på tværs af ens omverdens planer og forestillinger.
Det enkelte menneske har således også visse tilskyndelser til at skrue ned for lydhørheden overfor ens indre impulser og videre at undlade at handle på de impulser, der så alligevel trænger igennem. Går man så igennem en længere periode og undlader at handle på visse vedholdende indre impulser, så bliver disse impulser på et eller andet tidspunkt til en slags hvid støj, som man ikke længere ænser. Her skal man bare gøre sig klart, at man kan ikke udviske visse impulser men samtidig bevare lydhørheden overfor andre. Hvis man går efter at udviske sine indre impulser, så udvisker man hele spektret af impulser, herunder også kærlighedsimpulsen.
Så måske er det vores uvilje og blokeringer overfor at lytte til vores indre impulser, måske er det vores manglende værdsættelse af og træning i at lytte til vores indre impulser, der er den underliggende årsag til svigtet i vores demokratiske årvågenhed og hvorfor vi nu er fangede i nogle udviklingstendenser, der peger i retning af den ultimative triumf for kræfterne, der begærer at dominere og herske, og menneskeheden og planeten er på vej til at blive lagt øde.
Skulle vi ønske at vende disse udviklingstendenser er sådan set meget enkelt: En væsentligt større del af befolkningen skal vælge at vende tilbage til at begynde at lytte til deres indre impulser og respektere dem og begynde at handle i overensstemmelse med dem. Denne proces vil også have karakter af en dyb selvransagelse, og følelser af skyld og skam kan komme over én, men disse følelser er bare et barometer for i hvilke grader man har forbrudt sig imod, hvad ens indre impulser fortæller én er det rette at gøre. Følelserne af skyld og skam er bare bivirkningerne af denne venden tilbage til at lytte til sine indre impulser.
Og når en tilstrækkelig stor del af befolkningen har fundet tilbage til at bringe sig selv i overensstemmelse med sine indre impulser, så skal samfundet som helhed gennemgå en form for selvransagelse, f.eks. igennem formatet af Sydafrikas Sandhedskommissioner, hvor samfundet som helhed vedgår al korruptionen og alle forbrydelserne, der har været løs i samfundet igennem hele den periode, hvor det var kræfterne der begærer dominans og overherredømme, der herskede. Igen her, vil disse erkendelser været ledsaget af følelser af skyld og skam, og igen her vil det bare være bivirkninger af at komme tilbage på sporet af demokratisk dedikation og årvågenhed og et gennemgående åbent og tillidsbaseret samfund.
I mit menneskesyn er moral et afgørende aspekt af menneskets sociale evner. Her er moral et personligt og indre anliggende, som er tæt forbundet med samvittigheden. Og samvittigheden er så på sin side at opfatte som en sans, en sensibilitet, en indre stemme som fortæller én, hvordan ens tanker, tale og handlinger står i forhold til ens omverden. Og denne sensibilitet dækker hele spektret fra ens nærmeste relationer, til ens medborgere, til den samlede menneskehed og alle de andre livsformer vi deler vores eksistens med. I dette menneskesyn opfattes hjernen primært som et sanseorgan, der opfanger energimæssige vibrationer fra omgivelserne og samtidig broadcaster energimæssige vibrationer til omgivelserne. Et moralsk og samvittighedsfuldt liv er således karakteriseret ved, at man tillader et åbent flow af energier mellem én selv og omgivelserne. Det enkelte menneske er således fundamentalt vævet ind i sine omgivelser, og andre menneskers trivsel og andre livsformers trivsel er således integrerede aspekter af ens egen trivsel.
Men det er selvfølgelig en ideel fremstilling, for alle mennesker bærer jo på forskellige traumer og skam og personlige forsvarsmekanismer, som sætter forskellige barrierer op for flowet af energier. Og disse barrierer for flowet af energier giver således anledningen til vedholdende fordrejninger af energierne, både de indkommende og de udgående, og videre giver anledning til misforståelser og svigt i ens relationer til omverdenen. Med introduktionen af psykologien og de psykiatriske metoder begyndte menneskeheden at arbejde bevidst med det enkelte menneskes bevidstgørelse af sine psykologiske barrierer med henblik på at nedbryde disse barrierer og tilvejebringelsen af et friere flow i udvekslingerne med omverdenen.
Denne opfattelse af moral og samvittigheden tror jeg allerede deles af mange mennesker, også selvom den hos de fleste ikke rigtig er bevidstgjort. Det er en progressiv og (tror jeg) meget frugtbar opfattelse af disse begreber, som står i skarp kontrast til mere traditionelle opfattelser af moral, hvor moral anses for nogle samfundsmæssigt vedtagne normer for politisk korrekt adfærd eller som det hed i gamle dage dydig adfærd. Indenfor denne anskuelse består udfordringen for det enkelte menneske i at lære at tilpasse sig disse normer, og måden denne opdragelse sker, er ved at ens forældre eller andre myndighedspersoner vogter over ens adfærd og nedkalder skam over én, når man træder ved siden af de vedtagne moralske kodekser. Og fra synspunktet af ovennævnte organiske opfattelse af moral, kan denne tilbøjelighed til at nedkalde skam over børn fra de er helt små udløse mængder af barrierer for dette barns flow af energier.
Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er, at jeg til stadighed kæmper med at forstå, hvorfor vores politiske ledere optræder så irrationelt og i åbenlys modstrid med befolkningens interesser. Og det nærmeste jeg er kommet på en forklaring er, at der må være nogen der har krammet på dem. Nogen der ligger inde med nogle værktøjer til at styre deres adfærd, og således få dem til at handle irrationelt og ufordelagtigt for alle de, som de rent faktisk er ledere for, men (må man formode) fordelagtigt for disse skjulte magtinstanser. Og er der én person, man ville forbinde med opbygningen af sådanne kontrolsystemer, er det J. Edgar Hoover, den tidligere livslange chef for det statslige amerikanske politiorgan FBI. I de seneste år af Hoover’s meget lange lederskab af FBI kom det frem, at Hoover og hans politiorgan havde indsamlet efterretningsdata på henved alle betydende politiske figurer, og gerne alle de kompromitterende detaljer om udenomsægteskabelige affærer eller ”forbudte” lyster eller lovovertrædelser. Således havde Hoover et kæmpe arkiv med ’control files’ på de enkelte politikere og andre personer i magtfulde positioner, og disse ’control files’ brugte han så til at lægge pres på de enkelte politikere mv. i forskellige sager, og således få dem til at handle i overensstemmelse med hans interesser eller i det mindste at undlade at handle imod hans interesser.
Sådanne systemer af pression er selvfølgelig dybt skadelige for demokratiske politiske systemer, som i høj grad er oppebåret af oprigtighed, åbenhed og transparens. Men det springende punkt er her, hvorfor i alverden disse ’control files’ er så virkningsfulde. Det er her ovennævnte formelle eksternaliserede moral spiller en helt afgørende rolle. Fordi vi alle fortsat bliver opdragede igennem disse formelle eksternaliserede moralske normer og al skammen og hæmningerne forbundede med disse normer, så er det muligt for medierne at skabe denne moralske hetz overfor lederfigurer, der selvfølgelig alle på et eller andet tidspunkt i deres liv er kommet til at træde ved siden af. Disse ’control files’ opbyggede af diverse efterretningsorganer er således kun virkningsfulde i et tæt samarbejde med medierne og deres villighed til at køre moralske hetze og i en videre forstand den brede befolknings villighed til at lade sig rive med af den genererede moralske bestyrtelse.
Kan vi ikke godt blive enige om, at vi her bliver kørt rundt med i nogle temmelig forrykte grader? Hvad er det for en smålighed og nidkærhed? Og er denne smålighed og nidkærhed virkelig iboende i befolkningen eller bliver den suggeret frem af mediernes kampagner?
Samtidig skal vi ikke være blinde for, at der findes mennesker som er moralsk skadede i henhold til den indledende organiske forståelse af moral. Altså at der er mennesker, som er blevet traumatiserede så tidligt i deres barndom, at der nærmest er barrierer hele vejen rundt og intet organisk flow af energier. Vi taler selvfølgelig om et spektrum her, og hvor de mest grelle tilfælde er de regulære psykopater. Sådanne skadede mennesker har kun en rudimentær evne for den organiske indlevede moral, til gengæld har de en meget veludviklet forståelse for de formelle moralkodekser, som de fuldkommen skrupelløst kan udnytte til deres egen fordel. En slags farisærernes parade, hvor de der har en skadet moralsk kerne er hellighedens bannerførere.
Hvad vi således har at gøre med her, er grundlaget for en systemisk misbrugskultur, hvor ledende figurer indenfor efterretningsorganerne i ledtog med ledende figurer indenfor medierne kan holde de enkelte politiske ledere i et jerngreb. Skulle en af disse politiske ledere begynde i alvor grad at udfordre de herskende magtstrukturer, så vil denne overløber hurtigt finde sig selv i centrum af en moralsk hetz, og befolkningen springer til og yder sin del ved at lynche den pågældende overløber. Det afgørende er således, at vi alle er dem der gør denne ubeføjede magtudøvelse mulig, fordi vi så villigt lade os rive med af den moralske bestyrtelse.
Vi skulle tage at blive voksne. Vi skulle tage at begynde at arbejde bevidst på at tilsidesætte disse udlevede moralbegreber og de deraf følgende redskaber for kontrol, og erstatte dem med nogle mere udviklede og indlevede moralbegreber à la dem der blev skitseret i indledningen.
Den aktuelle skandale om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Danmarks elitekostskole Herlufsholm bringer en arketypisk samfundskonflikt op til overfladen. Den handler om skellet imellem at etablere og opretholde et samfund på basis af magthierarkier og eksklusion eller at etablere og opretholde et samfund baseret på inklusion og respekt for hver enkelt og hans eller hendes unikke bidrag til fællesskabet. Dette skisma forekommer nærmest at være en form for grundvilkår ved eksistensen, og alle samfund forekommer at have denne skillelinje løbende igennem sin kultur.
En meget anskuelig fremstilling af denne skillelinje finder man i William Golding’s debutroman Fluernes Herre fra 1954 (filmatiseret 1963 og 1990), hvor en gruppe drenge fra en engelske kostskole strander på en øde ø, og hvor en klike af selvudnævnte ’jægere’ anført af Jack hurtigt skiller sig ud som den overlegne magtorienterede gruppe, mens de øvrige fastholder et sammenhold og en vilje til at løse deres udfordringer i fællesskab. Og hurtigt kommer det til former for chikane og overgreb fra ’jægerne’ overfor de andre, og det kommer til sammenstød og vold og til sidst mord. Og det kommer til en intens jagt fra ’jægerne’ på Ralph, den uformelle leder af den inklusive gruppe, hvor ’jægerne’ samtidig brænder det meste af tropeøen af.
En meget illustrativ historie som givetvis er baseret på Golding’s egne erfaringer fra sin skole/ kostskoletid. Og der er ingen tvivl om, at Golding’s sympati ligger hos den inklusive gruppe og hos Ralph, men det er svært for Ralph og den inklusive gruppe at modstå angrebene og manipulationerne fra ’jæger’-gruppen. For langt de fleste mennesker vil sympatien givetvis såvel ligge hos Ralph og den inklusive gruppe, hvilket rejser spørgsmålet, er det aspekt af sindet som ’jægerne’ lever ud bare en barbarisk pestilens, eller har disse magtorienterede drifter en funktion, som også har konstruktive aspekter? ’Fluernes herre’ er faktisk en bogstavelig oversættelse af navnet Belzebub, også kendt indenfor kristendommen som Fanden, og der er ingen tvivl om, at der i den magtorienterede tilgang er et iboende mørke og nogle drifter, nogle umættelige begær, som igen og igen har vist deres evner for at komme ud af kontrol.
Principielt kan man sige, at civiliserede samfund er karakteriserede ved, at de rige og magtfulde fortsat er underlagt de samme love, som de der gælder for den øvrige del af befolkningen. Og i det omfang at en ”elite” skiller sig ud, og har held til at påvirke måderne samfundet fungerer på til at favorisere dem og yde dem nogle grader af urørlighed, så er det pågældende samfund fanget i en degenereret og barbarisk udviklingslinje. Skandalen om afsløringerne af den udbredte kultur af chikane, ydmygelser, overgreb og vold på Herlufsholm er som et barometer på dette samfundsmæssige forfald. At Jack og ’jægerne’ har haft alt for frit spil igennem særligt de seneste fire årtier under neokonservatismens og neoliberalismens banner, og ikke bare bliver elever på Herlufsholm ofre for disse ydmygelser og overgreb, voldsudøverne får jo markant skærpet deres psykopatiske træk, som de så tager med sig ud i verden.
Måske er den aktuelle Herlufsholm-skandale anledningen til, at vi som samfund gennemfører en dyb selvransagelse i retning af, hvor dybt tendenserne imod psykopati stikker i de øverste ledelseslag. Måske var Vinterbergs Festen ikke bare historien om en helt særlig dysfunktionel rigmandsfamilie. Måske er problemerne med forskellige former for overgreb i rigmandsfamilierne langt mere udbredte end vi almindeligvis er bevidste om. Hvor mange tilfælde af teenagepiger der skærer sig er der i disse familier i forhold til befolkningen som helhed? Hvor mange stofmisbrugere? Hvor mange virkeligt onde arvesager, hvor alle familiebånd bliver totalt spolerede og erstattede af had og hævngerrighed?
Og når disse superprivilegerede og følelsesmæssigt forsømte børn så lander på Herlufsholm, hvor meget vil denne følelsesmæssige afstumpethed ikke være en fordel i retning af at indgå i disse voldsomt grænseoverskridende ”lege”? Her vil et barn, som er vokset op i en normal omsorgsfuld familie, jo have et enormt handicap i sine empatiske evner, og sin tøven overfor at øve skade på andre mennesker, når ”ritualerne” siger, at det er det man skal gøre. Måske går disse mentalt/ spirituelt sundere børn bare generelt bag om dansen, og bliver ikke en del af den egentlige ”elite” trods det at de fik chancen ved en plads på Herlufsholm. Eller også bliver eleverne med deres empatiske evner nogenlunde intakte forulempede ved, at de bliver tvunget ind i rollen som aktive eller passive medløbere, hvilket øver skade på deres integritet.
Men igen, er disse drifter imod magthierarkier og eksklusive kliker bare en pestilens for samfundet som helhed, eller har de en positiv funktion? Personligt hælder jeg til det sidste ud fra det simple princip, at man kan ikke have lys uden mørke, man kan ikke have liv uden død. Hvad jeg ser for mig er, at det større samfund bliver vækket til en bevidsthed om betydningen af inklusion, betydningen af samfundsmæssig solidaritet og sammenhold, betydningen af respekten for den enkelte og den enkeltes unikke bidrag, gennem de voldsomme udfordringer som de eksklusive, dominerende og manipulerende ”elite”-kliker frembyder. Samtidig er der også et ’drive’ i disse meget begærlige egoistiske attituder, som også støder kulturudviklingen fremad, forudsat at de mere helhedsorienterede samfundsattituder samler op på disse udviklingstendenser og formår at dreje dem i ikke-destruktive retninger.
Alt i alt er det på høje tid at denne skandale rammer. Efter fire årtier med disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende tendenser står modpolen i form af de inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder meget svækket. Langt hovedparten af befolkningen siger bare ja og dukker sig. Og både coronakrisen og Ukrainekrisen har været voldsomme yderligere anslag mod disse inklusive, helhedsorienterede, individrespekterende og samfundsopbyggende attituder. Så skandalen rammer netop på det punkt, hvor ”eliten” stod foran at tage det sidste og ultimative stik hjem: den endelige underordning af alle undersåtterne til deres neofeudalistiske styre. Men det kommer aldrig til at ske. Dertil har deres hidtidige styre simpelthen været for fejlbehæftet og desorienteret. Vores samfund er jo helt åbenlyst i opløsning.
Samtidig er det helt indlysende, at det bliver ikke disse magtorienterede, dominanssøgende, intrigante og samfundsnedbrydende attituder, der leder menneskeheden igennem det 21. århundredes voldsomme omvæltninger. Tværtimod er imperativet her, at vi udvikler omsorg ikke bare for vores medmennesker men for alle livsformer vi deler planetens fantastisk varierede og komplekse økosystemer med. Det vil kræve en alle-mand-på-dæk og et langt stykke af vejen en selvopofrende indsats at få vendt de samfundsmæssige udviklingstendenser i retning af heling og nye former for bæredygtig vækst.
(Illustration: Stillbillede fra Fluernes Herre, Criterion Film, 1963)
En række videoklip er gået viralt, som er optagelser fra højhusboligkvarterer i Shanghai, hvor folk nu i over en uge har været indespærrede i deres lejligheder, angiveligt for at imødegå en fornyet bølge af Covid19-infektioner, og hvor folk nu sultne og mere eller mindre forkomne begynder at råbe deres fortvivlelse ud i omverdenen. Og mange bliver rystede over det de således bliver vidner til med disse videoklip men tænker så mere eller mindre i samme åndedræt, godt man ikke lever i et autokrati som det kinesiske. Men den tankerække kan meget vel vise sig at være overfladisk og letsindig. Der er al mulig grund til at have medfølelse med de indespærrede kinesere, men deres fortvivlede situation skyldes muligvis ikke først og fremmest det kinesiske styre ekstreme forholdsregler, den primære årsag kunne meget vel være, at systemiske krise nu for alvor er over os. Og den klagesang, der stiger fra kineserne fangede i deres fastlåste omstændigheder, vil muligvis snart genlyde fra den samlede menneskehed.
Selvom der givetvis er dem der vil udpege mig som sådan, så mener jeg ikke jeg er alarmist, og jeg finder ikke noget behag i at gå ud med sensationelle alarmistiske budskaber, men jeg har i over 15 år været ramt af en erkendelsens pil om de reelle ekstremt kritiske omstændigheder menneskeheden har bragt sig i. Og som jeg har nævnt ved talrige lejligheder, så var det den svenske dokumentarserie Planeten udsendt i efteråret 2006, der drev forståelsen ind hos mig. Forståelsen af at menneskehedens aktiviteter her på planeten er blevet så massive, at vi er i fuld gang med at fordrive alt andet liv og udtømme de ressourcer, der indtil nu har drevet vores samfund. Og siden da har jeg været mere eller mindre desperat været optaget af, hvilke muligheder og metoder der overhovedet findes for at afvænne vores uheldssvangre adfærd og afvende vores truende skæbne.
Spørgsmålet jeg tillader mig at rejse er, om disse drakoniske lockdowns i Shanghai overhovedet handler om Covid19. Er der overhovedet nogen videnskabelig og rationel begrundelse for det kinesiske styres Zero Covid Policy? Eller bliver faren for Covid-infektioner bare brugt som en muligvis langt mere opportun begrundelse for indførelsen af en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Men hvis det er det der er tilfældet, hvorfor skulle det kinesiske styre have behov for at indføre en meget hårdhændet undtagelsestilstand? Ja, en rimeligt nærliggende hypotese er, at den kinesiske økonomi og særligt den kinesiske finanssektor over den allerseneste tid har gennemlevet nogle grader af sammenbrud. Og personligt gætter jeg på, at det ikke er ret mange mennesker der har nogen idé om, hvor voldsomt realøkonomien og distributionen af varer og ydelser bliver ramt, når finanssektoren krakker.
Vores superoptimerede just-in-time-delivery-systems og de vanvittigt komplekse globaliserede industrielle fødekæder har selvfølgelig været betingede af internetrevolutionen men omtrent lige vigtigt har været de seneste 30 års lette adgang til kreditter og de optimerede former for håndtering af kreditter igennem de globaliserede fødekæder. Når disse kreditmekanismer bryder sammen, først i et land og derpå (som en hundrede gange mere infektiøs smitte end Covid19) spreder sig til resten af kloden, så vil de globale forsyningskæder gå i stå. Ganske uanset at de globale realøkonomiske forhold på papiret er uændrede. Men hvis der hele vejen igennem har været så store risici indeholdt i disse kreditmekanismer, hvorfor har man så ikke gjort mere for at sikre deres funktionalitet, så de også kan modstå finanskriser?
Svaret herpå er formentlig, at de kreditmekanismer, der sikrer den globale handel, er uadskillelige fra de kreditmekanismer, der har understøttet de samfundsmæssige investeringer, herunder megalomane udviklingsprojekter og spekulationsbyggerier og finansspekulationen i virksomheder og råvarer. Den økonomiske vækst som lande kloden rundt har oplevet over de seneste årtier har været båret af denne vækst i gældsætningen, og dermed også i finansialiseringen af realøonomien. Man taler om ’the credit impulse’ som en af de helt afgørende faktorer for økonomisk vækst, og ’the credit impulse’ er tallet for væksten i gældsætningen. Således har der igennem årtier været vedholdende politisk opbakning til understøttelsen af de enkelte landes ’credit impulse’. Vi har for eksempel også gjort det her i Dk ved sikringen af de fortsat stigende boligpriser og de kreative bilfinansieringsordninger. Men den kinesiske (og dermed den globale) ’credit impulse’ fik sig lidt af en mavepuster, da den kinesiske megaejendomsinvestor Evergrande kom i dybe økonomiske vanskeligheder i september sidste år. Det var med det samme klart, at Evergrandes dybe vanskeligheder var symptomatiske og systemiske, og at det kinesiske lederskab stod med en krise, der truede den samlede kinesiske finansielle sektors stabilitet. Og det politiske lederskab drog nærmest omgående den konsekvens, at den kinesiske finanssektor og særligt de store ejendomsdevelopere skulle nedbringe deres urimeligt høje belåningsgrader og således genopbygge noget finansiel soliditet.
Dette træk fra det kinesiske lederskab var helt givet også foranlediget af den voksende fjendtlighed fra angloamerikansk side overfor Kina og således nogle mere langsigtede planer om at gennemføre en ’decoupling’ af den kinesiske økonomi fra Vesten og særligt fra USA. Desværre er det bare så utroligt nemt for finansielle institutioner at øge gældsætningen og få belåningsgraderne til at stige, det er helt anderledes vanskeligt efterfølgende at få disse faktorer til at falde. Der er meget få eksempler på en kontrolleret nedbringelse af belåningsgrader, hvorimod den knapt så kontrollerede nedbringelse i form af en konkurs typisk er den der sker. Men en konkurs af Evergrande ville som sagt true stabiliteten af hele den kinesiske finanssektor, og potentielt starte en hel lavine af konkurser. Det er syv måneder siden, at Evergrande røg i vanskeligheder, og siden da har der været massive tab blandt en stor mængde kinesiske investorer. Og effekterne på den samlede kinesiske finanssektor har været mærkbare, og ’the credit impulse’ har for en stor del tabt pusten. Fra marts 2021 til marts 2022 er den samlede salgssum af solgte grunde i hele Kina faldet med 70 pct. og den samlede salgssum af solgte boliger er faldet med over 50 pct. Der er helt givet en række kinesiske banker der også er røget i dybe vanskeligheder, som følge af det massive tilbageslag i den kinesiske ejendomssektor. Men da Evergrandes gæld såvel som gælden af de øvrige ejendomsdevelopere i al overvejende grad var ejet af kinesiske institutioner og investorer, så har den kinesiske finanssektor kunnet gennemføre alle mulige nødforanstaltninger og dermed nogenlunde kunnet opretholde en facade af stabilitet og kontinuitet.
Men der er gode grunde til at antage, at den solvenskrise Evergrandes nedtur foranledigede i realiteten aldrig rigtig er blevet inddæmmet, den har muligvis fra starten været umulig at inddæmme, fordi belåningsgraderne for længst havde nået bobleniveau. Og denne allerede vingeskudte finanssektor løb så ind i markant yderligere modvind med Ukrainekrisen og de eksplosivt stigende energipriser og den markant stigende almene inflation og dermed rentestigninger, og så er det jeg spørger, om den kinesiske finanssektor har ramt muren? Og i forlængelse heraf, om den kinesiske Zero Covid Policy i realiteten er den styringsmæssige nødbremse det kinesiske styre har at trække i. Personligt synes jeg i hvert fald det er påfaldende, at epicentret for det nye Covid19-udbrud faktisk er i Kinas finanscentrum i Shanghai.
Det er selvfølgelig en hypotese, og jeg tager gerne imod kommentarer, som kan be- eller afkræfte hypotesen, efter min opfattelse fremstår den bare som den mest sandsynlige forklaringsmodel. Det man også skal holde sig for øje er, at da gældsætningen i Vesten gennemlevede et voldsomt tilbageslag med Finanskrisen i 2008, så var det mere end noget andet kinesernes villighed til at udvide deres gældsætning, der afværgede en global finansiel nedsmeltning. ’The credit impulse’ flyttede så at sige fra Vesten til Kina. Den samlede kinesiske gældsætning, dvs. både den private og den offentlige, voksede fra 6 billioner USD i 2008 til over 40 billioner i 2019. Ville de vestlige finanssystemer have overlevet hvis ikke Kina så resolut havde taget gældsætningsstafetten, og var løbet med den? Det er svært at se for sig. Og så kan vi her i Vesten le ad de nyopførte kinesiske spøgelsesbyer, når de også har været integrerede momenter i understøttelsen af de globale finanssystemer, og således også har holdt vores eget finanskrak for døren.
Uanset alle de fine akademiske økonomiske afhandlinger, der synes at kunne dokumentere forskellige former for ligevægtstilstande indenfor de finansøkonomiske systemer, så er virkeligheden den, at de vestlige og hen ad vejen de globale finanssystemer er og har hele vejen igennem været løbske. Der var aldrig nogen overordnede ligevægtstilstande, der var kun den grænseløse pengeskabelse/ gældsætning, og således måtte der komme et punkt, hvor systemerne fuldkommen utvetydigt manifesterer denne indeholdte løbskhed og derpå kollapser. Og fordi disse systemer har påvirket alle aspekter af realøkonomien, så bliver realøkonomien ramt virkelig hårdt af dette kollaps. Så hårdt, at en stor del vil realøkonomien formentlig vil blive helt suspenderet. Så er det dette stadium indbyggerne i Shanghai nu er trådt ind i? Og med dem den kinesiske befolkning, og snart også hele verdens befolkning?
Og er det tilfældet, hvad skal de ledende politikere så overhovedet stille op? Vi her i Vesten kan se ned på graderne af top-down-styring af det kinesiske samfund, men måske handler det kinesiske styre i realiteten fuldstændig rationelt i henhold til omstændighederne. Måske bestræber det kinesiske lederskab sig for at gøre hvad der er bedst for den kinesiske befolkning. Og hvis det i realiteten er den forventede systemiske krise, der er over os, hvordan vil vi omvendt reagere på den her i Vesten? Hvis fødevarerne kun i beskeden grad kommer frem til hylderne i supermarkederne, vil folk så begynde at slås om varerne? Og ville det være en rationel måde at håndtere udfordringerne med en pludselig opstået og alvorlig knaphed? Vil de vestlige befolkninger stille sig bag deres politiske lederes forsøg på at understøtte landet og befolkningen, eller vil befolkningen blive opslugt af frustrationer og vrede rettet imod de samme politikere, hvorved de ledende politikere får så meget sværere ved at handle rationelt og til samfundets bedste? Og vil der ikke pr. omgående opstå folkeforførere og usurpatorer, som påstår at de kan få landet til at fungere, og folk vil så gerne tro på at der er en udvej, og de labber de falske fortællinger i sig, og pludselig er vi oveni i de massive ressourcemæssige udfordringer ude i politiske revolutioner og en eksplosion i dilettantisme, eller med andre ord et sammenbrud af styringsmæssige kompetencer?
Under finanskrisen i september 2008 erklærede den amerikanske finansminister Hank Paulson, at hvis ikke Kongressen ydede den foreslåede nødhjælpspakke med et straksindskud til Wall Street på 700 mia. dollars, ville det indenfor få dage blive nødvendigt at indføre undtagelsestilstand i hele USA. Og mange tog det den gang for, at Paulson i sin egenskab af tidligere direktør for Goldman Sachs var så dedikeret overfor at redde den amerikanske finanssektor, at han bare smurte tykt på. Men hvad hvis han havde ret? Eller ved nærmere eftertanke, hvordan kan man overhovedet se for sig, at han ikke havde ret? Vi taler jo ikke om en bestemt isoleret sektor indenfor den samlede samfundsøkonomi, vi taler om en sektor, som har infiltreret alle øvrige afsnit af samfundsøkonomien. Med de (forrykte) grader af finansialisering vi har opbygget, så må en finanskrise være ensbetydende med en systemisk krise.
Så er Shanghai nu røget ind i det uafvendelige sammenbrud af de løbske finanssystemer, og er virkeligheden der nu har indfundet sig den, hvor der overalt bliver indført undtagelsestilstand og ligesom i Shanghai vil der blive udleveret nøje afmålte rationeringer, der (i bedste fald) lige nøjagtig holder befolkningen over sultegrænsen? Ja, enhver er fri til at tage mig for en alarmist, men jeg har (lettere skælvende) imødeset dette punkt igennem disse 10-15 år. Og kan man så forvente at det kinesiske styre vil have held med at opretholde sin undtagelsestilstand? Og vil de vestlige stater have held med at opretholde deres lige så nødvendige undtagelsestilstand? Eller vil uroen i befolkningen blive umulig at kontrollere?
Med den totale styring som staten tager på sig ved indførelsen af undtagelsestilstand, skulle man måske umiddelbart mene, at så kan statens styringskompetencer nu udrulles uden forbehold. Men virkeligheden er formentlig snarere den, at der også i dette scenarium vil være tale om en voldsom udbredelse af dilettantisme. Problemet er, at den benhårde topstyring typisk vil virke blokerende for de ud-af-boksen innovative løsninger, der erfaringsmæssigt kun kan komme fra græsrodsniveauet, og den benhårde topstyring stiller sig typisk også i vejen for innovative sociale løsninger, altså hvor folk bare ved at opnå retten til at disponere over de ressourcer der er i lokalområdet, såsom jord der kan dyrkes og/ eller diverse produktionsfaciliteter, faktisk hurtigt kan få nogle basale økonomiske aktiviteter op at køre.
Så hen ad vejen vil undtagelsestilstanden formentlig stadig føre til politiske revolutioner og den tilhørende eksplosion af dilettantisme, hvilket i kombination med de særdeles skærpede ressourcemæssige omstændigheder meget vel kunne føre til et kollaps af menneskehedens civilisation. Det er således et sindssygt kritisk punkt vi befinder os på. Staterne er voldsomt udfordrede, simpelthen fordi staterne ikke ejer midlerne til at redde civilisationen. Eller sådan ser det ud for mig. Som jeg har overvejet disse problemstillinger er jeg kommet til den konklusion, at civilisationen kun kan reddes, hvis staterne evner at sætte folk fri til at genopfinde samfundet i snart sagt alle tænkelige afsnit. Der er behov for så meget nytænkning og fleksibilitet, at statens rolle i sagens natur vil være helt anderledes ydmyg og støttende frem for at være kontrollerende og styrende.
Denne frisættelse af den almindelige befolknings kreativitet og virketrang har et kæmpe potentiale, og den ville kunne vække en ligefrem entusiastisk fremtidstro, problemet er bare, at denne frisættelse i givet fald vil ske på den ophobede globale krises absolutte lavpunkt, dvs. netop der hvor knaphederne på varer og ressourcer har sat sig så hårdt igennem, at folk er opslugte af frygten for sult og fattigdom, og kriminaliteten formentlig er ude over det hele. Forestillingerne om civilisationens opløsning vil ligge lige for, sammenbrud af lov og orden vil være udbredt, jungleloven vil vinde frem som den eneste lov der tæller, det er i disse ekstremt pressede omstændigheder, at vi hver især skal evne at holde fast i bevidstheden om vores forbundethed til samfundet samt forståelsen af, at overkommer vi ikke vores udfordringer igennem en koordineret samfundsmæssig indsats, så er der ingen overkommelse mulig.
Den topstyringsmæssige dilettantisme har allerede været under udbredelse igennem mange år, og praktisk talt ingen af de herskende politikker er rettede imod overkommelsen af det 21. århundredes udfordringer. Praktisk talt ingen. Måske er sigtet med nogle af politikkerne ikke helt skævt, men der er ingen forståelse for, hvor store forandringer der er nødvendige. Samtidigt med at vi i så mange henseender opfører os decideret tåbeligt. Det skulle aldrig være kommet dertil, at vi begyndte at optræde fjendtligt overfor hverken Kina eller Rusland eller nogen andre. Som om vi har råd til fjendskab under så voldsomme deflationære omstændigheder.
Indadtil er magten igennem årtier blevet udøvet med en stadigt stigende arrogance og magtfuldkommenhed, og når politikkerne så bliver afslørede som dilettantiske og uduelige og i enkelte tilfælde ligefrem forræderiske, så vokser lynchstemningen i befolkningen. Og da ingen er interesserede i at blive lynchet, vil magthaverne formentlig forsøge at forskanse sig bag den totale udrulning af uropatruljer, ekstraordinære indsættelser af militæret, total magthåndhævelse, som altså samtidig er ensbetydende med en total handlingslammelse mht. overkommelsen af vores presserende systemiske krise. En totalt fastlåst situation, hvor magthaverne kan foranlediges til at benytte den ultimative exit: At starte en krig. Som om vi har råd til at forspilde enorme mængder af ressource på at bekrige hinanden. Men i det mindste opnår lederskabet, at fokus vil blive flyttet væk fra deres uduelighed og det kaos der blev konsekvensen af deres uduelighed.
Så hvad kan det politiske lederskab gøre? Man kan gøre indrømmelser overfor befolkningen. Store indrømmelser. Dybe indrømmelser. Man kan nedsætte Sandhedskommissioner til afdækning af de finansielle, økonomiske, sociale overgreb der er sket over de forløbne 3, 4, 5 årtier. Man kan afgive løfter om en grundlæggende reform af Grundloven, så befolkningen opnår beskyttelse mod lignende former for overgreb i fremtiden. Det er vægten af indrømmelserne, der gør hele forskellen. Med tilstrækkeligt store indrømmelser af de åbenlyse fejlgreb og vildledninger vil grundlaget for en fornyet tillidsopbygning i befolkningen overfor det politiske lederskab blive lagt. Og så snart nogle grader af tillid er retableret mellem befolkningen og det politiske lederskab, så vil krisen med den omsiggribende dilettantisme være afværget og vendt rundt, og grundlaget for en kompetent kollektiv imødegåelse af det 21. århundredes udfordringer vil være etableret.
Tilbage sidst i 2009 blev der udskrevet en åben arkitektkonkurrence om renovering/ modernisering/ færdiggørelse af det 24-etageshøjhus, der står og rager op som en mægtig sort klods i midten af Athens havneby Piræus. Højhuset er fra 1974, men foreløbig har det kun været de to brede etager med indkøbscenterarealer i stue og 1. sal, der har været færdiggjorte og benyttede.
Personligt er jeg ingen tilhænger af højhuse. I mine øjne er er de kun berettigede i hovedstæder i forholdsvis store nationer, hvor der er et behov for eller en drift imod en meget stor koncentration af virksomheder og offentlige institutioner. Er der ikke et udtalt behov for denne helt ekstraordinære bymæssige fortætning, så er der så mange andre byarkitektoniske layouts, der frembyder markant større kvaliteter end højhuse. Og hvor højhuse i mine øjne bliver direkte frastødende er, når man tillader opførelsen af et enkelt højhus i et ellers sammenhængende kvarter med ensartede lavere bebyggelser. Sådanne højhuse fortæller i mine øjne en historie om en uciviliseret vilje til at føre sig frem og dominere over andre.
Jeg følte mig således ikke tiltrukket af arkitektkonkurrencen om Pireaus Tower, fordi jeg så en mulighed for at lave min egen overlegne højhus-statement, men tværtimod, at arkitektkonkurrencen slog mig en enestående mulighed for at kommentere på..
1. Vores feterede individualisme, herunder vores trang til at føre os frem og ihærdigt forfølge sager som tjener os selv, samtidig med at vi lader hånt om vores store kollektive udfordringer.
2. Vores trang til at prøve at opnå en dominerende position, ikke mindst igennem hierarkiske magtstrukturer og magtudøvelse ved top-down-dekreter. Den formaliserede arrogance. Og med den det formaliserede medløberi, som den ikke-bevidstgjorte skyggeside, som går hele vejen op.
3. En alternativ vision for lederskab, som ikke er hierarkisk og dominerende men tværtimod er integreret og støttende, og som er baseret på en veludviklet integritet hos alle parthavere.
Som sagt blev konkurrence udskrevet sidst i 2009 og løb over første kvartal af 2010, og således var konkurrencen sammenfaldende med den vågnende bevidsthed om den europæiske gældskrises dybe sorte afgrund, som Grækenland jo mere eller mindre berettiget blev centrum for. Men allerede dengang stod det klart, at selvom grækerne givetvis havde levet over evne (ligesom alle andre), så blev Grækenland gjort til prygelknabe for nogle mægtige strukturelle ubalancer, som i realiteten havde deres årsager i en international finanssektor fanget i ovennævnte løbske egoisme samt de mere og mere centraliserede og obskure og korrupte hierarkiske magtstrukturer.
Titlen på min konkurrencebesvarelse Pax Piraeia, Den Piræiske Fred, handlede på den ene side om erkendelsen af det gradvise sammenbrud af det seneste halve århundredes Pax Americana, anskueliggjort ved USA & partneres illegale krige i Mellemøsten (og alle de andre former for illegal indblanding i andre landes interne forhold) samt sammenbruddet af det angloamerikanske finansielle overherredømme med finanskrisen i 2008. Alt sammen momenter i et sammenbrud af de herskende dominerende magtstrukturer, og den gamle sorte monolitiske Piraeus Tower og dette højhus relation til det omgivende samfund kunne nemt tages som symbol for de herskende dominerende magtstrukturer.
Det var det ene aspekt af ’Pax Piraeia’, og det andet var så om en vision om en stor reformdemokratisk revolution, hvor en ny sammenhæng mellem den enkelte borger og det samfundsmæssige lederskab etableres. En ny samfundskontrakt gennem dels at realisere internettets enestående mulighed for at udvide og formalisere den offentlige debat dels at udbygge og formalisere de mandater borgerne giver deres politiske repræsentanter. Og denne store demokratiske fornyelse så jeg for mig ville føre til en fornyet gyldighed af ’The Democracy Peace Theory’, eller med andre ord, jo mere åbent og kommunikerende og grundfæstet et demokratisk system er, jo mere fredelig vil den kollektive adfærd summere op til at være.
Manifestet, som jeg ledsagede min konkurrencebesvarelse med, følger nedenfor, og det var velsagtens kontroversielt eller på anden vis træls. Der var i hvert fald var der ingen anerkendelse af mit forslag, og det kan der have været mangfoldige grunde til. Jeg synes selv, at den grafiske assistance jeg fik var skuffende. Omvendt er det typisk en stor udfordring for grafikere at skulle indarbejde større mængder af tekst. Det giver præsentationen en tyngde og en træghed overfor en ren og mere eller mindre selvforklarende visuel kommunikation. Så måske gav grafikeren lidt op overfor opgaven, da han så de mængder tekst jeg kom med. Heroverfor havde jeg et meget fint samarbejde med grafikeren på mit konkurrenceforslag til udvidelsen af Stockholms Stadsbibliotek, hvor jeg kom med en tekst på 12.000 karakterer, og hun sendte den tilbage med beskeden, at jeg kunne maks få det halve. Og jeg måtte stramme teksten meget op, hvilket den faktisk blev bedre af.
Men apropos det med det kontroversielle, så var der også det forhold, at konkurrencen var foranlediget og finansieret af den multinationale kemiske koncern DuPont. Og store erhvervskoncerner er jo notorisk dårlige til at håndtere kontroversielt stof. Af temperament er de nærmest neurotiske, og jeg kan nemt have forskrækket dem med det skrev, og således bare ved det have diskvalificeret mit forslag. De tre præmierede forslag var omvendt påfaldende ved deres højest postulerede nærmest uvirkelige karakter. Men det kan erhvervskoncerner godt håndtere. At kunsten ligesom flagrer helt ud og miste enhver kontakt til virkeligheden. Det anses ikke for et problem, og man fornemmer en vis overbærenhed overfor de fantasifulde og ustyrlige kreative begavelser.
Der var førstepræmien hvor højhusets facader var bestykkede med hundredevis af vindfølsomme stænger vinkelret ud fra facaden, som indenfor var fastgjort til en spole, og påstanden var så, at denne anordning kunne generere energi, et system uden nogen konkrete referencer hverken dengang eller siden. Eller andenpræmien, hvor højhuset blev omdannet til et permanent vandfald ned ad alle fire facader, og ikke i form af en rislende væg men simpelthen et regulært vandfald. Og ikke et ord om energiforbruget ved at skulle flytte de enorme mængder vand eller et ord om hvordan tætheden af facaderne skulle sikres ved sådanne ekstreme vandpåvirkninger. Og tredjepræmien, hvor facaderne var indhyllet i en konstruktion med paraplyer monterede vinkelret ud fra facaden, som så kunne foldes ud, når der er behov for solafskærmning. Måske ikke komplet urealistisk men ikke desto mindre med så store driftsmæssige udfordringer, at projektet fremstod hen ved lige så teoretisk som de foregående to. Men flotte og spektakulære projekter, som givetvis har vakt almindelig begejstring ved cocktailpartyet i forlængelse af offentliggørelsen.
.
MANIFESTO
Dreams of dominance
Let’s face it. The erection of solitary high-rise buildings is rarely what common people wish for. A clique of sovereign business leaders and politicians share a dream of dominance, and manage to overcome whatever resistance there is from the public, thus succeeding in building these astounding structures. Once the solitary high-rise building is erected, the dream of dominance then becomes an explicit symbol within that community, an inarguable statement about the organization of society, no matter how misplaced those dreams were in the first place. Common people are then left with two choices, either to identify with the dreams of dominance or to resign to the realization that their society is governed by interests and proceedings that they find hard to relate to.
In the past there have been numerous examples of city structures which have had a single, dominating erection at its center. Examples of this could be the step pyramids of the Maya culture, the stupas of Buddhist communities in eastern Asia or the gothic cathedrals of Europe. Great religious structures, and as such, central symbols for the members of those communities. There are also astounding structures erected as seats of power, like for example The Forbidden City in Beijing or the Capitol in Washington, the former being the seat of a sacred sovereign and the latter a symbol of a shared creed in the foundation of that community.
In spite of their architectonic dominance, the solitary high-rise buildings typically convey no commitment towards the surrounding society. Just the dreams of dominance of some arbitrary clique. And the real might of the initiators is illustrated by the fact that they depend heavily on being able to rent out the majority of the spaces of the structure. The imposing size is actually just the common face of a compilation of a large number of different businesses. For these businesses, a share in the dream of dominance is obviously considered more important than the need to give their business a face of its own.
This is how we are left with these dominating architectonic manifestations which hold such meager meaning for the surrounding society. The hollow monuments of the 20th century. The absence of societal leadership made manifest. In the case of the Piraeus Tower, for different reasons even the commercial plans failed, and the unfinished and uninhabited structure became a common embarrassment and the dreams of dominance turned into a symbol of impotence.
Transforming a source of disgrace into a source of pride
As the cradle of democracy, the city of Athens stands out for all humankind and through all time as a place of unique importance. And through the port of Piraeus, the extraordinary culture of Athens has spread to the rest of the western quadrisphere and ultimately to the whole world.
At this crucial point in history, the people of Greece, and along with them the people of the rest of the EU, has a singular opportunity to take renewed pride in their democratic heritage, wake to their responsibilities as citizens and demand of their politicians the implementation of sustainable policies on a global scale.
No single people have to put up with all the suffering caused by clashes between different cliques and their respective dreams of dominance. Democracy can be propagated, both internally and externally, to the extent that even nations and multinational corporations learn to behave according to civilized principles.
This unreserved humanistic and global outlook constitutes the kind of vision that would suit the Piraeus Tower. As a solitary high-rise building, one of its major qualities lies in the majestic, panoramic views from the upper stories. The allegory of a global outlook is right at hand, and by securing public access to the top of the building, this outlook becomes a shared experience within the society. Given its the extraordinary dominance in the cityscape – the Tower is a focal point of the whole Piraeus region – but like a prism, this attention is now passed on and distributed far and wide.
Rendering the Tower to the city
In Le Corbusiers groundbreaking “Vers une architecture” (1923) the problems of density, pollution and noise of the late 19th-century cities were addressed. The solution presented was to gather the city in large, high-rise buildings in park-like settings, connected with a proper infrastructure for motorized traffic. Through the 20th century these recommendations were accepted on a broad scale.
In hindsight, it’s obvious that these solutions were not real solutions, but merely the treatment of symptoms allowing the problems to deepen gravely but unnoticed. The abolishment of traditional city layouts with streets and squares, along with the unreserved implementation of motorized traffic has had devastating consequences for the social life of our cities and communities. Though much work has been done in the last two or three decades to restore the traditional city environment, an architectonic element like the Piraeus Tower stands in defiance of any such measures. It is the exaggerated size and scale of the element, it is the constant attraction of attention, and on receiving the attention, the actual blandness of the large, uniform facades.
In order to incorporate the Tower into the life of the city and to transform it into an architectonic element dedicated to democracy, the Piraeus Tower is stripped of its bland, uniform facades, and is given a façade reflecting the multiplicity of its inhabitants on the one hand and on the other, a façade that enters into a dialogue with the surrounding city.
Med ophævelsen af Covid-restriktionerne kommer nu den større samfundsmæssige refleksion på begivenhedsforløbet over de seneste to år. Med de meget udbredte frygtbetonede reaktionsmønstre indenfor hele spektret af autoritetsfigurer fra statsministeren og ned til de enkelte forældre har coronakrisen velsagtens allerede afsat forskellige spor af traumer. I tilbageblik var reaktionen af det danske politiske lederskab trods det fattede ydre præget af grader af hysteri og overreaktion. Man viste aldrig modet til at teste hvor farlig epidemien reelt var, man forfaldt til at tage de statistiske tal for pålydende uden at kvalificere dem i forhold andre tungtvejende helbredsfaktorer, og man lod sig på et meget tidligt tidspunkt fiksere på udviklingen af og den totale udbredelse af nye eksperimentelle vacciner, som vores eneste middel til at overkomme epidemien. Den indeholdte angst i disse reaktionsmønstre kan meget vel have jaget en skræk i livet på mange børn og ubefæstede sjæle.
Og i takt med at vi begynder at anerkende omfanget vaccineskaderne kan denne videre refleksion gå hen at blive meget smertelig. Den helt ensidige og doktrinære satsning på, at det var disse nye eksperimentelle vacciner der skulle redde os fra epidemien, kan gå hen at blive en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er set. Ikke mindst fordi der fra starten var en lang række alternative bud på både profylaktiske og tidlige behandlinger, som ikke bare blev affærdiget, de blev aktivt undertrykt, så vaccinerne kunne fremføres som vores eneste middel for at overkomme epidemien. I realiteten gik denne overlagte satsning på vaccinerne så vidt, at der blev fiflet med tallene for de kliniske tests forud for vaccinernes nødgodkendelser i USA og derpå kloden rundt. Allerede under de kliniske tests var der signifikante mængder af bivirkninger og skader som blev fortrængt, og efterfølgende har sundhedsmyndighederne kloden rundt med overlæg undertrykt indrapporteringer af vaccinebivirkninger og –skader, og således svigtet deres forpligtelser overfor løbende at vurdere forsvarligheden ved udbredelsen af disse lægemidler.
Det er svært at sige, hvor stort et problem vi står med her, men potentielt står vi med en lægemiddelskandale af en størrelse, som får alle forudgående lægemiddelskandaler som Thalidomid- eller HIV-blodtransfusionsskandalerne til at fremstå ubetydelige. Og det ville i givet fald efterlade os med en virkelig giftig cocktail. På den ene side et omfang af menneskelige tragedier som vil være svære overhovedet at rumme, og på den anden en virkelig tyndbenet case for hvorfor vi overhovedet alle skulle tage disse vacciner. Havde Covid19 været en ny Spanske Syge, som havde taget livet af store dele af befolkningerne ud over hele kloden, og havde vaccinerne bevist deres effektivitet til at imødegå epidemien, så havde vi velsagtens været tilbøjelige til at acceptere de enorme ofre som de vaccineskadede menneskeliv frembyder. Men ingen af disse forhold gælder. Baseret på erfaringerne fra mange udviklingslande, hvor brugen af Ivermectin og Hydroxyklorokin ikke var undertrykt, kunne epidemien allerede have været under kontrol i midten af 2020. Og langt mere end at det var vaccinerne der reddede os, var det fremkomsten af Omikron-varianten, der både fortrængte de tidligere varianter og lynhurtigt spredtes ud over kloden, og hvor infektionsforløbet bare var så meget mildere, at epidemien ikke længere udgjorde en samfundsrisiko.
Fordi casen for de eksperimentelle vacciner i tilbageblik fremstår så spinkel, og omkostningerne ved den massive udrulning kan vise sig at være enorme, så står vi som sagt på et særdeles farligt punkt. En ting er den vrede og frustration, der allerede er udbredt i befolkninger kloden rundt over alle de vilkårlige indskrænkninger i deres personlige frihed, en anden ting er den vrede og frustration der rejser sig, når omfanget af vaccineskaderne kommer for dagens lys. Det kan nemt udvikle sig til en regulær lynch-stemning, som måske har sin stærkeste parallel i lynch-stemningen, der opstod i mange tyskbesatte lande ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor modstandsbevægelsen og befolkningen som helhed blev besat af begæret efter at straffe alle kollaboratørerne. Og i tilbageblik vil ’kollaboratør’ muligvis være den mest dækkende betegnelse for den mangel på integritet og selvstændig kritisk stillingtagen, der blev udfoldet af det politiske lederskab, af sundhedsmyndighederne og af de store medieplatforme. Og som kollaboratørerne under 2. Verdenskrig også kun havde en sporadisk opfattelse af, hvor degenereret det nazistiske overherredømme i virkeligheden var, så fremstår det lige så sandsynligt, at vi alle fortsat kun har en sporadisk opfattelse af, hvad det var for degenererede tankegange, der lå bag dels fremkomsten af Sars-Cov2-virussen dels de yderliggående politiske konsekvenser man drog af Covid-epidemien.
I realiteten er der ikke nogen videnskabelig case for, at virussen var naturligt opstået. Den mulige naturlige forklaringsmodel er så vildt usandsynlig, at den rimeligvis kan afvises. Den oprindelige Sars-Cov2-virus var menneskeskabt, og kilden til spredningen af virussen var sandsynligvis højrisikolaboratoriet i Wuhan. Men det betyder ikke, at Kina eller kinesiske forskere skal stå alene med skylden for denne enorme menneskehedens tragedie. Denne vanvittig farlige forskning i genmanipuleret potensering af vira var et lille eksklusivt internationalt forskningsfelt, hvor både kompetencer og forskningsmidler flød frit imellem flere betydende nationer. Men allerede her har vi et første bud på, hvorfor reaktionen på lækagen af virussen fra højrisikolaboratoriet skulle udvikle sig så hysterisk. Altså at de mennesker, der rent faktisk vidste besked, at de var så voldsomt inkriminerede, at de i stedet gjorde alt for at sløre omstændighederne, og samtidig gjorde alt hvad der overhovedet stod i deres magt for at påvirke politikerne til at tage maksimale forholdsregler for at begrænse skaderne af denne undslupne virus. De havde ingen tanker for økonomien eller samfundets almene trivsel, men omvendt havde de enormt meget i klemme på at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af de vanvittige selvbestaltede risici de havde taget på hele menneskehedens vegne.
Siger vi så, at denne krise rammer ned i et politisk miljø, hvor de politiske ledere havde vænnet sig til at bevæge sig i magtens højere cirkler, og mandaterne til at opretholde deres politiske positioner var opnået igennem spin og demagogi og imagepleje, og således at dialogen mellem de politiske ledere og befolkningerne og dermed den demokratiske forankring af de førte politikker var på et historisk lavpunkt, ja så stod politikerne allerede meget svagt overfor befolkningerne, da coronakrisen så brød igennem. Fordi der ikke var nogen indarbejdede former for dialog mellem de politiske ledere og befolkningerne, fordi de allerede igennem årtier havde optrådt mere og mere arrogant overfor befolkningerne, så havde de ikke holdningen og troværdigheden og sproget til at vække et reelt forenet kollektivt kriseberedskab. Og igen, de politiske ledere var også på hælene ved at visse centralt placerede sundhedsfaglige eksperter havde enormt meget investeret i, at maksimale forholdsregler blev taget for at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet. Og således faldt de politiske ledere tilbage på de vanemæssige værktøjer af spin og demagogi for at drive befolkningerne til at tage de forholdsregler de (politikerne) mente var nødvendige. Ligesom dårlige forældre der opdrager ved trusler og moraliseren. Total top-down-ledelse og total lukkethed overfor alle kritiske alternative stemmer. Og dengang tænkte de nok ikke videre over, hvilke risici der kunne være forbundede med i en krisesituation som denne at forlade sig på spin og demagogi og magtfuldkommenhed overfor i stedet netop at være fuldkommen åbne og ærlige og derved vække en samlet samfundsmæssig mobilisering.
Så de politiske ledere igennem hele den vestlige verden er nu ekstremt pressede. Som covid-epidemien klinger af, og vaccinestrategien mere eller mindre står klædt af til skindet, så står deres magtfuldkommenhed til at give voldsomt bagslag. Den klaustrofobisk kvalmende tale premierminister Justin Trudeau holdt, som den canadiske regerings reaktion på den store Freedom Convoy, udstiller hvor pressede de er. Og hvor langt de er parate til at fordreje virkeligheden for at opretholde deres coronastrategi, herunder deres nu komplet fornuftsstridige klamren sig til vaccineløsningen. Så vil store dele af de vestlige befolkninger dømme deres politiske ledere som kollaboratører? Hvis ikke store dele af den canadiske befolkning gjorde det før, så gør de det nu efter Trudeaus infame bagtalelse af de protesterende lastbilchauffører. Og turen kommer formentlig til omtrent alle de øvrige vestlige politiske ledere.
Men inden vi falder over dem, og begynder at klynge dem op i lygtepæle, så bliver vi nødt til at rejse det langt vanskeligere spørgsmål, såfremt de er kollaboratører, hvem er de kollaboratører for? Et første nærliggende svar ville være ’det amerikanske overherredømme’ i den forstand, at de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. meget vel kunne have fået deres første og grundlæggende introduktion til coronakrisen gennem de amerikanske sundhedsmyndigheder samt gennem amerikanske efterretningskilder. Og den viden, man baserede sine indledende sundhedsfaglige beslutninger på, kunne meget vel være leveret af samme amerikanske organer. Og her bliver spørgsmålet, der tårner sig op: Var de amerikanske sundhedsmyndigheder kompromitterede, fordi de også havde en andel i ovennævnte vanvittige programmer for genmanipulerede potenserede vira, og de amerikanske sundhedsmyndigheder lagde således fra starten denne linje, at det for alt i verden gjaldt om at begrænse de sundhedsmæssige konsekvenser af sygdomsudbruddet? Disse vanvittige programmer for potensering af vira kan så have haft forskellige mulige målsætninger, hvor den officielle gik på, at det var en metode til at opbygge et beredskab overfor eventuelle fremtidige naturligt forekommende vira, og formålet med de potenserede vira var at udvikle vacciner til imødegåelse af disse vira. Således kan de amerikanske sundhedsmyndigheder såvel have været kompromitterede ved fra starten at have en andel i denne strategi om udvikling af nye vacciner, og i dette tilfælde altså nogle helt nye typer vacciner, der vha. genmodifikationer griber ind i menneskekroppens genetiske funktionsmåder og fremmer kroppens produktion af nogle specifikke celleoverfladeproteiner.
Således er det ikke utænkeligt, at det var noget møg at uheldet med udslippet af Sars-Cov2-virussen skete, men når det nu var sket, så handlede det i den grad om at sætte turbo på den allerede planlagte vaccinestrategi. Og således blev de danske sundhedsmyndigheder, de britiske sundhedsmyndigheder, de tyske sundhedsmyndigheder m.fl. muligvis fra starten spundet ind i nogle fortællinger om Sars-Cov2-virussens oprindelse og de efterfølgende vacciner, som ikke var helt sandfærdige. Og når man en gang er kommet for skade at løbe med en ikke helt sandfærdig historie, hvornår indser man som politisk leder behovet for at indrømme hvad der rent faktisk er sandt, og således indkasserer det troværdighedstab, der følger med vedståelsen af at have udbredt forklaringer, som ikke var helt sande? Når Trudeau forfalder til så voldsomt fordrejede gengivelser af, hvad de canadiske lastbilchauffører står for og hvordan deres adfærd er, så fortæller det noget om, hvor meget han sidder i saksen. At han i realiteten har solgt helt ud af sin integritet, og nu som en anden talende dukke bare kan lire de samme tirader af, som vi har hørt over det seneste år til halvandet. Hvad der således oprindelig muligvis bare var udslag af vanemæssige former for medløberi er undervejs i coronakrisen blevet til en grel udstilling af, hvor dybt denne tendens til medløberi har gennemsyret hele den vestlige verden.
Og det er her, at jeg vil tage spørgsmålet videre, for dette mønster med magtarrogance og spin og demagogi overfor undersåtterne på den ene side og på den anden medløberi og servilitet overfor de globale magthavere hænger i mine øjne nøje sammen med fraværet af visioner og ægte politisk hjerteblod. Altså at de politiske ledere, faktisk igennem hele den postmoderne periode, ikke reelt har brændt for at skabe en bedre verden, men snarere, at de politiske ledere har solet sig i deres egen magt og betydning. Hele forskellen ligger i, om man ser sig selv som en tjener for en højere sag eller om man bruger bestemte spørgsmål, som rører sig i folkedybet, til at slynge sig selv op til positioner af magt og betydning og derpå bruge sin fortrinsstilling til at skaffe sig yderligere magt og betydning. Og hvordan bedre opnå fremgang i sin karriere end ved at tjene de virkelig magtfulde? Spørgsmålet jeg hermed tillader mig at rejse er, om vi lever i en kultur, der er gennemsyret af prostitution. Og når så en krisesituation rammer, så har de politiske ledere ikke modet og rygraden til at indse, at det er en helt ny situation der er opstået, og situationen kalder på en alle-mand-på-dæk-mobilisering og det er nu man skal vise sin karakter og sine evner som en virkelig leder. Men de manifesterede sig ikke, de virkelige ledere, for vores ledere var i forvejen ikke ægte som mennesker. Det er slemt nok med Mette Frederiksen, og hun har tydeligvis sine egne mørke magtbegærlige sider, men hvad så med marionetter som Boris Johnson og Joe Biden, som trods deres formelle status som øverste politiske ledere tydeligvis selv er underlagt medløberi og servilitet overfor de globale magthavere. Så hvem er de globale magthavere? I virkeligheden?
Det er Davos-slænget, World Economic Forum, forsamlingen af klodens milliardærer, vil mange sikkert svare. Har den forhastede og doktrinære udrulning af Covid-vaccinerne ikke netop være drevet af medicinalgiganternes muligheder for at score nogle fuldkommen astronomiske gevinster? Jo, givetvis, men der er så meget på spil her, hvad angår magt, kontrol, overvågning, frihedsrettigheder, politisk styring, at de resulterende virkninger af cornastrategierne i hvert fald er langt hinsides spørgsmålet om bare at tjene styrtende med penge. Umiddelbart vil jeg sige, at vor tids milliardærer er ikke som tidligere tiders industrimagnater. Vor tids milliardærer vil have opnået deres ufattelige rigdom gennem deres evner for at operere i og drage fuld fordel af de forløbne 50 års løbske penge- og finanssystemer. Deres velstand kan rimeligvis siges at være et barometer for, netop hvor løbske vores penge- og finanssystemer har været. Og for alle andre end eliten indenfor denne finanskapitalisme vil den uforholdsmæssige magt, milliardærerne har opnået, være illegitim. Altså at der er et væsentligt moment af svindel forbundet med deres magt, fordi vores penge- og finanssystemer i sig selv har været gennemsyrede af former for bedrag, og her tænker jeg i særdeleshed på måderne USA kvit og frit har kunnet gældsætte sig overfor alle andre lande, jeg tænker på den illegitime pengeskabelse via eurodollarmarkedet som har givet finanssektoren en helt uforholdsmæssig magt, og jeg tænker på fraværet af myndighedsmæssigt opsyn med og regulering af markederne for finansielle derivater og den deraf følgende astronomiske vækst af disse markeder, og måderne disse markeder indvirker på realøkonomien.
Hvis denne verdens milliardærer har opnået deres uforholdsmæssige rigdom og magt gennem maksimal udnyttelse af de bedrageriske sider af vores herskende penge- finanssystemer, og almindelige mennesker således ikke har nogen respekt for denne rigdom og magt, ja så er deres position som magthavere truet. Og så vil dette slæng gøre ligesom magthavere til alle tider har gjort, de vil ty til overvågning og kontrol og konkret eller virtuel udryddelse af deres kritikere. Og med de grader af styring af måderne viden bliver delt eller netop ikke delt på de sociale platforme, så lever vi måske allerede i en form internering. Men i takt med at overvågningen og kontrollen og den overordnede styring bliver mere og mere drakonisk, breder mismodet og mistrivslen sig i verdenssamfundet, den økonomiske aktivitet og værditilvækst synker sammen, og så begynder uroen og opstandelsen i befolkningerne for alvor at røre på sig. Dette forløb var forudsigeligt, og således har denne elite af milliardærer muligvis allerede i årevis arbejdet på at udvikle og indføre værktøjerne til at kunne nedkæmpe og kontrollere denne uro og disse opstande. Deraf blandt andet de militariserede politistyrker kloden rundt samt diskrete forfatningsmæssige ændringer, som åbner for benyttelse af militæret til nedkæmpelse af interne opstande.
Men der er også et andet aspekt, som muligvis er en pendant til politikernes mangel på visioner og ægte politisk hjerteblod. Tidligere tiders industrimagnater var givetvis nogle brutale typer, men de var trods alt ledere for mægtige produktionsfaciliteter med mængder af medarbejdere, og således havde de trods alt hænderne dybt nede i det jordiske. Heroverfor lever finanskapitalismens milliardærer i en helt anderledes abstrakt og fremmedgjort verden, som er så blottet for reelt menneskeligt indhold, at denne fremmedgørelse formentlig er en meget fremtrædende side af disse milliardærers personlighed. Samtidig tillader deres ufattelige velstand dem at leve indenfor visse ekstremt eksklusive cirkler, og de kommer således kun sporadisk i kontakt med folk fra andre afsnit af samfundet. Aktuelle undersøgelser tilsiger at en ud af fem topdirektører har psykopatiske træk, men igen, her taler vi stadig såvel om topdirektører for produktionsvirksomheder. Tager vi finansmilliardærerne for sig, er der grunde til at antage, at dette forholdstal er væsentligt højere, og hvad vi således ryger ind i her er former for fremmedgørelse og anderledeshed som stikker så dybt, at vi mentalitetsmæssigt taler om to grundlæggende forskellige verdener. Og hvor gode er det lige at halv- eller kvartpsykopaterne er til at identificere stjernepsykopaterne? Og vil de ikke nærmere se op til dem end at være på vagt overfor dem? Så hvor udbredt er det lige, at psykopati er blandt finansmilliardærerne? Og den ledelses-/ bestyrelsesbeslutning hos Pfizer der afgjorde, at der skulle smykkes på tallene for resultaterne af de kliniske tests af deres Covid-vaccine, og vaccineskaderne skulle fortrænges, hvordan kan den være andet end en beslutning taget af en samling psykopater?
Og her kommer vi så til det punkt, hvor jeg muligvis vil miste ni ud af de ti læsere, der allerede har vist stor tålmodighed ved at følge mine ræsonnementer så vidt. Præmissen er følgende: Menneskets hjerne er muligvis ikke en slags computer, som mange mennesker tror, men er nærmere et sanseorgan, der både opfanger og udsender energistrømninger. Og selvom vi ikke er bevidste om det, så reagerer vi konstant på de energistrømninger vi opfanger, og samtidig fungerer vi hver især som en slags prisme, som reflekterer disse energier videre med en drejning, der kommer fra vores egne dispositioner og energimæssige vibrationer. Præcis i hvilke former disse energier udveksles er ikke endeligt afklaret, men der er stærke indicier for, at vi kan udveksle energier på et kvantumniveau, dvs. i former som er hinsides vores etablerede forestillinger om vores fysiske bindinger til tid og rum. Altså at vi ved vores bevidsthed kan opnå viden på en indlevet facon om begivenheder og forhold i andre tidslinjer og umådeligt fjerne regioner. Personligt tror jeg, at erkendelsen af disse radikalt udvidede former for tilstedeværelse er en af de største frontlinjer menneskeheden nogensinde har stået overfor, og såfremt disse erkendelser bliver udbredte, så vil det i sig selv radikalt transformere praktisk talt alle måderne vores samfund fungerer på. Således vil vi gennem ren indlevelse og noget træning med stor sikkerhed kunne sige, om en given person lyver om et bestemt forhold eller taler sandt.
Men denne genialitet har også sine mindre fordelagtige aspekter. For denne fysiologiske åbenhed gør os samtidig sårbare overfor indflydelser udefra, og her igen indflydelser som sågar kan komme fra andre tidslinjer eller umådeligt fjerne regioner. Når vi står og ser op imod stjernehimlen, så har vi vænnet os til at tro, at alle disse utallige stjerner og solsystemer er så ufatteligt langt væk, at de for altid vil være udenfor menneskets rækkevidde. Men så snart vi accepterer virkeligheden ved udvekslinger af energier på et kvantefysisk niveau, så er hver disse forbindelseslinjer af lys en mulig bro, en energimæssig kontakt, til andre verdener og andre væsner, som er meget forskellige fra os. Og mig bekendt taler alle pionererne her på Jorden, som har eksperimenteret med disse former for sansninger på tværs af tid og rum, om en gennemgående forskel imellem de udenjordiske væsner og kulturer, hvor nogle væsner/ kulturer rummer evnen for empati, som også er karakteristisk for mennesket, mens andre væsner/ kulturer ikke ejer evnen for empati, og således i vores optik fremstår psykopatiske. Men betegnelsen psykopatisk er jo et stærkt værdiladet ord, disse væsner/ kulturer ejer ikke denne evne og er således bare fundamentalt anderledes. Indenfor denne forståelsesramme kan mennesket således mere eller mindre bevidst åbne sit liv for forskellige påvirkninger udefra, og således kan både de empatiske og de psykopatiske træk ved mennesket blive stimulerede ved de påvirkninger man søger.
Har mennesket såvel som andre jordiske og udenjordiske væsner disse evner for at udveksle energier på kvantefysiske niveauer, så har disse evner selvfølgelig altid været der, men har bare ligget uerkendte og mere eller mindre sovende i mennesket. Og på samme måde må vi forestille os, at menneskeheden altid i et eller andet omfang har været under indflydelse af energier fra andre tidslinjer og umådeligt fjerne steder. Hvad pionererne indenfor disse bevidsthedsrejser også taler om er, at mange af disse kulturer er væsentligt mere udviklede mentalitetsmæssigt og/eller teknologisk, og at de rent faktisk har udviklet fartøjer, der sætter dem i stand til at rejse over afstande i Universet, som vi slet ikke kan begribe, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. Og videre taler flere af disse pionerer om, hvordan de empatiske væsner/ kulturer har en meget høflig måde at stille sig til rådighed for menneskeheden ved simpelthen at afvente at vi henvender os, mens omvendt de psykopatiske væsner/ kulturer, som jo er fundamentalt egocentrisk drevne, at de ikke udviser de samme forbehold. Således taler pionererne videre om omfattende udvekslinger mellem de tyske nazister og repræsentanter for de psykopatiske udenjordiske kulturer, og der foreligger såvel sådanne indlevede vidnesbyrd om møder mellem henholdsvis repræsentanter for de empatiske og de psykopatiske kulturer og tidligere amerikanske præsidenter og militære ledere.
Og ja, det er alt sammen voldsomt postulerende og vidtløftigt og anekdotisk, og jeg vil også godt understrege, at hovedpointen i denne note ikke afhænger af, om man køber disse grænseoverskridende forestillinger eller man ikke gør. Hvor jeg vil hen med denne perspektivering er, at denne skelnen imellem empati og psykopati, denne skelnen imellem integritet og prostitution forekommer at være universel, og den stikker så dybt, at mennesker enten lever indenfor den ene verden eller indenfor den anden. Og for hver gang vi træffer valget af det ene eller det andet spor, så opbygger vi momentum i retning af at bevæge os længere ned ad den vej. Og mennesker, der konsekvent vælger det ene eller det andet spor, vil over tid udvikle sig til nærmest monstrøse udtryk for denne polarisering. Således er stjernepsykopater så fremmedgjorte overfor måderne vi empatiske mennesker omgås hinanden, at de ligefrem kan finde behag i at se os lide, måske endda at se os lide over at være vidne til overgreb begået imod en vi elsker. For en psykopat giver det en slags kick og det er også morsomt og måske også en slags hævn over alt det de empatiske væsner deler, som psykopaten er udelukket fra. Vi skal heller ikke være blinde overfor, at en af de mest virkningsfulde måder psykopater kan opnå kontrol over normale mennesker er ved at traumatisere dem. Det er faktisk én og samme ting, det psykologiske traume og blokeringen af flowet af empati. Således kan psykopater gennem traumatisering få normale mennesker til at ligne dem selv. Og det er her vi for eksempel kan spørge os selv, om de vildt grænseoverskridende hemmelige indvielsesritualer på diverse eliteskoler i realiteten er systematiserede former for traumatisering.
Hvilket (omsider) bringer mig frem til mit egentlige sigte med denne note: At forsøge at etablere en forståelsesramme for det tilfælde, at vi pludselig står overfor erkendelsen, at udrulningen af de eksperimentelle Covid-vacciner var en af de største forbrydelser mod menneskeheden, der endnu er begået.
(Illustration: Manipuleret version af det berømte Earth Rise foto fra Apollo 8-missionen)
Måske er det bare mig, men er der overhovedet ingen åbenhed for ideer i vores samfund? Ingen nysgerrighed, ingen fantasi, ingen anerkendelse af livets fundamentale lov om at uden fornyelse kommer der stagnation og forfald? Som en person, der har dedikeret sit liv til nye ideer, har jeg igennem hele mit liv følt, at jeg levede i eksil. Ingen af de ideer jeg har fået og givet form, har mødt nogen resonans i det samfund, jeg var en del af. Og bevares, det har jeg heller ikke krav på. Vi lever i en fri verden, hvor enhver er fri til at leve i henhold til sine egne præferencer. Det kan jo også bare være, at de var dårlige, mine ideer. Eller rettere, hvis ideerne kommer til én, så er de nok ok, men jeg var bare ikke god nok til at give dem form. Omvendt er jeg trods alt lykkedes med at give form på en række nye originale ideer, så den konsekvente mangel respons har været svær at bære.
Således er mit liv over årene blevet præget af en vis nederlagsfølelse, og samfundets stagnation og forfald er blevet til en form for stagnation og forfald for mit eget liv. Men det er vel stadig ikke ”samfundets skyld”? Måske havde jeg bare ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få ”mine” ideer igennem? Ville større mod og større stamina og disciplin have gjort forskellen? Måske. Men så igen, måske ikke. Som jeg har oplevet mine omstændigheder, har det hele vejen igennem handlet om en nysgerrighed, en modtagelighed, en følsomhed for nye ideer, der bare ikke har været der.
Følsomhed for ideer vil jeg så holde på, er snævert forbundet med de personlige karaktertræk af ærlighed og integritet. Eller med andre ord, en form for ydmyghed, en fornemmelse for at der er noget der er større end én selv, noget som ind imellem virker igennem én og man er i virkeligheden bare en tjener for dette højere kald. Det kan være en sans for retfærdighed, det kan være en sans for solidaritet og medmenneskelighed, det kan være en sans for pædagogiske eller lægelige indsigter. Vi taler om evnerne for en intuitiv tilgang til virkeligheden og fornemmelse af at været integreret del af livet og samfundslivet. Indenfor alle professioner er der eksempler på mennesker, som har dedikeret deres liv til det kald deres profession rummer, og har derved ladet dette større kald virke igennem sig. Store personligheder, netop i kraft af denne ydmyghed, som har udrettet bemærkelsesværdige ting og bragt civilisationen videre.
Måske er mine nederlagsfølelser hen ad vejen blevet den optik, jeg ser verden igennem, hvilket måske også er baggrunden for at spørger mig selv, om mennesker af ovennævnte støbning overhovedet findes længere. Som jeg ser det, opnår folk høje positioner i samfundet og nyder stor bevågenhed fra mediernes side uden på noget tidspunkt at have udvist personligt format, uden på noget tidspunkt at have haft en original idé, uden på noget tidspunkt at have stillet sig selv til rådighed for noget, der er større end dem selv. Og det er ikke helt utænkeligt, at det faktisk forholder sig sådan. De psykologiske mekanismer der er på spil her er nøjere beskrevet nedenfor (ved begreberne om den skarpttegnede identitet og den kollektive identitetskrise), men grundlæggende handler det om den modsatrettede metode af den ovennævnte. Altså at man vælger at sælge ud af sin ærlighed og integritet for netop at sætte gang i sin karriere.
Der ville i givet fald være nogle selvforstærkende mekanismer indeholdt i disse adfærdsmønstre. Folk pejler sig ind på hvad der giver succes (altid noget der er til at pege på), folk begynder mere og mere at rette ind (undertrykker deres egne indskydelser) for at gøre fremskridt indenfor hvad der forventes, de herskende samfundsformer bliver mere og mere konsoliderede, samfundet som helhed begynder at optræde mere og mere nedsættende overfor nye ideer, folk pejler sig ind på.. osv.. Så de der gør det godt, har muligvis hen ad vejen kvalt deres nysgerrighed og ydmyghed, følsomheden overfor ideer og reel nytænkning er blevet fordrevet, og henad vejen bliver samfundsudviklingen fanget i en degenereret tendens, som er dømt til at vokse helt ud af proportioner for derpå at kollapse. Og efter min opfattelse er det det punkt vi står på nu. Boligbobler, obligationsbobler, pensionsbobler, subprime bilfinansiering, eksponentielle udvidelser af pengemængden, akademiske og kunstneriske bobler, drakonisk overvågning og kontrol af borgernes adfærd, plyndring af naturgrundlaget, udtømning af ressourcer, økologiske sammenbrud.
Åbenbart havde jeg ikke det fornødne mod og den fornødne stamina og disciplin til at få mine ideer igennem, men jeg havde trods alt tilstrækkelig stamina til at fortsætte igennem mit eksil over tre årtier. Der hvor nederlagsfølelserne for alvor slog igennem var i 2016-2017, hvor vores samfundsmæssige lederskab lancerede deres fake news-kampagne, som i realiteten var værktøjer for censur og ensretning af befolkningens forestillinger. Selvom jeg ikke har oplevet nogen resonans på mine arkitekturideer og kun en meget begrænset læserkreds for mine filosofiske/ folkepsykologiske ideer, så var der altid en mulighed for, at en af disse ideer ville slå an og opnå en eller anden grad af udbredelse, og jeg ville i en eller anden forstand kunne træde ud af mit eksil. Men med fake news-kampagnen skiftede det samfundsmæssige lederskab til nu åbenlyst at undertrykke nye ideer og alternative forestillinger. Og det var selvfølgelig fordi de herskende samfundsforestillinger viste tydeligere og tydeligere tegn på at være udhulede, og risikoen for deres kollaps blev mere og mere overhængende, og således blev der sat ind med statens stærkeste redskaber for kontrol.
Og så kunne jeg sige nok så meget til mig selv, at dette var et forventeligt moment i den ultimative sejr, men i virkeligheden var jeg rystet over, at lederskabet var parat til i den grad at forråde de principper vores samfund hviler på. Og jeg mærkede dette overgreb simpelthen som en tyngde, der satte sig i min krop. Det var givetvis allerede gået ned ad bakke for mig i nogle år, men lige dér var det, at den samfundsmæssige stagnation satte sig som min personlige stagnation, og mit eksil føltes endegyldigt stadfæstet. Jeg holder af at gå i naturen, og tidligere gik jeg flere gange om ugen med lethed ture på 10 km. Med min dybe skuffelse over det nye kontrolregime kom der en tyngde over mig, så det nu jævnligt var sådan, at bare en tur på 5 km var forbundet med en eller anden grad af anstrengelse. Min krop føltes bare så meget tungere og mit liv var blevet markant mere udsigtsløst.
Med coronavirussen er det samfundsmæssige kontrolregime så taget til nogle fascistoide niveauer, og som i fascistiske stater er det samfundsmæssige lederskab ved gud også her lykkedes med at have fået gejlet store befolkningsgrupper op til at rette deres egen usikkerhed og deres egne frustrationer mod en bestemt minoritet i samfundet. Så hvis jeg syntes følsomheden for ideer svigtede tidligere, og det samfundsmæssige lederskab var begyndt at kvæle samfundsudviklingen ved kanoniseringen af nogle bestemte stivnede forestillinger, så er coronaregimet og befolkningens samling omkring den officielle propaganda nu etableret som en massiv overmagt. Det er voldsomt nedslående. Det er ikke fordi jeg går med tanker om at tage mit eget liv, men der er en enorm dødvægt ved overhovedet at eksistere i denne tid, og personligt føler jeg mig alvorligt svækket.
Selvom jeg mener jeg har nogle rimeligt kvalificerede forestillinger om, hvor hårdt udfordret menneskeheden bliver, når de herskende samfundsillusioner braser sammen, så har det på den ene eller den anden måde været en slags trøst, at denne genforening med realiteterne var uundgåelig. Og det er uundgåeligt, men jeg havde ikke indkalkuleret, at det skulle lykkedes at hvirvle modne demokratiske befolkninger ind i fascistoide former for selvretfærdighed og hævngerrighed. Eller rettere, jeg havde set det komme, men oplevelsen af stemningerne var sværere at håndtere end jeg var forberedt på. Der er noget ved absurditeten af selvretfærdigheden og hævngerrigheden, der gør den virkelig svær at bære. Når en kultur begynder at forfølge tvivlerne, så ved vi det komme til overgreb og forbrydelser mod menneskeheden. Og disse psykologiske mekanismer er under udfoldelse, i dag, i Danmark, såvel som praktisk talt ud over hele kloden.
Igennem hele mit voksne liv har der været denne underliggende viden om, at vores levemåder ikke var bæredygtige, og at vi som samfund levede på lånt tid. Samtidig har jeg/vi levet igennem en finansialiseringens epoke, hvor bankerne gik amok i at skabe penge ud af ingenting, og der skete en enorm koncentration af den finansielle og økonomiske magt, og denne enorme finansielle og økonomiske magt hos storbankerne og storkoncernerne blev omsat til meget vidtgående politisk indflydelse. Blandt definitionerne af en fascistisk stat er en sammensmelten af staten og storkoncernerne, og de omstændigheder passer efterhånden uhyggeligt godt på vores nuværende samfund. Formelt er der en adskillelse mellem den danske stat og Danske Bank og Maersk og Novo og Landbrug & Fødevarer, men de er samtidig integrerede ind i nogle globaliserede netværk af økonomisk og politisk indflydelse, så i praksis får de formentlig tingene nøjagtig som de vil have dem hos den danske regering.
Påfaldende nok blev Danske Bank ikke trukket igennem en tilbundsgående revisionsproces, da den danske befolkning via den danske stat pludselig var nødt til at stille nogle helt uforholdsmæssige garantier for at redde banken. Det fascistiske mindset har i den forstand været under udbredelse over årtier, også fordi det spiller så fint sammen med et materialistisk mindset. Så når jeg spørger til vores samfunds åbenhed for nye ideer, og mener at kunne konstatere at det står virkelig sløjt til, så kan denne lukkethed og blindhed ses som udslag af, at det er erhvervslivets overdefinerede skarpe identitetsopfattelser, der slår igennem på mangfoldige sider af vores samfundsforståelse.
Således har de forløbne 40-50 års samfundsudvikling været præget af dominansen af nogle mægtige illusioner. At finanssektoren genererer rigdom, at de markant voksende uligheder bare er en bivirkning af at vi alle bliver rigere, at problemerne med udtømning af ressourcer bliver der taget politisk hånd om, at problemerne med klimaforandringer og udpining af naturgrundlaget bliver der såvel taget hånd om, men intet af dette er sandt. Finanssektoren genererer ikke rigdom men dræner den ud af andre afsnit af økonomien, de markant voksende klasseskel har været nedbrydende for samfundets sammenhængskraft og der findes ingen reelle planer for håndteringen af vores ressourceproblemer og økologiske krise. Helt i erhvervslivets ånd bliver der holdt en ulastelig facade, men vores samfunds fundament er i fremskredent forfald.
Samtidig var det ikke mindst via Vestens finansielle overmagt at den kommunistiske Østblok blev overvundet, og måden denne ”sejr” blev fejret i Vesten, var også så ureflekteret og overfladisk, at det i sig selv havde iboende fascistiske tendenser. Man kan ikke dyrke så massive grader af selvretfærdighed uden allerede at være et pænt stykke ude på det fascistiske spektrum. Og samtidig missede vi her i Vesten en enestående lejlighed til at reflektere over, hvad krig og fred egentlig er for nogle fænomener, og om vi eventuelt skulle gennemføre en dybtgående selvransagelse og kursændring selv. Men det gjorde vi ikke. Vi tog endeløse sejrsrunder. Med hovedet under armen.
Jeg har ikke læst Marx (hvilket er en stor svaghed), men et af de mange virkningsfulde begreber fra marxismen er begrebet om falsk bevidsthed. Eller i hvert fald anerkender jeg behovet for et begreb til at beskrive, hvordan store befolkningsgrupper eller muligvis praktisk talt hele befolkninger kan leve indenfor nogle forestillinger, som ikke er funderede i realiteterne. Og det er også karakteristisk for erhvervsvirksomheder og fascistiske stater. Hvis ikke det glorværdige billede kan opretholdes ved ærlighed, så lyv for fanden, lyv! Og der bliver løjet hele tiden, på så mange planer. Enten fordi forvalterne selv er i illusionernes vold, eller fordi de kender til realiteterne, men fuldstændig mangler både visionerne og handlekraften til at vedgå og imødekomme disse realiteter.
Så det er hvad min blogaktivitet på Facebook har handlet om over de seneste 10 år. Mentalt og psykologisk at klæde os lidt på til at møde situationen, hvor de mægtige herskende samfundsillusioner krakelerer. Det er et sindssygt kritisk punkt i vores kulturelle udvikling, og der er en overhængende risiko for, at vi slår over i et regulært fascistisk mindset og et regulært fascistisk styre. Simpelthen fordi vi ikke kan rumme tabet af så store illusioner, og i stedet projicerer vores angst og frustrationer over på nogle andre, som de fascistoide ledere serverer for os, de uvaccinerede, indvandrere og andre minoriteter, nabolande, andre kulturer.
Fordi misforholdene mellem de herskende illusioner og realiteterne har været voldsomme, og endda er vokset dramatisk siden finanskrisen i 2008, så har risikoen for en mægtig samfundsmæssig nedsmeltning i alle årene været overhængende. Og de fascistiske skygger har hængt tungt over scenen som den mest sandsynlige udviklingslinje, hvis ikke vi kollektivt gør en kæmpe anstrengelse for at holde hovedet koldt og samtidig fastholde en inklusiv og solidarisk forestilling om samfundet. Det har jeg brugt 10 år af mit liv på at forberede mig selv og mine medmennesker på, men igen er det her, at nederlagsfølelserne kommer over mig. Når jeg så hvordan Mette Frederiksen slog ind på linjen af diskrimination baseret på vaccinestatus og en ikke-videnskabelig udhængning af de uvaccinerede som skyldige i den fejlslagne vaccinestrategi, da indså jeg, hvor langt vi allerede er ude på fascismespektret, og hvor kort et stykke der er til, at den totalitaristiske stat er en realitet. I Danmark, for pokker, af alle steder. Således har statsministeren allerede nu åbnet ballet for løbske former for selvretfærdighed og hævngerrighed, og hun kan have sluppet kræfter løs, som hun hurtigt vil erfare har deres eget liv hinsides hendes kontrol. Måske vil hun snart finde sig selv som marionet for disse følelser.
Og således er der blevet læsset voldsomt op på dødvægten, som vi alle bærer på. Det er virkelig meget tungt bare at eksistere i denne tid. Og fordi jeg i forvejen var rimelig udkørt, så må jeg erkende, at jeg er meget svækket. Og det handler ikke bare om min blogaktivitet over de seneste 10 år, vi taler om den endelige undertrykkelse af de værdier jeg har kæmpet for igennem hele mit liv. Og jeg er usikker på, hvor meget jeg overhovedet har tilbage at stå imod med eller bidrage med. Måske ligger mit væsentligste bidrag i alt det forudgående. Jeg altid set mig selv som arbejdende i forlængelse af den store humanistiske stræben, som karakteriserede det 20. århundrede, og mine arbejder har således hele vejen igennem stået i kontrast til stivnede samfundsforestillinger og mere eller mindre fascistoide magtbegær. Skulle det vise sig, at jeg vitterlig er ved at være udbrændt og jeg ikke har så meget mere at bidrage med, har jeg lavet en (nogenlunde) kortfattet oplistning af de originale ideer jeg har fået og forsøgsvist har givet form på over de seneste 35 år.
*
Arkitektoniske ideer/ grundelementer
1. Paraspektivet. En eksperimentel metode til at gengive en visuel scene, som igennem en integreret sammenstykning af elementer i scenen forsøger at gengive både helhedsindtrykket og varierede detaljer. Et forsøg på at anerkende synsoplevelsens enorme spændvidde. (Introduceret med studieprojekt Udvidelse af Statens Museum for Kunst, AP 21, 1987).
2. Modulsystemer i en human skala. At et kvart cirkelslag med en radius på 5 (i praksis) skærer x,y-koordinaterne 0,5/ 3,4/ 4,3/ 5,0, og denne ”lovmæssighed” kan bruges til at introducere bueformede elementer i et ellers strengt retvinklet modul- og byggesystem og skabe et meget varieret og virkningsfuldt facadeudtryk. (Introduceret med studieprojekt Boligbebyggelse i Skt. Pauls Gade, AP 24b, 1988).
3. Diagonalernes musik. At der eksisterer omfattende additive regler for diagonaler, hvorved f.eks. et 1:2 gridsystem forholder sig ens til både et 3:4- og et 1:1 gridsystem, hvilket kan bruges til at udarbejde meget varierede planløsninger indenfor nogle stadig rationelle og konsistente byggesystemer. (Introduceret med mit afgangsprojekt Et Kommunalt Kommunikationscenter, AP 29, 1989 – I forbindelse med et skitseforslag til udvidelsen af Nationalgalerie i Berlin, AP133, 2020, opstillede jeg en serie på 33 diagonaler, dvs. 1:2, 1:3, 1:4, 2:3, 3:4 osv., og ud af de 1089 kombinationer af en diagonal plus en anden var der 274 forekomster, hvor summen af de to diagonaler gav en af de øvrige blandt de 33 – Lidt af en opdagelse, som formentlig er en slags geometrisk pendant til musikkens harmonibegreber).
4. Facaden som en grænseflade. Den dynamiske facadeudformning med visuelle vekselvirkninger mellem åbent og lukket spredt ud over hele fladen. Identiteten (dvs. bygningens udtryk) som en sitrende dynamisk grænseflade eller en semipermeabel hinde, der både virker åbnende og afskærmende. (Også introduceret med mit afgangsprojekt).
5. Boligen som en grænsezone mellem to verdener. Den arkitektoniske pendant til sociologernes skelnen mellem frontstage og backstage behavior. Altså et mere formelt og formgivet udtryk mod det offentlige rum (”kulturen”), og et mere uformelt og selvgroet og funktionsbestemt udtryk mod den private side (”naturen”). (Også introduceret med mit afgangsprojekt).
6. Sammenskæringen af nyt og gammelt, om den potenserede åbenhed der opstår ved sammenstødet mellem et gammeldags vindue og et moderne glasparti. En måde at revitalisere den radikale åbenhed, som modernismen bragte, men som over årene er blevet trivialiseret i en grad, at den er blevet virkningsløs. (Introduceret med konkurrenceprojekt for udvidelse af Stockholm Stadsbibliotek, AP 121, 2006).
7. Vagus-rækkehuset, hvor de enkelte beboere til hver en tid har valget mellem at lade deres bolig være en del af en social kommunikationslinje, dvs. at tillade en del af ens bolig at være et semioffentligt areal og dermed danne en form for kollektivbebyggelse, eller bare at lade ens bolig være ens private rum. (Udviklet sammen med Morten Ørsager for Erik Møller Arkitekter som besvarelse på passivhuskonkurrencen Sunshine House, 2008).
8. Det kalejdoskopiske stedbundne bygningsudtryk, hvor facadeudformningen spejler og inkorporerer mangfoldige elementer fra omgivelserne og finder sin egen karakter i rytmen og kompositionen af de mangfoldige elementer. Igen en meget løselig og dynamisk identitet men ikke desto mindre meget virkningsfuld. (Introduceret med konkurrenceprojekterne for to erhvervsbygninger for Benetton i Teheran, AP 127, 2009).
9. Nedbrydelse af illusionen om individets suveræne enhed På arkitektskolen i 1986-87 lavede vi på professor Jørgen Bo’s afdeling forslag til en opgave om udvidelse Statens Museum for Kunst. Ligesom arkitektfaget både rummer praktiske og kunstneriske sider, så var jeg dengang (og siden) meget interesseret i, hvordan vores to hjernehalvdele leder os til forskellige måder at opfatte virkeligheden. Jeg brugte denne studieopgave til at undersøge disse to forskellige indgangsvinkler til virkeligheden, og min besvarelse havde således en udpræget symbolistisk karakter. Jeg var også meget påvirket af Tor Nørretranders’ bog Det Udelelige om Niels Bohr, og kvantemekanikkens komplementaritetsprincip og ubestemthedsrelation. Hvis vores virkelighedsopfattelse er udspændt mellem forskellige fremstillinger fra hver sin hjernehalvdel, hvordan kan vi så være stejle på vores synspunkter og måderne vi i øvrigt projicerer vores identitet ud i verden? Og jeg opfattede denne påtagede skråsikkerhed som tendentielt afstumpet og uheldssvanger, hvorfor jeg syntes det var en værdig stræben at påvise, at selv vores identitet og dermed vores bygningers identitet var underkastet former for komplementaritet og ubestemthed.
Næstfølgende 5 ideer er en fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Take care’ fra 23-11-2016 med tilføjet nummerering, hvor idé nr. 10 ligger helt i forlængelse af ovenstående:
10. Ideen om den løseligt tegnede identitet I mine øjne er det en kendsgerning, at vores frygt og svagheder ofte får os til at overkompensere på vores identitetsskabelse. Det er det reklame- og underholdningsindustrien lever af. Og den overdefinerede skarpe identitet er redskabet ved hvilket man opnår succes i det nuværende samfund. Men uanset hvor meget succes den skarptdefinerede identitet måtte kaste af sig, så fører den samme skarptdefinerede identitet til ulykke i vores liv. For at de organiske elementer af os selv skal kunne komme til udfoldelse, så er vi nødt til at fire på identiteten og lade den stå i nogle temmelig løselige konturer, hvilket samtidig dramatisk åbner for vores evner for at arbejde sammen med hinanden, eller dybere endnu, dramatisk åbner for vores muligheder for at pulje vores evner indbyrdes og skabe resultater, der overskrider hver enkelts formåen.
Ligesom vores stræben efter den skarpt tegnede identitet ofte opstår ud af et underskud af kærlighed eller et underskud af selvværd, så forudsætter den løseligt tegnede identitet en tilstedeværelse af kærlighed og selvværd. Det er her vores respekt for os selv, vores ærlighed overfor os selv, vores værdsættelse af os selv kommer ind. Og denne bevægelse er ofte forbundet med en søgen indad, en søgen efter ens væsenskerne, sjælen, som netop er uafhængig af identiteten. Identiteten er blot en slags påklædning sjælen påtager sig, når den vælger at inkarnere i en fysisk krop. Kontakt med ens væsenskerne er ensbetydende med kærlighed og selvværd, og fra dette standpunkt er identiteten bare noget vi leger, og den kan være flydende og tage nye former og udkrystallisere sig på utallige måder. Så hvorfor hænge så meget ved en enkelt af disse former?
11. Ideen om samvittigheden som sans Moral er i min opfattelse et rent indre anliggende og har ikke noget at gøre med samfundets regler og religiøse forestillinger. For mig er moral forbundet med evnen til at lytte til sin indre stemme. For vi ved alle udmærket godt, når vi forulemper andre ved vores ord og handlinger. Problemet er ikke, at vi mangler et kompas til at fortælle os hvornår vores ord og handlinger er i overensstemmelse med andre, problemet er snarere, at vi har udviklet nogle adfærdsformer hvor vores vilje til at tage bestik af dette kompas er undertrykt eller negligeret. Og således har vi hver især givet os selv fripas at forårsage mangfoldige forulempelser af andre mennesker, på tværs af tid og sted.
Ser vi bort fra mennesker med forskellige sindslidelser så er hver vores moralske kompas formentlig fuldkommen intakt og velfungerende, men vi nægter bare at tage bestik af det. Faktisk virker det som om mange menneskers adfærd er bestemt af et (stærkt) ønske om at kvæle ens indre stemme, så man for fanden da kan få fred til at gøre hvad man har lyst til. Kigger vi så nærmere på denne lyst til at kvæle ens indre stemme, så hænger den ofte sammen med ens erfaringer af både lykkefølelser og sorg og sår på sjælen. Eller med andre ord, det er ofte fordi der er nogle erfaringer og nogle følelser man ikke kan holde ud at rette sin opmærksomhed imod, at trangen til at kvæle sin indre stemme opstår, og den umoralske adfærd er bare en bivirkning af denne dybere blokeringsmekanisme.
Hvis man omvendt samler sig sammen, og går linen ud og retter sin opmærksomhed mod enten denne sorg eller disse sår på sjælen eller disse eksalterede lykkefølelser, ja så ophæves behovet for at undertrykke ens indre stemme, og man kan gå ud i verden som et frit menneske. Som et menneske med integritet.
12. Ideen om tillid som samfundets sande valuta Jeg nåede at studere økonomi på universitetet i halvandet år inden jeg skiftede til arkitektfaget, men det betød jo ikke at økonomi ikke længere interesserede mig. Jeg kunne bare ikke se mig selv studere økonomi indenfor de rammer der blev tilbudt der i midten af 80’erne. Og jeg skal da lige love for at mine forbehold dengang er kommet til fuld udfoldelse over de senere år. Vi har over de seneste 40 år gennemlevet en periode med en helt uhørt ideologisk (læs: uvidenskabelig) tilgang til økonomi. Der er mange der har sammenlignet vor tids økonomer med et præsteskab, og den analogi forekommer mig at være meget rammende.
Fordi vores økonomer har levet fuldt og helt indenfor deres ideologiske og teoretiske forestillinger, er den lovgivning der regulerer den økonomiske adfærd i samfundet blevet mere og mere yderliggående og løsrevet fra realiteterne. Og her er der måske dem der vil indvende, at både politikere og økonomer sgu da netop forholder sig til realiteterne i form af fx konkurrenceevne, produktivitet, handelsbalancer osv. Disse forhold har betydning, men hvis alle økonomiske overvejelser og initiativer baserer sig på et pengesystem som er uden hold i realiteterne, så bliver den økonomiske adfærd lige så illusorisk som det pengesystem som adfærden baserer sig på. Og var vores pengesystemer ikke illusoriske, så blev de det da de begyndte at blive misbrugt.
Hvad vi har foran os er derfor et økonomisk krak, som jo ikke er andet end et sammenbrud af alle de illusoriske forestillinger og en tilbagevenden til realiteterne. Men det er jo ikke ”bare”. Fordi illusionerne er blevet udfoldet med så stor konsekvens, og så langt forbi alle advarselstegnene der kom fra realøkonomien i form af knapheden på ressourcer, udpining af naturgrundlaget og udpining af samfundenes sociale sammenhængskraft, så vil det økonomiske tilbageslag formentlig være voldsommere end noget andet tilbageslag menneskeheden før har oplevet.
Mit bidrag til denne diskussion har drejet sig om at forstå både dybden og bredden af det uføre vi har bragt os i. Når man tager et 100 pct. tillidsbaseret pengesystem og misbruger det in absurdum, så vil resultatet være, at den tillid som alle udvekslinger i samfundet baserer sig på vil blive lagt i ruiner. Det er således ikke bare vores pengesystemer der bryder sammen, vi formentlig gennemleve noget der ligner et totalt kollaps af tilliden til vores politiske ledere.
Så uanset hvor relevant det kan være at prøve at udvikle nogle nye sunde pengesystemer, så er den virkelige krise vi skal overkomme den om, hvordan vi hurtigt kan genopbygge noget kapital i samfundet, dvs. en fornyet tillid borgerne imellem, som vil muliggøre en fornyet økonomisk aktivitet.
13. Ideen om den kollektive identitetskrise Under denne overskrift begynder de ovenstående ideer at løbe sammen til at danne et større billede. Ja vi er gået linen ud på en forbrugsfest der ressourcemæssigt slet ikke var dækning for, og vi har kælet om vores identitetsskabelse med alle tænkelige midler, og vi har gældsat os i et omfang uden historiske fortilfælde og sideløbende hermed har vi fornægtet alle former for økonomisk redelighed og konsekvens. Hvis vi hver især har et indre kompas som fortæller os om vores handlinger er i overensstemmelse med vores indre stemme og i overensstemmelse med andre mennesker, så har vi altså valgt over en meget bred kam at fornægte de vurderinger vi fik fra den indre stemme. Grundene til at vi gør sådan er forsøgsvist beskrevet ovenfor, men kunne det tænkes at vi også gør det i en kollektiv forstand? At vi kollektivt kan opleve traumer og sorg og få sår på en slags kollektiv sjæl og/ eller at vi kollektivt kan opleve en så eksalteret glæde at vi ikke tør håbe på at opleve noget lignende igen?
Eller hvordan er det lige vi kender til livet på et personligt plan? Er det ikke sådan at vi kan leve igennem mange år hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang, men så pludselig sker der nogle skred, enten i bevidstheden eller som følge af ting der sker, som så ryster ens tro på det kendte og samtidig åbner for nogle helt nye muligheder? Og det kritiske spørgsmål for den enkelte er her, tør man tage disse forandringer ind og lade dem transformere ens liv, eller afviser man tvivlen og bruger i stedet sine kræfter på at nedkæmpe de nye impulser?
Min idé om en kollektiv identitetskrise handler om, at vi som kultur, tilbage i midten af 60’erne, gennemlevede et sådant skred i vores bevidsthed, hvor der opstod en grundlæggende tvivl om en meget lang række af de måder vi levede på, både som individer og som samfund. Og sammen med denne tvivl og kritik af det kendte vækkedes nogle forestillinger om nogle helt nye måder vi kunne leve på og nogle nye måder vi kunne få vores samfund til at fungere på, og disse forestillinger var forbundet med nogle eksalterede lykkefølelser, som formentlig var uden historiske fortilfælde.
Frøene blev plantet, de revolutionære ideer fandt deres første spæde udtryksformer, og så opstod spørgsmålene, hvad skal vi som samfund stille op med denne kritik og tvivl og samtidig disse dristige forestillinger om, at vi kunne gøre tingene helt anderledes. Ja, her er det at 70’erne i mine øjne fremstår som en kampzone, en mægtig slagmark der bredte sig ud over alle aspekter af samfundslivet, og befolkningen vaklede og svajede men bestemte sig så hen mod slutningen af 70’erne for at afvise tvivlen og i stedet investere sine kræfter i at få nedkæmpet de nye impulser.
Har jeg ret i at vi som kultur gennemlevede en sådan mægtig udfordring af skæbnen tilbage i 60’erne/70’erne, så bliver spørgsmålet: Hvad er konsekvenserne af at nægte at tage udfordringen af skæbnen op? Hvad er konsekvenserne af at nedkæmpe disse vilde nye ideer for i stedet at hengive sig til det allerede kendte? På et personligt plan ligesom på et kollektivt vil jeg hævde, at netop det valg er det psykologiske traume man så må leve med efterfølgende, og altså det traume som skyder sig ind imellem ens bevidste jeg og ens indre stemme, og det traume der efterfølgende betinger al den umoralske adfærd. Så er man jo netop et menneske, som har solgt ud af sin integritet.
I mine øjne er vores forrykt illusoriske pengesystemer og gældsætningsøkonomier ikke årsagen til vores dybe samfundsmæssige krise. Disse forhold er bare symptomer på vores moralske krise, og vores moralske krise har sin årsag i den fejhed og livsfornægtelse vi kollektivt udfoldede, da vi nægtede at følge de nye impulser der opstod i vores kultur. Fra da af var alt bare kunstigt.
14. Ideen om kvarterenheden Personligt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi står foran voldsomme forandringer. Som sagt har vi drevet nogle illusoriske tankegange ud i det ekstreme og der kommer et møde med virkeligheden. Og som sagt er det min forventning at vi sideløbende med det økonomiske sammenbrud vil opleve et kollaps af tilliden til vores politiske ledere. Det gode spørgsmål er, vil vi også miste tilliden til vores samfund? Hvis vi mister tilliden til vores samfund, så vil den rene junglelov herske, og så vil værdiskabelsen i samfundet også kollapse, og så vil der ikke være det fornødne livsgrundlag til at understøtte alle de mennesker, der i dag bebor planeten. Hvad vi taler om her er disse fuldkommen dystopiske fremtidsvisioner, som Hollywood har svælget i igennem en menneskealder, blot vil det ikke være en fremtidsvision men den skinbarlige virkelighed. Ud fra en nøgtern økonomisk betragtning er dette scenarium reelt og slet ikke usandsynligt.
Et andet scenarium er, at de herskende systemer på en eller anden måde formår at humpe videre, selv efter et økonomisk krak, men uden nogen store reformationer af vores politiske strukturer og uden nogen reformationer af vores forestillinger og adfærdsformer, vil den større knaphed på ressourcer blot føre til større uretfærdighed, mere korruption og stadig mere hårdhændede måder myndighederne nedkæmper uroen i befolkningerne. Hvad vi taler om her er den dystopiske fremtidsvision strakt ud over et udviklingsforløb på et eller flere årtier, og dette scenarium er også reelt og slet ikke usandsynligt.
Alternativet til disse dystopier omfatter dels en almen opvågnen til bevidstheden om, at livsformen i de foregående årtier på intet tidspunkt var normal eller bæredygtig, og at de nye langt hårdere økonomiske omstændigheder ligger meget tættere på vores reelle omstændigheder og som sådan udgangspunktet for, hvilket samfund og hvilke livsformer vi kan opbygge. Dels er vi nødt til at handle nogenlunde hurtigt og resolut på at reformere vores samfund, så det kan fremme nogle nye former for tillidsopbygning og dermed nogle nye former for værdiskabelse. Og mit bidrag i den henseende består i ideen om kvarterenheden, som i korthed handler om at opdele hver eneste kommune i Danmark i geografiske kvarterer med 150-200 mennesker i hver. Herefter vil hver eneste borger have et tilhørsforhold til en bestemt kvarterenhed og disse kvarterenheder både må og skal påtage sig at løse en meget lang række af opgaver, som vi hidtil har været vant til at den offentlige sektor eller erhvervslivet varetog for os. Det samfund, der skal rejse sig af asken af illusionernes store nedbrænding, kan i mine øjne kun tænkes som en meget lavpraktisk og meget kooperativ samfundsform, som starter med at sikre opfyldelsen af befolkningens basale behov, og der fra må udvikle sig til at kunne imødekomme højere behov eller lyster.
Det helt afgørende greb med kvarterenhederne er, at hvert eneste medlem af samfundet hører til i en bestemt kvarterenhed, eller med andre ord, at der ikke er nogen der bare bliver overladt til at skulle klare sig selv. Kan det lykkes os at tage hinanden i ed på at vi skaber et sådant samfund, hvor ingen bare bliver overladt til sig selv, så har vi med ét skabt et nyt grundlag for opbygningen af tillid i samfundet, og så kan vi måske ride stormen af. Måske kan vi endda redde mange af de ting ved vores nuværende samfund som vi virkelig sætter pris på. Det afgørende er, at vi er villige til at gøre vores egen sag fælles med vores naboers.
Kvarterenheden står selvfølgelig ikke alene, og tænkes understøttet af sin kommune, men også kommunerne vil skulle grundlæggende reformeres og i sig selv også lægge sig meget tættere op ad ideerne om et kooperativ. Og al denne fornyede politiske myndighed der investeres i kvarterenhederne og kommunerne må i sagens natur tages fra henholdsvis staten og eventuelle overstatslige organer. Hvad vi taler om er altså en slags katastrofe-decentralisering af vores samfund. Men er det det vi beslutter os for at gøre, så kan vi godt gennemføre denne transformation på en civiliseret måde. Og selvom det måske er at spænde forestillingerne til bristepunktet, så kan jeg godt se for mig at vi kan finde en plads ikke bare for staten men sågar en plads for EU og selvfølgelig også en plads for FN.
–
Næstfølgende 5 ideer er fra et tidligere opsummerende Facebook-opslag ’Om de herskende totalitære tendenser og The Great Reset’ fra 28-03-2021, hvor, som det fremgår, 4 af de 6 ideer blot er vinklinger på tidligere ideer mens to er ikke er beskrevet i det ovenstående:
11b. Samvittigheden som sans/ betydningen af ærlighed At den store kvalitet ved ærlighed ikke primært består i de konstruktive effekter den har på samfundslivet (som er enorme), den helt store kvalitet består i måden ærlighed understøtter en stadig dialog med ens eget sjæleliv.
15. Hjernen som et energimæssigt sanseorgan At hjernen er et sanseorgan for bevidsthed, og som sådan både opsamler energiimpulser, dvs. særdeles bredspektrede former for kommunikation fra omgivelserne samt såvel broadcaster energierne fra ens sind og sjæl.
16. Clairvoyance som en ordinær evne At alle mennesker (som konsekvens af ovenstående) besidder clairvoyante evner. Anerkendelsen af menneskets iboende clairvoyante evner er vores helt store kulturelle frontlinje, som har potentialet til at sætte vores intuition fri som en mægtig kraft for samklang, sammenhæng, integration og innovation.
16b. Erkendelsen af det energimæssige univers som et epokegørende skift At disse mentale omstillingsprocesser går så dybt, at vores hidtidige forestillinger om samfund og politik, vores hidtidige forestillinger om uddannelse og pædagogik, vores hidtidige forestillinger om økonomi og værdiskabelse, vores hidtidige forestillinger om forbrydelse og straf, står til at gennemleve en total metamorfose.
10b. Den mangefacetterede identitet At en af de primære kanaler for vores magtbegær er vores identitet og vores identitetsskabelse. Så hvis vi ønsker at forløse vores enorme intuitive potentiale, så skal vi gøre vores relation til vores identitet langt mere flydende og situationsbestemt. Et redskab til bryde disse bindinger op er gennem en forestilling om den mangefacetterede identitet.
10c. Samfundets mistrivsel, når kulturen eller nationaliteten bliver overdefineret At en anden af de primære kanaler for vores magtbegær er vores hierarkiske samfundsstrukturer, og i takt med vores tiltagende optagethed af magtbegærene og de udvindingsøkonomiske gevinster er vores hierarkiske magtstrukturer bare blevet udbyggede og konsoliderede. Der er efterhånden ikke længere nogen former for brede folkelige forsamlinger. Til gengæld har vi nogle tendenser imod top-down-styring, der nærmest er amok. Med voldsomme konsekvenser for vores produktivitet. Så igen, hvis vi ønsker at forløse vores enorme kollektive intuitive potentiale, så er vi nødt til at bryde de hierarkiske samfundsstrukturer ned, startende med en omfattende strukturreform med udbredt decentralisering. Men det går selvfølgelig videre end det, hvor f.eks. nogle væsentlige grader af uddelegering af ansvar skal genindføres på vores arbejdspladser.
kolliker 