Omsorgsfulde hænder

MDG : Parched soil in the Greater Upper Nile region of north-eastern South Sudan

Udkast til en ny flygtningekonvention

Menneskeheden har bragt sig i en slem knibe. En nederdrægtig knibe, faktisk. Vi har forbrugt jordens ressourcer uden nogen tanker for vores fremtidige behov. Vi har udpint og forurenet naturgrundlaget i en sådan grad, at klodens økosystemer er bragt ud af balance. Både vores adgang til fødevarer og drikkevand er kommet under voldsomt pres samtidig med at klodens population af mennesker fortsat stiger. Forud for borgerkrigen i Syrien var der gået 4 år med den historisk værste tørke. I store områder af landet bukkede kvæg og geder og de øvrige husdyrhold under for tørken, folks livsgrundlag forsvandt, hvilket drev landbefolkningen ind til byerne og skabte de enorme spændinger, som siden blev udløst med borgerkrigen.

Samtidig har vi kloden rundt fået udviklet nogle politiske og økonomiske systemer, som enten er blinde overfor eller bare tavse om disse overvældende udfordringer vi som art og som verdenssamfund er konfronteret med. Og ikke bare er vores politiske og økonomiske systemer blanke overfor de voldsomme voksende ubalancer, disse systemer virker tværtimod snarere sådan, at der er en indbygget acceleration af både vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af naturgrundlaget.

Store dele af befolkningen i Syrien oplevede deres livsgrundlag forsvinde indenfor en kort årrække, og disse samme udviklingstendenser kan konstateres i store områder af kloden. Og hvad skal folk gøre, når de er vidner til at de sidste rester af deres livsgrundlag forsvinder, andet end at bevæge sig derhen, hvor der tilsyneladende stadig er et eller andet livsgrundlag?

Men der hvor klimaflygtningene bevæger sig hen er der i realiteten ikke overskuddet til at tage imod en stor befolkningsforøgelse. Selvom om f.eks. Europa fremstår rigt og med et landbrug som kan producere store mængder fødevarer, så er den velstand baseret på en helt afgørende præmis: Adgangen til billigt fossilt brændstof. I Europa bliver der investeret i størrelsesordenen 10 kalorier fossilt brændstof i hver eneste kalorie mad. Skulle Europa såvel som den øvrige verden opleve en ny energikrise, hvor adgangen til fossilt brændstof bliver væsentligt beskåret, så vil europæerne der indse, at deres landbrugsjord er omtrent lige så død som jorden i de egne, hvor de nuværende klimaflygtningene kommer fra. Det industrielle landbrug, som via den såkaldte Grønne Revolution er blevet udrullet over hele planeten, har efterladt vores dyrkbare land strippet for muld, dvs. strippet for liv og næringsstoffer, hvilket i sig har givet anledning til enorme udledninger af CO2 samt grundlæggende forstyrrelser af vandkredsløbene.

Og det uhyggelige er, at både den ikke-bæredygtige karakter af vores ressourceforbrug og vores udpining og forurening af vores eget livsgrundlag har været videnskabelige kendsgerninger i 40-50 år. På den måde er vi alle flygtninge, og har været det igennem en menneskealder. Vi har flygtet fra disse kendsgerninger, flygtet fra dette ubehagelige møde med realiteterne, men som det nu mærkes af mennesker ud over hele kloden, så begynder disse ubehagelige realiteter at trænge sig voldsomt på.

Således oplever vi i disse år voldsomt stigende spændinger i befolkninger kloden rundt. Tingene kører helt åbenlyst dårligere og dårligere, almindelige menneskers livsgrundlag er kommet under pres, ikke bare i de særligt udsatte områder men igennem alle lande kloden rundt. Og fordi det politiske og økonomiske system ikke på noget tidspunkt har forholdt sig til disse voldsomme udfordringer, men tværtimod er fortsat med at love almindelige mennesker velstand og tryghed, så vokser frustrationerne nu i befolkningerne med en skæbnesvanger konsekvens.

Disse oprørte og forræderiske vande danner så noget nær perfekte vækstbetingelser for demagoger og usurpatorer, som alle benytter sig af det ene og samme billige trick: At fortælle deres vælgerskare at det er nogle andres skyld, at vi er landet i disse vanskeligheder. Så er det muslimerne, så er det russerne, så er det kineserne, hvemsomhelst. Og oprørt og frustreret som den er, vælgerskaren, oplever den faktisk en form for udladning og befrielse ved at høre den foregående periodes administratorer blive hængt ud som skurke. Og vælgerskaren oplever en udladning og befrielse ved at kunne kanalisere sine frustrationer mod en bestemt ydre fjende samt endelig en følelse af sammenhold og stolthed ved at tage del i sin egen stammes ritualer.

Således er vi i disse år, i disse måneder, i disse dage vidner til forskellige voldsomt eskalerende splittelser mellem befolkningsgrupper, mellem regioner, mellem lande, mellem trosretninger mm. Respekten for minoriteter, herunder indvandrere, er hastigt på vej til at blive fortrængt og erstattet af mistro og udstødelse. Samtidig forekommer de humanitære kriser og de allerede store flygtningestrømme at blive brugt udspekuleret og kynisk som momenter i nogle storpolitiske magtspil. Driften imod splittelse, sammenbrud, krig og ødelæggelser forekommer efterhånden så stærk, at det vil være et mirakel hvis det på en eller anden måde alligevel skulle lykkes for os at aflede disse udviklingstendenser.

For bag alle splittelserne er der jo den nederdrægtige knibe vi (menneskeheden) har bragt os i: At vi med 7,5 mia. mennesker nu har bredt os ud over hele kloden, og at vores levemåder samtidig fører til accelererende udtømning af jordens ressourcer og en accelerende udpining og forurening af naturgrundlaget og nu også en accelererende nedbrydning af den sociale orden, både indenfor de enkelte lande og indenfor verdenssamfundet.

 

Det er på den baggrund at FN’s flygtningekonvention kan siges at være fuldkommen nytteløs overfor de realiteter menneskeheden i dag er konfronteret med. Selv i humanistisk henseende virker FN’s flygtningekonvention snarere kontraproduktiv, for konsekvensen af at tage imod et større antal flygtninge vil bare være yderligere nedbrydning af den sociale orden med dertil hørende nedgang i samfundets værdiskabelse og yderligere nedslidning af livsgrundlaget i modtagelandet. Godt nok omtaler FN’s flygtningekonvention ikke flygtninges rettigheder som følge af sammenbrud af livsgrundlaget i en given flygtnings hjemland, men det forekommer indlysende, at menneskehedens muligheder for at bringe sig ud af den nederdrægtige knibe den har bragt sig i, ikke fremmes ved at mennesker over en bred kam giver op overfor skabe et livsgrundlag i sit hjemland for i stedet at skulle trække på det (sparsomme) livsgrundlag, der måtte være i nabolandene eller derudover.

Men er det ikke en vild overdrivelse at hævde at livsgrundlaget er sparsomt f.eks. i Europa? Jo det er tilsyneladende en vild overdrivelse og således velsagtens samtidig temmelig hyklerisk, men det springende punkt er stadig det med adgangen til billigt fossilt brændstof. Uanset hvor fornuftig og fremsynet satsningen på vedvarende energi har været, så har vi stadig ikke et produktionsapparat og en infrastruktur der understøtter en fødevareproduktion og -distribution baseret på elektricitet. Men selv hvis vi rundede ’peak oil’ for 10 år siden, så er der jo fortsat en del olie tilbage, så hvorfor disse dystre udsigter for vore energiforsyning? Der er to vægtige grunde til at mene at vores energiforsyninger grundlæggende vil forandres: Dels er den resterende olie meget dyrere at hente op fra undergrunden, dels har vores hidtidige lave pris været betinget af nogle globale pengesystemer, som er blevet misbrugt ud i det ekstreme, og dette misbrug har bl.a. medført at prisen på olie og andre råstoffer har været kunstigt presset ned. Disse løbske pengesystemer, som man såvel kan kan kalde vores løbske gældsætningsøkonomier, er over de seneste 40 år og særligt siden finanskrisen blevet drevet så langt ud, at nedtællingen til disse systemers sammenbrud er i fuld gang. Og på den anden side af det globale finansvæsens sammenbrud vil priserne på råstoffer (herunder olie) være nogle helt andre end dem vi har været vant til.

Som de løbske pengesystemer har været et helt afgørende moment i menneskehedens accelererede forbrug af ressourcer og accelererede udpining og forurening af naturgrundlaget, således er de enorme ophobede ubalancer i den globale finansverden såvel et afgørende moment i de stærkt stigende samfundsmæssige spændinger. Politikerne synes at være kommet dertil, at det er de desperate midler der nu tages i anvendelse for at holde finanssystemerne oven vande. Og midlerne afslører sig som desperate netop ved de måder de samtidig udpiner livsgrundlaget for befolkningerne kloden rundt. Det er først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide præcis hvor velstående f.eks. Europa, USA og Japan er, og således er det også først på den anden side af mødet med realiteterne, at vi vil vide hvilket reelt livsgrundlag der er at bygge på i f.eks. Europa, USA og Japan. Virkeligheden er jo den, at jo højere mod nord man kommer, desto køligere er klimaet, desto lavere er den biologiske omsætning og desto færre mennesker kan et givet stykke land dermed brødføde.

Konsekvensen af at menneskeheden har bragt sig i denne nederdrægtige knibe er den højst ubehagelige, at prisen på et menneskeliv forekommer ikke at være særlig høj, og i takt med den fortsatte udpining og de accelererende sociale sammenbrud forekommer prisen på et menneskeliv at være på en stejl nedadgående kurve. Hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sine levemåder, eller hvis ikke menneskeheden bliver reddet i den elvte time at et eller andet mægtigt teknologisk gennembrud, så er der overhængende risiko for at mennesker vil dø i hundredevis af millioner. Måske milliardvis. Så kritisk udpint er planeten, så ikke-bæredygtige er vores nuværende levemåder og så nedslidt er den sociale orden.

Fortsætter denne stærkt nedadgående trend for prisen på et menneskeliv, vil vi efter al sandsynlighed opleve et totalt kollaps af vores humanisme. Eller med andre ord, vi vil opleve at mennesker dør i store mængder og vi vil sideløbende hermed udvikle en afstumpet ligegyldighed overfor det vi er vidner til. Og efter et kollaps af vores humanisme er der intet der vil stå i vejen for også at begynde at dræbe store mængder af mennesker, hvis man føler at de som flygtninge truer ens livsgrundlag.

Så hvad er det humanistiske alternativ? Hvordan skal en nutidig flygtningekonventionen formuleres, så den har relevans for de vilkår der hersker for menneskeheden på dette enestående kritiske punkt af menneskehedens historie? Hermed et udkast:

 

§1. Vi skal holde op med at flygte fra kendsgerningerne.

Vores gennemgående livsindstillinger og levemåder har ført til så udbredt disharmoni og kaos og biologisk udslettelse, at vi ikke kan holde ud at konfrontere os med det. Og så er det at vi flygter. Ind i vanerne, ind i forbrug, ind i underholdning og distraktion, ind i stimulanser og forfængelige drømme om stil og succes og status. Alle de mangfoldige måder nutidens mennesker kæmper med misbrugsproblemer har deres rødder i denne flugtmentalitet. Og det er som en selvforstærkende nedadgående skrue. Jo mere vi flygter, jo mere svigter vi den sunde og harmoniske og kreative rolle som er vores reelle potentiale, og således trækkes vi alle med nogle heftige skygger af omsorgssvigt og overgreb og forulempelser. Og vi trækkes med det fortvivlende misforhold mellem hvordan vores liv i realiteten udfolder sig overfor nogle tågede forestillinger om, at vi har et reelt potentiale til at leve et helt anderledes tilfredsstillende og rigt liv.

Når vores politikere taler om behovet for økonomisk vækst, så er det flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og vi har fået skabt et mægtigt pengevæsen og en mægtig finanssektor som kun kan overleve, dag for dag, hvis der sker en fortsat udvidelse pengemængden og gældsætningen. Det er også flugtmentaliteten indarbejdet på de allerøverste samfundsmæssige niveauer. Og med flugtmentaliteten indarbejdet blandt de primære samfundsmæssige drivkræfter, fortsætter vi med at udrulle vores levemåder præget af disharmoni og kaos og biologisk udslettelse.

 

§2. Vi skal holde op med at flygte fra der hvor vi er.

Når realiteterne så omsider trænger sig så voldsomt ind på os, at vi er nødt til at erkende at vi har fuck’et op og ødelagt vores eget livsgrundlag, er det så i orden at vende ryggen til det kaos man har skabt for i stedet at forsøge at lægge beslag på et livsgrundlag der måtte findes andre steder?

Det er en kendsgerning, at den verdensorden vi har skabt er gennemtrukket af så store uretfærdigheder i fordelingen af planetens ressourcer, at ”verdensorden” ikke er en rimelig betegnelse. Hvad vi har er systemer til at udtrække ressourcer fra naturgrundlaget og arbejdskraften. Og det er igennem disse systemer, at livsgrundlaget udpines og i den sidste ende helt udslettes. Så de almindelige mennesker der bor i et område, hvor livsgrundlaget er blevet udslettet, de er vel at betragte som sagesløse ofre for disse udvindingsøkonomiske systemer. Men det er faktisk ikke helt så enkelt, for overalt er lokalbefolkningerne jo gået ind på de vilkår der blev præsenteret, og har konkret været dem der udtrak ressourcerne af naturgrundlaget, indtil det var helt udpint.

I en verden der er så fuld af mennesker og hvor livsgrundlaget samtidig er så udpint, er flugt ikke en reel option. Og rollen som sagesløst offer er den mest dræbende af alle. Så hvad vi i stedet skal satse på er den komplet modsatte attitude, at almindelige mennesker over hele kloden tager fuldt og helt ansvar for det udpinte livsgrundlag de konkret er konfronteret med, og med afsæt i denne ansvarlige attitude starter processen med at gendanne livsgrundlaget lige der hvor de er.

 

§3. Vi skal gendanne vores pagt med Moder Jord, gendanne vores forbundethed.

Mennesket er af natur kærligt og omsorgsfuldt og skabende men bliver vi bragt i ekstremt stressende omstændigheder, så forfalder vi til at blive selviske og egenrådige, indtil det punkt hvor vi hævder os selv på bekostning af alt og alle omkring os. Disse ekstremt stressende omstændigheder er dem vi har bragt os i nu, og vores drift imod selvhævdelse og destruktion er allerede meget udtalt. Menneskeheden står ved en udviklingsmæssig skillelinje: Vi er nødt til at lære os selv, hvordan vi kan fastholde at være kærlige, omsorgsfulde og skabende selv under ekstremt stressende omstændigheder.

Og hvis der er et område hvor vi kan udrette mirakler, så er det ved at bruge denne kærlige og omsorgsfulde indstilling i vores omgang med naturen. Livet har jo denne iboende kraft til at vokse og mangfoldiggøre sig, og naturen er sprængfyldt af denne livstrang, og den eneste grund til at vores planet er blevet så udpint skyldes, at vi er gået til naturen med vores egenrådige, mekanistiske og udvindingsøkonomiske tankegange. Lærer vi os at iagttage og studere og lytte til naturen, vil vi kunne stimulere naturens iboende livstrang i en sådan grad, at jordens frugtbarhed kan gendannes indenfor en overraskende kort horisont. Det er dette højt udviklede samspil mellem menneskets kreativitet og naturens iboende livstrang som er vores chance for at overkomme vores voksende flygtningekrise. Det er igennem en slags forløsning af gartnerens omsorg og pleje i hver enkelt af os, at vi gradvist vil kunne gendanne jordens frugtbarhed og dermed gendanne et livsgrundlag for os selv og vores samfund. Omsorgsfulde hænder.

Indledningsvist vil vi mange steder være nødt at starte helt i det små med hvad vi kan dyrke i private haver, i byparker og på tagterrasser mens vores landbrugsmæssige dyrkningsmetoder totalt omlægges, og denne fase vil være den mest kritiske i menneskehedens historie. Kan vi ernære os selv ved hvad vi kan dyrke helt lokalt indtil det store landbrug igen begynder at levere? Kan vi fastholde en social orden i samfundene rundt om på kloden, mens vores levemåder gennemgår en dramatisk forenkling, eller vil de destruktive kræfter af frustration, vrede og selvhævdelse være umulige at inddæmme?

Lykkes det for os at komme nogenlunde helskindede igennem denne særdeles kritiske fase vil en ny verden ligge åben for os. En verden med en overflod af kreativitet og innovation og social og biologisk forbundethed.

 

§4. Vi skal reformere vores politiske strukturer så de bliver reelt demokratiske.

Selvom de omsorgsfulde hænder er vores vigtigste redskab til at overkomme vores civilisatoriske krise, så er det kreative samspil med naturen ikke vores største udfordring. Moder Jord venter bare på at vi kommer til hende. Vores største udfordring ligger i at inddæmme og nedtrappe de løbske følelser af frustration og vrede, og måderne disse løbske følelser udnyttes af demagoger og usurpatorer til koncentrere magten hos sig. Der er stærke fascistiske tendenser på spil i disse opbrudstider, og skulle man spille på sandsynlighederne for hhv. en tredje verdenskrig overfor denne nye og sande grønne revolution, så forekommmer sandsynligheden for verdenskrigen langt langt højere end for den civiliserede håndtering af vores verdensomspændende krise.

Måden vi muligvis kan blive i stand til at demontere den bombe under vores civilisation, som en tredje verdenskrig udgør, er ved at gennemføre en omfattende decentralisering af vores samfundsstrukturer. Kunne vi reformere vores politiske systemer så de blev reelt demokratiske, hvor altså det vitterlig var almindelige menneskers vilje der blev effektueret, så ville risikoen for storpolitiske spændinger formentlig være markant lavere. Kunne vi samtidig reformere vores politiske strukturer, så en langt større del af de politiske beslutninger blev taget lokalt, så ville vi lette vores samfund for en meget stor mængde af dysfunktionelle adfærdsmønstre, der udgår fra vores nuværende magtkoncentrationer og disse magtinstansers sygelige selvoptagethed.

Varetagelsen af nationale særinteresser har igennem generationer været blandt de primære årsager til konflikter i verden og blandt de primære formidlere af de udvindingsøkonomiske tankegange, som har ruineret vores klode. Og nu er der altså en hel række af nationalistiske ledere understøttet af nationalistisk stemte befolkningsgrupper som synes at vi skal give varetagelsen af særinteresserne og de åbne konflikter og de udvindingsøkonomiske tankegange endnu en kørsel. De kalder det den store populistiske revolution. Gendannelsen af tidligere tiders storhed. I en verden der er kørt ned skosålerne. Og således vender vi tilbage til de løbske følelser af frustration, vrede og selvhævdelse samt driften imod krig og ødelæggelser.

Vi står med nogle udfordringer, som angår os alle sammen, hele menneskeheden, og nogle udfordringer som er så overvældende at de rejser spørgsmålet om vores overlevelse som art, som livsform og kultur, og den fortsatte hævdelse af nationale særinteresser fremstår på den baggrund som en slags sær dødsdrift. Selvfølgelig er det i orden at føle forbundethed og stolthed ved sit nationale tilhørsforhold, men på dette punkt af menneskehedens historie kan det ikke handle om den ene nations overlevelse på bekostning af andres, men snarere, at hver enkelt nation kan kun lykkes med at få stabiliseret sine interne forhold såfremt de andre nationer også lykkes med at få stabiliseret deres. Vi er nødt til at løse vores problemer sammen og i respekt for hinanden og vores indbyrdes forskelligheder.

 

 

 

 

(Illustration: africagreenmedia.co.za)

Reklamer

The Law of Repulsion

Serra Peleda_01x

(Giv agt: Min tendens til at fatte mig i langhed er særligt udtalt med denne note. Normalt beder jeg ikke om mere tålmodighed end svarende til længden af en kronik i Politiken. Men med denne note er jeg så lige røget op i henved tredobbelt kronikformat. For de der trods denne langfattethed er villige til at give noten en chance håber jeg selvfølgelig at de vil finde, at investeringen i en eller anden grad bærer frugt.)

 

Der er efterhånden mange der har hørt om The Law of Attraction, dvs. ideen om at ens indre livstilstand tiltrækker omstændigheder i ens liv som er et perfekt match til denne livstilstand. Denne idé ligger i sig selv meget tæt på den buddhistiske livsfilosofi udtrykt i fx Lotus Sutraen, men måderne Law of Attraction udfoldes på er en hel del simplere end buddhistisk livsfilosofi lægger op til. Eller rettere, princippet er lige så enkelt indenfor buddhismen som i de nutidige The Law of Attraction-fortolkninger, men som buddhaer igennem tiderne har besindet sig på disse mekanismer, er de kommet til den konklusion, at for at få denne mekanisme til at skabe varige resultater, så er man som individ nødt til at udvikle en forståelse for at vi alle rummer en faldgrube i sindet som kaldes ’det fundamentale mørke’ og videre, at for at overkomme den vedholdende attraktion fra det fundamentale mørke, så må det enkelte menneske vedholdende stræbe efter at hæve sin livstilstand.

Metoderne den buddhistiske livsfilsofi så anviser til at understøtte denne vedholdende stræben efter at hæve sin livstilstand er gennem meditation, gennem vedholdende fordybelse i menneskesindets funktionsmåder gennem studiet af buddhistiske skrifter samt gennem opøvelse af en forståelse for hvad der er ens personlige mission i dette liv. Fra vores hverdagslivs standpunkt er det med en personlig mission måske nok lidt vel vidtløftigt, men når vi hver især tænker nærmere over det, så er der jo nogle bestemte forhold i vores liv som vedholdende giver anledning til lidelser, det kan være familie eller parforhold, det kan være forhold til autoriteter og normer, det kan være i mødet mellem at skabe noget nyt overfor det kendtes (enorme) træghed. Netop disse forhold som vedholdende giver anledning til lidelser, de er i sig selv et sikkert fingerpeg om i hvilken retning ens mission ligger.

Heroverfor lægger de gængse udlægninger af The Law of Attraction sig meget tæt op af ideen om positiv tænkning. Altså at det enkelte menneske kan træne sig selv i at tænke positivt, og med denne positive tilgang til livet begynder gode ting bare at ske for én. Og hvor mekanismen sådan set er god nok, så forekommer det at der er to måder denne leveregel alligevel nemt kan føre på vildspor:

1, Både The Law of Attraction og buddhisme er fokuserede på ens livstilstand, altså hvad man kunne kalde ens sjæls vibration på et givet tidspunkt. Er det man tænker og det man gør i overensstemmelse med ens sjæls ønsker for dette liv, ja så er sjælen jublende, og så vil man tiltrække masser af gode omstændigheder og uventede muligheder og kreative indfald. Det afgørende her er inderligheden og graden man hengiver sig til det man gør. The Law of Attraction er jo når det kommer til stykket meget krævende i den forstand, at man bliver bedt om at gå linen ud i skabelsen af sin indre virkelighed i et sådan grad, at man skal leve med visheden om at selv de allermest brændende ønsker man har, allerede er opfyldt, også inden denne opfyldelse overhovedet har manifesteret sig. Og helt ærlig, hvor mange kan opbyde modet til at gøre det? Og hvis vi bare i det små gjorde erfaringen, at det er nøjagtig sådan livet fungerer, ville vi så ikke samtidig blive forskrækkede over hvilken frihed og magt det giver os? Og hvor voldsom vil kontrasten til vores tillærte livsomstændigheder ikke også føles?

Når det kommer til stykket er det nok meget få mennesker, som har vist modet til bare i en eller anden grad at eftervise gyldigheden af The Law of Attraction, hvilket svarer til at det også er meget få mennesker, der har hengivet sig så uforbeholdent til den buddhistiske livsfilosofi, at de har formået at overvinde deres karma og således realiseret buddhaens egenskaber af klarhed, kreativitet og uforbeholden respekt og medfølelse for alle mennesker og alle levende skabninger. Hvad vi mennesker almindeligvis gør i stedet er kun at gøre tingene halvhjertet. Der er altid et eller andet ønske vi så alligevel ikke tror på kan blive opfyldt, en eller anden lidelse vi så alligevel ikke tror på vi kan overkomme, og således bliver både positivtænkningen eller for den sags skyld den buddhistiske praktisering nærmere til en slags besværgelser, en slags åndeligt tiggeri.

2, Da positivtænkningen bare er en leveregel og ikke en livsfilosofi eller et menneskesyn, så bliver det nærliggende at spørge hvad man vælger at vie sin opmærksomhed til. Eller med andre ord, hvad lader man sit sind være optaget af? Man kan selvfølgelig tænke positivt i alle retninger, men Law of Attraction siger også, at man vil tiltrække de ting man er optaget af. En person der måske i kraft af sin opvækst har fået etableret en forestilling om at materiel velstand er vejen til at opnå kærlighed, kan således træne sig i at tænke positivt om opnåelse af materiel velstand og hen ad vejen også opnå den, men erfarer så at det endelige mål om at opnå kærlighed er lige uopfyldt. Positivtænkningen forekommer således at kunne være godt tjent med en livsfilosofi/ et menneskesyn, som understøtter en evne til at skelne imellem hvad der væsentligt og hvad der er knap så væsentligt. Buddhismen er på dette punkt meget specifik, og hævder at der er en værdiprogression startende med skatkammerets skatte over kroppens skatte til hjertets skatte. Og det sjove er, at jo mere man ser på verden fra standpunktet af ’hjertets skatte’ jo mere opløses forestillingerne om positivt og negativt. I hjertet er der en rummelighed som er så stor at det negative anerkendes som en del af livet på linje med det positive, og der er en evne for indlevelse og tilgivelse som fortæller en, at der er ingen ønsker der skal gå i opfyldelse for at man kan opleve ens verden som fuldkommen, for den er allerede fuldkommen som den er.

Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om, hvordan fx islam eller hinduismen stiller sig overfor de her nævnte forestillinger eller leveregler, men kristendommen har også noget at bidrage med her. Og det er måske her at The Law of Repulsion kommer ind med hele menageriet af synd og skyld og skam? Både ja og nej. Synd og skyld og skam er begreber som er beslægtede med buddhismens begreb om ’det fundamentale mørke’. På den ene side er der det enkelte menneske som værdigt og værdifuldt og kærligt, og på den anden side er der fornægtelsen af denne værdighed, værdi og kærlighed. Denne fornægtelse beskrives indenfor buddhismen som et sind fortabt i ’det fundamentale mørke’ mens det indenfor kristendommen er et menneske tynget af skyld og skam. Og synden indenfor kristendommen er det, at det enkelte menneske forfalder til at tænke så selvudslettende om sig selv. At myndighedspersoner indenfor kirken så meget behændigt har udnyttet denne menneskelige tilbøjelighed til at opnå yderligere magt og privilegier lader vi ligge i denne sammenhæng.

Kampen mellem de lyse og de mørke kræfter i sindet er meget fremherskende i kristendommen. Så meget, at optagetheden af mørket mange gange synes at fylde mere end opmærksomheden på lyset. Det er velsagtens også derfor at positivtænkningen og Law of Attraction og buddhismen har så meget mere appel i vores tid end kristendommen har. Opmærksomheden på lyset forekommer mere attraktiv end optagetheden af mørket. Men der er et aspekt af hele denne historie om positivtænkning og skaben-sin-egen-virkelighed som jeg mener vi har et presserende behov for at forholde os til. Det er et spørgsmål om, hvordan vi som enkeltpersoner helt klart har behov for at kunne tro på nogle ting for at kunne leve og udfolde os, men også hvordan vi kan komme til at investere vores tro i nogle forestillinger, som viser sig ikke at have noget hold i realiteterne. Jeg tror at vi (her i Danmark, i Vesten, ja hele menneskeheden) i disse år er i en proces med at gøre netop den erkendelse: At de forestillinger vi har gået og troet på simpelthen ikke har haft hold i realiteterne. Tænker vi os vores politiske ledere og vores økonomiske eksperter som vor tids præsteskab, så har der været et stærkt momentum i retning af Law of Attraction ved at befolkningerne har troet på dette præsteskabs udlægninger af hvordan vores verden hænger sammen. Men i samme øjeblik disse samfundsfortællinger bliver afslørede som uden hold i realiteterne, så vil Law of Attraction slå over i Law of Repulsion, dvs. den almindelige befolknings oplevelse af være blevet vildledt og ligefrem snydt af dette præsteskab, og derpå formentlig en mægtig vrede og frustration rettet imod det samme præsteskab.

 

En reality-stjerne som Amerikas præsident

Min anledning til at gøre mig disse overvejelser er selvfølgelig valget af Donald Trump som USA’s kommende præsident, og den enorme naivitet der i mine øjne investeres i troen på at Donald Trump kan rette op på den amerikanske økonomi og det amerikanske samfund. For pokker, manden er ejendomsspekulant og reality-stjerne, hvilket snarere gør ham til en unreality-stjerne. Manden forekommer at være den personificerede overfladiskhed, en sublim opportunist, og ham er der altså nogen der tiltror evnerne til at lede den amerikanske nation igennem den største identitetskrise nogen nation nogensinde har gennemlevet. Hvad vi taler om er her er nogle håbefulde forestillinger som er så spinkle, at det er diplomatisk blot at kalde dem naive. Bare for at give et sammenligningsgrundlag så er det en identitetskrise der er mange gange større end den identitetskrise tyskerne gennemlevede under Versailletraktens åg igennem 1920’erne, for her er det ikke bare en magtfuld nations selvforståelse der er udfordret, det er en hele den industrielle livsforms gyldighed der bliver draget i tvivl, og således er USA’s identitetskrise sammenfaldende med afslutningen af en hel epoke i menneskehedens historie og forhåbentligvis starten på en ny. Har Trump igennem de måder han har levet sit liv opbygget nogen evner for og begreber om at manøvrere igennem så store omvæltninger? Jo, han har prøvet at krakke med sine megalomane ejendomsprojekter og det giver velsagtens en grad at personlig resiliens, men har han en bredde i sit udsyn og en fleksibilitet i sit samfundssyn der kan fremme de nødvendige former for resiliens i samfundet generelt? Personligt har jeg svært ved at se nogen antydninger i den retning.

Påstanden om at vores samfundsfortællinger igennem årtier har været uden hold i realiteterne baserer sig i første omgang på den enorme fortsatte udpining af naturgrundlaget der sker, samt på vores accelererede udtømning af de råstoffer der hidtil har holdt industrisamfundene kørende, dvs. de fossile brændstoffer, metallerne, fosfor til det industrielle landbrug mm. Og der er selvfølgelig også det med de store ekstrabelastninger vi påfører vores økonomier igennem vores CO2-udledninger og de deraf følgende klimaforandringer. Men disse mægtige globale forandringsprocesser har et forholdsvist langstrakt udviklingsforløb, så selvom tegnene på dem efterhånden er meget udtalte, så medfører de næppe former for kollaps som en enkelt præsident vil skulle håndtere indenfor sin præsidentperiode. Men der er en grund til, at denne fortsatte udpining af naturgrundlaget og tankeløse udtømning af vores ressourcer har kunnet fortsætte igennem de mere end 40 år vi har været opmærksomme på problemstillingerne, og denne grund er de korrupte politiske fortællinger samt ikke mindst de korrupte pengepolitikker der er blevet ført igennem de forløbne godt 40 år.

Da knapheden på ressourcer begyndte at melde sig der tilbage i 70’erne, og vi fik et vink med en vognstang om at vi skulle omlægge vores samfund og levemåder, da valgte vi i stedet at investere vores tillid i nogle politikere som hævdede, at vi slet ikke behøvede at ændre hverken vores samfund eller vores levemåder. Og måden, disse politikere indfriede dette løfte om at alt kunne fortsætte som førhen, var ved at påbegynde en stadig udvidelse af pengeforsyningen, hvorved både adgangen til og prisen på kapital blev gjort meget nemmere/billigere, hvilket fuldkommen kamuflerede de stigende priser på råvarerne affødt af den voksende knaphed. Det var her at de korrupte politikere omskabte vores pengesystemer og vores bankvæsen til en form for pyramidespil. En kæmpemæssig finansiel fidus til at understøtte en lige så kæmpemæssig illusorisk samfundsfortælling. Og som det nu en gang er pyramidespils natur, så kan de kun bestå så længe spillet kan fortsætte med at udvide sine aktiviteter/deltagere. Således kan vores nuværende globale finanssektor kun bestå så længe der sker en fortsat udvidelse af pengemængden og en fortsat udvidelse af gældsætningen i den globale økonomi, for i samme øjeblik pengemængden ikke længere kan udvides, vil prisen på kapital (renten) stige, og så vil vægten af al vores ophobede gæld knuse vores økonomier.

Men kan man så ikke bare fortsætte med at udvide pengemængden? Det er der nogle indenfor det økonomiske præsteskab, særligt hos centralbankerne, som mener man godt kan. Virkeligheden er nok snarere den, at pyramidespillet i realiteten stoppede med finanskrisen i 2008, og alle de politiske krumspring der er gjort siden med yderligere udvidelser af pengemængden og diverse bankpakker og ’austerity policies’ for den almindelige befolkning har ikke tjent andre formål end at udskyde sandhedens time. Eller med andre ord, at udskyde punktet hvor alle og enhver må se i øjnene at vores pengesystemer og vores finanssektor vitterlig har udviklet sig til at blive disse pyramidespil, og at ikke bare de førte pengepolitikker men også de overordnede politiske fortællinger, der har kørt igennem de seneste 35-40 år, har været falske og illusoriske.

Til at underbygge min påstand om at dette verdensomspændende finansielle kollaps er nært forestående vil jeg fremhæve to forhold som fremstår som desperate politiske forholdsregler, hvor netop graden af desperation tages som udtryk for hvor ustabile de herskende omstændigheder er.

 

Kampen mod kontanter

Samme dag som (knap halvdelen af) den amerikanske befolkning gik til stemmeboksene for at stemme, foretog den indiske premierminister Narendra Modi et drastisk indgreb i det indiske samfund. Ved et dekret der for den indiske befolkning kom helt ud af det blå blev gyldigheden af hhv. 500 og 1000 rupee-sedlerne ophævet. Hermed inddrog den indiske premierminister i et snuptag 80 pct. af den samlede mængde kontanter i omløb i det indiske samfund. Et meget drastisk indgreb som både det indiske samfund og verdenssamfundet har tilgode at se de fulde konsekvenser af. Premierministerens begrundelse for at foretage dette skridt var for at imødegå korruption og sorte penge, men det er ikke svært at se at der kan være andre tvingende grunde til dette voldsomt indgribende tiltag. Bare for klarhedens skyld skal det selvfølgelig siges at den indiske befolkning ikke bliver snydt for den formue de måtte have i deres 500 og 1000 rupee-sedler, de skal så bare iht. dekretet omveksle disse sedler til nogle mindre sedler indenfor en måned, hvorfor udstedelsen af disse mindre sedler kører på højtryk hos den indiske nationalbank, og der selvfølgelig også er opstået lange køer foran de indiske banker, fordi folk skal have omvekslet deres nu ugyldige pengesedler.

Men se, Indien er jo ikke et særtilfælde her. Hvis ikke pr. dekret så er 1000 euro-sedlen de facto blevet udfaset som gyldig betaling indenfor eurozonen. Og der har været tale om at ophæve gyldigheden af 500 euro-sedlen, et tiltag der muligvis allerede er effektueret. I USA har man sågar talt om at ophæve gyldigheden af 100 dollarsedlen. Og alle steder er begrundelserne fra officielt hold de samme: Imødegåelse af korruption og kriminalitet og sorte penge. Meget artigt og omsorgsfuldt, ikke sandt? Hvem vil ikke gerne se sin regering imødegå korruption, kriminalitet og skattesnyd? Lyder faktisk som en rigtig god idé, hvis det så bare var det det handlede om. I virkeligheden taler vi snarere om et politisk tiltag som viderefører systemer der er baserede på korruption, kriminalitet og skattesnyd.

Den enorme udvidelse af pengemængden i verden er sket sideløbende med en enorm udvidelse af den globale finanssektor, og samme finanssektor har så på egen hånd udviklet måder til at mangedoble de udvidelser af pengeforsyningen der skete fra officielt hold. Dette er hvad der forstås ved begrebet finansialiseringen af samfundsøkonomien, der i Vesten har stået på i omtrent 40 år. Og ikke nok med at bankerne fandt på måder at mangedoble udvidelsen af pengemængden ved at dele lån ud til højre og til venstre, finanssektoren mente også at den havde udviklet finansielle redskaber ved hjælp af hvilke bankerne kunne forsikre sig imod de risici der var ved al denne kreditskabelse. Men mere herom nedenfor. Hvad vi har er altså dette pyramidespilsbankvæsen som for at overleve er nødt til konstant at udvide sin pengeskabelse. Kan denne pengeskabelse ikke udvides i fornødent omfang skal bankerne simpelthen have tilført kapital for at overleve. Og det er sådan virkeligheden har været siden 2008.

Siden 2008 har det været svært for bankerne at opretholde de livsnødvendige udvidelser af deres aktiviteter, og derfor er centralbankerne og regeringerne trådt til og er begyndt at tilføre bankerne kapital. I starten var det igennem ret tydelige tiltag som bankpakkerne og stimulationsprogrammerne, men siden er det sket mere i det skjulte ved alle de måder markederne via centralbankerne er blevet manipulerede, så bankerne er blevet sikrede forskellige fortjenester. Herunder også det højst mærkværdige påfund med negative rentesatser, som godt nok presser deres indtjening, men meget behændigt også sparer dem for udgifterne på størstedelen af deres finansielle forpligtelser. Al denne overførsel af kapital fra den almindelige befolkning og fra realøkonomien til de dødsmærkede banker medfører så på sin side, at aktiviteterne i realøkonomien til stadighed indskrænkes, hvorfor det bliver stadig sværere for bankerne at udvide deres kreditskabelse, hvorfor centralbankerne og regeringerne må træde til med yderligere nødhjælpsforanstaltninger for bankerne.

I mine øjne er det i denne sammenhæng man skal forstå de udbredte politisk anslag mod kontanter. Dels medfører det økonomiske klima med negative renter og stor usikkerhed overfor bankernes soliditet, at almindelige mennesker begynder at foretrække at have deres penge i form af kontanter frem for som indeståender i en bank, dels er centralbankerne og regeringerne nødt til med vold at kunne styre kapitalstrømmene i samfundene for at kunne sikre at en stor del af disse kapitalstrømme kanaliseres over i de dødsmærkede banker. Men er politikerne verden over virkelig så meget i lommen på finanssektoren? Ja, det er bestemt ikke utænkeligt, at en stor del at politikerne har modtaget bestikkelse fra bankerne, men der er muligvis også politikere som ikke har taget imod bestikkelse men som alligevel støtter disse tiltag, simpelthen fordi de ikke ved hvad alternativet er.

Enhver politiker over et vist niveau af indflydelse ved at skulle politikerne ophøre med at understøtte bankerne, så vil bankerne omgående kollapse, og så taler vi ikke om at de samme politikere så står med nogle bestemte (store) udfordringer på hånden, hvad de samme politikere dermed ville forårsage ville være et paradigmeskift, vi ville alle blive kastet ud i virkelighed vi slet ikke kender og konsekvenserne for vores samfund ville være uoverskuelige. Dermed ikke sagt at vores samfunds muligheder for at overleve i så fald vil være fortabte, slet ikke, men vi ved bare ikke på forhånd hvordan vi skal få samfundene til at overleve, og hvad det i givet fald vil være for nogle samfund der opstår på levnene af de hidtidige samfund. Og det strider simpelthen imod den enkelte politikers mandat at slippe så store kaotiske kræfter løs. Så hellere forsøge at holde de udlevede og dysfunktionelle og illusoriske samfundsforestillinger oppe indtil dødsstødet kommer som en eller anden ”ekstern” begivenhed. Fuldstændig ligesom finanskrisen i 2008 fra det økonomiske præsteskabs side blev forklaret som et ”exogenous shock”.

Og apropos ovenstående så skal vi selvfølgelig heller ikke afskrive en udbredt frygt blandt de ansvarlige for hvilke konsekvenser The Law of Repulsion vil have for dem hver især på et sådan helt personligt måske ligefrem korporligt plan. Og hvorfor mon den indiske premierminister valgte netop den 8. november som dagen for hans regerings store anslag mod den indiske befolknings kontantbeholdninger? Ligger det ikke lige for at tænke, at dette politiske initiativ måtte forventes at vække modstand og voldsom kritik, ikke bare indenfor Indiens grænser, men såvel fra kommentatorer verden over, og at initiativet derfor blev forsøgt lempet igennem på den dag den øvrige verden havde sit fulde fokus rettet imod USA?

 

Mængden af ikke-stadfæstede fallitter

Det er ikke meget vi har hørt til Deutsche Bank på det seneste. Betyder det så at banken har fået det bedre? At banken har fået lagt en langsigtet plan for hvordan den skal håndtere sine finansielle forpligtelser som er 15-20 gange så store som det tyske bruttonationalprodukt? Selvfølgelig gør det ikke det. Der var ”nogen” der gik ind og opkøbte aktier i den dødsmærkede bank og dermed lykkedes det at gå ud med den historie, at ”investorerne” stadig tror på Deutsche Bank og så må alle vi andre jo også tro på det. Hvad vi taler om er manipulation af folks forestillinger. Vi taler ikke om at tage fat om nældens rod og gennemføre en reel revision af banken, herunder en skelnen imellem hvilke forpligtelser det er realistisk at banken kan honorere og hvilke det ikke er, samt hvilke aktiver der er reelt værdisat og hvilke der ikke er og derfor skal nedskrives eller helt afskrives. En sådan revisionsproces ville i sig selv have karakter en finanskrise og ville med sikkerhed udløse en ny finanskrise, blot ville denne krise ikke være ny men bare det afsluttende kapitel af den krise der manifesterede sig i 2007-2008. Og Deutsche Bank er jo langt fra ene om at være i vanskeligheder. Tysklands næststørste bank Commerzbank er også i store vanskeligheder ligesom en række andre tyske banker, ligesom det franske bankvæsen, det italienske, det spanske osv.

Min påstand er, at alle disse banker allerede er noget så læsterligt bankerot. Det er kun fordi vores politikere tillader nogle forrykt kreative revisionsmetoder, at disse banker ikke allerede er dømt insolvente. Når Deutsche Bank kan slippe afsted med at have finansielle forpligtelser på 15-20 gange værdien af den samlede årlige tyske produktion, så skyldes det at banken opgør at have indestående aktiver (herunder tilgodehavender) som matcher det de skylder. Men for en stor del af disse aktivers vedkommende er banken ikke forpligtet til at opgøre værdien i henhold til hvad aktiverne kunne sælges for på de nuværende markeder. De er fri til at ansætte i henhold til nogle teoretiske forventede priser. Og selvom aktiverne så skulle ansættes i henhold til de nuværende markedspriser, så er priserne på disse markeder ikke længere bestemt af realøkonomiske forhold, såsom hvilket afkast et givet aktiv er i stand til at producere, men er i stedet bestemt af hvilke forventninger spekulanterne på finansmarkederne har til den pris de vil kunne sælge det samme aktiv for i morgen eller om en uge eller om en måned. Vores gældende lovbestemte revisionsmetoder er således så løsrevne fra realøkonomiske forhold, at svindel i realiteten er blevet lovliggjort. I hvert fald for de banker og koncerner som har råd til at betale de største revisionsfirmaer.

Det næste er så, at der indenfor den italienske banksektor er hele 30 pct. af de udestående lån som er ’non-performing’, dvs. hvor låntagerne er ophørt med at betale renter og afdrag. Og så spørger man sig selv, hvordan kan det overhovedet forekomme? 30 pct.? Hvis virksomheder eller privatpersoner misligholder deres gæld, så bliver de vel erklæret konkurs og så bliver konkursboet vel gjort op? Men det sker ikke. Ligesom Grækenland heller ikke skulle have lov at gå konkurs selvom nationen er så dybt nedsunket i gæld, at det er utænkeligt at nationen vil kunne arbejde sig ud af denne gæld. Men igen er dette langt fra noget særsyn.

Mængden af ikke-stadfæstede fallitter har løbet som en skjult rød tråd igennem verdensøkonomien siden 2008. Og det handler ikke bare om, at bankerne villigt accepterer at sidde inde med ’non-performing loans’. For år tilbage var der også historierne om, hvordan bankerne både i USA og i Spanien gik ind og opkøbte huse til noget der lignede markedsprisen umiddelbart inden det pågældende hus gik på tvangsauktion. Og hvorfor i alverden gjorde de dog det? Hvis hyppigheden af tvangsauktioner er stigende, så er signalerne fra boligmarkedet da klart vigende, og hvis bankerne så køber husene til de herskende markedspriser så ligner det da et sikkert tab. En forklaring er selvfølgelig at man både fra politisk hold og fra bankernes standpunkt har en klar interesse i at holde boligmarkederne oppe, ligesom man har en klar interesse i at holde alle de andre markeder oppe, for hvis markederne skulle begynde at korrigere i forhold til de realøkonomiske omstændigheder der har hersket siden 2008, så ville vi igen have en ny finanskrise på hånden. Som selvfølgelig igen slet ikke ville være ”ny” men blot den samme krise manifesteret på ny.

Men der er også en anden forklaring på disse højst suspekte ejendomsopkøb såvel som den lige så suspekte villighed til at sidde inde med ’non-performing loans’, og denne forklaring handler om de finansielle derivater, eller mere specifikt, den type af finansielle derivatet der går under betegnelsen Credit Default Swaps. Som nævnt ovenfor mente finansfolkene jo på et tidspunkt at de i deres uendelige snilde havde opfundet nogle metoder til at eliminere risiko. Og det var de finansielle derivater der gjorde tricket. Disse finansielle kontrakter er en slags gambling-kontrakter og i henhold til tankegangene indenfor finansverdenen tilbage i midten af 90’erne, så satte disse gambling-kontrakter den enkelte bank eller kapitalfond i stand til at eliminere den risiko der typisk altid er forbundet med investeringer. Og fordi politikerne dengang mente at disse finansielle derivater faldt helt udenfor feltet med værdipapirer og andre traditionelle finansielle kontrakter, fik bankerne og kapitalfondene lov til at boltre sig i disse finansielle derivater uden noget opsyn og uden nogen indberetningsforpligtelser til nogen myndighedsorganer.

Det er nøjagtig historien om de finansielle derivater der er forklaringen på, hvordan Deutsche Bank har kunnet opbygge finansielle forpligtelser på 15-20 gange det tyske bruttonationalprodukt. Og det er de enorme ophobede beholdninger af Credit Default Swaps fordelt ud over i hvert fald hele den vestlige finanssektor, der er en væsentlig del af forklaringen på ovennævnte suspekte ejendomsopkøb og accepten af alle de ’non-performing loans’. Indenfor finansverdenen betyder ’Default’ jo misligholdelse af et lån, og de realiteter bankerne nu er konfronterede med er, at i samme øjeblik et hus går på tvangsauktion eller i samme øjeblik en skyldner begæres konkurs, så vil misligholdelsen af det pågældende lån blive stadfæstet og så vil det udløse udbetalinger på en række Credit Default Swaps, og sandsynligvis skal der ikke ret mange af sådanne stadfæstede misligholdelser til, førend en eller flere finansinstitutter kommer under voldsomt pres for at imødekomme disse udbetalinger, og skulle et af disse finansinstitutter så selv gå konkurs, så er det formentlig ’game over’ for den globale finanssektor.

Selvom der var forløbere forud for Lehmans krak i 2008, særligt i form af krakket af Northern Rock i sommeren 2007 og Bear Stearns i marts 2008, så var det ikke Lehmans krak der udløste finanskrisen men derimod konsekvensen af Lehmans krak i form af udbetalingerne på en stor mængde Credit Default Swaps udstedt af verdens (dengang) største forsikringsselskab AIG. Udbetalingerne på disse Credit Default Swaps var nok til at sende AIG i frit fald, og da var det, at de amerikanske kongresmedlemmer blev taget som gidsler og måtte udbetale en løsesum til Wall Street på 700 mia. dollars.

 

The Law of Repulsion

Så både ’kampen mod kontanter’ og ’mængden af ikke-stadfæstede fallitter’ er sikre tegn på, at den globale finanssektor er lige så syg i dag som den var i 2008. Men så igen, hvor mange var vi ikke dengang tilbage i 80’erne der så på yuppie-kulturen og finanssektorens himmelflugt med udtalt mistro? Hvordan kunne man stille sig op og sige at grådighed er godt og så samtidig opnå social anerkendelse? Og hvor mange var vi ikke der dengang følte at der var nogle højst presserende samfundsmæssige udfordringer der blev fuldkommen tilsidesat af al den hype omkring rigdom og selvrealisering og arrogance?

Og når det kommer til arrogance eller snarere regulært hovmod er amerikanerne selvfølgelig gået forrest. Hvordan skulle det være anderledes? Med Sovjetunionens opløsning stod amerikanerne tilbage som vinderne af Den Kolde Krig, og hvem eller hvad skulle nu eller fremover være i stand til at modsætte sig det amerikanske overherredømme? Og på den måde var der en hel kultur af hovmod og hakkeordener der kom til at præge årtierne efter Sovjetunionens fald, så meget at USA i dag fremstår som både et oligarki og et hegemoni som opretholder sit herredømme gennem regulære bøllemetoder, dvs. gennem manipulationer og tvang, alt imens ejerne og lederne af de amerikanske storkoncerner har tjent styrtende med penge ved at outsource deres produktion til udviklingslandene og således efterladt store dele af den indenlandske produktionsbase i ruiner. USA er så meget på spanden, og eftersom Europa så villigt har lagt sig i slipstrømmen på USA, så er Europa omtrent lige så meget på spanden. Make America Great Again, min bare røv.

Så hvor efterlader alt dette os mht. positivtænkning, Law of Attraction, buddhisme og andre redskaber vi har til at give vores liv kraft og retning? Efter al sandsynlighed vil der indenfor en overskuelig horisont ske et voldsomt økonomisk omslag, og her er det altså meget sandsynligt at vi kollektivt vil svinge fra den ene grøft til den anden. Fra overdreven og blind optimisme til omtrent lige så overdreven og blind pessimisme. The Law of Repulsion. Fra endeløse muligheder for kredit og selvudfoldelse til ingen muligheder for kredit og højst begrænsede muligheder for selvudfoldelse. Og disse skift kan udløse en voldsom vrede og skuffelse og bitterhed og det er ikke svært at forestille sig, at der vil være demagoger (Trump?) som vil være villige til at imødekomme pøblens krav om offentlige rettergange for den forløbne periodes administratorer. Hvorfor vedgå sin egen skyld hvis man med held kan pådutte den nogle andre?

Og alle de mennesker, som har investeret deres (naive) forhåbninger i Donald Trump’s præsidentskab, og som så bliver vidner til at det hele ramler sammen om den ubehjælpsomme præsident, de vil muligvis ræsonnere, at det er de skjulte magthavere, Bilderberg’erne, Illuminati’erne, The Banker Cabale, The Globalists, der nedkalder disse prøvelser over både Præsident Trump og den uafvidende befolkning der stræber efter fornyet frihed og værdighed. Måske vil det komme til borgerkrigslignende tilstande. Omvendt vil viljen til at dække over den udbredte korruption indenfor de øverste ledelseslag måske gå så vidt som til at indflydelsesrige personer indenfor militæret og efterretningstjenesterne kan have held med at få startet en mægtig militær konflikt, som tvinger alle til at fokusere på nogle helt konkrete udfordringer og handlinger og dermed glemme alt om alle ugerninger der var gået forud.

Men de konflikter og udfordringer vi står med i dag er jo stadig fuldkommen logiske konsekvenser af de måder vi har ladet vores samfund udvikle sig over de seneste årtier. Hverken menneskehedens agerbrugskulturer eller industrikulturen var på noget tidspunkt bæredygtige livsformer. Men det var vi bare ikke klar over førend vi ramte The Great Acceleration sidst i 50’erne og ind i 60’erne. Det var i midten/ slutningen af 60’erne at vi tabte vi vores uskyld mht. hvilken relation der består mellem os som art og hele det himmellegeme som er vores hjem. Og vores fornægtelser af disse indsigter og den ovenikøbet accelererede udfoldelse af disse dysfunktionelle tankegange er grundlæggende det der har bragt os i de dybe vanskeligheder vi står i nu og her. Og den løbske finanssektor var mere end noget andet redskabet der muliggjorde dette dækningsløse accelererede forbrug.

Der er mange scenarier for hvordan tingene udvikler sig videre her fra. Men næsten alle indeholder nogle grader af ubehagelige erkendelser, nogle grader af smerte og nogle grader af omvæltninger. Amerikanerne har et udmærket udtryk for den reaktion der kommer, når man er gået for vidt i sine manipulationer og sine rænker og sin tvang og de implicerede parter således skifter til at begynde at gøre modstand. ’Blowback’ kalder de det. Og frem for ’Make America Great Again’ forekommer det at der står ’blowback’ på menuen, både for USA og for Europa. Og muligvis også en accept af rimeligheden af denne ’blowback’. Måske endda former for anger.

Men det der bliver ved med at udfordre mine forestillinger i forbindelse med denne samfundsfortælling er selve det forhold, at vi jo for pokker er nødt til at tro på noget for at kunne leve og udfolde os. Var det forkert af finansfolkene at tro på at de kunne eliminere risiko? Var det forkert af politikerne at tro på at finanskapitalismen lige så vel kunne udgøre et fundament for samfundets værdiskabelse som produktionskapitalismen? Ja, skulle man mene, det var forkert, men det er samtidig meget menneskeligt, fordi fordelene ved at tro på disse illusioner netop var så attraktive. Ligesom det var attraktivt at tro på neokonservatismens løfter om at alt kunne fortsætte som vi var vant til.

Og på sin vis er der en form for nåde eller tilgivelse forbundet med enhver som forfølger det han eller hun tror på. Personligt er jeg faktisk ikke særlig god til bare at leve og forfølge mine umiddelbare lyster, og denne tilbageholdenhed anser jeg selv for at være en af mine største synder. Jeg er generelt kritisk overfor hvad jeg tror på, og således løber jeg ikke bare med en vilkårlig mulighed der præsenterer sig for mig. På den baggrund kan jeg godt have respekt for folk der netop evner at forfølge deres umiddelbare lyster. Og når vi så i vores livsudfoldelse forvolder andre mennesker skade, så gør vi det oftest uden forsæt og uden viden om at det ville være konsekvensen. Og i det hele taget bliver vi alle født ind i nogle bestemte rammer, og under vores opvækst tager vi bestik af disse rammer og lærer at begå os på bedste vis. Hvad kan vi gøre andet?

Så var der noget vi skulle have gjort anderledes? Ja, skulle man mene, for der er forskel på at leve fedt på at plyndre planeten så længe man er uvidende om at det er det man gør, overfor at leve fedt på at plyndre planeten og vide at det er det man gør. Og der er forskel på at blive styrtende rig som ung børsmægler uden at vide at der er nogen der samtidig bliver plyndrede, overfor at vide at ens egen rigdom er ensbetydende med nogle andres fattigdom. Og der er forskel på at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter i troen på at de varetager ens interesser, overfor at overdrage ens myndighed til politiske repræsentanter selvom disse repræsentanter helt åbenlyst er ophørt med at varetage ens interesser.

Så frem for dette forestående crescendo af Law of Repulsion så havde det været bedre om vi hver især havde taget os i det, når vi blev opmærksomme på at der var en given måde vores samfund fungerede på, som ikke var i orden. Hvis vi så at sige havde efterlevet The of Repulsion lige dér, hvor vi erfarede at der var noget der var forkert og uretfærdigt og uhensigtsmæssigt, og derfor havde reageret. Eller med andre ord, at vi alle løbende havde keret os om samfundets overordnede trivsel, i stedet for den situation vi har bragt os i nu, hvor vi har udliciteret vores myndighed til nogle ledere, som i realiteten hverken har udvist lederskab eller ansvarlighed. Og i realiteten har kørt vores samfund ud over kanten. Den ene unreality-stjerne som har afløst den foregående i en lang stribe der går disse knap 40 år tilbage i tiden. Tilbage til Ronald Reagan og Margaret Thatcher.

 

 

 

(Illustration: Klip fra åbningsscenen i Godfrey Reggio’s ”Powaqqatsi”, 1988. Fra Serra Pelada guldminen i Brasilien. En nedbrudt slavearbejder bæres op af minekrateret af to andre)

 

Livsløgnen

Livsloegnen

På det seneste er jeg kommet forbi andre kilder, der har delt en dybt radikal forestilling som jeg selv har arbejdet med over de seneste år: At det normale for os mennesker er at vi har clairvoyante evner. At vi mennesker har basale evner for at se på tværs af tid og rum og på tværs af de opfattelser vi typisk bruger til at skelne mellem dig og mig, dem og os. Eller med andre ord, at det normale er, at vi har en evne til at vide hvad der er sandt, hvad der er virkeligt, hvad der er et ærligt udsagn, og videre, at vi har adgang til en basal form for vished om hvor vi er som kollektiv, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. I mine refleksioner og skriverier har jeg mest arbejdet denne radikale idé i to former, i ’visheden hinsides sindet’ og i ’samvittigheden som sans’.

Visheden hinsides sindet

Jeg har selv har erfaret at jeg har en evne til at komme til en forståelse af den verden jeg lever i ved at stilne mit eget sind og dets evindelige knævren for at lytte til de impulser, indfald eller meddelelser der melder sig omtrent i samme øjeblik stilheden opnås. Og jeg indrømmer at dette lyder paradoksalt. Hvis disse dybere meddelelser melder sig i samme øjeblik stilheden opnås, hvordan kan stilheden så siges at være opnået, og med hvilken ret kan disse ’stilhedens meddelelser’ siges at adskille sig fra den forudgående knævren? Det er et paradoks, og alligevel er der ingen tvivl, og forskellen ligger i motivationen. Hvad jeg kalder stilhed er muligvis snarere en form for interesseløshed. Hvor den almindelige knævren konstant kredser om ego’et enten gennem selvrefleksion forårsaget af skyld og skam eller kredser om ego’et gennem endeløse analyser af ego’ets relationer til omverden samt strategier for at konsolidere ego’et indenfor samme omverden. Stilheden og interesseløsheden indtræffer, når man som en bevidst levende skabning giver slip på ego’et og ego’ets behov, og er der en motivation til stede i denne tilstand, så er det ens sjæls dybere ønsker der pludselig får lov at træde frem.

Samvittigheden som sans

Vi har vedholdende kulturelle traditioner for at opfatte samvittigheden som et aspekt af moralen og så samtidig opfatte moral på den eksternaliserede måde, hvor moral opfattes som leveregler, som udtænkes af det bevidste jeg, eventuelt af kollektivets bevidste jeg, og disse bestemte leveregler tjener det formål at regulere det enkelte individs adfærd indenfor samfundet på måder som anses for hensigtsmæssige. Altså at samvittigheden er at opfatte som det enkelte menneskes internalisering af de eksternt opstillede og håndhævede moralske leveregler, dvs. en udpræget top-down-bevidsthedsproces. Denne opfattelse af samvittighed har altid forekommet mig fejlagtig og uværdig. Helt tilbage fra ungdom har det været min opfattelse, at jeg selv ikke behøvede at inddrage nogen samfundsmæssige vedtægter eller opfattelse for at vide om det jeg siger eller det jeg gør kun skaber værdi for mig selv eller om det også skaber værdi for andre. Det er her at betydningen af ærlighed og oprigtighed kommer ind. Hvis måden man taler til sig selv er ærlig og oprigtig, hvis det man siger til andre og gør overfor andre også er ærligt og oprigtigt, så er der stadig ingen garantier for at virkningerne af hvad man siger og gør vil være som forventet, men man kan være sikker på, at det man har sagt og gjort vil skabe værdi ikke bare for en selv.

Og her vil mere skeptisk anlagte personer givetvis indvende, at denne værdiskabelse er en ren trossag. Men mit svar vil være, at det er ikke en trossag, men et spørgsmål om at forstå hvordan værdiskabende relationer mellem mennesker overhovedet fungerer. Der er ingen der siger at to vilkårlige mennesker har de samme præferencer, og spørgsmålet har intet at gøre med enighed eller hvordan den ene eller den andens præferencer imødekommes, det handler kun om, at jeg ved at være ærlig og oprigtig giver andre muligheden for at se mine reelle præferencer, mine reelle ønsker, mine reelle følelser, og på det grundlag vil vi tale om hvad der er virkeligt i modsætning til at tale om nogle konstruerede begrundelser og motivationer. Det er svært både at kvalificere og kvantificere hvor meget spektret af løsningsmuligheder udvides i samme øjeblik to parter begynder at tale om deres reelle præferencer, ønsker, følelser frem for at hver af de to parter skændes om betydningen af hver deres til lejligheden konstruerede begrundelser og motivationer. Med ærligheden og oprigtigheden åbnes der sågar for løsninger hvor imødekommelsen af den enes behov spiller sammen med imødekommelsen af den andens behov på måder, som aldrig var blevet klarlagt uden respekten for denne kontrakt for værdiskabende relationer mellem mennesker.

The Blackout

De seneste ti år har for mit vedkommende været præget af nogle voldsomme erkendelser og samtidig nogle radikale nybrud. Hvor jeg siden mine unge år har levet med bevidstheden om at vores levemåder ikke var bæredygtige, så var der en bestemt dokumentarfilm i 2006 som vækkede mig til erkendelsen af, at menneskeheden nu er trådt ind i en ny geologisk fase, hvor menneskets tilstedeværelse på planeten nu er så massiv, at det er menneskets adfærd der mere end noget andet bestemmer planetens videre liv. Og erkendelsen var ubønhørlig i den forstand, at indsigten kom med visheden om, at hvis ikke menneskeheden formår grundlæggende at ændre sin adfærd, så vil vi lægge planeten øde og dermed endegyldigt undergrave vores eget livsgrundlag.

Denne voldsomt udfordrende erkendelse satte så gang i en undersøgelsesproces i retning af at afdække, hvad det var for mekanismer i vores adfærdsformer, der fik os til at fortsætte disse samme adfærdsformer til trods for at de økologiske konsekvenser blev mere og mere tydelige og ildevarslende. Et vendepunkt i denne proces kom i slutningen af 2010, da det blev klart for mig, at der på de allerøverste niveauer af vores samfunds ledelse er blevet arbejdet med overlæg på at bryde den ærlige og oprigtige dialog mellem befolkningen og deres politiske ledere.

Der er ingen mennesker der er rene, og selvfølgelig slet ikke mennesker i positioner med med magt. Ingen kan udøve magt uden at få snavs hænderne, men apropos ovenstående må lakmus-testen bestå i 1. Den samvittighed den enkelte politiker udøver sit hverv med, og 2. Graden af åbenhed og ærlighed og dermed vilje til at indgå i en oprigtig dialog med befolkningen. Og der er selvfølgelig løbet meget vand under broen siden 60’erne, ikke desto mindre var attentatet på præsident John F. Kennedy en tragedie, der har kastet skygger over vores samfundsliv lige siden. I min optik var det der, at kontrakten mellem politikerne og befolkningen blev fatalt kompromitteret. Et attentat der blev fulgt op af attentatet på hans bror Robert F. Kennedy og attentatet på Martin Luther King, og dermed var skiftet til den mørke side fuldbyrdet. Herefter handlede det ikke længere om at føre en oprigtig dialog politikere og befolkning imellem, herefter handlede det om spin og manipulationer og en stadig mere omsiggribende samvittigløshed.

Så blev militæret og efterretningstjenesterne voldsomt udvidet, så blev Vietnamkrigen dramatisk opskaleret, så gik bunden ud af det amerikanske statsbudget, og så valgte amerikanerne at ophæve dollarens forankring i guld, et helt egenrådigt skridt som i realiteten betød, at den monetære verdensorden der havde hersket siden 2. Verdenskrig hermed blev ophævet. Et skridt amerikanerne tog uden overhovedet at rådføre sig med alle de lande, der frivilligt havde valgt at binde deres valuta op på dollaren. Hermed skiftede amerikanerne fra af være den nation, der sikrede stabiliteten i internationale pengesager, til at være den nation der udnyttede deres pengemæssige fortrinsstatus på den mest skrupelløse måde. Og da ungdomsoprøret så opstod, muligvis som en reaktion på de fornemmede korruptionstendenser, og da ungdomsoprøret så begyndte at få virkeligt momentum, så lod man da efterretningstjenesterne infiltrere de mange forskellige aktivistiske grupperinger, man arbejdede bevidst på en radikalisering af grupperingerne og aktionerne, hvorved sympatien i den brede befolkning blev neutraliseret.

Det er svært at beskrive omfanget af falsk bevidsthed der trives i vores herskende politiske strukturer. Spin lagt oven på tidligere spin lagt oven på tidligere spin har skabt et politisk debatklima, hvor ærlighed og oprigtigheden forekommer efterhånden at være helt fordrevet, og hvad vi har en grupperings konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en anden grupperings lige så konstruerede verdensbillede og begrundelser og motivationer overfor en tredjes. Det er den postfaktuelle virkeligheds ekkokammer og det netop overståede præsidentvalg i USA bærer alle symptomer på et politisk system, som totalt har mistet jordforbindelsen.

Det Demokratiske Partis konspireren med de store mediehuse for at give deres åbenlyse propaganda et skær af traditionel politisk debat, Det Demokratiske Partis skrupelløse manipulationer og strategiske manøvrer, herunder at fremme Trumps kandidatur da han blev anset for at være den lette modstander, Det Demokratiske Partis åbenlyse forræderi overfor deres vælgerskares politiske vilje, denne adfærd vidner om et sammenbrud af samvittighed og basal ærlighed og oprigtighed som er total. Og uanset hvor mange der gerne vil se Donald Trump som kandidaten der kommer ridende ind fra højre og rydder op i al denne korruption, så forekommer der ikke at være belæg for at investere så stor tillid i ham som leder og som menneske. Har han måske igennem sit liv vist sin vilje til at stå fast på principper, sin ubestikkelighed, sin dedikation overfor at være fair i sine forhold? Efter min opfattelse har folk ud af deres fortvivlelse set disse egenskaber i Trump og stemt på ham iført disse håbefulde forestillinger, men sandsynligheden for at Trump vil være i stand til at indfri disse forventninger er forsvindende lille.

Det er jo ikke bare den politiske kultur der er trådt ind i en tilstand rent hjernespind og luftkasteller. Siden ophævelsen af dollarens forankring i guld har vores pengeskabelse og vores gældsætning været på en eksponentiel voksende kurve. Vores forestillinger om økonomi herunder vores forestillinger om nationaløkonomi og vores forestillinger om velfærdssamfundet er også trådt ind den postfaktuelle fase. Var Trump eller nogen anden politiker ærlig overfor vælgerskaren, så indviede de den almindelige befolkning i det barske møde med realiteterne vi alle har foran os. Hvad vi taler om er finanskapitalismens sammenbrud, finanskapitalismen forstået som den pseudoøkonomi vi har haft kørende siden vores politiske kultur afskrev den ærlige dialog med befolkningerne og siden vores pengesystemer slap deres forankring i realøkonomien.

Livsløgnen

Så en hel generation af politikere kan se frem til at blive stillet til regnskab for deres lederskab, men det er at gå alt for vidt i sine projektioner bare at bebrejde politikerne for vores samfunds udvikling over de seneste årtier. Hvor mange har ikke undervejs haft deres indskydelser i retning af der var ting, der simpelthen ikke virkede rigtige og sunde og fremsynede, og der har jo også været den fraværende fornuft og ansvarlighed i forvaltningen af naturgrundlaget og vores ressourceforbrug. Og der har været de voksende uligheder i samfundet, som store dele af mellemklassen direkte eller indirekte har sanktioneret, velsagtens fordi der var personlige fordele at opnå kombineret med en manglende forståelse for, hvad man samtidig mistede samt hvor uforholdsmæssigt større fordelene var for samfundets absolutte top.

Og der var forbrugsfesten og troen på at ens hus vitterlig kunne være en pengemaskine, et aktiv der bare konstant og helt passivt kastede merværdi af sig. Og at de lånte penge der blev skudt ind i samtalekøkkener og tilbygninger vitterlig var at opfatte som gode sunde og langsigtede investeringer. Og at vores pensionsopsparinger var i sikker forvaring hos vores pensionsselskaber. Det er svært at se denne samfundsudvikling som andet end en form for villet uvidenhed, en form for villet naivitet, en form for naivitet der kastede masser af selvtilfredshed og sorgløshed af sig. Og således har vi ikke efterspurgt politikere der sagde sandheden, hvad vi har efterspurgt er politikere, der har fortalt os de løgnehistorier vi ønskede at høre. Og sådanne løgnagtige politikere er hvad vi har fået. Og vi har praktisk talt alle dækket os ind bag ved fællesskabet, og har mere eller mindre henholdt os til, at sådan gjorde alle de andre, sådan tænkte alle de andre, så det gør jeg også bare. Hvordan skulle jeg kunne gøre anderledes?

Men alt dette er bare omstændigheder og tjener som baggrund for den anskuelse jeg prøver at beskrive her. Mit ærinde er ikke at moralisere eller at nedkalde alverdens forbandelser over os syndere, det interessante for mig er at sætte disse enorme og vidt udbredte samfundsmæssige illusioner op overfor den indledende forestilling om, at det er helt almindeligt for os mennesker at være udrustet med basale grader af clairvoyance. Og jeg vil gå videre og hævde at disse clairvoyante evner blev stimuleret med Flowerpower-bevægelsens store frigørelsesprojekt og igen er blevet stimuleret (voldsomt) af fremkomsten af internettet og måderne vi nu påvirker hinanden gennem de sociale medier, hvilket har frembragt bevidsthedsformer som slet ikke fandtes førhen, i hvert fald ikke som former der var almindeligt udbredte. At vi har en del af vores bevidsthed ude over hele kloden, at vores sym- og antipatier nu går kloden rundet, at vi ved hjælp af disse teknologier vitterlig har opnået former for allestedsnærværelse, eller i det mindste muligheden for på ingen tid at flytte vores bevidsthed til andre verdensdele. Uanset hvor utrolig og fascinerende teknologien dog er, så er den formentlig slet ikke noget match imod de muligheder vi har for at opnå kendskab til og evner for at påvirke alene ved vores bevidstheds kraft.

Tænker vi os at der har været disse to bølger af omfattende kulturel bevidsthedsudvidelse, Flowerpower-bevægelsen og online-revolutionen, og at vi derved nærmer os en bevidsthed om vores forbundethed med hinanden på tværs af tid og rum og på tværs af vilkårlige samfundsskabte skel, hvordan kan det så være at vores verden, eller i hvert fald vores politiske verden, synes at bevæge sig imod mindre og mindre visdom, eller sagt på almindeligt dansk imod mere og mere dumhed?

Og jo, man kan godt pege på tendenser i retning af modrevolutioner, herunder kontrol af internettet, et højst regressivt regimente af ’intellectual properties’, en stadig mere invasiv reklame- og underholdningsindustri, men det rækker vist ikke til at forklare den nærmest epidemiske udbredelse af dumhed der præger Vesten og hovedparten af den øvrige verden. Det er her at temaet om livsløgnen kommer ind. For selvfølgelig ville vi kunne kalde de forløbne årtiers løbske pengesystemer og gældsætningsøkonomi for de nulevende generationers store livsløgn, men det spørgsmål jeg ønsker at rejse med denne note er, om man kan forestille sig at dette forbrugstrip og denne hengivelse til alt det velkendte i virkeligheden skyldes vores individuelle flugt fra en ny virkelighed der er så stor og så mægtig og så anderledes at vi ikke kan rumme den.

Det er altid svært at gå imod de vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer. Men vi har både fortilfælde og visse rolle vi kan indtage, hvis der er forhold vi som enkeltpersoner føler et tvingende behov for at sætte os op imod organisationers eller samfundets vanemæssige adfærdsformer. Det er svært, men man er ikke helt på herrens mark. Helt anderledes er det med anerkendelsen af de clairvoyante impulser mange af os løbende får. Hvad fanden skal vi stille op med dem? Vores vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer anerkender på ingen måde gyldigheden af sådanne impulser og indsigter. Og disse impulser og indsigter kan i sig selv også være grænseoverskridende og omvæltende i forhold til ens hidtidige forestillinger og levemåder. Så uanset at sådanne clairvoyante impulser eller indsigter umiddelbart leverer sig selv som troværdige og konstruktive, så kan de nemt fremkalde indre konflikter fordi vedtagne normer og forestillinger og adfærdsformer er så blanke overfor dem. Skal man så til at anse sig selv for at være en eller anden slags ’freak’? Og denne ’freakiness’ står jo netop i skærende kontrast til den coolness og selvkontrol og politiske korrekthed der ellers præger vores samværsformer.

I den optik kunne vildfarelserne udi dækningsløst forbrug og hengivelsen til alt det velkendte være, nå ja, vildfarelser, og den virkelig livsløgn kunne være den stadig mere insisterende fornægtelse af de evner der allerede meldte sig for år tilbage om at vi kender vores verden meget mere indgående end vi vil være ved. Og at vi har adgang til at vide hvad vores sjæls ønsker er for dette liv, og at vi kender andre mennesker meget bedre end vi vil være ved og vores muligheder for at skabe nye forestillinger og ideer og løsninger sammen med andre er langt stærkere end vi vil være ved. Muligvis ville vi kunne overkomme alle vores enorme udfordringer hvis vi viste modet til at stå ved disse evner for at se dybere i tingene. Livsløgnen ville således være fornægtelserne af vores virkelige potentiale, som igen ville være en fornægtelse af os selv på et dybere plan.

Og har jeg ret i at det er normalt for mennesker at besidde disse clairvoyante evner i større eller mindre grad, så er fornægtelsen af disse evner også noget der angår os alle. Så meget at disse fornægtelser faktisk kunne være et match for den epidemiske udbredelse af dumhed i vores samfund. Men det hører også med til denne forestilling, at der vil være mennesker med forskellige former for sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser som formentlig ikke har deres clairvoyante evner intakte. For eksempel er det min fornemmelse, at mennesker med udtalte psykopatiske træk har fortabt deres evner for kende verden gennem deres indre bevidsthed, hvilket i sig selv ville kunne kaste yderligere lys over den her skitserede problemstilling, idet psykopater faktisk har gode karrieremuligheder indenfor de herskende samfundsmæssige normer og adfærdsformer.

 

 

 

(Illustration: Ribaudo-familiens gravsted, Staglieno kirkegården i Genova, billedhugger Onorato Toso)

 

Populismens bluff

Vores Danmark05

Fik en indskydelse da jeg kom forbi en af Dansk Folkepartis seneste kampagneplakater. Denne plakat viste hvad man må antage er en dansk familie, faktisk en danske storfamilie fordi grupperingen af mennesker omfatter foruden den midaldrende kvinde og mand i centrum af gruppen, og børnene omkring dem, tillige en ældre kvinde og mand og hvad der kunne være en single-onkel samt en Golden Retriever for lige at understrege den godmodige og hjemlige stemning. Og ved siden af denne gruppering står der så med store ”håndskrevne” typer ”Vores Danmark” samt undertitlen ”– der er så meget vi skal passe på”.

Plakaten slog mig som manipulerende. Når der er noget man skal passe på, er der noget der er truet, og eftersom plakaten ikke har nogen andre referencer til verden i øvrigt, må vi konkludere, at det vi skal passe på er de danske familier, og dermed, at det er de danske familier der er truede. Men hvad er det for en påstand, og hvad er det for en baggrund for at fremhæve Dansk Folkeparti?

Dansk Folkeparti er et politisk parti, som har øvet stor indflydelse på Danmarks politiske udvikling gennem de seneste årtier. Dansk Folkeparti har andele i mangfoldige politiske beslutninger, som har været voldsomt indgribende i danskernes dagligdag, herunder Fogh-regeringens skattelettelser til de rigeste, salget af vital dansk infrastruktur, nedbrydningen af servicen i den offentlige sektor gennem centraliseringer af magten og etablering af topstyringsregimer samt ikke mindst Danmarks engagement i adskillige angrebskrige uden et folkeretligt mandat.

Selv hvis vi ser bort fra hvordan disse tiltag med stor sikkerhed kan siges at have skabt større utryghed for den almindelige dansker, så er det i første omgang bare voldsomt manipulerende, at et parti med en så sammensat og problematisk politisk forhistorie forsøger at samle tilslutning ved at antyde at de danske familier er truede, og at Dansk Folkeparti findes for at beskytte de danske familier. Det er da den tykkeste form for populisme.

Der er næppe mange der vil være uenige i, at familiebåndene er et af de helt afgørende forhold, som giver mening og dybde og identitet til vores liv. Og vores trivsel afhænger i allerhøjeste grad af, hvordan vi hver især formår at udtrykke og udleve den kærlighed, der er den underliggende strøm i disse relationer. Og selv i familier hvor kærligheden kommer ud på mere eller mindre hæmmede måder, så er understrømmen der fortsat og bidrager med former for tilhør og identitet. Eller i familier hvor der hersker store uenigheder og store forskelle i valg af levevej og levemåder, sågar i familier hvor nogle har valgt at ophøre med at se hinanden, og i familier der er skilt, vil der fortsat være bånd der binder de enkelte sammen, og disse bånd er i den sidste ende båret af kærlighed.

Ved at antyde at de danske familier er truede, påstår Dansk Folkeparti, at der er forhold indenfor den politiske sfære, som har magten til at trænge ind og true disse bånd, som er afgørende for trivslen af langt de fleste af os. Men hvad er det for et postulat? Det har jo intet hold i virkeligheden. Selvom de politiske forhold og de politiske beslutninger præger rigtig mange aspekter af vores liv, og således også ofte påvirker vores liv i retning af at gøre os utrygge og udsatte, så er de politiske aspekter af livet altså stadig intet match imod de bånd af kærlighed der binder os til hinanden.

Omvendt er der et hav af grunde til at føle sig utryg i den verden vi lever i. Vi har et løbsk udvindingsøkonomisk regime som til stadighed fører til udpining af naturgrundlaget, udtøming af planetens resourcer og global opvarmning, vi har klimakriser som fører til klimaflygtninge i stort tal, vi har en finanssektor der aldrig er blevet ryddet op i, selv efter at den rent faktisk blev afsløret som dybt uvederhæftig og skrupelløs, vi har en omfattende våben- og sikkerhedsindustri for hvem den største trussel er en mere udbredt fred i verden, vi har traumatiserede mennesker i stort tal som følge af ekstrem fattigdom, krige og undertrykkelse, hvilket igen fører til religiøs fanatisme og terrorisme. Jo, der er rigeligt med årsager til at føle sig utryg i verden, og hvad der for mange radikalt uddyber denne utryghed er fornemmelsen af, at deres politiske ledere ikke taler åbent og ærligt om alle disse problemer, de dykker ikke frygtløst ned dem og kæmper sig frem til nogle troværdige og gangbare løsninger på disse kriser. Hvis de gjorde det, ville de utvivlsomt komme til den konklusion, at mange af de nuværende systemer er udlevede, og at troværdige løsninger på alle de ovennævnte kriser nærmest forudsætter en vilje til at opgive de nuværende systemer for at kaste sig ud i arbejdet med at forsøge at stable nogle nye systemer på benene. Og det er jo åbenbart bare det politikerne ikke kan. Eller ikke vil. Derfor hersker der denne stemning i den almindelige befolkning, at deres politiske ledere har forladt dem, og det forstærker radikalt følelsen af utryghed.

Ingen tvivl om at Dansk Folkeparti både er opstået som en konsekvens af denne voksende frygt. Samtidig er det påfaldende at Dansk Folkeparti er det parti der på den mest skrupelløse facon udnytter denne udbredte frygt. Det er det denne kampagne igen afslører. Således er der på den ene side alle de reelle udfordringer, som vi ikke reagerer på og som derfor genererer tiltagende angst, og på den anden side er der de populistiske frygtscenarier der kolporteres for at slå politisk mønt på den utryghed der hersker. Og påstanden om at de danske familier er truede hører efter min opfattelse i sidstnævnte kategori.

Jeg tror ikke på at de danske familier er truede. Jeg tror de danske familier er stærkere end de nogensinde før har været. Jeg ser forældre og børn være langt bedre til at give udtryk for deres indbyrdes kærlighed end jeg husker det fra den verden jeg bevægede mig i som barn og ung. Jeg ser fædre være langt mere nuancerede hvad angår deres egne følelser og langt mere engagerede i børnene og deres liv. Jeg ser kvinder og mænd oprigtigt arbejde på at udvikle samlivsformer som tjener alle parter. Jeg ser forældre der er skilt men ikke desto mindre forbliver venner og begge formår at sætte deres ego til side for at sikre nogle ordentlige rammer for børnene. Indtil det punkt hvor der f.eks. ved højtidlige lejligheder kan opstå en ret overraskende storfamiliestemning, hvor alle ikke bare kan holde ud at være i samme stue men ligefrem kan have det hyggeligt med hinanden, ekskoner/eksmænd, nye kærester, den enes børn, den andens børn, de unge med deres kærester og bedsteforældre til den ene og den anden og den tredje.

Har jeg ret i at de danske familier faktisk har det godt, og at det er ikke der problemerne ligger, får Dansk Folkepartis kampagne pludselig en helt anden betydning. Dermed kommer der en udspekulerethed over deres kampagne som er foruroligende, nærmest ondartet. Faktisk kan man på baggrund af ovenstående hævde, at Dansk Folkeparti aktivt arbejder på at nedbryde de danske familier, simpelthen ved at oppiske en stemning af de danske familier er truede og dermed forsøg på at opvække en dybtgående frygt og usikkerhed i befolkningen.

Dertil kommer så, at Dansk Folkepartis holdninger ofte kan være anledning til splittelse i familierne. Fordi deres anskuelser er så bagudrettede, fordi deres anskuelser er så kategoriske og ekskluderende, fordi deres anskuelser er så frygtbetonede, er der mange mennesker der føler sig kaldede til at tage afstand fra disse anskuelser. Fordi disse anskuelser virker så indskrænkende, er der mange der får åndenød og må kæmpe for at få noget luft og noget albuerum. Det er jo sådan set logisk nok: Ekskluderende holdninger skaber splid, inkluderende holdninger skaber samling.

På den baggrund vi jeg opfordre alle til i første omgang at værdsætte deres nære relationer, og dernæst at overveje i hvilken retning de hver især synes at Danmark skal bevæge sig politisk. Og jeg vil opfordre til, at vi som almindelige borgere begynder at forlange af vores politiske ledere, at de begynder at forholde sig til de reelle trusler vores samfund er konfronteret med og ikke de indbildte populistiske trusler.

 

 

Det mentale habitat

panoramica-con-riferimento_campagna_1-2-3_ed3

Både videnskaben og vor tids mystikere er enige om, at virkeligheden ikke findes ”derude” men inde i vores egne hoveder. Det meste af hvad vi ser og opfatter som virkeligt håndgribeligt stof er snarere udtryk for de måder vi mennesker har lært os at påvirke de energier der omgiver os. Den meget overbevisende kontinuitet af alt hvad vi opfatter som virkeligt håndgribeligt stof modsvares af en kontinuitet i vores kollektive opfattelse af de selvsamme ting. Principielt skulle vi således kunne vælge at se tingene anderledes og vores virkelighed ville så forandres, men når det så alligevel ikke er så nemt at gøre skyldes det formentlig, at vi har indarbejdet vores opfattelser af vores omverden siden vi hver især var helt små. Vi har med andre ord gradvist og vedholdende over mange år har opbygget disse mentale billeder af vores omverden i vores hjerner. De indre strukturer der bærer vores virkelighedsforståelse er således indlejrede i hjernen på så fundamentale måder, at den viljesindsats der skulle ydes for at ændre på disse opfattelser ville være enorm. Hvad vi taler om er jo en omprogrammering af hjernen, hvor ikke bare nye opfattelser skal indarbejdes, men også hvor de gamle udlevede opfattelser skal afprogrammeres. Og videnskaben har påvist, at ændringer i et menneskes opfattelser af forskellige ting kræver energi. Og jo mere fundamentale og jo mere omfattende ændringer i ens virkelighedsforståelsen desto mere energikrævende vil ændringen være, hvilket blandt andet netop kommer til udtryk ved, at pågældende menneske vil være nødt til at arbejde vedholdende på denne ændring over lang tid. Et andet udtryk vil være den grad af stress det pågældende menneske oplever igennem disse omprogrammeringer.

På denne baggrund kan det være interessant at overveje hvad globaliseringen har betydet for menneskeheden. Går vi 150 år tilbage indenfor den vestlige kulturkreds eller globalt bare 50-60 år tilbage i tiden, så levede mennesker langt mere stedbundet, hvilket var ensbetydende med, at mennesker levede indenfor lokale virkelighedsforståelser, som blev tillært gennem den lokale kulturs traditioner. Hvor der således var priviligerede grupper i de mest velstående lande, der var begyndt at have en global kosmopolitisk forståelse af verden, så levede langt de fleste fortsat indenfor de lokale virkelighedsforståelser. Som verdensøkonomien ekspanderede trængte disse globale kosmopolitiske forestillinger frem i flere og flere lokalsamfund, og særligt mange unge mennesker var tiltrukkede af at søge mod storbyerne og det liv de repræsenterede. Kulturchok var således hyppigt forekommende. Folk der levede fuldt og helt indenfor deres lokale virkelighedsforståelser, og som pludselig skulle forholde sig til nogle kræfter og levemåder som var fremmede for dem. Dette tema var således naturligt nok blandt de mest fremherskende indenfor den skelsættende kunstneriske strømning, som vi kalder Det Moderne Gennembrud. På den måde er menneskehedens historie rig på eksempler, hvor mennesker har gennemlevet omvæltninger, som har tvunget dem til at ændre deres virkelighedsopfattelser.

Hvor vi står i dag er vist i den grad også et sted, hvor der er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelser. Midt i al vores begejstring over hvad vi er i stand til at skabe og hvor avancerede samfund vi er i stand til at opbygge, kommer vi til at tage en lektion i, at der altså er noget der er mere virkeligt end andet. Vi er jo ikke guder, og vi deler jo vores verden med utallige andre livsformer, som hver har deres egne programmeringer. Det er selvfølgelig unødvendigt at pege på , at det ikke vores opfattelser der skaber de andre livsformer vi deler vores verden med. Vores opfattelser af disse andre livsformer giver dem form for os, og vores former er med til at definere vores relationer til disse andre livsformer, men at der eksisterer livsformer ja et helt univers udenfor os selv står sådan set ikke til diskussion, det er mere det at vores eneste adgang til dette univers er gennem vores egne sansninger og opfattelser. Dybest set er ethvert andet menneske jo også sådan en uudgrundelig livsform i sig selv, livsformer vi hver især giver form på gennem vores opfattelser og disse opfattelser definerer samtidig vores relation til disse andre livsformer. Og ikke bare deler vi verden med alle disse andre livsformer, vores udvikling har hele vejen igennem været fuldkommen integreret med disse andre livsformers udvikling. Og de ting vi mennesker skaber, er jo, når det kommer til stykket, bearbejdninger af nogle energiformer (stoffer) vi har haft foran os eller har fundet ude energilandskabet, i ”skyen”. Således har mennesket med stadig større konsekvens defineret de andre livsformers eksistens som en funktion af hvilken nytte disse andre livsformer gjorde for os, og menneskets effektivitet i retning af at påvirke energierne i omverdenen er nu så stærk, at de øvrige livsformer bukker under for vores påvirkninger, en efter en. Videnskaben taler om ’Den tredje masseuddøen af arter’ og forklaringen på denne masseuddøen er vores insisteren på, at vi mennesker hersker over denne planet og at alle de andre livsformer er underlagt vores behovstilfredsstillelse.

Således er der kommet noget højst uvirkeligt over vores adfærd. Ingen af os behøver jo en videnskabsmand til at fortælle os, at hvis alle andre livsformer uddør, så uddør vi også selv. Enhver kan se, at vores kollektive adfærd er skæbnesvanger og forrykt, og alligevel fortsætter vi vores kollektive adfærd. Som en dødsdrift. Som et lemmingeløb mod afgrunden. Hvad jeg ønsker at pege på med denne note er, at vores kollektivt afhandlede virkelighedsforståelse er som et indre mentalt habitat, og vores adfærd er en direkte afspejling af dette mentale habitat. Og den virkelighed vi møder er de direkte konsekvenser af vores adfærd, konsekvenserne af udfoldelsen af vores skaberevner, som altså er afspejlinger af det mentale habitat.

Menneskehedens enorme udbredelse over planeten siden agerbrugets indførelse for 10-12.000 år siden og i særdeleshed siden industrialismens indførelse for 1-200 hundrede år siden har været baseret på en udvindingsøkonomisk tankegang, altså at mennesket er i sin ret til at udvinde hvilke værdier der måtte forefindes i det omgivende miljø til sin egen selvberigelse. Denne virkelighedsforståelse har været succesrig, men den har samtidig hele vejen igennem været fejlbehæftet på den måde, at de øvrige livsformer led under at være underlagt disse udvindingsøkonomiske tankegange. Tilbage i 60’erne indtraf så en markant opvågnen til, hvor fejlbehæftede disse udvindingsøkonomiske tankegange var. Over en bred kam blev menneskeheden opmærksom på de miljømæssige ødelæggelser som følge af forurening, de miljømæssige ødelæggelser som følge af udpining af naturgrundlaget, samt den sociale udpining af regioner eller samfundsgrupper som følge af at de samme udvindingsøkonomiske tankegange blev anvendt på menneskets arbejdskraft. Samtidig blev menneskeheden opmærksom på det fundamentalt fejlbehæftede og skæbnesvangre ved den stadige udbredelse af den menneskelige population samt det forhold at naturen og dens råstoffer jo ikke var en uudtømmelig kilde men tværtimod, at udvindingen af værdierne jo kun kunne fortsætte indtil det punkt, hvor kilderne var udtømte.

Uanset hvor villigt økonomer og politikere vil forklare årsagerne til 70’ernes krise ved nogle politiske og økonomiske forhold der er til at pege på, så var krisen i 70’erne en krise i vores virkelighedsforståelse. Vores mentale habitat havde gennemlevet en form for jordskælv, og virkeligheden afslørede sig hermed som langt mere bevægelig og langt mere konstrueret og langt mere skrøbelig end folk hidtil havde troet den var. 70’ernes krise var en eksistentiel krise i vores kollektive virkelighedsforståelse. Menneskeheden stod pludselig med udfordringen at skulle omprogrammere sin virkelighedsforståelse og genopbygge et nyt mentalt habitat, som skulle indeholde løsninger på de graverende problemer som den hidtidige virkelighedsforståelse havde forårsaget. Det var en eksistentiel fordring, og som sådan en fordring som krævede stort mod at konfrontere sig med og stor offervilje med hensyn til at yde det store og energikrævende arbejde at gennemføre denne mægtige omprogrammering.

Udviste vi så det påkrævede mod og tog vi den store arbejdsopgave på os? Nej, vi gjorde ej. Den økonomiske krise i 70’erne var udtryk for en reel og dybtgående tvivl i retning af, hvad der egentlig har værdi og hvorfor det er at vi producerer de ting vi gør, og måden vi overkom denne tvivl var ikke ved at gå igennem den, men ved at gribe den mulighed nogen tilbød os om igen at glemme alt om den. Tvivlen blev skrinlagt med fremkomsten af neokonservatismen, neoliberalismen samt med introduktionen af den store finansialisering af vores samfundsøkonomi. Og vi greb denne mulighed med kyshånd og accepterede dette forløjede regime som en afgørende del af vores mentale habitat helt op til finanskrisen. Finanskrisen afslørede så det forløjede og bedrageriske ved disse tankegange og tvivlen gjorde her et markant comeback, men igen tog vi ikke konsekvensen og konfronterede tvivlen eller gik ombord i det hårde arbejde at omprogrammere vores virkelighedsforståelse. I stedet lod vi politikerne tage løgnene og bedrageriet til helt nye niveauer. Det eneste der har forhindret vores økonomier i at bryde sammen over de seneste 7-8 år har været politikernes villighed til fortsat udvide pengemængden og derved muliggøre en fortsat gældsætning, offentlig såvel som privat. Således er tvivlen der stadig, og den vokser og vokser, og som konsekvens svinder den økonomiske aktivitet mere og mere ind, men disse trends imødegås altså af den uhæmmede gældsætning. Den samlede gæld i verden er mere end fordoblet siden finanskrisen i 2008. Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil.

Det er på den baggrund at vi med stor sikkerhed kan sige, at der i den grad er lagt op til nogle voldsomme tvungne ændringer af vores kollektive virkelighedsopfattelse. Vores mentale habitat står foran igen at skulle genemleve et jordskælv, og denne gang bliver det formentlig en hel del mere voldsomt end sidst. Simpelthen fordi vi har drevet de fejlbehæftede tankegange så meget længere ud, at naturen er så meget mere udpint, at den menneskelige population er så meget større, at adgangen til råstoffer er så meget mere kritisk. Denne rystelse af vores virkelighedsforståelse vil formentlig være så voldsom, at vi løber en risiko for at det på en eller anden måde slår klik for forskellige grupper eller stater og konsekvensen vil være krige og destruktion i en voldsom skala. Og i de enkelte samfund vil der såvel være folk det slår klik for, fordi de simpelthen ikke kan rumme et så voldsomt opbrud i deres virkelighedsforståelse.

Hvilket fører frem til det egentlige formål med introduktionen af begrebet ’det mentale habitat’. Når en verdensorden bryder sammen, som følge af dens fejlbehæftede og korrupte antagelser og funktionsmåder, vil graden af lidelser alle de berørte mennesker gennemlever i høj grad afhænge af, om der er nogen der træder til med et seriøst bud på en ny virkelighedsforståelse. Altså, at nok kan det være benhårdt at skulle erstatte en virkelighedsopfattelse med en anden, men det er for intet at regne imod oplevelsen af at miste sin virkelighedsforståelse og så ikke at have noget at sætte i stedet. Og der er heldigvis masser af gode folk, der har arbejdet på udviklingen af et nyt mentalt habitat gennem mange år. Hvad der også har været karakteristisk for de forløbne 35-40 år er, hvor uhomogene vores samfund har været. Hele vejen igennem har der været enkeltpersoner eller grupper, som har vendt ryggen til mainstream-samfundet og har udviklet nye alternative funktionsmåder som var i overensstemmelse med, hvad de hver især kunne tro på. Og i disse varierede alternative kulturer er der blevet eksperimenteret og gjort erfaringer, således at der er blevet udviklet mangfoldige alternative funktionsmåder for rigtig mange afgørende samfundsmæssige funktioner. Således er der ved at være et alternativt mentalt habitat, der efterhånden har fået så meget form, og efterhånden dækker så mange aspekter af vores eksistens, at det er klar til at træde i stedet for den verdensorden som er i opløsning.

Vores nuværende tilstand er alt andet end stabil, og der er nærmest ingen ende på alle de forskellige forhold, der kan forårsage de herskende systemers endelige sammenbrud. Således er der stor tryghed i at vide, at vi har et nyt mentalt habitat vi kan flytte ind i, når disse sammenbrud for alvor begynder at rulle. Men det er ikke givet at det kommer til at ske uden sværdslag, i den ene eller den anden form. Den gamle verdensordens dødskamp kan blive desperat, eller rettere, det er den allerede, og det kan komme dertil, at vi er nødt til at sætte alt ind på at genvinde vores ret til at bestemme over vore egne liv. Således er vi alle i en vis forstand internerede i det herskende systems forkvaklede forestillinger, og disse forestillinger og den konkrete udøvelse af disse forestillinger er vi nødt til at frigøre os fra for at kunne flytte ind i det nye mentale habitat. På den anden side er der også den mulighed, at ledende figurer indenfor de herskende systemer indser at de kæmper en frugtesløs kamp og derfor giver slip deres rigide kontrol og styring, og dermed giver vores samfund lov til at undergå forandringer.

 

 

 

(Illustration fra artiklen ”The effects of urban trees on micrometeorology of south and north European cities”, Gianluca Pappaccogli, 2015)

 

En folkepsykologisk øvelse

Prinzessinnengarten1_hi

Er det bare mig eller er der andre der føler dette vedholdende behov for at gøre op, hvor er det vi står og hvor er det vi er på vej hen? Er det bare mig eller er der andre der har en udtalt fornemmelse af at vores samfund er i krise, men samtidig kæmper med at forstå hvad det lige er for en krise? Og i min søgen efter svar vender jeg hele tiden tilbage til den samme fortælling. Den om at hippiebevægelsens civilisationskritik ikke bare var højst relevant, den var højst presserende, allerede dengang i midten af 60’erne. Denne civilisationskritik mener jeg kan opsummeres i følgende punkter:

  • Et opgør med rovdriften på og forureningen af naturgrundlaget
    .
  • Et opgør med den materialistiske livsform, hvor det enkelte menneske søger tilfredsstillelse og lykke gennem sit forbrug
    .
  • Et opgør med en individualistisk opfattelse af sig selv i relation til andre
    .
  • Et opgør med uligheden mellem kønnene
    .
  • Et opgør med uligheden i fordelingen af verdens ressourcer mellem folkeslag, lande, regioner og befolkningsgrupper
    .
  • Et opgør med dogmatiske og autoritære tænkemåder indenfor pædagogik, akademia, kunst, politik, religion
    .
  • Et opgør med undertrykkende tankeformer gennem institutioner som skyld, skam, moral og straf

 

Og disse opgør kunne og blev selvfølgelig samtidig formuleret i en positiv og konstruktiv retning:

  • En vision om livsformer i harmoni med naturen og hele det omgivende univers
    .
  • En vision om livsformer som hævede sig over den laveste fællesnævner (det materielle) og satte hver enkelt fri til at forfølge sig egen oplysning, sin egen kreativitet og derigennem yde sit eget unikke bidrag til fællesskabet
    .
  • En vision om en mere fællesskabsorienteret tilgang til løsningen af de samfundsmæssige opgaver
    .
  • En vision om lighed mellem kønnene og derigennem en frisættelse af både kvindens og mandens særlige evner og kvaliteter og mulighederne for skabe en mangfoldig og dynamisk harmoni mellem kønnene
    .
  • En vision om ægte verdensborgerskab hvor ingen lande eller folkeslag står over nogen andre, og hvor international udbytning og beslaglæggelse af andre landes ressourcer bliver bragt til ophør
    .
  • En vision om åbenhed og fordomsfrihed og en glæde ved menneskets blotte kreativitet, hvor der ikke bliver diskrimineret mellem trossystemer, og al pædogogik og enhver bedømmelse af andres arbejder foregår i en åben og konstruktiv ånd
    .
  • En vision om et liv i frihed, et liv hvor alle aktivt opmuntrer hinanden til at arbejde med deres egne negative programmeringer og dermed på et personligt plan bryde de endeløse kæder af overgreb og undertrykkelse
    .
  • En vision om et liv i frihed, hvor ingen nydelser er forbudte, og der er kun en selv til at afgøre hvordan man skaber størst værdi for sig selv og andre

 

Selvom det dengang var en mindre del af befolkningen der lod håret gro, hyllede sig i den lidt ramme lugt af afghanerpels og tog på bevidsthedsudvidende trips, så vil jeg påstå, at civilisationskritikken trængte igennem til en stor del af befolkningen. Jeg vil påstå at de fleste mennesker godt kunne se at der var flere sider af vores livsform, som simpelthen ikke hang sammen, og som havde store utilsigtede og ildevarslende konsekvenser.

Men der var selvfølgelig også modstand mod civilisationskritikken samt modstand mod hippiebevægelsens radikale opgør med vedtagne normer og regler. Og denne modstand stod velsagtens allerede dengang i et ligefremt forhold til den enkeltes status indenfor denne herskende civilisation. Jo højere position indenfor den herskende civilisation, jo mere modstand mod civilisationskritikken. I den forbindelse er det samtidig værd at bemærke, at gruppen af industrialiserede lande dengang havde en voldsom magtposition overfor udviklingslandene, og skulle det komme dertil, at hele befolkninger tog konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, ja så stod de dengang rige industrialiserede lande til at miste deres privilegier, hvilket selvfølgelig ville kunne forklare en ret udbredt modstand mod civilisationskritikken i de vestlige samfund.

Omvendt havde civilisationskritikken nogle indlysende gode argumenter ved blot at pege på de åbenlyse overgreb og omsorgssvigt og uretfærdigheder, så der var samtidig en udbredt imødekommenhed overfor civilisationskritikken i den almindelige befolkning. Intet var endnu afgjort. Civilisationskritikken fik endvidere uventet medhold fra en række videnskabelige undersøgelser. Ikke mindst de banebrydende computersimuleringer præsenteret i Grænser For Vækst i 1972 gav anledning til en omfattende debat på tværs af traditionelle politiske skel.

Sidst i 60’erne og først i 70’erne begyndte fronterne dog at blive trukket op, og her er det værd at bemærke, at det var myndighederne der først greb til vold. Og mange af hippierne reagerede på denne vold ved at søge mod de store ikke-voldsforbilleder i Gandhi og Martin Luther King, men der var også nogle som lod sig rive med af uretfærdigheden ved myndighedernes forsøg på med vold at undertrykke det spirende nybrud. Myndighedernes vold førte således til en radikalisering af visse dele af hippiebevægelsen. Således opstod der protestbevægelser der var fortalere for voldelig, politisk revolution, og i løbet af 70’erne blev fronterne trukket dramatisk op med terrororganisationer som Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader og The Symbionese Liberation Army.

Hvad der var startet som en civilisationskritik og en mere åndelig bevægelse i retning af at give slip på tankeformer og levemåder som åbenlyst virkede destruktive for i stedet at åbne den enkeltes liv for mere konstruktive tankeformer og levemåder, ja denne bevægelse blev i løbet af 70’erne kuppet af en udbredt men ikke desto mindre temmelig yderliggående venstreorienteret idé om en mægtig socialistisk revolution. Og denne revolution blev af tilhængerne vurderet til at være så presserende at ingen midler var udelukkede, heller ikke voldelige magtovertagelser, borgerkrige og indsættelse af diktatorer med den rette socialistiske holdning, som gennem kyndig styring kunne opdrage den uoplyste hob. Hvor hippiebevægelsen var startet som noget der måske nok var en revolution, men i givet fald en menneskelig revolution, en revolution af den enkeltes måde at forstå sig selv og sin rolle i verden, blev denne fredselskende og humanistiske revolution nu spændt foran nogle temmelig hårdkogte politiske dagsordener.

Hvor visse befolkningsgrupper således begyndte at færdes helt hjemmevant blandt disse yderliggående og inhumane forestillinger, så var der omvendt store befolkningsgrupper som så på udviklingen indenfor de politiske debatter med tiltagende skepsis. Og de reagerede på de yderliggående venstreorienterede tendenser ved at søge mod midten, for nogens vedkommende endda også et godt stykke forbi midten og ud på den politiske højrefløj. Den politiske højrefløj rummede så på sin side hovedparten af de mennesker som havde opnået en høj position indenfor den herskende civilisation, og derfor nærmest pr. definition opfattede sig selv som modstandere af civilisationskritikken, men den politiske højrefløj reagerede også stærkt på de indeholdte totalitære tendenser i de stadigt mere yderliggående venstreorienterede forestillinger.

 

Den politiske scene i 70’erne var en slagmark. Intet mindre. Modsætningen mellem nogle befolkningsgruppers iver efter forandringer og andre befolkningsgruppers frygt for forandringer førte til, at den højst relevante og højst presserende civilisationskritik blev transformeret til en dybtgående politisk polarisering, som i realiteten medførte noget der lignede en total handlingslammelse når det kom til praktisk politik. Tilstanden var på mange måder ørkesløs og uudholdelig, og i tilbageblik er det måske ikke så mærkeligt at det var de konservative kræfter der løb af med befolkningens opbakning. Det var måske endda bedst sådan frem for at venstrefløjens flirten med totalitære styreformer havde fået ben at gå på.

Men højrefløjen var jo stadig modstandere af den højst relevante og presserende civilisationskritik. Så hvad der skete var, at hele befolkningen nærmest over en kam regrederede til nogle samfundsforestillinger som hørte fortiden til, dvs. nogle samfundsforestillinger som hørte til tiden før vi overhovedet var blevet bevidste om civilisationens krise. Det højreorienterede politiske projekt, der udkrystalliseredes i slutningen af 70’erne og som blev personificeret af Margaret Thatcher og Ronald Reagan og herhjemme af Poul Schlüter, var et projekt der baserede sig på en fornægtelse af de dybt foruroligende erkendelser vi kollektivt netop havde gjort, og samtidig et projekt der baserede sig på nogle glansbilledeagtige forestillinger om livet i familie, på jobbet, i skolen osv. Var 60’erne årtiet for den store bevidsthedsudvidelse, var 80’erne årtiet for den store bevidsthedsindskrænkning. Samfundslivet kunne simpelthen ikke blive småborgerligt nok. Der var en stadig søgen mod det hjemlige, det sluttede, det trygge, og samtidig en markant fornyet søgen efter tilfredsstillelse i materiel status og forbrug. Den laveste fællesnævner.

For at forstå hvordan en så villet, en så konstrueret og en på så mange måder blodfattig livsform har kunnet vare ved helt op til nutiden skal vi inddrage den transformation af vores samfund der skete indenfor samme periode, hvor vores økonomier gik fra at være produktionskapitalistiske til at være finanskapitalistiske.

Som et af de væsentlige led i de store institutionelle politiske konstruktioner som fulgte i kølvandet på 2. Verdenskrig var indførelsen af det internationale valutasamarbejde kaldet Bretton Woods-systemet. Indenfor dette valutasystem blev en meget stor del af alle de forskellige valutaer på planeten defineret ved deres værdi i forhold til den amerikanske dollar, mens den amerikanske dollar så i sig selv var lænket til dens værdi i forhold til guld. Dette arrangement var en indlysende konsekvens af at Europa og Asien lå i ruiner efter krigen, mens USA kom ud af krigen som en økonomisk, politisk og militær supermagt. Men allerede i 60’erne var USA’s førerstilling ikke længere så suveræn. Ikke mindst for at finansiere sit allerede dengang enorme militær samt sine krige rundt omkring på kloden, var USA begyndt at køre med store underskud på deres statsbudget. Dollarens forankring i guld blev derfor i tiltagende grad en spændetrøje for den politiske ledelse i USA. Samtidig havde blandt andre Charles de Gaulle en for amerikanerne kedelig vane med faktisk at forlange, at Frankrigs valutaoverskud skulle vekles til guld frem for bare at blive godtgjort med amerikanske statsobligationer.

I 1971 tager Præsident Nixon så konsekvensen og ophæver Bretton Woods-systemet, og med det ene og egenrådige og drastiske greb, slap samtlige valutaer indenfor Bretton Woods-systemet deres forankring til noget som var reelt. Herefter flød værdien af de dominerende valutaer i verden frit i forhold til hinanden, og de politiske konsekvenser af dette sås allerede op igennem 70’erne, hvor politikerne i forskellige lande begyndte konkurrere indbyrdes på at devaluere deres valutaer for derigennem at opnå handelsfordele.

I 1973 indtræffer så oliekrisen, og tidspunktet for denne dramatiske prisudvikling for olie var langt fra tilfældig. Dels havde en række olieproducerende lande, særligt i Mellemøsten, opnået politisk selvstændighed over årene siden 2. Verdenskrig, dels havde USA opbrugt hovedparten af deres indenlandske oliereserver og var nu på linje med Europa og Japan afhængig af import af olie. Denne afhængighed gjorde det nærliggende for de olieproducerende lande at danne et kartel, OPEC, der fastsatte det internationale udbud og dermed den internationale pris på olie, og med en meget dristig olieembargo som kartellet iværksatte i 1973 skød prisen på olie altså dramatisk op, fra 15 USD pr. tønde til 60 USD pr. tønde, hvilket øjeblikkelig kastede de industrialiserede lande ud i en økonomisk krise.

Hvis ikke før var det her at vi alle blev bevidste om vores livsforms afhængighed af adgangen til billigt fossilt brændstof, hvilket gav anledning til en gennemgribende revision af hvordan vi konstruerede vores huse, vores biler og et hav af andre ting. Under selve oliekrisen var knapheden på olie så udtalt at der blev indført de berømte bilfri søndage og der blev trykt et hav af pjecer om hvordan vi alle i vores dagligdag kunne spare på vores energiforbrug. I 1977 holdt Præsident Carter sin berømte ”Address To The Nation On Energy”, han installerede solceller på taget af Det Hvide Hus, skruede ned for varmen i Det Hvide Hus og udøvede herefter præsidentembedet iført tykke sweatre. Politiske målsætninger og holdninger som abrupt blev lukket ned, da Ronald Reagan satte sig ved skrivebordet i det ovale rum.

Men oliekrisen havde også en anden og mere upåagtet konsekvens. OPEC-landene havde rigtignok held med at indhente langt højere priser for deres olie, og pengene strømmede ind i deres respektive statskasser, men hvad skulle de stille op med alle disse penge, og hvor skulle de gøre af dem. De olieproducerende lande begyndte selvfølgelig straks at modernisere deres samfund på forskellige måder samt selvfølgelig at lade en del af denne rigdom flyde ud til en indflydelsesrig elite og et tilhørende luksusforbrug, men vi taler om så enormt mange penge der strømmende ind til disse lande, at de selvfølgelig var nødt til at tænke på forrentningen af disse enorme formuer. Derved fandt pengene tilbage til de store private banker i USA og Europa, og oliekrisen gav derfor et helt uventet boost af likviditet for de amerikanske og europæiske banker.

Samtidig havde den amerikanske finanssektor kort forinden opfundet et helt nyt og banebrydende finansielt produkt, en futures-kontrakt. Dette finansielle produkt blev oprindeligt udviklet til landbruget som en måde at sikre farmerne en minimumspris på deres afgrøder når høsten på et senere tidspunkt var i hus, og altså en måde at sikre farmerne mod de store udsving på prisen de ellers var udsat for som følge af udsving i vejret og dermed udsving i høstudbytterne. Men finanssektoren fandt hurtigt ud af at disse futures-kontrakter kunne udbredes til at gamble på priserne af et hav af andre råstoffer og produkter. Siden fulgte de finansielle options og swaps og en mængde andre finansielle kontrakter, som alle har det til fælles, at det er gambling-kontrakter, såkaldte finansielle derivater, dvs. kontrakter som ikke er funderede i noget af reel værdi, men bare er et væddemål mellem to parter om en bestemt prisudvikling. Dertil kommer så, at mange finansielle papirer i dag er ren svindel. Dels var der hele affæren om subprime boligkreditter i USA og nu har vi i Vesten en løbsk udvikling indenfor dels subprime bilkreditter og studielån, dels er der udskrevet alt for mange tilgodebeviser i forhold til de reelle aktiver. Hvis man i dag køber et bevis på ejerskab af en ounce guld på den amerikanske eller den britiske børs, så skulle der i realiteten være op mod femhundrede andre mennesker der har købt beviser på ejerskabet af den selvsamme ounce guld, og skulle disse 500 mennesker så en dag bestemme sig for at de gerne vil have deres guld udleveret, ja så er der altså 499 mennesker der bliver skuffede. Eller endnu mere sandsynligt: Alle 500 bliver skuffede, fordi regeringen kort forinden har konfiskeret det.

Men for lige at afrunde historien om transformationen af vores samfund fra produktionskapitalisme til finanskapitalisme, så betød den enorme indstrømning af likviditet til storbankerne, at bankerne blev økonomiske powerhouses, og da det politiske klima i forvejen var så kaotisk, lærte bankerne sig hurtigt hvordan de skulle omsætte deres økonomisk magt til politisk magt. Allerede i 1982 gennemførte Ronald Reagan de første radikale dereguleringer af den finansielle sektor. Og denne politiske udvikling fortsatte og kulminerede under Præsident Clinton med ophævelse af lovgivningen der hidtil havde adskilt almindelig bankvirksomhed fra investeringsbanker, dvs. at alle banker herefter var fri til at gamble med alle deres indeståender, samt stadfæstelse af lovgivningen der ophævede indberetningspligt til finanstilsynet for bankernes beholdninger af ovennævnte finansielle derivater.

De internationale valutaer frigjort fra deres forankring i noget reelt, en finansiel sektor der bryder igennem til et helt nyt niveau af abstraktion, hvor de indbyrdes transaktioner heller ikke længere behøver at være funderede i noget af reel værdi samt en kæmpemæssig indstrømning af likviditet fra de mægtige oliefortjenester, det er denne giftige cocktail som slipper det ludomaniske trip løs, som den finansielle sektor har været på igennem de seneste 40 år. Dette trip gik så koldt med finanskrisen i 2008, men ligesom den politiske højrefløj med befolkningens opbakning tilbage i 70’erne nægtede at tage konsekvensen af den højst relevante og presserende civilisationskritik, så nægtede vor tids politikere også at erkende betydningen af og tage konsekvensen af finanskrisen. Og dengang som nu havde politikerne absolut gode grunde til ikke at ville erkende de reelle årsager til krisen. Var det ikke for de finansielle narrestreger, eller mere præcist, skulle vores forestillinger om penge, valuta og kapital igen forankres i noget af reel værdi, så ville vi øjeblikkeligt blive konfronterede med den ikke-bæredygtige karakter af vores levemåder, vi ville øjeblikkeligt blive konfronterede med realøkonomien i vores ressourceforbrug, kort sagt så ville det pr. omgående være slut med at leve over evne. Politikerne er således konfronterede med valget at videreføre de herskende systemer for enhver pris, om det så medfører vildledning og udbytning af befolkningerne, eller at erkende og erklære det fulde omfang af den systemiske krise og derved kaste både deres egen karriere og hele samfundet ud i en dyb økonomisk og ideologisk krise samt ikke mindst et kollaps af tilliden til deres lederskab.

 

Alt dette summerer op til hvad man kunne kalde et samfund af papir. Nationale valutaer der ikke er forankrede i noget reelt, dvs. papirpenge som mere og mere ligner matadorpenge. En finansialisering af alle samfundsmæssige aktiver, dvs. en mangedobling af værdien af disse aktiver gennem alle de lag af finansielle papirer, der bliver lagt ovenpå. En politisk kultur som skriver love og forordninger til endeløs regulering af borgernes adfærd, alt sammen med det ene sigte af bevare kontrollen, eller mere kynisk, med det ene sigte at bevare deres greb om magten. Politikere som reelt er både magtesløse og kraftesløse, fordi de vedholdende nægter at tale om realiteterne, og som derfor kun kan lede gennem frygt og kontrol. Et samfund af papir kunne være betegnelsen for en sygelig overvågningskultur, hvor der årligt i gennemsnit indsamles titusindvis af registreringer for hver enkelt borger. Og et samfund af papir kunne være betegnelsen den sygelige ledelseskultur, hvor medarbejdernes adfærd i stadig stigende grad bliver programmeret af lederne, og hvor medarbejderne omvendt skal dokumentere deres overholdelse af den således programsatte adfærd.

Mere end noget andet kunne et samfund af papir være betegnelsen for et samfund, der er karakteriseret ved alt det der mangler: Indhold, ærlighed, dybde, troskab, tillid, loyalitet, solidaritet, samhørighed, medfølelse, indlevelse, redelighed, konsekvens. Vi har ganske enkelt ikke nogen troværdige samfundsfortællinger. Vi ejer ingen begreber som sætter os i stand til at se bare 5 eller 10 år frem i tiden. Og således er alle borgere ladt i stikken af deres ledere. Hver eneste borger står efterladt og ser ind i et bundløst mørke umiddelbart foran sig. Vores politiske kultur er bankerot. Der er ikke noget lederskab. Bare en endeløs kamp mellem forskelligt oppyntede særinteresser om deres adgang til magtens privilegier. En politisk halvverden som skaber den perfekte grobund for fremkomsten af folkeforførere. Karismatiske ledere hvis karisma i realiteten er funderet i et helt overdrevet opblæst ego, og som sådan ledere der allerede fra starten er utilregnelige og har dette strøg af psykopati.

Er der noget at sige til at vi er bange? Er der noget at sige til at frygtsomheden er ude over det hele, også selvom vi ikke taler om den? Og i vores tvivl og usikkerhed og angst bliver vi bare så lette at manipulere med. Så meget, at visse dele af det samfundsmæssige lederskab for længst er begyndt at bruge denne frygtsomhed som et redskab for kontrol. Og således bliver fornemmelsen af at leve i en halvverden konstant bestyrket. Så er der terrorangrebene, så er der de forrykte militære eventyr, så er der de forrykte pengepolitiske manipulationer, så er der den tiltagende mørklægning omkring alle beslutninger på de øverste samfundsmæssige niveauer, så er der den endelige opgivelse af samfundsmæssig solidaritet ved at politikerne åbent erklærer, at jo, man kan falde helt ud af samfundets sociale sikkerhedsnet, og så er det bare ’bad luck’ for den enkelte. Det er som en mur af mørke, der bare rykker tættere og tættere på.

Og her det så, at jeg personligt vender tilbage til punktopstillingen i starten af denne note. Og jeg minder mig selv om, at selvom der muligvis sidder et samfundsmæssigt lederskab, som primært er fokuseret på at bevare deres egne privilegier, så er der stadig et civilsamfund, alle os andre, og får vi samling på hvad det er vi gerne vil, så vil det samfundsmæssige lederskab ikke have andre valg end at efterkomme vores ønsker. Hvis de prøver at gøre modstand og gennemtvinge deres egne dagsordener, så vil de gå til grunde i forsøget.

Efter min opfattelse er hippiebevægelsens radikale nybrud ikke bare lige så relevant og presserende som det var dengang, det er i sagens natur langt mere relevant og langt mere presserende i dag. Men fuldstændig ligesom hippierne dengang tog den radikale konsekvens at tjekke ud af de herskende systemer, på samme måde bliver vi nødt til at tage en dyb indånding og gøre os selv parate til at sige farvel til mange af de levemåder og forbrugsmuligheder vi har været vant til. Vi er nødt til at tage strabadserne ved lade den finansielle sektor gå bankerot. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at erkende hvor udpint vores egen produktionsbase er blevet, og således begynde at gøre det møjsommelige arbejde med at genopbygge noget produktion af diverse fornødenheder. Og med et kollaps af den finansielle sektor er vi nødt til at tage det enorme slag som vil ramme realøkonomien, og som vil medføre et kollaps af skatteindtægterne og dermed et kollaps af alle offentlige services, eller rettere, vi skal med samme omlægge vores offentlige services så de overgår til at være rene kooperative tiltag lokalt og kommunalt. Og vi er nødt til at tage den store indledende nedgang i vores fødevareproduktion i omlægningen til økologiske og bæredygtige dyrkningsmetoder, hvilket formentlig vil kræve at private haver og offentlige parker for en periode vil indgå i fødevareproduktionen.

Vores livsformer vil i den forstand blive skaleret voldsomt ned, nærmest fra den ene dag til den anden, men herfra er vi faktisk fri til at realisere et samfund, som er båret af de visioner der blev oplistet i starten. Hvis det altså er det vi vil.

 

 

(Illustration: Prinzessinnengarten, Berlin, 2011, Clara Spencer-Phillips)

 

Velkommen til en forrykt verden

(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.