Jeg overvejede i går morges om jeg skulle skrive denne drøm ned, men syntes så ikke lige at den var særlig klar, og skød den derfor til side. Men drømmen fulgte mig så hele dagen, og blev ved at stå lyslevende for mig. Og med denne insisterende tilstedeværelse ændrede jeg min indstilling, og ud på aftenen skrev jeg den alligevel ned.

Hvorfor jeg så ydermere synes det er relevant at uploade den her vender jeg tilbage til.

–

Via Facebook er jeg blevet inviteret til en meget stor, fælleseuropæisk, politisk event, som foregår et sted nede i Sydeuropa. Event’en har måske karakter af at være aktivistisk og systemkritisk. Måske er det bare en mere fredsommelig demonstration, som skal øve indflydelse gennem stor opbakning. De danske repræsentanter for arrangementet formidler noget kørsel ned til event’en, og jeg har meldt tilbage at jeg har en bil som kan benyttes, men jeg får at vide at jeg vil blive hentet af Louise sammen med hendes kæreste og barn (Louise og jeg har en forhistorie, en stærk men uforløst forelskelse som går adskillige år tilbage i tiden). På grund af Louises og min tidligere relation ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, at vi skal køre denne tur sammen, men da alt hvad angår arrangementet er frivilligt og alle anstrenger sig for at få det hele til at klappe og holde omkostningerne nede, så synes jeg ikke det er tidspunktet at gøre indvendinger. Og for pokker, vi er jo voksne mennesker, sådan et praktisk arrangement kan vi godt få til at fungere uden at det behøver at blive en belastning for nogen.

Således er jeg blevet hentet hjemme i Farum (Midtpunkt) (?!) af Louise+familie og ser os sjovt nok oppefra kører i hvad der ligner en VW Scirocco (første type, vist nok rød) ned ad rampen fra Hovedvej 207 ned på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Bilen har en specialnummerplade, der hedder STEEM, hvilket jeg undrer mig over, forklaringen må være den at Louises kæreste hedder Steen men det var velsagtens allerede taget, og så blev det til Steem i stedet for.

Indenfor virker bilen knap så sportslig, vel snarere som en gammel Peugeot 205, og jeg sidder på bagsædet, hvor Louise sidder i den anden side og imellem os ligger deres søn og sover svøbt i en dyne. Louise og jeg er formelle overfor hinanden, selvom det er min oplevelse at der foregår en rig følelsesmæssig udveksling nedenunder sanserne. Louise sidder umiddelbart bag sin kæreste som kører, og hun sidder og kritiserer ham for, at han ikke har fået ordnet bilen. Og det er rigtigt at man kan høre på motorens gang, at den ikke kører helt som den skal, og Louises kæreste indrømmer også, at den ikke kører som den skal. Han siger: ”Der er alle mulige, der har sagt til mig at jeg skal få det ordnet, men jeg er sikker på at det nok skal komme i orden af sig selv.” Denne bemærkning stiller ikke Louise tilfreds, og hun fortsætter med bebrejdelserne, og jeg fornemmer, at hun i situationen har ladet sig fange af nogle mønstre de har indbyrdes, som ikke tjener nogen af dem, og jeg rækker derfor min hånd ud og stryger Louise helt forsigtigt på hendes overarm, får således hendes opmærksomhed, sender hende et blik og laver en vandret bevægelse med flad hånd som for at sige ”Vær sød. Slap lidt af. Vær lidt overbærende”. Virkningen af denne lille gestus synes at være som jeg havde håbet, at hun falder til ro og i stedet bare lige tjekker om hendes søn ligger ok.

Louises kæreste ligner kun delvist Louises virkelige kæreste, faktisk har han skarpere træk og ligner på den måde mig mere, men er højere og har sort hår, vist nok farvet. Samtidig har han en lidt rastløs energi. Louises kæreste taler en del om forskellige ting uden at noget rigtig hænger ved, men jeg får en klar fornemmelse af, at det er på Louises initiativ, at de er taget afsted for at deltage i den politiske event. Faktisk fornemmer jeg et fællesskab mellem Louise og mig i vores syn på betydningen af denne event, og jeg spørger mig selv om hun måske har fulgt mig på Facebook og er blevet inspireret af noget af det jeg har skrevet, hvilket så igen får mig til at spørge mig selv om hun måske har trukket i nogle tråde for at vi skulle komme til at følges derned. Men det bliver sådan set ved spekulationerne samt den følelsesmæssige understrøm for på overfladen forbliver hun lige formel, eller det vil sige næsten, for i korte glimt er der noget i hendes øjne eller i hendes mimik der fortæller, at hun også kan mærke noget andet og mere.

Mens han kører sidder Louises kæreste nu og bakser med et hjemmelavet beslag af en slags og bilens tændingslås, som er på størrelse med en konservesdåse og som ikke rigtig er fastgjort. Han fortæller, at ved at monteret tændingslåsen i ringen i den ene ende af beslaget og derpå montere beslaget på ratstammen med en ring i den anden, så fungerer det som en fartpilot. Jeg undrer mig kort over, hvorfor han gør sig sådan umage med at få denne fartpilot aktiveret, når han nu kan se at der er kø på motorvejen bare nogle få hundrede meter længere fremme.

Scenen skifter nu til et slags øjebliksbillede, hvor vi har kørt hele dagen og er landet nede i Sydtyskland og er ved at indlogere os på et hotel, og Louise og hendes kæreste går og småskændes om at få alt sønnens udstyr med op på værelset. Der er noget i deres indbyrdes relation jeg bare har set så mange gange. En kvinde, der er utilfreds, og en mand, der udadtil virker en smule nervøs og ved siden af sig selv, og indadtil fremstår som en smule fortvivlet og desperat over, at hans kvinde er utilfreds. Deres forhold virker ikke stabilt og harmonisk. Jeg får det indtryk, at han hele tiden har været lidt benovet over at have fået en kvinde som Louise, og han i virkeligheden har tvivlet på sig selv og har været usikker i forholdet, og derfor er forfaldet til at være alt for eftergivende overfor hende. Det har så på sin side fået hende til at miste sin respekt for ham. Overfor mig er Louise stadig lige formel, men jeg kan mærke at hun føler sig tryg sammen med mig, og den følelsesmæssige understrøm er fortsat stærk, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi pludselig helt ud af det blå omfavnede hinanden. Men intet er sikkert, og måske er det stadig bare et praktisk arrangement, hvor vi følges ned til en event, vi begge gerne vil deltage i, og bagefter siger vi bare farvel.

Det er nu senere på aftenen, eller måske nærmere ud på natten, og vi har alle fået lidt søvn, men vi skal videre. Det at vi skal videre her ud på natten er faktisk en alvorlig sag. Igen, det er ikke helt klart om event’en vi er på vej til er på kanten af, hvad der er lovligt, men vi ved i hvert fald, at der er en særlig indsatsenhed, formentlig fra politiet, som er på udkig efter os. Denne indsatsenhed kender jeg godt fra tidligere, selvom det er lidt uklart om det er fra fotografier eller et kort, konkret møde. Enheden kommer omkring i en helikopter, som er en disse militærhelikoptere fra Vietnamkrigen, men den er blevet modificeret, således af det lange haleror er fjernet og helikopteren har i stedet en anhænger hægtet på. Denne anhænger ligner en traktoranhænger med fire ret store, tykke hjul, et i hvert hjørne, og selvom denne anhænger bare er hægtet på som den ville være hægtet på en traktor, så følger den ikke desto mindre helikopteren når den stiger til vejrs. Indsatsenheden har tre agenter, hvor lederen har meget markerede træk, faktisk ligner han også mig, og han har et skæg ligesom min fars blot længere, og så har han et blik som er udspekuleret, gennemborende, nærmest ondskabsfuldt. De to andre agenter er kun tegnet i kontur bortset fra at alle tre er iført grønne, militære kampuniformer.

Denne indsatsenhed er både berygtet og frygtet, og de er altså på sporet af os. Måske helt specifikt vores lille gruppe, måske alle der er på vej til den politiske event. Og det viser sig, at der faktisk er mange bare på dette hotel, der er på vej til event’en. Og rygterne om at indsatsenheden er på sporet af os, og vist allerede er på vej, spreder en nervøs stemning, hvor alle er lidt hektiske med at få pakket deres ting og komme afsted. Ofte er der nogen der går hen til et vindue og spejder ud i natten. Mens vi går og pakker i denne nervøse stemning spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er vi frygter ved denne indsatsenhed. Vi har jo ikke gjort noget ulovligt (endnu i hvert fald), så hvad kan de gøre os? Måske skulle vi bare byde dem trods. Men mens jeg går i disse tanker hører jeg lyden af en helikopter, og jeg kan simpelthen høre på motorlyden, at det er en af disse gamle Vietnam-helikoptere. Så jeg går hen til vinduet, og ser helikopteren på afstand, og konstatere overfor de andre i rummet ”De er her”, hvilket afføder en betydelig nervøsitet med tendens til panik. Sjovt nok er min søster og min mor nu også tilstede, selvom det umiddelbart bare bliver til, at de også er på vej til event’en, men de bliver begge meget nervøse ved at indsatsenheden nu kommer. Jeg er selv forholdsvis rolig og står og betragter, hvordan helikopteren med anhænger kommer ind over plænen ved hotellet som nu er oplyst af et flourescerende grønt lys og langsomt stiger ned og lander på græsset. Lederen af indsatsgruppen træder nu ud af helikopteren og stiller sig foran helikopteren og ser direkte på mig, som om det hele tiden har handlet om mig, og da bliver jeg alligevel nervøs. Hans blik siger noget i retning af, det kan godt være du ikke har gjort noget der er ulovligt, men vi skal nok få ram på dig alligevel.. Og da vågnede jeg.

–

Jeg er begunstiget af at have flere kvinder i min venskabskreds, som har betydelig livserfaring og stor visdom, og jeg fik faktisk lejlighed til at tale med en af disse kvinder om denne drøm. Hun startede med at konstatere, at alle figurene i min drøm er aspekter af mig selv. Det kan godt være at Louise er en virkelig person, men i min drøm repræsenterer hun det kvindelige i mig, sådan som jeg genkender det, og hun repræsenterer den særlige karakter af det kvindelige som virker stimulerende på mig. Således var barnet, der lå svøbt i dynen imellem mig og Louise udtryk for, hvad jeg og min sande kvinde vil være i stand til at skabe sammen. 

Louises kæreste var også et aspekt af mig, som var det der er villig til at underordne sig og trods alt få tingene til at ske, også selvom det ofte er utaknemmeligt. Lederen af indsatsenheden var også mig, og han stod for den modne, mandige myndighed, som ser tingene klart og gennemtrumfer sin vilje. Og det at jeg alligevel frygtede denne leder, og vågnede da han fæstede sit gennemborende blik på mig, var udtryk for, at jeg endnu ikke helt havde integreret denne side af mig selv.

All well and good, men jeg kan alligevel ikke lade være med at interessere mig for, hvordan nogle større samfundsmæssige forhold afspejles i denne drøm. Måden for eksempel moderne parforhold beskrives forekommer mig at være meget præcis og række et godt stykke ud over mine personlige erfaringer. Og drømmen forekommer rigtignok at beskæftige sig med, at man som mand kan møde sine omstændigheder med forskellige holdninger, og hvordan ens kvinde behandler én vil i høj grad bestemmes af den holdning man baserer sit liv på. Jeg-fortælleren i drømmen har tydeligvis en opbygget en vis integritet og evne til at hvile i sig selv, og kvinden tiltrækkes af denne kvalitet, men samme figur må alligevel se sig besejret af lederen af indsatsenheden. Uden at det var de ord hun brugte, kunne man måske sige, at jeg-fortælleren i mødet med overmagten alligevel krakelerer og kujonen tager over, og således må dette aspekt styrkes yderligere for at kunne modstå hvad som helst.

Men hvad skal man lægge i at den politiske event foregår i Sydeuropa, og at denne event har karakter af at være systemkritisk? Og hvad skal man lægge i, at lederen af indsatsenheden er ligeglad med om jeg-fortælleren har overtrådt loven, han skal bare nakkes uanset hvad? For mig tegner det et meget præcist billede af den legitimitetskrise vores officielle myndigheder befinder sig i. Det er min personlige oplevelse, at vores politiske system og vores politikere ikke længere arbejder for folkets bedste, og når de således anvender statens midler for magtudøvelse, så virker de ikke længere beskyttende men tværtimod undertrykkende og destabiliserende. Og hvis vi således forestiller os, at en grad af korruption har inficeret vores politiske system og dette systems repræsentanter, hvordan vil dette system så reagere på individer, som har integritet og som sætter sig op mod systemet? Ja, systemet vil formentlig reagere med at forsøge at undertrykke disse individer.

Hvad vi i givet fald har, er altså ikke bare en krise i den politiske legitimitet, hvad vi har er en krise i hele det aspekt af vores sind, der er omfattet af begrebet myndighed eller autoritet. Hvis myndighed, forstået som integritet, ordholdenhed, retfærdighed, ikke værdsættes hos individet og reelt undertrykkes af systemet, hvilke chancer har mænd så for at udvikle sig til sådanne personer, der hviler urokkeligt i sig selv, og som indgiver tryghed til deres kvinde, til deres børn, til deres kolleger, til deres medborgere?

Så ja, jeg vågnede ved mødet med lederen af indsatsenheden, fordi han vitterlig var skræmmende. Denne fordrejede myndighed, som bare er rå magt, denne løbske magtudøvelse af institutioner, som ikke længere tjener befolkningen som helhed, men snarere er blevet instrumenter for særinteresser. Og netop deres illegitime karakter gør, at man som enkeltperson ikke har en chance. Der er ingen principper, ingen regler man kan henholde sig til, i sit forsvar mod denne form for magtudøvelse.

Nu faldt min drøm samtidigt med 50-årsdagen for Martin Luther Kings berømte ”I Have a Dream”-tale. Okay, jeg har så også en drøm, og det er at Louise (hvem hun end er) og jeg forenes, og vi gennemfører vores rejse til den store, politiske event, og event’en er så stærk en manifestation, at det politiske landskab ændres for altid, og lederen af indsatsgruppen og mange andre med ham mister evnen til at standse os, og i stedet bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I have a dream!

.

Efter min opfattelse lever vi i en verden der er gennemsyret af illusioner. I den større skala har vi illusionerne om, at vi kan fortsætte med at misrøgte og udpine naturgrundlaget sådan som vi gør, samt illusionerne om at sociale og mellemmenneskelige problemer kan løses gennem nogle teknokratiske tiltag baseret på pseudovidenskabelige undersøgelser. Tilliden til at Jorden understøtter vores liv er blevet fortrængt af forestillinger om kampen for overlevelse, og tilliden mellem mennesker, som er samfundets sande bindemiddel, er blevet fortrængt af regulering og kontrol udøvet af mægtige statsapparater.

Men den større skala udgør kun den ene side af illusionernes herredømme. Den anden side leverer det enkelte menneske selv i form af illusionerne om lykke gennem identitet og social status. Der er et formidabelt misforhold mellem, hvad vi stræber efter i det daglige, og hvad vi erkender som livets sande værdier, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer. Selvom de fleste givetvis vil benægte, at de ligger under for noget så banalt som trangen ”to keep up with the Joneses”, så forekommer det ikke desto mindre at være det der sker. Vi har fået syltet os så grundigt ind i forestillingerne om adskillelse og forskellighed, at snobberi og mobning og social distancering er ude over det hele. Og da angsten for social udstødelse er en grundangst hos mennesket, så får disse illusioner hurtigt masser af energi og opmærksomhed.

Mange mennesker er udmærket klar over, at vores samfund på mange måder er dysfunktionelt, ikke desto mindre fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer, formentlig fordi illusionerne har denne karakter af at være en ’double whammy’. Illusionernes herredømme både i den lille og den store skala gør, at forsøg på at bryde med illusionerne på det ene område bliver straks neutraliseret af illusionernes overvægt på det andet. I min konkurrencebesvarelse til udvidelsen af Stockholm Stadsbibliotek i 2006 formulerede jeg følgende vision for projektet ”to break through these conscious and controlled images and liberate life for the individual human being”. Og her sigtede jeg til begge sider af illusionernes billedverden. I den store skala hvordan personer i magtfulde positioner understøttet af medierne konstant projicerer nogle bestemte samfundsfortællinger ud på befolkningen, og i den lille skala hvordan det enkelte menneske understøttet af reklameverdenen og livstilsmagasiner mm. konstant projicerer en bestemt, individuel fortælling ud på sine omgivelser. Disse projektionsforetagender er så krævende, at vi slet ikke har tid til at stoppe op og spørge os selv om der måske var andre tilgange til livet, som var mere sande og bedre i overensstemmelse med hvem vi er og hvad vi ønsker.

Det næste er så, at lever man tilstrækkelig længe indenfor de samme illusioner, og der ikke er nogen, der for alvor formår at udfordre disse illusioner, så bliver disse illusioner hen ad vejen identiske med ens verdensbillede. Eller med andre ord, jo længere tid man lever i illusionerne, jo mere vil en udfordring af illusionerne have karakter af en udfordring af ens verden. De ovenfor omtalte illusioner har dybe rødder, som rækker mange generationer tilbage i tiden, men efter min opfattelse skete der et skift sidst i 70’erne, hvor disse illusioner trængte ind og gennemsyrede de mest magtfulde lag af samfundet, og illusionernes herredømme blev dermed stadfæstet. Og fordi denne forestillingsverden har domineret vores verdensanskuelse gennem mere end 30 år, så er der meget stærke kræfter både i den lille og den store skala, der kæmper for at opretholde dette verdensbillede. Simpelthen fordi vi ikke aner hvad der sker, hvis vi giver slip, og lader illusionerne krakelere og styrte i grus. Det er formentlig så elementært, at vores iver efter at opretholde status quo skyldes frygten for forandringer.

Denne frygt har jeg forsøgt at imødegå i mine arbejder som arkitekt og som skribent, og dermed har jeg konfronteret mig selv med en verden, hvor en mængde etablerede forestillinger afslører sig som illusoriske, og hvor samfundet som konsekvens forventes at gennemgå forskellige grader af sammenbrud. Hverken jeg eller nogen andre kan på forhånd sige hvor omfattende disse sammenbrud vil være, og for at befri mig selv for frygt var jeg nødt til at konfrontere mig selv med worst-case-scenario, hvor den globale økonomi gennemlever et totalt kollaps. Hvad jeg kom frem til, har jeg beskrevet med noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg skitserer, at selv ved dette totale sammenbrud har vi stadig konstruktive handlemuligheder. Der er grund til at tro på, at naturens fertilitet er så stor, og naturens vilje til at arbejde sammen med os er så stor, at hvis vi også vil arbejde sammen med den, så kan vi etablere en basal fødevareforsyning dér hvor folk bor, helt lokalt og uanset om folk bor i storbyer, i parcelhuskvarterer eller på landet.

Formålet med noten ”Ufjendskabets økonomi” var således at gå i clinch med den mest grundlæggende, eksistentielle frygt, og kunne det hermed vises at selv denne frygt kan håndteres, så er vi klar til at give slip på vores krampagtige opretholdelse af de gængse illusioner og dermed klar til at lade vores samfund undergå store forandringer. Det afgørende her er at forstå, at det er vores forestillinger, der skaber vores verden. Ændrer vi vores forestillinger, vil verden også forandres. Er der dele af vores forestillingsverden, der bryder sammen, så vil der også være dele af vores fysiske verden der forandres. Og fordi vores forstillingsverden har været så gennemsyret af illusioner, så er der grund til at tro, at tabet af disse illusioner vil medføre nogle meget markante skred i hvordan verden er sat sammen. Men vi kan ikke forhånd sige, hvordan vores verden vil blive påvirket. Bliver det voldsomt og kaotisk eller bliver det blidt og gradvist? Vi ved det ikke. Det afgørende må således være, at vi hver især bevidst arbejder på at befri os for frygt og modigt følge forandringsprocesserne og efter bedste evne påvirke dem i de retninger vi ønsker.

Når det er vores forestillinger, der skaber verden, så er det det samme som at sige, at vores holdning eller livstilstand afgør alt i vores liv. Ganske enkelt fordi vores forestillinger er fuldkomment farvede af vores holdning/livstilstand. Og således også i vores samfundsliv. I ”Ufjendskabets økonomi” undersøgte jeg som sagt konsekvenserne af et noget nær totalt kollaps af vores politiske og økonomiske institutioner. Men det behøver ikke at udspille sig sådan. Forestiller vi os i stedet, at en væsentlig del af befolkningen er i stand til at gennemføre et holdningsmæssigt skift, hvor de hæver deres livstilstand, og således formår at lægge frygtens dominans bag sig, så er det pludselig ikke svært også at forestille sig..

– at mangfoldige institutioner som fx fondsbørsen, private erhvervskoncerner, statslige organer, EU eller mangfoldige initiativer som fx genmanipulation og geoengineering ikke er dømt til at skabe kæmpemæssige problemer for menneskeheden, men kan alligevel, i deres nuværende form, bidrage til at skabe fremgang

– at globaliseringen, selvom den måske er kommet i stand drevet af nogle tvivlsomme motiver, alligevel kan være en kæmpe kraft for kreativitet og transformation, eller med andre ord, at det er tid for menneskeheden at etablere de formelle strukturer og det konkrete aftalegrundlag, som forener menneskehedens bestræbelser i retning af fred og fremgang

– at ’den rette holdning’ således ikke er et stramt moralsk regimente, men derimod en positiv, inkluderende og værdsættende tilgang til ens eget liv, til andre mennesker og til omverdenen som helhed. Men samtidig også med fokus på, at vores samvittighed, vores egen indre stemme, er den ledetråd vi har igennem alle omvæltningerne.

Tillader vi os på dette kritiske punkt i historien at have en lige så lemfældig holdning til samvittigheden, som har karakteriseret de seneste årtier, så kan vi ikke bryde illusionernes greb og vejen til udvikling vi dermed vælger, må i sagens natur være den der går igennem massive sammenbrud og store lidelser. Lever vi derimod hver især i overensstemmelse med vores indre stemme, så kan vi formentlig ikke gå galt. Det behøver muligvis ikke en gang at være smertefuldt at lægge illusionerne bag os. Vi har et valg. Vores holdning afgør alt.

(Illustration: Israelites leaving Egypt, David Roberts, 1828 + Foto fra Tahrir Pladsen 2013, Time Magazine)

Vi præsenteres dagligt for alskens ulykker. Det er som om nyhedsmedierne betragter det som en af deres fineste opgaver at orientere om rædselsvækkende ulykker overalt på kloden. Og hvad skal vi stille op med det? Andet end at udvikle en eller anden grad af indifferens. Og så er der alligevel ulykker, som på en eller anden måde alligevel kravler ind under huden. Som nu den grufulde og tragiske togulykke ved Santiago de Compostela.

Voldsomheden af ulykken, de mange døde og alvorligt kvæstede, liv der bliver knust, liv der må give op og udslukkes – i sandhed rædselsvækkende. Dødstallet er nu på 77 mennesker, men der kan meget vel komme adskillige flere. Og blandt de overlevende vil mange være mærkede for livet med fysiske handicap, og praktisk alle passagerer ved bevidsthed samt muligvis mange af redningsarbejderne vil skulle arbejde vedholdende på psykisk at overkomme oplevelsen.

Santiago de Compestela er som bekendt velsagtens det største pilgrimsmål for kristne i Europa udenfor Rom. I en vis forstand forekommer Santiago de Compostela at symbolisere en friere og mere tidssvarende spirituel tilgang til kristendommen end katolicismens højborg. Caminoen, som pilgrimsvandringen til katedralen i Santiago de Compostela hedder, kan, som jeg forstår det, foretages på alle tider af året, og der er forskellige mærkedage i løbet af året, men den helt store pilgrimsfestlighed udspiller sig d. 25. juli.

Hvad vi har er altså et regionalt højhastighedstog, fyldt med mennesker som ønsker at deltage i Santiago de Compostelas største religiøse festlighed, som ved stor hastighed afsporer og slynges omkring og smadres. Og i lyset af den religiøse baggrund for mange af passagerernes tilstedeværelse i toget, bliver spørgsmålet om togets forlis også religiøst. Er det Guds værk? Er det Fandens? Er det straffen for at skære hjørner, skulle passagerene have valgt at vandre ligesom alle de andre? Eller er det vand på ateisternes mølle, at det bare er tilfældighed, og alle andre forklaringer er bare produkter af det irrationelle, religiøse sind?

Her er min vinkling: Vores skæbner er vævet sammen. Vi er alle forbundne. Men vi anerkender ikke denne forbundethed. En meget stor del af vores samfundsmæssige problemer og samfundsafledte lidelser skyldes denne fornægtelse af vores indbyrdes forbundethed.

Føreren af ulykkestoget har umiddelbart efter ulykken indrømmet at han kørte ind i svinget, hvor ulykken skete, med 180 km/t, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Og overlevende passagerer beretter om, hvordan det hundredetonstunge tog begyndte at krænge i svinget, og kun kørte på hjulene langs togstammens ene side, hvorpå alt blev kaos.

Hvad tænkte den togfører dog på? Var det et øjebliks overmod? Havde han en konkurrence i gang med de andre togførere om, hvem der kunne køre strækningen hurtigst? Var han distraheret af forhold i sit privatliv? Var han parat til at tage sindsyge risici, fordi han følte hans eget liv alligevel ikke var noget værd?

Det centrale spørgsmål er: Hvordan kunne togføreren have så stor ligegyldighed overfor alle de mennesker, som han i situationen tjente, og hvis liv han helt åbenlyst holdt i sine hænder? Var der overhovedet ingen medfølelse, ingen sympati? Og hvor skulle der dog være nogen værdsættelse af hans eget liv, når der ikke er nogen værdsættelse af andres?

Det er min pointe. Vi lever i et samfund, som udvikler sig mere og mere teknokratisk, fornægtelsen af almindelig menneskelighed og vores indbyrdes forbundethed bliver mere og mere udtalt, værdsættelsen af det enkelte menneskeliv bliver mere og mere udhulet og derfor er vi alle i stigende grad udsat for vilkårlige risici. Ethvert menneske, som opfatter sig selv som værdiløs, er en potentiel risiko for alle andre. Det må stoppe nu.

Pilgrimsfesten i dag i Santiago de Compostela er aflyst.

I en anden verden havde samme togfører taget imod sine passagerer som en VIP-privatchauffør, og havde sat en ære i at bringe sine værdifulde passagerer, ganske almindelige mennesker, så komfortabelt som muligt frem til deres bestemmelsessted. Hvis du hellere vil leve i den verden, så start med at værdsætte dig selv, og se hvordan din sans for forbundethed udvikles i overensstemmelse hermed.

(Foto fra berlingske.dk)

”There is no such thing as a prediction of the future. All there is, is a sensing of the energies at the time when the prediction was made.”

Denne konstatering, som jeg citerer efter hukommelsen, er fremsat af Bashar kanaliseret gennem mediet Darryl Anka. Jeg hørte konstateringen og vidste i samme øjeblik, at det var sådan det forholdt sig. Således kom jeg foregårs til at reflektere lidt over, i hvor høj grad jeg selv har vovet skindet og fremsat forudsigelser om, hvordan vores finansmarkeder er dømt til at møde et endegyldigt kollaps, samt om, hvordan vores generelle livsomstændigheder og muligheder herefter vil tage sig ud. Og det slog mig, at der måske er dem der vil opfatte mine skriverier som dommedagsprofetier. Denne tanke fik mig til at le højt. Det er barokt, hvis jeg, der netop forsøger at være realistisk og forholde mig konstruktivt til problemerne, skulle udpeges som den pessimistiske.

Der findes næppe nogen bog om elementær psykologi og selvudvikling, som ikke indgående beskæftiger sig med skyggesiderne af psyken, og selvudviklingen starter jo netop dér, hvor man tager fat på at trække disse skygger frem i lyset. Arbejdet med at blive bevidst om ens egne skygger går så gennem en konfrontation med ens egen sårbarhed og skam, og det er denne konfrontation som kan vække så meget angst, at man bøjer af og alligevel fravælger vejen af selvudvikling og forandring. Går man på den anden side igennem denne konfrontation, og bliver bevidst om sine skygger, så vil man opdage, at selve bevidstgørelsen er et meget vigtigt moment i at overvinde skyggernes dominerende indflydelse på både ens adfærd og ens grundfølelser.

Selvom jeg måske godt kan føle en vis fandenivoldsk spænding ved tanken om et omfattende økonomisk kollaps, så skal man være i særklasse letsindig for ikke samtidig at forstå alvoren af en sådan krise. I første fase vil mange måske blive chokerede over, hvor skrøbelige vores samfundssystemer viser sig at være. Nogen vil måske blive så chokerede, at de mister grebet om virkeligheden, og glider over i forskellige former for sindslidelse. I anden fase tror jeg vi vil opdage, at vores systemer muligvis har været meget skrøbelige, men samfundet som sådan er faktisk særdeles robust.

Men igen, det er jo bare ”a sensing of the energies at the time when the prediction is made”. Ville det derfor ikke være mere reelt at anskue mig selv og andre, der taler åbent om forestående sammenbrud, som stemmer for skyggerne i vores kollektive psyke? Det tror jeg er meget reelt. Men jeg tror også, at der er to principielt forskellige måder at gøre det på. Den ene er at lade skyggerne tale, hvilket som udgangspunkt bare understøtter skyggernes indflydelse, men det er ikke desto mindre et skridt i retning af bevidstgørelse, at skyggerne overhovedet finder konkrete og selvstændige udtryk. Den anden måde er at bruge dynamikken den modsatte vej, og bruge dommedagsprofetierne til at pege på skyggernes eksistens og hvilken dominans de udøver.

Hvad dommedagsprofetierne fortæller os er, at vi kan ikke længere benægte skyggersiderne af vores levemåder og kollektive psyke. De er der, og deres indflydelse forekommer at være så massiv, at mange mennesker stiltiende accepterer at leve i et samfund, der er i fuld gang med at ødelægge sit eget livsgrundlag. Det nedladende og socialt udstødende prædikat ”dommedagsprofet” eller ”konspirationsteoretiker” bliver således skyggernes redskab til at afværge forsøg på at trække dem frem i lyset. Det er således ikke alle de, som tør tale åbent om vores kollektive skygger, der ligger under for skyggernes dominans, tværtimod er det alle de, som benægter skyggernes eksistens, der ligger under for dem og således understøtter vores samfunds dysfunktionelle adfærd og frygtbetonede grundfølelse.

Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der ønsker at se planeten ruineret. Når vi således viderefører en adfærd, der ruinerer planeten, så må vi i sagens natur have fundamentale problemer med vores greb om virkeligheden. Vores samlede, kollektive adfærd fører os i retning af noget vi ikke ønsker, og således bort fra noget vi ønsker. Således må vi i sagens natur have nogle stærke negative programmeringer, og disse negative programmeringer må have deres rødder i hver enkelts liv. Det er utænkeligt, at et samfund sammensat af mennesker i ligevægt kan summere op til en uligevægtig, kollektiv adfærd. De massive, kollektive skygger må have rødder i nogle udbredte og lige så massive skygger hos samfundets enkeltindivider.

Det er derfor fascisme er sådan et forrykt politisk projekt. Karakteristisk for fascismen er, at den taler bestemte bevidstgjorte og positive aspekter op og op, mens skyggerne fortrænges totalt fra det den offentlige bevidsthed. Og skyggernes magt og dominans vokser således i takt med graden af fortrængning, og finder så hen ad vejen udtryk i vilkårlige, eskalerende destruktive og selvdestruktive handlinger.

Men heller ikke vores nuværende centraliserede, teknokratiske system håndterer skyggerne på en særlig overbevisende måde. Her har vi professionelt uddannede manipulatorer, som formår at dreje historier om misrøgt og overgreb over til historier om positive politiske tiltag. Vi fodres til stadighed med historier om, hvordan politikerne er i fuld gang med at skabe en bedre verden for os alle, men lykkes det for dem? Er det ikke bare en fin fernis over et system, der i mange henseender er udtjent og dysfunktionelt og snarere uddyber problemerne end løser dem?

I forbindelse med optøjerne i London i 2011 blev ”broken society” det centrale begreb for den almene refleksion på begivenhederne. Og alle tegnene på at Storbritannien eller Danmark eller hele den vestlige verden er et ’broken society’ er der stadig. Der er så overvældende mange tegn på, at skyggerne dominerer, og altså at den førte politik fører os i retning af noget vi ikke ønsker og bort fra noget vi ønsker. Og sammenhængskraften i samfundet svækkes således til stadighed, indtil tilliden til det politiske lederskab brister som det er sket i den arabiske verden, i sydeuropa og nu senest i Tyrkiet. Vi tror måske vi klarer os bedre heroppe i nordeuropa, men det skyldes muligvis bare, at vi er mindre bevidste om vores skygger. Og kløften mellem det centraliserede, teknokratiske system og den almindelige befolkning begynder nu i en mindre skala at bryde igennem også her ved først skolekonflikten og siden konflikten med de praktiserende læger.

Men det er ikke først og fremmest en politisk kamp. Hvad vi som borgere i et demokratisk samfund må forlange er fuld åbenhed om regeringernes motiver og metoder. Samt fuld åbenhed om alvoren af de vanskeligheder vi er konfronterede med. Og dog er revolutionen ikke i første omgang politisk og rettet mod et udueligt lederskab, men nærmere en revolution af det enkelte menneskes egen livsindstilling. Befrier vi os hver især for dominansen af vores personlige skygger, så vil ingen regering kunne manipulere os til at gøre ting, der er i modstrid med hvad vi ønsker. Undlader vi omvendt at gennemføre forandringer på det personlige plan, men gennemfører alligevel en politisk revolution, så vil skyggerne flytte med over i de nye rammer og muligvis blive forstærkede ved det kaos omvæltningerne måtte føre med sig.

II.

Helt grundlæggende bliver skyggerne overvundet ved at man lærer sig selv at leve i en oplyst tilstand. Hvad min egen livserfaring fortæller mig er dog, at evnen til vedholdende at understøtte denne oplyste tilstand forudsætter kendskab til ens egne skygger. Efter min opfattelse er vi hver især nødt til med mellemrum at rette vores opmærksomhed mod de allermørkeste punkter, dér hvor vi taber os selv og troen på et lykkeligt liv. Det er simpelthen et fast punkt på huskelisten, der følger med at blive født som menneske. Og når vi vender vores opmærksomhed mod skyggerne opdager vi typisk, at skyggerne har mange ansigter, eller rettere, de er som en kinesisk æske af masker, hvor skyggens ansigt viser sig at være en maske for et andet ansigt som så igen viser sig at være en maske for et tredje ansigt osv. På et givet tidspunkt mener jeg at vide hvad mine skygger handler om, men så ser jeg mig omkring i mit liv, og ser mængder af tegn på at mine skygger stadig udøver en massiv indflydelse, hvilket må betyde at jeg endnu ikke har afsløret deres sande væsen.

For mit eget vedkommende er der ingen tvivl om at jeg har haft min andel af hæmmede seksuelle energier og svigtende selvværdsfølelse. Jeg har haft min andel af dysfunktionelle opvækstvilkår og parforhold. Og i mine forsøg på at bryde ud af mit sinds fængsel har jeg måske gjort tingene værre for mig selv. Det er ikke usandsynligt, at jeg i lange perioder har levet med et sænket testosteronniveau som følge af alle de opgør med autoriteter jeg har taget.. og tabt. Eller skulle jeg nærmere sige, hvor jeg har lidt foreløbige nederlag. Men mit ærinde her er ikke at hænge mine egne skygger til tørre, formålet med denne note er at pege på, hvordan en fejlagtig livsanskuelse kan være det der konstant giver skyggerne næring. Og mine egne livserfaringer tjener således kun som en case.

Da jeg var i midten af tyverne indså jeg, at der er to fundamentalt forskellige måder at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os. Den ene handler om at hæve os over fænomenerne og give dem navne. Mennesket har adgang til dette højere standpunkt, som er i stand til at skille tingene ud fra hinanden, og analysere hvordan de forskellige, adskilte fænomener spiller sammen i nogle større mønstre. Denne evne til at hæve sig over tingene, og tillægge tingene bestemte egenskaber, sætter os også i stand til at manipulere med tingene i retninger, som vi anser som fordelagtige for os selv.

Den anden måde at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os, består i at placere os midt i den, at holde sig i ro og uden noget bestemt fokus blot at udvide sin opmærksomhed om, hvad der foregår omkring én. Et meget anskueligt eksempel kunne være det at sætte sig i naturen og sidde helt stille. I det første tidsrum er sker der ligesom ikke rigtig noget, fordi det at man kom og satte sig faktisk bragte en forstyrrelse i det liv, der ellers udfoldede sig. Men så snart roen igen er kommet over scenen, pibler livet frem omkring én, og dyrene kan faktisk vise en overraskende fortrolighed med éns tilstedeværelse. I denne tilstand af immersion fremstår verden som dybt integreret og meningsfuld i alle dens fremtoninger, ligesom man selv indtager en ligeså naturlig plads i den.

Disse to måder at opnå erkendelse kan rimeligvis opfattes som dominerede af hhv. venstre hjernehalvdel og højre hjernehalvdel. Og når jeg så mig omkring i det samfund, jeg var en del af, blev jeg slået af, i hvor høj grad det var venstrehjernehalvdelstænkningen der dominerede, og jeg gjorde op med mig selv, at det på dette tidspunkt i historien var det langt mere frugtbart at forfølge højrehjernehalvdelstænkningen. På Arkitektskolens tredje år løste vi en opgave om udvidelse af Statens Museum for Kunst, og ud af udvidelsens 14.000 m2 brugte jeg 7.000 m2 til at undersøge den ene tænkemåde og 7.000 m2 til at undersøge den anden. Men allerede på det næstfølgende semester lavede jeg et projekt, som på en måde overtrumfede denne dualitet.

Indsigten i denne fundamentale dualitet i vores erkendelsesmåder havde en endnu dybere konsekvens i retning af at rejse spørgsmålet om individualitet og identitet. Der var noget mærkværdigt, ja nærmest komisk, ved at insistere på sin egen individualitet, når man i sig rummer så fundamentalt forskellige opfattelser af virkeligheden. Således kom jeg til en forståelse af, at vi som mennesker er multidimensionale skabninger, som har adgang til forskellige virkelighedsopfattelser, og således er vi hver især ikke bare et individ med én identitet, men derimod hver især et helt konvent af forskellige synspunkter og identiteter. Dette ændrede radikalt på min måde at anskue samfundet, og ikke mindst vores måder at omgås hinanden. I samme øjeblik jeg slap ideen om at være et individ med én identitet, fremstod andre menneskers synspunkter ligeså gyldige som mine egne, og jeg havde ikke noget behov for at de partout skulle se tingene på min måde. Og i samme øjeblik alt dette konfliktstof tages ud af vores samværsformer bliver det at være menneske en meget anderledes oplevelse. Skellene mellem en selv og omverdenen bliver meget mere flydende, så fremfor at kaste mængder af energi ind i opbygningen af en overbevisende identitet bliver ens opgave som individ nærmere at åbne for flow’et i udvekslingen med omverdenen og samtidig værne så meget om sig selv, at man kan afbalancere input med output.

Disse ideer udviklede jeg gennem mit arbejde med arkitekturen mens jeg gik på Akademiet, og jeg følte selv at jeg havde fat i noget stort. Mine arbejder fortalte denne historie om et helt nyt forhold mellem individet (eller den individuelle bygning) og omverdenen. Og hvor jeg forestillede mig, at mine fagfæller kunne blive optændt af disse ideer på samme måde som de optændte mig, så var det slet ikke det der skete. Mit afgangsprojekt, som jeg selv opfattede som en kulmination, blev genstand for hån og latterliggørelse (eller sådan oplevede jeg det), og da jeg efterfølgende søgte arbejde, blev mine studieprojekter mødt med en mur af tavshed. Jeg fik så arbejde alligevel, baseret på nogle andre kompetencer, og skulle hen ad vejen udvikle mig til en habil projektleder.

Det var alt i alt en traumatiserende oplevelse, men det afgørende i denne sammenhæng er, hvordan jeg har ladet denne eller disse oplevelser give næring til mine personlige skygger. Og den anskuelse som nu dæmrer for mig, og som jeg giver form ved at skrive denne note, er, at jeg åbenbart ikke formåede at erkende de fulde implikationer af de indsigter jeg dengang opnåede. Der har været meget lidelse i mit liv som følge af at mine arbejder blev ignoreret. Men loven om karma udelukker faktisk, at andre mennesker er i stand til at påføre én nogen lidelser overhovedet. Så hvad der sker er, at andre menneskers handlinger trigger nogle negative funktioner i mig, deres handlinger giver næring til nogle skygger jeg allerede indeholder, og således konstaterer jeg at mit liv kommer under stærk påvirkning af disse negative følelser og tanker. Okay, men så gik jeg vel bare i gang med at overkomme disse negative funktioner? Nej, det gjorde jeg faktisk ikke rigtig, fordi jeg oplevede det som om de negative stemninger blev påført mig udefra. Mit virkelige problem, ser jeg nu, var ikke selve de negative funktioner, men det at jeg opfattede dem som udenfor mig selv. Dermed satte jeg mig selv skakmat i forhold til at gøre noget ved dem, og det er nok den væsentligste forklaring på, hvorfor disse lidelser skulle præge så mange år af mit liv.

III.

Min forvirring mht. hvad der er indenfor, og hvad der er udenfor, gik faktisk begge veje. På den ene side følte jeg at mine arkitektfagfællers (efter min opfattelse) satte og fantasiløse tilgang lagde sig som en tung dyne over mit livs muligheder. Jeg kunne fx blive helt klaustrofobisk ved at læse arkitekturtidsskrifter. På den anden side spurgte jeg uafladeligt mig selv, hvordan jeg dog skulle få dem, altså mine fagfæller, til at se verden som jeg så den. Og det var her min indsigt kom til kort. Hvor jeg havde opnået indsigt i, hvordan virkeligheden kan opfattes på fundamentalt forskellige måder og med fundamentalt forskellige resultater, så lå jeg stadig under for forestillingen om, at der kun er én virkelighed, kaldet virkeligheden. Således blev det altafgørende for min lykke, at jeg kunne finde en måde, hvor jeg og mine fagfæller kunne komme til at leve i den samme virkelighed, altså den vi kalder virkeligheden. Og således var det også klart, at min rolle i denne virkelighed var, at jeg var fortrængt fra den. Hvor ofte har jeg ikke betegnet min livssituation som at leve i eksil. Det var mine fagfæller, der satte dagsordenen ude i samfundet, en dagsorden der var fundamentalt forskellig fra min, og på den måde var jeg fortrængt fra samfundet.

Havde jeg dengang taget den fulde konsekvens af mine opdagelser, så havde jeg indset, at de fundamentalt forskellige erkendelsesmåder, de fundamentalt forskellige værdisæt, og alle de forskellige synspunkter og identiteter er ensbetydende med, at der ikke bare er én virkelighed men mangfoldige virkeligheder til rådighed for mig. Og i stedet for alle mine frugtesløse overvejelser og anstrengelser i retning af at passe ind i, hvad nogle andre definerer som den eneste, sande virkelighed, så kunne jeg have givet mig selv lov til at leve i den virkelighed, jeg selv fandt og finder mest attraktiv.

Tænk hvilke enorme mængder af energi vi investerer i at stipulere, diskutere, forhandle og afstemme en kollektiv opfattelse virkeligheden. Det er som en religion, der kræver endeløse ofre, og disse ofre er som et åg der undertrykker vores liv, og får os til at leve i en form for åndeligt armod. Identitetskulten (se evt. tidligere note) er velsagtens et særligt aspekt af hvad vi kunne kalde virkelighedskulten. Denne religion har vi dyrket igennem århundreder, og fordi vi hele tiden har haft så svært ved at komme overens med, hvad virkeligheden var, så har tendensen hele vejen igennem været mod reduktionen, mod anerkendelse udelukkende af det materielle som det endegyldige bud på virkeligheden. Og vores verden i dag flyder over med vidnesbyrd om denne efterhånden helt ensidige fokuseren på det materielle.

Men det materielle, forstået som fysisk, håndgribeligt stof, er formentlig det laveste frekvensområde for vores eksistens. Mennesket eksisterer simultant på mangfoldige frekvenser, hvor den fysiske krop og dennes bundethed til tid og rum hører til i den laveste ende af spektret, hvorimod oplevelser, der overskrider tid og rum, hører til i de højere frekvensområder. Det er ikke sådan, at nogle frekvenser skal fremhæves for nogle andre, da alle er integrerede aspekter af livet, men vores mani med at skulle finde en virkelighed, der gælder for alle, har ført os til at lægge uforholdsmæssig meget vægt på de lave, materielle frekvenser. Det ville ikke være urimeligt at sige, at vi har fået skabt et samfund og nogle omgangsformer, som er baserede på den laveste fællesnævner.

Det er ikke sådan heller, at jeg ikke kan værdsætte alle resultaterne af vores materielle, videnskabelige metoder, men efter min opfattelse er ideen om at der findes én virkelighed, som er til at beskrive og pege på, og som alle må respektere, en undertrykkende og ufrugtbar og fejlagtig antagelse. Hvor jeg således på det personlige plan godt kunne se, at jeg selv havde fundamental indflydelse på, hvilken virkelighed jeg oplevede, så mente jeg stadig at jeg skulle forhandle mig frem til en plads i den store, fælles, samfundsmæssige virkelighed. Det tror jeg ikke længere. Det var en fælde, jeg faldt i, og det fangenskab gav mig mange år med lidelser. Hvis der er én virkelighed derude, så er den lige så stor som hele universet inklusive alle vores og andre levende skabningers opfattelser af det. Og så kan man jo prøve at få sine tanker til at omspænde den virkelighed.

Udover at jeg oplever det som personligt befriende ikke at skulle anstrenge mig for at passe ind i nogle andre menneskers opfattelse af virkeligheden, så er det ydermere min opfattelse, at de mennesker der henholder sig til virkeligheden, som et sæt af vilkår der gælder for alle, det er faktisk dem, der har det ringeste begreb om, hvad der er virkeligt. I min verden er det fakta, at vores nuværende levemåder ikke er bæredygtige, at klimaet bliver varmere som følge af vores udledning af CO2, at vores dyrkningsmetoder til stadighed medfører tab af diversitet og fertilitet, at fastholdelsen af uretfærdige systemer blokerer for politisk handlekraft, men hvilken virkelighed, der tegner sig som konsekvens af disse fakta, er stadig helt individuelt. Der er fundamental forskel på at opfatte disse fakta som en profeti om vores snarlige selvdestruktion overfor at anskue dem som vidnesbyrd om dominansen af skyggesiderne af hhv. vores individuelle og kollektive psyker. Vores kollektive adfærd er jo ikke andet end summen af alle vores individuelle forestillinger og handlinger.

Sætter vi her overfor vores nuværende centraliserede teknokratiske lederskab, så taler de om at føre den nødvendige politik som om der ikke var andre mulige. De taler ikke om ovenstående fakta på en troværdig måde, hvilket er det samme som at sige, at de anerkender ikke skyggesiderne af vores nuværende levemåder, de taler ikke om længeresigtede visioner om, hvilket samfund de ønsker at bidrage til at skabe, de taler bare om den ene, nødvendige politik. Okay, nødvendig i forhold til hvad? Nødvendig i forhold til at holde vores dødssyge finansmarkeder flydende, bevare vores konkurrenceevne og dermed bevare virkeligheden, som vi kender den.

Hvis virkeligheden alligevel er en konstruktion, hvilken virkelighed kunne du så tænke dig at leve i? Helle Thorning og Lars Løkkes? Obamas? Jinpings? Erdogans? Nej vel. Så hellere Mandela og Tutus, Martin Luther Kings, Mahatma Ghandis, Daisaku Ikedas..

For mig er de mennesker, der har bedst greb om hvad der er virkeligt, det er dem, der lever det de ønsker. Det tror jeg faktisk jeg vil gøre til mit nye motto:

Lev det du ønsker

.