The Obama Doctrine


(Follow up on my “Speech Draft” op-ed tracing some foreign policy implications)
USA is trapped. USA is doomed. Never before has a nation faced a predicament as severe as the one USA is facing. Comparable precedents are of course the Roman Empire or the Mayan Empire. This predicament has such a multitude of different aspects, that overcoming the predicament seems unthinkable. Among the different aspects of the predicament are:

  • a population, or at least a large part of the population, accustomed to an exceptionally high standard of living
  • a population accustomed to regard themselves as part of a nation of unrivalled power and supremacy
  • a reckless political leadership who has ruined the nation in its attempts to secure both the high living standards and the position of supremacy, in accordance with the expectations of the population
  • a position of world dominance within the financial and corporate sectors which is rapidly declining due to an increasingly corrupt leadership and all their desperate measures and acts of coercion
  • a rapidly declining ability to draw incomes and resources to the homeland due to failing international alliances and hostile, circumventive alliances, all caused by the disappointment with the american leadership
  • a growing internal civil unrest as the living standards are rapidly declining and the state of public services and inventory is falling into decay
  • a growing internal civil unrest as the population awakens to the true state of their nation which amounts to a breakdown of the national self-conception
  • a clear and present danger of a takeover of government by a Fascist political movement, since only Fascist leaders are able to develop the levels of self-delusion needed to sustain the images of empire and supremacy
  • a nation in the grips of a Fascist leadership and inescapably headed for self-destruction in a sort of World War III-scenario
  • a nation doomed and vengefully determined to take with it as many others as possible in the downfall

If there is any means to redeem this despairing fate, the means has to be bold and profound like nothing we have ever seen before. Not big and heavy-handed and excruciatingly painful, but perceptionally profound, conceptionally bold and, in taking the ensuing steps, hugely courageous. With the think piece ”Speech draft for Pr. Obama: Address to the Nation on Shadow Government” I attempted to contribute a daring vision of this kind of scope and depth. This piece sought to restore a true notion of leadership and called for a nationwide process of restoring honesty and transparency to government and leadership at any level and in every field of activity. Thus the ”Speech Draft” piece focused on the internal processes. What this piece will investigate is, how this national self-awakening will spell out a wholly new role for the USA in its international relations.

In a nation so thoroughly accustomed to hold power and to execute power, it is likely that the recommendations of the ”Speech Draft” piece will stir up strong resistance. Prior to embarking on the proposed proces of a national self-awaking, many americans will think of the whole scheme as a way of undermining the power and strength of the nation. Perhaps many will think of the scheme as some kind of conspiracy, conjured up by the enemies of the USA to leave the nation feeble and weak and open to exploitation.

Thus the resistance will probably be harsh and may actually trigger the very Fascist tendencies hinted at in the above. It seems like some people just cannot think of power in any other form than the one where you have the supreme force to get your way in spite of any resistance. But what these people seem to overlook is, that this attitude puts you at odds with just about anybody else, and thus this concept of power carries its own self-fulfilling prophecy. One day you will be forced to try to get your way amidst opposition from just about everybody else, and thus this concept of power is doomed to fail at some point. In the case of the USA this point is already looming.

Another aspect these hardliners seems to overlook is, that the USA is founded on exactly the opposite kind of power. The power of the many, the power of the people, ordinary people uniting and standing up against oppressive authority. ”E pluribus unum”. ”Out of many, one”. The whole purpose of the national restoration of honesty and transparency is to reunify the american people and with this reunification to restore the power of the US. Though lots of people around the globe have come to disdain the US and would revel in any degrading of the US, the strength of the US is likely to be of utmost importance for the political stability of the whole planet, going to through times of great transition.

Thus, the national movement of restoration of honesty and transparency is for the profound empowerment of the American people and the USA, though it is sure to be a difficult process to go through. The nation will at times be vulnerable, at times self-absorbed. And enemies of the US might seek to take advantage of these passages of unsure footing. But where the real dangers lurk is probably in the admissions of all the wrongdoings of the former corrupt leadership. The USA may have to go through a phase of having to confront waves of accusations and blame and maybe even claims of economic compensations for different kinds of wealth confiscation, that the former corrupt system made available.

It is an extremely precarious moment. If the US should embark on this restoration of honesty and transparency, there will be moments when the whole of humanity literally will hold its breath, not knowing what to say, what to do, what to expect. Will the admittance of all the wrongdoings erupt into anger and aggression spiralling out of control? Or will the sudden honesty evoke a kind of stillness of the mind, a kind of awe, in the realisation that a wholly new code of justice is thus laid down for all of humanity.

Never before in history of humanity has such a resolute attempt to alter the destiny of a nation been carried through. Not even in a sligth degree, though some comparison to the Roman Empire might again seem appropiate. Whereas the Western Roman Empire was consumed in its self-complacency, its illusions, its corruption, and thus showed no ability to change its ways and went on to meet its destined collapse, the East Roman Empire had the ability to reinvent itself through embracing Chistianity, simplifying the systems of government and downscaling the overall consumption rates of the population, thus enabling stable and satisfying living conditions for several centuries on.

Unfortunately, the current predicament of the US, along with the predicament of just about any country on Earth, bears much more resemblance with the state of the Western Roman Empire, than that of the Eastern, due to the levels of self-complacency among the ruling elites combined with the levels of depletion of the natural resources and the fertility of the land. The plan for the restoration of honesty and transparency might probably strike most living humans as ridiculously naive and idealistic, but then, most living humans haven’t showed the courage to confront the scope and depth of our global predicaments. And when people finally do turn their attention to the global predicaments, all too often the reaction is go instantaneously from unfounded optimism to helpless despair.

Among the ruling elites the same shift from one extreme to the other is just as common, but among these groups a third option presents itself, and that’s the option of taking the necessary steps to secure the good life within a protected community, while the rest of the world is falling apart. But is this option a real option? Don’t these groups make the mistake of taking the basis of their wealth for granted? It takes a large and relatively well-functioning society to create the kind of wealth, that the top one percent has become accustomed to enjoy. If the value creation in the overall society collapses due to the global depletion of the natural resources combined with all the destabilizing factors mentioned in the beginning, it is inconceivable, no matter how harsh the applied methods are, that the current life of luxury of the elite can be sustained. Thus the elite will have to radically redefine their role in order to maintain some position of privilige.

Thus the position of the US is not unique, on the contrary, it is shared by practically every nation on Earth, but the role of USA is still crucial in the sense that any obstruction of progress from the US will have an impact as well as any bold progressive steps taken by the US will have an impact on actions taken by people and nations around the globe. In order for humanity to overcome its grave predicaments, we have to develop a concept of the individual human being as a potential agent for care and nurturance, an agent for restoring health to the society and to the land. It is becoming increasingly obvious, that it is only through a kind of democratic renaissance, through the unleashing of the willpower and creativity and social ability of every single member of the society, that we will be able to navigate through our predicaments.

And the USA is in some regards uniquely positioned to lead in this transformation of our relations to each other and to our natural origins. Why? Because Americans are accustomed to rely on themselves to solve their problems, because of the entrepreneurial spirit of the Americans, also with respect to alternative ways of living, and because of the inherent spirit of being the provider, the one offering help and assistance, the one taking care of others. In spite of all the corrupt leadership, all the injustices and wrongdoings, the USA might still be the most benevolent empire to date. Mayby even the empire to end all empires. The self imposed end of Pax Americana to institute the Pax Humanica.

The American Empire is crumbling. And the USA is crumbling internally. In a fit of self-complacency and hubris the American Empire has over-extended itself and is hemorrhaging. Its once exemplary political institutions are now severely corrupted, and the miscalculations are so heavily incorporated, that every political step just seems to add to the decay of the nation. Internationally, the crumbling of the American Empire leaves a void, which China and Russia are all too happy to fill in. But neither Russia nor China presents a more evolved state of human society than the US. China and Russia are just as corrupt as the US, perhaps even more, so the global slide towards ’broken societies’ and Fascist rule just continues. It is this bleak outlook, that insistingly calls for the reinvention of the USA through the national movement of honesty and transparency.

With regard to foreign relations the reinvention of the USA will translate into an unprecedented commitment to the development of the UN into a kind of democracy for all of humanity. What we are talking about, is a shift of power from the ruling elites of the respective nations to the people of each of these nation. The USA is obviously leading the way by its reinvention through honesty and transparency, and the reinvention of American democracy will resonate strongly with the hopes and aspirations of ordinay people around the globe, which immediately will translate into demands on their own political leaders respectively to restore honesty and transparency. Where the corrupt political leadership of the other major powers on the international scene will laugh and rejoice when the USA goes through its existential crisis, they will soon find that the USA has forged itself a supreme alliance in the sympathy and loyalty of ordinary people around the globe.

It is obvious, that the US will have to scale down its military drastically. There is no way that the American economy at this point in history can sustain a military force of such huge proportions. But even in a substantially diminished form, the American military force will still be the one the other major powers will have to reckon with. Whereas the military force of the US was misused by the former political leaders for illegimate imperialist ends, the reinvented USA will once again put its military force behind the interests of the American people as these coincide with the interests of ordinary people around the globe. Even the Intelligence Community may cast itself in a wholly new role. Of course, all the illegal activities will have to go, and that will surely be felt as a huge loss to some of the insiders, but in all likelyhood, the majority of the people working within the Intelligence Community will feel releaved, when their daily activities once more is directed towards the safety and well-being of the American people and the rest of humanity.

Thus the reinvented USA will become the midwife of a newly inspired and empowered humanity. The US will back these global trends by using its power to secure relative peace and stability through these times of great change. This commitment to a kind of renaissance for all of humanity with the potential of unleashing new kinds of prosperity will be underlined by the willingness of the USA to put its military power under the command of a reformed UN, where it is the wishes of the people of the respective nations that is put forth in the General Assembly and subsequently incorporated into the resolutions.

The Obama Doctrine: A nation reinvented through restored honesty and tranparency working towards a unified humanity, and through this global commitment practically supporting its ongoing internal reinvention. In stead of just witnessing the crumbling and decay of the American Empire, this empire is, in its final stage, transformed into a leverage for the upliftment of humanity, and through this commitment the wounds are healed and the wrongdoings are corrected, and through this effort the citizens of the USA may carve for themselves a future of renewed prosperity, well-being and friendship.

F_210th Field Artillery Brigade_S-Korea_20130408



Hvor stopper idiotien?

(Kronikforslag til Politiken)


Et bud på hvorfor den danske befolkning reagerer så stærkt på salget af Dong og Nets.

Findes samfundet? Vi bruger tit ordet ’samfund’ i alle mulige sammenhænge, men hvad er det egentlig vi sigter til, når vi bruger ordet? Særligt når jeg hører politikerne bruge ordet, tager jeg mig i at blive i tvivl om, hvorvidt ordet overhovedet har noget indhold. Vi taler om samfundet, som noget der er til at pege på, godt, hvor er det så? Er samfundet vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, kort sagt, vores institutioner? Er samfundet vores politiske system, og alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv? Er det samfundet? Eller kan samfundet tværtimod blive fortrængt af både institutionerne og reglerne?

Denne kronik vil komme med et bud på hvad samfundet er, men for at sætte en passende ramme for, hvorfor dette spørgsmål er så vanskeligt at besvare, vil jeg stille et andet spørgsmål, som er lige så simpelt og lige så vanskeligt: Hvad er naturen?

Nåh, naturen? Det er græsset og træerne og buskene og fuglene og billerne og alt det stads.. ville mange sikkert svare. Naturen, det er ’det der derude’. Udenfor bygningen. Udenfor byen. I kanten af vores marker. Naturen er noget udenfor os selv. Godt så, men hvad din egen krop? Er den ikke også smækfuld af natur? 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller, men bakterier som lever i harmoni med menneskecellerne, således at de sammen danner et stabilt økosystem. Der er over 500 forskellige arter af svampe og andre parasitter som lever i vores tarmsystem, og uden dem ville vi slet ikke være i stand til at fordøje vores mad.

Så selv på et konkret, fysisk plan er det svært at sige hvad der er natur og hvad der er menneske. Men vi forstår typisk naturen i en form for modsætningsforhold til os selv. Der er det organiske, naturlige og så er der det menneskeskabte. Og hvor denne modsætning velsagtens er reel nok, så er den samtidig meget kompleks. Hvorfor oplever de fleste mennesker det som rekreativt at opholde sig i naturen? Mange mennesker, mig selv inklusive, oplever, at det at bevæge sig i og opholde sig i naturen, at det genoplader de indre batterier. Hvad er det naturen bare giver os så snart vi sætter os i kontakt med den?

Det er vel ikke for meget at sige, at der er en oplevelse af, at græsset, træerne, buskene, fuglene og billerne på ingen måde står i vilkårlige forhold til hinanden, men snarere, at der en orden der gennemtrænger det hele. Ja, i detaljen kan der være kampe om territorier og rå eksistenskamp, men i det store billede er sammenhængskraften indlysende. Hvad jeg således selv mener jeg oplever, når jeg bevæger mig i naturen, er følelsen af at være en del af en verden af liv. Samt en intuitiv erkendelse af livets forunderlige, selvorganiserende karakter. Kosmos er orden, rytme og sammenhæng. Og kosmos ville ikke være kosmos, hvis ikke jeg selv var en del af det hele. Jeg hører til, midt i alt dette.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål om samfundet, er der ikke i menneskets relation til naturen en analogi til individets forhold til samfundet? Samfundet er ikke vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, og samfundet er ikke alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv. Samfundet har en organisk karakter. Mennesket ville ikke være menneske uden naturen, ligesom individet ikke ville være individ uden samfundet. Uanset hvilke politiske fortællinger vi lægger hen over denne relation mellem mennesket og dets omverden, så består dette fundamentale gensidighedsforhold. Vi kan sågar have politiske fortællinger, som vi skal se i det efterfølgende, som fuldstændig fornægter dette gensidighedsforhold, men det ophæver det ikke, det danner ”bare” en form for kollektiv dødsdrift.

Samfundet har en organisk kvalitet, og samfundet har ligesom livet i øvrigt en selvorganiserende evne. Samfundet er en organisme førend det er alle de formelle rammer. Men der er selvfølgelig et spørgsmål om skala her. At tale om ’samfundet’ sådan i bestemt form hjælper til at understrege en pointe, men ’samfundet’ har jo mange fremtrædelsesformer. En familie er et samfund, et boligkvarter er et samfund, en by er et samfund, et folk/et land er et samfund og den samlede menneskehed er et samfund.

Så set udefra er der en åbenbar sammenhæng mellem samfundsskalaen og den organiske karakter af samfundet, således at jo mindre skala jo større er det organiske element og jo færre er reglerne og omvendt. Da min ekskone og jeg i sin tid begyndte at lave regler for vores samvær, da vidste vi hver især godt hvad klokken havde slået. Ligesom ingen vel vil benægte, at der må være nedfældet nogle regler for, hvordan nationer omgås hinanden, da det organiske element i deres indbyrdes relation forekommer temmelig fjernt. Som et aspekt af den organiske karakter af samfundet kunne vi således tale om et nærhedsprincip til beskrivelse af graden af levet, uudtalt sammenhørighed overfor formelle, kontraktlige aftaleforhold.

Og vi, mennesker, har faktisk med demokratiet udviklet en politisk tankegang, som stræber efter at komme denne organiske karakter af samfundet i møde. Demokratiet er i sit væsen en bottom-up-orienteret samfundsform, som er indrettet til løbende at tage bestik af, hvad der rører sig i befolkningen, og i en dialog mellem befolkningen og dets ledere at udvikle planer og tiltag i overensstemmelse med denne befolkningsorganismes ønsker og behov. Hvorfor skulle denne befolkningsorganisme dog ønske at skade sig selv? Nej vel. Den vil bare gerne have lov at udfoldet sit liv, konstruktivt og fremadrettet.

Men demokratiet er ikke den eneste politiske tankegang på bjerget. Der er jo også demokratiets modsætning i form af en top-down-orienteret samfundsform, som ikke anerkender samfundets organiske karakter, og som heller ikke forstår det enkelte menneske som en integreret del af samfundet eller for sags skyld som en integreret del af naturen. Uden en forståelse for den organiske forbundethed med sin omverden bliver eksistenskampen den altdominerende faktor i menneskelivet. Hvad man ser er knaphed på ressourcer, risikoen for sult og død som en direkte konsekvens af at være alene og udsat, og derfor er der intet vigtigere end at sikre sig flest mulige ressourcer. Fra denne synsvinkler må alle andre i sagens natur være involveret i den samme kamp om ressourcer, hvorfor alt drejer sig om magt. Ens magt er ens beholdning af ressourcer, og livet er en magtkamp for erhvervelsen af flere ressourcer.

Dette modsætningsforhold har givetvis bestået til alle tider, og der har velsagtens været historiske perioder, hvor de har fundet en form for ligevægt indbyrdes, men i vores nuværende historiske fase forekommer den politiske top-down-mentalitet at have en massiv overvægt. Samtidig har vi med vores nuværende pengevæsen ovenikøbet fået skabt et fuldkomment fordrejet spil om ressourcerne. Hvor et pengevæsen faktisk som udgangspunkt baserer sig på tillid mellem samfundets individer, og hvor pengene oprindeligt til hver en tid kunne omsættes til fysiske ressourcer, så har vi fået blæst vores pengevæsen op, så værdien af alle vores penge i alle de forskellige papirformater mange gange overstiger værdien af de fysiske ressourcer. Ikke desto mindre fortsætter vi med at anerkende penge som udtryk for rigdom, dvs. beholdninger af ressourcer, og vi fortsætter med at lade pengene være midlet ved hvilket de som allerede er rige kan erhverve yderligere rigdom. Hvad vi har er altså en magtelite som handler i overensstemmelse med deres begær efter mere magt, deres begær efter flere erhvervelser, ganske uanset at deres magt baserer sig på et pengesystem, som er komplet udhulet for sit organiske indhold. Det er i korthed den herskende idioti.

Hvor kommentatorer med tilhørsforhold til erhvervslivet og finanssektoren således måske nok i et vist omfang kunne anerkende, at der var et spørgsmål om legitimiteten af beslutningen om at frasælge en del af Dong, så har de kun hovedrysten tilovers for de store befolkningsgrupper, som forlanger at Nets skal forblive på danske hænder. Disse kommentatorer siger, og læg mærke til den nedladende attitude, at Nets allerede er privatejet, at lovgivningen ikke kan forhindre dette salg, at alle vores personfølsomme oplysninger allerede ligger på servere i udlandet og at politikerne jo i forvejen har vedtaget en lovgivning, som sætter rammebetingelserne for hvordan fx Dankortet skal drives. Og politikerne istemmer disse argumenter i deres evindelige overvurdering af deres evner for at styre tingene via lovgivning.

Hvad vi taler om her, rammer lige ned i diskussionen af opfattelsen af samfundet som organisk overfor magtens opfattelse af samfundet som en kamp om ressourcer. Opbygningen af Dankort-systemet og Betalingsservice og NemID var en stor samfundsmæssig satsning, som involverede hele det danske samfund. Der har af flere omgange været omfattende samfundsdebatter om udformningen af disse systemer, hvilke risici for misbrug de indeholdt, og dermed hvilke krav der skulle stilles til dem, der varetog tjenesterne. Således var befolkningen en aktiv part i udviklingen af Dankortet mv., og befolkningen understøttede også projektet ved at gå i det og bruge det uden forbehold, da befolkningen vurderede at rammebetingelserne var i orden. Det er kun hvis man fornægter det organiske aspekt af samfundet, at man kan hævde at Dankortet mv. tilhører bankerne. Den danske befolkning har også en stor investering i dette system. Sagt på en anden måde gav den danske befolkning nogle danske banker lov til at eje og tjene penge på at drive Dankortet mv. indenfor visse rammer. Hvis beskeden fra bankerne er, at de kan ikke finde ud af at tjene penge på Dankortet mv. indenfor disse rammer, så er det fair nok. Så tager vi det tilbage.

Som beskrevet ovenfor med ’nærhedsprincippet’ er det nærmest en naturlov at vores adfærd overfor andre i høj grad er bestemt af hvilket tilhørsforhold vi har til disse andre. Som sagt, jo tættere disse andre er på os selv, familie, kvarter, by, land, jo mere vil vi lade spørgsmål om tillid og samvittighed og troskab være bestemmende. Selv i tider hvor bankernes moralske habitus til stadighed sætter nye bundrekorder, så har der vel stadig været en tyrkertro i den danske befolkning på, at hvis det var vores egne banker der stod for forretningerne, så var der vel grænser for hvor skrupelløse de ville være. Almindelige danskere er ikke så naive som deres politikere, som øjensynligt selv tror på at de kan lave lovgivning uden smuthuller, men almindelige danskere stoler et langt stykke af vejen på nærhedsprincippet. At ingen trods alt vil skide i egen rede, så at sige. Derfor er det et kæmpestort og for befolkningen dybt ildevarslende skridt at overhænde Nets til udenlandske kapitalfonde.

Således er idiotien ikke begrænset til vores løbske, globale pengevæsen. Idiotien handler i allerhøjeste grad om denne fornægtelse af samfundets organiske karakter. Det er den, der ligger bag den skrupelløse udplyndring af fællesejet, og det er den der ligger bag vores magthaveres drift imod at få kontrol over samfundsorganismen via teknokratiske systemer. Og når de to konspirerer, så får vi ’crony capitalism’, den ultimative formel for nedbrydelse af samfundet. Den statssanktionerede, private bemægtigelse af Danmarks eller for sags skyld planetens ressourcer. Idioti uden grænser. Menneskehedens dødsdrift.

Lad os stoppe idiotien her. Lad os tage vores demokrati tilbage, og med det, lad os tage vores land tilbage. Myndigheden ligger hos det enkelte menneske. Enhver myndighed som en institution har, består kun i kraft af det enkelte menneskes frivillige overførsel af sin myndighed til denne institution. Vi bestemmer selv, hvordan de institutioner skal se ud, som vi giver myndighed til at lede vores land.

Gør vi ikke noget, vil privatiseringen af fællesejet bare fortsætte. Vi hører nu repræsentanterne for ’crony capitalism’ herunder produktivitetskommissionen argumenterer for, at det private kan løse offentlige velfærdsopgaver bedre end kommunerne. Og de har tal der understøtter dette, men forklaringen er formentlig den enkle, at vi i årevis har forsøgt at løse velfærdsopgaverne efter de samme fremmedgjorte og konkurrencebetonede top-down-samfundsforestillinger, som hersker indenfor det globaliserede erhvervsliv og det globaliserede finansvæsen. Bryd de offentlige opgaver ned i en størrelse som er lokalforankret, giv lokalsamfundene lov til at organisere sig selv, og vi vil formentlig se en markant højere produktivitet, blot vil selve begrebet ’produktivitet’ i sig selv forekomme mærkeligt fremmedgjort og vil glide ud af den almindelige sprogbrug. Eller for bare at understrege min pointe, så er det politiske tiltag om de nye supersygehuse i mine øjne kulminationen på en beton-teknokratisk tankegang. Opskriften på en fiasko. Fraværet af organisk sammenhæng. I stedet mener jeg at vi skal forestille os, at vi hen ad vejen vil drive selv vores hospitaler som kommunale kooperativer.

Men er denne fornyede lokale forankring og denne fornyede forståelse for samfundets organiske karakter så en del af de allerede udbredte populistiske og nationalistiske strømninger? Overhovedet ikke. Eller igen, lad mig tale for mig selv: Jeg har ingen problemer ved at føle mig tryg ved mennesker fra helt andre kulturkredse, jeg kan uden videre føle mig forbundet med disse mennesker, bare jeg fornemmer at de også har denne forståelse for samfundets grundlæggende organiske karakter. Så er vi fint på bølgelængde.


I Had a Dream


Jeg overvejede i går morges om jeg skulle skrive denne drøm ned, men syntes så ikke lige at den var særlig klar, og skød den derfor til side. Men drømmen fulgte mig så hele dagen, og blev ved at stå lyslevende for mig. Og med denne insisterende tilstedeværelse ændrede jeg min indstilling, og ud på aftenen skrev jeg den alligevel ned.

Hvorfor jeg så ydermere synes det er relevant at uploade den her vender jeg tilbage til.

Via Facebook er jeg blevet inviteret til en meget stor, fælleseuropæisk, politisk event, som foregår et sted nede i Sydeuropa. Event’en har måske karakter af at være aktivistisk og systemkritisk. Måske er det bare en mere fredsommelig demonstration, som skal øve indflydelse gennem stor opbakning. De danske repræsentanter for arrangementet formidler noget kørsel ned til event’en, og jeg har meldt tilbage at jeg har en bil som kan benyttes, men jeg får at vide at jeg vil blive hentet af Louise sammen med hendes kæreste og barn (Louise og jeg har en forhistorie, en stærk men uforløst forelskelse som går adskillige år tilbage i tiden). På grund af Louises og min tidligere relation ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, at vi skal køre denne tur sammen, men da alt hvad angår arrangementet er frivilligt og alle anstrenger sig for at få det hele til at klappe og holde omkostningerne nede, så synes jeg ikke det er tidspunktet at gøre indvendinger. Og for pokker, vi er jo voksne mennesker, sådan et praktisk arrangement kan vi godt få til at fungere uden at det behøver at blive en belastning for nogen.

Således er jeg blevet hentet hjemme i Farum (Midtpunkt) (?!) af Louise+familie og ser os sjovt nok oppefra kører i hvad der ligner en VW Scirocco (første type, vist nok rød) ned ad rampen fra Hovedvej 207 ned på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Bilen har en specialnummerplade, der hedder STEEM, hvilket jeg undrer mig over, forklaringen må være den at Louises kæreste hedder Steen men det var velsagtens allerede taget, og så blev det til Steem i stedet for.

Indenfor virker bilen knap så sportslig, vel snarere som en gammel Peugeot 205, og jeg sidder på bagsædet, hvor Louise sidder i den anden side og imellem os ligger deres søn og sover svøbt i en dyne. Louise og jeg er formelle overfor hinanden, selvom det er min oplevelse at der foregår en rig følelsesmæssig udveksling nedenunder sanserne. Louise sidder umiddelbart bag sin kæreste som kører, og hun sidder og kritiserer ham for, at han ikke har fået ordnet bilen. Og det er rigtigt at man kan høre på motorens gang, at den ikke kører helt som den skal, og Louises kæreste indrømmer også, at den ikke kører som den skal. Han siger: ”Der er alle mulige, der har sagt til mig at jeg skal få det ordnet, men jeg er sikker på at det nok skal komme i orden af sig selv.” Denne bemærkning stiller ikke Louise tilfreds, og hun fortsætter med bebrejdelserne, og jeg fornemmer, at hun i situationen har ladet sig fange af nogle mønstre de har indbyrdes, som ikke tjener nogen af dem, og jeg rækker derfor min hånd ud og stryger Louise helt forsigtigt på hendes overarm, får således hendes opmærksomhed, sender hende et blik og laver en vandret bevægelse med flad hånd som for at sige ”Vær sød. Slap lidt af. Vær lidt overbærende”. Virkningen af denne lille gestus synes at være som jeg havde håbet, at hun falder til ro og i stedet bare lige tjekker om hendes søn ligger ok.

Louises kæreste ligner kun delvist Louises virkelige kæreste, faktisk har han skarpere træk og ligner på den måde mig mere, men er højere og har sort hår, vist nok farvet. Samtidig har han en lidt rastløs energi. Louises kæreste taler en del om forskellige ting uden at noget rigtig hænger ved, men jeg får en klar fornemmelse af, at det er på Louises initiativ, at de er taget afsted for at deltage i den politiske event. Faktisk fornemmer jeg et fællesskab mellem Louise og mig i vores syn på betydningen af denne event, og jeg spørger mig selv om hun måske har fulgt mig på Facebook og er blevet inspireret af noget af det jeg har skrevet, hvilket så igen får mig til at spørge mig selv om hun måske har trukket i nogle tråde for at vi skulle komme til at følges derned. Men det bliver sådan set ved spekulationerne samt den følelsesmæssige understrøm for på overfladen forbliver hun lige formel, eller det vil sige næsten, for i korte glimt er der noget i hendes øjne eller i hendes mimik der fortæller, at hun også kan mærke noget andet og mere.

Mens han kører sidder Louises kæreste nu og bakser med et hjemmelavet beslag af en slags og bilens tændingslås, som er på størrelse med en konservesdåse og som ikke rigtig er fastgjort. Han fortæller, at ved at monteret tændingslåsen i ringen i den ene ende af beslaget og derpå montere beslaget på ratstammen med en ring i den anden, så fungerer det som en fartpilot. Jeg undrer mig kort over, hvorfor han gør sig sådan umage med at få denne fartpilot aktiveret, når han nu kan se at der er kø på motorvejen bare nogle få hundrede meter længere fremme.

Scenen skifter nu til et slags øjebliksbillede, hvor vi har kørt hele dagen og er landet nede i Sydtyskland og er ved at indlogere os på et hotel, og Louise og hendes kæreste går og småskændes om at få alt sønnens udstyr med op på værelset. Der er noget i deres indbyrdes relation jeg bare har set så mange gange. En kvinde, der er utilfreds, og en mand, der udadtil virker en smule nervøs og ved siden af sig selv, og indadtil fremstår som en smule fortvivlet og desperat over, at hans kvinde er utilfreds. Deres forhold virker ikke stabilt og harmonisk. Jeg får det indtryk, at han hele tiden har været lidt benovet over at have fået en kvinde som Louise, og han i virkeligheden har tvivlet på sig selv og har været usikker i forholdet, og derfor er forfaldet til at være alt for eftergivende overfor hende. Det har så på sin side fået hende til at miste sin respekt for ham. Overfor mig er Louise stadig lige formel, men jeg kan mærke at hun føler sig tryg sammen med mig, og den følelsesmæssige understrøm er fortsat stærk, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi pludselig helt ud af det blå omfavnede hinanden. Men intet er sikkert, og måske er det stadig bare et praktisk arrangement, hvor vi følges ned til en event, vi begge gerne vil deltage i, og bagefter siger vi bare farvel.

Det er nu senere på aftenen, eller måske nærmere ud på natten, og vi har alle fået lidt søvn, men vi skal videre. Det at vi skal videre her ud på natten er faktisk en alvorlig sag. Igen, det er ikke helt klart om event’en vi er på vej til er på kanten af, hvad der er lovligt, men vi ved i hvert fald, at der er en særlig indsatsenhed, formentlig fra politiet, som er på udkig efter os. Denne indsatsenhed kender jeg godt fra tidligere, selvom det er lidt uklart om det er fra fotografier eller et kort, konkret møde. Enheden kommer omkring i en helikopter, som er en disse militærhelikoptere fra Vietnamkrigen, men den er blevet modificeret, således af det lange haleror er fjernet og helikopteren har i stedet en anhænger hægtet på. Denne anhænger ligner en traktoranhænger med fire ret store, tykke hjul, et i hvert hjørne, og selvom denne anhænger bare er hægtet på som den ville være hægtet på en traktor, så følger den ikke desto mindre helikopteren når den stiger til vejrs. Indsatsenheden har tre agenter, hvor lederen har meget markerede træk, faktisk ligner han også mig, og han har et skæg ligesom min fars blot længere, og så har han et blik som er udspekuleret, gennemborende, nærmest ondskabsfuldt. De to andre agenter er kun tegnet i kontur bortset fra at alle tre er iført grønne, militære kampuniformer.

Denne indsatsenhed er både berygtet og frygtet, og de er altså på sporet af os. Måske helt specifikt vores lille gruppe, måske alle der er på vej til den politiske event. Og det viser sig, at der faktisk er mange bare på dette hotel, der er på vej til event’en. Og rygterne om at indsatsenheden er på sporet af os, og vist allerede er på vej, spreder en nervøs stemning, hvor alle er lidt hektiske med at få pakket deres ting og komme afsted. Ofte er der nogen der går hen til et vindue og spejder ud i natten. Mens vi går og pakker i denne nervøse stemning spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er vi frygter ved denne indsatsenhed. Vi har jo ikke gjort noget ulovligt (endnu i hvert fald), så hvad kan de gøre os? Måske skulle vi bare byde dem trods. Men mens jeg går i disse tanker hører jeg lyden af en helikopter, og jeg kan simpelthen høre på motorlyden, at det er en af disse gamle Vietnam-helikoptere. Så jeg går hen til vinduet, og ser helikopteren på afstand, og konstatere overfor de andre i rummet ”De er her”, hvilket afføder en betydelig nervøsitet med tendens til panik. Sjovt nok er min søster og min mor nu også tilstede, selvom det umiddelbart bare bliver til, at de også er på vej til event’en, men de bliver begge meget nervøse ved at indsatsenheden nu kommer. Jeg er selv forholdsvis rolig og står og betragter, hvordan helikopteren med anhænger kommer ind over plænen ved hotellet som nu er oplyst af et flourescerende grønt lys og langsomt stiger ned og lander på græsset. Lederen af indsatsgruppen træder nu ud af helikopteren og stiller sig foran helikopteren og ser direkte på mig, som om det hele tiden har handlet om mig, og da bliver jeg alligevel nervøs. Hans blik siger noget i retning af, det kan godt være du ikke har gjort noget der er ulovligt, men vi skal nok få ram på dig alligevel.. Og da vågnede jeg.

Jeg er begunstiget af at have flere kvinder i min venskabskreds, som har betydelig livserfaring og stor visdom, og jeg fik faktisk lejlighed til at tale med en af disse kvinder om denne drøm. Hun startede med at konstatere, at alle figurene i min drøm er aspekter af mig selv. Det kan godt være at Louise er en virkelig person, men i min drøm repræsenterer hun det kvindelige i mig, sådan som jeg genkender det, og hun repræsenterer den særlige karakter af det kvindelige som virker stimulerende på mig. Således var barnet, der lå svøbt i dynen imellem mig og Louise udtryk for, hvad jeg og min sande kvinde vil være i stand til at skabe sammen. 

Louises kæreste var også et aspekt af mig, som var det der er villig til at underordne sig og trods alt få tingene til at ske, også selvom det ofte er utaknemmeligt. Lederen af indsatsenheden var også mig, og han stod for den modne, mandige myndighed, som ser tingene klart og gennemtrumfer sin vilje. Og det at jeg alligevel frygtede denne leder, og vågnede da han fæstede sit gennemborende blik på mig, var udtryk for, at jeg endnu ikke helt havde integreret denne side af mig selv.

All well and good, men jeg kan alligevel ikke lade være med at interessere mig for, hvordan nogle større samfundsmæssige forhold afspejles i denne drøm. Måden for eksempel moderne parforhold beskrives forekommer mig at være meget præcis og række et godt stykke ud over mine personlige erfaringer. Og drømmen forekommer rigtignok at beskæftige sig med, at man som mand kan møde sine omstændigheder med forskellige holdninger, og hvordan ens kvinde behandler én vil i høj grad bestemmes af den holdning man baserer sit liv på. Jeg-fortælleren i drømmen har tydeligvis en opbygget en vis integritet og evne til at hvile i sig selv, og kvinden tiltrækkes af denne kvalitet, men samme figur må alligevel se sig besejret af lederen af indsatsenheden. Uden at det var de ord hun brugte, kunne man måske sige, at jeg-fortælleren i mødet med overmagten alligevel krakelerer og kujonen tager over, og således må dette aspekt styrkes yderligere for at kunne modstå hvad som helst.

Men hvad skal man lægge i at den politiske event foregår i Sydeuropa, og at denne event har karakter af at være systemkritisk? Og hvad skal man lægge i, at lederen af indsatsenheden er ligeglad med om jeg-fortælleren har overtrådt loven, han skal bare nakkes uanset hvad? For mig tegner det et meget præcist billede af den legitimitetskrise vores officielle myndigheder befinder sig i. Det er min personlige oplevelse, at vores politiske system og vores politikere ikke længere arbejder for folkets bedste, og når de således anvender statens midler for magtudøvelse, så virker de ikke længere beskyttende men tværtimod undertrykkende og destabiliserende. Og hvis vi således forestiller os, at en grad af korruption har inficeret vores politiske system og dette systems repræsentanter, hvordan vil dette system så reagere på individer, som har integritet og som sætter sig op mod systemet? Ja, systemet vil formentlig reagere med at forsøge at undertrykke disse individer.

Hvad vi i givet fald har, er altså ikke bare en krise i den politiske legitimitet, hvad vi har er en krise i hele det aspekt af vores sind, der er omfattet af begrebet myndighed eller autoritet. Hvis myndighed, forstået som integritet, ordholdenhed, retfærdighed, ikke værdsættes hos individet og reelt undertrykkes af systemet, hvilke chancer har mænd så for at udvikle sig til sådanne personer, der hviler urokkeligt i sig selv, og som indgiver tryghed til deres kvinde, til deres børn, til deres kolleger, til deres medborgere?

Så ja, jeg vågnede ved mødet med lederen af indsatsenheden, fordi han vitterlig var skræmmende. Denne fordrejede myndighed, som bare er rå magt, denne løbske magtudøvelse af institutioner, som ikke længere tjener befolkningen som helhed, men snarere er blevet instrumenter for særinteresser. Og netop deres illegitime karakter gør, at man som enkeltperson ikke har en chance. Der er ingen principper, ingen regler man kan henholde sig til, i sit forsvar mod denne form for magtudøvelse.

Nu faldt min drøm samtidigt med 50-årsdagen for Martin Luther Kings berømte ”I Have a Dream”-tale. Okay, jeg har så også en drøm, og det er at Louise (hvem hun end er) og jeg forenes, og vi gennemfører vores rejse til den store, politiske event, og event’en er så stærk en manifestation, at det politiske landskab ændres for altid, og lederen af indsatsgruppen og mange andre med ham mister evnen til at standse os, og i stedet bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I have a dream!



Efter min opfattelse lever vi i en verden der er gennemsyret af illusioner. I den større skala har vi illusionerne om, at vi kan fortsætte med at misrøgte og udpine naturgrundlaget sådan som vi gør, samt illusionerne om at sociale og mellemmenneskelige problemer kan løses gennem nogle teknokratiske tiltag baseret på pseudovidenskabelige undersøgelser. Tilliden til at Jorden understøtter vores liv er blevet fortrængt af forestillinger om kampen for overlevelse, og tilliden mellem mennesker, som er samfundets sande bindemiddel, er blevet fortrængt af regulering og kontrol udøvet af mægtige statsapparater.

Men den større skala udgør kun den ene side af illusionernes herredømme. Den anden side leverer det enkelte menneske selv i form af illusionerne om lykke gennem identitet og social status. Der er et formidabelt misforhold mellem, hvad vi stræber efter i det daglige, og hvad vi erkender som livets sande værdier, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer. Selvom de fleste givetvis vil benægte, at de ligger under for noget så banalt som trangen ”to keep up with the Joneses”, så forekommer det ikke desto mindre at være det der sker. Vi har fået syltet os så grundigt ind i forestillingerne om adskillelse og forskellighed, at snobberi og mobning og social distancering er ude over det hele. Og da angsten for social udstødelse er en grundangst hos mennesket, så får disse illusioner hurtigt masser af energi og opmærksomhed.

Mange mennesker er udmærket klar over, at vores samfund på mange måder er dysfunktionelt, ikke desto mindre fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer, formentlig fordi illusionerne har denne karakter af at være en ’double whammy’. Illusionernes herredømme både i den lille og den store skala gør, at forsøg på at bryde med illusionerne på det ene område bliver straks neutraliseret af illusionernes overvægt på det andet. I min konkurrencebesvarelse til udvidelsen af Stockholm Stadsbibliotek i 2006 formulerede jeg følgende vision for projektet ”to break through these conscious and controlled images and liberate life for the individual human being”. Og her sigtede jeg til begge sider af illusionernes billedverden. I den store skala hvordan personer i magtfulde positioner understøttet af medierne konstant projicerer nogle bestemte samfundsfortællinger ud på befolkningen, og i den lille skala hvordan det enkelte menneske understøttet af reklameverdenen og livstilsmagasiner mm. konstant projicerer en bestemt, individuel fortælling ud på sine omgivelser. Disse projektionsforetagender er så krævende, at vi slet ikke har tid til at stoppe op og spørge os selv om der måske var andre tilgange til livet, som var mere sande og bedre i overensstemmelse med hvem vi er og hvad vi ønsker.

Det næste er så, at lever man tilstrækkelig længe indenfor de samme illusioner, og der ikke er nogen, der for alvor formår at udfordre disse illusioner, så bliver disse illusioner hen ad vejen identiske med ens verdensbillede. Eller med andre ord, jo længere tid man lever i illusionerne, jo mere vil en udfordring af illusionerne have karakter af en udfordring af ens verden. De ovenfor omtalte illusioner har dybe rødder, som rækker mange generationer tilbage i tiden, men efter min opfattelse skete der et skift sidst i 70’erne, hvor disse illusioner trængte ind og gennemsyrede de mest magtfulde lag af samfundet, og illusionernes herredømme blev dermed stadfæstet. Og fordi denne forestillingsverden har domineret vores verdensanskuelse gennem mere end 30 år, så er der meget stærke kræfter både i den lille og den store skala, der kæmper for at opretholde dette verdensbillede. Simpelthen fordi vi ikke aner hvad der sker, hvis vi giver slip, og lader illusionerne krakelere og styrte i grus. Det er formentlig så elementært, at vores iver efter at opretholde status quo skyldes frygten for forandringer.

Denne frygt har jeg forsøgt at imødegå i mine arbejder som arkitekt og som skribent, og dermed har jeg konfronteret mig selv med en verden, hvor en mængde etablerede forestillinger afslører sig som illusoriske, og hvor samfundet som konsekvens forventes at gennemgå forskellige grader af sammenbrud. Hverken jeg eller nogen andre kan på forhånd sige hvor omfattende disse sammenbrud vil være, og for at befri mig selv for frygt var jeg nødt til at konfrontere mig selv med worst-case-scenario, hvor den globale økonomi gennemlever et totalt kollaps. Hvad jeg kom frem til, har jeg beskrevet med noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg skitserer, at selv ved dette totale sammenbrud har vi stadig konstruktive handlemuligheder. Der er grund til at tro på, at naturens fertilitet er så stor, og naturens vilje til at arbejde sammen med os er så stor, at hvis vi også vil arbejde sammen med den, så kan vi etablere en basal fødevareforsyning dér hvor folk bor, helt lokalt og uanset om folk bor i storbyer, i parcelhuskvarterer eller på landet.

Formålet med noten ”Ufjendskabets økonomi” var således at gå i clinch med den mest grundlæggende, eksistentielle frygt, og kunne det hermed vises at selv denne frygt kan håndteres, så er vi klar til at give slip på vores krampagtige opretholdelse af de gængse illusioner og dermed klar til at lade vores samfund undergå store forandringer. Det afgørende her er at forstå, at det er vores forestillinger, der skaber vores verden. Ændrer vi vores forestillinger, vil verden også forandres. Er der dele af vores forestillingsverden, der bryder sammen, så vil der også være dele af vores fysiske verden der forandres. Og fordi vores forstillingsverden har været så gennemsyret af illusioner, så er der grund til at tro, at tabet af disse illusioner vil medføre nogle meget markante skred i hvordan verden er sat sammen. Men vi kan ikke forhånd sige, hvordan vores verden vil blive påvirket. Bliver det voldsomt og kaotisk eller bliver det blidt og gradvist? Vi ved det ikke. Det afgørende må således være, at vi hver især bevidst arbejder på at befri os for frygt og modigt følge forandringsprocesserne og efter bedste evne påvirke dem i de retninger vi ønsker.

Når det er vores forestillinger, der skaber verden, så er det det samme som at sige, at vores holdning eller livstilstand afgør alt i vores liv. Ganske enkelt fordi vores forestillinger er fuldkomment farvede af vores holdning/livstilstand. Og således også i vores samfundsliv. I ”Ufjendskabets økonomi” undersøgte jeg som sagt konsekvenserne af et noget nær totalt kollaps af vores politiske og økonomiske institutioner. Men det behøver ikke at udspille sig sådan. Forestiller vi os i stedet, at en væsentlig del af befolkningen er i stand til at gennemføre et holdningsmæssigt skift, hvor de hæver deres livstilstand, og således formår at lægge frygtens dominans bag sig, så er det pludselig ikke svært også at forestille sig..

– at mangfoldige institutioner som fx fondsbørsen, private erhvervskoncerner, statslige organer, EU eller mangfoldige initiativer som fx genmanipulation og geoengineering ikke er dømt til at skabe kæmpemæssige problemer for menneskeheden, men kan alligevel, i deres nuværende form, bidrage til at skabe fremgang

– at globaliseringen, selvom den måske er kommet i stand drevet af nogle tvivlsomme motiver, alligevel kan være en kæmpe kraft for kreativitet og transformation, eller med andre ord, at det er tid for menneskeheden at etablere de formelle strukturer og det konkrete aftalegrundlag, som forener menneskehedens bestræbelser i retning af fred og fremgang

– at ’den rette holdning’ således ikke er et stramt moralsk regimente, men derimod en positiv, inkluderende og værdsættende tilgang til ens eget liv, til andre mennesker og til omverdenen som helhed. Men samtidig også med fokus på, at vores samvittighed, vores egen indre stemme, er den ledetråd vi har igennem alle omvæltningerne.

Tillader vi os på dette kritiske punkt i historien at have en lige så lemfældig holdning til samvittigheden, som har karakteriseret de seneste årtier, så kan vi ikke bryde illusionernes greb og vejen til udvikling vi dermed vælger, må i sagens natur være den der går igennem massive sammenbrud og store lidelser. Lever vi derimod hver især i overensstemmelse med vores indre stemme, så kan vi formentlig ikke gå galt. Det behøver muligvis ikke en gang at være smertefuldt at lægge illusionerne bag os. Vi har et valg. Vores holdning afgør alt.


(Illustration: Israelites leaving Egypt, David Roberts, 1828 + Foto fra Tahrir Pladsen 2013, Time Magazine)



Vi præsenteres dagligt for alskens ulykker. Det er som om nyhedsmedierne betragter det som en af deres fineste opgaver at orientere om rædselsvækkende ulykker overalt på kloden. Og hvad skal vi stille op med det? Andet end at udvikle en eller anden grad af indifferens. Og så er der alligevel ulykker, som på en eller anden måde alligevel kravler ind under huden. Som nu den grufulde og tragiske togulykke ved Santiago de Compostela.

Voldsomheden af ulykken, de mange døde og alvorligt kvæstede, liv der bliver knust, liv der må give op og udslukkes – i sandhed rædselsvækkende. Dødstallet er nu på 77 mennesker, men der kan meget vel komme adskillige flere. Og blandt de overlevende vil mange være mærkede for livet med fysiske handicap, og praktisk alle passagerer ved bevidsthed samt muligvis mange af redningsarbejderne vil skulle arbejde vedholdende på psykisk at overkomme oplevelsen.

Santiago de Compestela er som bekendt velsagtens det største pilgrimsmål for kristne i Europa udenfor Rom. I en vis forstand forekommer Santiago de Compostela at symbolisere en friere og mere tidssvarende spirituel tilgang til kristendommen end katolicismens højborg. Caminoen, som pilgrimsvandringen til katedralen i Santiago de Compostela hedder, kan, som jeg forstår det, foretages på alle tider af året, og der er forskellige mærkedage i løbet af året, men den helt store pilgrimsfestlighed udspiller sig d. 25. juli.

Hvad vi har er altså et regionalt højhastighedstog, fyldt med mennesker som ønsker at deltage i Santiago de Compostelas største religiøse festlighed, som ved stor hastighed afsporer og slynges omkring og smadres. Og i lyset af den religiøse baggrund for mange af passagerernes tilstedeværelse i toget, bliver spørgsmålet om togets forlis også religiøst. Er det Guds værk? Er det Fandens? Er det straffen for at skære hjørner, skulle passagerene have valgt at vandre ligesom alle de andre? Eller er det vand på ateisternes mølle, at det bare er tilfældighed, og alle andre forklaringer er bare produkter af det irrationelle, religiøse sind?

Her er min vinkling: Vores skæbner er vævet sammen. Vi er alle forbundne. Men vi anerkender ikke denne forbundethed. En meget stor del af vores samfundsmæssige problemer og samfundsafledte lidelser skyldes denne fornægtelse af vores indbyrdes forbundethed.

Føreren af ulykkestoget har umiddelbart efter ulykken indrømmet at han kørte ind i svinget, hvor ulykken skete, med 180 km/t, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Og overlevende passagerer beretter om, hvordan det hundredetonstunge tog begyndte at krænge i svinget, og kun kørte på hjulene langs togstammens ene side, hvorpå alt blev kaos.

Hvad tænkte den togfører dog på? Var det et øjebliks overmod? Havde han en konkurrence i gang med de andre togførere om, hvem der kunne køre strækningen hurtigst? Var han distraheret af forhold i sit privatliv? Var han parat til at tage sindsyge risici, fordi han følte hans eget liv alligevel ikke var noget værd?

Det centrale spørgsmål er: Hvordan kunne togføreren have så stor ligegyldighed overfor alle de mennesker, som han i situationen tjente, og hvis liv han helt åbenlyst holdt i sine hænder? Var der overhovedet ingen medfølelse, ingen sympati? Og hvor skulle der dog være nogen værdsættelse af hans eget liv, når der ikke er nogen værdsættelse af andres?

Det er min pointe. Vi lever i et samfund, som udvikler sig mere og mere teknokratisk, fornægtelsen af almindelig menneskelighed og vores indbyrdes forbundethed bliver mere og mere udtalt, værdsættelsen af det enkelte menneskeliv bliver mere og mere udhulet og derfor er vi alle i stigende grad udsat for vilkårlige risici. Ethvert menneske, som opfatter sig selv som værdiløs, er en potentiel risiko for alle andre. Det må stoppe nu.

Pilgrimsfesten i dag i Santiago de Compostela er aflyst.

I en anden verden havde samme togfører taget imod sine passagerer som en VIP-privatchauffør, og havde sat en ære i at bringe sine værdifulde passagerer, ganske almindelige mennesker, så komfortabelt som muligt frem til deres bestemmelsessted. Hvis du hellere vil leve i den verden, så start med at værdsætte dig selv, og se hvordan din sans for forbundethed udvikles i overensstemmelse hermed.

(Foto fra

En fælde kaldet virkeligheden

Men Waiting Outside Al Capone Soup Kitchen

”There is no such thing as a prediction of the future. All there is, is a sensing of the energies at the time when the prediction was made.”

Denne konstatering, som jeg citerer efter hukommelsen, er fremsat af Bashar kanaliseret gennem mediet Darryl Anka. Jeg hørte konstateringen og vidste i samme øjeblik, at det var sådan det forholdt sig. Således kom jeg foregårs til at reflektere lidt over, i hvor høj grad jeg selv har vovet skindet og fremsat forudsigelser om, hvordan vores finansmarkeder er dømt til at møde et endegyldigt kollaps, samt om, hvordan vores generelle livsomstændigheder og muligheder herefter vil tage sig ud. Og det slog mig, at der måske er dem der vil opfatte mine skriverier som dommedagsprofetier. Denne tanke fik mig til at le højt. Det er barokt, hvis jeg, der netop forsøger at være realistisk og forholde mig konstruktivt til problemerne, skulle udpeges som den pessimistiske.

Der findes næppe nogen bog om elementær psykologi og selvudvikling, som ikke indgående beskæftiger sig med skyggesiderne af psyken, og selvudviklingen starter jo netop dér, hvor man tager fat på at trække disse skygger frem i lyset. Arbejdet med at blive bevidst om ens egne skygger går så gennem en konfrontation med ens egen sårbarhed og skam, og det er denne konfrontation som kan vække så meget angst, at man bøjer af og alligevel fravælger vejen af selvudvikling og forandring. Går man på den anden side igennem denne konfrontation, og bliver bevidst om sine skygger, så vil man opdage, at selve bevidstgørelsen er et meget vigtigt moment i at overvinde skyggernes dominerende indflydelse på både ens adfærd og ens grundfølelser.

Selvom jeg måske godt kan føle en vis fandenivoldsk spænding ved tanken om et omfattende økonomisk kollaps, så skal man være i særklasse letsindig for ikke samtidig at forstå alvoren af en sådan krise. I første fase vil mange måske blive chokerede over, hvor skrøbelige vores samfundssystemer viser sig at være. Nogen vil måske blive så chokerede, at de mister grebet om virkeligheden, og glider over i forskellige former for sindslidelse. I anden fase tror jeg vi vil opdage, at vores systemer muligvis har været meget skrøbelige, men samfundet som sådan er faktisk særdeles robust.

Men igen, det er jo bare ”a sensing of the energies at the time when the prediction is made”. Ville det derfor ikke være mere reelt at anskue mig selv og andre, der taler åbent om forestående sammenbrud, som stemmer for skyggerne i vores kollektive psyke? Det tror jeg er meget reelt. Men jeg tror også, at der er to principielt forskellige måder at gøre det på. Den ene er at lade skyggerne tale, hvilket som udgangspunkt bare understøtter skyggernes indflydelse, men det er ikke desto mindre et skridt i retning af bevidstgørelse, at skyggerne overhovedet finder konkrete og selvstændige udtryk. Den anden måde er at bruge dynamikken den modsatte vej, og bruge dommedagsprofetierne til at pege på skyggernes eksistens og hvilken dominans de udøver.

Hvad dommedagsprofetierne fortæller os er, at vi kan ikke længere benægte skyggersiderne af vores levemåder og kollektive psyke. De er der, og deres indflydelse forekommer at være så massiv, at mange mennesker stiltiende accepterer at leve i et samfund, der er i fuld gang med at ødelægge sit eget livsgrundlag. Det nedladende og socialt udstødende prædikat ”dommedagsprofet” eller ”konspirationsteoretiker” bliver således skyggernes redskab til at afværge forsøg på at trække dem frem i lyset. Det er således ikke alle de, som tør tale åbent om vores kollektive skygger, der ligger under for skyggernes dominans, tværtimod er det alle de, som benægter skyggernes eksistens, der ligger under for dem og således understøtter vores samfunds dysfunktionelle adfærd og frygtbetonede grundfølelse.

Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der ønsker at se planeten ruineret. Når vi således viderefører en adfærd, der ruinerer planeten, så må vi i sagens natur have fundamentale problemer med vores greb om virkeligheden. Vores samlede, kollektive adfærd fører os i retning af noget vi ikke ønsker, og således bort fra noget vi ønsker. Således må vi i sagens natur have nogle stærke negative programmeringer, og disse negative programmeringer må have deres rødder i hver enkelts liv. Det er utænkeligt, at et samfund sammensat af mennesker i ligevægt kan summere op til en uligevægtig, kollektiv adfærd. De massive, kollektive skygger må have rødder i nogle udbredte og lige så massive skygger hos samfundets enkeltindivider.

Det er derfor fascisme er sådan et forrykt politisk projekt. Karakteristisk for fascismen er, at den taler bestemte bevidstgjorte og positive aspekter op og op, mens skyggerne fortrænges totalt fra det den offentlige bevidsthed. Og skyggernes magt og dominans vokser således i takt med graden af fortrængning, og finder så hen ad vejen udtryk i vilkårlige, eskalerende destruktive og selvdestruktive handlinger.

Men heller ikke vores nuværende centraliserede, teknokratiske system håndterer skyggerne på en særlig overbevisende måde. Her har vi professionelt uddannede manipulatorer, som formår at dreje historier om misrøgt og overgreb over til historier om positive politiske tiltag. Vi fodres til stadighed med historier om, hvordan politikerne er i fuld gang med at skabe en bedre verden for os alle, men lykkes det for dem? Er det ikke bare en fin fernis over et system, der i mange henseender er udtjent og dysfunktionelt og snarere uddyber problemerne end løser dem?

I forbindelse med optøjerne i London i 2011 blev ”broken society” det centrale begreb for den almene refleksion på begivenhederne. Og alle tegnene på at Storbritannien eller Danmark eller hele den vestlige verden er et ’broken society’ er der stadig. Der er så overvældende mange tegn på, at skyggerne dominerer, og altså at den førte politik fører os i retning af noget vi ikke ønsker og bort fra noget vi ønsker. Og sammenhængskraften i samfundet svækkes således til stadighed, indtil tilliden til det politiske lederskab brister som det er sket i den arabiske verden, i sydeuropa og nu senest i Tyrkiet. Vi tror måske vi klarer os bedre heroppe i nordeuropa, men det skyldes muligvis bare, at vi er mindre bevidste om vores skygger. Og kløften mellem det centraliserede, teknokratiske system og den almindelige befolkning begynder nu i en mindre skala at bryde igennem også her ved først skolekonflikten og siden konflikten med de praktiserende læger.

Men det er ikke først og fremmest en politisk kamp. Hvad vi som borgere i et demokratisk samfund må forlange er fuld åbenhed om regeringernes motiver og metoder. Samt fuld åbenhed om alvoren af de vanskeligheder vi er konfronterede med. Og dog er revolutionen ikke i første omgang politisk og rettet mod et udueligt lederskab, men nærmere en revolution af det enkelte menneskes egen livsindstilling. Befrier vi os hver især for dominansen af vores personlige skygger, så vil ingen regering kunne manipulere os til at gøre ting, der er i modstrid med hvad vi ønsker. Undlader vi omvendt at gennemføre forandringer på det personlige plan, men gennemfører alligevel en politisk revolution, så vil skyggerne flytte med over i de nye rammer og muligvis blive forstærkede ved det kaos omvæltningerne måtte føre med sig.


Helt grundlæggende bliver skyggerne overvundet ved at man lærer sig selv at leve i en oplyst tilstand. Hvad min egen livserfaring fortæller mig er dog, at evnen til vedholdende at understøtte denne oplyste tilstand forudsætter kendskab til ens egne skygger. Efter min opfattelse er vi hver især nødt til med mellemrum at rette vores opmærksomhed mod de allermørkeste punkter, dér hvor vi taber os selv og troen på et lykkeligt liv. Det er simpelthen et fast punkt på huskelisten, der følger med at blive født som menneske. Og når vi vender vores opmærksomhed mod skyggerne opdager vi typisk, at skyggerne har mange ansigter, eller rettere, de er som en kinesisk æske af masker, hvor skyggens ansigt viser sig at være en maske for et andet ansigt som så igen viser sig at være en maske for et tredje ansigt osv. På et givet tidspunkt mener jeg at vide hvad mine skygger handler om, men så ser jeg mig omkring i mit liv, og ser mængder af tegn på at mine skygger stadig udøver en massiv indflydelse, hvilket må betyde at jeg endnu ikke har afsløret deres sande væsen.

For mit eget vedkommende er der ingen tvivl om at jeg har haft min andel af hæmmede seksuelle energier og svigtende selvværdsfølelse. Jeg har haft min andel af dysfunktionelle opvækstvilkår og parforhold. Og i mine forsøg på at bryde ud af mit sinds fængsel har jeg måske gjort tingene værre for mig selv. Det er ikke usandsynligt, at jeg i lange perioder har levet med et sænket testosteronniveau som følge af alle de opgør med autoriteter jeg har taget.. og tabt. Eller skulle jeg nærmere sige, hvor jeg har lidt foreløbige nederlag. Men mit ærinde her er ikke at hænge mine egne skygger til tørre, formålet med denne note er at pege på, hvordan en fejlagtig livsanskuelse kan være det der konstant giver skyggerne næring. Og mine egne livserfaringer tjener således kun som en case.

Da jeg var i midten af tyverne indså jeg, at der er to fundamentalt forskellige måder at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os. Den ene handler om at hæve os over fænomenerne og give dem navne. Mennesket har adgang til dette højere standpunkt, som er i stand til at skille tingene ud fra hinanden, og analysere hvordan de forskellige, adskilte fænomener spiller sammen i nogle større mønstre. Denne evne til at hæve sig over tingene, og tillægge tingene bestemte egenskaber, sætter os også i stand til at manipulere med tingene i retninger, som vi anser som fordelagtige for os selv.

Den anden måde at komme til erkendelser af den verden, der omgiver os, består i at placere os midt i den, at holde sig i ro og uden noget bestemt fokus blot at udvide sin opmærksomhed om, hvad der foregår omkring én. Et meget anskueligt eksempel kunne være det at sætte sig i naturen og sidde helt stille. I det første tidsrum er sker der ligesom ikke rigtig noget, fordi det at man kom og satte sig faktisk bragte en forstyrrelse i det liv, der ellers udfoldede sig. Men så snart roen igen er kommet over scenen, pibler livet frem omkring én, og dyrene kan faktisk vise en overraskende fortrolighed med éns tilstedeværelse. I denne tilstand af immersion fremstår verden som dybt integreret og meningsfuld i alle dens fremtoninger, ligesom man selv indtager en ligeså naturlig plads i den.

Disse to måder at opnå erkendelse kan rimeligvis opfattes som dominerede af hhv. venstre hjernehalvdel og højre hjernehalvdel. Og når jeg så mig omkring i det samfund, jeg var en del af, blev jeg slået af, i hvor høj grad det var venstrehjernehalvdelstænkningen der dominerede, og jeg gjorde op med mig selv, at det på dette tidspunkt i historien var det langt mere frugtbart at forfølge højrehjernehalvdelstænkningen. På Arkitektskolens tredje år løste vi en opgave om udvidelse af Statens Museum for Kunst, og ud af udvidelsens 14.000 m2 brugte jeg 7.000 m2 til at undersøge den ene tænkemåde og 7.000 m2 til at undersøge den anden. Men allerede på det næstfølgende semester lavede jeg et projekt, som på en måde overtrumfede denne dualitet.

Indsigten i denne fundamentale dualitet i vores erkendelsesmåder havde en endnu dybere konsekvens i retning af at rejse spørgsmålet om individualitet og identitet. Der var noget mærkværdigt, ja nærmest komisk, ved at insistere på sin egen individualitet, når man i sig rummer så fundamentalt forskellige opfattelser af virkeligheden. Således kom jeg til en forståelse af, at vi som mennesker er multidimensionale skabninger, som har adgang til forskellige virkelighedsopfattelser, og således er vi hver især ikke bare et individ med én identitet, men derimod hver især et helt konvent af forskellige synspunkter og identiteter. Dette ændrede radikalt på min måde at anskue samfundet, og ikke mindst vores måder at omgås hinanden. I samme øjeblik jeg slap ideen om at være et individ med én identitet, fremstod andre menneskers synspunkter ligeså gyldige som mine egne, og jeg havde ikke noget behov for at de partout skulle se tingene på min måde. Og i samme øjeblik alt dette konfliktstof tages ud af vores samværsformer bliver det at være menneske en meget anderledes oplevelse. Skellene mellem en selv og omverdenen bliver meget mere flydende, så fremfor at kaste mængder af energi ind i opbygningen af en overbevisende identitet bliver ens opgave som individ nærmere at åbne for flow’et i udvekslingen med omverdenen og samtidig værne så meget om sig selv, at man kan afbalancere input med output.

Disse ideer udviklede jeg gennem mit arbejde med arkitekturen mens jeg gik på Akademiet, og jeg følte selv at jeg havde fat i noget stort. Mine arbejder fortalte denne historie om et helt nyt forhold mellem individet (eller den individuelle bygning) og omverdenen. Og hvor jeg forestillede mig, at mine fagfæller kunne blive optændt af disse ideer på samme måde som de optændte mig, så var det slet ikke det der skete. Mit afgangsprojekt, som jeg selv opfattede som en kulmination, blev genstand for hån og latterliggørelse (eller sådan oplevede jeg det), og da jeg efterfølgende søgte arbejde, blev mine studieprojekter mødt med en mur af tavshed. Jeg fik så arbejde alligevel, baseret på nogle andre kompetencer, og skulle hen ad vejen udvikle mig til en habil projektleder.

Det var alt i alt en traumatiserende oplevelse, men det afgørende i denne sammenhæng er, hvordan jeg har ladet denne eller disse oplevelser give næring til mine personlige skygger. Og den anskuelse som nu dæmrer for mig, og som jeg giver form ved at skrive denne note, er, at jeg åbenbart ikke formåede at erkende de fulde implikationer af de indsigter jeg dengang opnåede. Der har været meget lidelse i mit liv som følge af at mine arbejder blev ignoreret. Men loven om karma udelukker faktisk, at andre mennesker er i stand til at påføre én nogen lidelser overhovedet. Så hvad der sker er, at andre menneskers handlinger trigger nogle negative funktioner i mig, deres handlinger giver næring til nogle skygger jeg allerede indeholder, og således konstaterer jeg at mit liv kommer under stærk påvirkning af disse negative følelser og tanker. Okay, men så gik jeg vel bare i gang med at overkomme disse negative funktioner? Nej, det gjorde jeg faktisk ikke rigtig, fordi jeg oplevede det som om de negative stemninger blev påført mig udefra. Mit virkelige problem, ser jeg nu, var ikke selve de negative funktioner, men det at jeg opfattede dem som udenfor mig selv. Dermed satte jeg mig selv skakmat i forhold til at gøre noget ved dem, og det er nok den væsentligste forklaring på, hvorfor disse lidelser skulle præge så mange år af mit liv.


Min forvirring mht. hvad der er indenfor, og hvad der er udenfor, gik faktisk begge veje. På den ene side følte jeg at mine arkitektfagfællers (efter min opfattelse) satte og fantasiløse tilgang lagde sig som en tung dyne over mit livs muligheder. Jeg kunne fx blive helt klaustrofobisk ved at læse arkitekturtidsskrifter. På den anden side spurgte jeg uafladeligt mig selv, hvordan jeg dog skulle få dem, altså mine fagfæller, til at se verden som jeg så den. Og det var her min indsigt kom til kort. Hvor jeg havde opnået indsigt i, hvordan virkeligheden kan opfattes på fundamentalt forskellige måder og med fundamentalt forskellige resultater, så lå jeg stadig under for forestillingen om, at der kun er én virkelighed, kaldet virkeligheden. Således blev det altafgørende for min lykke, at jeg kunne finde en måde, hvor jeg og mine fagfæller kunne komme til at leve i den samme virkelighed, altså den vi kalder virkeligheden. Og således var det også klart, at min rolle i denne virkelighed var, at jeg var fortrængt fra den. Hvor ofte har jeg ikke betegnet min livssituation som at leve i eksil. Det var mine fagfæller, der satte dagsordenen ude i samfundet, en dagsorden der var fundamentalt forskellig fra min, og på den måde var jeg fortrængt fra samfundet.

Havde jeg dengang taget den fulde konsekvens af mine opdagelser, så havde jeg indset, at de fundamentalt forskellige erkendelsesmåder, de fundamentalt forskellige værdisæt, og alle de forskellige synspunkter og identiteter er ensbetydende med, at der ikke bare er én virkelighed men mangfoldige virkeligheder til rådighed for mig. Og i stedet for alle mine frugtesløse overvejelser og anstrengelser i retning af at passe ind i, hvad nogle andre definerer som den eneste, sande virkelighed, så kunne jeg have givet mig selv lov til at leve i den virkelighed, jeg selv fandt og finder mest attraktiv.

Tænk hvilke enorme mængder af energi vi investerer i at stipulere, diskutere, forhandle og afstemme en kollektiv opfattelse virkeligheden. Det er som en religion, der kræver endeløse ofre, og disse ofre er som et åg der undertrykker vores liv, og får os til at leve i en form for åndeligt armod. Identitetskulten (se evt. tidligere note) er velsagtens et særligt aspekt af hvad vi kunne kalde virkelighedskulten. Denne religion har vi dyrket igennem århundreder, og fordi vi hele tiden har haft så svært ved at komme overens med, hvad virkeligheden var, så har tendensen hele vejen igennem været mod reduktionen, mod anerkendelse udelukkende af det materielle som det endegyldige bud på virkeligheden. Og vores verden i dag flyder over med vidnesbyrd om denne efterhånden helt ensidige fokuseren på det materielle.

Men det materielle, forstået som fysisk, håndgribeligt stof, er formentlig det laveste frekvensområde for vores eksistens. Mennesket eksisterer simultant på mangfoldige frekvenser, hvor den fysiske krop og dennes bundethed til tid og rum hører til i den laveste ende af spektret, hvorimod oplevelser, der overskrider tid og rum, hører til i de højere frekvensområder. Det er ikke sådan, at nogle frekvenser skal fremhæves for nogle andre, da alle er integrerede aspekter af livet, men vores mani med at skulle finde en virkelighed, der gælder for alle, har ført os til at lægge uforholdsmæssig meget vægt på de lave, materielle frekvenser. Det ville ikke være urimeligt at sige, at vi har fået skabt et samfund og nogle omgangsformer, som er baserede på den laveste fællesnævner.

Det er ikke sådan heller, at jeg ikke kan værdsætte alle resultaterne af vores materielle, videnskabelige metoder, men efter min opfattelse er ideen om at der findes én virkelighed, som er til at beskrive og pege på, og som alle må respektere, en undertrykkende og ufrugtbar og fejlagtig antagelse. Hvor jeg således på det personlige plan godt kunne se, at jeg selv havde fundamental indflydelse på, hvilken virkelighed jeg oplevede, så mente jeg stadig at jeg skulle forhandle mig frem til en plads i den store, fælles, samfundsmæssige virkelighed. Det tror jeg ikke længere. Det var en fælde, jeg faldt i, og det fangenskab gav mig mange år med lidelser. Hvis der er én virkelighed derude, så er den lige så stor som hele universet inklusive alle vores og andre levende skabningers opfattelser af det. Og så kan man jo prøve at få sine tanker til at omspænde den virkelighed.

Udover at jeg oplever det som personligt befriende ikke at skulle anstrenge mig for at passe ind i nogle andre menneskers opfattelse af virkeligheden, så er det ydermere min opfattelse, at de mennesker der henholder sig til virkeligheden, som et sæt af vilkår der gælder for alle, det er faktisk dem, der har det ringeste begreb om, hvad der er virkeligt. I min verden er det fakta, at vores nuværende levemåder ikke er bæredygtige, at klimaet bliver varmere som følge af vores udledning af CO2, at vores dyrkningsmetoder til stadighed medfører tab af diversitet og fertilitet, at fastholdelsen af uretfærdige systemer blokerer for politisk handlekraft, men hvilken virkelighed, der tegner sig som konsekvens af disse fakta, er stadig helt individuelt. Der er fundamental forskel på at opfatte disse fakta som en profeti om vores snarlige selvdestruktion overfor at anskue dem som vidnesbyrd om dominansen af skyggesiderne af hhv. vores individuelle og kollektive psyker. Vores kollektive adfærd er jo ikke andet end summen af alle vores individuelle forestillinger og handlinger.

Sætter vi her overfor vores nuværende centraliserede teknokratiske lederskab, så taler de om at føre den nødvendige politik som om der ikke var andre mulige. De taler ikke om ovenstående fakta på en troværdig måde, hvilket er det samme som at sige, at de anerkender ikke skyggesiderne af vores nuværende levemåder, de taler ikke om længeresigtede visioner om, hvilket samfund de ønsker at bidrage til at skabe, de taler bare om den ene, nødvendige politik. Okay, nødvendig i forhold til hvad? Nødvendig i forhold til at holde vores dødssyge finansmarkeder flydende, bevare vores konkurrenceevne og dermed bevare virkeligheden, som vi kender den.

Hvis virkeligheden alligevel er en konstruktion, hvilken virkelighed kunne du så tænke dig at leve i? Helle Thorning og Lars Løkkes? Obamas? Jinpings? Erdogans? Nej vel. Så hellere Mandela og Tutus, Martin Luther Kings, Mahatma Ghandis, Daisaku Ikedas..

For mig er de mennesker, der har bedst greb om hvad der er virkeligt, det er dem, der lever det de ønsker. Det tror jeg faktisk jeg vil gøre til mit nye motto:

Lev det du ønsker


Når sandheden skal tilbage

(Læserbrev til Weekendavisen)

I sin anmeldelse af to videnskabelige artikler i WA 8. feb. 2013 beskriver Jørn Boisen folks tilbøjeligheder til at tro på konspirationsteorier som en funktion af social usikkerhed. Og artiklen bærer overskriften “Når sandheden skal frem” og denne sandhed forekommer således at være, at troen på konspirationsteorier blot er et spildprodukt af nogle uheldige, personlige livsomstændigheder. Og rationalet bliver helt underholdende ved den videnskabelige artikel der synes at dokumentere, at de samme mennesker der tror på at en konspiration stod bag Lady Dianas død, samtidig tror på at hun fortsat lever.

I et demokratisk samfund består der en mere eller mindre udtalt kontrakt mellem folket på den ene side og samfundets lederskab i form af regering og toneangivende erhvervsfolk på den anden. Og da konspirationsteorier typisk beskæftiger sig med, hvem der ‘i virkeligheden’ styrer og med hvilke motiver, virker det tyndt blot at stoppe ved sammenhængen mellem tendensen til at tro på konspirationsteorier og folks oplevelse af social utryghed. Er det vi har at gøre med ikke ‘i virkeligheden’ en dyb tillidskrise imellem folket og lederskabet?

I disse år vågner almindelige mennesker gradvist op til erkendelsen af, at knaphed på olie og en række andre råstoffer står til at blive den nye normal, at naturgrundlaget, som trods alt er vores kilde til føde, til stadighed mister fertilitet og dermed produktivitet, og at de store rigdomme, der er blevet udvundet over de seneste årtier, ikke er blevet investeret i en bedre fremtid for alle, men tværtimod er blevet klattet væk i et ørkesløst luksusforbrug.

Folket eller almindelige mennesker har gode grunde til at føle social utryghed og de har gode grunde til at mistro det samfundsmæssige lederskab. Man behøver ikke at være konspirationsteoretiker for at indse, at der er noget i vores samfunds funktionsmåder og beslutningsprocesser, der er gruelig galt. Bare ved nøgternt at tage bestik af dybden af det uføre vi står i, fremstår vores hidtidige lederskab som korrupt.

Og derfor bliver det næste spørgsmål naturligt, hvordan kunne det gå så galt? Og i besvarelsen af det spørgsmål bliver netop vores samfundsmæssige omgang med sandhed kritisk. Ovennævnte kontrakt mellem folket og dets lederskab baserer sig dels på at lederskabet arbejder for indfri folkets ønsker, dels på at lederskabet er åbent og transparent og informerende, og således udruster folket med den nødvendige viden til overhovedet at kunne danne sig en nogenlunde sikker fornemmelse for, hvad deres ønsker er. Hvem vil benægte, at tendensen har været den modsatte igennem årtier? At beslutningsprocesserne i vores samfund er blevet mere og mere uigennemskuelige med allehånde problemer med lobbyisme, misinformationskampagner, ‘regulatory capture’, en kommercialiseret presse, politisering af forvaltning og ekspertorganer, ‘regulatory overload’, og bare tom, partipolitisk paraderen.

Fremfor at udstille folk som tror på konspirationsteorier, er det så ikke tid for en langt bredere, kollektiv, politisk selvransagelse? Er der ikke åbenbart, at vores politiske klima er præget af, at Vesten aldrig fik gjort op med den kolde krig, og at hele det sikkerhedspolitiske hemmelighedskræmmeri er fortsat uantastet og nærmest eksploderet efter 9/11? Eisenhowers advarsel om ‘den uheldsvangre og uhindrede udfoldelse af ubeføjet magt’ forekommer mere relevant end nogensinde. Samtidig har almindelige mennesker mistet interessen for politk, formentlig fordi det der præsenteres som politik bare ligner et morads af partipolitiske og personlige ambitioner.

Mere konkret, hvis hele den amerikanske befolkning og i en vis forstand en stor del af menneskeheden er traumatiseret af 9/11, hvorfor befrier den amerikanske regering ikke sit folk for dette traume ved at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af terrorhandlingen? Hvorfor gennemfører den amerikanske regering ikke en kommissionsdomstol med vidneudsagn under ed eller en sandhedskommission med vidtgående amnesti for netop at få sandheden frem? Den efterforskning, som blev gennemført, The 9/11 Commission Report, fremstår særdeles mangelfuld og fejlbehæftet, og hvordan kunne den blive andet? Med den sammensætning, de bemyndigelser og en finansiering på 14 mio. dollars. Til sammenligning kostede efterforskningen af Whitewater-affæren 60 mio. dollars og Lewinsky-affæren 40 mio. dollars.

Der findes ikke én sandhed, som gælder for alle. Sandhed kan aldrig være andet end en stærk følelse af vished hos det enkelte menneske. Problemet med sandheden i vores nuværende politiske kultur er, at vores ledere synes at gå ud fra, at sandheden såvel er relativ for den enkelte. Og således driver lederskabet og det øvrige samfund ryggesløst omkring uden sans for op og ned og frem og tilbage. Alt er underlagt nyttevurderinger, ovenikøbet personlige nyttevurdringer. Ingen træder i karakter og melder ud med, hvad han eller hun anser for sandt. Det hele bliver så mudret, at almindelige mennesker mister enhver illusion om at sandhed er noget at stræbe efter. I dette politiske klima er der ingen værn mod bedrag og ingen skel mellem legitime alliancer og konspirationer.

A Love Revolution


Drivkraften mellem kønnene forklaret med en dybde omtrent som et papirklip

En uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af forskellen på kvinden og manden kunne være, at kvinden har en grundantagelse om at høre til i verden, mens manden har en grundantagelse om ikke at høre til i verden. Og begge antagelser er lige mystiske. Hvordan kan kvinden bare gå ud fra at hun hører til? Det er svært at forstå. Men hvordan manden kan gå ud fra at han ikke hører til, det er mindst lige så svært at forstå.

Når manden således grundlæggende ikke tror på, at han hører til i verden, vil man altid finde ham i fuld gang med at tilkæmpe sig en plads i verden. Hvor kvinden går og gør en masse ting, fordi det falder hende naturligt, så er det påfaldende, hvor fremmedgjort manden kan være overfor selv de mindste livsopretholdende handlinger. Spektret af naturlige handlinger er meget smallere hos manden end hos kvinden, og derfor vil man også se manden anstrenge sig for at motivere sig selv til gøre disse i øvrigt ret indlysende og hverdagsagtige ting. Disse detaljer er et langt stykke af vejen for ham bare distraktioner i forhold til det der betyder noget, at tilkæmpe sig en plads i verden.

Som væsner, der ikke umiddelbart hører til, er der ofte noget udsat, noget rastløst og uopsætteligt over mandens måde at være i verden. Og kvinden siger til manden: ”Slap nu af. Vær stille. Du hører til. Her hos mig.” Og nogen gange er manden klog nok til give sig hen til hendes visdom og gådefulde væren. Andre gange er han så opslugt af uopsætteligheden af sin plan for at tilkæmpe sig en plads i verden, at han ikke tillader sig selv at stoppe op. Afviser han kvinden gentagne gange skal han dog tage sig i agt, for han kan hurtigt blive fanget i sit eget. En accelererende spiral af et stadigt mere presserende behov for at tilkæmpe sig en plads i verden, fulgt af en endnu stærkere følelse af udsathed osv. Vejen tilbage kan blive sværere og sværere at finde, samtidig med at lykkefølelse trods alt er, i særdeleshed for manden, forbundet med oplevelsen af at høre til, og det opnår han gennem kvinden, og ofte kun gennem hende.

Således er der noget komisk og barnagtigt ved mandens måde at være i verden, men hans disposition har også fordele. I forhold til kvindens virkelighedsopfattelse er mandens virkelighed langt mere usikker, langt mere konstrueret og langt mere afhængig af ham selv. Heri ligger på ene side mandens kapacitet til at kæmpe uden at frygte for sit liv, og på den anden side mandens skaberevner. Og det er hvad han har at give kvinden. På den ene side trygheden ved at vide, at han er parat til at give sit liv for at forsvare hende og hendes børn, og på den anden side hans evne til at forestille sig andre virkeligheder, andre omstændigheder, andre måder at gøre tingene.

Denne uhørt generaliserende og stereotypisk beskrivelse af kønnene kan så på sin side give anledning til et revideret syn på betydningen af det kulturelle nybrud, som flowerpower-bevægelsen og ungdomsoprøret var udtryk for. Dengang var det i høj grad kvindens frigørelse, der blev italesat, men det skred der skete kan så vel opfattes som mandens opgør med århundredes ensomhed. Og ligesom et moment i samme kulturelle nybrud var en ny bevidsthed om menneskets måde at misrøgte og drive rovdrift på naturen, så kaster denne uhørt generaliserende og stereotypiske beskrivelse af kønnene et vist lys over de samme misforhold.

I 1400-tallet var der en række højtudviklede civilisationer fordelt ud over hele kloden. Europa var ikke blandt de mest udviklede, og det var langt fra indlysende at det var denne kultur, der i større eller mindre grad skulle undertvinge alle de øvrige kulturer. Indenfor denne forståelsesramme er det som om, at på et tidspunkt i Europas historie blev mandens ikke-høren-til- og skal-tilkæmpe-sig-en-plads-i-verden-tankegang den altdominerende. Opdagelsesrejser, militær overlegenhed, erobringstogter, velstand baseret på plyndringer. Indenfor en meget kort historisk periode blev traditionens måder at understøtte et mere ligeværdigt forhold mellem manden og kvinden og mellem mennesket og naturen tilsidesat, og da den mandsdominerede tankegang samtidig gav umiddelbare og overvældende resultater var der intet der kunne stoppe den asymmetriske udvikling.

Således er det mandens fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange, der i stigende omfang har domineret de samfundsmæssige funktinonsmåder i efterhånden samtlige af menneskehedens kulturer. Dominansen af denne tankegang er nu så massiv, at naturen er ved give op. Adgangen til fødevarer og drikkevand og energi bliver stadig mere kritisk, hvilket paradoksalt nok bekræfter mandens antagelse om, at verden er et uvelkomment sted, og at realiteterne er at man må kæmpe om resurserne. Han glemmer bare, at det er hans egen mangelfulde og egocentriske tankegang, der har ført til denne fatale svækkelse af naturen.

Men der skete noget tilbage i 60’erne. Hvor svært det end kan være at tro på i disse tider, så var det et udbrud af fri og uforbeholden kærlighed, og når den opnåede gennemslagskraft som revolutionær bevægelse skyldtes det ikke mindst, at kvinderne var blevet meget mere selvbevidste samt at p-pillen suspenderede sexualitetens moralske lænker og satte den fri som ren leg og nydelse. Men det skyldtes også en fornyet bevidsthed hos mændene, som simpelthen gjorde dem meget nemmere at elske. Mange mænd indså da det forrykte i at fortsætte med at drive samfundet frem på grundlag af disse fremmedgjorte, mekanistiske og kamplystne tankegange. Mange mænd indså da det værdifulde og nødvendige i at lære sig at se verden gennem kvindens øjne.

Siden blev revolutionen kvalt, og reaktionen satte sig så massivt igennem, at det der skete i 60’erne for mange mennesker i dag fremstår som betydningsløst. Mainstream-samfundets funktionsmåder har ikke ændret sig i nogen bemærkelsesvædig grad. Men forandringer og eksperimenter med nye måder at gøre tingene er sket så at sige ’off the grid’. Og mange af disse nybrud og innovationer er netop fremkommet ved en tankegang og en arbejdsmetode, som er langt mere ydmyg, hvor mennesket har lært sig at observere og lytte til naturen (herunder kroppen) og derpå yde omhyggelig og velplaceret støtte og pleje, så sand trivsel og vækst opnås.

Okay, det er et idealiseret billede baseret på stereotyper. I fænomenernes verden er billedet selvfølgelig betydeligt mere broget. Skulle vi tage udgangspunkt i realiteterne, ville det være mere relevant at diskutere kvinders tendens til at tænke som mænd fremfor mænds tendens til at tænke som kvinder. Og de øvrige civilisationer tilbage i 1400-tallet skal man for den sags skyld ikke tage for at have haft ligeværdige forhold mellem mænd og kvinder. Uden at romantisere tidligere tiders livsformer skal vi formentlig tilbage til jæger-og-samler kulturerne for at finde noget der ligner en jævnbyrdighed mellem manden og kvinden. For så vidt denne jævnbyrdighed nogensinde har eksisteret. Måske ligger udfordringen helt og aldeles foran os. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at vejen frem går via en fornyet forståelse for det nybrud, der skete for snart 50 år siden. All you need is love..


“Yes, I Can”

(Op-ed for New York Times, Oct. 2012)

Dear Mr. President,
Let’s be honest.  Do you regard getting the healthcare reform through as redemption of the promise of change? What happened to the visions, the challenging spirit, what happened to the movement? Now, following the 2012 campaign from abroad I feel compelled to ask, do you consider a second term in the White House as a goal in itself?

Surely, the wave of hopes and aspirations that carried you to office was unprecedented. You were given a clear mandate by the American people to effect change. And what was ever more extraordinary, you had practically all the people of Europe and a substantial part of the population of the whole world behind you as well. Apart from prospects of personal gains or losses, apart from habitual distinctions between friends or foes, people around the globe are realizing that change has become a life and death question for all of humanity. And the role of USA is paramount.

Though our national affiliations and respective political systems doesn’t reflect this reality, you, Mr. President, might have been the first leader to be entrusted with a kind of global mandate and the first leader to be considered a personification of worldwide aspirations for effecting changes for the benefit of humanity as a whole.

Regardless of how you have chosen to run your 2012 campaign, the pressing question remains, can you deliver on the promises of change?

USA is important and you, sir, are important, but living in a democracy, the one who is truly important is the ordinary citizen. Let’s remind ourselves that leadership within a democracy is all about fulfilling the wishes of ordinary people. But to be capable of properly assessing their wishes, ordinary citizens must be aware of their own importance on the one hand and on the other, they need to have leaders who are willing to present, in a truthful way, all the necessary information upon which decisions are to be made.

Now, how are we doing with that? Would you agree that in the past three decades or more, the workings of power have grown ever more secretive? Important decisions affecting all of society are taken in closed chambers between powerful groupings, which remain unknown to the public. Our public political institutions however seem more and more like scenes for well-rehearsed political play-acting, our theaters of democracy.

Among the members of every Western society, a division has been drawn between those who have access to the closed chambers of power, the people of importance, and those outside these chambers, the people devoid of importance. Whereas in a democracy, leadership should be directed towards inspiring and sustaining a spirit of self-governance in ordinary citizens, we have made a habit of doing the opposite. Whether deliberate or not, in contemporary Western societies power is exercised in such a way that ordinary citizens are constantly reminded of their inferiority.

Politicians and business leaders alike no longer feel obliged to communicate the real motives behind their decisions. Instead, leaders strive to communicate motives, which are logical and plausible, probably even thoughtful and noble. Within the healthcare system in Denmark, for example, during the past ten years substantial public assets have been transferred to the private sector. The political motif was ideological, but the way it was ‘sold’ to the Danish public was through issuing a “guarantee of treatment”.

Discrepancies of this kind are widespread, cause severe confusion, and may ultimately have ruined the faculty of discernment in the heart of the individual. This has, in turn, further depleted the self-esteem of ordinary citizens, and has led them to back off from any kind of political involvement.

In these obscure political settings large parts of society, not least the most privileged, have been rather creative in finding answers to the question: “What can my country do for me?” In witnessing the materialistic heyday of some segments of society, all those who are willing to serve must have felt like outright fools.

But by 2012, “there is, before all peoples, a precious chance to turn the black tide of events.”

Regardless of all the twists and turns of an election campaign, please allow me to make a suggestion towards the salvage of the political movement, you once headed. If you, sir, restore trust in the ordinary citizen by restoring transparency to the workings of power, you would recover your ability to address each citizen personally in this manner:

No matter how lousy you might think you have done so far, if I ask you to stand up as a role-model for your kids, for your wife, for your employees, for people in the local community, can you do that? The change of heart in American politics would make every citizen feel as empowered as to respond: “Yes, I can!”

In meeting the challenges we are facing, contributions of every single member of society are both needed and treasured; if I ask you to make a fresh determination to quit your addiction or any other kind of self-destructive behavior and replaced it with the pursuit of a dignified life, can you do that? Every citizen would feel as encouraged as to respond: “Yes, I can!”

In order to create a just and lasting peace, the American people and people of the whole Western world have to address the issue of the unequal distribution of wealth in the world; if I ask you to accept sacrifices for the benefit of raising the living conditions for people in developing countries, can you approve of that? Citizens of the Western world would become as aware of their true potential and as aware of their long-term interests as to respond, each on his or her own part: “Yes, I can!”

As seen from a point of view of a foreigner, a point of view of someone outside the inner circles, there is still the possibility for you, sir, to become one of the greatest American presidents ever. All greatness is in the character. And the power to transform our world resides in Washington Decency.


You r-selected: Time to evolve


En teori indenfor det økologiske forskningsfelt kategoriserer alle arter indenfor både plante- og dyreriget efter to forskellige eksistensprincipper: r-selected eller K-selected.

r-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får store mængder af yngel (eller frø eller afkom generelt)
  • at forældreparret yder praktisk talt ingen yngelpleje (eller blandt planterne at de spreder deres frø vidt og bredt)
  • at så snart omstændigheder er til det, spreder arten sig fuldkomment uhæmmet i miljøet, udvikler enorme populationer, og når omstændighederne så ændres, uddør hovedparten af populationen
  • at arten efter at have rundet en given klimaks-population ofte vil den ofte spredes vidt omkring i forsøget på at overleve også i miljøer som er langt fra de optimale for arten
  • at arten således typisk udviser en cyklus af dramatisk ekspansion/kontraktion

K-selected species er karakteriserede ved:

  • at de får ganske få unger eller afkom generelt indenfor deres ’ynglesæson’
  • at forældrene yder en omfattende yngelpleje (eller blandt planterne at der er stor sikkerhed for ’afkommets’ overlevelse)
  • at arten typisk indgår i stabile økosystemer præget af høj diversitet og høj kompleksitet
  • at artens forbundethed med sit miljø er så grundlæggende, at dens individer snarere går ned sammen med en forringelse af artens miljø fremfor at søge nye ”græsgange”
  • at arten udviser adfærd som konkret sigter mod retablering af ligevægtstilstande

r-selected i miljøet

r-selected species indgår i naturens store kredsløb på mange forskellige måder. En af de meget vigtige funktioner af r-selected species er deres evne til ”at opdyrke nyt land”. Vores begreb ”ukrudt” er formentlig ofte et andet ord for en udpræget r-selected planteart. Forestiller man sig en forladt byggegrund, er det ikke svært at indse de positive aspekter af r-selected species. Først rykker to, tre, fire af de mest aggressive ukrudtsarter ind, så ændrer deres tilstedeværelse på miljøet så der bliver plads til flere og mere varierede plantearter, insekter mv. Så rykker de første dyr ind, de mest r-selectede, fx gnavere, og deres tilstedeværelse ændrer igen på miljøet, og der bliver grobund for større diversitet også blandt dyrene.

K-selected i miljøet

K-selected species indgår i naturens kredsløb i et sådant omfang, at disse rigt varierede og mangfoldige økologiske ligevægtstilstande ofte sammenfaldende med selve vores begreb om natur. Men det bliver nemt et idealiseret billede. Da alting er i evig forandring, findes der kun dynamiske ligevægtstilstande, hvor alle arterne i et givet komplekst økosystem konstant må tage bestik af hinanden. Og de forskellige måder at tage bestik af hinanden integreres så hen ad vejen i ovennævnte yngelpleje eller andre tilpasningsformer.

r/K-selection som funktion af miljøforhold

Langt de fleste arter indenfor både plante- og dyreriget kan karakteriseres som hovedsagelig r-selected eller K-selected, men der er også en relativ stor mængde af arter, som har evnen til at optræde både som r-selected og K-selected afhængigt af forholdene i det omgivende miljø. Og mennesket er et oplagt eksempel på en sådan art. Hvis der enten er meget rigelige eller meget knappe resurser til rådighed har mennesket en stærk tendens til at udvise r-selected adfærd mens stabile resurserforhold stimulerer en udpræget K-selected menneskelig adfærd.

Menneskets r/K-selection i et skitsemæssigt historisk perspektiv

I de 190.000 år af menneskets 200.000-årige historie forekommer det, at mennesket levede som en helt overvejende K-selected art i balance med det miljø det var en del af. Det første store skridt i retning af r-selectede adfærdsformer kom da mennesket begyndte at dyrke jorden.

Hvor jæger-samler-kulturene levede i respekt for den store natur, der omgav dem, begyndte mennesket med landbrugskulturene at se sig selv som hævede over naturen og med både ret til og muligheder for at undertvinge og regulere naturen til egen fordel. Dette skabte hurtigt et resurseoverskud som tillod en spektakulær diversificering af menneskets kulturer med arbejdsdeling, klassestrukturer og institutioner for magt og viden.

Da dyrkningsmetoderne dog lige fra starten var forbundet med udpining af jorden, opstod der også hurtigt et behov for ekspansion af dyrkningsområderne, og menneskets r-selected adfærd blev dermed bestyrket. Denne nødvendige ekspansion medførte sammenstød med andre stammer, og behovet for udvikling af militær og våben var uomgængeligt.

Militær magt stadfæstede mennesket som en overvejende r-selected art. Nu opdagede mennesket, at man kunne opnå stor rigdom ved at underlægge sig andre stammer eller kulturer og gøre dem skattepligtige til ens egen, enten i form af høstudbytter eller arbejdskraft eller begge.

Denne stræben for magt og dominans og derigennem rigdom og velstand for en elitekultur er i sit væsen r-selected. I den mindre skala har der i de historiske samfund selvfølgelig været en stor grad af K-selected adfærd, hvilket formentlig forklarer, hvorfor mange af disse kulturer trods alt kunne opretholdes over flere århundreder.

Når hvert af de store imperier alligevel faldt skyldtes sjældent, at der var et rivaliserende imperium der havde vokset sig endnu større og underlagde sig det. Forklaringen på imperiernes undergang er næsten i alle tilfælde indbygget i deres r-selected adfærd, i deres manglende evne til at leve i harmoni med naturen.

Som sagt har menneskets dyrkningsmetoder altid været forbundet med udpining af jorden, og med det r-selectede krav om fortsat ekspansion kom hvert af imperierne til det punkt, hvor udbyttet af deres landbrug, både i moderlandet og i vasalstaterne, var faldet til et så lavt niveau, at det var umuligt at brødføde imperiets indbyggere. (Det gamle Ægypten udgør her et særtilfælde, pga. Nilens helt særlige egenskaber for tilførelse af nye næringsstoffer til dens omgivende landbrugsområder, dvs. det var indtil man byggede Aswan-dæmningen.)

Vores nuværende situation i et r/K-perspektiv

De seneste 500 års historie ligger i umiddelbar forlængelse af denne historiske skitse. Indenfor dette tidsrum har europæerne i kraft af militærteknologisk overlegenhed været i stand til at underlægge sig det meste kloden, og gøre disse andre samfund og kulturer skattepligtige til dem.

Undervejs skilte det engelske imperium sig ud for kort efter at blive adopteret af det amerikanske. Og det der muliggjorde disse imperiers dannelse og dominans var et gennembrud i vores livsfom, som satte endelig trumf på menneskets adfærd som r-selected art: Den industrielle revolution.

Opdagelsen af mulighederne for at udnytte energien i først kul og siden olie sendte menneskets livsformer ud på en fantastisk bane. De priviligerede samfunds spektakulære teknologiske eventyr, deres store, materielle velstand, deres rigt diversificerede samfundsstrukturer, men samtidig og lige så evident også den ekstreme ulighed mellem folkeslag, den ekstreme fattigdom og den ekstreme rovdrift på naturen. Alt sammen udpræget r-selected adfærd.

Som det blev klart, særligt i anden halvdel af det 20. århundrede, er vores overlevelse truet, ikke af fremmede magter, men af vores livsforms indbyggede ubalance i forhold til naturgrundlaget.

Således har en idé og siden et krav om en alternativ livsform udviklet sig, en livsform hvor mennesket anerkender sin afhængighed af naturen, og indretter sig i harmoni hermed. Eller med andre ord en idé om, at det er i menneskets magt at opbygge et liv som samfund, sågar som et globalt samfund, med en samlet K-selected adfærdsform.

Der var pionerer for denne bevægelse allerede i 1800-tallet, men det helt store gennembrud kom med ungdomsoprøret i 60’erne. Ikke desto mindre opfattes bevægelsen fortsat af langt de fleste som et luksus-fænomen forbeholdt minoritetsgrupper i de mest velstående dele af det globale samfund.

Vores opfattelse af vores livsvilkår, hvad enten det er fra den ekstreme velstands eller den ekstreme fattigdoms synsvinkel, er så domineret af vores kulturelle tilvæning i retning af r-selectede tankeformer, at vi kun kan forestille os at resurserne er knappe og at der ikke findes nogen udfrielse fra den ubønhørlige kamp om disse knappe resurser.

Menneskehedens opgør sin r-selection

Vores samlede r-selectede adfærd har stået på så længe og har været så dominerende, at skyggesiden af adfærdsformen næppe er til at komme udenom. Ja, vi taler om sultkatastrofer og mennesker, der dør i meget store mængder. Og her skal man ikke komme med krav om medmenneskelighed og forestillinger om at disse mennesker kan reddes, hvis vi bare står op for vores moralske forpligtelser. Selvfølgelig vil den mest basale humanisme pålægge enhver nation at gøre hvad der står i dens magt for at hjælpe, men realiteterne er, at det er vores stærke og vedholdende r-selectede adfærdsformer, som har skabt den massive overbefolkning.

Og man kan selvfølgelig spørge om ikke verdens fattige lande kan have et vist moralsk krav på, at Vesten skal betale, måske endda straffes for deres udbytning af andre folkeslag. Kendsgeringerne er formentlig, at enhver kultur, der pludselig fik de muligheder europæerne fik, ville have udviklet tilsvarende stærke r-selectede adfærdsformer. Og videre, at disse stærke r-selectede adfærdsformer, uanset hvem der fremfører dem, har en tendens til at tage traditionelle, mere K-selectede samfund med storm og vække deres egen iboende r-selection.

Således har praktisk talt alle klodens nationer overgivet sig til r-selectede adfærdsformer. Kina og Indien er blandt de fremmeste i denne adoption indenfor de seneste årtier. Adfærdsformens triumf er total. Men det gør kun dens indbyggede konsekvenser desto mere ildevarslende.

Og forbløffende nok er der igen og igen kommentatorer i de vestlige medier, der fremhæver Kina og Indien som eksempler til efterfølgelse. Samme kommentatorer bebrejder ofte også Vestens unge for deres mangel på ambitioner og deres nølen overfor at adoptere den herskende vækstideologi.

Time to evolve

Der kan ikke længere herske tvivl om, at menneskeheden står ved en skillevej, en evolutionær tærskel. Fortsætter vi ad vores indgroede r-selectede baner, ser det meget sort ud. Der er en reel risiko for, at Jordens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces og Jordens evne til at understøtte højerestående livsformer fortabes.

Tiden er kommet for menneskeheden til at genopdage sin pagt med Universet, og med støtte af energierne der kan hentes heraf at sætte alle kræfter ind på en omstilling af vores samfund til en samlet K-selected adfærdsform. Hvad vi taler om er intet mindre end udviklingen af en ny civilisation, en bæredygtig civilisation. Den første af sin slags siden agerbrugets indførelse.

En samfundsform baseret på menneskets iboende evner til at leve som en K-selected art, er ikke bare det langsigtede håb, det er formentlig også den eneste reelle strategi for at prøve at afbøde konsekvenserne af de ophobede ubalancer efter en meget lang periode med massive r-selectede handlemønstre.

“The Ecotechnic Future”, John Michael Greer 2009
“Dirt: The Erosion of Civilizations”, David R. Montgomery 2007
“Eaarth – Making a Life on a Tough New Planet”, Bill McKibben 2010

 Foto: Golden Rays Migration, Sandra Critelli