Velkommen til en forrykt verden

(Kronikforslag til Politiken)

Terror er skrækkelig. Skræk er skrækkelig, frygt er frygtelig, idioti er idiotisk. Terror er designet til at hensætte os i skræk, og når nogen udfører en terroraktion, ja så hensættes vi i skræk. Det er ikke som sådan forrykt men snarere logisk. Terror rammer altid vilkårligt. Det ligger i dens væsen. Var der en mening bag handlingen, f.eks. at handlingen var led i en løbende konflikt eller krig, og at ofrene bare i en eller anden beskeden grad havde andel i denne konflikt eller krig, så ville handlingen ikke være terror men et led i konflikten eller krigen. Og hvis adskillige af de mest krigeriske vestlige lande er i krig med Islamisk Stat, så er deres krigshandlinger overfor os vel ikke terror, men bare et af krigens virkemidler.

På den baggrund forekommer medierne at have svigtet et langt stykke af vejen. Når Frankrig og Danmark og mange andre nationer er i krig med Islamisk Stat, så ville det have skabt en helt anden stemning omkring angrebene i Paris, hvis medierne havde omtalt dem som krigshandlinger og altså udslag af en konflikt som vi som nationer er dybt involverede i. Ved at kalde angrebene for terror, betones det vilkårlige ved valget af ofre og dermed en vinkling af angrebene som rettet mod ”uskyldige”. Og i samme øjeblik det er uskyldige mennesker der rammes, bryder vores forestillinger og retfærdighed og konsekvens sammen, og verden kan fremstå som meningsløs og forrykt. Samtidig må folk der bestemmer sig for at ramme tilfældige og ”uskyldige” jo i en eller anden grad være forrykte, fordi disse ”uskyldige” jo netop ikke har gjort dem noget. Ideen om uskyld og terrorens meningsløshed er således to sider af samme sag.

Angrebene i Paris har udløst en bølge af frygt igennem Europa og timing’en af denne bølge kunne næppe være værre. De europæiske befolkninger var i forvejen ved at miste sit fodfæste pga. flygtningekrisen. Og med den mængde flygtninge EU har accepteret at tage imod, kan det forekommer stærkt overdrevet at omtale det som en krise, men dels er der alle mulige grunde til at tro at mængden af flygtinge er på en stejl opadgående kurve, dvs. at krisestemningen kommer af de underforståede fremtidsperspektiver, dels udfordrer flygtningekrisen den europæiske selvforståelse på et meget fundamentalt plan. Hvis ikke Europa kan vise humanisme, så er der noget i den europæiske folkesjæl som går tabt, og så er vi på en udviklingslinje som vi simpelthen ikke aner hvor vil bringe os hen.

Så midt i denne højst labile tilstand af en form eksistentiel krise rammer disse angreb altså et af Europas historiske og kulturelle centre, og for nogle, måske endda mange, var dette ekstra stød det der skubbede dem ud over en grænse, hvor virkeligheden pludselig opfattedes som væsensforskellig fra førhen, og altså en virkelighed som er grundlæggende usikker og i opbrud og hvor vi står med risikoen for at fortabe vores kultur og identitet, hen ad vejen måske vores livsgrundlag.

Jeg ved ikke om jeg har ret i at den seneste tids begivenheder har haft en så voldsom effekt for mange mennesker, men er denne effekt udbredt, så er den ikke desto mindre forrykt. Hvordan kan vi tvivle så meget på os selv? Hvordan kan vi tvivle så meget på vores samfund og vores evner for at overkomme vores problemer i fællesskab? Ja, det mener jeg faktisk der er en forklaring på, og det er i mine øjne her den sande forrykthed kommer ind.

For at forstå hvorfor vi er så meget ude i tovene er vi nødt til at forstå hvor korrupt en politik der blevet ført i den vestlige verden over årtier. De store og meget reelle forandringer vi har foran os, forandringer som vi alle har forskellige grader af anelser om, er formentlig dem der lægger denne frygtbetonede grundtone. Og hvis det ikke er anelserne om disse forandringer der i sig selv skaber frygten, så er det vores politiske systems fuldkomne blindhed, tavshed og magtesløshed overfor disse forandringer, der gør os alle bange for, hvordan tingene dog skal gå videre her fra.

Efter min opfattelse skal vi tilbage til 60’erne og 70’erne for at forstå vores nuværende krise, og her tænker jeg mere specifikt på den store opvågnen til hvor ikke-bæredygtige vores levemåder i virkeligheden var. Indenfor en kort årrække blev vi bevidste om hvilken grad af forurening af og rovdrift på naturen vores levemåder forårsagede, vi blev bevidste om hvordan vi var i fuld gang med at udtømme planetens begrænsede ressoucebeholdninger, bevidste om hvor politisk ustabil vores verden var som følge af enorme uligheder i fordelingen og forbruget af planetens ressourcer samt hvor undertrykkende mange af vores kulturelle programmeringer egentlig var mht. socialklasser, køn, race og trosretninger. Disse voldsomme erkendelser, denne implicitte men stærke civilisationskritik, vakte et stærkt begær efter at reformere vores levemåder. Og mange var sådan set åbne for forandringer, men hen ad vejen blev det klart, at vi alle var nødt til at ændre os selv i den samme proces. Og det var simpelthen for meget at rumme, for meget at skulle håndtere.

Netop i den krisesituation er det så at neokonservatismen og siden neoliberalismen gør deres entre og begynder at udbrede budskabet om, at vi slet ikke behøver at ændre noget som helst. Vi kan bare fortsætte uhindret med at forbruge Jordens ressourcer, vi kan bare fortsætte med at udpine naturgrundlaget til vores egen vinding, og i stedet for at anse de enorme uligheder for et problem foreslog de neokonservative, at vi skulle hylde disse uligheder som motorer for samfundsmæssig vækst og dynamik.

Men hvis der allerede da var tegn på begyndende sammenbrud og knaphed på ressourcer, hvordan pokker kunne disse vækstparoler så underbygges konkret og omsættes til reel samfundsmæssig vækst? Ovenikøbet når oliekrisen samtidig havde lagt en mægtig ekstra byrde på økonomierne gennem de voldsomt forhøjede oliepriser? Løsningen som introduceredes med den neokonservative/neoliberale bevægelse var et trick, en fidus, rimeligvis verdenshistoriens største fidus, nemlig at tillade en ekstrem udvidelse af pengemængden i samfundet, og med denne udvidelse af pengemængden trådte vi ind i en epoke, hvor vores økonomier og vores vækst var baseret på en accelererende grad af gældsætning samt accelererende værdistigninger på alle samfundsmæssige aktiver, dvs. finansbobler indenfor boliger, aktier, kunst osv.

Det var her, tilbage i starten af 80’erne, at finanssektorens himmelflugt begyndte, og med den en udbredelse af finansielle begreber på praktisk talt alle genstande eller aktiviteter i samfundet. Hvor bankerne tilbage i 70’erne var en forholdsvis ubetydelig servicefunktion til en økonomi, der i øvrigt var baseret på produktion af varer og ydelser, så er bankerne igennem hele denne epoke vokset med accelerende hast, således at den internationale finanskapital nu er mange gange større end nationalstaterne, og nationalstaternes underkastelse for denne internationale finanskapital er det vi kender som konkurrencestaten.

Men hele dette cirkus med bare at udvide pengemængden og stable mere gæld ovenpå i forvejen vanvittige mængder af gæld mødte så muren med finanskrisen i 2008. Og her havde det jo bare været det mest naturlige i verden, at vi havde ladet disse komplet opblæste banker gå konkurs, og således fået reboot’et vores økonomier samt vores ideologier/samfundsforestillinger. Men igen var denne forandring for stor til at vi kunne rumme den. Eller rettere, befolkningerne blev faktisk slet ikke spurgt, befolkningerne blev ikke en gang oplyst om, hvad det var for et cirkus der var gået forud, og helt på egen hånd valgte politikerne i Vesten altså at holde hånden både over og under de opblæste banker. Hermed trådte vi ind i fasen med austerity-politikken, hvor altså den almindelige befolknings opsparinger og realløn løbende blev beskåret for til stadighed at kunne overføre penge til de opblæste banker på randen af kollaps.

Enhver kan sige sig selv selv at denne politik var og er dømt til at slå fejl. Man kan jo ikke fortsætte med at udsulte realøkonomien for at lukke de bundløse huller i en spekulationsøkonomi, som er blevet blæst op til en størrelse som er måske ti eller tyve gange større en realøkonomien. F.eks. ligger Tysklands største kommercielle bank, Deutsche Bank, inde med finansielle forpligtelser til en samlet værdi som er henved 20 gange så stor som Tysklands bruttonationalprodukt. Finanskrisen er ikke ovre endnu for vi har praktisk talt intet gjort for at rydde op i den syge finanssektor, og den forrykthed der hersker indenfor vores ”markeder” er efter min opfattelse, selv hvis det kun er halvt bevidst, i høj grad med til at skabe de herskende frygtbetonede stemninger.

Men den forestående økonomiske krise forekommer ikke at være vores største problem her og nu. Alt det foregående har bare været det nødvendige grundlag for præsentationen af, hvad jeg opfatter som den sande forrykthed. Med finanssektorens himmelflugt har vi fået nogle nye herrer, som ikke er underlagt staterne, ikke underlagt lands lov og ret, men som ikke desto mindre indenfor vores herskende økonomiske systemer har magten til at ruinere en nations økonomi, hvis de skulle bestemme sig for det. Dette overherredømme udgår fra USA, de amerikanske banker styrer dette overherredømme og igennem den amerikanske centralbank har dette overherredømme gjort den amerikanske nation til kautionist for overherredømmets dispositioner. En kaution som formentlig kommer til at koste den amerikanske befolkning dyrt.

Således har vi fået en gruppe af herrer, som ikke er folkevalgte, de er ikke en gang kendte i offentligheden, og de er ikke på nogen måde ansvarlige overfor offentligheden. De lever af at operere i det skjulte, men de har selvfølgelig for længst sat sig på medierne i USA, og udøver derigennem både former for censur og udbredt propaganda. Og som disse herrer lever af at operere i det skjulte har de hele vejen igennem haft tætte bånd til efterretningstjenesterne som i sig selv har opnået en sådan status, at de også mere eller mindre har frigjort sig fra og i mange henseender står over staterne.

Hvis vi som almindelige mennesker føler os udsatte og er urolige for hvordan tingene udvikler sig videre her fra, så er det måske ikke så mærkeligt. Vi har tabt vores politiske mandat, vores politiske repræsentanter forekommer hellere at ville lave korridoraftaler med de nye herrer og sikre at det drypper lidt på landet, end at sikre at befolkningens ønsker bliver klargjort og befolkningens vilje bliver effektueret. Til trods for vores efterhånden lange demokratiske traditioner så har vi på dette punkt af historien overraskende lidt indflydelse på de beslutninger der tages. Den form for magtesløshed giver selvfølgelig uro og nervøsitet.

Men igen, mørkets triumvirat af finansfyrster, mediemoguler og efterretningstjenesternes eminencer samt deres lakajer indenfor det politiske system mærker at de står på løs grund. Hvor længe vil befolkningerne acceptere deres overherredømme. Den oplysning der er sket indenfor den almindelige befolkning siden finanskrisen er begyndt at udfordre deres magtudøvelse. Men det er i virkeligheden mere grundlæggende end som så. Hvis man er en usurpator, en der har tilranet sig magten uden accept fra ”undersåtterne”, hvis altså man er magthaver uden nogen legitimitet, så kan man miste sin magt nærmest fra den ene dag til den anden. Og derfor er usurpatorer altid voldsomt paranoide.

På den måde har samfundsudviklingen over de seneste par årtier haft en særegen logik og konsekvens. Efterretningstjenesterne har fået opbygget en helt ubegribelig stor kapacitet til at overvåge befolkningerne, og efterretningstjenesterne har kunnet iværksætte de mest uhyrlige operationer, såsom iværksættelse af opstande og destabilisering af nationer, og den eneste grund til at disse megalomane aktiviteter har kunnet finansieres har været igennem den megalomane vækst indenfor finanssektoren. Vi skal forestille os, at efterretningstjenesterne i USA er en af landets største arbejdsgivere med en kæmpemæssig stab af programmører som filtrerer alle de data der indhentes fra vores udvekslinger med hinanden, en kæmpemæssig stab af undercover-agenter der infiltrere alle typer af bevægelser og foreninger, en kæmpemæssig stab af trolls som bearbejder debatterne både i det offentlige rum og i mere private cirkler, samt en kæmpemæssig stab til forskellige former for smøring af både det politiske system og medierne. I et sundt samfund, et bæredygtigt samfund, er det altså meget, meget lidt sandsynligt at samfundet ville have så enorme ressourcer at afsætte til noget som er så uproduktivt. Det er kun den opblæste og snylteragtige karakter af vores herskende systemer, der muliggør disse mægtige organer.

Så hvad gør mørkets triumvirat når de mærker at fundamentet begynder at skride? Er de villige til at bruge alle midler for at bevare deres magt? Er de villige til at spille samfundsgrupper ud mod hinanden? Er de villige til bevidst at nedbryde moralen i befolkningen gennem løgne og forræderi? Er de villige til at opvigle til had og krig? Er de villige til udnytte syge og traumatiserede mennesker og udpinte samfund som redskaber til at destabilisere andre mere stabile samfund? Er de kort sagt villige til at bruge alle kneb, selv de allermest beskidte, for at afværge presset imod deres egen magtbase?

En verden præget af sådanne forrykte magtspil er i mine øjne den forrykte verden vi er blevet inviteret indenfor i med terrorangrebene over den seneste tid. Og jeg vil således holde på, at graden af forrykthed står i et 1:1-forhold til graden af skred i triumviratets magtbase, dvs. at den almindelige befolknings oplysning medfører en vedholdende og gradvis opløsning af troen på triumviratets institutioner. Og det er jo den modsvarende positive vinkling af hele denne historie. At vores tid som umælende, magtesløse kastebolde i historiens dønninger er ved at være forbi. I takt med at de herskende systemer begynder at handle med overdreven magt og undertrykkelse, bliver vi almindelige mennesker optændt af begæret efter at skabe vores samfund på ny og i overensstemmelse med det udviklingsniveau vi kollektivt har nået. Det bliver hårdt og i en anden forstand også skræmmende, men også spændende, formentlig endda sjovt, og vi vil samtidig have trygheden ved at vide at vi hver især igen har indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig.

 

 

Reklamer

En opskrift på lederskab

Le Gouter_Metzinger_Hommage_Gris

  1. Man skal turde vise sig selv overfor andre
  1. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri
  1. Man skal tilkendegive sine holdninger
  1. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord
  1. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum

.

Ad 1. Man skal turde vise sig selv overfor andre. Som leder skal man turde vise sig selv som et virkeligt menneske med styrker og svagheder, glæder og sorger, egne præferencer og interesser og egne skævheder. Ved at turde gå foran og vise sig selv som et virkeligt menneske giver lederen alle andre i teamet eller organisationen friheden til også at være dem de hver især er. Derved etableres et menneskeligt grundlag for samarbejdet i teamet eller organisationen, hvilket på afgørende vis bestemmer graden af indbyrdes loyalitet og troskab og dermed tryghed.

Men hvad nu hvis den man er faktisk ikke er noget kønt syn, eller ens motiver med at indtage lederrollen heller ikke er særlig kønne? Ja, så er det at skyde sig selv i foden at vise hvem man er. Derfor kommer vi her ikke udenom begrebet dannelse. At indtage rollen som leder forudsætter simpelthen en veludviklet personlighed. At man har lært sig selv at kende. At man kender sit sind godt nok til at vide, hvor de forskellige impulser kommer fra, og hvilke der er formålstjenlige og hvilke der i situationen er knap så formålstjenlige. Vi taler ikke om selvkontrol i betydningen adfærdsregler man har sat op for sig selv men om at være fortrolig med sig selv og sine egne reaktionsmønstre. Denne dannelse udvikles således gennem at prøve sig selv af, gennem træning, gennem selvrefleksion og gennem sammenligning af ens egne opfattelser og evner med konkrete forbilleder.

.

Ad 2. Man skal skabe samling ved at være fordomsfri. Man skal vise styrken ved at intet i livet er én fremmed, der ingen sandheder der skræmmer én og ingen forhold som dømmer et andet menneske ude. Alle mennesker fortjener en grundlæggende respekt. Uanset hvilken vej i livet vi hver især har valgt, har vi taget nogle problemer på os, som vi jævnt hen kæmper bravt med, og intet menneske er i nogen position til at dømme om et andet menneskes valg af livsopgaver. Har man fx valgt at blive født ind i en familie med stærke misbrugstendenser, så er det en vanskelig livsopgave, men dette menneske ville ikke have valgt denne livsopgave, hvis ikke den kunne klares. Faktisk fortjener de mennesker, der har valgt de vanskeligste livsopgaver, den største respekt.

Fra en mere dagligdags synsvinkel handler fordomsfriheden om at undgå den faldgrube der ligger i at skabe sammenhold i ens egen gruppe ved at distancere den fra fx ens kunder eller samarbejdspartnere. Disse former for selvhævdelse er meget udbredte og fremstår ofte rimeligt uskyldige, men den form for arrogance vil uvægerligt skabe problemer hen ad vejen. For at imødegå disse tilbøjeligheder skal man som leder fra starten sørge for at teamet omfatter ikke bare os, altså vores gruppe i vores firma, men alle der har en part i opgaven, dvs. kunden, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. Helt optimalt ville det være, hvis alle parter og medarbejdere sad det samme sted og frit kunne udveksle viden og ideer på kryds og tværs. Næstbedste løsning er at lægge fundamentet for denne inklusive opfattelse af teamet eller organisationen gennem en indledende workshop og så vedlige denne samling gennem virtuelle møder og eventuelle opfølgende workshops.

.

Ad 3. Man skal tilkendegive sine holdninger. Som leder skal man vise hvad man står for og i hvilke retninger man ønsker at udvikling skal ske. Og det lyder måske meget artigt, men hvad vi taler om er idealer og drømme, og at tale om idealer og drømme kræver stort mod. Det kræver mod at tale om idealer, for i enhver stræben efter idealer er indeholdt risikoen for eller måske endda sandsynligheden for skuffelser. Så for at gardere sig imod disse skuffelser er der rigtig mange ledere, der netop undgår at tale om idealer. Men hvordan skulle der være en stræben mod idealer, hvis man end ikke taler om dem og står ved at man har dem?

På samme måde med drømme og visioner. Det kræver også mod at tale om drømme og visioner, fordi der også her er risiko/sandsynlighed for skuffelser. Samtidig er særligt drømme så følsomme og personlige som noget kan blive, og mange ledere kan slet ikke se sig selv tale om ting der er så udsvævende og subjektive. Så hellere holde sig til firkantede målsætninger med helt konkrete målopfyldelseskriterier. Men igen, hvordan pokker skal vi nogensinde realisere vores drømme, hvis vi end ikke taler om dem og står ved at vi har dem?

Den helt almindelige tavshed fra de øverste ledelsesniveauer omkring både idealer og drømme er således udtryk for en form for fejhed, som muligvis berøver os alle for de største tilfredsstillelser ved vores jobs. Men de ledere, der således garderer sig og holder lav profil, kan jo netop heller ikke opvise nogen videre resultater. Som leder er man simpelthen nødt til at vove pelsen og stå ved sine idealer og give udtryk for sine drømme og visioner. Og så efterfølgende tage kritikken når afstanden mellem idealerne og realiteterne gør ondt og drømmene viser sig vanskelige at indfrie.

.

Ad 4. Man skal være parat til at gøre alt for at holde sit ord. At være leder handler om at turde konfrontere døden. Ens beslutning om at stå ved sit ord skal være så stærk, at man vil gøre sit yderste for at holde det. På kort form: Hellere dø end at gå tilbage på sit ord. Denne holdning gør hele forskellen for hvilken stemning, der præger teamet eller organisationen. Udviser lederen denne holdning, denne vilje til at ofre sig selv, så skaber det en sådan tryghed i teamet eller organisationen, at medarbejderne lettes for mængder af bekymringer og får dermed lov til at give deres fulde opmærksomhed til de foreliggende opgaver.

Den anden side af dette punkt handler selvfølgelig om, hvad det så er man giver sit ord på. Det er klart, at hvis man tillægger sit ord en sådan vægt, så skal man være meget omhyggelig med, hvad man giver sit ord på. Den konkrete situation vil typisk have karakter af en forhandlingssituation, hvor nogen (chefer, samarbejdspartnere, m.fl.) ønsker et bestemt arbejde leveret på et bestemt tidspunkt, og her handler det om at være tro mod ens egen intuition og lade forhandlingen fortsætte lige indtil det punkt, hvor man kan give sit ord på hvad der bliver leveret hvornår. Som leder er man altid under pres oppefra eller fra siderne og at forbeholde sig retten til i den situation at tage udgangspunkt i ens egen intuition er også en måde at konfrontere døden. Denne selvberoenhed, denne integritet, kan virke meget udfordrende for chefer eller andre opdragsgivere, og som konsekvens kan den medfører døden i betydningen at man simpelthen kan miste sit job. Der er bare ikke nogen andre måder, hvis man skal etablere den tryghed som ordholdenhed kan give.

.

Ad 5. Man skal holde skriftlig kommunikation på et minimum. Som en af mine egne forbilleder Joel Salatin siger ”We ask for too much salvation by legislation”. Vi må erkende at vores samfunds funktionsmåder har udviklet sig til en helt forrykt grad af skriftlighed. Den mindste lille udveksling i vores samfund er nu pålagt krav om dokumentérbarhed, og mængden af regler og dokumentation vokser med accelererende hast, og kvælningstendenserne er allerede udtalte. Og det sjove er, at ikke en gang det juridiske system er tjent med al denne skriftlighed. Konsekvensen er snarere, at der er så mange regler og så mange partsindlæg og et så enormt sagsmateriale for hver en lille tvist, at det er noget nær umuligt at fælde en dom. Og det gælder ikke bare juraen, selvom det juridiske sniger sig ind i hver en lille mail man sender, og ansporer én til at formulere sagerne sådan, at ansvaret i hvert fald ikke peger tilbage på én selv, det gælder også alt hvad vi sætter os for at skabe i vores samfund.

Lad os sige at en kommune sætter sig for at bygge en ny skole, men inden afklaringen af denne opgave for alvor kan gå i gang, skal kommunen sikre sig at denne afklaring sker på en måde, så opgaven forbliver indenfor de økonomiske rammer og den afsatte tid til realisering. Således skal der indgås en kontrakt for afklaringen af opgaven. Og her fra går det så slag i slag med stadigt mere detaljerede beskrivelser af ønsker og krav og betingelser, så når arkitekterne omsider kommer på banen, og arkitekterne er trods alt dem der har trænet sig i at skabe bygninger, ja så er der ikke længere noget rum for at udfordre det meget komplekse samspil mellem udformningen af bygningen og forestillingerne om det liv der skal udfolde sig i bygningen. Og således kvæles den samfundsmæssige skaberkraft allerede i undfangelsen, og således har vi med al vores skriftlighed fået skabt et samfund, der ikke kan andet end at gentage allerede etablerede forestillinger.

Hvis vi ønsker at frigøre det kreative potentiale i samfundet, hvis vi ønsker at høste de enorme gevinster der ligger i at løse de samfundsmæssige opgaver i fællesskab, så holder vi skriftligheden på et minimum og satser i stedet på, at vi kan løse tingene med udgangspunkt i hver enkelts karakter og holdning og gennem afklaring af hvilke drømme/visioner/målsætninger vi i fællesskab deler. Hvis vi taber blikket for vores fælles mål, hvis vi mister troen på vores samarbejdspartneres gode intentioner, så vil samarbejdet køre af sporet, omkostningerne vil vokse dramatisk, kvaliteten vil udhules, og så vil juraen alligevel ikke være til nogen hjælp.

Det er som om at vi har fået skabt et samfund som så ihærdigt forsøger at beskytte sig imod den der ønsker at snyde, at vi ser os selv og alle andre som potentielle snydere. Og apropos finanskrise mm. er det sjovt nok som om snyderiet er ude over det hele. Hvordan vi vender disse udviklingstendenser er meget enkelt. Man starter med selv at blive en person, der er til at stole på, og dermed bliver man i langt højere grad i stand til at bedømme om det menneske man står overfor også er til at stole på, og således begynder man at bygge sine samarbejder op om mennesker, der er til at stole på.

 

 

(Illustration: Le Goûter, Jean Metzinger, 1911/Hommage à Pablo Picasso, Juan Gris, 1912)

 

Kroppens energiregnskab

Omotesando Farm

På Information.dk var der forleden en artikel ”Diplomatiets digitale overmand” om hvordan Twitter bruges af politikere og statsledere til at kommentere aktuelle begivenheder samt til selvfølgelig at profilere sig selv. Jeg kommenterede artiklen med det synspunkt, at det muligvis med tiden vil blive tiltagende svært at skelne mellem ens personlighed og ens online-tilstedeværelse, eller med andre ord, at vi hen ad vejen finder ud af, at der ikke er nogen alternativer til bare at være sig selv. Om man så er statsleder eller almindelig samfundsborger. I denne vinkling hentydede jeg til kroppens energiforbrug som en funktion af om man taler sandt eller lyver, eftersom løgne er langt mere energikrævende at opretholde end at sige sandheden. Hvad der nu slår mig er, at denne anskuelse faktisk har et stort potentiale.

For godt et år siden skrev jeg Facebook-noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg beskæftigede mig med nødvendigheden af en langt mere inklusiv og sympatisk menneske- og omverdensforståelse, hvis vi skal klare den civilisatoriske krise, der formentlig ligger foran os. Og med civilisatoriske krise sigter jeg mere specifikt til den uomgængelige sandhed i, at vi på et eller andet tidspunkt vil blive indhentet af konsekvenserne af vores ikke-bæredygtige livsformer. Jo længere tid vi fortsætter disse levemåder, jo mere udpiner vi jordens ressourcer, og jo mindre har vi altså at bygge på, når vi omsider tager os sammen og prøver at stable en bæredygtig livsform på benene.

Okay, det lyder så måske rimelig doom-and-gloom-agtigt, men der er i mine øjne grund til håb, fordi det er altovervejende sandsynligt at det er vores egne dysfunktionelle, menneskeskabte systemer der bryder sammen først, hvilket betyder at naturen stadig har nogle reserver vi kan trække på. Tænk bare på hvor slemt det omvendte ville være, altså at vi ville være i stand til at fortsætte den globaliserede, kapitalistiske udbytning af planeten indtil det punkt, hvor planetens økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces. Målt i forhold til det scenarium er et kollaps af det internationale finanssystem og det efterfølgende kollaps af vores ideologier og økonomier trods alt til at overkomme.

”Ufjendskabets økonomi” handlede således om, hvordan vi letter os selv for de overvældende stressbelastninger, som vil være konsekvensen af de omtalte sammenbrud, herunder hvordan vi nærmest pr. omgående må etablere en ny samarbejdsånd og solidaritet for at vi i fællesskab kan finde en vej ud af den knibe vi har bragt os i. Således var spørgsmålet her, hvordan vi får samfundet til at fungere på et helt basalt niveau. Men samme problemstilling kan faktisk apropos det indledende afsnit også anskues som et spørgsmål om, hvordan vi optimere kroppens energiregnskab.

Menneskekroppen skal løbende have tilført energi i forskellige former for at kunne fungere. Antager vi at kroppen får denne energi tilført i de nødvendige, varierede former, så vil man kunne opstille et regnskab over, hvad kroppen bruger denne energi på. Der vil for eksempel være energiforbrug til:

Fordøjelsen
Blodcirkulationen
Vejrtrækningen
Øvrige indre organer
Holde kropstemperaturen
Gendannelsen af celler
Bevægelse
Hjerneaktivitet

Opstillet på den måde er det umiddelbare indtryk, at der er ikke den store fleksibilitet her. Vores egen vilje påvirker jo kun Bevægelse og Hjerneaktivitet mens energiforbruget til de øvrige forekommer helt obligatoriske. Men er det nu også korrekt?

Virkeligheden er vel snarere den, at tilfører vi kroppen fødevarer i nogle mængder, som er ude af proportioner ift. kroppens behov for diverse energiformer, så skal kroppen bruge ekstra energi på at omforme nogle energiformer til nogle andre. Og tilfører vi kroppen uforholdsmæssigt store mængder af en bestemt energiform, vil den velsagtens fungere nærmest som et som giftstof, som kroppen må bruge en masse kræfter på at håndtere. Eller tilfører vi kroppen fødevarer, som er fyldt med stoffer som er fremmede for de naturlige kredsløb, så skal kroppen også bruge en masse energi på at håndtere disse.

Det samme gælder selvfølgelig for vejrtrækningen, for så vidt at vi opholder os i et miljø hvor de atmosfæriske proportioner ikke er optimale, eller hvis luften er fuld af forurening. Så skal kroppen også her bruge ekstra energi på at få hvad den skal bruge, og samtidig bruge ekstra energi på at håndtere forureningen.

Og lever vi i årevis med en usund kost og i et usundt miljø, så siger det sig selv, at disse overbelastninger begynder at sætte sig som mere eller mindre kroniske svækkelser i kroppens forskellige organer.

Hvad angår energitilførslen til at holde kropstemperaturen, så er den selvfølgelig meget variabel og afhænger i høj grad af hvordan vi indretter os og hvordan vi klæder os, men her udover er det en kendt sag at nogle mennesker evner at styre deres metabolisme, og hvor meget energi der skal til for at holde kropstemperaturen er muligvis ikke bare en simpel ligning.

Omvendt er der vel mht. bevægelse et 1:1 forhold mellem energitilførsel og energiforbrug. Jo mere bevægelse jo større energiforbrug. Eller.. nej. Videnskabelige undersøgelser har f.eks. påvist, at afrikanske kvinder, som lever i traditionelle stammesamfund, kan gå og bære op til 20 kg på deres hoveder uden at disse ekstra kilo koster dem den mindste smule ekstra energi. Hvad nu hvis de signaler vi får fra kroppen er sande, altså når kroppen psykologisk føles tung, ja så kræver den faktisk meget energi, mens når den er let, så kræver den ikke så meget? Og hvad er det lige der gør forskellen mellem de to? Det har noget at gøre med, hvordan sindet understøtter kroppen, dels igen gennem valg af føde, dels gennem initiativer til at holde kroppen i form, dels simpelthen ved at værdsætte den.

Og endelig er der så vores hjerneaktiviteter, som bringer os tilbage til den indledende konstatering, at det er langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden. Eller som jeg også skriver i den nævnte kommentar, at det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end bare at være den man er. Og kan vi ikke også sige med rimelig sikkerhed, at et arbejde som er meningsløst er langt mere energikrævende end et arbejde der er meningsfuldt, eller at det at lære noget koster næsten ingen energi hvis det er sjovt, men enorme mængder energi hvis det er uvedkommende?

Så mere generelt er der noget at sige om at tænke positivt. I et af de skønne RSA Animate-foredrag ”Smile or Die” beskriver Barbera Ehrenreich bagsiden af de trivielle former for positiv tænkning, ikke desto mindre er der fra netop dette standpunkt af kroppens energiregnskab en case for træne sig selv i at tænke værdsættende, sympatisk og optimistisk. Og det er her at meditation kommer ind som et meget overbevisende værktøj. Det handler ikke om at kalde noget godt som ikke er godt, men det handler om en evne til at se det gode i alt hvad der sker indeni og udenfor en selv. At alt har betydning, og vi har kapaciteten til at vende alt hvad der sker til noget der skaber værdi for os selv og andre.

I ovennævnte kommentar henviser jeg ’personlig dannelse’ og dette er hvad jeg sigter til. Det enkelte menneskes trænen af sig selv i denne evne til at møde verden med en værdsættende, sympatisk og optimistisk tilgang. Selvom jeg indrømmer at det er et kæmpe paradoks forekommer det ikke desto mindre, at menneskeheden har drevet sine dysfunktionelle, fjendtlige, energi-ødslende, ikke-bæredygtige levemåder så langt ud, at vi nu er nødt til at lære at være ordentlige mennesker. Simpelthen for at få vores energiregnskaber til at hænge sammen.

 

(Illustration: Omotesando Farm, Paolo Patrizi)

The Obama Doctrine

0806_FinalReport_DesertStorm_004_1024

USA is trapped. USA is doomed. Never before has a nation faced a predicament as severe as the one USA is facing. Comparable precedents are of course the Roman Empire or the Mayan Empire. This predicament has such a multitude of different aspects, that overcoming the predicament seems unthinkable. Among the different aspects of the predicament are:

  • a population, or at least a large part of the population, accustomed to an exceptionally high standard of living
  • a population accustomed to regard themselves as part of a nation of unrivalled power and supremacy
  • a reckless political leadership who has ruined the nation in its attempts to secure both the high living standards and the position of supremacy, in accordance with the expectations of the population
  • a position of world dominance within the financial and corporate sectors which is rapidly declining due to an increasingly corrupt leadership and all their desperate measures and acts of coercion
  • a rapidly declining ability to draw incomes and resources to the homeland due to failing international alliances and hostile, circumventive alliances, all caused by the disappointment with the american leadership
  • a growing internal civil unrest as the living standards are rapidly declining and the state of public services and inventory is falling into decay
  • a growing internal civil unrest as the population awakens to the true state of their nation which amounts to a breakdown of the national self-conception
  • a clear and present danger of a takeover of government by a Fascist political movement, since only Fascist leaders are able to develop the levels of self-delusion needed to sustain the images of empire and supremacy
  • a nation in the grips of a Fascist leadership and inescapably headed for self-destruction in a sort of World War III-scenario
  • a nation doomed and vengefully determined to take with it as many others as possible in the downfall

If there is any means to redeem this despairing fate, the means has to be bold and profound like nothing we have ever seen before. Not big and heavy-handed and excruciatingly painful, but perceptionally profound, conceptionally bold and, in taking the ensuing steps, hugely courageous. With the think piece ”Speech draft for Pr. Obama: Address to the Nation on Shadow Government” I attempted to contribute a daring vision of this kind of scope and depth. This piece sought to restore a true notion of leadership and called for a nationwide process of restoring honesty and transparency to government and leadership at any level and in every field of activity. Thus the ”Speech Draft” piece focused on the internal processes. What this piece will investigate is, how this national self-awakening will spell out a wholly new role for the USA in its international relations.

In a nation so thoroughly accustomed to hold power and to execute power, it is likely that the recommendations of the ”Speech Draft” piece will stir up strong resistance. Prior to embarking on the proposed proces of a national self-awaking, many americans will think of the whole scheme as a way of undermining the power and strength of the nation. Perhaps many will think of the scheme as some kind of conspiracy, conjured up by the enemies of the USA to leave the nation feeble and weak and open to exploitation.

Thus the resistance will probably be harsh and may actually trigger the very Fascist tendencies hinted at in the above. It seems like some people just cannot think of power in any other form than the one where you have the supreme force to get your way in spite of any resistance. But what these people seem to overlook is, that this attitude puts you at odds with just about anybody else, and thus this concept of power carries its own self-fulfilling prophecy. One day you will be forced to try to get your way amidst opposition from just about everybody else, and thus this concept of power is doomed to fail at some point. In the case of the USA this point is already looming.

Another aspect these hardliners seems to overlook is, that the USA is founded on exactly the opposite kind of power. The power of the many, the power of the people, ordinary people uniting and standing up against oppressive authority. ”E pluribus unum”. ”Out of many, one”. The whole purpose of the national restoration of honesty and transparency is to reunify the american people and with this reunification to restore the power of the US. Though lots of people around the globe have come to disdain the US and would revel in any degrading of the US, the strength of the US is likely to be of utmost importance for the political stability of the whole planet, going to through times of great transition.

Thus, the national movement of restoration of honesty and transparency is for the profound empowerment of the American people and the USA, though it is sure to be a difficult process to go through. The nation will at times be vulnerable, at times self-absorbed. And enemies of the US might seek to take advantage of these passages of unsure footing. But where the real dangers lurk is probably in the admissions of all the wrongdoings of the former corrupt leadership. The USA may have to go through a phase of having to confront waves of accusations and blame and maybe even claims of economic compensations for different kinds of wealth confiscation, that the former corrupt system made available.

It is an extremely precarious moment. If the US should embark on this restoration of honesty and transparency, there will be moments when the whole of humanity literally will hold its breath, not knowing what to say, what to do, what to expect. Will the admittance of all the wrongdoings erupt into anger and aggression spiralling out of control? Or will the sudden honesty evoke a kind of stillness of the mind, a kind of awe, in the realisation that a wholly new code of justice is thus laid down for all of humanity.

Never before in history of humanity has such a resolute attempt to alter the destiny of a nation been carried through. Not even in a sligth degree, though some comparison to the Roman Empire might again seem appropiate. Whereas the Western Roman Empire was consumed in its self-complacency, its illusions, its corruption, and thus showed no ability to change its ways and went on to meet its destined collapse, the East Roman Empire had the ability to reinvent itself through embracing Chistianity, simplifying the systems of government and downscaling the overall consumption rates of the population, thus enabling stable and satisfying living conditions for several centuries on.

Unfortunately, the current predicament of the US, along with the predicament of just about any country on Earth, bears much more resemblance with the state of the Western Roman Empire, than that of the Eastern, due to the levels of self-complacency among the ruling elites combined with the levels of depletion of the natural resources and the fertility of the land. The plan for the restoration of honesty and transparency might probably strike most living humans as ridiculously naive and idealistic, but then, most living humans haven’t showed the courage to confront the scope and depth of our global predicaments. And when people finally do turn their attention to the global predicaments, all too often the reaction is go instantaneously from unfounded optimism to helpless despair.

Among the ruling elites the same shift from one extreme to the other is just as common, but among these groups a third option presents itself, and that’s the option of taking the necessary steps to secure the good life within a protected community, while the rest of the world is falling apart. But is this option a real option? Don’t these groups make the mistake of taking the basis of their wealth for granted? It takes a large and relatively well-functioning society to create the kind of wealth, that the top one percent has become accustomed to enjoy. If the value creation in the overall society collapses due to the global depletion of the natural resources combined with all the destabilizing factors mentioned in the beginning, it is inconceivable, no matter how harsh the applied methods are, that the current life of luxury of the elite can be sustained. Thus the elite will have to radically redefine their role in order to maintain some position of privilige.

Thus the position of the US is not unique, on the contrary, it is shared by practically every nation on Earth, but the role of USA is still crucial in the sense that any obstruction of progress from the US will have an impact as well as any bold progressive steps taken by the US will have an impact on actions taken by people and nations around the globe. In order for humanity to overcome its grave predicaments, we have to develop a concept of the individual human being as a potential agent for care and nurturance, an agent for restoring health to the society and to the land. It is becoming increasingly obvious, that it is only through a kind of democratic renaissance, through the unleashing of the willpower and creativity and social ability of every single member of the society, that we will be able to navigate through our predicaments.

And the USA is in some regards uniquely positioned to lead in this transformation of our relations to each other and to our natural origins. Why? Because Americans are accustomed to rely on themselves to solve their problems, because of the entrepreneurial spirit of the Americans, also with respect to alternative ways of living, and because of the inherent spirit of being the provider, the one offering help and assistance, the one taking care of others. In spite of all the corrupt leadership, all the injustices and wrongdoings, the USA might still be the most benevolent empire to date. Mayby even the empire to end all empires. The self imposed end of Pax Americana to institute the Pax Humanica.

The American Empire is crumbling. And the USA is crumbling internally. In a fit of self-complacency and hubris the American Empire has over-extended itself and is hemorrhaging. Its once exemplary political institutions are now severely corrupted, and the miscalculations are so heavily incorporated, that every political step just seems to add to the decay of the nation. Internationally, the crumbling of the American Empire leaves a void, which China and Russia are all too happy to fill in. But neither Russia nor China presents a more evolved state of human society than the US. China and Russia are just as corrupt as the US, perhaps even more, so the global slide towards ’broken societies’ and Fascist rule just continues. It is this bleak outlook, that insistingly calls for the reinvention of the USA through the national movement of honesty and transparency.

With regard to foreign relations the reinvention of the USA will translate into an unprecedented commitment to the development of the UN into a kind of democracy for all of humanity. What we are talking about, is a shift of power from the ruling elites of the respective nations to the people of each of these nation. The USA is obviously leading the way by its reinvention through honesty and transparency, and the reinvention of American democracy will resonate strongly with the hopes and aspirations of ordinay people around the globe, which immediately will translate into demands on their own political leaders respectively to restore honesty and transparency. Where the corrupt political leadership of the other major powers on the international scene will laugh and rejoice when the USA goes through its existential crisis, they will soon find that the USA has forged itself a supreme alliance in the sympathy and loyalty of ordinary people around the globe.

It is obvious, that the US will have to scale down its military drastically. There is no way that the American economy at this point in history can sustain a military force of such huge proportions. But even in a substantially diminished form, the American military force will still be the one the other major powers will have to reckon with. Whereas the military force of the US was misused by the former political leaders for illegimate imperialist ends, the reinvented USA will once again put its military force behind the interests of the American people as these coincide with the interests of ordinary people around the globe. Even the Intelligence Community may cast itself in a wholly new role. Of course, all the illegal activities will have to go, and that will surely be felt as a huge loss to some of the insiders, but in all likelyhood, the majority of the people working within the Intelligence Community will feel releaved, when their daily activities once more is directed towards the safety and well-being of the American people and the rest of humanity.

Thus the reinvented USA will become the midwife of a newly inspired and empowered humanity. The US will back these global trends by using its power to secure relative peace and stability through these times of great change. This commitment to a kind of renaissance for all of humanity with the potential of unleashing new kinds of prosperity will be underlined by the willingness of the USA to put its military power under the command of a reformed UN, where it is the wishes of the people of the respective nations that is put forth in the General Assembly and subsequently incorporated into the resolutions.

The Obama Doctrine: A nation reinvented through restored honesty and tranparency working towards a unified humanity, and through this global commitment practically supporting its ongoing internal reinvention. In stead of just witnessing the crumbling and decay of the American Empire, this empire is, in its final stage, transformed into a leverage for the upliftment of humanity, and through this commitment the wounds are healed and the wrongdoings are corrected, and through this effort the citizens of the USA may carve for themselves a future of renewed prosperity, well-being and friendship.

F_210th Field Artillery Brigade_S-Korea_20130408

 

 

Hvor stopper idiotien?

(Kronikforslag til Politiken)

Et bud på hvorfor den danske befolkning reagerer så stærkt på salget af Dong og Nets.

Findes samfundet? Vi bruger tit ordet ’samfund’ i alle mulige sammenhænge, men hvad er det egentlig vi sigter til, når vi bruger ordet? Særligt når jeg hører politikerne bruge ordet, tager jeg mig i at blive i tvivl om, hvorvidt ordet overhovedet har noget indhold. Vi taler om samfundet, som noget der er til at pege på, godt, hvor er det så? Er samfundet vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, kort sagt, vores institutioner? Er samfundet vores politiske system, og alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv? Er det samfundet? Eller kan samfundet tværtimod blive fortrængt af både institutionerne og reglerne?

Denne kronik vil komme med et bud på hvad samfundet er, men for at sætte en passende ramme for, hvorfor dette spørgsmål er så vanskeligt at besvare, vil jeg stille et andet spørgsmål, som er lige så simpelt og lige så vanskeligt: Hvad er naturen?

Nåh, naturen? Det er græsset og træerne og buskene og fuglene og billerne og alt det stads.. ville mange sikkert svare. Naturen, det er ’det der derude’. Udenfor bygningen. Udenfor byen. I kanten af vores marker. Naturen er noget udenfor os selv. Godt så, men hvad din egen krop? Er den ikke også smækfuld af natur? 90 pct. af cellerne i menneskekroppen er ikke menneskeceller, men bakterier som lever i harmoni med menneskecellerne, således at de sammen danner et stabilt økosystem. Der er over 500 forskellige arter af svampe og andre parasitter som lever i vores tarmsystem, og uden dem ville vi slet ikke være i stand til at fordøje vores mad.

Så selv på et konkret, fysisk plan er det svært at sige hvad der er natur og hvad der er menneske. Men vi forstår typisk naturen i en form for modsætningsforhold til os selv. Der er det organiske, naturlige og så er der det menneskeskabte. Og hvor denne modsætning velsagtens er reel nok, så er den samtidig meget kompleks. Hvorfor oplever de fleste mennesker det som rekreativt at opholde sig i naturen? Mange mennesker, mig selv inklusive, oplever, at det at bevæge sig i og opholde sig i naturen, at det genoplader de indre batterier. Hvad er det naturen bare giver os så snart vi sætter os i kontakt med den?

Det er vel ikke for meget at sige, at der er en oplevelse af, at græsset, træerne, buskene, fuglene og billerne på ingen måde står i vilkårlige forhold til hinanden, men snarere, at der en orden der gennemtrænger det hele. Ja, i detaljen kan der være kampe om territorier og rå eksistenskamp, men i det store billede er sammenhængskraften indlysende. Hvad jeg således selv mener jeg oplever, når jeg bevæger mig i naturen, er følelsen af at være en del af en verden af liv. Samt en intuitiv erkendelse af livets forunderlige, selvorganiserende karakter. Kosmos er orden, rytme og sammenhæng. Og kosmos ville ikke være kosmos, hvis ikke jeg selv var en del af det hele. Jeg hører til, midt i alt dette.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål om samfundet, er der ikke i menneskets relation til naturen en analogi til individets forhold til samfundet? Samfundet er ikke vores domstole, skoler, plejehjem, jobcentre, og samfundet er ikke alle reglerne vores politiske system udstikker for vores liv. Samfundet har en organisk karakter. Mennesket ville ikke være menneske uden naturen, ligesom individet ikke ville være individ uden samfundet. Uanset hvilke politiske fortællinger vi lægger hen over denne relation mellem mennesket og dets omverden, så består dette fundamentale gensidighedsforhold. Vi kan sågar have politiske fortællinger, som vi skal se i det efterfølgende, som fuldstændig fornægter dette gensidighedsforhold, men det ophæver det ikke, det danner ”bare” en form for kollektiv dødsdrift.

Samfundet har en organisk kvalitet, og samfundet har ligesom livet i øvrigt en selvorganiserende evne. Samfundet er en organisme førend det er alle de formelle rammer. Men der er selvfølgelig et spørgsmål om skala her. At tale om ’samfundet’ sådan i bestemt form hjælper til at understrege en pointe, men ’samfundet’ har jo mange fremtrædelsesformer. En familie er et samfund, et boligkvarter er et samfund, en by er et samfund, et folk/et land er et samfund og den samlede menneskehed er et samfund.

Så set udefra er der en åbenbar sammenhæng mellem samfundsskalaen og den organiske karakter af samfundet, således at jo mindre skala jo større er det organiske element og jo færre er reglerne og omvendt. Da min ekskone og jeg i sin tid begyndte at lave regler for vores samvær, da vidste vi hver især godt hvad klokken havde slået. Ligesom ingen vel vil benægte, at der må være nedfældet nogle regler for, hvordan nationer omgås hinanden, da det organiske element i deres indbyrdes relation forekommer temmelig fjernt. Som et aspekt af den organiske karakter af samfundet kunne vi således tale om et nærhedsprincip til beskrivelse af graden af levet, uudtalt sammenhørighed overfor formelle, kontraktlige aftaleforhold.

Og vi, mennesker, har faktisk med demokratiet udviklet en politisk tankegang, som stræber efter at komme denne organiske karakter af samfundet i møde. Demokratiet er i sit væsen en bottom-up-orienteret samfundsform, som er indrettet til løbende at tage bestik af, hvad der rører sig i befolkningen, og i en dialog mellem befolkningen og dets ledere at udvikle planer og tiltag i overensstemmelse med denne befolkningsorganismes ønsker og behov. Hvorfor skulle denne befolkningsorganisme dog ønske at skade sig selv? Nej vel. Den vil bare gerne have lov at udfoldet sit liv, konstruktivt og fremadrettet.

Men demokratiet er ikke den eneste politiske tankegang på bjerget. Der er jo også demokratiets modsætning i form af en top-down-orienteret samfundsform, som ikke anerkender samfundets organiske karakter, og som heller ikke forstår det enkelte menneske som en integreret del af samfundet eller for sags skyld som en integreret del af naturen. Uden en forståelse for den organiske forbundethed med sin omverden bliver eksistenskampen den altdominerende faktor i menneskelivet. Hvad man ser er knaphed på ressourcer, risikoen for sult og død som en direkte konsekvens af at være alene og udsat, og derfor er der intet vigtigere end at sikre sig flest mulige ressourcer. Fra denne synsvinkler må alle andre i sagens natur være involveret i den samme kamp om ressourcer, hvorfor alt drejer sig om magt. Ens magt er ens beholdning af ressourcer, og livet er en magtkamp for erhvervelsen af flere ressourcer.

Dette modsætningsforhold har givetvis bestået til alle tider, og der har velsagtens været historiske perioder, hvor de har fundet en form for ligevægt indbyrdes, men i vores nuværende historiske fase forekommer den politiske top-down-mentalitet at have en massiv overvægt. Samtidig har vi med vores nuværende pengevæsen ovenikøbet fået skabt et fuldkomment fordrejet spil om ressourcerne. Hvor et pengevæsen faktisk som udgangspunkt baserer sig på tillid mellem samfundets individer, og hvor pengene oprindeligt til hver en tid kunne omsættes til fysiske ressourcer, så har vi fået blæst vores pengevæsen op, så værdien af alle vores penge i alle de forskellige papirformater mange gange overstiger værdien af de fysiske ressourcer. Ikke desto mindre fortsætter vi med at anerkende penge som udtryk for rigdom, dvs. beholdninger af ressourcer, og vi fortsætter med at lade pengene være midlet ved hvilket de som allerede er rige kan erhverve yderligere rigdom. Hvad vi har er altså en magtelite som handler i overensstemmelse med deres begær efter mere magt, deres begær efter flere erhvervelser, ganske uanset at deres magt baserer sig på et pengesystem, som er komplet udhulet for sit organiske indhold. Det er i korthed den herskende idioti.

Hvor kommentatorer med tilhørsforhold til erhvervslivet og finanssektoren således måske nok i et vist omfang kunne anerkende, at der var et spørgsmål om legitimiteten af beslutningen om at frasælge en del af Dong, så har de kun hovedrysten tilovers for de store befolkningsgrupper, som forlanger at Nets skal forblive på danske hænder. Disse kommentatorer siger, og læg mærke til den nedladende attitude, at Nets allerede er privatejet, at lovgivningen ikke kan forhindre dette salg, at alle vores personfølsomme oplysninger allerede ligger på servere i udlandet og at politikerne jo i forvejen har vedtaget en lovgivning, som sætter rammebetingelserne for hvordan fx Dankortet skal drives. Og politikerne istemmer disse argumenter i deres evindelige overvurdering af deres evner for at styre tingene via lovgivning.

Hvad vi taler om her, rammer lige ned i diskussionen af opfattelsen af samfundet som organisk overfor magtens opfattelse af samfundet som en kamp om ressourcer. Opbygningen af Dankort-systemet og Betalingsservice og NemID var en stor samfundsmæssig satsning, som involverede hele det danske samfund. Der har af flere omgange været omfattende samfundsdebatter om udformningen af disse systemer, hvilke risici for misbrug de indeholdt, og dermed hvilke krav der skulle stilles til dem, der varetog tjenesterne. Således var befolkningen en aktiv part i udviklingen af Dankortet mv., og befolkningen understøttede også projektet ved at gå i det og bruge det uden forbehold, da befolkningen vurderede at rammebetingelserne var i orden. Det er kun hvis man fornægter det organiske aspekt af samfundet, at man kan hævde at Dankortet mv. tilhører bankerne. Den danske befolkning har også en stor investering i dette system. Sagt på en anden måde gav den danske befolkning nogle danske banker lov til at eje og tjene penge på at drive Dankortet mv. indenfor visse rammer. Hvis beskeden fra bankerne er, at de kan ikke finde ud af at tjene penge på Dankortet mv. indenfor disse rammer, så er det fair nok. Så tager vi det tilbage.

Som beskrevet ovenfor med ’nærhedsprincippet’ er det nærmest en naturlov at vores adfærd overfor andre i høj grad er bestemt af hvilket tilhørsforhold vi har til disse andre. Som sagt, jo tættere disse andre er på os selv, familie, kvarter, by, land, jo mere vil vi lade spørgsmål om tillid og samvittighed og troskab være bestemmende. Selv i tider hvor bankernes moralske habitus til stadighed sætter nye bundrekorder, så har der vel stadig været en tyrkertro i den danske befolkning på, at hvis det var vores egne banker der stod for forretningerne, så var der vel grænser for hvor skrupelløse de ville være. Almindelige danskere er ikke så naive som deres politikere, som øjensynligt selv tror på at de kan lave lovgivning uden smuthuller, men almindelige danskere stoler et langt stykke af vejen på nærhedsprincippet. At ingen trods alt vil skide i egen rede, så at sige. Derfor er det et kæmpestort og for befolkningen dybt ildevarslende skridt at overhænde Nets til udenlandske kapitalfonde.

Således er idiotien ikke begrænset til vores løbske, globale pengevæsen. Idiotien handler i allerhøjeste grad om denne fornægtelse af samfundets organiske karakter. Det er den, der ligger bag den skrupelløse udplyndring af fællesejet, og det er den der ligger bag vores magthaveres drift imod at få kontrol over samfundsorganismen via teknokratiske systemer. Og når de to konspirerer, så får vi ’crony capitalism’, den ultimative formel for nedbrydelse af samfundet. Den statssanktionerede, private bemægtigelse af Danmarks eller for sags skyld planetens ressourcer. Idioti uden grænser. Menneskehedens dødsdrift.

Lad os stoppe idiotien her. Lad os tage vores demokrati tilbage, og med det, lad os tage vores land tilbage. Myndigheden ligger hos det enkelte menneske. Enhver myndighed som en institution har, består kun i kraft af det enkelte menneskes frivillige overførsel af sin myndighed til denne institution. Vi bestemmer selv, hvordan de institutioner skal se ud, som vi giver myndighed til at lede vores land.

Gør vi ikke noget, vil privatiseringen af fællesejet bare fortsætte. Vi hører nu repræsentanterne for ’crony capitalism’ herunder produktivitetskommissionen argumenterer for, at det private kan løse offentlige velfærdsopgaver bedre end kommunerne. Og de har tal der understøtter dette, men forklaringen er formentlig den enkle, at vi i årevis har forsøgt at løse velfærdsopgaverne efter de samme fremmedgjorte og konkurrencebetonede top-down-samfundsforestillinger, som hersker indenfor det globaliserede erhvervsliv og det globaliserede finansvæsen. Bryd de offentlige opgaver ned i en størrelse som er lokalforankret, giv lokalsamfundene lov til at organisere sig selv, og vi vil formentlig se en markant højere produktivitet, blot vil selve begrebet ’produktivitet’ i sig selv forekomme mærkeligt fremmedgjort og vil glide ud af den almindelige sprogbrug. Eller for bare at understrege min pointe, så er det politiske tiltag om de nye supersygehuse i mine øjne kulminationen på en beton-teknokratisk tankegang. Opskriften på en fiasko. Fraværet af organisk sammenhæng. I stedet mener jeg at vi skal forestille os, at vi hen ad vejen vil drive selv vores hospitaler som kommunale kooperativer.

Men er denne fornyede lokale forankring og denne fornyede forståelse for samfundets organiske karakter så en del af de allerede udbredte populistiske og nationalistiske strømninger? Overhovedet ikke. Eller igen, lad mig tale for mig selv: Jeg har ingen problemer ved at føle mig tryg ved mennesker fra helt andre kulturkredse, jeg kan uden videre føle mig forbundet med disse mennesker, bare jeg fornemmer at de også har denne forståelse for samfundets grundlæggende organiske karakter. Så er vi fint på bølgelængde.

 

I Had a Dream

huey2_03

Jeg overvejede i går morges om jeg skulle skrive denne drøm ned, men syntes så ikke lige at den var særlig klar, og skød den derfor til side. Men drømmen fulgte mig så hele dagen, og blev ved at stå lyslevende for mig. Og med denne insisterende tilstedeværelse ændrede jeg min indstilling, og ud på aftenen skrev jeg den alligevel ned.

Hvorfor jeg så ydermere synes det er relevant at uploade den her vender jeg tilbage til.

Via Facebook er jeg blevet inviteret til en meget stor, fælleseuropæisk, politisk event, som foregår et sted nede i Sydeuropa. Event’en har måske karakter af at være aktivistisk og systemkritisk. Måske er det bare en mere fredsommelig demonstration, som skal øve indflydelse gennem stor opbakning. De danske repræsentanter for arrangementet formidler noget kørsel ned til event’en, og jeg har meldt tilbage at jeg har en bil som kan benyttes, men jeg får at vide at jeg vil blive hentet af Louise sammen med hendes kæreste og barn (Louise og jeg har en forhistorie, en stærk men uforløst forelskelse som går adskillige år tilbage i tiden). På grund af Louises og min tidligere relation ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, at vi skal køre denne tur sammen, men da alt hvad angår arrangementet er frivilligt og alle anstrenger sig for at få det hele til at klappe og holde omkostningerne nede, så synes jeg ikke det er tidspunktet at gøre indvendinger. Og for pokker, vi er jo voksne mennesker, sådan et praktisk arrangement kan vi godt få til at fungere uden at det behøver at blive en belastning for nogen.

Således er jeg blevet hentet hjemme i Farum (Midtpunkt) (?!) af Louise+familie og ser os sjovt nok oppefra kører i hvad der ligner en VW Scirocco (første type, vist nok rød) ned ad rampen fra Hovedvej 207 ned på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Bilen har en specialnummerplade, der hedder STEEM, hvilket jeg undrer mig over, forklaringen må være den at Louises kæreste hedder Steen men det var velsagtens allerede taget, og så blev det til Steem i stedet for.

Indenfor virker bilen knap så sportslig, vel snarere som en gammel Peugeot 205, og jeg sidder på bagsædet, hvor Louise sidder i den anden side og imellem os ligger deres søn og sover svøbt i en dyne. Louise og jeg er formelle overfor hinanden, selvom det er min oplevelse at der foregår en rig følelsesmæssig udveksling nedenunder sanserne. Louise sidder umiddelbart bag sin kæreste som kører, og hun sidder og kritiserer ham for, at han ikke har fået ordnet bilen. Og det er rigtigt at man kan høre på motorens gang, at den ikke kører helt som den skal, og Louises kæreste indrømmer også, at den ikke kører som den skal. Han siger: ”Der er alle mulige, der har sagt til mig at jeg skal få det ordnet, men jeg er sikker på at det nok skal komme i orden af sig selv.” Denne bemærkning stiller ikke Louise tilfreds, og hun fortsætter med bebrejdelserne, og jeg fornemmer, at hun i situationen har ladet sig fange af nogle mønstre de har indbyrdes, som ikke tjener nogen af dem, og jeg rækker derfor min hånd ud og stryger Louise helt forsigtigt på hendes overarm, får således hendes opmærksomhed, sender hende et blik og laver en vandret bevægelse med flad hånd som for at sige ”Vær sød. Slap lidt af. Vær lidt overbærende”. Virkningen af denne lille gestus synes at være som jeg havde håbet, at hun falder til ro og i stedet bare lige tjekker om hendes søn ligger ok.

Louises kæreste ligner kun delvist Louises virkelige kæreste, faktisk har han skarpere træk og ligner på den måde mig mere, men er højere og har sort hår, vist nok farvet. Samtidig har han en lidt rastløs energi. Louises kæreste taler en del om forskellige ting uden at noget rigtig hænger ved, men jeg får en klar fornemmelse af, at det er på Louises initiativ, at de er taget afsted for at deltage i den politiske event. Faktisk fornemmer jeg et fællesskab mellem Louise og mig i vores syn på betydningen af denne event, og jeg spørger mig selv om hun måske har fulgt mig på Facebook og er blevet inspireret af noget af det jeg har skrevet, hvilket så igen får mig til at spørge mig selv om hun måske har trukket i nogle tråde for at vi skulle komme til at følges derned. Men det bliver sådan set ved spekulationerne samt den følelsesmæssige understrøm for på overfladen forbliver hun lige formel, eller det vil sige næsten, for i korte glimt er der noget i hendes øjne eller i hendes mimik der fortæller, at hun også kan mærke noget andet og mere.

Mens han kører sidder Louises kæreste nu og bakser med et hjemmelavet beslag af en slags og bilens tændingslås, som er på størrelse med en konservesdåse og som ikke rigtig er fastgjort. Han fortæller, at ved at monteret tændingslåsen i ringen i den ene ende af beslaget og derpå montere beslaget på ratstammen med en ring i den anden, så fungerer det som en fartpilot. Jeg undrer mig kort over, hvorfor han gør sig sådan umage med at få denne fartpilot aktiveret, når han nu kan se at der er kø på motorvejen bare nogle få hundrede meter længere fremme.

Scenen skifter nu til et slags øjebliksbillede, hvor vi har kørt hele dagen og er landet nede i Sydtyskland og er ved at indlogere os på et hotel, og Louise og hendes kæreste går og småskændes om at få alt sønnens udstyr med op på værelset. Der er noget i deres indbyrdes relation jeg bare har set så mange gange. En kvinde, der er utilfreds, og en mand, der udadtil virker en smule nervøs og ved siden af sig selv, og indadtil fremstår som en smule fortvivlet og desperat over, at hans kvinde er utilfreds. Deres forhold virker ikke stabilt og harmonisk. Jeg får det indtryk, at han hele tiden har været lidt benovet over at have fået en kvinde som Louise, og han i virkeligheden har tvivlet på sig selv og har været usikker i forholdet, og derfor er forfaldet til at være alt for eftergivende overfor hende. Det har så på sin side fået hende til at miste sin respekt for ham. Overfor mig er Louise stadig lige formel, men jeg kan mærke at hun føler sig tryg sammen med mig, og den følelsesmæssige understrøm er fortsat stærk, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi pludselig helt ud af det blå omfavnede hinanden. Men intet er sikkert, og måske er det stadig bare et praktisk arrangement, hvor vi følges ned til en event, vi begge gerne vil deltage i, og bagefter siger vi bare farvel.

Det er nu senere på aftenen, eller måske nærmere ud på natten, og vi har alle fået lidt søvn, men vi skal videre. Det at vi skal videre her ud på natten er faktisk en alvorlig sag. Igen, det er ikke helt klart om event’en vi er på vej til er på kanten af, hvad der er lovligt, men vi ved i hvert fald, at der er en særlig indsatsenhed, formentlig fra politiet, som er på udkig efter os. Denne indsatsenhed kender jeg godt fra tidligere, selvom det er lidt uklart om det er fra fotografier eller et kort, konkret møde. Enheden kommer omkring i en helikopter, som er en disse militærhelikoptere fra Vietnamkrigen, men den er blevet modificeret, således af det lange haleror er fjernet og helikopteren har i stedet en anhænger hægtet på. Denne anhænger ligner en traktoranhænger med fire ret store, tykke hjul, et i hvert hjørne, og selvom denne anhænger bare er hægtet på som den ville være hægtet på en traktor, så følger den ikke desto mindre helikopteren når den stiger til vejrs. Indsatsenheden har tre agenter, hvor lederen har meget markerede træk, faktisk ligner han også mig, og han har et skæg ligesom min fars blot længere, og så har han et blik som er udspekuleret, gennemborende, nærmest ondskabsfuldt. De to andre agenter er kun tegnet i kontur bortset fra at alle tre er iført grønne, militære kampuniformer.

Denne indsatsenhed er både berygtet og frygtet, og de er altså på sporet af os. Måske helt specifikt vores lille gruppe, måske alle der er på vej til den politiske event. Og det viser sig, at der faktisk er mange bare på dette hotel, der er på vej til event’en. Og rygterne om at indsatsenheden er på sporet af os, og vist allerede er på vej, spreder en nervøs stemning, hvor alle er lidt hektiske med at få pakket deres ting og komme afsted. Ofte er der nogen der går hen til et vindue og spejder ud i natten. Mens vi går og pakker i denne nervøse stemning spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er vi frygter ved denne indsatsenhed. Vi har jo ikke gjort noget ulovligt (endnu i hvert fald), så hvad kan de gøre os? Måske skulle vi bare byde dem trods. Men mens jeg går i disse tanker hører jeg lyden af en helikopter, og jeg kan simpelthen høre på motorlyden, at det er en af disse gamle Vietnam-helikoptere. Så jeg går hen til vinduet, og ser helikopteren på afstand, og konstatere overfor de andre i rummet ”De er her”, hvilket afføder en betydelig nervøsitet med tendens til panik. Sjovt nok er min søster og min mor nu også tilstede, selvom det umiddelbart bare bliver til, at de også er på vej til event’en, men de bliver begge meget nervøse ved at indsatsenheden nu kommer. Jeg er selv forholdsvis rolig og står og betragter, hvordan helikopteren med anhænger kommer ind over plænen ved hotellet som nu er oplyst af et flourescerende grønt lys og langsomt stiger ned og lander på græsset. Lederen af indsatsgruppen træder nu ud af helikopteren og stiller sig foran helikopteren og ser direkte på mig, som om det hele tiden har handlet om mig, og da bliver jeg alligevel nervøs. Hans blik siger noget i retning af, det kan godt være du ikke har gjort noget der er ulovligt, men vi skal nok få ram på dig alligevel.. Og da vågnede jeg.

Jeg er begunstiget af at have flere kvinder i min venskabskreds, som har betydelig livserfaring og stor visdom, og jeg fik faktisk lejlighed til at tale med en af disse kvinder om denne drøm. Hun startede med at konstatere, at alle figurene i min drøm er aspekter af mig selv. Det kan godt være at Louise er en virkelig person, men i min drøm repræsenterer hun det kvindelige i mig, sådan som jeg genkender det, og hun repræsenterer den særlige karakter af det kvindelige som virker stimulerende på mig. Således var barnet, der lå svøbt i dynen imellem mig og Louise udtryk for, hvad jeg og min sande kvinde vil være i stand til at skabe sammen. 

Louises kæreste var også et aspekt af mig, som var det der er villig til at underordne sig og trods alt få tingene til at ske, også selvom det ofte er utaknemmeligt. Lederen af indsatsenheden var også mig, og han stod for den modne, mandige myndighed, som ser tingene klart og gennemtrumfer sin vilje. Og det at jeg alligevel frygtede denne leder, og vågnede da han fæstede sit gennemborende blik på mig, var udtryk for, at jeg endnu ikke helt havde integreret denne side af mig selv.

All well and good, men jeg kan alligevel ikke lade være med at interessere mig for, hvordan nogle større samfundsmæssige forhold afspejles i denne drøm. Måden for eksempel moderne parforhold beskrives forekommer mig at være meget præcis og række et godt stykke ud over mine personlige erfaringer. Og drømmen forekommer rigtignok at beskæftige sig med, at man som mand kan møde sine omstændigheder med forskellige holdninger, og hvordan ens kvinde behandler én vil i høj grad bestemmes af den holdning man baserer sit liv på. Jeg-fortælleren i drømmen har tydeligvis en opbygget en vis integritet og evne til at hvile i sig selv, og kvinden tiltrækkes af denne kvalitet, men samme figur må alligevel se sig besejret af lederen af indsatsenheden. Uden at det var de ord hun brugte, kunne man måske sige, at jeg-fortælleren i mødet med overmagten alligevel krakelerer og kujonen tager over, og således må dette aspekt styrkes yderligere for at kunne modstå hvad som helst.

Men hvad skal man lægge i at den politiske event foregår i Sydeuropa, og at denne event har karakter af at være systemkritisk? Og hvad skal man lægge i, at lederen af indsatsenheden er ligeglad med om jeg-fortælleren har overtrådt loven, han skal bare nakkes uanset hvad? For mig tegner det et meget præcist billede af den legitimitetskrise vores officielle myndigheder befinder sig i. Det er min personlige oplevelse, at vores politiske system og vores politikere ikke længere arbejder for folkets bedste, og når de således anvender statens midler for magtudøvelse, så virker de ikke længere beskyttende men tværtimod undertrykkende og destabiliserende. Og hvis vi således forestiller os, at en grad af korruption har inficeret vores politiske system og dette systems repræsentanter, hvordan vil dette system så reagere på individer, som har integritet og som sætter sig op mod systemet? Ja, systemet vil formentlig reagere med at forsøge at undertrykke disse individer.

Hvad vi i givet fald har, er altså ikke bare en krise i den politiske legitimitet, hvad vi har er en krise i hele det aspekt af vores sind, der er omfattet af begrebet myndighed eller autoritet. Hvis myndighed, forstået som integritet, ordholdenhed, retfærdighed, ikke værdsættes hos individet og reelt undertrykkes af systemet, hvilke chancer har mænd så for at udvikle sig til sådanne personer, der hviler urokkeligt i sig selv, og som indgiver tryghed til deres kvinde, til deres børn, til deres kolleger, til deres medborgere?

Så ja, jeg vågnede ved mødet med lederen af indsatsenheden, fordi han vitterlig var skræmmende. Denne fordrejede myndighed, som bare er rå magt, denne løbske magtudøvelse af institutioner, som ikke længere tjener befolkningen som helhed, men snarere er blevet instrumenter for særinteresser. Og netop deres illegitime karakter gør, at man som enkeltperson ikke har en chance. Der er ingen principper, ingen regler man kan henholde sig til, i sit forsvar mod denne form for magtudøvelse.

Nu faldt min drøm samtidigt med 50-årsdagen for Martin Luther Kings berømte ”I Have a Dream”-tale. Okay, jeg har så også en drøm, og det er at Louise (hvem hun end er) og jeg forenes, og vi gennemfører vores rejse til den store, politiske event, og event’en er så stærk en manifestation, at det politiske landskab ændres for altid, og lederen af indsatsgruppen og mange andre med ham mister evnen til at standse os, og i stedet bliver stillet til ansvar for deres handlinger. I have a dream!

Exodus

Exodus

Efter min opfattelse lever vi i en verden der er gennemsyret af illusioner. I den større skala har vi illusionerne om, at vi kan fortsætte med at misrøgte og udpine naturgrundlaget sådan som vi gør, samt illusionerne om at sociale og mellemmenneskelige problemer kan løses gennem nogle teknokratiske tiltag baseret på pseudovidenskabelige undersøgelser. Tilliden til at Jorden understøtter vores liv er blevet fortrængt af forestillinger om kampen for overlevelse, og tilliden mellem mennesker, som er samfundets sande bindemiddel, er blevet fortrængt af regulering og kontrol udøvet af mægtige statsapparater.

Men den større skala udgør kun den ene side af illusionernes herredømme. Den anden side leverer det enkelte menneske selv i form af illusionerne om lykke gennem identitet og social status. Der er et formidabelt misforhold mellem, hvad vi stræber efter i det daglige, og hvad vi erkender som livets sande værdier, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer. Selvom de fleste givetvis vil benægte, at de ligger under for noget så banalt som trangen ”to keep up with the Joneses”, så forekommer det ikke desto mindre at være det der sker. Vi har fået syltet os så grundigt ind i forestillingerne om adskillelse og forskellighed, at snobberi og mobning og social distancering er ude over det hele. Og da angsten for social udstødelse er en grundangst hos mennesket, så får disse illusioner hurtigt masser af energi og opmærksomhed.

Mange mennesker er udmærket klar over, at vores samfund på mange måder er dysfunktionelt, ikke desto mindre fortsætter vi med at gøre tingene som vi plejer, formentlig fordi illusionerne har denne karakter af at være en ’double whammy’. Illusionernes herredømme både i den lille og den store skala gør, at forsøg på at bryde med illusionerne på det ene område bliver straks neutraliseret af illusionernes overvægt på det andet. I min konkurrencebesvarelse til udvidelsen af Stockholm Stadsbibliotek i 2006 formulerede jeg følgende vision for projektet ”to break through these conscious and controlled images and liberate life for the individual human being”. Og her sigtede jeg til begge sider af illusionernes billedverden. I den store skala hvordan personer i magtfulde positioner understøttet af medierne konstant projicerer nogle bestemte samfundsfortællinger ud på befolkningen, og i den lille skala hvordan det enkelte menneske understøttet af reklameverdenen og livstilsmagasiner mm. konstant projicerer en bestemt, individuel fortælling ud på sine omgivelser. Disse projektionsforetagender er så krævende, at vi slet ikke har tid til at stoppe op og spørge os selv om der måske var andre tilgange til livet, som var mere sande og bedre i overensstemmelse med hvem vi er og hvad vi ønsker.

Det næste er så, at lever man tilstrækkelig længe indenfor de samme illusioner, og der ikke er nogen, der for alvor formår at udfordre disse illusioner, så bliver disse illusioner hen ad vejen identiske med ens verdensbillede. Eller med andre ord, jo længere tid man lever i illusionerne, jo mere vil en udfordring af illusionerne have karakter af en udfordring af ens verden. De ovenfor omtalte illusioner har dybe rødder, som rækker mange generationer tilbage i tiden, men efter min opfattelse skete der et skift sidst i 70’erne, hvor disse illusioner trængte ind og gennemsyrede de mest magtfulde lag af samfundet, og illusionernes herredømme blev dermed stadfæstet. Og fordi denne forestillingsverden har domineret vores verdensanskuelse gennem mere end 30 år, så er der meget stærke kræfter både i den lille og den store skala, der kæmper for at opretholde dette verdensbillede. Simpelthen fordi vi ikke aner hvad der sker, hvis vi giver slip, og lader illusionerne krakelere og styrte i grus. Det er formentlig så elementært, at vores iver efter at opretholde status quo skyldes frygten for forandringer.

Denne frygt har jeg forsøgt at imødegå i mine arbejder som arkitekt og som skribent, og dermed har jeg konfronteret mig selv med en verden, hvor en mængde etablerede forestillinger afslører sig som illusoriske, og hvor samfundet som konsekvens forventes at gennemgå forskellige grader af sammenbrud. Hverken jeg eller nogen andre kan på forhånd sige hvor omfattende disse sammenbrud vil være, og for at befri mig selv for frygt var jeg nødt til at konfrontere mig selv med worst-case-scenario, hvor den globale økonomi gennemlever et totalt kollaps. Hvad jeg kom frem til, har jeg beskrevet med noten ”Ufjendskabets økonomi”, hvor jeg skitserer, at selv ved dette totale sammenbrud har vi stadig konstruktive handlemuligheder. Der er grund til at tro på, at naturens fertilitet er så stor, og naturens vilje til at arbejde sammen med os er så stor, at hvis vi også vil arbejde sammen med den, så kan vi etablere en basal fødevareforsyning dér hvor folk bor, helt lokalt og uanset om folk bor i storbyer, i parcelhuskvarterer eller på landet.

Formålet med noten ”Ufjendskabets økonomi” var således at gå i clinch med den mest grundlæggende, eksistentielle frygt, og kunne det hermed vises at selv denne frygt kan håndteres, så er vi klar til at give slip på vores krampagtige opretholdelse af de gængse illusioner og dermed klar til at lade vores samfund undergå store forandringer. Det afgørende her er at forstå, at det er vores forestillinger, der skaber vores verden. Ændrer vi vores forestillinger, vil verden også forandres. Er der dele af vores forestillingsverden, der bryder sammen, så vil der også være dele af vores fysiske verden der forandres. Og fordi vores forstillingsverden har været så gennemsyret af illusioner, så er der grund til at tro, at tabet af disse illusioner vil medføre nogle meget markante skred i hvordan verden er sat sammen. Men vi kan ikke forhånd sige, hvordan vores verden vil blive påvirket. Bliver det voldsomt og kaotisk eller bliver det blidt og gradvist? Vi ved det ikke. Det afgørende må således være, at vi hver især bevidst arbejder på at befri os for frygt og modigt følge forandringsprocesserne og efter bedste evne påvirke dem i de retninger vi ønsker.

Når det er vores forestillinger, der skaber verden, så er det det samme som at sige, at vores holdning eller livstilstand afgør alt i vores liv. Ganske enkelt fordi vores forestillinger er fuldkomment farvede af vores holdning/livstilstand. Og således også i vores samfundsliv. I ”Ufjendskabets økonomi” undersøgte jeg som sagt konsekvenserne af et noget nær totalt kollaps af vores politiske og økonomiske institutioner. Men det behøver ikke at udspille sig sådan. Forestiller vi os i stedet, at en væsentlig del af befolkningen er i stand til at gennemføre et holdningsmæssigt skift, hvor de hæver deres livstilstand, og således formår at lægge frygtens dominans bag sig, så er det pludselig ikke svært også at forestille sig..

– at mangfoldige institutioner som fx fondsbørsen, private erhvervskoncerner, statslige organer, EU eller mangfoldige initiativer som fx genmanipulation og geoengineering ikke er dømt til at skabe kæmpemæssige problemer for menneskeheden, men kan alligevel, i deres nuværende form, bidrage til at skabe fremgang

– at globaliseringen, selvom den måske er kommet i stand drevet af nogle tvivlsomme motiver, alligevel kan være en kæmpe kraft for kreativitet og transformation, eller med andre ord, at det er tid for menneskeheden at etablere de formelle strukturer og det konkrete aftalegrundlag, som forener menneskehedens bestræbelser i retning af fred og fremgang

– at ’den rette holdning’ således ikke er et stramt moralsk regimente, men derimod en positiv, inkluderende og værdsættende tilgang til ens eget liv, til andre mennesker og til omverdenen som helhed. Men samtidig også med fokus på, at vores samvittighed, vores egen indre stemme, er den ledetråd vi har igennem alle omvæltningerne.

Tillader vi os på dette kritiske punkt i historien at have en lige så lemfældig holdning til samvittigheden, som har karakteriseret de seneste årtier, så kan vi ikke bryde illusionernes greb og vejen til udvikling vi dermed vælger, må i sagens natur være den der går igennem massive sammenbrud og store lidelser. Lever vi derimod hver især i overensstemmelse med vores indre stemme, så kan vi formentlig ikke gå galt. Det behøver muligvis ikke en gang at være smertefuldt at lægge illusionerne bag os. Vi har et valg. Vores holdning afgør alt.

 

(Illustration: Israelites leaving Egypt, David Roberts, 1828 + Foto fra Tahrir Pladsen 2013, Time Magazine)