I.

Tid er en flygtig størrelse. Ikke bare som en daglig erfaring, men også som et fænomen at komme til en slags forståelse af. I vores dagligdag er tid en af de faktorer vi tillægger allerstørst betydning, og vi accepterer uden videre både den måde tid regulerer vores liv og den måde tid perspektiverer vores liv i forhold til fortid og fremtid. Og alligevel, når vi hver især ligger på vores respektive dødslejer, vil vi angiveligt opdage, at det hele trænger sig sammen, at tiden på forunderlig vis bliver taget ud af ligningen, og vi står tilbage med spørgsmålet om, med hvilken holdning har jeg levet mit liv? Har jeg været kærlig overfor de mennesker, jeg fulgtes gennem livet med? Har jeg værdsat, hvad jeg har fået? Har jeg lyttet til mig selv, og været tro mod mine egne ideer? Har jeg brugt de evner, jeg blev udrustet med, til at skabe noget der rækker ud over mig selv?

Tid og det at være født ind i en menneskekrop er uadskilleligt forbundet. Nok er der et mægtigt univers, som lever uafhængigt af os, men man kan med en vis ret hævde, at det omgivende univers er i en tilstand af Væren, og det er først med mennesket, at en bevidsthed om et liv, der spænder fra fødsel til død, opstår. For slet ikke at tale om en bevidsthed om et liv, der rækker ud over fødsel og død.

II.

Mennesket har formentlig gennem alle tider haft et behov for at forbinde sit eget liv med livet i det samfund det var en del af samt med dette samfunds liv i det mægtige univers, der omgav det. Og menneskets middel til at etablere denne forbindelse har alle dage været fortællingen. Dels det rituelle i at man fysisk samledes omkring en fortæller, dels fortællingernes måde at forbinde det små med det store, det nære med det fjerne, fortiden med nutiden, og nutiden med fremtiden.

Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre? Hvis vi tager ”jeg” for blot at dække over den omstændighed, at vi hver især altså er født ind i en specifik menneskekrop, og at denne krop har en bevidsthed om sig selv, ja så har mennesket formentlig altid stillet sig disse spørgsmål. Og så uadskilleligt som kroppen og tiden er bundet sammen, lige så uadskilleligt er samfundet og dets fortællinger bundet sammen. Fortællerne er igennem tiderne gået fra at være åndemanere og De Vise Ældre over abbeder, præster og skriftlærde til filosoffer, kunstnere og agitatorer indtil vore dage, hvor man i mangel af bedre kunne pege på eksperten, parlamentarikeren eller trendsætteren. Ved nærmere iagttagelse er vores virkelighed dog snarere den, at vi er hver især er blevet vores egen fortæller.

III.

Jeg ved ikke hvordan andre har det, men for mit eget vedkommende bruger jeg store mængder af tid og energi på at fortælle, udfordre og genfortælle historien om mig selv, for mig selv. Ikke noget jeg sådan set er særlig stolt af, men det er som om spørgsmålene ”Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan går min vej videre?” bliver ved at presse sig på. Måske er det fraværet af troværdige, fælles samfundsfortællinger, der uafladeligt får mig til at brygge på mine egne samfundsfortællinger. Fortællinger om mig selv i relation til andre. Forsøg på at række ud efter fremtiden og se mig selv have en plads i den. Og jeg spørger mig selv, om jeg måske deler denne trang med mange andre omkring mig. Måske er vores forkætrede individualisme i virkeligheden langt mere defensiv end vi umiddelbart tager den for. Måske kæmper vi alle for etablere en eller anden bare nogenlunde troværdig fortælling om os selv i relation til andre.

I 1979 udgav den franske filosof Jean-Francois Lyotard ”The Postmodern Condition: A Report on Knowledge”, hvor han beskæftigede sig med ovennævnte tilstand. Heri beskrev han, hvad han kaldte ”De Store Fortællingers Sammenbrud”. Det var modernismens store fortællinger om en progressiv udvikling af civilisationer mod stadig højere former, fortællinger om det gode liv gennem materiel velstand, fortællinger om politisk vækkelse som udviklede samfundet mod større retfærdighed. Og som disse fortællinger styrtede i grus, blev de store, fælles fortællinger erstattet af en mængde løsrevne og divergerende mikrofortællinger. Med De Store Fortællingers Sammenbrud blev samtidig ethvert forsøg på at hævde universelle værdier eller vilkår ifølge Lyotard formålsløse.

IV.

Den teoretiske etablering af den postmoderne realitet havde en åbenbar parallel i en ny strømning, der prægede almindelige menneskers liv og livsanskuelser.  Efter at have kæmpet siden ungdomsoprøret med forsøg på at skabe grundlæggende forandringer i vores levemåder, vendte ’den offentlige mening’ rundt og lod reaktionen sætte ind med fuld kraft. Årstallet 1979 var samtidig året, hvor Margaret Thatcher kom til magten i Storbritannien og året før Ronald Reagan indtog Det Hvide Hus. Begge foragtede de ungdomsoprørets omvæltninger og påtog sig opgaven at føre deres samfund tilbage til gammelkendte dyder, velstand og stabilitet. I både deres holdninger og handlinger tilkendegav de, at der ikke var noget problem med olien, ikke noget problem med naturgrundlaget og heller ikke noget problem med uligheden. Og de satte folk fri til at forfølge deres egne egoistiske mål idet de forestillede sig, at den derved skabte velstand ad omveje også ville komme de mindre resursestærke medlemmer af samfundet til gode.

Men Lyotard havde jo ret i, at modernismens store fortællinger var styrtet i grus. Thatchers og Reagans politiske projekter var så udpræget postmoderne i den forstand, at de skabte den fortælling de selv ønskede at høre, og solgte den som ansvarlig politik. Og på samme måde skabte alle de frisatte individer i neokonservatismens hule samfund også selv de fortællinger de hver især ønskede. Var egoisme før De Store Fortællingers Sammenbrud en socialt degraderende attitude, blev den nu socialt accepteret og antog former og et omfang som formentlig var uden fortilfælde.

V.

Men hvordan kan jeg tillade mig at kalde Thatchers og Reagans politiske projekter for illusoriske? Fordi der var problemer med olien, der var problemer med naturgrundlaget og der var problemer med uligheden. Og problemerne er der fortsat og meget mere i dag end dengang, fordi deres falske fortællinger suspenderede det brede, samfundsmæssige fokus. Og politik har i den vestlige verden stadig ikke genfundet sin oprigtighed og handlekraft. Politikerne taler stadig ikke om ovenstående problemer, men fortsætter med at fremføre samfundsmæssige fortællinger, som lige nøjagtig er i overensstemmelse med hvad de selv og deres vælgere ønsker at høre.

Ethvert årsregnskab fra en erhvervsvirksomhed er også en samfundsmæssig fortælling, og her er der heller ingen problemer med olien, naturgrundlaget eller uligheden. Politikere og erhvervslederne er enige om at tale om fremtiden som en kontinuerlig videreudvikling af nutiden, hvilket er så langt fra vores virkelige omstændigheder, at deres fortællinger hensætter os alle i en eller anden form for tidløshed, et tomrum, en abstraktion. Brydes illusionen kommer krisen, det ved alle, så journalister og kommentatorer bakker artigt op om politikernes løgnehistorier.

VI.

Men 2012 er efter al sandsynlighed året, hvor illusionerne brister. Og når det kommer til stykket, er en krise ikke netop dette: At man stopper op og konstaterer, at de historier man har gået og fortalt sig selv, er ude af trit med virkeligheden. Og at man må give slip og lade sig falde indtil man igen rammer noget fast grund. Noget der er til at bygge på.

Uanset de forskellige profetier om året 2012 så er der gode grunde til anse dette år for et særligt betydningsfuldt år. Vi kunne meget vel ramme et mentalt tipping point, hvor vi holder op med at understøtte de gængse løgnehistorier, konfronterer krisen, og begynder at handle konkret og resolut i forhold til de risikofyldte omstændigheder vi har bragt os i.

Tingene er i opbrud, der er en udbredt grøde, hvilket er det samme som at sige, at der er et vindue for handling. Både på et personligt og et samfundsmæssigt plan opstår med mellemrum kritiske punkter, hvor vi får mulighed for at vælge en ny bane. Personligt kan det være en forelskelse, en pludselig inspiration, et mod til at give slip og kaste sig ud i det ukendte. Samfundsmæssigt kan det være en i sig selv ret ubetydelig begivenhed, der pludselig sætter gang i en omfattende bevidstgørelse. Undlader man at udnytte disse muligheder, når de opstår, er chancen måske ikke for altid tabt, men det er umuligt at sige hvornår og under hvilke omstændigheder, man får en ny chance. Tiden er nu.

VII.

Lyotard kan mene hvad han vil om det formålsløse i at søge efter universelle værdier og vilkår. Kendgerningerne er, at ligesom industrikulturen er globaliseret, er industrikulturens nedtur også et vilkår vi alle deler. Mennesker over hele kloden har lagt sig efter industrikulturens liniære idé om værdiskabelse, hvor materiale udvindes af jorden, omsættes til varer der forbruges og derpå bortkastes som affald. Denne levemåde og udbredelsen af den har efterladt planetens økosystemer på kanten af kollaps. Er der nogen der som jeg skulle blive besat af trangen til at finde ud af, hvor galt det står til, til jer vil jeg sige: Brace yourselves! Det ser rigtig, rigtig slemt ud.

Og når man så bliver klar over, at der faktisk er mængder af fornuftige, omsorgsfulde og værdiskabende tiltag, der kunne iværksættes straks, så bliver man vred på alle de ryggesløse og uduelige politikere. Hver dag der går, er en dag mere med ødelæggelser og en dag mindre med heling. Kontrasten mellem nødvendigheden af handling på den ene side og politikernes verdensfjernhed og usle handlekraft på den anden virker stærkt radikaliserende. Samme fortvivlende kontrast ansporede mig til at forlange en så resolut politisk handling, at et nyt samfund baseret på en ny kultur skulle realiseres indenfor måske en tiårig periode. Men det holder jo ikke.

Den forestående transformation af vores samfund vil blive en langstrakt proces, og den vil kun blive en realitet hvis noget nær hele befolkningen tager del i den. Utålmodighed tjener os ikke. Bare vi begynder, er der tid.

.

Måske skulle vi starte med Plan A:

• at vi erkender at alt liv er helligt, og at mennesket er uadskilleligt forbundet med alt livet omkring det
• at vi erkender at Jordens resurser er ved at være udtømte. Herefter vil der foruden energien fra solen kun være genanvendelige og fornybare resurser at leve af
• at vi erkender at selv på kort sigt er svigtende olieforsyninger ikke bare sandsynlige men uundgåelige, og at vi hurtigst muligt skal have omlagt vores fødevareproduktion til at være baseret på naturens egen grokraft igennem et frodigt muldlag
• at vi erkender at det oliedrevne landbrug har ødelagt mulden i den danske landbrugsjord og omfattende genopbygningsprogrammer skal iværksættes straks, formentlig i form af permakulturelle skovlandbrug
• at vi erkender at fristen for transformationen til et samfund baseret på genanvendelige eller fornybare resurser næppe er mere end 10-15 år
• at vi erkender at det eneste effektive middel mod kaos og lovløshed under den uundgåelige forenkling af vores samfund vil være genindsættelsen af samvittigheden som det styrende princip for det enkelte menneskes handlinger
• at vi erkender at samvittigheden reelt ikke er andet end én selv anskuet som et almindeligt menneske, et individ som et ethvert andet indenfor den menneskelige familie
• at vi erkender at det kun er ved at sætte det enkelte menneske frit, herunder friheden til at forme vilkårlige lokale fællesskaber, at samfundet opnår den opfindsomhed og dynamik som skal bringe os igennem transformationen

Disse erkendelser og deres afledte handlinger sammenfatter en strategi om “ikke-voldelig overlevelse”. Det er Plan A.

Undlader vi at gennemføre Plan A overgår vi naturligt til Plan B. Det er der, hvor vi erkender at tidspunktet for at begynde at rette op på ubalancerne er forpasset. Jordens resurser udtømmes en efter en, Jordens klima bliver stadig mere ustabilt, økosystemer kollapser i en selvforstærkende proces og Jorden kan ikke længere understøtte højerestående livsformer. Vores udfordring er her at møde vores skæbne med fatning. Hellere dø som humanist, som et kærligt og medfølende væsen, end søge en kortfristet udsættelse gennem mord og plyndringer.

Men måske skulle vi starte med Plan A.

.

Er sidste uges artikel “Grønland – midt i verden” ikke udtryk for, at “embedded journalism” fungere lige så dårligt på kulturområdet som i krigszoner? Overalt på kloden registreres hvordan økosystemer med høj biodiversitet kollapser til systemer med lav biodiversitet som følge af invasive arter. Natbilledet over det mørke arktiske område omgivet af det elektriske lys fra menneskets bymæssige infrastruktur viser som en svamps mycelium udbredelsen af den mest fatale invasive art af dem alle, mennesket. Og mennesket er i øvrigt også den direkte eller indirekte årsag til alle andre forekomster af invasive arter.

Artiklen viser ingen forståelse for, hvad forskerne indenfor feltet Global Change kalder The Great Acceleration. Jimmy Carter pegede på det tilbage i 1977 i sin “Address to the Nation on Energy”. Her konstaterede han, at med gældende vækstrater ville verdens tørst efter olie kræve at der blev fundet et nyt Saudi Arabien hvert 3. år. Samme umættelige sult gælder alle råstoffer over en bred kam. I stedet for “Possible Greenland” kunne man tage visionen et skridt videre og give udstillingsinitiativet overskriften “Burn Greenland”. I vores dages verden udtømmes resurserne så hurtigt, at boomtown kan afløses af ghosttown inden børnene har afsluttet deres skolegang.

Hvordan kan man beskæftige sig med Grønland uden at forholde sig til spørgsmålet om menneskets møde med den “frie” eller “uberørte” natur? Grønland er en suveræn case til at fremsætte det 21. århundredes Lex Ecologica: At opfyldelsen af naturens behov er vigtigere end opfyldelsen af menneskets behov. Det handler ikke længere om os. Vi har drevet rovdrift på naturen så længe, at med mindre vi indenfor få år begynder at prioritere naturens behov fremfor vores egne kortsigtede behov, så vil vores længeresigtede behovstilfredsstillelse hastigt gå mod nul.

Var Danmark den oplyste kultur, vi bilder os ind at være, så satte vi indfødte folks ret til landet over alt andet. De mennesker, der formår at leve i harmoni med naturen, de har ret til landet. Og på måde bliver mennesket i den sidste ende alligevel vigtigst. Der er kun mennesket til at omvende mennesket og genoprette balancen.

.

En visualiseringsøvelse: Forestil dig et slag tilbage i slutningen af 1500-tallet mellem på den ene side en stående hær, dvs. en permanent mobiliseret hær parat til at forsvare de bestående magtstrukturer, og på den anden en forsamling af oprørere som båret af ophobede uretfærdigheder vælger at sætte livet på spil for at udfordre de samme magtstrukturer.

Den stående hærenhed er veludrustet i henhold til gængse standarder. Kraftige hugsværd kombinerede med skjolde og tung kropsarmering i form af hjelme og ringbrynjer. Og hæren er veldisciplineret. Statusrapporter løber ind fra periferien til den centrale hærledelse, mens deres ordrer omvendt eksekveres loyalt ud gennem hierakiets formelle kommandoenheder til den menige soldat i marken. I antal er den stående hærenhed de forsamlede oprørsgrupper overlegen.

Oprørerne har på deres side ikke noget formelt hierarki til at sikre forsamlingens enhed. Hvad der binder dem sammen er, at alle er optændt af samme ønske om at opnå retfærdighed og autonomi. Denne løse og dynamiske sammenbinding sætter oprørerne i stand til at reagere på omstændighederne nærmest øjeblikkeligt. Selvfølgelig grupperer medlemmerne sig omkring dem som viser lederevner, men skulle de falde vil andre træde i deres sted.

Sammenlignet med modstanderne kan deres udrustning forekomme ekstremt sparsom og skrøbelig. De har ingen skjolde eller andre former for kropsarmering. Udover den basale funktion at holde kroppen varm og tør yder deres beklædning ingen beskyttelse. Deres beklædning er valgt med ét formål for øje: at sikre den størst mulige smidighed.

Og deres våben virker også spinkle og umiddelbart som et ulige match mod hærens kraftige sværd. Hver af oprørerne har kun ét håndvåben, et produkt af den højest udviklede smedeteknik, et let og slankt og stærkt stikvåben, som senere skulle få navnet en kårde.

Så er scenen sat, og forestil dig så hvordan slaget udfolder sig..

(Illustration: Vittoria Chierici, 2011)

Jeg havde faktisk et ret skønt værelse, da jeg gik i gymnasiet og stadig boede hjemme. Vi taler om årene ’79-81. Udover at være indrettet i tidens stil med kokostæppe på gulvet, en sofa/seng med brunt hestedækkenbetræk, et skiferbord og et stereoanlæg med spolebåndoptager, så havde værelset den kvalitet, at selvom det faktisk lå i husets kælderplan var det ikke desto mindre direkte ud til indkørsel og gade. Dette gav værelset en privat karakter, som gjorde det til et af de mere brugte mødesteder, overnatningsmuligheder mm.

Og der blev diskuteret politik og lavet gruppearbejder eller som den aften jeg konkret har i tankerne, hvor jeg sad med min ven Thomas og baksede med vist nok indtil flere fysikrapporter. Her var det at vi blev grebet af en djævelsk associationsrække, hvor vi i fælleskab visualiserede hvordan verden ville tage sig ud efter et samenbrud af vores energiforsyninger. Husk på at dette kun var 7 år efter energikrisen, og 3 år efter at præsident Jimmy Carter havde installeret solcellepaneler på taget af Det Hvide Hus og givet sin  ”Address to the Nation on Energy”. (Og i øvrigt bare et år før præsident Ronald Reagan fik samme solcellepaneler fjernet igen).

Billederne Thomas og jeg fremmanede af en verden med stor knaphed på olie var temmelig skræmmende. Billeder af hvordan folk ville slås om fødevarer, hvordan røverbander ville drive omkring og man måtte forsvare sine beholdninger af stort set alt hvad man havde, hvordan ting der gik i stykker ville være umulige at få repareret, hvordan fine møbler ville blive hugget til pindebrænde for at holde ovnen i gang på en kold vinternat.

Jeg gætter på at disse billeder prentede sig lige så solidt i Thomas’ bevidsthed som de gjorde i min. Som den overlever jeg er, har jeg aldrig opfattet denne visualisering som en profeti, men den har altid ligget i baggrunden som et helt reelt fremtidsscenarie.

I dag kan man så gå på youtube og se Albert Bartletts fine foredrag om eksponentiel vækst, man kan tage Chris Martensons ”Crash Course” eller se den lille, pædagogiske ”There’s no Tomorrow”. Konklusionen er ikke til at komme udenom: Der findes ikke nogen energikilde til erstatning for olien. Alle andre kendte energikilder giver langt mndre overskydende energi for den energi der investeres i udvindelsen. Med mindre vi indenfor få år omstiller vores levemåder, ja så er vi fucked.

Med dette i baghovedet kan man så se ud over det politiske landskab. I Europa har politikerne travlt med at være nyttige idioter for de finansielle markeder. Som om bankerotten kan afvendes. Som om bankerotten var noget som helst andet end den logiske konsekvens af en livsform ude af balance.

I USA er politikerne skrækslagne ved tanken om at skulle vende blikket indad og erkende omfanget af råddenskaben i deres politiske system og erhvervsliv. Så hellere fortsætte med at opdyrke nye fjender og nye konflikter, som så kalder på nye militære eventyr og en fortsat ukritisk samling om flaget.

Og i BRIC-landene m.fl. er politikerne sultne, lige så sultne som deres befolkninger, efter vækst og forbrug og en tjekket livsstil, uanset at planeten allerede har rundet sin maksimale ydeevne, og alle resurser viser markante stigninger i omkostningerne ved udvindingen.

Politikerne taler om krige i humanismens navn, de taler om sundhedsreformer og pensionsreformer, og de taler om ændringer til vores energipolitik som skal iværksættes om 5, 10 eller 20 år. Og politikerne er omgivet af en skare af kommunikationsrådgivere og stylister, som sikrer at de fremstår troværdige og ansvarlige. Vi lever i en pseudovirkelighed og vi er så fucked.

Og nyhedskanalerne går ukritisk ind på de fiktive dagsordener, og er nuancerede ved at lader begge parter i et fiktivt modsætningsforhold komme til orde. Vi er forladte og vi er så fucked.

Med det nuværende politiske udsyn og den nuværende politiske handlekraft er Thomas’ og mit visualiserede fremtidshelvede det mest sandsynlige scenarie på mellemlangt sigt. Jeg er ked af at sige det.

Men på kort sigt er bankerotten jo netop uafvendelig. Og det er måske vores store chance. Det bliver selvfølgelig en meget smertefuld omstillingsproces, ikke desto mindre er det måske vores chance for at genindføre noget fornuft, noget rimelighed – vores chance for at begynde at indføre bæredygtige livsformer. Måske vil bankerotten forløse nogle egenskaber hos det enkelte menneske, som ingen i den nuværende politiske kultur har fantasi til at forestille sig – inspiration, håb, medfølelse, solidaritet, samarbejdsvilje.

”Address to the Nation on Energy” (http://www.presidency.ucsb.edu/ws/?pid=7369#axzz1mzxC0VDL)

Foto: James Griffioen (http://www.spaceinvading.com/entry/project_id/Abandoned_Detroit_Schools200903141237088863)

(Læserbrev i Weekendavisen, uge 6, 2012)

Som svar på sidste uges artikel “Arkitektens ringe trøst” kommer her en kommentar fra en insider: Arkitekterne har slet ikke har behov for trøst. Vi er cool. Coolness har været arkitekternes ledestjerne gennem mange år, både på et personligt plan og i de ting vi har lavet. Der er blevet lavet mange cool byggerier. Og coolness er nemt at gengive i et tidsskrift eller et salgsprospekt, som i sig selv også er cool. Ikke nogen billeder med mennesker, i hvert fald ikke nogen billeder, hvor de, der optræder, ser ud til at leve et virkeligt liv. Intet kaos, intet mørke, bare et tidløst liv i et æterisk, hvidt univers. Et liv i skyerne.

Hvad der dog virkelig slår én som arkitekt, der ser tilbage på de seneste årtiers arkitektur og byggeboom, er fraværet af ideer, tiltag og eksperimenter, som forholder sig til de store, samfundsmæssige udfordringer, vi helt konkret står med.

Vores livsform ikke er bæredygtig. Det er en bevidsthed, som har levet i vores kultur i snart en menneskealder. Der var ungdomsoprøret, der var Rom-klubben og »Grænser for vækst«, der var Brundtland-rapporten, som snart kan fejre 25 års jubilæum.

Jeg ved ikke, hvad det er ved sætningen »Vores livsform er ikke bæredygtig«, som er så svært at forstå. Man skulle jo synes, at så snart det blev erkendt, ville vi straks ræsonnere at vi måtte lægge kursen om, for det er jo uforsvarligt at leve på måder, der ikke er bæredygtige. Altså, uforsvarligt.

Men, som bekendt, er disse kursændringer kun sket i marginalt omfang. Politikerne har fortsat vækst øverst på dagsordenen, og hastigheden hvormed vi ødelægger livsgrundlaget for kommende generationer er svimlende. Der er noget simpel matematik i det her. Vi taler om eksponentielle kurver, vi taler for eksempel om ved en årlig vækstrate på 3,5 procent, at der over en 20-årig periode forbruges ligeså meget, som der er forbrugt i hele den historiske periode, der ligger forud.

Kina har siden 90’erne haft vækstrater på cirka ni procent, hvilket svarer til at landet i løbet af otte år forbruger ligeså meget, som de har forbrugt i de forudgående 7000 år. Siden 1988 har Kina altså fordoblet sit akkumulerede, historiske forbrug tre gange. Og med samme vækstrate vil Kina i perioden mellem 2012 og 2020 forbruge lige så meget, som det totalt har forbrugt til og med 2011. Disse realiteter kalder på nytænkning i omfang helt uden fortilfælde – teknisk, politisk, økologisk, socialt.

Selvfølgelig tjener arkitekterne først og fremmest deres klienter, private eller offentlige, og er dermed også underlagt disses værdisæt. Men arkitekterne forvalter samtidig nogle samfundsmæssige værdier, som er større end den konkrete opgave, og arkitekten skal kunne formidle disse værdier overfor sin klient, så klienten respekterer dem. Hvis arkitekterne havde været i en konstant interessekonflikt mellem, hvad bygherrerne bad os om at gøre, og hvad vi selv følte var rigtigt at gøre, så havde det vel udmøntet sig i en vedvarende offentlig debat om arkitekturens rolle. Men det har der ikke været meget af.

Vi har været cool. Og solet os i mediernes hype.

.

Helle Thorning Schmidt fremsatte i sin nytårstale en politisk målsætning om, at vi skal aflevere et endnu bedre Danmark til den næste generation. En meget respektværdig målsætning. Blot synes jeg godt hun kunne have været mere specifik mht. hvilke problemer der skal overkommes for at nå dette mål. Man kunne fx pege på:

1. At “økonomisk vækst” ud fra en helhedsbetragtning oftest er lige det modsatte, dvs. en grov udhuling af livsgrundlaget for kommende generationer.
2. At en vision om et tilfredsstillende liv indenfor rammerne af en Steady State Economy er påtrængende, og denne vision skal adopteres af den brede befolkning.
3. At de globale finansmarkeder er en parasit på den reelle økonomi (dvs. udvekslingen af varer og tjenesteydelser), og at denne parasit har vokset sig ti gange så stor som det den suger næring af, samt at bortoperationen af parasitten bliver smertefuld.
4. At det er forrykt at vi insisterer på en form for ret til at leve ikke-bæredygtigt, når det jo netop er hvad det er, ikke bæredygtigt.
5. At gældende miljølovgivning ikke er i stand til at dæmme op for den omfattende habitatødelæggelse i DK såvel som i resten af verden.
6. At der ikke er nogen muld tilbage i den danske landbrugsjord, at det danske landbrug er helt afhængigt af adgang til billigt, fossilt brændstof, og at vores fødevareforsyning således risikerer at svigte samtidig med svigt i vores energiforsyning.
7. At udbredelsen af moderne, højtydende kornsorter har gjort den globale fødevareforsyning sårbar i en grad helt uden fortilfælde. Robustheden lå i den diversitet, som er blevet fortrængt.
8. At landbrugets brug af penicillin, bl.a. som vækstfremmer, måske har korrumperet menneskehedens mulighed for at bekæmpe infektionssygdomme mindre end hundrede år efter penicillinens opdagelse.
9. At verdens fiskebestande stort set alle er opfiskede, og at havenes økosystemer af denne og flere andre grunde derfor er under grundlæggende forandring. Behovet for en samlet kortlægning presser sig på.
10. At der ikke findes et økosystem på hele planeten, som ikke er stresset af menneskets aktiviteter, og derfor sårbart overfor invasive arter. Strategier til imødegåelse af truslen fra invasive arter er påtrængende.
11. At den globale olieforsyning sandsynligvis har rundet sin maksimale ydelse, og at forsyningerne vil være for nedadgående samtidig med at den globale efterspørgsel er stejlt stigende.
12. At strategier til fuld erstatning af fossile energikilder skal iværksættes snarest, hvis vi skal gøre os forhåbninger om undgå en ny energikrise. Etableringen af denne infrastruktur må forventes at tage min. 10-15 år.
13. At samfundsmæssig kompleksitet kræver energi, og da en energikilde til erstatning for olien endnu ikke er kørt i stilling, må vi alt andet lige indstille os på et lavere energiforbrug og dermed en forenklet samfundsorganisation. Gennemfører vi ikke forenklingerne frivilligt og kontrolleret, vil en begrænsning af energiforsyningerne medføre, at forenklingerne vil ramme os i form af strukturelle kollaps.
14. At den teknologisk innovation længe har været for nedadgående, også internationalt, til trods for at forskningsinstitutionerne tilføres stadigt flere midler.
15. At danske virksomheder hvert år outsourcer tusindvis af arbejdspladser uden at det er genstand for en offentlig debat, herunder alternative strategier samt en diskussion af globale miljø- og arbejdsmiljøforhold.
16. At globaliseringen har afsløret et enormt behov for globale politiske organer, samt at disse organers etablering vil forudsætte suverænitetsafgivelser fra nationalstaterne.
17. At nationalstaterne i sig selv er blandt de største barrierer for udvikling.
18. At uligheden i verden måske er den største trussel mod menneskehedens civilisation, men der foreligger ingen officielle initiativer, end ikke nogen hensigtserklæringer, til imødegåelse af denne problematik.
19. At EU subventionere priserne på sine produkter på verdensmarkedet, og dermed undergraver mindre velstående landes egen produktion, hvilket uddyber ulighederne.
20. At EU fortsat eksporterer meget store dele af sit miljøfarlige affald til tredjeverdenslande. Fx modtager Nigeria hver måned 2.500 tons elektronikaffald fra den vestlige verden.
21. At udgiften til et enkelt JointStrikeFighter-kampfly (over ½ mia. kr.) ville kunne drive hele Ghanas nuværende skolevæsen i 10 år. JSF-kampflyene står til at erstatte Danmarks nuværende 48 stk. F16-kampfly.
22. At krigene i Irak og Afghanistan har været ført med en stor arrogance fra vestmagternes side. Under en maskering som demokratiets forkæmpere har vestmagterne ført sig frem som herrefolk, og skabt sig fjender i et omfang, der ikke er set siden kolonitiden.

Dette sagt som simple konstateringer uden ironi og uden pessimisme. Personligt er jeg faktisk optimist. Som både Dronningen og statsministeren pegede på, skal hver enkelt tage ansvar. Jeg vil gå skridtet videre og hævde, at det er en form for renæssance i det enkelte menneskes liv, der vil sætte os i stand til at gennemføre denne reformation af vores samfund. Som Piet Hein sagde for et halvt århundrede siden, står vores valg imellem ”Co-existence or no existence”. Og netop her synes jeg også, at statsministeren kunne have været mere præcis.

Karsten Kølliker

01.01.2012

Kildehenvisninger:

Ad1.  ”Planeten” episode 2, http://www.youtube.com/watch?v=mOMcNuK046I
Ad2. http://energybulletin.net/stories/2011-10-09/dalys-steady-state-economics
http://environmentalresearchweb.org/blog/2011/02/herman-dalys-10-policies-for-a.html
Ad3.  ”20/20 Hindsight Censorship on the Frontline”
http://www.youtube.com/watch?v=WHOujO-Qnlw
peacerevolution, episode 005, ”Overstocked”
http://peacerevolution.podomatic.com/player/web/2010-05-18T16_27_48-07_00
”Inside Job” http://www.youtube.com/watch?v=0MId4dH2Hc4
Ad4.  ”Planeten” episode 1, http://www.youtube.com/watch?v=09knVYahh4Y&feature=related
Ad5.  ”Planeten” episode 3, http://www.youtube.com/watch?v=ONNeXsWOLng
Ad6.  ”A Farm for the Future” http://www.youtube.com/watch?v=xShCEKL-mQ8
”Folks, This Ain’t Normal”, Joel Salatin (Center Street, 2011)
Ad7.  Har ikke været i stand til at finde et særdeles spændende indslag på BBCworld om en agronom på ekspeditioner til fjerntliggende egne for at finde urformer af soya, ris og korn. Ifølge indslaget kunne disse urformer vise sig dyrebare for menneskehedens evner til at brødføde sig. Sendt vist nok 2008.
”Food Inc.” http://www.youtube.com/watch?v=5eKYyD14d_0 (trailer, filmen momentvis på)
Ad8.  do.
Ad9.  ”The End of the Line” http://www.youtube.com/watch?v=bedirwk95Oc (trailer, filmen momentvis på)
Ad10.  Rettelse: Ikke-stressede økosystemer findes og det er dem, hvor der er mennesker der tager ansvar og arbejder i harmoni med naturen.
Invasive Species and Future Ecologies: Bugs, Viruses, Mussels, and Weeds
http://www.youtube.com/watch?v=UDGQOuXZRcw
Ad11.  ”The Crash Course” http://www.chrismartenson.com/crashcourse
Ad12.  The Hirsch Report, US Department of Energy 2005 http://en.wikipedia.org/wiki/Hirsch_report
Ad13.  Collapse of Complex Societies, Dr. Joseph Tainter
http://www.youtube.com/watch?v=ddmQhIiVM48
Ad14.  do.
Ad16.  ”Age of Consent”, George Monbiot 2004 http://www.archive.org/details/dn2004-0430_vid
Ad17.  do.
Ad19.  ”Den dyre støtte”, DR Journalen 2004
Ad20.  ”Planeten” episode 1, http://www.youtube.com/watch?v=Ip1L3TXJAds&feature=related
Ad22.  ”Fahrenheit 9/11”, Michael Moore 2004 http://www.youtube.com/watch?v=chj5R0Izt9s
”Armadillo”, Janus Metz 2009 http://www.youtube.com/watch?v=MWikX57kyJw
(”What I learned about US foreign policy”, ed. Frank Dorrel
http://www.youtube.com/watch?v=iXuN2sc5exY)

.

Nogle tanker efter annonceringen af de amerikanske styrkers tilbagetrækningen fra Irak samt gensyn med hhv. ”Fahrenheit 9/11” og ”Why we fight”. Karsten Kølliker, dec. 2011.

For at vokse op og blive en mand, er der er to ting man skal lære af sin far eller af en anden central, mandlig rollemodel:

1. ikke at lade sig styre af frygt, og
2. en forståelse for, at enhver handling også er en samfundsmæssig handling

Udover at være skaffedyr er mandens vigtigste funktion at yde beskyttelse for sin familie og det samfund, familien er en del af. Manden skal derfor være i stand til at se enhver fare lige i øjnene, og han må sådan set godt være dødsensangst i dette møde, men han skal bevare fatningen og gøre hvad der er nødvendigt for at familien og samfundet kan bestå.

Denne træning af sig selv i retning af ikke at give efter for frygt, forklarer uden videre mange drenges (og mænds) tendens til at gå helt til grænsen. Netop der hvor døden bliver en reel mulighed. Samtidig ligger der også tendensen til kappestrid og en stræben efter at blive den stærkeste. Hvis man besidder overlegen styrke og helt macchiavellisk er parat til at bruge den til at få andre til at frygte én, så kan man bilde sig selv ind at man hersker over frygten. Hvad er fx betydningen af bodybuilding, hvis ikke netop det. Og det er selvfølgelig normen indenfor rocker- eller andre gangstermiljøer. Men det er en faldgrube. Fysisk styrke lærer ikke én at overvinde frygten. Tværtimod gør stræben efter fysisk styrke en meget bevidst om frygten, men uden at sætte én i stand til at overvinde den. Der vil altid eksistere kræfter overfor hvilke menneskets, gruppens eller samfundets fysiske styrke kommer til kort.

Den vejledning, der lærer en dreng at overvinde sin frygt, handler mere om, at han skal lære sig selv og sin egne reaktioner at kende. Tag fx frygten for smerte. Gradvist op igennem en drengs opvækst lærer faren sin søn, at smerte er noget der kan håndteres, at man ikke behøver at fortabe sig selv og sin dømmekraft i mødet med smerten.

Den anden ting, forståelsen for at enhver handling også er en samfundsmæssig handling, er et forhold, som kræver en ligeså vedholdende og omhyggelig vejledning. I første omgang handler det om en forståelse af, at éns handlinger har konsekvenser både for én selv og andre. Der er nogle mere eller mindre udtalte grundregler for, hvordan vi får samarbejdet indenfor fællesskabet til at fungere, og det skal drengen udvikle en forståelse for. Vi taler om ærlighed, evnen til at stå ved sit ord, samarbejdsvilje mm. Efter puberteten skal denne forståelse for sammenhængen mellem én selv og det omgivende samfund for alvor udvides. Gør du noget godt for andre samtidig med at du gør noget godt for dig selv, eller tænker du kun på dig selv? Og hvis du fortsætter med kun at tænke på dig selv, hvad er det så det så for et billede af samfundet, der tegner sig indeni dit hoved? Således virker vores handlinger altid tilbage og påvirker vores forståelse, som så på sin side danner grundlag for nye handlinger. Det kan være en opad- eller nedadgående spiral, og som forældre ønsker man af indlysende grunde at se en opadgående spiral tage sin begyndelse i de år.

Med en ballast i retning af det her skitserede kan den unge mand nu gå ud og udfylde sin rolle i samfundet, og en af disse roller er soldaten. Der er sikkert mange som drømmeagtigt forestiller sig en verden uden soldater – for mit eget vedkommende kan jeg godt forestille mig en verden uden krig, men ikke en verden uden soldater. Som sagt er det mandens funktion at yde beskyttelse mod enhver fare, og derfor vil der efter min opfattelse altid være behov for et vist beredskab. Det afgørende er her:

1. at den givne regering bruger dette magtmiddel med den allerstørste omtanke, samt
2. at militæret, eller her: soldaten, er veltrænet.

Det er på baggrund af disse to kriterier, at jeg er kommet til den konklusion, at krigen i Irak er fejhedens sejr. Hvad angår det første punkt, har motiverne til Irak-krigen altid været obskure. Historien om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var hele vejen igennem utroværdig. Vi husker alle hvordan FNs ledende våbeninspektør Hans Blix blev chikaneret og umyndiggjort på dette spørgsmål. Det bedste bud på en forklaring var så USA’s ønske om kontrol med Iraks olieresurser, det har selveste Allan Greenspan peget på, men med den fuldkomne tilbagetrækning der nu sker, virker den begrundelse faktisk ikke fyldestgørende. Et andet godt bud er at der er nogle enorme erhvervsmæssige fortjenester at score for den amerikanske våbenindustri ved en krig af denne størrelsesorden. Hvad vi har at gøre med her er altså en gigantisk omfordeling af samfundsværdier, hvor amerikanske skatteydere betaler svimlende summer til deres militær og ikke mindst alle de firmaer, der leverer til militæret.

Når den allerstørste omtanke er kriteriet for at anvendelse det militære magtmiddel betyder det reelt, at magtmidlet kun kan komme på tale, hvis samfundet er truet på sin eksisitens. Indenfor den politiske videnskab er der faktisk et begreb ”the democracy peace theory”, som hidrører fra den tyske oplysningsfilosof Kant og som siger, at netop et demokratisk styret land kun vil benytte sig af militær magtanvendelse i selvforsvar. Og de seneste 200 års historie har bekræftet denne teori. Lige indtil invasionen af Irak. Irak udgjorde i realiteten aldrig nogen reel trussel mod USA, og derfor må invasionen af Irak opfattes som en aggression, så uanset de bagvedliggende motiver var det dermed en skamfuld krig.

Der findes ikke ord til at beskrive de rædsler som mennesker i en krig gennemlever. Det gælder alle de mennesker, der lever i landet, hvor krigen udfolder sig, og det gælder soldaterne der sendes der til for at kæmpe. For både lokalbefolkningen og soldaten er krigens motivation ikke noget abstrakt, men tværtimod noget man har helt inde på livet. Er motiverne for krigen ædle, vil de samme ædle motiver yde en form for mental beskyttelse af både befolkningen og soldaterne. Helt konkret er det de samme børn, der får sprængt lemmerne af, men fordi krigen er nødvendig for at sikre disse børns fremtidige lykke og trivsel, er rædslerne på en eller anden måde til at bære. Er motiverne for krigen derimod alt andet end ædle, så har hverken lokalbefolkningen eller soldaterne noget værn imod de rædsler, de er vidne til. Hvad vi taler om er ikke bare traumatiserende oplevelser, men simpelthen mennesker der går fuldstændig i stykker indeni. Hvor politikerne og generalerne tror, at deres propaganda gør det ud for ædle motiver, kommer de altså til at have en enorm mængde af ruinerede menneskeskæbner på deres samvittighed.

Det næste er så, i hvilket omfang soldaterne var trænede til at udføre deres opgaver. Det er her jeg har behov for min relativt lange intro om den sunde opdragelse af en dreng. Min påstand er nemlig, at vores kultur er praktisk talt ude af stand til at give drengene denne sunde opdragelse. Moderne mænd er nogle skvat, der tusker sig til deres positioner, og mødrene har sat sig på hjemmescenen, og er til hver en tid parate til at omgøre fædrenes beslutninger. Drengene får ikke lejlighed til at prøve sig selv af, og de bliver pylret om af både mor og far. Sidstnævnte sikkert fordi han dermed mener han kan bevare et spinkelt håb om at få sex lørdag aften. Drengene gør ikke ting, der er farlige, men leger de gør ting der er farlige gennem endeløse timer kastet ind i computerspillene ”Warcraft”, ”Call of Duty” etc. Drengene lærer ikke sig selv at kende, og de lærer ikke at møde frygt og smerte uden at lade sig overvinde.

Det materiale militæret får i nye rekrutter er formentlig ringere end det har været tidligere. Hvor militæret tidligere kunne tage udgangspunkt i nogle basale kvaliteter som stort set enhver mand besad, skal der i dag tages helt andre midler i anvendelse for at sætte den enkelte menige i stand til at slå et andet menneske ihjel. Der er masser af peptalk, voldsforherligelse, kynisme, fratagelse af enhvert menneskeligt træk ved fjenden og dennes allierede (= lokalbefolkningen). Når det amerikanske infanteri i deres tanks rykkede ind i en ny bydel i Irak havde soldaterne lagt en CD i tank’ens lydanlæg, og skruet lyden op på max i deres hovedtelefoner, og kom dermed i den rette stemning til at skyde på alt hvad der rørte sig ude i den omgivende scene. Blandt de foretrukne numre var ”Let the bodies hit the floor” med Drowning Pool og ”The roof is on fire” med Bloodhound Gang. Jeg siger, det er sygt! Tænk at officererne tillod det. Hvad det for et militær? Hvad er det for en krig? Hvis en soldat ikke har sin dømmekraft i behold til at kunne skelne mellem den civile lokalbefolkning og fjendens soldater, så er han en soldat i frygtens vold, og så bør han øjeblikkeligt tages ud af tjeneste. Og hvis virkeligheden er den som de amerikanske styrker også oplevede i Vietnam, at lokalbefolkningen fremfor for at assistere befrielsesstyrkerne faktisk støtter den lokale modstand, så fortæller det med al ønskelig tydelighed, at krigen er illegitim.

Hvad der måske først slår én som paradoksalt, men bagefter fremstår som indlysende, er, at denne krig med alle dens rædsler i den sidste ende har del i de omfattende og vidtforgrenede kulturelle overspringshandlinger som knytter sig til vores uvilje mod at se vores reelle farer i øjnene:

• at vores nuværende levemåder ruinerer livsgrundlaget for kommende generationer
• at den vestlige verdens privilegier måske har været den største forhindring for udvikling
• at nationalstaterne har haft deres storhedstid, og at fremskridt er betinget af en anderledes ydmyg forestilling om reelt verdensborgerskab og lighed mellem folkeslag
• kort sagt: at vi skal indstille os på at sige farvel til det liv vi kender for at bevæge os ud i nye, ukendte levemåder og livsvilkår.

I den forstand er det vigtigere end nogensinde før, at vi igen lærer at tage hånd om drengenes opvækst, så vi udvikler mænd, der tør se enhver fare i øjnene og derpå gør hvad der er nødvendigt for at sikre familiens og samfundets beståen.

.